søndag den 23. juni 2019

Stevns Klint - Mandehoved til Højerup Kirke og Store Heddinge

Stevns Klint var et af mine must-see-mål denne sommer, vejrudsigten lovede godt - og jeg blev bestemt ikke skuffet


Stevns Klint set nord for Stevns Kridtbrud mod fyret. Man kan lige ane det stikke op på tangen til venstre i billedet. Stranden nedenfor er utilgængelig da Kridtbruddet ikke vil have folk rendende på stranden.

Vel ankommet til Store Heddinge rendte jeg ind i et kæmpe loppemarked på Algaden og Torvet. Ikke lige hvad jeg havde regnet med - troede at jeg kunne få en stille formiddag ud af det i købstaden, så jeg kantede mig gennem boder med hvad der dengang forekom lidt som "gammelt skrammel" (kendere vil sikkert blive forarget her) og holdt fast i min plan med at kikke lidt på kirken som jeg havde hørt en del om, og så ellers drage mod Stevns Klint.

Rengegade tidlig morgen. Store Heddinge er en lidt anonym købstad uden landsbypræg og med et par gade som denne. Af spektakulære bygninger er der kirken. Den er til gengæld og lidt speciel.

Grundet panikken satte jeg bare kurs mod Sigerslev. Jeg har på en tidligere tur på Stevns gjort mig bekendt med at det meste over landbrugsarealer i et forholdvis flat terræn, og tilsyneladende er såvel Gydevej som Møllegårdsvej præcis sådanne. Med forventningerne om en storslået klint var disse blot noget som skulle overstås. Eneste undtagelse på vejen er dog Store Møllehøj. En temmelig anonym gravhøj på de enorme markstrækninger. Allerede lidt vest for Hærvejen (som følger kysten) kan man se klinten, i dette tilfælde Stevns Kridtbrud. Og så støder man til trampestien.

Molen fra Stevns Kridtbrud. Fotoet fortæller også lidt om vanskelighederne ved at bevæge sig langs stranden. Det er praktisk talt umuligt uden bjergbestigerudstyr, solide støvler og en eller flere makkere.

Stevns Kridtbrud og Naturcenteret

Ved Stevns Kridtbrud er der lavet en lille topersoners udkigspost (hvor jeg senere nød udsigten til frokosten). Lidt nord for er Stevns Naturcenter og et koldkrigsanlæg med en radar som DMI vist stadig bruger. Her fik jeg den første forsmag på trampestien. Den ser ikke ud til at være overvældende brugt på denne del af strækningen, for på lange stræk går man gennem knæhøjt græs. Klinten har man som sådan ikke noget overblik over, bortset fra at der er små stier ud til udkiksposten, hvorfra man kan kikke nord eller syd langs klinten. De bedste steder er lidt nord for kridtbruddet. Og at gå langs vandet, er helt udelukket.

Fra fyret har man et ganske godt indtryk af Stevns: Landbrug, spredte huse. Et par træer hist og pist. Og vindmøller. Ganske flat. 

På stien får jeg også det indtryk at man går tæt op ad landbrugsarealerne på den ene side, på den anden side et lille krat som beskytter folk mod at gå direkte ud over klinten som falder nærmest lodret ned. Man ser som sådan ikke ret meget af klinten når man går på stien, bortset fra de små stikveje som fører ud til kikhullerne. For vejen mod syd træffer jeg (også grundet min nuværende helbredstilstand) den drastiske beslutning ikke at følge stien langs kanten af klinten, men i stedet for følge asfaltlandevejen Hærvejen til fyret og Højerup Kirke - en strækning på omkring 3 kilometer. Lidt af en bet, men det skulle vise sig at være en god ide.

Det gamle (til venstre) og det nye Stevns Fyr (til højre). Området var i en periode militærområde, men er nu åbent for publikum og drevet af frivillige. Man bør støtte dem! Det er et rigtig smukt område.

