lørdag den 13. august 2022

Haslev - Bregentved Gods - Gisselfeld Kloster - Haslev

Med tæt på 30 grader og svag vind, godt vejr, men lidt krævende til længere vandringer. Så det blev de "sikre" landeveje med 2 større stop og pauser undervejs.

Haslev en by på over 12.000 indbyggere. Hovedstrøget er Jernbanegade. Jeg ankommer tidligt om morgenen, så der er ikke rigtigt kommet gang i forretningslivet endnu. Nogen gågade er det ikke, bilerne snegler sig søvnigt gennem gaden. For enden af vejen ligger kirken - en rød stor murstensbygning omgivet af en kølig kirkegård. Man ulejliger sig ikke med skilte til toiletterne - heller ikke i Bråby Kirke, finder jeg ud af senere. 

Dagens stop var Bregentved Slot og Gisselfeld Kloster. I forbindelse med herregårdsbesøg, må jeg straks advare bloggens læsere om at jeg ikke hører til dem der siger "ih" og "åh" og "næh" over bygningerne. Det har jeg ikke gjort siden jeg for mange år siden læste direktør for Frilandsmuseet Peter Henningsens tobindsværk "I sansernes vold" som beskriver enevældens samfundssystem. Rettere sagt: bønderne. Lovprisninger eller detaljerede beskrivelser af adelsmænd, herremænd og andre tilknyttet disse (bl.a. H. C. Andersen) findes der desuden også i rå mængder andre steder. Minder efter enevældens bondesamfund, må man på Frilandsmuseet for at få færten af. I starten af 1800-tallet udgjorde de kongelige domæner, offentlige stiftelser og andet benificeret gods omkring halvdelen af Sjælland. Resten af private godsejere. Selvejere var stort set ikke-eksisterende. De to godsers historie minder i øvrigt om en tidligere vandring til det ikke så fjernt liggende Vallø Slot, se indslaget fra dette andetsteds på bloggen.

Haslev, Jernbanegade. Byens hovedstrøg og forretningsgade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Haslev Kirke fører en ret anonym villavej til Moltkesvej. Det er den som skal føre mig ud til Bregentved Gods, det første stop på ruten. Landevejen har tovejscykelsti i den ene side en del af vejen,  trafikken er jævnt stigende, oven i købet også tung trafik. Udsigten er som den er mest i Danmark: Svinefoderarealer til begge sider (byg, hvede), kun afbrudt af enkelte grønne pletter. Tæt på Bregentved Gods hvor støvende landbrugskøretøjer passerer, kan man i det fjerne se en alle (se foto). Det er Koldinghus Alle som er turens næste mål mod Gisselfeld Kloster. Nogle heste liver af en eller anden grund forventningsfulde op da jeg nærmer mig - uvist af hvilken grund. Jeg synes at de ser noget slukørede ud da jeg bare går forbi, men jeg aner jo ikke hvad det er de vil, og selv hvis jeg gjorde, har jeg sikkert ikke mulighed for at gøre det.

Moltkesvej Udsigt til Koldinghus Alle. Den befinder sig midt i fotoet med to rækker træer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Og i øvrigt viser det sig at hestene er de eneste dyr - tamme såve som vilde - jeg overhovedet ser på hele turen. Indgangen til Gisselfeld Slotshave er når man drejer til venstre og følger vejen rundt om søen. Der er åbent for offentligheden i parken i weekenderne og visse hverdage. For ændringer bør man nok tjekke hjemmesiden. Slottet er bygget af enevældens bønders slid og slæb for godsejeren, i dette tilfælde Moltkeslægten. Den havde fået jorden forærende af den daværende enevældige konge Frederik V. Dette indebar på daværende tidspunkt også ejendomsret over bønder. Adelskabet udviste på den ene side barmhjertighed, medlidenhed og mildhed mod bønderne, på den anden side skulle de opdrages og disciplineres dem i overensstemmelse med den adelige elites idealer. Adam Gotlob Moltke var ingen undtagelse. Balancen valgtes af adelen, og Moltke synes at have lagt en del vægt på første punkt. Så det kunne være gået bønderne værre. Endnu bærer landskabet noget præg af herregårdslandskab. I dag med den lige Koldinghus Alle gennem enorme arealer med svinefoder.

