Ruds Vedby - Tissø - Høng

Målet var Tissø. Jeg havde på forhånd ikke forventet ret meget natur, og det holdt også stik. Det meste af ruten gik gennem svinefoderarealer. Til gengæld var der en hel del kirker, små landsbyer med lidt bynatur samt naturligvis vildtreservatet langs Tissøs østside.

Noget af det første man støder på fra stationen i Ruds Vedby er en mindesten for Henrik Tauber, han var rigsdagsmedlem 1879-1892. Monumentet er rejst i 1897. Ikke i Ruds Vedby, men i Bredgade i Slagelse, og først da den blev udvidet i 1911, blev monumentet flyttet og genindviet på sin nuværende plads. Præstesønnen Johannes Henrik Georg Tauber (1872-1892) startede en journalistisk karriere ved Fædrelandet i 1849, senere Dagbladet, Dannevirke og Berlingske Tidende. Han købte 1871 Sorø Amtstidende. Han sad i Folketinget for Venstre (Hørup-fløjen) fra 1869 (først for Horsens, fra 1872 Slagelse, 1879 Rudsby Vedby). Ikke uden grund er denne periode også kaldet "kamptiden". Det skal forstås bogstavelige. Højres borgmester Rump deltog aktivt i pibekoncerter mod Tauber, pudsede som borgmester politiet mod hans møder, skrev smædeviser og fik arbejdere drukket fuld så voldsomheder nærmest blev uundgåelige. Det var under Estrup hvor alle odds blev sat til fordel for godsejerne.

Ruds Vedby Vedbygård. Området er privatejet og der er ikke adgang til ejendommen. Den kan dog beskues over hækken bak kirken.

Godset Vedbygård har rødder tilbage til i hvert fald 1312. De lokale bønder har her måttet leve (døje?) under skiftende adelige, kronen og andre som aktivt deltog i forskellige krigeriske begivenheder gennem danmarkshistorien. I midten af 1800-tallet bliver stedet betegnet som en "røverrede" på gårdens hjemmeside. Omsider overgik ejerskabet til en industrimagnat og bygningerne fik et kraftigt makeover. 1917-2018 blev  det et rekonvalescenshjem under Diakonissestiftelsen. Reelt dog først fra 1924. Beboerne var enker og døtre af præster, professorer og middelstandskvinder. Siden 2018 er stedet ejet af forretningsmanden og ejendomsinvestoren Dan Svenningsen som er ved at indrette boliger og gøre naturen tilgængelig. 

Udsigten fra Ruds Vedby mod nordvest, Ougtvedvej. På daværende tidspunkt tænkte jeg ikke på at jeg ville komme igennem området bag højdedragene. 

Mellem kirken og gården går der en sti mod Reerslev. Opad så man efterhånden kan overskue området lidt oppefra. Fotoet ovenfor viser et udsnit. Som det ses er vi i svineproduktionsland. Kun enkelte hegn bryder det gul-brune så langt øjet rækker. Og det er det generelle billede på stort set hele ruten. Fra Ruds Vedby til Reerslev er der kun ganske små pletter af natur - fx et tilsyneladende populært hundelufteområde i Ruds Vedbys nordligste del.

Reerslev. Udsigt fra Reerslevvej.

Efter at have krydset den trafikerede Jyderupvej er der en kort strækning mod Reerslev. Ikke at forveksle med andre byer af det navn, fx i Høje-Taastrup. Hvad man som vandringsmand ikke nødvendigvis er opmærksom på at at den de sidste 10 år har haft et landsbylav som afholder socialearrangementer, samt fungere som talerør overfor fx kommunen. Den udvirkede også at der kom fibernet til landbyen. 

Reerslev Smedje. Det lille museumsskilt hænger på hjørnet, og der er ganske lukket her på en kølig mandag i april.

Langs hovedgaden ligger Reerslev smedje som stammer fra 1700-tallet. Dog nok ikke i sin nuværende skikkelse. Taget er helt åbenbart en nyere foreteelse. På bygningen findes et museumsskilt. Lidt diskret. Måske kan man ane det på fotoet på hjørnet til højre. I smedjen skulle der findes værktøj som er over 100 år gammelt, og alt står urørt, som da den sidste smed stoppede i 2006. I sæsonen er der åbent i weekenderne. Og på visse dage arbejdes der med esse og ambolt.