Stevns Fyr

Stevns Fyrcenter drives af frivillige, og man har herfra en ganske god udsigt både mod syd og nord. Tilmed er de to guider - vistnok pensionerede, tidligere ansatte fra stedet - ganske hyggelige. De serverer filterkaffe med pulvermælk for en 10'er - på farten smager noget sådant helt fantastisk, og en af dem kommer ud og gør opmærksom på at vejret er helt enestående klart i dag, hvilket er yderst sjældent. Der er ofte tågedis. Jeg har godt set at man kan se Øresundsbroen ganske tydeligt i horisonten. Men nu gør han mig opmærksom på at man også kan se en vindmøllepark i Tyskland! Han indstiller kikkerten, og minsandten! Langt i det fjerne kan man se toppen af nogle gigantiske vindmøller. De skal være 90 meter høje, men de ser ud til at synke i havet. "Den bedste måde at forklare skoleelever at jorden krummer", smiler han.

Udsigten mod nord fra Stevns Fyr. Det er herfra jeg kom. Man kan ane radaren ved naturcenteret. Og længst mod højre kan man i horisonten måske ane Øresundsbroen!

På stedet er også en del cyklister, formentlig hollændere, i hvert fald en af dem som giver sig i snak om hvor fantastisk Danmark er lige her. I modsætning til i Holland hvor der næsten ikke er flere fugle tilbage, ikke engang lærkerne, jamen så kører han gennem landskaberne med fuglesang hele tiden. Der er altså steder i Europa hvor det ser endnu værre ud end i Danmark! Da han fortæller om hvordan det var da han var ung, da lærkerne endnu sang, så nænner jeg næsten ikke at fortælle ham om da jeg var ung og endnu kunne huske at det "summer af sol over engen". Men at insektlivet er på kraftigt retur, og at lærken næsten er det eneste der er tilbage i det åbne land, og at man skal opsøge de bittesmå enklaver af natur, landsbyerne eller byerne for at høre et mere varieret fugleliv.

Udsigt fra syd mod Højerup Kirke, midt i billedet. Faldet er ganske dramatisk, langt og stejlt. En af de smukkeste strækninger på turen.

En tur op i fyret er naturligvis også et must, og herfra har man en spektakulær udsigt til alle sider. Lugen øverst er meget smal, og selv om jeg nok vil kalde mig for slank eller spinkel, så volder det en del problemer med at kante sig op på platformen. Noget kraftige mennesker bør holde sig for øje når de begiver sig på vej til toppen.

Højerup Gamle Kirke. Koret til højre mangler, det styrtede i havet i 1928. Men inventar, kalkmalerier og prædikestoler der stadig.

Højerup Kirke

Fra fyret er stien nu en del bedre end længere nordpå, og også væsentligt mere befærdet. Dette er et af de mere besøgte og populære udflugtsmål, tilsyneladende. Igen ser man dog ikke så meget til selve klinten, til gengæld brydes landbrugslandet nu også af blomstrende enge sine steder. Og lidt nord for Højerup Kirke er klinten så venlig at slå et slaw indad så man har det mest vidundelige udsyn til kirken. Hvem har ikke hørt om det? Koret der styrtede i havet i 1928 og resten af kirken der hænger faretruende ved kanten af klinten. Men det er et særsyn, det er fantastisk, det er spektakulært i al sin banalitet.

En af de få strande, i hvert fald af det som jeg så til klinten, nedenfor Højerup Kirke. Det internationalt berømte fiskeler skulle befinde sig mellem det hvide kridtlag og det mere gullige kalklag. Det er kun få centimeter tykt, men der var adskillige klogeåger som udpegede de tykke sorte lag af flint som fiskeleret.

De mange turister formår heller ikke at ødelægge den særlige stemning der er ved at begive sig ned af trappen syd for kirken. Og ja, det er på det sidste stykke nærmest lodret. Nedenfor kirken er der et område hvor man kan gå lidt nord og syd for. Men allerede ved fyret var jeg blevet advaret om at en tur langs kysten - det er altså ikke noget man går alene. Det er farligt. Ikke blot risikerer man at falde på de mange store sten, sine steder går man også under udhæng af klinten som kan skride sammen hvad øjeblik det skal være. Kajakkerne har fundet en måde at se klinten på. Allerede få meter fra hvor man kommer ned til stranden, går det op for en hvor farligt det er at bevæge sig rundt her.

Udkigsposten syd for Højerup Kirke. Det kræver vist ikke de store forklaringer.

