tirsdag den 2. oktober 2018

Holbæk Fjord - Tuse Næs (Fjordstien)

Købstad, fjord og herregårdsland er hvad denne del af Fjordstien byder på


Holbæk er et godt udgangspunkt for vandreture: Der er en lille velbevaret gammel bykerne omkring det gamle Sortebrødrekloster, Bymuseet og Rådhuset, og en havn som har mange træskibe og stadig noget havnemiljø bevaret udøver lystbådehavn - bl.a. færgen til Orø. Hvis man er til QR-koder, er der forskellige standere hvor man kan læse forskellige anekdoter om havnens historie.

Klosterstræde ved Sortebrødreklostret byder på en håndfuld smukke bindingsværkshuse, det gamle rådhus og Bymuseet.

Ellers er det sådan set bare at følge stranden langs fjorden. Der er en asfalteret gangsti de først 2½ kilometer mod vest. Mod nord har man så fjorden og udsigten til Tuse Næse, mod syd folks baghaver. Disse er ret åbne, og hvis man som mig lider lidt af generthed, så skal man nok dreje hovedet ud mod fjorden. 

Havnen byder på fine træskibe, forskellige bådelaug, Orø-færgen og hvad der nu ellers hører sig til i en mindre dansk købstadshavn.

Når bebyggelsen holder op, fortsætter stien som en smal grussti udenom Fjordgårdens område i det sydøstlige hjørne af fjorden. Her kommer man op til den befærdede Kalundborgvej, men det går dog snart igen mod nord langs fjordens østlige del. Denne inderste del er sivbevokset og man går et stykke fra fjorden langs dæmningen. Kun afbrudt af Tuse Å. 

Sydkysten af fjorden langs bebyggelsen. Øst- og nordkysten kan lige skimtes i horisonten.

Ved Tuse Næs Vej drejer man så mod øst ind på Tuse Næs. Jeg kunne ikke se nogen sti langs fjorden, og Fjordstien er markeret som en udmærket sti langs vejen. Hvor man dog er generet af trafikken. Der er stedet taget i betragtning temmelig meget af den. 

Turen langs dæmningen i inderfjorden. Længere mod nord ligger Lammefjorden der jo som bekendt også er et af 1800-tallets talrige inddæmningsprojekter.

Min ambition var at vende om i Hørby, men det rakte dagens form ikke til, så i stedet blev det til en lidt grundigere tur rundt på Hørbygård, en gammel herregård, og Hørby Kirke som ligger bagved. Og så gik turen ellers den samme vej tilbage. Der kører busser på Tuse Næs, men ikke ret tit. 

Hørbygård er historien om kirkens, kongens og adelens hensynsløse jerngreb over bønder, husmænd, karle og løsgængere gennem århundreder. Nu bruges herregården til kontorudlejning.

Man kan undre sig over at kirken ligger så langt fra byen, men det skyldes at den blev udstykket for mange år siden, og nu er der altså kun den temmelig imposante kirke tilbage.

Vy fra østenden af fjorden mod Holbæk

De helt store oplevelser af natur, kultur og andet byder denne tur vel ikke på. Det kommer i så fald mest i småbidder. Men til motion og en frisk tur i det blå med udsigt til en fjord er bestemt heller ikke at kimse af. Måske har sommerferiens storslåede ture til Skagen og Bornholm skruet ambitionsniveauet lidt i vejret?

Flere fotoer kan ses på mit Flickr-album over Holbæk. I de kommende dage kan man endvidere følge min Instagramkonto.

søndag den 29. juli 2018

Hammerknuden (Bornholm)

Klassiker: Hammerknuden må være på enhver vandreentusiasts liste, og den kom så i hus i år i sommerferien


Hammershus er nok hvad de fleste forbinder med Bornholm, og måske også Hammerknuden. Men ruinen ligger slet ikke på Hammerknuden. Og for vandringsfolket er ruinen kun en afstikker fra de mange store oplevelser på turen omkring Hammerknuden.

