Borup - Køge Åstien - Køge

Køge Å er løbet over sine bredder og har oversvømmet de omkringliggende områder - i større og mindre grad. På dagens rute oplevede jeg nogle af disse.  

Jeg tager tit til Køge. Her på bloggen har jeg om dagens rute tidligere skrevet om Regnemark Vandværk 22. november 2014 og 28. januar 2018 om Lellinge. Dagens tur startede i Borup. Måske ikke lige vandrefolkets mekka, men det er en udmærket station at stå af på for at gå videre. Indtil jernbanen kom for 150 år siden var det en lille landsby på 6 gårde, 10 huse, skole, præstegård og kirke. Bondebyen lå ½ km nord for stationen som mest blev anlagt for at betjene kammerherre Neergaards Svenstrup Gods. Stationsbyen havde kroen, købmand (nu supermarked), læge og savværk - ejet af Svenstrup, forstås. Der findes stadig nogle huse fra denne del af byen (1890-1915) i Hovedgaden. Efter 1910 begyndte de to byer at vokse sammen, og i dag bor der 4.500 indbyggere.

Kimmerslev Sø. Bådebroen ligger ca. 10 cm under vand. En lille særpræget område med kirke, mølle og et par bindingsværkshuse - og en å.

KImmerslev var for 200 år siden på størrelse med Borup. Men nu er der kun 3 gårde tilbage. Kimmerslev Sø er privatejet - af Svenstrup Gods. Som også har sat sig på Dalby Sø. Lidt syd for Borup går der en smutvej ned langs Søbogård (dem med saften) til kirken. Søen skulle være vinterrasteplads for fugle, men pt er der ikke nogen. Vandmøllen er ikke offentlig tilgængelige og mølledriften ophørte i øvrigt efter 3-400 år i 1970.

En karakteristisk udsigt udenfor naturstierne med udsigt til kulturstepperne og en gård i det fjerne.

Turen langs Langagervej går som den eneste strækning på denne tur gennem kulturstepperne (se ovenstående foto). En kort strækning på den stærkt trafikerede Vestre Ringvej, men så er det også slut: Jeg drejede af ved Kulerupvej, og derfra var der kun et lille stykke ned til åen. I det fjerne anedes Regnemark Vandværk hvor der pt er byggearbejde. Stien om værket er omlagt - hvilket dog ikke påvirkede denne tur. Værket pumpede så meget vand op fra undergrunden at grundvandstanden faldt med 3-8½ meter. Det er svært at se lige præcis nu hvor der er vand alle vegne.

Lidt øst for Regnemark Vandværk ligger samtlige kildepladser og stien i enten sjap eller helt oversvømmet.

Stien øst for Regnemark ligger lavt i forholdt til åen, og nu begynder vanskelighederne: Stien er blød og moseagtig sine steder, hvis den da ikke er helt oversvømmet. Efter at vandforbruget faldt fra 1970'erne begyndte vandstanden i Ejby Mose at stige noget. 

Stien i forgrunden er oversvømmet. Hestene på den anden side af åen er dog i tørvejr og nyder solskinnet.

Arealet nedenfor golfbanen var oversvømmet, og stien altså ufremkommelig. Jeg blev derfor presset op på golfbanen. Et kort stykke øst for golfbanen gik det endda, men så var der ikke mre at gøre: Jeg måtte dreje af og lave en bue nord om området med børneinstitutioner (Spanager).

Så var jeg sådan set kommet ind i hjemkommunen København. Det er nemlig Københavns Kommune som siden 1923 ejer Spanager, en forhenværende herregård. Langs vejen ligger et levn af statshusmandsbrug, oprindelig til jordløse husmænd. De oprindelige bygninger er dog blevet modificeret til ukendelighed. Nogen lukrativ tilværelse var det heller ikke for husmændene.

Endnu østligere:

Efter Spanager går det igen nogenlunde med at komme frem. Støjen fra Vestmotoervejen begynder at gøre sig gældende - stien går nemlig under denne. Øst for motorvejen kommer man ind i Skovhus Vænge hvor omgivelserne ændrer sig ganske drastisk. Åen flyder nu ikke længere i et forholdsvis fladt område, men gennem en snoet kløft. Ikke lige Grand Canyon, men mindre kan også gøre det. 

Gravlund  ved åen.

På denne strækning har åen fået lov til at være sig selv - det ville også være ganske gennemgribende at ændre på det med så stejle skrænter. I skoven ligger der en privat gravlund markeret med et stengærde. Her ligger de tidligere ejere af Vittenbjerggård. Ejeren mente ikke at offentlige kirkegårde respekterede gravfreden ved at have en klausul om kun 20 års beskyttelse. Den første begravelse foregik i 1922. Og den skulle stadig blive brugt. Man må godt gå ind, med respekt for de begravede.

Iset bro over åen. Vanskelig passabel, men ikke umuligt.

