Naturparkens landsbyer

Fra for 200 år siden at være et bærende element i det danske hovederhverv landbruget har landsbyerne radikalt skiftet funktion

Dette indslag handler kun om landsbyer set fra et vandringssynspunkt: Som en oplevelse på den lille rejse som enhver vandring er. Er der noget interessant at kigge på før man begiver sig videre? Eller er der ingen steder at slå sig ned? Mange af os er opvokset på landet, og de som voksede op i 1950'erne og 1960'erne, eksempelvis i landsbyen Egernsund (1.200 indbyggere) nåede at opleve landsbyer med karakter af landbrugssamfundet. Landsbyer som små "øer": Egen identitet, en vis samhørighed og skæbnefællesskab, og uforsonlige fjendtligheder, gerne gennem generationer. Afstande på 3-5 kilometer kunne forekomme uoverskuelige. Denne type landsbyer er romantiseret og idylliseret i bøger af Morten Korch (vil du læse dem, så gå hjem og snork). Og de forsvandt i 1970'erne. Og med den røg forretningslivet, skoler, værtshuse og andre institutioner som dannede fælles mødesteder.

Som mange bilister oplever landsbyer: Huse langs en gennemkørselsvej. Hvad gemmer der sig bag facaderne bag hækkene? Her Måløvvej i Ganløse. Landsbyer er i dag mange ting. Ikke som jeg forestiller mig dem for 50-100 år siden hvor de lå som isolerede øer mellem de større byer.

Landsbyer før og nu

Landsbyer har helt andre og anderledes funktioner i dagens Danmark. De kan være mange ting. Hvis man vil opleve deres tidligere funktioner, må man vist forsøge sig på visse øer. Jo mindre en øbefolkning er, desto mere afhængig er man af hvem  der bor på øen og om disse er i stand til at sikre øsamfundets beståen. Med en større befolkning kan man tillade sig at sige fra og overlade opgaverne til andre. Sådan er det ikke mere i landsbyer, hvor man i dag bare interagerer med de nær- eller fjerntliggende byer.

Det er kun på overfladen at landsbyerne stadig ligger som små øer. Og kun arealmæssigt (hvis vi medregner omgivelserne) overgår landsbyer de store byer. Min artikelserie om Københavns vandforsyning har eksempler på at storbyen København gennem flere hundreder år har opfattet "landet" i 60 km afstand som vandforsyningsområder. Vandringsløse Tidende har med denne vandring det mål at se nærmere (uden dog at prætendere ligefrem at gå i dybden) med nogle af de landsbyer som ligger i (Farum) Naturpark. Der dog ikke kan opfattes som et landdistrikt, men som et byområde med mere eller mindre afstand til større byer.

Kirke Værløse set fra Bundsvej. Det er Bunds Å som slynger sig forbi landsbyen til højre for. Åen i sig selv er ikke noget særlig, højst en meter bred. Men ådalen er dramatisk og dele af den er også fredet. Ikke så langt borte ligger den nu nedlagte Flyvestation Værløse. Som en ø ligger landsbyen der, men med utallige "færgeforbindelser" ud i landet. 

Kirke Værløse

Kirke Værløses ca. 1.000 indbyggere svarer til noget lidt større end Orøs. Oprindeligt havde landsbyen kirken, så et andet Værløse hed Lille Værløse. Det ændrede sig da Lille Værløse fik en station, og voksede så meget at det ikke længere svarede til navnet. Så man strøg bare Lille. Nu er Kirke Værløse den lille, selv om den også voksede, men slet ikke i samme omfang. Og egen Netto. På den måde kom Kirke Værløse lidt til at minde om mange lignende landsbyers skæbne langs s-togslinjen til Køge.

Smedegade (tv) og Bybrøndstræde (th) i Kirke Værløse. Som den formentlig har set ud i hundrede år, i hvert fald hvad angår huse og gårde. 

