lørdag den 16. juni 2018

Naturpark Amager

Inden for de sidste årtier er der vendt op og ned på forestillinger om by og land: På landet fortrænges natur af monokultur, mens den til gengæld rykker til storbyen, fx Naturpark Amager


Kalvebod Fælled. Dette vy fra det nordlige område som afgræsses af kreaturer, er vel hvad de fleste forbinder med stedet. Flat som en pandekage, gammel havbund der er blevet inddæmmet. Men lyd- og lugteindtrykkene er blevet voldsomt forstærket til det bedre siden sidst jeg var her. Og det bliver forhåbentlig kun bedre.

I Naturpark Amager ligger Amager Vildtreservat. Fællesbetegnelsen for tre landområder, langt det største er Kalvebod Fælled i København og Tårnby Kommuner, men også Kofoeds Enge og Aflandshage i Dragør hører med. Vandområdet er hele området fra Sjællandsbroen sønden om Amager til Dragør. København, Tårnby og Dragør samarbejder i disse år om at omdanne resten af området til Naturpark Amager. Siden 14. august 2013 har denne blog besøgt området adskillige gange. Og langsomt kan man nu begynde at se konturerne af hvordan det vil udvikle sig. For de som ikke var besøgt Naturpark Amager i de seneste år, så kan jeg godt anbefale turen igen. Der er sket en masse, især i skovområderne. De er groet godt til. Naturen er for alvor vil at holde sit indtog.

Kik til vest, der er en ... nå ja ikke en hest, men en ko. Kik til øst og se arkitektens trøst, dvs. bag fotografen hvor Ørestad er. Udsigt fra Kanonvej.

Københavns natur

Hvis nogen undrer sig over at bykommuner som København og Tårnby ligger over fx Struer i Danmarks Naturfredningsforenings kort over hvor godt det står til med naturen i Danmark, eller at København ligger på højde med Sorø, Ringsted og Køge (og Tårnby ligger sågar over disse tre kommuner), så tag en tur til Amager. Når jeg specielt nævner Sorø, Ringsted og Køge er det fordi jeg i de sidste mange år har gennemtrasket mange landkommuner og mener at have grundlag at argumentere ud fra. Kortet i højremenuen viser hen til de over 300 steder med i gennemsnit 20 kilometers vandring. Altså ca. 6.000 km på Sjælland. Det vil jeg mene er mere end et repræsentativt udsnit.

Grænsen mellem by og land - Ørestad og Fælles - er ganske skarp. I baggrunden det prisbelønnede 8-tallet og foran det, fælleden med køer. Det er især i dette område der afgræsses.

Vi lever endnu i en tid med en forestilling om at kultur er i byen, mens natur er på landet. Men siden jeg voksede op på landet 1954-1974 er der ved at blive vendt rundt på det. I hvert fald hvis man måler natur på rigdom af planter, dyr, insekter og fugle. Der er sket drastiske ting på landet siden jeg boede der 1954-1974. Naturområder er ved trængt sammen i enklaver, små oaser i et hav af monokultur af byg, hvede og rasp og intensivt drevet landbrug.

Området syd for Ørestad er i høj grad hesteland. Der er flere udendørs stalde og området er også let tilgængeligt via Ugandavej, Nøragersmindevej m. fl.

Til gengæld er naturen ved at indtage Naturpark Amager. Man vil kunne opleve at der er store områder hvor kreaturer afgræsser arealerne. Et eksempel er fx Lærkestien, her kan man få et rigtig godt indtryk af de udstrakte flade sletter med kreaturer og lærkesang. Men der er en meget stor forskel til agrarlandet: Man har ladet vandhuller og vådområder være. Desuden har man uden for afgræsningsområderne ladet det hele gro til. Derfor vil man opleve en rigdom af insekter og vilde planter som man ikke vil se og høre ved i dagevis at traske langs endeløse, tavse (og til dels trøstesløse) hvede-, rasp- og bygmarker i fx Ringsted, Sorø og Køge kommuner. Formentlig også på det engang så højtbesungne Fyn. Flere insekter betyder rigt fugleliv, som igen avler rigt dyreliv osv. Det ikke bare ses, det høres også. Selv når man går langs de snorlige gamle militære asfaltveje som Kanalvej og Granatvej.

