Utterslev Mose

Utterslev Mose er altid god for behagelige vandreture. Denne søndag er der høj sol og sneglatte stier

Hvor er det dog skønt at se at der er nogen som kan slappe af en sådan dejlig solskinnnede vinterdag i Utterslev Mose. Her i Vestmosen.

Utterslev Mose er døgnet og året rundt tilholdssted for en masse fugle. Vi mennesker er dog ret påtrængende, og denne dag er de søgt ud i de få våger der er tilbage, der hvor vandet er dybest. Det blæser, men det ser ikke ud til at genere fuglene. Alt ser fredeligt ud derude, i betryggende afstand fra menneskene langs bredden. Utterslev Mose opfylder mange behov for beboerne rundt omkring: Motion, legeplads, vandring, arbejdssnak. En befolket dag som denne ser det ud til at det går, alle udviser nogenlunde tolerance over for andres behov og interesse i at komme i mosen.

Modlysbillede over Vestmosen. Som det ses er der masser af spor selv midt på de store græsplæner. Et velbesøgtåndehul i Brønshøj og Emdrup.

Størst er mennesketrængslen i Østmosen, altså den tættest på Emdrup. Dernæst Midtmosen, Vestmosen og Højmosen. Fuglefodring er holdt op, så mange års advarsler om at lade være dels af hensyn til fuglenes maver, dels af hensyn til mosen synes at have virket. Eller også er det bare fordi sneen er så meget mere spændende. Der er i hvert fald masser af slæder, kælke og skiløbere. Især de sidste har i Højmosen slebet stierne spejlblanke. De skinner i den lavthængende sol. Sikrest er det at gå yderst på stierne hvor sneen endnu ikke er helt trampet til en hård, knoldet og glat masse.

Den eneste rest af landbrugssamfundet omkring mosen: En længe af gården Brønshøjholm. I dag bruges den af parkfolkene og om sommeren til toilet. Den nærliggende restauration er lukket. Højen bag huset er et gammelt affaldsbjerg. Ikke nogen naturlig høj. Det gør den ikke ringere som kælkebakke!

I de seneste år er det blevet moderne indenfor managementverdenen at snakke om "walk & talk". Sådan lidt lige som "put & take", "coffee to go" osv. Meningen er at man skal snakke arbejde mens man går rundt i noget som foregiver at være natur. I sidste afsnit om erhvervskvarteret Lautrupparken i Ballerup fortalte jeg at der endog er indrettet Danmarks første walk & talksti her.

Stierne er brede i Østmosen, og med god grund. Det er her mennesketrængslen er størst. Men mosen er også fin her, med mange små holme.

Jeg har altid undret mig lidt over udtrykket. Lige siden jeg lancerede denne  weblog har jeg være indstillet på at gå alene. For jeg bryder mig ikke om at høre om folks arbejde når nu jeg netop er ude på at glemme alt om arbejde for at koncentrere mig om at se noget andet. Det er steder som Utterslev Mose gode til. Hvis ellers man er indstillet på at lade sig indfange af stedets særpræg. Det hed vist engang koble af, stresse af, tænke på noget andet osv. Og jeg bliver da også mindet om at det var for mig en rigtig beslutning.

Midtmosen adskilte cykelsti og gangsti. I dag er der ret mange der bruger den som "walk & talk". Man kan have sine bange anelser om de fik tilstrækkeligt ud af de fine udsigter. Stilheden og hvad der ellers er at komme efter i mosen?

En ting er at man i s-toget om morgenen skal høre på mobilsamtaler hvor folk taler om kontorflytning på KAS, ledelsens sidste udspil eller hvor tåbelig den og den kollega er. En anden at man på en søndag, i solskin med høj sol og alletiders snevejr med udsigt til Utterslev Mose skal høre det nyeste fra "klyngen". Kort sagt, walk & talk på en højhellig fridag. Selvfølgelig er man ikke tvunget til at lytte efter, men det er nu engang svært at lukke ørerne helt. Og bare der slipper lidt ind, kan man som oftest ikke lade være med at tænke på sit eget arbejde.

Østmosen med en af flere små holme.

Dette være så en bøn til de folk der ikke kan slippe deres arbejde om søndagen: Det er helt ok, men tænk lige på at det også påvirker folk (som fx mig) der helst vil bare vil holde fri. Det er jo svært at lade være med at tænke arbejde, når andre snakker om det. I virkeligheden mener jeg også at det smarteste er helt at glemme sit arbejde for en stund. Det har både ens eget mentale velbefindende og ens arbejde bedst af. Man skulle jo gerne møde frisk op mandag morgen! God søndag.

Solskinstur i december langs Vestvolden og i Utterslev Mose

En af de sjældne weekender med høj himmel og sol indbyder til en slentretur i lokalområdet

Utterslev Mose i brun vinterbeklædning. Midtmosen. Hvad man ikke kan se på billedet er at vandstanden på den anden side af dæmningen op til husene er meget høj. 

