fredag den 15. september 2017

Oversvømmelser: Store Vejleå

Ishøj - Måløv langs Store Vejleåstien og Vestegnstien er en over 20 kilometer motorkøretøjsfri vandre- og cykelsti. I denne tid med en ekstra attraktion: oversvømmelser


Tranegilde Mose. Et eldorado for fugle, insekter og anden god natur. Utilgængeligt for mennesker 

I denne tid kan man opleve det fascinerende syn det er at se naturen spille med musklerne, i dette tilfælde vandmasser som har oversvømmet de nedre 10 kilometer langs Store Vejleå. Værst er det ved broerne under Holbækmotorvejen mellem Vallensbæk Sø og Tueholmsøen. De er ganske enkelt ikke passable, men oversvømmet. Jeg måtte ud på en 2½ kilometer omvej til Vejlegårdsvej.

Oversvømmet mark ved Store Vejleå nord for s-banen. Køerne ser ud til at være ligeglade og nyde vejret.

Naturen kræver sin ret

Derudover er store dele af stien oversvømmet med vandhøjder op til midt på skinnebenet. Først nord for Motorring 4 er stierne helt tørre. Med al respekt for de mennesker som må lide under oversvømmelserne, så kan jeg ikke andet end at være imponeret over disse stille, men enorme kræfter som her er i gang. Udløst af den vedvarende regn der har været siden sommerferien.


Åen skal ikke stige meget mere før haverne bliver sat under vand. Her nord for s-banen. I forgrunden Store Vejleå

Store Vejleå er gennem århundreder er blevet bastet og bundet, langt i render, inddæmmet af dæmninger ja sågar i 1937 decideret flyttet. Tranegilde Mose var engang en fjord, siden en mose som først blev ryddet, siden 1856 forsøgt reguleret med højvandssluse. Alt sammen til ære for landbruget. Og alt sammen alvorlige indgreb i naturens orden som trods regnvandsbassinet Vallensbæk Sø nu viser sin bagside.

Vallensbæk Sø. Stien er sat under vand, og både bænk og planche står lidt uhjælpeligt akavet ude i søen. Det samme gælder de næsten oversvømmede skilte langs søen

Trods Vejle Å er blevet renset op, kan vandet ganske enkelt ikke komme hurtig nok væk. Og det bliver formentlig ikke bedre i fremtiden med klimaændringerne som betyder havstigninger, og altså endnu dårligere muligheder for åens afløb. På den lille kilometer nord og syd for s-banen der er bebygget med parcelhuse, står haverne under vand. Og dæmningen som skal holde Vejle Å væk fra mosen og vandet i åen som et andet Holland over vandstanden i mosen, er også sine steder ved at være oversvømmet. Vandet siler visse steder gennem dæmningen.

Stien, eller pt vandvejen langs østsiden af Tueholm Sø. I baggrunden kan man se teltene fra restauranten. De står nu ude i søen.

Den nordlige bygning af Vallensbæk Vandskiklub står i vand. Men hovedbygningen er dog bygget på en forhøjning, så den ser ikke umiddelbart ud til at være truet. Også haven til restauranten i det sydøstlige hjørne af Tueholmssøen er oversvømmet. Teltene i haven stod under vand, enkelte endog helt ude i søen. Både stien langs østsiden og vestsiden af denne sø er også totalt oversvømmede. Man kan først komme ned på stien igen syd og vest for Høghsbjerg. Herefter går man nogenlunde tørskoet indtil området nord og syd for Roskildevejen. Her er stien til gengæld oversvømmet ganske markant.

Oversvømmelsen ved stien til Vridsløselille er både lang og dyb. Her måtte Vandringsmanden af med skoene og på bare tæer soppe et langt stykke med vand op til midt på skinnebenene.

Men fuglene elsker det! Overalt er der store skarer af trækfugle for hvem Tranemose og selv nogle af markerne hvor der græsser kreaturer, er blevet et rent slaraffenland for frøer, insekter osv og dermed også et eldorado af madorgie for fuglene.

Får syd for Snubbekorsvej og et prægtigt syn med flotte skyer i baggrunden. Heller ikke fårene synes at tage sig særlig meget af de sumpede områder på dele af marken. Det er her iglerne var

"African Queen"

Mine vandrestøvler viste sig at være komplet uegnede til passage på de oversvømmede stier, så jeg måtte vade igennem på bare fødder. Et enkelt sted gik der endda lidt "African Queen" over det da jeg følte mig som Humphrey Bogart der blev overfaldet af igler. Øst for Motorring 4 var søerne på stien nemlig ganske fyldt med store sorte igler. Jeg var da også lige ved at vende om, men nysgerrighed efter flere oplevelser af oversvømmelserne overvandt den plan. Og nej, jeg blev ikke angrebet af iglerne.

Rekonstruktionerne af forskellige vejbelægninger af vikingetidens veje. I forgrunden nogle sten som formentlig skal lægges. 

Ved Risby ser det også ud til at man nu endelig har fået etableret en rekonstruktion af vikingestien til vikingelandsbyen.

Afsked med den bedste del af stien ved Risby Å. Længere nordpå kommer man ud i det sortladne landbrugsland. Et noget ensformigt og kedeligt terræn. 

Sortladent, åbent land

De 12 kilometer fra Ishøj til omkring Risby bevæger man sig i en naturkorridor hvor man godt nok hele tiden kan høre motorvejene, men synet er grønt. Dette ændrer sig nord for Risby, ca 2 kilometer syd for Ledøje hvor man bevæger sig ud i landbrugslandet. Og det gælder hele resten af stien til Måløv. Stien er for så vidt ganske glimrende til vandring. Men den byder ikke på de store syns- eller lydoplevelser. Man går langs tyste og sortladne marker. Selv rabatten er ensformig og lidt kedelig at se på.

Ledøje er faktisk den eneste landsby som ruten går igennem. Og så Måløv helt mod nord.

Og så lykkedes det mig ved et tilfælde at finde svenskestenen som jeg siden april 2013 forgæves har spejdet efter. Den ligger på Skebjergvej ved Smørum Genbrugsplads. Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum Bønders hånd i 1659. De sidste to kilometer går så gennem byområder i Måløv. Jeg valgte stierne gennem det lave række- og etagebyggeri.

Se flere fotoer på Flickr for Albertslund, Egedal, Ishøj og Vallensbæk.