Heste afgræsser området øst for Pinseskoven i baggrunden. Skoven har på ganske få årtier vokset sig til en "rigtig" skov.

Indrømmet, der er visuelt ikke de store landskabsmæssige oplevelser for vandrere. Men hvad der ikke er for øjet, er der for ørerne og næsen. Totaloplevelsen er en helt anden end "på landet". Ikke for ingenting er der naturskoler på Amager. For der er meget at komme efter, både for plante- og dyreinteresserede. Hvis man skal opleve nogle af de mange naturligt forekommende planter og dyr der findes i Danmark, så kan man opleve dem kun få minutter fra Københavns Centrum. Selvfølgelig skal man vide hvor man skal lede. Men man skal ikke lede længe.

Hejresøen. En af de mindre søer mellem Kongelunden og det store vildtreservat. Dæmningen nederst i billedet.

Jeg er endnu ikke blevet så særligt inspireret til at studere fuglefløjt. Jeg har hidtil klaret mig fint med at spotte en lærke, en solsort og krager som er de fugle man som oftest ser på landet. Og ret mange andre bliver det så heller ikke til. Men på denne tur var der masser af forskellige jeg aldrig havde hørt før, og ved Kongelundskroen var der sågar en vibe på stien. Vestamager ligger nemlig på Naturstyrelsens liste over de 25 vigtigste steder hvor man kan se engfugle. Det vel og mærke på en liste hvor de øvrige 24 lokaliteter ligger meget langt fra bebyggede områder. Viben var engang nærmest indbegrebet af dansk engfugl. Men dræning, sprøjtning med pesticider og intensiv udnyttelse af græsarealer har siden 1975 reduceret bestanden til 25 % af hvad den var dengang. Antallet af viber er også faldet andre steder i Europa, men Danmark ligger i en trist førerposition. Naturpark Amager adskiller sig også fra mange andre små naturenklaver på landet ved sin imponerende størrelse. På den lange led er der omkring 10 km, på den korte led mellem 2 og 5 kilometer. Størrelsesmæssigt er vi her oppe i klassen hvor også fx Bidstrupskovene og Gribskov befinder sig. Ikke et område man lige gennemvandrer på et par timer, eller for den sags skyld på en dag.

De vidtstrakte strandenge syd for Kongelunden, set fra Kongelundsfortet (man kan ane bastionen nederst til venstre i fotoet.

Bynær natur

Alt er ikke lutter idyl. Området slås med sin nærhed til byen, og larmen fra bilerne. Især mod nord er støjniveauet fra trafikken ganske betydelig. I mindre grad også jernbanen. Man venter sjældent forgæves på nogle af de lange godstog eller Øresundstogene. Man skal et pænt stykke syd for Ørestad før man slipper for det. Og helt mod syd ved Kongelunden overdøves det hele af fly fra Copenhagen Airport. Flyene drøner forbi - og ganske tæt på - hvert eller hvert andet minut. Dette er i allerhøjeste grad ødelæggende for lydoplevelsen. Men til gengæld synes fx viben at trives udmærket på trods af drønene fra flyene.

Kongelundsfortet, se fra foden af Radartårnet. Til venstre er kasematten hvor krudtet blev opbevaret (forrest) og længst væk i samme bygning projektørgaragen. De enorme projektører skulle køres indog ud.

