tirsdag den 5. juli 2022

Slangerup - Frederikssund over Hørup/Græse

Området har været behandlet før her på bloggen i forbindelse med bl.a vand-vandring (2014), Græse Å og det nedlagte jernbanetrail Slangerupbanen. Her er nogle yderligere steder som ikke har været behandlet i disse afsnit.

Slangerup har område nedenfor kirken og Kongensgade som kan være interessante. Bl.a. ligger den gamle gæstgivergård tæt på kirken. Den er ca. 150 år. I slutningen af  har den været rammen om det kulturelle liv i den vestlige del af amtet. I slutningen af 1980'erne begyndte det at gå ned ad bakke for forretningen. I den grad at kreditforeningen overtog den. Det hjalp ikke på forfaldet. Kommunen overtog så bygningen og fik en arkitekt til at forestå renoveringen der var færdig i 1994. Heller ikke kommunen lykkedes at få det til at løbe rundt, så i 2000 blev den købt af en ejendomsmægler som forpagtede den til to kinesere, Dan og Phung som siden har kørt den under navnet Restaurant Bangkok. Den ser flot ud som den ligger der overfor rådhuset og biblioteket med kirken i baggrunden.

Slangerup, Kongensgade. Den gamle gæstgivergård hedder nu Restaurant Bangkok. Set fra rådhuset, med kirken i baggrunden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kirken er mest kendt for sin kolonorme størrelse og fordi halvskotten og adelsmanden Thomas Kingo (Kinghorn) (1634-1703) var præst der. Jeg hæftede mig mest ved at kirkens bænke er helt enestående vidnesbyrd om kirken i Danmark. Nemlig bænkerækkerne. De fleste er vel klar over at kun de fornemme havde ret til at leje bænkene som var nummererede (som i et teater) og havde lås på så uvedkommende ikke trængte ind på ejernes enemærker. På nogle af gavlene er der oven i købet skåret hvem de var beregnet for, og det er ganske morsomt at se at enker og kvinder til borgmester, sognepræst og rådmænd havde reserveret hele tre rækker gratis tæt på prædikestolen.


Stolerække - gratis for sognepræsternes kvinder og enker. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Sognepræsterns kvinders og deris enkers fri stool". Mon det dog har været disse kvinder træskæreren har forsøgt at forevige? Oven i købet i farver. Og for at det ikke skulle være nok er der for "Raadmændenis Kvinders og deris Enkers fri Stool", og "Borgemesternis kvinders og deris Enkers fri Stool". Udover disse prominente personligheder har også en lurmester Rasmus Vellumsen, D. A. D. (sic! nok ikke bandet) og andre foreviget sig i gavlene. At kirken ikke blev raseret under svenskekrigene som så mange andre kirker, skyldes at den svenske konge Carl 10. benyttede kirken som kongekirke, så intet blev ødelagt. Heller ikke da de drog til Sverige, for borgerskabet i Slangerup satsede på at svenskerne ville vinde, og investerede i det svenske felttog. 

Her et overblik over nogle af bænkegavlene ved prædikestolen. Helt yderst t.v.  D. A. D. Herefter de frie stole for rådmændenes, sognepræsternes og borgmesterens kvinder og enker. Helt op i senmiddelalderen sad kvinderne til venstre og mændene i højre side af kirken (ved Gud Faders højre hånd, naturligvis). Kvinderne pakket væk i den mindst betydningsfulde side af kirken. Foto Erik Nicolaisen Høy

Kirken er mest kendt for sin katedralagtige størrelse og for at Kingo (1668-1677) her tordnede mod synd og djævelskab inden han drog til Fyn og blev biskop. Han var nemlig meget begejstret for enevælden, i en grad så kongen ikke kunne sidde det overhørigt. I Slangerup måtte han af pligt gifte sig med præsteenken (det var skik dengang). Da hun døde, fik han sig en 30 år yngre kone. Og så skrev han også snesevis af salmer som menigheden skulle synge - gad vide hvad de sikkert arbejdstrætte og mørbankede bønderkarle har tænkt når de søndag morgen skulle høre på den her:

Vågn op og slå på dine strenge,
syng mig en dejlig morgensang!
O kære sjæl, stat op af senge,
gør med din tak en Himmel-gang!
Gør vold oppå den stjerneborg,
og glem så længe verdens sorg!