Kirke Værløse er en blanding af gammel landsby omkring Smedegade. På Smedegade 19 lå der en Tatol, som mange på min alder vist husker. Selv i Egernsund var der en Tatol. Sammen med ca 130 andre steder i landet. Det var en slags forløber for minimarkeder, hvor man kunne alskens varer som Tatol-kaffe, dameundertøj i stor størrelse og netstrømper, 5 stks. cigaretpakker, Eifel og York, brun sæbe i løs vægt, dagens avis og måske en pilsner. (På et af mine Flickr-fotoer mener jeg at man lige kan ane den forhenværende Tatol-bygning i baggrunden efter det gule stråtæktshus).

Ganløse

Ganløse er med sine ca. 2.900 indbyggere på grænsen af boligministeriets definition af en by, nemlig 3000. Og i øvrigt nogenlunde svarende til hvad der bor på Fanø der i modsætning til Ganløse betegnes som et landdistrikt og befolkningen spredt ud på knap 60 km2. Så alt efter behag kan man kalde Ganløse en by eller en landsby.

Bygaden i Ganløse med Ganløse Kro. Kroens historie rækker århundreder tilbage i tiden og var engang kongelig privilegeret. Den nuværende bygning er vist fra omkring år 1900. Bemærk at der også står postgård. For landsbybeboerne måtte indtil 1912 kun komme på kroen efter post. Så blev kroen et vigtigt samlingspunkt, og aktuelt spiller Ganløse Revyen her med bl.a. Anne Herdorf.

Ganløse må vel siges at have hvad der hører sig til en by: Rytterskole, kro, bibliotek (omend selvbetjent), supermarked (Kiwi, åbent 8-22), bager, gadekær medtilhørende park, mølle (uden vinger), snedker/tømrer og adskillige andre småvirksomheder og forretninger. På denne onsdag formiddag er det mest supermarkedet der trækker. Biblioteket er helt tomt på trods af at der er selvbetjent åbningstid. Og byen synes mest befolket af håndværkere. Der er både meget at kigge på og steder at slå sig ned. Ganløse ligger halvvejs på ruten.

Ganløse City: Rytterskolen til venstre, i midten bageriet (det gule hus) og helt bagest biblioteket i en gammel gård med lokalarkivet. Til højre en lukket købmandsbutik, men uden for billedet til højre er der et spritnyt Kiwi-supermarked.

Slagslunde

Slagslunde er med ca. 1.000 indbyggere en del mindre end Ganløse. Befolkningstallet er på størrelse med Orøs. Her er der godt nok forsamlingshus, skole og institutioner, men udover en frisør ikke meget forretningsliv. Det er heller ikke hvad Slagslunderne ser byen som. På hjemmesiden præsenterer den sig som "den ideelle by for familien som gerne vil bo tæt på naturen og ikke have for langt til arbejde" - sagt i samme sætning som at der er 30 km til Københavns Rådhusplads. Det er også det indtryk man får ved at gå gennem landsbyen, og indtrykket af Slagslunde som en rar by at bo i.

Slagslunde har sit eget gadekær. I baggrunden præstegården fra 1860. Gadekæret er for længst holdt op med at være det daglige samlingspunkt. Og i det hele taget er der ikke mange daglige samlingspunkter. Til gengæld ser der ud til at være en hel del lejlighedsvise samlingssteder.
 
Her er der meldt klart ud. Landsbyen har sin egen musikfestival. I år den 8. august. At ungdommen trives, fremgår måske af at U14-holdet for Slagslunde-Ganløse blev Sjællandsmestre i 2015. Allerede i 1934 blev de to idrætsforeninger i Slagslunde og Ganløse enige om at de var for små og slog sig sammen. Idrætsforeningen var også foreningsballer på Ganløse Kro, dilletantforestillinger og andespil. Der er heller ikke meget landbrug tilbage, snarere i bedste storbystil et kogræsningslaug. For vandreren er der ikke meget liv, men til gengæld en rar og hyggelig atmosfære.

 

Sperrestrup, eller marken umiddelbart nordøst for landsbyen set fra Naturstien Buresøstien.