Ruten

Ishøj Station. Store Vejle Å Stien/Vestegnsruten. Ledøje. Måløv. I alt lidt over 20 kilometer.

tirsdag den 5. september 2017

Københavns Bombardement 1807 (3) Da livet skulle gå videre

Bombardementet betød ødelæggelse af en stor del af København, husvilde og en kamp for tilværelsen


(Afsluttende del. Første del, anden del). Dagen (8. september 1807) gav det tørre resume af bombardementet:

"Ilden omspændte Studie, Petri begge Kannike og Fiolstræderne, Nørregade, Skidentorvet og Skidenstræde, Skindergade o. fl. .. efterat have ødelagt lille Købmagergade, Rosengaarden, Nørrevold, Pustervig, Kultorvet, St. Gjertrudsstræde m. m."

Og man kunne tilføje: Studiestræde, St. Peders Stræde, Peder Hvitfeldts Stræde, Tornebuskegade, Rosenborggade, Aabenraa, Store og Lille Kannikestræde, Gråbrødretorv, Købmagergade (nordligste del) og Landemærket. Alle disse gader består i dag fortrinsvis af bygninger fra efter 1807. Haagen, Københavns Politi opgjorde den 14 september skaderne på denne måde:

"Antallet af de ved Bombardementet her i Staden afbrændte Huse og Gaarde beløber sig til 305, hvoriblandt 26 Bryggergaarde, 5 Bagergaarde og 20 Brøndeviinsbrænderier; dog ere de tilbageblevne Bryggerier og Bagerier i Stand til at forsyne Byen med det fornødne Brød og Øl."

Sankt Peders Stræde måtte stort set genopføres fra grunden af efter bombardementet, og husene fremtræder måske af denne grund som et samlet hele. Set mod Vester Voldgade.

Og for nu at fortsætte i gadeplanet, så kunne Dagen (19. september 1807) uddybe hvad tallene dækkede over:

"Tuteins pakhus i Vimmelskaftet brændte for 130.000 Rd. uld. Justitsråd Bugge, pastor Clausens bolig brændte fuldstændig ned, professorerne Risbrighs, Wolffs, Kjerulfs og Wøldikes biblioteker. Universitetsbibliotekets bøger blev kastet i den murede pille i midten af tårnet. Kirkeværge Tvermoes, Bugge og instrumentmager Hansen afværgede at Trinitatis Kirke ikke brød i brand. Trykkerier: Breum, Horrehov og Sebbelow. Seidelins trykkeri var i fare for det"

Det var også en følge af ildstormen som opstod da Frue Kirkes spir natten mellem 4. og 5. september, ”den rædsomste nat”, styrtede brændende ned over kirken. De varme luftstrømme over brandstedet steg til vejrs og dannede undertryk. Dette sugede flammerne fra omliggende brande ind mod centrum, idet alle de mellemliggende bygninger efterhånden antændes af ildstormen. Christianshavn lå for langt væk til at blive ramt af bombardementet. Men helt fri gik Christianshavn ikke. Et par enkelte faldt tæt på Jennows Gård, Strandgade 12. Et par af dem blev muret ind i porten til ejendommen.

Jennows Gård, Strandgade 12 er det hvide hus. Det er fra 1792 og var altså ganske nyopført under bombardementet.

Chok og kaos

Aviserne bærer præg af det kaos som herskede i København i dagene efter bombardementet. En gruppe notitser drejede sig om efterlysning af ejendele (Adressenavisen 10 september):

"Fra Huset paa Hiørnet af Nørregade og Skidenstrædet er af en Landværn bierget nogle Meubler og ()tøi som er udsat ved Volden, hvoraf endeel er bortstiaalen, Resten er hensat i Lavendelstræde 93, hvor den rette Eier kan modtage samme mod Biergeløn og dette Avertissments Bekostning."

En særlig udførlig beretning om en tragisk skæbne der overgik hørkræmmer Thomas Giørups gård i Dyrkøb 5/Skindergade, forfattet den 11 september 1807. Han var adjudant for general Peymann. Fandt sit hjem i flammer. Forsøgte at redde sine chatoller, erfarede senere at konen havde tømt dem og gemt tingene i en kiste som efterfølgende var blevet ramt af en bombe. Fik først underretning om at konen og 6 børns opholdssted. Ved branden i 1795 brændte hans varelager:

"trængte jeg igiennem Ilden med en af mine Med-Officierer og fik der Øie paa, at Chatollerne der stodt i en Stue næst ved mit Contoir, som allerede brændte, endnu vare fri for Ilden. Med Livsfare fik jeg disse reddede, i det glade Haab, at Ting af Vigtighed der var i Behold; Men senere erfarede jeg desværre, at min gode Kone i Forveien forsigtigen havde udtaget deraf alt og nedlagt samme i en Kiste, for øieblikkeligen at redde denne, men uheldigviis faldt en Bombe i det Værelse hvor den stod og giorde dens Redning umuelig for hende eller noget Menneske."

"Først efter 3 timers Forløb fik jeg med Møisommelighed Kundskab om min Kone og 6 Børns Opholdssted, men ogsaa da den sørgelige Erfaring, at alt var fortæret og intet reddet."

Genrejsning

Giørups artikel er dog ikke kun katastrofe, men indeholder også en anden gruppe notitser som drejede sig om hvordan livet skulle fortsætte:

"Endnu har jeg Livets fulde Kræfter, endnu har min Lyst til Virksomhed ei tabt sig, endog under denne tinge uforskyldte og tilfældelige Byrde, har jeg Mod til gavnlig at begynde mine Sysler til deres og mit Vel. Venner! haster derfor at meddeele mig deres Tanker, at jeg snarlig kan faae at vide om mine Hænder skal bindes, eller om de overlades mig til frie Disposition."

Den 8. september annoncerede institutejer Schouboe efter lærere og elever. Instituttet lå på hjørnet af tugthusporten og Store Helliggejststræde:

Jeg ønsker meget, at samtlige lærere og elever i mit institut vilde om mueligt møde hos mig i Morgen Formiddag, da jeg længes saa inderligen efter at faae nøjagtig Kundskab om Enhvers Tilstand. Den 8. Sept. 1807. F.J. Schouboe.

