tirsdag den 2. juni 2020

Køge og Stevns

Pga Corona-krisen har jeg ikke været på de store eventyr. Blot vedligeholdt formen med kortere ture uden de længere togrejser. Men på årets første sommerdag skulle det være: Køge og Stevns.

Køge Havn. Hvis man vender ryggen til industrihavnen er der en håndfuld stemningsfulde restauranter, kafeer og værtshuse. De er dog alle lukket en tirsdag formiddag.

S-togene er endnu ikke fyldt med personer, og det er ganske trygt at tage til Køge - masser af plads, og som pensionist behøver jeg ikke at fylde op i toget til gene for det arbejdende folk. Køge er en dynamisk by med megen byudvikling, fx ved stationen og sydpå ved havnen og den flotte Sønderstrand. Denne morgen er der dog ganske tomt, både på havnen og på stranden. 

Køge Bugt. Stranden er fint passabel næsten hele vejen fra Køge til hvor Stevns Kommune begynder ved Strøby Egede. Så må man op på landevejen.

Stranden ned mod Strøby Egede er altid fuld af overraskelser. Det er lavvandet, vadehav og man ved aldrig om man kan passere helt ude i strandkanten, eller må trække ind på stierne. I dag valgte jeg det sidste fordi det så ud som om der var højvande, og i de tilfælde ender man hurtigt med at vade rundt i stinkende tang syd for Sønderstrand. Ved lavvande kan man til tider komme frem mellem tangen og vandet. Ved frokosttid når jeg til Solgårdsparken. Her har jeg været før, og det er et sted der kan varmt anbefales. Der er oven i købet et stort område med bænke, borde og gode toiletforhold. Er solen for stærk er der kølige skyggefulde steder. 

Stevnsvej. Typisk landskab. Stevns er fladt, med store marker og spredte gårde. Et typisk landskab ser sådan ud. Måske kan man fremhæve at det virker som om man er begyndt at lade markblomster og vilde blomster brede sig langs vejkanten og i små laguner mit i kornmarkoceanerne.

Godt udhvilet efter frokost er det tiden til at klare den prøvelse det er at passere Strøby Egede ad Kystvejen. Jeg har ikke fundet nogen alternative veje til at omgå denne strækning. Stranden er utilgængelig i praksis. For vandrefolket ikke godt terræn. I dag var ingen undtagelse: Biltrafikken er nemlig her intens, massiv og larmende. Det har jeg i øvrigt oplevet også på de andre gange jeg er passeret her, så jeg var forberedt på det. Byen er noget man bare må overstå, og efter denne er der Stevnsvej hvor man kan gå på en udmærket cykelsti uden at skulle kigge sig nervøst over skulderen for massiv trafik. 

Strøby. Jeg måtte vente på at bilkolonnerne var forsvundet ud af linsen, det lykkedes mig at få t billede hvor der kun optræder en enkelt bil. Som typisk er med 1 person i bilen.

Denne gang tog jeg Stevnsvej ind i landet for at nå til Strøby og Varpelevvej-Grønagervej. Trafikken den sidste vej er væsentlig mindre, men dog ret intens: Der er ikke pauser mellem når en bilkolonne er passeret før man kan høre den næste, enten forfra eller bagfra, og i modsætning til Stevnsvej er der ingen cykelsti. Samtidig er bevoksningen langs vejen så høj at man ikke kan træde ind i rabatten. 

Tryggevælde Å. I "Elverhøj" krydser Christian 4. åen for at trænge ind i ellekongens land med ordene (vist nok) "Nok er dette ikke Rubicon, og nok er jeg ikke Cæsar, alligevel siger jeg, terningerne er kastet". Om det er her, melder historien ikke noget om. 

I Strøby kan man tage en pause fra biltrafikken ved at gå ad en sti ned mod Tryggevælde Å.her er der en lille udsigtsplads og en bro som fortsætter mod Køgevej på den anden side af åen. Men nogen sti langs åen og gennem ådalen er der ikke. At bilerne er en vigtig del af det lokale liv på Stevns, fremgår af at der er mekanikerværksted og måske også tankstation i selv de mindste byer. Men måske er det bare mig der er blevet lidt for meget fokuseret på bilerne i dag?

"Ranestedet" i Varpelev. Huset ligger over for kirken og givet et indtryk af hvordan gårdene så ud for flere hundrede år siden på Stevns i det område.