Efter en lang arbejdsuge, måske også lidt tømmermænd, forestiller jeg mig at en sådan munterhed skulle skylles ned på kroen bagefter.

Hestetorvet, Slangerup. Et ganske fredeligt - måske endda lidt søvnigt - torv i forhold til at der sikkert har været hestemarked her for mange herrens år siden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

For en besøgende vandringsmand slipper byen dog hurtigt tør for interessant arkitektur. Hestetorvet er en ganske hyggelig plads - næsten for hyggelig. Den ser ikke ud til at have meget liv, men det kan jo skyldes at jeg kom forbi en mandag formiddag ... På Hestetorvet står en stenstøtte over Erik Ejegod: "Knud Lavards fader, valdemarernes stamfader, fød i Slangerup, død på Cypern 10. juli 1103. Bodil Thorgotsdatter. Hans dronning naaede det hellige land og døde paa Oliebjerget." Om det sidste er rigtigt, passer sikkert godt i mytologien, men om det rent faktisk er sandt, er mere uvist. Mere korrekt stavet hed hun vist Thrugotsdatter og var datter af en jarl med det smigrende tilnavn Fagerskind. Sådan lidt Anders And eller Asterix-agtigt.


Fredeligt og med vilde blomster ved Hørup Kildeplads. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg benyttede mig af Hørup Kildeplads til at komme mod Frederikssund. Kildepladserne er jo som bekendt små strimler af "vild" natur med en arbejdsvej midt i svinefoderområderne. Hørup Kildeplads er endda så tilpas bred at man faktisk ikke kan se gennem træer og buskads til disse sidste, så illusionen om at gå gennem et stort naturområde er god. Det er også fuglelivet som gør sig særdeles meget bemærket - og det ikke kun de obligatoriske lærker. Lidt uden for Slangerup kommer man forbi et kolonihaveområde og man kan høre åen risle.


Svinefoderarealer mellem Hørup og Græse. Afbrudt af nogle spredte klatter med træer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vel ude af kildepladsen er der en cykel- og gangsti mod Hørup. En lille landsby med nogle huse og et par mere eller mindre velholdte gårde. Samt et nysseligt gadekær hvor et hus svømmer rundt i andedammen. Der er sat bænke op, så det er et godt sted til en pause i vandringen. Ud over en genforeningssten og et par stråtækte huse og gårde er der så ikke meget at kikke på for vandreren. 

Gård med markblomster i grøftekanten. Mellem Hørup og Græse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Hørup mod Græse kommer man ud på en landevej der dog ikke er særlig meget befærdet, så det gør ikke så meget at rabatten ikke er særlig bred. Til nød kan man steppe lidt ind i grøften hvis der skulle komme to biler i hver sin retning. Her er svinefoder til alle sider, kun omkring gårdene er der plantet lidt træer og buske. Mellem markerne er der tynde bælter af levende hegn, samt klatter med grønt hist og pist. Dyre- og insektliv er stærkt begrænset, og ikke mange lyde udover vindens.


I betragtning af byen Græses størrelse må præstegården vel betegnes som oversized. Her er den ene af staldlængerne. Man aner lige stuehuset (1872) til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selvom jeg har været en del gange i området før, var dette dog første besøg i Græse som er en anelse større end Hørup. Kirken var lukket. Præstegården er af en anselig størrelse, faktisk minder den mest om et mindre gods. Jeg ved ikke om det kan skyldes at på trods af byens lidenhed har den en annekskirke, Sigerslevvester. Hvis kirke egentlig for 500 år siden skulle have været "lagt øde", men som alligevel ikke blev det - afstanden var trods alt for stor. Og måske har bønderne brugt det til undskyldning for at få sig lidt ekstra weekend (kirken var som bekendt tvangskirke dengang)


Græse set fra vest mod øst. Kirketårnet kan lige anes. En mark med vilde blomster. Det er sjældent man ser det, selv i grøftekanter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Omkring Græse findes der nogle små områder med vilde blomster midt i svinefoderet. Det liver lidt op på en ellers noget ensformig udsigt. Man kan forlade denne landevej vest for Græse hvor der fører en cykelvej mod møllen og åen. I 2016 gik jeg langs åen, så denne gang valgte jeg at dreje mod syd ved hospitalet og finde Frederikssund ad denne vej. 

