lørdag den 1. august 2020

Gilleleje - Tisvildeleje (31. august)

Man kan næsten gå hele vejen langs stranden. Her kan man opleve et kulturlandskab hvor private ejendomme forsøger at forsvare sig imod havets naturlige påvirkning af kystklinterne.


Der er ikke meget som slår en vandring langs stranden: Bølgerne, blæsten, dyrelivet. Det er også hvad man får på denne strandvandring. På strandvandringen i mandags fra Helsingør til Hornbæk skrev jeg lidt om den såkaldte "kystsikring". Altså de granitophobninger, bølgebrydere mm. som efter bedste ingeniørmæssige synspunkter sætter ind med det som i den verden kaldes "skader på skråninger" forårsaget af storme, "beskyttelse" af kysten og lignende formuleringer som afgør hvordan her ser ud. Rent geologisk er strækningen fra Gilleleje til Tisvildeleje stadig højere morænelandskaber der tættest på Tisvildeleje strækker sig 20-30 i højden og danner dramatiske klinter. Under naturlige omstændigheder ville dette byde på en tur med ældre klinter bag bred og forholdsvis høj forstrand dannet af nedfaldent materiale, eller nylige skred hvor klinten stadig står nøgen.

Gilleleje. Den første del af turen er naturligvis præget af at man her går langs en by. Stranden er ikke af sand som strandene ved Hornbæk, men dog pænt besøgt af strandgæster og motionister. Vejret er på dette tidspunkt stadig blæsende og overskyet.

At kysten ikke ser sådan ud, men er en kunstig kyst, skyldes bebyggelserne langs kysten. Sådanne tiltags beståen forudsætter at man kan fastfryse kysten så den forbliver præcis på samme måde som byggetidspunktet, og ikke fx at udsigten over havet til sidst ender i det. 

Smidstrup Strand. En af de få offentlige adgange til kysten. Her er der oven i købet et klitlandskab. Med den obligatoriske parkeringsplads - forståeligt, for der er langt til næste offentlige adgang til en strand - og et toilet, bænke, livredderstation mm.

Vil man se naturlige kyster, skal man tage til Skagens Odde, Vadehavet, Staunings Ø, Ølsemagle Rev og hundredvis af andre nationale naturseværdigheder som ikke er underlagt menneskelig kontrol.

Udsholt Strand. En flok skarver tørrer vingerne i blæsten og lidt væk fra det på tidspunktet oprørte hav. Bølgerne var her midt på dagen stadig pænt høje. Sus i håret.

På strækningen fra Gilleleje til Tisvildeleje støder man ikke på broer, slisker til både o. lign. Til gengæld kan man på de ellers smukke klinter så mere eller mindre hjemmelavede trappenedgange som man vist uden at fornærme nogen, ikke kan kalde arkitektoniske mesterværker, og som efter behag godt kan opfattes som skæmmende for klinterne.

Rågeleje. Her på de lave strækninger er det fortrinsvis bølgebryder som udgør kystsikringen. I det fjerne kan man se at efter Rågeleje stiger landet flot op over vandet. Og her begynder forhindringsvandringen for alvor.

Et enkelt sted kan man endda opleve noget så specielt som et "trappelaug", som har anlagt en sti mellem to husgrunde ned til en trappe til stranden. Stien er imidlertid ikke åben, men forseglet med kodelås, og kun åben for trappelaugets medlemmer. Og på hele Kystvejen er udsigten til havet spærret af bebyggelser. Kun et par steder er der smalle strimler hvor man kan gå hen til klintkanten.

Rågeleje. Forstranden er her ganske bred og fortrinvis af mindre sten. Ikke nogen nem opgave. Men med stavene går det fint.

Et godt sted at komme ned igen er Caprifolievej. Her kan man også få en fornemmelse af hvor høje klinterne er og i godt vejr endog se Sverige i det fjerne.

Rågeleje. Det gamle fiskerleje har ikke så mange turister på grund af corona. Men iskiosken er da åbent og hoteller, restauranter mm. lige så.

Og op på Kystvejen skal man, fordi der et sted vest for Heatherhill er sat et adgang forbudt skilt op. Det skyldes jordskred, og ifølge skiltet er det forbundet med livsfare at passere. Jeg følte mig et øjeblik ærgerlig og fristet til at overtræde forbudet. Omvendt, så det altså temmelig farligt ud, og fornuftigt vendte jeg om og klatrede op for at fortsætte ad vejene. Modvilligt bevægede jeg mig op i terrænet. For man kan ikke vandre langs den øverste kan af klinten. På hele strækningen er klintkanten forbeholdt private ejendomme, og i stedet kommer man til at gå ad triste asfalterede veje med 2-3 meter høje hække eller plankeværker til begge sider. Ikke just noget oplivende syn på en kystvandring.

