Skodsborg-Birkerød: Jægersborg Hegn og Rude Skov.

Gennem Jægersborg Hegn og Rude Skov på en af de første aprildage med sol, varme og næsten ingen vind.

April har været den vådeste så længe der er målt i Danmark. Så meget desto intensere virker det at gå skovtur. Og et perfekt tidspunkt inden myggen og andet småkræ går i gang med deres festmåltid på fortvivlede skovvandrere. Fra Skodsborg Station træder man bogstavelig talt direkte ind i Jægersborg Hegn, og så er man sådan set allerede i gang med skovturen. Jeg valgte cykelruten, med enkelte afstikkere forskellige steder - og en enkelt ufrivillig da jeg tog fejl af veje og skilte i Rude Skov.

Jægersborg Hegn tæt på Skodsborg Station. I dag får de fleste skove lov til at "vokse vildt" forstået på den måde at de gamle træstammer kommer til at blive levesteder for svampe, insekter og dermed grundlaget for føde til fugle og dyr.

Jægersborg Station ligger også tilpas langt fra trafikerede veje så man ikke hører lyde fra det. Til gengæld var der adskillige skoleklasser der havde gang i ghettoblaster. De skulle heldigvis en anden vej end jeg gik.

Anemonetæppe så langt øjet rækker i Jægersborg Hegn

Det viser sig at de mange unge bl.a. skulle til Bøllemosen for at fiske ting og sager i mosen. Jeg undlod derfor en tur rundt om og passere træbroen som går nogenlunde midt gennem mosen i nord-sydgående retning. Stierne er gode at gå på. 

Rundforbi Svømmehal.

Vel ude af Jægersborg Hegn gik jeg forbi Rundforbi Stadion. Det har rødder tilbage til 1931 hvor det tilhørte Søllerød Kommune. Idræts- og svømmehallen er af beton og fra 1970. Den blev tegnet af arkitekterne Ole Helweg (1916-2001) og Claus Bremer (1919-1983). Ole Helweg er ellers mest kendt for hoteller både i Danmark og i udlandet. Claus Bremer tegnede bl. a. Rødhus Klit Ferieby. Lokalt er bygningen et vartegn. 

Egebækgård

Egebækgård huser i dag edb-firmaer. Engang var der landbrug. Men i 1952 blev Egebækgårds jorde frivilligt fredet af ejeren. Det betød at landskabet blev bevaret mod byudvikling fra Nærum mod syd og Gammel Holte fra nord. Man kunne dog ikke forhindre Helsingørmotorvejen som lægger underlægning til lydscenariet i området.

Gl Holtegård, set gennem barokhaven.

Der foregår en del ting på Gl. Holtegaard- Der er en kunsthal, en restaurant og et museum. Haveanlægget på "bagsiden" af bygningen er tegnet af Lauritz de Thurah i 1756 i barokstil. Den er blevet genskabt efter at den som så mange andre barokhaver var en tur omkring den engelske mere vilde stil. Bygningen er arkitektens sidste - han købte ejendommen i 1755. Udover at skulle fungere som bolig for Thurah var den også som kongeligt privilegeret kro. Pengene kom bl. a. fra den transatlantiske slavehandel. Det hele er nogenlunde bevaret. Selv kom arkitekten aldrig til at bo der permanent. Han døde. Herfra gik turen gennem Gl. Holtegade som har den gamle landsbygades snoede forløb, men intet autentisk landsbymiljø tilbage, på trods af at der er flere stråtækte huse.

Jacobsens Eg syd for Rude Skov. Det er kaptajnen, J. C., ikke Carl den er opkaldt efter. 

Efter Gl. Holtegård gik turen mod Rygård Overdrev. Det første lange stræk går langs golfbanen. Mod nord monotone golfplæner, mod syd et snævert og kuperet bælte af træer og krat. Lige før Rude Skov gik jeg en smuttur ned til Jacobsens (IC) Eg og Aborredammen. Bænken (1978) foran egen ved siden af granitstenen har følgende inskription: ”Jørgen Sthyrs bænk/formanden for Ny Carlsbergfondets direktion/i aarene 1965 til 1974, kunsthistorikeren Jørgen/Sthyr gav i aaret 1964 impulsen til oprettelse af/ Fonden for bygnings- og landskabskultur/som i tilknytning til sin virksomhed skabte/Søllerød Naturpark”. Kunsthistorikeren Jørgen Valdemar Sthyr (1905-1978) var museumsinspektør ved Den kgl. kobberstiksamling 1931-1953 og formand for Ny Carlsbergfondet 1965-1974. Søllerød Naturpark er ca. 300 ha, og befolkes bl. a. af Kogræsser- og Naturplejeforening.  Brygger I.C.Jacobsen (1811-87) stiftede Carlsbergfondet i 1876, primært til støtte for forskning.

Rude Skov

Jeg har tidligere været en tur udelukkende i Rude Skov den 25. februar 2018. Dengang - som i dag - var jeg begejstret for skoven, og jeg havde valgt en rute så jeg kunne følge nogle andre stier. Endda nogle jeg ikke havde planlagt. Men skoven er så stor at der er rigeligt til flere ture.

Rude Skov.

