tirsdag den 15. september 2020

Stevns: Lille Linde, Karise, Hellested, Hårlev

Datoen siger efterår, men sommeren er temporært vendt tilbage med fuld sol, svag vind og temperaturen oppe i nærheden af 25 grader.


Typisk Stevns-foto: Enorme markområder - her roer. I det mindste grønt, men ikke sjældent er der bar jord. Det må så være september-april. Spredte gårde og enkelte læhegn. Her udsigt fra Lundevej, syd for Lille Linde Station.

Turen er "typisk Stevns", i hvert fald i den form som jeg gennem en håndfuld ture har lært at kende halvøen: Temmelig fladt terræn, asfalterede landeveje, og overvejende marklandskaber. Afbrudt af landsbyer eller småbyer. Egentlig er jeg nået frem til at Stevns nok mere egner sig til cykelture end vandring. Der er meget få deciderede vandrestier, og der er meget langt mellem natur- og kulturlandskaber. Og de områder jeg hidtil har gået, hvor der ikke er vandrestier, må jeg også indrømme, at: hvad skal man egentlig med vandrestier? Jeg har svært ved at se at man kan gøre ruterne mere spændende end hvad man kan se på landevejene. 

Om end ikke typisk, så dog ikke usædvanligt syn: En forfalden gård ved Lille Linde, Brovej. Laden har set bedre dage. 

Dagens tur var måske endda et af de bedre vandreområder på Stevns: Landevejene var (bortset fra et par kilometer på Tingvej øst for Hårlev, og Køgevej) ikke specielt trafikerede som de er langs kysten nordpå, se tidligere indslag. Strengt taget ved jeg heller ikke med Maglehøjvej, den var spærret for al trafik, inklusive cykler og gående, så jeg skal ikke kunne sige om den normalt er mere trafikeret. 

Et af de få steder hvor en vej krydser Tryggevælde Å, ved Brovej, kan man kigge lidt ned langs åen. Nogen ådal kan man vel ikke længere tale om. Om end de lave, flade områder langs åen måske med lidt fantasi kan give et indtryk. Her har man dog tilladt et smalt område med beplantning.

Egentlig var der teknisk set også en sviptur til Faxe Kommune. Overskrider man som en anden Christian IV Tryggevælde Å syd for Lille Linde, kommer man ind i Faxe, med den seværdige by, Karise. 

Syd for Stevns Kommune ligger Faxe Kommune. Her et "Faxe-foto": Flere marker. Her ved St. Lindevej er dog levnet ca. 10 cm stubmark. Gård. Læhegn.

Karise

Den har et par tusind indbyggere, forretningsliv samt noget jeg ellers ikke ynder at omtale her: En besynderlig kirke. 

Vejen mellem stationen og kirken er ganske lang. Og modsat "bondelandsbyen" (der er helt forsvundet), er stationsbyen bevaret i meget seværdig stand. 

Den er fra 1200-tallet, og blev bygget færdigt med det samme. Altså ikke noget med at sætte tårn mm. på bagefter. Langs kirken løber på sydsiden af Stevnsåen, og kirken blev bygget på en landtange dengang man endnu kunne sejle selv store både ind her. Man kan sagtens få et indtryk ved at kigge mod nord fra kirken. Kirken var bygget til at forsvare sig i, af herremanden Peder Olufsen omkring 1261. Kor, skib og tårn er - og det er ikke så normalt for en kirke - bygget på samme tid.

Karise Kirke. Fra kirkegården syner gravkapellet endnu mere. 

Helt besynderligt er den imposante bygning, helt ude af arkitektonisk klang med kirken: Nemlig et privat gravkapel opført 1766 for den lokale greve, Adam Gotlob Moltke. Tegnet af ingen ringere end C. F. Harsdorf i nyklassicistisk. Fint skulle det åbenbart være. Og en folder i kirken fortæller endda at der var planer om at rive kirken ned, så gravkapellet kunne få sig en mere tidssvarende ottekantet kirke. Det blev så ikke til noget. 

Karise Kirke. Ganske smukt restaureret 1996-97. Prædikestolen er fra 1630-40.

