fredag den 31. januar 2020

Udflugter fra og i Allinge

Store og små vandremål og -stier i Nordbornhoĺm med udgangspunkt fra Allinge.


Hammeren er ikke uden grund vel nok Bornholms mest besøgte udfulgtsmål. Her set fra Hammerhavn. På en blæsende vinterdag er det nu bølgerne som hamrer ind mod kysten, og forklarer hvorfor kysten ser ud som den gør: Millioner af års skvulpen har fjernet de blødere stenlag og efterladt en skåret kyst.

Kender du det at du som turist er et sted og spekulerer over hvordan der var før i tiden. Hvad de huse du kigger på egentlig var beregnet på, og hvordan gaderne så ud? Os der er fra midten af forrige århundrede, husker stadig hvordan landsbyer og småbyer havde forretninger og institutioner. Allinge er ingen undtagelse. Så derfor har jeg hygget mig lidt med at fantasere over hvordan det ville være at gå gennem Allinge. Et af de helt store bornholmske turistmål om sommeren, særligt når der er Folkemøde. Om vinteren er der et helt andet liv (nogen ville mene: mangel på samme), så man har bedre muligheder for at fantasere. Her lidt fotoer og beskrivelser. Tilsat nogle udflugtsmål som man brugte for 100 år siden.

Et kik gennem Bredgade i Sandvig mod Hammeren. Længst væk stenarbejderboligerne "Sandlinjen", et af de to arbejderboliger i Sandvig (den anden er Langelinje på Hammershusvej.


Allinge

Allinge er som alle andre byer en by med sin egen historie. Noget af den kan man nemt gætte sig til. Såvel Allinge som Sandvig er velforsynede med kirkelignende bygninger, og hvis man gætter på at her holdt en række kristne sekter til, er man fuldstændig rigtig på den. De vidner om et religiøst sektvæsen som man ikke ser mange andre steder. Ligeledes er de to gamle stationer Allinge og Sandvig også let genkendelige, om end de nu tjener andre formål. Men sporlegemet mellem stationerne eksisterer stadig som en cykel- og gangsti. Røgeriernes skorstene er afslørende for at her også var fiskeri. Nu importeres sildene til røgning fra andre steder. Også større bygninger på pladser og havne: Toldboden, Rådhuset, Teknisk Skole, Borgerskolen, de store tre og firelængede gårde.

Bethesda på Nørregade i Allinge. Ikke det eneste af sin slags i hverken Allinge eller Sandvig. Kun få provinsbyer af denne størrelse kan diske op med så mange missionshuse! De har alle det til fælles nu at ingen bruges til deres oprindelige formål.

Men så begynder det at blive svært. For der var andre funktioner end beboelse eller sommerlejligheder i mange af de øvrige huse, og hvad kan man som udenforstående stadig se af denne? Man kan selvfølgelig ikke genoplive de mennesker som boede her. Og der er heller ikke megen information om dagliglivet i turistbrochurerne. Men til gengæld er der andre kilder på nettet. Nederst i dette indslag er der link til nogle af dem.

Frem af vinterdisen dukker den, Kajbjerggård, nu håndværksvirksomhed, engang bygget som mejeri og et af en håndfuld eksempler på småindustri i Allinge, der findes også et forhenværende bryggeri, vaskeri og andet af anselige størrelser. De ligger alle op mod den forhenværende jernbanestation. Måske drømte man dengang om et tidssvarende industrisamfund? Det blev så aldrig til noget.

Bornholms Vejviser står der fx en del nyttige oplysninger. Af denne kan man læse at Allinge-Sandvigs indbyggertal toppede omkring 1954 med 2.153. Siden er det gået støt ned, således at det i 2019 nåede under 1.500 indbyggere. Af det 11 mand (ja, der var udelukkende mænd) store byråd var de 4 arbejdere, 2 stenhuggere, en enkelt avlsbruger, købmand, læge, forsikringsinspektør og borgmesteren.

Det gule hus i Havnegade 1 husede engang en afdeling af Magasin du Nord. Før det var det også tøjforretning, og det er det stadig, nu under navnet Tøjladen. Så her er altså blevet solgt tøj siden 1895. Det må være en af de ældste endnu eksisterende forretninger i Allinge.

En anden nyttig kilde er annoncerne i Nord-Bornholms Ugeblad  1913-1953. De afslører at Allinge var en godt udbygget by med kommunale institutioner som kæmnerkontor, socialkontor, sygehus, sygekasser, 2 læger, tandlæge, jordemoder, sognepræst, toldkammer, en "folkebogsamling" m.m.. Desuden mange småvirksomheder, håndværkere, banker og sparekasser, mange slags forretninger som man i dag skal til store provinsbyer som fx Helsingør for at finde: Frisører, boghandlere, manufaktur, fotografer, skræddere, bagere, urmagere, skotøj. Ofte endog flere af slagsen, og både i Sandvig og Allinge. Det kan være lidt svært at finde den præcise adresse, for det var åbenbart dengang nok at skrive Allinge. Så vidste alle hvor det var. Så kan man jo selv afgøre forskellen til hvad der i dag findes af supermarkeder, restauranter, apotek, skole, hoteller. Mit indtryk er at udbuddet dengang var større, både hvad angår antal og variation.