Klintturen sluttede så her, og turen tilbage til Store Heddinge gik ad den næsten snorlige landevej Østergårdsvej. Noget af en glædelig overraskelse. På hele strækningen mødte jeg 3 cyklister, ingen biler. Ikke engang i Renge, hvor der ellers var gardenparty. Mange parkerede biler, men ingen havde tilsyneladende tænkt sig at køre rundt. Trafik kom der først ved Rødvigvej, og så var der ellers kun en stump Rengegade tilbage til købstaden. I modsætning til om formiddagen var byen nærmest død. På torvet sad kun et par tilbage, Algaden syntes helt mennesketom.

Et fiskerhus er blevet bevaret for at mindes at alt ikke var lutter idyl og vafler med tre kugler.

Som sådan viste Stevns Klint endnu engang at der findes fantastiske steder i Danmark. Turen viste også at landbrugslandet i den grad dominerer, og at man altså heller ikke på en tur til Stevns Klint kan få lov til at vandre en hel dag uden lange stræk gennem kulturstepperne. Hvad der måske adskiller denne tur fra så mange andre på Sjælland er lydbilledet. Ingen motorveje, ingen fabrikslarm, til gengæld ret mange motorplæneklippere.

Og der var atter tomt på torvet i Store Heddinge.

lørdag den 18. maj 2019

Havneringen - med finesser!

Havneringen blev indviet i 2016, men store dele er stadig ikke helt færdig. Til gengæld er der masser af små skjulte finesser langs ruten.


Amagerfælled, stien langs Kalvebodløbet. Man kan i det fjerne, ca. 1 kilometer væk, i morgendisen ane højhusbyggerierne på Islands Brygge.

Da havneringen er - en ring - kan man "stå på" hvor som helst. Jeg bruger Havneringen, eller dele af den, som en træningsrute, bl.a. når jeg går på arbejde. Samlet er den vel i lige linje omkring 10 kilometer. Så man kan så af eller på undervejs, eller foretage en masse sidespring undervejs og få turen til at blive meget længere. Nu var det imidlertid "Den Store Havneringsdag". Dagens finesse-tur tog 8 timer, heri dog inkluderet 2 længere kaffe- og spisepauser undervejs.

Hele sluseområdet er et afslappet og fascinerende område at bevæge sig rundt i - så længe man ikke kommer ind i de mere indespiste området hvor man hurtigt som forbipasserende kan komme til at føle sig ubehagelig tilpas som om man var en uønsket gæst i et privat område.

Man kan godt cykle Havneringen - det gør de fleste. Men så snyder man sig for en masse undervejs. For den gående er der mange flere oplevelser end på cykel. Dels er der mange steder man ganske enkelt kun kan komme ind til fods, dels er især Islands Brygge-stykket præget af brosten, og det er som bekendt ikke en rar oplevelse for en cyklist. Så, hvis jeg skulle sætte nogle personlige ønsker op for en tur på Havneringen, så er det følgende:

  • Jeg foretrækker at ruten for at få alle de små og store sidegevinster med.
  • Jeg foretrækker at afvige fra ruten flere steder fordi den kommer forbi så mange spændende steder
  • Jeg foretrækker at gå den mange gange. Vejr, dynamiske ændringer, retning og meget andet gør at hver tur altid bringer noget nyt med sig.

Denne tur stod jeg på Havneringen ved Slusen, altså helt sydpå. Og jeg har opdelt den i nogle etaper fordi Havneringen kommer igennem vidt forskellige dele af København.

På stien langs Amager Fælled har man flere steder nogle idylliske kik på tværs af Kalvebodløbet.

Slusen og Amager Fælled til Nokken

Heldigvis kan man gå over cykel- og gangbroen lidt nord for Sjællandsbroen, for den sidste er bestemt ikke nogen rar begyndelse på en tur. Til gengæld er det gamle sluseområde betagende. Oprindelig lå slusehuset på en lille holm midt i Kalvebodløbet. Men landvinding gjorde at den nu er blevet landfast med Amager Fælled. Den første kilometer nordpå fra slusen går gennem denne den mest naturområdelignende strækning på ruten. Resten er by. Men hvilket stykke! Her er et leben af fugle som man skal gå langt efter ude på landet i Landbrugsdanmark. Samt også en meget større variation af træer, buske og planter. Bakken ved motocross-banen er absolut værd at bestige. I klart vejr kan man se ganske langt.