Det er muligt at komme over åen via nogle meget smalle broer som ligger med jævne mellemrum. I dag var mange af dem dog oversvømmet, eller som den på fotoet iset. Heldigvis havde jeg vandrestavene med, og det virkede ikke så farligt at gå over broen med den brusende å ganske tæt på støvlerne.

Et forsøg på at give et indtryk af de stejle skrænter som åen løber langs. Der er stier nede i terræn, men jeg valgt det sikre: Oppe på skrænterne.

Det lykkedes mig at løbe vild i skoven og ende i en privat have - eller, jeg blev selvfølgelig udenfor. At gå uden om langs åen, var umuligt - der var oversvømmet, men det lykkedes mig at slippe ud til landevejen (Ringstedvej) de sidste par kilometer til Lellinge. Den ligger noget højere end åen, og det forekommer mig at der er meget sumpet og oversvømmet, så måske var landevejen alligevel den eneste mulighed for at komme videre.

Lellingegård set fra Lellinge Kirke. Man kan tydeligt se broen over Køge Å lidt til venstre for midten. Der er ikke offentlig adgang til området.

Ved Gammel Lellingegård er overgangen hvor Linsingens engelske forstærkninger til Wellesley (senere Wellington, ham med Waterloo) i 1807 satte over Køge Å. Se særskilt afsnit her på bloggen. På fotoet kom de fra venstre og gik mod højre. Det danske landværn havde godt nok ødelagt broen, men det var en smal sag for de toptrænede engelske ingeniørtropper at lave en ny. Og da landværnet havde trukket sig tilbage til Køge, så kunne de gøre det i ro og mag. Det havde nu nok heller ikke ændret synderligt ved slagets udfald. Wellesley trak tiden lidt for at afvente forstærkningerne - der kom ret sent ind i slaget - men overhånden var trods alt hos englænderne. Gården lå der ikke - den er fra 1860erne. Og før da var der et frøkenkloster.

Stien langs Åsen er tør indtil Grundtvig Grav.

Jeg må tilstå at efter en pause i Lellinge - hvor jeg efter 16 km strabadserende vandring var ved at nuppe bussen - foretrak at gå på asfaltvejene nord for åen over Lille Salby. Der var omkring 7 km til Køge og jeg var ikke sikker på om benene kunne holde til flere oversvømmede stier. Fra landevejen kom jeg (for anden gang) forbi den i 2014 fundne vikingeborg, Borgring. Jeg har det ambivalent med stedet. På den ene side er det da fantastisk at man nu ved at der er fundet en borgruin der. På den anden side er det meget svært ud fra de nuværende efterladenskaber at danne sig et indtryk af borgen.

Gammel Køgegård. Jeg skippede at lave en omvej omkring selve gården, men denne udsigt var da ganske malerisk. Jeg husker ikke området som oversvømmet sidst jeg var her.

Jeg faldt dog for fristelsen til atter at finde åen ved at passere åsens østlige ende. Ikke mindst fordi det nu kun ville være muligt at gå på selve kørevejen. Og jeg skulle derfor vige for de ikke så få biler på vejen. Det var ikke noget dårligt sats, for det viste sig at stien på sydsiden af åsen var ganske tør og god at gå på for trætte ben. Først ved åsens østlige ende - ved Claras kirkegård - var der igen store oversvømmelser, men efter en klatring op til kirkegården, var resten af turen til Køge sikret.

Ruten

Borup Station. Kimmerslevvej. Langagervej. Kulerupvej. Køge Åstien. Over Spanager (oversvømmet sti). Køge Åstien. Åsen. Køge. Som et kuriosum er dagens rute også Marathonruten: Borup-Køge er ½ marathon, så man skal løbe frem og tilbage. Jeg gik altså over en halv marathon - på omkring 6 timer.

Gyrstinge Søsti - Ringsted til Store Merløse

Oktober 2017 indviedes en (trampe)sti hele vejen rundt om Gyrstinge Sø - omkring 10 kilometer

Det er faktisk trampestien som man lige kan ane gennem blomsterhavet lidt til højre for midten. På en glohed dag som denne tilgiver man gerne at den er svær at finde. Og at vegetationen når en til over knæene.

Gyrstinge Søsti

Det er Ringsted Kommune som har taget initiativ til stien og også lavet en folder om stien. Lad mig straks afsløre at jeg ikke tog hele vejen rundt fordi turen til søen var på omkring 17 kilometer. Men dog langt over halvvejen: Fra Store Bøgeskov Øst til Søtoftevej nord for Allindemagle Skov. Vel omkring 7-8 kilometer af strækningen over dæmningen mod øst. Søen indskriver sig således som den første sø på Sjælland som jeg har kunnet gå hele vejen rundt om langs bredden. Det kan man ikke med Arresø, Sjælsø, Furesøen, Haraldsted Sø, Tystrup-Bavelse Søerne og andre.