Storegade 26. I dette et af Storegades større hus var engang virksomheden Last- og personkørsel Aksel Bergmann og Brød- og mælkeusalg V. Maribo. Det er svært at se på bygningen i dag.

En af de få forretninger som har overlevet meget længe, er tøjforretningen i Havnegade 1. På et tidspunkt hed den Magasin du nord, Havnegade 1 (ved Victor Planck). Den var startet i 1895. Fritz Reusch drev forretningen fra 1937. Den er videreført under navnet Tøjladen. Den var ellers lukningstruet for nogle år tilbage. Frem til 1950erne var der op til 160 Magasin-forretninger i Danmark, og Allinge var altså et af stederne. Der var ofte tale om at lokale forretninger indgik i samarbejde med Magasin og ændrede navn. Det var også tilfældet i Allinge.

Storegade 14, Allinge. Her lå skrædderiet Edmund Karlsen. Mere plads skulle der ikke til. Der er ingen butiksruder eller skilte. Måske vidste man bare ate her boede han. Fra en svunden tid hvor man fik syet sit tøj, repareret det, eller lagt ind eller ud alt efter vægt. 

Den nu noget anonyme Lindeplads var vitterligt en "rigtigt" plads med købmandshandel, ismejeri m.m. Ligesom Storegade, Havnegade og Nørregade var det her man gik i forretninger. Hvis man kigger Nord.Bornholms Ugeblad igennem er der adskillige annoncer for Nordlandets Handelshus der midldest talt synes at have været en "blandet landhandel".

Nordlandets Handelshus (1887) på Lindeplads 1. Magelius Chr. Kure hyrede i 1896 murermester Nils Larsson til bygge en etage ovenpå bygningen. Handelshuset var leveringsdygtig i alskens ting ifølge de talrige annoncer fra forretningen. I dag er der baren Hut li Hut.

En af de driftigste gader udover Havnegade og Nørregade var Storegade, hvor man kunne finde et øldepot i nr. 3 (Karl Jensen), i nr. 4 Gornitzkas Bogtrykkeri. (Nu Hotel du Nord), nr. 8. Sadelmager Ernst Larsen, fremstillede bl.a. madrasser, nr 14 Skræderi Edmund Karlsen, nr. 15 blikkenslager Emil Kofoed, nr. 26 Last- og personkørsel Aksel Bergmann, Brød- og mælkeudsalg V. Maribo, nr. 29. Skrædder H. P. Hansen, nr. 31. Købmand O. Sonne-Mortensen, nr. 36 Slagtermester Willy Rømer.

Hotel du Nord, Storegade 4. Engang lå her et Gornitzkas Bogtrykkeri.

Derudover havde byen bl.a. også i Teaterstræde 2 Den gamle gæstgivergård (Allinge Teater), Andr. Christensen. Folkebogsamlingen holdt først til i det gamle rådhus på Kirkepladsen. Bygningen står der endnu, men ikke som rådhus. I dag holder det til på Kongeskærskolen i Mellembyerne. Og der var også en biograf:

Nordbornholms Kino 1933 (eller 1938?)-1980.
Film kom som i det øvrige Danmark til Bornholm tidligt i 1900-tallet. 1908-1933 i Forsamlingshuset "Hammershus" med en forestilling hver søndag i vinterhalvåret. Da tonefilmen kom til i 1933, byggede man en ny biograf med 250 pladser i Havnegade 32: "Nordbornholms Kino" og åbningspremieren d. 29. juni 1938. Man kan sagtens forestille sig at der har været biograf her. Omend det for moderne mennesker måske nok kan være noget svært at forstille sig over 250 mennesker stuvet sammen i bygningen. Ved fyldt sal må det have været i nærheden af 10% af Nordbornholms befolkning som har siddet der.

Tidligere Nordbornsholms Kino, Havnegade 32 i Allinge. 

Den 4. oktober 1940, kun ½ år efter den tyske besættelse, nåede Leni Riefenstahls film Olympia 2 til Bornholm, og blev vel modtaget i Nord-Bornholms Ugeavis hvor man kunne læse følgende:
Olympiadens 2. Del. Leni Riefenstahls store Mesterværk, Olympiade Filmens 2. Del spilles i Kino paa Tirsdag og Onsdag. De, der overværede 1. Del vil uden Tvivl med Begejstring møde op for at se Afslutningen, men alle de, der ikke saa "Folkenes Fest", som den kaldtes, maa ikke fratage sig selv den Oplevelse, det er at faa hele det store Sceneri af sund Ungdom rullet op for sine Øjne. Denne Film har Bud til alle baade unge og gamle.