Et kik mod Teglholmen, med et stykke af højhuset Metropolis. Kajakfolket har taget løbet til sig. Her tidligt om morgenen mest ældre mænd.

Efter ca. en kilometer når man Nokken som vist nok har fået lov til at fortsætte. Det er en lille landsbylignende bebyggelse med mere eller mindre opfindsomme, selvopfundne byggestile som mere ligner en haveby end beboelsesområde. Her bør man unde sig et lille sidesvind ud mod kysten gennem "parken" ved Bådehusstien. Det er en nogen vildtvoksende eng med engelske betonstatuer hvis kunstnere vist ikke er iblandt de mest kendte. Man kan godt blive i godt humør over det vilde ved engen. Området byder også på den største kontrast mellem moderne betonbyggeri og Nokken. De er da i den grad blevet naboer. Måske mødes børnene fra begge de to former for bebyggelse i den ret store børneinstitution.

Parken ved Nokken. De to runde højhuse ligger klos op ad Nokkens særprægede huse.

Islands Brygge

Turen langs Islands Brygge er ca. 2 kilometer, og her er det at fodgængere absolut har en oplevelsesmæssig fordel. Man er ikke helt færdig med at bygge. Der er stadig gang i byggekranerne enkelte steder. Men allerede nu er det muligt ikke bare at forestille sig hvordan det kommer til at se ud, men også se hvordan livet allerede er ved at rodfæste sig. For hver gang jeg er gået igennem, opdager jeg nye forretninger, butikker og cafeer som er åbnet, og mere og mere liv mellem boligblokkene.

Overgangen mellem det mere naturprægede Amager og Islands Brygge starter på vandsiden ved kajakklubben. Der er lukket område og adgang forbudt for uvedkommende.

Og ikke bare ligger de tæt, enkelte steder bygges der også højt, op til 12 etager. Men byggerierne er også gennemskåret af kanaler og vandområder, og enkelte grønne områder.

Undgår man cykel-Havneringen og tager fodgængerturen langs vandet, støder man på denne gruppe skulpturer, som jeg ikke har researchet på.

Det gamle industrihavnemiljø kan stadig anes i de gamle pakhuse, siloer og jernbanespor hist og her. Især vil jeg anbefale plankebroen. Det er langs Islands Brygge at de fleste badefaciliteter findes. Også områder for sportsgrene med kajak.

Selvfølgelig skal man vælge plankebroen! Her fornemmer man bedst havnestemningen. Der er vist ved at blive stillet telte op til havnefest (research selv). I det fjerne Langebro.

Mellem de gamle broer. Christianshavnssiden

Efter Langebro kommer man til den ældre del af Christianshavn. Allerede efter Langebro bør man tage en lille afstikker til et noget skjult, gammelt byggeri overfor den forhenværende sukkerfabrik. Her ligger en bygning som så vidt jeg kan læse mig til på nettet må være vagthuset fra ca. 1900. Den varbolig for den underofficer der havde tilsyn med volden. Udover denne ligger også artilleriets magasinbygning fra 1800 og en smedje fra 1757. De fungerer i dag som kontorer.

Vagtbygning fra 1900. Der skulle også ligge en smedje fra 1757. I bastionen ligger et magasin fra 1800.

På Christianshavnssiden vil jeg også anbefale at man går væk fra havneruten og i stedet går fx ad Wildersgade eller Strandgade - eller frem og tilbage ad dem begge.

Her er mit bedste bud på Christianskirken. Det er umuligt at komme på afstand og yde den retfærdighed hvad angår størrelse.

Udover at her ligger noget af det mest spændende ældre byggeri i Staden, så er der også Christianskirken - som vist ingen endnu har formået at fange ordentligt på et foto. Kirken ligger tæt omkranset af høje bygninger, så man ikke kan komme langt nok væk for at yde bygningen retfærdighed. Men i virkelighedens verden er kirken meget mere imponerende stor end på alle de fotoer jeg har set, inklusive mine egne.

Wildersgade, med legendariske værtshuse som Eiffel og Fingerbøllet. Dog ikke her i den nordlige ende af gaden.