For en gangs skyld var vi heldige med vejret i weekendet. To dage med flot himmel og sol. Selv om man skal have sort tøj på for at mærke at vintersolen også godt kan varme en lille smule. Det blev da til frokost i det fri, godt hjulpet af en kande varm chokolade.  Og der er masser at se på langs Vestvolden og i Utterslev Mose. Begge steder er blevet beriget med adskillige forbedringer på det seneste. Langs Vestvolden i Husumenceinten er stierne blevet ryddet og belagt med træflis. Det fungerer godt indtil videre, det føles nærmest som at gå på et blødt tæppe. Hvordan det ser ud om nogle år når træflisen begynder at kompostere, det gider jeg ikke tænke på. De må vel vide hvad de gør, de der holder anlægget. Både den tunge sne og den efterfølgende storm/orkan har gjort indhug på en masse træer, især tjørn og slåen. Grenene er dels knækket af den tunge tøsne, dels flået ned af stormen. Forståeligt nok har man endnu ikke nået at fjerne det hele.

Kagså Batteri ved Bystævneparken, nu legeplads med militære motiver. Men ganske fredelige.

I Kagså Batteri ved Bystævneparken er der ingen gæster, men man får helt lyst til at slå sig ned. Der er god plads ved den gamle kikkertstation som har fået et oversigtskort hvor de danske jenser kunne tage pejling af hvad det var de så. Det fremgår at det var bare marker det gårde, høje og kratbevoksninger. Det var det eneste man kunne pejle efter dengang. Så kan man sammenligne med hvordan det ser ud i dag. Den faldefærdige bro på toppen af volden er nu også endelig blevet restaureret. De gamle brædder ligger der endnu.

Forrest en af de glatbarberede holme. Før var de bevokset med høje træer, se et tidligere billede af samme. I baggrunden anes gravemaskinerne på modsat bred.

I Utterslev Mose er det især i Østmosen der er sket noget. De mange holme der har været bevokset med høje træer, er blevet rundbarberede. Alle træer og buske er fjernet, så de står nøgne tilbage. Formentlig kun til foråret, hvor mere moseagtig bevoksning vil brede sig på dem. Arbejdsmaskinerne holder hvile dag. I det hele taget forsøger man at få mosen til at ligne en mose.

Gravemaskinerne set tæt på i Østmosen. Udenfor billedet nogle pontoner og både.

Også i Højmosen der ellers bliver brugt som fodboldbaner, sker der ting og sager. I denne weekend stod banerne. Men man kan se høje stakke af fældede træer og buske langs Grønnemose Alle, og det er også meningen at mosen nu skal have lov til at være mose.

Højmosen. Man kan både se bunken med træaffald og hvor højt vandet står på området med fodboldbanerne.

I mange år har man forgæves forsøgt at rense mosen. Men uden ret meget held. Det viser desværre at hvis først ulykken er sket, kræver det et enormt arbejde at få naturen på fode igen. Selv om det kun tog et øjeblik, nogle få år at ødelægge. Løsningerne er ikke nemme, selv om de gode viljer til at gøre noget ved det sikkert er mange. I hvert fald arbejder en del frivillige i mosen for at vedligeholde området. Denne weekend er den også flittigt brugt som agilitybane for løbere, hundeluftere og familier som arm i arm nyder det gode vejr.

Billedet rummer byens dilemmaer: Mosen, motorvejen og Bellahøjhusene. Mosen som symbol på den grønne idyl de fleste drømmer om. Bellahøjhusene som symbol på drømmen om den pragtfulde udsigt, og motorvejen som den nemme og hurtige vej til vores drømmehus.Ingen af delene gik i opfyldelse. Mosen er amputeret, udsigten fra højhusene er blevet til udsigten til hustage og motorvejenes bilkøer på hverdagene ...

Utterslev Mose dyreliv

Utterslev Moses dyreliv består udelukkende af bytilpassede "vilde" dyr. Til gengæld kan man få lejlighed til at komme helt tæt på dem

I al den tid jeg har boet tæt på mosen (siden 1996) har Langholmen været et uigennemtrængeligt krat som man ikke bare begav sig i gennem uden lange bukser og sko. Men nu er det slut med det. Kun nogle enkelte træer står tilbage, og man kan frit gå rundt på hele området. Planen er at området om nogle år skal have en engagtig bevoksning. Nu får vi se.

Utterslev Mose er en af denne blogs klassikere, og der er allerede skrevet en del indlæg. Om egentlig natur kan man vel ikke tale. Snarere en kæmpepark med en omkreds på ca. 10 km. Hvis man medregner det hele: Vestmosen, Midtmosen, Østmosen og Højmosen. Fra der hvor jeg bor kan man gå langs Vestvolden, så der kommer 4-5 km ekstra på. Plus det løse.

Også området øst for Horsebakken er ved at blive ryddet. Hvad der skal være her, har jeg ikke kunnet finde noget om. Men mon ikke noget a la Langholmen?

