lørdag den 21. august 2021

Svebølle-Skovene ved Skarresø-Jyderup

Med denne tur har Vandringsløse Tidende taget hul på Kalundborg Kommune, som den næstsidste på Sjælland (Odsherred mangler).

Svebølle er en stationsby uden så mange dikkedarer. Jernbanen til Kalundborg (Nordvestbanen) blev indviet 1875 og Svebølle var fra starten en station på linjen. Oprindelig ville man have lagt stationen i Viskinde, men en halsstarrig kammerråd ville ikke sælge jord til det støjende lokomotiv, og i stedet blev stationen placeret et øde sted uden andet end et ensomt beliggende bindingsværkshus som stationsbyen senere voksede op omkringØresø Savværk ved Øresø Mølle var en af de første virksomheder som trak folk til stedet. Men flere kom til. En skole kom til 1935 og en centralskole i 1954. På dette tidspunkt steg indbyggertallet til over 2.000 - og så begyndte den uddøen af butikker mm som er så kendt alle andre steder fra.

Udsigt fra bakken øst for Svebølle i Lille Hejrebjerg Skov. Kig mod øst. Nedenfor bakken går der et hjulspor stik vest mod Skarresø, og så er man definitivt væk fra trafikken.

På vej mod øst og Skarresø kan man ikke undgå at se de ganske store virksomheder som ligger i denne del af byen.

Ved Avnsøgård går en vej stik mod nord til Bjergsted Bakker. Jeg var fristet, men valgte dog at holde mig til ruten videre mod øst til Grydemøllevej.

Når man drejer ind på hjulsporet, ligger et stenbrud, Avnsøgårds. Herregården har ellers en flere hundrede års historie med adelige dit og dat, og fungerede også en overgang som kongelig jagtgård og enkesæde. Dronning Margrethes navnetræk står sågar i gavlen. Sidst i 1800-tallet blev der imidlertid også anlagt noget så dagligdags som et stenbrud hvorfra man kunne forsyne hovedstadens fæstningsanlæg. De gamle bindingsværkshuset er nu revet ned, og 1872 erstattet af en villa som også nedrevet. Lensafløsningen 1923 betød at Avnsøgaard blev solgt til forpagteren.

Ingen herregård uden respekt for sig selv uden en kirke, tænkte jeg. Det viste sig at være Aunsø Kirke som er bygget ad flere omgange mellem 1420 og 1550, og siden 1934 ikke har fungeret som kirke da man byggede en ny. 

Hvor er menigheden, spørger man sig selv når man ser Aunsø Kirke. Med dertil hørende kirkegård. Kirken var et privat kapel til den kongeligt ejede Avnsøgård - . Dog "kun" som anneks til Viskinde kirke. I 1930'erne lå kirken som nu afsides, og tilmed led den af fugt og ubekvemme begravelsesforhold. Kirkegården fra 1702 blev stadig brugt som det fremgår af gravstenene. 


Hus på Grydemøllevej 1. Det er fra starten af 1800-tallet. 

Umiddelbart efter møllen valgte jeg at gå mod nord ind i skoven. Her løb jeg dejlig vild og anede til sidst ikke hvor jeg var. Nok er at anføre Skovhave - men hvor præcis er jeg ikke i stand til at redegøre for. Udover at jeg til sidst må være landet i Delhoved Skov, og altså på rette spor igen. Det skyldtes at jeg kunne ane Skarresø, og orientere mig efter den.

Skovene er meget fine at gå i. 

Jeg havde glemt myggesprayen, men myggene brød jeg tilsyneladende om hverken blæsten eller kulden. I hvert fald lykkedes det mig kun at se en eneste myg som blev viftet væk inden den nåede at sætte sig. Det er jo august, så til vandrelivets fornøjelser hører også overflodet af brombær og mirabelleblommer i vejkanterne.

Et af de få steder man rent faktisk kan se Skarresø gennem skoven. Skoven gror helt ned og udover bredden. Ofte med siv om skygger for søen når man går derned. Så man skal finde et hul som det her.

Der skulle yngle havørne ude på holmen i søen. Jeg kiggede ihærdigt efter dem med min nye fuglekikkert, men dog uden held. Til gengæld var der en stor mængde agerhøns som sandbadede på en eng.

Vupti, en hel koloni af agerhøns sandbader.

I den anden ende af ruten ventede så Jyderup. Endnu en stationsby, og væsentlig større end Svebølle. Kirken ligger et par kilometer nordøst for stationen, så jeg tænkte at der måtte være en lille landsby, måske. Det er der ikke. Muligvis et gammel gadekær, præstegården og kirken er hvad der der tilbage.

Jyderup Præstegård.

