Egedal og Furesø kommuners landområder

Egedal er i overkommelig afstand til København og vel det nærmeste man kan finde hvis man vil ud på landet

Udsigten fra Tyvekrog mod nord gengiver ganske godt hvad denne vandrerute byder på: Kuperet terræn, landbrugsarealer, spredte gårde og enkelte krat- og træbevoksninger.

Egedal Kommune har mange gode vandrestier uden trafik og larm fra civilisation. Terrænnet er tilmed kuperet så man ikke bare ser på ensartede og monotone landbrugsarealer. Gårdene ligger spredt, og der er da også ind imellem nogle omend meget spredte naturområder med træer, krat, moser og andet hvor man kan opleve fugle, rådyr og andet dyreliv. Man kan også opleve enkelte tynde levende hegn mellem markområderne. Så hvis man ikke så sulten efter de helt store naturoplevelser, men bare godt kan lide at trave ud i det blå, så er Egedal et helt oplagt sted at tage hen for københavnere der trænger til at komme lidt væk uden at skulle bruge alt for lang tid på transport.

Et særsyn: Nord for gården Stokholm i krydset  Damvadvej-Svinemosevej kan man se disse moseområder af mere anselig omfang. Faktisk er den nordgående sti oversvømmet et enkelt sted. Ellers er indtrykket det samme som fra det første foto.

Dagens hovedstræk var den kilometerlange sti Svanekærvej-Svinemosevej-Fluebjergvej-Bogøgård Kildeplads. Vejen bliver også brugt af de lokale beboere i området. Dem finder man ikke så mange af på en tirsdag som denne. Jeg har tidligere passeret dele af ruten før, men stien er faktisk bedre end noget jeg før har været igennem. Bl.a. fordi den er så sammenhængende. Tit skal man ad trafikerede veje for at finde gode vandrestier, men ikke her. Bort set fra en enkelt kilometer er der tale om ca. 12 kilometer, hvilket er helt exceptionelt. Og så er stierne på Flyvestation Værløse endda ikke talt med.

Endnu et særsyn: Øst for gården Hestehave ved Damvadvej går stien gennem noget der ligner et decideret naturområde. Godt nok kun et par hundrede meter, men hvilke metre!

Landbrug

Det generelle indtryk af ruten er som nævnt det kuperede terræn, markerne og de spredte gårde. Og der er mange spredte gårde undervejs. I dette indslag har jeg plukket et par typiske eksempler, og så lagt endnu flere ud på Flickr-album for Egedal Kommune. Visse steder går stien bogstavelig talt igennem gårdene, de fleste steder ligger de dog diskret langt væk fra stierne, med snoede stier hen til dem.

Stenlillevej set fra Svanekærvej. Vidtstrakte marker med spredte gårde. Et typisk billede på den kuperede rute. Så vidt jeg kan se er det i forgrunden Kongsdal, med Toftehøj i det fjerne. Lokalkendte kan måske be- eller afkræfte det?

Landbrug er det så som så med på mange af dem. Mange har slået sig på heste, småhåndværk og andet. Fremstilling af natursten, for nu at nævne et eksempel, spejdernes hytte tæt på Egedal Station en anden. Men der lugter dog af gård på flere af dem.

Gård ved Thorkildgårdsvej, set fra Svinemosevej. Igen et typisk billede fra landbrugsområdet.

Dansk Folkeparti ville måske nok protestere over at globaliseringen også er slået igennem her, og det danske sprog fortrængt af engelsk, Brunhøj har nemlig skiftet ejer og navn til Brownhill Horse Lifestyle. Og sådanne tendenser ser man mange steder. De seneste år ser regnskaberne dog ikke så godt ud, den finansielle krise har også ramt hestesporten. Trods globaliserede navne.

Gård tæt på Knardrupvej, set fra Bogøgård Kildeplads. Gården er ikke aftegnet på Kraks Kort, men den ser gammel ud.

Den ramponerede hestevogn på bakken ved de græssende heste synes nærmest symbolsk for den situation. På marken overfor ser det også ud til at en lyssky person er kommet nemt af med sine sofamøbler. For ingen fornuftig person med sin sunde fornuft i behold ville vel stille et sofaarrangement lige præcis på en brakmark.

Bundsgård ved Bundsvej, nord for Bogøgård Kildeplads. Og sådan kunne dette indslag blive ved. Men læserne må ty til Flickr-album hvor bondegårdsbegejstrede vil kunne se endnu flere eksempler.

Dansk kulturarv

I disse tider raser debatten om at bevare den danske kulturarv på det politiske plan og i medierne. Der er kommet kanon for danske værdier osv. Det har dog ikke påvirket dagligdagen så meget. For selv om man måske godt verbalt vil nikke til at vi skal bevare den danske kulturarv, så synes det også som om at der også er grænser for hvor meget vi skal gøre ud af det, når den nu kommer i vejen for fortjeneste. Området er fx spækket med gravhøje af enestående kvalitet: Maglehøje tæt på Egedal Station, den sagnomspundne Asserhøj ved  Ganløse for nu blot at nævne et par.

Herulisk (?) kulturarv møder dansk landbrug: Asserhøj syd for Ganløse. I dette område ligger der en del gravhøje meget tæt, hvilket kunne tyde på at det har været et vigtigt område for befolkningen dengang. Byzantinske historikere mente at det folk der levede her (herulerne), blev fordrevet af indvandrere fra Sydsverige. Disse indvandrere var danerne, altså os! So much for dansk kulturarv.

