søndag den 10. november 2019

Slaget ved Køge 1807

Slaget hvor englænderne 29. august 1807 forhindrede Landeværnets undsætning af København 1807


Mindestenen ved kirken i Køge, på Brochmanns Plads for Slaget ved Køge 1807. Stenen har indskriften "Til minde om dem der faldt for fædrelandet i kampen ved Kjøge d. 29. august 1807." Teksten blev til under store diskussioner hvor formuleringer som "pletfrit skjold" ikke kunne accepteres af  Nationalmuseets direktør. Fædrelandet må være en senere nationalromantisk indslag. For mange bønderkarle var vanskelige at få til at mønstre til Landeværnet. Jeg synes at kilderne peger på at de kæmpede bravt. 

Slaget ved Køge kendes vist bedre under navnet "Træskoslaget": Den hurtige version om at Landeværnet smed træskoene og stak af. Betegnelsen blev formentlig skabt af den københavnske overklasse som en nedladende betegnelse mod Landeværnet som de mente havde svigtet de patrotiske idealer og forestillinger om at være dansk. Slaget ved Køge viser at folk i al almindelighed ikke var nationalister. Heller ikke i Treårskrigen 1848-51. Men bravt, det kæmpede de! Vandringsmanden stævnede ud for at opleve det i fotoer og tekst. Du kan gøre det samme her.

Krigsforberedelser

Fra den 16. august 1807 begyndte engelske landtropper at sikre Sjælland for i ro og mag at kunne  opstille batterier til at bombardere København. Klog af skade fra 1801 angreb englænderne ikke fra søsiden. Ikke særlige kloge af romantiseren mente den danske generalstab med Frederik 6. i spidsen at englænderne ville løbe ind i en gentagelse af "fejltagelsen" fra Slaget på Reden 1801.

Den 15. august havde general Oxholm forladt København for at samle 4 bataljoner fra Møn, Falster, Lolland og Nordsjælland - det sjællandske landeværn. Det var hjemsendte gamle soldater, bestående af bønder. Ikke alle steder var bønderne lige villige. Den 17. august overtog general Castenskiold kommandoen i Ringsted. Man fik samlet nogle kanoner, uniformer og våben til under halvdelen af styrkerne. Resten brugte eget tøj, herunder de senere så berømte træsko. Høtyve, leer og hakkelseknive blev lavet om til primitive våben. Styrkens størrelse var måske mellem 5 og 7000 mand. Samtidens aviser overdrev tallet til 16.000 mand, tilsat vanvittige rygter om at de havde forskanset sig ved Frederiksberg.


Ledreborg ved Lejre. Først var det Castenskjolds hovedkvarter et par dage, senere indkvarterede englænderne sig her, nogle kilder angiver Blæsenborg Kro. De havde fornem smag, og brugte også Frederiksberg Slot.

Heroverfor stod den engelske divisionskommandør Wellesley (den senere så kendte Wellington) med ca. 6.000 krigsvante folk, beredent artilleri og kavaleri. Han skulle sørge for at den styrke der skulle belejre København, ikke blev angrebet bagfra, altså fra Sjælland. Den 27. august overnattede han på Roskilde Kro, med henblik på at angribe Landeværnet. Han erfarede at Oxholm var i Køge, og sendte kl. 2 om natten Linsingen afsted med ca. 2.500 mand for at falde Landeværnet i ryggen ved Køge. Selv marcherede hans styrke kl. 5 mod Vallensbæk.

Med Wellesleys egne ord i sin senere beretning til Cathcart (aftrykt i "De til Forsendelse med Posten alleene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender", 8. oktober 1807):
Mylord!
Ifølge den beslutning jeg meldte Dem den 27de om Aftenen, marcherede jeg til Roeskilde Kroe, og satte Oberst Reden ved Vallensbrek, og General Linsingen marcherede i Gaar Morges til Roeskilde; ved disse forskiellige Bevægelser blev hans Corps høire Fløi, istedetfor venstre. - Da jeg have Aarsag at troe, at Fienden endnu stod ved Kiøge, besluttede jeg i Dag at angribe ham. Jeg aftalte med General Linsingen, at han skulde gaae over til Kiøge Aae ved lille Sellyas, og omgaae Fiendens Venstre, mens jeg gik frem langs Søeveien til Kiøge, og angreb ham forfra. 

Wellington kom bl.a. over "Onde Aftens Bro". Den ligger stik øst for Ølsemagle, over Snogebækken. Hans vej mod Køge for at afskære det danske Landeværn fra at undsætte København, var formentlig en del mindre opslidende på soldaterne end den mere snoede som Landeværnet måtte gå.

Landeværnet samledes den 28. og 29. august i Køge. Byen havde dengang omkring 1.500 indbyggere. Castenskjold tog hovedkvarter i Thanings Gård, Nørregade 24. Englænderne nærmede sig allerede nordfra. Alt efter hvor man vælger sin vandrerute, kan man vælge den danske fra Ledreborg eller den engelske fra Roskilde Kro. Hvad angår den sidste, passerede den formentlig gennem et landskab der minder om min vandring fra Roskilde til Lille Skensved, 10. august 2017. Hvad angår den sidste, kan man fx bruge denne blogs artikler om Gammel Køgevej. Den snorlige vej fra Taastrup mod Køge var blevet anlagt 1783, så det er slet ikke usandsynligt at Wellington benyttede sig af den.

Den snorlige landevej fra Taastrup til Køge (her Karlslunde Landevej) kan have været Wellingtons nemme måde at komme fra Roskilde Kro til Køge. Den har helt sikkert ikke været asfalteret, og huse som disse kom englænderne ikke forbi. Men landskabet må have lignet.

Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) fortæller:
Man begyndte træningen, men manglede våben og ammunition. På trods af dette "Vare kun maadelig forsynede med de nødvendige Krigsfornødenheder, da Communication med Hovedstaden, som det eneste Sted, hvor disse Ting opbevares, var afskaaren. Nogle faa Kanoner tog man fra Korsøer Fæstning og indrettede til Feldtbrug, og efterat Hr Generalen havde organiseret sin Armee, saa godt som Tid og Omstændigheder tillode, marcherede han til Kiøge, hvor han tog Hovedqvarter i Hr. Tannings Gaard.

Thanings Gård, Nørregade 24. Kortvarigt hovedkvarter for Carstenskjold. Den er ifølge OIS fra 1700, men ombygget flere gange. Man kan lige ane kirkemuren. Kirken ligger udenfor billedet til højre, og blev brugt til at opmagasinere krudt. Det skulle senere vise sig at være en dårlig ide, fordi da man havde brug for krudtet, anede ingen hvor nøglen til kirken var.

Slaget starter

Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) skrev om de indledende kampe:
Dagen efter, Løverdagen den 29. August, indløb Efterretning fra de danske Forposter, som stode ved Skillingskroen, at Fiendens Kavallerie rykkede frem. Generalen gav derpaa Ordre, at alle Batailloner skulde samles uden for Porten ved det saakaldte Hvide Knæ. Han selv reed med vort Kavallerie til Skillingskroen, og drev de fiendtlige Tropper to Gange tilbage fra Skillingskroen til Korperalkroen (omtrent en Mil) hvorved de skal have lidt et ikke ubetydeligt Tab. 

"Nyeste Skilderie af København", nr. 25, 5 januar 1808 citerede kammerherre Wedel Jarlsbergs skrift: Fædrenelandske Betragtninger. Han var løjtnant og bl.a. med ved Herfølge, hvor han fik et sabelhug i armen. Skriftet var et forsvar for Landeværnet, imod beskyldninger som tilsyneladende allerede var rettet imod det:
Forf. forsikkrer, at Landværnet, selv saa uøvet som det var, havde kunnet afværge Landgangen i det mindste i den Kant af Landet, dersom det havde været samlet ved Landgangen, og faaet Lov til at gaae Fienden i Møde. Han forsikkrer endvidere, at Corpset ikke kunde blevet Angrebet paa en ubeleiligere Tid eller i en ubehageligere Stilling. Bataillonerne fra Øerne ankom først om Aftenen og om Natten til den 29; da havde om Dagen maattet tilbagelægge 9 Mile, og deraf de 4 til Fods. Da de kom seent, maatte de ligge paa Marken om Natten, og stax om Morgenen maatte de stille sig mod den angribende Fiende. Endeel af de Sjællandske Batailloner kom halvtrætte lige fra Exerceerpladsen, hvor de fra om Morgenen tidlig af hade øvet sig, og maatte stille sig op en Front mod Fienden. Paa ordentlig Retirade, Manoeuvrering og alt, som hører til Strategie var ikke at tænke...


Fotoet prætenderer ikke at give noget indtryk af den vej som englænderne rykkede frem ad, udover at vise hvor fladt området er. Københavnsvej.

Omkring kl. 9 den 29. august havde Wellesley formeret slagorden lidt syd for Skillingskroen, dvs der hvor nu Motel Søvilla ligger, Københavnsvej 255. Overfor dem var Landeværnet gået i stilling ca. 1.200 meter sydligere. Vandringsmæssigt er det en lidt kedelig strækning at gå, som det fremgår af min kystvandring 31. januar 2016. Det skyldes at der i dag kun er mulighed for at vandre på den stærkt befærdede Køgevej. Skillingskroen ligger ca. 1½ km nord for Onde Aftens Bro.