Rågeleje. Et kik "bagud" på vej mod klinten under Heatherhill. 

Klinteskred skal man selvfølgelig regne med, men eftersom "kystsikringen" har gjort hele kysten under klinterne til et unaturligt område, bliver de skred der så reelt får lov til at forekomme, formentlig særlig farlige.

Ved Heatherhill. En smuk klint som kun forekommer på denne korte del af strækningen. Resten af klinterne er beklædt med grønt.

Selv ved Heatherhill er der dog lagt en "fodbeskyttelse" af klinten. Her kan man ellers se en af de sjældne, bare klinter hvor lagene af sand viser sig som mørke striber. 

Ved heatherhill. Strandene skyder sig ud i tunger bag de fremskudte granitbrydere, i stedet for at sandet ville have fordelt sig mere ligeligt ned langskysten.

For strandgæsterne betyder det at der som vist på fotoet ovenover er "tunger" af sand ud til de fremskudte granitbølgebrydere. Hvor livredderne da jeg gik forbi hældte rød maling i vandet for at opdage revlehuller. Ud over de naturlige revler, danner disse  granit"revler" et yderligere faremoment for badegæsterne, da åbningerne imellem dem jo på det nærmeste er opskriften på hvordan man danner et revlehul.

Holløselund. Et godt til at danne sig et overblik over stranden og havet.

På toppen af klinten - et af de få steder hvor man kan komme til klintekanten - har man på ovenstående foto et overblik. Et stykke ude i vandet er en lys stribe, det er her revlen er. Tæt på kysten danner de afbrudte granitophobninger et kunstigt rev som efterlader tunger af sand bag sig.

Holløselund. Sollyset glinser i det mægtige Kattegat, og efter formiddagens bølger forekommer vandet næsten helt roligt.

Det er et teoretisk spørgsmål om hvordan kysten ville have været hvis det var en naturlig kyst. Ville den være umulig at passere således som det er tilfældet langs Stevns Klint? Eller ville det være dramatiske klinter med en bred forstrand? Jeg gik for 4-5 år siden de 8 kilometer fra Liseleje til Hundested, og det var ikke nogen særlig god vandreoplevelse. Her blandede den smukke oplevelse af hav og frihed sig med "kystsikring" og overflod af skilte med "privat". Nok til at ødelægge min oplevelse. Så med mindre nogen fortæller mig at det har ændret sig, så er der andre mål jeg synes mere interessante. 

onsdag den 29. juli 2020

Helsingør-Hornbæk (og lidt Gilleleje)

Kilometermæssigt lyder 15 km ikke overvældende, men i sand, klatring på kampesten og hækgang er det passende til mit niveau.


Nåede ikke at få færdiggjort dette indlæg den 27. juli. Men her er det så, et par dage for sent. Starten i Helsingør Havn bød på en glædelig overraskelse siden sidste års besøg. Afspærringer og byggepladser er fjernet, og hold da kæft, der er altså blevet flot efter at den er blevet færdig og åbnet. Der er udsigt hele vejen rundt og havnen og langs Kronborg. Og følger man den, ender man op med at kunne gå ind på selve Kronborgs forterræn langs Øresund.

Kronborg Pynt. Den første stump strand på ruten.

Vejen rundt om Kronborg kan foregå på flere måder. Man kan enten vælge de anlagte stier eller gå tæt på vandet. I sidste fald er terrænnet overkommeligt, men der er dog let kampestensvandring på korte strækninger. Til gengæld er lyden af bølgeskvulp så meget mere intens.

Strækningen fra Helsingør til Julebæk Strand tæt på Julebækhuset.

Efter havnen er der Gummistranden (der lå for mange årtier siden en gummistøvlefabrik her). Efter den og Marienlyst Hotel er der en del private ejendomme, men passagen går nogenlunde glat. Sine steder er der endda anlagt stier oppe i terræn hvor havet har ædt sig op til bolværket. Stranden er noget stenet sine steder, men udsigten mod Kullen og Sverige forrygende. Ved Julebækhuset er det fristende at fortsætte langs stranden, men jeg valgte turen ind i landet for atkikke på Hammermøllen og de gamle industribygninger i Hellebæk. 

Hammermøllen blev drevet af vand. Det er et yndet udflugtssted til frokost, is, kaffe osv. Denne dag dog kun det medbragte.