Knippelsbro-Inderhavsbroen

Her kan man passende fortsætte ad fx Wildersgade, også for at undgå den begyndende trafik der kan være ved turistfælden Nyhavn. Der er al mulig grund til at det er blevet et yndet turistmål. Nyhavn er og bliver et af Københavns flotteste steder. På trods af kæmpeparasollerne, restauranterne og pletvise stank af urin og fisk. Og de mange turister. På broen er der indrettet panoramasteder hvorfra man i ro og mag og i fred for cyklister kan nyde dette enestående sted. En dag som denne er trængslen stor. Selv om Nyhavn som sådan ikke hører til Havneringen, så må man da lige lidt derned.

Christianshavnersiden af Havneringen, med Inderhavnsbroen helt bagest. Der er mange både i havnen en solskinsdag som denne lørdag. Egentlig er denne del af rute pænest set fra københavnersiden.

I dag ligger ovenikøbet også skoleskibet "Eagle", et amerikansk skoleskib for kystvagten. Det var et skib som blev bygget i 1930'erne i Tyskland og hed dengang "Horst Wessel". Det blev så konfiskeret efter 2. verdenskrig. Det minder lidt om det mere kendte Gorch Fock - som det vist nok er et søsterskib til. Igen, jeg har ikke researchet det. Jeg har ferie!

Eagle. Engang hed det Horst Wessel og var tysk skoleskib. Så nappede amerikanerne det og omdøbte det til Eagle, med danske instruktører som uddannede kadetter.

Nyhavn-Knippelsbro

Nyhavn er så vendepunktet hvor man går tilbage, denne gang på Københavnssiden. Og kan kigge over på Amagersiden. Det første stykke er det forhenværende Gammelholm hvis bebyggelse er resultat af et gennemført byplanlægning. Her foretrækker jeg at tage turen langs kajen. I dag er der økologisk marked, med en masse boder, øko, veganer mm.

Havnegade med markedstelte. Denne strækning har en bred kaj.

Mellem de gamle broer. Københavnssiden

Mellem Knippelsbro og Langebro kommer man til to af de i moderne tid mest forhadte og omdiskuterede byggerier, Den Sorte Diamant og BLOX. Begge er blevet kaldt de værste ting som jeg ikke skal dvæle ved her. Dog er det som om at efter BLOX blev bygget er kritikken af Den Sorte Diamant stilnet en anelse af, og flere synes at kunne lide det. I hvert fald har cafe-gængerne taget det til sig denne solrige dag. Der er masser af mennesker på stedet. Dog en mindre ved BLOX,. og i boghandlen under jorden til BLOX er der ganske dødt. Ekspedienten kigger fraværende rundt og gaber. Min største irritation som vandrer er imidlertid den meget dominerende plads som bilisterne har fået. Det larmer, stinker og gør anden transport på denne strækning til en særdeles anstrengende affære, ikke spor afslappet. Og det bliver bare værre og værre jo længere man kommer sydpå.

Green Island. Nå ja, egentlig burde man jo synes at det er noget pjat. Men efter en americano og vuggende gulv blev jeg alligevel overbevist om at det er et godt påfund. Jeg kom til at tænke på bådudlejningen ved Dronning Louises Bro, Søerne.

Badeområdet mellem Langebro og Cykelslangen ved Fisketorvet adskiller sig fra Amagersiden ved at der er flere spændende bademuligheder - og den lille lysegrønne ø, Green Island hvor man vuggende ude i havnen kan få alskens drikke. Her vugger man blidt til de mange speedbåde som da heldigvis holder sig til den lovlige fart. Men også enkelte som ikke kan holde foden fra speederen for at imponere damerne. En helikopter patruljerer i luften over havnen, og man kan da håbe at  den holder lidt øje med disse dilettant-"kaptajner" som ikke forstår at havet er noget man skal tage alvorligt. Bl.a. også for at undgå dødsulykker som den sidste år.

Langebro i det fjerne, Islands Brygge på den anden side. Egentlig er denne strækning også visuelt behagelig, men larmen fra den meget stærke trafik ødelægger meget af stemningen.