I Wellesleys beretning til Cathcart hed det senere:
- Begge Divisioner brøde op i Morges, og marcherede som sagt. Paa min nærmelse til Kiøge, fandt jeg Fienden staaende med Styrke norden for Byen og Aaen, og en Kanonade begyndte paa mine forudsendte Husarpatroller; Fienden havde 3 eller 4 regulaire Batailloner stillede i een Linie, med Kavallerie paa begge Fløie, og som det syntes et stort Corps hinsides Byen og Aaen. Paa den med General Linsingen aftalte Tid stillede jeg mit Infanterie i een Linie, Venstren mod Søen, og to Husareskadroner paa Høiren. 

Ikke Skillingskroen, men en anden kro som nu ligger samme sted, Københavnsvej 255. Området var selvfølgelig dengang marker og strandenge til alle sider. Det var her Wellington tøvede for at vente på Lensinger som var på vej efter at have ændret kurs.

Her ville Wellington vente på Linsingen og hans 2.500 mand. Men omkring kl. halvti var Linsingen kun nået til Ejby. Han gik over broen ved Lellinge som danskerne godt nok havde ødelagt, men bare forladt. Så den kunne repareres uden forstyrrelser. Wellingtons kanoner fyrede fra et gunstigt sted: terrænet er ganske fladt og desuden velegnet til det engelske kavaleri. Det kan enhver overbevise sig selv om, omend udsigten fra Københavnsvej er temmelig hæmmet af bebyggelse.

Broen over Lellinge Å som den ser ud i dag. Terrænet er temmelig kuperet her, og som det ses er det temmelig svært at passere åen. Lensinger kunne imidlertid gøre broen passabel uden at blive generet af danske landeværnssoldater.

Wellington anede ikke hvor langt Linsingen var kommet, og nøjedes med kanonbeskydning. Det gav Oxholm tid at forstærke bataljonerne, og de soldater der havde bøsser, fik udleveret 30 skud hver. Men kanonerne løb tør for krudtkarduser, og da man i al hast forsøgte at hente flere i krudtforrådet i Køge Kirke, var den aflåst. Den stakkels løjtnant har måttet løbe adskillige kilometer. Den var for solid til at man kunne sprænge sig vej ind i den.

Om denne fase i kampen skrev Wellesley senere til Cathcart:
Der havde været nogen tilsyneladende Bevægelse hos Fienden mod hans Venstre, og da jeg ikke havde havt nogen Meddelse fra General Linsingen, og var ikke vis paa om han havde passeret Aaen, troede jeg bedst at giøre Angrebet med Batailloner troppevis (en echelon) fra Venstren af; medens den 1ste Bataillon af det 95de og vort Artilleries Ild dækkede os. - Det tilfaldt det 92de Reg. at begynde dette Angreb, og det udførte det paa en mesterlig Maade, og blev ligeledes vel understyttet af 52de og 43de Reg. 

Kl. 10 indledte Wellington offensiven ved Ølsemagle hvor hans styrker angreb i det åbne terræn, over en bred front fra kysten og ret dybt ind i landet. Fronten må have været omkring 2 km hvis man kigger på et nutidigt kort, men det må have været et område med masser af mosehuller.

Landeværnet blev tvunget på tilbagetog og dannede en ny stilling omtrent ved det nuværende Zoffmannsvej mellem Gammel Køgegård og stranden. Den ene kanon gik tabt til englænderne, trods et tappert forsøg på at tilbageerobre den. Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) beskrev det således: Men da Fiendens Artillerie nærmede sig, bleve vore Ryttere tvungne til at trække sig tilbage Nu gav Generalen Ordre til at vor Artilleriee skulde rykke frem med 8 Kanoner paa forskjellige Punkter. Den første Bataillon Skarpskyttere, bestaaende af 50 Mand, fik Befaling at dække to Kanoner, som bleve stillede imellem Gammelkiøgegaard og Landevejen til København. Fienden rykkede frem og bragte med sin Kanonild vore Kanoner til at tie. Da dette skede maatte Landeværnet retirere til Byen.

Denne stilling blev angrebet af  det 92. regiment - The Gordon Highlanders, skotter under Oberstløjtnant Rapier. Det nødtørftigt udrustede danske rytteri gav i starten kamp til stregen, så i stedet blev husarer sat ind, og så måtte Landeværnet trække sig tilbage, dækket af danske skytter. Indtil de blev nedkæmpet af skotterne med fældet bajonet. Stillingen holdt kun i kort tid, og herefter og indtil kl. 13 fortsatte kampene i Køge By fra bygninger som fx Rådhuset.

"Bank på, så skal der lukkes op for jer", sagde Jesus i Bjergprædiken, ifølge Matthæus kapitel 7, vers 7. Men det var åbenbart ikke gældende for den danske statskirke, for den solide kirkedør bag hvilken man sikkert havde opbevaret krudtet, blev ikke åbnet. Senere blev kirken brugt til at forsvare sig med.

Wedel Jarlsberg berettede om Landeværnets tilbagetrækning til Køge: Nord for åen og Køge gik man i stilling i grøfter og bag gærder ved "Hvide Knæ", Køgevejens knæk lige nord for byen. Man havde her 6 kanoner, og nogle hundrede ryttere placeret på flanken ud imod Køge Bugt:
... Fienden rykkede med sit Artillerie, dækket af Cavallerie lige imod, og hans Dragoner og Skarpskyttere havde allerede omgaaet venstre Flanke. Den høire stod lænet paa Stranden, og en Deel af Bataillonens tactiske Bevægelser maatte skee under Fiendens Canoner. Fienden kunde, og vilde sikkert ogsaa have sprængt hele Corpset i Stranden, dersom han havde været mindre frygtsom og ikke saa langt tilbage bag sit Artilleri. Gen. Linsingen, som siden indsaae denne Feil, foregav at det var skeet af Ædelmodighed!! At vort Cavallerie, som blev sendt til Bedækning af et Par smaa Canoner Fienden i Møde, som vare uvante til Skud. Oberst v. Alten skal have erklæret, at den Orden og Præcision, hvormed det Danske Cavallerie fremrykkede, imponerede hans Folk, som først fik sit Mod, da de saae de fleste Heste vende sig og kom i Uorden. Af regulairt Cavallerie befandtes kun et et lille Detachement af Sjællandske Ryttere, som forhen var blevet sendt til Kronborg og udelukket fra Kjøbenhavn, og Regimentets Exerceerskole. Det Par smaa Canoner, der sendtes mod Fienden, gjorde fuldkommen deres Pligt saalænge de kunde. Nu stode endeel Batailloner opstillet en Front for Fienden, isoleret, i en uafbrudt Cartesche-Ild. Fiendens Haubitzer kastede Granater paa Mandskabet; Skarpskyttere og Dragoner havde han i Flankerne; derved at de stode, blev Cavalleriets Retirade dækket, ellers vilde hver Mand af Bataillonen blevet sprængt i Vandet. Nu først begyndte høire Fløis Batailloner, at retirere sig igjennem Kjøge; endnu stod venstre Fløi, og indtil det fiendtlige Artillerie en Front kom tæt paa Livet, det forgjeves havde taget en anden Stilling og der blev commanderet: omkring march march! stod sidste venstre fløi urokket.

I Wellesleys beretning til Cathcart lød det sådan:
- Fienden trak sig snart tilbage til en Forskandsning han havde giort foran en Leir norden for Kiøge, og viste en Agt med sit Kavalleri paa Strandkanden at hugge ind i Siden paa det 92de, naar dette angreb Forskandsningen. Dette nødte mig til at flytte Oberst Redens Husarer fra høire til Venstre Fløi, og at kaste det 43de Regiment i anden Linie, og derpa tog det 92de Regiment Forskandsningen, og nødte Fienden til at flygte i Uorden ind i Byen. 

Tilbagetrækningen til Køge

Wellesleys beretning til Cathcart er meget knap om hvad der skete i Køge. Han skrev kun følgende:
Han forfulgtes strax i den skiønneste Stilling af Oberst Reden og hans Husarer, og af den 1ste Bataillon af det 95de og siden af mit Corpses hele Infanterie. Da vi satte over Aaen fandt vi General Linsingens Corps paa vor høire, som forenede sig med os i at forfølge Fienden. 


Fra den selvsamme kirke hvor krudtet var opbevaret, forsvarede Landeværnet sig ved tilbagetrækningen. Her set fra Kirkestræde. Køges nogenlunde lige gader gjorde det nemt for englænderne at affyre kanoner gennem gaderne.

"Reisen til Kiøge eller maanederne august og september 1807" af Frederik Christian Agre er et af de få sparsomme vidnesbyrd:
I den heele Gade, vi passerede fra Bommen af og til Torvet lige for, var ikke et eeneste Huses Vinduer, som med Blye og alt var hugget ind, skaanede, eller nogen hel Rude at see, ikke een af de forfærdede Indvaanere at see paa Gaden; men ængstelig bag deres Døre og sønderhuggede ruder kiggede efter os, som de formodentlig ansaae for opfanget Husar-bytte eller Mistænkelige.

Køge Rådhus på Torvet. Under kampene besatte landeværnssoldaterne rådhuset og forsvarede sig her. Efter slaget blev bygningen af englænderne brugt til lazaret. 

Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) fortæller en lidt mere blodig historie: Da dette skede maatte Landeværnet retirere til Byen, hvorhen Fienden forfulgde det med Musketild, stillede Kanoner i Porten og fyrede langs igiennem Gaden, hvorved en stor Deel blev dræbt. 

Landværnet flygtede formentlig ned gennem Køge by mod Kjøge Bro (forgrunden) der kom til at fungere som flaskehals. I bagklogskabens ulidelige klarsyn - burde de så i stedet have brugt åen som et forvarssted mod englænderne?

