Ganløse-Mølleåen-Værløse

Masser af dyre- og fugleliv, skov, stejle skrænter langs tunneldale, åbne landskaber og mystiske moser - og så da også lidt Mølleå - er hvad dagens tur byder på

Tunneldalen mellem Ganløse og Ganløse Eged skimtes over the hill og i baggrunden Ganløse Eged. 

Det er mere end 3 år siden (31. maj 2013) jeg sidst har gået denne smukke rute. Jeg valgt at gå nogle alternative veje denne gang for at se ruten fra andre synsvinkler. Bl.a. var stien fra Ganløse gennem tunneldalen til Ganløse Eged sidste gang godt mudret i bunden af dalen hvor der går en bro over en vandrende. Men flere ugers tørke har gjort at stien i dag er ganske tør og kun bærer præg af at det ikke skal regne alt for meget før man bør tage sine forholdsregler hvad angår fodtøjet.

Et kik den anden vej, fra Ganløse Eged mod syd fra højderne i Ganløse Eged.

For de tre kilometer fra Ganløse til Bastrup Sø går gennem et meget varieret, kuperet landskab. Der er to gode udsigtspunkter på vejen, og især opstigningen til Ganløse Eged er flot dramatisk. Man kan gå hele vejen til Bastrup Sø inde i skoven, blot man er opmærksom på den lille trampesti der fører op til Bastrupstien. I dag holder Stenløse Skovbørnehave pause mens jeg passerer, men ellers er området stille og fredeligt.

Bastrup Sø. En dag som denne summer det af sol over engen. Masser af insekter (ingen myg, heldigvis), som guldsmede.

Bastrupstien går langs Bastrup Søs nordside. Søudsigten opleves i glimt, der er Bastrup Ruin (som jeg dog hurtigt gik forbi denne gang da jeg var oppe på den sidste gang). I dag lægger jeg mere mærke til den halve kilometer langs moseområdet øst for søen. Her har fuglene gang i en helt fantastisk koncert. Og minder mig om at nu må jeg altså snart få alle de forskellige fuglestemmer lært. Visuelt er udsigten måske ikke den bedste, men for ørerne er det en fryd at gå gennem området. Måske skulle jeg overveje at lave lydoptagelser til webloggen

Ådalen omtrent ved Nyvangsvej. Man kan tydeligt se hvor åen forløber i bunden af dalen (uden dog at kunne se den). Smæklågen i højre hjørne leder ind til kvæget.

Der er ikke meget at se til Mølleåen på denne strækning. Egentlig heller ikke selve ådalen, området er relativt fladt. Men ved Ganløse Ore går man op på skråningen, og herfra har man en storslået udsigt over ådalen. Åen er stadig skjult af siv og anden bevoksning et eller andet sted i dybet.

Kotræning vest for Kledalshus. Køerne er noget af det mest flegmatiske jeg har oplevet. Og siden sidst (for 3 år siden) har jeg set frem til at bevæge mig tæt på dyrene med de drabelige horn efter at have læst og hørt at det nok er de bedste dyr at træne på af vænne sig af med ko-skræk.

Ko-træning

I dagens tur er også indlagt noget ko-træning. Forstået på den måde at jeg forsøger at overvinde min angst for køer, og de fredeligt langhornskvæg som går rundt i området er udmærket at træne på. De har godt nok lange horn, men til gengæld er de totalt ligeglade med ens tilstedeværelse, modsat de almindelig ko-racer. Denne gang går jeg faktisk helt hen til dem, og stiller mig op. Jeg vover dog ikke at gå gennem flokken, selv om de spærrer hele stien, men vælger at gå en kort rute forbi. Træningen kan anbefales andre med ko-skræk, så kan man jo gå videre til mere "nysgerrige" ko-racer senere. Kvæget er siden 2015 forment adgang til visse græsningsarealer om sommeren for at give sarte planter tid til at så frø

Ådalen lidt vest for Kledalshus. Området afgræsses af kvæget for at forhindre at det hele gror til i krat og skov.

Helt opstemt over den vellykkede ko-træning (men også lettet da jeg smækker smæklågen i på vej til Klevadshus, sker der et eller andet da jeg krydser åen ved Kalkværksvej. For der er noget galt med mit kort, stien der skulle gå ned mod åens nordlige side er der ikke, i stedet er der en afspærring, og mine overvejelser om at gå en omvej ad Hestetangshuse tager sig selv: Vejen fører ganske enkelt derhen.

Broen ved Kalkværksvej, næsten i midten af billedet. Et af mange flotte områder man kommer igennem ved at passere ådalen.

Hestetangshuse

Og det er bestemt ikke en dårlig ting. Hestetangshuse var engang arbejderboliger. Nu er det mre luksusvillaer. Men byggeriet giver stadig mindelser tilbage om dengang husene opfyldte deres oprindelige funktion.

Ved Kalkværksvej. Det er heromkring man skal være opmærksom på hvor stien fortsætter. Men det gør ikke så meget, finder man ikke den sydlige sti, kan man fortsætte til Hestetangshuse, og øst for passere åen for at komme på rette sti igen.

Der er et lille gadekær med ænder øst for Hestetangshuse, og her går der en lille bro over til stien igen. Formentlig skulle jeg have taget en anden rute ved Kalkværksvej, for jeg kan se at stien kommer derfra. Åen er blevet nået bredere på dette sted, og der er også ved at komme mere pondus over løbet.

Et af de mere idylliske huse med stråtag i Hestetangshuse. Der er mange forskellige slags huse, gule, med tegltag mm. Alle godt istandsat og formentlig ikke til at købe for almindelige mennesker.

Sortemose

Tæt på Farum Så havde jeg valgt at gå med syd fra Gedevase Bro langs Sortemoses vestside. Dvs. forlade Mølleådalen. Der går en blind vej langs mosen, og næsten for enden af vejen er der en stejl sti som leder op på skråningen. En ny skyggefuld oplevelse og masser af udsigt dels over bebyggelsen nedenfor, dels af den lyse bøgeskov. Ved Skovhave Hus igen østpå gennem Præsteskov og oldtidsstien.

Mølleådalen ved Gedevase Bro. Sortemose breder sig sydpå, og er bestemt værd at gå langs denne særprægede natur.

Oldtidsstier.dk

Efter Sortemose går man ind i Præsteskoven og ad Oldtidsstier. Ved pæl nr. 15 er en langdysse hvorfra man kan se de forskellige oldtidsveje (hulveje) engang gik. Og selv nu flere tusinde år efter er de stadig synlige. Runddyssen lå ved et af de betydeligste vejkryds i oldtiden.

Sækken. Der gror elletræer mm i den. Men det er bedst at beundre den fra sikker grund. Det er ikke sikkert at bevæge sig ud i den.

Når man passerer pæl nr. 12 Runddysse i Ryget Skov er det første man tænker at her er der nogen der har forsøgt at efterligne en stenalderdusse. men den er god nok, omend den er stærkt restaureret. Gravkammer med overligger og nogle få randsten er originale. Længere mod øst ved pæl nr. 13 bør man lige gå et par meter væk fra stien for at kigge ud over det særpræde område Sækken, en lille tunneldalsarm fra Mølleåen og Farum Sø. Man bør dog afholde sig fra at vove sig ud i den. Man risikerer at dumpe ned i 25 m tørv. Og så måske fundet om flere tusind år som moselig.

