Jyderup 1883: En historisk vandring til Slaget mellem Højre og Venstre 8. september 1883.
Søndag den 9. september 1883 var der usædvanlig aktivitet omkring Jyderup Station: På begge sider var der posteret politi, og flere betjente sås i området omkring stationen. Der var ankommet nogle og 30 fra Københavns Politi foruden den lokale politistyrke, og der var indkaldt soldater fra kantonnementsøvelse. Stationsbyen var dengang ikke bygget, og området var øde. Landsbyen Jyderup omkring kirken lå flere kilometer nordøst for stationen.
Med det stærkt forsinkede ordinære morgentog fra København var prominente Højrefolk: bl. a. landstingsmand Ploug og folketingsmændene R. Andersen, professor Brix og kaptajn Poulsen, folketingsmand grev Scheel og andre. Senere ankom der med ekstratog fra Korsør landstingsmand Jacobsen og folketingsmand rektor Dahl.
Med togene var også deres modstandere, bl. a. Venstres ledere - folketingsmand Schiøtz og socialistførerne. For Højre havde arrangeret et politisk møde i den opkommende Venstrehøjborg Jyderup. Højrefolkene skulle mødes foran Hotel Skarritsø, og der var ved togets ankomst omkring 1.500. Senere ankom der også den ene vogn efter den anden med landboere. Og med forsinkede ekstratog fra Tølløse og Kalundborg. Forsinkelserne betød at afmarchen fra pladsen måtte udskydes fra kl. 14.30 til kl. 15.30. Nogle var utålmodige og begav sig til skoven, men endelig marcherede toget med et musikkorps i spidsen afsted.
Højremanden grev Lerche som ejede Drivsåtskoven et par minutters gang fra stationen, havde velvilligt stillet skoven til rådighed. Godt nok var der ikke plads til telte der, men i stedet havde man overfor stationsbygningen opført nogle telte beregnet på at spise og drikke i.
Det særlige ved mødet var at Venstre ikke var indbudt. De havde ellers forsøgt, men forgæves. I 1883 var kotyme at hvis et parti indkaldte til møde, så var det andet parti også inviteret med. Det havde Venstre tidligere på året forsømt, og det blev læst og påskrevet af Højre. Men nu gjorde Højre det samme.
Det ville Venstre ikke finde sig i, så på en åben mark et kort stykke derfra havde ærkerivalen Venstre opført en talerstol. Parterne stod formentlig lige - alt i alt 4000 deltagere til hvert møde. Det havde Højre for så vidt også forudset, så den stedlige politimester (Højremand) havde rekvireret forstærkninger: 30 betjente fra Københavns Politi. Selv skulle han spise med, så kommandoen var overladt til hans fuldmægtig
Jyderup blev et af de første steder hvor Højre afprøvede en metode til at modarbejde Venstre. At invitere Københavns Politi må i sig selv opfattes som en provokation. Men det var blåstemplet af minister (Højre) og den lokale politimester (Højre). Betjentenes opførsel kunne antyde at de skulle afvente en situation som kunne opfattes som en så stor provokation at politiet kunne skride ind for at "opretholde ro og orden". Læs mere på Politivennen Live Blogging: Jyderup-Slaget: Søndag d. 9. september 1883.
Men i første omgang lykkedes det ikke at provokere Venstrefolkene. Højre kunne afholde møde i uforstyrret i skoven, mens Venstres blev afholdt tæt derved. Det blev i stedet området omkring stationen som blev udpeget som slagmark. Her skulle Højre afholde et fællesmåltid i et telt med en æresport osv. Det omkringliggende område "ingenmandsland" kunne man vel kalde det, blev "besat" af politiet og det tillod kun Højrefolk at komme ind. Det provokerede (som ventet) Venstrefolkene som mente at de havde lige så god ret til at være der som Højrefolkene. De så politiets optræden som en klar stillingtagen for Højre.
Blandt Venstrefolkene var folketingsmand (1879-1907) og skolelærer Karl Lauritz Fogtmann (1847-1907). Beretningen om den (næsten uundgåelige) kamp mellem politi og Højrefolk på den ene side og Venstrefolk findes herefter i to versioner. Højreaviserne mente at mængden havde bevæbnet sig med lange stave og stokke, tomme flasker og sten for at angribe betjentene der kontant slog igen med stavene. Venstreaviserne mente at det var politiet som havde trængt en lovlig forsamlet Venstre-skare væk.