Kirken er også værd at kikke på indvendig, med det gamle rangopdelte stolesystem, tyendet i sidegangene og de fine i stolerækker med døre på, tættest på prædikestolen. Desuden kalkmalerier, prædikestol med evangelister og fire symbolske kvindfigurer (tro, retfærdighed, visdom og kærlighed. Og fornemme træudskæringer på stolesæderne fra samme periode, for nu blot at nævne et par af det som man kan kikke efter. 

Et kik fra Elverhøjvej mod Karise. Stevnså løber på den anden side af kirken. Man kan lige ane toppen af gravkapellet foran kirken ved tårnet.

Ellers er Karise en fint bevaret stationsby. Den oser mange steder af tidlig stationsbyhistorie og arkitektur fra begyndelsen af 1900-tallet. For os der er opvokset i 1950'erne kan man stadig fornemme det hektiske og travle liv der var i sådanne stationsbyer, med mange slags forretninger, lagerbygninger til opbevaring af gods til togene, osv. Dette liv er forlængst forsvundet. Karise Station blot en af mange på linjen mellem Køge og Faxe. Mange af Karises bygninger kan man næsten gætte sig til hvad de engang er blevet bygget til. Nogle af de gamle skilte er stadig bevaret. 

Elverhøj. Den er god nok, læs selv den lille planche som man kan ane ved højens fod. "Jamen, ligner den ikke enhver anden af de tusindvis af gravhøje hvor plovskæret kører tæt ind eller endog over fredningsgrænsen?". Jo, bortset fra at her pløjes der altså ikke så tæt på . Og Stevns skal da også have lov til at have sine seværdigheder. 

Elverhøj og Hellested

Fra Karise gik turen ad Elverhøjsvej. Og det er noget man gør sig i på de kanter. Elverhøj af Johan Ludvig Heiberg med musik af Frederik Kuhlau er jo nærmest blevet et nationalskuespil. Og da man langs landevejen havde en gammel gravhøj der hed Ellehøj, var det jo nærliggende at omdøbe den til Elverhøj. Der er aldrig blevet gravet i den, så man ved ikke om elverne ville blive sure hvis det skete. Der findes jo talrige andre fortilfælde for at Gravfolket har hævnet sig grueligt hvis en bonde, en arkæolog eller gravrøvere er begyndt at ødelægge deres bolig. 

Hellested, en pænt stor by med lidt forretningsliv.

Der findes måske andre, mere spektakulære gravhøje andre steder, men denne gravhøj - den er så noget særligt fordi det er den Elverhøj. Tryggevælde Å er et andet navn fra Elverhøj. Men den kan man til gengæld ikke komme til mange steder. Markerne ligger tæt op ad åen, og den ligner mere en grøft i marker end en å. I hvert de mange steder jeg efterhånden har set den fra på Stevns. På denne tur især ved Brovej. Der er dog et smalt bælte med "vild bevoksning" på den ene side. Men de fleste steder er åen blevet stemmet ind af marker så den ikke har nogen egentlig ådal længere. 

En af de bedre udsigter fra Maglehøjvej. 

Hellested er en by som Karise med et forretningsliv. Ved kirken står en mindesten for Peder Syv som var præst her en del år (1664-1802). Det er ham som samlede på ordsprog. Kirken er knap så spændende som i Karise. Der har også været et fattighus (hvor har der ikke været det?). Og en mindetavle skal erindre om de milde gaver som godsejerne ydede til sin ejendom, landsbybeboerne.

Rasteplads ved Tingvej. Absolut en kærkommen pause på den stærkt trafikerede vej. Udsigt over en å (hvis man ikke kan se den, er der en lille bro), en bakke og et område med køer. Absolut et af de mere seværdige steder på Stevns.

Maglehøjvej og Hårlev

Fra Hellested gik det nordpå mod Varpelev ad Maglehøjvej. Som nævnt blev man advaret om at vejen var spærret. I betragtning af at Stevns er et typisk bilområde tænkte jeg at man altid kan komme frem som vandrer. Men den gik ikke. Heller ikke for en stakkel cyklist som argumenterede lidt med vejarbejderne før hun bed det i sig og cyklede tilbage. Vejarbejde stopper nu ikke en vandrer, og åen er ikke bredere end at man kan springe fra den ene bred til den anden. Uden at krænke den hellige ejendomsret.