Bregentved Gods. Slottet befinder sig ikke på en beskyttende ø, men er omgivet af mure. Om disse mure eksisterede i enevældens tid, ved jeg ikke. Men formentlig har der været en eller anden beskyttelse mod angreb fra bønder mm. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Man vil lede forgæves efter mindesmærker over bønder i slotsparken. Det havde jeg nu heller ikke forventet. Deres tilstedeværelse andre steder indskrænker sig mest i  mindesøjler som bønder vel mere eller mindre frivilligt har opført til lovprisning af deres herremænd. I København er den kaldet Frihedsstøtten. Således også her. En statue af Moltke med hatten på ryggen, skuer faderligt fra parken over på sit slot, og på stelen står der "Rejst af bondestanden paa Bregentved grevskab og Egede gods 1859". Der er ligeledes en lang trappe op til en ret stor obelisk som på latin mindes Frederik V, enevoldskongens overdragelse af godset til Moltke. Man kan gisne om at det skete under Frederik V's konstant brandert, mens Moltke & Co. styrede landet. Obelisken står for enden af en akse som går gennem parken. Det omvendte: en adelsmand der takker sine arbejdsomme bønder, karle mm. for al sin rigdom, har jeg ikke set nogen steder. Og jeg gætter da også på at hvis sådanne findes, så er de ikke opsat under enevælden. Parken er enkelt opbygget med græsplæner og kanaler. Der er ikke opsat bænke. Der er ikke offentlig adgang til slottet og dets nærmeste omgivelser. Men man kan sagtens få et indtryk af slottet på afstand. Det er bygget i nyrokoko og barok.

Gammelt vandmøllehus (?) ved Bregentved Gods. Foto Erik Nicolaisen Høy.

På vej om til indgangen passerer man en pænt stor rød bindingsværksbygning. Den ligner en gammel vandmøllehus. Dog ingen indikationer på vandhjul endsige vand. Jeg tænker det må være Bregentved Mølledam og Vandmølle. Den er nu rødmalet. På ældre fotoer ser det ud som om den engang har været hvidkalket. Bag bygningen lå vist i sin tid selve vandmøllen. Om slottet ligger desuden en betragtelig mængde nyere murstensbygninger fra slutningen af 1800-tallet. Man vil lede forgæves efter bøndernes tilværelse. 

Ellemade Sø. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det gør man også på vej mod Gisselfeld Kloster ad Koldinghus Alle. Her er der ikke tænkt på fodgængere. Der er hverken cykelsti eller gangbar rabat. Så det sikreste er at stå ind i græsset mellem træerne. Jeg tænker heller ikke at der kan være ret mange vandrere denne vej. Til gengæld passerer der en del cykelrytter i moden alder iført tour de France-lignende trøjer der sidder noget stramt. Jeg tænker at bakken må være et populært træningssted for dem. På toppen af højdedraget mellem Bregentved og Gisselfeld er den bedste udsigt over Ellemade Sø. Ellers er der svinefoder til begge sider.

Gisselfeld Kloster. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Indgangen til Gisselfeld Kloster er nem at finde. Det koster 65 kr. for at komme ind i den pænt store park. Selve klosteret er privat ejendom hvor der ikke er adgang, heller ikke i den indre gård. Området bag klostret er også privat. Men ellers er der på klosterøen adgang til nogle tomme stalde. Så det er parken der er den største attraktion. Mod fiskemesterhuset er der en del damme. Samt søer Gårdsø, Bredesø, og mod vest mindre damme omkring Fiskemesterhuset. Der er desuden en cafe i paradehuset som er  tegnet af J. D. Herholdt. Park er pænt besøgt af turister. 

En af de mange damme ved Gisselfeld Kloster. Brugt som karpedamme. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Cafeen synes at være velbesøgt, i hvert fald hvis man skal tro de mange reserveringssedler som ligger på bordene. I to forsøg finder jeg ud af at jeg nok ikke er betjeningens foretrukne kunde, så jeg lister afsted igen ud i parken med den fornemmelse over at personalet måske har været lidt lettet over det. Parken er noget mere bevokset end på Bregentved. Seværdige er bl.a. Fiskemesterhuset tegnet af Marin Nyrop. Martin Nyrop har tegnet en del omkring Gisselfeld: Posthuset (1894), husmandshuse, Væverhuset Villa Galinavej (1894), porthuset (1894), Det røde bindingsværk har opskrift af Martin Nyrop. Gisselfeld park har også den obligatoriske obelisk, dog en mindre end Bregentved, denne er over Edele Sophie Kaas (1746-1800). Hun er begravet på Bråby Kirkegård, men døde på Gisselfeld.


