fredag den 17. januar 2020

Hvalsø - Gevninge - Lejre

Vintervandring på landet, skoven og langs de vandrige åer, bl.a. gensyn med Gudernes Stræde og Skjoldungestien. (Vandring nr. 351)



Typisk landskab nordøst for Hvalsø. Der er ikke meget at se, høre eller lugte. Og det man kan lugte, vil man helst ikke kunne lugte.

På den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside hedder det om naturen i Lejre: "Kommer man fra hovedstadsområdet gennem det flade og tæt bebyggede Hedeland, åbner der sig lidt vest for Roskilde et helt andet landskab. Det er Lejre Kommune... Det indgår i en grøn ring uden om hovedstadsregionen." Det er rigtigt at der åbner sig et andet landskab, og også delvist rigtigt som foreningen beskriver dette landskab: "præget af dybe dale med enge og åer i bunden, af dødislandskaber med stejle bakker og store skove, af spredt bebyggelse med land- og skovbrug".


Porten til Bæsted Skov: Tueholthus - eller også er det huset lige overfor.

Når det er sagt, så bør man retfærdigvis dog nok tilføje at store dele af Lejre kommune er præget af enorme marker, særlig tydelige her ved vintertid hvor markerne i bedste fald har et grønligt skær men ellers strækker sig uendeligt i brune farver. Det havde jeg ellers prøvet at tage højde for. Jeg har vandret en del i Lejre, og forsøger derfor at lægge ruten gennem de smalle, grønne korridorer udenom landbrugslandskabet. For det er især noget vandrere lægger mærke til, sikkert mere end fx cyklister eller bilister som kan spurte hen til de områder hvor de naturskønne områder findes. 


Bæsted Skov. En udmærket kuperet skov med fine skovveje. Man skal dog lige passe på med jagt i skovene. Pt har Ledreborg sat skilte op at stier kan været spærret og man må regne med at tage alternative stier.


Skovene

Dagens tur gik gennem et par skove som jeg ikke har gået så meget igennem: Bæsted Skov og Slorup Skov, og det er udmærkede små skove. I størrelse kan de ikke måle sig med Bistrup Skovene syd for Hvalsø, men mindre kan også gøre det. Der er et forbavsende fugleliv, det må være det milde klima der har fået hormonerne frem i fuglene. Mellem de to skove ligger Helligrenden. Engang et ørredvandløb med tilløb til Roskilde Fjord. Her forsøger man at retablere nogle gydebanker


Kik over Helligrenden. Der skulle være et vandløb dybest nede, men det er ikke sådan lige at komme til ude i det åbne landbrugslandskab. Det er forbeholdt køerne på denne strækning.

Foreningen skriver endvidere: "Men det er ikke bare en fantastisk natur. Overalt i Lejre findes kulturspor helt tilbage til dengang da området første gang blev beboet. Der er køkkenmøddinger, kæmpehøje, vikingehaller, herregårde, landsbyer og gamle veje. Kun få steder i Danmark findes en lignende koncentration af natur og kulturminder, og så ligger hele herligheden så tæt ved storbyen, at dens indbyggere kan nå det på en endagstur." Fint, jeg kan fuldt ud forstå at foreningen gerne vil lokke storbyens beboere til Lejre. Og Sagnlandet Lejre er da også et fantastisk sted at komme om sommeren når der er åbent.


Slorup Skov. Her ad Gudernes Stræde går man oppe i terræn med udsigt til en langsø. Om sommeren kan man formentlig ikke se den for bare blade. Men her om vinteren går det fint.

Der findes såmænd også andet end gamle ting, tag fx den gamle ringovn, Skullerup Teglværk. Den er overgroet med træer og krat, om sommeren har jeg præsteret at gå forbi den uden at opdage den, men den skal ses om vinteren hvor bladene ikke dækker den. Den er ikke ret stor, men et minde om gammel teglværksindustri. Og man skal nok skynde sig, for ovnen er i lodret forfald. Den er i øvrigt lukket inde på et private område, så man skal ikke regne med at kunne komme helt hen til den.


Gevninge.Længst mod nord findes den gamle landsbykerne stadig, selvfølgelig alt sammen moderniseret til ukendelighed. 