Sommerferien har budt på mange kortere vandringer: Skagen-Toppen af Danmark (ca. 7 km strand), Frederikshavn, Sæby, Randers/Gudenåen - og sidst men ikke mindst Bornholm. Dronningen over dem alle var: Hammerknuden. Hedebølgen var endnu ikke sat ind for alvor, men der var nu fyret godt op under kedlerne. I virkeligheden omfatter dette indslag flere vandringer.

Udsigt over Osan Bugten til Sandvig. Man kan tydeligt se havnefronten domineret af turisthoteller. De ligger hvor der før var bondegårde. Dansken er og var fortrinsvis bønder der engang imellem stod til søs.

Sandvig

Udgangspunktet var vores hotel, Strandhotellet i Sandvig. Et noget blegnet afglans af et hotel fra dengang i starten af 1900-tallet da Sandvig begyndte at blive et valfartssted for det fine borgerskab og digtere. Men måske nu på vej til en ny storhedsperiode med ny ejer? Området foran havnen i Sandvig er massivt plastret til med mindst tre store hoteller: Hotel Sandvig Havn, Strandhotellet og Hotel Strandslot. For ikke at nævne det betragtelige antal pensionater og andre former for overnatningssteder. Alligevel er Sandvig klart at foretrække frem for Allinge hvis man er til fred og ro. Allinge Havn er proppet med mennesker, lystbåde og larmende musik for de som ikke kan få nok af festivaler (som man måske kan gætte, så er det ikke min kop te). Desuden har Sandvig Havn en meget fin badestrand langs Oasan Bugten, et legendarisk ishus - Kalas, minigolf og selve havnen har da også stadig et figenblad af autentisk havn over sig.

Batteriet i Sandvig er ikke længere bevæbnet. Det er derimod den ved Hammer Odde Fyr. Om kanonen er autentisk fra Englands-krigene, skal jeg ikke kunne sige.

Et historisk islæt er der også i Sandvig, idet der er mindelser fra Englandskrigene 1807-1814. Foran hotellerne ligger et batteri som blev opført for at beskytte øen 1808. Disse batterier/skanser lå for hver 400 meter (sine steder endog tættere) for at gøre livet surt for englænderne hvis de forsøgte at forfølge de danske sørøvere (kapere) som kunne søge ly bag batterierne kanoner. Eller hvis de skulle forsøge sig med en decideret invasion. Batterierne var bevæbnet med landeværnet, og de har sikkert være mere motiverede end det i al hast samlede landeværn der forsøgte at stoppe englænderne ved Køge i 1807.

Mens Sandvig havn stadig kan ses modsat Allinge Havn uden at skulle abstrahere fra de talrige turister, så er havnefronten til gengæld totalt domineret af de tre store turisthoteller opført i det første årti af 1900-tallet: Hotel Sandvig Havn, Strandhotellet og Hotel Strandslot. Man kan til højre lige ane Råd- og tinghuset, samt til venstre de små fiskerhuse i havnen.

Bag batteriet ligger det tinghus som blev bygget her (og ikke i Sandvig) da der i forvejen var et vagthus. Det blev så til gengæld overladt til fiskerne i 1808, og de bruger det stadig som redskabsskur. Råd- og Tinghuset blev dog senere flyttet til Allinge. Men så sent som under den russiske tilstedeværelse på Bornholm efter 2. verdenskrig skal det have været brugt som arrest. Der er stadig tremmer for to af vinduerne.

Ingen blogpost uden Jens Koefoed (1628-1691)! Med eller uden to e'er. Uden ham, ville det ikke bare være på strækningen Malmø-Ystad man kørte gennem Sverige. "Bornholms Befrier", betegnes han her. Allerede tidligt i 1658 erobrede han og andre Hammershus fra svenskerne, mens resten af Danmark var besat og kun København, kraftigt støtte af hollændere, var indesluttet i København. I 1½ bestod Danmark altså af Den Indre By i København - og Bornholm.

