Sømose Å

Sømose Å forbinder Sømosen i Skovlunde med Harrestrup Å (der af flere politikere blot betegnes som et spildevandsteknisk anlæg). Sømosen ligger bag ved Ingeniørhøjskolen. Jeg støder til åen ved Mileparken. Ud over at være en vej er Mileparken også for mange ensbetydende med navnet på et enormt industriområde i Herlev. Her opdager jeg, få hundrede meter fra Herlev bymidte, en lille flok køer. Ja, hvorfor ikke?

Nej, vi er ikke på landet. Det ligner endnu en nedlagt kilde. Her græsser fire sort køer fredeligt, nærmest midt inde i Herlev.

Ellers bærer Sømose Å præg af at løbe igennem et industrikvarter. Der er ikke nogen rigtig sti, nærmest bare noget nedtrådt græs. Og græs, brombær og brændenælder står lårhøjt. Jeg er glad for at have husket at tage handsker på. Bare der nu ikke er flåter i området. Der er desuden heller ingen hundelorte, konstaterer jeg glad overrasket efter at være kommet igennem stien. Den ser betydeligt mere å-agtig ud end Kagsåen.

Hvis du ikke kan få øje på stien, så er den god nok. Den er faktisk ikke rigtig nem at få øje på. Sømose Å er ligesom Harrestrup Å totalt tæmmet af os. Stien kan anes som nedtrådt græs.

Sømose Å ender ud ved Vestforbrænding. Som sikkert også er kendt af mange for dens enorme skorsten hvorfra det ofte står en tyk røg. Det gør der også her til morgen. Turen fra Mileparken og nordpå til Sømosen må vente til en anden weekend.

Vestforbrændings skorsten kan ses vidt omkring, bl.a. fra vores køkkenvindue. Jeg har i mage år brugt røgen til at afgøre vindretningen. Om der er med- eller modvind til arbejde.

Her løber Sømose Å ud i Harrestrup Å. Hvor er ikke lige til at se, og der er et adgang forbudt-skilt langs dette vandhul. Der ser ud til at blive flittigt brugt af hundeejere. Jeg skåner rillerne i vandrestøvlerne fra det, og starter hjemturen langs Harrestrup Å.

Motorring 3

Et af de helt dominerende fænomener langs Vestvolden er Motorring 3. Mere end 75.000 biler drøner forbi her hvert døgn. Og der er blevet mere af den! For få år siden blev den udvidet med spor i begge retninger, fra 4 til 6 spor. Mere er i vente, skal man tro denne video om Frederikssundsmotorvejen. Og det har ikke bare sat sig spor i landskabet omkring vejen, men også i støjniveauet.

De fleste broer er blevet udvidet efter motorvejsudvidelsen. Her en bro ved Kagsmosen ved Sonatevej. Og det er endda ikke særlig meget. Andre steder er det gået endnu voldsommere ud over folks haver.

Overalt hvor man færdes langs Kagsåen og Vestvolden vil motorveje og omfartsveje være en del af lydbilledet. Mange steder endda en overvældende del af lydbilledet. Du vil således opleve at stå i et naturskønt område med den bragende lydkulisse fra en motorvej. Det svarer lidt til derhjemme at se en romantisk kærlighedsfilm med lyden skruet ned, og du så i stedet har noget Heavy Metal musik kørende på musikafspilleren.

En villahave tæt på Kagsmosen har pludselig fået motorvejen uhyggeligt tæt på. i baggrunden har vejvæsnet plantet nogle rådhusvin til at dække over muren. Det ser selvfølgelig pænere ud. Sminke.

Det har vejvæsnet vist også været opmærksom på. I hvert fald har de i vores område sat nogle skærme op som vist nok skal dæmpe lyden. Det gør de måske også. Men larmen er altså stadig infernalsk få meter bag ved skærmen. Efter motorvejsudvidelsen er der sikkert mange beboere som har fået støjen tættere på. Den ovennævnte video om Frederikssundsmotorvejen fortæller at der vil blive plantet flere træer og lavet støjvolde. Det kan dog, som det fremgår af billederne her, være svært at se hvor der kunne laves volde, når motorvejen nærmest kører forbi folks vinduer  og altaner.