Gevninge


Gevninge er en pænt stor by med en lille modificeret bykerne af landsbyhuse og -gårde. Gevninge er stadig i besiddelse af et supermarked, et forsamlingshus OG et beboerhus, rytterskole og frisør. Men bageren har måttet lukke. I vinduet annonceres efter nye ejere. Men af butikkens tilstand ser det ud til at være et stykke tid siden. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde et sted hvor jeg kan købe en kop kaffe (undtagen i Wittenberg-automaten hos bageren i Lejre). Det lykkedes heller ikke i Gevninge, så kaffetørstige vandrere må medbringe det i bagagen.


Gevninge Åstien. Et meget skønt område at gå igennem. Men efter en regnfuld vinter også et meget vanskelligt terræn. Jeg har ikke gummistøvler med, så mine støvler var udfordret. heldigvis havde jeg imprægneret dem godt med voks hjemmefra, og sokkerne var tørre, trods vandmængderne. Fotoet viser en mere passabel del af stien. Længere sydpå skulle det blive meget værre.


Langs åerne


Skjoldungestien - netværket af stier, som har taget navn efter sagnenen om den første danske kongeslægt, og deres hjemsted i Lejre. Fra Gevninge til Gammel Lejre følger den åsystemet, og det er efter en regnfuld vinter ikke ideelt. Allerede nordpå ved Gevninge begynder vanskelighederne. Stien er gennemgående svært passabel på store strækninger pga. oversvømmelser, resten er ret smattet. Syd for motorvejen går det helt galt: Her måtte selv den smalle trægangbro givet op, og var bukket under for vandmasserne. Jeg måtte opgive at følge Skjoldungestien, og ty til kildepladsens arbejdsvej som fører op til landevejen - gennem marker.


Typisk landskab ved Gammel Lejre. Vidtstrakte, livløse marker, kuperet med rigeligt gravhøje. Gammel Lejre er en lille landsby med huse på begge sider af en gennemgående bygade.

Alting ser bedre ud i solskin, og det er der god brug for på denne tur hvor man gerne skal kunne se langt for at øjnene kan hvile på noget. Især de 3 kilometer langs åerne til sidst træk søm ud. Så på den måde var det dårlig planlægning fra min side. De ca. 20 km kom derfor til at føles en anelse hårdere end antallet af kilometer egentlig berettiger til. Det havde i bagklogskabens klarsyn nok været bedre at tage turen den modsatte vej.

torsdag den 9. januar 2020

Grønholt-Humlebæk: Nordsjællandsk vintervandring

Det kan være svært at finde egnede vandreruter om vinteren, alting ser bedre ud i solskin. Denne udflugt gik dog an.



Lønholtvej lidt øst for Gl. Skæremølle. Et typisk landskab i Fredensborg Kommune med vidtstrakte marker og spredte gårde. 

Startpunktet Grønholt Station (1934) er et trinbræt på "Lille Nord" mellem Hillerød og Helsingør, hvor man skal trykke for at komme af. Der går tog en gang i timen, og statistikken viser at der er under 100 daglige passagerer, så jeg må have pyntet gevaldigt i den statistik. Trinbrættet var udgangspunkt for en skovtur i Gl. Grønholt Vang. Som mere end en vang er en mindre skov.


Typisk skovvej gennem Gl. Grønholt Vang. Spætter pikker og andre fuglestemmer høres.

Gl. Grønholt Vang


Min tur gennem skoven var på ca. 2 kilometer, formentlig en gennemsnitstur med afvekslende løv-, nål- og birkeskov og moser. Forbavsende meget liv hvis man skal gætte på fuglestemmerne. Her er man også i nogenlunde fred for store veje - Hillerødvejen ligger i behørig afstand på over en kilometer. Og ja, selvfølgelig lægger man mærke til at vandre i en kommune som bobler til top-10 over Danmarks rigeste.


Præstemosevej med Bakkely, Skovgård og Mosegård - privat område lidt reserveret?

Jeg forsøgte at ramme Præstemosevej, og det lykkedes da også ved lidt lokal vejledning fra en beboer i det ret øde område. Jeg var åbenbart ved at bevæge mig ind på privat område, og det er der en del af uden for skovene. Privat i bogstaveligste forstand - jeg ved ikke om det vil være for vidt at sige at man passer sit. Men det var måske bare vejret. Og området er måske heller ikke meget besøgt af andre end de lokale.


Asminderød stor kirke og kirkegård og en imponerende kro, selvfølgelig i et stenkasts afstand fra kirken.