Desværre ligger de meget i vejen for plovene. Og som de ligger der, så synes de nærmest at stå på tæer for at undgå at få tæerne, ja endog hele foden skåret af af plovskærene. Respekt er godt, men ekstra landbrugsjord er nu heller ikke til at kimse af, synes devisen at være her, og landmændene har helt sikkert lovgivningen med sig.

Bunds Å ved Kirke Værløse. I dette område forløb et net af oldtidsveje. Men igen, er det dansk kulturarv når det nu var herulerne som anlagde dem? Hvad danerne, altså de folk der indvandrere fra Sydsverige og fordrev herulerne, gjorde med denne kulturarv, fremgår af dette billede: Der er intet tilbage af kulturarven.

Bogøgård Kildeplads

Turen byder også på et gensyn med Bogøgård Kildeplads som jeg tidligere har passeret 23. januar 2014 i forbindelse med mine vandringer til Københavns Vandforsynings kildepladser. Her er der sket meget. Pumpehuset er fx blevet revet ned, så mit foto må være et af de sidste. I stedet for er der nu opført et mindre skurlignende pumpehus. Ifølge to mænd som jeg mødte i området for at kikke efter stor bjørneklo, blev det revet ned for omkring 2 år siden. Der er endvidere sket en massiv udtynding i trræbevoksningen. Samt anlagt en vej gennem den østlige del af kildepladsen så man nu kan følge Bunds Å hele vejen til Kirke Værløse. Kildepladsen opfylder meget tydeligt en funktion i dyrelivet.

Københavns Vand, eller i dag HOFOR spiller en stor rolle. Dels sænker kildepladserne grundvandsspejlet ved at pumpe vand til de tørstige i hovedstadsområdet, dels bevarer kildepladserne giftfri oaser med ofte vildtvoksende beplantning. Nogle gange lige lovlig vildtvoksende, hvis man skal tolke på de omfattende mængder fældet træ som ligger på Bogøgård Kildeplads.

En af længerne i den gård som ligger i det nyligt åbnede område i den østlige ende af Flyvestation Værløse.

Flyvestation Værløse

På vej til Måløv Station passerede jeg også den østlige del af Flyvestation Værløse uden at forestille mig de store nyheder. Men der er nyt: Området længst mod øst er nu blevet tilgængeligt for publikum, og på dette område ligger der en gård. Den ser noget sønderskudt ud, så jeg forestiller mig at det er en gård som flyvevåbnet har øvet sig på at storme. Den ligner da også noget man ellers kun ser fra sønderskudte huse fra krigsområder. Men ellers er den frit tilgængelig, med stuehus, stald og hvad der ellers hører til en firelænget gård. Gad vide om den er opført til formålet eller bare en gammel gård der blev slugt af flyevestationen.

Fluebjerg må afslutte denne artikel som endnu et eksempel på Egedals mange store og flotte gårde.

Ruten

Egedal Station. Svanekærvej. Svinemosevej. Fluebjergvej. Bogøgård Kildeplads. Flyvestation Værløse. Måløv Station. I alt ca. 18 km

Furesøen - Nord og Vaserne

Nordkysten af Furesø er meget anderledes end sydkysten. Tricket er at smutte ind i landet ved Stavnsholt og Vaserne

Ordet vase i Vaserne har intet med blomstervaser at gøre. Det betød oprindeligt en sti lavet af grene gennem et sumpet område. Som det ses er det en meget præcis beskrivelse, bortset fra det med grenene. Her tæt på Dumpedalsrenden.

Jeg havde egentlig forestillet mig at følge vandringen fra 11. november langs sydkysten af Furesø op med en tilsvarende langs nordbredden ugen efter. Men det tog så knap en måned. Man skal ikke have kigget længe på et kort for at forudse at denne tur er radikalt anderledes. Nordkysten af  Furesø er stort set bebygget hele vejen fra Farum til Vaserne. Selv om man på visse af de beboede strækninger kan gå langs søen eller tage en stikvej ned til den. Jeg havde derfor skruet forventningerne en del ned i forhold til hvad angik oplevelser fra min tidligere tur. Og det holdt for så vidt også stik.

Skrænterne kan i stejlhed sagtens måle sig med sydkystens. Dog er der ingen kløfter, så man går nogenlunde i samme niveau over søen hele vejen. Holmen i søen ligger ud for badestranden neden for Høje Klint.

Beboelse og fritidsliv

Kysten er nogenlunde lige så stejl som sydkysten, men modsat denne har nordkysten stort set ingen kløfter, så man går nogenlunde jævnt langs hele strækningen. Kort sagt, mere "civiliseret". Det er måske derfor beboelserne netop har bredt sig her. Tilmed er der en håndfuld fritidsklubber for fiskeri, kajak, roning - og en en enkelt badestrand neden for Høje Klint, og badevandet skulle være udmærket. Der er dog ingen badegæster på nuværende tidspunkt, skulle jeg hilse og sige. Til gengæld ophører nu endeligt den infernalske støj vest fra motorvejen, og resten af turen mod øst foregår med naturens egne lyde. Som i dag er ret høje da det blæser kraftigt fra vest.

Badestranden neden for Høje Klint.Om der om sommeren er sandstrand, skal jeg ikke kunne sige. Nu er den i hvert fald dækket med blade. En lang, sej trappe fører ned til stranden hvis vand skulle være af bedste kvalitet. Det ser dog ikke ud som om nogen har benyttet sig af det for nyligt.