Fra Kongelundsfort til Ørestad

Hvis man er til kulturelle oplevelser, kan man slå et smut forbi Kongelundsfortet. Ikke det mest velholdte af forterne i Københavns Befæstning. Men der er dog en serie spændende bygninger: Radartårn, kasemat (til ammunition), køkken, projektørgarage, kikkertstation, afstandsmåler (til fjendtlige skibe) og afsatser til 15 cm kanoner som kunne skyde op til 16 km. Der er ikke åbent nogen steder, men dørene er så forfaldne at man ofte kan smugkigge ind. Hvad fortet måske mangler lidt, er der til gengæld rigeligt af i form af udsigter fra fortet. Man kan få nogle pragtfulde kik over vandet og og vådområder langs kysten.

Ørestad. Mig bekendt ikke prisbelønnet arkitektur. Men ret meget af det nybyggede ser ud som dette. Forskalningsvægge der skal imitere mursten.

Er man ikke til gamle kulturminder, så er Ørestad i modsat ende urbaniseringshistorie for fuld skrue. Der er allerede opført prisbelønnede bygninger her, og kraner, bulldozere og gravemaskiner arbejder på livet løs med nye boliger, erhvervsbyggerier og andet.

Jernbanen set fra broen, Kanonvej. Der kommer jævnligt tog forbi, bl.a. meget lange godstog. Hvis man er til den slags.

I disse år føres der en heftig debat om det danske landbrug. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvor hårdt det er at være landmænd og udskrige dem til de store syndere. I debatten indgår også at mange landmænd føler sig som ofre for skrivebordsbiologer og storbymenneskers hetz. Dette indslag er ikke ment som et angreb på landmænd. Det skal blot ses som et synspunkt fra en aldrende vandringsmand som har oplevet en udvikling der er foregået i en god portion længere tid end et halvt århundrede. Tag det for hvad det er, og ikke mere.

Se flere fotoer på Flickr album for København, Tårnby og Dragør Kommuner


Ruten.

4As stoppested ved Trekantsøen. Kanonvej. Lærkestien. Kanalvej. Kongelunden. Kongelundsfortet. Sydvestpynten og stranden til slusehuset. Ellevehøjvej. Granatvej.

torsdag den 7. juni 2018

Kolonimagten Danmark

Danmark var en international stormagt hvad angik kolonier og slavehandel. En lille flok danskere blev stenrige af plantagedrift, slaveri og handel. I dette indslag besøger jeg nogle af de steder hvor de satte præg på København



Wilhelm Marstrand (1810-1873). Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have. 1857. (Statens Museum for Kunst). Eller “En Negerpige med to Børn, Studie”. Grundloven 1848 er et blandt mange udtryk for at det gjorde indtryk på magteliten at befolkningen i Vestindien ønskede at emancipiere sig. Justina er ikke malet som slave, men hendes grove hænder over for de to hvide børns høje pander udtrykker håndens underlegenhed over for intelligensen. I praksis var selv det dog mere radikalt end datidens generelle racistiske syn.

Pakhusene

Det er passende at starte en byvandring til kolonitidens Danmark med at kigge på de enorme og imponerende pakhuse i Københavns Havn. For det var her almindelige københavnere for første gang rent fysisk kunne se vidnesbyrd om kolonierne, nemlig varerne. Denne handel med de danske kolonier blev i perioden 1650 - 1850 varetaget af handelskompagnier. Og varerne blev produceret af slaver.

Eigtveds Pakhus (1750) Der mangler to fag ud mod havnen. Facaden vender sin pæne side mod Christiansborg som en ærbødig hyldest til enevælden. Bagsiden er knap så imponerende.

Asiatisk Kompagnis pakhus på Christianshavn kendes nu mest under arkitektens navn, Eigtveds Pakhus. Jeg har ingen anelse om det skyldes at man ikke vil vedkende sig hvem der brugte det, nemlig Asiatisk Kompagni. Et foretagende som i alt væsentligt var finansieret ved slavearbejde, og som var en væsentlig bestanddel i det som man sommetider hører omtalt som "den florissante periode" omtrent 1775-1807. Således kaldet af de som skrev historien, nemlig den lille del af Danmarks befolkning som nød godt af denne velstand.

Vestindisk Pakhus på Larsens Plads.

