Viser opslag med etiketten Jyllinge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jyllinge. Vis alle opslag

fredag den 27. juni 2014

Fjordstien: Jyllinge, Bolund, Risø

Sommer, sol, strand og vand - det er ved at være sommerferietid


Ifølge DMIs prognoser for vandstand, er vandstanden 10-15 cm over normal vandstand i Roskilde Fjord i dag. Jeg har holdt lidt øje med det, fordi jeg gerne vil vade tørskoet ud til Bolund - et af målene på denne del af Fjordstien. Ved højvande påstås det at det kan man ikke uden gummistøvler eller waders. Turen er en del af folderen Fjordstien 4 fra Frederikssund til Roskilde. Men da jeg allerede flere gange har taget turen den første del, vælger jeg at starte i Jyllinge - cirka halvvejs (se fx 11. februar 2013, 7. december 2013 og 15. juni 2015.

Fra strandparken Klinten i Jyllinge har man et storslået udsyn over Roskilde Fjord. Lilleø til venstre i billedet, og fiskerihavnen kan anes stikke ud fra kysten. De røde redskabsskure blev brugt af fiskere. I forgrunden kan lige anes de små udgravninger af sand. Her hentede folk før i tiden sand til gulvene. Det var før parketgulvenes tid.

Jyllinge - Klinten

På vej ud af Jyllinge bør man lige give sig tid til at gå rundt i det lille strandparksområde Klinten syd for Hotel Søfryd (1916). Før i tiden blev det brugt til sandgravning, hvorfra man stadig kan se nogle fordybninger i terrænet. Her er også nogle redskabsskure for lokale fiskere og en badebro. Lunden er fra 1882. Ifølge en planche i parken boede her en vis Jens Sørensen som i 1841, altså under enevælden, skrev en smædevise mod regeringen og fik en bøde. Kunstmaleren Hans Ole Brasens atelier ligger også her (1907).

Ved Oddestenen, som ligger yderst på en landtange, har man denne udsigt mod Eskilsø med klosteruinen. En hare springer rundt i området omkring stenen. Måger og andre havfugle.

Turen starter syd for lystbådehavnen lidt overraskende med at skulle gå et par hundrede meter på en strandsti der nærmest er overgroet med meterhøjt græs, så jeg bliver gennemblødt til midt på lårene. Men i sommersolen tørrer det hurtigt, og herefter er det kun på korte strækninger i deto indervige at Hovedvej 6 må bruges som en kort omvej. Generelt er strandene fyldt med sten, som er meget knoldede at gå på. Mere behagelig er trampestien et par meter væk fra stranden, selvom den er overgroet flere steder.

Her et typisk parti fra stranden ved Vigen. I bunden af vigene vokser sivene helt ud i vandet, og man må ind i landet for at komme forbi. Men ellers er stranden passabel, selv med en smule højvande som i dag.I det fjerne til venstre rager landtangen med Oddenstenen ud.

Stemningen langs fjorden på denne sommerdag er fantastisk: Man kan både høre strandfuglene og markfuglene. Der dufter af blomster og havvand. Billarmen kan man kun høre når man kommer for tæt på hovedvej 6. Til vandsiden har man et pragtfuldt udsyn over fjorden, som til stadighed ændrer sig hvor man kommer frem. Visse steder som ved Oddestenen kommer man ud på flade landtanger der stikker ud i fjorden. Til landssiden er der overvejende fladt, lettere kuperet terræn med marker. Men der er dog undtagelser, som fx på halvøen Klinten syd for Salvadparken hvor der er to stejle klinter - Avernakke på omkring 11 meters højde.

Klinten, halvøen syd for Salvadparken, udfolder sig på smukkeste vis. På nordsiden er vejen bred, men på sydsiden efter Avernakke er vi ude i knoldede stenstrande, mudrede sandområder og til sidst, helt inde i vigen, også siv som spærrer for passage. Her må man tage hovedvejen til hjælp ned forbi strandparken. Belønningen er idylliske udsigter som denne.
Roskilde Amt har lavet en folder om Salvadparken. Den handler dog mest om området omkring parken. Floraen i strandkanten er mangfoldig, og der er rigeligt med strandfugle og udsigt til Eskildsø.