Jeg havde også håbet på at kafeen i Hammermøllen havde åbent, men blev som et par andre selskaber skuffet. Ikke engang toilettet var åbent. Men der er ikke kun møllen. Hellebækområdet er et af Danmark ældste industriområder, også omtalt i Politivennen. Med tilhørende gade med gamle arbejderboliger, Bøssemagergade. 

Hellebæk, Bøssemagergade. De ser idylliske ud, som gamle huse nu engang gør. Og så kan man jo altid abstrahere fra hvordan livet var i dem.

Der er også Hellebæk Klædefabrik af nyere dato. Ved Strandevejen er der Kongens Mølle (1858) og et stykke videre ud mod Ålsgårde den berygtede Skorpeskolen der nu er privatskole og lærere med spanskrør og spidse negle en fjern dyster fortid. Opfostringshuset blev bl.a. kendt gennem Peter Høeghs roman, "De måske egnede". De mest artige drenge fik lov til at trække numre til Klasselotteriet. Og ellers har man indtryk af at lykken på det sted var som at vinde i samme lotteri.

Ålsgårde med den særprægede Hellebæk Kirke. 

Man kan igen trække ned til stranden og fortsætte mod Ålsgårde, med udsigt til den plagierede barokkirke, Hellebæk Kirke. Nu må man foretage et valg: Vest for Ålsgårde kan man fortsætte langs stranden, eller gå op på den stærkt trafikerede Nordre Strandvej. Vælger man stranden, har man som bekendt ret til at pasesere, men ikke opholde sig ud for de private ejendomme. Det er dog sin sag. Kyster har et naturligt liv som følge af vind og vejr, strande flytter sig, havet æder sig ind visse steder, og anlægger nye strande andre steder. Ikke ideelt for et statisk menneskeskabt strandgrundsliv. Vest for Ålsgårde har havet udset sig udvidelse. Hvilket ikke passer lodsejerne: Det er bygget 3-4 meter høje granitstensbjerge. Og ikke nok med det. Mange lodsejere har anlagt broer og slisker til deres både som spærrer for fri passage. Dette klatremæssige mareridt eller paradis, alt efter temperament, holder først op kort før Hornbæk Plantage.

Stranden langs Hornbæk Plantage

Jeg valgte nu at trodse forhindringerne, og nåede uden problemer til Hornbæk Plantage. Indrømmet, det er noget der trækker søm ud at lege bjergged i min alder på kampesten. Og forcere forhindringerne undervejs, uden at overtræde den private ejendomsret. Men forholdene er barske: Hvis man først er startet, er det med at holde ud til Hornbæk Plantage, for der er ingen steder hvor man kan komme op på Nordre Strandvej. Desuden er der en infernalsk trafik på Nordre Strandvej, hvor der heller ikke er gangsti, men en cykelsti. Den er dog ikke særlig benyttet - i hvert fald ikke på dagen.

Stranden øst for Hornbæk.

Hornbæk Plantage er en lise for fødderne. Og man har en pragtfuld udsigt over vandet nu. Der er frit valg mellem at gå i sand, skovsti eller trække helt ud til cykelstien langs vejen. Bredden på plantagen er dog så smal at man hele tiden kan høre trafikken på vejen. I plantagen er der markante rester af de tyske kystbatterier fra 2. verdenskrig. Man kan se betonfundamenterne af de fire 12 cm-kanoner. De var såmænd danske fra 1912. Herfra kunne tyskerne kontrollere de søminer og netspærringer de havde lagt ud som et værn mod ubåde. Havet har senere ædt sig ind på fundamenterne der dengang stod 10 meter inde i plantagen. Højene bag kanonstillingerne er observationsposter. Efter krigen sagde danskerne pænt tak for anlægget der var i brug indtil 1958, og plantagen åbnet for offentligheden. 

Et kik længere mod vest fra Gilleleje.

Mine ambitioner var egentlig at fortsætte de 12-13 km videre til Gilleleje, men her havde jeg forregnet mig. Efter at have gået lidt rundt i Hornbæk sammen med de forholdsvis mange turister og kikket på lokallivet, drukket kaffe og kikket på køerne til fastfood-centralerne langs havnen, besluttede jeg at tage lokaltoget til Gilleleje. Kald man bare en tøsedreng! Det havde sikkert været en fantastisk strandtur.

Gilleleje Havn er overrendt af turister og lystbåde. Men der er dog nicher for fiskerbåde.