Vestindisk Handelsselskab stod bag det næsten samtidige Vestindisk Pakhus, Toldbodgade 40 (1780-1781, arkitekt C. F. Harsdorff). Det var beregnet til at opbevare sukker, kaffe, tobak, bomuldindigo og andre koloniprodukter fra de Vestindiske Øer, dyrket af slaver på St. Thomas, St. Jan og St. Croix. København var da Nordeuropas vigtigste center for sukker- og kaffehandel. Tæt på dette ligger Det Gule Pakhus (1777 - 78, brændte 1968, nu boliger 1979) og det Blå Pakhus (1781-83). Begge opført for Østersøisk-Guinesisk Kompagni, der havde ret til handlen på Østersøen og Guinea (Afrika). I det 5 år kompagniet eksisterede udsendte det ca. 35 slaveskibe til de danske besiddelser på ”Guldkysten” i Afrika. Skibene var opkaldt efter de som støttede slavehandelen og var interessenter i kompagniet, fx Kammerherre Schack, grev Ernst Schimmelmann (se nedenfor), grev Moltke, gehejmeråd Guldberg, grev Thott, grev Bernstorff, m.fl. Disse pakhuse rummede korn fra Baltikum, heraf navnet korntørringsmagasinet.

Wilders Plads, Kgl. Grønlandske Handel (1767, J. C. Conradi). Uden tran, ingen gadebelysning i København. Selvom man også skød sæler ved fx Sjælør.

Kgl. Grønlandske Handel ligger på Christianshavnssiden ud for Nyhavn. Egentlig var Grønland koloniseret af Norge, men Norge kom under den danske krone i 1380 og Grønland "fulgte med". Pakhuset blev brugt til fisk, tran (som blev brugt i stor stil til bl.a. belysning) og skind. Importens omfang fremgår af at pakhuset i 1970'erne blev for lille og funktionen flyttet til Aalborg. Kolonien Grønland og bilandene Island og Færøerne blev uden legalt at være kolonier, behandlet som kolonier. Også langt op i vores tid. På den såkaldte koloniudstilling (1905) i Tivoli blev de udstillet på linje med fx Vestindien. Forestillinger som vi med nutidens værdinormer har vanskeligt ved at forestille os, endsige vedkende. I dag huser det repræsentationer fra Grønland, Island og Færøerne.

Koloniherrernes boliger

Mange af de som tjente styrtende på handel med varer produceret af slaver i de danske kolonier, byggede store palæer som man stadig væk kan se rundt omkring i København. Det ville føre for vidt at nævne dem alle, så her blot et udpluk.


Nybrogade 12/Knabrostræde 27 (1732). Oprindeligt var det bygger for hofkonditor J. H. Ziegler. og tegnet af Philip de Lange (1704-1766). Men storkøbmanden Frederik de Coninck (1740-1811) boede her 1770-1783. Derefter flyttede han til Moltkes Palæ på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade 1783-1796.

Håndværkerforeningen, men også Moltkes Palæ og domicil for de Coninck. Oddfellow-palæet kan lige anes yderst til højre.

Hans "sommerhus" var Næsseslottet (se Vandringsløse Tidende, 11. november 2016). Det var i denne periode han grundlagde sin rederi- og handelsvirksomhed, Coninck & Co. Han tjente enorme summer på kolonierne og almindelig handel ved at agere "krigens købmand" i neutralitetsperioden efter 1790. Firmaet klarede sig gennem Englandskrigene, men gik fallit 11 år efter hans død (1822).

"Sukkermanden" sad oprindelig på den gård hvor Ludewig Ferdinand Rømers sukkerraffinaderi lå. Nu sidder den over porten til Nyhavn 11.