Det gik for alvor galt da Linsingen nåede frem og fik kontakt til de flygtende styrker. Det var i denne håbløse situation at nogle af danskerne kastede våben og lædertøj og løb for livet, mens andre fortsatte den håbløse kamp så længe der var noget at skyde med. Således en gruppe i skovene ved Vallø som havde to kanoner.

Til gengæld er der masser at se på for historisk interesserede i Køge. Hvis du ikke har været der før, så brug gerne en formiddag! Hele og mange gader er fyldt med gamle huse, de fleste udgår fra Torvet i alle retninger. Også havnen er værd at kigge på. Og de utrolig flotte strande syd på hvor man skal forestille sig at de engelske skibe ankrede op efter slaget (se senere).

Mange af de våbenløse landeværnsmænd holdt til i Køge By - de kunne jo alligevel ikke gøre noget. En af dem, Claus - den eneste landeværnsmand der findes en beretning fra - forklarede næsten 40 år efter, i 1856 som 90-årig landmand følgende:
Nu skjød man igjen forude, og nu begyndte de, som stode et Stykke foran os paa vore venstre Haand, at stikke i Rend. "Hvad monstro de render nu for?" spurgte en Anden.
"Aa, Engelskmanden er sagtens efter dem," svarede en Anden, "og de er ingen Tussinger at lade sig skyde ned for Ingenting".
"Nei, saamænd," sagde Søren, "for har man først mistet et Been, kan Kongen ikke give os et andet"


Brogade forløber i dag som en ret bred vej fra Torvet til Kjøge Bro. Den har dog nok set anderledes ud dengang da landeværnet med englænderne i hælene masede sig gennem broens flaskehals.

Så løb de. Tilbagetrækningen skulle foregå over Køge Å, og den var dengang som nu umulig at vade over. Af skade bliver man klog, men for sent. Nogle spekulanter udtalte senere at havde de placeret sig syd for åen, havde det været englænderne som skulle over åens flaskehals og ind gennem byen. Nu var det i stedet Landeværnet som retirerede gennem Køges gader mod Køge Bro. Det havde dog formentlig gjort ødelæggelsen af Køge endnu større.

Slaget ved Herfølge


Herfølge Kirke. Her ydede Landeværnet den sidste modstand. Også her fandt de en lukket og låst kirkedør. Og præst og degn over alle bjerge. Vor Gud han er så fast en borg!

Der er et pænt stykke vej at vandre fra Køge til Herfølge. Den lige landevej er temmelig kedelig, så jeg valgte i stedet at gå ind over Gammel Hastrup og Billesborgvej. Det er fine vandreveje. Det er dog tvivlsomt om Landeværnet tog denne omvej.

Landeværnsmand Claus beretter:
Aldrig i mine Dage har jeg saadant taget til Beens, hverken før eller siden. Og mærkeligt nok var det, for jo mere vi rendte, jo hidsigere bleve vi paa at komme afsted.
Jeg smed først mit Gevær, som ingen Nytte var mig til, og saa mine Træsko, og det måtte jeg længe fortryde, for jeg fik ingen igjen før hinsides Kjøge.

De traf også Generalmajor P. L. Oxholm, der forsøgte at organisere et forsvar ved Herfølge Kirke:
Da vi vare komne til Herfølge, standsede en General (Oxholm) os og vilde have, at vi skulde blive for at slaaes paany imod Engelskmanden; men da han blot kunde bruge dem, der havde Geværer, lod han de Fleste af os gaae, hvilket vi ikke vare bedrøvede over.

General Oxholm forskansede sig ved Herfølge kirkegård i et forsøg på at give Castenskiold tid til at få samling på styrkerne. Uvist med hvor mange mænd, måske 120 til 400 mand. Kirkegården ligger højt og er værnet af en solid mur. Det første angreb med husarer blev ifølge en uofficiel beretning ("Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende", 2. oktober 1807) slået tilbage. Men så kørte det beredne engelske artilleri kanoner i stilling på Møllebakken overforog gik i gang med skyderiet. Oxholm blev taget i ryggen af engelske ryttere, der sprængte over kirkediget hvor det er lavest.

Kanonkugle udstillet i Herfølge Kirke. Muligvis fra Slaget ved Køge 1807.

Wellesley som sejrherre får det sidste ord, i form af beretningen til Cathcart:
- Generalmajor Oxhorken (Oxholm), den Næstkommanderende, der var Natten før stødt til Armeen fra de sydlige Øer, forsøgte at holde Stand ved Landsbyen Herfolge, men angrebes rask af Husarerne, som i Afdelinger vare afsendte under Capitain Blaquiere og Capitain Cotton, og af en lille Afdeling af det 95de; og han nødtes til at overgive sig, med Grev Wedel Jarlsberg, adskillige andre Officerer og 400 Mand. - Fiendens Tab har været meget stort; mange dræbtes, og vi have næsten 60 Officerer og 1100 Mand fangne. Paa deres Flugt slængte de Geværer og Klæder, og vi have faaet en Mængde Geværer. Jeg troer vi have taget 10 Kanoner; men jeg har endnu ikke faaet Beretninger fra alle de Afdelinger der forfølge. Jeg har ikke seet General Linsingen, da han endnu er ude med sine Husarer, men jeg hører, at Fienden har ødelagt Broerne ved lille Salbye, hvilket aarsagede Sinkelsen af hans Angreb paa deres Flanke. (Her følger Complimenter og Berømmelser). Vi have taget en stor Mængde Krudt og andet Krigsforraad her i Byen. Jeg agter at fordærve det, hvis jeg ikke kan fa en Capitain paa et af Kongens Skibe til at tage det under Varetægt.
A. Wellesley.

Helt forgæves skal slaget ved Herfølge ikke have været, idet det gav tid til at de øvrige danske troppeer kunne flygte i sikkerhed. Castenskjold blev forfulgt af Linsingen over Næstved til Vordingborg. Den 2. september hjemsendte han de sjællandske landeværn og rykkede fra Kalvehave over til Møn. Linsingen opgav forfølgelsen, englænderne havde opnået hvad de ville: fjernet frygten for at Landeværnet skulle komme København til undsætning. Bombardementet begyndte få dage efter, den 2. september.

Hvordan det kom til at forløbe, kan du læse om i tre afsnit på denne blog, det første handler om tiden op til.


Typisk nutidigt landbrugslandsfoto, her ved Kamstrup. Det er nok nogenlunde sådanne type landskaber tropperne på begge sider har set mest til. Foto fra 18. august 2017, altså taget på nogenlunde samme tidspunkt som Slaget ved Køge.

Ved Herfølge faldt 2 landeværnsfolk, på kirkegården blev 13 såret, flere udenfor, og 5 officerer samt 120 menige blev taget til fange. Også her var kirkedøren for solid til at bruge som forsvarsværk. Engelske ryttere gjorde det af med denne sidste rest af modstand. Da var klokken omkring 4 eftermiddag, altså efter 7 timers kamp. Alt andet end kujoneri. I alt faldt ca. 100 mand, og 150 blev såret.

Wellington brugte Norske Løve som sit hovedkvarter efter slaget.

Døde og sårede

Resume af student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807): Vore Troppers Tal var imellem 9 og 10,000, hvoraf dog en stor Deel ikke var med i Slaget. Fiendens Antal skal have været imellem 5 og 5000 Mand, hvoriblandt omtrent 500 Mand Kavallerie. Imellem 17 til 1800 Mand af vore Tropper bleve tagne til Fanger og forte til de Engelske Skive De Dødes Tal var omtrent 100 Mand, og i Laxarettet paa Raadstuen i Kiøge laae henved 100 Mand, som vare blevne saarede i Slaget. Blandt de Døde var Kapt. qvistgaard, Ejer af Gerdrup og Viby Gaarde; blandt de stærkt Saarede Kapt. Nørager, der mistede en Hæl, Præmier Lieut. Kretschman, Lieut. Baron Wedel, som fik to Sabelhug i Armen, og Lieut. Rist.... I alt 1 General, 9 Majorer, 19 kapitainer, 28 Lieutenanter, altsaa i det Hele 56 Officerer. - De fangne Officerer og Gemene bleve opstillede paa Torvet i Kiøge, hvor de fik af de Engelske alle de Vederqvægelser, som Tid og Omstændigheder tillode.


Scheels Hospital i Herfølge, lige over for kirken. Hvis vægge kunne tale, ville denne bygning måske have kunnet fortælle om slutslaget ved Herfølge.

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende, 2. oktober 1807 angav 50 officerer og 1800 menige fanger. Tabstallene omkring 100 mand, 150 sårede på lazarettet. Officererne blev ført til det engelske hovedkvarter i Lundehuset og forsynet med levnedsmidler, tæpper og madrasser. Efter Cathcarts ankomst fik de lov til at rejse hjem den 1. september. De menige blev anbragt som fanger på skibene.


Efterspil

Allerede få dage efter slaget er der opstået talrige rygter i København, så mange at Oxholm i aviserne (fx De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 18. september 1807) offentliggjorde at man burde afvente udfaldet af generalkrigsretten. Hverken han eller Castenskjold blev dømt. Andre artikler drejede sig om overgreb fra englændernes side, om dansk heltemod og om engelsk storsind, Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender, 3. oktober 1807 om Vallø Slot:

Efter Slaget ved Kiøge ankom nogle streifende Fiender til Valløe Slot. De kom igjennem Dyrehaven og bemægtigede sig strax i Havestuen en kurv med Prindsessens Dækketøi. De toge derpaa Kammerherre Brakels Uhre og vilde ligeledes have taget Frie Kammerherreinde Normanns, men hun havde den Aandsnærværelse at sige: Fy, anstaaer det en retskaffen Soldat at fornedre sig til at plyndre! disse Ord, fremsagde med Værdighed, gjorde at Personen trak sin Haand med Undseelse tilbage. Videre fordrede de med Trudsel Penge af Doctoren. Men alt blev igien ved forebragt Klage tilbageleveret. Overalt har de hanoveranske Officerers Justits et almindeligt Lov.