Ruten

Ganløse Kro. Bastrup Sø, vestre side. Bastrupstien. Mølleåatieen til Gedevase Bro. Sortmosen. Skovhavevej. Præsteskovvej. Sækkedam Hus. Sækken. Værløse Station. Ialt 14 km

Naturparkens landsbyer

Fra for 200 år siden at være et bærende element i det danske hovederhverv landbruget har landsbyerne radikalt skiftet funktion

Dette indslag handler kun om landsbyer set fra et vandringssynspunkt: Som en oplevelse på den lille rejse som enhver vandring er. Er der noget interessant at kigge på før man begiver sig videre? Eller er der ingen steder at slå sig ned? Mange af os er opvokset på landet, og de som voksede op i 1950'erne og 1960'erne, eksempelvis i landsbyen Egernsund (1.200 indbyggere) nåede at opleve landsbyer med karakter af landbrugssamfundet. Landsbyer som små "øer": Egen identitet, en vis samhørighed og skæbnefællesskab, og uforsonlige fjendtligheder, gerne gennem generationer. Afstande på 3-5 kilometer kunne forekomme uoverskuelige. Denne type landsbyer er romantiseret og idylliseret i bøger af Morten Korch (vil du læse dem, så gå hjem og snork). Og de forsvandt i 1970'erne. Og med den røg forretningslivet, skoler, værtshuse og andre institutioner som dannede fælles mødesteder.

Som mange bilister oplever landsbyer: Huse langs en gennemkørselsvej. Hvad gemmer der sig bag facaderne bag hækkene? Her Måløvvej i Ganløse. Landsbyer er i dag mange ting. Ikke som jeg forestiller mig dem for 50-100 år siden hvor de lå som isolerede øer mellem de større byer.

Landsbyer før og nu

Landsbyer har helt andre og anderledes funktioner i dagens Danmark. De kan være mange ting. Hvis man vil opleve deres tidligere funktioner, må man vist forsøge sig på visse øer. Jo mindre en øbefolkning er, desto mere afhængig er man af hvem  der bor på øen og om disse er i stand til at sikre øsamfundets beståen. Med en større befolkning kan man tillade sig at sige fra og overlade opgaverne til andre. Sådan er det ikke mere i landsbyer, hvor man i dag bare interagerer med de nær- eller fjerntliggende byer.

Det er kun på overfladen at landsbyerne stadig ligger som små øer. Og kun arealmæssigt (hvis vi medregner omgivelserne) overgår landsbyer de store byer. Min artikelserie om Københavns vandforsyning har eksempler på at storbyen København gennem flere hundreder år har opfattet "landet" i 60 km afstand som vandforsyningsområder. Vandringsløse Tidende har med denne vandring det mål at se nærmere (uden dog at prætendere ligefrem at gå i dybden) med nogle af de landsbyer som ligger i (Farum) Naturpark. Der dog ikke kan opfattes som et landdistrikt, men som et byområde med mere eller mindre afstand til større byer.

Kirke Værløse set fra Bundsvej. Det er Bunds Å som slynger sig forbi landsbyen til højre for. Åen i sig selv er ikke noget særlig, højst en meter bred. Men ådalen er dramatisk og dele af den er også fredet. Ikke så langt borte ligger den nu nedlagte Flyvestation Værløse. Som en ø ligger landsbyen der, men med utallige "færgeforbindelser" ud i landet. 

Kirke Værløse

Kirke Værløses ca. 1.000 indbyggere svarer til noget lidt større end Orøs. Oprindeligt havde landsbyen kirken, så et andet Værløse hed Lille Værløse. Det ændrede sig da Lille Værløse fik en station, og voksede så meget at det ikke længere svarede til navnet. Så man strøg bare Lille. Nu er Kirke Værløse den lille, selv om den også voksede, men slet ikke i samme omfang. Og egen Netto. På den måde kom Kirke Værløse lidt til at minde om mange lignende landsbyers skæbne langs s-togslinjen til Køge.

Smedegade (tv) og Bybrøndstræde (th) i Kirke Værløse. Som den formentlig har set ud i hundrede år, i hvert fald hvad angår huse og gårde. 

Kirke Værløse er en blanding af gammel landsby omkring Smedegade. På Smedegade 19 lå der en Tatol, som mange på min alder vist husker. Selv i Egernsund var der en Tatol. Sammen med ca 130 andre steder i landet. Det var en slags forløber for minimarkeder, hvor man kunne alskens varer som Tatol-kaffe, dameundertøj i stor størrelse og netstrømper, 5 stks. cigaretpakker, Eifel og York, brun sæbe i løs vægt, dagens avis og måske en pilsner. (På et af mine Flickr-fotoer mener jeg at man lige kan ane den forhenværende Tatol-bygning i baggrunden efter det gule stråtæktshus).

Ganløse

Ganløse er med sine ca. 2.900 indbyggere på grænsen af boligministeriets definition af en by, nemlig 3000. Og i øvrigt nogenlunde svarende til hvad der bor på Fanø der i modsætning til Ganløse betegnes som et landdistrikt og befolkningen spredt ud på knap 60 km2. Så alt efter behag kan man kalde Ganløse en by eller en landsby.

Bygaden i Ganløse med Ganløse Kro. Kroens historie rækker århundreder tilbage i tiden og var engang kongelig privilegeret. Den nuværende bygning er vist fra omkring år 1900. Bemærk at der også står postgård. For landsbybeboerne måtte indtil 1912 kun komme på kroen efter post. Så blev kroen et vigtigt samlingspunkt, og aktuelt spiller Ganløse Revyen her med bl.a. Anne Herdorf.

Ganløse må vel siges at have hvad der hører sig til en by: Rytterskole, kro, bibliotek (omend selvbetjent), supermarked (Kiwi, åbent 8-22), bager, gadekær medtilhørende park, mølle (uden vinger), snedker/tømrer og adskillige andre småvirksomheder og forretninger. På denne onsdag formiddag er det mest supermarkedet der trækker. Biblioteket er helt tomt på trods af at der er selvbetjent åbningstid. Og byen synes mest befolket af håndværkere. Der er både meget at kigge på og steder at slå sig ned. Ganløse ligger halvvejs på ruten.

Ganløse City: Rytterskolen til venstre, i midten bageriet (det gule hus) og helt bagest biblioteket i en gammel gård med lokalarkivet. Til højre en lukket købmandsbutik, men uden for billedet til højre er der et spritnyt Kiwi-supermarked.

Slagslunde

Slagslunde er med ca. 1.000 indbyggere en del mindre end Ganløse. Befolkningstallet er på størrelse med Orøs. Her er der godt nok forsamlingshus, skole og institutioner, men udover en frisør ikke meget forretningsliv. Det er heller ikke hvad Slagslunderne ser byen som. På hjemmesiden præsenterer den sig som "den ideelle by for familien som gerne vil bo tæt på naturen og ikke have for langt til arbejde" - sagt i samme sætning som at der er 30 km til Københavns Rådhusplads. Det er også det indtryk man får ved at gå gennem landsbyen, og indtrykket af Slagslunde som en rar by at bo i.

Slagslunde har sit eget gadekær. I baggrunden præstegården fra 1860. Gadekæret er for længst holdt op med at være det daglige samlingspunkt. Og i det hele taget er der ikke mange daglige samlingspunkter. Til gengæld ser der ud til at være en hel del lejlighedsvise samlingssteder.
 
Her er der meldt klart ud. Landsbyen har sin egen musikfestival. I år den 8. august. At ungdommen trives, fremgår måske af at U14-holdet for Slagslunde-Ganløse blev Sjællandsmestre i 2015. Allerede i 1934 blev de to idrætsforeninger i Slagslunde og Ganløse enige om at de var for små og slog sig sammen. Idrætsforeningen var også foreningsballer på Ganløse Kro, dilletantforestillinger og andespil. Der er heller ikke meget landbrug tilbage, snarere i bedste storbystil et kogræsningslaug. For vandreren er der ikke meget liv, men til gengæld en rar og hyggelig atmosfære.