Langholmen "genskabes"

I løbet af vinteren har naturplejere startet på at "genskabe" et naturområde der gennem 40 år er groet til med krat af bl.a. slåen, tjørn, store træer og kornelbuske. Det er Langholmen, som ligger i Midtmosen langs Hillerødmotorvejen. Der er adgang fra Midtmosens nordvestlige hjørne. Rydningen af området skal gerne med tiden føre til at der bliver et engområde og plads til en anderledes fauna og flora. På langt sigt. Man er gået grundigt til værks, og jeg glæder mig til at se om planen lykkes. For generelt ligner Utterslev Mose mere end park end et moseområde. Også øst for Horsebakken i Østmosen er der ryddet et mindre areal.

Utterslev Mose har en ret stor koloni af hejrer. Men det forekommer mig at de er blevet mere vant til mennesker. Før i tiden mener jeg at kunne huske at de ikke sådan lige var til at komme i nærheden af, uden at de fløj væk. Denne her er fra Østmosen. Se også billedet senere i artiklen.

Dyrelivet

Lige nu er der gang i ynglen, og alting er ikke helt sprunget ud, så fugle og dyr må til glæde for vandrere finde sig i at være overbegloet af de mange der bruger mosen. Selv en småkold og blæsende mandag som i dag. Men dyrene har åbenbart vænnet sig til det. Grågæs, ænder, ravnefugle og skader gider knap flytte sig. Selv hejrerne, som det forekommer mig nærmest helt påfaldende har vænnet sig til mennesker. Andre fugle som grønbenede rørhøns, lappedykkere og måger holder sig mere på sikker afstand. Især i kanalen omkring Højmosen kan man se rørhøns.

Grågæssene er vel gået hen og blevet Utterslev Moses vartegn. De bevæger sig helt ugenert, og jeg har været udsat for at de nærmest ikke gider flytte sig for cyklister når de ligger og soler sig på stierne. Ungerne skal være et kærkomment kosttilskud til gedderne, siger nogen. Det har jeg dog ikke set. Men faktum er at de største flokke som her er med næsten nyfødte. De lidt ældre flokke er betydeligt mindre.

Utterslev Mose har gennem tiderne været udsat for påvirkninger fra mange interessegrupper: Landmænd, vandværksfolk, jægere, naturfredningsfolk, ornitologer, spildevandsfolk, parkentusiaster - og i dag bl.a. mosevenner, naturplejere, grillparties, motionister, biavlere, hundeluftere, og mange andre. Og læser man som jeg lokalstoffet på internettet og papirmedierne ryger der gnubbede ord og finker af panden interessegrupperne imellem. Det gør at en tur rundt om Utterslev Mose samtidig er en vandring rundt i områder hvor disse dominerer i højere eller mindre grad.

Den store aggressivt udseende krabat i midten skal ikke være utypisk for mågekolonien som blev etableret for nogle år siden. Før i tiden havde mågerne gyldne tider med de åbne lossepladser og Storebæltsfærgerne. Men de tider er forbi. Så i dag har de fået deres egen ynglekoloni i Østmosen. Den kan høres langt væk.


Det er nok ikke sidste gang Utterslev Mose skifter udseende. Det har den gjort flere gange. Den seneste gennemgribende forvandling skete under 2. verdenskrig, hvor mosen blev udgravet og stort set fik det udseende som vi kender i dag. Med de skarpe afgrænsninger mellem land og vand, det dybe vand ud til holmene der tilsyneladende lever deres eget liv derude, et pænt stykke uden for menneskenes rækkevidde.

Lappedykkerrne er overalt i mosen, hvis eller man lægger godt mærke til den modsatte bred. Modsat ænder og gæs er de absolut ikke til sinds at omgås mennesker, andet end på behørig afstand, og i sikkerhed. Her ved broen over fæstningskanalen i Vestmosen.

Det er redebyggetid for egern. Og denne her er i gang med at vriste noget pakkegarn fri fra en gren. Reden er ved at blive bygget højt oppe i træet. Østmosen omkring Rismosevej.

Og til slut denne højre hvor jeg ikke engang behøvede at zoome ind. Den var for optaget af fiskeri. Enten har jeg bare ikke lagt mærke til det før, eller også har disse store, flotte fugle nu lige som svaner vænnet sig til mennesket. Midtmosen ved Horsebakken.

Utterslev Mose Favoritter!

Utterslev Mose bruges til mange forskellige formål: Hundeluftning, motion, træning, familieture, vandreture ... Her er nogle af mine favoritter!

Store Hvededag med et fantastisk vejr som det i dag er perfekt til mosetur. Ruten nedenfor følger fjendesiden af Vestvolden fra Frederikssundsvej og mosens nordside helt op til Højmosen. Dernæst tilbage på sydsiden og vennesiden af volden til Frederikssundsvej. Alt i alt en 12-13 km. Uden afstikkere. Hvert afsnit i dette indslag repræsenterer nogenlunde en km, og der er i parentes efter hvert afsnit anført hvor langt man kan nå i et roligt og adstadigt tempo med flere pauser indlagt. (Afgang kl. 9:45).