Da kristendommen nedkæmpede den gamle religion, overtog den ofte helligstederne. Her i Hårlev ulejligede man sig dog ikke med at jævne højen med jorden, måske fordi den var flad på toppen. Der er nogle stensætninger på toppen - jeg ved ikke om de er opsat i nyere tid, eller originale.

Maglehøjvej er ikke særlig egnet til vandring når der er trafik. Og langt mindre gælder dette for Tingvej, den er faktisk ret uegnet som vandrevej. En del af vejen kan man klare det med at gå på marker, eller længst mod nord ad en - tro det eller ej, vandresti! En af de absolut sjældne på Stevns. Godt en kilometer lang. Den går fra en rasteplads hvor man har udsigt til nogle køer og næsten helt til Køgevej. Her er der endnu mere trafik, til gengæld er der en cykelsti så man ikke behøver at få dårlige nerver af biler der kommer bagfra.

I Køge er der omstigning fra lokalbanen til s-toget. Og selv om de gamle huse er blevet modificeret, ofte nærmest til ukendelighed, så er det dog altid en god oplevelse at gå lidt rundt i byen og se på forretninger, få en kaffe osv.

Hårlev Kirke er speciel derved at der ligger en gravhøj umiddelbart op til kirken, på kirkegården. Eller rettere, det er kirken og kirkegården der har møffet sig ind på gravhøjens område. Den bliver kaldt Hothers Høj, og man ved ikke hvem han var. Lidt ligesom Gorm de Gamle og Thyra i Jelling. Ellers er der nu ikke så meget at se i den ellers efter de lokale forhold ret store by Hårlev. Den består mest af villakvarterer. Stationen er knudepunkt for Rødvig- og Faxetogene. 

Ruten: Lille Linde Station. Tinghusvej. St. Lindevej. Karise. Elverhøjvej. Hellested. Maglehøjvej. Tingvej. Køgevej. Hårlev Station. 

lørdag den 1. august 2020

Gilleleje - Tisvildeleje (31. august)

Man kan næsten gå hele vejen langs stranden. Her kan man opleve et kulturlandskab hvor private ejendomme forsøger at forsvare sig imod havets naturlige påvirkning af kystklinterne.


Der er ikke meget som slår en vandring langs stranden: Bølgerne, blæsten, dyrelivet. Det er også hvad man får på denne strandvandring. På strandvandringen i mandags fra Helsingør til Hornbæk skrev jeg lidt om den såkaldte "kystsikring". Altså de granitophobninger, bølgebrydere mm. som efter bedste ingeniørmæssige synspunkter sætter ind med det som i den verden kaldes "skader på skråninger" forårsaget af storme, "beskyttelse" af kysten og lignende formuleringer som afgør hvordan her ser ud. Rent geologisk er strækningen fra Gilleleje til Tisvildeleje stadig højere morænelandskaber der tættest på Tisvildeleje strækker sig 20-30 i højden og danner dramatiske klinter. Under naturlige omstændigheder ville dette byde på en tur med ældre klinter bag bred og forholdsvis høj forstrand dannet af nedfaldent materiale, eller nylige skred hvor klinten stadig står nøgen.

Gilleleje. Den første del af turen er naturligvis præget af at man her går langs en by. Stranden er ikke af sand som strandene ved Hornbæk, men dog pænt besøgt af strandgæster og motionister. Vejret er på dette tidspunkt stadig blæsende og overskyet.

At kysten ikke ser sådan ud, men er en kunstig kyst, skyldes bebyggelserne langs kysten. Sådanne tiltags beståen forudsætter at man kan fastfryse kysten så den forbliver præcis på samme måde som byggetidspunktet, og ikke fx at udsigten over havet til sidst ender i det. 

Smidstrup Strand. En af de få offentlige adgange til kysten. Her er der oven i købet et klitlandskab. Med den obligatoriske parkeringsplads - forståeligt, for der er langt til næste offentlige adgang til en strand - og et toilet, bænke, livredderstation mm.