Under disse forhold skulle Højrefolkene så indtage deres måltid, udbringe skåler og drikke sig "i hegnet". Men stemningen var trykket. Lydene udenfor overdøvede musikkorpset og de omdelte sange forblev usunget ved kuverterne.
Nu forlader vi historien for at undersøge området omkring Jyderup. Er der spor som kan give noget baggrund til Slaget? Jeg bevæger mig derfor nordpå, og er ikke gået ret langt før jeg støder på et skilt med Jyderup-stien, ind i Dyremoseskoven. Stien er en gang- og cykelrute gennem skovene. Det betyder godt nok at man ikke kommer forbi dyssen. Den ligger ved den stærkt trafikerede Amtsvejen. Halvvejs mod Hjembæk krydses stien af Skovvangen. Stien fortsætter over vejen, men skiltningen! En pil peger entydigt til venstre, altså ikke ligeud og videre ind i skoven.
Jeg må være forsigtig med alt for mange omveje, for det kan benene ikke længere klare. Men jeg valgte altså at gå ud på det jeg frygtede: den stærkt trafikerede Amtsvejen. Og endda undgå den en kilometer omvej til Hjembæk ad mindre trafikerede Lille Stokkebjergvej. Det har ikke været muligt at få oplysninger om præsten i Hjembæk og hans politiske tilhørsforhold. Men var han som præster var flest, har han måske været Højremand.
Hjembæk Kirke skulle have mange kalkmalerier, men den er lukket. Formentlig for beskytte sarte kunstværker. Kirken spillede en ideologisk rolle for Estrup: Han var besjælet af den tanke at de som havde stemt på Venstre og givet partiet overvældende flertal i Folketinget, ikke var modne til frihed. Landstinget derimod var valgt af de "modne", dvs. godsejerne, grossererne, fabrikanterne - og Københavns nationalliberale. Så de måtte tage det på sig at regere landet. Det var også i Frederik 7.s ånd: Han og regeringerne i hans tid anså ikke de tysksindede i hertugdømmerne i perioden 1850-1864 for "modne" nok, hvorfor enevælden fortsatte efter 1848 syd for Kongeåen, med de danske nationalliberale nordslesvigeres fulde støtte (de blev begunstiget). Noget der brutalt blev lavet om på i 1864, men det er en anden historie.
Kalkmalerier er der også i Jyderup Kirke. Kirkens indretning og arkitektur mv. afspejler til dels hvordan kirken var til for at sanktionere det hierarkiske samfund: Højt hævet stod præsten på prædikestolen. De velhavende, godsejerne, gårdmændene, grosserere m .fl. betalte et årligt bidrag for et stolestade. De sad ned, mens de fattige stod op - uanset de betalende ikke mødte op. Så - tomme stolestader, mens folk måtte stå op bagest i kirken, hvad der kunne være en udfordring for ældre og svagelige folk. Dette system blev gradvist afskaffet før og efter 1900, sidst i København hvor det sluttede i de første årtier af 1900-tallet, de aflåselige stolestader og numre på dørene kan stadig ses. Ikke i Jyderup Kirke, og jeg har ikke kunnet finde ud af om systemet var afskaffet her i 1883.
I prædikenerne indgik formentlig en hyldning af kongehuset (Christian 9.) og det system han repræsenterede (Estrup). Jyderup Kirkes kalkmalerier er fra omkring år 1400, men har måske været kalket over i 1883. De viser bibelske myter og personer: Sagnhelten over dem alle: Jesus troner på en regnbuetrone. Syndefaldet viser nøgne Adam og Eva skjule deres ”skam” med bladduske. Desuden ses de hellige tre konger, Maria og nogle apostle, bl. a. Jacob den Ældre med rejsehat og pilgrimsstav, Bartolomæus med kniv og Mattias med økse. Samt kæmpende udyr. Et træ skyder ud fra munden på en drage.
Venstre rekrutterede sine støtter blandt gårdmændene, og det er ikke svært at få øje på hvorfor de var så mange. Hele ruten (16 km) bærer præg af landbrugsområde: åbne, vidtstrakte marker der på dette tidspunkt af året henligger er øde, livløse brune og pløjede marker, eventuelt med et tyndt grønt dække som brakmark. De skal formenligt tilplantes med byg, hvede og raps til at fordre svin og køer.