Den ret nyligt fredede Stavnsholtkilen ender ved Furesøen. Jeg har tidligere passeret Stavnsholtkilen nordfra. Her længst med syd er den vestlige del ret kedelig med græsmarker, men den østlige har en lille (ca. 400 m) sti gennem Enghaven, nord for pragtboligen Vigen. Stien går gennem et kuperet terræn, og trods sin lidenhed er der et forbavsende rigt fugleliv her. Jeg opdager en del fugle som igen minder mig om at nu må jeg snart se at få lært disse skabninger bedre at kende. Formentlig en gransanger, eller også en isfugl, jeg ærgrer mig over min uvidenhed. Fuglen er god til at gemme sig på den anden side af en tyk stamme, men er dog nysgerrig nok til at lade mig få flere glimt af den da jeg går forbi. Fotografering stiller den og kæresten dog ikke op til.

Stavnsholtkilen med et kig ned mod en gård der i følge en sten skulle hedde Pynten. Stedet er en del af den fredede Stavnsholtkilen (den er tidligere beskrevet her på bloggen).

Vaserne

Efter en kort og kedelig tur gennem et villakvarter når jeg endelig hen til turens plan B-mål, Vaserne. For lidt naturoplevelser ville jeg da gerne have med. Jeg havde afsat adskillige kilometer til turen gennem dette område. Området er sumpet og det er ikke muligt at gå langs Furesøs bred her. Dog er der mod vest bygget et handicapvenligt Vasetårnet, i to etager. Herfra har man udsigt over sivskovene og kan se ind i det træbevoksede Vaserne. Men det gør nu heller ikke så meget, for Vaserne er selv på denne årstid særpræget og speciel.

Udsigten fra Vasetårnet.  Måske tager det sig bedre ud om sommeren i solskin. Men udsigten har også sin egen stille skønhed på denne mørke decemberdag med blæst. Vinden får sivskovene til at bølge.

Det bedste overblik over Vaserne som jeg kunne finde på denne tur, var i den nordligste spids ved Fyrrebakken. Herfra er der en bakke hvorfra man mod syd kan skue ud over Vaserne, og mod nord i retning af Dumpedalen som vitterligt fremstår som en dal set fra dette punkt. Nord for Vaserne er der igen bebyggelser op ad skråningen. Og igen får man et godt indtryk af hvor dyb og stejl dalen er.

Det er vanskeligt at finde et typisk foto af Vaserne. For selv om det hele minder lidt om en stor ellesump, så varierer det alligevel i en uendelighed. Og egentlig er dette foto heller ikke særlig repræsentativt. Så meget vand er der trods alt kun enkelte steder.

Jeg fortrød absolut ikke at have planlagt dette sidespring. Det er absolut nordkystens højdepunkt. Jeg blev endda fristet til at tage en lille afstikker til Dumpedalen som ligger nord for Vaserne, og kun benene fik mig til at vende om. Dette område synes absolut også interessant for et gensyn. Dumpedalen er en del af en nord-sydgående dal hvori Vaserne også indgår.

Den sydlige del af den fredede Dumpedalen. Stierne er ikke aftegnet på mit kort, men det ser ud til at der nu er et velordnet stisystem her. Jeg har noteret at dalen må indgå i en senere vandring.

Tilbage til Vaserne. Navnet har ikke noget med blomstervaser, men et nu slet ikke mere brugt ord, vase, for en vej bygget af grene gennem et sumpet område. Og bortset fra det med grenene (de er erstattet af solidt jord) så passer det meget godt. Abstraherer man fra stien går man kun ganske få centimeter over et magisk, mystisk sumpområde. Det emmer af stemning, lyde, fred og ro. Jeg opdager endnu et par fugle som jeg aldrig har set før.

Blæsten går frisk over Furesøens vande. Og som det ses slår bølgerne ind over broen. Dette er så sandelig et pittoresk skue og sælsom oplevelse midt i det civiliserede Nordsjælland. Der går jo næsten helt Vesterhav i det. Midt i billedet roklubben.

De sidste 4-500 meter inden man når roklubben ved Holte går ad en nyopført gangbro ude i selve søen. På en blæsende dag som denne er der lidt hav over at gå her. Bølgerne slår ind over broen og søen viser tænder. Heldigvis har man forudset det, og broen er overhovedet ikke glat. På intet tidspunkt må jeg sætte farten ned på grund af smat på træbroen. Kun den gyngende bro ved Roklubben tør jeg ikke gå ud på. Bølgerne slår op gennem brædderne og den ser meget glat ud.

Ikke Furesø, men den meget mindre Vejlesø der dog har forbindelse til Furesø, har sin egen lille havn, Holte Havn. Bådfartens bro ses i forgrunden sammen med huset yderst til højre.

Som en lille blindtarm til Furesø ligger Vejlesø ved Holte, og her ligger såmænd da også en havn, Holte Havn. Hvor Bådfarten også holder til. De åbner dog først igen til april. Et symbol på den tilstand af melankoli man ofte kommer i her i december, med mørke og kulde, fandt jeg på en af de meget private og afspærrede bådebroer langs Frederikslund Skov:

Her havde en hejre besluttet sig for at ride stormen af og afvente bedre tider. Den ser næsten helt melankolsk ud, synes jeg. Og her gik der da helt menneskeliggørelse i det. Jeg synes den kiggede i sympati og solidaritet mod det december-melankolske menneske

Ruten

Den kan nemt findes på et kort. Der er gode stier gennem Vaserne, selv på et tidspunkt som dette hvor der er meget fugtigt. Enkelte smattede steder er det eneste. I alt ca. 16 km.