Broen over Vestvolden fra Bystævneparken til Tingbjerg. I dette område foregår der en del skovning så man kan begynde at ane voldens konturer. De anonyme trådhegn er på en lille strækning blevet erstattet af nogle grenhegn. Gad vide om man har tænkt sig at gære det hele vejen.

Overfor Kagså Batteri, eller voldpunkt XVII som det hed i det gamle militærsprog, sker der en del for tiden. På fjendesiden er man ved at rydde de træ- og kratklædte skrænter flere steder så man bedre har indtryk af det gamle fæstningsanlæg. Ligeledes er der anlagt en legeplads i batteriet som i dag er meget velbesøgt. Desværre er det stadig tilladt for kirker at ringe, og jeg har valgt et uheldigt tidspunkt, hvor idyllen spoleres af den dumpe lyd. Men fuglelivet er intenst her. Fuglestemmer høres overalt. (1. kilometer, ca 10:05)

Det ene af stemmeværkerne under Åkandevej ud mod mosen. Skråningen er blevet ryddet og man kan rent faktisk nu se det. Det var her jeg i vinter gled ned af trappen og forstuvede håndleddet noget så nederdrægtigt, så jeg holder mig langt væk fra trappen i dag.

Jeg har godt lagt mærke til at der har været en omfattende rydning af området omkring Åkandevej i vinters, men nu opdager jeg at der også er anlagt stier så man kan gå det sidste stykke langs volden, efter stemmeværkerne, ud til broen. Det er her en kæmpekoloni af gæs slår sig ned hvert år, dette år ingen undtagelse. Men modsat de senere flokke er de heldigvis ikke blevet håndtamme. Gåsefar og -mor forsvarer tappert deres unger, der da også straks fjerner sig fra den truende fare. Trods dette område er et af de mest brugte af motionsløbere. Og Tingbjerg Grounds' lysmaster tårner sig op til venstre for vejen. (2. kilometer, ca 10:20).

Hvert år er området sydøst for Ruten-Åkandevej hjemsøgt af store flokke grågæs som yngler her. Heldigvis er de ikke helt håndtamme. Jeg foretrækker at der stadig er en naturlig skepsis blandt dem over for mennesker. De flytter sig lidt væk, og kommer bestemt ikke hen for at undersøge om jeg har brød med. Godkendt!

Hareskovvejen/Hillerødmotorvejen markerer grænsen mellem Vestmosen og Midtmosen. Trods sin infernalske larm kan den ikke ødelægge et af de mere interessante naturområder i mosen. Umiddelbart efter motorvejen er der et fint udsigtspunkt ved supercykelstien til Farum. Og ved træbroen længere nede går der stier ind i et af de få steder hvor man rent faktisk kan nå dybt ind i selve mosen med godt fodtøj på. Der er blevet ryddet så man ikke længere hænger fast i krattet. (3. kilometer, ca. 10:30).

Godt skjult fra mosestien (kun markeret af en frønnet pæl) gemmer sig denne trappe op til Moseskrænten. Halvvejs oppe er en afsats hvor man kan nyde udsigten over Midtmosen. Det højeste punkt umiddelbart nord for hvor trappen ender er på 40 m.

Hvis man kigger godt efter en pæl til venstre for vejen, vil man opdage en lille sti som går op mod højdedraget og Moseskrænten. Den syner ikke af meget, men den skjuler en stejl trappe op med flere afsatser og gode udsigtspunkter over Midtmosen. Denne dag er der en kraftig duft af tjørn som blomstrer langs stien. (4. kilometer, ca. 10:41).

Højmosen adskiller sig fra den øvrige mose ved ikke at være fyldt med vand, selvom terrænet mildest talt er sumpet. Stien går langs kanalen hele vejen uden om, og det er her jeg støder på denne and, som jeg ikke ved hvad er for en. Det overlader jeg til de fuglekyndige. (EDIT 18. maj: Det er en grønbenet rørhøne, har en læser gjort mig opmærksom på. Da Utterslev Mose er en af dens tre favoritsteder i Danmark, er det jo helt efter bogen).

Nord for Grønnemose Alle ligger Højmosen. Hvis ikke der var et kort, ville mange nok bare tro at det var en fodboldbane. Men det kan godt betale sig at følge kanalen nordpå. Stien er en af de mere skovagtige, og et enkelt sted er den stadig spærret af et træ efter orkanen Bodil i december 2013. Her kan man også være heldig at se nogle af de mere sjældne fugle. Hvis man er til det. (5. kilometer, ca 10:50).

Jeg når først for sent at feje den spontant opståede tanke væk at nu er kommunen åbenbart begyndt at ansætte lokale hejrer til at passe på pumperne ved Søborghusrenden. Denne latterlige tanke kan man naturligvis kun trække på skulderen af.