Da Den Røde Hær befriede Bornholm fra de tyske tropper i 1945, blev de længere end det øvrige land. Derfor er Bornholm et af de få steder hvor der er russiske krigergrave. Her på Allinge Kirkegård har de fået en afdeling for sig langs den daværende jernbane.

Antallet af sæder blev udvidet et par gange, og i 1953 fik biografen nye stole, den viste dengang "Farlig ungdom" med James Dean. CinemaScope i 1958 og det blev indviet 2. juledag 1958 med Disney-filmen "Vestens Karavane" med Rod Cameron og John Ireland. Samtidig havde havde biografsalen også fået en modernisering. Herefter kan de fleste ældre mennesker måske nok genkende hvordan det gik med deres lokale biograf, sålunde også med denne da fjernsynet begyndte at komme frem.
Som så mange andre mindre biografer måtte Nordbornholms Kino lukke. Det skete i maj 1980. Den blev overtaget af Sammenslutningen af Danske Keramikere, og den gamle biografsal blev lavet om til udstillingslokale og butik og i 1998 overtog et ejendomsfirma den gamle biograf i Allinge. I dag er den privatbolig.

Allinge lods
Havnen i Allinge må have været et driftigt sted. I 1930'erne sejlede S/S Hammershus mellem Allinge og København. Søfolk der lodsede skibe der hentede granit fra Allinge, er kendt tilbage til 1600-tallet. Allinge Havn blev anlagt i klippeterræn 1857-62, og blev et naturligt udgangspunkt for lodser, der lodsede til og fra havnen. Senere påtog lodser fra Dragør sig alle lodsopgaver , hvor anbragte en lodsbåd (Neptun, bygget 1927) og en bådmand i Allinge. Neptun blev erstattet af "Mars" (bygget 1934) i 1970 så man kunne sejle ud både fra Allinge og Hammerhavnen. I 1972 byggede Dragør Lodseri en lodsstation i Allinge Havn, tegnet af arkitekt Søren Elkær Hansen fra Dragør. Før opførelsen af lodsstationen boede lodserne i bådmand Villy Petersens private bolig i Allinge. Her fik de fortæring, når de overnattede og ventede på en returlodsning eller flyvning til Kastrup.

Allinge Havn. Den nuværende lille lodshavn.

Villy Petersen var en alsidig herre, han var havnefoged, havnelods, kongelig vejer og måler i Allinge. Da lodsstationen var opført, blev han ansat i Dragør Lodseri og flyttede sammen med ægtefællen, Edith, ind i lodsstationens stueetage. Villy fungerede som bådmand og førte tilsyn med lodsbåde, lodsstation og udstyr. Edith varetog rengøring, skiftede sengelinned og sørgede for lodsernes fortæring, når de boede i lodsstationen mellem lodsningerne til og fra Bornholm. Lodseri var en god forretning, indtil staten overtog opgaven og Dragør Lodseri i 1984 under navnet Sundet Lodseri, som i 2006 blev overtaget af DanPilot.

Næs Strand, også kaldet Allinge Strand. Den har ikke ændret sig meget, skal man tro et foto af Næs Strand fra 1940.

Næs Strand.
NBU 30. oktober 1936 kunne man læse at arbejdet med stranden nu var godt i gang. Den var finansieret af en kurtakst, som hotel- og restaurationsejerne indkrævede af deres gæster. Tanken var at opføre en pavillon med toiletter og nogle badeceller for badende som ikke ønskede at klæde sig af fra stranden. Murer Clausen opførte en cementfuget stenmur fra Th. Holms havegærde til bækken. Det blev finansieret bl.a. af købmand Kure, Carlsberg og Tuborg. Det nævnes i øvrigt at gæśterne svinede meget med papir og andet affald.

Der går en kyststi langs hele nordkysten af Bornholm. Og selv om den på store strækninger vitterligt fortjener sig navn, så er der dog også en del "huller" i stien, hvor skilte med "privat" tvinger vandreren væk fra kysten og i bedste fald blot op i terrænet, i værste fald op på landevejen som man må dele med den motoriserede trafik. Sådanne strækninger findes fx mellem Stammershalle og forbi Tejn. Helt ud på vejen kommer man dog sjældent, der er cykelsti det meste af vejen.

I Nord-Bornholms Ugeavis, 5. august 1932 beskrives en tur, næsten ad samme rute som den jeg tog, bort set fra at den i 1932 foregik med motorskibet Thor, udflugt, sommeren 1932. Dengang som nu vrimlede det om sommeren med "Badegæster og Biler, Villaer og Telte med ferierende Ungdom, Sang og glad Latter..." Og videre til det med tyske turister befolkede Gudhjem. Og tilbage igen. Min tur startede dom ved Døndalen, eller Dynddalen som den omtales i artiklen.