På vestsiden af Klinten går man med udsigt til Bolund og Risø. På landsiden er der to mindre klinter. Stranden er som det ses noget besværlig at passere og udfordrer absolut ankler og led. Stien oppe i græsset er mere behagelig. Men til gengæld er udsigten ikke så god.

Gerebro

Syd for Klinten går Gerebro over Maglemose Å (Gere Å). Her kan interesserede ifølge en hjemmeside en af Danmarks ældste landevejsbroer. Den landevej som den i sin tid førte over åen er nu omlagt. Den daværende landevej kan stadig tydeligt ses på Google Maps som en bue indad i landet øst for den nuværende hovedvej som blev anlagt 1931. Broen selv står lidt underligt placeret set med nutidens vejføring. Årstallet 1771 og 1919 ses på broen, men den er dokumenteret helt tilbage til 1661. Broen var i forfald indtil 2010, hvor det lykkedes Kulturarvstyrelsen, Roskilde Kommune, en journalist og Engshistorisk Forening i Gundsø med støtte fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og især frivillig arbejdskraft (pensionister) at renovere broens jerngelændere, hjørnepulter og broen selv. Den var færdig 19. maj 2011. Der er adgang fra Frederiksborgvej 420.

Et kort synker modet da jeg opdager at en flok køer har blokeret tangen til Bolund. Men det viser sig at være synsbedrag. Da jeg går i en flere hundrede meter stor bue omkring dem, finder jeg ud af at de ikke engang er noget der kommer tæt på at spærre tangen ud til Bolund. Hermed er sagt at man i området kan risikere at stå midt i en flok køer. (Mest til folk der ikke bryder sig om den slags. Nogle vil nok tillade sig at grine lidt i skægget over det)

Bolund

Set på afstand ser Bolund måske ikke så imponerende ud. Jo, den stikker da ud som den ligger der med sin 12 meter høje klint og den smalle landtange. På vej derned bliver jeg et kort øjeblik grebet af panik da jeg opdager en betragtelig gruppe køer helt ud til vandkanten. Jeg må op på hovedvejen igen, men opdager snart at det er meget nemt at slå en stor bue uden om disse farlige dyr. Om end turen går gennem sumpet terræn. Bl.a. opdagede jeg en grøn ny gummistøvle stikke 10 cm op af et dyndet sted. Ejeren havde åbenbart opgivet at trække den op. Nu sidder den nærmest som støbt i beton da jorden er tør.

Vestspidsen af Bolund. I den øverste meter af toppen på klinten har en koloni digesvaler bygget huller. De kan føle stig trygge her. Klinten er nærmest lodret. Spidsen er meget svært passabel pga de meget store sten som ligger på den anden side af klinten.

Men det er nu stemningen jeg blev grebet af. Allerede på vej derud ad landtangen så jeg 2-3 forskellige fuglearter som jeg ikke engang er sikker på at have set i fuglebøger før. Og fuglefløjten som jeg heller aldrig har hørt før. Landskabet berørte mig også, selv om det egentlig er svært at sige hvorfor. Det er bare et dejligt sted som ikke engang den fjerne støj fra hovedvejen formår at ødelægge. Man bør unde sig at gå lidt rundt på stedet, op på klinten, rundt om den, selv om stranden er besværlig at runde.

Et sidste kik fra Bolundstenen ud mod Bolund, før turen går til linje 600S ved Risø. Stenen er en vandreblok fra fjeldene nordpå som er bragt hertil af isen

Dette mærkværdige stykke geologi der tilmed har sjælden fauna og flora, har gennem tiderne kastet adskillige myter, sagn og skæve historier af sig. Kært bar har også mange navne. Ko-øen er et af dem, for kun køer vovede de overtroiske bønder at bruge øen til af frygt for repressalier fra hekse, trolde og andet. Hvilket ikke var en dårlig ting for naturen på stedet som blev fredet i 1941. Tangen er oversvømmet ved højvande.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.