Vil man se naturlige kyster, skal man tage til Skagens Odde, Vadehavet, Staunings Ø, Ølsemagle Rev og hundredvis af andre nationale naturseværdigheder som ikke er underlagt menneskelig kontrol.

Udsholt Strand. En flok skarver tørrer vingerne i blæsten og lidt væk fra det på tidspunktet oprørte hav. Bølgerne var her midt på dagen stadig pænt høje. Sus i håret.

På strækningen fra Gilleleje til Tisvildeleje støder man ikke på broer, slisker til både o. lign. Til gengæld kan man på de ellers smukke klinter så mere eller mindre hjemmelavede trappenedgange som man vist uden at fornærme nogen, ikke kan kalde arkitektoniske mesterværker, og som efter behag godt kan opfattes som skæmmende for klinterne.

Rågeleje. Her på de lave strækninger er det fortrinsvis bølgebryder som udgør kystsikringen. I det fjerne kan man se at efter Rågeleje stiger landet flot op over vandet. Og her begynder forhindringsvandringen for alvor.

Et enkelt sted kan man endda opleve noget så specielt som et "trappelaug", som har anlagt en sti mellem to husgrunde ned til en trappe til stranden. Stien er imidlertid ikke åben, men forseglet med kodelås, og kun åben for trappelaugets medlemmer. Og på hele Kystvejen er udsigten til havet spærret af bebyggelser. Kun et par steder er der smalle strimler hvor man kan gå hen til klintkanten.

Rågeleje. Forstranden er her ganske bred og fortrinvis af mindre sten. Ikke nogen nem opgave. Men med stavene går det fint.

Et godt sted at komme ned igen er Caprifolievej. Her kan man også få en fornemmelse af hvor høje klinterne er og i godt vejr endog se Sverige i det fjerne.

Rågeleje. Det gamle fiskerleje har ikke så mange turister på grund af corona. Men iskiosken er da åbent og hoteller, restauranter mm. lige så.

Og op på Kystvejen skal man, fordi der et sted vest for Heatherhill er sat et adgang forbudt skilt op. Det skyldes jordskred, og ifølge skiltet er det forbundet med livsfare at passere. Jeg følte mig et øjeblik ærgerlig og fristet til at overtræde forbudet. Omvendt, så det altså temmelig farligt ud, og fornuftigt vendte jeg om og klatrede op for at fortsætte ad vejene. Modvilligt bevægede jeg mig op i terrænet. For man kan ikke vandre langs den øverste kan af klinten. På hele strækningen er klintkanten forbeholdt private ejendomme, og i stedet kommer man til at gå ad triste asfalterede veje med 2-3 meter høje hække eller plankeværker til begge sider. Ikke just noget oplivende syn på en kystvandring.

Rågeleje. Et kik "bagud" på vej mod klinten under Heatherhill. 

Klinteskred skal man selvfølgelig regne med, men eftersom "kystsikringen" har gjort hele kysten under klinterne til et unaturligt område, bliver de skred der så reelt får lov til at forekomme, formentlig særlig farlige.

Ved Heatherhill. En smuk klint som kun forekommer på denne korte del af strækningen. Resten af klinterne er beklædt med grønt.

Selv ved Heatherhill er der dog lagt en "fodbeskyttelse" af klinten. Her kan man ellers se en af de sjældne, bare klinter hvor lagene af sand viser sig som mørke striber. 

Ved heatherhill. Strandene skyder sig ud i tunger bag de fremskudte granitbrydere, i stedet for at sandet ville have fordelt sig mere ligeligt ned langskysten.

For strandgæsterne betyder det at der som vist på fotoet ovenover er "tunger" af sand ud til de fremskudte granitbølgebrydere. Hvor livredderne da jeg gik forbi hældte rød maling i vandet for at opdage revlehuller. Ud over de naturlige revler, danner disse  granit"revler" et yderligere faremoment for badegæsterne, da åbningerne imellem dem jo på det nærmeste er opskriften på hvordan man danner et revlehul.