Gisselfeld Kloster. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De mange damme angives i folderen at have været brugt til karper. I modsætning til Bregentved er der opsat bænke flere steder i parken, og der er også et frokoststed længst væk fra klostret. Her kan man så igen lade sig forbløffe over den overdådighed af rigdom som godsejerne tjente på bøndernes slid, og tænke over hvordan de med deres herregårde har beskyttet sig vældig godt med voldgrave og andet mod at de skulle blive bestormet af sultne bønderkarle der nok har betænkt sig om et par gange ved synet af de høje, utilgængelige mure. Et par herregårdsskytter vil med lethed have kunnet plaffe dem gennem skydeskårene eller fra vinduerne. Gisselfelds skydeskår er forsynede med et kors over hullet. I hoveriets dage var tiderne trange for bønderne fordi gården var i økonomisk krise, flere gårde blev forladt og lagt øde. Det var derfor problemet for herremanden at skaffe arbejdskraft. Dengang fik man det på den måde at man opkøbte jord, og dermed også "ejendomsretten" over befolkningens arbejdskraft - den essentielle faktor i hovedgårdsøkonomien. Forvalter Tryde berettede i 1759 "At banke en bonde kan aldeles ikke forbedre hans tilstand, men ved dette middel kan jeg bringe den frygt i ham, at han ikke tør tale, omendskønt han havde noget retmæssigt at klage over mig". Så har vi ligesom fået stilen lagt!

Slotshusvej. Et eller andet sted ligger Susåen, jeg gætter på i den lavning som strækker sig gennem billedet. Jeg havde dog på forhånd opgivet at gå derned, dels på grund af varmen, dels på grund af de dårlige erfaringer med tidligere at finde steder hvor man kunne komme til at gå langs denne Sjællands største å. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Da jeg forlader den smukke park og trasker videre, sender jeg en ærbødig tanke til de tusindvis af bønder under enevælden der gjorde dette muligt. I dag kan offentligheden vandre rundt i parkerne. Nogen ville måske godt have undt bønderne og landarbejderne at have lignende forhold. Jeg tror at de ville have været mere end tilfredse, selv med meget mindre. Jeg kunne også godt have undt dem bedre boligforhold, i stedet for de sundhedsskadelige og trange bindingshuse som de boede i. Blot et lille minde om deres indsats kunne måske have været på sin plads. I stedet er de nu navnløse, glemte og ukendte forsvundet fra historien, og overladt til vage antydninger. Enevældens samfund var bygget på vold eller trusler om vold, og såvel Bregentveds som Gisselfelds bygninger er enestående eksempler på hvordan denne i bogstaveligste forstand frygtindgydende ideologi og dette samfundssyn fandt et udtryk i arkitektur. Jeg kunne blot gerne have ønsket at denne historie bag arkitekturen også blev formidlet, i stedet for at fokusere så meget på adelshistorien, som fx hjemmesiderne for de to steder gør.

Efter Gisselfeld Kloster går turen så langs Torup Sø mod Bråby. Kort efter Gisselfeld er det muligt at dreje væk fra trafikken ad en snæver landevej med næsten ingen trafik. Ca. midtvejs kan man oven i kommet ved en P-plads komme ned til søen og kigge ud over den fra en lille strand. Det er her jeg et skyggefuldt sted indtager frokosten før turen går mod Bråby. Det viser sig at være en lille by - med en meget stor kirke - ved siden af nogle bindingsværkshuse. Byen har mod nordvest en stationsby hvor der 1924-1972 var et stop (dog ingen station). Dette har muligvis muliggjort et befolkningstal så Bråby har eget stadion. Det er vist mest Haslev Privatskole og Haslev Idrætsefterskole der bruger det. Men der findes en lokal idrætsforening, Bråby Idrætsforening (BIF). På vej mod nord ud af byen kommer man forbi et område hvor man selv kan plukke blomster. De lyser lidt op i det ellers noget ensformige marklandskab.