Furesøen

Når træerne har tabt bladene, får man for alvor det storslåede indtryk af Furesøen langs sydbredden

Udsigt fra Cap Elking mod Cap Drevon. Forvirret? Forklaring følger i teksten. I mellemtiden kan du bare nyde udsigterne på billederne.

Sidste gang jeg var på disse kanter var i forbindelse med Mølleåstien midt om sommeren, 11. juli 2013. Alting ser bedre ud i solskin og om sommeren. Men en bagdel er at træernes blade skygger for udsigten til søen. Og langs sydsiden er man tvunget op i højderne af de stejle skråninger så man kun enkelte steder har frit udsyn over Furesøen. Og de er noget specielt for Furesøen. Både Esrum Sø og Arresø er arealmæssigt større end Furesøen, men ikke hvad angår vanddybden. Ej heller hvad angår de stejle klinter.

Et af de sjældne steder hvorfra man kan se langs hele søbredden højt oppefra er ud for Von Langens Plantage. Her kan man måske også fornemme de bratte stigninger. Og den uvejsomme sti, nu dækket af fint brune blade.

Imponerende skrænter

Og det største indtryk af denne tur var de både skræmmende og flotte stejle klinter ned mod søen. Dem havde jeg kun i glimt set på min tidligere sommertur. Nu var de der, blotlagt i al deres magt og vælde. Dem får man altså ikke det fulde indtryk af før bladene er væk. Det er ikke sjældent at man står højt oppe, og det så går lodret ned. Ikke noget for folk med højdeskræk, tror jeg. Men ellers kan man godt blive bjergtaget. Og lad det være sagt med det samme: Jeg har slet ikke kunnet yde udsigterne fuld retfærdighed på fotoerne. Jeg prøvede ellers, men man kan nu engang ikke svæve ude i den fri luft, hvilket ville have været en gunstig udgangsposition.

Skoven har man hele vejen mod syd. Den lave novembersol ved middagstid kaster lange skygger. Og de bliver bare længere og længere. Allerede ved 15-tiden kniber det med at få det rette lys til kameraet.

Og ikke at forglemme, så er der naturligvis skoven mod syd. På denne novemberdag er der skyfrit, men ikke høj sol, blot så høj som solen nu engang kommer i november. Og selv kl. 12 er det ikke særlig højt. Faktisk burde en kasket være på sin plads for ikke at blive blændet. Desuden efterlader det også skrænten i skygge.

Tættest på Farum ligger to moseområder: Den mystiske Fandens Mose og lidt sydøst for den langstrukne Vådehængsmosen (fotoet). Her kan man som et af de få steder langs ruten gå langs søbredden.

Vælg den "rigtige" sti

Man kan vælge forskellige stier. Den helt nede langs vandet er den mest upålidelige. Ofte bliver man her tvunget i højderne fordi der ganske enkelt ikke er plads nok til nogen sti. Fordelen ved at gå langs bredden er at man kan gå ud på de forskellige broer som er langs bredden. Det forekommer mig dog at de fleste er i en temmelig porøs tilstand. Selv landgangsbroen for bådfarten ved Kollekolle. Flere af brædderne er ganske enkelt brækket, og andre ser ud til at kunne bryde sammen under fødderne på en. Så jeg tog turen langs sømrækker i håb om at der var en underliggende støttebjælke. Broerne var desuden ret glatte.

Området nedenfor Kollekollesletten. Her er der muligheder for at afprøve stierne i de forskellige højder. Men man må træffe et valg. Er man først startet på en, er det mere end vanskeligt at ændre bane og skifte til en højere eller lavere liggende sti. 

Den halvvejs oppe er ligeledes på denne tid af året halvfarlig på sine steder. Om end også den flotteste fordi man her får et godt indtryk af skrænterne. Men allerede nu, dækket af blade og fedtet er den altså lidt halvfarlig visse steder. Og er man først begyndt at skride, så skal man være hurtig. En enkelt gang blev jeg overrasket, men det lykkedes at gribe fat i en trærod som håndtag. Og heldigvis for mig holdt den! Ellers var jeg endt i vandet dybt nede.

Området lidt vest for Mølleåen og Frederiksdal, neden for Skovfogedboligen. Her er indrettet et specielt og særpræget område ude i mosen. Og derfra har man bl.a. denne udsigt.

Den sikreste sti er den øverst. Og heldigvis er der flere steder hvor den kommer helt ned til vandet. Også den kan være knudret og glat. Og nogen lige sti er der slet ikke tale om. Det går både op og ned og ud og ind. Bort set fra området nord for Kollekollesletten som ligger relativt lavt. (Vejen mellem Kollekolle og Farum blev beskrevet i Politivennen, 5. oktober 1816.)

Mølleåen ved Frederiksdal. Bred og bare til at nyde. Der går en bro over helt ude ved Furesøen. Det er lidt stejl og i et vejr som dette også isglat. 