Sperrestrup

Med Sperrestrups ca. 25 indbyggere er vi nok ved at nå grænsen for noget man overhovedet kan kalde en landsby. Det svarer til en befolkning på størrelse med Nekseløs (20). Den består af fire gårde: Damgård, Bakkegård, Vanggård og Bygård samt fem huse. Så der er ikke så meget at opleve for vandreren i selve landsbyen før man er ude af den igen. Her er det derimod omgivelserne der trækker. Sperrestrup har fået opkaldt en skov efter sig og er udgangspunkt for en af de allerbedste vandrestier jeg har vandret på, nemlig Buresøstien.

Damgården er en af de fire gårde i Sperrestrup. Og sådan er det med Sperrestrup. Man kan næsten ikke andet end bare at gå igennem og nyde landsbyen så længe det varer.

Jørlunde

Min aktuelle helbredstilstand tillod ikke at besøge Jørlunde. Hvis ca 300 indbyggere svarer til befolkningen på Sejerø (366). Mens jeg har levet (dog uden at have været der og oplevet det), er der lukket en række virksomheder i landsbyen: Krauses Bageri, cykelværksted, købmandshandel, kommunekontor, alderdomshjem, bibliotek, frysehus, brugsforening, smedje, stålfabrik og kurvemageri. Tilbage er Jørlunde Forsamlingshus, præstegården og forsamlingshuset. Og delvis skolen. Jørlunde Skole fungerede som sådan 1939-1991, ca. 2 km fra Jørlunde. Siden 2001 som 10. klassecenter. I dag ligger virksomhederne koncentreret lands landsbyens vestgrænse, Roskildevej. Og her åbnede i 2014 et pølsemageri, så forretningsliv har måske en fremtid.

Mellem landsbyerne

Og det er måske det væsentlige: Turen til landsbyerne. Den byder på særdeles attraktive vandrestier, se Ruten nedenfor. I særklasse er ruten mellem Sperrestrup og Ganløse. Ved gården Granhøj i Slagslunde Skovs sydvestlige hjørne skal man være opmærksom på at man et stykke af vejen går på en privat grund der kun er åben for passage mellem solopgang og solnedgang. Kratvej vest for Slagslunde byder på nogle helt enestående panoramaer mod syd og denne klare dag kan man se helt klart til Energitårnet ved Roskilde, 20 km væk. Bundsvej er trafikeret, men til gengæld har man en enestående panoramaudsigt mod syd hele vejen. Desuden tæt på Ganløse også Damvad Ådal. Selve åen slet ikke synlig her, men ådalen er dramatisk set med danske forhold.

Ruten

Jørlunde Skole. Langdyssevej. Sperrrestrup. Naturstien Buresøstien. Kollensøvej. Kratvej. Slagslunde. Slagslunde Skolesti. Ganløse. Bundsvej. Kirke Værløse. Værløse Station. Ca. 20 km

Søndersø Vandværk med kildepladser

En tur til Søndersø vandværk og tilhørende kilder er et udmærket påskud til at gennemvandre nogle af de bedste stier og veje i området. Selv med et par frostgrader og frisk vind.

Som beskrevet i de to forrige afsnit havde Københavns magistrat til at slukke københavnernes tørst fået opført vandværket ved de gamle volde og stukket en halv snes sugerør ned i jorden på kildepladser langs Harrestrup Å. I perioden 1870-1900 fordobledes indbyggertallet imidlertid fra ca. 180.000 til ca. 350.000 sjæle. Så mon ikke kommunen så det som en foræring at den i 1870 fik tilbudt at købe Søndersø, sydøst fra landsbyen Kirke Værløse? Man var i hvert fald ikke sen til at slå til. Allerede året efter (1871) pungede man ud med 40.000 rigsdaler. De gode bønder omkring Søndersø havde i 2 år forgæves forsøgt at dræne store områder af søen, ud fra devisen "hvad udad tabes, må indad vindes" efter krigen 1864. Men vandstanden var ikke faldet det ringeste, og bønderne hældede vist til at der lå en enorm og uudtømmelig kilde under søen.