Slotshusvej. Vejen går ude til højre i fotoet. Svinefoderet står fint, og turen skal nok komme til det når mejetærskerne er færdige andre steder. Det støvede i hvert fald adskillige steder på turen - hvilket er tegn på disse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Bråby bliver landevejene mere og mere trafikerede i retning af Haslev. Her er der cykelsti, så det er kun larmen som forstyrrer lidt: der er jævnt trafikerede landeveje. Som ellers på ruten hvad enten det nu er den larmende Sydmotorvejen eller Ny Ulsevej. Udsigten er den typiske på ruten: Svinefoder der kan være høstet eller stadig stå brune. Jeg gætter på at om 14 dage vil det hele være en stor stubmark. For at undgå trafikken, drejer jeg til venstre ad Troelstrupvej mod Haslev Station. Ad denne kommer man igennem et område med bebyggelse og marker til stationen. Efter en kaffe på DSB kiosken stationen (kan anbefales hvis man er nostalgisk omkring "Storebæltskaffe") gik turen igen mod Køge.

Der er udmærket togforbindelse til Haslev, der går på hverdage tog hver halve time fra Køge Station, og det tager under en time fra Sjælør Station. Køge er i øvrigt et udmærket sted hvis man springer et tog over, men den by har jeg allerede reklameret for adskillige gange på denne blog.

Alt i alt en frisk og dejlig tur hvor det fine vejr nok var hovedattraktionen. Ikke ulig så mange andre steder på Sjælland var det en tur der nok mere egner sig bedre til cykeltur med de omtalte stop. Skal man gøre turen, er det nok mest for den friske luft og motionens skyld.

Ruten

Haslev Station. Moltkesvej. Bregentved Gods. Koldinghus Alle. Søtorupvej. Gissenfeldvej. Gissenfeld. Slotshusvej. Bråby. Bråbyvej. Troelstrupvej. Haslev Station. I alt lidt over 15 km.

mandag den 25. juli 2022

Korsør - Tude Å - Korsør

Ruten blev lagt ud fra at passere så få sommerhusområder som muligt, dvs. jeg stoppede ved Tude Å idet længere mod nord synes stranden kranset af sådanne områder. 

Musholm Strand kan nås ad en sti fra Korsør Station. Stien passerer en enorm skarvkoloni - større end jeg har set andre steder, med alt hvad deraf følger. I starten af 1930'erne var skarven udryddet i Danmark. Men især efter fredningen i 1980 voksede bestanden igen indtil 2002, hvorefter den faldt drastisk igen - måske idag i nærheden af halvdelen. Den fredede fugl gør det ikke let for dens naboer (og fiskere): Døde træer der er hvide af guano, samt en lugt der ikke lader nogen tvivl om fuglenes yndlingsføde: fisk. Københavnere kender måske synet og lugten fra Damhussøen hvor der i mange år har eksisteret en mindre koloni. Sameksistens mellem skarve og fastboende mennesker kan være noget anstrengt, måske endda provokere fortvivlelse og had. Et uløseligt dilemma som jeg heldigvis ikke behøver at tage stilling til, udover forceret tempo mod stranden. Jeg tænker dog på de mange vilde dyr som danskerne har fortrængt gennem tiderne. Så i kampen fugle-mennesker står der vist 1-1.000 (eller mere) til danskerne.

Stien mod Musholm Strand fra Korsør Station passerer en enorm skarvkoloni. Men engene er ganske flotte når rejnfan står i blomst. Bemrk den enlige skarv i luften. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mens skarvkolonien ligger til venstre, ligger verdens mest tilgængelige ferie-, sport- og konferencecenter for bevægelseshandicappede: Musholm. Der findes også en kyststi for disse. Muligvis er der derfor også et udmærket toilet ved stranden. Den er ellers noget stenet og formentlig af den grund heller ikke så meget besøgt af børnefamilier.

