Høje-Taastrup - "gamle dage"

En historisk landsbyvandring til Høje-Taastrup, Kragehave og Sengeløse

En af de få dejlige vinterdage med blå himmel, lav sol og hvidpudrede landskaber. Her ses bussen på Ole Rømersvej, øst for Sengeløse.

Høje-Taastrup forbinder de fleste pendlere vel med massivt nybyggeri. Men der findes faktisk rester af det gamle landbrugs-Danmark, og kommunen har været så venlig at lægge en vandretursguide på internettet. Det er herfra de faktuelle oplysninger stammer, suppleret med ejendomsregistret.

Høje-Taastrup og Kragehave
Der er to landsbyer som nu er helt opslugt af urbanisering: Høje-Taastrup kan spore sin historie adskillige hundreder år længere tilbage end Kragehave. Ordet "Høje" er først kommet til i 1600-tallet. En mellemstor landsby med en kirke (der er ret stor), 12 gårde og 16 huse. Hvoraf kun er tilbage kirken, tre gårde (de øvrige  ligger udenfor landsbyen), skoler, legathus, smedje og meget andet. Vejen Vænget danner skel mellem Høje-Taastrup og Kragehave. Modsat Høje-Taastrup var Kragehave en lille landsby, kun 5 gårde og enkelte huse. Vandrere bemærker dog ikke at de går gennem to landsbyer, så her er de beskrevet under et.

Bygaden i Kragehave. Det slyngede forløb er bevaret. Midt i billedet bagest er Ny Munkegård (nr. 56), pladsen foran hed Tobakstorvet. Bagest til venstre drejer vejen skarpt mod venstre til gadekæret. Bag fotografen er Høje Taastrup landsby.

Bygaden giver på en strækning af ca. 500 meter (samt et par kik ind ad sideveje) et indblik i hvordan landsbyerne var i 1800-tallet. Hovedparten af landsbyens beboere har nok været ansat hos de rige bønder som karl eller piger, eller været daglejere. Der er et overleveret daglejer hus i nr. 48. Det ligger i Kragehave. Længere mod vest i Kragehave ligger huset "Godset", som ironisk dækker over at det er et jordløst hus. Andre jordløset huse ligger på Toftevej nr. 1 - her boede vejmanden.

Daglejerhus, Bygaden 48 (1778) i Kragehave. Der har formentlig boet adskillige familier i huset, de har vel levet lige akkurat over eksistensminimum og på de rige bønders nåde.

Lidt bedre stillede har husmændene været - de ejede trods alt lidt jord. De beskrevne havde 3 tønder land. Deres forhold er skildret af fx Jeppe Aajær, og de har været vanskelige. Risikoen for at miste det lille de ejede, var stor. Landsbyerne har flere eksempler på husmandshuse, Bygaden 65 (1877) i Høje-Taastrup. Den socialrealistiske maler L.A. Ring (1854-1933) skal have malet huset (se her for flere malerier).

I dag ser det jo meget smukt ud. På fotografier fra slutningen af 1800-tallet hvor de oprindelige beboere holdt til, ser husmandshuse knap så idylliske ud, og beboerne ofte forhutlet klædt. Det var ingen dans på roser at være husmand.

Andre husmandshuse er nr. 52. Fra 1873 var her desuden høker i venstre del af huset. I nr. 54, boede også kalkbrænderen. Kik også på nr 58, nr. 63 B (1700-tallet). Landsbyerne rummede også håndværkere. Men da egentlige erhverv var forbeholdt købstederne, findes der naturligt nok fra ældre tid kun en smedje. Det var nemlig tilladt i landsbyerne, og Bygaden nr. 53 havde en sådan 1777-1890. Guiden siger den er fra 1700-tallet, men OIS 1878. Den blev tidligere kaldt Kirkebakkegård. Smedjen skal være genopført på Blaakildegård i en formindsket udgave. Jens Nil's hus, Bygaden 73-75. Husets venstre del var bygget som en aftægtsbolig. Her boede førhen den kloge kone i Kragehave.

Den gamle smedje, Bygaden 53. Set fra skråningen op til kirken. På en sten ved modsat hjørne står der Klostergaarden. For i dag holder de katolske Assumptionssøstre til her. 

