Viser opslag med etiketten historisk vandring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten historisk vandring. Vis alle opslag

torsdag den 12. marts 2026

Jyderup og slaget mellem Højre og Venstre 1883

Jyderup 1883: En historisk vandring til Slaget mellem Højre og Venstre 8. september 1883.

Søndag den 9. september 1883 var der usædvanlig aktivitet omkring Jyderup Station: På begge sider var der posteret politi, og flere betjente sås i området omkring stationen. Der var ankommet nogle og 30 fra Københavns Politi foruden den lokale politistyrke, og der var indkaldt soldater fra kantonnementsøvelse. Stationsbyen var dengang ikke bygget, og området var øde. Landsbyen Jyderup omkring kirken lå flere kilometer nordøst for stationen.

Jyderup Station. I dag holder cafe Forsinket til i bygningen. Et af de få steder hvor der serveres hæderlig kaffe i Jyderup (det eneste?). Togene kørte præcis da jeg var der. Det var ikke tilfældet i 1883: togenes forsinkelser fik betydning for begivenhedernes gang. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Med det stærkt forsinkede ordinære morgentog fra København var prominente Højrefolk: bl. a. landstingsmand Ploug og folketingsmændene R. Andersen, professor Brix og kaptajn Poulsen, folketingsmand grev Scheel og andre. Senere ankom der med ekstratog fra Korsør landstingsmand Jacobsen og folketingsmand rektor Dahl.

Med togene var også deres modstandere, bl. a. Venstres ledere - folketingsmand Schiøtz og socialistførerne. For Højre havde arrangeret et politisk møde i den opkommende Venstrehøjborg Jyderup. Højrefolkene skulle mødes foran Hotel Skarritsø, og der var ved togets ankomst omkring 1.500. Senere ankom der også den ene vogn efter den anden med landboere. Og med forsinkede ekstratog fra Tølløse og Kalundborg. Forsinkelserne betød at afmarchen fra pladsen måtte udskydes fra kl. 14.30 til kl. 15.30. Nogle var utålmodige og begav sig til skoven, men endelig marcherede toget med et musikkorps i spidsen afsted.

Højremanden grev Lerche som ejede Drivsåtskoven et par minutters gang fra stationen, havde velvilligt stillet skoven til rådighed. Godt nok var der ikke plads til telte der, men i stedet havde man overfor stationsbygningen opført nogle telte beregnet på at spise og drikke i. 

Det særlige ved mødet var at Venstre ikke var indbudt. De havde ellers forsøgt, men forgæves. I 1883 var kotyme at hvis et parti indkaldte til møde, så var det andet parti også inviteret med. Det havde Venstre tidligere på året forsømt, og det blev læst og påskrevet af Højre. Men nu gjorde Højre det samme. 

Det ville Venstre ikke finde sig i, så på en åben mark et kort stykke derfra havde ærkerivalen Venstre opført en talerstol. Parterne stod formentlig lige - alt i alt 4000 deltagere til hvert møde. Det havde Højre for så vidt også forudset, så den stedlige politimester (Højremand) havde rekvireret forstærkninger: 30 betjente fra Københavns Politi. Selv skulle han spise med, så kommandoen var overladt til hans fuldmægtig 


Skarridsø nedenfor Sølyst. Til venstre ligger Drivåtskoven hvor Højres møde fandt sted. Bag fotografen Sølyst. Et eller andet sted i nærheden holdt Venstre sit møde. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jyderup blev et af de første steder hvor Højre afprøvede en metode til at modarbejde Venstre. At invitere Københavns Politi må i sig selv opfattes som en provokation. Men det var blåstemplet af minister (Højre) og den lokale politimester (Højre). Betjentenes opførsel kunne antyde at de skulle afvente en situation som kunne opfattes som en så stor provokation at politiet kunne skride ind for at "opretholde ro og orden". Læs mere på Politivennen Live Blogging: Jyderup-Slaget: Søndag d. 9. september 1883.

Men i første omgang lykkedes det ikke at provokere Venstrefolkene. Højre kunne afholde møde i uforstyrret i skoven, mens Venstres blev afholdt tæt derved. Det blev i stedet området omkring stationen som blev udpeget som slagmark. Her skulle Højre afholde et fællesmåltid i et telt med en æresport osv. Det omkringliggende område "ingenmandsland" kunne man vel kalde det, blev "besat" af politiet og det tillod kun Højrefolk at komme ind. Det provokerede (som ventet) Venstrefolkene som mente at de havde lige så god ret til at være der som Højrefolkene. De så politiets optræden som en klar stillingtagen for Højre. 

Blandt Venstrefolkene var folketingsmand (1879-1907) og skolelærer Karl Lauritz Fogtmann (1847-1907). Beretningen om den (næsten uundgåelige) kamp mellem politi og Højrefolk på den ene side og Venstrefolk findes herefter i to versioner. Højreaviserne mente at mængden havde bevæbnet sig med lange stave og stokke, tomme flasker og sten for at angribe betjentene der kontant slog igen med stavene. Venstreaviserne mente at det var politiet som havde trængt en lovlig forsamlet Venstre-skare væk. 

Under disse forhold skulle Højrefolkene så indtage deres måltid, udbringe skåler og drikke sig "i hegnet". Men stemningen var trykket. Lydene udenfor overdøvede musikkorpset og de omdelte sange forblev usunget ved kuverterne. 