Ruten

Jyllinge Centeret. Bare følg stranden indtil Risø. Syd for lystbådehavnen i Jyllinge er stien nærmest overgroet et par hundrede meter. Inderst i vigene, ved Vigen og Gerebro, går sivene ud i vandet, så der må man op på Frederiksborgvej (Hovedvej 6) et par hundrede meter

søndag den 15. juni 2014

Lille Rørbæk Enge - Jyllinge

Man kan vælge at følge den afmærkede Fjordstien mellem Frederikssund og Jyllinge. Men man kan også lave nogle afstikkere, hvis man er til lidt eventyr!


Drejer man fra Fjordstien i Lille Rørbæk og følger vejen op til luftnavigationsanlægget på Løkkebakke, har man denne udsigt over Roskilde Fjord. Den lille damper kan nogle af de lokale muligvis identificere (EDIT 4. juli. En lokalkendt kollega har identificeret den lille damper som S/S Skjelskør).

Lille Rørbæk Enge

Lille Rørbæk Fredningen (eller Enge) er et ret stort område langs Roskilde Fjord mellem Frederikssund og Jyllinge. Det blev fredet i 1996 og skulle være den eneste tilbageblevne åbne strandeng langs fjorden. Og sidste hjemsted for et par truede planter, orkideer mm. Fjordstien fører ikke gennem fredningen, men følger østsiden af den. Der er nemlig ikke nogle stier gennem selve fredningen. Der er nogle stier, alle med udgangspunkt i Lille Rørbæk som fører ned til fjorden, men ikke langs med fjorden. Set i bagklogskabens lys skulle jeg nok bare have valgt vejen ned til Hammerhage. Her er det nemlig muligt at gå en lille kilometer langs stranden og Svaleklint.

Stien stik vest fra Lille Rørbæk ender blindt, så man bør nok foretrække at fortsætte lidt oppe i landet og vælge den næste, mere sydligt beliggende sti. Hvis man da ikke som vandringsmanden uforfærdet kaster sig ud i at traske gennem markskel og bevoksninger som denne.

Men hvis man vil gennemføre en vandring tæt på stranden, er vilkårene at lade hånt om adgang forbudt skilte, indhegninger og krydse marker med køer (og det gør jeg bare ikke! Jeg skal mindst have et elektrisk hegn mellem mig og dem). Jeg har før bemærket lodsejernes læggen beslag om naturområder ved bl.a. Skenkelsø Sø, og troede faktisk sidste gang jeg var på besøg hos jætterne at der var åbnet op. Men nej, i dag er stien gennem den sydøstlige ende af søen atter barrikaderet, og jeg måtte vælge en omvej for at komme fra Ølstykke til Lille Rørbæk.

Strandenge er i sagens natur flade. Men der er dog noget klintagtigt over landskabet ved Svaleklint, og her kan man også gå langs stranden. Man bør dog nok gå tilbage hvis ikke man er til eventyr og ufremkommelige sivskove.

Værebro Å

Helt galt går det hvis man vil forsøge at følge Værebro Å fra kysten ind til broen ved Lupinvej. Der er nemlig et bredt bælte af 1-2 meter høje siv, gyldenris, brændenælder og bjørneklo. Igen hvis man ikke vil dele vej med køerne. Egentlig lidt synd for os mennesker, for Værebro Å er ganske bred og vandfyldt på denne strækning. Engang (i stenalderen) var der en fjord som strakte sig 12 km ind i landet, og der er fundet våben fra et slag i middelalderen her (1133).

Jeg kommer umiddelbart til at tænke på Bogart og Katherine Hepburn i "Afrikas Dronning", da jeg kaster mig ud i at forsøge at navigere langs Værebro Å. Der mangler bare iglerne, den tropiske hede - og Kathrerine Hepburn, forstås - og Bogart - og tyskerne - og ginen - og ....