Det er vist almindelig kendt at hvis man holdt helt op med at slå græs og hø og pløje og dyrke marker og enge, ville Danmark vokse til i skov i løbet af ganske få årtier. Den kraft som er i skoven, mærker man i Rude Skov der fortrinsvis er løvskov. Løvskov hører ikke naturligt til i vores klima når bortses fra enebær, skovfyr og taks. Andre nåletræer er menneskeskabt for at få tømmer og brændsel, og de vokser altså på steder hvor vores egne træarter blev fældet og fjernet. I Rude Skov har man enkelte steder skabt lysninger ved at fælde de træer som ikke "hører til" i oprindelig dansk skov. Egetræer er fx stærke og kan tåle meget ukrudt, eventuelt sat i gang af "ammetræer" som lærk og rødel, de vokser hurtigt og hjælper efter kort tid med at holde ukrudtet nede til glæde for de mere sårbare træarter som f.eks. bøg.

Rude Skov

Og så så jeg da også et sjældent syn i skoven: En snog, en lille en på 30-40 cm vil jeg tro. Jeg kan ikke huske hvornår jeg så sådan en krabat sidst. Den er fredet, men alligevel i tilbagegang, fordi dens naturlige habitater er forsvundet eller ødelagt. I Rude Skov burde snogen have ideelle livsbetingelser: masser af vådområder, men jeg har ikke overblik over om der også er store populationer af frøer som de kan spise. I de store vandhuller trues padderne af fisk og ænder.

Ruten

Skodsborg Station. Jægersborg Hegn: Bøllemosen. Rundforbi (Svømmehal). Egebækvej. Gl. Holtegård. Gl. Holte Gade. Rygård Overdrev, golfbanen. Østerlidevej. Kirsebærvej. Lollikhusvej. Grusgravsvej. Stubbesø. Skovrød Sø. Birkerød Kongevej. Birkerød Station.

Gribskov Vest: Saltrup Station - Hillerød

Gribskov er en af Danmarks største skove. Her gennemvandret fra nord til syd på vestsiden

Den åbne kile syd for Saltrup Station rummer bl.a. denne lille idyl af en samling huset. Det hvide hus til højre er i øvrigt til salg, skulle nogen tænke på at flytte på landet. 

Denne blog har i juli 2016 gået ruten syd-nord langs Esrum Sø og strejfet det sydvestlige hjørne marts 2018. Dagenss rute var på ca 21 km i zig-zag i skovens vestlige del. Skov appellerer mere til ørerne og næsen end til fotografiapparater, så derfor kun lidt sparsomme skud hist og pist fra.

En af de mange rastepladser ligger ved Saltrupvej ved denne dam. I baggrunden jernbanen mod Græsted-Gilleleje.

Saltrup Station er - eller rettere kunne være - en hyggelig lille station. Men tag-malere har totalt spoleret indtrykket. Hvis der er nogle tag-malere som læser denne blog, så blot en indtrængende bøn: Lad dog være med at ødelægge bygninger som fx denne station! Vi er altså ganske mange som gerne vil få nogle oplevelser. Find på noget andet at få tiden til at gå med end at smøre miljøfarligt maling på interessante bygninger.

Bolandsvej. Skovture går vel netop ud på at se skov. Lugte og lytte. Og det er er i rå mængder i Gribskov.

Fra stationen går man syd på ad Boserupvej forbi et par idylliske bindingsværrkshuse (et af dem er i øvrigt pt til salg, hvis man ellers eftertragter skovensomhed). Godt inde i skoven havde jeg planlagt en zig-zag-rute sydpå for udover skoven også at kigge lidt på de sparsomme kulturminder og andre seværdigheder. Et godt pejlemærke er bålpladserne. De er udvalgt med omhu, ofte ned til små damme eller søer. Et af dem ligger kun en lille kilometer inde i skoven. En anden ligger lidt sydvest for Mårum Station (der er et trinbræt med et læskur).

Mårumhus i baggrunden. Forrest bag søen et par heste. Det er vist en gammel skovridergård. Der står stadig maskiner mm.

Jeg har før haft besvær med at finde lokaliteter i skove. Det gjaldt også denne gang. Et dobbeltgærde fra gården Kistrup skulle ligge her, men trods skoven endnu ikke er sprunget ud, fandt jeg det ikke. Heller ikke den urørte skov langs Bolandsvej (jeg fandt så en del andre, afmærket af Miljøstyrelsen, men det er en anden sag). Stik vestpå ligger Mårumhus i udkanten af skoven mod Mårum. Det er vist en gammel skovridergård, temmelig anonym murstensbygning med nogle heste foran en sø.

Jens Omgangs geværpibe stikker stadig ud. Nu tilsat en lodret sten med indskriften GRØNNEKILDE. En af de få afmærkede kulturminder som det lykkedes mig at finde. Det må godt nok have været lidt af et arbejde for munkene at vaske fødder her - der er ikke meget plads.. 

En god kilometer stik syd ligger tæt på en rasteplads på en stikvej fra hovedstien Grønnekilde. Det er et rør som stikker ud fra en lille stensætning. Den er opkaldt efter "det grønnes dag", eller skærtorsdag. Her skulle munkene fra Esrum Kloster vaske fattiges fødder på netop denne dag. Ifølge folderen opstod kilden da krybskytten Jens Omgang blev overrasket af skovfogeden. Han stak lynhurtigt geværløbet ind i brinken, hvorigennem vandet så løb. Det skulle stadig smage af jern.

Trustrup-stenen er nogenlunde nem at spotte mellem træerne. Indskriften lyder: OVER.LANSBYEN TRUSTRUP. DENS SIDSTE.BEBOR.VAR NIELS.JENSEN.BD.HR.FRA 1762 TEL 1790. Vandhullet bagved er måske gadekæret, men så slipper mit held også op. 