"Dejlig villa med beliggenhed umiddelbart ud til Harrestrup Å. Gratis plankeværk til en side af grunden. Ingen vedligeholdelse kræves." Sådan kunne der vel stå i en boligannonce for dette hus. Og det ville tilmed være sandt. Byggeriet på den anden side af motorvejen var heldigere. De havde bygget skure i forvejen, man kan lige ane dem stikke op over Lydmuren.

Jeg kender de bilister som beklager sig over lydmuren. De kan nu ikke længere orientere sig i landskabet. Og det er sandt nok. Kørsel på Motorring 3 er blevet et spørgsmål om at glo på lydmure, kæmpeskilte over vejene.

Beboerne i dette nydelige etagebyggeri har fået motorvejen virkelig tæt på altanerne. Mon muren gør særlig megen gavn for dem på 1. sal og opefter?

Det bliver ikke til mere end en times vandring denne lørdag morgen hvor der allerede er godt drøn på trafikken. Jeg under mig over hvad alle de mennesker dog skal så tidligt en lørdag morgen. Jeg passerer lige hullet som de er ved at grave ved Kagsmosen. Sammenlign billedet fra mit indslag fra 16. september. Og der er sket en masse. Tilsyneladende er de nået dybt nok, for de er ved at støbe i bunden af hullet.
 

Bunden er nået, og der er ved at blive støbt cement i den.

Regnen tager til og minder mig om at jeg nok bliver nødt til at købe noget udstyr i spejdersport for det gavekort som jeg fik af kolleger fra Solvang Bibliotek. Forinden tager jeg dog lige et smut hen på kilden ved vores hus for at se indgangshullet til Kagsåen under Helsingørmotorvejen. Det er der selvfølgelig endnu. Men måske er det også blevet omdannet efter motorvejsudvidelsen?

Uha, uha. Gik jeg virkelig engang igennem denne tunnel ud til den modsatte side? Jo, det er ikke nogen drøm. Ungdommeligt vovemod, ville jeg nok betegne det som i dag.

Jeg husker det ikke så lavt. Det ser jo nærmest uhyggeligt ud, og i dag ville jeg ikke vove at vade igennem til den anden side. Jeg bryder mit løfte om ikke at gå på græs. Og bliver 'belønnet' med adskillige opfyldninger af sålerillerne. Heldigvis har jeg en spand til rensning.

Kagsåen

Kagsåen må absolut være kandidat til at være en af Danmarks mindste åer, på alle måder: Vand, længde, dybde osv. Med lidt god vilje tror jeg nok den sniger sig op i retning af 5 kilometer, alt inkluderet. Vandløb ville vist mere være en mere rammende titel. Og hvis du tilfældigt skulle støde ind i den, ville den let kunne forveksles med en ganske almindelig grøft. Kagsløbet, eller Kagsgrøften ville være mere præcise navne. Kagsrenden, vil Gladsaxe Kommune gerne omdøbe den til, hvad der har fået naturfolk til at fare i flint. det antyder nemlig at den er menneskeskabt.

Kagsåens snoede forløb er det eneste som peger på at den ikke bare er en grøft, men et vandløb, en å. 

Men den udfylder ganske vigtige funktioner. Den forbinder Smørmosen med Kagsmosen. Og som sådan bidrager den til at fx Damhussøen er så vandrig som den nu engang er. Og måske afvander den også området. I hvert fald finder man flere steder rør som løber ud i åen.

Desværre er der ikke lyd på dette billede. For selvom det ser småt ud, så lyder det faktisk som et helt vandfald. Vandet ser klart ud, så mon ikke det er et afdræningsrør? På dette sted - hvis man lukker øjnene - kan man godt forestille sig at man befinder sig et øde sted.

Desuden er (eller var?) området langs Kagsåen et af de vigtigste områder for hovedstadens vandforsyning. Der ligger adskillige kilder i området. Nogle er dog blevet lukket pga. forurening, bl.a. den kilde som ligger tæt på vores hus, Novembervej/Frederikssundsvej. Da pumpen stoppede, steg grundvandet 4-12 meter, så det siger lidt om hvor meget vand der pumpes fra området.