Tipperup Å er i virkeligheden del af en lang å der bare hedder noget forskelligt undervejs: Værebro Å og Jonstrup Å. Den løber langs sydsiden af Søndersø, uden at løbe ud i den. Og den løber også igennem Kildeplads Søndersø Vest. Længere nede af åen var der engang vandmøller og man kunne besejle åen med mindre fartøjer. Men det er mange århundreder siden. Nu kan man gå over med gummistøvler.

En regulær handel, med andre ord. Helt anderledes end i de helt gamle dage. Da var ejendoms- og brugsretten en kompliceret affære. Konge, magistrat, lokale bønder, lokale lodsejere og en mængde andre interessenter sad på ejendomsret og/eller brugsret til søer, vandløb, fiskeri, græsning mm. Så finansministeriet forlangte i 1859 en forklaring om hvornår Københavns vandvæsen havde fået overdraget retten til at hente vand fra søer. Kommunen kunne ikke forklare sig hvad angik Gentofte Sø, men ministeriet godtog redegørelsen for Emdrup Sø hvor retten stammede tilbage fra reformationens tid.

Og hvad snakkede man i øvrigt om? Igennem de sidste 200 år har mennesket påvirket vandløb, søer mm. I vikingetiden og oldtiden kunne man færdes på mange åer med både og skibe, hvor man i dag dårligt nok kan færdes med en lille jolle. Landhævning er en ting, men mere væsentlig var at bønderne drænede marker og enge. Hertil kom så grundvandsboringerne. Så sø og sø .... Søndersø er blevet mindre! Men i 1871 var kommunen ikke i tvivl om hvad den havde købt, og ingen har betvivlet det siden.

Så idyllisk vi måske i dag opfatter Præstesøen (til venstre) og Søndersø (i baggrunden til venstre), så har det nok ikke altid været sådan. Vi ved fra talrige oldtidsfund at området var noget særligt. Men bønderne i 1800-tallet var vist godt sure over at søen ikke kunne tørlægges. Så sure at de solgte den til København. Heldigvis for os, og slet ikke nogen dårlig ting for naturbevarelsen. Lige som med Vestvolden ligger kilderne hen som fine naturområder. Og der er ikke som langs søens nordlige bred bygget næsten helt ned til søen.

Vandledningerne

Desuden var der problemet med at transportere vandet. Det var ikke så svært med de artesiske 1800-talsboringer som er omtalt i forrige afsnit. Fra kilderne ved Harrestrup havde man allerede en naturlig vandledning ned til Damhussøen, nemlig Harrestrup Å. Vandet løb dog ikke i selve åen, men en gravet rende ved siden af, Kildevandsløbet. Anderledes med Søndersø.  Og nedgravning af jernrør var ikke problemfrit, da de skulle nedlægges i private lodsejeres ejendom. En dom, citeret i Ugeskrift for Retsvæsen, 17. juni 1872, s. 836-840, illustrerer det. En privat lodsejer, Løjtnant Wildau på Frederiksberg havde indstævnet Københavns Magistrat. Men blev underkendt. Retten stadfæstede at:

Statueret, at en af Kjøbenhavns Commune i henhold til L. 20 august 1853 erhvervet ret til nedlæggelse af gas-eller vandrør over privat grund ikke behøver tinglysning for at sikkres mod trediemand. Dommen lød derfor, at De indstævnte, Kjøbenhavns Magistrat, bør for tiltale af Citanten, Lieutenant C. Wildau, og Intervenienten, Particulier D. Th. Gottliebsen, i denne sag fri at være.

Søndersø

Kommunen ville først bruge Søndersøs overfladevand og søen som reservoir. Det fik den lov til af Landkomissionen i 1872. Det fortsatte til i hvert fald indtil 1960'erne. I 1874-75 byggede man en dampdrevet pumpestation ved søens sydøstlige ende. Herfra blev vandet ledt til en højdebrønd ved Egebjergene i Hareskoven. Herfra til Ballerup, Hjortespring, Herlev, Kildevandsløbet ved Kilde VIII ved Sømose Å og til Sankt Jørgens Sø.

