lørdag den 19. oktober 2019

Berlin - Wedding (Gesundbrunnen)

Hvis man trænger til at komme lidt væk fra turistfælden i Berlin Mitte og se det mere "almindelige" Berlin, er området omkring Gesundbrunnen et bud



Flakturm består af to tårne tæt på hinanden. Her et kik fra det ene til det andet - og over Wedding.

Strengt taget hører Wedding og Gesundbrunnen også med til Mitte, men det er ikke "Mitte Mitte" - med de store museer, brede boulevarder og der hvor turisterne er i flertal. Stationen Gesundbrunnen er et knudepunkt, så det er nemt at komme til. Der har været station her siden 1872. Og ankommet til den, kan man så se se lidt omkring i området. Wedding huser 82.000 indbyggere, og er endda kun et mellemstort område af Berlin. Sådan lidt groft sagt blev nutidens Wedding til i slutningen af 1800-tallet, som et arbejderkvarter. I dag er indslaget af tyskere med "anden etnisk baggrund" markant i gadebilledet. Og er et af Berlins fattigste områder med høj arbejdsløshed. De lave huslejer tiltrækker imidlertid også kunstnere af alskens slags. 


Halvvejs oppe ad den ret stejle og glatte trappe kan man endelig ane bunkeren (øverst til højre)


Volkspark Humboldthain

Fra stationen kan man næsten ikke undgå at se Volkspark Humboldthain, som er anlagt 1869-1872 af landskabsarkitekten Johann Heinrich Gustav Meyer (1816-1877). Parkens historie er knyttet til den helbredende kilde ved Panke-floden (se senere). Parken var nemlig beregnet på at være et rekreativt område for kronisk syge arbejdere. Derfor var der også sportsanlæg. 


Gesundbrunnen. Udgangspunktet: Den store centerbygning ligger ved stationen. Badstrasse starter umiddelbart til venstre i billedet. Behmstrasse samme sted, men langs modsat side af centeret.

Nazisterne placerede en kæmpebunker, som står der endnu under navnet Flakturm, 85 meter over havets overflade. Franskmændene ville ødelægge den efter krigen, men fyldte den i stedet med byggeskrot og anlagde en høj omkring den. Den må dog være delvis tømt igen, for Verein Berliner Unterwelten har guidede ture ind i den. Bunkeren er et passende sted at starte. For når man har besteget den, har man en fantastisk udsigt over området nord for. Og det er netop derhen vi skal i dette indslag. 


Floden Panke, ikke ret langt fra hvor kilden engang var. Den er vist tør. Nu kommer vandet i stedet i rigelig mængde ovenfra.


Gesundbrunnen

For over 200 år siden var området hvor Wedding blev anlagt, en mark. Indtil Frederik II's hofapoteker dr. Heinrich Vilhelm Behm (1708-1780) opdagede en jernholdig kilde. Den pænt lange gade er langs jernbanen opkaldt efter ham. Han fik anlagt et kursted ved navn "Friedrichs Gesundbrunnen". Apoteker Behm havde store planer med det ca. 40 ha. store areal: Der skulle bygges kolonnader, beboelses- og erhvervsbygninger, et tempelagtigt badeanlæg kronet af Herkules-statue med sprngvand. Men de blev aldrig til noget. Et badeanlæg kom der dog i 1760. Og som det ofte går - ikke blot i Tyskland, men ved lignende kilder i Danmark - blev der anlagt knejper, værtshuse, udskænkningssteder og endog Kristal-Kino-Palats. Den lå hvor U-Bahnhof Pankstrasse ligger nu. 


St.-Paul-Kirche. Tårnet er af senere dato end resten. Hvis ikke det var der, kunne man forledes til at tro at det var et græsk eller romersk tempel.

Området lå som nævnt langt ude på landet, med marker i miles omkreds. Men efterhånden blev området bebygget, og i passende afstand blev der i 1832-35 bygget en kirke, St- Pauls-Kirche (Badstrasse 50). Fra 1858 hed præsten Philipp Buttmann (1809-1901). Han var teolog, og det er ham der i 1891 lagde navn til Buttmannstrasse. Selv boede han dog i Pankstrasse. Netop på hjørnet af Buttmannstrasse og Badstrasse står en historisk vandpumpe. 


Vandpumpen på hjørnet af Buttmannstrasse og Badstrasse. Pizza- og pastahuset til højre vidner om den afslappede stemning i området. 