Da købstædernes privilegier blev fjernet, rykkede flere erhverv ind. Fra "nyere" tid, dvs. fra slut 1800-tallet, findes der til nabohuset til nr. 59 en skomager (fra 1910), en høker holdt til i nr. 40, Brugsen åbnede i 1890 i nr. 45 (dog kun til 1930'erne), en bager holdt til i nr. 47 i begyndelsen af 1900-tallet. I nr. 50 boede huggeren i den bagerste del af huset. Nr. 77 blev bygget i 1908 til en niece til en høker, der førhen lå foran Valdemar Andersens gård. Fra 1936 til 1966 holdt Slagter Kragh til her. Der er også en lille halv snes af de gamle gårde tilbage, Fx i Kragehave, Engbjerggård (Bygaden 60) og Valdemar Andersens gård (Bygaden 81).

Den kristne og verdslige magtelite

Landsbyens magtcentrum var naturligt samlet omkring kirken. Her er nogle skolebygninger. Høje-Taastrups ældst bevarede skole fra 1740'erne ligger i nr. 36. Skolestuen lå 1740'erne-1884 i den ene ende af huset, mens læreren boede i den anden ende. Det er restaureret af flere omgange, og er nu privat. Skolen stammer fra den tid hvor eleverne fortrinsvis skulle terpe kristendomskundskab og blev "katekiseret", dvs undervist efter Luthers katekismus, og forældrene kunne betale sig til at få dem undervist i regning og skrivning. Skolen lå 1884-1975 på Præstegårdsvej nr. 2.

Høje-Taastrups ældste eksisterende skolebygning. Her svingede læreren stokken over eleverne og katekiserede dem i Luthers katekismus og kristendomskundskab. Nogen fornøjelse har det givetvis ikke været, endsige tydeligt for eleverne hvorfor hele dette cirkus. Men den bagvedliggende ide var at børnene skulle opdrages til at kende deres underordnede plads under enevælden.

Overfor denne skole ligger et rødt hus, nr. 25 (1904) som var forskole 1904-75. Eleverne holdt til i stueetagen, mens andenlæreren boede på 1. sal. Ud over skolen lå på Præstegårdsvej 1 "Legathuset" fra 1747. Den rige godsejer Jens Andresen af Benzonsdal finansierede det som aftægtshus for tidligere fæstere under Benzonsdal. Forkortelserne JAB og JAS skal af landsbyviddet være udlagt som "I arme bønder" og "I arme syndere", men det er godsejeren og hans frues initialer. Huset indeholdt fire værelser med plads til otte. I 1912 blev der i Bygaden 38 bygget et Missionshus, under den indremissionske præst, pastor Heegaard. Ud over det sædvanlige kristne overtro, er der også knyttet nogle sagn til kirken. Et stammer fra krønikeskriveren Saxo om Svend, Knud og Valdemar. Mere kød er der på de fredsforhandlinger som fandt sted i Høje Taastrup Præstegård vinteren 1658. Dog ikke den nuværende. Kirken har som så mange andre kirker tilknyttet et sagn om en lindorm. 

Landsbygaden 52 i Sengeløse. OIS oplyser at det er fra 1777. Sengeløse er andet end en soveby. Men hvor længe mon?

Sengeløse - og omegn

Jeg besøger altid gerne Sengeløse. Det er en meget tiltalende by med skole og et supermarked. Så modsat så mange andre byer på landet er den ikke kun soveby. Den er et dejligt mix af gammelt og nyt.

Selsmosen er oprindelig en naturlig sø. Men efter oversvømmelserne er den blevet kunstigt større for at fungere som basin for regnvand.

Stationsbyen
Mens udviklingen af stationsbyerne Taastrup og Hedehusene er resultat af jernbanen 1847, startede Høje-Taastrups udvikling først efter 2. verdenskrig og stationen kom først til i 1986. Og man må vel sige at Høje-Taastrup har taget revanche og helt overtaget den dominerende rolle. Nord og syd for stationen er et studie for sig i arkitektur fra slut-1900-tallet. Men det var ikke målet for dagens vandring.

Høje-Taastrup Station. Jo, jeg nåede mageligt toget tilbage til Valby. Det tager under 10 minutter.

Se flere fotoer på Flickr for Høje-Taastrup.

Ruten

Høje-Taastup Station. Bygaden. Hakkemosevej. Bondehøjvej. Sengeløse. Ole Rømersvej. Tørvevej. Hyldevangen. Nordparkstien. Høje-Taastrupstien. Høje-Taastrup Station.