Nøragervej (eller Ougtvedvej) mellem Reerslev og Ougtved. Et kik ned ad en sidevej til en gård med får.

Fra Reerslev fortsætter turen ad den ganske fine vandrevej, Nøragervej og Ougtvedvej. Trafikken er her ganske beskeden, man har vejen næsten for sig selv. Jeg overvejede at tage den "grønne rute" mod nord ad Nøragervej. Den skulle efter kort og Google Maps komme igennem nogle små naturområder med skov. Men dels ville det gøre min rute for lang (jeg tør ikke kaste mig ud i ruter på over 20 km), dels ville jeg ende ud med 2½ km på i den stærkt trafikerede Søbyvej (vej 219). Da jeg senere når 219, blev jeg bekræftet i at det var et godt valg, for naturreservatet Tissø er pt. aflukket, trafikken heftig og der er ikke gode vandremuligheder. Over 10 års træning i at læse kort har trods alt sat sine spor. Ougtved antyder at der engang har ligget en landsby. Nu må det vel snarere betegnes som en håndfuld bygninger langs landevejen.

Sæbygårdsalle. Omtrent ved Falkenhøj.

I stedet ventede dog en anden ret ubehagelig oplevelse. Intetanende begav jeg mig på en ca 3 km lang tur ad Sæbygårdsalle. Og det skulle blive en stinkende affære. En overgang fik jeg nærmest tårer i øjnene. Ikke for ingenting gik ruten gennem et af dansk svineproduktions områder, og 2 gylletanke i det fjerne (se foto) bekræftede det. Jeg måtte ganske enkelt sætte farten betydeligt op - heldigvis havde jeg stavene med. Jeg ved ikke om det var fordi der lige var kørt gylle på markerne eller om det var de mange gylletanke som ikke holder lugten tilbage. I hvert fald må de lokale have kendt til det, for jeg gik hele vejen uden at møde et eneste menneske, kun et par enkelte biler.

Sæbygårdsvej, Vand vælder op af jorden.

Først da jeg nærmede mig Tissø, i den østlige ende af Sæbygårdsvej holdt stanken op. Og her kan man pt opleve et udmærket eksempel på hvad der sker når man prøver at presse vandet sammen til at løbe i smalle å-løb, eller som her, endda har lagt det hele i rør. Det kan måske være lidt svært at se på fotoet, men den runde vandpyt til venstre på marken er i virkeligheden vand som bobler op gennem jorden. Vanden siver op af jorden, og som det ses til højre i fotoet i en sådan mængde at det er blevet til et helt fos der løber ned i den lille bæk. Trods det ser ud til at være en voldsom afstrømning er det dog ikke nok til at marken står under vand. 

Tissø. Fra vildtreservatets østside. Taget fra hegnet. Det er søens sydlige bred man kan se. Lyden er ikke til at tage fejl af: Her lever masser af fugle.

Den østlige del af Tissø er et aflukket vildtreservat i ynglesæsonen, altså fra 1. april til hen i juli. Her oplevede jeg så vej 219, fik bekræftet at det er en stærkt trafikeret trafikvej og absolut ikke god som vandrevej. Til gengæld er Sæby Kirke og kirkegård et dejligt sted at holde hvil. Fra kirkegården kan man nyde udsigten over søen, muren tager den værste billarm og ligger i det hele taget godt i læ med et fint toilet. Også kirken er velbevaret og ganske seværdig).

Tissø. Vildtreservatet set fra syd mod nord. Det er den nordlige bred man kan se længst væk.

Tissøs ca. 12,3 km2 gør den til Danmarks fjerde- eller sjettestørste sø. Alt efter hvilken kilde man henviser til. Jeg har ikke ulejliget mig med at undersøge hvorfor. Der er store vandstandssvingninger. Østsiden af Tissø, fra Lille Fuglede i nord til Sæby Kirke i syd, er en smal landbræmme mellem landevejen og søen fredet. Herfra fortsætter det fredede område langs søens sydside til Hallenslev. I Tissø skulle der leve toppet lappedykker, stor skallesluger, forskellige svømme- og dykænder, grågås, sædgås, canadagås, knopsvane, sangsvane, pibesvane og blishøne, klyde, dværgterne, hættemåge, rørspurv, rørsanger og rørhøg, rørdrum,

skægmejse, pungmejse og græshoppesanger. Jeg kunne nu kun øjne gæs og ænder. Desuden blev området spærret den 1. april og det varer indtil 15. juli. Der er kun en enkelt anden besøgende i reservatet. Han sidder i sin bil og kigger ud.