Kyststien er på visse strækninger afnordkysten en af Danmarks bedste vandrestier. Her mellem Allinge og Sandkås. 

Ind i landet

Bevæger mig sig blot nogle få hundreder meter væk fra kysten, kommer man til landbrugsdanmark. Her er da også mange gode vandreveje, og selv om de er udmærkede, behøver man dog ikke tage helt til Bornholm for at finde tilsvarende næsten et hvilket som helst sted i Danmark. Her findes så nogle små lommer af spændende mål. Nedenfor nogle tips til disse.

Man skal ikke bevæge sig mange hundrede meter ind i landet fra kysten før landskabet ligner et hvilket som helst andet sted i Danmark. Her ved Egeløkkegård 5 minutters gang uden for Allinge.

Døndalen
Er et af de meget kendte vandremål. Og selv en det flotte stykke næppe er mere end 500 meter langt, så er det absolut værd at besøge, selv på en regnfuld dag. Døndalen er især berømt for at det indeholder Danmarks største vandfald på 20 meter. Men specielt er det at der findes et slags arboret langs østsiden af åen.

Vandfaldet i Døndalen. Danmarks største. Døbdalen er en lille naturkile op i landbrugsbornholm, med dramatiske, næsten lodrette klippesider.

Halvvejs op til vandfaldet er der en stejl trappe op til Amtmandsstenen, ca 25 meter over stien . Udsigten fra enden af trappen er dog en anelse bedre end helt oppe på toppen. Efter regnvejr er det absolut nødvendigt med ordentlige vandrestøvler. Stierne er overalt bløde og visse steder oversvømmet.

Stammershalle eller Stammershalde (gl)
Kurhotel (1911). Hvis man synes at det ligner et tysk bjerghotel, er man ikke helt galt på den. Det var en tysk hotelkonge (Rolf Müller) som stod bag opførelsen, og det var ham der i 1919 etablerede sejlads fra Sandvig til Gudhjem, og videre til Christiansø. I 1930'erne blev her anlagt en zoologisk have med løver og bjørne. Hotellet blev sat til salg den 23. januar 2020 af ejerne siden 2011.
Hotel- og Restaurant Stammershalde anbefales som Øens smukkeste Udflugtssted. Hver Søndag Eftm, KOncert fra 4-6 og Aften-Dansant fra 8-12. 1ste Kl. Varer. Moderate Priser. Madkurve kan medbringes. (NBU 22. juli 1932)

Stammershalle Kurhotel. Et monument over tidlig tysk turisme (dem er der flere af på nordkysten), og en arkitektur som man kender det fra tyske bjerghoteller.

Moseløkken Stenbrudsmuseum.
Opalsøen, Krystalsøen, og måske Vang Granitbrud kender de fleste turister. Alle gamle granitbrud som forlængst er ophøjet med at være sådanne, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro at de var formet af naturens særprægede kræfter. Men det er altså menneskehænder der har hugget sig igennem den hårde granit. Og bl.a. leveret sten til Carlsberg elefanterne, Christiansborg stentrappe og Nationalmuseets granitsøjler. Eller - ikke lige de nævnte stenbrud, men et andet mere diskret stenbrud: Moseløkken Stenbrud som ud over stadig at have en minimal drift i gang er det sted hvor man kan få lejlighed til at se hvordan stenhuggeri foregår..

Moseløkken Stenbrudsmuseum. Udenfor sæsonen er der kun nogle få ansatte som arbejder i bruddet. Museet er lukket. Men man kan gå rundt på området og i ro og mag forestille sig de enorme save (bagest) hvinende skære sig igennem klipperne. 

Bondegårde - Hammersholm
Bornholm har spredt bebyggelse af enestegårde, få regulære landsbyer og ingen herregårde. Ganske få ældre gårdanlæg er bevaret i blot nogenlunde original stand. En håndfuld gårde er fredet: Lille Frigård, (Nybrovej mellem Østermarie og Østerlars),  Østre Ellebygård, Ølenevej 8 (Østermarie) og museumsgården Melstedgård (Melstedvej 25, Gudhjem)De fleste besøger Hammershus, uden at vide at der et kvarters gang derfra ligger en gård: Hammersholm eller Slotsvangegården. Denne slotsladegård blev opført i 1724 og var de første bygninger på Slotsvangen, som hørte under Hammershus. Tidligere blev jorderne drevet af en fæstebonde i Sandvig. Som det ses på fotoet er der 21 fag, hvoraf de 4 er tilføjet i 1833. Kvisten mod nord i 1847.

Stuehuset til Hammerholm. Stuehuset ligger noget indklemt af de to sidelænger, men der er en lille bakke øst for hvor man kan se bygningen fra siden, og ligeledes et tilgroet areal vest for.