Mod Hammer Odde Fyr

Den indledende strækning fra sandvig til Hammer Odde Fyr er den mest fremkommelige. Fra Sandvig kommer man forbi den ene ud af tre af de "linjer" hvor der ligger rækkehuse for de arbejdere som udhuggede Opalsøen og andre i stenbruddene på Hammerknuden. Nemlig Sandlinien. Denne del af strækningen foregår på en asfaltvej langs klippekysten hvor man langsomt arbejder sig op på hammerknuden. Der går fritgående køer rundt, men ikke den danske landbrugsrace, og i modsætning til disse er de bedøvende ligeglade med vandrere. De skal ikke lige hen og være "kærlige".

Sandlinjen var et af de tre rækkehusbyggerier der blev opført uden for de gamle købstadsgrænser. Og på den måde lå de altså "udenfor" byen. Udsigten har formentlig heller ikke været så god da der en overgang lå nogle strandhuse og spærrede for udsigten til stranden.

Halvvejs oppe kunne man tro at der var sket et skibsforlis her, der står nemlig en mindesten "Minde over de 3 bornholmere som omkom med Skoleskibet København 1921" med tre navne, rejst af Bornholms Marineforening 1939. Det er dog ikke her det hele foregik. Skoleskibet København forsvandt skibet sporløst med 59 mand på vej fra Buenos Aires til Australien

Hammer Odde Fyr. Det blev opført fordi man ikke kunne se Hammerfyr i uklart vejr. Og området er ikke just sejlvenligt.

Ved Hammer Odde Fyr er der endnu en meget velbevaret skanse eller batteri hvor man endog har anbragt en kanon der truende peger ud mod eventuelle engelske (eller svenske) invasorer. Hammer Odde Fyr er opført senere og er meget mindre end Hammerfyr der står øverst på Hammerknuden. Det er opført 1895 og har en linse lavet af det berømte franske firma Augustin Michel Adam Henry Lepaute (1800-1885). Problemet med Hammerfyr (i funktion 1872-1990) var at det stod placeret så højt at det ikke kunne ses i tæt tåge eller med lavthængende skyer.

Køerne er i modsætning til den danske landbrugsrace ret ligeglade med mennesker, og det er faktisk ganske trygt hvis man vænner sig til det, at gå igennem flokken. Erindringen om folk der bliver slået ihjel af køer, fx sidste år på Gendarmstien, hænger dog lidt i baghovedet. Koen er blandt Danmarks mest menneskedræbende dyr.

Mod Salomons Kapel

Videre mod vest og syd fra Hammer Odde Fyr bliver asfaltvejen til en sti. Meget kroget og med sten. Men dog stadig en af de bedre stier på ruten (det synes man måske først når man har gået hele ruten). Salomons Kapel er opført ved en naturhavn, Kragkåshavn som i middelalderen blev brugt af sildefiskerne fra 1300-tallet. Kirken (hvad enten det er den katolske eller protestantiske) har som bekendt altid forstået at slå mønt af driftige og arbejdsomme mennesker, så man der var her et kapel med en brønd med "helligt vand", så mange penge har sikkert skiftet hænder her og endt i munkekutterne. Sildeeventyret sluttede i slutningen af 1400-tallet, og så var der måske ikke så meget helligt over stedet længere. I hvert fald blev kapellet forladt som det eneste minde om sildeeventyret i området.

Salomons Kapel. Et eksempel på kristendommens evne til at tjene penge på det arbejdende folk. I dette tilfælde sildefiskere.

Mod Kongestolen

Længere mod syd bliver stien mere og mere vanskelig. Sine steder endog ret svær at finde. Det nærmer sig også bjergbestigning på visse områder hvor "ovnene" skærer sig ind i Hammerknuden. Navne som Kælderhals, Stejlebjerg og Kongestolen fortæller noget om ruten her. Det er samtidig også en af de smukkeste, og man bør unde sig den luksus at blive stående og nyde den pragtfulde udsigt over Østersøen. De stejle klipper er også hjemsted for en mængde fugle. Og insektlivet byder bl.a. på sommerfugle, et efterhånden sjældent syn i vores landbrugsprægede land.

Klippekysten syd for Salomons Kapel begynder at rejse sig. Og udsigten mod Østersøen tilsvarende imponerende.