Når første man er kommet syd for Værebro Å, er vandreforholdene igen gode fra Lønagerparken for enden af Osvej Vest. Man kan gå langs stranden, eller hvis man hellere vil, oppe i klitterne, hele vejen ned til Jyllinge. Og det vil jeg stærkt anbefale, selvom Fjordstien skyder genvej gennem boligkvartererne. På en dejlig sommerdag som denne har man en fin udsigt over sejlerlivet på Roskilde Fjord, og man kommer bl.a. forbi nogle badestande og -broer (Jyllinge Strandpark) og en lystbådehavn ved Rådalsgård.


Tilbage på Fjordstien kaster Vandringsmanden fra broen ved Lupinvej et blik gennem den sivskov som just er forceret. Man kan lige ane Værebro Å slynge sig gennem sivskovene. Jo, der er absolut grundlag for at genindspille "Afrikas Dronning" her!

Jyllinge 

Den sidste halve kilometer ind til Jyllinge gik jeg oppe på Nordstrandsvej, fordi den fører over en bakke. Herfra har man panorama over Roskilde Fjord, med bl.a. udsigt til Lilleø. Holmene ud for Jyllinge er EU fuglebeskyttet og færdsel på dette tidspunkt af året er forbudt. Det så det nu ikke ud til at det blev respekteret. Der var flere både som var trukket på lang på fx Lilleø.

Vel ude af fredningsområdet og i mere civiliseret terræn: Nordmarken, nord for Jyllinge. Her udfolder Roskilde Fjord sig for alvor med strande, åbne vidder, sejlerliv og blå himmel. Nå ja, sådan da. Lidt skyer gør vel ikke noget.

Jyllinge Fiskerihavn rummer en dramatisk historie om dette erhvervs storhed og fald. I 1861 var der 28 fiskere med 21 både i området, og i 1875 6 fiskehandlere. En lille havn blev anlagt i 1906. De røde skure som man kan se i dag er fra 1920. Men havnen mente de lokale fiskere var for lille, og de søgte det offentligt om støtte til en ny i 1926. Det resulterede i en veritable "Havnekrig" fordi de lokale mente at myndighederne gjorde det alt for dyrt. En lokal helt, "Store Jens" (hvis drabelige kontrafej pryder planchen på havnen) tog sagen i egen hånd og oprettede ganske enkelt "Nordre Frihavn". Et skilt med dette navn står stadig på et af skurene.

Roskilde Fjord set fra Nordmarksvej, umiddelbart nord for Jyllinge.

Men fiskeriets dage var ved at rinde ud. I perioden 1947-53 skubbede Cheminova til udviklingen ved at udlede gift i Værebro Å, og det ødelagde forholdene for fisk og skaldyr. Paradoksalt nok blev havnen dog renoveret 1966-69. Men fiskeriets dage var talte. Som så mange andre steder. Og det er et åbent spørgsmål om hvis "skyld" det var. Vandringsfolk har det privilegium ikke at skulle afgøre den slags historiske sammenstød. Så vidt jeg kan se er den seneste tilføjelse til havnen en lille plade på et skur, som markerer vandstanden ved orkanen Bodil i december 2013, 2.07 m over daglig vande. Og det er et pænt stykke oppe, ca. en meter over dørtærsklen til huset.

Helt bagest til venstre er "Jyllinge Fiskeeksport". I midten det hvide skur hvor der på modsat side er indsat en plade over vandstanden 2.07 m over daglig vande. Og i forgrunden nogle af redskabsskurene. de har navne som "Nordre Frihavn", og huser  fx jagtforeningen.

Ruten

Ølstykke Station. Lille Rørbæk. Fredningen. Nordmarken. Jyllinge. Linje 600S tilbage til Ølstykke. Ialt ca. 17 km. Heraf dog adskillige kilometer gennem særdeles uvejsomt terræn.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.