Snekkersten - Gurre Sø og Ruin - Espergærde

Gurre Sø og Ruin på en sommerdag i september (klimaforandringer?) har længe ligget på min liste. Nu kan de så krydses af. 

Turen op mod Gurre fra Snekkersten Station går fortrinsvis ad mere fredelige (læs: mindre trafikerede) veje og stier, gennem villakvarterer. Kun afbrudt af Kongevejen som er særdeles stærkt trafikeret, og som også sætter et hørligt præg på omgivelser i kilometers afstand. Også gennem Nyrup Hegn mod Gurre. Faktisk kan man tydeligt høre trafikken næsten helt op til kirken.

På vejen kom jeg igennem den tidligere landsby Rørtang som er en lidt speciel bebyggelse med et par gamle gårde samt et for nyligt omlagt område som skal omdannes fra landbrugsområde til natur, meget er der dog endnu ikke at se. Projektet der startede ved årsskiftet 2022/23, hedder "Landskaber i balance" og omfatter 80 hektar. Områderne skal engang blive græsningslandskaber. Samtidig slippes vandet løs på området, så der kan dannes nye søer og områder med fugtig bund. 

Nyrup Hegn. Lidt sydøst for Gurre Kirke og Gurrevej.

I Nyrup Hegn kan man få den sjældne oplevelse at gå på fredede brosten. Her findes nemlig et par hundrede meter rester af den meget gamle kongevej fra Frederik IIs tid. Kongevejen forbandt Frederiksborg og Kronborg m.m. Det gav turens første afstikker, jeg skulle da selvfølgelig afprøve de kongelige sten. Nu da jeg var ved omrveje, gjorde jeg også et ophold ved Gurre Kirke og Kirkegård. En særpræget placering temmelig langt fra større bebyggelser. Kirken er fra 1918 og tegnet af Carl Brummer. I daglig tale kaldet Gurre Kirke, men den hedder vist Skt. Jacobs Kirke. Der er også en terrassekirkegård. 

Ørsholt. Nu produktions- og serveringssted for Peter Beier Chokolade. Set gennem afspærringen fra Horserød Hegn. 

Fra Gurre havde jeg på kortet set en vej over gården Ørsholt til søen. Men her fik jeg to overraskelser. Den ene var at vejen var spærret, den anden at det skyldes at Peter Beier har omdannet stedet til produktionssted. Og udsalgssted. Så her midt ude i det rene ingenting er altså en butik hvor man kan købe is, chokolade og kaffe. For mig betød det et hyggeligt bekendtskab med personalet, samt den næste omvej på 2 kilometer. Før Peter Beier flyttede ind, havde det været et behandlingshjem for alkoholikere.

Horserød Hegn. Ret typisk foto. 

I stedet blev det altså en lidt uforudset tur gennem Horserød Hegn. På turen møder jeg ikke nogen, men der har har boet mennesker her mange tusinder år før ham som stedet især er blevet kendt for: Valdemar Atterdag. Der er gravhøje, oldtidsagre, skålsten, dysser og meget mere i området hvis man kigger godt efter. 

Typisk stiudsnit fra stien langs søen.

Turen gennem Horserød Hegn gjorde at jeg kom til søen noget nordligere end jeg havde regnet med. Selve søen er kun meter dyb, og er omgivet af skove. Området rundt om søen går gennem urørt skov. Det vil sige at træstammerne får lov til at blive liggende. Også hen over stien. Det giver vandreren en helt speciel oplevelse: Skoven er mere vild og afgjort mere spændende end fx en produktionsskov.

Gurresø set fra broen ud til Store Ø.

Gurre Sø er omgivet af skove hele vejen rundt, og når man går på stien langs søen, kan man stort set kun høre naturens lyde. Søen er der derimod tilsyneladende ikke meget liv i. Kigger man ned i vandet, vil man opdage er det er uigennemsigtigt, gul-brunt. Og intet liv viser sig. Sådan har det ikke altid været. Engang var søen en kalk- og næringsfattig sø. Vandet var så klart at der kunne vokse planter på bunden. Udledning af spildevand i søen satte en sopper for det. 

På vest- og sydsiden af søen ses noget der ligner gamle strandskrænter. 

I folderen står der at stierne kan være en udfordring. Efter en lang og tør periode var dette dog ikke tilfældet på turen. Men jeg kan godt fornemme at efter vedvarende regn må der stå vand på stierne og været sumpet. Det ses også af at der er lagt grene og andre materialer over visse bløde områder og at der er "omveje" fordi stien ikke har været passabel. Det gælder især området på begge sider af Gurre Å. 

Ganske få steder åbner bevoksningen sig så man kan kigge ud over søen. I  baggrunden Store Ø. Grillplads.

På broen over mod Store Ø er jeg i tvivl om jeg skal gå derover. Der har allerede været mange myg, og opholdet på den lidt vindblæste bro er dejligt fri for de små plageånder. Her møder jeg en regntøjsklædt fuglekigger som lige har været derovre, og advarer stærkt imod myggeplagen. Så i stedet bliver det til frokost uden at blive stresset af at skulle klaske myg. Som man alligevel først opdager når de små bæster har fået prikket hul og anlagt et forventeligt kløsted for den næste uges tid. 

Broen over Gurre Å er ret imponerende og lang. 

Et af de mest spændende steder langs Gurre Sø er Sømose ved Tikøbbugt, her løber Gurre Å ud i søens vestligste del. Området er præget af gamle tørvegrave, nu omgivet af jungleagtig krat, ellesump og nærmest lidt Jurassic Park-agtig vegetation.

Turens eneste private område. Det er til gengæld også spærret godt og grundigt af.

Nogen egentlig afspærrede områder findes ikke udover en lille havn i søens sydøstligste hjørne. Her er en lille bebyggelse og en bro der dog ikke er tilgængelig, se foto. Der er sikkert en lang forklaring på det, men jeg har ikke gjort mig den ulejlighed at undersøge hvad det var. 

Den gamle skovridergård, Valdemarslund.

Her kunne jeg være fortsat op langs østkysten og lukket cirklen, men i stedet gik jeg mod syd mod ruinen, og passerede Valdemarslund som er er den tidligere skovriderbolig. En smuk restaureret trelænget gård som er opført i 1805. Og som siden 1981 har den været i privat eje. På den anden side ned mod Gurre Ruin er også Gurrehus som er ved at blive restaureret. Bygningerne er fra 1880'erne. Disse og tidligere bygninger har været beboet af prominente personer som prins Georg af Grækenland, David Brown, guvernør i Tranquebar, prins Georg af Grækenland og Marie Bonaparte – oldebarn til Napoleon Bonaparte. Prins Georg var søn af Christian den 9., naziserne (under besættelsen), flygtninge, frihedskæmpere, der havde siddet i KZ-lejre og senere nedslidte husmødre, der fik en velfortjent ferie med deres børn, Reserveofficersskole og Kursuscenter. Nu er Gurrehus i privat eje.

Gurre Ruin. Desværre kan oplevelsen af stedet være forurenet af de mange skønlitterære omtaler af stedet. Men de forsvinder dog hurtigt ved at træde indenfor voldene. 

Gurre slotsruin hører til omtrent samme tid (lidt senere) end de større borganlæg i Vordingborg med Gåasetårnet og Hammershus. Men dog større end Bastrup-tårnet. Af den ældste del, det centrale tårn fra 1100-tallet, er kun kampestensdelen med de 2 meter tykke vægge bevaret, men der har været flere etager ovenpå. Som forsvarsværk er der ingen adgang fra grundplan. I sin tid var det opført på en holm omgivet af sump eller vand (Gurre er et gammelt ord for sump). I 1300-tallet i Valdemar Atterdags tid (regerede 1340-1375) kom der en ringmur med fire hjørnetårne til, flere bygninger rundt om fæstningen, fx en smedie. Denne ringmur er også bevaret. De tre af hjørnetårnene blev bl.a brugt som lokummer (hemeḿeligheder), mens der var en cisterne for regnvand i det fjerde. Valdemar Atterdag døde på Gurre Slot 55 år gammel 24. oktober 1375. Og mere skal der altså ikke til før skønlitteraturen slår til og sætter sig på historien. Det skete fra omkring 1600-tallet. De efterfølgende regenter dronning Margrete 1. og Erik af Pommern brugte fæstningen til møder og retterting. Det var et møntværksted. Slottet var i funktion indtil 1500-tallet. Så gik det i forfald og overgik til at være brugt som stenbrud.

Den indre mur set indefra. Den meget større ydre mur er der til gengæld ikke meget tilbage af.

Da jeg besøgte stedet (det må have været i 1980'erne) forekommer det mig at man kunne klatre rundt på murene. Det forekommer mig fx at vi var oppe på det indre tårn og kigge ned i det der dengang var kælderen af tårnet. Det er da heldigvis blevet forbudt siden! Kigger man godt efter i terrænet udenfor, vil man kunne skimte endnu en ydre mur, eller fæstningsanlæg. 

Sankt Jakobs Kapel. Meget er der ikke tilbage, andet end nogle sten som antyder fundamentet i den for længst forsvundne bygning.