Cykelslangen-Slusen

Godt nok blev Havneringen indviet for 3 år siden. Men på dette stykke mærker man nu ikke så meget til det på denne ca. 2 kilometer lange strækning. Det første stykke langs Havneholmen går det i og for sig udmærket. Man kan zig-zagge sig vej med en ganske god udsigt mod Islands Brygge. Man har da også lavet en tilbagetrukket terrasse helt bagest i Tømmergraven hvor  man kan finde en ganske god udsigt. Men efter Skibbroen går det helt galt for Havneringen

Skibbroen. Her er virkelig noget at kikke på for husbådeentusiaster. 

Fodgængere er lidt bedre stillet da man af og til kan tage nogle afstikkere langs kajen. Men også for disse kan denne del af turen være lidt af en prøvelse. Især på Engholmene, ad Tømmergravsgade. Syd for den nordligste holm, Tangholm, er der pt adgang via en vej som vist engang kommer til at hedde Jane Addams Vej, ned til Kærholm. Den udmunder ved Ørstedværket. Men man er nødt til at gå tilbage samme vej da hele området er indhegnet af byggeplads. Herefter må man gå ad Tømmergravsvejs stakitter, hegn og plankeværk langs det kommende Sivholm. Vejen til Myrholm og Lyngholm er navngivet, men ikke åben. Som kompensation er der på plankeværket mod byggepladsen lavet et flere hundrede meter langt skilderi af menneskets historie fra huleboertiden til vore dage.

Foto taget fra byggeområdet som ikke just er fotogen. Men man har da i det mindste en god udsigt til Amager, foran højhusene er børneinsitutionen.

Syd for Alfred Nobels Bro kan man igen komme ud til vandet. Men også her bygges der stadig rækkehuse, Teglværkskajens Pier. Længere syd på virker det mere og mere beboeligt, der er endog enkelte cafeer, butikker og supermarkeder. Så er vi næsten tilbage ved udgangspunktet, Sluseholmen. Denne har jeg beskrevet før, så kun dette at stedet selv efter 10 år stadig er præget af byggepladser, støv og larm, selv på en solbeskinnet lørdag.

Teglholmen med Sluseholmens Metropolis i baggrunden. Jeg er tilbage ved udgangspunktet hvor jeg startede for 7-8 timer siden. 

Jo, der er meget byggerod for Havneringen. Men omvendt bliver man også glad i rødbeden når man ser det nye liv som begynder at udfolde sig her. Afslappede mennesker, banevogne, børn ... selv om infrastruktuen for beboerne langt fra er på plads og derfor ikke må føles som tilfredsstillende. Som københavner er der al mulig grund til at være glad og måske også en smule stolt af dette område. For Staden har skiftet ham fra en travl, beskidt og larmende industrihavneby til menneskeboliger langs selvsamme havn.

tirsdag den 30. april 2019

Klippinge - Køge

Første fremstød mod sommerens forventede indtagelse af Stevns Klint skete ud fra "basecamp Klippinge"!


En af to åndehuller langs Kystvejen: Den offentlige badestrand. I forgrunden lidt af den kystsikring som gør færdsel langs selve kysten helt umulig. Sandstranden ligger foran en erosionskyst hvor naturen har fået lov til at agere.

Man skal huske at trykke for stop i lokaltoget til Rødvig. Ellers kører toget bare videre. Men der var nu også en anden der skulle af. En lokalkendt der ikke som jeg først skulle orientere mig på stationspladsen. Stationen ser stor og statelig ud, den er fra 1876 og tegnet af Heinrich Wenck, hvilket ikke kan overraske. Oprindelig lå stationen lidt uden for byen, men er nu mod nord blevet en del af et parcelhuskvarter.

Klippinge Station. Den del af byen som jeg gik igennem, var præget af en nogen anonym parcelhusbebyggelse. Men en udmærket sti førte ud til landevejen mod Magleby.

Min plan er langsomt at nærme mig Stevns Klint. Tålmodighed er vigtig her. Og jeg håber på at overraskelsen bliver så meget større. Første etape af dagens tur gik stik nord mod Magleby Skov over Magleby. Og de første 5 kilometer gik i landbrugsdanmark. Dvs langs endeløse skalperede områder. Jeg har overstået mit årlige indslag om landbrugsdanmark, så interesserede kan kigge på det hvad angår turens første 5 kilometer. Magleby Skov er en nogen anonym skov i et fladt terræn. Gennem den kommer man ned til Klippinge Skov Strand. Så har man et par kilometer strand langs et sommerhusområde med en pæn strand (pt lugter der noget af rådden tang - det gør nu ikke mig noget).