Her er en af flere kilder langs Kagsåen som vist nok stadig fungerer som kilde til hovedstadens vandforsyning. Men generelt bærer Kagsåen præg af forurening.

Jeg støder til åen ved Frederikssundsvej. Her dukker Kagsåen op gennem et rør under vejen. Og bilister tænker vel ikke på at de kører over Kagsbroen her. Kun et grønt område til højre efter Novembervej kunne få dem på den tanke.

Her strømmer Kagsåen mod Kagsmosen under Frederikssundsvej. Et ganske idyllisk sted, hvis det ikke var for larmen fra såvel nævnte vej som Helsingørmotorvejen. I modsætning til tunnelen under Helsingørmotorvejen kan det ikke anbefales at kravle under her.

Man kan godt følge Kagsåen til fods her, men det kræver et par gummistøvler. Helsingørmotorvejen krydser nemlig forløbet her. Jeg har engang gået gennem tunnellen under motorvejen, og man kan ikke foretage turen oprejst. Så det er bestemt ikke for klaustrofobiske mennesker.

Her dukker så Kagsåen frem under Helsingørmotorvejen. Vejen krydser ikke åen vinkelret, så det er en ganske lang tur at kravle under motorvejen, flere hundrede meter. Ikke for klaustrofobiske sjæle.

Kags(å)parken er navnene på de grønne områder som ligger især på østsiden af vandløbet (det er fredskov). Og bl.a. huser adskillige af Gladsaxes haveforeninger.  er man først kommet hertil, ændrer åen fuldstændig karakter. Hvor den tættest på Kagsmosen godt kan minde om et vandløb, får den nu for alvor karakter af blot at ligne en grøft, og det kan være virkelig vanskeligt at få øje på vandet overhovedet. Kun sivrækken minder botanisk kyndige om at det må være et fugtigt område. Så er det hele forbi: Smørmosen er nået, og det er her Kagsåen starter sit løb.

Alt der nu er tilbage af Kagsåen ved Smørmosen er en række siv, som peger mod mosen. Jeg vover mig ikke ind her. Græs er slut forbudt. Efter utallige erfaringer med 'menneskets bedste ven'. Eller efterladenskaberne fra dem. Jeg bryder mig ikke om at rense sålerne efter hver tur.

Hjemme ved computeren læser jeg så at dette måske alligevel ikke er Kagsåens udspring. Her opdager jeg også at dette tilsyneladende fredelige og beskedne vandløb har været og stadig er årsag til stridigheder mellem Københavns Kommune, Gladsaxe Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, haveforeninger, mm. Jeg bliver helt forskrækket da jeg læser hvordan dette dog kan ske.

Kagsåen synes helt uskyldig i sin nuværende miserable vanddybde. Et par sejlerstøvler skulle kunne klare en åtur. Det skyldes kulturelle årsager i forbindelse med at landbrug har drænet områderne omkring Tibberup Sø.

Men alt dette kan ikke rokke ved at der alt i alt er en tur på lidt over 7 kilometer frem og tilbage til Frederikssundsvej. I strålende solskin og stille vejr en fantastisk og anbefalelsesværdig morgenbeskæftigelse.

Lynæs Sofort!

Lynæs er i modsætning til Hundested i læ for Kattegat når det er værst. Heraf sikkert navnet. Man kan gå langs kysten hele vejen fra Hundested til Lynæs. Kysten er hårdt udsat for vind og vejr fra Kattegat. Der var forrygende medvind hele vejen.

Der er forskellige muligheder for en rask gåtur. Du kan gå helt nede ved stranden, eller som her lidt oppe i klitterne. Uanset hvad så er sandet tungt at gå i. Og man skal passe gevaldigt på hundelorte. I det hele taget lærte jeg over en weekend, at Hundested er hundekoldt og hundehømhøm. Gå aldrig i græsset!.

Næsten før du kommer til Lynæs, ligger Lynæs Fort som du kan risikere at overse, med mindre du er meget nysgerrig, eller ved hvor det er. Det har faktisk en hel del med Vestvolden at gøre, viser det sig, da jeg undersøger sagerne nærmere. Det er opført 1914-1916, altså lidt over hundrede år efter at Hundested Skanse skulle hindre englænderne i at sejle ind i Isefjorden og Roskilde Fjord. Tilsyneladende havde Lynæsfortet den samme funktion.