Ca. 300 meter sydøst for Gurre Ruin ligger de svært genkendelige rester af St. Jacobs Kapel fra omkring 1361. Og at  paven skænkede en række relikvier, er næsten ikke til at forestille sig. Det blev nedlagt samtidig med fæstningen, og folk må være gået til vaflerne her, hvad angik mursten. Der er kun spredte rester af kampestensfundamentet tilbage. Fra kapellet var der så sådan set kun ca. 5 kilometer tilbage til Espergærde Station. Benene var godt trætte, men klarede dog fint også denne distance. 

Ruten

Snekkersten Station. Poppel Alle. K. A. Hasselbalchs Vej, Rørtangvej. Nyrup Hegn. Gurre Kirke. Gurrevej. Ørsholstvej. Horserød Hegn. Rundt om Gurre sø: nord-vest.syd. Gurre Ruin. Smedebakken. Mørdrupvej. Espergærde Station. Ca. 20 km.

Saltrup-Esrum-Fredensborg

Østen om Esrum Sø. En ikke altid lige behagelig vandretur med højdepunkter omkring Esrum Kloster (kulturelt) og Esrum Sø nordøst. Og lavpunkter på stærkt trafikkerede landeveje. 

I udforskningen af det sjællandske er jeg nået til områder som ikke lige er det mest oplevelsesrige vandreterræn. Jeg har tidligere været i området, den 1. juli 2018 på ruten Nødebo-Græsted (som også omfattede Esrum Kloster), og den 10. april 2019 fra Saltrup Station til Hillerød. Begge på vestsiden af Esrum Sø. Denne gang gik turen så til østsiden af søen, med et gensyn af klosteret. 

Saltrup er en af de stationer på Hillerød-Gillelejebanen som man skal trykke på for at toget standser. Der var ikke mange mennesker i toget, så da en interviewperson fra Epinion steg på toget kunne jeg næsten forudse at jeg ville blive valgt. Hvilket også skete på turen gennem Gribskov. Internettet faldt ud i lange perioder gennem skoven, så interviewet tog ret langt tid (man svarer på nogle spørgsmål om præcis denne tur). I sidste øjeblik fik jeg dog trykket for stop. Hvilket ikke havde været nødvendigt, da der var to andre der skulle af. 

Et kik gennem Saltrup. 

Den nu nedrevne station var fra 1880, og personalet skulle udover at betjene stationen tage sig af godsvogne fra det nærliggende Gammelvang Brændeplads sidespor, i hvert fald indtil  omkring 1910, da godsmængden var så lille at Saltrup Station blev til en holdeplads med sidespor. Holdepladsen blev igen opgraderet til station i 1922. Gammelvang Brændeplads sidespor blev nedlagt 1950. I 1952 blev Saltrup Station så degraderet til trinbræt med sidespor. Sidesporet holdt til 1965, stationsbygningen forfaldt og blev nedrevet i 1988. Kun udhuset blev bevaret. Og er nu omdefineret til venterum. I 2019 da jeg stod af her sidst, var det temmelig forfaldent, men det ser ud til at det trods alt har fået en kærlig hånd siden sidst.

En af de bedre udsigter på det korte stræk mellem Saltrup og Esrum. Men ellers breder det industrielle landbrug sig på begge sider af vejen. 

Ca. en kilometer øst for Saltrup ligger Esbønderup. Med 1.295 indbyggere er byen bedre udrustet end de fleste af samme størrelse, bl.a. en Rema1000. Her findes en ældre bykerne fra 1800-tallet, et gadekær og en kirke. I min gymnasietid i 1970'erne blev vi plaget med et digt af Frank Jæger. Men jeg tænker at hverken digt eller digter er vel længere kendt. Ingen beklagelser herfra, i øvrigt, men her er verset:

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.

Højstemt intetsigen, huskede jeg det fra dengang, og ven vurdering har da holdt sig til i dag, må jeg registrere. Men jeg er heller i stor fan af højskolesangbogen. I den modsatte ende af kulturskalaen vil elskere af soldaterkammerater-filmene (som jeg heller ikke er fan af) måske genkende gadekæret. Byen byder også på Danmarks første sygehus (eller i hvert fald arvtagerne af det).

Esbønderup Kirke med gadekæret.

Mellem Saltrup og Esrum er landevejene ikke særlig trafikkerede. Sol og dejligt vejr kan rette op på meget, måske på en blæsende regnvejrsdag ikke så rar. Men cirka halvvejs er der en kort, men fin sti gennem skoven til Esrum Kloster til ene, Møllegården til den anden side. 

Kort efter krydset Østvej-Tingbakken og Gribskolen kan man skyde en kort genvej mod Møllegården og Klostret gennem skoven. 

Man kommer også over Esrum Å der er ret vandrig af en lille å at være. Mit nye koncept på vandringer er i modsætning til for nogle år siden at gøre længere ophold på udvalgte steder. Det betyder at de kedelige industrilandsstrækninger fylder mindre tidsmæssigt. Jo flere man har set af dem, desto kedeligere og deprimerende virker de. I stedet går jeg så i dybden med fx Esrum Kloster og Møllegården. Som i: Jeg prøver at undersøge et lille område i dybden. Udenfor og indeni. Og hvis der byder sig en kop kaffe, mad eller kage til, ja så er jeg heller ikke bleg for at slå mig ned med sådanne ting.

Esrum Å. Overraskende vandfyldt.

Mit tidligere besøg på Esrum Kloster i 2019 var bl.a. for at lokalisere hvor Esrum arrest lå, idet et indslag fra Politivennen fra 1831 havde beskrevet de rædselsfulde ("mærkværdige") forhold der. Klostret fungerede som amtsstue 1796-1878. Arresten lå i et lille rum i kælderen til højre for indgangen. Klosteret er blevet peppet gevaldigt op på formidlingsområdet siden 2019, bl.a. er der nu kommet et skilt op som viser hvor arresten lå. Jeg var på begge sider, og jeg må sige at bare beliggenheden halvvejs under jorden må vække et gys ved at skulle tilbringe 9 uger som skomagersvenden der er omtalt i Politivennen, gjorde. Det lille vindue havde ikke megen udsigt. 

Kælderhvælvinger under Esrum Kloster.

Det ville føre for vidt at bringe alle fotoerne fra Møllegården og Esrum Kloster, men et par smagsprøver kan det godt blive til. Jeg var gennem møllebygningen hvor man kan komme op på flere af etagerne og se den grejet indeni. Og klostret er også næsten fuldt tilgængeligt. Kælderen gjorde mest indtryk på mig med de store hvælvinger. De øvrige etager er indrettet til et museum for klosterlivet og den verdensopfattelse som lå bag hverdage i klostret. Så hvis man har smag for gregoriansk sang, tid og bønner, er det et godt sted at starte. Man kan også leje iPad til at høre og se rekonstruktioner. 

Esrum Kloster set fra åen.

Klosteret og møllegården er som sagt blevet meget ændret siden sidst jeg var der. Møllegården har møllemuseum og museumsbutik, restaurant og cafe. Og denne torsdag i september er der - for mig - overraskende stor aktivitet. Alt er åbent, og der er gæster alle vegne. Gang i serveringen og besøg på klostret (noget er dog nok ældresagen?).

Esrum Møllegård.

Møllegården og dens omgivelser er bestemt et område som bringer mange smukke og kulturhistoriske oplevelser. 

Det arbejdende museum i Esrum Møllegård.

Indenfor er der en fint istandsat mølle med et stort "tandhjul".

Esrum Møllegård set over mølledammen. 

I 2018 blev der efter 10 år åbnet et desperat forsøg på at redde hvad der er tilbage af stumperne af dansk natur med projektet "Nationalpark Kongernes Nordsjælland". At Nordsjælland er det område i Danmark med mest biodiversitet viser lidt om hvor slemt det står til med naturen i Danmark. Og selv i dette naturen "eliteområde" har industrilandbruget stadig godt tag i udsigterne. Fx sætter Esromgård med sit kæmpelandbrug et helt afgørende præg på området. Industrilandbruget producerer bl. a svin. Det sætter sit præg ved enorme områder med svinefoder. Det er nu høstet og tilbage ligger flade, bare og livløse områder.

Et af de store komplekser som tilhører Esrumgård.

Intentionerne med naturparken  er sikkert fine, men vandrer man gennem området er det meget svært at se at det har haft nogen indflydelse på naturen og kulturen. Hvis man skulle benævne området som det der er mest af, burde det skifte navn til "Nationalområde Industrilandbrugets Nordsjælland". Det ville nok være lidt af en overdrivelse at kalde det en "park". Turen naturmæssigt smukkeste strækning indskrænker sig til en strækning på Esrum Søvej. Godt nok et ganske kort stræk på et par kilometer, men her får man det bedste indtryk af Danmarks vandrigeste, næststørste arealmæssigt sø, Esrum Sø. 

Esrum Sø set fra Esrum Søvej.

Jeg kunne ikke umiddelbart finde nogen sti som går langs med søbredden, så jeg holdt mig for ikke at turen skulle blive for lang pga. omveje på landevejen. Efter det korte stykke langs søbredden kan man i glimt se søen i det stadig længere væk fjerne. Og to steder er der endda muligt at trække lidt væk fra vejen på en marksti og en rasteplads. 

Et sidste ki(c)k over Esrum Sø før det for alvor sætter gang i trafikken.