Kildens lidenhed er ganske godt billede på at det ikke er kulturminder man skal kigge efter for at blive imponeret. Heller ikke den forsvundne landsby Trustrup, som er afmærket med en sten på tæt på jernbanesporet mellem Duemose Trinbræt og Kagerup Station. Jeg ledte også her forgæves efter de fire gårdtomter, brønde og gærde i nærheden. Vandhullet ved jeg ikke om er det gamle gadekær.

Udsigten fra det 65 meter høje Fruebjerg. Skovens højeste punkt.

Det er snarere naturoplevelserne som man skal gå efter. Fx området omkring Fruebjerg. Det er ganske kuperet, og "bjerget" selv er rimelig nemt at bestige. Træerne er beskåret i en smal kile mod Arresø som man i godt vejr skulle kunne se. Vejret var godt, men søen ligger altså ret langt væk så det er svært at skelne detaljer. Ved foden af højen kan man se resterne af endnu et af de danske monarkers vandvidsprojekter, nemlig en kanal som skulle lede vand fra Store Gribsø til Hillerød. Denne gang var det Frederik II og blev påbegyndt i 1576. Man kan stadig fornemme de enorme menneskelige resurser som må have været brugt til dette totalt nyttesløse projekt som måske i særlig vandrige perioder har kunnet opfylde sit formål.

Resterne af den kanal som Frederik II satte svenske krigsfanger og formentlig da også danske bønderkarle til at grave fra Store Gribsø til Hillerød.

Resten af turen, fx gennem Gadevang, er mest asfalterede veje ind til Slotsbyen. Som sagt, en tur gennem den lange side af Gribskov kan formentlig ikke gøres meget kortere end omkring 20 kilometer. Det gælder også denne rute. Og der er stadig masser at komme efter.

Strødam Naturreservat og Gribskov

5 frostgrader og hård vind. Så er det med at finde en rute med læ. Frederiksborg Slot, Strødam Naturreservat med Pøle Å og Gribskov var planen

Allerede på vej ned mod Frederiks Borg Slot gennem Hillerød begyndte jeg at overveje om det her nu ikke var for koldt. Jeg havde ellers pakket mig selv godt ind i uld og vindtæt, med vinden og minus 5 grader er ikke sådan lige til at standse. Det niver i kinderne og fingrene føles allerede som der er ved at gå forfrysninger i dem. For første gang i mange år oplevede at høre isen "synge". Det er en magisk oplevelse og lyder lidt som hvalsang. Det sker når isen sprækker, og det sker især i et vejr som dette hvor isen bearbejdes af frost, høj sol og stærk blæst.

Frederiksborg slot set fra torvet med Christian 4. der står som en anden turistguide klare til at hyre turister.

Frederiksborg Slot

Måske er der lidt varme at få på Frederiksborg Slot. Det var der så ikke, og museet åbner først kl. 11 i vinterhalvåret. Til gengæld var der flere børnehaver, og børnene så ikke ud til at lade sig det kolde vejr gå på. Så ... når de kunne, så kunne jeg vel også. Men der skal gang i skankerne, og det er svært et sted som Frederiksborg Slot i solskin, selv tidlig morgen i stiv blæst. Og så hober motiverne sig jo op. Frederiksborg Slot har aldrig forsvaret landet fra nogen udenlandsk trussel, tværtimod beværtede Frederik 3. den svenske konge her i 1658. Meningen  med disse slotte var også snarere at forsvare kongerne mod bønderne som lagde ryg til at finansiere al ødselheden, og afskrække dem fra at gøre oprør.

Gård ved barokhaven. Barokhaven er et imponerende haveanlæg, og har krævet en mængde ansatte til at holde den. 

Bønderne havde garanteret heller ingen adgang til barokhaven nord for slottet. Her stiger terrænet noget så alle de fornemme kunne få det maksimale ud af udsigten til haven og slottet. Med smækre kvindestatuer der må fryse noget så gudsjammerligt, men ikke synes at lade sig mærke af det. For at føje spot til skade gik turen forbi Badstuen der faktisk mere ligner et lille slot. Men mindre kunne vel ikke gøre det for datidens konger og adel når de skulle forlyste sig på de penge som de bønderne var sat til at lave for dem. Uden at de dog selv har haft nogen som helst adgang til haven.

Badstuen. Intet var for stort for de fine som smed om sig med de penge som landets bønder knoklede løs for at indtjene til dem og som de selv intet fik at se af til gengæld.

Badstuen ligger mellem to damme, Ødammen og Badstuedammen. Badstuen blev dog ikke kun brugt til at bade fra, men også til at æde og drikke når kongen og jagtselskabet var vendt tilbage fra jagt. Formentlig de famøse parforce-jagter, et stort show hvor kongerne skulle føre sig selv frem og vise hvor store helte de var. Lysthuset er bygget under Frederik 2. 1580-81 af den hollandske bygmester Hans Floris. Han var nu ellers i Danmark i andet ærinde, nemlig for at hjælpe til med opførelsen af Kronborg. Man kan godt gå amok i at fotografere Frederiksborg Slot. Så kik videre på de seneste fotoer Flickr eller fra Instagram.

Ødammen med Lille Dyrehave i baggrunden. Her har svømmefuglene også fundet et sted med læ og åbent vand.

Ødammen ligger mellem Lille Dyrehave og Indelukket. Her er der endelig læ. Og uden vind kan man faktisk godt mærke at solen er begyndt at varme godt igennem. Jeg kan mærke varmen gennem min forte uldjakke, og får næsten lyst til at stoppe op. I hvert fald indtil jeg har fået varmet fingrene op igen. Det er nok her at jeg besluttede ikke at vende om igen, men i hvert fald fortsætte som planlagt gennem Selskov hvor der også er nogenlunde læ for at komme til Isterødvejen og Strødam Naturreservat vest for Gribskov.