Mølleåen

Mølleåen var målet for min tidligere vandring. Og den støder man på to steder: Dels indløbet fra Farum Sø ved Fiskebæk og dels udløbet i det sydøstlige hjørne ved Frederiksdal. Her ligger fortidsmindet Hjortholm Voldsted hvor man stadig kan ane voldgraven og forhøjningen. Og Frederiksdal Fribad. Der er i øvrigt en håndfuld badesteder rundt om søen, foruden nogle badebroer. Fribadet er det mest civiliserede med omklædningsrum, græsarealer mm. Badebroen er dog taget ind for vinteren, ser det ud til.

Stien langs vestsiden af Luknam. På strækningen efter sumpområdet. Man går nu langs en moderat stejl skrænt med de herligste udsigter. Mærkelige udvækster ud i søen dannet af træer ses mange steder.

Desværre har man ikke ladet bredden være allemandseje. Allerede langs østkysten er man tvunget til at gå 1½ km igennem et ret kedeligt villakvarterer ad Furesøvej. Sydfra skal man op ad en stejl bakke, og så er det slut med udsigten til søen. Og der er ingen pardon: Grundejerne har spærret gennemgangen så man kun to (tre) steder kan gå ned til søen og tilbage igen: Ved Furesøparken, for enden af Niels Skrivers Vej (selv om de sidste 10 meter er uden sti) og parken for enden af Snekketoften.

Jo, Næsseslottet stinker langt væk af enevældens magtarrogance. Men flot ser det ud i dag. Og man behøver ikke længere være bange for at blive pålagt mulkt eller lagt i jern når man passerer bygningen.

"Ulvesnuden"

De to næs som rager ud i søen østfra, Luknam og Næsset med Næsseslottet er specielle oplevelser, hver for sig. Det underlige navn kommer af at det er opkaldt efter et engelsk herresæde, Lucknam Grove. På et kort ligner de lidt en ulvesnude med åben mund (Lille Kalv). Den sydlige del af Luknam ("underkæben" i ulvesnuden) er lidt af en sump. Man går nærmest på en dæmning mellem denne og søen. Den nordlige del er der igen halvstejle skrænter, altså et meget varieret landskab med en god udsigt over søen.

Nå ja, gartnerne skulle selvfølgelig også bo ordentligt. Det var jo en stor have de skulle se efter.

Begge næs var under enevælden okkuperet af familien de Coninck. De købte slottet og området i 1780erne og opførte 1782-83 Næsseslottet som er opført på "overkæben". Mod syd opkøbte de 1798 Kaningården (se Flickr-album) og i 1802 Frederikslund. Og så fik de ellers kunstnere som maleren Erik Pauelsen (se hans værker på Statens Museum for Kunst), Wiedewelt, arkitekter, havearkitekter mm. til at indrette deres tilværelse i sus og dus.

Ulvehovedet "øje" er denne sø med Eremittens Farvel. Jeg var så heldig at fange dette episke motiv med genspejling af husene i den spejlblanke vandoverflade. I det hele taget er dette område betagende.

En rundtur om Næsseslottet fører således også til gartnerboligerne tæt på slottet (der i sig selv fremstår som slotte), to pavilloner der mageligt kunne huse et flygtningecenter, Jægerhuset, Eremittens Farvel (ved indkørslen over broen), obelisk, søjle, monument, karpedam mm. Næssene har fået eksotiske navne som Cape Drevon (parkens arkitekt), Cape Elking, Chevalierøen. Selve slottet og store dele af haven er privat. Og der er ingen adgang for sådan nogen som mig.

Dronningestien forløber i et grønt bælte langs nogle søer. Den forbinder Næsset med Vejlesø. Og kan anbefales i stedet for at tage den 1½ km langs endnu et villakvarter. Fra stien er man i behørig afstand til bebyggelsen. Desværre også fra udsigten til Furesøen.

Området umiddelbart før Holte er spækket med små huse for fritidsaktiviteter: Kinabugtens Badeanlæg med vinterbadernes hovedkvarter, Vandskiklubben, bådehavn, bådfarten og meget mere. Men alt ligger øde hen denne kolde novemberfredag. Vest for Næsseslottet er der igen privat bebyggelse. Og jeg vælger en rute inde i landet, Dronningestien til Vejlesø for derefter at stige på toget i Holte. 16 kilometer i luftlinje. Men i det kuperede terræn er det vanskeligt at måle afstande. Desuden er de bløde og knoldede skovveje medium besværlige på denne tid af året. Og det bliver sikkert værre til vinter hvis der kommer is og sne.

Ganløse-Mølleåen-Værløse

Masser af dyre- og fugleliv, skov, stejle skrænter langs tunneldale, åbne landskaber og mystiske moser - og så da også lidt Mølleå - er hvad dagens tur byder på

Tunneldalen mellem Ganløse og Ganløse Eged skimtes over the hill og i baggrunden Ganløse Eged. 

Det er mere end 3 år siden (31. maj 2013) jeg sidst har gået denne smukke rute. Jeg valgt at gå nogle alternative veje denne gang for at se ruten fra andre synsvinkler. Bl.a. var stien fra Ganløse gennem tunneldalen til Ganløse Eged sidste gang godt mudret i bunden af dalen hvor der går en bro over en vandrende. Men flere ugers tørke har gjort at stien i dag er ganske tør og kun bærer præg af at det ikke skal regne alt for meget før man bør tage sine forholdsregler hvad angår fodtøjet.

Et kik den anden vej, fra Ganløse Eged mod syd fra højderne i Ganløse Eged.