"Rundetårn ligger op til Hammerdøren fuld af indflyttede, husvilde, tildels forarmede Familier, saa at det seer ud som i et Hospital." Dagen 19. september

Englænderne

Englænderne besatte ikke København. De besatte Kastellet og koncentrerede sig om at klargøre den danske flåde til afgang mod England. I første omgang var det kun officerer som blandede sig i bylivet. Samme sted som ovenfor nævnt (14 september) orienterede Haagen om samværet med englænderne:

"Da det fra i Dag er tilladt nogle engelske Commissairer, samt Officierer, baade af Land- og Søe etaten, som ere forsynede med Passer fra deres Chefer, at passere ind og ud af Staden imellem Reveilen og Tappenstreg; saa advares herved alle og enhver, om at afholde sig al Fornærmelse imod bemeldte Commissarier og Officierer, og ikke at afvige fra den Indstændighed og Høflighed, som i Almindelighed bør vises Fremmede. Enhver som forseer sig herimod, maae vente strængeligen at vorde anseet. Kiøbenhavns politiekammer den 14 September 1807. Haagen"

Også københavnerne kunne komme ud at se hvorfra englænderne havde affyret de titusindvis af skyts mod deresby. Dagen kunne den 11. september berette om "værdigt møde" med fjenden, englænderne:

 "I disse Dage have allerede mange Mennesker føjet deres Nysgjerrighed ved at besøge Fjendens Verker uden for Staden. De blive høfligen begegnete og de fjendtlige Officerer indlade sig gjerne i Samtale med dem om det Skete..."

Ikke alle steder foregik det dog under "værdige" former, fx beretter Dagen den 14. september:

"I Brønshøj hersker hæftig Blodgang, ikke blot imellem de fjendtlige Tropper, men og imellem Bønderne, Kand. Ballesig blev iforgaars udnævnt til at drage derud, for at arbejde derimod."

Senere var det også soldater som måtte gå rundt i København. Haagen var ude med en plakat den 5. oktober, set i Dagen 6. oktober 1807:

"Efter Overenskommelse imellem de højst kommanderende er det afgjort, at de engelske Soldater maae besee det indvendige af Staden. I Morgen og fremdeles vil derfor i forskjældige Afdelinger, ikke højere end 12 Mand, uden Skydegevær, under en Skersants Anførsel, passere Byens Gader; hvorom jeg herved har den Ære at underrette det Offentlige, ikke paatvivlende, at alt Sammenløb og alt som kunne give Anledning til Uorden, vil paa det omhyggeligste søges forekommet. Kbhvns Politikammer d. 5 Oktbr. Haagen."

Just Mathias Thiele, der dengang var 12 år gammel og gik på Borgerdydsskolen på hjørnet af Nørregade og Krystalgade, erindrede mødet med englænderne på denne måde. Og han er ikke den eneste der på denne måde beskrev englænderne:

"... nu saae man efter haanden engelske officerer pa danske Bønderheste, Bjergskotter med deres nøgne Knæ under de korte Skjørter paa Kjøbenhavns Gader, og det varede ikke længe, førend Boutikvinduerne fremstillede alleslags Karrikaturer, hvori man gav sin Harme Luft"

Thiele gik senere ud på hjørnet af Østerbro og Farimagsvejen. Og talte først med en engelsk skildvagt:

".. saaledes gjorde vi Bekjendtskab med Skildvagten, der var meget venlig imod os"

Mens de talte, kom to engelske officerer som bekymrede sig om Thieles sår i hovedet:

"... erfarede, at jeg havde et Saar af deres Bomber, viste de megen Deeltagelse og paa en Steentrappe ved et Huus ligeoverfor ... satte de mig hen og løste Klædet fra min Kind for at see Saaret. De gjorde mange Spørgsmaal, og især mindes jeg, at de med et vist sørgeligt Udtryk omtalte det smukke Kirketaarn, de havde seet brænde og styrte ned. Vi blev snart saa gode Venner, at de indbød os til at følge med i deres Kvarteer for at faa noget at spise."

At englænderne også led tab, fremgår af Dagen 16. oktober 1807: "I Vejgrøvten ved Slagternes Vange ud imod Svanemøllen og Østerport har de senere Tids stærke Regnskyl foraarsaget et yderst tilbagestødende Syn, da derved den sparsomt paakastede Jord er bortskyllet, og saaledes hele Dynger af Fjendens der henkastede Menneske Lig og Hesteaadsler blottede for Øjet."

Langsom genopbygning

Nogle institutioner blev genopført, andre flyttet, nogle forsvandt. Nogle blev rimeligt hurtigt genopført, det gælder fx Metropolitanskolen, som blev taget i brug 1816 (den stod færdig 1811). Dog ikke på samme sted som før, i Dyrkøb. Skolens arkitekt var C. F. Hansen i nyklassististisk stil. Bygningen bruges i dag af Københavns Universitetet Skolen er nu flyttet til nye lokaler i Struensegade 50 på Nørrebro og kendt fra Scherfigs berømte roman. Længere tid tog genopbygningen af Borchs Kollegium på Store Kannikestræde 12. Det blev nyopført 1824-25 hvor det oprindelige fra 1728 stod. Borchs Kollegiums Bibliotek havde dog i tide reddet Livius' pergamentskoder til Trinitatis Kirke (Dagen 5. oktober 1807)

Borchs Kollegiums Have med Gjeddes Gård bag muren. Her ses bag facaden hvor grænsen gik mellem det ødelagte og det skånede. Haven rummer en mindesten over Jens Paludan Müller som faldt ved Sankelmark i krigen 1864.

Genopbygningen af de ødelagte kvarterer tog tid. Og det der blev bygget, var ofte af dårlig kvalitet. For at spare på byggeomkostninger anvendte man ler i stedet for mørtel, murstensbrokker i stedet for nye sten, underdimensionerede bjælker i stedet for ordentligt træ. Holdt sammen med jernkramper for ikke at brase sammen. Det gjorde et hus i Peter Hvitfeldts Stræde alligevel kort efter, at det var blevet opført.

Eksempler på hvor mange år der skulle gå, er Krigsråd Mørks hus i Lille Kannikestræde 4 (1831-35) og Vor Frue Kirke (1829). Kun ydermurene fra den gamle, gotiske domkirke, og tårnet op til vægtergangen indgik i arkitekten C. F. Hansens nyklassiske genopbygning, der blev rejst på grunden 1811-29. Den kirkegård, som hidtil havde omgivet kirkegården, blev sløjfet. Bispetorvet foran kirkens hovedindgang blev etableret. Universitetet blev opført, 1829-36. Studiegårdens ruin (som universitetet dengang blev kaldt), affødte nedenstående bitre kommentar i Politivennen 10. april 1830:

"Kun den stakkels studiegård står endnu som skærende kontrast til disse, mørk og sørgende i sine ruiner."  

Baghuset Krystalgade nr. 19 overlevede mirakuløst også bombardementet og har en kanonkugle indmuret til venstre for døren. Huset er senere druknet i nyere byggeri og står bl.a. op ad en høj bagmur.

