fredag den 16. august 2019

Dyrehaven og Jægersborg Hegn

Sommerferien sidste vandring: Klassikeren med den stensikre oplevelses- og kvalitetsgaranti



Efter sommerens udforskning af Stevns og omegn afsluttede jeg sommerferien med en klassiker. På kendte stier, til kendte vandringsmål. Der er vist ikke ret mange i Hovedstadsområdet som ikke har været der på et eller andet tidspunkt, til en eller anden begivenhed. Og selv på en vejrmæssigt lidt tvivlsom fredag efter skolestart er stedet godt besøgt, lige fra morgenstunden. Så hvorfor ikke bare kaste sig ud i et orgie af fotoer fra turen, hvor fortællingen ligger i undeteksterne.


Naturstyrelsen samlede for nogle år siden de to foldere om Dyrehaven og Jægersborg Hegn i en, og det gør det unægteligt noget nemmere at bruge den. Der er aftagnet 4 kløverstier på kortet. Og jeg valgte naturligvis den længste på 16 km. Og da jeg ikke kan få det langt nok, tog jeg også en afstikker på noget af den 7,5 km lange Raadvad og Mølleåen.

Har man ikke været andre steder i Dyrehaven, så kender de fleste nok det sydøstligste hjørner der er proppet med legendariske lokaliteter: Dyrehavsbakken, Klampenborg Galopbane, Peter Liep's Hus, Kirsten Piils kilde. Lugten af hestepærer fra de mange hestevogne der dog ikke trækker mange kunder denne morgen. Ruten kommer også her forbi, faktisk går det første stræk af ruten fra Klampenborg Port til Fortun Port.

Fra Fortun Port går ruten ad Dronningvej mod Ulvedalene (se fotoet øverst). Et temmelig bakket terræn. Som man dog også ser mange andre steder i Dyrehaven. Fotoet ovenfor viser de imponerende høje træer der afveksler med lyse, åbne områder. Ikke mærkeligt at dette område er meget populært som udflugts- og picnicsted.

Eremitageslottet. Symbolet på enevældens bombastiske og voldelige regime. Kongehuset har vist aldrig givet den danske befolkning en undskyldning for den måde som denne periodes konger behandlede bønder, karle og andet godtfolk. Og de som det gik ud over, er jo også for længst døde, glemte og navnløse. Og til syvende og sidst har vi så allesammen fået adgang til området. Golffolket endda en bane.

Godt en kilometer nord for Eremitageslottet knoklede man i det lille industrisamfund Raadvad ved Mølleåen. I dag er der kun kunsthåndværkere som arbejder i de gamle fabriksbygninger og de gamle huse er pænt istandsat. Ruten nordpå fra Raadvad krydser grænsen mellem Dyrehaven og Jægersborg Hegn. Noget hegn er der dog ikke længere tale om, men en decideret tæt skov med træer der er en del yngre end de gamle kæmper i Dyrehaven. Her satte det ind med en længere byge, så ingen fotoer herfra

På tilbagevejen kommer man igen forbi sletteområdet, Hvidtjørnesletten med de mærkeligt krogede hvidtjørne. Og de gamle kæmper som for uvejret? er segnet og som får lov til at blive liggende til mulig gavn for en genudsætning af eghjortene. Som ikke længere kunne eksistere i Danmark på grund af skovvæsnet maniske trang til at rydde op og få det hele til at se pænt ud. Men mange insekter, svampe og andet kryb lever netop i sådanne gamle, hensygnende træer.

Ingen Dyrehavstur uden hjortene. De findes spredt rundt og synes at holde mest af at komme på den åbne slette tæt på skovområderne. De har vænnet sig så meget til menneskets nærværelse at de knap nok gider dreje hovedet. Er man så heldig at gætte deres kurs for græsningen, kan man sådan set bare blive stående og vente på at de kommer forbi, så er scenen sat for nærbilleder af de smukke dyr.