Stendyssen ved Tissø. Umiddelbart har jeg ikke kunnet finde mange oplysninger om den. Til højre ses Sæby Kirke og kirkegård.

Overfladevandet bruges til industrielle formål (3,5 mill kubikmeter hvert år) og skulle således spare grundvandet. Mængden skulle efter forlydende ikke sænke vandstanden væsentligt. Ruten byder på fire middelalderkirker: Ruds Vedby Kirke (1.696 indbyggere), Reerslev Kirke (503 indbyggere), Sæby Kirke (356 indbyggere) og Hallenslev Kirke (landsbyen har 242 indbyggere). Alle med gode toiletforhold og kirkegårde som nok kunne kaste en og anden historie af sig. Sæby Kirke ligger ret langt væk fra selve landsbyen og den kom ikke med på denne tur.

Hallenslevvej. Et vådområde ses i baggrunden. Om det er en oversvømmet mark eller vitterligt en mose, kan jeg ikke afgøre.

Selv om området er "plastret til" med svinefoderarealer, så skabte planer om en skovrejsning i Sæby sidste år (2022) betænkeligheder i Sæby Hallenslev beboerforening. Formandens indvending var at hvis nogen ville bygge en udestue over 50 kvadratmeter skulle der søges om dispenation. Formålet med skoven vil udover det rekreative være at opsamle CO2. Det er vel ok at gøre sig nogle tanker når man i timevis går på landeveje som dagens rute. Natur er der ikke meget af sådanne steder som her: dyr, fugle, insekter m.m. kan ikke leve på bare marker der bare venter på at blive sået til med hvede, byg eller raps. De rådyrflokke man af og til ser, er tydeligvis på vej fra et sted til et andet.

Hallenslevvej. Et typisk landskab langs ruten. Formentlig skal de brune arealer sås til med hvede, byg eller raps til brug i svineproduktionen.

På de sociale medier ser man ofte kommentarer imod solcelleanlæg og vindmølleparker hvor der bruges vendinger som at "plastre til " med disse. Det kan være noget svært for trænede vandrere at forstå, idet hvis ordet "plastre" passer på noget, må det vel være de enorme arealer der ligger hen i 8 af årets 12 måneder som vist på fotoerne. I de sidste 4 er tilgroet med hvede, byg eller raps. Med sprøjtespor så andet planteliv ikke breder sig. Altsammen til brug for svine- og kreaturproduktionen. Det kan måske også være lidt svært for en udenforstående at forstå at der ikke skulle være masser af plads til selv store vindmølle- eller solcelleparker uden at det på nogen måde går ud over helheden - hvis det da er den der er så stor opbakning til at bevare. Jeg har set sådanne parker hvor der endda er mere natur omkring dem end landbrugsarealerne. Men hvis fremtidige udestuer over 50 kvadratmeter skulle udgøre et problem mod skovrejsning, så kan jeg godt se at der er lang vej igen til at gøre Danmark til et klimavenligt land.

Ruten

Ruds Vedby Station. Sti mod: Reerslevvej. Reerslev. Nøragervej. Ougtvejvej. Sæbygårdsall. Sæby Kirke. Søvej. Hallenslevvej. Høng Station

Slagelse-Høng

Turen Slagelse til Høng foregår generelt i et noget fladt terræn, præget af landbrug. 8 måneder om året henligger disse arealer som pløjemarker eller lavt grønt dække.

Ad mere eller mindre trafikerede landeveje med gode asfalterede vandrestier - hvad enten det nu er cykelsti, eller næsten øde landeveje væk fra E22, når man gennem to mindre (lands)byer Havrebjerg og Løve. Med et par interessante seværdigheder som det fremgår af nedenstående. 