Hedehusene - Sengeløse - Veksø

Vandringsløse Tidende har været ude for at se gennem fingre, nemlig de to fingre som går langs Frederikssundsvej og Holbækmotorvejen-Roskildevej

Man lavede andet under 2. verdenskrig end at slå hinanden ihjel. I hvert fald i Danmark. Befolkningen i København voksede, men planlægningen af hvor den skulle bo, hvordan og hvor trak ud. Det fik Dansk Byplanlaboratorium til at foreslå en byudvikling som senere er kendt under navnet Fingerplanen. Kort sagt gik den ud på at København skulle udvikle sig langs "fingre", betjent af kollektiv trafik såsom s-togslinjerne som vi kender dem i dag. Mellem disse skulle der så være plads til gartneri, landbrug og grønne områder.

Navnet slog an og er blevet en del af den danske kulturkanon. Og så sent som i 2007 opererede man stadig med begrebet. (Kortet på hjemmesiden viser nogenlunde hvordan det hele kom til at se ud). Hvordan det ser ud på praksis, finder man kun ud af ved at gå gennem området. Jeg tog turen fra Hedehusene over Sengeløse til Veksø for at få et tværsnit af i hvert fald et af mellemrummene mellem fingrene.

Så meget for gamle gårde ved Kallerup/Hedehusene. Møllehøj huser i dag Kirstens Quilt, nu mere en internetbutik for quilt og patchwork. Forhaven er omdannet til en slags udstilling af græsk kopikunst, dog er der også plads til et ældre landbrugsredskab. Besøgene skal køre gennem to stenløver for at komme ind til butikken. Jo, der er tænkt kreativt her.

Det gamle (og nye) Hedehusene

Kallerupvej fører fra Hedehusene over den øresønderrivende larm fra Holbækmotorvejen til det mest oprindelige Hedehusene, nemlig gårdene omkring Kallerupgade. Det er her de sparsomme rester af hedelandskabets gårde ligger. Men det meste er nu moderniseret til ukendelighed. Det gælder Kallerupgård (fra 1862) og især da Møllehøj. På grænsen mellem land og by finder man noget så usædvanligt som en hundevæddeløbsbane, Kallerupbanen, og det ser ud til at der er løb i morgen, lørdag.

Alting ser lidt ramponeret og rustent ud på Kallerupbanen. Her ved hundenes startbokse. Den er også Danmarks ældste, hvilket vil sige fra 1968. Men banen er fin, og man kan bestille klubtrøjer på banens hjemmeside.

Først ca. 3 km ude af Hedehusene finder man de første spor af "mellemrum", Søgård Frugtplantage hvor en halv snes selvplukkere er i gang vist nok med jordbærplukning. Endnu et eksempel på at man i Hedehusområdet synes at have en anden tilgang til hvad man gør med fx gamle landbrug, modsat gårdene nord for Frederikssundbanen, hvor heste dominerer. Jeg kigger på det fra afstand, og køber i stedet i Dagli Brugsen i Sengeløse en stor bakke fantastisk lækre jordbær til kun 20 kr.

Sengeløse

Midtvejs mellem de to fingre ligger byen Sengeløse med ca. 1.500 indbyggere. Det er en regulær by med selvstændigt liv: Industrikvarter med små håndværksvirksomheder, en stor skole, forretningsliv og andet. At man forsøger at bevare bylivet fremgår af, at man har en månedsavis, Sengeløse Nyt. Heri fremgår det at der også eksisterer et lokalt foreningsliv, kirkeliv, arrangementer til fastelavn, byfest mm.

Sengeløse Skole er en meget stor skole (det er kun en af mange bygninger man kan se her). Den ligger ned mod Spangådal hvor også idrætsanlæggene er. Den er velholdt og tyder på at der er mange børn i området.

Sengeløse Nyt indeholder også enkelte artikler om landsbyens liv og historie gennem tiderne. Avisen (juni 2014) skriver at Morten Korch boede i Sengeløse 1909-1912, hvor han prøvede at drive Hakkemose Teglværk som keramiksted selv om selve lergraven allerede var tømt. Det gik ikke, og så blev han forfatter. Se også Politivennen fra 1. august 1834 om en batalje mellem bønder fra Sengeløse og proprietæren på Frederiksholm. Hakkemose Teglværk var før det Danmarks største og bidrog bl.a. til byudviklingen dengang. På et tidspunkt bl.a. med udenlandsk arbejdskraft og ned til 10-årige børn som arbejdere. I modsætning til Sengeløse er Nybølle og Smørumovre små landsbyer. En (hjerte)skærende kontrast til indtrykket af Sengeløse som en by der trives, er det enorme område af forfaldne gartnerier umiddelbart nord for Nybølle, over for Grønsødalen.