Asminderød


Præstemosevej fører efter et par kilometer mod nord til landsbyen Asminderød. Med en ganske imponerende kirke og kirkegård. Asminderød Kro. Kroen er kendt fra Politivennen, som i juni 1838 beklagede sig over det store antal kroer i området:

Med kromanden Hammers enkes død ophørte privilegiet til at holde kro i Asminderød. Men siden dette dødsfald som indtraf første påskedag, er der bestandig krohold på stedet. Er forordningen om landsbykroers nedlæggelse ikke ophævet, så ville det være meget passende om denne kro straks efter dødsfaldet var blevet nedlagt da ingen ville tabe, men manges moral og arbejdsomhed vinde ved det. Hvor overflødig denne kro er, vil ses deraf at den er den 13. i en omkreds af 2 mil, og næppe findes der i Danmark en egn der er således forsynet eller rettere overfyldt med kroer. Den omhandlede kro ligger således kun 1/4 mil fra Fredensborg hvor der er to kroer, en halv mil fra Tikøb, en mil fra Esrum som hver har sin kro. Desuden er der i en afstand af omtrent 2 mil fra samme kroer i Harrebæk, Gilleleje, Snekkersten, Humlebæk, Nivå, Sletten, Nøddebo samt på landevejen Nye Kro og Amsterdam. At kroer i landsbyer hvorigennem ingen landeveje går, er skadelige idet de giver lejlighed til lediggang og svir, er en gammel erfaring der også har foranlediget emanation af forordningen af 30. april 1734. Men da der i disse kroer også konstant sælges alle slags fornødenheder, skader de tillige købstadsindbyggernes handel, hvorfor det er ønskeligt at de overflødige kroer nedlægges ved ejerens død og in specie at den her omhandlede straks må nedlægges i overensstemmelse med nys nævnte forordning.

Det er der rettet op på: Det er svært, for ikke at sige umuligt at opdrive en kop kaffe i området. Og skribentens klage var i øvrigt forgæves. Asminderød Kro blev ikke lukket. Kroen kan føre sin historie tilbage til 1678-79 hvor den også drev landbrug og købmandshandel. Kromanden på Politivennens tid Johannes Chr. Hammer, havde en søn, Fritz Hammer som blev kendt under Københavns Bombardement 1807. Han ramte den engelske general Baird. Som blev så imponeret at han ønskede at hilse på Fritz, og som belønning gav ham en pung med guldstykker og to meget smukke, sølvindlagte pistoler. De skulle stadig findes, og Steen Steensen Blicher skrev et digt om begivenheden. Fritz arvede kroen i 1839.


Fra Asminderød til Knurrenborg Vang er der en kilometers penge ad den stærkt trafikerede Kongevejen, før man kan dreje modøst. Gentagelse af Gl. Grønholt Vang.

Asminderød mener man stammer fra middelalderen – 1100-tallet. Her ryddede Asmund og hans huskarle så meget jord, at den kunne ernære seks bønder og præsten. Fra omtrent samme tid stammer kirken. Landsbyen var ganske vigtig, idet der var herregårde: Ebbekøbsgård og Rolands Gårde, og især efter Fredensborg Slot blev bygget 1719-23. Håndværkere og professionalister bosatte sig og byggede. Nu er den smeltet sammen med Fredensborg. Da skovene næsten var fældet for tømmer og brænde, blev Knurrenborg Vang etableret i 1805. Nu er det en smuk skov. Følger man cykelrute 36, også kaldet Den Ungarske Ringvej, kommer man mod syd til Grønholtåen der pt er temmelig vandrig og brusende. Her går man også et stykke af Langstrupstien.


Særlig megen strøm er der ved broen der fører Rolandsvejen over åen, tæt på Gl. Skæremølle. Hvor der stadig skæres. Så kommer man ud på Lønholtvej med kurs mod Langstrup som har givet navn til Langstrupstien.

Her skulle man i 1826 ifølge Politivennen passe på en farlig tyr: 
Søndag den 10. i denne måned gik to værgeløse fruentimmer på vejen mellem Frederiksborg og Asminderød. Lidt før den gård der tilhører hr. kaptajn Soelberg, kom en uvan tyr dem i møde. Og den havde vist nok gennemboret begge de vandrende hvis de ikke i største skynding havde retireret ind på den tilgrænsende mark og reddet livet ved at krybe op i en høstak. Her ville de dog kun have været sikre i en kort tid, hvis ikke to karle med knipler i hånden ved deres skrig var kommet dem til hjælp med at fordrive nævnte glubende tyr der havde skaffet sig adgang til den omgærdede mark ved med hornene at gennembore gærdet ...