Det er ikke til at finde, hvis du ikke lige ved det, Lynæs Fort. Voldgraven kunne være en hvilken som helt grøft, og selve fortet er gravet ind i voldene. Kun nogle radiomaster, udluftningskanaler mm. afslører at her ligger et fitnesscenter. Som om der ikke var fitness nok at hente i Halsnæs.

Godt rundet næsset og inde i Roskildefjord er der anderledes læ for vinden. Havet er næsten helt roligt mens solen stiger bag ved klinterne. Det er desværre ikke muligt at gå tur på toppen af klinterne. De mange trapper fører direkte op i folks privathaver, og det havde jeg ikke megen lyst til at prøve.

Området omkring Lynæs er vist rippet for fiskekuttere. Og overladt til lystsejlere og windsurfere. I hvert fald hvis man skal gætte ud fra skurene. Men bag næsset er der anderledes fredeligt og stille. I østen stiger solen op bag klinterne ned i Roskilde Fjord. Sivene bevæger sig ikke meget.

Vejen tilbage til Hundested foregik via vejen, efter at have skrabet sålerne rene.

Se Hundested og Gø

Hundested var engang hjemsted for en færge til Grenå. Og for fiskeri. Nu er den tilsyneladende mere afhængig af turisme. Og havneområdet er præget af restauranter,  brugskunstbutikker og andet for kapitalstærke turister. Der ånder fred og ro langs nordstanden mod Liseleje.

Det er færgehavnen til Rørvig man kan se skyde sig ud i Kattegat. De gamle færgelejer til Grenå findes såmænd endnu, men som overgroede ruiner. De ligger bag lystbådehavnen og fiskerihavnen. Med opmarchbåse, ventesale og det hele. Men en stor plakat i havnen vidner om at det hele snart ændres til lystbådehavn.

Idyllen forstyrres kun lidt af Hundested Skanse. Man kan let komme til at gå forbi skansen. kun nogle kopier af gamle kanoner viser at Hundested også var indsejling til Roskilde Fjord og Isefjorden, og at englænderne efter at have snuppet Danmarks flåde var mistænkt for at bevæge sig ind i disse fjorde.

Bang du er død! Det forlyder ikke om disse batterier var hjemsted for større slag. En planche fortæller at hver søndag skulle mænd som ikke var indkaldt til militæret, stille op til militsøvelse. Eneste krav var at de kunne gå rask og uforfærdet på fjenden. (Hvordan det så blev checket). Og det "ledsaget af et stærkt skrig af alle mand".

Fortsætter man længere østpå, støder man på det meget mere fredelige Knud Rasmussens Hus.Museet er pt lukket på grund af en brand. Men steder emmer da af idyl. Det var næppe for at søge beskyttelse mod englænderne at Knud Rasmussen lidt over 100 år senere valgte dette sted for at skrive sine mange bøger. Vindforblæst (det fortæller træerne om), men flot med de stejle skrænter ned til Kattegat, der på denne dag (lørdags, jeg skriver dette en dag for sent), kunne minde lidt om Vesterhavet.

 Idyllisk ser det ud, og idyllisk er det. I nærheden en varde og et fyrtårn. Nu som dengang ligger det i fred og ro fra byen.

Der er også vinterbadere i Hundested. Men dem har jeg nu ikke taget billeder af. En håndfuld damer i den bedste alder syntes at have det festligt i en lille hytte ved stranden. 

Gladsaxe Fort via Den Navnløse Sti

Jeg forestiller mig at for mange årtier siden stod der nogle (sikkert mænd) og udtænkte en plan: Der skulle anlægges en sti fra midt på Novembervej til Gladsaxe Fort. Jeg kan ikke lige se årsagen, men der er sikkert en. "Javel", er der så en der har sagt, lagt en lineal på kortet, og trukket en streg, "Sådan!" Om det lige er sådan det er gået til, det ved jeg ikke. Men i dag finder man stadig denne snorlige mere end 3 km lange sti. Den er svær at finde. Den gemmer sig bag buske, hegn, parkeringspladser.

Augustvej. Jeg kan ikke lige huske om alle årets 12 måneder er repræsenteret. Slå selv efter på et kort over Gladsaxe.