Nogle kilometer syd for Hjembæk ligger den tidligere omtalte grev Lerches daværende ejendom, Aggersvold. Grev Christian Albrecht Lerche (1830-1885) efterfulgte sin farfar Christian Cornelius Lerche som lensgreve til grevskabet Lerchenborg og til Aggersvold. I 1873 var han blevet opfordret til at opstille sig til Folketinget mod Venstremanden Christopher Krabbe. Man mente at han som godsejer havde gode chancer. I første omgang sagde han nej tak, men han var senere (1880-1882) medlem af Landstinget for Højre. Godset er af en anselig størrelse og giver formentlig et indtryk af godsejerens magt. Det har ikke ligget ham fjernt at nikke til Estrups holdning til de "umodne": de mange karle, piger og andet godtfolk på godset har formentlig ikke vejet stort i godsejerens øjne.
Syd for Aggersvold langs Aggersvoldvej mod Jyderup fortsætter de nøgne marker på begge sider. Kun spredte træbevoksninger bryder det monotone. Godsjorde er karakteriseret ved store arealer af nærmest endeløse marker, eventuelt afbrudt af en bred alle som fører ind til godset selv.
Lad os vende tilbage til "slagmarken" ved Jyderup: Mængden protesterede først verbalt, senere opstod der tumult. En 79-årig beruset mand fra fattiggården blev arresteret for at have antaget en "truende stilling". Så opstod der skænderi mellem en Venstremand og en betjent. Nu trak betjentene stavene og slog løs til højre og venstre. En snes mennesker blev skubbet ind mod hegnet om Højres telt. Det brast og Fogtmann væltede ind i teltet. Til de forbløffede og dernæst rasende Højrefolk. En overgang så det ud til at de ville overfalde ham. Men formanden Villars Lunn (Knabstrup) fik dæmpet gemytterne. Sportmandsagtigt, idet Lunn var blevet slået af Fogtmann i 1879. Fogtmann blev arresteret og løsladt kort tid efter. Politimesteren sad med ved måltidet og havde overladt kampscenen til fuldmægtigen.
Kl. 23 var det hele slut og kun et par berusede herremænd gjorde Jyderups gader usikre. Bbetjentene blev natten over. De jyderuppere som havde deltaget, er formentlig vandret til landsbyen Jyderup omkring kirken. Her lå og ligger stadig Jyderup Mølle (Høedvej 16). Den er fra 1862 og hørte til Jyderup Møllegård der havde et andelsbageri. Møllens sidste ejer var Niels Christian Christensen fra Stigs Bjergby. Han købte den 1921. Siden 1948 har den manglet vingerne. De havde da kostet en 13-årig pige livet og slået en anden til idiot - som det hed dengang. Den fortsatte dog på strøm indtil 1965. Den blev herefter ombygget til beboelse. Om denne del af slaget kan du læse på Politivennen Live Blogging: Jyderup-Slaget: Arrestationer og Forhør.
Det retlige efterspil indbefattede tiltale mod 15 mænd. 14 personer blev idømt fængsel på vand og brød i forskellige tidsrum og en gårdejer simpelt fængsel i 14 dage. Desuden blev de pålagt sagsomkostninger og salær. Dommene blev appelleret til Højesteret, her kom sagen til behandling juni 1885. Forsvarerne sattee nogle af betjentene under mistanke for vold. Højesterets dom faldt den 18. februar 1886. Retten frifandt en, mens to blev dømt til vand og brød i hhv. 2 og 5 gange 5 dage. Resten af kommissionens domme blev stadfæstet.
Med til at sætte disse domme i perspektiv hører at Højrefolk for den samme type "forbrydelser" ofte slet ikke blev anklaget, eller - hvis de gjorde - afgjorde sagen ved enten at betale sig fra det eller fik en mildere straf. Det var med til at undergrave forestillingen om retssystemet som upolitisk. Højre sejrede ved domstolene, men på bekostning af lokal opbakning: Venstre vandt, bl.a. ved sognerådsvalget i Jyderup. Højre forsøgte sig med at få omstødt en af de valgte Venstremænds valg, men det blev ikke billiget af amtsrådet.
Ved Jyderup-slaget indhøstede Højre nogle erfaringer som de brugte i de efterfølgende knap to årtier. De forsøgte at regere Danmark med en håndfuld godsejere og konservative nationalliberale, støttet af det godsejerstyrede landsting og velsignet af den stokkonservative Christian 9. som ikke var bleg for at føre udenrigspolitik på bedste middelalderlig vis ved at gifte sine døtre væk til diverse diktatorer rundt omkring i Europa. En praksis som skaffede ham titlen "Europas svigerfar".