Eventyret varede omkring 100 år. Omkring 1882 tørrede kilderne tørrede ud som følge af urbaniseringen, og få år efter at stationen blev anlagt. Men navnet Badstrasse fører stadig fra Gesundbrunnen Station til floden Panke, som et minde om forgangne tider. Andre gadenavne som minder om forne tider, er Brunnenstrasse, Stadion An der Plumpe (pumpen) og flere.


Badstrasse 39. Træerne til venstre markerer floden Pankes forløb. Den krydser vejen og videre mod højre. Det var her Behm opdagede kilden.

Der er to meget særprægede huse på Badstrasse: nr. 39 og 40 på hver sin side af Panke. Nr 39 markerer det sted hvor kilden oprindelig var. Ellers er kvarteret et afslappet beboelseskvarter med de sædvanlige forretninger, kaffebarer og spisesteder i gadeniveau. Og som oftest i Berlin, brede gader med masser af plads til midterrabatter og fortove, med træer og beplantninger. Ligeledes er der heller aldrig langt til mindre grønne områder.


Den forhenværende Kafe Küche, restaurant og dansesal. Nu lokalbibliotek for Wedding.

Lidt afsides fra Badstrasse, mod nord langs stien ved bredden af floden Panke er der et særpræget hus med indskriften "Kafe Küche". Det er nu Weddinger Stadtbibliothek, eller Bibliothek am Luisenbad. Bygningen er en af de få overlevende steder der minder om udflugtstiderne: I 1809 skiftede badet navn til Luisenbad - dronning Luise skal have benyttet badet. Der var et sekskantet badehus, behandlingshuse og gæstgiveri. Bygningen var en del af Marienbad, en arvtager til Luisenbad: restaurant, festsal (vestibulen er del af nuværende bibliotek), sauna, udendørssvømmebassin mm. Og en Biergarten: "Hier können Familien Kaffee kochen".


Amtsgericht Wedding. Med Brunnenplatz foran. Til højre og venstre er der nogle meget smukke have- og parkanlæg.

Man kan fortsætte ad en sti langs Panke mod nord. Man skal godt nok krydse en del tungt trafikerede veje, som fx Osloerstrasse. Hvorfra der er flere muligheder for andre ture. I stedet kan man dog vælge at gå mod vest langs flodbredden. Stien her er godt nok mindre idyllisk, men til gengæld får man set det imponerende bygningsværk, Amtsgericht Wedding med tilhørende plads Brunnenplatz. Bygningen er et nygotisk værk af Rudolf Mönnich (1854-1922) og Paul Thoemer (1851-1918).


Så er ringen sluttet: Udsigten fra Humboldthain Flakturm viser Amtsgericht midt i billedet rage op over Wedding. Turen foregår til højre, udenfor billedet.

fredag den 4. oktober 2019

Måløv, Store Vejleådal, Taastrup

Tur på gang- og cykelstier gennem det bakkede landbrugsland og den fredelige Store Vejleådal er en afslappende efterårsvandring.


Jeg er ikke så meget ude på nye eventyr for tiden, så det bliver næsten kun til kendte stier, blot i forskellige retninger og på forskellige tider af året. Denne gik fra station til station. Jeg er tidligere gået i dette område den 25. april 2013, den 21. april 2014 hvor jeg studerede anlæggelsen af motorvejstilkørslen, og endelig oversvømmelserne 15. september 2017 (som også blev bragt i TV Lorry).

Kik fra Smørumnedre mod Smørumovre Kirke. Smørumnedre har enkelte spredte hus fra landsbytiden, men noget egentlig sammenhængende område er der ikke tale om.

Starten af turen gennem Mårum kan man vælge sådan lidt forskelligt. Ruterne byder på nogenlunde det samme, men man kan dog som jeg gjorde i dag lave en mindre omvej lidt vestpå for at opleve resterne af den gamle landsby, Smørumnedre. Der ligger enkelte bindingsværkshuse og gårde tilbage. Omend det ikke på nogen måde skal gøre det ud for et samlet billede af hvordan her har set ud i meget gamle dage. Modsat Smørumovre er Smørumnedre i den grad præget af moderne sovebysvillaer.

Stien fra Smørumnedre til Ledøje, snorlige. Her ved Loholmgård.