Dyremoseskoven. Jyderupstien går her gennem et let kuperet terræn med en bred skovvej som bærer præg af færdsel af tunge redskaber. Her findes også en hundeskov. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nu forlader vi historien for at undersøge området omkring Jyderup. Er der spor som kan give noget baggrund til Slaget? Jeg bevæger mig derfor nordpå, og er ikke gået ret langt før jeg  støder på et skilt med Jyderup-stien, ind i Dyremoseskoven. Stien er en gang- og cykelrute gennem skovene. Det betyder godt nok at man ikke kommer forbi dyssen. Den ligger ved den stærkt trafikerede Amtsvejen. Halvvejs mod Hjembæk krydses stien af Skovvangen. Stien fortsætter over vejen, men skiltningen! En pil peger entydigt til venstre, altså ikke ligeud og videre ind i skoven.


Amtsvejen 3: "Lysglimt". Stuehuset som ses til venstre for siloen, er fra 1926. CP Entreprise, aut. kloakmester Carsten Petersen. Det skule være en industrigrund bestående af seks bygninger med et samlet bygningsareal på 1.324 m² fordelt på en beboelsesenhed og fem erhvervsenheder. Grunden udgør 400.037 m² fordelt på otte matrikler. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg må være forsigtig med alt for mange omveje, for det kan benene ikke længere klare. Men jeg valgte altså at gå ud på det jeg frygtede: den stærkt trafikerede Amtsvejen. Og endda undgå den en kilometer omvej til Hjembæk ad mindre trafikerede Lille Stokkebjergvej. Det har ikke været muligt at få oplysninger om præsten i Hjembæk og hans politiske tilhørsforhold. Men var han som præster var flest, har han måske været Højremand.


Hjembæk. Med en bindingsværksgård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hjembæk Kirke skulle have mange kalkmalerier, men den er lukket. Formentlig for beskytte sarte kunstværker. Kirken spillede en ideologisk rolle for Estrup: Han var besjælet af den tanke at de som havde stemt på Venstre og givet partiet overvældende flertal i Folketinget, ikke var modne til frihed. Landstinget derimod var valgt af de "modne", dvs. godsejerne, grossererne, fabrikanterne - og Københavns nationalliberale. Så de måtte tage det på sig at regere landet. Det var også i Frederik 7.s ånd: Han og regeringerne i hans tid anså ikke de tysksindede i hertugdømmerne i perioden 1850-1864 for "modne" nok, hvorfor enevælden fortsatte efter 1848 syd for Kongeåen, med de danske nationalliberale nordslesvigeres fulde støtte (de blev begunstiget). Noget der brutalt blev lavet om på i 1864, men det er en anden historie.


Jyderup Kirke - kalkmaleri. Sagnhelten over dem alle, Jesus troner på en regnbue. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kalkmalerier er der også i Jyderup Kirke. Kirkens indretning og arkitektur mv. afspejler til dels hvordan kirken var til for at sanktionere det hierarkiske samfund: Højt hævet stod præsten på prædikestolen. De velhavende, godsejerne, gårdmændene, grosserere m .fl. betalte et årligt bidrag for et stolestade. De sad ned, mens de fattige stod op - uanset de betalende ikke mødte op. Så - tomme stolestader, mens folk måtte stå op bagest i kirken, hvad der kunne være en udfordring for ældre og svagelige folk. Dette system blev gradvist afskaffet før og efter 1900, sidst i København hvor det sluttede i de første årtier af 1900-tallet, de aflåselige stolestader og numre på dørene kan stadig ses. Ikke i Jyderup Kirke, og jeg har ikke kunnet finde ud af om systemet var afskaffet her i 1883.

I prædikenerne indgik formentlig en hyldning af kongehuset (Christian 9.) og det system han repræsenterede (Estrup). Jyderup Kirkes kalkmalerier er fra omkring år 1400, men har måske været kalket over i 1883. De viser bibelske myter og personer: Sagnhelten over dem alle: Jesus troner på en regnbuetrone. Syndefaldet viser nøgne Adam og Eva skjule deres ”skam” med bladduske. Desuden ses de hellige tre konger, Maria og nogle apostle, bl. a. Jacob den Ældre med rejsehat og pilgrimsstav, Bartolomæus med kniv og Mattias med økse. Samt kæmpende udyr. Et træ skyder ud fra munden på en drage.


Tornbrinken 5, Hjembæk. Den er fra 1926 og eksisterede altså ikke i 1883. Men formentlig har Hjembæk landsby bestået af en håndfuld gårde og nogle huse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Venstre rekrutterede sine støtter blandt gårdmændene, og det er ikke svært at få øje på hvorfor de var så mange. Hele ruten (16 km) bærer præg af landbrugsområde: åbne, vidtstrakte marker der på dette tidspunkt af året henligger er øde, livløse brune og pløjede marker, eventuelt med et tyndt grønt dække som brakmark. De skal formenligt tilplantes med byg, hvede og raps til at fordre svin og køer.