Stierne er gode grusveje, skovveje og asfalt. Så den skulle være lige til at gå til for alle. Og det hele er civiliseret med bænke, toiletter og sågar udskænkningssteder undervejs. Natur? Kultur? Det er vel lige meget hvad man foretrækker at kalde det. Dyrehaven og Jægersborg Hegn er bare et sted hvor man kommer tilbage. For mit vedkommende i hvert fald en gang hvert år. 

tirsdag den 6. august 2019

Fjordstien Holbæk - Langtvedkrydset

Strand, skov og øde steder gør denne strækning på  Fjordstien til en af de bedste jeg hidtil har gået på


Munkholmbroen er kendt, ligesom Munkholmkiosken der anes midt i billedet. Også denne tirsdag eftermiddag er der en del kunder i butikken.

Sådan lidt opgjort i kilometer er der 4 kilometer strandvandring fra Holbæk og langs Strandmøllevej. Derefter er der 9-10 kilometer skovvandring gennem Dragerup Skov og Eriksholm Skov og til sidst 4 km i området på begge sider af Munkholmbroen. Ikke strikt til Fjordstien alt sammen. Men jeg er nu engang afhængig af tog og busser og hvor langt benene kan klare. Der er ikke de store udfordringer. Strækningen er mest på grus eller skovveje samt lidt asfalt til sidst (og skulle bare overstås).

Elefant Apotekets historie går tilbage til 1705 og fra 1720 på dette sted, Ahlgade 32. Ifølge OIS skulle bygningen stamme fra 1675. Men det har jeg nu svært ved at tro på! Det blev restaureret i 2017.

Holbæk

Holbæk er sådan en pænt stor provinsby med en fin, bred gade (Ahlgade), en nydelig havn og nogle interessante byggerier på vej mod Strandmøllevej. Bl.a. rækkehusene på Labæk. Jeg har før besøgt Holbæk og set andre dele af byen. Så det var ikke på programmet denne gang. Og der er trafikeret samt vejarbejde på Ahlgade. Så det blev kun til et par snapshots af de prægnante bygninger og så mod dagens egentlige rute: Fjordstien.

Fjordstien efter lystbådehavnen,med udsigt til Dragerup i det fjerne. Skyerne ser truende ud, men de holdt sig til det. Ingen regn.

Dragerup Skov

Jeg havde egentligt også overvejet en tur ud på Kirsebærholmen øst for Holbæk. Men vel ankommet dertil opdagede jeg at det var en del af golfbanen og godt fyldt op af golffolket. Som generelt er meget venlige, men jeg har det lidt dårligt med at skulle ende turen med en lille hård hvid bold i skallen. Så jeg vendte om på landtangen og stak i stedet sydpå. Skovenen er privatskov, så man må ikke bevæge sig udenfor stierne. Det går det lidt svært at manøvrere rundt, for man kan ikke gå langs kysten. Der er siv helt ud til strandkanten. Så man skal medbringe specialudstyr til at vandre i vand.

Ved molen ud for Torpedostationen har man et pragtfuldt vy både mod nord og syd. Og når der så oven i købet er to heste der skal have dyppet skoene, så bliver det ikke meget bedre. Skoven rejser sig op ad skrænten.

Men visse steder kan man lave afstikkere til stranden, fx ved den gamle søminestation. Eller torpedostation. Den er nemt genkendelig og man bør unde sig en tur ud på den lille mole ud for stationen. Her har man en dejlig udsigt over Isefjorden. Stien går oppe på skrænten som er meget stejl, absolut konkurrencedygtig med Furesøens. Udsigten er noget begrænset, men ret betagende selv om man næsten ikke kan se fjorden.

En lidt usædvanlig strækning: Nemlig ude af skoven mellem Dragerup Skov og Erikholmskov. Det er lidt svært at yde skovvejene retfærdighed. De er gode! Og på grund af blæsevejret holdt myggene sig hjemme. Jeg så ikke en eneste.