Man skal ikke have bevæget sig langt på stierne langs Søndersø før det vrimler med tegn på vandindvinding. Rør, dæksler eller mystiske anlæg som vandeksperter sikkert kan svare på hvad bruges til. Til ære for fotografen fosser der vand ud af noget som jeg på stedet benævner en overløbsventil (det er sikkert noget andet).

Men i 1890'erne afslørede boringer at København havde købt en ren guldgrube af grundvand. Så indbringende at man fra 1893 ikke længere behøvede at bruge overfladevandet. Anlægget der behandlede søvand var dog i funktion helt indtil 1980. Kilderne lå ikke som bønderne havde troet under søen, men langs bredderne. I perioden 1894-1908 etableredes 3 kildepladser øst for søen: Søndersø Øst, Søndersø Vest og Tipperup Å. Den maksimale ydeevne blev nået i 1904. I perioden 1923-30 kom yderligere 3 kildepladser til: Bjellekær øst for Søsum, Bogøgård øst for Knardrup (skov) og Kildedal øst for Veksø (lukket 1980 pga forurening). I 1940 endnu en: Egholm vest for Slagslunde. Yderligere tre kildepladser bruges lokalt. Kildepladserne kan bl.a. ses i en vandforsyningsplan fra 2012.

Søndersø Vandværk

En tur langs søens bredder afslører overalt tegn på vandindvindingen. Dæksler, borerør, anlæg af alskens slags ... Og selvfølgelig selve vandværket. Som dog ikke er det oprindelige. Kildevandsanlægget fra 1891 og udvidelser fra 1899 blev hurtigt forældet. Der er nu kun funktionærboligen ved Ballerupvej tilbage, en toetages hvid boligblok med 4 lejligheder. Det nuværende Søndersø Vandværk er opført ad to omgange 1941-43 og 1947-1951.

Af det gamle vandværk er kun funktionærboligerne tilbage. De ligger et par hundrede meter øst for det nuværende vandværk. Den rummede 4 lejligheder. Resten er værket er blevet revet ned.

Interesserede kan forsøge om der gemmer sig en historie om konflikten mellem håndværkere og arkitekter. Værket er tegnet af arkitekt Ove Huus (1884-1954), Han var i en periode kasserer i Den Fri Architektforening, som eksisterede 1909-19. Den var stiftet af 10 unge arkitekter, fortrinsvis fra Heinrich Wencks tegnestue, i protest mod de mere konservative holdninger i Akademisk Architektforening, ledet af den kendte arkitekt Martin Nyrop. Kontroversielt  optog foreningen medlemmer uanset akademisk baggrund. Huus var således murersvend 1903, men først færdig på Kunstakademitet i 1913. Han klarede sig godt, tegnede Lejre og Slangerup Vandværker og Rådhuset i Birkerød (1924).

Søndersø Vandværk dominerer i den grad halvdelen af sydkysten på Kildeplads Søndersø Vest. Fotoet viser kun en lille del af bygningerne. Ned mod Tipperup Å er der forskellige anlæg, damme osv. langs stien.

Bogøgård Kildeplads

Turen til kildepladsen gik ad Bundsvej over Kirke Værløse, og bestemt en vandretur værdig. Langs sydkysten af Søndersø kan man gå på arbejdsvejene i Kildeplads Søndersø Vest. Næsten ved enden af søen langs hegnet til Flyvestation Værløse kommer man forbi en ruin af en tysk officersmesse og spise- og udskænkningssted for personalet for flyveenhed 103 III. Området vest for er præget af tyske løbegrave hvor fritz'erne øvede sig under 2. verdenskrig. For at ingen skal være i tvivl, har tyskerne mejslet en tekst ind i stenene: Erbaut 1941-1942, FL. H. KDTR 103 III, Major Sonntag, O. ingr Brade, Insp. Gietzeld, Feldw. Beschorner. Bortset fra at taget mangler (det røg i 1990'erne), kan enhver jo forestille sig hvad der er foregået, måske Wein, Weiber und Gesang.