Nord for Nybølle minder et kæmpeområde med gartnerier i stærkt forfald om en måske svunden tid hvor Fingerplanens ideer om gartneribrug florerede. Drivhusene bærer stadig præg af at de engang må have haft en ganske høj kvalitet. Forfald kan være smukt, deprimerende, man savner ord. Vemod, måske.

Det meste af turen på landet går gennem endeløse korn- og rapsmarker. De meget få lunde, moser og enge står som små isolerede øer i de bølgende kornmarker. Går man kilometer efter kilometer langs disse marker går det op for en, hvad det vil sige, at Danmarks natur er blandt Europas mest forurenede, kun overgået af Luxembourg og Holland, bl.a. ifølge en artikel i Ingeniøren:

Lille Danmark er så fyldt med landbrug, industri og biler, at vores følsomme naturområder har svært ved at klare den konstante tilførsel af kvælstof ... I 2010 var grænsen for økosystemernes tolerance for næringsstoffer overskredet på alle naturområder i hele Danmark ... fremskrivninger viser, at i 2020 og 2030 vil 99 procent af det samlede danske areal stadig overskride grænsen ...Over halvdelen af det samlede areal [er så påvirket af næringsstoffer fra luften, at naturens grænse var overskredet], helt præcist 63 procent, og fremskrivninger viser, at den andel kun falder til 54 procent i 2020 og 51 procent i 2030. Blandt de lande, som har markant fremgang i naturtilstanden, er blandt andre Ungarn, Frankrig, Østrig, Sverige, Storbritannien, Slovenien og Bulgarien.

I virkeligheden burde jeg måske have fyldt dette indslag med fotoer som dette. For det er hvad mellemrummet mellem fingrene groft sagt bruges til: Kornmarker og raps. I baggrunden aner man lige lidt af en finger: Veksø som er en station på Frederikssundbanen. De enkelte klatter som har overlevet landbruget, er hovedsagelig lavtliggende moseområder som ikke rigtig kunne bruges til hverken korn eller kvæg.

Det som er særpræget ved markerne er, at de er fuldstændig monokultur. Der er kun en slags afgrøde på disse oceaner af korn. Intet græs, ingen valmue, ingen blåblomst har sneget sig ind. Selv om der kun få centimeter fra marken langs landevejen i grøftekanten er en righoldig flora af græsarter, margueritter, valmuer, vild gulerod, burre, kløver, vejbred, tidsler og talrige andre arter som jeg ikke kender navnene på. Og vi ved allesammen godt hvorfor: De danske landmænd er effektive, de gør hvad de er gode til, og hvad de skal for at overleve: De driver intensivt landbrug med udbredt brug af "ukrudts"midler. Som med tiden siver ud i  vandløb og ned i grundvandet.

Hvor planterne får lov til at vokse (og det gør de på meget sparsomme arealer hist og pist), kommer det til at se sådan ud. Modsat monokulturens ensformighed er her masser af farver. Og tilmed summer det af insektliv, fuglekvidder mm. Modsat kornmarkernes sterile udseende og lyde, som må gøre enhver landmand glad i disse dage.

Morten Korch er død. Filmene over hans bøger lever videre som idylliske fantasiverdener. Fingerplanen kunne tilsyneladende heller ikke forestille sig privatbilismens nærmest totale sejrsgang. I stedet for kort afstand mellem bolig, arbejdspladser og grønne områder, kollektiv trafik, lokale indkøbscentre og s-togsnettet som grundlæggende struktur, fik man lange afstande og hastigt voksende biltrafik. Men området er stadig værd at vandre rundt i! Især på en sommerdag som denne.

Ruten

Hedehusene St. Kallerupvej. Ågesholmvej. Sengeløse. Cathrinebergvej. Frederiksholmsvej. Nybølle. Edelgavevej. Smørum. Vandrestien til Veksø St. Ialt ca. 19 km. Mest på landeveje, en del på grusveje, og ganske korte strækninger på irriterende trafikerede veje.