Helt mod syd hvor man igen begynder at gå mod øst, har man flere steder et mageløst syn mod syd over bugten ved Hammerhavn til Hammershus og videre sydpå mod Vang. På den første tur gik vi ikke ned mod Hammerhavn og Hammershus, men jeg indføjer alligevel disse her fordi vi kom forbi på en senere strækning.

Selv i den uklare middagsdis er det et imponerende syn at se Hammershus hæve sig og kigge mod syd, nederst og skjult bag træerne ligger Hammerhavn.

Hammerhavn og Hammershus

Hammerhavn er da ganske hyggelig, og sit nuværende udseende har det som granithavn for bruddene. Men ellers tjente den som havn for Hammershus. For vandrere er det et godt optankningssted, idet sandwichene - Maries Sandwich - var blevet anbefalet, og de var ganske spiselige! Her er desuden toiletter og andre faciliteter som kan være nyttige på dagsvandring, så man ikke skal slæbe rundt på for meget oppakning.

Udsigt over Hammerhavn fra syd. Mod nord rejser Hammerknuden sig. I havnen har man også adgang til den båd der sejler langs kysten. Fotoet er taget nogenlunde i modsat retning af fotoet ovenfor mod Hammershus.

Turen mod syd til Hammershus kommer forbi Løvehovedet (som vi ikke kunne identificere) og Kamelhovederne (som vi nu mere synes lignede alle mulige andre dyr - hvis da overhovedet nogen dyr). Det gør ikke området mindre smukt. Hammerhavnen ligger i sprækken mellem Hammerknuden og resten af Bornholm, lige som Hammersø er den laveste del af denne sprækkedal.

Kamelhovederne. Eller er de elefanter, løver, whatever. Det diskuterede vi en del. Men uanset hvad, så er stedet absolut et besøg værd.

Hammershus husker jeg fra en udflugt i gymnasiet (gad vide om jeg stadig har den gamle rapport liggende på loftet et sted). Men min hukommelse må have spillet mig et pus, for jeg husker ruinen som meget mindre. Hammershus er faktisk ganske imponerende. Efter sigende Nordeuropas ældste middelalderruin. Jeg ved ikke om de har bygget på det siden jeg var der i 1970'erne (eller at min teenagehjerne dengang ikke kaperede ret meget). Stedet er blevet fotograferet til hudløshed, så jeg skal undlade at bringe nogle af de mange, mange fotoer jeg selv tog herfra.

Kig mod Opalsøen og endnu længere væk, Hammersø.

Opalsøen og Krystalsøen

Tilbage til den oprindelige tur hvor vi ikke gik til Hammerhavnen, men op nordvesten om Opalsøen. Dette var så absolut den mest krævende del overhovedet af ruten. Og her er der tale om decideret bjergbestigning i min bog. Der er næppe tale om en sti, men nogle punkter man kan følge. Og det varer ved helt om til Krystalsøen. Den lille strækning var densom tog længst tid. På vej op til toppen rammer man det første syn af Opalsøen, et mere uforstyrret sted cirka halvvejs oppe med et udblik over det gamle stenbrud og den naturlige sø Hammersø. Det var ikke muligt for mig at indfange stien og yde den fuld retfærdighed med kameraet. Den skal ganske enkelt opleves. Og her anbefales gode vandrestøvler. Belønningen kommer så med såvel Krystalsøen (der også er et gammelt stenbrud) og Opalsøen.

På dette udkikspunkt koncentrerer de fleste sig nok om svævebanen. Men løfter man blikket, kan man se til Hammershus.

Turen går i et skovområde som også findes helt oppe på Hammerknuden. I den bagende sol et behageligt break fra den svedende varme sol. Vi gik ikke op til Hammerfyr, men ned ad asfaltvejen der slynger sig som en anden bjergetape i Tour de France ned mod Hammersø. Vejen var spækket med cykelryttere, nogen måtte give op på vej op. Og svingene er da også ganske stejle. Næsten nede ved Hammersøen kommer man forbi den ældste "linje" af stenarbejderhuse, Humledalshuset. En af mine nu pensionerede kolleger er opvokset der, og har lavet en charmerende præsentation af huset og dets historie.