Hjembæk set fra Agervoldsvej som giver et indtryk af størrelsen af byen. Kirken ses til venstre i fotoet. Overgangen til landbrugsjord er meget markant. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nogle kilometer syd for Hjembæk ligger den tidligere omtalte grev Lerches daværende ejendom, Aggersvold. Grev Christian Albrecht Lerche (1830-1885) efterfulgte sin farfar Christian Cornelius Lerche som lensgreve til grevskabet Lerchenborg og til Aggersvold. I 1873 var han blevet opfordret til at opstille sig til Folketinget mod Venstremanden Christopher Krabbe. Man mente at han som godsejer havde gode chancer. I første omgang sagde han nej tak, men han var senere (1880-1882) medlem af Landstinget for Højre. Godset er af en anselig størrelse og giver formentlig et indtryk af godsejerens magt. Det har ikke ligget ham fjernt at nikke til Estrups holdning til de "umodne": de mange karle, piger og andet godtfolk på godset har formentlig ikke vejet stort i godsejerens øjne.


Aggersvold. Dæmningen over graven. Stedet er nu ved at blive forvandlet til et større konferencecenter, restaurant, hotel mv. Kun den gamle hovedbygning er privat. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Syd for Aggersvold langs Aggersvoldvej mod Jyderup fortsætter de nøgne marker på begge sider. Kun spredte træbevoksninger bryder det monotone. Godsjorde er karakteriseret ved store arealer af nærmest endeløse marker, eventuelt afbrudt af en bred alle som fører ind til godset selv. 

Lad os vende tilbage til "slagmarken" ved Jyderup: Mængden protesterede først verbalt, senere opstod der tumult. En 79-årig beruset mand fra fattiggården blev arresteret for at have antaget en "truende stilling". Så opstod der skænderi mellem en Venstremand og en betjent. Nu trak betjentene stavene og slog løs til højre og venstre. En snes mennesker blev skubbet ind mod hegnet om Højres telt. Det brast og Fogtmann væltede ind i teltet. Til de forbløffede og dernæst rasende Højrefolk. En overgang så det ud til at de ville overfalde ham. Men formanden Villars Lunn (Knabstrup) fik dæmpet gemytterne. Sportmandsagtigt, idet Lunn var blevet slået af Fogtmann i 1879. Fogtmann blev arresteret og løsladt kort tid efter. Politimesteren sad med ved måltidet og havde overladt kampscenen til fuldmægtigen. 

Landbrugsområdet syd for Aggersvold. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kl. 23 var det hele slut og kun et par berusede herremænd gjorde Jyderups gader usikre. Bbetjentene blev natten over. De jyderuppere som havde deltaget, er formentlig vandret til landsbyen Jyderup omkring kirken. Her lå og ligger stadig Jyderup Mølle (Høedvej 16). Den er fra 1862 og hørte til Jyderup Møllegård der havde et andelsbageri. Møllens sidste ejer var Niels Christian Christensen fra Stigs Bjergby. Han købte den 1921. Siden 1948 har den manglet vingerne. De havde da kostet en 13-årig pige livet og slået en anden til idiot - som det hed dengang. Den fortsatte dog på strøm indtil 1965. Den blev herefter ombygget til beboelse. Om denne del af slaget kan du læse på Politivennen Live Blogging: Jyderup-Slaget: Arrestationer og Forhør.


Mølle nord for Jyderup. Landsbyen Jyderup landsby lå omkring kirken nordpå. Efter stationen kom til i 1874 begyndte der at vokse en by op omkring denne (stationsbyen). Det samme som fx skete i Værløse, Skensved og mange andre steder. Et godt stykke op i 1900-tallet var der stadig tale om to byer, men i nyere tid er de vokset sammen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det retlige efterspil indbefattede tiltale mod 15 mænd. 14 personer blev idømt fængsel på vand og brød i forskellige tidsrum og en gårdejer simpelt fængsel i 14 dage. Desuden blev de pålagt sagsomkostninger og salær. Dommene blev appelleret til Højesteret, her kom sagen til behandling juni 1885. Forsvarerne sattee nogle af betjentene under mistanke for vold. Højesterets dom faldt den 18. februar 1886. Retten frifandt en, mens to blev dømt til vand og brød i hhv. 2 og 5 gange 5 dage. Resten af kommissionens domme blev stadfæstet. 

Med til at sætte disse domme i perspektiv hører at Højrefolk for den samme type "forbrydelser" ofte slet ikke blev anklaget, eller - hvis de gjorde - afgjorde sagen ved enten at betale sig fra det eller fik en mildere straf. Det var med til at undergrave forestillingen om retssystemet som upolitisk. Højre sejrede ved domstolene, men på bekostning af lokal opbakning: Venstre vandt, bl.a. ved sognerådsvalget i Jyderup. Højre forsøgte sig med at få omstødt en af de valgte Venstremænds valg, men det blev ikke billiget af amtsrådet.

Ved Jyderup-slaget indhøstede Højre nogle erfaringer som de brugte i de efterfølgende knap to årtier. De forsøgte at regere Danmark med en håndfuld godsejere og konservative nationalliberale, støttet af det godsejerstyrede landsting og velsignet af den stokkonservative Christian 9. som ikke var bleg for at føre udenrigspolitik på bedste middelalderlig vis ved at gifte sine døtre væk til diverse diktatorer rundt omkring i Europa. En praksis som skaffede ham titlen "Europas svigerfar".