 

Sperrestrup, eller marken umiddelbart nordøst for landsbyen set fra Naturstien Buresøstien.

Sperrestrup

Med Sperrestrups ca. 25 indbyggere er vi nok ved at nå grænsen for noget man overhovedet kan kalde en landsby. Det svarer til en befolkning på størrelse med Nekseløs (20). Den består af fire gårde: Damgård, Bakkegård, Vanggård og Bygård samt fem huse. Så der er ikke så meget at opleve for vandreren i selve landsbyen før man er ude af den igen. Her er det derimod omgivelserne der trækker. Sperrestrup har fået opkaldt en skov efter sig og er udgangspunkt for en af de allerbedste vandrestier jeg har vandret på, nemlig Buresøstien.

Damgården er en af de fire gårde i Sperrestrup. Og sådan er det med Sperrestrup. Man kan næsten ikke andet end bare at gå igennem og nyde landsbyen så længe det varer.

Jørlunde

Min aktuelle helbredstilstand tillod ikke at besøge Jørlunde. Hvis ca 300 indbyggere svarer til befolkningen på Sejerø (366). Mens jeg har levet (dog uden at have været der og oplevet det), er der lukket en række virksomheder i landsbyen: Krauses Bageri, cykelværksted, købmandshandel, kommunekontor, alderdomshjem, bibliotek, frysehus, brugsforening, smedje, stålfabrik og kurvemageri. Tilbage er Jørlunde Forsamlingshus, præstegården og forsamlingshuset. Og delvis skolen. Jørlunde Skole fungerede som sådan 1939-1991, ca. 2 km fra Jørlunde. Siden 2001 som 10. klassecenter. I dag ligger virksomhederne koncentreret lands landsbyens vestgrænse, Roskildevej. Og her åbnede i 2014 et pølsemageri, så forretningsliv har måske en fremtid.

Mellem landsbyerne

Og det er måske det væsentlige: Turen til landsbyerne. Den byder på særdeles attraktive vandrestier, se Ruten nedenfor. I særklasse er ruten mellem Sperrestrup og Ganløse. Ved gården Granhøj i Slagslunde Skovs sydvestlige hjørne skal man være opmærksom på at man et stykke af vejen går på en privat grund der kun er åben for passage mellem solopgang og solnedgang. Kratvej vest for Slagslunde byder på nogle helt enestående panoramaer mod syd og denne klare dag kan man se helt klart til Energitårnet ved Roskilde, 20 km væk. Bundsvej er trafikeret, men til gengæld har man en enestående panoramaudsigt mod syd hele vejen. Desuden tæt på Ganløse også Damvad Ådal. Selve åen slet ikke synlig her, men ådalen er dramatisk set med danske forhold.

Ruten

Jørlunde Skole. Langdyssevej. Sperrrestrup. Naturstien Buresøstien. Kollensøvej. Kratvej. Slagslunde. Slagslunde Skolesti. Ganløse. Bundsvej. Kirke Værløse. Værløse Station. Ca. 20 km

Ganløse Mørke: Ude på overdrevet

"Gamle Danmark skal bestå så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå", synger vi. Så "Gamle Danmark" er altså bukket under? Eller eksisterede det kun i virkelighedsfjerne digteres hoveder. Vandringsløse Tidende er på sagen!

Oehlenschläger skrev om "Gamle Danmark" i 1819. Nu er sangen kendt af enhver fodboldfan. Dengang florerede romantiske forestillinger om den danske land blandt kunstnerne, men virkeligheden så helt anderledes ud dengang. Det gør den såmænd også i dag. Hvis man fx står af på Værløse Station og begiver sig mod Ganløse Ore, kan man passende tage turen gennem det topmoderne og lidt ældre boligbyggeri. Midt i, for enden af Nøddehaven, ligger en 100 år gammel gård, Højgård (1914). Den ligger helt ude af sin oprindelige kontekst og er nu omdannet til boligbyggeri. Ved begge indgange til Værløse Golfklub ligger ligeledes to gårde, Lundsgård, der nu er boliger, og Christianshøj, der huser golfklubben. Men udsigten især fra Lundsgård viser et kuperet terræn, og her kan man passende forsøge at negligere de mange golfere og drømme sig tilbage til bondelandets Danmark.

Bøllemosen udgør en stor del af Ganløse Mørke. Men den er ret utilgængelig, privat område. Man kan ikke se meget fra Undinevej. Bedste bud er at gå ned ad Egemosevej. Her er også en offentlig bænk ved dette vandhul. Vejen fortsætter i en sti der fører forbi Rastad.

Overdrev

Følger man Orehøjvej langs sydsiden af Ganløse Ore, oplever man et storslået landskab: Nord for stejler skrænter op til skoven, syd for det noget som engang var et overdrev (af ore, stenet, øde land og drev, græsgang). Således kaldte sjællandske bønder det åbne, udyrkede land. Det havde de selv skabt siden middelalderen ved at fælde skove. Skovhugsten betød dog ikke en yderligere udvidelse af landbrugsarealerne. Områderne mellem skovene og de dyrkede områder blev til overdrev som var fælleseje. Her indvandrede en række dyre- og plantearter. I slutningen af 1700-tallet betød landboreformerne at gårde flyttede ud på overdrevet  og begyndte at opdyrke det. Således startede vore tiders landskaber med skarpe skel mellem skov, marker og eng. Som med så meget der er ved at gå under, gik der kunstnerisk guldalder (Oehlenschläger) i de forsvindende overdrev, se fx Skovgaard-museet:

--- Fredskovsordningen af 1805 fastlagde det areal, der skulle være bevokset af skov. Fra Regeringens side gjorde man også noget for at få tilplantet skovområder til erstatning for de skove, der var blevet ødelagt gennem århundreder, hvor bøndernes dyr var blevet sendt i skoven om efteråret. Dyrene spiste de små nye træplanter og rodede
grundigt i jorden, mens bønderne huggede træ til brændsel og husbygning uden at genplante nye træer. Dette forsøgte man nu at råde bod på, og der blev plantet skov overalt i Danmark. ...  I løbet af første halvdel af 1800-tallet opstod ganske langsomt det danske landskab, som Guldalderens malere malede og digtere digtede om. 

Udsigt fra Broskov Bakke mod øst. Ganløse Mørkes sydlige del ligger til venstre i billedet. Området er meget kuperet og naturskønt.

Industrialiseringen af landbruget i 1950'erne gjorde yderligere indhug i overdrevene: Kunstgødning, sommerhuse, juletræer og grusgrave. Så meget at de blev fredet i 1992. Fra at have været et dominerende indslag i Danmark, udgør de i dag under 1% af Danmark. Biologer med et mindre romantisk forhold til overdrev definerer dem prosaisk som et område med veldrænet bund, brugt til græsning og en bevoksning af græs og urter. En slags "tør eng". Med et utal af arter som ikke findes andre steder. I dag har Naturstyrelsen oven i købet udarbejdet en vejledning til private som har overdrev. For overdrevene kan ikke overleve uden hælp: Hvis man lader områderne være, gror de til med højt krat og træer. Hvis man sætter får og køer til at afgræsse dem, risikerer man at de æder eller tramper på de sjældne planter man gerne ville bevare.

Dette er ikke fra Ganløse Mørke, men landbrugområdet mellem Ganløse Eged og Ganløse, som lige anes til venstre i horisonten. Tværs gennem billedet løber den tunneldal som blev fredet 2008. Formentlig hører dette område til landsbyens oprindelige markområde.