Vallø Slot set fra Slotsparken. "Fy" var åbenbart nok til at få en plyndrende engelsk soldat til at stoppe. 

Og en anden fra "Nyeste Skilderie af København", nr. 4, 24. oktober 1807, altså godt 2 måneder efter slaget:

Man erfarer nu efterhaanden alt mere og mere, at de Engelske langtfra ikke have opført sig paa Landet saa venskabeligt som det i Førstningen hedte. Ved deres Ankomst til Kjøge opsloge de en Leier ved Gjørslev, som ligger meget høit, og hvorfra man kan oversee hele Egnen; men under de otte Dage, de opholdte sig her, opførte de sig meget slet. Præsten Hr. Hersim i Ligemark plyndrede de et Gulduhr, 9 Sølvskeer, 9 Par Skjorter, 9 Par Strømper og et Meerskumspibehoved, uagtet han frivillig havde givet disse Røvere 30 Flasker Viin. Hans gamle Moder frastjal de 9 Tørklæder og 2 Par Strømper. En Bonde i samme Bye fratoge de ikke allene 3 Heste, men brak endog hans Skab, og ranede de Penge der fandtes deri. Den arme Mand har mistet over for 200 Rdlr. Hos Gjestgiver Folmer i Kjøge have de plyndret for 3 til 400 Rdlr. forskjellige Ting. - Paa Grev Kundts Gods Bonderup voldtoge de en Jomfru, men Gjerningsmanden blev opdaget og dømt til 900 Tamp. - Ringsted Kirke forvandlede de til et Magasin for Krigsfornødenheder, og lode gaae der Gjæs, Ænder etc. - Paa Lethraborg havde de deres Hovedqvarteer, og man fortæller, at da Eieren, Grev Holst, kom hjem, anholdt man ham i Blæsenborg Kro, fratog ham Kaarden og førte ham som et Slags Krigsfange til hans egen Gaard, hvor en Engelsk General stod i Vinduet.

Det omtalte gæstgiveri kan være værthusholder og brændevinsbrænder Folmer Nielsen Dyrlunds 11 fag lange bindingsværkshus der lå hvor nu Casino, Torvet 17 er.

At rekonstruere strandengene på daværende tidspunkt er næsten en umulighed, for de har ændret og omformet sig markant, og hurtigt. Generelt vinder land frem på bekostning af vand i området. Måske giver dette foto af strandengene omkring Ølsemagle Revle et indtryk: Ikke noget godt område for fremrykninger.

Undtagelsen: Tømmermester Chrane

Mindst en enkelt person satte sig til modværge mod plyndringer. I "Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende", 13. november kunne man læse om en episode den 30. august hvor den engelske brig ”Billet” ankrede op på reden ved Køge havn. Nogle matroser gik i land og slog gæs og ænder ihjel, og tog bl.a. en båd, der tilhørte tømrermester Christoffer Chrane, 42 år, på nuværende Havnepladsen 17:

Et Par Dage efter at Kjøge Bye havde lidt den skrækkeligste Medfart af den plyndrende Fjende, ankom en engelsk Barkasse dertil og truede med at antænde Byen, ifald 2 Matroser, som de savnede, ikke inden 48 Timers Forløb udleveredes. Forgæves forestilte Magistraten Umueligheden, og bad om Skaansel for Byen, der allerede havde lidt saameget, og hvor desuden Lazaretet befandt sig. "Enten Matroserne eller Byen brænder!" var Svaret. Af retmæssig Frygt for at se saa mange af sine Medbogere uskyldig lide, angav omsider en Tømmermester Cram sig, at have selv dræbt bemeldte 2 Matroser (den ene en Sort) med en Spade, da de om Natten brød ind i hans Gaard for at stjæle, og nedgravet dem i sin Have. Cram maatte nu udleveres, men blev efter Anmeldelse til General Wellesley igjen skikket tilbage, paa Vilkaar at sættes i Jern under stræng Bevogtning, hvorfor heele Byen skulde staae til Ansvar. Efter Kjøbenhavns Kapitulation forandrede Tingen sig. Det blev anseet som Nødværge imod Røvere, og Gambier skal selv have sagt: at Matroserne intet havde at bestille i Land. Crams Dom blev overladt de danske Domstole, og Kancelliet kjendte ham frie.

"Dagen" 23. januar 1808 kunne berette om overgreb, bl.a. afbrænding af fartøjer, plyndringer og ødelæggelser:

Blandt de Købstæder , som have lidt mest ved det engelske Overfald, bør unægtelig Kjøge regnes. Her forefaldt paa Slagets Dag Optrin, som ikke have dem i Lybek noget efter; men ogsaa senere var Kjøges Skæbne haard. Den 30te August bleve alle de Fartøjer af Fjenden opbrændte, som laae lige udenfor Byen og tilhørte den; kuns een Baad sparedes, som de Engelske brugte til at føre de Ting ud paa Skibene, som de havde røvet i Landet. Mandskabet af en engelsk Krigsslup, Billet kaldet, udmærkede sig især ved at gaae i Land, og med væbnet Haand dels ødelægge, dels bortrane de forarmede Indvaanere Fjederkreature, som gik ved Stranden.

Artiklen fortæller om modstand mod disse, tilsyneladende den ovennævnte tømmermester, denne gang kaldet Chrane:

Dog, blev ikke denne Voldsomhed ustraffet, thi den kostede tvende brittiske Matroser Livet. Det var Tømmermester Chrane, i hvis Lod det faldt, saavidt muligt, at hævne de ham og hans Medborgere tilføjede Fornærmelser. En Nat Kl. mellem 10 og 11 blev han pludselig vaagnet af en Kone, som havde taget Tilflugt i hans Hus, det ligger tæt ved Stranden, med de Ord: "Mester! der er Englænder inde i Andehuset og stjæler Ænder." Chrane stod strax op og gik ubevæbnet ud tilligemed en Fisker, Børgessen, som ligeledes var tyet til ham, dog fulgte denne ikke længere end til Husdøren. Thrane gik da ene gjennem Haven ud til Andehuset, hvis han raabte: er der nogen, saa svar; ingen svarede; men i det samme kom et Menneske farende ud af Huset imod ham. Chrane stødte ham fra sig med den ene Haand, medens han med den anden greb en Spade, med denne værgede han sig og tilføjede Engellænderen saadanne Slag, at han faldt død overende. - Neppe havde vor uforsagte Landsmand nedlagt denne Fjende, før en ny ilede ud mod ham, og neppe fik han Tid at springe et Par Skridt tilbage; men da varede Kampen ej heller længe, før Engellænderen segnede ved to svære Hug i Hovedet. - Nu skyndte Chrane sig hjem og fik Børgessen, som var bleven tilbage, til at hjelpe sig med at grave et Hul, hvori de lagde Engellænderne. 

Der er flere detaljer til historien: Englænderne krævede Chrane m.fl. straffet og arresterede dem, hvilket dog blev imødegået af de danske myndigheder:

Hurtigen maae de britiske Matroser, der paa samme Tid vare iland, og som formodentlig mærkede Uraad, have bragt Nys herom til det engelske Krigsskib; thi meget tidlig om Morgenen kom Skibets Anfører, Kapt. Philemore, med sit hele bevæbnede Mandskab, iland, og bortførte Chrane og Børgessen, til hvem man alt havde Mistanke, tilligemed en Deel andre Borgere, som boede ved Stranden. Saasnart dette rygtedes, sendte Øvrigheden en Rekvisizion til den engelske Kaptajn, for at faae de danske Borgere udleverede; da Undersøgelsen, saafremt disse vare Skyldige, burde foretages af deres rette Øvrighed, og paa det Sted, hvor Gjerningen var skeet. Dette bevægede Philemore til, efter nogle Timers Forløb, selv at bringe de to Bortførte tilbage; men med sig havde han de Engelskes uadskillelige Verktøj, Mordbrandsanstalter, hvormed han rasende truede at ødelægge Byen, saaafremt Gjerningsmanden ikke opdagedes og afstraffedes. Virkelig skal Begyndelsen ogsaa være gjort med at stryge Beg og Tjære paa de Plankeverk, som omgive Byens Haver, men da det lykkedes Borgemester Stell at faae Tigeren hjem i sit Hus, og der ved Grunde og Overtalelser stille ham tilfreds, blev der intet af dette grusomme Forsæts Udførelse. 