Jernbanevej, Jyderup. Husene er gamle arbejderboliger som lå helt op til jernbanen. Vejen slår et knæk væk fra banen og boligområdet fortættes. De hører til en senere historie. De lå der ikke i 1883. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arbejderne og Socialdemokratiet spillede ikke nogen synderlig rolle, andet end som lunken opbakning til Venstre. Parti rekrutterede fortrinsvis blandt de socialt dårligst stillede i samfundet. I 1883 spillede de rent vælgermæssigt ikke nogen synderlig stor rolle. Mange af dem var for fattige til at have stemmeret. Hvis de var på fattighjælp mistede de stemmeret. Og for de som havde stemmeret, foregik valgene i fuld åbenhed. Det var muligt at se hvad de stemte. Arbejdsgivere, gårdmænd, boligudlejere og andre som arbejderne var afhængig af, kunne true med udsættelse af bolig, fyring, osv. hvis de ikke stemte "modent nok", dvs. det som godsejeren eller gårdmanden stemte.

Morgenbladets konklusion ses i Politivennen Live Bloggin: Jyderup-Slaget: Politiet ved Jyderup. (Efterskrift til Politivennen). Som en slags generalprøve faldt den måske ikke lige heldigt ud for Højre. Men i de kommende år forfinede Højre recepten, kulminerende i 1885. En af de mere iøjnefaldende var 1885 med Holstebrosagen, også kaldet Bergsagen hvor det lykkedes at provokerede Folketingets formand, Christen Berg så det endte med at han blev spjældet i 6 måneder. Han fik godt nok senere æresoprejsning, men fængselsopholdet nedbrød ham, så Estrup opnåede hvad han ville.

Jyderup-Affæren styrkede sammenholdet i Venstre og illustrerede hvor alvorlig den politiske situation var. Hvad partiet selv ikke havde formået gennem sin agitation, fik det her forærende ved Højres og politiets fremfærd. Venstres svar var bl. a. statsskattenægteri, hvad der resulterede i Tvingstrup-affæren 1885. Se Politivennen Live Blogging.

Fogtmanns videre skæbne fortæller om Højres mere og mere voldsomme fremfærd: I 1885 blev han suspenderet fra sit lærerembede på grund af udtalelser mod regeringen hvorefter en provsteret dømte ham til afskedigelse. Estrup havde nu gennemført en praksis som udstrakte majestætsfornærmelser til også at omfatte personer udpeget af majestæten, altså regering, politi, borgmestre, post mestre osv. Højesteret nedsatte dog straffen til en bøde. Fogtmann støttede senere Hørup og Venstrereformpartiet og var med til at stifte Det Radikale Venstre i maj 1905. Han deltog også i arbejdet ved grundlæggelsen af det radikale Holbæk Amts Venstreblad.

En anden af de deltagende Venstre-mænd var tømrer Jens Larsen (1839-1917). Han blev anholdt og tiltalt, men slap for straf. Undersøgelseskommissionen konstaterede at han havde råbt ”Slut jer sammen, folkens”. Men derfra og til at opfordre til voldeligt angreb var langt. Også han var med til at danne Det Radikale Venstre  Odense i 1905.

Kirkens besøgstal faldt i Estrup-tiden. Det var ikke usædvanligt med hel- eller halvtomme kirker. Især indremissionske præster skabte harme og fik folk til at blive væk.


Sølyst. Oprindelig et jagtslot, men siden 1900-tallet brugt til meget andet, bl. a. før krigen af Diakonissestiftelsen, samt under krigen som tysk lazaret. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et sidste blik mod slagmarken: Sølyst hvis historie godt kunne være lidt symbolsk. Oprindeligt opført som jagtslot i 1856 for kammerråd Jens Henrik Jespersen og er tegnet af arkitekt Vilhelm Tvede. I 1865 opkøbt af grevskabet Lerchenborg som jagtslot. Da lensgreve Christian Albrecht Lerche døde i 1885 blev det enkesæde for lensgrevinde Cornelia Emma Sophie Louise Tillisch, som med to af ægteparrets ugifte døtre, komtesserne Agnes Henriette Flemmine Emma Lerche og Cornelie "Lily" Lerche bosatte sig på slottet i 1888.

Siden 2. verdenskrig har Sølyst været brugt som hjem for enlige kvinder samt mødre med børn (1941-1952, børnehjem (1952-1991), højskole (2012-2022), ukrainske flygtninge og senest (2024) TAMU.

Meget er sket siden slaget i 1883. Jyderup er vokset til omkring 4.300 indbyggere og har sågar et statsfængsel for kvinder. Estrups og Christian 9.s forsøg på at genindføre enevælden blev ikke til noget. Ingen mindeplader, mindesten eller andet gør opmærksom på den historiske begivenhed.

Ruten

Jyderup Station. Skarridsø ved Sølyst. Dysseskoven. Skovvangen. Amtsvejen. Hjembæk. Aggersvold. Aggersvoldvej. Jyderup Station.

onsdag den 18. december 2019

Med Politivennen i Helsingør

På byvandring med Politivennen til guldalderens Helsingør: Ankomst ad Strandvejen, gennem byen og mod Marienlyst og Lappen.