Ledøje

Syd for Smørumnedre starter så Risby Mosesti som leder ned mod Store Vejleådal. Men først dog forbi den velbevarede landsby, Ledøje. Velbevaret, forstået som at man nogenlunde har bevaret de ældre huse. Hvad der er væk, er selve landsbylivet og de funktioner som husene blev bygget til. I hvert fald de gange jeg har passeret byen. Der er ingen forretninger, og et bedragerisk skilt med "Cafe" kunne forlede til at man her kan få en kop kaffe. Men det kan man ikke, med mindre man lejer hele balladen til festlokale.

Ledøje Landsby. Mennesketom. Men stemning er der da, med denne flotte spejling af huse og kirke. Cafe er i virkeligheden et hus man kan leje til festlige lejligheder.

Byen samler sig om landsbykæret. Eller, husene gør. For beboerne er der ikke på denne lidt grå, men ellers udmærkede efterårsdag (og ved de andre lejligheder jeg har været her), ser jeg kun enkelte beboere som haster til eller fra deres biler. Kun ved kirken er der lidt liv i form af en rengøringsmand.

Kik fra kirkegården mod syd. Mere landsbyagtigt kan det vel næppe blive. Der mangler kun lugten af komøg og gylle.

Der er låst til kirken ellers, så jeg får ikke genset det lidt særprægede indre. Må nøjes med udsigten fra den bakke hvor kirken ligger. Får også kikket lidt nærmere på forsamlingshuset. på vej tilbage til stien mod syd til Store Vejleådalen. I udkanten af Ledøje mod syd dukker der en enlig rytterske op. Her er en rideskole - en typisk anvendelse af de gamle gårde overalt på Sjælland.

Risby Mosevej forbinder Ledøje med Store Vejleåstien.

Risby Mosevej har jeg ikke gået på før. Den fører gennem et landbrugslandskab med spredte kreaturer, men ellers de sortladne pløjmarker. En gård hist og pist i det fjerne. Ikke så befolket med dyre- og fugleliv, men til gengæld heler ikke så plaget af motorvejslarmen længere sydpå.

Rekonstruktion af en bro fra ca. 980 ved Ravning Enge, Jelling. Vejen er også en rekonstruktion med eksempler på forskellige belægning.

Store Vejleådalstien

Et stykke mod syd løber stien sammen med Store Vejleåstien. Selve åen ser man ikke meget til, den ligger i behørig afstand fra stien. Men det er overvejende et godt vandreområde med varierede landskaber. Ud for Risby ligger en rekonstruktion af en vikingelandsby, og nyt er her en vikingebro med tilhørende vej. Det blev vist for nylig i fjernsynet da den blev åbnet. Her så man at frivillige, også børn, har bygget på den og lært en masse ting på denne måde. Det meste er lavet af "gamle" redskaber, med lidt hjælp af moderne.
Store Vejleådalen, ved Pometet. Et typisk vy mod åen som løber et eller andet sted mellem træerne.

Længere mod syd kommer jeg for første gang siden oversvømmelserne i 2017 gennem den del af stien som var godt og grundigt oversvømmet. Det er den så ikke længere, men dele af stien er faktisk stadig ret sumpet. Et enkelt stykke på en 5-10 er helt oversvømmet, og der er etableret en alternativ sti op i terrænet, med en nødtørftig gangsti af træstammer.

Nuttede og forventningsfulde (?) lam. De er alle øremærkede, og mæher forventningsfulde da jeg passerer. Jeg ved ikke lige hvad de forventer sig af mig, men det bliver i hvert fald ikke opfyldt, og med beklagende mæh'er haster jeg videre mod Taastrup.

Tæt på Taastrup kan man for alvor begynde at høre motorvejen som ellers kun har begrænset sig til en fjern susen. Man skal under den, og langs med den. Og larmen er ganske forfærdelig. Det er ellers ikke lige i myldretidstrafikken så gad vide hvordan det vil lyde om et par timer? Taastrup er sikkert et rart sted at bo, men måske ikke lige det første sted vandrefolket vil fouragere. Så det er hurtigt op på stationen, og hjem til Valby og den økologiske cafe på stationen. 

torsdag den 22. august 2019

Slagelse - Sorø

8 minutter med toget, 16 km ad vestmotorvejen. Eller 21 km på 6 timer ad små landeveje gennem skov og åbne landskaber


Et af de bedre åbent landskabpanoramaer på turen: Lidt syd for hvor Valdemarskildevej krydser jernbanen.