Det lykkedes også at få køgenserne udleveret, dog imod at de senere ville blive stillet til regnskab - hvilket dog aldrig skete. I stedet raserede matroserne Chrane og Børgesens huse, smadre vinduer, rive døre og karme itu, ødelægge indbo og stjæle alt af værdi, lige fra værktøj og redskaber til urterne i haven. De blev løsladt den 20. oktober og 14. december frifundet ved en dansk domstol:

- Philemore overleverede formeligen Chrane og de øvrige Fanger til Borgemesteren, og krævede den Skyldige tilbage, naar han efter nogle Dages Forløb kom tilbage til Kjøge. Men man saae ham aldrig siden. Undersøgelsen begyndte, og Chrane tilstod snart Sagens sande Sammenhæng. - Efter Kapitulationen blev denne Sag med alle sine Omstændigheder indberettet til det kgl. danske Kancelli, som, efter Korrespondens med Vedkommende, beordrede Sag anlagt imod Chrane og Børgessen. Ved Underretsdommen ere begge de Tiltale aldeles frifundne for Aktors Tiltale. - Denne Dom vil enhver fælde, der har Følelse for Ret og Uret; denne Dom er overensstemmende med vore Loves Bogstav og Aand; de Tiltalte have derfor intet at frygte, om den end til Overretten indstævnes.


Sene beretninger

Ret hurtigt begyndte aviserne at fremkomme med forskellige beretninger som måske skal tages med en anelse gran salt. Således i "Dagen" 2. april 1808 - altså ½ år efter slaget - stod noget der måske, måske ikke kan være en forherligelse:

Slagelse den 21 Marts 1808. Jo færre exempler hidtil ere anførte paa Kjækhed hos Landeværnsmændene, desmere bliver det Pligt, at lade komme til offentlig Kundskab, hvad derom hist og her troværdigen berettes. Umiskjendelige Prøver paa slig Kjekhed skal Gaardmand Lars Jensen fra Hammershøj i Vemmeløs Sogn have aflagt i Fægtningen ved Kjøge. Under Kuglernes Hvinen skal han have gjort sin Offiser opmærksom paa en fordelagtigere Retning af det Geled, hvori han stod, han bar Fanen og blev snart saaret i den Arm, med hvilken han var den, men ikke skræmmet derved holdt han den med den anden Haand, indtil den almindelige Flugt ogsaa bortrev ham. Dog bortslængte han ej sin Fane, førde den derimod, skjøndt ej lidet plaget af sit Saar - Kuglen var bleven siddende i Armen - til Nestved, hvor han afgav den i sikker Bevaring, og derpaa søgte sit Hjem. Hans liden Omsorg for sit Saar var Aarsag i, at dets Helbredelse modtog længer Tid, dog kan han nu, som forhen, bruge sin Arm.

Andre eksempler kan findes i "Nyeste Skilderie af København", nr. 53, 12. april 1808. Første eksempel fra artiklen:

Fra Urolighederne i Kjøge forrige Sommer fortjener adskillige Træk at optegnes for den tilkommende Historieskriver. Følgende Exempel kan tjene til Bevis paa, hvor meget en enkelt Mands Aandsnærværelse kan i Krigstider bidrage til det Heles Gavn. Da en Piquet fiendtlige Tropper, under Anførsel af en vis Lieutenant Jansen, kom til Kjøge, var de bevæbnede Borgere just opstillede paa Torvet. Officieren førte dem bort som Krigsfanger, og erklærede, paa Vedkommendes Forestilling, at de i den Anledning maatte henvende sig til General Cathcart. Kjøbmand Frank i Kjøge, fulgte med til denne General. Paa Spørgsmaalet om disse Folk ikke hørte til Militsen, svarede han, at de vare en Politievagt, som er ansat til Ordenens Overholdelse i Byen, men som ikke har noget at gjøre med de militaire Anliggender. I Førstningen vilde Cathcart ikke troe det, men Hr. Frank talte saa godt for sig, at den fiendtlige General frigave de krigsfangne Borgere. Officieren døde siden i Kjøge af et Saar, som han havde faaet i en Skjermydsel paa Gaden. 

Om sagen virkelig skulle være nået til den øverstkommanderende for englænderne, William Cathcart, kan man nok stille spørgsmålstegn ved. Selvom Catchcart kom til Køge for at sikre sig at krigsfangerne blev behandlet ordentligt.

- Omtrent paa samme Tid var man Vidne til et udmærket Exempel paa Kjekhed. En Landværnsmand var bleven omringet af ni Engelske Husarer. Men han afparerede dem alle saa godt med sin Bajonet, at han slap fra dem med et meget ubetydeligt Saar. 

Dette eksempel er vel en klassisk soldaterhistorie. Og mon ikke en etatsråd har benyttet sig af at glorificere sig selv ved tømmermester Thranes (eller Cranes) redning?

- Da Tømmermester Crane efter den bekjendte Affaire med de to Engelskmænd, var ført i Lænker ombord paa det Engelske Krigsskib, var til hans Lykke, Notarius Publicus, Etatsraad Olsen just nærværende i Kjøge. I hele Kjøge var Etatsraaden næsten den eneste, som kunde tale med den fiendtlige Officier, opsætte en Reqvisition i det Engelske Sprog og bringe Sagen i Rigtighed. Uden hans Mellemkomst vilde Crane have blevet et Offer for de rasende Engelskmænd, der, under den Trussel, at de vilde afbrænde Byen, fik ham udleveret. 

Artiklen slutter med en antydning af at det i virkeligheden var englænderne som var bange:

- Aarsagen, hvorfor de Engelske skjød ind i Husene var den, at de troede, Landværnsmændene havde skjult sig der, og at Kjøge vilde blive et nyt Buenos Ayres for dem.

Historien om etatsråd Olsen kan måske holdes op mod en dødsannonce i Dagbladet (København) 20. marts 1896 for fru Rose Hartvigson, født Franck. Hun var en halv snes år under Slaget, og om hendes far hed det:

...begivenhederne bleve desto mere mærkelige for hende, efterssom hendes Fader, der dengang havde Forretning i Kjøge, spillede en ikke helt uvigtig Rolle, idet han først paa sin Viis tog Del i Byens Forsvar og dernæst som særlig sprogkyndig Borger benyttedes til en Slags Parlamentær Tjeneste i det engelske hovedkvarter, hvor han havde det Held at udvirke nogle Medborgeres Frigivelse fra Krigsfangenskab.

Artiklen anslår at det sidste øjenvidne til Slaget nu var gået bort. Så alt i alt var der i sam- og eftertiden historier fremme om landeværnets tapperhed.

Se mere

Slaget ved Køge på Roskilde Historie.
Chakotten, med kort og oversigt.
Lars Kjær: Slaget ved Køge Landevej 1807.

torsdag den 7. november 2019

Allinge-Tejn og "Jarls" forlis 1890

En vandring langs Bornholms klippekyster kan vist ikke undgå at vække tanker om hvor skrækindjagende det må være at færdes til søs i stormvejr


... Og forlis sker og skete. Beretninger om forlis er mange, og jeg har valgt en af de mere kendte, damperen "Jarls" forlis i 1890. Vist nok kendt af enhver indfødt bornholmer, ukendt for de fleste turister der besøger øen om sommeren. Der ligger rigeligt med materiale på nettet og andre steder (se senere). Jeg har valgt at genfortælle begivenheden gennem datidens aviser. Og lade teksten og billedteksten stå lidt kaotisk, lidt som en svag erindring altid gør det: Brudstykker og glimt af noget hændt gammelt som man forsøger at indsætte i hvordan verden ser ud lige nu og her.

Allinge havn. Her foretog kaptajn Davidsen de sidste omlægninger i lasten. Det hele så fornuftigt ud. Undtagen vejret. Om sommeren fyldt med glade turister der nyder solen, havnemiljøet, jazzmusikken på kajen, lugten af pizza og pommes frites, overfyldte gader (bilisterne skal absolut nyde udsigten fra en bilrude) osv. osv. Om vinteren mere stille og fremfyldt. Næsten stressless.

Hyggelig ser den ud, Allinge Havn. Sådan kender de fleste havnen når de fx er til det årlige folkemøde på Bornholm. Som så mange andre af Bornholms havne er den sprængt ud af klippen. På grund af det store arbejde med at anlægge dem, er indsejlingen smal og vanddybden lav. Ofte rev storme de beskyttende dæmninger omkuld og lukkede dem så skibene blev nødt til at ankre op på reden udenfor. Bergsøe beskrev havnen i novellen "Da Jarl gik under" (1893) således:
Nede ved havnen, der som et firkantet bassin er sprængt ud i granittens hårde bund, herskede et vist røre. Det var tirsdag aften: man ventede Jarl fra Neksø, og i en lille by er et lille skibs ankomst en stor begivenhed som nok formår at samle en snes mennesker på molen. Og så mange var der omtrent: lastdragere, passagerer og så den evindelige flok af dem, der skulle sige farvel, og dem, som ville se andre rejse. Det var jævne, dagligdags folk: landbrugere, handelsrejsende, sømænd - turisternes strøm var endnu ikke væltet ind over øen. Dertil var man for tidligt i våren; man skrev den fjerde marts, og først med pinsesolen kommer de fremmede dragende,..

Allinge Havn. Her lagde "Jarl" til for sidste gang i 1890, og stævnede ud igen. Der har ikke været meget plads til skibet i havnen. Om sommeren fyldt med både der kappes om den trange plads og vise deres skuder frem for de aldrig manglende nysgerrige (og måske lidt misundelige?) tilskuere. Nu ligger der lodsbåden samt et par småbåde.