Ganløse Mørke

Et af de overdrev, som ikke overlevede, er det kuperede terræn Ganløse Mørke. Før 1780 landsbyen Ganløses overdrev, Ganløse Oredrev som der står på gamle kort. Før det kunne opdyrkes, måtte sted, krat mm. fjernes. Om det hedder det fx i  Laumann Jørgensen, E. Nordsjællands skove gennem 200 år (1964) om Ganløse Ore:

I den sydøstlige del af skoven, der på de nuværende skovkort endnu betegnes "Langens Plantage" skete hugst og foryngelse ... 1764-72. Af den oprindelige plantning er der kun enkelte sikre træer tilbage: to fyrretræer .... fire store ege ... og den store ær sydvest for Himmerdalsrenden"...

Efter udskiftningen 1780-1795 blev 4 gårde flyttet til Ganløse Mørke. Tre blev opkaldt efter samtidens kendte byer (Napoleon): Undinegård (Udine, 1796, nu kendt for fodboldholdet Udinese), Basel (nu Egelund, 1798) og Rastatt (nu Rastad). Ingen fungerer i dag som landbrug. Undinegård er blevet campingplads, Egelund ligner nærmest en lille herregård og Rastatt er blevet fredet. Til gengæld trives landbruget fra andre gårde i området. Udover heste er der på Undinevej også noget så usædvanligt som et forlag, Katinka Maya, som udgiver skønlitterære ungdomsbøger henad det teosofiske New Age.

Egelund eller oprindelig Basel er i dag et stutteri. Formentlig er stuehuset noget nyere end det oprindelige fra udflytningen.

"Mørket" udviklede sig indtil omkring år 1900 til et helt lille samfund med egen skole, Nyvang Skole (1901-1952), ca. 7 km nordøst for Ganløse By. Her gik ca. 30 elever fra Ganløse Mørke og Ganløse Ore. Skolen havde to klasser: 7-10 år og 10-14 år. I dag er adressen Skovvangs Allé 1, Ganløse. En af beboerne kender vi: Peter Svendsen (1881-1973). Han boede på Farumvej tæt på Nyvang Skole og indspillede så sent som 1969 en håndfuld gamle skillingsviser fra egnen. En af dem (om fruen fra Køge) kan man endog høre - jeg forestiller mig at Peter Svendsen må have været datidens svar på senere tiders radio.

Undinegård ligger kun 100 m øst for Egelund. Facaden ser ud til at være en ny af mursten. Gården er nu camping, og man kan se campinghytterne fra vejen. I dag er den lukket. Campingpladsen ligger ned til Bastrup Sø, og i følge Vagn Engsig var der allerede i 1940'erne en offentlig badeplads her. et par hundrede meter fra ejendommen Rosenborg hvor der var et traktørsted..

Men allerede før 2. verdenskrig begyndte landbruget at skrante. Til gengæld kom området i søgelyset for midt-1900-tallets fritidsbeskæftigelser: De Gule Spejdere  (Det Danske Spejderkorps 1910-1973) begyndte at husere i Egemosen, fx Store Bededag 1936. Og Egemosevej nr. 9 huser stadig spejdercenter Egemosen. Dette må vel siges at være forsat indtil i dag, hvor der er hestecentre overalt, fx på Egemosegård..

Nord for Bøllemosen ligger et stort hestecenter, Egemosegård. På de marker som datidens bønder møjsommeligt opdyrkede, fjernede sten og bevoksning for at kunne pløje, så og høste, græsser der nu heste. Og før overdrevet kom til, var der vel egeskov.

En af de som oplevede området i 1940'erne er Vagn Engsig. Han fortæller i en dobbeltartikel fra Foreningen Naturparkens Venner (2001-2 og 2001-3) at han købte mælk og æg på Rastad, og lånte telefonen:

Ganløse, Uggeløse og Lynge sogne var dengang rene landbrugsområder, gårde med heste og køer på markerne, hele egnen ganske uberørt af storbyens nærhed. For Egemosen var Rastad det nærmeste sted, her kunne mælk og æg købes og telefonen benyttes. I storstuen hang telefonapparatet med håndsving på væggen, og ventetiden, medens Ganløse central fik forbindelsen igennem, gav gerne lejlighed til en hyggelig snak med manden eller konen på gården. Bagefter blev samtalen betalt med den pris, som centralen opgav. 

Vest for ruinen lå Uggeløse sogns fattighus – det mest afsides sted i sognet – , med to primitive og slet vedligeholdte lejligheder. Vejen langs søens nordvestbred blev anlagt i 1940erne som beskæftigelsesarbejde, dvs. med spade, skovl og håndtrukne tipvogne.

Rastads jorde var indtil 1937 åbent landbrugsland, men så tilplantet med læhegn og frugttræer, indtil 1973. I dag er gården omgærdet af udyrkede græsflader og tilgroede frugtplantager. Gården er svær at komme i nærheden af, men den skulle være en firelænget, stråtækt udflyttergård opført 1793-1795 i sidebåndskonstruktion med udvendige sidebånd. Eksteriøret er velbevaret og typisk for de nordsjællandske 1700-1800-tals gårde. Oprindeligt hvidkalket, siden 1947 rødkalket.

Orehøjvej slynger sig neden for Ganløse Ore, som tårner sig op ad skrænten til venstre i billedet. Ca. midt inde er der noget bebyggelse ved Orehøj Gård, som formentlig er ældre. Engang blev her opført boliger til landarbejderne. Nu er der fritidshuse og boliger.

Det er umuligt at få et samlet overblik over Ganløse Mørke. Men fra Broskov Bakke (Brusskov Bakke) har man et ganske godt udsyn over en del af det meget kuperede terræn. Og omend vegetationen er ændret dramatisk, kan man udmærket dvæle lidt og forsøge at lade tidsmaskinen rulle: Fra de urgamle egeskove der blev fældet gennem middelalderen, de senere lidt uhyggelige og øde overdrev, der så blev opdyrket, og nu er begyndt at vokse til igen.

Her et kig ud over bebyggelsen ved Orehøjvej fra skoven. Man kan måske fornemme den brattte stigning, og fotoet er ikke engang taget fra det højeste sted. Det var i dette område, Vagn Engsig købte et landarbejderhus.

Syd for Ganløse Ore ligger et af området mest naturskønne områder. Nord for skydeområdet. ved Orehøj, Ganløse Ores sydlige skovbryn, var der husmandssteder og huse for arbejdere i skoven, grusgrave og landbruget. Nu er der feriehuse. Øst for Orehøj Gård er et utroligt smukt område med en masse flotte udsigter. Man kan vælge at følge stengærdet oppe i skoven - det ligger dramatisk højere end vejen. Om området skriver Vagn Engsig:

Bebyggelsen ved vejen langs Ganløse Ores sydlige skovbryn var dengang husmandssteder og huse, hvis beboere havde arbejde i skoven, ved grusgrave og i landbruget. Nu er alle ejendommene eftertragtede feriehuse eller benyttes af folk med byerhverv, stadig med en smuk udsigt over Oremosen til det nærliggende Kirke Værløse, men sognegrænsen langs Bundså knytter dem til Ganløse sogn. Indtil den “nye” skole i Ganløse blev opført i 30′erne skulle børnene fra dette hjørne af sognet til skolen i SV-hjørnet af Nyvang, og sommer og vinter gik deres 2 km skolevej altså gennem Ganløse Ore.

Endnu et kik fra Ganløse Ore mod syd. Solen står lavt denne efterårsdag, men der er omkring 20 grader og t-shirtvejr.