Anlæg ved Græse Å, møllen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det vil jeg nok ikke gøre næste gang. Turen langs åen husker jeg som en fin tur. Frederikssund er et fint sted at afslutte en tur. Hvis man er til ældre købstadshuse, bør man også unde sig en lille tur ned til Havnegade som har et par fine gamle købstadshuse (bl.a. nr. 6 og 10). 


Frederikssund Havn, dampfærgen Skjelskør. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selve havnen er en gammel trafik- og erhvervshavn (Nordkaj, Østkaj, Sydkaj og Stenværkskaj). Men af den er der ikke noget tilbage. Alle kornsiloer, lagerhaller, stenværk med kollergang, jernstøberi og ind- og udskibning af diverse massegods er fjernet og erstattet af boliger. Til minde om fortiden står nu kun toldboden (Restaurant Toldboden) og en tidligere havnemesterbolig. Til gengæld ligger der to skibe, vikingeskibskopien Sit Ege og veterandampskibet Skjelskør.

Ruten.

Slangerup Rutebilstation - Hørup Kildeplads - Hørup - Græse - Græse Bygade - Græse Å - Frederikssund.

torsdag den 16. juni 2022

Sjællands Odde: Færgehavnen til Lumsås.

Sjællands Odde fra færgehavnen og et par krydsninger tværs over halvøen til Lumsås er rigeligt til en dags vandring.

Jeg undlod bevidst at gå mod nordvest til Gniben, for det er militært område og efter sigende lukket 8-16. Gniben blev befæstet af tyskerne under 2. verdenskrig for at overvågne sejladsen gennem Storebælt. Så blev det skydeskole for Søværnet indtil 1953 hvor Søværnets Artilleriskole nu er dag, et undervisningssted for Søværnets personel. Området inden Gniben så også ud til at være sommerhusområde. Så turen gik i stedet straks mod sydvest. Odden Færgehavn åbnede i forbindelse med etableringen af Molslinien. Sejladsen startede den 18. maj 1966 mellem Ebeltoft og Sjællands Odde. Området omkring havnen er ikke just det mest spændende, men stranden starter umiddelbart øst for havnen.

Odden lidt øst for færgehavnen.

Selvom ligheden med Skagen og Skagens Rev ligger lige for, så har Sjællands Odde og Sjællands Rev en helt anden baggrund. Skagens rev vokser som bekendt mod Norge og er "ny". Det er Sjællands Odde ikke. Efter den oversøiske del som er 20 km lang, strækker et undersøisk stenrev sig 8 km nordvest. Og det er dannet af en gletcher, altså en morænedannelse, hvilket ses i klinterne. Så mens Skagen bare vokser, æder havet sig ind på Sjællands Odde og danner en flot naturkyst, undtagen de steder hvor lodsejeres kystsikring har ødelagt kysten.

Det først zig over odden mod Yderby og Havnebyen. Her Oddenvej.

Stranden på begge sider af odden er mestendels stenstrande som er lidt (læs ret) hårde at gå i. Så husk gode vandrestøvler. Især på strækninger hvor skråningerne ligger umiddelbart ud til kysten. På strækninger med fladere terræn er der som oftest lavet stier oppe på strandengen, og de er mere behagelige at gå på. Jeg havde lagt turen an på at skifte side tre gange og ville helst undgå to af de steder hvor jeg ikke synes der er så rart at gå: De to M'er: Motor(trafik)veje og marker med svinefoder. (Dvs. med byg og hvede som fortrinvis bruges til foder til svin og kvæg). Især fra august til maj er det som oftest trøsteløse syn, især da om vinteren! Motorveje fylder ikke så meget, men de larmer til gengæld i ½-1 kilometers afstand og forstyrrer min naturoplevelse. Fra 1980'erne husker jeg de pragtfuldt røde valmuemarker - og jeg blev ret overrasket over at se dem igen. De er åbenbart ikke blevet sprøjtet væk.