I Nyhavn 17 er der stadig mindelser om overkøbmand i Guinea, sukkerraffinadør. Ludewig Ferdinand Rømer (1714-1776). En statue står med en sukkertop i den ene hånd og formen i den anden. Rømer fik 1754 kongelig privilegium til anlæg af raffinaderiet. I 1756 udkom hans Tilforladelig Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea (tysk overs. 1758), og 1760 kom Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea. Disse er værd at nævne da de afslører den kristne kirkes blåstempling af slaveri. Teologen Erik Pontoppidan (1698– 1764) hævdede heri at negerslaveri ikke var uforeneligt med kristendommens bud. "Sukkermanden" er eneste der er tilbage af hans sukkerraffinaderi der blev revet. Den nuværende bygning er fra 1830'erne.

Elefanten skal associere til te, porcelæn og andre østerlandske importvarer.

Nyhavn 15. I dette hus holdt en plantør og slavedriver i Hollandsk Indien Jørgen Hansen Alsing (-1768) ("slavefogeden") til. Det var ham der fik opsat en elefant med matrikelnummeret 8 over ryggen. Elefanten skulle indikere at her var forretning for te, porcelæn og østerlandske importvarer. Ifølge Allan Mylius Thomsen skal han i skænkestuen have haft to tykke slavepiske af flodhesteskind. Betegnende for Nyhavn er ellers det fordrukne og "hyggelige" sømandsatmosfære. Men dette er ingenlunde det fuldstændige billede af historien om Nyhavn

Schimmelmann & Søn

En af de helt store kanoner var forretningsmanden Heinrich Schimmelmann (1724-1782). 1768 skatminister, 1779 lensgreve, storaktionær i Asiatisk kompagni, Guineisk Kompagni, Vestindisk Handelsselskab og Østersøisk-guineisk Handelsselskab. Han drev omfattende plantagedrift og slaveri i dansk Vestindien. Han boede fra 1763 til sin død i Bredgade 28 - det der senere kom til at være kendt som Oddfellowpalæet. Som slaveejer og slavehandler forsynede han hof og adel i Europa med sorte tjenere. Fx  2 børn til det danske hof 1771, og hans børn var rigeligt forsynede med dem. Han var kendt som en hensynsløs og knaldhård forretningsmand, og fik ikke fred i sin grav, Han vedbliver med at vende tilbage til palæet og man kan i sene nattetimer høre en hestevogn skumple hen ad gaden, med fire sorte gangere forspændt. Og han skal se ganske gloende ud. Schimmelmann var en forhadt person blandt almindelige københavnere. I efterdønningerne fra optøjerne i forbindelse med Struensees arrestation i 1772 var en menneskemængde lige ved at storme hans hjem, hvis ikke den var blevet standset af dragoner med opplantede bajonetter.

I dag Odd Fellowpalæet. I kolonitiden det schimmelmannske palæ hvor den danske slaveejer og slavehandler Schimmelmann og søn bredte sig på adskillige kvadratmeter. Og hjemførte slaver fra kolonierne til salg til de der kunne betale.

Sønnen, finans- og udenrigsminister, greve Ernst Schimmelmann (1747-1831) lod ikke faderen meget efter. Han var en stor ejendomsbesidder både i Danmark og på De Vestindiske Øer, hvor han havde store sukkerplantager. Sammenblandingen af statens finanser og personlige gevinstforetagender fortsatte hele vejen igennem den såkaldte florisante periode, men fik så en brat ende efter Englandskrigene 1807-14. Han blev afskediget af Frederik den 6. i forbindelse med statsbankerotten i 1813. Han var bl.a. ansvarlig for en voldsom inflation, som yderligere bevirkede at pengenes værdi på dette tidspunkt kun var omkring 1/100 af det normale fra før 1807. Som enevoldskongen havde for vane, blev Schimmelmann dog taget til nåde og blev udenrigsminister i 1824. Guldalderkultureliten som bl.a. talte ægteparret Rahbek og digterne Jens Baggesen og Adam Öehlenschläger, gjorde som vanligt deres pligt med at hylde denne mand.