Turen er ikke anbefalelsesværdig fra Fredensborgvej mod Fredensborg Station. De fem kilometer består mest i at træde ud i rabatten for bilerne. Og dem er der mange af. Også store køretøjer. Det er bestemt ikke noget som jeg vil gøre igen, og heller ikke råde andre vandrere til. Jeg har ikke mange fotoer fra denne del af turen da jeg havde nok at gøre med at passe på trafikken. Heldigvis nåede jeg et tog i Fredensborg og kunne endelig lade freden hvile på mig. Alt i alt en rask tur, mest for motionen og den friske lufts skyld. Og dem skal der også være plads til. Turbeskrivelsen er nr. 389 på denne blog. Og da der efterhånden er mange ture jeg ikke beskriver her, tænker jeg at jeg må være tæt ved eller endda højere end 500 ture. Da længden af hver tur ligger i snit på ca. 20 km, giver det så omkring 10.000 km.

Ruten

Saltrup Station. Esbønderup. Esrum. Esrum Kanal. Esrumvej. Harresøvej. Esrum Søvej. Fredensborgvej. Endrupvej. Fredensborg Station.

Helsingør-Hornbæk (og lidt Gilleleje)

Kilometermæssigt lyder 15 km ikke overvældende, men i sand, klatring på kampesten og hækgang er det passende til mit niveau.

Nåede ikke at få færdiggjort dette indlæg den 27. juli. Men her er det så, et par dage for sent. Starten i Helsingør Havn bød på en glædelig overraskelse siden sidste års besøg. Afspærringer og byggepladser er fjernet, og hold da kæft, der er altså blevet flot efter at den er blevet færdig og åbnet. Der er udsigt hele vejen rundt og havnen og langs Kronborg. Og følger man den, ender man op med at kunne gå ind på selve Kronborgs forterræn langs Øresund.

Kronborg Pynt. Den første stump strand på ruten.

Vejen rundt om Kronborg kan foregå på flere måder. Man kan enten vælge de anlagte stier eller gå tæt på vandet. I sidste fald er terrænnet overkommeligt, men der er dog let kampestensvandring på korte strækninger. Til gengæld er lyden af bølgeskvulp så meget mere intens.

Strækningen fra Helsingør til Julebæk Strand tæt på Julebækhuset.

Efter havnen er der Gummistranden (der lå for mange årtier siden en gummistøvlefabrik her). Efter den og Marienlyst Hotel er der en del private ejendomme, men passagen går nogenlunde glat. Sine steder er der endda anlagt stier oppe i terræn hvor havet har ædt sig op til bolværket. Stranden er noget stenet sine steder, men udsigten mod Kullen og Sverige forrygende. Ved Julebækhuset er det fristende at fortsætte langs stranden, men jeg valgte turen ind i landet for atkikke på Hammermøllen og de gamle industribygninger i Hellebæk. 

Hammermøllen blev drevet af vand. Det er et yndet udflugtssted til frokost, is, kaffe osv. Denne dag dog kun det medbragte.

Jeg havde også håbet på at kafeen i Hammermøllen havde åbent, men blev som et par andre selskaber skuffet. Ikke engang toilettet var åbent. Men der er ikke kun møllen. Hellebækområdet er et af Danmark ældste industriområder, også omtalt i Politivennen. Med tilhørende gade med gamle arbejderboliger, Bøssemagergade. 

Hellebæk, Bøssemagergade. De ser idylliske ud, som gamle huse nu engang gør. Og så kan man jo altid abstrahere fra hvordan livet var i dem.

Der er også Hellebæk Klædefabrik af nyere dato. Ved Strandevejen er der Kongens Mølle (1858) og et stykke videre ud mod Ålsgårde den berygtede Skorpeskolen der nu er privatskole og lærere med spanskrør og spidse negle en fjern dyster fortid. Opfostringshuset blev bl.a. kendt gennem Peter Høeghs roman, "De måske egnede". De mest artige drenge fik lov til at trække numre til Klasselotteriet. Og ellers har man indtryk af at lykken på det sted var som at vinde i samme lotteri.

Ålsgårde med den særprægede Hellebæk Kirke. 

Man kan igen trække ned til stranden og fortsætte mod Ålsgårde, med udsigt til den plagierede barokkirke, Hellebæk Kirke. Nu må man foretage et valg: Vest for Ålsgårde kan man fortsætte langs stranden, eller gå op på den stærkt trafikerede Nordre Strandvej. Vælger man stranden, har man som bekendt ret til at pasesere, men ikke opholde sig ud for de private ejendomme. Det er dog sin sag. Kyster har et naturligt liv som følge af vind og vejr, strande flytter sig, havet æder sig ind visse steder, og anlægger nye strande andre steder. Ikke ideelt for et statisk menneskeskabt strandgrundsliv. Vest for Ålsgårde har havet udset sig udvidelse. Hvilket ikke passer lodsejerne: Det er bygget 3-4 meter høje granitstensbjerge. Og ikke nok med det. Mange lodsejere har anlagt broer og slisker til deres både som spærrer for fri passage. Dette klatremæssige mareridt eller paradis, alt efter temperament, holder først op kort før Hornbæk Plantage.

Stranden langs Hornbæk Plantage

Jeg valgte nu at trodse forhindringerne, og nåede uden problemer til Hornbæk Plantage. Indrømmet, det er noget der trækker søm ud at lege bjergged i min alder på kampesten. Og forcere forhindringerne undervejs, uden at overtræde den private ejendomsret. Men forholdene er barske: Hvis man først er startet, er det med at holde ud til Hornbæk Plantage, for der er ingen steder hvor man kan komme op på Nordre Strandvej. Desuden er der en infernalsk trafik på Nordre Strandvej, hvor der heller ikke er gangsti, men en cykelsti. Den er dog ikke særlig benyttet - i hvert fald ikke på dagen.

Stranden øst for Hornbæk.

Hornbæk Plantage er en lise for fødderne. Og man har en pragtfuld udsigt over vandet nu. Der er frit valg mellem at gå i sand, skovsti eller trække helt ud til cykelstien langs vejen. Bredden på plantagen er dog så smal at man hele tiden kan høre trafikken på vejen. I plantagen er der markante rester af de tyske kystbatterier fra 2. verdenskrig. Man kan se betonfundamenterne af de fire 12 cm-kanoner. De var såmænd danske fra 1912. Herfra kunne tyskerne kontrollere de søminer og netspærringer de havde lagt ud som et værn mod ubåde. Havet har senere ædt sig ind på fundamenterne der dengang stod 10 meter inde i plantagen. Højene bag kanonstillingerne er observationsposter. Efter krigen sagde danskerne pænt tak for anlægget der var i brug indtil 1958, og plantagen åbnet for offentligheden. 

Et kik længere mod vest fra Gilleleje.

Mine ambitioner var egentlig at fortsætte de 12-13 km videre til Gilleleje, men her havde jeg forregnet mig. Efter at have gået lidt rundt i Hornbæk sammen med de forholdsvis mange turister og kikket på lokallivet, drukket kaffe og kikket på køerne til fastfood-centralerne langs havnen, besluttede jeg at tage lokaltoget til Gilleleje. Kald man bare en tøsedreng! Det havde sikkert været en fantastisk strandtur.

Gilleleje Havn er overrendt af turister og lystbåde. Men der er dog nicher for fiskerbåde.

Til gengæld fik jeg en god travetur i Gilleleje, efter at have stået af ved Gilleleje Øst tæt på kirken og den særprægede kirkegård der er anlagt på skråningen med udsigt over havet. Der er også mange turister i Gilleleje, men i forhold til Hornbæk er der lidt mere plads, og desuden også mere at kikke på i havnen der har lidt erhvervsfiskeri tilbage. Jeg vandrer ud mod Nakkehoved, men vender om igen. Nu er der ganske enkelt udsolgt. Kioskmanden på stationen forærer mig en kage til isen, og snakker om de mange cyklister som pt er kommet. En tur langs vandet er noget af det bedste man kan gøre i Danmark, synes jeg. Trods vanskellighederne. 

Med Politivennen i Helsingør

På byvandring med Politivennen til guldalderens Helsingør: Ankomst ad Strandvejen, gennem byen og mod Marienlyst og Lappen.

Helsingør på Politivennens tid, 1817-23. (Rigsarkivets købstadskort på Flickr)

Helsingør var i guldalderen (første halvdel af 1800-tallet) en af de vigtigste byer i personalunionen udenfor København på grund af sin beliggenhed ved indsejlingen til Østersøen. Måske efter unionens næststørste byer, Altona i Holsten og Flensborg i Slesvig den vigtigste. Hvordan så der så ud i denne vigtige by? Ikke så godt, hvis man skal tro artikler fra Politivennen. Her en lille forsmag på hvad der venter os, fx gaderne mellem Strandgade og Stengade:

Hovedvagtsstræde var et af de farligste steder at passere på grund af gadens overmåde slette tilstand. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

For det første må jeg tale om gadernes overmåde slette tilstand. Især er  Hovedvagtstræde således at man næsten må være bange for at gå igennem af frygt for at få enten arm eller ben brækket i stykker, især om aftenen da der i samme kun tændes en lygte. De andre tværgader, som løber mellem Strandgade og Stengade, giver ikke denne meget efter. Ligeledes er St. Annægade og alle gader der omkring af overmåde dårlig beskaffenhed. - Tillige var det at ønske at rendesten som løber samme sted tværs over gaderne, måtte afskaffes eller overlægges med brætter, da man om aftenen i skident vådt vejr tit træder i samme til midt op på benene og føler sig gudsforbarmelig, især de stakkels fruentimmer.