Stranden vest for Havnebyen med et kik ud mod Gniben. Som det ses er stenstrandene særdeles frodige.

Der er rigeligt med strand - næsten ikke andet. Vejret var så klart at man kunne se land i horisonten. Stedkendte ville nok have kunnet lokalisere Sejerø (10 km), Samsø (35 km) og Mols (35 km) til den ene side, og Nordsjællandske lokaliteter til den anden. Jeg er ret sikker på at sigtbarheden gjorde at man kunne se det hele. Jeg vil også tro at for botaknikkyndige ville det være muligt at overleve på at spise strandkål. Sjældent har jeg da set så rigelige mængder af den smukke blomst andre steder. Det første kryds over odden gik til Havnebyen

Havnebyen


Et par ældre skuder i den gamle havn. En lystbådehavn er kommet til lidt østligere.

Odden Fiskerihavn er fra 1907-09. Allerede 1921, 1922 og 1929 blev molen delvis ødelagt af stormflod. Odden Røgeri ligger mod vest oppe i terræn med udsigt fra toppen af en pragtfuld skrænt. Det er opført i 1943. Nogen skønhedsåbenbaring syntes jeg ikke at det var, men sørme om det ikke er tegnet af Arne Jacobsen! Inderhavnen ser ud til at være den gamle, og så er der bygget en lystbådehavn til. 


Et sidste kik ud over den gamle havn. Udenfor havnen stod det drabelige søslag i 1808 hvor Peter Willemoes kom så hurtigt af dage.

Ved havnen ligger Odden Auktionshus (ombygget 2016). Den er nu multifunktionelt samlingssted for aktiviteter. Den gamle fiskeaution er fra 1967 og fungerede indtil 1998. Jeg ledte forgæves efter den mindestenen som beretter at at 300 m uden for stenen sank linieskibet Prins Christian Frederik i et slag mod englænderne  1808. Jeg havde nu heller ikke den med i ruten, for jeg gik videre mod Odden Kirke hvor krigsmonumentet er.


Odden Kirke - Krigsmonumentet. 

Monument over det forsmædelige nederlag hvor Prins Christian gik ned for englændernes kugler, og den store søhelt Peter Willemoes døde.

Odden Kirke i Overby - tidligere Odden Kirkeby - er fra 1300-tallet. Skibet hed helt korrekt "Prinds Christian Frederik". Det var blevet søsat i oktober 1804 og indgik i flåden 1806. Det var for øvrigt den berømte fabriksmester F. C. H. Hohlenberg som stod for det. Oprindelig blev det brugt som kadetskib, men efter bombardementet i 1807 blev det brugt til at patruljere dansk/norske farvande sammen med linjeskibet "Lovisa Augusta" - sidstnævnte blev dog i december 1807 oplagt på Holmen. 1. januar 1808-22. marts var det sat til at beskytte overførsel af udenlandske tropper i Storebælt. Et vanvittigt projekt da det var vinter. Desuden var 1/3 af besætningen ramt af tyfus. På sidstnævnte dato stødte det sammen med to engelske linje skibe "Stately" og "Nassau" samt tre fregatter. Det måtte naturligvis gå galt. Peter Willemoes døde som en af de første, hans lig drev i lang efter et par dage. Og da englænderne efter nogle timer havde sønderskudt skibet, blev det sat på grund. Jeg påtænker at publicere et indlæg på Politivennen Live Blogging om samtidens aviskilder.


Næste zag mod Østervangsvej mod syd. Blot for at vise at Sjællands Odde ikke er lutter natur.