Højmosen (18 m) rummer også en lille specialitet, nemlig renden der fører til Emdrup Sø og Gentofte Sø. Det er det eneste sted langs mosen hvor man kan se vandløb der ikke ser regulerede ud. Og hvis man ikke vidste bedre måske endog kunne tro man var på landet. (Lad i givet fald være med at kigge på husene, vi er trods alt i en storby). (6. kilometer, ca. 11:10).

Dette her er en toppet lappedykker. Besynderligt sted den ruger, måske. Og dog. Den har været så snedig at anbringe rugepladsen langt uden for menneskets rækkevidde. Men til gengæld kan den også være sikker på at de mange forbipasserende mennesker skræmmer alle andre trusler langt væk. Og så er der masser af underholdning med alle de mennesker der passerer. Østmosens sydside synes som skræddersyet til det formål!

Tilbage til Østmosen er vi tilbage i det mere parkagtige. Faktisk kunne man næsten tro det var i Fælledparken. Det er her børnefamilierne holder til i massivt omfang. Og der er også masser af muligheder for dem her. Gæssene er håndtamme. Og det er tilladt at fodre med måde og i små portioner, men ikke at smide store portioner ud i mosen eller efterlade mængder af brød. Ved Grønnemose Alle er der et udmærket offentligt toilet med adgang til vand. Jeg benytter mig af det til en 10 minutters pause. På Østmosens sydside må det også være gået op for de fleste at årtiers forsøg på at rense mosen ikke er lykkes. Mosens vand er håbløst forurenet og mig bekendt er der ingen som har en plan for at få det renset op. I hvert fald ikke en der virker. Til gengæld er det lykkedes at fastholde en mågekoloni, hvad et sandt skrigeri ikke lader en i tvivl om.  (7. kilometer, ca 11:45).

Horsebakken markerer skellet mellem Øst- og Midtmosen, og igen er der et godt udsigtspunkt ved Brønshøjholm (23 m). Bakken bliver om vinteren flittigt brugt som kælkebakke. Et mylder af fjer afslører at gæssene er ved at afgræsse området. Men de er nu rykket højere op da jeg passerer. Nedenfor bakken er der en bro ud i mosen. (8. kilometer, ca. 11:55)

Den væltede pil sætter helt spontant og ufrivilligt en masse tanker igang. Et væltet træ. Der er næsten ingen rødder tilbage, men det nægter at give op, og skyder nye grene. Det samme gælder en lille lund af tilsvarede træer. Synet sender spontant lyntanker gennem mit hovede: Burde det ikke give op og give plads for nye vækster? Er det ikke patetisk? Jeg har ikke noget endegyldigt svar, og skynder mig med en gysen videre.

Under Hareskovvejen er der en fodgængertunnel, og den er at foretrække frem for at stå i billarmen ved lyskrydset længere mod syd. Denne del af Vestmosen har i de senere år fået et bilaug med egne bistader, en terneø og et fugletårn. Toilettet i den vestligste spids er ikke så pænt som  det andet. Området er et godt sted til endnu en pause. (9. kilometer, ca. 12:15) .

Jeg har aldrig set sjagger om sommeren. Så her har jeg gået og troet at det var en trækfugl. Men det er den ikke bare. Der er også nogen som yngler i Danmark. Sekundet efter fiskede den en orm op af jorden, en stor fed en. Jeg ærgrer mig over ikke at have tøvet blot lidt længere med at trykke af. Så lidt adskiller dette almindeligt foto fra et spændende.

Herefter er det sådan set bare med at finde Vestvolden igen og følge den tilbage til Frederikssundsvej. Denne gang på vennesiden. Hvis man er til belønninger, så sælger benzintanken Magnum is. Velbekomme! Og jeg har ikke fået en krone for at reklamere for det. (10.-13. kilometer, ca. 13:15).

Utterslev Mose

Så gik januar. Blæst, kulde og til sidst sne. Med udsigt til isslag valgte Vandringsmanden kendt terræn. Men isslaget kom nu alligevel ikke.

Det blev i stedet til et stemningsbillede fra Utterslev Mose. Som måske kan stå som repræsentant for dette års januar måned. Hårdt trampet, knoldet og glat sne præger stierne. For der er masser af mennesker i mosen. Ikke kun børnefamilier med kælke. Motionsløbere, vandrere, skiløbere og andet vintergodtfolk. Vejret lægger unægteligt en dæmper på mit humør. Og de mange væltede træer tilbage fra orkanen Bodil i starten af december gør det bestemt ikke bedre. Så motivationen må findes i bare dette at gå frisk derudaf.

 Den lille kække fugl her gider dårlig nok flytte sig. Måske er den også præget af det grå vejr. Der er i øvrigt mange rødkælke at se for tiden.