Kalundborgvej 100. H. Raahauge Maskinværksted. På landevejen mellem Slagelse og Havrebjerg ligger Hans Lorentzen Raahauges (1881-1946) gamle fabrikshal. Han var født i Havrebjerg. Værkstedet blev etableret i 1930. Siden er det lukket, vinduerne muret til og hvidmalet - som nu er delvis afskallet. 

Havrebjerg.

Havrebjerg er en by - vel mest en soveby? - for knap 400 (mere nøjagtigt 378) sjæle. I dag kan Havrebjerg bryste sig af at være Slagelse Kommunesstørste landsby. Men af fortidens liv er der kun skallen tilbage: Den gamle Brugs, togstationen, gadekæret, forsamlingshuse, frysehuset, skolen - og togstationen. Netop togstationen betød meget for byens udvikling efter 1898 hvor den udviklede sig fra den oprindeligt lille landsby. I 1960-70’erne oplevede landsbyen en tilvækst med parcelhuse, det almene boligselskab FOBs rækkehuskvarter i 

1980’erne.

Den er fødested for kemikeren Søren Peder Lauritz Sørensen (1868–1939). Navnet siger måske ikke læseren så meget, men han var ansat ved Den Polytekniske Læreanstalt og skrev flere bøger - bl.a. "Enzymstudier II". Og i denne indførte han såmænd den internationalt anvendte størrelse pH som mange måske husker (med glæde eller rædsel) fra kemiundervisningen i gymnasiet. Endnu længere tid tilbage plagede en baron ved navn Ludvig Holberg der ejede store landejendomme i området, de i forvejen plagede bønder.

Havrebjerg Mølle er noget af de det første man ser til Havrebjerg når man kommer fra landevejen. Den ligger ved den pt ret vandrige Tude Å. Men om selve møllens historie står der ikke meget på nettet. Børge Gram foreslog i 1968 at oprette et fasanrugeri for nogle herregårdsskytter. Og da hans forældre havde købt møllen da han var 14 og havde indrettet et hønseri i møllen - uden stort held, blev det i stedet ombygget til at udruge fasankyllinger - vist nok det eneste sted i hele Danmark dette foregår.

Mindre kendt er det måske at skaberen af et af Danmarks største bilfirmaer Hans Lystrup er født her. Samt at Frederik Svane Africanus (1710-1788), også kaldet "Den sorte degn" og "Den sorte Svane" fordi han var født på Guineakysten i Afrika af en ukendt afrikansk kvinde som havde haft seksuelt samkvem med en dansk soldat (Henrik Pedersen). Efternavnet Svane stammede fra hans adoptivfar, præsten Elias Svane (1691-1761). Frederik IV var blevet nysgerrig efter at se hvordan det gik sådanne hedninge når de blev kristnet, så han fik gelejdet Frederik til Danmark hvor kongen himself overværede dåben som fadder. En ting var at Frederik blev døbt, en anden at han tillod sig at gifte sig med en snedkerdatter fra Slagelse, Cathrine Marine Badsch. Det var helt uhørt, men så tog de da bare til Afrika hvor Frederik en årrække var degn og skriver på Guldkysten. Cathrine blev så voldsomt chikaneret af de kristne danskere, at hun så sig nødsaget til at vende tilbage til Danmark. Så Frederik måtte finde en ny kone, denne gang i bedste hedensk stil en afrikansk. Men de kristne danskere kunne stadig ikke lade ham i fred, han endte i fængsel, og rejste så tilbage til Danmark, genfandt sin Cathrine og blev i 1749 degn og skoleholder i Havrebjerg i hele 34 år! Han talte dansk og latin og klarede sig tilsyneladende nu fint, hans navn er endda indhugget i en af kirkestolene. Om han blev mæt af dage, vides ikke. Men han døde i hver fald i 1788. Og senere underviste Klaus Rifbjergs far i skolen hvor hans farfar var lærer.

Havrebjerg Kirke (1100-1500). 

Normalt beskæftiger denne blog sig ikke så meget med kirker. Men i en by med under 400 indbyggere, er der hele 2 kirker. Og ikke nogen små smoldede nogen som man fx kan se i Sandvig på Bornholm (med mere end dobbelt så mange, men mindre end et parcelhus). Nej, de har begge en ganske anselig størrelse.