Langstrupvej gennem Langstrup. Den mere idylliske del af vejen.

Langstrupstien


Langstrupstien fører over en meget gammel granitbro (Gl. Skæremølle Bro) ved Rolandsvej og skæremøllen. Mens møllen er nyere, er broen en af landets ældste, fra 1600-tallet. Cykelrute 36 fører nu mod syd, men jeg gik mod nord for at komme over Helsingørmotorvejen. Den sætter sit lydlige spor en kilometer til hver side, en strækning som bare skal overstås i en fart.


Dageløkke. Enkelte gårde, men ellers præget af istandsatte idylliske huse der må koste en bondegård.

Fra Dageløkke gik turen ned til stranden, og Sletten - Sletten af i dag har ikke ret meget med Sletten af i går. Der har været fiskere på stedet i hvert fald tilbage til 1560. Havnens nuværende størrelse fik den omkring 1879. Rejsende til Helsingør kom gennem fiskerlejet indtil 1924 hvor Humlebæk Strandvej blev anlagt. er et idyllisk fiskerleje i den sydlige del af Humlebæk, hvor havnen er det naturlige centrum. 

Gl. Strandvej gennem Sletten. Engang måtte rejsende bruge den. Men nu er den parkeringsplads for de lokale beboere, med meget begrænset trafik.

Sletten Havn


Strandvejen går igennem fiskerlejet, og indtil 1924 var det den eneste hovedfærdselsåre mod Helsingør. Dette år blev Ny Strandvej (nu Humlebæk Strandvej) etableret som aflastning. Ca. 1.000 jøder skal være reddet til Sverige herfra. På det tidspunkt var stedet begyndt at blive invaderet af forfattere, tegnere mm. Og de mere end 100 fiskerhuse mm. er nu alle privatboliger. Der er som det ses på fotoet såvel et par fiskerbåde som en fiskehandler på havnen.


Sletten Havn. Vejret arter sig helt gevaldigt.

Alt i alt sneg turen sig vel op på en 18 km. Terrænet ikke specielt vanskeligt, omend nogle af skovstierne sine steder var mildest talt smattede.

lørdag den 4. januar 2020

Vinter i Lejre på Skjoldungestien

Solskin har der ikke været for meget af denne vinter. Så selv om det blæste, var det da bare med at nyde det - Skjoldungestien.


Jeg missede en af afviserne til Skjoldungestien, og fik i stedet set denne forblæste Baunehøj. 

Ruten var for en gang skyld ikke lagt - jeg er blevet pensionist! Jeg havde købt et nyt kort, Nationalpark Skjoldungernes Land (Calazo Förlag, 2019), og det skulle afprøves. I stedet for Kraks Kort som jeg ellers har brugt nu siden 2013. Derfor havde jeg også valgt et område som jeg nogenlunde kendte i forvejen - jeg skulle jo nødig risikere noget. Kortet fungerede udmærket, mest som en ny form for at vandre uden opmåling. Eneste ulempe er at manøvrere med et ca. 1 m2 stort kort i blæst. Den går ikke, man må finde et sted med læ.

Tvedhøje ved Allerslev med Lavringe Å forrest i billedet. Der burde være to, men den ene er eroderet væk med tiden.

Det første stræk af Skjoldungestien ender blindt. Det starter i Lejre, følger Lavringe Å sydpå forbi Allerslev, og ender lidt nord for Osted. Det går også igennem en af HOFORs kildepladser. Lavringe Å er også om vinteren et idyllisk sted, og modsat om sommeren er der virkelig strøm på. Masser af vand i åen.

Jamen, sådan ser der ud om vinteren i store dele af Danmark, her ved Lavringe Å og kildepladsens arbejdsvej. Brunt, gråt, mørkt. Men kik på himlen: Næsten helt blå og solen skinner.