Klippinge Skov Strand. Et kik mod øst lige når man kommer ud af skoven. Mod vest ser der nogenlunde lige sådan ud. Så har man ca. 2 kilometer til Kystvejen.

Dagens ubehagelige overraskelse var kystvejen. Den strækker sig hele 5 kilometer mod Strøby Egede, og er karakteriseret ved at man har overdraget grundejere arealet på kystsiden af vejen der er godt og grundigt afspærret og forsynet med skilte om privat område og adgang forbudt. At gå langs stranden her er ret umuligt. Østersøens overordnede vandretning er naturligt nok ud, dvs. mod nordvest i dette område. Og det betyder at der er erosion. På denne strækning af Køge Bugt er der ikke en hård kridtklint til at bremse vandet. Der er sand, grus og sten, og det kunne have skabt en herlig, naturlig erosionskyst, med forstrand og klinter. Men ikke her. Grundejerne er ikke interesserede i at miste arealer, så der er kystsikret på alle mulige og umulige måder. Det er måske nok til en vis grad effektivt. Men ikke bare gør det passage for naturvandrere umulig. I min optik ser det også utrolig grimt ud. I bedste fald med kampsten, i værste fald med alskens byggeaffald, beton, jernstænger, træ og hvad man ellers gør for at stoppe havet.

Her et kik fra et af de to steder man har et par hundrede meter adgang til kysten langs Kystvejen. En ganske pæn erosionskyst - og så tårner kystsikringen sig op og bremser for enhver form for behagelig passage.

Så summa summarum er at man er tvunget til at vælge Kystvejen der kun har et par ganske bitte små strandparker hvor man kan få adgang til havet og hvor den naturlige erosion kan iagttages. Kystvejen er ikke ligefrem en god vandrevej, faktisk vil jeg stærk fraråde vandrefugle at bruge den. Trafikken er betydelig, der er ingen fortorv og hækkene er sine steder klippet efter princippet om at siden mod haven er klippet til stamme, mens siden til vejen har fået lov til at brede sig ud på det offentlige areal. Man skal derfor tænke sig godt om før man passerer et sådant område, for der er ikke plads til bilister og fodgængere på en gang. Cyklister så jeg ingen af.

Parken ved Solgården. De røde barakker blev opført af Københavns Kommune 1946 og anvendt til rekreation for tuberkuløsepatienter. Indtil det forfaldt og patienterne flyttet. 

Det er derfor en lettelse at nå frem til nord for Strøby Egede, hvor der er en meget fin digesti et stykke vej nordpå mod Køge. Efter kværnen på Kystvejen er det nærmest en lise at have vejen lidt på afstand, selv om man stadig kan høre den ret tydeligt. Jeg har gået på denne strækning på en af mine tidligere ture, den 6. oktober 2017 hvor målet dog var Vallø Slot. Så jeg tog en afstikker til Solgården.

Tryggevælde Å løber gennem parken. Der i øvrigt er udstyret med et par statuer, et lille tempel og en ø med en kopi af Bissens prins Paris-statue.

Det eneste der er tilbage af selve gården er en terrase med fire ørne, hvoraf de tre er originale, mens den fjerde er en kopi. Men parken er absolut et besøg værd. Det er forfatteren Karen Bramson som oprindelig tog initiativ til parken, der blev videreført af en skibsreder. Senere blev det tuberkuløseanstalt for Københavns Kommune, endnu senere flygtningelejr.

Vadehavet syd for Køge. Altid et besøg værd! Det er i konstant forandring sådan som et kystlandskab nu engang er bedst.

Køge Sydstrand strækker sig et par kilometer syd for Køge og er altid et besøg værd. De flade sandarealer tættest på havet er ret uforudsigelige. I dag var det lavvande, så jeg tog chancen og gik helt tæt på vandkanten. Faren ved det er at når vandstanden stiger, risikerer man at blive bremset på en lille "halvø" og må enten vade gennem dybt vand, eller gå tilbage. I dag gik det fint. Der var mulighed for at vade gennem.