Som det fremgår af skiltet er der gårdbutik med cafe mm. Om præsten stadig bor der, undersøgte jeg ikke. Ifølge Wikipedia er præstegården fra 1808 og opført efter at en gal mand havde brændt den ned - han var overbevist om at gården var forhekset. For bedre at kunne disponere over tiden (toget går kun en gang i timen) besluttede jeg at tage kaffen på stationen, Cafe Forsinket. Bedre kaffe er set andre steder, måske også i præstegården - "Kom kom kom til Frelsermøde, kom så skidefuld du er, du får kaffe, du får te, du får præstens *censur* at se".

mandag den 16. august 2021

Vordingborg

Bakkebøllestien og Sydsjællandsleden er to gode bud på hvordan man ser området øst for Vordingborg.

Gåsetårnet med Valdemars borganlæg (det er er tilbage) i forgrunden.

Sidst jeg var i Vordingborg, var for ca. 50 år siden, og jeg erindrer at have hørt at selv de lokale kaldte det "Vordinghul". Man var vist lidt påvirket af de lidt større byer Næstved og Nykøbing. Men heldigvis var der jo så dem på Masnedø som man kunne pukke lidt på. Jeg skal ikke sige hvordan det er at bo i Vordingborg. Som vandrer er der ikke så meget at se, andet end en lidt anonym provinsby med en gågade hvor man kan fouragere. Og så naturligvis borganlægget med Gåsetårnet. En tur op i tårnet hører sig til. Såvel for udsigten for det lidt skumle syn af skydehuller og fornemmelsen af krig.

Strandgårdsvej, Bakkebølle. Gården ligger midt i svinefoderet der pt henligger som døde, høstede arealer og om kort tid vil henligge som sortladne arealer.

Bakkebøllestien er et 20 km langt, gammelt jernbanetrace, hvilket ikke er til at tage fejl af med dens linealvejføring og udjævninger af bakker. Toget kørte mellem Masnedsund og Kalvehave 1897-1959. I Nyråd kan man så vidt jeg kan skønne stadig se en af stationerne, men ellers er der kun stien tilbage. Der er forbavsende lidt svinefoder på ruten. Først på Strandgårdsvej fra vandet og op til Vintersbølle kommer der 2 kilometer ikke særlig befærdet stykke hvorfra man dog har en god udsigt over vandet. 


Dehns Hytte, Vintersbølle Skov. Som det ses af fotoet er det ikke nogen hytte. Man kan åbenbart leje en nøgle og skaffe sig adgang til hytten. Der er mulighed for at få fyldt vanddunken op igen fra en udendørs vandhane.

Vintersbølle Skov er privat. Ca. 2 kilometer af Sydsjællandsleden går her. Og det er nok rutens flotteste. Dels er skoven ganske fin, dels kommer man forbi en del unikke steder. Og ved Dehns Hytte har man endda en lille strand hvorfra man kan se mod Storstrømsbroen mod vest og Farøbroerne mod øst.


Storstrømsbroen, set fra Vintersbølleskov ved Dehns Hytte.

Cirka midt i skoven ligger en gammel langdysse. Stenene er væltet og den er ikke længere overdækket, men man kan få et godt indtryk af hvordan her har set ud. Den kaldes Valdemars Plads uden at den i øvrigt har noget med ham at gøre.


Vintersbølleskov. Jættestuen der noget misvisende kaldes Valdemars Plads.

Men ikke uden grund er de vilde med Valdemar i Vordingborg, idet Danmarks magtcentrum en ganske kort overgang lå her i valdemarernes tid.


Bakkebølle Bæk. En af de få succeshistorier hvor det er lykkedes at få ørreder.

Stien krydser nedenfor Beværterhuset bækken hvor man reklamerer med at man har fået ørreder til at klatre op ad løbet. Hvilket er en af de få succeshistorier. I de fleste andre åer og bække er det gået den modsatte vej.


Udsigten fra Gåsetårnet.

Ruten.
Vordingborg Station. Algade. Gåsetårnet. Bakkebøllestien til Nyråd, herefter ad Sydsjællandsleden til Bakkebølle. Vintersbølle. Byråd. Tilbage ad Bakkebøllestien. Vordingborg Station. 

lørdag den 7. august 2021

Svartingedal (Bornholm)

Svartingedalen er et 27 hektar stort skovområde i en sprækkedal som med lidt god vilje sniger sig op på en 3 kilometer lang vandrerute. Hertil kommer så vandreruten til og fra busserne på 3-4 kilometer, heraf mindst 1 km på trafikerede veje, alt sammen langs arealer med svinefoder. 

Bornholm har en del gode vandreruter, især langs kysten. Også inde i landet er der enkelte, som fx Svartingedal øst for Hasle som ligger midt i de omfattende arealer med svinefoder som dominerer Bornholms indre. Fugleværnsfonden har produceret en informationsfolder om Svartingedal hvoraf jeg citerer flittigt nedenfor.