Ved Musholm Strand mod nord øst. Stranden er som det ses temmelig stenet. Men udsigten er der ikke noget i vejen med. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Klinterne mod vest og Lejodde er meget lave eller ikke-eksisterende. Her skulle ligge et fantastisk fuglereservat - der dog af ejeren af området i hvert fald ifølge skilte skulle være mere eller mindre forbudt område. Lovligheden i ordlyden af skiltene er heller ikke i dag mit ærinde. Det er derimod de mere eller mindre høje klinter i den modsatte retning, mod øst, det er den vej turen går i dag. Stenstranden øst for Musholm Strand er noget vanskelig at gå på, anklerne bliver vredet godt og grundigt igennem. Heldigvis har jeg stavene med, og de er guld værd i et sådant terræn. Jeg huskede også at vende mig om for at se udsigten mod Storebæltsbroen. Den kan ses på næsten hele ruten. 

Musholm Strand set mod vest syd vest. Storebæltsbroen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Området omkring Knivkær Strand bliver stranden mere sandet. Noget lettere at gå på. Og det er også her at antallet af strandgæster begynder at vokse. Et enkelt sted er naturstranden ødelagt af et gammelt sammenbrudt betonskrummel, og enten må man en tur i vandet eller gå op i terræn - hvor der ikke er nogen sti. Svinefoderet dækker næsten helt ud til kanten af klinten. Men det er også den eneste alvorlige forhindring på ruten.

Mod øst og mod Knivkær bliver klinterne højere og strandene mere af sand. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter Knivkær er rutens eneste passage hvor man ikke kommer tørskoet igennem (se foto) Dog ikke noget alvorligt. En soppetur til midt på skinnebenene - selv om klinten tårner sig faretruende op på siden af en. Klinterne er ganske sikre at passere, de er næsten presset til sten. Der sker dog tilsyneladende stadig skred. Omend dem man kan se, ser ældre ud. Og det meste af ruten ser det ud til at man lader kysten i fred. 


Turens eneste "vadested" ved Knivkær. Her kommer man ikke tørskoet forbi. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ved Frølunde Fed ændrer landskabet sig igen. Her forsvinder klinterne, og i stedet er der et flat klitområde med sommerhuse et pænt stykke inde i landet. Frølunde selv består mest af sommerhuse. 

Frølunde Fed, flad strand med klitlandskab, marehalm mm. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det flade område er et naturligt udløb for Tude Å. Stranden er noget tung at gå i (sand og tang). Så jeg gik op i klitområdet hvor faunaen er ganske varieret. Sidst jeg vadede i tang, fik jeg en del bid på benene bagefter, så jeg fortrak fra det denne gang. Der skal findes ca. 70 forskellige arter blomster som fx nikkende kobjælde, blodrød storkenæb, blåklokke, blåmunke, gul evighedsblomst, almindelig pimpinelle, bakke nellike og sankthansurt. 

Tude Ås udmundning. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tude Å skal være et godt fiskeområde, og det første man ser på afstand er da også en stor flok måger. Tude Å havde jeg bestemt som et vendepunkt og gå tilbageturen over land. Blot for at konstatere at den gik gennem et sommerhusområde samt landbrugsområder med svinefoder. Vejene bar endnu præg af at Tour de France havde passeret her. 

Udsigt fra Højbjerg ved skoven af samme navn mod nordøst. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Først efter Svenstrup er der en cykel- og vandresti med mere natur at kikke på. Tæt på Korsør Station er der endda en næsten nyplantet skov, opkaldt efter Højbjerg, en stejl bakke med udsigt næsten til alle sider. Toppen er utilgængelig af krat.

Ruten

Korsør Station. Sti til Musholm Strand. Langs stranden til Tude Å. Over land langs Tranevej. Broholmvej. Frølunde. Svenstrup. Korsør Station.

onsdag den 13. juli 2022

Lagunestien Skælskør til Korsør langs kysten

Lagunestien går fra Næstved til Korsør. Den er selvsagt for lang for en dagstur, så jeg nøjedes med strækningen fra Kobæk Strand og Skælskør til Korsør. 

Jeg fulgte dog ikke ruten slavisk. På et tidspunkt går den ind i landet, af forståelige grunde - stranden er ikke just for svagt gående. Dette valgte jeg at ignorere og i stedet følge kysten. Det kom jeg ikke til at fortryde, om end turen var strabadserende, og måske ikke på alle årstider er lige fremkommelig, forstået som passabel tørskoet.