Taget er røget, men murene står endnu på den gamle tyske officersmesse fra 2. verdenskrig. Bag fotografen boltrede de tyske fritzer sig i lange løbegrave for at være forberedt hvis fjenden skulle komme. Det gjorde de som bekendt ikke. Og hvad der skete med major Sonntag og Feldwebel Beschorner, det må vi overlade til historikerne.

Bag om Værløse Kirke kan man gå et stykke langs Bunds Å. Men må dog også op på selve Bundsvej med alle dens udsigter - og trafik.

Med en anelse mere sne på og et par julenisser skøjtende på åen er dette vel lige til et julekort. Ikke engang Værløse Kirke mangler. Bunds Å ser ud til at være blevet renset op. Igen mange udsigter langs åen.

Vel ankommet til kildepladsen vil man opdage at den ligger meget naturskønt og er træbevokset. Pumpehuset (1925) ligger for enden af en gammel asfaltvej man kommer til ad Bogøgårdsvej. Og man har udsigt til Bundsmose. Indenfor kan man høre at pumpen stadig kører på livet løs. På dette sted kan man gøre som vandringsmanden: Indtage den varme chokolade og nyde stilheden.

Bogøgård Kildeplads, pumpehuset. Huset har en anselig størrelse i forhold til kildepladserne langs Harrestrup Å. Indefra kan man tydeligt høre brusen fra vand. Så der må være gang i anlægget.

Bjellekær Kildeplads

Igen en flot tur, denne gang ad Toppevadvej. Gården som har givet kilden navn, ligger på hjørnet ved Bjellekærvej. Den har en ganske imposant størrelse, og det fremgår af hele 3 mindesteler at man i 1800-tallet var ganske stolte af sig selv. En af stelerne har endda fået sin egen lille "mindepark" med tilhørende høj, og på de tre stablede sten står navne og årstal på folk fra 1800-tallet. På begge sider af ladeporten står to ens, runde steler for, med samme tekst: I. Jensen Bjellekier, medlem af Frederiksborg Amts Vejudvalg 1895-1928.

Bjellekærgård med "mindeparken" i forgrunden. til højre forr ladeporten kan man måske ane den ene to andre steler. Gården i sig selv er ganske stor.

På pumpestationen står årstallet 1926, men modsat Bogøgårds er den helt tom. Oprindeligt stod der nogle dieselmotorer fra B&W som der er en flot billedeserie af. Af denne fremgår at de fungerede i 60 år. Og at man har forsøgt at få det op at køre igen i 2007, denne gang på Djursland.

Bogøgård og Bjellekærgård Kildepladsers pumpehuse er opført næsten samtidig, og de ligner da også hinanden. Her er Bjellekærs set fra modsat side. Husets maskinhal er dog ganske tomt, det ser ud til at blive brugt som mandskabsrum (frokoststue?) og opbevaringsrum for mindre maskiner. Det var her B&W maskinerne pumpede løs i 60 år.

Kildepladsen ligger på bunden af en drænet og udtørret sø, Østersø. Og det fremgår af landskabet. Vejen er forhøjet og til begge sider er der sumpede områder. Vejen ender ud i en toppet mose som det absolut ikke kan anbefales at forsøge at forcere, det skulle da lige være i frostvejr. På kildepladsen kan man flere steder se de gamle søbredder.

Arbejdsvejen på kilden ender midt ude i den tørlagte Østersø. Her kigger fotografen dog den anden vej. I forgrunden et gammelt damanlæg med et eller andet formål. Og sådan er området fyldt med reminiscenser fra tidligere tiders måde at udvinde vandet på.

Naturstyrelsens VVM-vurdering, 2011.