Mosen er som bekendt opdelt meget prosaisk i fire områder: Vestmosen, Midtmosen, Østmosen og Højmosen (den med fodboldbanerne). Snittet igennem af Hareskovvej, Horsebakken og Grønnemose Alle. En tåget og blæsende dag som denne er der ikke megen forskel på de forskellige dele af mosen. Det er mere blæsten som kommer fra forskellige retninger. Jeg vil lade fotoerne tale for sig selv.

Vestmosen

 Skæv står denne bænk. Så skævt at fotografen ikke rigtig kan finde den vandrette horisont. Mosens vandarealer henligger som isørkner, uden det sædvanlige liv af svaner, ænder og andre svømmefugle. Og der var rigeligt med pladser på bænkene i dag.

Der er tøvejr i luften. En fin dis hænger overalt i mosen. Et nærmest spøgelsesagtigt landskab. Selv de røde grene i forgrunden formår slet ikke at "male byen rød", eller give "det grå og triste en ekstra farveklat", som Birthe Kjær så gerne vil have det hele til at se ud i "Vi maler byen rød".

Østmosen

Mosens stamboere er søgt langt ud i midten af mosen hvor vandet stadig er så dybt at der er våger i isen. Selv de er lavmælte på en dag som denne. Hvor mågernes skrig ellers kan høres langt væk, er der nu tyst, kun vindets susen i sivene forstyrrer lidt. Og menneskenes, specielt børnenes, stemmer.

Man må vel uvilkårligt stoppe op og betragte dramaet omkring dette gamle træs kamp mod orkanen. Det har givetvis kæmpet til det sidste, men har måttet ofre store grene for at kunne holde roden i jorden. Mere tappert, eller heldig, end så mange andre, der ligger udstrakt langs jorden med de karakteristiske rod-diskoer strittende op foran et gabende tomt hul.

Højmosen

Højmosen er det sted hvor man mest kan se følgerne efter orkanen Bodil. Hele træarealet i den nordøstlige ende er præget af faldne træer som disse. Man har foreløbig som her kun ryddet stierne. Om træerne får lov til at gå veddets gang, ved jeg ikke. Det kunne måske være meget godt, hvis de gjorde. De fortæller jo trods alt en historie om storhed og forfald, i stedet for de trimmede, men historieløse parkbevoksninger.

Ruten

En tur rundt om mosen er målt på et kort ca. 10 km. Men stierne slynger sig, og man bør også unde sig en tur ud på broerne og udsigtspunkterne. Min tur var omkring 12 km. Gad vide om der er en omregningstabel for glatte, sneklædte stier?

Utterslev Mose lige nu

En oplevelsestur rundt om Utterslev Mose. Det gælder om at udnytte dage som disse, hvor temperaturen er god, solen står højt og dagene stadig har noget lys at byde på.

Det er rigtig godt tørrevejr i dag: Sol, pæn temperatur over 10 grader og tør vind. Også perfekt til at vandre i. Selvom det måske blæser lige lovlig meget på åbne strækninger, kan man jo altid vælge at gå lidt i læ, fx i Utterslev Mose hvor krat og høje træer sørger for susende musik, der på denne dag helt overdøver billarmen. Mosen ligger tæt på hvor jeg bor, og jeg skal bare gå langs Vestvolden et stykke vej.

Legepladsen i Kagså Batteri er færdig. Den er lavet i bedste voldstil med jernbanespor, kanon osv. Pavillonerne i baggrunden er ikke af stof, men af metal. Jeg prøvede om jeg kunne få vognen til at køre, men den gik ikke. Det er for øvrigt en sandkasse.

Man kan næsten høre på blæstens susen i træerne at det er ved at blive efterår - for alvor. Men når efteråret ter sig som i dag, er det ideelt til at vandre, hvis ellers man hører til de der sveder meget og tit er gennemblødte af sved i højsommeren. Vejret nærmest appellerer til at gå rask til, og luften føles helt anderledes frisk og let at indånde.

Blæsten går frisk over Midtmosens vande. Sivene lægger sig efter vinden. Specielt poplerne har musik i løvet en sådan dag. Endnu står de fleste træer grønne. Men de gule nuancer er da ved at brede sig.

Desuden er det også nu mange af frugterne ser bedst ud. De er ikke overmodne eller ramt overvældende af råd og svamp, de nærmest strutter af sundhed, farverne er vidunderlige og giver humøret en ekstra tand opad. Måske vækker det urmenneskets instinkt for at blanke og skinnende bær med dybe farver er tidspunktet hvor de skal indsamles?

 Bær. Naturens overflod, og hvilke farver!

Ikke lige noget storbymennesker er afhængige af, men måske vækker de vores trang til at indsamle og gemme til vinteren. I hvert fald mærkede jeg et slåenkrat som jeg da fik helt lyst til at frekventere når de engang har fået frost. Jeg siger ikke hvor, jeg vil have dem for mig selv!