Den skærer sig igennem parcelhuskvarteret med månedsnavne i Gladsaxe, gennem det enorme Mørkhøj Industrikvarter og så igen gennem et parcelhuskvarter hvor kun vejnavne som Kanonvej og Nordfrontsvej adviserer om at nu er du altså snart ved Gladsaxe Fort.

Et ganske kort stykke af stien er belagt med knækfliser, langs dette ganske hyggeligt udseende rækkehusbyggeri. Bagved er en legeplads.

Før du når så langt som selve fortet, dukker der en gård op midt i det hele, Grønnegård. En gård som sikkert rummer mange lokale minder, fordi den åbenbart i årtier har fungeret som rideskole.

Grønnegården - hvis du søger på Google - er ensbetydende med rideskole. Men statelig ser den ud, som den dukker op der bag træerne. Nu er dens jorde mere udlagt til ringveje, industri og .... græsplæner.

Bedst som motorvejslarmen fra Hillerødmotorvejen og Motorring 3 nærmest er infernalsk, dukker det så op, Gladsaxe Fort. Fortet skulle beskytte vores hus (hvis det altså havde ligget der dengang) fra Tysken. I dag ville tyskerne nok bare have taget motorvejen, og måske ikke engang lægge mærke til at der lå et fort nede i lavningen.

Her dukker Gladsaxe Fort så op i det tågede vejr. Desværre eller heldigvis er der ikke lyd på billeder. Men motorvejslarmen er ganske forfærdelig.

Måske bør jeg lige nævne, at terrænet stiger jævnt hele vejen. Og falder tilsvarende når du går den anden vej. Alt i alt en pæn morgentur på mindst 6 kilometer, som er nok i dette regntunge vejr.

Ingen ugler i mosen!

Nej, jeg har aldrig set, endsige hørt, eller hørt om at der skulle være ugler i Kagsmosen. Men til gengæld er der masser af gravearbejde. Man er ved at udgrave et 4.000 m3 stort overløbsbassin. Klimaforandringerne ses altså også i kagsmosen. Projektet vil være færdigt efter sommerferien næste år.

 Her holder en pumpe hullet tørt. Gravet, det har man nu altid gjort i det område. Vestvolden, fx. Som skulle afløse Dybbølskanserne og beskytte hovedstaden. Voldgraven løb dengang højere end Harrestrup Å. Så man lavede et overløb i volden, så hvis den skulle finde på at løbe over, kunne dratte ca. 5-10 meter ned i åen.

Mit i al umenneskeligheden har elskoven også fundet vej. Kun ganske få meter fra et kloakudløb har en vanvittig forelsket person, formentlig af hankøn, blæst sin kærlighed ud. Måske endda helt overvældende. Det er i hvert fald første gang jeg har set det navn stavet med to m'er. To l'er, javel. Men m'er? Nej!

Den første weekend er slut. Nu skal skoene så pudses og klargøres til næste.

Stille lørdag morgen

Lørdag morgen ligger Husum stille hen. Biltrafikken er minimal, og mindre 'aggressiv' end på andre hverdage. Du kan høre fuglene synge, og der er mange af dem! Især når det er så vindsstille som i dag. Efter fredagens regnvejr emmer luften stadig over pytterne i vejsiden, men den er frisk, solen er ved at nå op over trætoppene.

I Husum Pensionisthaver er der også fred, men ikke ifølge skiltene. Her advares mod at Politiet patruljerer under skærpet opsyn, og der er farlige væsner som dræbersnegle som forsøger at forcere grusgangene. En af dem har fået skåret det bageste af, formentlig af en forbipasserende fartøj, barnevogn eller cykel. Den ligger lissom og kigger forundret på sin egen manglende bagdel.

Også under vandoverfladen i Utterslev Mose sker der ting og sager. Sløve plump, bobler og dønninger på overfladen afslører det. Men jeg når ikke at indfange hvad det kan være. En fisk? En and? Da jeg endelig får fyret kameraet af, er overfladen igen stille og rolig. Som intet er sket. Kun kondiløbernes dumbe trin over træbroen. (Og der er mange kondiløbere, finder jeg ud af).