Politivennen advarede mod folk der udnyttede nødsituation til egen fordel (26. september 1807):

"Advarsel: I en tid som denne, hvor der er så mange virkeligt trængende, er der tillige mange der ikke har lidt nogen skade, men som dog udgiver sig for lidende, hvilket formindsker hjælpen for hine. Jeg anser det for nyttigt og altså for pligt at enhver vært, det være nu husvært eller etagevært, der nødvendigvis bedst kan afgive vidnesbyrd, offentligt bekendtgjorde hvem der haft været til leje hos dem og har lidt ved bombardementet eller ildebranden. I denne overbevisning bekendtgør undertegnede at værkmandsenke som boede hos ham i Peder Hvidtfeldstræde nr. 103, ikke mistede noget af sit tøj ved bombardementet, men samme om morgenen den 5. dennes blev bragt i sikkerhed derfra ved hjælp af 3 marinere."

Og med tabet af en flåde, begyndte forbindelserne mellem de forskellige dele af helstaten at knirke, som Politivennen skrev 8. november 1807:

"Da det er at formode at kun meget få af de fra universitetet udsatte prisspørgsmål ville blive besvarede til den bestemte tid, da mange af de studerende er blevet afbrudt i deres videnskabelige sysler, og en stor del formodentlig er bortrejst til Norge, Jylland og provinsen, og ikke let kan komme tilbage, så foreslås det om ikke opgaverne kunne forblive gældende for det følgende år, da det dog synes rimeligt, at de som allerede havde arbejdet på afhandlinger over dem, ikke aldeles skulle tabe frugten og deres fordele."

Kanonkugler som pynt

Kuglerne, der havde voldt så megen ødelæggelse, kunne bruges som pynt og indsat i mure som minde om bombardementet. Kuglerne sidder dog næppe hvor de ramte. Der er f. eks. kugler i Nørregade 11 i Bispegårdens port. Nørregade 13 over porten. Sankt Gertruds Stræde 6 over porten i ejendommen. Teglgårdsstræde 14 på facaden i 1. sals højde bag et nedløbsrør. Larsbjørnsstræde 7 A på baghuset i gården. Krystalgade 17 ved døren i baghuset i gården. En advarsel om at bruge bomberne til dekoration blev det også til i Politivennen den 3. oktober:

"Et par Ord om de engelske Bomber: Udgiveren har bemærket at ikke så få husejere indsætter de bomber som havde gennemboret dem i deres mure. Udgiveren vil langt fra kritisere dette. Der opstår på denne måde et iøjnefaldende historisk minde om dette spektakulære overfald, der ved sin anskuelighed kan virke endog på ufødte slægter. Han dadler lige så lidt den der sætter en passende indskrift på sådanne indmurede bomber. Men han ville ønske, og råder enhver husejer, at disse indmuringer ikke sker uden at bomben får et modanker i murens modsatte side, så den ikke ved et tilfælde, hvis den i fremtiden løsner sig eller muren bliver brøstfældig, skal falde ned på grund af sin større vægt, og for anden gang gøre skade på uskyldige mennesker."

Kanonkugler indmuret i et hus opført efter bombardementet. Nørregade 13. Et af de mere spektakulære arrangementer.

Mange huse der blev bygget, er senere nedrevet igen og andre opført, så i dag står altså også 2. og endda 3. generation af bygninger efter bombardementet. Det gælder fx Hotel Sankt Petri (1928-33) og Hovedbiblioteket.


Nørregade med Kommunitetsbygningen og Krystalgade gående ind til højre. Skt. Petri Kirke til venstre uden for fotoet. Alt andet blev lagt i ruiner under bombardementet.

Tonen begyndt i september at blive mere sarkastisk over for englænderne, fx i Politivennen 14. november 1807 hvor en der havde fået sin gård ødelagt, filosoferede over hvordan han havde tænkt sig at genopbygge den:

 "... Omtrent 8 bomber og 4 brandkugler, ligesom nogle kanonkugler, som Cathcart venskabeligt sendte mig in cito cito, ville jeg ønske at anbringe til minde om ham og hans udsendte. Men er uenig med mig selv om måden. Jeg ser nogle indmure bomber i deres bygninger, enten uden indskrift eller med de ord: "Venskabsminde, engelsk venskab", osv. Men da jeg har så meget godt gods at anbringe, ville dette ikke forslå."

Og artiklen gav nogle eksempler på hvordan harmen inspirerede digtersjælen:

"Nu lukker jeg for fredeligt hjem, men før jeg tjente ransmænd, og med magt brød ejers dør"

"Lig engelsk statskunst hul, lig engelsk hjerte hård,
Lig engelsk ordholdenhed her jeg evig hullet står".

"Da Canning, Percival og Castlereagh fik lyst i fredens akselstad at knuse barn og kvinde,
De tvivled om dertil en bøddelknægt at finde;
Men Fanden hvisked: Sligt er Cathcarts heltedyst"

Livet går videre

I de huse der overlevede bombardementet, ser det ud til at livet igen fortsatte, men dog med en del udsalg af møbler. Her et lille udpluk fra Krystalgade fra de sidste måneder af 1807:

"Skidenstræde 50 inde i gården. Tre par mahognikommoder og et teakchatol til salg. Samme steds kan dreng blive antaget i snedkerlære."  "To sideværelser, et på to fag og et på 3 fag med fælles køkken og tørreloft er til leje.Sammesteds ønskes sytøj." "J. Schmidt udsælger diverse kolonialvarer."  "En honet jomfru ønsker sig kondition til november som kammer- eller syjomfru og er villig at tage del i anden husgerning." "For 1 a 2 honette personer er 2 gode værelser med eller uden møbler til leje straks."Marie Elisabeth, afg. Skoemagermester Boths Enke. Har fået brænde af stadens oplag" "Prokurator Beyer holder auktion over hele 13 skibe mm. tilhørende John & William Brown & Compagni.".

Og på universitetet startede livet igen i de overlevende bygninger på hjørnet af Krystalgade og Nørregade.

"Lørdag den 19. november kl 6 om eftermiddagen begynder jeg mine anatomisk-fysiologiske forelæsninger over det vegetative liv for antropologer. Disse forelæsninger holdes i det forrige kemiske laboratorium. Skielderup."

Det vankelvorent udseende hus på hjørnet af Krystalgade og Fiolstræde overlevede både bybranden i 1795 og Københavns Bombardement. Det er nr. 18 (1734). 

Mindre kendt er det måske at nr. 16 (1730-32) også gjorde det. Som i øvrigt de eneste 2 huse på Fiolstræde. Fra langt senere er Museumsbygningen ved Krystalgade (1870), Universitetsbiblioteket (1861) og Magasinbygningen (1905-1907). På Fiolstræde overlevede kun få huse bombardementet. Resten er opført i mellem 1810 (nr 20-22) og 1841. De fleste i 1830'erne. Stiftsprovstens bolig i nr. 8 som en af de sidste (1841). Kun nr. 17 er nyere (1851).