Man kan så vælge at gå tilbage igen. Det gjorde jeg ikke, for går man et stykke ad landevejen, kan man gå ad kirkestien op til Osted Kirke, fortsætte vestpå og støde til en anden af Skjoldungestierne ved Særløse. Det lyder nemt, men i dag var det turens absolut mest anstrengende stykke, da der var frisk vind til kuling og absolut ingen læ for modvinden. Kun lidt mens jeg lavede en afstikker gennem den lille bebyggelse Skovledholm med en lille mølle. En far og hans formodede datter var også ude at cykle, og det gik ikke stort hurtigere end hvad jeg kunne gå. 

Jeg var absolut ikke in the mood for at fotografere mellem Osted og Særløse fordi jeg havde nok med at stride mig op mod vinden. Men her i Særløse går det bedre i læ bag kirkebakken.

Jeg tog en afstikker fra stien til Særløse Kirke som ligger på en stejl høj. Her var absolut ingen læ, men udsigten er ganske god, og jeg havde nok opholdt mig her noget længere, havde det ikke været fordi jeg kunne forudse at vinden ville begynde at nedkøle mig mere end jeg havde lyst til. 

Det var lidt svært at bevare fodfæstet til at tage dette foto. Hvor man ikke kan mærke hvordan vinden lagde et konstant og vedvarende pres på fotografen. Men indtrykket af udsigten skulle med!

Skjoldungestien følger i øvrigt på store dele af strækningen Gudernes Stræde som er en fortræffelig vandrerute med mange små pudsige informationer undervejs. Den har jeg tidligere beskrevet her på bloggen. Der var mere læ og sidevind, især da jeg nåede ind i skovområdet Indelukket. Det følger en bakkeside i læ for vinden. Til gengæld havde regnen gennemblødt stierne temmelig meget i det noget lave terræn. 

Den højtliggende af bygningerne ved Hulegård. Mod højre går Skjoldungestien til Ledreborg.

Nord for Indelukket Bispegård missede jeg en afviser til Skjoldungestien, og pludselig igen befandt mig ude i den susende vind på vej mod Bavnehøj. Det er jeg ret god til, det med at misse pæle. Jeg kan ikke lige sige hvorfor. Jeg bilder mig selv ind at det er fordi de ikke er der. Så måtte jeg igen ud i modvinden vestpå mod Hulegård. Som om sommeren sikkert er et meget idyllisk område med smukke huse og bakket terræn. Herfra valgte jeg den sydlige rute af Skjoldungestien for at komme i læ af blæsten op mod Ledreborg. 

Skjoldungestien mellem Hulegård og Ledreborg. Her gik jeg i lå af bakken.

Der var jagt på Ledreborgs jorder, så stierne var adgang forbudt mange steder, hvilket begrænsede mulighederne for afstikkere langs hele vejen. Nordpå langs golfbanen var der godt gang i vinden igen, indtil Herthadalen. Her havde jeg håbet på at restauranten måske serverede en kop kaffe. Det gjorde den selvfølgelig ikke - den er lukket for vinteren. Herfra var der så medvind resten af vejen gennem Gammel Lejre, forbi vandværket og ind ad Blæsenborgvej der i dag mere end passede til navnet. 

Udsigt fra Skjoldungestien mod Gammel Lejre nede i ådalen, med Mysselhøj til venstre i billedet. Måske kan man lige ane Energitårnet helt ude i horisonten til venstre. Den ligger forbi Roskilde mod Trekroner. Sigtbarheden er ganske god.

Togene fra Lejre går kun en gang i timen om lørdagen, og det betød en del ventretid. Det er lidt af en træls affære, for det eneste sted jeg har fundet hvor man kan få en kop kaffe er hos den ellers udmærkede bager, fra en Wittenberg-automat. 

Og Lejre Station? Ingen kaffe. Det er lavet om til bibliotek. Jamen, så satte du dig vel over og læste i en bog? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er pensioneret.

Udover kortet har jeg også anskaffet en masse vandreudstyr, nu jeg forhåbentlig får tid til at vandre meget mere. Og alt bestod sin prøve, og mere til! Uldundertøjet, og ditto trøje, den vindtætte jakke, støvlerne. Det holdt alt sammen, og på trods af chillfaktor og strid blæst var jeg ikke på noget tidspunkt kold, heller ikke da jeg ventede i det forblæste skur på Lejre Station. Det tog 5-6 timer med det hele, og en hurtig opmåling derhjemme viste 23 kilometer. En lovende start på 2020.