Bindingsværkslængen mod øst er fra 1910. En brand ødelagde i 1917 de øvrige længer. I 1960erne overtog først Staten, senere Naturstyrelsen gården. I 1982 blev døre og vinduer udskiftet. Størrelsen af stuehuset vidner om at Hammersholm var en vigtig del af Hammershus' historie og af stor betydning for Sandvig og Allinges befolkninger. Ejerne af gården spillede en stor rolle havnen i Sandvig og stenindustriens udvikling gennem 200 år. Desuden er den et af de få eksempler på arketypisk bornholmsk arkitektur. Til venstre (vest) på fotoet ses kælderen med salen ovenpå. Og for seere af Matador, må de hele fire skorstene signalere velstand.  

Nord-Bornholms Ugeblad 

indeholdt mest artikler om emner udenfor Bornholm samt (og det er hovedindholdet) annoncer, som giver et indtryk af et helt anderledes liv. Om sommeren dominerede annoncer rettet mod turister. Annonceudvalget er meget bredt. Her kunne man leve og dø uden at skulle forlade byen. Der var stort set alle de forretninger, institutioner og andet som man gennem et helt liv kunne få brug for. I en adressefortegnelse fra nummeret 17. maj 1935 kan man få et indblik i nogle af de forretninger mm. som fandtes. Og i 21.7.1939 en fortegnelse for turister.

Allinge-Sandvig Folkebogsamling er en af de første (hvis ikke den første) på Bornholm. Her kan man se hvornår den havde åbent (3 timer om ugen), og at det er efter at læsestuen er kommet til. Den havde så til gengæld åbent dagligt. 

Nogle lokale nyheder er der dog. Fotoer fra Bornholm næsten ingen. Taget i betragtning at at det var et ugeblad: De lokale klagede i starten af århundredet over de uanstændighed som badegæsterne udviste ved "kun" at bruge trikotagtige badedragter. I stedet anbefalede man som man åbenbart mente var almindeligt i udlandet, at man badede i næsten normalt tøj, endog iført hat og med parasol.
I forbindelse med omtalen af et figentræ, skriver NBU 30. juli 1915:

"Trods Badedragternes Prisbillighed er der nemlig en hel Del unge Mennesker her i Kommunen, der ynder at tumle sig i Strandkanten, paa Klipperne og ved Badestranden i paradisisk Kostume til stor Gene for Badegæster og forbipasserende Damer. Da disse unge Mennesker sikkert ikke har Raad til at anskaffe sig et Par anstændige Badebukser, vilde et Tilbud fra Hr. Jacobsen om at reservere dem et vist Antal Figenblade vistnok blive modtaget med Taknemlighed."

Omvendt klagede turisterne over de lokale: De lod deres heste frit gå rundt på strandene og efterlod så mange hestepærer at det åbenbart var et problem at gå i sandet. Fra Tejn klagede man også over at røgerierne bare smed fiskeaffaldet ned på stranden hvor det i solen lå og rådnede og udbredte en helt ulidelig stank.

Den 3.-5. juli 1915 meddelte NBU at 22 svenske og 14 danske journalister var inviteret på besøg for at bese Bornholm. Mange turiststeder var nemlig blevet lukke på grund af krigen.Referatet i avisen omtaler ikke så meget seværdigheder, men de tilsyneladende uendelige middage, frokoster og kaffeborde rundt omkring på Nordbornholm, med samt de lokales festtaler.

Som omtalt i et tidligere indslag her på bloggen var der også konkurrence mellem de to dampskibsselskaber på Bornholm. På et protestmøde i Hasle juli 1940 mod at Det østbornholmske Dampskibsselskab kun vil anløbe Hasle om onsdagen fra København. Man vil også have den til an anløbe om lørdagen.

Det kan man finde på nettet:
Hammersholm. Fredningsplan
Nord-Bornholms Ugeblad 1913-1953.
Bornholms Vejviser, findes i forskellige årstal, fx 1954 og 1958.
Allinge Historie.

fredag den 17. januar 2020

Hvalsø - Gevninge - Lejre

Vintervandring på landet, skoven og langs de vandrige åer, bl.a. gensyn med Gudernes Stræde og Skjoldungestien. (Vandring nr. 351)



Typisk landskab nordøst for Hvalsø. Der er ikke meget at se, høre eller lugte. Og det man kan lugte, vil man helst ikke kunne lugte.

På den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside hedder det om naturen i Lejre: "Kommer man fra hovedstadsområdet gennem det flade og tæt bebyggede Hedeland, åbner der sig lidt vest for Roskilde et helt andet landskab. Det er Lejre Kommune... Det indgår i en grøn ring uden om hovedstadsregionen." Det er rigtigt at der åbner sig et andet landskab, og også delvist rigtigt som foreningen beskriver dette landskab: "præget af dybe dale med enge og åer i bunden, af dødislandskaber med stejle bakker og store skove, af spredt bebyggelse med land- og skovbrug".