En behagelig overraskelse på vej til Varpelev er gårdbutikken Engvang. Der er åbent, og sortimentet er ret varieret. Jeg falder for en bakke jordbær og nogle kanelsmåkager. Prisen er derefter, men bærrene er friske og smager som friskplukkede jordbær skal smage - efter min smag. Der er borde og bænke foran gården så man såvel i sol som skygge kan fortære det købte. Det er jeg nu den eneste der gør. De andre kunder er kommet kørende i bil. 

Nørregade, Køge. Efter at have fået forkortet ruten på landet, blev der så meget mere tid til overs til at bese Køge endnu engang. Et af mine yndlingsmål.

Over for kirken i Varpelev, turens slutmål, ligger "Ranestedet", som er et egnshus bygget i 1778 af kalksten fra Stevns Klint. Huset er opkaldt efter ridder Jon Jonsen Rani som havde i hovedgård her omkring i 1200-tallet. Det skulle være åbent, men ikke på en tirsdag eftermiddag. Jeg ville ellers have fortsat til Haarlev til fods, men var blevet en anelse træt af den vedvarende dans med biler som skulle passere. Så jeg valgte at overlade landevejene til dem igen, og nappede toget fra trinbrættet i Varpelev, stationen før Haarlev. 

Alt i alt var det dejligt at være på landevejene igen. Det blev til 5-6 timers vandring, eksklusiv pauser, i godt tempo. Selvfølgelig med nedsat hastighed på strandstrækningen. Jeg har sat det med at opmåle strækningerne i kilometer lidt på pause.

lørdag den 29. februar 2020

Kalvebod Fælled - Statens Vildtreservat

Februar megen regn har i den grad sat sit præg på dette område som i forvejen er et udpræget vådområde - det er blevet endnu mere vådt.


Bemærk skiltet med koen: Her er der om sommeren fritgående køer. Den går ikke i dag. Området er som det ses helt oversvømmet, og bunden blød så man synker ned. Også der hvor der ikke er vand.

Det har i år knebet med at finde gode vandredage hvis man er for kræsen med vind og regn. Fredag den 28. februar var for denne måned ok: kun lidt formiddagsregn, stærk blæst og vekslende skydække, men tørt fra over middag. En gang imellem meldte solen sig sågar på banen. Et højst sjældent syn i år. Denne dag afprøvede jeg mit nye legetøj, vandrestave. Terrænet skulle være perfekt til det: Asfalt, grus, mudrede skovveje og græs i lange, lige stræk

Et typisk vy over Kalvebod Fælled: Udenfor vejen er terrænet stort set utilgængeligt hvis man ikke har gummistøvler eller vaders.

Turen gik fra Ørestad Station ad Kanonvej mod syd. Hvor man "normalt" kan gå ind på engene, kunne det ikke anbefales i dag. Der går normalt også køer derinde, men dem så jeg ingen af, og det med god grund. De ville nemlig soppe i vand. Jeg sprang fra tue til tue ind mod en af de få høje som findes langs Kanonvej, også for at finde en anelse læ bag den lave bakke.

Ellevehøjvej gennem Pinseskolen. Broen ser ganske mørnet ud, og jeg vovede mig ikke ud på den. Vandet står ganske højt i kanalen.. 

Det tog næsten hele turen ad Kanonvej at få stave, tøj og øvrige udstyr sat på den rigtige måde. Ikke kun beregne stavenes længde, dupper for/imod. Blæsten over det flade land var ubarmhjertig, og tilmed begyndte det også at regne. Ørerne var især hårdt udsatte, men heldigvis var det blot et spørgsmål om at pakke det rigtigt ind i hætte og halstørklæde.

Pumpestationen Vandet står en anelse højere. Godt ud af Pinseskoven mod pumpehuset er der stadig noget læ bag ved dæmningen, men snart venter turen ovenpå den. Og så er der frit slaw for blæsten..

Gennem Pinseskoven var det lidt læ, så det var tid til at puste ud. Vel forbi pumpehuset mod syd, startede blæsevejret igen da jeg besteg dæmningen og Dæmningsvej. Her plejer at være en jævn trafik at motionerende cyklister, men på hele turen mødte jeg højst en håndfuld, ligesom vandrere. Hundelufterne havde ikke vovet sig op på dæmningen.

Klydesø og Statens Vildtreservat umiddelbart før det østligste fugletårn ved pumpehuset.

Den smule læ for blæsten der var i starten af Klydesø, og også på Dæmningsvej efter Pumpehuset, varede kun ganske kort. Her kunne jeg godt begynde at mærke at der er vindmodstand. Også fuglene havde søgt læ bag dæmningen hvor vandet var nogenlunde roligt, undtagen svanerne og blishønsene der ikke er bange for lidt søgang. Dæmningen er omkring 7 kilometer lang, så det er lidt af en vandretur i strid modvind.