Store Kannikestræde, ulige numre overfor Regensen overlevede stort set bombardementet. Kun nr. 3 er fra senere (1832-33), nr 5 (1730/1757?), nr 7 (1731), nr 9 Ehlers Kollegie (1730erne) og udenfor fotoet 11 (Professorgården, 1752-53) og 13 (1751-52) Det samme gælder de lige numre, Regensen, nr. 6 (1730/57?), nr. 8 (1730'erne), nr 10 Gjeddes Gård (1730'erne) og nr. 14.

Notitser fra Adresseavisen fortalte om hvad der foregik af stort og småt i de huse i Store Kannikestræde der overlevede bombardementet "Juliana Maria, afg. klokker Ehlers enke. Brænde" "Smørudsalg. kredit gives", "Spegepølser til salg.", "Velsmagende kaffebønner." "Andreas Seidelin, bogtrykker. 27. november 1807. Brænde af stadens oplag." Præsteboligen: "auktion 1. dec. kl. 9 over afg. sognepræst til Trinitatis Kirke,Christian Holstes Stervboe. Prokurator Langballe." (21. november 1807)

Dyrkøb blev totalt jævnet med jorden på grund af sin tætte beliggenhed til Vor Frue Kirke. Alle bygninger der blev opført, har på en eeller anden måde mindelser til bombardementet: Trøstens Bolig, Dyrkøb 1, var oprindeligt en lejekaserne, opført efter bombardementet af staten efter tegning af C. F. Hansen til mindrebemidlede familier. Soldins stiftelse, Dyrkøb 3 (1850) blev opført på Metropolitanskolens brandtomt og opført i nyklassisistisk stil af C. F. Hansen. Denne blev i stedet opført overfor før det blev bombet. 

Langtidsvirkninger

Allerede få uger efter bombardementet begyndte Politivennen at kritisere de danske soldater, nemlig den 19. september:

"Til det Kongelige Generalitetskollegium. De engelske tropper som står skildvagt uden for porten, tillader sig aldrig på deres post at bære geværet anderledes end stift i armen. Derved forebygges faren for forbigående at løbe bajonetten i ansigtet. Ville det ikke være ønskeligt at den før kritiserede måde hos vores skildvagter at bære geværet slænget på skuldrene, som bevisligt har afstedkommet farlige sår, blev taget i betragtning til afskaffelse?"

Indtil Frederik 6. kunne få stillet krigsretter op mod Peymann og andre ansvarlige for Købehavns forsvar, fremkom der pjecer som tog disse i forsvar. Men Politivennen som var kongetro, havde måske lugtet hvor det bar henad, og kastede sig over en af disse pjecer, 10 oktober:

"Om Pjecen "Har Staden København forsvaret sig, som den burde og kunne i 1807": Man ser denne visk ofte nok i avisen. Og dens titel kunne måske lokke et eller andet skikkeligt menneske til at købe den. Men ve køberen! For aldrig kunne om vigtigere emne skrives på en mere uværdig og ussel måde af verden."

Politivennen hentyder formentlig til publikationens s. 5-8 hvor forfatteren G. Lund diskuterer forløbet og konkluderer:

"Peymann handlede i mine øjne viselig og klogt i, at han ikke lod flere hundrede menneskers blod uskyldig rinde, og ved en kapitulation afværgede stadens videre ødelæggelse.". Samt at et angreb udelukkende fra søsiden måske ville have en chance for at kunne afværges, men ikke som det sket ved et landangreb."

Militærdiktatoren kong Frederik 6. for hårdt frem. Peymann blev både anklaget for at have tilladt sig at forhandle med fjenden, samt den endelige kapitulationsaftale i november 1807 sammen med flere andre højere officerer af en overkrigskommission. Han blev arresteret juli 1808 og den 16. november dømt fra ære, liv og gods. Medvirkende til hans skæbne var formentlig at Napoleon må have været rasende over at flåden var blevet udleveret til ærkefjenden England. Så først efter Napoleons nederlag blev Peymanns penge frigivet igen.

Nørregade forbandt den ene af byens fire porte, Nørreport med det centrale Gammeltorv. Gaden blev lagt i ruiner og husene stammer fra genopbygningen efter 1807. Politivennen beretter at der gik adskillige årtier før tomterne blev bebygget.

Bombardementet i eftertiden

Forsorg for trængende var i vid udstrækning overladt til private. I 1819 fik den pensionerede kommandør, Peter Norden Sølling Frederik 6.s tilladelse til at samle penge ind til hjælp til søens folk. En 200 punds engelsk ueksploderet bombe blev tømt for krudt, forsynet med åbning og lås og dekoreret af flere kunstnere. Bomben blev indsamlinngsbøsse til dårligt stillede søfolk. Denne "Bombebøssen" kan stadig ses i en glasmontre i Sømandsstiftelsen ”Bombebøssen” i Overgaden oven vandet 48C på Christianshavn.

Og snart begyndte utilfredsheden at melde sig. Over den langsomme genopbygning:

"..Endnu efter et helt tiårs forløb stødes vort øje og rystes vores følelse ved at tænke tilbage på disse rædselsscener idet vi ikke kan undgå at skue disse hyppige askehobe, disse øde og i grus liggende tomter." (Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1484-1486)

Politivennen i 1824:

"...efter 16 års forløb ligger en stor del af dem endnu som tomter. Krigen, mangel på erhverv, pengevæsenets forandring, ejendommenes lave pris, har frataget byggelysten, og det vil have lange udsigter inden vi får at se at København atter fuldkommen har rejst sig af sine ruiner"

Synet på England og englænderne

Københavns Borgervæbning havde kæmpet mod englænderne. Derfor er det bemærkelsesværdigt at en af de sange som de sang, gik på melodien af "God Save the Queen"! Det fremgik af en sangbog fra 1827. Teksten er totalt omskrevet, men der er ingen direkte antydning til englænderne - udover "fjenden". Og 30 år efter begyndte man endda i Politivennen (1837) at kritisere Danmarks egne soldater og fremhævede englændernes langt blidere optræden end nogle troppers optræden på Frederiksberg:

"For så var englænderne i året 1807 ikke dygtige soldater da de som fjender på landet og på vejene udviste stor, ja langt større humanitet mod os bønder end vore egne soldater."