Skibe var ikke fornøjelse som i dag. De forbandt havnene på øen, og øen med omverdenen. Og det var farligt. Natten mellem 4. og 5. marts 1890 skete “det største forlis i mands minde”, for dampskibet “Jarl” fra det østbornholmske Dampskibsselskab. “Jarl” var bygget i Helsingør 1885 og var et mindre skib på 115 ½ registertons. Altså et nyt skib. Det blev omtalt 17. december 1885 i Fyens Stiftstidende:
Helsingør den 15de December. Det paa det herværende Jernskibs- og Maskinværksted byggede Dampskib "Jarl" skal en af de første Dage foretage sin Prøvefart herfra Værftet; det skal føres af Kaptajn Davidsen og vil fra næste Uges Begyndelse overtage Farten paa Bornholm i Stedet for det dertil tidligere benyttede Dampskib "Erna".
Det sejlede mellem Nexø, Svaneke, Gudhjem, Allinge, Hasle og København. Fortrinsvis med gods som smør og kreaturer, men også med passagerer, mest til Blanchs Badehotel som lå på Galgebakken over Sænebugten ved Hammershus. Det eksisterede 1887-1977 hvor Civilforsvaret brændte det af for at Dansk Folkeferie kunne opføre en ferieby.

Allinge Havn igen. De gamle bygninger der sikkert er opført for fiskere, handlende og arbejdere har skiftet funktion utallige gange. Mange er indrettet som butikker og små værksteder, restauranter, kiosker osv. Alt er dog nu lukket ned og venter på næste års sommerferie. Bergsøe beskrev byen i 1893: "Han drev langsomt op ad Allinges små, slet oplyste gader, kom forbi kirken og vedblev at gå lige fremad. Der var så stille her, syntes han, så indeklemt - han måtte op på højderne for at trække luft. Men da han nåede derop, slog stormen ham i møde med ustandselig kraft. Støv og granitgrus føg ham i ansigtet; han måtte vende om og ned ad bakken igen. Han søgte tilbage til hotellet. I gæstestuen sad et par prangere og spillede sjavs; i de andre stuer blev der drukket toddy og pratet politik." 

Da jeg arbejdede på korte omtaler af Allinge i aviser, stødte jeg på forliset af dampskibet Jarl i 1890. Vist kendt af mange bornholmere. Jeg har brugt detaljer fra "Jarls" forlis til at forbinde de idylliske billeder af strækningen mellem Allinge og Tejn. Dette for at give læseren et indtryk (og måske også indblik) i Bornholms store kontraster mellem idyl og barske naturforhold. De sidste er vi med nutidens ja-hatte på måske lidt uopmærksom på.

Næs Strand. Da kaptajn Davidsen kom fra Gudhjem, havde han sikkert mange gange taget kending efter kirketårnet og skorstenen fra røgeriet. Stranden er absolut ikke egnet til landing. Kendt som den mere afsides beliggende, rå og stille udgave af strandene Sandvig-Allinge. Hver morgen noterer en lokal beboer året rundt temperaturen på vandet. På dette tidspunk 9,5 grader.

Kilder

Man kan finde brudstykker på Nexø Museums hjemmeside. Vraget blev med al sandsynlighed fundet af dykkerne Lars Philipsen og Jesper Munk. Herom i TV Bornholm 7. januar 2014, i serien "I Østersøens Dyb". De fandt rester af mennesker, fx kufferter, og kreaturknogler, samt årstallet 1885. Desuden kan  man læse en beretning af medhjælper hos ekspeditøren i Allinge Emil Bohn, afgivet 24 år efter forliset. Han skal være den sidste der talte med kaptajn Davidsen: "Jarl" var så bekvemt lastet for sejlads, som tænkes kunne. Med en stor del tilhugget granit og smørforsyning fra hele Østbornholm i bunden. Den var ikke overlastet med kreaturer og svin. Så der var tilsyneladende ikke den store bekymring da det under aften blæste det op til storm.
"kl. ca. 11 kastedes los, var vandet faldet yderligere, så skibet hængte lidt fast med hælen både ved kajen og senere ved udsejlingen, hvilket dog efter Emil Bohns opfattelse var uden betydning. Ved at bakke meget langsomt ud forbi BLAK og holde lidt for længe i agtertrossen, strøg skibet imod, så det lagde sig lidt udover, men da skæret på det sted er rundt og stærkt bevokset med tang, kan der ikke være tale om at dette har bevirket nogen skade, som det så ofte er påstået."

Udsigten fra Næs Strand mod øst til Sandkås og Tejn. Husene i det fjerne er Tejn, og endnu længere, uden for synsfeltet venter Gudhjem. 

Det sidste hentydede til fremsatte mistanker om at "årsagen var sikkert den, at grundstødningen i Gudhjem må bære skylden, da skibet har fået en skade i bunden, og i det smulte vand fra Gudhjem til Allinge har lækagen ikke kunnet konstateres." "Jarl" fortsatte til Allinge, da alle andre havne var blevet lukket. Skibet afsejlede kl 23:30 mod København. Efter midnat heftigt snevejr. Herefter forsvandt skibet med mand og mus. Dykkerne opdagede den mest sandsynlige årsag: Roret blev ikke fundet, kun de to bøsninger fra kølen, men ingen roraksel. Roret heller ikke fundet i nærheden.

Udsigt fra stien mellem Allinge og Sandkås. Kysten er stadig klipper, om end knap så høje som på Hammeren dog stadig en udfordring for vandrere. Stien snor sig, og er knoldet. Kun på enkelte strækninger er er asfalteret eller grusvej.

Samtidens aviser

I udsendelsen udtrykkes at hændelsen modsat Titanic blev "dårlig omtalt i datidens aviser", men det passer nu ikke helt. Der var adskillige aviser som omtalte det, også i flere uger efter forliset. Og reportager blev flittigt citeret i mange lokalaviser landet over i så forskellige aviser som Skive Avis, Frederiksborg Amt Avis, Viborg Stifts-Tidende, Jyllandsposten, Nationaltidende, Vendsyssel Tidende, Horsens Adresseavis, Korsør Tidende, Folketidenden og Kjøbenhavns Børs-Tidende. Dette indslags formål er at supplere de mere kendte oplysninger med disse aviser. Nedenfor er angivet nogle eksempler på artikler som blev skrevet i ugen efter ulykken, og også et par eksempler fra erindringer om ulykken senere. Bergsøe igen om tirsdag den 4. marts 1890:
Mørket faldt tættere og tættere, men ude på søen, langt ude, tændtes den ene lanterne efter den anden, tegn på, at vejret var hårdt, og at mangen en sejler ønskede at ride stormen af derude i læ under kysten, frem for at vove sig ud i Hammer-vandets urolige bølger.

Ved Sandkås. Det var ud for denne strækning mellem Tejn og Allingen kaptajn Davidsen sejlede fra Gudhjem mod Allinge som han havde gjort utallige gange før i 13 år.

Tirsdag den 4. marts 1890 kl. halv tolv sejlede “Jarl” med 14 passagerer og 13 besætningsmedlemmer - og en last af svin - ud fra Allinge Havn med kurs mod København. Bergsøe forsøgte i Julefortællinger (1893) at beskrive skibet:
Dækket var allerede stærkt belemret med laksekasser, sildekurve, ost i stabler og smør i fjerdinger. Det lignede næsten et flyttedagslæs. Forude lød grynten af svin, blandet med gennemtrængende hyl, og over hele dækket lå en atmosfære af svinesnavs, røgede sild og gammel ost, som var alt andet end appetitlig.
På grund af lavvande begyndte skibet at hugge mod klippebunden af havnen. Og muligvis havde skibet taget skade af det. Skibet blev sidst set kl 2 af et andet dampskib “Louise” ovenfor Hammeren. Det var imidlertid besætningen på skibet “Elisabeth” som vi har de fleste vidnesbyrd fra. Besætningsmedlemmer observerede nogle grønne og senere røde lanterner som kan have været “Jarl” der i en vending forsøgte at returnere til Allinge. Det fremgik af en udtalelse fra skibets førstestyrmand til bladet “København”, lørdag 8. marts 1890 (først senere bliver han klar over hvad han har set, og sender meddelelse til Bornholm den 10. marts).

Lille hus ved Sandkås. Det kan være en gammel fiskerhytte, men det er den bestemt ikke længere.
Det var et forrygende Vejr; Søen gik højt; der blæste en orkan. Skibets Officerer var i Tvivl om hvorvidt man kunde forcere Sejladsen i det haarde Vejr, eller om man burde søge ind under Bornholm for at ride Stormen af …” Her så man så en damper svinge ud fra Allinge: “Den fremmede Damper holdt sig nærmere til Land end “Elisabeth”, og i nogen Tid fulgtes Skibene jævnsides ad. Omtrent ved Ettiden bemærkede da “Elisabeths” anden Styrmand den Skiften med Lanterner ombord paa “Jarl”, der er omtalt i Fritsches Beretning. Kort efter forsvandt Lanterne ganske, “Jarl” blev borte i Uvejrstykningen og Mørket”.
“Elisabeth” selv var stærkt overiset og holdt sig gående op mod søen uden mulighed for at vende. Først kl. 6 kunne skibet vende tilbage mod Allinge. Her så man ingen grund til at rapportere det hændte, da man antog at “Jarl” enten var gået tilbage til Allinge, eller fortsat rejsen. Styrmanden udtalte at:
“Sætte Baade ud fra det lille Fartøj i saadan et Herrens Vejr! De vilde straks være bleven fyldte med Vand eller knuste mod Damperens Sider”.
Grosserer Fritsche var den af kongen udpegede til at blive underrettet om at hvad der måtte fremkomme af meddelelser om "Jarl"s skæbne. Grunden til forliset blev aldrig fastslået før dykkerne mere end 100 år efter ikke fandt noget ror. Det er rimeligt at antage at dette er blevet slået løs ved grundstødningerne (der blev kun tjekket for læk). Og da roret for alvor skulle stå sin prøve i stormvejret, må det være faldet af. Herefter var skibet prisgivet, uanset hvor gode søfolkene så end måtte være.