Efter 2. tur tværs over halvøen gik turen så atter mod den sydlige side af odden. Her er stranden mere flad, og indlandet traditionelt svinefoderland: Store, vidtstrakte arealer med spredte bøndergårde. Blæsten synes dog at gøre sin indflydelse gældende, for mange af arealerne er afgrænset af ret kraftige levende hegn. I andre mere beskyttede dele af Sjælland har bønderne sprøjtet eller pløjet dem tynde eller helt fjernet dem. De er dog hurtigt overstået, og stranden åbner sig herefter så langt man kan se i begge retninger.


Strand ved Overby Lyng. Længst væk er Odden Færgehavn.

Stranden er her igen stenstrand, men modsat længere med vest er der her en fin lav strandeng med en god sti. Så kan man vælge terræn. Jeg må tilstå at jeg valgte den behagelige strandengsti da mine fødder var blevet ret ramponerede af marchen fra Odden Færgehavn. Efter ½ dags march afveg jeg fra min oprindelige ide med at gå til roden af odden for så at dreje af mod Lumsås. Det ville ganske enkelt være for langt for min aktuelle dagsform. Så i stedet gik jeg gennem sommerhusområdet på det tredje kryds af odden mod nord. Jeg anede ikke hvor jeg var, men det fandt jeg hurtigt ud af da jeg nåede nordsiden: Der hvor motortrafikvejen rammer nordkysten.

Mod Lumsås


Så er jeg zigget tilbage på nordkysten, her på Gl. Ebbeløkkevej.

Her går der heldigvis en snoet vej op i terrænet, Gl. Ebbeløkkevej. I krydset ligger der desuden et sted hvor man kan få kaffe, mad, is mm. Og kunst. En informationsivrig dame fortalte alt om kunstnerne og forsøgte vist at sælge et stort maleri, selv om hun godt kunne se at det nok ville blev besværligt at slæbe det 5 kilometer til Lumsås. Hun forsøgte sig i stedet med nogle mindre stykker. Så nu ved du det, kære læser hvis du er interesseret i lokal kunst. Således forsinket måtte jeg skrue farten op hvis ikke jeg skulle misse bussen i Lumsås. Den går kun en gang i timen, og jeg havde allerede misset en. 

Et kik fra Lumsås.

Turen ad Gl. Ebbeløkkevej er ganske betagende. Man kommer højt op i terræn og har pragtfulde udsigter til alle sider, til skrænterne mod nord og langt ud mod odden. Der er sågar en enorm vinmark på skråningerne hvor klimaet åbenbart står godt til denne ellers mest sydligere form for kultur. Kort før (ca. 1½ km.) byen Lumsås slap kræfterne omsider op. Heldigvis var der et busstoppested ved den nu lukkede Åsløkke Kro. Og selv om jeg måske godt kunne have klaret den på tid til Lumsås, så gik jeg altså i stå her. Ved siden af motortrafikvejen med al dens djævelskab af larm. Men jeg vendte ryggen til og nød udsigten. Det er sjældent man kan se hele sin rute, men det kunne man altså vistnok herfra. Eller var det bare Jylland man kunne se?



Højby må vel anses for et trafikknudepunkt for den offentlige trafik, idet bussen fra Odden her støder på jernbanen.

Denne egns "trafikknudepunkt" er Højby. Det er her at Odden-bussen støder sammen med jernbanen til Holbæk. Der var lige et kvarter til at se på byen. Højby Kro med "Porten" og de omgivende stationsbylignende kvarterer. 

Jeg laver ikke en rutebeskrivelse denne gang. Mulighederne for at gå fejl eller finde på andre ruter er ret begrænset på en odde der vel er omkring 1½-2 kilometer bred. Der er sikkert også steder som jeg er gået glip af - fred være med det, der var rigeligt at fordøje med det som jeg fik set. Og med alle kringelkrogeture undervejs løb den såmænd nok også op i ca. 20 km.

onsdag den 27. april 2022

Bornholm: Vang-Hammershus og Kobbeå

Bornholm har mange mindre naturvandreruter (5-7 km) hvor man kan undgå at komme til at gå langs svinefoder maj-juli eller bare marker resten af året. Her er to forslag til kortere 3-4 km lange vandreture.