(Hermed slut på den lille trilogi om Københavns Bombardement 1807)

Ruten

Classens Have (Udfaldet). Kastellet (Hovedkvarter for militæret). Nyboder. Langs Voldgaderne til Rådhuspladsen. Tilbage gennem byen ad fx Sankt Peders Stræde. Vor Frue og Sankt Petri (centrum for bombardementet). Krystalgade eller Store Kannikestræde. Landemærket. Kongens Have. Kongens Nytorv. Hjemmesider med steder.

søndag den 3. september 2017

Københavns Bombardement 1807 (2) 3 nætters inferno

Bombardementet foregik 3 nætter i træk. Brandfolk og forsvarere blev slidt op


(Fortsat fra 1. del, se her). Aviser og andre kilder forstummede næsten helt, men Dagen nåede dog så sent som den 3. september at bringe Peymanns erklæring om bombardementets første nat:

"Bekiendtgiørelse. Politiet og Brandkorpset have under Bombardementet i Nat viist en Iver og en Anstrængelse, som ikke kunde være større. Denne deres rosværdige Virksomhed kunne vi takke for at Ilden, som paa nogle Steder i Staden opkom af Fjendens Bomber, Ildkugler og Brandraketter, strax blev slukket. Jeg føler mig derfor pligtig herved offentlig at bevidne Politiets og Brandkorpsets heele Personale min erkjendtligste Tak. Hovedkvarteret i Kiøbenhavn den 3. Sept. 1807. Peymann."

Egentlig ganske fortrøstningsfuldt. Så blev der tavst. Det var kun begyndelsen, og man skal forlade sig på senere beskrivelser af bombardementet, fx fra bogen Münter, Friederich Kjøbenhavns Beleiring Sommeren 1807:

2. september. Den gade som løber fra den ene af disse kirker til den anden (nemlig Vor Frue Kirke og Trinitatis Kirke), samt hvad der var i nærheden, var mere end nogen anden byens del hele natten igennem udsat for den grueligste ild der i egentligste forstand nedregnede over den. Fem tusinde morderkugler udspyedes vist over den i disse tolv rædselfulde timer. Dog kunne ilden endnu kun udrette lidet.

Mange huse, især i nærheden ved de to kirker, blev ved (de nedstyrtende bomber) næsten til stenhobe. Værst holdt de hus i Sjællands Biskops bolig, som står kun få skridt fra Domkirken og blev truffet af de fleste bomber og granater der udsendtes mod det høje tårn. Anende faren havde den ærværdige olding henflyttet sit stiftsarkiv i en hvælvet grav i kirken, men at redde sin ejendom, især sit udvalgte bibliotek, der havde han ikke kunnet tænke på. Og midt ud på natten, blev faren så frygtelig, at han ilende ved skinnet af de springende mordkugler, gennem en allerede blodsprængt gade overgav sine børnebørn til en vens omsorg. Men selv vendte han tilbage til sin bolig og blev der, så længe et værelse endnu var i beboelig stand.

Eiler Munthe, en agtværdig videnskabsmand og flittig lærer ved katedralskolen. Han på gaden sin venstre arm således knust at den straks måtte afsættes. Lykkeligere var et par forlovede som bar deres bedste sager i en kurv. En bombe slog ned ved dem og sprang. De faldt bedøvede til jorden. Da de kom til sig selv igen, lå døde og kvæstede rundt omkring dem. De alene havde ikke fået skade.


Store Kannikestræde, den ene halvdel mod Rundetårn som overlevede bombardementet. Bortset fra det hvide hus til venstre, Borchs Kollegium som blev opført efter. Se fotoet nedenfor med de huse som er opført på bombetombterne.

Muligvis er der i beretningen en forveksling mellem biskoppen og provsten, idet Bispegården slap nådigt mens provsteboligen blev jævnet med jorden. Stiftsprovstens Gård på hjørnet af Store Kannikestræde og Fiolstræde gik til. Den lå hvor Universitet nu ligger. Dagen kunne den 29. september berette om hvordan det gik til:

"Som Tillæg til de Efterretninger, Dagen i denne Tid efterhaanden har givet om de offentlige Bygningers Brand, bør følgende endnu mældes: Stiftsprovstens Gaard, som nylig med betydelig Bekostning af Frue Kirkes Midler var besørget istandsat, blev de første to Bombardements Nætter sammenskudt, og den tredie aldeles lagt i Aske. Hr. Stiftsprovsten maatte flygte derfra med sin talrige Famlie, og sik ikke reddet en Bog, ingen Møbler, meget lidet af Sengeklæder og Linned. Ikke engang Stiftskisten, som fuld af Embedspapirer og Manuskripter brændte i Kjelderen. Blandt sine ikke faa Bøger beklager han især Tabet af de pædagogiske, som ingen ham bekjendt offentlig eller privat Bogsamling i Landet har Mage til."

I de følgende måneder var aviserne fulde af notitser som fortalte om hvad der skete under bombardementet. Fx i følgende annonce i Adresseavisen 26 september 1807:

Iblandt de mange ulykkelige, som af det ligesaa uventede som uforskyldte Bombardement er bleven ruineret, er ogsaa jeg! jeg tabte alt mit lidet, da jeg som Underofficeer ved det borgerlige Artillerie, var under Bombardementet paa min Vagt i Ahlefeldts Bastion. Min Kone med 2 smaa Børn kunde, da en Bombe den første Aften faldt i mine Værelser og knuste mine Meubler og især Værkstedet blev aldeles adsplittet og forstyrret, i denne rædselsfulde Skræk og Forvirring ikke tænkte paa at redde andet end Livet; saaledes, overladende alt i Skiebnens Haand, søgte kuns at undgaa Døden, og fandt et Fristed paa Christianshavn. Jeg saae min hele Eiendom opgaae i Røg og Flamme, glad ved at have reddet Kone og Børns Liv, tænkte kun paa hævn, nu er jeg blottet for alt, selv det fornødne til Livets første Nødvendighed. Mit sidste Haab er grundet paa en god Helbred, friske og sunde Lemmer, arbeidsvante Hænder og gyldige Kundskaber i min Profession. Medborger! I som behøver mit Arbeide, skienk mig Eders Opmærksomhed! jeg er Maler, noget Konstner, især i Dekorationer, Ornamenter og Figurer, selv i Portraiter har jeg gjort nogle heldige Forsøg, Vognmaling og Lakering, som fornemmelig er mit rette Fag, seer jeg ingen Muelighed at kunde kontinuere i, formedelst den dertil behøvende store Huusleilighed. Jeg er stedse at træffe hiemme store Kongensgade 39 hos Hr. Maler Linderod, som frit har overladt mig et værelse øverst i Sidehuset.
P. Andersen

Muligvis er der tale om samme person som Krak anfører som maler i Aabenraa 102. Når bomber slog ned, ramte det høj som lav, bl.a. en generalmajor i Lille Købmagergade 62 der i Adresseavisen den 8. september efterlyste bortkomne sager:

"Da jeg ved Ildebranden Natten imellem den 5te og 6 September haver mistet betydelig af min Indboe, især Sengeklæder og Kobbertøi, og jeg veed, at det er bevidnet af min Søn ogsaa, anmodes alle og enhver som maatte have imodtaget noget af mit Tøi, at venskabeligst ville underrette mig om, hvad de af anførte mit savnede Tøi maatte have modtaget. Christianshavn i Marine Regimentets Kasserne den 6 September 1807. Lemming. General Major"

Eller samme avis:

"Foruden at alle mine Meubler bleve af Tømmerfolkene udkastede paa Gaden og sønderslagne længe førend Huset No. 77 paa Hiørnet af lille Kiøbmagergade og Skidenstrædet, hvori jeg boede, stod Fare for at fortæres af Luerne, saa savner jeg end videre: en stor Lysekrone med Perler og Ringe af ægte Plet, samt endeel Sengeklæder, som vare nedsatte paa Gaden og bleve af en mig ubekiendt Mand bortførte. Den Redelige, som har havt den Godhed at bringe formeldte Ting i Sikkerhed, vilde behageligen melde sig hos mig i Knabroestræde 108 første Sal. Thøger Rougtved, Fuldmægtig i Rentekammeret."

Et sidste eksempel fra 9. septembers Adresseavisen:

"Landsdommer Hoftved, som har boet i det nu afbrændte huus paa Hjørnet af Skidenstræde og lille Kiøbmagergade, udbeder sig sine medborgeres velvillige Bistand, om nogen kunde give Oplysning om hvor noget af hans Meubler, Linned, Gangklæder m.v. som inden luerne afbrændte Huset blev udkastet eller bjerget, kan være henflyttet, hvilket han med Taknemmelighed ville paaskiønne. Han opholder sig for nærværende Tid i Hr. Oberst Lieutenant von Meyers Værelser i Marine-Regimentets Casserne paa Christianshavn."

Spor af bombardementet i husrækken på Krystalgade: Forrest Krystalgade 5-11, som alle overlevede bombardementet. Dernæst skifter arkitekturen til byggeri efter (fx Hovedbiblioteket i nr. 15, engang 13-17).

Endelig var der de som efterlyste ejermændene til forskellige fundne sager der var blevet efterladt:

"Nogle sammenbundne Qvitteringer til Hr. Secretair Hoftved er funden i Skidenstrædet. ... Nogle hollandske og danske Ducater er funden paa første Sal i Hjørnegaarden af Kannike og Fiolstrædet....En Kobber Kasserolle, en Kobber Kaffekande og Nederdelen af en Kobber Tærtepande, er bierget i et Huus i Skidenstrædet. ... En Kobber Theekiedel er funden paa Nørregade ... 3 Munderingskioler af danske Livregiment er funden paa Nørregade. ... En Kuffert og en kiste er opleveret fra det afbrændte Huus paa Hiørnet af Skidenstrædet og lille Kiøbmagergade. …"

"Fra Huset paa Hiørnet af Nørregade og Skidenstrædet er af en Landværn bierget nogle Meubler og ()tøi som er udsat ved Volden, hvoraf endeel er bortstiaalen, Resten er hensat i Lavendelstræde 93, hvor den rette Eier kan modtage samme mod Biergeløn og dette Avertissments Bekostning."

En anden type notitser i Adresseavisen omhandlede håndværkere, handlende mm. hvis ejendomme var ødelagt og som nu fortsatte på andre, midlertidige adresser:

Formedelst Bombardement og mine Værelser Rambonering af Bomber, at jeg ikke kan beboe dem, skal jeg ikke undlade at melde for mine Velyndere, at jeg nu som sædvanlig forfærdiger alle Sorter Tapetsearbeide og er for en Tid at finde i Amaliegaden 145 i Kielderen, lige over for Almindelig Hospital. Møller. Tapetseermester.

"Skoemagermester N. Friis som boede i Skidenstræde, boer nu paa Amagertorv No. 6 i Bagbygningen."

Og blev lejlighederne plyndret, eller deponerede folk bare ejendele under betryggende forhold indtil ejerne indfandt sig? Vi ved det ikke, men dette eksempel blandt mange andre beskriver at det fandt sted:

Ved det ulykkelige Bombardement hvorved jeg mistede alt hvad jeg eiede, var jeg dog i det faste Haab, at finde mit Værktøi, for igien at begynde min Næringsveie, men ved Oprydning i Baghuset, hvor mit Værksted var, fandt jeg Blæsebælgen i Aske, og mine 3 Skruestikker og et Sperborn aldeles borte. Skulde nogen veltænkende Mennesker have disse Ting i deres Værge, saa bedes (entiask) at lade mig vide. Ligeledes bedes om nogen af mine Medborgere ei selv haver Leilighed at forrette Deres Vagter, saa er jeg villig til at gaae i deres Sted, imod en billig Betalning. J. Meyer. Borger og Kleinsmedemester, Logerer i Store Kongensgade 235 i Bagstuen (Adresseavisen, 22. sept 1807)

Gennem dødsannoncer får man et indblik, fx Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. september 1807:

Dødsfald. Onsdagen den 2 september Aftenen Kl. imellem 11 og 12 blev mig min inderlig elskede og dyrebare Hustrue Johanne Lund født Svanekiær, efter 23 Aars kierligt Ægteskab, mig paa en voldsom Maade frareven ved Faldet af en fiendtlig Bombe prang i Stykker udi vores Boepæl, hvorved hun efter en halv Times haarde Lidelser, forlod dette Jordiske, i hendes Alders 51 Aar, indgik til et bedre Liv, hun var Moder til 8 Børn, hvoraf 3 ere døde, en forsørget og 4 endnu uforsørgede, som med mig begræde Tabet af en god og retskaffen Moder, Gud du tog min bedste Ven, du vil samle os igien.
Kiøbenhavn den 2 September 1807. R. C. Lund. Første Graver ved Trinitatis Kirke

Ifølge Kraks Vejviser boede graver Lund på hjørnet af vore dages Lille Kannikestræde 5/Store Kannikestræde 17.

Store Kannikestræde. Husene i forgrunden undgik ruin. Indtil de to hvide huse undgik gaden ødelæggelse. Det til venstre er hjørnehuset til Lille Kannikestræde (nu Det Lille Apotek), mens det til højre er Borcks Kollegium som blev genopført efter bombardementet. Man ser også den nye Frue Kirke. Sammenlign med fotoet set fra den anden side ovenfor.