Porten til Bæsted Skov: Tueholthus - eller også er det huset lige overfor.

Når det er sagt, så bør man retfærdigvis dog nok tilføje at store dele af Lejre kommune er præget af enorme marker, særlig tydelige her ved vintertid hvor markerne i bedste fald har et grønligt skær men ellers strækker sig uendeligt i brune farver. Det havde jeg ellers prøvet at tage højde for. Jeg har vandret en del i Lejre, og forsøger derfor at lægge ruten gennem de smalle, grønne korridorer udenom landbrugslandskabet. For det er især noget vandrere lægger mærke til, sikkert mere end fx cyklister eller bilister som kan spurte hen til de områder hvor de naturskønne områder findes. 


Bæsted Skov. En udmærket kuperet skov med fine skovveje. Man skal dog lige passe på med jagt i skovene. Pt har Ledreborg sat skilte op at stier kan været spærret og man må regne med at tage alternative stier.


Skovene

Dagens tur gik gennem et par skove som jeg ikke har gået så meget igennem: Bæsted Skov og Slorup Skov, og det er udmærkede små skove. I størrelse kan de ikke måle sig med Bistrup Skovene syd for Hvalsø, men mindre kan også gøre det. Der er et forbavsende fugleliv, det må være det milde klima der har fået hormonerne frem i fuglene. Mellem de to skove ligger Helligrenden. Engang et ørredvandløb med tilløb til Roskilde Fjord. Her forsøger man at retablere nogle gydebanker


Kik over Helligrenden. Der skulle være et vandløb dybest nede, men det er ikke sådan lige at komme til ude i det åbne landbrugslandskab. Det er forbeholdt køerne på denne strækning.

Foreningen skriver endvidere: "Men det er ikke bare en fantastisk natur. Overalt i Lejre findes kulturspor helt tilbage til dengang da området første gang blev beboet. Der er køkkenmøddinger, kæmpehøje, vikingehaller, herregårde, landsbyer og gamle veje. Kun få steder i Danmark findes en lignende koncentration af natur og kulturminder, og så ligger hele herligheden så tæt ved storbyen, at dens indbyggere kan nå det på en endagstur." Fint, jeg kan fuldt ud forstå at foreningen gerne vil lokke storbyens beboere til Lejre. Og Sagnlandet Lejre er da også et fantastisk sted at komme om sommeren når der er åbent.


Slorup Skov. Her ad Gudernes Stræde går man oppe i terræn med udsigt til en langsø. Om sommeren kan man formentlig ikke se den for bare blade. Men her om vinteren går det fint.

Der findes såmænd også andet end gamle ting, tag fx den gamle ringovn, Skullerup Teglværk. Den er overgroet med træer og krat, om sommeren har jeg præsteret at gå forbi den uden at opdage den, men den skal ses om vinteren hvor bladene ikke dækker den. Den er ikke ret stor, men et minde om gammel teglværksindustri. Og man skal nok skynde sig, for ovnen er i lodret forfald. Den er i øvrigt lukket inde på et private område, så man skal ikke regne med at kunne komme helt hen til den.


Gevninge.Længst mod nord findes den gamle landsbykerne stadig, selvfølgelig alt sammen moderniseret til ukendelighed. 


Gevninge


Gevninge er en pænt stor by med en lille modificeret bykerne af landsbyhuse og -gårde. Gevninge er stadig i besiddelse af et supermarked, et forsamlingshus OG et beboerhus, rytterskole og frisør. Men bageren har måttet lukke. I vinduet annonceres efter nye ejere. Men af butikkens tilstand ser det ud til at være et stykke tid siden. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde et sted hvor jeg kan købe en kop kaffe (undtagen i Wittenberg-automaten hos bageren i Lejre). Det lykkedes heller ikke i Gevninge, så kaffetørstige vandrere må medbringe det i bagagen.


Gevninge Åstien. Et meget skønt område at gå igennem. Men efter en regnfuld vinter også et meget vanskelligt terræn. Jeg har ikke gummistøvler med, så mine støvler var udfordret. heldigvis havde jeg imprægneret dem godt med voks hjemmefra, og sokkerne var tørre, trods vandmængderne. Fotoet viser en mere passabel del af stien. Længere sydpå skulle det blive meget værre.


Langs åerne


Skjoldungestien - netværket af stier, som har taget navn efter sagnenen om den første danske kongeslægt, og deres hjemsted i Lejre. Fra Gevninge til Gammel Lejre følger den åsystemet, og det er efter en regnfuld vinter ikke ideelt. Allerede nordpå ved Gevninge begynder vanskelighederne. Stien er gennemgående svært passabel på store strækninger pga. oversvømmelser, resten er ret smattet. Syd for motorvejen går det helt galt: Her måtte selv den smalle trægangbro givet op, og var bukket under for vandmasserne. Jeg måtte opgive at følge Skjoldungestien, og ty til kildepladsens arbejdsvej som fører op til landevejen - gennem marker.