Det er nu de ser bedst ud, bærrene. Om en måned er de mærket af frost, råd, svamp og sneglebid. Hvis ikke det var sådan, var de jo lige til at hænge på juletræet om et par måneder.

Terneøen i mosen ser ud til at have det godt. Den er tilgroet i den ene ende med siv. Resten af øen ligner lidt en hønsegård. Men det er vel egentlig også det den skal være: Et sted hvor mågerne kan finde fred og ro. Ellers er der ikke så meget nyt fra mosen. Jeg må igen forundres over de kæmpestore græsplæner der er mange steder. Mon ikke man bare kunne lade dem gro til? Eller er der en årsag til at det skal se sådan ud? Nå, det bestemmer jeg ikke, og måske er der nogen der synes at det ser plænt ud.

Læsere af Vandringsløse Tidende har måske bemærket min fascination af svampe. Så jeg er en glad mand når jeg ser et syn som dette. Svampene er mærkelige væsner, hverken dyr eller planter. De fører et ubemærket liv under jorden, altså undtagen et par måneder om året hvor de stikker deres frugtlegemer op, lidt lige som at gøre opmærksom på at de er der. Farver, former, lugt .... der er ikke mange der er ens. Alligevel er man ikke i tvivl om at det er en svamp.

Ruten

Man finder bare et sted hvor man kan støde til mosen, og begynder at gå derudaf. Grusveje hele vejen. Græs, hvis man kigger sig godt for for hundelorte. Hele turen er ca. 10 km. Plus til/fra mosen.

Utterslev Mose, tidlig morgen

Således skriver vejrprofeten tirsdag den 25. juni: Solopgang ved Kastrup 4:29, ved Roskilde 4:31. Månen går ned 7:14 og 7:16 og er aftagende. Næste fuldmåne er 22. juli. Dagen er aftaget med 1 minut, og er 17 timer og 25 minutter. Heldigvis er verden andet end tal og statistikker. Der findes stadig væk en verden udenfor. Oven i købet i tre dimensioner mellem Kastrup og Roskilde, fx Utterslev Mose.

4:39 står der på dette foto. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Solen har været oppe i knap 10 minutter. Den rødlige farve er ved at forsvinde. Ænder og gæs er endnu ikke steget i land. Duggen ligger tung i græsset og beplantningen.

Der er ikke noget åbent hav der hvor jeg bor. Horisonten er dækket af skov, bygninger og bevoksning. Solopgang kan kun ses indirekte som en rødfarvning af skyerne. Smukt ser det ud. Solen selv, den kan man altså ikke få øje på. Man kan mærke den. Bl.a. på dyrenes, fuglenes opførsel. Der er allerede godt gang i kvittevitteriet i trækronerne, mellem buske og ude fra mosen. Græsplænen ved Åkandevej plejer at være befolket med fugle, for øjeblikket mest grågæs og alliker. Men ikke på dette tidspunkt. Da ligger de i sikkerhed på mosens vand.

Lappedykkerne har fundet deres morgenmad, en fisk af en slags. Det er lappedykkeren til venstre som fangede den, men den deler altruistisk med den anden, måske dens unge. Den har lidt besvær med at sluge den, bakser frem og tilbage med den.

I den vestligste ende af mosen flakser ænderne forskræmt væk da de hører Vandringsmandens sagte skridt. De er de eneste menneskelige lyde på dette tidspunkt. En enkelt bil, måske en bus, høres på Hareskovvej. Men ellers ligger folk stadig og sover. Faktisk møder jeg kun en enkelt knallerist og en joggingløber på hele turen.

4:51. Dagen er knap 20 minutter gammel. Gæssene letter og flyver til naboens grønnere græs på den anden side af Hareskovvej.

Hareskovvej skærer sig nådesløst gennem Midtmosen og Vestmosen. Terrænnet er åbent og en anelse højere, så man kan se solen stå op over træerne. Himlen er ikke længere rød, men orangegul. Rensningsanlægget lugter fælt denne morgen. Indtil 1970 blev mosen brugt som udløb for kloakker, hvad der medførte døde fisk og fugle. Det blev anlagt i 1998. Det rummer 4.500 m3 vand, og har vist sig effektivt til at fjerne fosfor, kvælstof mm.

4:58. Solen har nu været oppe i en halv time, men der går over 2 timer før månen går ned. Endnu hænger den bleg og lyser over husene på Pilesvinget langs Vestmosen.

Mågefuglene har taget vinterens nyrestaurerede Terneø til sig. De fleste forbinder vist mågeskrig med de hedengangne Storebæltsfærger eller lossepladser. Men fuglene mangler ynglesteder og steder hvor de kan være i fred. Derfor dette fristed for dem.

5:03. Efter en halv time er solen ved at få magt. Vandspejlet er stadig blankt og glat. 

Vandspejlet er næsten blankt i mosen. Der rør sig kun en let brise. Men det skal der formentlig snart laves om på når solen begynder at opvarme og får sat gang i vindsystemerne.