Holløselund. Et godt til at danne sig et overblik over stranden og havet.

På toppen af klinten - et af de få steder hvor man kan komme til klintekanten - har man på ovenstående foto et overblik. Et stykke ude i vandet er en lys stribe, det er her revlen er. Tæt på kysten danner de afbrudte granitophobninger et kunstigt rev som efterlader tunger af sand bag sig.

Holløselund. Sollyset glinser i det mægtige Kattegat, og efter formiddagens bølger forekommer vandet næsten helt roligt.

Det er et teoretisk spørgsmål om hvordan kysten ville have været hvis det var en naturlig kyst. Ville den være umulig at passere således som det er tilfældet langs Stevns Klint? Eller ville det være dramatiske klinter med en bred forstrand? Jeg gik for 4-5 år siden de 8 kilometer fra Liseleje til Hundested, og det var ikke nogen særlig god vandreoplevelse. Her blandede den smukke oplevelse af hav og frihed sig med "kystsikring" og overflod af skilte med "privat". Nok til at ødelægge min oplevelse. Så med mindre nogen fortæller mig at det har ændret sig, så er der andre mål jeg synes mere interessante. 

onsdag den 29. juli 2020

Helsingør-Hornbæk (og lidt Gilleleje)

Kilometermæssigt lyder 15 km ikke overvældende, men i sand, klatring på kampesten og hækgang er det passende til mit niveau.


Nåede ikke at få færdiggjort dette indlæg den 27. juli. Men her er det så, et par dage for sent. Starten i Helsingør Havn bød på en glædelig overraskelse siden sidste års besøg. Afspærringer og byggepladser er fjernet, og hold da kæft, der er altså blevet flot efter at den er blevet færdig og åbnet. Der er udsigt hele vejen rundt og havnen og langs Kronborg. Og følger man den, ender man op med at kunne gå ind på selve Kronborgs forterræn langs Øresund.

Kronborg Pynt. Den første stump strand på ruten.

Vejen rundt om Kronborg kan foregå på flere måder. Man kan enten vælge de anlagte stier eller gå tæt på vandet. I sidste fald er terrænnet overkommeligt, men der er dog let kampestensvandring på korte strækninger. Til gengæld er lyden af bølgeskvulp så meget mere intens.

Strækningen fra Helsingør til Julebæk Strand tæt på Julebækhuset.

Efter havnen er der Gummistranden (der lå for mange årtier siden en gummistøvlefabrik her). Efter den og Marienlyst Hotel er der en del private ejendomme, men passagen går nogenlunde glat. Sine steder er der endda anlagt stier oppe i terræn hvor havet har ædt sig op til bolværket. Stranden er noget stenet sine steder, men udsigten mod Kullen og Sverige forrygende. Ved Julebækhuset er det fristende at fortsætte langs stranden, men jeg valgte turen ind i landet for atkikke på Hammermøllen og de gamle industribygninger i Hellebæk. 

Hammermøllen blev drevet af vand. Det er et yndet udflugtssted til frokost, is, kaffe osv. Denne dag dog kun det medbragte.

Jeg havde også håbet på at kafeen i Hammermøllen havde åbent, men blev som et par andre selskaber skuffet. Ikke engang toilettet var åbent. Men der er ikke kun møllen. Hellebækområdet er et af Danmark ældste industriområder, også omtalt i Politivennen. Med tilhørende gade med gamle arbejderboliger, Bøssemagergade. 

Hellebæk, Bøssemagergade. De ser idylliske ud, som gamle huse nu engang gør. Og så kan man jo altid abstrahere fra hvordan livet var i dem.

Der er også Hellebæk Klædefabrik af nyere dato. Ved Strandevejen er der Kongens Mølle (1858) og et stykke videre ud mod Ålsgårde den berygtede Skorpeskolen der nu er privatskole og lærere med spanskrør og spidse negle en fjern dyster fortid. Opfostringshuset blev bl.a. kendt gennem Peter Høeghs roman, "De måske egnede". De mest artige drenge fik lov til at trække numre til Klasselotteriet. Og ellers har man indtryk af at lykken på det sted var som at vinde i samme lotteri.