Det mest omsuste sted på Dæmningsvej. Her har man udsigt til Avedøreværket på Avedøre Holme. Bag sig kan man se mod Kongelunden - og windsurferne der vistnok godt kan lide denne slags vejr. Der var i hvert fald en del ude.

Jo længere mod vest på Dæmningsvej, des mere blæst og det strid modvind. Udsigten til bølgerne der brydes mod kampestenene neden for dæmningen er ganske betagende. Blæsten var nu så stærk at jeg havde problemer med at holde stavene ud fra kroppen mod luvard. Heldigvis er der tre fugletårne med 1 kilometers afstand - og jeg brugte dem alle til at puste ud. De to første noget utætte, det tredje uden vinduer mod blæsten. Så her havde jeg et kort øjeblik lyst til bare at blive hængende.

Igen Klydesø, denne gang ved det tredje fugletårn. Ørestad langt borte.

Først efter andet fugletårn på vej mod det tredje, begyndte jeg at få blæsten lidt mere skråt, og ikke direkte. Bølgerne var langt fra så flotte som længere sydpå. Men det var næsten en  lettelse at slippe for den konstante vinds pres. Helt godt blev det dog først da vejen gik stik nord. Jeg er flere gange før gået hele vejen ad dæmningen (bl.a. den 11. august 2014 og den 22. august 2018), og jeg mener - også ved at kigge på fotoerne fra de ture - at fælleden nu er ganske våd. Det er i øvrigt altså også min første vintervandring på dæmningen.

Reservatvej følger Statens Vildtreservats nordlige grænse. Reservatet ligger altså til højre for vejen.

God forbi fuglereservatet var det nu muligt at gå over på læsiden af dæmningen, og selv om udsigten ikke er så god her - der er ikke havudsigt - havde jeg brug for et break fra den konstante susen om ørerne. Skibe, sejlbåde, kajakker var der ingen af. Først ved Hvidovre Strand og Valby Parken viste de første sig, godt i læ, og nu med fuld sol.

Svenskeholmene. Så er vi snart ved motorvejsbroen. Gik over denne, og resten af turen var i forholdsvis god læ af kysten ved Hvidovre og Valby.

Hjemturen foregik over motorvejsbroen, gennem Hvidovre og Valbyparken. Alt i alt langt over 20 kilometer. Stavene fungerede ganske fortrinligt, omend jeg foretrak at pakke dem sammen gennem Valbyparken, af frygt for at stikke dem ind i et cykelhjul.

fredag den 21. februar 2020

Skjoldungesti Hvalsø- Lejre (sydlige rute)

Skjoldungestien er en af de bedre strækninger i stisystemet i nationalparken: Bistrupskovene, Skov Hastrup, Oren. (Tur 18. februar 2020).


Turen fra Hvalsø til Lejre søndenom jernbanen er omkring 20 kilometer - med det hele (der er nogle seværdigheder undervejs som godt kan give lidt ekstra kilometer. På denne sjældne solskinsdag i februar 2020, har regnen sat sit præg: Mange steder er stien ganske pløret og nærmest opløst. Andre steder bare smattet og blød. Enkelte steder er der fare for at glide,

Kik fra Skolestien langs vestsiden af Storskov. Ganske typisk for det åbne landskab foran skovene.

For vandring har vejret ikke været det bedste i februar. Ikke særlig koldt, men til gengæld megen regn og blæst. Det har nok givet dyrene en stille periode hvor knap så mange mennesker har vadet rundt på deres territorium. Jeg ved ikke med plantevæksten. Der er allerede knopper på flere af træerne. Hvilket måske lige er vel tidligt nok. Solen tittede til tider også frem. Men nåede altså ikke at få tørret op i den plørepøl, man støder ind i ved husene syd for Hvalsø.

Kuperet terræn ved Elverdams Ådalen

Syd for Hvalsø startede det ud med sol! Men det holdt dog ikke længe. Og stierne i det åbne land var temmelig svært passable sine steder, nærmest små tværs henover stien. Til gengæld er der fredfyldt udsigt over det stærkt kuperede terræn vest for skoven, Elverdams Åen. Her har en skoleklasse slået sig løs inde i skoven. Og efter lydene, virkede det da som om de havde det ok fint.

Gård i Valborup Skov. Her er bilveje. Selv disse er temmelig våde, med pytter.