Helsingør på Politivennens tid, 1817-23. (Rigsarkivets købstadskort på Flickr)

Helsingør var i guldalderen (første halvdel af 1800-tallet) en af de vigtigste byer i personalunionen udenfor København på grund af sin beliggenhed ved indsejlingen til Østersøen. Måske efter unionens næststørste byer, Altona i Holsten og Flensborg i Slesvig den vigtigste. Hvordan så der så ud i denne vigtige by? Ikke så godt, hvis man skal tro artikler fra Politivennen. Her en lille forsmag på hvad der venter os, fx gaderne mellem Strandgade og Stengade:


Hovedvagtsstræde var et af de farligste steder at passere på grund af gadens overmåde slette tilstand. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

For det første må jeg tale om gadernes overmåde slette tilstand. Især er  Hovedvagtstræde således at man næsten må være bange for at gå igennem af frygt for at få enten arm eller ben brækket i stykker, især om aftenen da der i samme kun tændes en lygte. De andre tværgader, som løber mellem Strandgade og Stengade, giver ikke denne meget efter. Ligeledes er St. Annægade og alle gader der omkring af overmåde dårlig beskaffenhed. - Tillige var det at ønske at rendesten som løber samme sted tværs over gaderne, måtte afskaffes eller overlægges med brætter, da man om aftenen i skident vådt vejr tit træder i samme til midt op på benene og føler sig gudsforbarmelig, især de stakkels fruentimmer.


Skyttenstræde er en af den mere end håndfuld stræder som forbinder Strandgade og Stengade. Her kunne man nemt komme til at brække arme og ben. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Også skilte og belysning fik et ord med på vejen fordi de gjorde livet farligt: 

De skadelige afvisere som hist og her er plantet ved fortorvene, til hvad nytte kan jeg ikke begribe, burde også bortskaffes, da man let på samme kan støde knæskallen i stykker, skrabe huden af benet osv. Tillige må jeg tale et par ord om det lille antal lygter som findes i de fleste gader oppe i byen, hvor der bor for det meste kun fattige folk, hvor der i gader omtrent så lange som Krystalgade i København højst kun findes to, i nogle en, og i andre af dem slet ikke nogen.

Mod Helsingør

Så lad os da tage Strandvejen og syd fra nærme os Helsingør! Selv om den heller ikke synes så behagelig, ifølge Poul Chr. Ths. Hvidt fra Store Nivågård (Politivennen, 1800):

Søndag den 20. april kørte jeg i selskab med nogle andre til Helsingør ad Strandvejen. Da vejen aldrig efterses, er den overalt meget mådelig. Således udmærker sig fx et stykke stenbro ved Sletten hvor stenene er aldeles løsrevne, formodentlig af vandet. Men fremfor alt to broer i Egebæksvang. Her var det at jeg ved den første som er af træ (rækværk ved siderne findes ikke, og brædderne på broen er så rådne og løse at de enten bugner eller vipper) havde det uheld at jorden som vi kom på broen, glider ned på den anden side, og den ene hest styrter ned med bagdelen. Havde hesten ikke haft styrke til at fodfæste med forbenene, måtte vi absolut have væltet og nogle måske tilsat livet. Nærmere ved enden af denne vang er den anden som er en stenkiste, og den er ganske nedfalden. Her kan man dog med megen umage passere ad en omvej, hvilket på ingen måde lader sig gøre på den anden.


Der krydser ganske rigtigt stadig to vandløb: Det ene her i Skotterup, det andet lidt længere mod nord ved Sprøjtehuset. Ved hvilken hesten var ved at brække benet, forlyder historien ikke noget af. Broerne på fotoet er dog af nyere dato. Men tæt på Strandvejen. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019

Ikke nok med det, var man plaget af tiggerbørn (1802):

I en del år har man ikke set omløbende tiggerbørn på Strandvejen i Helsingør belemre byens indbyggere og fremmede skippere. Men dette onde truer nu igen med at indfinde sig, og man gør derfor opmærksom på de 4 til 5 børn der tigger på visse tider af dagen og er temmelig velinformerede om hvem de bør krybe i skjul for.


Nutidens Strandvej er formenlig helt ukendelig sammenlignet med for 200 år siden. Men monsto dette kunne være et syn. Stejleplads? Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.


Forberedelse til besøg i Helsingør

Måske ville det være en god ide at forberede sig lidt. Nu vi nærmer os, lad os fx høre om nogle af indbyggerne, fx par af de sære beboere i byen, fx Gale Thor (1802).

Når lediggængere i almindelighed ikke bør tåles, hvorfor ser man da så ofte og længe i Helsingør en omstrejfende norsk matros som almindeligvis benævnes Gale Thor som skal være meget påtrængende, undertiden uhøflig og ofte en skræk for koner og børn, når disse ved hans v??den træffes alene hjemme uden at der for den offentlige sikkerheds skyld sørges for at sådant et farligt menneske bringes hen til et for ham passende sted hvor han ikke bliver farlig, men ved pålagt arbejde nyttig for staten?

Men andre end særlinge skal vi forberede os på. En ganske almindelig skomager kan også gøre det (1843):

En vis skomagermester der i nogle år har været plaget af apopleksi eller lammelse og som på grund af det ikke kan flytte sig fra et sted til et andet uden hjælp, har allerede længe troet at kunne standse sine smerter ved at tyrannisere sine lærlinge. Han lider nemlig kun i underkroppen af denne svaghed, og kan da temmelig godt bruge arme og hænder. Når nu smerten med forandring af vejrliget eller på grund af alt for mange strabadser tager heftigt på, kalder han på en eller anden af drengene og lader dem opsøge et eller andet på gulvet. Og når han da har dem i fælden, tyranniserer han dem på det skammeligste ved at slå dem i hovedet med læste eller hvad der er for hånden.