Til gengæld fik jeg en god travetur i Gilleleje, efter at have stået af ved Gilleleje Øst tæt på kirken og den særprægede kirkegård der er anlagt på skråningen med udsigt over havet. Der er også mange turister i Gilleleje, men i forhold til Hornbæk er der lidt mere plads, og desuden også mere at kikke på i havnen der har lidt erhvervsfiskeri tilbage. Jeg vandrer ud mod Nakkehoved, men vender om igen. Nu er der ganske enkelt udsolgt. Kioskmanden på stationen forærer mig en kage til isen, og snakker om de mange cyklister som pt er kommet. En tur langs vandet er noget af det bedste man kan gøre i Danmark, synes jeg. Trods vanskellighederne. 

torsdag den 9. juli 2020

Stevns og Køge: Grubberholm, Valløskovene og Køge

Blæsende fra vest - så er det rarest i skoven hvor der er læ. En tur der nok havde været bedre på cykel.

Et nyt hjørne af Køge og Stevns udforsket. Det må vel være den korte version. Højdepunktet må vel siges at være Vallø-skovene syd for Herfølge. Overraskende vilde og kun i begrænset omfang generet af larm fra veje. Absolut et genbesøg værd. 

Grubberholm Station. En af de stationer hvor man skal trykke for at signalere at man gerne vil af. Der er heller ikke mange med toget - to andre tæller jeg. Og toget venter på passage af et modgående tog.

Fra Grubberholm Station går den første del af turen langs Grubberholm Skov ad Aggerupvej. En af de veje hvor der altid høres en passerende bil forfra eller bagfra. Som de fleste veje på Stevns er den ikke indrettet til vandrere, den passer nok bedre til cyklister. På den første del af strækningen er der udsigt til Magnoliegård, når man har passeret Grubberholm Skov, er det landbrugsland. Indtil man i det fjerne kan skimte Endeslev.

Udsigten fra Endeslev Kirke. Kirken er beskeden uden i de store dikkedarer. Og for øvrigt aflåst i dag.

Endeslev er en lille landsby med gadekær, sprøjtehus, forsamlingshus og en kirke. Toilettet er stadig corona-lukket, og kun åbent under kirkelige handlinger. De fleste andre kirker jeg har nået at besøge, er der nu blevet åbnet igen. Landbyen har et Bylau med Facebookside. Her kan man formentlig få et indtryk af hvad der rører sig byen.

Poulstrup ligger med skovene i baggrunden som kulisse. Og marker så langt man kan se.

Poulstrup er en del mindre og mere spredt end Endeslev. Faktisk registerer jeg dårlig nok at jeg kommer igennem, før næste mål, skovene dukker op.

Poulstrup. Der burde være et overdrev her, ifølge navnet. Men det er nok nedlagt og i stedet blevet omdannet til landbrugsland.

Der er fra Damvej udsigt mod syd til Enderslev Overdrev, men kun navnet er tilbage. Det er alt sammen opdyrket nu. Vejen er noget mere stille her. Så selv om det nok mest er en cykelvej, er trafikken mindre generende.

Jættestuen i Gunderup Kohave. Jeg har ikke kunnet finde et kort over skovene.

Jættestuen i Gunderup Kohave finder jeg ved held. Der er på mit kort ikke engang aftegnet stier, så jeg må forlade mig på retningen. Går til højre da jeg kommer ind i skoven fra Damvej, og et pænt stykke, indtil der går en smattet sti mod venstre. Passerer den først, men tænker at det nok må være den. Og det er det. Der burde også være en til mod nordvest, men den gemmer sig godt.

En eller anden af Vallø-skovene. Skovene gennemskæres af en mængde dybe grøfter, ofte langs stierne, men også ind i skovene.

Skovene er ganske dejlige, overraskende dejlige. Næsten ingen civilisationslyde. Og jeg går efter at have fundet jættestuen egentlig bare lidt rundt alt efter hvor der nu er nogle pæne stier, og det er der overalt. 

Noget der ligner en gammel skovridergård. 

På et eller andet tidspunkt ramler jeg ind i et stort kryds, og går nordpå ad det der viser sig at være Storskovvej, mod Tessebølle.

Udsigt fra Gunderupvej, på vej mod Vedskølle. Der har sørme sneget sig nogle vilde planter ind i landskabet.

Jeg opdager nu at jeg før har været på disse kanter, faktisk for næsten et år siden, og vælger i Vedskølle at går direkte mod nord ad Egøjevej til Køge. 

Der ligger et par gårde som disse på ruten. 

Køge har jeg været mange gange efterhånden, så ikke mere om den. Alt i alt en mere varieret og afvekslende tur end længere ned mod Stevns. Dog i vidt omfang lange strækninger langs hvede-, byg- og rapsmarker.

Ruten
Grubberholm Station. Aggerupvej. Endeslev. Poulstrup. Gunderup Kohave. Vallø Storskov. Tessebølle. Gunderupvej. Vedskølle. Egøjevej. Køge.