Gyrstinge Sø, østlige del. Gårdene på den anden side ligger ved Søtoftevej. Skoven til højre for er Allindemagle Skov.

Gennem Allindemagle Skov kan man da heller ikke se søen idet man vest for Københavns Vandforsynings nu nedlagte vandindtagsrør bliver ledt op på den stejle skrænt. På sydsiden af søen er der i næsten hele det østlige område beskyttede fugleområder som man kan se udover og desuden nyde den rige natur med masser af forskellige lyde, inklusive frøer i nogle af moseområderne.

Dette ikke bare ligner et eldorado for frøer. Efter lydene at dømme er det det også, og det er en meget sjælden oplevelse i Danmark.

Man kommer også igennem nogle fårefolde. Men på en gloende hed dag som denne med næsten 30 grader trækker de sig tilbage under de skyggefulde træer. Det samme gjaldt dog ikke en flok køer som havde lejret sig tværs over vejen på dæmningen mod øst. Jeg har gennem nogle år trænet mod koskræk. Men jeg må indrømme at jeg var ved at vende om. Men forskellige ting talte imod. Jeg måtte simpelt helt over dæmningen for ikke at skulle gå længere end mine ben kan klare. Desuden var der en smutvej nedenfor dæmningen med vand som man ville kunne løbe ud i ved en krisesituation.

Et skelsættende øjeblik i Vandringsmandens liv: Køer er næst efter hunde det dyr som slår flest mennesker ihjel i Danmark. Skal jeg vende om? Bruge nødbremsen til venstre nedenfor dæmningen, eller hvad jeg gjorde kigge stift frem og gå venstre om flokken. Ingen af køerne så ud til at have ork tilbage til overhovedet at ville flytte sig, så jeg nærmest løb hen til den befriende klaplåge som anes på den anden side af flokken.

Men det afgørende var nok at varmen ganske enkelt var for meget for køerne. De havde lagt sig fladt ned og så ikke ud til at have ork til overhovedet at rejse sig op. Heldigvis var der heller ikke tilskuere, for de må have troet jeg var lidt halvskør, da jeg snakkede beroligende til mig selv (og håber jeg: køerne) mens jeg passerede i ilmarch mens jeg kiggede den anden vej. Så det lykkedes mig faktisk at nå frelst gennem flokken og til klaplågen. En helt utrolig præstation, syntes jeg selv bagefter, uden dog at dvæle for meget, for godt beskyttet bag lågen, havde de overraskede køer nu rejst sig og så ganske gnubbelystne ud.

Da Københavns Vandforsyning indvandt overfladevand her, var vandstanden på højde med platformen yderst, og røret under træbroen lå altså under overfladen. Herfra begyndte vandet sin lange vej mod de tørstige københavnere.

Københavns Vandforsyning

Dæmningen er et levn fra dengang Københavns Vandforsyning udvandt overfladevand af søen 1966-2009. Dæmningen hævede vandstanden med 2 meter, og ca 1 kilometer vest for dæmningen på nordsiden kan man se det rør hvorfra man startede pumpningen. Man har efterfølgende i 2011-14 sænket vandstanden med 2 meter så røret nu ligger over vandoverfladen og i stedet indrettet en badebro med en  lille forhøjning med bænke og bord. Røret ligger nu under broen og over vandoverfladen.

Udsigt mod den vestlige del af Gyrstinge sø nord for Allindemagle Skov. Dette er den bredeste del af søen.

Siden 2014 løber vandet nu igen gennem Ringsted Å til Haraldsted Sø mod øst. Allindemagle Skov lider tilsyneladende ikke under tørken. Der er fugtige stier og ideelt til myg. Turen fra vandindtaget og til Søtoftevej måtte da også foretages i ilmarch. Myggene var så mange at man kunne høre en konstant svirren, og jeg måtte fægte med armene for ikke at blive totalt gennemstukket. Heldigvis var der nok skygge så jeg ikke blev overophedet, men var dog lykkelig da jeg nåede ud i det fri ved den lille bebyggelse nord for skoven.

Søtoftevej går højt oppe i landskabet og man har en pragtfuld udsigt, især mod Gyrstinge Sø og vest i det hele taget.

Til og fra søen

Fra Søtoftevej har man i øvrigt flere steder en ganske vidunderlig udsigt både mod søen og over landskabet vest for. Vejen fører også gennem den lille skov Ordrup Skov hvor der belejligt var dejlig skygge.

Indgangen til Ordrup Skov fra syd flankeres af denne lille idyl

I det hele taget er ruten til og fra søen også værd at tage med. Jeg har allerede flere gange omtalt Oplevelsesstien som udgjorde de første ca. 5 kilometer af ruten. Den er altid god for oplevelser.