Havrebjerg Valgmenighedskirke (1904). Med plads til 175 personer, altså næsten halvdelen af Havrebjergs nuværende befolkning.

Jørgen Dilling-Hansen har en gengivelse af årsagen. Havrebjerg Valgmenighedskirken blev bygget af en grundtvigske frimenighed i 1904. I 1858 havde menigheden fået en grundtvigsk præst, Paul Johan Budtz. Han blev imidlertid forflyttet i 1869 til Finderup og blev erstattet 1869-1877 af A. E. Mejnert - og vigtigere 1878-1888 pastor F. V. von Bülow. Han havde fået at vide at han kun behøvede at holde gudstjeneste i Gudum en gang om måneden - og indremissionsk. 

I de følgende årtier rumsterede konflikten mellem Indre Mission og grundtvigianerne, der endte med at grundtvigianerne besluttede at danne en frimenighed, på det ydre som følge af besættelsen af præsteembedet i Havrebjerg/Gudum sogne, men nok mere på grund af at forskellene mellem de to trosretninger var blevet for stor. Kirken blev indviet den 25. september 1904. En uge før, den 19. september, have Indre Mission bygget et missionshus. 

Der findes en jubilæumsbog: "Havrebjerg frimenighed og valgmenighed 1904-1979" af ovennævnte redigeret af Jørgen Dilling-Hansen fra 1979.

Havrebjerg Station (1898) er tegnet af DSBs arkitekt, Heinrich Wenck der står for en massive mængde stationer rundt omkring i Danmark. Den blev nedlagt i 2011.

Havrebjerg havde station, senere trinbræt, på Slagelse-Værslev-banen, der blev indviet i 1898. Persontrafikken blev i 1971 indstillet nord for Høng, men overtaget af Høng-Tølløse-banen syd for Høng, så der opstod en sammenhængende bane Tølløse-Høng-Slagelse (Tølløsebanen). Her har Havrebjerg Station så været trinbræt indtil 11. december 2011, hvor det blev nedlagt sammen med det i Løve. Stationsbygningen er bevaret på Havrebjerg Stationsvej 2.

Stationen gav dengang et boost til den lille landsby som voksede med parcelhuskvarterer. Efter stationens lukning har befolkningstallet været svagt faldende. I 1939 var der 575 indbyggere, Indbyggerne var fortrinsvis husmænd, bolsmænd, bønder, arbejdsmænd, daglejere, karle og piger. Byen indeholdt dengang en brugs som også handlede med korn og foderstoffer, et brødudsalg, 2 købmænd, maler, murer, smed, tømrere, mejeri, fattighus,

Koldhøjvej. Et meget typiske billede fra ruten generelt: Bare marker med antydninger af grønt. Et svært sted for naturen at finde indpas. Her er der dog noget skovbevoksning i baggrunden.

Løve

Løve er mindre end Havrebjerg, med knap 300 indbyggere. Engang lagde den navn til et herred. Navnet har ikke noget med en løve at gøre, men formentlig Løghe, "lyet", et helligsted. Ellerløgh, fra norrønt laug, der betød "vaskevand", og kendes fra ordet løgherdag (= vaskedag, badedag). Som Havrebjerg blev stationen nedlagt i 2011, og kun bygningen kan ses i dag. 

Løve Mølle (1881). Den står på en firkantet underbygning. Den første mølles var ottekantet.

Møllens forgænger var fra 1860 af kromand Søren Christensen og en møller Ferdinand Dedenroth, men den brændte i 1881. Den havde en ottekantet underbygning. Den nuværende er firkantet. Den ligger 41 m. over havet. Af senere tilføjelser var en petroleumsmotor (1910), selvsvikkende mølle (1913). 1917-21 ejedes møllen af  ”Brugsforeningen for Gierslev Sogn og Omegn”. Herefter overtog Ole Pedersen (1888-)møllen. Hans hus (1924) syd for møllen bruges nu af Dansk Veteranbil Klub. 1927 fik møllen dieselmotorer. Han var også den sidste møller. Møllernes tid var ved at ebbe ud, så han skænkede møllen til egnens befolkning som formelt fik den overdraget i 1961. 1978 blev møllen fredet. Møllelauget har trods tiders vanskeligheder holdt møllen i stand så den fremstår fin i dag. Senest i 2013 fik møllen igen igen nye vinger.