Skyttenstræde er en af den mere end håndfuld stræder som forbinder Strandgade og Stengade. Her kunne man nemt komme til at brække arme og ben. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Også skilte og belysning fik et ord med på vejen fordi de gjorde livet farligt: 

De skadelige afvisere som hist og her er plantet ved fortorvene, til hvad nytte kan jeg ikke begribe, burde også bortskaffes, da man let på samme kan støde knæskallen i stykker, skrabe huden af benet osv. Tillige må jeg tale et par ord om det lille antal lygter som findes i de fleste gader oppe i byen, hvor der bor for det meste kun fattige folk, hvor der i gader omtrent så lange som Krystalgade i København højst kun findes to, i nogle en, og i andre af dem slet ikke nogen.

Mod Helsingør

Så lad os da tage Strandvejen og syd fra nærme os Helsingør! Selv om den heller ikke synes så behagelig, ifølge Poul Chr. Ths. Hvidt fra Store Nivågård (Politivennen, 1800):

Søndag den 20. april kørte jeg i selskab med nogle andre til Helsingør ad Strandvejen. Da vejen aldrig efterses, er den overalt meget mådelig. Således udmærker sig fx et stykke stenbro ved Sletten hvor stenene er aldeles løsrevne, formodentlig af vandet. Men fremfor alt to broer i Egebæksvang. Her var det at jeg ved den første som er af træ (rækværk ved siderne findes ikke, og brædderne på broen er så rådne og løse at de enten bugner eller vipper) havde det uheld at jorden som vi kom på broen, glider ned på den anden side, og den ene hest styrter ned med bagdelen. Havde hesten ikke haft styrke til at fodfæste med forbenene, måtte vi absolut have væltet og nogle måske tilsat livet. Nærmere ved enden af denne vang er den anden som er en stenkiste, og den er ganske nedfalden. Her kan man dog med megen umage passere ad en omvej, hvilket på ingen måde lader sig gøre på den anden.

Der krydser ganske rigtigt stadig to vandløb: Det ene her i Skotterup, det andet lidt længere mod nord ved Sprøjtehuset. Ved hvilken hesten var ved at brække benet, forlyder historien ikke noget af. Broerne på fotoet er dog af nyere dato. Men tæt på Strandvejen. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019. 

Ikke nok med det, var man plaget af tiggerbørn (1802):

I en del år har man ikke set omløbende tiggerbørn på Strandvejen i Helsingør belemre byens indbyggere og fremmede skippere. Men dette onde truer nu igen med at indfinde sig, og man gør derfor opmærksom på de 4 til 5 børn der tigger på visse tider af dagen og er temmelig velinformerede om hvem de bør krybe i skjul for.

Nutidens Strandvej er formenlig helt ukendelig sammenlignet med for 200 år siden. Men monsto dette kunne være et syn. Stejleplads? Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Forberedelse til besøg i Helsingør

Måske ville det være en god ide at forberede sig lidt. Nu vi nærmer os, lad os fx høre om nogle af indbyggerne, fx par af de sære beboere i byen, fx Gale Thor (1802).

Når lediggængere i almindelighed ikke bør tåles, hvorfor ser man da så ofte og længe i Helsingør en omstrejfende norsk matros som almindeligvis benævnes Gale Thor som skal være meget påtrængende, undertiden uhøflig og ofte en skræk for koner og børn, når disse ved hans v??den træffes alene hjemme uden at der for den offentlige sikkerheds skyld sørges for at sådant et farligt menneske bringes hen til et for ham passende sted hvor han ikke bliver farlig, men ved pålagt arbejde nyttig for staten?

Men andre end særlinge skal vi forberede os på. En ganske almindelig skomager kan også gøre det (1843):

En vis skomagermester der i nogle år har været plaget af apopleksi eller lammelse og som på grund af det ikke kan flytte sig fra et sted til et andet uden hjælp, har allerede længe troet at kunne standse sine smerter ved at tyrannisere sine lærlinge. Han lider nemlig kun i underkroppen af denne svaghed, og kan da temmelig godt bruge arme og hænder. Når nu smerten med forandring af vejrliget eller på grund af alt for mange strabadser tager heftigt på, kalder han på en eller anden af drengene og lader dem opsøge et eller andet på gulvet. Og når han da har dem i fælden, tyranniserer han dem på det skammeligste ved at slå dem i hovedet med læste eller hvad der er for hånden.

Moralen synes dog at være noget højnet gennem tiden op til 1835: Folk var begyndt at blive gift og ikke leve i "naturlige ægteskaber". Indtil 1685 var forhold mellem mand og kvinde en verdslig aftale og havde intet med kirken at gøre. I starten af 1800-tallet videreførte befolkningen dog gamle traditioner på trods af risiko for bøder og fængselsstraf, og at børnene blev erklæret for uægte.

For omtrent 2 år siden blev i dette blad ført anke over det tiltagende antal naturlige ægteskaber i Helsingør som havde en mislig indvirkning på moralen og fattigforsørgelsen. De oplysninger som gennem politiet blev forlagt dengang af Frederiksborg amtmandskab, viste et antal af disse forbindelser på ikke var færre end 49. At de vedkommende fandt det offentliges opmærksomhed henvendt på denne genstand, foranledigede i forbindelse med politiets private forestillinger en del til at fjerne sig fra hinanden, flere til at indgå lovligt ægteskab. Og ved i det hele taget at behandle denne sag med alvor og sindighed bragte man det så vidt at da efter foregående lovbefalet tilhold justitiel tiltale medio november forrige år blev dekreteret mod de overhørige, gik denne kun ud over 6 par.

Lidt ridser i lakken kommer der dog ved i 1834 at læse om det omsiggribende, usædelige fænomen, danseboder:

Fordum blev sådan tilladelse kun givet  til enkelte værtshusholdere og ved enkelte lejligheder. Men nu indrømmer man den til flere og regelmæssigt hver søndag. Man bygger eller indretter offentlige danseboder som man giver navn af dansesale, indbyder i Helsingørsavisen de danselystne og anskaffer entrebilletter som man først lod sig betales med 16 skilling. Men formodentlig for at få større søgning, nu har nedsat til det halve.
Fra et udenbys sted, en fjerdingvej fra Helsingør fortæller man os i avisen at der bliver dans til kl. 12. Fra et andet forsikrer man ligeledes at unge mennesker under 18 år og uanstændige kvinder ikke bliver ladt ind. Hvad skal man tænke om alt sådant? Er den tjener eller pige, den håndværkssvend eller underofficer som efter midnat kommer hjem fra svir og dans, skikket til sit arbejde eller tjeneste den næste dag? Kan et indskrænket politipersonale overkomme at påse orden ved nattetid endog udenfor byen og på vejen til samme? Tror man for alvor at kunne bilde os ind at kun anstændige kvinder søger sådanne steder, eller at man nøje undersøger gæsternes alder? Flere er de spørgsmål og bemærkninger som sådant uvæsen fremkalder

Vi må også forberede os på problemer i tilfælde af at vi skal overnatte (1799):

En rejsende når han rejser med diligencen eller dagposten, finder ikke dette gode i Helsingør. Er han ankommet hertil, så må han så forfrossen han end er, stå i porten og vente indtil drageren eller postmesterens karl kan bringe hans rejsetøj og ledsage ham hen til et herberge. Der lukkes straks ved postsækkens aflevering døren til postmesterens stue, indtil man på kontoret er færdig med brevenes ekspedition. 

Svin var ellers forbudt indenfor købstæder og byers volde, men det så man åbenbart stort på i Helsingør (det gjorde man da for resten også i København, omend mere skjult, 1804):

Ligesom man siden nytår med velbehag har set gaderne fri for betlere, så har der derimod ofte indfundet sig en del omløbende grise og svin, som synes at ville tigge føde på gaderne og i åbne gårde. Det er jo utilladeligt i enhver købstad, og vil vel af politiet blive påset og forebygget

Nu vi snakker om nytår, så gik det vildt for sig, ifølge Dagen, den 4. januar 1811:

Helsingøer d. 1ste jan. Nytaars Aften var her vist nok en Skrækkens Aften for Mange, især nervesvage mennesker. Ikke har man i mange Aar paa Gaderne hørt saa mange Pistol og Flinteskud som denne Aften. Man vil end mere vide, at man har havt en Svingbasse paa en Slæde, og affyret samme flere Gange udenfor eller vel endog mod nogle Huse paa Strandgaden. Ved Knaldets Virkning sprang 13 store ruder i et Huus, 3 i et andet, alle til den kostbare Priis 6 a 8 Rd. Stykket, og nogle mindre i et tredie. Hvor meget end Politiet eftersporede disse kaade Mennesker, kunde de dog ikke vorde opdagede, paa en enkelt Dreng nær, hvem man fratog en Pistol. Ilde ellers, at sligt Skyderie endnu skal kunne finde Sted, og ikke vorde forebygget.