Gyrstingevej. En alle med ikke særlig meget trafik. Så gør det heller ikke så meget at der hverken er cykelsti eller nogen særlig rabat.

Gyrstingevej er en alle (vist nok popler) som fører til den lille landsby Gyrstinge hvor der er skole, kirke og landbyhus. Til min store overraskelse var der ikke noget toilet på kirkegården. Det er første gang jeg har været ude for det. (Redaktionel tilføjelse 10. juni: Se kommentaren til dette indslag: "Hej alle der kommer til Gyrstinge Kirke og ikke kan finde toilettet så kan jeg oplyse at toilettet findes i Præstegården lige ved siden af." Jeg takker for denne oplysning)

Ruten

Ringsted Station. Oplevelsesstien. Holbækvej. Gyrstingevej. Gyrstinge. Store Bøgeskovvej. Gyrstinge Søsti. Allindemagle Skov. Søftoftevej. Stibjærgvej. Store Merløse Station. I alt vel ca. 23 kilometer.

Humleore - Borup

Sydvest for Borup, nord for jernbanen til Ringsted ligger et pænt stort skovområde. Samt lidt kulturhistorie.

Svenstrup Gods har sat sit præg på udformningen af landskaberne på dagens vandring. I dag er der en omfattende svineproduktion på godset. 

Borup! For personer i min alder var Borup den første station i Hovedstadsområdet. I hvert fald når man kom kørende med toget fra Jylland eller Fyn mod København. Når man landede på den, ja så var det altså hovedstaden. Men det føltes nu alligevel langt ude. I dag kan man komme til Borup på lidt over ½ time fra København og området minder såmænd om alt muligt andet i landbrugs-Danmark. Dog med undtagelse af skovområder med opfindsomme navne som Hestehave, Humleore, Høed Skov og Harebo Skov.

En typisk skovvej i Humleore. Skovene er private, men det er tilladt at bevæge sig på skovstierne i dagtimerne. Det summer intenst af insekter, og dermed også fugle. Heldigvis ingen myg i dag. Det værste var en knåt.

Hestehave og Humleore skov

Skovene ligger på hver side af jernbanen med en broforbindelse. Det er rare skovområder, lad det være sagt med det samme. Måske ikke så meget på det visuelle område. Her ville man nok foretrække Bistrup Skovene nord for med de dramatiske bakker. Men der er et leben i området så det er en fornøjelse. Ikke af mennesker. Jeg tror jeg mødte under 10 personer på hele turen. Men på dyr, fugle, insekter og en rig biodiversitet.

Et eksempel på et af de mange stengærder som krydser gennem skovene. De fleste er som dette overgroet og delvis nedbrudt af høje træer.

I den vestlige del af skoven er der sågar havørne som har slået sig ned, så der er adgang forbudt da man ikke må forstyrre denne flotte og meget sjældne fugl. Det var et afbræk i ruten, men heldigvis for kompasset fandt jeg en anden vej. Der er mange stengærder i skovene. Og en enkelt lysning med digitalis (fingerbøl).

Her et andet typisk billede fra en løvtræsskov. Igen gode vandreveje. Intenst liv af insekter og fugle. Samt duft af planter og træer. 

Humleore Hus fra 1934 var engang et Gods. Engang skal det have haft et usædvanligt smukt orangeri, som var velbesøgt af haveentusiaster fra hele Europa. I 1980 fik huset sit nuværende udseende. 2. salen blev revet ned og der blev lagt strå på taget. Fra at være et gods blev det nu et hus. Det er svært at forestile sig at det engang har været en godsbygning. Kun rundingen over døren peger måske på det.

Humleorehus ligger for enden af Humleorevej ved skovens nordvestlige side. Udover dette hus hører der også mindre bygninger.

I 2005 blev huset solgt. Og i dag ejes huset af Christina og Morten Ristock-Poulsen som siden 2010 lejer det ud til selskaber, kurser og teambuilding, se hjemmesiden Humleorehus. Her erklærer Christina at hun bruger alt sin tid som koordinator ved selskaberne. Ideen opstod ud fra at man skulle holde fx bryllupper efter eget hoved her. Og efter en velspækket pengepung.

Svenstrup Gods svinefarm. Uden for billedet til højre de enorme gylletanke hvor der advares om farlige gasser. Fra stalden høres en konstant susen og grynten. Siloerne er vist til foder. 