Den sydlige del af Strødam Naturreservat langs Isterødvejen.

Strødam Naturreservat

Selskov er en fin lille skov uden at gøre meget væsen af sig. På denne kolde, blæsende dag ydede den perfekt læ til at nå frem til et andet mål for dagens tur, Strødam Naturreservat. Der er ikke adgang til store dele af dette, men langs vestsiden en god sti ca 2 km, heraf de ca. 1½ langs selve reservatet. Stien forløber på dæmningen mellem Pøle Å og Strødam. Naturreservatet er kunstig anlagt i 1996. I 2006 blev der sluppet bævere løs som skulle kunne ses hvis man kikker godt efter

Pøle Å. Til højre ses dæmningen til Strødam hvis vandstand er betydeligt over åens. Jeg vil umiddelbart skyde på noget i retning af en meters penge.

Pøle Å fremstår helt tydeligt som en afrettet å. Den forløber som anlagt efter en lineal, og den har da også delt skæbne med så mange andre åer idet den i 1920erne og frem har været belastet med afløb fra landbruget og byernes rensningsanlæg, fx fra Hillerød og Helsinge. Det hele havnede så i Arresø. Og da den er Arresås vigtigste kilde (den står for ca. halvdelen af tilløbet til søen) er den også den største forureningskilde. Strødam (1996), Solbjerg Engså (1993) og Alsønderup Enge er netop blevet etableret for at mindske næringsstofbelastningen af Arresø.

Strødam Naturreservat, udsigt mod nordvest fra fugletårnet mod Gribskov.

Kunstig eller ej. Fuglene er strømmet til området. Selv her på en susende kold vinterdag er der masser af ænder, svømmefugle, gæs og svaner at se, foruden det mylder af småfugle som opholder sig i krattet langs dæmningen.

I den nordvestlige end forbindelse mellem søen og Pøle Å. Vandet strømmer fra søen ud i åen.

I den nordlige ende af Strødam findes forbindelsen til Pøle Å. Den ser ud til at være åben permanent og vandet fosser ned  åen. Isen har kun bidt sig fast enkelte steder langs bredden. Langdbrugslandet starter allerede vest for åen, og hvis der nogensinde har været en randzone her, så er den der ikke længere på dette sted, se fx fotoet.

Pøle Å på strækningen tæt på Fruebjergvej med stien til højre. Træerne markerer området nord forr Strødam som ser ud til at være blevet oversvømmet. Terrænnet hæver sig dog længere nordpå og bliver mere fast efter Gadevangs rende.

Gribskov og Gadevang

Stien fortsætter efter Strødam nord på med Gribskov tættere og tættere på. Men området er ufremkommeligt, det er nærmest oversvømmet. Jeg skal ikke kunne sige om man forestiller sig at træerne efterhånden går ud og bliver til et moseområde. Jeg kigger efter bævere her, men kan dog ikke se nogen. Heller ikke afbidte træstubbe og lignende.

Gadevangs Rendes udløb fra Gribskov. Renden er frossen på denne strækning. Men længere ind mod skoven er isen ikke sikker.

Gadevangs Rende er frosset. Så det er muligt at passere oven på denne mod Gribskov. Man skal dog passe lidt på visse steder. Desuden krydses renden af et elektrisk hegn, så man må gå udenom på landevejen. Gadevang er et flere hundrede år gammel bebyggelse, også fra før der var skovher og i stedet frit udsyn over markerne. Det var dengang vist beboet af folk der tog sig af hestene. I dag består byen fortrinsvis af huse fra 1960'erne og 1979'erne.

Gadevangs Mose er en lyngmose. Den er ganske lille og man kan i slentretempo nå igennem den på 5-10 minutter. Gadevang er en soveby, ganske nydelig med "købmandscafeen JordNær" drevet af frivillige. Der er dog lukket da jeg kommer forbi.

Gribskov på dette stykke er overraskende skovagtigt i modsætning til den østligere del hvor man forstyrres af gennemfartsveje og jernbanens advarselshyl. Skoven er også væsentlig mere kuperet og alt i alt mere "vild" end jeg husker turen langs Esrum Sø.

Gribskov, Louisevej. En typisk skovvej i denne del af Gribskov. Kuperet og med flotte træer, afvekslende vegetation.

Der er gang i motorsavene. Et hold fra Skovskolen er åbenbart ude for at træne, og i hele området syd for Gadevang genlyder skoven af de rasende save. Biler står parkeret langs vejene. Kulden er ikke blevet mindre i løbet af dagen, og da solens kræfter damper af, kan kun et målrettet tempo holde kulden ude. Langt over mit sædvanlige tempo. Så det er en godt mør Vandringsmand der udmattet og med stramme kinder sætter sig i toget med en dampende varm kop filterkaffe.

Flere fotoer på Flickr for Hillerød.

Ruten

Hillerød Station. Frederiksborg Slot. Selskov. Strødam Naturreservat, cykelrute 32 langs Pøle Å. Gribskov. Gadevang. Lille Dyrehave. Hillerød Station. I alt lidt over 20 km. Stort set hele ruten går ad gode vandrestier.

Rude Skov

Rude Skov vinder på alle forventningsparametre: Stor, smuk, brutal, kuperet, utrolig varieret terræn, kulturhistorie og meget mere

Der findes ikke et foto som sammenfatter den uhyre varierede natur i Rude Skov. Men her et som fortæller lidt om det kuperede terræn og den store variation af beplantning.