Humledalshuset - de første rækkehuse der blev opført til arbejderne i stenbruddet. Man kan så småt ane stigningen op til toppen af Hammerknuden. Men arbejderne gik nok ned og tog stien langs Hammersø

Den nedre vej

Hvis man ikke er til højder, kan man vælge at gå i sprækken mellem Hammerknuden og det øvrige Bornholm. Den sti der går mellem Hammersø og Opalsøen. Den er ganske idyllisk og kun lidt krævende. Man får så også set Opalsøen "nedefra", hvilket vi gjorde på en anden tur. Opalsøen domineredes en anelse af svævebanen. Hvor eventyrlystne kan svæve helt oppe fra den øverste kant af stenbruddet ned til vandoverfladen. Startområdet var overfyldt da vi var der. Desuden er der mulighed for at springe i søen fra den lodrette klippe der rejser sig vist nok 8 meter over selve søen.

Opalsøen set fra "landingspladsen" på den smalle odde mellem Opalsøen og Hammersø. Der er just landet en frygtløs svævebaneturist.

Hvis man tager turen ad Fyrvej-Hammershusvej, kommer man forbi den tredje linje af stenbrudsarbejderboliger, Langelinje. Stenbruddene markerer en slags overgangsfase i Sandvigs historie, fra et landbrugsdomineret område til en kortvarig industriel og til den nu dominerende turisme. Oprindelig havde staten foræret Hammerknuden til bornholmerne så de efter en storm der ødelagde havnene, kunne få græsarealer. Men bornholmerne solgte den til nogle tyskere der igen solgte den til et firma hvor Tietgen var involveret. Og han var som bekendt en driftig mand. Takket være stenbrudsarbejdere har turismen så altså Opalsøen og Krystalsøen m.fl. at kigge på.

Langelinje på Hammershusvej er det tredje af de rækkehusbyggerier der blev opført til stenhuggerarbejderne og smedene i granitbruddene i starten af 1890'erne.

Men dette er kun en af ruterne man kan følge. Der er adskillige andre tværs henover knuden og andre seværdigheder som fx Radiumkilden, Hammerfyr osv. Jeg er ikke i tvivl om at mange nu vil tilføje, jamen, så I slet ikke ... osv. Og nej, det gjorde vi så ikke. Det må vente til en anden ferie. Jeg nåede forøvrigt at få læst en mobbedreng af en bog, "1814", og det viste sig at være et godt bud på sommerferielæsning. Masser af referencer til de feriemål vi var på. Fra Skagen til Sandvig.

lørdag den 16. juni 2018

Naturpark Amager

Inden for de sidste årtier er der vendt op og ned på forestillinger om by og land: På landet fortrænges natur af monokultur, mens den til gengæld rykker til storbyen, fx Naturpark Amager


Kalvebod Fælled. Dette vy fra det nordlige område som afgræsses af kreaturer, er vel hvad de fleste forbinder med stedet. Flat som en pandekage, gammel havbund der er blevet inddæmmet. Men lyd- og lugteindtrykkene er blevet voldsomt forstærket til det bedre siden sidst jeg var her. Og det bliver forhåbentlig kun bedre.

I Naturpark Amager ligger Amager Vildtreservat. Fællesbetegnelsen for tre landområder, langt det største er Kalvebod Fælled i København og Tårnby Kommuner, men også Kofoeds Enge og Aflandshage i Dragør hører med. Vandområdet er hele området fra Sjællandsbroen sønden om Amager til Dragør. København, Tårnby og Dragør samarbejder i disse år om at omdanne resten af området til Naturpark Amager. Siden 14. august 2013 har denne blog besøgt området adskillige gange. Og langsomt kan man nu begynde at se konturerne af hvordan det vil udvikle sig. For de som ikke var besøgt Naturpark Amager i de seneste år, så kan jeg godt anbefale turen igen. Der er sket en masse, især i skovområderne. De er groet godt til. Naturen er for alvor vil at holde sit indtog.

Kik til vest, der er en ... nå ja ikke en hest, men en ko. Kik til øst og se arkitektens trøst, dvs. bag fotografen hvor Ørestad er. Udsigt fra Kanonvej.