Jeg nåede ikke så langt som til Bastrup Sø. Men søen hører med til området. Vejen langs nordvestsiden anlagt 1940'erne som beskæftigelsesprojekt. Rosenborg (ejendom) ved vestenden traktørsted. Om det fortæller Vagn Engsig:

Bredderne omkring Bastrup Sø blev brugt til græsning for ungkreaturer og var ganske åbne, lidt vest for ruinen havde en motorcykelklub en lejrplads og på sydbredden havde spejdertroppe opført et par hytter på lejede grunde. Neden for Undinegård fandtes en offentlig badeplads, hvor Slagslunde-Ganløse Kommune på et stykke jord havde kørt grus på søbredden og opført to skjul af pandeplader, så mænd og kvinder kunne klæde om uden at se hinanden! Det var lidt af en manddomsprøve at være så god en svømmer, at man kunne tage turen tværs over søen og helst også tilbage igen. Ikke kun mennesker badede her, dengang fandtes ingen traktorer, og på varme dage blev stedet også brugt til vanding og afkøling af de nærliggende gårdes heste. 

...gården Rosenlund, der i trediverne var landskendt som ejet af teaterdirektøren Gerda Christophersen, der i vintersæsonen rejste over hele landet med et velanskrevet turnéteater, og sommeren igennem kom her kendte scenekunstnere for at indstudere vinterens forestillinger. Krogenlund, den lille samling huse i Kedelsødalen, rummede både købmand og et pensionat, hvor folk fra København modtoges på landophold. Klokkekilde Bakker og området mellem Ganløse Eged og Slagslunde Skov var et åbent landskab, 

Skydebanerne

I 1909 i tilknytning til Værløselejren (Flyvestation Værløse) blev der skudt på banerne i retning mod Ganløse Ore. Så blev dele af skoven lukket. For at undgå det, ønskede forsvaret i 1971 at bygge højere sidevolde og bagvold. Det udviklede sig til en mindre skandale. En farlig cocktail af skødesløse embedsmænd og politikere, afgivne tilladelser uden hjemmel mm., manglende tilladelser, nye regler, klager. Den 15 meter høje betonmur blev revet ned igen, banen nedlagt, og millioner af kroner smidt ud af vinduet. Skovstyrelsen ejer arealet nu og der er offentlig adgang. En kløvet sten ved Almagerbakke, med et indhugget splitflag (Dannebrog) og teksten V L 1909 er rejst af en tidligere ejer af Skydebanegården til evigt minde.

Der er langt til Vagn Engsigs Danmark - der dog kun ligger lidt mere end 50 år tilbage. Der er endnu længere til 1800-tallets opdyrkning af overdrevet Ganløse Mørke. For slet ikke at snakke om digternes fantasiverden.

Ruten

Værløse Station. Golfbanen. Orehøjvej. Ganløse Ore (øst for Orehøjgård er Orehøjvej spærret, men gå op i skoven og følg stengærdene). Undinevej. Ganløse. Søsum. Veksø Station. Ruten med afstikkere (og faren vild til slut) løb op i et pænt stykke over 20 km.

Broskov Bakker, Ganløse

"Dansk Grand Canyon" nord for Ganløse.

På en tidligere tur den 2. august i år passerede jeg tunneldalen ved Broskov Bakker mellem Ganløse og skoven Ganløse Ore. Det var et område som jeg fik lyst til at se nærmere på. Området kaldet Broskov Bakker nord for Ganløse blev fredet i 2008. Derefter skulle der så være blevet anlagt stier gennem tunneldalen. Danmarks Naturfredningsforening beskriver den sådan:

Når man står på kanten af dalene og kigger ned i kløfterne kan synet – efter dansk målestok næsten sidestilles med et vue ned i Grand Canyon i USA. Det mageløse landskab findes lige syd for skovene Slagslunde Skov, Ganløse Eged og Ganløse Ore, hvor det strækker sig som et af landets største og mest fantastiske systemer af tunneldale.

De mere nøgterne fakta er at nordsiden af denne ca 5 km lange tunneldal har 20 meter høje skrænter. Det højeste punkt er et skovbevokset punkt 46 meter over havet. Smeltevandsfloder, der under isdækket skar sig ned i undergrunden, dannede åse og issø-aflejringer. Stien gennem Klokkekildebakker og Rødovre Kommunes feriegård Skovly går halvvejs oppe rundt om en dal.

Fra Klokkekildevej mod nordøst kan man se ud over den mindre dramatiske optakt til tunneldalen. Der er langt fra Ganløse til Grand Canyon, både rent fysisk og i overført betydning. Men det gør jo ikke udsigten dårligere.

Langåsen

Langåsvej på godt 1 km er anlagt på toppen af en ås. Herfra har man et af de bedste udsyn over de højtliggende skove, dybe dale, stejle skråninger og de ujævne bunde med vandhuller og moser. Noget Grand Canyon er der dog ikke tale om. Men vi forstår godt meningen med sammenligningen. Det er et meget smukt område at vandre rundt i.

Turen på Langåsen er absolut et højdepunkt. Man kan se dalene på begge sider og i bunden ofte vand- og mosehuller. Ligefrem skrænter kan man vel ikke kalde det. Snarere bløde kurver.

Hulveje i Højrøde Bakker

De Højrøde Bakker ligger ved Hesselsvinget, mellem Langåsen og Ganløse Egeds sydvestligste hjørne. Området er dækket af skov. Her er nogle meget markante og nærmest dramatisk udseende 3.000 år gamle hulveje som skærer sig ind i bakkerne på en strækning af ca. 150 meter. Langs vejen gror der nogle meget sjældne bøgetræer, vrange bøge, med krogede grene og stammer. Dansk Dendrologisk Årsskrift har en længere artikel om disse træer. Nord for hulvejene ligger et højt punkt på 59 m. Men man mærker det stort set ikke, og der er ingen udsigt pga. skoven.

Det giver et særlig sug i maven at vide at disse kløfter er menneskeskabte hulveje. Her har mennesker i over 3.000 år bevæget sig ned mod Præstebro for at komme over Damvad Å. De nedfaldne bøgeblade giver også mening i betegnelsen Højrøde Bakker. Det kan være lidt svært at se hvor det vrange kommer ind hvad angår bøgetræerne.

Præstebro er Hesselvejs bro over Damvad Å. Den blev renoveret i 2004, og ved den lejlighed fandt man rester af en gammel vejbro, nogle tilhuggede plankesten af granit. Hulvejene i Ganløse Eged går netop ned mod dette sted, og det har nok været en ældgammel passage over åen. Tre stene står langs vejen, men de er nu ikke særlig imponerede og mest for fagfolk. Andre blev brugt til at befæste åens sider.

Fra skråningen nord for Nældesø kan man skue tværs over tunneldalen, her mod gården Nældesødal (1884).

På turen kan man også se en række gårde: En af de utallige Egedal-gårde ligger ved Klokkekildevej. Skovly som er Rødovre Kommunes feriegård. Nældesødal (1884) driver i dag økologisk kvægdrift. Bastbjerggård er stutteri for heste, ligesom adskillige andre af gårdene i området.

Det bedste fotografiske indtryk af højdeforskellen får man måske i Ganløse Eged, syd. På en eller anden måde begyndte det at gå galt med min stedsans her. Det må vel være huset for enden af Bastbjergvej i dalen. Her tog jeg den forkerte gren på stien, og endte 1 km sydpå, i Ganløse, i stedet for de 0,5 km til Lyngevej.

Jeg havde fået det indtryk at man bare skulle over Broskov Bakke(r) og kunne finde en sti til Ganløse Ore. Det lykkedes aldrig, trods gentagne forsøg. Til gengæld var det da nogle meget spændende områder at gå igennem. Jeg måtte bare give op og tage turen tilbage til Ganløse, Søsum og Veksø Station.