For de tre kilometer fra Ganløse til Bastrup Sø går gennem et meget varieret, kuperet landskab. Der er to gode udsigtspunkter på vejen, og især opstigningen til Ganløse Eged er flot dramatisk. Man kan gå hele vejen til Bastrup Sø inde i skoven, blot man er opmærksom på den lille trampesti der fører op til Bastrupstien. I dag holder Stenløse Skovbørnehave pause mens jeg passerer, men ellers er området stille og fredeligt.

Bastrup Sø. En dag som denne summer det af sol over engen. Masser af insekter (ingen myg, heldigvis), som guldsmede.

Bastrupstien går langs Bastrup Søs nordside. Søudsigten opleves i glimt, der er Bastrup Ruin (som jeg dog hurtigt gik forbi denne gang da jeg var oppe på den sidste gang). I dag lægger jeg mere mærke til den halve kilometer langs moseområdet øst for søen. Her har fuglene gang i en helt fantastisk koncert. Og minder mig om at nu må jeg altså snart få alle de forskellige fuglestemmer lært. Visuelt er udsigten måske ikke den bedste, men for ørerne er det en fryd at gå gennem området. Måske skulle jeg overveje at lave lydoptagelser til webloggen

Ådalen omtrent ved Nyvangsvej. Man kan tydeligt se hvor åen forløber i bunden af dalen (uden dog at kunne se den). Smæklågen i højre hjørne leder ind til kvæget.

Der er ikke meget at se til Mølleåen på denne strækning. Egentlig heller ikke selve ådalen, området er relativt fladt. Men ved Ganløse Ore går man op på skråningen, og herfra har man en storslået udsigt over ådalen. Åen er stadig skjult af siv og anden bevoksning et eller andet sted i dybet.

Kotræning vest for Kledalshus. Køerne er noget af det mest flegmatiske jeg har oplevet. Og siden sidst (for 3 år siden) har jeg set frem til at bevæge mig tæt på dyrene med de drabelige horn efter at have læst og hørt at det nok er de bedste dyr at træne på af vænne sig af med ko-skræk.

Ko-træning

I dagens tur er også indlagt noget ko-træning. Forstået på den måde at jeg forsøger at overvinde min angst for køer, og de fredeligt langhornskvæg som går rundt i området er udmærket at træne på. De har godt nok lange horn, men til gengæld er de totalt ligeglade med ens tilstedeværelse, modsat de almindelig ko-racer. Denne gang går jeg faktisk helt hen til dem, og stiller mig op. Jeg vover dog ikke at gå gennem flokken, selv om de spærrer hele stien, men vælger at gå en kort rute forbi. Træningen kan anbefales andre med ko-skræk, så kan man jo gå videre til mere "nysgerrige" ko-racer senere. Kvæget er siden 2015 forment adgang til visse græsningsarealer om sommeren for at give sarte planter tid til at så frø

Ådalen lidt vest for Kledalshus. Området afgræsses af kvæget for at forhindre at det hele gror til i krat og skov.

Helt opstemt over den vellykkede ko-træning (men også lettet da jeg smækker smæklågen i på vej til Klevadshus, sker der et eller andet da jeg krydser åen ved Kalkværksvej. For der er noget galt med mit kort, stien der skulle gå ned mod åens nordlige side er der ikke, i stedet er der en afspærring, og mine overvejelser om at gå en omvej ad Hestetangshuse tager sig selv: Vejen fører ganske enkelt derhen.

Broen ved Kalkværksvej, næsten i midten af billedet. Et af mange flotte områder man kommer igennem ved at passere ådalen.

Hestetangshuse

Og det er bestemt ikke en dårlig ting. Hestetangshuse var engang arbejderboliger. Nu er det mre luksusvillaer. Men byggeriet giver stadig mindelser tilbage om dengang husene opfyldte deres oprindelige funktion.

Ved Kalkværksvej. Det er heromkring man skal være opmærksom på hvor stien fortsætter. Men det gør ikke så meget, finder man ikke den sydlige sti, kan man fortsætte til Hestetangshuse, og øst for passere åen for at komme på rette sti igen.

Der er et lille gadekær med ænder øst for Hestetangshuse, og her går der en lille bro over til stien igen. Formentlig skulle jeg have taget en anden rute ved Kalkværksvej, for jeg kan se at stien kommer derfra. Åen er blevet nået bredere på dette sted, og der er også ved at komme mere pondus over løbet.

Et af de mere idylliske huse med stråtag i Hestetangshuse. Der er mange forskellige slags huse, gule, med tegltag mm. Alle godt istandsat og formentlig ikke til at købe for almindelige mennesker.

Sortemose

Tæt på Farum Så havde jeg valgt at gå med syd fra Gedevase Bro langs Sortemoses vestside. Dvs. forlade Mølleådalen. Der går en blind vej langs mosen, og næsten for enden af vejen er der en stejl sti som leder op på skråningen. En ny skyggefuld oplevelse og masser af udsigt dels over bebyggelsen nedenfor, dels af den lyse bøgeskov. Ved Skovhave Hus igen østpå gennem Præsteskov og oldtidsstien.

Mølleådalen ved Gedevase Bro. Sortemose breder sig sydpå, og er bestemt værd at gå langs denne særprægede natur.

Oldtidsstier.dk

Efter Sortemose går man ind i Præsteskoven og ad Oldtidsstier. Ved pæl nr. 15 er en langdysse hvorfra man kan se de forskellige oldtidsveje (hulveje) engang gik. Og selv nu flere tusinde år efter er de stadig synlige. Runddyssen lå ved et af de betydeligste vejkryds i oldtiden.