Vang set fra nord. Naturkyst med en kort forstrand af nedfaldne klippeblokke. I vandet en af de to markante. Foto Erik Nicolaisen Høy.

1. Vang til Hammershus langs kysten.

Der findes en officiel vandrerute lidt oppe i terræn gennem Slotsengen fra Vang til Hammershus. Men hvorfor ikke følge kysten i stedet? Denne sti kan være lidt svær at finde fra Vang (og umulig fra Hammershus). Men går man mod nord efter havnen i Vang, kan man se et hul på ca. ½ meter, og herfra kan man komme ned til langs kysten. Generelt går klipperne stejlt op og stranden består af mere eller mindre store sten eller kampsten. Kun enkelte steder er der sand. Klipperne er det meste af vejen ikke stejlere end at der er bevoksning på dem. Hvilket giver en flot udsigt både mod land og mod vand.

På den første kilometer kommer man fx forbi Pissebækken, Skrænterne her er stejle, men de bliver stejlere og stejlere jo længere man kommer mod nord, samtidig aftager træbevoksningen markant. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lidt nord for Vang er der to store sten i vandet som kaldes hhv. Storerams og Lillerams. Man kommer bl.a. umiddelbart efter Vang forbi et meget malerisk lille vandfald. Det er Pissebækken. 

Stien er ikke afmærket, og visse steder forsvinder den, bl.a. fordi der er faldet træer ned over den eller den er overgroet med (da jeg gik den) ramsløg. Disse ramsløg finder man i øvrigt alle vegne, og selv om de er delikatesser, så ser det ud til at ramsløg er ret effektive til at overskygge andre bundvækster som fx anemoner, violer og andre forårsblomster. Hvis man imidlertid hele tiden prøver at komme så tæt på kysten som muligt, går man ikke fejl. Jeg gik turen om formiddagen og da var der skygge det meste af vejen, så måske bør man gøre det om eftermiddagen for at få solen med. 

Jeg nåede hen til den fjerneste sten i vandet, kun for at opdage at nu gik klipperne lodret ned i vandet, uden at der var nogle tørre sted at træde på. Græsarealet var en næsten lodret klippesprække uden noget buskads til at holde fast i. I stedet klatrede jeg op ad væggen udenfor billedet. Her var der lidt budskas, trærødder mm at holde fast i. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Før man kommer til Hammershus, enden stien dog efter at klippesiderne er blevet stejlere og stejlere. Og hvad værre er, helt nede ved stranden er der en næsten lodret klippe som det er umuligt at komme forbi tørskoet. Der er så to muligheder: enten at gå tilbage eller forsøge at forcere den næsten lodrette klippevæg. Helt umuligt er det dog ikke. Ganske kort før hvor "stien" ender, er der dels en græsbeklædt kløft, og før den en sparsomt bevokset skråning - som er meget stejl. Anslået er der ca. 60-70 meters klaring forude. 

Efter endt klatring har man denne udsigt mod syd til Vang. Klipperne går ret lodret ned til kysten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvis man tager den med ro, er der stop undervejs. Man kan hvile sig op ad træer. Sidde er der for stejlt til. Udsigten er til gengæld ganske betagende. Muligvis ikke så god når træer og buske er sprunget ud. Det går ret lodret ned mod klippestranden. En stor forhindring befinder sig i slutningen af opturen, oppe på klippekanten. Her er der bevokset med tornebuske og brombærkrat. Får eller køer har maset sig igennem i hvert fald et sted - afreven pels markerer hullet. Ellers findes der muligvis andre steder hvor der ikke er krat.

En 5-10 minutters gang efter at være kommet op, har man denne udsigt mod Hammershus. Hammerhavn kan lige anes. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Turen er meget strabadserende. Men belønningen øverst oppe er at man stadig kan ane Vang mod Syd, og en anelse mod nord har man en storslået udsigt mod Hammershus. Man kommer nu op på den officielle vandrerute, der er middelsvær. Jeg ved ikke om det er muligt at finde stedet igen hvis man prøver at gå den anden vej. Så skal man nok være mere stedkendt end jeg er.