Jeg er ekspert i at overse pæle. Det er også en af grundene til at jeg altid har et kort med så jeg kan se hvad det er jeg er gået glip af. På denne tur missede jeg dog kun to. Den første pæl var den nordvest for Lerbjerg og fortsatte. Var dog disciplineret nok til ikke at vælge en alternativ rute, og vendte om. Stort cadeau til mit nye kort hvor der er højdekurver så jeg kunne regne ud hvor jeg var pga de aftegnede bakker.

Typisk foto fra Helvigstrup Skov. Fint kuperet og afvekslende ed damme, søer mm. Perfekt som frokoststed med multtoilet og det hele (omend en del træk, skal jeg da lige hilse og sige).

Bistrupskovene har jeg skrevet en del om. Så det er derfor jeg beskæftiger mig så meget med stiernes tilstand. Det gælder særligt på Skjoldungestierne. For de følger ikke de bedste skovveje, tværtimod ser det ud til på denne rute at man har valgt de snævreste, til gengæld også mest oplevelsesrige. Pløret er ikke noget der skræmmer mig, men blot en advarsel til de som ikke tænker på at tage ordentligt fodtøj på.

Fin træbro ved Aunsø gennem en sø mod spejderhytten. Umiddelbart før er der en god rasteplads med læskur, sheltere og et multlokum. 

Den anden pæl jeg missede, var mere alvorlig end den første. Jeg måtte have kort og kompas til hjælp (der var intet internet) for at finde en lidt kedelige markvej op til Glædesbjerg Gård der løber en anelse øst for Skjoldungestien. Om jeg missede en pæl, misforstod dem eller den slet ikke eksisterer, fandt jeg ikke ud af. Og det gjorde heller ikke så meget. Det regnede nu så meget at jeg under ingen omstændigheder ville få så meget ud af turen.

Langs åen i det åbne landskab efter Skov Hastrup. Åen er godt pakket ind af stejle skråninger, og markarealerne har svært ved at blive afvandet. 

Efter Skov Hastrup er ruten lidt præget af hovedvejen. Dog stadig flot kuperet med udsigt til Særløse Kirke. Af en eller anden årsag skulle den monoton kirkeklokkelyd præge hele denne del af turen, og gav et lidt dyster stemning, så jeg måtte skynde mig igennem området, der vist nok er ganske fint. Utroligt at kirkeklokker kan få lov til at bimle og bamle løs i så lang tid.

Syvhøje, gravhøje fra Bronzealderen. Det hele ser lidt brunt og gråt ud, og her begyndte det igen at regne

Der er vist otte gravhæje ved Syvhøje, og de kan være svære at finde når det regner. Men kik efter en stor lysning, en planche og pælene på højen. Jeg nåede desværre ikke at nyde stedet ret længe da regnen nu var taget til. Samt blæsten. Så jeg måtte søge ind i skoven for læ.

Det åbne landskab øst for Oren, set fra skovkanten. Her var solen igen kommet frem.

Oren er en mindre skov uden de store dikkedarer. Mindre kuperet end tidligere på ruten. På denne dag til gengæld godt læ mod den efterhånden stride blæst. Den lød så til gengæld som flot musik i trækronerne.

Kik gennem Oren. Græsstierne er bedre til at suge regnen til sig end grusstierne. 

Efter Oren kommer man ud i et kort åbent stykke ned mod jernbanen. Her stod en flok heste og gumlede løs på halm. Og ved jernbanen var jeg tilbage på den rute som jeg tidligere har gået. Hulegård og mølleområdet. Så jeg forsøgte mig i stedet med en mere direkte vej tilbage til Lejre Station. Og ogsså for at udforske noget nyt.

Ved Hulegård. Der går ikke en rigtig markvej fra Hulegård det første stykke øst på mod Lejre.

Skjoldungestien går under jernbanen ved Hulegård og gennem Ledreborg. Den har jeg gået mange gange før, så i stedet gik jeg langs sydsiden af jernbanen, indtil den lille fodgængerbro, som fører til stien nord for jernbanesporet. Her var skovarbejdere igang med at rydde med et bæltekøretøj, og stien i opløsning.

Stien nord for jernbanesporet, et kik over kildepladsen øst for Ledreborg. Her får man også et indtryk af ufremkommeligheden på stierne. Et vandløb har ganske enkelt krydset stien. En provisorisk bro af grene er lagt over.

Alt i alt en god naturoplevelse, med masser af krævende, varieret terræn. Udstyret var i orden - dvs. gode og tætte vandrestøvler. Men mudderet havde sat sig langt op ad skinnebenene. Kilometermæssigt måske ikke den helt store sensation, men terrænet taget i betragtning, skulle turen nok heller ikke have været længere. Måske når stierne er tørre, er turen mindre anstrengende.