Moralen synes dog at være noget højnet gennem tiden op til 1835: Folk var begyndt at blive gift og ikke leve i "naturlige ægteskaber". Indtil 1685 var forhold mellem mand og kvinde en verdslig aftale og havde intet med kirken at gøre. I starten af 1800-tallet videreførte befolkningen dog gamle traditioner på trods af risiko for bøder og fængselsstraf, og at børnene blev erklæret for uægte.

For omtrent 2 år siden blev i dette blad ført anke over det tiltagende antal naturlige ægteskaber i Helsingør som havde en mislig indvirkning på moralen og fattigforsørgelsen. De oplysninger som gennem politiet blev forlagt dengang af Frederiksborg amtmandskab, viste et antal af disse forbindelser på ikke var færre end 49. At de vedkommende fandt det offentliges opmærksomhed henvendt på denne genstand, foranledigede i forbindelse med politiets private forestillinger en del til at fjerne sig fra hinanden, flere til at indgå lovligt ægteskab. Og ved i det hele taget at behandle denne sag med alvor og sindighed bragte man det så vidt at da efter foregående lovbefalet tilhold justitiel tiltale medio november forrige år blev dekreteret mod de overhørige, gik denne kun ud over 6 par.

Lidt ridser i lakken kommer der dog ved i 1834 at læse om det omsiggribende, usædelige fænomen, danseboder:

Fordum blev sådan tilladelse kun givet  til enkelte værtshusholdere og ved enkelte lejligheder. Men nu indrømmer man den til flere og regelmæssigt hver søndag. Man bygger eller indretter offentlige danseboder som man giver navn af dansesale, indbyder i Helsingørsavisen de danselystne og anskaffer entrebilletter som man først lod sig betales med 16 skilling. Men formodentlig for at få større søgning, nu har nedsat til det halve.
Fra et udenbys sted, en fjerdingvej fra Helsingør fortæller man os i avisen at der bliver dans til kl. 12. Fra et andet forsikrer man ligeledes at unge mennesker under 18 år og uanstændige kvinder ikke bliver ladt ind. Hvad skal man tænke om alt sådant? Er den tjener eller pige, den håndværkssvend eller underofficer som efter midnat kommer hjem fra svir og dans, skikket til sit arbejde eller tjeneste den næste dag? Kan et indskrænket politipersonale overkomme at påse orden ved nattetid endog udenfor byen og på vejen til samme? Tror man for alvor at kunne bilde os ind at kun anstændige kvinder søger sådanne steder, eller at man nøje undersøger gæsternes alder? Flere er de spørgsmål og bemærkninger som sådant uvæsen fremkalder

Vi må også forberede os på problemer i tilfælde af at vi skal overnatte (1799):

En rejsende når han rejser med diligencen eller dagposten, finder ikke dette gode i Helsingør. Er han ankommet hertil, så må han så forfrossen han end er, stå i porten og vente indtil drageren eller postmesterens karl kan bringe hans rejsetøj og ledsage ham hen til et herberge. Der lukkes straks ved postsækkens aflevering døren til postmesterens stue, indtil man på kontoret er færdig med brevenes ekspedition. 

Svin var ellers forbudt indenfor købstæder og byers volde, men det så man åbenbart stort på i Helsingør (det gjorde man da for resten også i København, omend mere skjult, 1804):

Ligesom man siden nytår med velbehag har set gaderne fri for betlere, så har der derimod ofte indfundet sig en del omløbende grise og svin, som synes at ville tigge føde på gaderne og i åbne gårde. Det er jo utilladeligt i enhver købstad, og vil vel af politiet blive påset og forebygget

Nu vi snakker om nytår, så gik det vildt for sig, ifølge Dagen, den 4. januar 1811:

Helsingøer d. 1ste jan. Nytaars Aften var her vist nok en Skrækkens Aften for Mange, især nervesvage mennesker. Ikke har man i mange Aar paa Gaderne hørt saa mange Pistol og Flinteskud som denne Aften. Man vil end mere vide, at man har havt en Svingbasse paa en Slæde, og affyret samme flere Gange udenfor eller vel endog mod nogle Huse paa Strandgaden. Ved Knaldets Virkning sprang 13 store ruder i et Huus, 3 i et andet, alle til den kostbare Priis 6 a 8 Rd. Stykket, og nogle mindre i et tredie. Hvor meget end Politiet eftersporede disse kaade Mennesker, kunde de dog ikke vorde opdagede, paa en enkelt Dreng nær, hvem man fratog en Pistol. Ilde ellers, at sligt Skyderie endnu skal kunne finde Sted, og ikke vorde forebygget.



Kun gadenavnet Svingelport minder om vejen fra byporten ind i Helsingør. Ingen af bygningerne her er fra dengang. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.


Svingelport

Således rustet og forberedt til at møde hvad der måtte møde os i Helsingør, er vi endelig nået frem til byporten mod syd: Svingelport. Først skal vi dog lige igennem nogle dynger med skarn (1798):

På pladsen uden for Svingelporten er en gyselig mængde skarn sammendynget på hinanden der ikke vækker noget fordelagtigt begreb om byen hos fremmede tilrejsende. Det skal dog vel ikke være en losseplads som fx sandgraven uden for København?