Fra Hammershus er resten af turen kendt stof: Hammerhavn, Opalsøen, Sandvig med stranden (dette foto) og Allinge til en kop kaffe. Foto Erik Nicolaisen Høy.

2. Kobbeå Stavehøl Vandfald til Gudhjem.

Den mest spændende del af Kobbeå befinder sig mellem Melsted (Østersøen) og op til Stavehøl Vandfald. Det er en tur på ca. 2 km fra landevejen. Længere inde i landet er der ingen sti langs åen, men man kører rundt i svinefoder til den ene side og bevoksningen langs ådalen på den anden. Hvis man er til det, er der endnu et par kilometer til Østerlars Kirke.

Østerlars rundkirke. Mange er teorierne om disse runde kirker - der ikke er noget specielt bornholmsk fænomen. Indeni ligner den mest en borg. De har måttet lægge ryg til fantasifulde teorier om tempelriddere o.m.m. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kirken er i sig selv en god attraktion, husk at gå ad den glatte og snævre stentrappe op i tårnet. Der er desuden afdækket gamle kalkmalerier. Fra tårnet kan man se enorme arealer klar til eller bevokset med svinefoder. Der er åbent for besøg for 10 kr som man betaler i en bøsse eller mobilepay. Der er også en del runesten at kigge på. På kirkegården findes en halv snes gamle grave tæt på kirken.

Kun et enkelt sted fra Østerlars Kirke til Stavehøl vandfald er det muligt at få et tit af selv åen nederst i ådalen. Det ser sådan ud. Men så må man op på cykelruten igen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Østerlars Kirke går der en vej ned til cykelruten langs Kobbeå. Da man ikke kan komme ned til åen de første kilometer mod nord, må man gå på denne fredelige grusvej, indtil man kommer til Stavehøl Vandfald. Fredelig, men også lidt ensformig, med skov og krat som dækker ådalen, og marker til den anden side. 

Stavehøl vandfald. Med vanlig bornholmsk trang til at ville det enestående præsenteres vandfaldet som Danmarks største lodrette vandfald på 4 meter. Her gik jeg og troede at det var det i Døndalen. Ved nærmere omtanke kan det da godt være at sidstnævnte ikke har et enkelt lodret fald på 4 meter. Who cares? Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvor åen krydser stien, er der imidlertid et ganske betagende vandfald, Stavehøl, og herfra er der en meget fin sti langs åen hele vejen ud til kysten. Dvs. ca. 2 km. Det er muligt at krydse åen og bese vandfaldet fra begge sider. Jeg var der oven i købet på et heldigt tidspunkt, nemlig hvor solen stod ind på begge sider. Og træerne var ikke sprunget ud endnu.

Strækningen efter vandfaldet mod havet er den første kilometer temmelig krævende, og ådalen meget snæver. Men derefter bliver dalen bredere, og åen har et mere roligt forløb som her på fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Kobbeås udmunding i Østersåen går Kyststien langs stranden gennem Melsted til Gudhjem. Stien er tung mange steder, især forbi Melsted med tørt sand eller ral. Tættere på Gudhjem går man op over klipperne, ofte betagende med smalle sprækker gennem høje klipper. Man bør også unde sig selv at gå op på den høje klippe øst for Gudhjem før man bevæger sig ned i byen.

Melsted. Gudhjem mølle tårner sig op lidt til venstre for midten. Kyststien går gennem stranden og videre mod nord gennem klipperne til Gudhjem. En flot tur i godt vejr. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gudhjem er selvfølgelig altid et besøg værd. Især uden for turistsæsonen (med mindre man gerne vil kunne se liv i byen). Modsat fx Allinge-Sandvig er den lidt en spøgelsesby udenfor sæsonen. Til gengæld er den som regel fuldstændig overrendt i sommerferien. 

Gudhjem havn tager sig bedst ud om formiddagen indtil middag, hvorefter skyggerne breder sig. Foto Erik Nicolaisen Høy.