Arbejderne og Socialdemokratiet spillede ikke nogen synderlig rolle, andet end som lunken opbakning til Venstre. Parti rekrutterede fortrinsvis blandt de socialt dårligst stillede i samfundet. I 1883 spillede de rent vælgermæssigt ikke nogen synderlig stor rolle. Mange af dem var for fattige til at have stemmeret. Hvis de var på fattighjælp mistede de stemmeret. Og for de som havde stemmeret, foregik valgene i fuld åbenhed. Det var muligt at se hvad de stemte. Arbejdsgivere, gårdmænd, boligudlejere og andre som arbejderne var afhængig af, kunne true med udsættelse af bolig, fyring, osv. hvis de ikke stemte "modent nok", dvs. det som godsejeren eller gårdmanden stemte.
Morgenbladets konklusion ses i Politivennen Live Bloggin: Jyderup-Slaget: Politiet ved Jyderup. (Efterskrift til Politivennen). Som en slags generalprøve faldt den måske ikke lige heldigt ud for Højre. Men i de kommende år forfinede Højre recepten, kulminerende i 1885. En af de mere iøjnefaldende var 1885 med Holstebrosagen, også kaldet Bergsagen hvor det lykkedes at provokerede Folketingets formand, Christen Berg så det endte med at han blev spjældet i 6 måneder. Han fik godt nok senere æresoprejsning, men fængselsopholdet nedbrød ham, så Estrup opnåede hvad han ville.
Jyderup-Affæren styrkede sammenholdet i Venstre og illustrerede hvor alvorlig den politiske situation var. Hvad partiet selv ikke havde formået gennem sin agitation, fik det her forærende ved Højres og politiets fremfærd. Venstres svar var bl. a. statsskattenægteri, hvad der resulterede i Tvingstrup-affæren 1885. Se Politivennen Live Blogging.
Fogtmanns videre skæbne fortæller om Højres mere og mere voldsomme fremfærd: I 1885 blev han suspenderet fra sit lærerembede på grund af udtalelser mod regeringen hvorefter en provsteret dømte ham til afskedigelse. Estrup havde nu gennemført en praksis som udstrakte majestætsfornærmelser til også at omfatte personer udpeget af majestæten, altså regering, politi, borgmestre, post mestre osv. Højesteret nedsatte dog straffen til en bøde. Fogtmann støttede senere Hørup og Venstrereformpartiet og var med til at stifte Det Radikale Venstre i maj 1905. Han deltog også i arbejdet ved grundlæggelsen af det radikale Holbæk Amts Venstreblad.
En anden af de deltagende Venstre-mænd var tømrer Jens Larsen (1839-1917). Han blev anholdt og tiltalt, men slap for straf. Undersøgelseskommissionen konstaterede at han havde råbt ”Slut jer sammen, folkens”. Men derfra og til at opfordre til voldeligt angreb var langt. Også han var med til at danne Det Radikale Venstre Odense i 1905.
Kirkens besøgstal faldt i Estrup-tiden. Det var ikke usædvanligt med hel- eller halvtomme kirker. Især indremissionske præster skabte harme og fik folk til at blive væk.
Et sidste blik mod slagmarken: Sølyst hvis historie godt kunne være lidt symbolsk. Oprindeligt opført som jagtslot i 1856 for kammerråd Jens Henrik Jespersen og er tegnet af arkitekt Vilhelm Tvede. I 1865 opkøbt af grevskabet Lerchenborg som jagtslot. Da lensgreve Christian Albrecht Lerche døde i 1885 blev det enkesæde for lensgrevinde Cornelia Emma Sophie Louise Tillisch, som med to af ægteparrets ugifte døtre, komtesserne Agnes Henriette Flemmine Emma Lerche og Cornelie "Lily" Lerche bosatte sig på slottet i 1888.
Siden 2. verdenskrig har Sølyst været brugt som hjem for enlige kvinder samt mødre med børn (1941-1952, børnehjem (1952-1991), højskole (2012-2022), ukrainske flygtninge og senest (2024) TAMU.
Meget er sket siden slaget i 1883. Jyderup er vokset til omkring 4.300 indbyggere og har sågar et statsfængsel for kvinder. Estrups og Christian 9.s forsøg på at genindføre enevælden blev ikke til noget. Ingen mindeplader, mindesten eller andet gør opmærksom på den historiske begivenhed.
Ruten
Jyderup Station. Skarridsø ved Sølyst. Dysseskoven. Skovvangen. Amtsvejen. Hjembæk. Aggersvold. Aggersvoldvej. Jyderup Station.