Det er isen som har været på spil for at skabe det fantastiske landskab som Rude Skov er i dag. Kolossale kosmiske kræfter har været på spil ad flere omgange og rodet godt rundt med jorden. Mange af istidens karakteristiske landskaber kan man finde her, hvis man er geologisk interesseret. Man kan også bare være vandringsmand og nyde det hele uden at tænke så meget over hvordan det blev skabt. Og vinteren er perfekt til at beskue resultaterne af alt dette. Om sommeren er det hele groet til og grønt. Et andet sceneri er sat i gang.

Vejrobservatoriet fra 1906. Udover boligen er der to grønne skure og en bunker. Den er åben og man kan se et par af de gamle instrumenter. Dog ikke særlig opsigtsvækkende.

Der er ikke mange spor af menneskets aktivitet her, bort set fra Naturskolen. Den var engang et vejrobservatorium. Indtil 1992 boede der her en opsynsmand, og der blev foretaget magnetiske målinger i perioden 1906-1968 i en lille bunker. Magnetiske målinger er meget følsomme, og Nordbanens elektrificering betød at det var slut med det. Men man har også aflæst vejrsatellitter herude. Observatoriet ligger også på Forskerruten.

Hvis man vælger at komme til Rude Skov ad Krudtdamsvej, skal man ikke langt ind i skoven før den udfolder sig i al sin magt og vælde.

Søer og damme

Terrænforskelle mm gør at der er langt mellem bund og top. Alle vegne. Og det betyder også at der er masser af små og store søer og damme. Den største er vist Ebberød Dam, med mosekanter mange steder. Man advares i øvrigt om de mosede områder. Godt nok er der ikke rapporteret om forsvundne mennesker, men for et årti siden en araberhest som forsvandt og aldrig er fundet - underforstået den er sunket ned i et bundløst dyb et eller andet sted. Så er mystikken vakt og advarslen sagt.

Del af Ebberød Dam. Søen er blevet brugt til fiskeopdræt og som sådan afvandet en gang i mellem. Men det sker vist ikke længere.

Fra Ebberød Dam til Skovrød Sø blev der engang håndgravet en kanal der skulle afvande dammen. Det foregår dog nu med rør, men kanalen kan stadig anes som en slugt. Kanalen er et eksempel på et meget tidligt dambrug fra 1600-tallet. Her opdrættede man yngel af karper og karusser for det finere hof og herskab i København. Hvis man afvandede dammen, kunne man lettere komme til at indfange fiskene.

Den håndgravede kanal som nu fremstår som en slugt, mellem Ebberød Dam og Skovrød Sø.

Jeg nåede slet ikke rundt til alle de mange søer i skoven, ikke engang alle de store. Men jeg fik dog ud over Ebberød Dam også set Agersø og Løjesø. Sidstnævnte er vist den dybeste, på 6 meter med tilhørende badested. Det var dog ved Agersø at Frederik 7 og Grevinde Danner efter sigende yndede at holde udflugter.

Mountainbike-sporet tværs henover Femsølyng ender mod øst i noget der ligner en gammel kampestensvej.

Ude midt i Rude Skov har jeg gemt en hule.
Hvis du tør må du få lov, at komme med derud.
Men så må du love mig at være musestille.
Så kan jeg fortælle dig hvordan du finder vej.

Genskabte kulturlandskaber

Selv om mennesket mest viser sig i skoven på stierne, så har de dog været der. Blegmandsmose i Ebberød Dams sydøstlige hjørne var engang et område hvor man blegede og tørrede lærred. Nu er mosen ved at blive genskabt og gør egentlig indtil videre ikke det store væsen af sig, men det kan være givtigt at holde øje med området. Femsølyng gammel tørvegrav, og den gør til gengæld væsen af sig. Stedet ligner lige nu mest en forladt græsningsmark med vandhuller og enkelte træer.

Maglebjerg spottes sikkert bedst netop nu hvor træerne er uden løv. Det skal lige nævnes at man allerede på dette sted har skullet gå opad i et godt stykke tid.

Bjerge

Nå ja, bjerge kaldes de altså her i Rude Skov, bakkerne. Og der er et par stykker som er ganske spektakulære og stejle. Intet under at deer går mountainbikespor over dem. Og adskillige af dem jeg så, måtte stå af på grund af stigningen undervejs. Det højeste er Maglebjerg på 91 meter. Ikke bare det højeste i skoven, men også i Nordsjælland. Skoven er ganske stor her, ikke noget med nationalsangens brede bøge. Det drejer sig om ranke, lige stammer der strækker sig næsten uendeligt opad.

Maglebjergs 9 meter lavere Fætter Højbjerg ligger ca 2 km syd for. Også her går et mountainbikespor og udsigten er måske en anelse bedre.

Det næststørste er Højbjerg med 82 meter. Også her er træerne imponerende. På toppen er en blandingsskov af eg og bøg der er 230 år gammel, hvorfor mange af træerne da også er faldet. Ikke på grund af uvejr, men fordi de har nået deres maksimale alder. Det var en tysk forstmand, Johan von Langen som i sin tid stod for at anlægge skoven. Noget mere ubemærket er Lerbakken. På alle bakker er mountainbikeruten, og i dag bliver den flittigt brugt, også af engelsktalende.

Jagtvej. En af de mere regulære veje uden de store højdeforskelle. Men med gode udsigter til begge sider. 