Svenstrup Gods 

Et par kilometer stik vest for Borup ligger et stort gods, Svenstrup Gods. Hovedbygningen er fra 1781-1784, stalden med tjenesteboliger fra 1894-96. Som så mange andre godser blev det bygget under enevælden, baseret på hoveri og livegne bønder. Godset er stadig i samme families eje. Hele landskabet er formet efter at her ligger en herregård. Store marker og åbne sletter. Svenstrups meget konservative betød skov med mange gamle træer. I dag har godset moderne og effektiv svineproduktion. Så det er ikke tilrådeligt at komme i gyllespredningssæsonen marts-juni. Svineproduktionen klares med 8 medarbejdere. På hjemmesiden erklæres at man forsøger at minimere medicinforbruget. Meget apropos har Regeringen netop offentliggjort en handlingsplan hvori det fremgår at smågrise får 5 gange så meget penicillin som mennesker. Hvilket betyder at vi nu ikke længere kan bruge en række penicillin-typer. Mange af bygningerne står tomme, så Svenstrups ejer, baron Christian Wedell-Neergård har planer om at omdanne herregårdsanlægget til sport- og friluftscenter. Han sad 2004 til 2007 i Folketinget for De Konservative.

Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Men landslejren lå på kornmarken til højre for stenen uden for billedet. Der er ellers intet spor af lejren. Bussen er på vej fra Svenstrup mod Borup. 

"Landslejren 1967"

På Borupvej mellem Svenstrup Gods og Borup står der i vejkanten hvis man kigger godt efter, en kampesten med indgraveringen: "Landslejren 1967". Det drejer sig om pigespejderforbundet KFUKs landslejr 19. - 28. juli 1967. Det var forbundets hidtil største med hele 15.000 deltagere, så man kan godt forstå der kom en mindesten ud af det. Ligesom der sågar blev lavet et poststempel. Der findes et foto af lejren. Det må være Borupvej nederst i billedet. Lejren havde en maskot: ”Strikpigen” og en række underlejre, samt egen avis ”Budstrikken”.

Bro på Vigersted Kildeplads øst for Humleorevej. Kildepladsen ender ved åen, og herfra er der temmelig uvejsomt, men dog passabelt hvis man vil forcere terrænet i retning af den lille Harebo Skov.

Vigersted Kildeplads

På ruten lykkedes det mig at erobre endnu en kildeplads. Det er ellers et pænt stykke tid siden jeg forsøgte at nå gennem alle Københavns kildepladser. Det lykkedes dog ikke at erobre hele kildepladsen, for den vestligste del går gennem et uvejsomt terræn. Og jeg havde glemt at tage mine terrængående bukser på.

Udsigt fra Kildepladsen mod Humleore Skov.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Egedal og Furesø kommuners landområder

Egedal er i overkommelig afstand til København og vel det nærmeste man kan finde hvis man vil ud på landet

Udsigten fra Tyvekrog mod nord gengiver ganske godt hvad denne vandrerute byder på: Kuperet terræn, landbrugsarealer, spredte gårde og enkelte krat- og træbevoksninger.

Egedal Kommune har mange gode vandrestier uden trafik og larm fra civilisation. Terrænnet er tilmed kuperet så man ikke bare ser på ensartede og monotone landbrugsarealer. Gårdene ligger spredt, og der er da også ind imellem nogle omend meget spredte naturområder med træer, krat, moser og andet hvor man kan opleve fugle, rådyr og andet dyreliv. Man kan også opleve enkelte tynde levende hegn mellem markområderne. Så hvis man ikke så sulten efter de helt store naturoplevelser, men bare godt kan lide at trave ud i det blå, så er Egedal et helt oplagt sted at tage hen for københavnere der trænger til at komme lidt væk uden at skulle bruge alt for lang tid på transport.

Et særsyn: Nord for gården Stokholm i krydset  Damvadvej-Svinemosevej kan man se disse moseområder af mere anselig omfang. Faktisk er den nordgående sti oversvømmet et enkelt sted. Ellers er indtrykket det samme som fra det første foto.

Dagens hovedstræk var den kilometerlange sti Svanekærvej-Svinemosevej-Fluebjergvej-Bogøgård Kildeplads. Vejen bliver også brugt af de lokale beboere i området. Dem finder man ikke så mange af på en tirsdag som denne. Jeg har tidligere passeret dele af ruten før, men stien er faktisk bedre end noget jeg før har været igennem. Bl.a. fordi den er så sammenhængende. Tit skal man ad trafikerede veje for at finde gode vandrestier, men ikke her. Bort set fra en enkelt kilometer er der tale om ca. 12 kilometer, hvilket er helt exceptionelt. Og så er stierne på Flyvestation Værløse endda ikke talt med.

Endnu et særsyn: Øst for gården Hestehave ved Damvadvej går stien gennem noget der ligner et decideret naturområde. Godt nok kun et par hundrede meter, men hvilke metre!

Landbrug

Det generelle indtryk af ruten er som nævnt det kuperede terræn, markerne og de spredte gårde. Og der er mange spredte gårde undervejs. I dette indslag har jeg plukket et par typiske eksempler, og så lagt endnu flere ud på Flickr-album for Egedal Kommune. Visse steder går stien bogstavelig talt igennem gårdene, de fleste steder ligger de dog diskret langt væk fra stierne, med snoede stier hen til dem.