Hjemme igen er det næsten ikke til at komme ind. Men forventningen om mere selskab, stempelkaffe og Pågans Grova er alligevel for stor.

Før regnen sætter ind ....

Fredag morgen er morgentrafikken i fuld gang mellem kl. 7 og 8 om morgenen. Kun et stenkast fra asfalten står tiden stille. Pensionisthaverne langs Vestvolden drypper stadig af nattens dug. Stierne langs Vestvolden er ved at gro til i græs. Måske bruges de ikke så meget mere som for 16 år siden. Da var stierne sorte af smat, og med aftryk af hundepoter, cykel- og barnevognshjul. Hvis du kan abstrahere fra lyden fra bilerne, kunne det jo faktisk være dybt inde i en skov.

Brombærbuskene er rippet for bær, så nogen må der være. Inde i vildnisset, hvor det er umuligt at skridte godt til, er der en lille rydning. Eller ..... rydning og rydning. Her er der efterladenskaber fra menneskeligt liv.

Nogen har tilsyneladende nydt dette afsondrede og stille sted. Et forelsket par? To bumser? Eller en person der bare ville nyde et par pilsnere i fred og ro? Nydeligt arrangeret på en engangskarklud. Det finder vi nok aldrig ud af. En lille episode i et eller flere menneskers liv som er så uendeligt uinteressant.

Længere nede af stien er det gået anderledes dramatisk til. Her vidner en bunke duefjer om at et rovdyr har fundet føde. Nu er alt tyst. Men et kort øjeblik har fuglen vel kaglet op, inden den blev forvandlet til et måltid mad. Måske har nogen villet sætte et mindesmærke ved den dramatiske begivenhed. En sort hundepose ligger og venter på at nogen skal fjerne den for hundeejeren. En for stedse i plastik indkapslet hundelort. Midt i naturen hvor den ville have været forvandlet til kompost overnight.

Skyerne trækker sammen. Snart er det begyndt at dryppe. Hjem til stempelkaffe og to stykker af Pågans det grove.

Små slaw ....

Gnavesåret på hælen synes nu at være helet tilstrækkeligt op til at skoene kan gås til. I hvert fald har jeg onsdag og i dag, torsdag uden de store vanskeligheder vandret rundt på biblioteket med dem. Bevares, ikke noget at prale af, sådan rent præstationsmæssigt. Men formålet er sådan set også at gøre fødderne og skoene bekendt med hinanden.

Bibliotekarjobbet giver rige muligheder for vandreture, til reolerne i udlånet og magasinerne. I hvert fald hvis arbejdspladsen er Københavns Hovedbibliotek. For tiden er udgangspunktet ironisk nok en 'dagligstue' fra 1950'erne. Den står lige over for bibliotekarbordet på 3. sal. Men jeg har nu ikke haft behov for at bruge stolen. Gangene i kælderen er et andet godt tilgåningsterræn.

Gangen fra elevatoren ned mod håndbogsmagasinet, og videre til højre mod udlånsmagasinet er et virkelig godt terræn. I ganske få sekunder får man muligheden for at speede op før man skal speede ned igen. Hvis man da ellers ikke ramler ind i nogle intetanende krydsende magasingængere.

Som det fremgår er der endda halvvejs nede en lille stigning, som skal forceres (lidt under midten af billedet). I morgen er det fredag, og jeg har fri. I mellemtiden får vandreskoene så lejlighed til at dampe fodsveden af.

Store forventninger - og gnavesår

Ok, første weekend med vandring. Jeg gik en fin tur i fredags. Rask derudaf og uden nogen plan. Halvvejs måtte jeg imidlertid sande, at vandreskoene Teva Riva lavede et tokronestort gnavesår eller vabel over hælen. Prik hul: Væsken ud. Plaster på. Og så siger forskrifterne at man skal vente med at bruge det som udvirker vablen. Og det er jo desværre vandreskoene.

At det er et godt råd, mærkede jeg, da jeg trodsede buddet, og humpende måtte vende om efter blot få hundrede meter. Både lørdag og søndag. Nu venter en uge med lørdagsvagt. Så der er ikke megen tid til at gå skoene til. I mellemtiden må de vente i entreen til næste weekend.

Al begyndelse er åbenbart svær.