Fredninger

Sydvest for skoven ligger der et par fredninger, nemlig Dumpedalen og Vaserne. Den første er af nyere dato og fremstår ikke som ret meget andet end et forhenværende landbrugsland i forvandling. Vaserne er mere vildt og tilgroet.

Egemosevej. Endnu en skovvej med blandet skov på begge sider. Så kan der igen gås rask derudaf!

Ude midt i Rudeskov har jeg gemt mim hule
Med det er forbudt ved lov at sige hvor den er
Hvis du viser nogen vej, så sir’ jeg aldrig mere
Nogen hemmelighed til dig  for så er du fej.

Jeg røbede heller ikke hvor hulen er. For helt ærlig så har jeg ikke nogen hule, og det hele er også bare et børnerim. Det er skoven til gengæld ikke. Den ligger bare der, stor og hemmelig. Der er masser af den, og i modsætning til så megen anden natur i Danmark, så slipper den ikke sådan op på en hel dag. Der er masser at se, selv til flere dage.

Ruten

Birkerød Station. Dumpedalen. Krudtdamsvej. Vejrobservatoriet. Ebberød Dam. Slugten og Skovrød Sø. Blegmandsmose. Maglebjerg. Femsølyng. Vildtfogedvej. Agersø. Højbjerg. Løjesø. Vaserne. Bistrup Hegn. Birkerød Station.

Holte - Kikhanerenden - Skodsborg

Bidende kulde og strabadserende terræn: På skov- og ådalstur en kold februardag i det nordsjællandske

Udsigten fra Skodsborg Station mod Strandvejen og Strandparken giver måske et indtryk af betingelserne for torsdagens vandring: Hård blæst, temperatur tæt på 0 grader. Noget der giver farve i kinderne!

En af Nordsjællands mange ådale går temmelig diskret (vist nok) fra Holte til Skodsborg. Camoufleret som Søllerød Sø, Den Indre Sø og Kalvemose i Søllerød Kirkeskov, Kikhanerenden og vist nok også Bøllemosen. Vist nok fordi den sidste ligger en anelse syd for, men pga. vejrets beskaffenhed - kraftig vind og tæt på frysepunktet - valgte jeg at gå gennem Jægersborg Hegn. Så må jeg have resten af Kikhanerenden til gode til en anden god gang!

Frost i Geelskov.

Første del af turen går gennem Geelskov - der rent vandremæssigt er lidt fysisk krævende pga det meget kuperede terræn. Og det er også bl.a. hvad skoven bliver brugt til - agility træning, bl.a. med en omfattende moutainbike-rute. Godt gennem dette terræn må man finde sig i at Søllerød Sø er privat område. Det er kun en ganske lille del i det sydøstlige hjørne som der er offentlig adgang til. Resten er "adgang forbudt" for de der ikke kender nogen der har købt grund ned til søen. Og de passer godt på ikke at lukke uvedkommende ind.

Udsigten fra toppen af Hulvejen som man kan se kommer ind i fotoet nederst til højre. Man kan fornemme hvor stejlt der er. Til venstre bag træerne er kirkegården og Søllerød Sø. Ved den stråtækte gård er der en smal jordvej ud til et sø-kik.

Søllerød - det gamle

I stedet for at gå efter at nyde søen, kan man fx gå efter det gamle Søllerød. Det samler sig omkring kirken og kirkegården med naboerne - den 1-stjernede Michelin-restaurant Søllerød Kro, museet Mothsgården og den nyrestaurerede og meget dramatiske hulvej forbi kroen ned til Søllerød Sø. Mothsgården er en gammel lystejendom fra slutningen af 1600-tallet for gehejmeråd og sprogforsker Matthias Moth. Uden for museet er der forskellige genstande man kan kigge på, bl.a. en klokke fra Nærum Kostskole med de opmuntrende ord: "Glad barndom, dygtig mand" og årstallene 1903 og 1907. Kostskolen eksisterer ikke længere. Den blev sprængt i luften under 2. verdenskrig, 1943.

Den Indre Sø set fra dæmningen der deler mosen og søen. 

Søllerød Kro har ikke altid haft en michelin-stjerne. Dens beliggenhed kan forklares med at den blev  startet i 1677 af den lokale præst og var beregnet på sognebørn og gennemrejsende. De tvangskristnede bønder og deres ansatte var imidlertid ikke lige begejstrede for kirken dengang, men når man nu alligevel skulle møde op i kirken for ikke at skulle betale mulkt eller i værste fald ende i halsjern foran kirken pga manglende fremmøde, kunne man vel lige så godt udveksle nyheder og erfaringer med andre i sognet, og det foregik altså ofte over bordet på kroen. I den grad at livet på kroen i 1824 blev beskrevet således i tidsskriftet Politivennen, og her fremgik det at man til tider ikke engang nåede længere end til kroen når der var gudstjeneste:

"Blandt de om man tør sige ulykkelige byer der ejer et sådant drikkehus, er også Søllerød By på Københavns Amt indbefattet. Det er ikke sjældent at personer af byens og omegnens beboere kommer ud fra den, segner på næsen og styrer deres kurs i forskellige retninger. Ja man ser ofte om natten kl. 11 og derover hele flokke at vælte ud af nævnte drikkehus, og på gaden foretager berusede og den laveste menneskeklasse uforskammet støjen, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og lignende, så at man ofte med god grund må være bange for at passere de steder hvor disse gaste sværmer omkring. Dog, det er ikke alene lørdag og søndag såvel som de øvrige dages aftener der vanhelliges til dette brug. Ofte har der fundet drikkeselskaber sted på søn- og helligdage under gudstjenesten, så at man stundom ser dette sted prydet med flere af Bachi end det hellige tempel af religionens tilbedere. Oh, harmende uforskammethed!"