Løve. Hovedgaden - og landevejen - gennem Løve.

Høng

Navnet er vist kendt af de fleste som en ost. Osten findes i flere (otte?) varianter som fx Høng Guld Danablu 60, Høng Klosterkrine, Høng Camembert i flere geometriske indpakninger. De er et par gange blevet kåret som verdens bedste skimmelost. Osteproduktionen på Høng Camembertfabrik startede i 1920. I 1960 blev Høng A/S kongelig hofleverandør. I 1970 blev selskabet købt af Mejeriselskabet Danmark, der i 2000 indgik i Arla Foods. Produktionen foregår ikke længere i Høng, men "Høng" er et af verdens største skimmelost-mærker. De 5 varianter af Høng-oste eksporteres til over 60 lande.

Færre har nok været i byen. På dagens tur er Høng Station den eneste fungerende. Oprindelig anlagt på Slagelse-Værslev-banen (1898), i 1901 også Høng-Tølløse-banen. Den første lukkede 1971, men stykket mellem Høng og Slagelse blev overtaget af Høng-Tølløse-banen

Egentlig burde byen måske mere huskes som skolebyen. For af sin størrelse har Høng forbløffende mange skoler: Høng Folkehøjskole 1866-1925, omdannet til  husmandsskole 1925-1963, herefter efterskole. Høng Privatskole (1898). Høng Realskole 1904 og i 1913 suppleret med et studenterkursus, der fra starten var en kostskole. Høng Gymnasium og HF er stadig en kostskole med ca. 230 elever, hvoraf knap 70 bor på kostafdelingen. Fra 1988 Høng Gymnasiums Efterskole (byen havde altså hele to efterskoler) Høng Landbrugsskole (1903) fusioneret med Sydsjællands Landbrugsskole i 2001 og med Lyngby Landbrugsskole i 2005. Høng Erhvervsskole. Har jeg glemt nogen?

Høng Gymnasium overfor stationen på hovedgaden. Den har rødder tilbage til Høng Højskole (1866), Høng Realskole (1904).

Den lokale sendekanal TV Øst udnævnte i 2011 Høng Gymnasium og HF som “Danmarks mindste gymnasium”. Og sørme om ikke Høng Efterskole i 2019 fik royalt besøg af Kronprinesse Mary. Så har Vandringsløse Tidende også opfyldt kvoten af royalt stof for denne gang.

Slagelse.

Slagelse er en pænt stor by som man vist skal kende særdeles godt for at finde de små skjylte perler. Men som afslappende sted for at fouragere og slappe af, er der mange torve. Især Schweitzertorvet er faldet i min smag. Men smag og behag kan selvfølgelig være forskellig.

Slagelse Torv

Slagelse ved Gl. Torv

Ruten

Slagelse Station. Kalundborgvej. Havrebjerg. Koldhøjvej. Løvegårdsvej. Løve. Slagelsevej. Ringcykelruten rundt om Høng. Høng Station.

Svebølle-Skovene ved Skarresø-Jyderup

Med denne tur har Vandringsløse Tidende taget hul på Kalundborg Kommune, som den næstsidste på Sjælland (Odsherred mangler).

Svebølle er en stationsby uden så mange dikkedarer. Jernbanen til Kalundborg (Nordvestbanen) blev indviet 1875 og Svebølle var fra starten en station på linjen. Oprindelig ville man have lagt stationen i Viskinde, men en halsstarrig kammerråd ville ikke sælge jord til det støjende lokomotiv, og i stedet blev stationen placeret et øde sted uden andet end et ensomt beliggende bindingsværkshus som stationsbyen senere voksede op omkring. Øresø Savværk ved Øresø Mølle var en af de første virksomheder som trak folk til stedet. Men flere kom til. En skole kom til 1935 og en centralskole i 1954. På dette tidspunkt steg indbyggertallet til over 2.000 - og så begyndte den uddøen af butikker mm som er så kendt alle andre steder fra.