Overlevende bygninger

Trods alt overlevede enkelte nær "orkanens øje" bombardement og efterfølgende ildebrande. Den mest markante er Sankt Petri Kirke. Helten var klokkeren, Jacob Jørgensen, som klatrede rundt på kirkens loft og i spiret med våde klude, undgik kirken at bryde i brand, men den blev ramt af adskillige kugler under Københavns bombardement. Det gik især ud over kapellerne, hvor mange af kisterne, der var stablet ovenpå hinanden i krypterne, blev splintret. Også gravmonumenter, bl.a. af Johannes Wiedewelt, blev ødelagt. I kapellets lygtekroge hænger i dag kanonkugler fra dengang som pynt!

Hjørnehuset, Krystalgade 23 og Fiolstræde 16-18 må trods sit vankelvorne udseende siges at være en overlever. Det blev bygget efter branden 1728, nemlig 1734 og overlevede bybranden 1795. Det var oprindelige en lejekaserne og erstatning for et ældre hus, der blev ødelagt under branden 1728.

Af universitet overlevede Kommunitetsbygningen, Universitetet v. Nørregade fra Frue Plads til Krystalgade, Konsistoriehuset i Universitets gård (et af de ældste huse overhovedet i København, måske fra 1420) og Professorvillaen (den sorte inde i Universitets gård) (1729-1732)., som oprindelige embedsbolig for universitetets økonomus. Desuden Bispegården på hjørnet af Studiestræde og Nørregade:

Som en sielden Merkværdighed fortjener det at anføres at ved den store Ildebrand, som det skrækkelige Bombardement foraarsagede i Kjøbenhavn, er atter Hs. H. Biskop Balles Boepæl, skjønt den ligger paa Nørregade i Nærheden af Fruekirke, bleven skaanet. Baade i den store Brand 1728 saavel som i den ulykkelige Ildsvaade, der 1795 ogsaa lagde især denne Deel af Byen i Aske, undgik denne Gaard ligeledes Luerne, som fortærede de omliggende Gader og Huse. (Viborger Samler 28. september 1807)

Bispegården på hjørnet af Fiolstræde og Studiestræde. Bygningen genopbygget fra 1731 til 1732 på samme sted men i mindre form og efter tegninger af Lars Erichsen, der også arbejdede for universitetet.

Andre bygninger undgik bomberne fx Regensen (1623-1628 / 1731 / 1749 / 1907-1909) og Rundetårn. Under bombardementet søgte folk beskyttelse i tårnets sneglegang, som de anså for bombesikker. Universitetsbiblioteket, som havde til huse på Trinitatis kirkes loft, blev ramt af flere engelske bomber. Et sprængstykke ødelagde dog én af bøgerne – ironisk nok en bog, Marsiglio af Paduas ”Defensor pacis” - ”Fredens Forsvarer”! Bogen er i dag udstillet i det nuværende Universitetsbibliotek, Fiolstræde 1. Bibliotekar E. C. Werlauff fortalte:

Jeg gik op på biblioteket, hvor jeg tilbragte det meste af de tre skrækkelige dage og nætter. Vi pakkede sække fulde af nogle af de kostbareste manuskripter. Der kom brandfolk på loftet og nedenunder et kommando af Studenterkorpset. Mange os ubekendte folk opholdt sig på trappen og i forstuen, hvor de troede sig i sikkerhed, skønt der kom gloende kugler ind i muren, og enkelte bombestykker gik igennem vinduerne og slog en reol og nogle bøger i stykker.

Rundetårn og Trinitatis Kirke. Universitetsbiblioteket under taget på kirken kom nogenlunde helskindet gennem bombardementet, ligesom Regensen. Men bygninger i forgrunden er bygget over ruinerne fra bombardementet.

Reformerte Kirke undgik det værste, men i Dagen 22. september 1807 kunne man berette om en lignende helt som Sankt Petri Kirke: 

"Under bombardementet Natten imellem d. 4de og 5te Septbr. nedfaldt en Bombe i den reformerte Kirke her i Staden. Afskediget Garde til Fods Niels Madsen født i Eisberg i Viborg Amt, og i Tjeneste hos Etatsraad Jensen, som beboer en af de ovenmældte Kirke tilhørende Præstegaarde, var den første, som ilede ind i Kirken og ved sin uforsagthed og Virksomhed bidrog til at denne Bygning ikke blev tilføjet nogen betydelig Skade, ligesom han ogsaa var behjælpelig med at slukke en Bombe, som sloge ned i tvende af Præstegaardene. Til Belønning for denne hans udviste Iver have Forstanderne for Kirken af sammes Kasse tilstaaet ham en aarlig Pension af 12 Rd, som, hvor han endog maatte opholde sig, blive ham forud udbetalte hver 4de Septembr, saalænge han lever, saaledes at han strax erholder 12 Rd."


Etatsråd Jensen boede i Reformert Kirkes præstegård bagest. Man kan lige ane spiret på kirken over taget. Han hjælp til med at redde såvel kirken som præstegården. Det gule hus i forgrunden, Åbenrå 26 overlevede også. Det er fra 1743. Området foran blev ellers udraderet, og senere kendt som Hauser Plads, hovedsagelig bebygget af Hauser, hvem gade og plads tog navn efter.

Kultorvets nyklassisistiske huse stammer alle fra tiden efter bombardementet 1807. Østsiden blev revet ned senere. Hvide Lam, Kultorvet 5, er et af Københavns ældste værtshuse. Det åbnede allerede om efteråret 1807 i den bevarede kælder til et hus, der ellers var blevet jævnet med jorden under bombardementet. Senere blev huset genopbygget. Hauser Plads opgav man at bebygge igen og opstod dermed som den plads vi kender i dag.

Kapitulation


Blev underskrevet på hjørnet af Østerbrogade og Classensgade. Her lå ”Det hvide hus”, og det var ud for det, at de danske udsendinge mødte englænderne til kapitulationsforhandlinger søndag 6. september. I øvrigt tæt på Classens Have hvor et af de mere succesrige, men også forgæves udfald foregik.

Der ligger også et hvidt hus på hjørnet af Østerbrogade og Classensgade i dag. Men udover placeringen har det intet til fælles med "det hvide hus" hvor kapitulationsforhandlingerne blev indledt søndag den 6. september 1807.


Ruten

Classens Have (Udfaldet). Kastellet (Hovedkvarter for militæret). Nyboder. Langs Voldgaderne til Rådhuspladsen. Tilbage gennem byen ad fx Sankt Peders Stræde. Vor Frue og Sankt Petri (centrum for bombardementet). Krystalgade eller Store Kannikestræde. Landemærket. Kongens Have. Kongens Nytorv. Hjemmesider med steder.