Skælskør Havn med St. Nicolai Kirke stikkende op bag det hele. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lagunestiens hjemmeside fortæller at den er etableret i 1997 af DVL, og tilsyneladende er gået lidt i glemmebogen. For at reklamere lidt for den, er de to kommuner den passerer, ved at gøre noget ved det. Jeg mødte da heller ingen som helst andre Lagunesti-vandrere på min vej, kun badegæster og sommerhusbeboere. Måske lidt synd, for kysten kan fuldt ud måle sig med de nordsjællandske, og er tilmed ikke så skændede af kystsikring


Et kik med kirke og domhus i baggrunden ned mod Vestergade som fører til havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg startede Lagunestien i Skælskør. Man kan stå af på busterminalen hvis man gerne lige vil gå en tur gennem den obligatoriske Algade som hører enhver god provinsby til. Her kan man fornemme stemningen, fx gennem den gamle købmandsgård. Havnen er en lystbådehavn hvor kun en lille del omkring den gamle dampmølle endnu minder om dens historiske fortid som industrihavn. Fra havnen kan man slingre ned (eller op) ad Vestergade til den imposante kirke og domhuset på Gammelgade.


En af de bedre udsigter fra Kobækvej. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ruten ville være blevet lidt for lang hvis jeg havde taget turen langs Skælskør Fjord. I stedet var det planen at støde til stien igen for enden af Lodshusvej. Denne vej går langs et nyetableret skovområde, Kobæk Skov. Skoven er næsten dobbelt så stor som Københavns Vestre Kirkegård. I stedet valgte jeg Kobækvej, fordi jeg ikke var sikker på hvor mange kræfter strandene nordpå ville tappe. Det viste sig at være et klogt valg. Men for toptrænede vandrere burde den anden plan ikke være noget problem. Kobækvej er en trafikeret landevej som fører ud til Kobæk Strand.  


Den børnevenlige Kobæk Strand. Med udsigt til Agersø. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kobæk Strand ligger foran et diskret sommerhusområde med et konferencecenter (og så vidt jeg kunne se områdets eneste iskiosk), med tilhørende gode toiletforhold, rasteplads og en 90 meter lang badebro. Som det ses på fotoet er der halvvejs ude en trappenedgang til begge sider. For enden af  broen er vanddybden er ca. 1,2 meter. Herfra kunne jeg i det klare vejr ane Storebæltsbroen i det fjerne. Dagens slutmål. 


Så er ruten lagt: Længst væk i horisonten ses Storebæltsbroen. Mod højre bag pynten Egerup Strand.  Man kan gå hele vejen, fandt jeg ud af senere. Men det vidste jeg ikke da fotoet blev taget, og kikkertafsøgning af stranden gav ingen afklaring pga. de mange pynter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bag første pynt efter Kobæk Strand ligger Egerup Strand. Jeg havde ikke researchet stranden i forvejen, men jeg fandt dog hurtigt ud af at det er en nøgenbadestrand. Som strækker sig et godt stykke mod nord. Det hele foregår afslappet, og jeg må hver gang forbande min barndoms opvækst og nøgen-forskrækkethed som kommer op i mig hver gang jeg passerer nøgne mennesker. Det var mest ældre. Strandene tilhører Egerup Gods der ikke har sat bekvemligheder op.


Engang passeret de mere "almindelige" strandområder begynder de flotte klinter og den smalle forstrand at melde sig. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Egerup Strand markerer også det sidste stykke kyst som er nogenlunde fladt med en bred strand hvor man endnu kan gå i det våde sand ved vandkanten. Men det hører op. Klinterne begynder at blive højere og højere og forstranden så meget smallere, dog stadig passabel med vekslende størrelse sten. Stadig er det dog overvejende naturstrand, ikke noget med kystsikring og den slags. Gode vandrestøvler og stave klarer glimrende et sådant terræn.


Ved Egerup Strand er strand bred og sandet. Men man kan næsten se at længere mod nord er klinterne højere. Storebæltsbroen begynder snart at forsvinde bag pynten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Herefter mistede jeg mere og mere orientering af hvor langt jeg var gået og nået. Men udsigten både til vands og til lands blev da også bare mere og mere imponerende alt imens sandklinter i afvekslende højde passerede revy. Heldigvis er det meste af stranden urørt kyst. Dvs. den har fået lov til at udvikle sig naturligt, med de skred som nu engang er naturens luner underlagt.  