Svartingedal, længst mod nord efter Halledalsvej.

I folderen angives adgangsmåder med bil, og det nok af en grund. For vandrere er området temmelig langt fra alfarvej - dvs. fra busruterne. I begge ender er der et pænt stykke vej på flere kilometer til dalen. Mod nord kan man blive sat af bussen ved Halledalsvej hvor man må gå ca. 2 kilometer for at nå til Åhalsegård ved indgangen til dalen.

Min tur foregik om sommeren uden særlig megen regn, så åen der løber gennem dalen er helt udtørret, men Bagge Å's leje indikerer at der kan være meget vand. I hvert fald tilråder folderen at man husker gummistøvler - det er på ingen måde nødvendigt nu (august).

Svartingedal, mod nord.

Klippevæggene er her meget tæt på hinanden. Der er også lagt planker ud som trædestier. Det er ikke nødvendigt nu da jorden er hård og god at træde på. Men det er ikke svært at forestille sig hvordan det må se ud i de perioder hvor der tilsyneladende er masser af vand. Kun ganske få steder i den ca. 100 meter brede naturkorridor kan man se gennem skoven til de tætliggende marker, så illusionen om at vandre i en stor skov er perfekt. 

Jættebolden. 

Har man lyst til en lille afstikker op til kanten af sprækkedalen, er der en afstikker til Jættebolden. Det er en mandshøj vandreblok hvortil der naturligvis knytter sig det obligatoriske sagn om en jætte som i raseri kastede en sten efter et mål, i dette tilfælde en svensk jætte som sigtede efter Clemens Kirke, men ramte ved siden af. Åse, vandreblokke og meget andet har tilsvarende jættesagn. Bolden ser nu ud til at have tabt en del luft gennem tiderne, for den er temmelig flad at se på.

Åbent område, ca. halvvejs gennem dalen.

I et par af lysningerne afgræsser kvæg området. Det er i den bredere del af dalen næsten helt mod syd. Her falder skråningen noget ud. Der skulle også være et par sjældne fuglearter som fx ravne og kernebideren. Ingen af dem fik vi dog øje på, selv om jeg havde husket fuglekikkerten. Men der er masser af andre ting at kikke på. Træerne er meget høje, og de væltede træer får lov til at blive liggende, til glæde for biller, insekter, fugle og meget andet. 

Mod syd pibler vand frem fra skrænterne. 

Mod syd dukker man brat op i en svinefarm hvilket næsen og ørerne ikke lader så megen tvivl om. Herefter kommer man ud på en længere vandretur på et par kilometer på trafikerede veje. Man kan dog vandre et par omveje ind til Hasle. Vi valgte Pilegårdsvej-Siegårdsvej hvoraf den sidste er en fredelig vej. Bilister kan køre ind til en p-plads ved Hasle Vandværk. På hjørnet af Svalhøjvej og Simblegårdsvej står Bornholms største runesten - 2.1 meter høj - Brogårdsstenen som man bør unde sig at stoppe ved. 

Pilegård ved den sydlige indgang til Svartingedalen.

Mod syd kommer man igen ud i de for Bornholm (og Danmark i øvrigt) så karakteristiske arealer med svinefoder. Landbrug & Fødevarer og mange andre har forsøgt at erstatte ordet svin med ordet gris, formentligt for at gøre svin mere appetitlige. I min bog er en gris en unge af et svin, og ordbogen giver mig ret: efter 4 måneder bliver en gris til et svin. Det hedder dog stadig svineslagterier selv om L&F hellere vil fortælle hvordan grisene bliver slagtet.

Der er formentlig delte meninger om Hasle. Der er en del forretninger, supermarkeder til at fouragere. I området syd for findes nok det mere publikumsvenlige område. Havneområdet mod nord er præget af industribygninger og er i øvrigt afspærret. Herefter skal man endnu længere mod nord for at finde skanser og kyst.

Et af røgerierne i Hasle. Alle er nu restauranter og butikker.

Herfra går der busser både mod nord til Hammershus eller Allinge og mod syd til Rønne.

Karetmagergaarden. Tæt på Torvet i Hasle. (Torvet er nu mest en busholdeplads med parkeringspladser på begge sider.

Folderen kalder Svartingedalen for "en af de flotteste og naturrigeste blandt de omkring 70 sprækkedale på Bornholm". Jeg har pt været på en halv snes stykker, og dalen udmærker sig ved sin længde. Det tager vitterligt en god times tid at trave den igennem. Den er dog næppe noget som man ligefrem skal tage til Bornholm for at se, men snarere en som er et godt mål når man nu alligevel er der.  Svartingedal er uden tvivl et af de steder på Bornholm hvor naturen kan få lov til at udvikle sig uden for megen menneskelig indgriben.