Stenlillevej set fra Svanekærvej. Vidtstrakte marker med spredte gårde. Et typisk billede på den kuperede rute. Så vidt jeg kan se er det i forgrunden Kongsdal, med Toftehøj i det fjerne. Lokalkendte kan måske be- eller afkræfte det?

Landbrug er det så som så med på mange af dem. Mange har slået sig på heste, småhåndværk og andet. Fremstilling af natursten, for nu at nævne et eksempel, spejdernes hytte tæt på Egedal Station en anden. Men der lugter dog af gård på flere af dem.

Gård ved Thorkildgårdsvej, set fra Svinemosevej. Igen et typisk billede fra landbrugsområdet.

Dansk Folkeparti ville måske nok protestere over at globaliseringen også er slået igennem her, og det danske sprog fortrængt af engelsk, Brunhøj har nemlig skiftet ejer og navn til Brownhill Horse Lifestyle. Og sådanne tendenser ser man mange steder. De seneste år ser regnskaberne dog ikke så godt ud, den finansielle krise har også ramt hestesporten. Trods globaliserede navne.

Gård tæt på Knardrupvej, set fra Bogøgård Kildeplads. Gården er ikke aftegnet på Kraks Kort, men den ser gammel ud.

Den ramponerede hestevogn på bakken ved de græssende heste synes nærmest symbolsk for den situation. På marken overfor ser det også ud til at en lyssky person er kommet nemt af med sine sofamøbler. For ingen fornuftig person med sin sunde fornuft i behold ville vel stille et sofaarrangement lige præcis på en brakmark.

Bundsgård ved Bundsvej, nord for Bogøgård Kildeplads. Og sådan kunne dette indslag blive ved. Men læserne må ty til Flickr-album hvor bondegårdsbegejstrede vil kunne se endnu flere eksempler.

Dansk kulturarv

I disse tider raser debatten om at bevare den danske kulturarv på det politiske plan og i medierne. Der er kommet kanon for danske værdier osv. Det har dog ikke påvirket dagligdagen så meget. For selv om man måske godt verbalt vil nikke til at vi skal bevare den danske kulturarv, så synes det også som om at der også er grænser for hvor meget vi skal gøre ud af det, når den nu kommer i vejen for fortjeneste. Området er fx spækket med gravhøje af enestående kvalitet: Maglehøje tæt på Egedal Station, den sagnomspundne Asserhøj ved  Ganløse for nu blot at nævne et par.

Herulisk (?) kulturarv møder dansk landbrug: Asserhøj syd for Ganløse. I dette område ligger der en del gravhøje meget tæt, hvilket kunne tyde på at det har været et vigtigt område for befolkningen dengang. Byzantinske historikere mente at det folk der levede her (herulerne), blev fordrevet af indvandrere fra Sydsverige. Disse indvandrere var danerne, altså os! So much for dansk kulturarv.

Desværre ligger de meget i vejen for plovene. Og som de ligger der, så synes de nærmest at stå på tæer for at undgå at få tæerne, ja endog hele foden skåret af af plovskærene. Respekt er godt, men ekstra landbrugsjord er nu heller ikke til at kimse af, synes devisen at være her, og landmændene har helt sikkert lovgivningen med sig.

Bunds Å ved Kirke Værløse. I dette område forløb et net af oldtidsveje. Men igen, er det dansk kulturarv når det nu var herulerne som anlagde dem? Hvad danerne, altså de folk der indvandrere fra Sydsverige og fordrev herulerne, gjorde med denne kulturarv, fremgår af dette billede: Der er intet tilbage af kulturarven.

Bogøgård Kildeplads

Turen byder også på et gensyn med Bogøgård Kildeplads som jeg tidligere har passeret 23. januar 2014 i forbindelse med mine vandringer til Københavns Vandforsynings kildepladser. Her er der sket meget. Pumpehuset er fx blevet revet ned, så mit foto må være et af de sidste. I stedet for er der nu opført et mindre skurlignende pumpehus. Ifølge to mænd som jeg mødte i området for at kikke efter stor bjørneklo, blev det revet ned for omkring 2 år siden. Der er endvidere sket en massiv udtynding i trræbevoksningen. Samt anlagt en vej gennem den østlige del af kildepladsen så man nu kan følge Bunds Å hele vejen til Kirke Værløse. Kildepladsen opfylder meget tydeligt en funktion i dyrelivet.

Københavns Vand, eller i dag HOFOR spiller en stor rolle. Dels sænker kildepladserne grundvandsspejlet ved at pumpe vand til de tørstige i hovedstadsområdet, dels bevarer kildepladserne giftfri oaser med ofte vildtvoksende beplantning. Nogle gange lige lovlig vildtvoksende, hvis man skal tolke på de omfattende mængder fældet træ som ligger på Bogøgård Kildeplads.