Jeg havde fået det indtryk at der skulle være anlagt sti helt til Ganløse Ore, men den kunne jeg ikke finde. Stien slutter ved Lyngevej, og på trods af adskillige forsøg og omveje på op til 3 km for at forcere område mod øst til Ganløse Ore måtte jeg give op. Måske en anden gang.

Damvadvej mellem Ganløse og Søsum går ad en kun let trafikeret vej med en bred rabat mellem vejbanen og cykel- og gangstien. Udsigterne står nærmest i kø. Her ved gården Hestehave (til højre)

Til og fra fredningen

Man kan gå en meget smuk vej fra Stenløse til Slagslunde ad den afmærkede cykel- og gangsti Den Grønne Rute. Den starter i nord-Stenløse ved Svanekærgård. Her kommer man bl.a. forbi Tyvekrog og Lillevang. Området omkring Lillevang er højtliggende, og man har en god udsigt over det kuperede landskab. Man kan også vælge at gå fra Veksø Station, fra Ganløse via Damvadvej  med en udmærket gang- og cykelsti over Søsum.

Endnu engang lader jeg mig betage af Den Grønne Rute med Tyvekrogen, Damvad Å og Lillevang. Stien går gennem et naturskønt område hvor alt ånder af fred, i hvert fald hvis man ikke bor her. For der synes at være nogen aktivitet på gårdene og husene der ligger spredt rundt omkring

Ganløse

Bønder anlagde Ganløse på et højdedrag for hundreder (hvis ikke tusind) af år siden fordi jorden var god her, i modsætning til længere nordpå. Området kunne brødføde ca. 20 gårde. Af de tre traditionelle magter og udsugere, kirke, konge og adel, var det her kongen, men også Edelgave Gods som tog for sig af hvad bønderne producerede, i hvert fald indtil ca. år 1800. Særlig slemt må det have været under Københavns Belejring 1658-60 hvor svenskerne meldte sig til selskabet. Da de var rejst, benyttede kongen benyttede sig af situationen og forlangte at bønderne  rytterne.

Oveni hoveriet skulle 7 af gårdene de holde en fuldt udrustet rytter, med kost, logi og hest. Og den tid blev taget fra de egentlige landbrugsaktiviteter. I perioden 1680-1720 blev der endda opført små huse ved hver gård som skulle huse disse hvervede soldater, alt sammen forplejet af bønderne. Oven i det skulle de betale alle mulige og umulige former for skatter. Stavnsbåndet 1733-1788 betød at mændene ikke måtte forlade deres hjemstavn. Bønderne havde fra Selvejerforordningen fra 1767 den erfaring at alle reformlignende tiltag fra kongens side betød større udgifter og forpligtelser for dem, så intet under at de var skeptiske over for udskiftningen 1776. Udskiftningen må have set ud som byboeres skrivebordsuddeling af jord uden hensyn til at nogle gårde nu kom til at blive udskiftet til fjerntliggende dårlige jorde.

Ruten

Stenløse Station. Den Grønne Rute. Slagslunde Skov over Klokkekilde Bakke og videre langs Damvad Å. Stien nord om Nellesø (Nældesø). Langåsen med Højrøde Bakker/Ganløse Bakkerne. Broskov Bakke. Ganløse. Søsum. Veksø Station. Min rute blev 20 km, inklusive gåturen fra Stenløse (ca. 6 km), og til Veksø Station (ca. 6 km).

En rigtig skovtur - Også i fortiden!

Første del af dagens tur er en stroppetur på knap 3 kilometer ad Knardrupvej fra Kildedal Station. På dette tidspunkt er der rigeligt med morgen-myldretrafik og kun en smal rabat at vandre på. På vej mod Knardrup oplyser Egedal Kommune at man er i færd med at bekæmpe kæmpebjørneklo ved at dække store arealer med sort plast. Der er også en længere forklaring på at det kvæler bjørnekloen. Bortset fra at de vokser ud over siderne på plasten. Og ca. 10 væk står de meterhøje og klare til at kaste titusindvis af frø. Udsigten på denne strækning fejler ikke noget, og morgendisen tilføjer en særlig aura.

Heste med deres føl græsser fredeligt langs den trafikalt ufredelige Knardrupvej. I lavningen i baggrunden ligger Bringe Mose og Flyvestation Værløses landingsbane.

Især er udsigten over området mod Flyvestation Værløse meget flot. I morgendisen kan man skimte hangarerne i det fjerne hen over det lavtliggende moseområde. Her går der heste med føl og æder løs af det formentligt dugvåde græs.

Knardrup

Knardrup er en bette landsby som ligger ved siden af hovedvejen. Møllegård, Rolandshvile, Damgården, jo der er en håndfuld pæne gårde og mindre stråtækte huse. Men Knardrup har to ting jeg ikke har set i andre smålandsbyer: Det ene er et brandværn. Eller, måske er det blevet nedlagt, men huset står der endnu. Det minder mig om min fødebys Egernsund Frivillige Brandværn som havde et lignede hus. Rygterne gik at de frivillige slukkede tørsten mere end brande. Det eksisterer såmænd stadig. Den anden ting har også med Sønderjylland at gøre. Uden for byen er der en lille indhegning med en Sønderjyllandssten, altså til minde om at Sønderjylland blev indlemmet i Danmark 1920. Af alle steder i Knardrup!

Knardrup Brandværn står der over porten til dette imposante skur midt i byen. Om beboerne føler sig mere trygge, er uvist. Formentligt ikke. Men efter udseendet ser det heller ikke ud til at der har været slukket brande fra skuret i årtier.

Knardrup Brandværn er et historisk hus, ifølge Egedal Leksikon. Det er opført 1860. Og hele leksikonartiklen fortjener at blive citeret i sin fulde længde:

Det lille hus til Knardrup Brandværn er opført omkring 1860. Huset var oprindelig stråtækket og indeholder bl.a. en håndsprøjte til fire mand, et sugekar, slanger m.m. Ved ildebrand skulle sprøjte med tilbehør læsses på en hestevogn og køres til brandstedet, hvor også alle gårde skulle komme med vand i tønder. Oprindelig var der også et "brandhorn" (et studehorn) i huset. Det blev brugt til at alarmere med, når der opstod ildebrand. Inden brandslukningen blev begyndt, kunne der godt gå et stykke tid. Så hvis brandmateriellet kunne være med til at beskytte husene nær brandstedet, var det store sager.

Mellem Knardrup og Ganløse er der en god sti. Midtvejs mellem Knardrup og Ganløse er der en flot udsigt fra Galgebakken. Der er pænt ryddet så man kan komme op og se til alle sider. Der ser endog ud til at nogle har slæbt nogle planter derop, måske for at anlægge en park?

Udsigt fra Galgebakken mod Knardrup. Fotografen står formentlig oven på resterne af en gammel stenalderlandsby.

Galgebakken er et godt bud på en kandidat til at være inspirator til strofen "Her fra bakken der ser jeg at mit land er skide smukt" fra den hængtes sang, Der er 25 minutter endnu. Landet er skidesmukt fra Galgebakken! Igen ifølge Egedal Leksikon er det et historisk sted. Siden tidernes morgen var det tingsted for Ballerup Herred, og der har formentlig ligget en stenalderlandsby på bakken.

Asserhøj set fra syd. Man skal se den om natten, da den da står på fire ildsøljer. Det må se flot ud, og det kan undre at de nærtliggende huse ikke har bemærket noget.