Sækken. Der gror elletræer mm i den. Men det er bedst at beundre den fra sikker grund. Det er ikke sikkert at bevæge sig ud i den.

Når man passerer pæl nr. 12 Runddysse i Ryget Skov er det første man tænker at her er der nogen der har forsøgt at efterligne en stenalderdusse. men den er god nok, omend den er stærkt restaureret. Gravkammer med overligger og nogle få randsten er originale. Længere mod øst ved pæl nr. 13 bør man lige gå et par meter væk fra stien for at kigge ud over det særpræde område Sækken, en lille tunneldalsarm fra Mølleåen og Farum Sø. Man bør dog afholde sig fra at vove sig ud i den. Man risikerer at dumpe ned i 25 m tørv. Og så måske fundet om flere tusind år som moselig.

Ruten

Ganløse Kro. Bastrup Sø, vestre side. Bastrupstien. Mølleåatieen til Gedevase Bro. Sortmosen. Skovhavevej. Præsteskovvej. Sækkedam Hus. Sækken. Værløse Station. Ialt 14 km

Ravnsholt, Sønderskov og Stavnsholtkilen

Mellem Allerød og Farum ligger fredningerne Stavnsholtkilen og Allerød Sø-Kattehale Mose, forbundet med Sønderskov

 

"Der var så dejligt ude på landet", starter H. C. Andersens eventyr, "Den grimme ælling".  Og det kunne jo fx være her, selv om det er tidligt forår og ikke høst som i eventyret. Stavnsholt, med Kærgården på den anden side af gadekæret. Her ligger også Brudegård Museum.

Læsere af Vandringsløse Tidende vil vide at der ikke er "så dejligt ude på landet" som det måske engang var. Hvis der da ellers overhovedet nogensinde har været så dejligt ude på landet (jeg mindes ikke at det var i min barndom i Morten Korch-filmenes tid i 1950'erne), så nu til dags skal man lede efter det i afgrænsede små fredede enklaver. To af sådanne er Vandringsløse Tidende taget ud for at tage et kik på. For der findes 2 af slagsen mellem Allerød og Farum i form af fredninger: Allerød Sø-Kattehale Mose og Stavnsholtkilen, med den idylliske lille landsbyenklave Stavnsholt helt mod syd. Man kan stort set følge Nordsjællandsruten hele vejen.

Fra Karen Sofies Høj mellem Allerød Sø og Kattehale Mose har man denne udsigt mod syd over mosen. Højen ser meget naturlig ud med en "gravhøj" på toppen, men det er en illusion: Det er en bakke lavet af jord man fjernede for at komme til at kunne grave ler op til teglværkerne i området. Og Karin Sofie var teglværksejerens datter.

Området er beskrevet i en folder fra Naturstyrelsen/Miljø- og Fødevareministeriet med kort til. Her er også aftegnet en vandresti. Stien omfatter hele statsskoven, men jeg nøjedes med at gå gennem det fredede område mod øst. Så jeg nåede ikke børnenaturcentret Vestre Hus og skovsøen, kærestetræet Rævebøgen der er over 200 år gammelt, Rævemosen der om foråret skulle være dækket af kærmysse, Mørkebakke en flad lerbakke, som isen efterlod i dødislandskabet, Lerbjerg og Kratbjerg, den nedrevne Cobrahytte opkaldt efter Cobramalerne (bl.a.Asger Jorn og Carl Henning Pedersen). Men der skulle stadig være lidt mursten fra huset, et dørtrin og en brønd.

Man bør absolut tage afstikkeren til Blovstrød Teglværk og Blovstrødbanen. Om sommeren kan man endda få en tur med den gamle smalsporsbane. Teglværket er den gule bygning til venstre, de røde i højre side af fotoet er remiser mm for toget. Der er desuden "opstaldet" en del grej fra jernbanen bag teglværket, skulle jeg hilse og sig til jernbaneentusiaster. Til de sidste har jeg uploadet en del fotoer på Flickr.

Blovstrød Teglværk og -bane

Til gengæld gik jeg en omvej omkring Blovstrød Teglværk hvor der stadig holdes liv i Blovstrødbanen for turister. Det er en smalsporsbane som oprindelig kørte ler til teglværket. Sporet ender brat ved den lille station Oskar Jensens Bro nedenfor Karen Sofies Høj. Men den bruges vist ikke længere. Stationen er på den anden side af s-togsporet hvor også Blovstrød Teglværk befinder sig. Her er bevaret meget fra det gamle teglværksmiljø: Selve teglværket fra 1897 (det står der på gavlen), teglværksstationen med remiser, hvad der formentlig har været boliger for teglværksejeren og arbejderne, pottemageriet med tre teglværksovne og snedkeriet.

Den store bygning der kigger op bag de to små står der 1893 på i gavlen. Nu ser det meget idyllisk ud. Gad vide hvordan det var at bo i da teglværket var i funktion. 

Blovstrød Banen hørte til Blovstrød Teglværk, som blev grundlagt omkring 1860, og var i sin storhedstid i årene omkring 1920-30 et af Nordeuropas største. Sporet gik bl.a. til Allerød Sø, senere forlænget mod syd til Tivoli huse og Vassingerød. I 1966 blev transporterne overtaget af lastbiler. Efter sigende skulle der også findes rester af de gamle tipvognsspor i Ravnsholt Skov og Sønderskov i form af en sti, der skærer sig snorlige gennem landskabet, men nogle steder kan man også se de gamle sveller. Dem skal man nu kigge godt efter. Og jeg er ret sikker på at det ikke er på Nordsjællandsstien. Men et sted i Sønderskov skærer der noget over stien som godt kunne minde om et gammelt jernbanespor.