Udsigt fra bakken øst for Svebølle i Lille Hejrebjerg Skov. Kig mod øst. Nedenfor bakken går der et hjulspor stik vest mod Skarresø, og så er man definitivt væk fra trafikken.

På vej mod øst og Skarresø kan man ikke undgå at se de ganske store virksomheder som ligger i denne del af byen.

Ved Avnsøgård går en vej stik mod nord til Bjergsted Bakker. Jeg var fristet, men valgte dog at holde mig til ruten videre mod øst til Grydemøllevej.

Når man drejer ind på hjulsporet, ligger et stenbrud, Avnsøgårds. Herregården har ellers en flere hundrede års historie med adelige dit og dat, og fungerede også en overgang som kongelig jagtgård og enkesæde. Dronning Margrethes navnetræk står sågar i gavlen. Sidst i 1800-tallet blev der imidlertid også anlagt noget så dagligdags som et stenbrud hvorfra man kunne forsyne hovedstadens fæstningsanlæg. De gamle bindingsværkshuset er nu revet ned, og 1872 erstattet af en villa som også nedrevet. Lensafløsningen 1923 betød at Avnsøgaard blev solgt til forpagteren.

Ingen herregård uden respekt for sig selv uden en kirke, tænkte jeg. Det viste sig at være Aunsø Kirke som er bygget ad flere omgange mellem 1420 og 1550, og siden 1934 ikke har fungeret som kirke da man byggede en ny. 

Hvor er menigheden, spørger man sig selv når man ser Aunsø Kirke. Med dertil hørende kirkegård. Kirken var et privat kapel til den kongeligt ejede Avnsøgård - . Dog "kun" som anneks til Viskinde kirke. I 1930'erne lå kirken som nu afsides, og tilmed led den af fugt og ubekvemme begravelsesforhold. Kirkegården fra 1702 blev stadig brugt som det fremgår af gravstenene. 

Hus på Grydemøllevej 1. Det er fra starten af 1800-tallet. 

Umiddelbart efter møllen valgte jeg at gå mod nord ind i skoven. Her løb jeg dejlig vild og anede til sidst ikke hvor jeg var. Nok er at anføre Skovhave - men hvor præcis er jeg ikke i stand til at redegøre for. Udover at jeg til sidst må være landet i Delhoved Skov, og altså på rette spor igen. Det skyldtes at jeg kunne ane Skarresø, og orientere mig efter den.

Skovene er meget fine at gå i. 

Jeg havde glemt myggesprayen, men myggene brød jeg tilsyneladende om hverken blæsten eller kulden. I hvert fald lykkedes det mig kun at se en eneste myg som blev viftet væk inden den nåede at sætte sig. Det er jo august, så til vandrelivets fornøjelser hører også overflodet af brombær og mirabelleblommer i vejkanterne.

Et af de få steder man rent faktisk kan se Skarresø gennem skoven. Skoven gror helt ned og udover bredden. Ofte med siv om skygger for søen når man går derned. Så man skal finde et hul som det her.

Der skulle yngle havørne ude på holmen i søen. Jeg kiggede ihærdigt efter dem med min nye fuglekikkert, men dog uden held. Til gengæld var der en stor mængde agerhøns som sandbadede på en eng.

Vupti, en hel koloni af agerhøns sandbader.

I den anden ende af ruten ventede så Jyderup. Endnu en stationsby, og væsentlig større end Svebølle. Kirken ligger et par kilometer nordøst for stationen, så jeg tænkte at der måtte være en lille landsby, måske. Det er der ikke. Muligvis et gammel gadekær, præstegården og kirken er hvad der der tilbage.

Jyderup Præstegård.

Som det fremgår af skiltet er der gårdbutik med cafe mm. Om præsten stadig bor der, undersøgte jeg ikke. Ifølge Wikipedia er præstegården fra 1808 og opført efter at en gal mand havde brændt den ned - han var overbevist om at gården var forhekset. For bedre at kunne disponere over tiden (toget går kun en gang i timen) besluttede jeg at tage kaffen på stationen, Cafe Forsinket. Bedre kaffe er set andre steder, måske også i præstegården - "Kom kom kom til Frelsermøde, kom så skidefuld du er, du får kaffe, du får te, du får præstens *censur* at se".