Bakker er der i det hele taget mange af. En af de flottere er gravhøjen Asserhøj lidt syd for Ganløse. Den er godt beskyttet af et bredt bælte af brændenælder. Om natten brænder der noget andet, nemlig fire ildsøljer, som løfter højen op, så de der er begravet derinde kan komme ud og lufte sig. Man har ikke gravet i hvad man mener er en bronzealderhøj. En bondemand ville nemlig sløjfe højen, men hans heste døde samme nat. Dette har formentligt afholdt alle andre fra at prøve igen.

Ganløse

Ganløse er en driftig landsby. Og at den har været det også i fortiden vidner Rytterskolen fra 1721, den enorme mølle og Ganløse Kro og Postgård om. Gårdene ser også pænt store ud. Der er mange moderne faciliteter i byen. Men ved gadekæret er der det sædvanlige butikslukninger. Et økologisk supermarked er kun et ud af 2 lukkede storcentre midt i byen.

Ganløse er egentligt langt hyggeligere, velholdt og levende end det her viste billede. Jeg har alligevel valgt det for at vise den mørke side af landsbyers tilværelse: Butiksdød. To store forretninger ser ud til at have været lukket i årevis. Men ellers ser Ganløse ud til at klare sig bedre end så mange andre.

Mellem Ganløse Ore og Ganløse går den fantastiske grusvej Mosevej. Den er ikke aftegnet som sådan på kortet, men det er faktisk mest en gangsti. Og på hele strækningen er der meget flotte udsigter over det kuperede landsskab, der afveksler med marker, moser, skove og små gårde.

Udsigt fra toppen af Mosevej mod Ganløse Ore - skoven i baggrunden. Landskabet her er storslået. Gyldne marker til højre. Grønne til venstre og med græssende heste.

Ganløse Ore

Ganløse Ore er en rigtig skov, forstået på den måde at man her føler sig virkelig langt fra civilisationen. Der er veje, men man kan ikke høre lyde fra tog, biler eller andre lyde fra mennesker. Faktisk møder jeg ikke et eneste menneske hele vejen gennem skoven. Kun vindens sagte susen i trækronerne, ukendte fuglestemmer og cikader eller græshopper.

Ganløse Ore byder på mange oplevelser af skov. Løv- og nåletræer. Bregneskove. Små åbne moseområder. Jeg har valgt at bringe dette foto af en lysning inden i bøgeskoven. Og forsøgt at fange lysets spillen mellem træerne.

Vel igennem skoven er man nødt til at gå ad Farumvej i rabatten. Egentlig synd. For vejen går langs Mølleådalen. Og det på den stejle måde. Terrænet falder brat ned så man fra toppen kan se helt over til den modsatte side af dalen. Ved at krydse dalen ad Ganløsevej får man et godt indtryk af at det virkelig er en dal. Selvom selve åen i bunden af dalen er svær at få øje på. Det er kun et lille vandløb groet til dem siv.

Kig over Mølleådalen. Det går stejlt ned tættest på fotografen.

Præstemosen

Ved Gedevasegård (med gavlinskriptionen OIHS 1859) kan man dreje ned ad stier gennem "præstegårdsjordene". Præstemosen og Storebjerg. Et gammelt kuperet overdrevsområde. Præstemosen har været fredet siden 1948, men meget forsømt, så derfor blev der vedtaget en plejeplan 2009-2015 i forbindelse med Mølleåprojektet. Plejeplanen omfattede dog kun en del af mosen, især hængesækken.

Præstemosen er for størstedelens vedkommede bevokset med høje træer, i hvert fald set fra stien langs sydsiden. Man kan skimte selve mosen dybt nede.

Mod syd ligger en hængesæk. Ifølge bogen "Vild natur i Danmark" (2002) består en hængesæk af tørvemosser som fra bredden vokser ind mod middten og til sidst danner et låg på søen. Disse hængesække er meget sårbare. Tramper man ned i den, kan det tage år at udbedre skaden. Og desuden risikerer man at ramme et tyndt sted og synke i til armhulerne.

Hængesækken har det med at blive tilgroet med bl.a. elletræer. Men det vil man ikke have, så en gang imellem bliver træerne fældet for at redde hængesækken. Der er nemlig plante- og dyreliv som man ønsker at bevare.

Dagens rute

Kildedal Station. Ad Knardrupvej gennem Knardrup og til Ganløse. Ad Mosevej til Ganløse Ore. Gennem skoven ad Vestervej. Farumvej til Præstemosen. Endemål Farum Station. Længde i lige linje: ca. 16 km. Med diverse sidesvipture 2-3 km ekstra.

Mølleåen: Bastrup Sø til Farum Sø

Mølleåen udspringer øst for Buresø. De 30-36 km er lige i overkanten at gå på en dag. så hvorfor ikke starte med stykket mellem Bastrup Sø og Farum Sø. Det hedder også Hestetangsåen. Der er vandre- og cykelstier den ganske lange vej! Tidligere besøgte jeg vandskellet mellem Buresø og Bastrup Sø. Jan Gintberg ville måske kalde denne del af Mølleåen for udkant-Mølleåen. Der findes kort og folder om Bastrup-stien, og langs hele Mølleåen. Lad det være sagt med det samme: Denne del af strækningen er det ikke åen i sig selv, men hele Mølleådalen som rigtig flot og spændende, især på en solskinsdag som i dag.

Melchiors enkesæde fra 1802. Planchen foran bygningen gør meget ud af at fortælle, at man har hvidmalet det hele, også bindingsværket. Dette med at tjære var ekstra omkostninger, og det var mest på Fyn og i Jylland man gjorde den slags.

Landsfader Stauning mente at den brede befolkning fra byområderne skulle komme ud og nyde de grønne områder. At bagtanken skulle være at forhindre arbejdere i at blive sendt til Tyskland under 2. verdenskrig, forekommer lidt underligt, da Staunings "Betænkningen om Storkøbenhavns Grønne Områder" udkom 1936. På den anden side gik projektet i stå efter krigen. Det blev først genoplivet i 2003. Så hvorfor ikke benytte sig af det?

Stenløse og Slagslunde

Man kan komme til Mølleåen ved at gå de godt 8 km fra Stenløse til Buresø. Stenløse har ét fredet hus: Landstedet Melchiors Enkesæde, formentlig fra 1802. Planchen foran huset fortæller at det er noget helt enestående i ældreomsorgens historie at skolelærer og degn Albert Melchior (1732-?) fik opført dette hus til præsteenker og deres børn. Siden reformationen har præster lov til at gifte sig, men enkerne måtte ikke gifte sig igen. Til gengæld skulle den nye præst så forsørge enken med samt børn. Den økonomisk bedste løsning blev ofte at præsten indgik et ægteskab med enken.

Sådan skal en biograf fra 1959 se ud! Markant ligger den der ved hovedvejen og emmer af atmosfære fra før fjernsynets tid. Moderne for sin tid. Og særpræget endnu i dag. Hvad kan en sådan bygning bruges til? Det ser ikke ud til at det er lykkes at genåbne den efter lukningen i 2011.

Nu synes jeg dog at jeg har vist rigeligt med gamle huse, så som modvægt vil jeg vise Stenløse Bio (1959-2011) som jeg tilfældigt rendte i og som påkalder sig opmærksomhed. Den nærmest emmer af 1960'er atmosfære. Man kan forestille ungdommen vælte stimle sammen før og efter forestillingerne, hormonerne formelig florerer.

Først efter Slagslunde og helt til Buresø er der en kombineret gang- og cykelsti. Ellers må man forsøge at holde sig fri af de få, men alligevel hasarderet kørende lokalbilister.

Landevejen er ikke nogen god vandresti. Når den er bedst, har man et stykke rabat. Og der er ikke meget at se. Maglehøje i udkanten af Stenløse ligner andre oldtidshøje, og selvfølgelig adgang forbudt. Vejen går gennem Stenlille. Den er lille, men har så sandelig mindst to mandshøje kampesten! Slagslunde længere nordpå er en nydelig lille landsby. Tilsyneladende helt uden forretningsliv.