Erichsens Palæ på Kongens Nytorv rummer stadig repræsentanter fra finansverdenen, nemlig Danske Bank. Tidligere lå her Kiøbenhavns Handelsbank hvor denne blogs ophavsmand arbejdede i 1970'erne.

Erichsens Palæ, Kongens Nytorv (1801. C.F. Harsdorff). Købmanden Erich Erichsen (1752-1837) ejede skibe som hjembragte krydderier og kostbare stoffer i Ostindien og kornladninger fra de baltiske lande til England. Hans flåde var i 1797 vokset til hele tretten skibe, den dengang tredjestørste danske skibsreder. Da hans skibe begyndte at blive kapret, begyndte han i stedet bankiervirksomhed. Han lånte bl.a. den danske stat uhyre summer. Han var imidlertid dårlig til at vælge gode partnere, hvilket førte til firmaets betalingsstandsning i 1831 og ruin i 1833.

De ideologiske bannerførere

Vi har allerede været inde på den kristne kirkes aktive legitimering af slaveriet (Erik Pontoppidan) Af andre kan man nævnes kapellan Peder Paludan, Overgaden oven vandet 176, præst og kapellan ved Trinitatis kirke, Peder Paludan som boede i Store Kannikestræde 8. Desuden digter og teaterdirektør ved det Kgl. Teater Thomas Thaarup, Gothersgade 191 og Claus Pavels, kapellan ved Nikolaj, Niels Hemmingsensgade 12 (huset er nedrevet). Ideologiske medløberes skæbne er ofte melodramatisk, og det skete også for embedsmanden Christen Pram. Han boede i Sankt Peders Stræde 30, Huset er opført 1803, og Pram (1756-1821) boede her 1807-1818. Grundtvigs idealisering af dansk middelmådighed "Langt højere bjerge" (1820) var en afskedssang til Christen Pram. Set i sin kontekst med enevælde og kummerlige forhold for en stor del af den danske befolkning klinger sangen hult. Over for udlandets højere bjerg, større bedrifter, klogere folk, finere sprog, resurser, satte Grundtvig slette og grønhøj, bøgetræer (dem var der ikke mange tilbage af), våbenskjold, modersmål og "få har for meget og færre for lidt" - hvilket på dette tidspunkt er historieforfalskning. Få havde overvældende for meget, men langt de fleste for lidt. Alt for lidt.

Etatsråd Prams logi. For ham blev kolonierne en barsk skæbne. 53 år gammel var han i så desperat økonomisk nød at han søgte velstand i kolonierne. Det blev kun til et år, så døde han.

Grundtvigs indsigt i fattigdommen må enten slet ikke have været til stede, eller han forsøgte at sleske for enevælden. Etatsråd og forfatter Christen Henriksen Pram (1756-1821) lod sig i desperation udnævne til toldforvalter på St. Thomas. Lønnen her var højere end i Danmark. Det var prisen for den højere løn også. Han overlevede kun et år i det hårde klima og døde 1821. I kolonierne havde få næsten det hele, mens resten ingenting. Prams huskes nu mest for hans tidsskrift Minerva.

Da det tidligere Kongelige Teater ikke længere eksisterer, bringer jeg i stedet et af det nye. Man kan ikke komme uden om teatrets rolle på linje med kirkens i at legitimere slaveri.

Grundtvig var en. En anden H. C. Andersen, hvis skuespil Mulatten havde premiere i 1840 på det Kongelige Teater. H.C Andersens gennembrud som dramatiker og blev spillet for fuldt hus på Det Kgl. Teater med Johanne Louise Heiberg i hovedrollen. Det skal ses i lyset af at Storbritanien havde afskaffet slaveriet i deres kolonier 1833, enevældskongen Frederik 6. var død i december 1839. Debatten om slaver og slaveriet var på sit højeste i de borgerlige liberale kredse: Stod menneskets ukrænkelige frihed eller ejendomsretten højest? Stykket er omdiskuteret, men tematikken præget af en hvid hegemonisk verdensanskuelse. Noget man altså strømmede til på H. C. Andersens tid, men siden har negligeret.