En af de mere svært passable strækninger af ruten. Det ser nu sværere ud end det egentlig var. Men hvilket dramatisk skue: En fortælling om naturens gang med de nedstyrtede træer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Klinterne på ruten har alle mere eller mindre gamle forstrande, dvs. skreddene er så gamle at der er nået at blive etableret en strand gennem længere tid og vegetationen har nået at slå rødder de steder hvor det nu kan lade sig gøre. Her får man en oplevelser af "stivnet tid" hvor det ikke er svært at forestille sig at storme vil brække yderligere stykker af klinten efterhånden som bølgerne får vasket sig ind under dem. Her står landskabet hvor der ikke behøves geologi-undervisning: det hele må stå lysende klart for normalt tænkende uden at ord er nødvendige. Alle faser er aftegnet i al sin pragt og maleriskhed


Det eneste sted på ruten som man ikke kan passere tørskoet, i hvert fald i dag. Ved højere vandstand er der flere. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Og jo mere man bevæger sig nordpå, desto flere kapitler af naturens egen fortælling lukkes der op for. Også for kapitlet om mennesket forsøg på at stoppe naturen: Kystsikringen. Det er de mere golde og monotone afsnit. Men det hører med og må unægtelig stille spørgsmålet om hvorfor? Ofte er kystsikrede områder de mest anstrengende at passere, også her hvor der på den sydlige side er afvasket materiale, der så til gengæld har ophobet sig på den nordlige side. Kystsikring er vel også noget der fortrinsvis kommer enkelte lodsejere til gode. For strandvandrere giver det ingen mening: Strandene skal nok være der.

Her går der vel sådan lidt guldalder i det. Lidt kystsikring anes, men de er tilsyneladende opgivet. Og se: Stranden er ikke forsvundet! Tværtimod. Efter denne pynt begynder kystsikringen for alvor, og jeg gik op i Lystskoven. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra stranden nedenfor Korsør Lystskov bliver kystsikringen meget systematisk med regelmæssigt opførte høfder, og passagen tilsvarende vanskelig. På dette sted fortrak jeg fra stranden og bevægende mig op på klinten gennem skoven. Det var i øvrigt også blevet ganske hedt på stranden - den lå i læ, og den kølende skygge i skoven var mere behagelig at gå i. Til gengæld så ikke så meget udsigt. Man passerer som eneste afveksling FDF Korsørs flotte røde bygninger med stråtag. Vel ude af skoven er man så igen i "civiliserede" egne.

Mod Korsør flader klinterne lidt ud og "kystsikringen" sætter nu kraftigt og systematisk ind. Det er badegæsternes område. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter Korsør Lystskov når man så til badeområdet syd for Korsør. Her ligger høfde ved høfde hele vejen op til Storebæltsbroen. Det er måske godt badeområde, men meget strabadserende at vandre i. Så resten af turen foregik på stien lidt inden i landet.

Korsør Strand. Byen kommer nu til syne i det fjerne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg fulgte stien næsten til strandens nordlige ende, og da jeg på en tidligere vandring har været i dette område, drejede jeg i stedet ad Grønningen og Kjærsvej ned gennem byen til havnen. For de som måske ikke kender Politivennen Live Blogging, kan jeg oplyse at jeg tidligere var i Korsør for at researche lokaliteter til en hårrejsende beretning i 9 dele om Korsør Tvangsarbejdsanstalt som lå tæt på den nuværende kirkegård. Og hvoraf nu kun en inspektørbolig står tilbage. For lokalt interesserede vil jeg gerne anbefale artiklerne. Historien ser ikke ud til at være særlig kendt.


Korsør. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I forbindelse med dette besøg i Korsør lavede jeg ikke noget indslag her på bloggen. Men jeg genbesøgte stederne fra i vinters og havde forestillet mig at der nu var kommet lidt mere liv i byen. Det viste sig ikke helt at holde stik. Men det kan jo skyldes at det var en almindelig tirsdag og at strandene måske tiltrak flere end byen. I hvert fald lykkedes det mig ikke at opdrive en god kop kaffe. Men på havnen ved broen var der en iskiosk til at fordrive tiden inden bussen til Korsør Station.

Ruten

Skælskør Rutebilterminal. Skælskør. Kobækvej. Kobæk Strand. Langs kysten til Korsør. I alt vel omkring 20 kilometer, om end det er svært at udmåle idet ruten er meget slingrende.