Ud for Tjebberup gjorde jeg en afstikker op til denne lille by og gik ad Munkholmvejen. Det kan absolut ikke anbefales. Den er meget befærdet, så ved Bredetved gik det ned igen til Fjordstien. Igen en god udsigt over fjorden på nedstigningen og mellem Dragerup Skov og Eriksholmskov kommer man ned til fjorden en kilometers penge. Her er bl.a. en skydebane med skyskraberstore mure der efterhånden vil være beklædt med efeu.

Udsigt til Erikholmskov. En af de få steder hvor man ikke går oppe på skrænten (der er nemlig ikke nogen!)

Erikholmskov

Syd for skydebanen går stien igen op på skrænten og ind i landet. Så man mister igen udsigten til fjorden, men går til gengæld gennem en flot skovstrækning. Fjordstien følger hjertestien. Og selv om der er ikke er skiltet, så er det sådan set bare at følge skrænten. Jeg tog en afstikker ad de overgroede stier ud på pynten nord for Munkholmkiosken. Her er absolut stille, og man har udsigt til Munkholmbroen. Stierne bruges vist mest af fiskere, og man er nødt til at tage samme vej tilbage igen.

Et stykke på vej mod Munkholmbroen er der en nedgang til en lille bitte strand med nogle både. Herfra har man denne udsigt mod broen. Og ishuset på den anden side.

Munkholmbroen og omegn

Munkholmvej sætter nu sit præg på turen. Og det absolut ikke på den gode måde. Man kan gøre et stop ved den legendariske Munkholmkiosken hvis man er til usund mad og drikke, samt temmelig dårlig kaffe. Men stemningen vil sikkert tiltrække det fleste. Og stemning har man brug for de sidste 4 kilometer derfra. For der er ikke tænkt på vandrefolket. Slet ikke fra kiosken til broen hvor man går på en smal stribe der vist er beregnet til cykler. Jeg har før prøvet at gå langs stranden. Det kan godt med nogen anstrengelse lade sig gøre på vestsiden. Men det var der ikke kræfter til i dag.

Øst for Munkholmbroen. Butikken har åben.

Heldigvis er der et pusterum på kiosken øst for Munkholmbroen. Her er kvaliteten på is skyhøj over Munkholmkioskens, så hvis man kan holde sig, bør man vælge denne kiosk i stedet. Den er næsten ikke besøgt. Og overfor er der til de kunsthåndværkinteresserede en butik i en gammel bindingsværkslade.

Marken er mejet, ved Langtvedkrydset. Og trafikken på vejen bag mig er mejet intens. Men om lidt kommer linje 219 og kører mig til Hvalsø. Den første strækning helt alene i bussen sammen med chaufføren.

Den lille kilometer til stoppestedet Langtvedkrydset er en plage. Der er ingen plads til vandrere. Det sidste stykke er der en stubmark. Og trafik er der rigeligt af.

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag

fredag den 2. august 2019

Algestrup (Tureby)-Egøje

Herregårdslandskab og små sovelandsbyer i det sydlige Køge på grus og asfalt


Området nord for Algestrup - ganske karakteristisk for turen, med en smal landevej og marker til begge sider. Men en bred grøftekant (her dog uden blomster) og vejtræer.

Hvis de to navne i overskriften ikke siger dig så meget, så her lidt info: Tureby hedder stationen for Algestrup eller Alkestrup som de lokale tilsyneladende helst vil kaldes, og er nummer to station på Køge-Næstved-banen. Egøje er første station syd for Køge på vej mod Faxe Ladeplads og Rødvig. Og så er det sådan set bare de omkring 17 kilometer landevej derimellem der er tale om, med et smut forbi Vallø Slot - nu jeg alligevel var på de kanter.