Københavns natur

Hvis nogen undrer sig over at bykommuner som København og Tårnby ligger over fx Struer i Danmarks Naturfredningsforenings kort over hvor godt det står til med naturen i Danmark, eller at København ligger på højde med Sorø, Ringsted og Køge (og Tårnby ligger sågar over disse tre kommuner), så tag en tur til Amager. Når jeg specielt nævner Sorø, Ringsted og Køge er det fordi jeg i de sidste mange år har gennemtrasket mange landkommuner og mener at have grundlag at argumentere ud fra. Kortet i højremenuen viser hen til de over 300 steder med i gennemsnit 20 kilometers vandring. Altså ca. 6.000 km på Sjælland. Det vil jeg mene er mere end et repræsentativt udsnit.

Grænsen mellem by og land - Ørestad og Fælles - er ganske skarp. I baggrunden det prisbelønnede 8-tallet og foran det, fælleden med køer. Det er især i dette område der afgræsses.

Vi lever endnu i en tid med en forestilling om at kultur er i byen, mens natur er på landet. Men siden jeg voksede op på landet 1954-1974 er der ved at blive vendt rundt på det. I hvert fald hvis man måler natur på rigdom af planter, dyr, insekter og fugle. Der er sket drastiske ting på landet siden jeg boede der 1954-1974. Naturområder er ved trængt sammen i enklaver, små oaser i et hav af monokultur af byg, hvede og rasp og intensivt drevet landbrug.

Området syd for Ørestad er i høj grad hesteland. Der er flere udendørs stalde og området er også let tilgængeligt via Ugandavej, Nøragersmindevej m. fl.

Til gengæld er naturen ved at indtage Naturpark Amager. Man vil kunne opleve at der er store områder hvor kreaturer afgræsser arealerne. Et eksempel er fx Lærkestien, her kan man få et rigtig godt indtryk af de udstrakte flade sletter med kreaturer og lærkesang. Men der er en meget stor forskel til agrarlandet: Man har ladet vandhuller og vådområder være. Desuden har man uden for afgræsningsområderne ladet det hele gro til. Derfor vil man opleve en rigdom af insekter og vilde planter som man ikke vil se og høre ved i dagevis at traske langs endeløse, tavse (og til dels trøstesløse) hvede-, rasp- og bygmarker i fx Ringsted, Sorø og Køge kommuner. Formentlig også på det engang så højtbesungne Fyn. Flere insekter betyder rigt fugleliv, som igen avler rigt dyreliv osv. Det ikke bare ses, det høres også. Selv når man går langs de snorlige gamle militære asfaltveje som Kanalvej og Granatvej.

Heste afgræsser området øst for Pinseskoven i baggrunden. Skoven har på ganske få årtier vokset sig til en "rigtig" skov.

Indrømmet, der er visuelt ikke de store landskabsmæssige oplevelser for vandrere. Men hvad der ikke er for øjet, er der for ørerne og næsen. Totaloplevelsen er en helt anden end "på landet". Ikke for ingenting er der naturskoler på Amager. For der er meget at komme efter, både for plante- og dyreinteresserede. Hvis man skal opleve nogle af de mange naturligt forekommende planter og dyr der findes i Danmark, så kan man opleve dem kun få minutter fra Københavns Centrum. Selvfølgelig skal man vide hvor man skal lede. Men man skal ikke lede længe.

Hejresøen. En af de mindre søer mellem Kongelunden og det store vildtreservat. Dæmningen nederst i billedet.