Ruten

Turen til samtlige kilder er over 30 km. Min rute var reduceret: Værløse St. Langs øst og sydkysten af søerne (Kildepladserne Søndersø Øst og Søndersø Vest). Vandværket. Skovstien til Kirke Værløse. Bundsvej. Måløvvej. Bogøgårdsvej med kildepladsen. Toppevadvej. Bjellekærvej med Kildepladsen. Søsum. Stenløse Station. I alt ca. 20 km. Jeg besøgte ikke kildepladserne Tipperup, Egholm og Kildedal.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Søndersø, Kirke- og Flyvestation Værløse

Søndersø

"Hvad udad tabes, skal indad vindes" er et slogan der ofte tillægges Hedeselskabets medstifter, officer og vejingeniør Enrico Mylius Dalgas (Ja, kors hvor har det regnet Dalgas-boulevard). Men som så ofte i Danmarkshistorien er det en myte. Den passede næsten for godt ind i selskabets tankegang om at den stærkt minimerede helstat efter 1864 (Danmark og de nordatlantiske kolonier) skulle indvinde vandområdet til landbrugsjord.

Sommerregnen siler stille ned og næsten ikke en vind rører sig denne morgen. Kun i det fjerne bilernes susen. Søndersø ved Skovhuset.

Det var heller ikke Hedeselskabet som fandt på det med at indvinde jord af vådområder. Det gjorde man allerede efter landbrugsreformerne 1780-1790, altså godt hundrede år foriden, fx Skenkelsø Sø. Om end ideen da var oplagt efter 1864.

Sydbredden. Det var her søen bredte sig yderligere mod syd før inddæmningen af vandet. Nu ligger Søndersø Vandværk her.

I 1865 sænkede man Søndersøs vandstand 2 meter og drænede et område syd for den nuværende sø. Søen har siden 1920'erne og indtil o. 1972 leveret vand til København (Søndersø Vandværk). Og kommunen har stadig lovning på at kunne indvinde vand her. Der er stier hele vejen rundt om søen, og ingen private rasende lodsejere med jagtgevær som kommer efter en.

Skovhuset var oprindeligt et sommerhus. Men tilbygninger kom til og det blev helårs. Nu ejer kommunen det og bruger det til udstillinger.

På bakken i søens nordøstlige ende holder nogle kunstnere til i udstillingsejendommen Skovhuset. Det er oprindeligt opført som sommerhus 1823. Men senere ombygget og tilbygget som helårsbeboelse. Siden 1967 har kommunen ejet ejendommen. En bænk med nogle søde små skovtrolde markerer det kunstneriske indslag midt i al naturen neden for huset.

Præstesø set nogenlunde fra stien ved bronzealderhøjen Enighedshøj, som er højeste punk i området. Bag træet til højre er et fugletårn. Kombinationen af vådt græs, kvæg og/eller hjorte og lidt paranoia over flåter afholder dog Vandringsmanden fra at bevæge sig derned.

Nordvest for Søndersø er den meget mindre Præstesø. Den kan være lidt svær at komme til, men der er en sti ned til et fugletårn. Her huserer der også dele af året ungarske grå okser. Med store horn. De skulle nedstamme fra asiatiske urkvæg, æde bjørneklo og som sådan give landskabet et præg af tiden efter istiden hvor uldhåret næsehorn, mammut, skovelefant, kæmpehjort, bison, vildhest, rensdyr, jærv og los huserede.  Men jeg må nøjes med gallowayfoldtyren Oscar og hans flok, passet af Naturplejelaug Laanshøj. En ansat fra kommunen oplyser mig senere om at jeg må vente til vinter med den ungarske.

Værløselejren - Flyvestation Værløse

Flyvestation Værløse er kendt af de fleste på min alder (sidst i 50'erne) fra vejrudsigten. Oprindelig hed den Værløselejren og var teltlejr for rekrutter 1910-12. De lokale nød tilsyneladende godt af lejren. Landingsbanen er anlagt på en smeltevandsslette fra sidste istid. I 1934 holdt nogle af Hærens Flyvetroppers 5 eskadriller til her. Fire hangarer kom til 1934-35. Danmarks Flyvehistoriske Museum, som er en forening som arbejder for at åbne et museum, har nogle fotoer af hvordan det tog sig ud dengang.