Forhenværende røgeri i Tejn, nu Skipperkroen. Den åbnede kl. 17.30!

Et par timer senere stødte “Louise” ind i en del vraggods, ligesom fiskere fra Tejn dagen efter fandt 17 druknede svin, kasser med fersk laks og røget sild mm. Fredag den 7. marts tilbød Tietgen ifølge at udseende et eller flere dampskibe til at eftersøge “Jarl”, men da var dampskibet “Erna” allerede udsendt fra Nexø. Søforhør blev afholdt i Sø- og Handelsretten, lørdag den 8. marts hvor “Elisabeths” besætning afgav søforklaring. I den kommende tid fandt man vraggods så langt væk som Øland en skibsåre og i Simrishamn en redningsbøje fra “Jarl”.

Ældre hus i Tejn. Byen er i modsætning til alle andre ikke ret meget turistet. Den fungerer som fiskerby i en vis udstrækning. Det var fiskere fra Tejn som fandt vraggods fra det forliste skib: "Fiskere fra Tein  havde fundet Svin, Sildekasser og Laxekasser, hidrørende fra Dampskibet "Jarl", drivende i Søen 3 Mil Nordost for Hammern" (Folketidenden - Ringsted, 7. marts 1890)

Passagererne der fortrinsvis var fra Bornholm, samt besætningen omkom alle. Der blev dannet en komite til indsamling af bidrag til de 6 efterladte enker til besætningen.

Kaptajn, besætning og passagerer

Kaptajn Mathias Hermann Koefod Davidsen (1841-1890) der havde sejlet ruten i 13 år (før med "Erna"), blev i Bornholms Tidende, 5. marts 1915 af en læser beskrevet som en dygtig kaptajn, og høflig og venlig mod alle:
Naar de stakkels Dækspassagerer, der ikke havde Raad til at betale en 1ste Klasses Billet til den lune Kahyt med de gode Køjer, laa og frøs - ja saa skulde han nok sørge for at de fik et Tæppe over sig eller en lun Krog at ligge i, hvis han ikke, hvad ofte hændte i haardt Vejr, lod dem faa Plads i Spisekahytten eller Salonen
Han blev dog også beskrevet som noget forvoven. Ifølge Kjøge Avis skal han have udtalt at "Der skal aldrig komme nogen Storm, som er saa stærk, at den skal kunne forhindre mig i at gaa ud!" Og stak ofte ud selv om andre erfarne kaptajner foretrak at forblive i havn i stormvejr. I “København”, 8. marts 1890 blev han beskrevet som “en djærv og sluttet sømandsskikkelse med mørkebrunt Fuldskæg og smukke blaa Øjne. Han var kendt som en forvoven Sejler og som en ægte Ulk af den gamle Skole.” Besætningen var ligeledes erfarne folk.

Typisk kyst ved Hammeren, Nordbornholm, her ved Blåskinsdalen. Utilgængelig, selv hvis man skulle lykkes med at redde sig i land. Og fyldt med farlige klipper. Men kaptajn Davidsen var en erfaren sømand så han har helt sikkert styret langt uden om alle de undersøiske farer.

Aviser som Nationaltidende, 10. marts 1890 og Kjøge Avis 8. marts beskæftigede sig med passagerne. Fx købmand Kløcker fra Hasle som havde et kontantbeløb på 35.000 kr på sig bestemt til regninger og indkøb i København. Og også at et selskab på 16 unge mennesker fra Bodils Sogn i sidste øjeblik ombestemte sig og tog over Rønne i stedet for at sejle med “Jarl”. Aviserne skrev at skibet ikke kunne forblive i havnen da det begyndte at slå mod bunden. “København” antydede at det også kan have spillet en rolle at der var konkurrence mellem det øst- og vestbornholmske Dampskibsselskab, og anfører at “Jarl” tilhørte det vestbornholmske. Andre aviskilder angiver at det var det østbornholmske. Det er ikke helt uden begrundelse: Bornholmerne ville ikke kendes ved andre dampskibsselskaber end deres eget, dem var der til gengæld to af: det ene rederi i Rønne med skibene "Hejmdal", "Hjalmar", "Scandia" og "Thor", det andet og nyere rederi i Nexø for Østbornholm med "Jarl" og "Erna". "Scandia" blev under stormen liggende i Rønne.

På Bornholm blev alle forlystelser, såsom baller, fester, bazarer og lignende udsat eller opgivet, og “længe vil det vare, ja vel aldrig ske, saa længe den nuværende Slægt lever, at Bornholmerne, der alle som een føle med den danske Sømand, glemme den skete sørgelige Katastrofe” (Nationaltidende, 10 marts 1890).

Erindringer om katastrofen

Det østbornholmske Dampskibselskab opkaldte en passagerdamper efter kaptajnen, “M. Davidsen”. Dette skib led næsten samme skæbne ved en stranding i maj 1901. Som “Jarl” i nærheden af Allinge. Skibet huggede sig fast mellem to klipper Dog blev både kaptajn Hansen og passagerer reddet. Men skibet sprang læk. Det lykkedes at bjerge skibet, omend i stærkt beskadiget tilstand. Det blev 1919 solgt som ruteskib i Island, og omdøbt til Sudurland. Fra 1936 anvendt som bolig for arbejdere på en sildeoliefabrik i Djúpavig på Island.

I Dagens Nyheder den 10. april 1890 var der et sørgeligt eksempel på en ondartet spøg, nemlig et falsk brev af kaptajn Daivdsen. Bornholms Social-Demokrat, 9. november 1915 noterede ved en voldsom storm at “fortsat Sejlads tvers af Søerne kunde have ført til en Gentagelse af “Davidsen”-Katastrofen”. Forliset blev på 25 årsdagen mindet i Bornholms Tidende, 5. marts 1915.

Forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911) udnyttede begivenheden til i 1893 at skrive novellen "Da Jarl gik under", gengivet i “Julefortællinger”. I alt væsentlig en samtale mellem den fiktive kaptajn Lykke som kommer til Allinge for at hyre kaptajn Davidsen som styrmand. Uddrag blev bragt i adskillige aviser. Hvor megen realisme der er i fortællingen, melder historien ikke om. Jeg har indflettet et par af Bergsøes beskrivelser i teksten ovenover.

Epilog: Bornholm under Englandskrigene

Dristige søfolk var ikke et ukendt fænomen, eller sådan ville man i hvert fald gerne have det til at se ud. Da øen var afsondret fra det øvrige land under Englandskrigene 1801-14, og især efter Københavns Bombardement 1807, greb et par af dem til sørøver/kapererhvervet mod engelske skibe i Østersøen. Det blev omtalt i Dagen, den 22. november 1808:
Det fortjener at  anmærkes til Bornholmernes ros, at ligesom de allerfleste Kaperførere ere Bornholmere, saaledes have Bornholmerne fra deres Ø selv viist saadan djærv Kaperdaad, som man forgæves, på Helsingør nær, vil søge Exempel paa andetsteds. Saaledes toges i Sommer 5 engelske gode Priser af Sandvig og Allinge samt Fiskerlejet Teines Beboere, paa en Maade som vel fortjener at kjendes. Intet af dem er taget med Kaperfartøj eller mindste Kanon, men alle med uarmerte Fiskerbaade. Med de første to gik det saa til. Nogle faa ubevæbnede Mænd toge ud til dem med Fisk og Fjærkræ at sælge. Englænderne troede dem saa gode Venner, at de satte deres egen Baad ud og begge Kaptajner fore i Land til Allinge, ja en Kaptajn af et tredie Skib fulgte med for at gjøre Selskab. Det første som i Land blev foretaget var at anholde de tre Kaptajner, og da man nu kjendte Styrken paa Skibene, samlede en Del Allingeboer sig for at gaa ud og tage dem alle tre De troede sig dog dertil for faa, sendte derfor til Rønne og fik nogle Søfolk derfra. De forsynede sig saa godt de kunde med Vaaben, entrede de to Skibe, men det tredie, som mærkede Uraad, lettede, og skjød nogle Skud paa de to andre dog uden Virkning, thi disse førte Allingboerne samme Nat lykkelig ind til god Havn. Nogen Tid efter dette saae man fra Allinge en engelsk Brig, der ansaaes for en Kanonbrig. Allinge raske Søfollk samledes, og besluttede at angribe den. Man inddelte Mandskabet i Baadene, saaledes at den største Deel laae skjulte under Baadsejl, men alle havde Vaaben. Af den første Baad, som bordede, sprang Mandskabet hurtigt over, og medens En gik til Kahytten, og med spændt Pistol for Brystet bød Kaptajnen at overgive sig, sprang en anden til og rev Portlinen løs, hvorved Anker med Tov løb ud, og Skibet, som var under fulde Sejl, blev derved saaledes standset i sin Fart, at de andre Baade hurtigen kom til Borde, en tredie greb den Eng. Styrmand, som kaldtes til Hjælp af Kaptajnen, i Nakken, og kastede ham tilside, og nu var Skibet deres. ... Nogen Tid efter at dette Skib var bragt ind til tryg Havn, saae man atter en Brig, og den blev taget af nogle faa Allingeboer, Fiskere fra Tejne og Bønderkarle. De fore ud og i en Rug overmandede de Engelske. Det 5te Skib toges med endnu større Snildhed. Nogle Allingeboer der havde skjulte Pistoler hos sig, fore ud til det, som for at sælge Æg og Fisk o.s.v. Der blev da købslaaet med dem. Kaptajnen gik ned i Kahhutten med Formanden for at betale ham, men en af Allingeboerne gik ned tillige og med Pistolen tvang ham til at give sig. De øvrige paa Dækket havde i samme Øjeblik Pistolerne frem, og tvang Mandskabet, hvoraf just endel vare oppe at gjøre Sejl fast; og førte saa Prisen til Kristiansø. Alle de 5 Skibe ere saaledes tagne uden et eneste Skud, og uden Menneskeblods Udgydelse paa nogen af Siderne, ligesom ingen Kaptajn eller Matros af Fjendens berøvet det mindste.