"I am Queen Mary - A hybrid of Bodies, Narratives and Nations". Statue af Jeannette Ehlers og La Vaughn. Det forestiller Mary Leticia Thomas (Queen Mary) som anførte oprør i 1878 mod danske plantageejere. Jo, årstallet skulle være ganske vist, 1878 - 30 år efter Peter von Scholten efter mange danskeres indtryk (pga film mm) havde løst alle problemer. Og samme antal år efter Grundloven.

Et passende sted at afslutte denne artikel er hvor den startede, nemlig ved Davids Samling hvor der i år blev opstillet en stor modelstatue til erindring om hvem der skaffede kaffen, sukkeret og andet til det pakhus som statuen er opstillet udenfor. Alle disse varer kom aldrig den brede danske bondebefolkning til gode. Allerhøjst nogle farvestoffer og silkebånd. Resten gik i nogle få stenrige mænds lommer.

fredag den 1. juni 2018

Gyrstinge Søsti - Ringsted til Store Merløse

Oktober 2017 indviedes en (trampe)sti hele vejen rundt om Gyrstinge Sø - omkring 10 kilometer


Det er faktisk trampestien som man lige kan ane gennem blomsterhavet lidt til højre for midten. På en glohed dag som denne tilgiver man gerne at den er svær at finde. Og at vegetationen når en til over knæene.

Gyrstinge Søsti

Det er Ringsted Kommune som har taget initiativ til stien og også lavet en folder om stien. Lad mig straks afsløre at jeg ikke tog hele vejen rundt fordi turen til søen var på omkring 17 kilometer. Men dog langt over halvvejen: Fra Store Bøgeskov Øst til Søtoftevej nord for Allindemagle Skov. Vel omkring 7-8 kilometer af strækningen over dæmningen mod øst. Søen indskriver sig således som den første sø på Sjælland som jeg har kunnet gå hele vejen rundt om langs bredden. Det kan man ikke med Arresø, Sjælsø, Furesøen, Haraldsted Sø, Tystrup-Bavelse Søerne og andre.

Gyrstinge Sø, østlige del. Gårdene på den anden side ligger ved Søtoftevej. Skoven til højre for er Allindemagle Skov.

Gennem Allindemagle Skov kan man da heller ikke se søen idet man vest for Københavns Vandforsynings nu nedlagte vandindtagsrør bliver ledt op på den stejle skrænt. På sydsiden af søen er der i næsten hele det østlige område beskyttede fugleområder som man kan se udover og desuden nyde den rige natur med masser af forskellige lyde, inklusive frøer i nogle af moseområderne.

Dette ikke bare ligner et eldorado for frøer. Efter lydene at dømme er det det også, og det er en meget sjælden oplevelse i Danmark.

Man kommer også igennem nogle fårefolde. Men på en gloende hed dag som denne med næsten 30 grader trækker de sig tilbage under de skyggefulde træer. Det samme gjaldt dog ikke en flok køer som havde lejret sig tværs over vejen på dæmningen mod øst. Jeg har gennem nogle år trænet mod koskræk. Men jeg må indrømme at jeg var ved at vende om. Men forskellige ting talte imod. Jeg måtte simpelt helt over dæmningen for ikke at skulle gå længere end mine ben kan klare. Desuden var der en smutvej nedenfor dæmningen med vand som man ville kunne løbe ud i ved en krisesituation.

Et skelsættende øjeblik i Vandringsmandens liv: Køer er næst efter hunde det dyr som slår flest mennesker ihjel i Danmark. Skal jeg vende om? Bruge nødbremsen til venstre nedenfor dæmningen, eller hvad jeg gjorde kigge stift frem og gå venstre om flokken. Ingen af køerne så ud til at have ork tilbage til overhovedet at ville flytte sig, så jeg nærmest løb hen til den befriende klaplåge som anes på den anden side af flokken.