Det er vel nærmest et årti siden at fly taxiede denne vej fra hangarerne ud på landingsbanen. Græsset står meterhøjt og springer frem i revner og sprækker i vejen. Selve landingsbanen fremstår imidlertid stadig som brugelig. Den er dog noget kedelig at fotografere. Det er bare en flad bane som strækker sig ind i evigheden.

Den 9. april 1940 kl. 5:15 ødelagde Luftwaffe samtlige fly, og dermed stort hele hele Hærens luftvåben. Med tysk grundighed smadrede de hele styrken, omend det kun var 12 Fokker XXI fly som måske var værd at bruge krudt på, og de var ikke helt kampklare. I billedværket "Den danske kamp" bd. 1 er der en del fotoer af sønderskudte fly, og teksten fortæller

"Fra Værløse Flyveplads forsøgte vore jagerflyvere modet at gaa på vingerne, da tyskernes kampvante eskadriller buldrede frem. Den første af de danske maskiner, der naaede i luften, blev straks skudt ned". 

Der er også foto af de to dræbte danske

"De blev skudt ned fra 50 meters højde og maskinen brændte op"

Efter tre kvarter og 5 angrebsbølger var det slut med det danske luftforsvar. En anden kilde fortæller at det var et intetanende rekognoseringsfly.

Udflytningen foregik umiddelbart efter. Dannebrog blev strøget og hagekorset hejst. Tyskerne indrettede "Schiessschule" (rigtig rækkefølge af i og e), barakker og bygninger, hvoraf nogle står endnu. En amerikansk B17 Flyvende Fæstning tog fejl af Sverige og Værløse og nødlandede i 1944. Tyskerne efterlod ved kapitulationen 131 fly, engelsk krigsbytte. Efter krigen blev Værløselejren brugt til uddannelse af en dansk brigade til afløsning i Tyskland og i 1950 skiftede lejren navn til Flyvestation Værløse.

Laanshøj er et meget stort kaserneområde, større end en mindre landsby. Her er det kernen i området. Der hører også små skovområder til og et vandtårn fra 1910 på områdets højeste punkt. Her er også en rasteplads. Der dog er noget tilgroet. Håndværkere var i gang med at male og reparere mure.

2004-2007 blev flyvestationen afviklet. I stedet bliver der nu dyrket økologisk hø. I efteråret 2012 blev det meste af området åbnet for publikum i dagtimerne. Flyvestation Værløse var nu blevet til Vejrstation Flyveløse. Der er sat nødtørftige hegn op omkring den ca. 1/3 som stadig er militært område. Men man kan sagtens få et indtryk og komme ud på landingsbanen. Her må jeg flere gange spontant ængsteligt kigge op i skyerne når larmen fra fly nærmer sig. Men, landingsbanen bruges ikke længere. Området syd for lejren skal omdannes til et "smukt og varieret overdrevslandskab". Med vådområde og skrænt. Her vil man prøve at tilgodese skovugler, spidssnudet frø og firben.

Kirke Værløse

Og Værløse? Jo, oprindeligt var der Kirke Værløse og Lille Værløse. Det var dengang at kirkelandsbyen havde 15 gårde og 52 huse (1787). Men så blev der voldsomt bygget i Lille Værløse, og siden 1990'erne hedder det bare Værløse. Nu er Kirke Værløse en hyggelig, og anonym 1900-tals landsby med en enkelt gade (Smedegade) med huse der må stamme fra 1800-tallet.

Nyt, gammelt og midtimellem. Bagest starter Smedegade og det ældre Kirke Værløse. Til højre det mere nutidige, 1900-talsbyggeri. Og er det ikke en 2CV der holder der? Eller er det en kopi?