Færgen til Christiansø i Tejn Havn. Forbindelsen er sparsom, men eksisterer dog. Modsat de helt gamle dage.

Kaperi var på daværende tidpunkt et fuldt anerkendt middel i krig. Straffen var imidlertid hård, og i alt endte omkring 7.000 i de elendige krigsfængsler. For englænderne fandt sig selvfølgelig ikke i det, og som krigen skred frem, blev Bornholm nærmest helt afskåret, som det fremgik af Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 25. juni 1810:
Paa Bornholm og Christiansøe har man endnu ikke seet andet end een Convoi efter den anden at passere Øerne forbi i Østersøen, og nogle enkelte Kuttere og andre smaae Krigsfartøjer at seile omkring og ved Bornholm, der allene giøre Farten til og fra Landet noget vanskelig. Selv Communicationen imellem Sverrig og Bornholm er vanskelig. Imidlertid er der dog kommen Baade til Kiøbenhavn med Lax og Breve af 9de, 10de og 13 Junii. 2de Baade, som gik herfra den 8 Junii, ere derimod anholdte af Fienden, som efterat have frataget de fattige Baadførere, hvad de førte med sid, indtil deres Klæder og Proviant, have ladet dem seile med deres Baade til Bornholm. De Breve, som de havde med sig herfra til Bornholm, have Baadførerne, i Følge deres Instrux, kastet over Bord og sænket.

lørdag den 2. november 2019

Bornholm: Helligpeder, Jons Kapel til Allinge

Syd for Hammerknuden langs både vest- og nordkysten er der nogle smalle, vidunderlige strimler natur langs kysten


Helligpeder i det fjerne kan anes fra Teglkås Havn. Kysten er her sikret af store kampesten. Vinden blæser frisk og bølgerne er ganske fortryllende.

Den bornholmske vestkyst er rig på vandreoplevelser. Det fascinerende ved kystvandringer er jo netop at selv om huse, natur og andre landfænomener godt nok spiller en rolle, så er der vel ingen andre steder hvor vejret gør enhver vandring unik. Intet andet sted end ved havet får vejret udsigten til at forandre sig så meget. Det bliver aldrig det samme. Jeg valgte at starte ved de to nu for længst nedlagte fiskerhavne, Helligpeder og Teglkås. Der var en frisk vind, og Teglkåsvej følger her kysten ganske tæt på. Man går få meter fra det flotte, brusende hav hvor bølgerne slår ind mod kampestenene. Havnene er der godt nok endnu, men fiskeri er så godt som ophørt og kun lystsejlere og fritidssejlere holder til i havnene.

Denne gård ser ikke ud til at have det for godt. Taget er ved at brase sammen og det er ganske og aldeles ubeboeligt.

Helligpeder er den mindste, og forekommer noget forfalden, den sydligste gård i bebyggelsen er  direkte forfald, med et tag der er sunket sammen. Her står oveni købet et måske lidt ironisk skilt: "Ja, det er Helligpeder". I havnen ligger en håndfuld motorbåde og der er et par gamle røgerier. Teglkås er både større og mindre forfalden, men antallet af motorbåde er nogenlunde som i Helligpeder. Fra havnen kan man se hvordan landet nu løfter sig stejlt op umiddelbart nord for Teglkås.

Yderst til venstre det nordligste af Teglkås. Det enlige hus lidt til højre for midten er Ginesminde, og man kan næsten fornemme hvordan landet rejser sig.

Det sker efter Ginesminde hvor stien tvinges op i skoven, højere og højere. Den geologiske forklaring er at Bornholm oprindelig så sådan ud, men at isen ganske enkelt sled østkysten helt ned, kun ikke vestkysten fik den filet på. Her når man et af Bornholms helt store turistattraktioner, Jons Kapel som så sandelig da også er ganske imponerende. Trappen går næsten lodret ned mellem klippemassivet og en 22 meter høj fremstående meget smal og fritstående klippe. Fra toppen kan man se stenkysten meget langt nede. Den geologiske forklaring er at nedgangen oprindelig var en diabasgang, lava som trængte op gennem jordskorpen. Diabasen er så senere blevet eroderet væk. Naturens vidunderlige kræfter ses her i fuld udfoldelse, og jeg foretrækker denne fremfor den kristne mytologi som efter min opfattelse ikke klæder et så unikt naturskabt sted.

Jons Kapel. Det er næsten umuligt at gengive den lodrette nedstigning. I bunden tårner klipperne sig op, bølgerne presser på udefra.

Umiddelbart nord for Jons Kapel kommer næste stortslåede oplevelse, Blåskinsdalen, som er en sprækkedal med en meget speciel stemning. Jeg fik det lidt ligesom at gå i et urtidslandskab, just dannet af jordskælv og forventede hvert andet øjeblik at dinosaurer skulle dukke op i den tætte vegetation. Eller King Kong. Nå, selvfølgelig lidt fantasifuldt, men den smalle trampesti snor sig efter klipper og vegetation dybt nede i kløften langsomt opad lidt over ½ kilometer.

Blåskinsdalen. Der løber en bæk helt nede i bunden (til højre). Den er ikke særlig synlig, men den kan høres ganske tydeligt det meste af vejen. Klipperne tvinger stien i de mest mærkværdige retninger.

Vel oppe af dalen bliver man lige mindet om at Bornholm altså ikke er nogen undtagelse i Danmark hvad angår landbrugsområder. Naturen har lige fået lov til at udfolde sig et par hundrede meter langs kysten, men så heller ikke mere. Så breder de endeløse og livløse kulturstepper, landbrugsarealerne så langt øjet kan se (Det vil enhver der har krydset de indre af øen kunne skrive under på er sandt).

Vang Granitbrud. Gennem sprækken kan man lige ane noget af Vang Pier. Stedet er nu natur- og oplevelsescenter.

I stedet for at bevæge sig dybere ind i landbrugsdanmark, drejer vejen dog igen ud mod kysten og henimod Almeløkkebruddet og Vangbruddet. Begge er blevet lukket, og de er ved at gro til med buskads og skov i kanterne, men ellers står bruddet vist nok lige som de gjorde dengang de blev opgivet. Vang Pier - udskibningsmolen ligger der stadig, siden 1967 formålsløst og vidner om storhedstiden.

Vang. Så kan man næppe forestille sig noget mere fiskeridyllisk. Byen ligger op ad klippen. En enkelt fiskerbåd i havnen. Cafeen i den hvide bygning ved havnen var faktisk åben. Men der var ingen kunder. 

Til gengæld er der mere liv i selv fiskerbyen Vang. Den ligger op langs en meget stejl stigning, hovedgangen fremviser et serpentinersving. Her ligger også en enkelt endnu fungerende fiskerbåd. Men ellers er det ret tydeligt at byen nu mere lever af turisme. Der er de sædvanlige gallerier og udskænkningssteder. Men ingen dagligvarebutikker til den permanent boende befolkning.

Udsigt i modlys fra Slotslyngen mod syd, Vang og Vang Pier ses tydeligt stikke ud fra kysten. Og højderne er heller ikke til at tage fejl af. Hammershus ligger bag fotografen.

Nord for Vang breder naturen sig et par kilometer ind i landet i form af skovområdet Slotslyngen. Meget lyng er der ikke tale om, selv om en lille klat afgræsses af får og stadig er åben. Hvis man er heldig, kan man på udvalgte steder få et kik til Hammershus.

Enkelte steder udenfor de etablerede stier kan man finde en bar klippetop hvorfra man har denne udsigt til Hammershus. Fårestierne fører en derhen.

Men ellers er skovområdet som så mange andre skovområder på Sjælland. Jeg for lidt vild og gik rundt på må og få, så jeg kan ikke angive min nøjagtige rute. Men på en eller anden måde fandt jeg ud til Slotslyngvej og derfra til cykelrute 10 mod Allinge. Troede jeg. Indtil jeg fandt vejen spærret af en gigantisk mudderpøl lavet af nogle store gravemaskiner. Sidste år tog jeg turen rundt på Hammeren, så den undveg jeg sønden om denne gang.

Moseløkke Stenbrudsmuseum. Der arbejdes stadig. Men museet er lukket. Der er absolut ikke underlag af turister til at holde det åbent. Turistbornholm lukker midt i august.

Det skulle senere vise sig at være den museale stenbrug Moseløkken der er et arbejdende museum. Desværre havde gravemaskinerne åbenbart fjernet stien vest om, og stien øst om er - faktisk ikke nogen sti. Fra Moseløkken til Allinge er vi igen ude i Landbrugsdanmark med uendelige marker til alle sider. I kilometer løb denne vandring nok op i en 15 kilometer, men bort set fra kysten til Ginesminde foregik den i et temmelig vanskeligt vandreterræn, med stejle stigninger og knoldede vandrestier. Så jeg var glad for ikke at have valgt en længere rute. Fra Allinge fortsatte jeg senere langs kyststien sydpå mod Sandkås og Tejn. Mere om det en anden gang.