Slagelse er en pænt stor provinsby. Jeg havde egentlig planlagt at prøve at finde nogle gode motiver i byen, men for lidt vild, nåede Torvet og fandt så Fruegade mod Slotsalleen. Så jeg fik ikke rigtig gået rundt som jeg ellers havde planlagt. Men jeg vidste at der lå mange kilometer forude, og kunne ikke tillade mig at bruge fødderne på byvandring da 21 km er sådan lige hvad jeg pt kan klare.

Skt Mikkelsgade med udsyn mod Slagelse Station i baggrunden.

Antvorskov Ruin

Antvorskov Ruin er en absolut K3'er. Der er ikke meget tilbage af det fordums gloromvundne magtcentrum i Norden fra 1200-tallet. Der er noget af muren tilbage på Hovedhuset. Og man ved ikke rigtig hvad det har været brugt til. Hospital, måske. Ellers skal man mere end bruge sin fantasi til at forestille sig Johannitterordenens bastion lidt uden for Slagelse. Gaderne i området med forstavelsen Slots... gør ellers alt for at minde om de tider. Nogen nydelse er det ikke at være i området. Nærheden af Vestmotorvejen er særdeles mærkbar. Der er en hensynsløs larm fra trafikken.

Antvorskov Ruin. Svært at forestille sig den originale bygning. Og så larmer det som at være til Roskildefestivalen fra Vestmotorvejen der drøner omtrent lige forbi.

Slagelse Lystskov

Langs Parcelgårdsvej kommer man derimod i direkte berøring med nutidens militære magter: Et stykke øst for ruinen kommer man ind på militært område. Man må godt gå igennem, men ikke bevæge sig ud ad sidevejene. Man advares mod krydsende bæltekøretøjer. Og opslæbt indtørret mudder flere steder vidner om at det ikke bare er verbalt.

Parcelgårdsvej. Ikke så mange dikkedarer. Bare et rart sted at gå igennem Slagelse Lystskov. Trafikken er minimal.

Der affyres også i et væk skudsalver et eller andet sted. Men dog ikke i nærheden af vejen. Halvvejs gennem Slagelse Lystskov er man ude igen af det militære område. Og kan ånde lettet op over at være sluppet helskindet igennem.

Vedbysøndervej. Et af de bedre panoramaer. Ellers er der ikke meget at kikke på eller lytte til i umiddelbar nærhed. Og så blæser det her ganske forskrækkeligt, uden at der er mulighed for at gå i læ.

Slagelse Lystskov er en dejlig skov. Og med den friske vind er der ikke skyggen af myg. Men det skal jeg selvfølgelig ikke garantere for ikke kan ske på en vindstille dag. Turen gennem skoven er en 3-4 kilometer lang og aldeles fredfyldt.

Borød-Flinterup. Stedet med det lange navn og de få huse og gårde. 

Det er høsttid. Og flere steder er der gang i landbrugskøretøjer og -maskiner. Det er også den tid på året hvor man langs vejen kan fouragere brombær, mirabeller, æbler mv. Generelt er der for mig overraskende megen skov på ruten. Men dog også Vedbysøndervej som er et noget kedeligt landbrugsområde. Her blæser det endda ret meget og der er ingen læ at finde. Lyden fra blæsten er den eneste man kan høre. Markerne ligger skalperede og øde hen.

På Rødengvej er turen kommet til Sorø Kommune. Her en af de mere uplejede og dejlige enge med køer og heste i det fjerne. De findes skam!

Landsbyer er der næsten ingen af. Med mindre man medtager stednavne som Vedbysønder, Borød-Flinterup som ikke er meget andet end et par huse. Førstnævnte er endda mest domineret af to meget store industrivirksomheder. Turen var min første i Slagelse Kommune og mit hidtil længste fremstød mod vest!

Sorø Station. Der egentlig ligger i Frederiksberg. Men det navn var vist allerede optaget da stationen skulle have navn. Jeg kan ikke nok så meget anbefale den lille cafe på stationen. Fx kardemommesnurre og andet hjemmebag. Og nej, jeg har ikke fået noget gratis for at reklamere for dem. 

Ruten

Slagelse Station. Antvorskov Ruin. Parcelgårdsvej. Valdemarskildevej. Vedbysønder. Vedbysøndervej. Grøftevej. Ellepindevej. Parnasvej. Smedevej. Sorø Station