Dette billede er i øvrigt noget ganske almindeligt forekommende også andre steder end Søllerød. Så dette er ikke specielt for denne landsby.

Søllerød Kro. Hvem ville ikke gerne indtage et måltid på et så smukt sted? Og man behøver ikke længere at være opmærksom på kirketiden.

På denne bidende kolde dag er der dog ganske mennesketomt, bortset fra en brav gartner som er i gang på kirkegården. Vest for denne kan man gå ad den nyrestaurerede oldtidsvej, Hulvejen, afmærket med en sten øverst og en planche der fortæller om dens historie. Den er ganske dramatisk og skærer sig vej ned i dybet langs en stejl skrænt hvorfra man har en mageløs udsigt over et lille område i søens østlige ende.

Kikhanerenden se fra Motorvejen mod vest. Dette er et af de få steder hvor man kan få et indtryk af rendens størrelse i det fri. På lange strækninger er den rørlagt eller utilgængelig. 

Ådalen og Kikhanerenden

Herfra er man nået ned i ådalen der går mod øst. Der findes stier på begge sider af dalen. Jeg valgte den sydlige for at gå i læ for vinden. Ådalen er ganske flot og et dejligt vandreterræn - selv med de frosne knolde der sætter anklerne på arbejde. Godt en kilometer mod øst lige før Attemosevej støder man på Kikhanerendens udspring. Her er også en planche som fortæller om rendens kranke skæbne siden 1950'erne hvor den blev rettet ud og belagt med fliser for at fungere som "spildevandsteknisk anlæg". Med andre ord kloak. Fuldstændig lige som den skæbne der overgik Harrestrup Å. Men modsat denne har man kunnet genskabe noget af dens naturlige forløb igen, hvilket man kan nyde godt af øst for Helsingørmotorvejen. Godt nok er åen kun tilgængelig i glimt, men selve ådalen er usædvanlig smuk at gå igennem.

Kikhanerenden øst for Motorvejen. Om der har været fliser her, ved jeg ikke. Men hvis der har, så er de i hvert fald fjernet.

Sidste halvdel af vejen mellem motorvejen og Egebækvej blev fredet i 1951 under navnet Kikhaneengen. Det afgræsses nu af kvæg. I fredningens vestlige hjørne er der indrettet en højtliggende Eventyrskov for mindre børn hvor man kan komme rundt og læse forskellige eventyr om væsner fra skoven. Kæmpeedderkoppen, Fortællebøgen mm. Man kan sagtens tage mindre børn med, da der er meget kort afstand mellem posterne. Faktisk kan man se fra den ene til den anden på denne årstid hvor intet er sprunget ud endnu.

Jægersborg Hegn. Solen titter bleg frem gennem skyerne. Søen er frosset til. Særlig megen magt var solen nu ikke, den varmer ikke spor.

Jægersborg Hegn

Kikhanerenden fortsætter mod nordøst, men ifølge kortet kommer men her mere ud i åbent terræn, og med den stive blæst og temperaturen tæt på frysepunktet, valgte jeg i stedet at gå mod øst og søge læ i Jægersborg Hegn. Terrænet her er ikke så kuperet som i Geelskov, men til gengæld er der en del mere at se på. Der er oldtidshøje, endda samlet i grupper på op til tre. Og så ligger der en meget lille, men anbefalelsesværdige mose, Bøllemosen ½ km. nordvest for Skodsborg Station. Engang var den en stor hængesæk, men den blev ødelagt af tørvegravning, og først i nyere tid er den begyndt at blive genskabt. Der er en vist nok ret nyanlagt gangbro midt gennem mosen hvorfra man kan se hængesækken. Et mærkeligt og sjældent landskab med sin særegne karakter.

Bøllemosen. Hængesækken er ved at blive genskabt efter at være blevet gravet væk. Søen er omkring 3,2 meter dyb, og hængesækken vokser hen over det dybere vand.

Bøllemosen

Først kom planten mosebølle, så blev Bøllemosen opkaldt efter planten, og så kom der i 1885 en flok læredrenge der vakte opmærksomhed ved deres uvornhed og om søndagen opholdt sig i Bøllemosen, "Bøllesjakket". Herefter til ordet bølle alment kendt som en person, der overfalder sagesløse mennesker. Og det er ganske vist! Det står i Ordbog over det danske Sprog. Bøllemosen ser ikke ud af ret meget, men det gør specielle landskaber en gang imellem. Også selv om de ikke bare er specielle, men også værdifulde.

Skodsborg Station. Københavnere kan godt føle sig hjemme her. I stueetagen holder en af Københavns Skovbørnehaver til (indgangen er i gavleen), og på en dag som denne sætter børnene deres præg på de skovlige omgivelser.

Skodsborg

I 1980'erne kørte jeg forbi Skodsborg i kystbanetogene, men da jeg nu ser stationen slår det mig for første gang hvor stor den egentlig er. Den er fra 1897 og ikke overraskende tegnet af Heinrich Wenck. Frederik VII og Grevinde Danner til her i midten af 1800-tallet. Og snobberi tiltrak kongeglade villabyggere og (bade)hoteller ("Øresund" og "Skodsborg Søbad"). Den internationale turisme krævede naturligvis en fornem station. Og derfor ligger der nu denne statelige kæmpestation på et næsten mennesketomt område i udkanten af en skov. Ellers er der ikke meget at komme efter i Skodsborg som vandrer. Den diminuitive Skodsborg Strandpark er ikke ret meget større end et hundetoilet, og udsigten er ikke Øresundskystens bedste. Nedenfor stationen rinder en kilde. Skodsborg er bl.a. kendt for sit sanatorium, så jeg ved ikke om det engang skal have været særligt godt vand i den kilde. Men nu er der er advarselsskilt om ikke at drikke vandet.