Men det afgørende var nok at varmen ganske enkelt var for meget for køerne. De havde lagt sig fladt ned og så ikke ud til at have ork til overhovedet at rejse sig op. Heldigvis var der heller ikke tilskuere, for de må have troet jeg var lidt halvskør, da jeg snakkede beroligende til mig selv (og håber jeg: køerne) mens jeg passerede i ilmarch mens jeg kiggede den anden vej. Så det lykkedes mig faktisk at nå frelst gennem flokken og til klaplågen. En helt utrolig præstation, syntes jeg selv bagefter, uden dog at dvæle for meget, for godt beskyttet bag lågen, havde de overraskede køer nu rejst sig og så ganske gnubbelystne ud.

Da Københavns Vandforsyning indvandt overfladevand her, var vandstanden på højde med platformen yderst, og røret under træbroen lå altså under overfladen. Herfra begyndte vandet sin lange vej mod de tørstige københavnere.

Københavns Vandforsyning

Dæmningen er et levn fra dengang Københavns Vandforsyning udvandt overfladevand af søen 1966-2009. Dæmningen hævede vandstanden med 2 meter, og ca 1 kilometer vest for dæmningen på nordsiden kan man se det rør hvorfra man startede pumpningen. Man har efterfølgende i 2011-14 sænket vandstanden med 2 meter så røret nu ligger over vandoverfladen og i stedet indrettet en badebro med en  lille forhøjning med bænke og bord. Røret ligger nu under broen og over vandoverfladen.

Udsigt mod den vestlige del af Gyrstinge sø nord for Allindemagle Skov. Dette er den bredeste del af søen.

Siden 2014 løber vandet nu igen gennem Ringsted Å til Haraldsted Sø mod øst. Allindemagle Skov lider tilsyneladende ikke under tørken. Der er fugtige stier og ideelt til myg. Turen fra vandindtaget og til Søtoftevej måtte da også foretages i ilmarch. Myggene var så mange at man kunne høre en konstant svirren, og jeg måtte fægte med armene for ikke at blive totalt gennemstukket. Heldigvis var der nok skygge så jeg ikke blev overophedet, men var dog lykkelig da jeg nåede ud i det fri ved den lille bebyggelse nord for skoven.

Søtoftevej går højt oppe i landskabet og man har en pragtfuld udsigt, især mod Gyrstinge Sø og vest i det hele taget.

Til og fra søen

Fra Søtoftevej har man i øvrigt flere steder en ganske vidunderlig udsigt både mod søen og over landskabet vest for. Vejen fører også gennem den lille skov Ordrup Skov hvor der belejligt var dejlig skygge.

Indgangen til Ordrup Skov fra syd flankeres af denne lille idyl

I det hele taget er ruten til og fra søen også værd at tage med. Jeg har allerede flere gange omtalt Oplevelsesstien som udgjorde de første ca. 5 kilometer af ruten. Den er altid god for oplevelser.

Gyrstingevej. En alle med ikke særlig meget trafik. Så gør det heller ikke så meget at der hverken er cykelsti eller nogen særlig rabat.

Gyrstingevej er en alle (vist nok popler) som fører til den lille landsby Gyrstinge hvor der er skole, kirke og landbyhus. Til min store overraskelse var der ikke noget toilet på kirkegården. Det er første gang jeg har været ude for det. (Redaktionel tilføjelse 10. juni: Se kommentaren til dette indslag: "Hej alle der kommer til Gyrstinge Kirke og ikke kan finde toilettet så kan jeg oplyse at toilettet findes i Præstegården lige ved siden af." Jeg takker for denne oplysning)

Se også Flickr-album for Ringsted og Holbæk Kommuner.


Ruten

Ringsted Station. Oplevelsesstien. Holbækvej. Gyrstingevej. Gyrstinge. Store Bøgeskovvej. Gyrstinge Søsti. Allindemagle Skov. Søftoftevej. Stibjærgvej. Store Merløse Station. I alt vel ca. 23 kilometer.