Kun gadenavnet Svingelport minder om vejen fra byporten ind i Helsingør. Ingen af bygningerne her er fra dengang. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Svingelport

Således rustet og forberedt til at møde hvad der måtte møde os i Helsingør, er vi endelig nået frem til byporten mod syd: Svingelport. Først skal vi dog lige igennem nogle dynger med skarn (1798):

På pladsen uden for Svingelporten er en gyselig mængde skarn sammendynget på hinanden der ikke vækker noget fordelagtigt begreb om byen hos fremmede tilrejsende. Det skal dog vel ikke være en losseplads som fx sandgraven uden for København?

Og dernæst forbi skildvagten (1799). I hvert fald en af dem synes som en voldsom oplevelse:

For 14 dage siden sloges to slagterdrenge med snebolde ved Svingelport hvor der står jægerskildvagt. Den ene slår fejl og slår en vinduesrude ind hos en derved boende færgemand. Drengen går straks ind og bede manden om forladelse, som straks tilgav forseelsen mod skadens erstatning. Da drengen kommer ud, slår skildvagten ham uden videre årsag for panden med kolben af geværet så at blodet strømmede heftigt frem. På nogles råd løb han straks til hovedvagten og anklagede underjægeren for den vagthavende officer, som lod drengen arrestere indtil underjægeren ved en anden var blevet afløst. Denne foregav at drengen havde været grov. og på dette udsagn befaler officeren en oberjæger at holde drengen og fugtler ham selv derpå forskrækkelig af indtil han ked deraf lader ham løbe. Nu blev der klaget for Magistraten. Politimesteren angav det for chefen som selv kom til vagten, lod officeren afløse med en anden og gav ham husarrest indtil sagens uddrag. Drengens ryg som så ret mishandlet ud, og hans pande blev synet, klagen indgivet og sagen anlagt. I begyndelsen var man varm, men nu siger man at sagen neddysses og officeren slipper med sin arrest og med at betale doktorløn og nogle dalere til drengen.

Velkommen til Helsingør! Vel inden for Svingelport fortsatte vejen mod Stengade (i baggrunden), dog først forbi møddinger overfor disse bygninger (udenfor fotoet). Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Vel inden for porten, er det første vi åbenbart støder på skidt og l***, som her i 1802:

Kan det være tilladt i en købstad at have møddingested på offentlige gader. Når man kommer til Helsingør og har passeret den smukke Svingelport, ser man straks på venstre hånd et sådant samlingssted hvor skarnet efter sigende sammendynges fra mandag til lørdag aften. Det skal endog undertiden ligge søndagen over, når grundejeren ikke synes at have lejlighed til før at lade det køre bort. Gående som vil passere porten og deri møder kørende, må finde sig i at retirere til dette ubehagelige sted. Ellers er i fugtigt vejrlig og på grund af den stærke færdsel på ingen gade en sådan søle som fra denne port 4 til 5 huse ned ad Stengade, og da bønderne på torvedagen med deres heste og vogne optager ikke alene fortorvet, men tillige det meste af gaden som dog her er smallest, så kommer de gående som må trave i al dyndet midt ad gaden, ofte i sammenstød med de kørende

Opførelsen af en ny port synes at have skabt nye problemer med omveje, i 1806:

At alle derboende og hid og did færdende fodgængere nu må tvinges til at gøre omvejen ad og igennem den ved indkørselsporten anbragte låge, er sandelig meget ubekvemt, er forbundet med ubehagelighed og kunne endog have skadelige følger, når den posterede skildvagt tæt inden for lågen til tider en smule træt lader sit gevær fladt, som så ofte ses. Hvor let kan en hurtig fodgænger, endog ved dagen, endsige i mørke aftener, løbe ind i bajonetten og derved komme til skade? Hvor let sømænd og fiskere tvungne til igennem denne låge at bringe deres redskaber, stænger, bådshager etc. støde an mod skildvagten og derved uskyldig tildrage sig ulejlighed.

Stengade 10C ligger ganske tæt på Svingelport, og her stødte man på de første skarndynger. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Ned ad Stengade

Helsingørs hovedgade var (og er) Stengade. Så den burde vel være passet ordentligt? Nej, ikke ifølge flere klager, fx i 1798:

Ubekendt kan det ikke være at passagen de fleste torvedage fra 11 til 2 på Stengade fra Fiolstrædes hjørne hen ad til Svingelport ofte er meget vanskelig og næsten spærret for kørende, men mest for fodgængere på grund af de mangfoldige vogne som holder der, ikke alene på fortorvet, men ikke sjældent midt ude på gaden som på et torv. Det meget skarn der der samles, ligger ofte i sammendyngede hobe nætter og dage over på gaden eller fortorvet, hvilket fodgængerne om aftenen i mørke ikke altid kan undgå at træde og søle sig til i.

Stengade fra Fiolgade (forrest) mod Svingelport (bagerst). Trafikken blev her spærret af talrige vogne på torvedage. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

På denne strækning blev der i 1802 desuden klaget over bryggerne og brændevinsbrænderne. Den minder lidt om hvad vi allerede har stiftet bekendtskab med:

De herrer bryggere og brændevinsbrændere, som bor på Stengade i Helsingør tæt ved Svingelport, har den ubehagelige og utilladelige vane at lade de skarndynger de fejer sammen lørdag, blive liggende på gaden indtil søndag morgen. Det fører til sande ubehageligheder for folk, som i mørke aftner skal passere gaden. De kan ikke alene let falde over en sådan skarndynge. Det var for nyligt tilfældet med en af byens respektable borgere, men også må træde i snavs til midt på benene.

Ved særlige festlige lejligheder blev der dog ryddet op, fx i 1800 da Gustav IV Adolf og dronning Fredrika Dorothea Vilhelmina omkring år 1800 var på besøg. Og igen i januar 1805. Den danske kronprins opholdt sig i den anledning et par dage sammen med kongen i Helsingør. Gustav blev senere arresteret ved et militærkup i 1809, skiftede navn til greve af Gottorp, og oberst Gustavsson. Efter skilsmisse i 1812 gik han i hundene og havde sammenstød med politi og værtshusholdere, men overlevede dog til 1837:

Dengang byen glædedes ved hans kongelige højhed kronprinsens og andre prinsers nærværelse var det en sand fornøjelse for alle kørende og gående at kunne passere Stengade så sikkert og uden fare på grund af de planker, der var lagt over rendestenene, og det påfyldte tang. 

Stengade 72-74. Det smukke, gamle hus fra 1520 har oplevet mangt og meget. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Også belysningen synes ved samme lejlighed at have fået et pift, i 1805:

Stengades stykke fra Skt. Annægade til glacisen synes at kunne behøve noget mere lys, da der ikke alene ofte står forspændte vogne, men også er rendestene som løber tværs over kørebroen. Disse gøres kun ved særlige lejligheder i stand, sådan som det for nyligt skete med kongen af Sveriges ophold her, så man uden frygt for ubehageligheder selv i mørke kan gå over dem. Hvis en sådan istandsættelse til daglig brug er for kostbar, mener man, at mere lys i denne ende kunne afhjælpe det.

Efter hvad jeg har kunnet forstå, skulle Hotel du Nord have ligget i Stengade 25. Hotellet blev etableret 1834, og før det lå der en gæstgiver- og postgård, Hotel d'Allemand - et af byens herberger. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Det ser også ud til at Hotel du Nord på Stengadee tog ublu priser, i hvert fald i 1836, få år efter at det var blevet etableret:

I Hotel du Nord i Helsingør måtte indsenderen engang i afvigte høst erlægge ublu betaling for et dårligere logi end på næsten ethvert andet sted hvor jeg nogen tid har overnattet og derfor betalt 16-20, højst 24 skilling.

Rundt i resten af byen

Vel inde i byen kan vi nu begynde at se os lidt omkring. Helsingøersbladet i 1798 påpegede dette:

Måtte ejeren af plankeværket mellem brygger P. Andersens og spækhøkerens huse i Bjergegade blive påbudt at borttage fra fortorvet og gaden den mængde dynd og skarn hvoraf der er et ikke lille oplag der gør det meget ubehageligt at passere stedet. Man har lagt mærke til at der i lang tid ikke er blevet fejet.

Bjergegade hvor dynd og skarn hobede sig op uden for bryggerens og spækhøkerens huse. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Og det blev igen påtalt senere i 1798:

I det såkaldte gamle kloster var det meget at ønske at vedkommende måtte blive påbudt at bortføre det meget skarn og uhumskheder hvormed gader og fortorve er prydede da det i dette snævre rum fylder luften med en ubehagelig luft der kunne være skadelig for sundheden og gør et fælt indtryk på øjet. Man kan heller ikke andet end falde i forundring over hvorfor der samme steds ikke er sørget for at stenbroen er blevet belagt da den på sine steder er i den ynkeligste forfatning.

Hjørnet af Torvet og Sudergade (Bjerggade længst til højre) Her blev begået indbrud i 1811. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Tyve brød i følge Dagen i 1811 ind i Sudergade:

I nat har tyve ved først at slå nogle ruder ind, og siden da gennemgangen blev vem for vanskelig, ved at brække hul i muren, villet bryde ind i en ny krambod på hjørnet af Torvet og Sudergdae. Men da den derved forårsagede larm vækkede en genbo der kaldte på vægterne, undlod de. De fik kun nogle små flasker med lugtende vande. I nat skal tyverier også være begået på 3 andre steder. 