Alting ser bedre ud i solskin, og specielt sådanne landskaber som disse. Og på fotoer ser det egentlig mere trist ud end det er i virkeligheden. Man skal dog ikke lade sig narre af fotoerne. Det er en ganske dejlig tur, selv i strid blæst og bidende koldt. Dele af ruten falder sammen med Rudersdalruten.

Ruten

Holte Station. Geels Skov. Søllerød gamle by. Rævebakkevej/Søllerød Kirkeskov. Kikhanerenden. Egebækvej. Jægersborg Hegn. Bøllemosen. Skodsborg Station.

Bognæs

Bognæs er fred, ro og forladthed som man ikke finder ret mange steder indenfor 1 times transport fra Hovedstaden.

For mig er strandengene en af de største attraktioner på Bognæs. De er utilgængelige, men til gengæld emmer der af fred, fuglene er godt klar over at man ikke kan komme ud til dem. Og så med skovene som kulisser.

En af grundene til at der er så fredeligt på Bognæs er at det ikke er tilladt at køre rundt med motoriserede køretøjer, undtagen hvis man bor der. Hvis man er til fods, kommer man da også ud på en længere vandretur. Nærmeste busstop er Herslev som ligger 3-4 km væk. Men landtangen ud til Bognæs er bestemt også værd at tage med, eventuelt med en lille afstikker til Herslev Havn. Eller man kan stå af ved Kattinge Værk eller i Kattinge.

Herslev Havn i vinterhi. Bådene er trukket på land, og havnen affolket. Toiletterne er lukket, dog ikke handicaptoilettet.

Jeg har været på Bognæs for 2½ år siden, om foråret, så denne gang var målet at besøge nogle af de steder på østsiden som er afspærret februar til august på grund af havørnene. Dvs. området ved Askehoved og stien nordpå. Disse to stier fører ned til nogle af de meget smukke strandenge som det er meget svært at genfortælle skønheden i med et foto. Her fremstår de ofte lidt kedelige. Men det er dybt uretfærdigt.

Strandengen øst for Askehoved. Et skilt varsler at der kan være løse tyre løs på strandengene. Men heldigvis er der elektrisk hegn, og ingen tyre. 

Stien til Askehoved giver også et nærmere syn til Hesteholme. Det er to meget lave holme syd for landtangen. Og så er der selvfølgelig skoven. Egentlig kan jeg bedst lide at gå langs skovbryn. Men for skovelskere er skoven af høj oplevelsesværdi. Også hvad angår fugle- og dyreliv.

En af de meget sjældne skovsøer i Storskov. Måske den eneste? Skoven ser ud som de fleste andre skove, men i modsætning til disse kan man her opleve "skovens dybe, stille ro". En meditativ oplevelse som bestemt er hele turen værd - og mere til.

Bebyggelser

Man undgår ikke at komme forbi Bognæs' sparsomme bebyggelse, Bognæsgård og husene mellem Vesterskov og Storskov, længst mod øst skov- og landarbejderhusene. Det er også dem man kan se fra Kongehøj og hele vejen på vej ind på Bognæs.

Alting ser bedre ud i solskinsvejr, også de små land-og skovarbejderhuse. Men træer og buske vidner om at det måske kan være et lidt blæsende sted hvis vejret er til det. 

De andre og større huse ligger lidt i læ af skovene og kan være vanskelige at få øje på. Landarbejderhusene ligger på halvøens mest forblæste sted. Desuden ligger der helt mod sydøst en gård midt i skoven der tilsyneladende er helt forladt. Tæt på observationsstedet for havørnene.

Bognæsgård og andre større huse ligger godt beskyttet i skoven. Modsat land-og skovarbejdernes boliger der ligger mere udsat for den blæst som giver tangen mellem Vesterskov og Storskov til et noget forblæst område.

Til gengæld besluttede jeg at skippe Vesterskov i dag. Det er ellers her de høje, flotte klinter er, og turen langs stranden. I stedet foretog jeg en dramatisk og egentlig lidt farefuld nedstigning af klinten vest for Kongehøj. Herfra har man nord på et vy til klinten langs Bognæsvej, og sydpå til en bred strandeng der pt er overskyllet med tang. Området er ret sumpet, men hvis man prøver at undgå sivområderne (der normalt markerer dybt vand), så kan man gå rimeligt tørskoet langs stranden og på strandengen helt ned til man kan se husene.

Et vy fra vestkysten mod nord til Vesterskov. Stranden er kun farbar på denne del. Resten er pt fyldt med tang eller et sumpet område med strandeng længere sydpå.

Tilbageturen gik jeg denne gang på Rishøjvej hvor man kommer igennem Risgårde. Med Riisgården på den vestlige side og Risgård på den østlige. Man har herfra et godt udsyn over området mod Herslev Havn og Fjorden. Bussen går fra Kattinge Værk som ligger i Roskilde Kommune, men som tilhører Københavns Kommune og er udflytterbørnehave. Med sin helt egen og særprægede historie.

Ruten

Herslev Bygade (linje 207). Herslev Havn. Bognæsvej. Storskov rundt med afstikkere til Askehoved mm. Bognæsvej. Rishøjvej. Kattinge Værk (Linje 207).