En af længerne i den gård som ligger i det nyligt åbnede område i den østlige ende af Flyvestation Værløse.

Flyvestation Værløse

På vej til Måløv Station passerede jeg også den østlige del af Flyvestation Værløse uden at forestille mig de store nyheder. Men der er nyt: Området længst mod øst er nu blevet tilgængeligt for publikum, og på dette område ligger der en gård. Den ser noget sønderskudt ud, så jeg forestiller mig at det er en gård som flyvevåbnet har øvet sig på at storme. Den ligner da også noget man ellers kun ser fra sønderskudte huse fra krigsområder. Men ellers er den frit tilgængelig, med stuehus, stald og hvad der ellers hører til en firelænget gård. Gad vide om den er opført til formålet eller bare en gammel gård der blev slugt af flyevestationen.

Fluebjerg må afslutte denne artikel som endnu et eksempel på Egedals mange store og flotte gårde.

Ruten

Egedal Station. Svanekærvej. Svinemosevej. Fluebjergvej. Bogøgård Kildeplads. Flyvestation Værløse. Måløv Station. I alt ca. 18 km

Græse Å

"Sejle op ad åen, sejle nedad igen, det var vel nok en dejlig sang, den må vi ha' endnu engang" Den såkaldte nationale sangskat er fyldt med illusoriske sange

De sidste 500 meter af Græse Å inden den udløber i Roskilde Fjord er skarpt bevogtet af køer, men fra Byvej får man et indtryk af den flade eng hvor unge træer er ved at vokse op langs bredden.

Med mindre man er Odense Å eller andre af den håndfuld danske åer hvor man kan sejle (tilladt eller ikke tilladt), er der ikke mange åer der matcher den populære sang. Græse Å er en af Nordsjællands typiske åer. Forestillingen om hvad en å er, varierer meget i den danske befolkning: Landmænd og lodsejere ser dem helst indskrænket til en 1-2 meter bred grøft med vand i (når man nu ikke kan få lov til at fylde dem op). Industrivirksomheder ser spildevandstekniske anlæg. Vandværkers kildepladser ligger ofte langs åer. Tidligere vandmøller kan omsættes af turist- eller museumsbranchen til idylliske udflugtspunkter. Og naturelskere ser åer som ådale med dyr, fisk, insekter.

Fra Byvej og 1½ km til Græse Mølle løber Græse Å i mere naturlige omgivelser. Et skilt advarer om at der kan forekomme oversvømmelse ved kraftig regn og havstigning i fjorden. Syd for kan man opleve at se fly, her ligger en svæveflyveplads. Åen ser på denne strækning nogenlunde ud som på billedet.

Landbrug

Græse Å har mest af alt været underkastet landmændenes interesser: Store strækninger af Græse Å løber gennem åbent land uden skyggegivende beplantning. Man beplantede dog 1990-94 en strækning på sydsiden af vandløbet for at give skygge med løvfældende træer og buske med oprindelse fra den danske natur. Men ellers kan man også finde områder hvor alle de nævnte interesser afspejler sig. Arealerne omkring Græse Å er af høj dyrkningsværdi. Mellem Græse Mølle og Slangerup er der marker både nord og syd for. Nord for åen strækker markerne sig generelt helt ned til åbredden med mindre jorden er for sumpet. Syd for er der korte strækninger hvor det ser ud til at man har bevaret randzonerne, i hvert fald for en tid.

Bakken i baggrunden vidner om at åen her falder, og det gav også vand nok til Græse Mølle. Vest for Frederikssundsvej er der 10 vandtrappetrin.

Kært barn, mange navne

Åer har det med at have flere navne, alt efter hvad de lokale har brugt af betegnelser gennem tiderne. Og således er det også tilfældet med Græse Å som på andre strækninger kaldes Kedelsø Å og Langsø Å. Kedelsø Å og Langsø Å blev i 1951 optaget som amtsvandløb i Græse Å. Dette afsnit har jeg tidligere dækket fra Slangerup, så dagens etape går fra Frederikssund til Slangerup. Men i grunden er den samme å med en længde på lidt over 15 km, hvoraf kun 50 meter er rørlagt ved Krogenlundvej efter at man frilagde åen i 1994. Selve oplandet er 33 km2.

Åen ved Græse Mølle vidner om fordums storhed da fosset var kraftigt nok til at drive mølledrift. Her er der 10 vandtrapper. På denne strækning ser åen ganske velplejet ud, ligesom helt til Slangerup.

Åen (eller åerne) fik op til midten af forrige århundrede lov til at være å. Indgreb i dem var beskedne. I 1912 blev den uddybet, i 1952 blev Kedelsø Å og Langsø Å reguleret. Frederikssund Kommune har udarbejdet et Regulativ for Græse Å. Det er uden årstal, men formentlig fra  1990'erne.