I 1802 var der en generel klage om manglende vandafløb forskellige steder i byen. 

Jeg vil gerne have ophævet den hævd, eller rettere den uskik, som nogle husejere i Helsingør måske tror at have erhvervet hævd på, nemlig ikke at anlægge vandafløb eller rendestene uden for deres gårde og huse, såsom ved nr. 285 og 312 i Kampergade, nr. 142 og 143 og 268 i Stengade, de mange huse på Strandgade etc.. For det synes dog ikke alene uretteligt, men også urimeligt, at vandet ved stærk regnskyl skal, hvor husene på begge sider lige højt, bliver stående midt på gaden, eller hvor husene på den ene side ligger lavere, skyller over til disse og hjemsøger samme med fugtighed og andre deraf flydende ubehageligheder.

I 1822 blev en ny skole indrettet i Karmeliterklostret. Den bestod af Borgerskolen, som var betalingsskole, og Fattigskolen (senere Friskolen), der var gratis. Ved starten er der 318 elever: 195 drenge og 123 piger. Toiletforholdene var ikke optimale. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

I Borgerskolen i nuværende museum stod det galt til med indretningen af lokummer i 1823:

Ved indretningen af lokalet til Helsingørs borgerskole har de ansvarlige haft det indfald at anbringe retiraderne i et af hjørneværelserne i selve skolebygningen med umiddelbar gennemgang til skolestuerne og gangen. Følgen heraf blev hvad man måtte vente: Fra de indelukkede retirader udbreder sig en væmmelig stank gennem hele bygningen, og på selve retiraderne er luften som forpestet. Indsenderen er ingen læge. Men nærer efter sine begreber den mening at den bestandige væmmelige uddunstning må have en skadelig indflydelse på lærernes og børnenes helbred. Og under alle omstændigheder er den højst modbydelig og byrdefuld for den menneskelige natur.
Også må mangfoldige andre døje denne stank. For d'herrer lærere som alle bor i skolebygningen, er tillige embedsmænd ved Helsingørs kirker, og som sådanne kan alle i byen have ærinde til dem. Man kan derfor ikke miskende almindelig dadel over denne indretning. Og en af lærerne fortalte mig at når nogen trådte ind i stuen til ham, skete det gerne med hånden for næsen, og dernæst det udråb: "Fy hvor her stinker!" (hvilket han antog for et repræsentativ for "God dag, hvorledes lever De?"). 
Nu har denne skole bestået henved 2 år, og endnu har man ikke sørget for at anbringe retiraderne på passende sted, skønt indretningen som den er nu fortjener almindelig kritik og synes tillige at have både skoleforordningen og politianordningerne mod sig.
Indsenderen ytrer derfor det almindelige ønske at vedkommende jo før jo hellere behageligst vil sørge for en forandring i føromtalte henseende som agtelse og omhu for lærere, børn og mange andre gør så nødvendig.

Søstræde 2-4, bygget til den engelske kirke i Helsingør, 1793. Danseboden hed "Babylon" - symbolet på synd og forfald, skøge mm. Efter Københavns Bombardement 1807 udlejedes den i 1809 til indkvartering af kanonbådenes søfolk. I 1833 lykkedes det for en præst at få kongelig anerkendelse, men han virkede kun til 1838. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

I Søstræde blev det en skribent i Politivennen 1839 for meget at en kirke (selv om den tilhørte rivalerne fra England) var blevet lavet om til en dansesal:

Man ved at efter øvelserne følger et lille bal, og når begyndelsen først er sket med et bal, så kommer der almindeligvis flere. Man behøver hverken at anse dans for noget ugudeligt eller letfærdigt, eller betragte et forhenværende bedehus som et sted hvor aldeles intet verdsligt bør foretages, for at erkende at der ligger noget højst anstødeligt i at et lokale som har været indviet til et så helligt brug som en kirke og der som sådan for ikke ret mange måneder siden endnu er blevet benyttet, skal overgives så ganske til lystighed, og det måske ikke altid den mest uskyldige. Har nu endog ejeren af det nævnte lokale ikke selv så megen takt for det sømmelige, så må man dog meget undres over at de ikke få engelske familier i Helsingør om hvis agtelse for det hellige der sikkert lige så lidt kan være spørgsmål som om deres kendelige gudsfrygt, ikke har været betænkelige på i det mindste for den første tid, at forebygge en sådan vanhelligelse der ligger noget vel nær skandalen.

En tur på havnen og Toldkammeret

Til en bytur hører naturligvis også en tur på havnen. Øresunds Toldkammer lå ved Sophie Brahes Gade for enden af Strandgade. Det samt tolddirektørboligen blev nedrevet efter øresundstoldens ophør i 1857, hhv 1859 og 1862. Det nuværende Toldkammeret overfor stationen er af langt nyere dato, 1891. Her kunne man i 1798 læse om livet på havnen: 

Den 20. november, atter en engelsk matroskombat på broen, som kom deraf at en engelsk matros begik den ubetydelige uskik at tage et halvanker brændevin der lå på broen, med i sin båd, på hvis most han, fordi det var så såre koldt, formodentlig ville varme sig, og var endog så uhøflig at opvarte købmandsbetjenten som - da han havde søgt efter det og fundet det på sit urette sted - steg i sin enfoldighed ned i båden for at hente det tilbage, med ufine næveslag i ansigtet, og ved denne uvenlige adfærd søgte at forhindre ankerets borttagelse. Uhøfligheden blev snart hævnet, og da der var mange matroser i land, blev alarmen snart større, som dog vagten ved færgefolkets hjælp fik stillet, og hvorved tre kophaner måtte tage logi i rådstuearresten. Det var ellers at ønske at vagten, når der på reden ligger så stor en engelsk flåde (her var over 300 foruden de armerede skibe), måtte forstærkes med mere mandskab, og derved sættes i stand til med kraft at holde styr på de urolige hoveder. Man vil håbe, at denne uorden vil for i år blive den sidste, og at anstalt vil blive føjet til bedre orden for de kommende år.

Stengade 83 (1770). Denne bygning blev bygget til toldkommissær v. d. Osten i 1770. Og den lå bag den nu nedrevne toldbod fra Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

De mange søfolk var dog også et gode. Og mange helsingoranere synes at have set chancen for at tjene en ekstra skilling ved havnen (1803):

Det må vist være faldet uvedkommende fremmede i øjnene at se at næppe har en ilandkommen fremmed skipper sat fod på land, før han omringes af en menneskevrimmel, som man har tillagt navnet brokaprere, trækkes hid og did i ærmerne af disse, og overvældes af spørgsmål, som han ofte ikke kan, ofte ikke vil og af forbavselse ofte ikke ved at svare. Men endnu ubehageligere og stødende må det være for de ubekendte ankomne skippere, selv at se sig som et bytte, efter hvilket man griber heftigt og på engang. Undertiden gives også morsomme svar, således svarede i fjor en englænder på spørgsmålet: Hvor kommer De fra? Fra Helvede. Hos hvem klarerer de? Hos Satan.

Synderligt bedre stod det ikke til i 1830:

Når en skipper kommer i land i Helsingør, så bliver han så snart han har forladt Øresunds toldkammer efter at have meldt sig der til klarering, overhængt af en mængde slagtere og slagterkoner, grønthandlere og grønthandlersker, tiggere osv. Denne modtagelse må vist nok være højst ubehagelig for en fremmed mand. Og han kunne let derved foranlediges til at få dårlige tanker om vores politiorden i så henseende. Lige så ubehageligt er det for det menneske som ledsager skipperen fra Øresunds toldkammer til vedkommende handelshus, undertiden at blive tiltalt på en uhøflig måde når han ikke øjeblikkeligt vil føje de gode slagtere og grønthandlersker med at trække skipperen til en af dem, hvorved han dog også er udsat for ubehageligheder idet sådanne folk søger at tage brødet af munden på hinanden, hvilket som oftest giver anledning til slagsmål og rettergang mellem slagtere og grønthandlermadammerne.

Stengade 81 (1770). Sit nuværende indhold som Færgegård fik bygningen først i 1940. Bygningen brændte i 1992 og blev ført tilbage i sin oprindelige skikkelse i 2004. Den imponerende bygning vidner om toldområdets store betydning for Helsingør. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Som ved Nyhavn var det direkte livsfarligt at færdes ved havnen om aftenen på grund af den ringe belysning i 1803:

Da skippere som kommer i land og undertiden sent, ikke altid kan blive ekspederet straks eller forsynet med de mest nødvendige fornødenheder så hastigt at de kan benytte sig af dagslyset til igen at gå ombord, så udsættes de i mørke aftner når de er ubekendte og endnu mere om de efter en lang sørejse har kvæget sig lidt over nødtørst i glad vennelag, for den fare når de skal stige i deres både, at falde i vandet. Og da når ingen hjælp straks er for hånden, kan de omkomme. Eksemplet haves for nylig den 29. i forrige måned da en skipper Møller fra Lübeck på sådan måde satte livet til og skal efterlade sig kone med 5 børn. 