Sædder Kirke. En meget lille by med en meget stor og idyllisk beliggende kirke. Tilmed med et par stråtækte bindingsværkshuse som naboer. Men ellers ... ret øde på denne fredag i august.

Ruten

Den korte historie er at der er tale om ret øde landeveje med meget lidt trafik: Fruedalsvej, Sæddervej, Storskovvej, Gunderupvej, Vedskøllevej og Valløvej. Mest med ensformige marker til begge sider, dog afbrudt af Vedskølle Å en gang imellem, samt nogle små landsbyer: Algestrup, Sædder, Tessebølle og Vedskølle. Sidstnævnte er udover udgangspunktet Algestrup klart den største, og ser endda ud til at have haft en kort karriere som industriby (Strabrand). Men området ser noget forladt ud, og parkeringspladsen til lastbiler (internationalt med et forklarende skilt til tyskere: LkW) ser ikke just ud som om der har været nogen køretøjer i nyere tid.

Megen natur byder dagens rute ikke på, bortset fra ca 1 kilometer gennem Vallø Storskov, her ved Skovgården, og ca. 1 km ved Vallø Slot. Dog nok til at skabe variation i forhold til kulturstepperne. 

Den smukkest kirke findes dog i Sædder, mens Tessebølle er - nåja - meget lille. Rutens 18 kilometer kan de fleste vandrere være med på. Der er stort set ingen udfordringer - bortset fra lejlighedsvise passager af biler. Men de tager fint hensyn på de smalle veje. Og i modsætning til i fx Egedal Kommune ser det ud til at landmændene ikke har brugt deres ret til at pløje i de hedengangne randzoner langs fx Vedskølle Å. Desuden holder markerne sig også på pæn afstand af landevejen så der rent faktisk findes et bælte på et par meter hvor der er vilde planter.

Flot himmel ved Storskovsvej med et vy over marker og helt i baggrunden skoven.

Det giver lidt ekstra indtryk af at der trods alt bliver taget lidt hensyn til naturen. Og planterne tiltrækker sommerfugle og andre insekter. Begge dele liver gevaldigt op og gør en vandretur så meget mere spændende.

Gunderupvej umiddelbart syd for Vedskølle med udsigt mod sydøst. I forgrunden ser man at der rent faktisk får lov til at gro noget i grøftekanten.

Til gengæld er markerne altså meget herregårdsagtige: De strækker sig til tider nærmest i det uendelige mod horisonten. De er heldigvis ikke alle blevet høstet endnu, men det sortladne Danmark venter nok lige om hjørnet når høstmaskinerne endegyldigt har skalperet byg, hvede og rasp væk.

Vallø Station. En af de stationer hvor man ikke behøver at trykke for at komme af og på. Ikke særlig besøgt, desværre. Men ualmindelig idyllisk ligger den der. 

Leve Lokalbanerne!

Jeg vil også gerne udtrykke stor begejstring for lokalbanerne. Jeg forestiller mig at de må køre på kanten af det rentable. Men her på hverdage kører de faktisk hver halve time, og det gør jo at man som vandrer ikke behøver at lade tempoet komme an på hvornår togene går. Misser man et, er der aldrig lang tid til det næste. På de små trinbræt skal man trykke hvis man vil med, og på et par af dem er det ikke både Faxetoget og Rødvigtoget der holder. Men igen: Det er til at finde ud af!

Vallø Slotskro med broen der fører over til slottet (til venstre udenfor billedet).

Vallø Slot

Vallø Slot har jeg besøgt en gang før i oktober 2017, og det er bestemt altid et besøg værd. Jeg har aldrig været inde på selve slottet. Men slotshaven er i sig selv en nydelse at gå rundt i. Også selv om man ved at selve slottet brændte for lidt over 100 år siden og "blot" er en kopi af den oprindelige.

Vallø Slot kan fotograferes fra mange vinkler. Her har jeg valgt en fra parken og voldgraven, hvor slottet dukker op fra disen og spejler sig i vandet.