Typisk landskab ved Gammel Lejre. Vidtstrakte, livløse marker, kuperet med rigeligt gravhøje. Gammel Lejre er en lille landsby med huse på begge sider af en gennemgående bygade.

Alting ser bedre ud i solskin, og det er der god brug for på denne tur hvor man gerne skal kunne se langt for at øjnene kan hvile på noget. Især de 3 kilometer langs åerne til sidst træk søm ud. Så på den måde var det dårlig planlægning fra min side. De ca. 20 km kom derfor til at føles en anelse hårdere end antallet af kilometer egentlig berettiger til. Det havde i bagklogskabens klarsyn nok været bedre at tage turen den modsatte vej.

torsdag den 9. januar 2020

Grønholt-Humlebæk: Nordsjællandsk vintervandring

Det kan være svært at finde egnede vandreruter om vinteren, alting ser bedre ud i solskin. Denne udflugt gik dog an.



Lønholtvej lidt øst for Gl. Skæremølle. Et typisk landskab i Fredensborg Kommune med vidtstrakte marker og spredte gårde. 

Startpunktet Grønholt Station (1934) er et trinbræt på "Lille Nord" mellem Hillerød og Helsingør, hvor man skal trykke for at komme af. Der går tog en gang i timen, og statistikken viser at der er under 100 daglige passagerer, så jeg må have pyntet gevaldigt i den statistik. Trinbrættet var udgangspunkt for en skovtur i Gl. Grønholt Vang. Som mere end en vang er en mindre skov.


Typisk skovvej gennem Gl. Grønholt Vang. Spætter pikker og andre fuglestemmer høres.

Gl. Grønholt Vang


Min tur gennem skoven var på ca. 2 kilometer, formentlig en gennemsnitstur med afvekslende løv-, nål- og birkeskov og moser. Forbavsende meget liv hvis man skal gætte på fuglestemmerne. Her er man også i nogenlunde fred for store veje - Hillerødvejen ligger i behørig afstand på over en kilometer. Og ja, selvfølgelig lægger man mærke til at vandre i en kommune som bobler til top-10 over Danmarks rigeste.


Præstemosevej med Bakkely, Skovgård og Mosegård - privat område lidt reserveret?

Jeg forsøgte at ramme Præstemosevej, og det lykkedes da også ved lidt lokal vejledning fra en beboer i det ret øde område. Jeg var åbenbart ved at bevæge mig ind på privat område, og det er der en del af uden for skovene. Privat i bogstaveligste forstand - jeg ved ikke om det vil være for vidt at sige at man passer sit. Men det var måske bare vejret. Og området er måske heller ikke meget besøgt af andre end de lokale.


Asminderød stor kirke og kirkegård og en imponerende kro, selvfølgelig i et stenkasts afstand fra kirken.

Asminderød


Præstemosevej fører efter et par kilometer mod nord til landsbyen Asminderød. Med en ganske imponerende kirke og kirkegård. Asminderød Kro. Kroen er kendt fra Politivennen, som i juni 1838 beklagede sig over det store antal kroer i området:

Med kromanden Hammers enkes død ophørte privilegiet til at holde kro i Asminderød. Men siden dette dødsfald som indtraf første påskedag, er der bestandig krohold på stedet. Er forordningen om landsbykroers nedlæggelse ikke ophævet, så ville det være meget passende om denne kro straks efter dødsfaldet var blevet nedlagt da ingen ville tabe, men manges moral og arbejdsomhed vinde ved det. Hvor overflødig denne kro er, vil ses deraf at den er den 13. i en omkreds af 2 mil, og næppe findes der i Danmark en egn der er således forsynet eller rettere overfyldt med kroer. Den omhandlede kro ligger således kun 1/4 mil fra Fredensborg hvor der er to kroer, en halv mil fra Tikøb, en mil fra Esrum som hver har sin kro. Desuden er der i en afstand af omtrent 2 mil fra samme kroer i Harrebæk, Gilleleje, Snekkersten, Humlebæk, Nivå, Sletten, Nøddebo samt på landevejen Nye Kro og Amsterdam. At kroer i landsbyer hvorigennem ingen landeveje går, er skadelige idet de giver lejlighed til lediggang og svir, er en gammel erfaring der også har foranlediget emanation af forordningen af 30. april 1734. Men da der i disse kroer også konstant sælges alle slags fornødenheder, skader de tillige købstadsindbyggernes handel, hvorfor det er ønskeligt at de overflødige kroer nedlægges ved ejerens død og in specie at den her omhandlede straks må nedlægges i overensstemmelse med nys nævnte forordning.