Det kristelige liv: St Olai Kirke og St. Maria

Men hvad så med de lærde kristelige? Højner de ikke standarden? Som måske 3. største by var Sct. Olai Kirke i 1819 blevet domkirke og eneste sognekirke, men september samme år deltes sognet i to, og Sct Mariæ Kirke blev sognets anden sognekirke. Problemet i 1819 var at der ikke var nogen præst, selvom der var hele to kirker:

Hvis man i Helsingør har glemt Gud og hans ord så kan man ikke undres over det. For ikke mange år tilbage i tiden havde denne stad fire præster. Nu er der aldeles ingen. Kronborgs Kirke er for en del år siden ganske nedlagt. Klosterkirken har siden kapellanens afskaffelse ved Skt. Olai menighed stået ganske ubrugt. Af mangel på anordnede gejstlige har hele staden i nogen tid måttet lade sig nøje med at høre Kristi evangelium forkynde af en såkaldt skolelærer indtil man senere traf den indretning at formå de derom boende sognepræster at prædike hver sin søndag i denne kirke.

Sct. Olai Kirke. Kirkegården lå til venstre for kirken, og en smal gyde fører stadig fra Stengade op til den daværende kirkegård. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Hvad værre var at denne præstemangel bl.a. gav sig udslag i at ligene måtte vente meget længe på at blive begravet i 1819:

Denne mangel forårsagede for nogle måneder siden den uorden at flere lig måtte vente nogle dage for derved at afvente en præsts ankomst. Denne sidste blev indkaldt fra landet for at følge en vis købmand til sit hvilested samt forrette den ceremonielle tjeneste, nemlig jordpåkastelsen. De andre fik da noget med.
Gamle, syge og sengeliggende både i og uden for byen, på klostret i fattighuset, samt på hospitalet sukker alle over savnet af en sjælesørger som i nød og død kunne trøste og opmuntre dem.
Stedets ungdom som trænger til vejledning og forberedelse til forestående pagtsfornyelse eller konfirmation må også vente til sådant kan meddeles dem ved en præst. Forældre som har spædbørn må tålmodigt afvente tiden at komme i kirken til dåben med samme, indtil lejlighed gives. For ikke at tale om den ulykkelige slave på Kronborg som tilbringer sine sidste dage der og som aldrig nyder de  lykke at høre en værdig talers røst eller komme i Guds hus, når han først er der i fængsel.
Blandt borgersamfundet findes vist mange som ønsker at høre gode foredrag til opbyggelse for sjælen, mens andre tilbringer søndagen ved skiveskydning eller forlystelser.
Næppe vil indsenderen heraf tro at der kunne bruges mere end en bøn til en kristelig øvrighed om præsters ansættelse ved kirken, hvor så stor mangel som her findes. 

Sct Mariæ Kirke. Oprindeligt et katolsk kloster. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Måske gjorde det heller ikke så meget, for i Dagen (1804) kunne man læse at folk ikke rigtig kom ret meget i kirken:

Man hører ofte klager over religiøsitetens forfald i hovedstaden. Hvis denne klage er begrudet, synes den at kunne fremføres endnu stærkere om Helsingør. Fra katolicismen som holdt sig der længere end i nogen anden kant af landet, synes helsingoranerne at være faldet til en fuldkommen indifferentisme. Hele familier og en stor mængde enkeltpersoner lever der aldeles uden dyrkelse, det vil sige, går aldrig i kirke, nyder aldrig sakramentet. En rejsende gik for nylig på en helligdag ind i den danske og siden denn tyske kirke under tjenesten. I den ene fandt han 8 til 10, i den anden 10 til 12 tilhørere, og dog har Helsingør 6 til 7.000 mennesker. Hvilke kulde, og hvor nedslående for præsterne der!

Kirken var blevet renoveret i perioden 1818-1825, men den må hurtigt være gået i forfald? Det klagede man i hvert fald over i 1836 i Politivennen: 

Orgelet nærmer sig vitterlig mere og mere ubrugeligt, en del vinduer er vitterlig så utætte og ellers mangelfulde at nødvendigvis andre sættes i deres sted, gulvet i koret er på nogle steder sunket, osv. Jo mere besøgt St. Olai Kirke bliver, og det har den vel i umindelige tider ikke været i den grad som i det sidste år, jo mere føler man manglerne, og jo mere påtrængende bliver ønsket om at få disse afhjulpet og tillige andre forbedringer og forskønnelser udførte. Som kirkens indvortes nu er, med fremspringende, uregelmæssig anlagte pulpiturer, med ligedan byggede stole, der mangler al smag og passende sirlighed, har den et højst uhyggeligt og skummelt udseende der stikker mærkeligt af mod flere øvrige antikke og skønne prydelser. Også det kolde stengulv kunne man rimeligvis ønske afløst af et lunere bræddegulv. Et sådant ønske tror man endog stemmer overens med hvad kirkens bestyrelse har indbefattet i planen for dens reparation.

Kirkebesøget var ikke steget i 1842 ifølge Politivennen, kun bryllupper syntes at have kunnet trække folk til, omend det var så som så med åndrigheden: 

På søn-og helligdage ser man som oftest kun meget få besøge kirken. Men er der en brudevielse, da styrter en masse af mennesker sammen, som om de ville bestorme det hellige hus. Dog er det længe siden man så en så talrig forsamling som i tirsdag aftes. Og som følge af trængslen var flere damer der måtte stå, nær ved at besvime, og en del børn stod i fare for at blive trådt ned. For ikke at tale om at mængden fik deres klæder spolerede såvel af smudsigt klædte personer som af den uhyre trængsel. Tillige hørtes banden og liderlige ord og det endog af personer der skulle være af det hellige samfund, og det var aldeles umuligt at kunne høre det mindste af vielsen for bar tjærnen og fnisen.

I 1827 var kirkegården om domkirken blevet sløjfet og flyttet udenfor byen, men der var stadig gravsteder på den gamle kirkegård i 1830, gravene blev dog stadig fornyet:

... kirkegården er åben, altså tilgængelig for alle og enhver, bruges til at tilhugge tømmer på. Man forefinder flere møgbunker hvorpå hønsene diverterer sig, og det hele ligner en sand kloak og er snarere en væmmelse end en prydelse for kirken der sikkert med megen bekostning for nogle få år siden er blevet restaureret.

Begravelser og kirkegårde

I 1821 kunne man læse om en noget makaber begravelse gennem Helsingørs gader:

En rejsende der et par dage opholdt sig i Helsingør, så tilfældigvis en ligfærd der, og blev med stor fornøjelse vidne til den højtidelighed som herskede, idet han fandt alle gaderne, hvorigennem liget skulle passere, bestrøet med sand og grønt, samt at denne by har anskaffet sig en ligvogn der virkelig er meget smuk og smagfuld. Kort  sagt, det frydede ham, at man i denne købstad har betænkt at hædre den værdige, endog efter hans død.
Men hvor forundret blev han da han af flere hørte det udråb: "Se figuren", og idet han kastede øjnene hen på ligvognen for at se hvilken figur talen var om, opdagede han at Døden der er anbragt oven på himlen af vognen, vendte sine posteriora til ligfølget.

Kirkegården udenfor bymurene var blevet anlagt 1827 og rummer endnu i dag ganske mange gamle grave. Den har også en anselig størrelse i et kuperet terræn. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Posteriora kan vel oversættes til pænt dansk med bagdelen. Før kirkegården blev flyttet udenfor byen, stod det i 1820 skralt til på dem inden for voldene:

Skt. Olai Kirkegård er en skandale for det menneskelige øje og trænger i allerhøjeste grad til den forbedring som den da først bør savne når der i 20 år intet lig er blevet begravet. Anmelderen heraf kan ikke nægte at de mangler den jo har og disses følger fortjener at nævnes offentlig her. Den første og fornemste mangel er stakittet på nordre og østre side af kirken, samt jernstænger mellem sammes firkantede mure som står ud på kirkegården. Dernæst fornøden tilsyn med og vedligeholdelse af grave, hvilke nu er blevet ganske usynlige og hvoraf følger at enhver kan gå langs og tværs over alle begravelser uden engang at tænke på at man der betræder levninger af fordums venner eller pårørende. Dertil kommer at kirken har udvendig mangfoldige vinkler, hvilket just ikke altid er blevet brugt til de anstændigste handlinger. Så findes også overalt i disse vinkler en del menneskeekskrementer, hvilket især ved dagens lys afgiver et væmmeligt og forargeligt skue. Disse gør endog passagen over kirkegården farlig eller i det mindste rædsom da man skønt uforvarende meget let kan komme til at forstyrre nogen i deres forretninger, og når man går i mørket der forbi, geråde i ubehageligheder med vedkommende, ifald man understod til at tale dem til.

Indmuret gravsten i Sct. Olai Kirke som minder om at der engang var gravplads her. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Artiklen slutter dog med et lysegrønt håb:

Men da nu Helsingør by har fået gode og hæderværdige præster og indbyggerne er blevet fordelt til begge kirker, altså i to sogne, hvorved det er kommet bedre forhold mellem først og sidstnævnte, så har man rimelig grund til at tro at menighederne ville, i forening med deres lærere og sjælesørgere, stræbe at forskønne byen også i denne henseende, nemlig ved at oprejse Skt. Olai kirkegårds stakit, hvor samme er faldet ned, da de derved forskaffer deres henslumrende venners hvilesteder det hegn og fred som i flere år har været dem berøvet, og som de bør nyde indtil fulde 20 år er gået efter at sidste lig der er begravet.