Og dernæst forbi skildvagten (1799). I hvert fald en af dem synes som en voldsom oplevelse:

For 14 dage siden sloges to slagterdrenge med snebolde ved Svingelport hvor der står jægerskildvagt. Den ene slår fejl og slår en vinduesrude ind hos en derved boende færgemand. Drengen går straks ind og bede manden om forladelse, som straks tilgav forseelsen mod skadens erstatning. Da drengen kommer ud, slår skildvagten ham uden videre årsag for panden med kolben af geværet så at blodet strømmede heftigt frem. På nogles råd løb han straks til hovedvagten og anklagede underjægeren for den vagthavende officer, som lod drengen arrestere indtil underjægeren ved en anden var blevet afløst. Denne foregav at drengen havde været grov. og på dette udsagn befaler officeren en oberjæger at holde drengen og fugtler ham selv derpå forskrækkelig af indtil han ked deraf lader ham løbe. Nu blev der klaget for Magistraten. Politimesteren angav det for chefen som selv kom til vagten, lod officeren afløse med en anden og gav ham husarrest indtil sagens uddrag. Drengens ryg som så ret mishandlet ud, og hans pande blev synet, klagen indgivet og sagen anlagt. I begyndelsen var man varm, men nu siger man at sagen neddysses og officeren slipper med sin arrest og med at betale doktorløn og nogle dalere til drengen.


Velkommen til Helsingør! Vel inden for Svingelport fortsatte vejen mod Stengade (i baggrunden), dog først forbi møddinger overfor disse bygninger (udenfor fotoet). Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Vel inden for porten, er det første vi åbenbart støder på skidt og l***, som her i 1802:

Kan det være tilladt i en købstad at have møddingested på offentlige gader. Når man kommer til Helsingør og har passeret den smukke Svingelport, ser man straks på venstre hånd et sådant samlingssted hvor skarnet efter sigende sammendynges fra mandag til lørdag aften. Det skal endog undertiden ligge søndagen over, når grundejeren ikke synes at have lejlighed til før at lade det køre bort. Gående som vil passere porten og deri møder kørende, må finde sig i at retirere til dette ubehagelige sted. Ellers er i fugtigt vejrlig og på grund af den stærke færdsel på ingen gade en sådan søle som fra denne port 4 til 5 huse ned ad Stengade, og da bønderne på torvedagen med deres heste og vogne optager ikke alene fortorvet, men tillige det meste af gaden som dog her er smallest, så kommer de gående som må trave i al dyndet midt ad gaden, ofte i sammenstød med de kørende

Opførelsen af en ny port synes at have skabt nye problemer med omveje, i 1806:

At alle derboende og hid og did færdende fodgængere nu må tvinges til at gøre omvejen ad og igennem den ved indkørselsporten anbragte låge, er sandelig meget ubekvemt, er forbundet med ubehagelighed og kunne endog have skadelige følger, når den posterede skildvagt tæt inden for lågen til tider en smule træt lader sit gevær fladt, som så ofte ses. Hvor let kan en hurtig fodgænger, endog ved dagen, endsige i mørke aftener, løbe ind i bajonetten og derved komme til skade? Hvor let sømænd og fiskere tvungne til igennem denne låge at bringe deres redskaber, stænger, bådshager etc. støde an mod skildvagten og derved uskyldig tildrage sig ulejlighed.


Stengade 10C ligger ganske tæt på Svingelport, og her stødte man på de første skarndynger. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.


Ned ad Stengade

Helsingørs hovedgade var (og er) Stengade. Så den burde vel være passet ordentligt? Nej, ikke ifølge flere klager, fx i 1798:

Ubekendt kan det ikke være at passagen de fleste torvedage fra 11 til 2 på Stengade fra Fiolstrædes hjørne hen ad til Svingelport ofte er meget vanskelig og næsten spærret for kørende, men mest for fodgængere på grund af de mangfoldige vogne som holder der, ikke alene på fortorvet, men ikke sjældent midt ude på gaden som på et torv. Det meget skarn der der samles, ligger ofte i sammendyngede hobe nætter og dage over på gaden eller fortorvet, hvilket fodgængerne om aftenen i mørke ikke altid kan undgå at træde og søle sig til i.


Stengade fra Fiolgade (forrest) mod Svingelport (bagerst). Trafikken blev her spærret af talrige vogne på torvedage. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

På denne strækning blev der i 1802 desuden klaget over bryggerne og brændevinsbrænderne. Den minder lidt om hvad vi allerede har stiftet bekendtskab med:

De herrer bryggere og brændevinsbrændere, som bor på Stengade i Helsingør tæt ved Svingelport, har den ubehagelige og utilladelige vane at lade de skarndynger de fejer sammen lørdag, blive liggende på gaden indtil søndag morgen. Det fører til sande ubehageligheder for folk, som i mørke aftner skal passere gaden. De kan ikke alene let falde over en sådan skarndynge. Det var for nyligt tilfældet med en af byens respektable borgere, men også må træde i snavs til midt på benene.

Ved særlige festlige lejligheder blev der dog ryddet op, fx i 1800 da Gustav IV Adolf og dronning Fredrika Dorothea Vilhelmina omkring år 1800 var på besøg. Og igen i januar 1805. Den danske kronprins opholdt sig i den anledning et par dage sammen med kongen i Helsingør. Gustav blev senere arresteret ved et militærkup i 1809, skiftede navn til greve af Gottorp, og oberst Gustavsson. Efter skilsmisse i 1812 gik han i hundene og havde sammenstød med politi og værtshusholdere, men overlevede dog til 1837:

Dengang byen glædedes ved hans kongelige højhed kronprinsens og andre prinsers nærværelse var det en sand fornøjelse for alle kørende og gående at kunne passere Stengade så sikkert og uden fare på grund af de planker, der var lagt over rendestenene, og det påfyldte tang. 