Ålsgårde med den særprægede Hellebæk Kirke. 

Man kan igen trække ned til stranden og fortsætte mod Ålsgårde, med udsigt til den plagierede barokkirke, Hellebæk Kirke. Nu må man foretage et valg: Vest for Ålsgårde kan man fortsætte langs stranden, eller gå op på den stærkt trafikerede Nordre Strandvej. Vælger man stranden, har man som bekendt ret til at pasesere, men ikke opholde sig ud for de private ejendomme. Det er dog sin sag. Kyster har et naturligt liv som følge af vind og vejr, strande flytter sig, havet æder sig ind visse steder, og anlægger nye strande andre steder. Ikke ideelt for et statisk menneskeskabt strandgrundsliv. Vest for Ålsgårde har havet udset sig udvidelse. Hvilket ikke passer lodsejerne: Det er bygget 3-4 meter høje granitstensbjerge. Og ikke nok med det. Mange lodsejere har anlagt broer og slisker til deres både som spærrer for fri passage. Dette klatremæssige mareridt eller paradis, alt efter temperament, holder først op kort før Hornbæk Plantage.

Stranden langs Hornbæk Plantage

Jeg valgte nu at trodse forhindringerne, og nåede uden problemer til Hornbæk Plantage. Indrømmet, det er noget der trækker søm ud at lege bjergged i min alder på kampesten. Og forcere forhindringerne undervejs, uden at overtræde den private ejendomsret. Men forholdene er barske: Hvis man først er startet, er det med at holde ud til Hornbæk Plantage, for der er ingen steder hvor man kan komme op på Nordre Strandvej. Desuden er der en infernalsk trafik på Nordre Strandvej, hvor der heller ikke er gangsti, men en cykelsti. Den er dog ikke særlig benyttet - i hvert fald ikke på dagen.

Stranden øst for Hornbæk.

Hornbæk Plantage er en lise for fødderne. Og man har en pragtfuld udsigt over vandet nu. Der er frit valg mellem at gå i sand, skovsti eller trække helt ud til cykelstien langs vejen. Bredden på plantagen er dog så smal at man hele tiden kan høre trafikken på vejen. I plantagen er der markante rester af de tyske kystbatterier fra 2. verdenskrig. Man kan se betonfundamenterne af de fire 12 cm-kanoner. De var såmænd danske fra 1912. Herfra kunne tyskerne kontrollere de søminer og netspærringer de havde lagt ud som et værn mod ubåde. Havet har senere ædt sig ind på fundamenterne der dengang stod 10 meter inde i plantagen. Højene bag kanonstillingerne er observationsposter. Efter krigen sagde danskerne pænt tak for anlægget der var i brug indtil 1958, og plantagen åbnet for offentligheden. 

Et kik længere mod vest fra Gilleleje.

Mine ambitioner var egentlig at fortsætte de 12-13 km videre til Gilleleje, men her havde jeg forregnet mig. Efter at have gået lidt rundt i Hornbæk sammen med de forholdsvis mange turister og kikket på lokallivet, drukket kaffe og kikket på køerne til fastfood-centralerne langs havnen, besluttede jeg at tage lokaltoget til Gilleleje. Kald man bare en tøsedreng! Det havde sikkert været en fantastisk strandtur.

Gilleleje Havn er overrendt af turister og lystbåde. Men der er dog nicher for fiskerbåde.

Til gengæld fik jeg en god travetur i Gilleleje, efter at have stået af ved Gilleleje Øst tæt på kirken og den særprægede kirkegård der er anlagt på skråningen med udsigt over havet. Der er også mange turister i Gilleleje, men i forhold til Hornbæk er der lidt mere plads, og desuden også mere at kikke på i havnen der har lidt erhvervsfiskeri tilbage. Jeg vandrer ud mod Nakkehoved, men vender om igen. Nu er der ganske enkelt udsolgt. Kioskmanden på stationen forærer mig en kage til isen, og snakker om de mange cyklister som pt er kommet. En tur langs vandet er noget af det bedste man kan gøre i Danmark, synes jeg. Trods vanskellighederne.