Jeg er endnu ikke blevet så særligt inspireret til at studere fuglefløjt. Jeg har hidtil klaret mig fint med at spotte en lærke, en solsort og krager som er de fugle man som oftest ser på landet. Og ret mange andre bliver det så heller ikke til. Men på denne tur var der masser af forskellige jeg aldrig havde hørt før, og ved Kongelundskroen var der sågar en vibe på stien. Vestamager ligger nemlig på Naturstyrelsens liste over de 25 vigtigste steder hvor man kan se engfugle. Det vel og mærke på en liste hvor de øvrige 24 lokaliteter ligger meget langt fra bebyggede områder. Viben var engang nærmest indbegrebet af dansk engfugl. Men dræning, sprøjtning med pesticider og intensiv udnyttelse af græsarealer har siden 1975 reduceret bestanden til 25 % af hvad den var dengang. Antallet af viber er også faldet andre steder i Europa, men Danmark ligger i en trist førerposition. Naturpark Amager adskiller sig også fra mange andre små naturenklaver på landet ved sin imponerende størrelse. På den lange led er der omkring 10 km, på den korte led mellem 2 og 5 kilometer. Størrelsesmæssigt er vi her oppe i klassen hvor også fx Bidstrupskovene og Gribskov befinder sig. Ikke et område man lige gennemvandrer på et par timer, eller for den sags skyld på en dag.

De vidtstrakte strandenge syd for Kongelunden, set fra Kongelundsfortet (man kan ane bastionen nederst til venstre i fotoet.

Bynær natur

Alt er ikke lutter idyl. Området slås med sin nærhed til byen, og larmen fra bilerne. Især mod nord er støjniveauet fra trafikken ganske betydelig. I mindre grad også jernbanen. Man venter sjældent forgæves på nogle af de lange godstog eller Øresundstogene. Man skal et pænt stykke syd for Ørestad før man slipper for det. Og helt mod syd ved Kongelunden overdøves det hele af fly fra Copenhagen Airport. Flyene drøner forbi - og ganske tæt på - hvert eller hvert andet minut. Dette er i allerhøjeste grad ødelæggende for lydoplevelsen. Men til gengæld synes fx viben at trives udmærket på trods af drønene fra flyene.

Kongelundsfortet, se fra foden af Radartårnet. Til venstre er kasematten hvor krudtet blev opbevaret (forrest) og længst væk i samme bygning projektørgaragen. De enorme projektører skulle køres indog ud.

Fra Kongelundsfort til Ørestad

Hvis man er til kulturelle oplevelser, kan man slå et smut forbi Kongelundsfortet. Ikke det mest velholdte af forterne i Københavns Befæstning. Men der er dog en serie spændende bygninger: Radartårn, kasemat (til ammunition), køkken, projektørgarage, kikkertstation, afstandsmåler (til fjendtlige skibe) og afsatser til 15 cm kanoner som kunne skyde op til 16 km. Der er ikke åbent nogen steder, men dørene er så forfaldne at man ofte kan smugkigge ind. Hvad fortet måske mangler lidt, er der til gengæld rigeligt af i form af udsigter fra fortet. Man kan få nogle pragtfulde kik over vandet og og vådområder langs kysten.

Ørestad. Mig bekendt ikke prisbelønnet arkitektur. Men ret meget af det nybyggede ser ud som dette. Forskalningsvægge der skal imitere mursten.

Er man ikke til gamle kulturminder, så er Ørestad i modsat ende urbaniseringshistorie for fuld skrue. Der er allerede opført prisbelønnede bygninger her, og kraner, bulldozere og gravemaskiner arbejder på livet løs med nye boliger, erhvervsbyggerier og andet.

Jernbanen set fra broen, Kanonvej. Der kommer jævnligt tog forbi, bl.a. meget lange godstog. Hvis man er til den slags.

I disse år føres der en heftig debat om det danske landbrug. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvor hårdt det er at være landmænd og udskrige dem til de store syndere. I debatten indgår også at mange landmænd føler sig som ofre for skrivebordsbiologer og storbymenneskers hetz. Dette indslag er ikke ment som et angreb på landmænd. Det skal blot ses som et synspunkt fra en aldrende vandringsmand som har oplevet en udvikling der er foregået i en god portion længere tid end et halvt århundrede. Tag det for hvad det er, og ikke mere.

Se flere fotoer på Flickr album for København, Tårnby og Dragør Kommuner


Ruten.

4As stoppested ved Trekantsøen. Kanonvej. Lærkestien. Kanalvej. Kongelunden. Kongelundsfortet. Sydvestpynten og stranden til slusehuset. Ellevehøjvej. Granatvej.