Det kan være svært at få øje på åen på denne del af strækningen langs Ganløse Eged. Men den sætter alligevel indirekte sit præg på landskabet. Til højre for stien tårner skoven sig op ad en skråning, og ca. midtvejs oppe er der stengærder gennem hele skoven.

Så omsider kommer man til Småsøerne og Hettings Mose. Det område hvor Mølleåens kilder menes at have ligget/ligger. I middelalderen blev passagen mellem Buresø og Bastrup Sø benyttet til at komme på tværs af ådalene mellem Roskilde og Helsingør. Nu er det slet ikke passabelt, måske med machete. På hele stykket til Bastrup kan det være svært at få øje på åen. Men til gengæld har man skråningerne op til Ganløse Eged. En prægtig skov hvor der løber stengærder enten langs stien eller et stykke op i skoven. Nogen påstår at middelalderkirkerne var Danmarks største byggeprojekt, men når man går langs stengærderne, så bliver man i tvivl. I hvert fald finder jeg stengærder flotte, mere nyttige og af større betydning for befolkningens ve og vel.

Når man går langs med disse stengærder kilometer efter kilometer og tænker på hvor få hjælpemidler de er lavet med, så bliver i hvert fald jeg ret imponeret. Jeg får den tanke at anlægsmæssigt er de uden sidestykke.

Bastrup Sø og ruin

Bastrup Sø (32 ha) er omkring halvt så stor som Buresø (76 ha). 1,1 mio m3 vand mod Buresøs 5,1. Vandkvaliteten er god, når bortses fra udløb fra ukloakerede ejendomme langs søen og fra landbrug. Hvert år arrangeres et motionscykelløb rundt om søen, i år den 8. september. Det er fra 16 til 136 km langt.

Udsigt havde borgherren på Bastruptårnet i hvert fald når han skulle plukke vejfarende for told og skat. Nu er der dog indrettet et shelter til overnattende nede i buskadset til højre.

Middelalderruinen Bastruptårnet (Bastrup Stenhus, Bastrup Ruin)  stammer formentlig fra første halvdel af 1100-tallet. Tårnet var i sin tid beboet af en trehovedet trold, som holdt en prinsesse indespærret her. Men heldigvis blev prinsessen befriet af en prins, som huggede de tre hoveder af trolden, men desværre ved samme lejlighed lagde tårnet i ruiner. Sådanne historier er der flere af langs Mølleåen, også Kong Volmers Vej ved Farum Sø. Mine forældre (og sandsynligvis også deres forældre) elskede sådanne historier. Som kulturelt fænomen er det interessant at generationer yndede sådanne fortællinger. Jeg syntes de var lidt underlige. Og jeg har på fornemmelsen at de ikke rigtig bider på de unge?

Bastrupstien fører norden om Bastrup Sø. Udsigten er fortryllende, og ca. midtvejs er der Tårnet på en bakke med storslået udsigt over hele søen.

Arkæologer hævder at den måske er bygget af Ebbe Skjalmsen (Hvide-slægten). Dets formål var formentlig for at kongen og de rige kunne opkræve skatter, afgifter, told og beslaglægge gods. I hver fald indtil dronning Margrethe den 1. blev sensitiv for at private adelige fik for megen magt og fik borgen revet ned. I stedet blev stenene anvendt til den knap så kongetruende kirke i Lynge.

Bastrup Stenhus var imponerende i sin samtid. Diameteren er 21 m, fraregnet mure er der 8,5 m tilbage til at bebo. Borgen har ligget uden bebyggelse, muligvis med en vold/voldgrav. Her har borgherren så kunnet stå i sit tårn og overvåge en vejfred der snart blev ligegyldig, da man flyttede hovedvejen over Slangerup.

Landarbejdere og velhavere

Fra Bastrup Sø til Farum Sø kaldes Mølleåen også for Hestetang Å. Møller var her kun to  af. Det eneste der er tilbage gemmer sig i navnet Terkelskov, opkaldt efter mølleren Terkel Jensen fra 1690'erne. Der er til gengæld køer. Mellem Ledvadshus og Nyvangsvej går man gennem en kvægflok. Det fortalte vandretursfolderen ikke noget om, og jeg bliver lidt bange for at se de store dyr. Vil de mon angribe?

Jeg har det ikke godt med store dyr og spidse horn. Jeg forbander at vandretursfolderen ikke gør opmærksom på at denne den af stien går tværs gennem en kvægflok. Men omvejen er for lang. Jeg har ikke så meget i benene, så jeg beslutter at tage den store bue om dyrene, og de glor bare: Hvorfor går han rundt derude i solen? Vi gider da ikke komme ud fra skyggen.

Navnet har ikke noget med heste at gøre, men stammer antageligt fra hassel og tang eller trang, og altså betyder Hasseltangen eller Hasselnæsset. Nu ligger der rigmandsvillaerne Hestetangshuse. Men engang var der landarbejderboliger for kalkværker.

Ved Hestetangshuse fosser åen en lille smule. Før i tiden nok til at man kunne drive to møller her. Der var også kalkværker, arbejderboliger mm. Men det er væk. Alt sammen. Og det er meget svært at forestille sig hvordan det har set ud. Nu er der bare idyl. Og rigmandsvillaer.

Kalkværkerne llukkede 1885, men leverede da kalk til Christiansborg.På denne strækning kan man også høre Mølleåen. Det kan man ellers ikke andre steder. Det må skyldes at terrænnet falder, for selve åens bredde er til at overse.

Fra rastepladsen overfor Nymøllevej har man udsigt over mølleådalen. Den kommer rigtig til sin ret her, og fotoet kan slet ikke få det hele med. Til højre skråner det opad.

Mareridt

Den sidste del af stien, oldtidsvejen Kong Volmers Sti, er opkaldt efter Kong Valdemar Atterdag. Han tillod sig at spotte Gud ved at udtale at han elskede Gurre mere end Paradiset. Derfor blev han som en anden Sisyfos sat til at ride ruten dertil hver nat fra Vordingborg. En del af vejen går ad Kong Volmers Sti. Det er ganske vist, for således skriver B. S. Ingemann i "På Sjølunds fagre sletter" skriver:

I muld for længe siden
kong Valdemar er lagt,
men sælsomt gennem tiden
går sagnet om hans jagt.
Tit korser arme bonde
sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde
ham suse vildt forbi.

Men bortset fra det er Farum Sø meget motionsvenlig. Der går en skyggefuld sti kun få meter fra bredden. Der er flere oldtidsstier langs Farum Sø. Jeg ved ikke rigtigt. Jo, det giver da lidt at vide at man går på stier hvor mennesker siden oldtiden har færdes. Gad vide hvad de mon tænkte, osv. Den sidste del langs Farum Sø går gennem Farumgård, som er privat. Og her må man absolut kun færdes gående. Selv kondiløb er forbudt.

Et typisk billede af Mølleåstien mellem Farum Sø og Hestetangshuse. Kukkere kukker. Fugle sjunge og alt ånder idyl. Selve åen ser man ikke meget til. Men det gør egentlig heller ikke så meget, når nu der er så meget andet at kigge på.

Turen på 20 km er min hidtil længste, og jeg var så letsindig at tro at mine sommervandrestøvler var gået til. Det var de så ikke, og hasevablen kom igen efter ca. 10 km. Det kan være et kunststykke at gå med en vabel så længe. Men det gik. Mølleåstien falder på stykket Bastrup Sø-Farum Sø sammen med Nordsjællandsruten.