Det er der rettet op på: Det er svært, for ikke at sige umuligt at opdrive en kop kaffe i området. Og skribentens klage var i øvrigt forgæves. Asminderød Kro blev ikke lukket. Kroen kan føre sin historie tilbage til 1678-79 hvor den også drev landbrug og købmandshandel. Kromanden på Politivennens tid Johannes Chr. Hammer, havde en søn, Fritz Hammer som blev kendt under Københavns Bombardement 1807. Han ramte den engelske general Baird. Som blev så imponeret at han ønskede at hilse på Fritz, og som belønning gav ham en pung med guldstykker og to meget smukke, sølvindlagte pistoler. De skulle stadig findes, og Steen Steensen Blicher skrev et digt om begivenheden. Fritz arvede kroen i 1839.


Fra Asminderød til Knurrenborg Vang er der en kilometers penge ad den stærkt trafikerede Kongevejen, før man kan dreje modøst. Gentagelse af Gl. Grønholt Vang.

Asminderød mener man stammer fra middelalderen – 1100-tallet. Her ryddede Asmund og hans huskarle så meget jord, at den kunne ernære seks bønder og præsten. Fra omtrent samme tid stammer kirken. Landsbyen var ganske vigtig, idet der var herregårde: Ebbekøbsgård og Rolands Gårde, og især efter Fredensborg Slot blev bygget 1719-23. Håndværkere og professionalister bosatte sig og byggede. Nu er den smeltet sammen med Fredensborg. Da skovene næsten var fældet for tømmer og brænde, blev Knurrenborg Vang etableret i 1805. Nu er det en smuk skov. Følger man cykelrute 36, også kaldet Den Ungarske Ringvej, kommer man mod syd til Grønholtåen der pt er temmelig vandrig og brusende. Her går man også et stykke af Langstrupstien.


Særlig megen strøm er der ved broen der fører Rolandsvejen over åen, tæt på Gl. Skæremølle. Hvor der stadig skæres. Så kommer man ud på Lønholtvej med kurs mod Langstrup som har givet navn til Langstrupstien.

Her skulle man i 1826 ifølge Politivennen passe på en farlig tyr: 
Søndag den 10. i denne måned gik to værgeløse fruentimmer på vejen mellem Frederiksborg og Asminderød. Lidt før den gård der tilhører hr. kaptajn Soelberg, kom en uvan tyr dem i møde. Og den havde vist nok gennemboret begge de vandrende hvis de ikke i største skynding havde retireret ind på den tilgrænsende mark og reddet livet ved at krybe op i en høstak. Her ville de dog kun have været sikre i en kort tid, hvis ikke to karle med knipler i hånden ved deres skrig var kommet dem til hjælp med at fordrive nævnte glubende tyr der havde skaffet sig adgang til den omgærdede mark ved med hornene at gennembore gærdet ...


Langstrupvej gennem Langstrup. Den mere idylliske del af vejen.

Langstrupstien


Langstrupstien fører over en meget gammel granitbro (Gl. Skæremølle Bro) ved Rolandsvej og skæremøllen. Mens møllen er nyere, er broen en af landets ældste, fra 1600-tallet. Cykelrute 36 fører nu mod syd, men jeg gik mod nord for at komme over Helsingørmotorvejen. Den sætter sit lydlige spor en kilometer til hver side, en strækning som bare skal overstås i en fart.


Dageløkke. Enkelte gårde, men ellers præget af istandsatte idylliske huse der må koste en bondegård.

Fra Dageløkke gik turen ned til stranden, og Sletten - Sletten af i dag har ikke ret meget med Sletten af i går. Der har været fiskere på stedet i hvert fald tilbage til 1560. Havnens nuværende størrelse fik den omkring 1879. Rejsende til Helsingør kom gennem fiskerlejet indtil 1924 hvor Humlebæk Strandvej blev anlagt. er et idyllisk fiskerleje i den sydlige del af Humlebæk, hvor havnen er det naturlige centrum. 

Gl. Strandvej gennem Sletten. Engang måtte rejsende bruge den. Men nu er den parkeringsplads for de lokale beboere, med meget begrænset trafik.

Sletten Havn


Strandvejen går igennem fiskerlejet, og indtil 1924 var det den eneste hovedfærdselsåre mod Helsingør. Dette år blev Ny Strandvej (nu Humlebæk Strandvej) etableret som aflastning. Ca. 1.000 jøder skal være reddet til Sverige herfra. På det tidspunkt var stedet begyndt at blive invaderet af forfattere, tegnere mm. Og de mere end 100 fiskerhuse mm. er nu alle privatboliger. Der er som det ses på fotoet såvel et par fiskerbåde som en fiskehandler på havnen.


Sletten Havn. Vejret arter sig helt gevaldigt.

Alt i alt sneg turen sig vel op på en 18 km. Terrænet ikke specielt vanskeligt, omend nogle af skovstierne sine steder var mildest talt smattede.