Tipvognssporet? Jeg ved det ikke, bare et gæt. Det krydser Tivolivej i Sønderskovs østlige del, nord-sydgående. Og fortsætter på den anden side af stien.

Blovstrød Teglværk fortæller noget om områdets historie: Det hele er opstået som følge af 1800-tallets intensive råstofudnyttelse, Frederiksholm, Blovstrød og Allerød Teglværkers udgravning af ler og tørv (til brændsel i teglovnene). Allerød Sø blev fx drænet. Teglproduktionen sluttede omkring 2. verdenskrig. Blovstrød Teglværk lukkede dog først i 1982. Tilbage blev gravehuller, vandhuller og søer. Mange er nu groet til. De mange vandhuller og småsøer gjorde det så ubrugeligt til landbrug. Det landbrug der var, ophørte omkring 1970. I 1984 blev der påbegyndt en forsigtig landskabspleje i området

Kattehale Mose - næsten i midten af den. Det er også i dette område at der er et par shelters. Informationsplancher fortæller om den meget sjældne stor kærguldsmed som er fredet i hele Europa, og en stor sjældenhed. Men der er også mere almindelige dyr.

Allerød Sø og Kattehale Mose og Sønderskov

Kattehale Mose blev fredet i 1943, mens Allerød Sø først er kommet til i 2008. Det kan man godt se: Mens området omkring Allerød Sø stadig mere ligner en park, så har Kattehale Mose helt anderledes "vildt" udseende. Fredningen byder på græssende køer, enge, søer, tørvemoser, græsmarker og krat.

Sønderskov set fra Kattehalevej mod syd. Fotoer kan ikke gengive lyd, men i dette tilfælde ville det have været en god ting. Fuglefløjt, fred og ro.

Sønderskov er ikke fredet, og heller ikke særlig stor. Den forbinder de to fredede område på dagens tur. Og hvilken forbindelse! Lidt over en kilometer af ruten går gennem her. Men oplevelser er intense. Moseområdet midt i skoven er genskabt, og de gule iris er på vej op, de blomstrer i juni. Der skulle også være kærmysse og kæruld, men dem så jeg nu ikke noget til. Rådyr holder væksten nede i de åbne vådområder.

Rådyrene laver naturpleje. Og sandelig om jeg ikke overraskede et. Den stod ganske få meter væk, men stak af inden jeg nåede spontant at trykke på aftrækkeren.

Stavnsholtkilen

Syd for Sønderskov kommer man ud i det åbne område som er fredet, kik med på Fredninger.dk og dette kort. Baggrunden for en fredningen var at sikre åbne arealer mellem byerne Farum og Birkerød, "således at den landskabelige sammenhæng fra Furesøen til Sjælsø og de store skovområder mod nord og vest bibeholdes og styrkes". Offentligheden skal også have adgang til Furesøens nordlige bred. Meningen er at kunne opleve det varierede landskab i området og at sikre og udvikle natur- og landskabsværdierne. Landskabet er et bakket morænelandskab og består for størstedelen af åbne landbrugsarealer og det er karakteristisk ved omkring 200 småsøer og vandhuller.

Udsigt fra vest mod øst over det fredede område, omtrent fra Nordtoftdal. Udsigten er ikke typisk for det område jeg gik igennem. Men det er lidt kedeligt at vise fotoer af bare marker eller kæmpeområder med græs

Den nordlige del af fredningen er noget præget af hestehold. Langs Høveltevej er der mod vest udsigt til en enorm rideskole og anlægsgartneriet Lykkens Have. Men mange af gårdene synes også at have slået sig på heste. Området mod nord med gårdene Fuglsang, Bigården og Nordtoftgård ad Høveltevej og Stavnsholt Gydevej er desuden præget af enorme opdyrkede marker, hvilket gør turen lidt ensformig.

Området syd for Duemosegård. Området ser nu mest ud som den bare mark i forgrunden til venstre.

Her nærmer man sig Hillerødmotorvejen og Bistrupvej, og det kan høres. Der er en konstant høj susen fra trafikken hele vejen ned til Stavnsholt. Så måske skulle jeg i stedet have valgt den mere østlige rute tæt på golfbanen. Denne sydlige del af Stavnsholtkilen rummer den østlige del af jorderne til Stavnsholt landsby.

Moderne svinebrug ved Solhøjgård i Stavnsholt. Svinene ser ud til at trives. En anden til højre uden for billedet ligger magelig henslængt på siden.

Stavnholt landsby er et kapitel for sig. På denne solskinsforårsdag er der gang i skolelandbruget nord for landsbyen. En gruppe børn er ved at så et eller andet. Museet er ikke åbent. Men der er en bænk udenfor hvor man kan slå sig ned og nyde udsigten til Kærgården, se det første foto i dette indslag. Så går det vestpå gennem det moderne Farum med skoler, Arenaen, bycenter og talrige institutioner. Men det er en helt anden historie.

Øxenholm lidt nord for Sønderskov er et passende afskedsfoto i dette indslag. Her boede (eller de bor der måske stadig) Aqua-parret Søren Rasted og Lene Nystrøm. I 2006 kostede det dem 28 mio kroner. Så det er jo en slat.