De 1½ km mellem Græse Mølle og Åbrinken kan man ikke følge åen. Øst for Græse Mølle er der på begge sider private veje med adgang forbudt. Her sydfor åen omkring Ryegård.

Når man følger åen, vil man opdage at strømmen er ganske betydelig. Dette skyldes bl.a. at  der bliver tilledt af spildevand og overfladevand fra befæstede arealer, og fra overfladeafstrømning fra landbrugsarealer. I 1993 blev etableret en fiskepassage i form af en bassintrappe og et stryg ved Græse Mølle, hvor der tidligere fandtes et styrt, der var umuligt at passere for fisk. Den er dog svær at få øje på i dag. Men der er 10 gamle vandtrapper.

Omkring Ryegård forløber åen i et noget sumpet område. Man kan lige ane åen som en mørk streg gennem sivene. I baggrunden ses huse langs Hørupvej.

Vandtilførslen

Græse Å modtager spildevand fra rensningsanlægget Lynge samt Slangerup Rensningsanlæg, hvorfor en meget stor del af sommervandføringen udgøres af spildevand. Vandkvaliteten er derfor til tider meget dårlig og vandstanden meget svingende. Der forventes i den kommende periode en udbygning af regnvandsbassiner i oplandet til vandløbet.

Egentlig ligger Lindbjerggård næsten 2 km fra åen, men der ser da idyllisk ud, og der er ganske enkelt områder man må opgive at følge åen og i stedet bruge landeveje som fx Græsevej.

Vandværker

Vandværker er både godt og skidt for åen. Godt fordi det hele så ikke bliver pløjet op, skidt fordi vandværker dræner området. I Græse Å’s opland blev der i 1992 i alt indvundet omkring 4,0 mill m3  grundvand til almene vandforsyningsformål. Størsteparten gik til 3,1 mio m3  Københavns Vandforsynings kildeplads ved Hørup. Det primære grundvand blev sænket 5-10 meter som følge af vandindvindingen, så der blev 1993 indgået aftale om at nedsætte indvindingen på Hørup kildeplads til maksimalt 2,5 mill. m3  pr. år.

Ad Åbrinken har man igen kontakt med åen, der her forløber tværs gennem billedet. Området mellem åen og stien bevogtes af farlige dyr. På den anden side gården Christianshvile.

Siden begyndelsen af 1950’erne er Græse Å blevet nivelleret og reguleret efter bestemmelser om bundbredde, fald og anlæg. Selv om det er svært at se åen, så kan man dog prøve at trænge igennem urskoven flere steder for at se åforløbet. Mine stikprøver viste at dette ser pænt ud, uden tilvoksning. I hvert fald helt ind til Slangerup. Og jeg fandt såmænd da også en enkelt, lille frø.

Mellem Hørup Skovvej og de 700 meter til HOFORs kildeplads er der ufremkommeligt terræn. Ofte breder ådalen sig ind på markerne og man må gå en omvej gennem meterhøj bevoksning. Sine steder overstiger det hovedhøjde, og generelt når det til brystet.

Miljøvenlig vedligeholdelse

Græse Å er reguleret i hele sit forløb, men den fysiske variation i vandløbet er dog ganske god på grund af flere års miljøvenlig vedligeholdelse. Profilet er på adskillige strækninger begyndt at udvikle overhængende brinker, dybe høller og stryg. Samtidig er vandløbets forløb blevet mere bugtet.

Åen syd for kildepladsen og tæt på Speedway-banen. Her langs kildepladsen ser det ud til at beplantningen har bredt sig. Det anbefales at bruge kildepladsens sti. Den sydlige bred er på dette stykke nærmest ufremkommeligt uden machete.

Det første regulativ for Græse Å fra 1882 var et fællesregulativ med en række ”almindelige bestemmelser” suppleret med bestemmelser for de enkelte vandløb. Disse bestemmelser er dog af overordnet karakter. Bundbredde, fald og anlæg angives kun omtrentligt og omfatter lange strækninger. Siden er der sket en masse. Landsbyer er vokset til byer. Landbrugsarealer er gået fra ekstensivt til intensivt. Vandværker har drænet jorden. Industrier hældt giftigt spilde vand i åen.

Mellem Hauge Møllevej og Birkemosevej i Slangerup har man forsøgt at genskabe noget af ådalens engagtige karakter.

Og nej, man kan ikke sejle på Græse Å, måske tage en tur med gummistøvler. De høje skrænter langs åen vidner imidlertid om at der har været mere vand. Måske har man endog kunnet sejle her for generationer tilbage. Men efter det forgangne århundredes intensive brug af åen ser det ud til at det moderne menneskes krav om rekreation måske vil skabe liv i åen igen.

Ruten

Lidt svær at beskrive. Man må improvisere. I kilometer er der ca. 13 kilometer, men det er absolut strabadserende terræn, så det er sværere end kilometertallet lader ane.