5:08. Gåsemor vogter over sine unger. Klar til at springe i mosen, hvis Vandringsmanden skulle formaste sig tættere på. Næbbet er højt løftet, men hun undlader dog at udstøde de karakteristiske skrup-af-lyde. Og snart græsser gæslingerne igen fredeligt.

Da jeg cykler forbi ved 8-tiden på vej til arbejde, er verden en anden. Menneskene har indtaget vejene med larm og støj. Joggingløbere stierne. Tingbjerg kirkes klokke banker monotomt og anmassende sin klagelyd og vækker depressive fornemmelser, så jeg tramper hårdt for at komme væk til noget mere opmuntrende. En nærmest infernalsk larm stiger op fra den før så fredelige Hareskovvej. Bilerne står i kø så langt øjet rækker til begge sider af broen. Der er nærmest som om fuglene er blevet mere tavse nu, men det er formentligt kun fordi vinden suser om ørerne og billarmen forurener lydbilledet.

5:19. Frederikssundsvej er så småt ved at vågne. Trafikken er ikke overvældende, men de første morgenfriske biler er allerede i gang. Bageren ved Husum Torv åbner om ti minutter, og vinduerne er allerede fuldt besat med snegle, gifler og frøsnappere. Om få timer vil der være bilkøer i begge retninger.

I glimt tænker jeg at bilisterne, dette trafikale mindretal, egentlig bliver behandlet ganske rundhåndet hvad angår plads, tolerance mht til støj, osv. Men de betaler selvfølgelig også en høj pris i form af lange køer, dårligt helbred, spildtid mv. Så man kan godt gå hen og få lidt ondt af dem.

Viggo Sø

Viggo Sø - hvad? Jo, der ligger en lille sø, godt gemt i det nordøstlige hjørne af Utterslev Mose ved Grønnemose Alle. De der har læst Parkguiden vil vide, at det er nogle små rækkehuse som er opført omkring en lille sø (dam, burde det vist snarere hedde) i 1943. Så de fejrer altså i år 70 års jubilæum. I folderen står der endvidere, at det var billedhuggeren Povl Søndergaard, arkitekten Viggo Møller Jensen og Johan Galster som i begyndelsen af 1940'erne havde en drøm om at oprette nogle boliger for kunstnere.

Kunstnerhusene spejler sig i Viggo Sø, og på en af altanerne sidder nogle og snakker intenst. På den side hvorfra fotoet er taget, er der dog ingen bebyggelse, men et smalt krat.

På bebyggelsen egen hjemmeside kan man også læse lidt om kunstnerne og se nogle af deres værker. Søen hedder nu officielt Viggo Sø, og boligerne er fredet. De kaldes også Atelierhusene. formentlig pga at det helt tydeligt er nogle meget store ateliervinduer i de fleste af husene. Da jeg drejer ind mod søen, er det som freden sænker sig denne lune forårsformiddag. Jeg kan ikke lade være med at udtale min begejstring over for de to i bilen der ankommer sammen med mig, og beskedent svares der tilbage med smil og tak. Men ellers tror jeg nu nok at man skal være lidt respektfuld overfor at man jo nærmest sidder i beboernes baghaver når man går ned til søen.

Her er Atelierhusene så. Ifølge beskrivelserne skulle ateliet på 4 meters højde fylde det meste af huset. Området er meget stille og roligt. Og idyllen er da ikke til at tage fejl af. Bag husene er endnu en række, som altså ikke har direkte udsigt til Viggo Sø.

Jeg finder et fredfyldt sted modsat husene og får pludselig lyst til at blive siddende her. Var det ikke fordi kulden langsomt sniger sig ind. Så meget forår er der trods alt heller ikke. Folderen oplyser at der hvert år i september er åbent i kunstneratelierne (jeg kunne nu kun finde noget for 2011). Jeg er ikke utilbøjelig til at mene, at jeg måske slår et smut forbi. Men jeg ønsker for alt i verden ikke, at denne fredfyldte oase skulle blive invaderet til daglig af nysgerrige. Berlingske Tidende bragt i 2009 en artikel om nogle af kunstnerne.

Terneøen står klar efter vinterens byggearbejde. Sidst jeg var her i december, var der stadig store gravemaskiner. Der er blevet sejlet halmballer og egeflis ud for at fuglene kan få fred til at yngle. Jeg noterer også at bistaderne er flytte ca 10 meter. Den gamle indhegning står endnu, men nu er der altså lavet en ny.

Dagens vandring skulle være en afslapning. Ikke noget med store forberedelser, men bare nyde vejret, foråret og hvad der ellers byder sig til. Hele turen er omkring 12 kilometer fra mit udgangspunkt, og jeg var heldig at komme af sted mens solen stadig skinnede. Billederne får tale for sig selv. På vej ud bemærker jeg også at Vestvolden omkring Kagså Batteri er blevet skovet og nu ligger nærmest bare. Det bliver spændende at se hvad man har tænkt sig med dem.