Den Ny Kirkegård uden for byporten er stadig et skønt syn. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Mange af disse problemer blev løst med den nye kirkegård udenfor byporten. Eller, i hvert fald de flest, dog ikke alle, hvis man skal tro en artikel:

Man kan ikke andet end inderligt harmes i sindet ved at se al den uorden, som hersker der ved de i mængden tilstimlede mennesker, når et lig af mere end lav klasse og med mere end sædvanlig ceremoni begraves der, og som indtraf den 20 september ved major Claesens ligfærd. Folket sprang allevegne over gærdet. Dette blev adskillige steder revet ned, gravene nedtrådte, træerne proppet fulde af mennesker, hvorved grene blev brækket af, og selv mennesker drattede ned. Desuden er det ikke noget smukt syn at se byens skønneste urtegård omgivet af et stengærde, over hvilket enhver som vil kan krybe eller stige, og kun til lille sikkerhed for de der med tiden kommende mindesmærker. En grundmur ville både pryde, nytte og sikre langt mere, og bekostningen kunne i det hele taget ikke være så betydelig, da begge kirker  burde deltage deri.

Marienlyst og Lappen

Således grundigt introduceret til byens liv, bevæger vi os endelig ud i naturen igen, mod nord til Hellebæk. Det er ikke nogen god ide at følge stranden ved Grønne Have, ifølge denne artikel fra 1802:.

Til Forpagteren af grønne Have glaciet eller det til Fæstningen Kronborg liggende Jorder i Helsingør. Det har skabt forundring hos mange at De så nær byen, lige før Stengade og i nabolaget til de der boende respektable mænd, har anlagt et reservoir, eller en gødningsbeholder med stinkende urenligheder. Når vinden står mod byen forpester det luften, og til alle tider må de spadserende ækles. Den ene grøfts magasin er godt tildækket, men en mængde andet ligger udækket.

Marienlyst Slot og Have. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Så lad os hellere forsøge at gå gennem Marienlyst have, 1805. Den have som selveste H. C. Andersen lovpriste i 1826. Hvis vi altså kan komme igennem:

Det er beklageligt at den port til Kongens Have (Marienlyst) ved Helsingør, som vender ud mod Hammermøllevej, skal være lukket for mange skikkelige personer, der uden at være udmærkede ved høj rang eller post, dog er kongens tro undersåtter, og altså tror sig berettigede til den kongelige gunst at bruge den frie spadseregang. For folk hvis forretninger ikke tillader dem at blive længe ude, er den anden vej ad Lappen alt for lang, og for gamle svagelige folk og børn alt for møjsommelig, da denne vej, som fører til den eneste behagelige spadseretur ved Helsingør, dels går på en ujævn stenbro, dels igennem sand.
Hvis den anden port blev åbnet, ville haven derimod vinde flere spadserende, og gærderne omkring den da ganske sikkert også opfylde deres bestemmelse, i stedet for som nu hvor  mange for ikke at gå vejen ad Lappen, kryber over det. Da der ikke mere går kreaturer løse på marken, og porten desuden let kan lukkes på samme måde som den ved Lappen, så kan man næsten ikke andet end være overbevist om, at dette for Helsingørs spadserende så vigtige ønske vil blive opfyldt.

Lappen set ind mod Helsingør. I det fjerne kan man se spiret på Sct. Olai Kirke. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Nedenfor Marienlyst lå en lille bebyggelse for småfiskere som hurtigt ville ud til de mange konvojer som passerede i Øresund. Men det var ikke uden problemer, i 1802:

Det er velkendt at mange svenske både ankommer til og afsejler fra det sted som kaldes Lappen ved Helsingør. Så det er da besynderligt at der ingen vagtposter er ansat til at kunne påse om de mange ankommende rejsende er forsynet med pas, anholde og opbringe løsgængere, tiggere og alle mistænkelige personer. Nogle kommer måske udelukkende for at stjæle og efter at have udøvet deres håndværk, vender de uhindret samme vej tilbage. Disse burde også anholde alle mistænkelige personer som uden pas forsøger ad denne vej at snige sig ud af landet.
Ingen egn er så fyldt med skåninger og skånske fruentimmer som Helsingør og egnen deromkring. Og disse forleder mange til rømning, for hvem som kun ønsker dette, vil ved at gøre bekendtskab med disse fremmede, finde vejen til at bortsnige sig ganske mageligt. De der ansatte toldbetjente kunne vel påse at konsumption og told bliver betalt af de dertil bragte svenske varer. Men de er ikke ansatte til at kræve pas eller til at anholde og opbringe hertilkommende eller herfra sig bortsnigende mistænkelige personer. Det ville derfor være meget nyttigt og det mere end i en henseende, om 2 vagtposter blev ansat der, forsynet med behørig ordre til at anholde sådanne personer, og påse at ikke tiggere, som let bliver tyve, indsniger sig her, men straks blev tilbagevist.

Englandskrigene 1801-1814

Såvel slaget på Reden (1801) som Københavns Bombardement (1807) og Englandskrigene havde vist at Kronborg Fæstning ikke var så meget bevendt til at forhindre fjender i at sejle gennem danske forvande, endsige forhindre angreb. Det betød at Helsingørs betydning faldt en del. Og udover København mærkede Helsingør en del til den engelske flåde, allerede i 1801:

Af frygt for det tilfælde at Kronborg fæstning skulle blive bombarderet af den engelske flåde, og man tillige kunne frygte at Helsingør kunne blive sat i brand flere steder og indbyggernes huse og ejendomme blive et rov for luerne, har allerede mange familier søgt at bringe deres betydeligste effekter i sikkerhed. Men vognlejen, endog ved bønder, er for de, som ikke selv ejer heste og vogn, overmåde dyr. Som ikke kan være andet når mange på engang iler med at flytte. Kunne man derfor ikke håbe, at de nærmeste herredsbønder blev pålagt at møde visse dage i Helsingør og hjælpe at flytte indbyggernes gods mod en bestemt betaling, dog ikke over vognmandstakst.
Helsingør den 21. marts.
Hans Jeger
Skolelærer og klokker.

Kronborg med Øresund og Sverige i horisonten. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018. 

En artikel fra 1802 berettede om at Helsingør var blevet beskudt da den engelske flåde sejlede mod København: 

Da den engelske flåde sejlede gennem sundet den 30. marts sidste år, faldt 3 ildkugler ned i Helsingør uden at sprænges. En i St. Mariæ Kirke, en i St. Olai og en gennem et baghus tilhørende kæmmerer hr. Assensfor Schow i Stjernegade. Til minde om dagens fare og himlens varetægt over byen, er den ene indsat i kirkens hvælving på det sted hvorigennem den faldt. Den anden er opstillet på en fodstøtte i assessorens have, og af den fremvokser et rosentræ i skøn blomstring. Nu kunne man ønske, at den 3. også måtte få en mindeværdig og mere påfaldende plads, end dens nærværende i rådstuegårdens rendesten.

I Sct. Olai Kirke hænger denne fane og en forklaring: Denne Fane er bekostet af andet Borger Compagnie her i Helsingöer til Erindring af den for samme Bye mærkværdige dag dn 30. martuis 1801, og nu afleveret for at blive St. Olai Kirke til Prydelse af bemelte Compagnies sidste Capitain Joachim Mathias Gædeksen. Helsingöer dn. 12. martius 1804.

Efter Københavns Bombardement 1807 ankom der ganske vist nogle kaperskibe som skabte lidt liv i havnen, fx i 1808:

Blandt de mange varer som blev udlosset først i oktober forrige år af briggen The Sprightly (et af de skibe der ved skud fra Kronborg måtte stryge og blev opbragt) var også en mængde fade bladtobak. Disse fade blev alle indlagte i Toldbodgården hvor de nu har ligget på femte måned under åben himmel, udsat for regn og fugtighed og følgelig for fordærvelse. Her spørges derfor hvorfor de ansvarlige (hvem de egentlig er ved man ikke) ikke har sørget for enten at lade dem bringe under tag, eller bortsælge efter så lang tids forløb og forinden de bliver ganske fordærvede. Sådanne varer som udsættes for fordærvelse skulle helst sælges straks. Og jo længere nu disse tobakkers salg udsættes, desto mere taber de i værdi, og desto større tab bliver det for alle de danske mænd hvem varernes pengebeløb måtte tilfalde, som prispenge. Ingen vil nægte at der jo snarere bør virkes til sådanne mænds fordel end tab. Tiden vil vise udfaldet.

Dagen kunne også melde om tilfangetagne engelske krigsfanger i oktober 1808, og udveksling af krigsfanger i oktober 1809. Men fædrelandskærligheden var det så som så med, der var også desertører, kunne Den Kongelige privilegerede Viborger Samler berette om 28. august 1809. Men kaperdagene varede kun kort: Snart kunne man i Helsingør se magtesløse til at store engelske konvojer sejlede forbi Kronborg, helt uantastet. Byen havde mistet sin stilling som indgangsport til Østersøen.