Stengade 72-74. Det smukke, gamle hus fra 1520 har oplevet mangt og meget. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Også belysningen synes ved samme lejlighed at have fået et pift, i 1805:

Stengades stykke fra Skt. Annægade til glacisen synes at kunne behøve noget mere lys, da der ikke alene ofte står forspændte vogne, men også er rendestene som løber tværs over kørebroen. Disse gøres kun ved særlige lejligheder i stand, sådan som det for nyligt skete med kongen af Sveriges ophold her, så man uden frygt for ubehageligheder selv i mørke kan gå over dem. Hvis en sådan istandsættelse til daglig brug er for kostbar, mener man, at mere lys i denne ende kunne afhjælpe det.



Efter hvad jeg har kunnet forstå, skulle Hotel du Nord have ligget i Stengade 25. Hotellet blev etableret 1834, og før det lå der en gæstgiver- og postgård, Hotel d'Allemand - et af byens herberger. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Det ser også ud til at Hotel du Nord på Stengadee tog ublu priser, i hvert fald i 1836, få år efter at det var blevet etableret:

I Hotel du Nord i Helsingør måtte indsenderen engang i afvigte høst erlægge ublu betaling for et dårligere logi end på næsten ethvert andet sted hvor jeg nogen tid har overnattet og derfor betalt 16-20, højst 24 skilling.


Rundt i resten af byen

Vel inde i byen kan vi nu begynde at se os lidt omkring. Helsingøersbladet i 1798 påpegede dette:

Måtte ejeren af plankeværket mellem brygger P. Andersens og spækhøkerens huse i Bjergegade blive påbudt at borttage fra fortorvet og gaden den mængde dynd og skarn hvoraf der er et ikke lille oplag der gør det meget ubehageligt at passere stedet. Man har lagt mærke til at der i lang tid ikke er blevet fejet.


Bjergegade hvor dynd og skarn hobede sig op uden for bryggerens og spækhøkerens huse. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Og det blev igen påtalt senere i 1798:

I det såkaldte gamle kloster var det meget at ønske at vedkommende måtte blive påbudt at bortføre det meget skarn og uhumskheder hvormed gader og fortorve er prydede da det i dette snævre rum fylder luften med en ubehagelig luft der kunne være skadelig for sundheden og gør et fælt indtryk på øjet. Man kan heller ikke andet end falde i forundring over hvorfor der samme steds ikke er sørget for at stenbroen er blevet belagt da den på sine steder er i den ynkeligste forfatning.


Hjørnet af Torvet og Sudergade (Bjerggade længst til højre) Her blev begået indbrud i 1811. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Tyve brød i følge Dagen i 1811 ind i Sudergade:

I nat har tyve ved først at slå nogle ruder ind, og siden da gennemgangen blev vem for vanskelig, ved at brække hul i muren, villet bryde ind i en ny krambod på hjørnet af Torvet og Sudergdae. Men da den derved forårsagede larm vækkede en genbo der kaldte på vægterne, undlod de. De fik kun nogle små flasker med lugtende vande. I nat skal tyverier også være begået på 3 andre steder. 

I 1802 var der en generel klage om manglende vandafløb forskellige steder i byen. 

Jeg vil gerne have ophævet den hævd, eller rettere den uskik, som nogle husejere i Helsingør måske tror at have erhvervet hævd på, nemlig ikke at anlægge vandafløb eller rendestene uden for deres gårde og huse, såsom ved nr. 285 og 312 i Kampergade, nr. 142 og 143 og 268 i Stengade, de mange huse på Strandgade etc.. For det synes dog ikke alene uretteligt, men også urimeligt, at vandet ved stærk regnskyl skal, hvor husene på begge sider lige højt, bliver stående midt på gaden, eller hvor husene på den ene side ligger lavere, skyller over til disse og hjemsøger samme med fugtighed og andre deraf flydende ubehageligheder.


I 1822 blev en ny skole indrettet i Karmeliterklostret. Den bestod af Borgerskolen, som var betalingsskole, og Fattigskolen (senere Friskolen), der var gratis. Ved starten er der 318 elever: 195 drenge og 123 piger. Toiletforholdene var ikke optimale. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

I Borgerskolen i nuværende museum stod det galt til med indretningen af lokummer i 1823:

Ved indretningen af lokalet til Helsingørs borgerskole har de ansvarlige haft det indfald at anbringe retiraderne i et af hjørneværelserne i selve skolebygningen med umiddelbar gennemgang til skolestuerne og gangen. Følgen heraf blev hvad man måtte vente: Fra de indelukkede retirader udbreder sig en væmmelig stank gennem hele bygningen, og på selve retiraderne er luften som forpestet. Indsenderen er ingen læge. Men nærer efter sine begreber den mening at den bestandige væmmelige uddunstning må have en skadelig indflydelse på lærernes og børnenes helbred. Og under alle omstændigheder er den højst modbydelig og byrdefuld for den menneskelige natur.
Også må mangfoldige andre døje denne stank. For d'herrer lærere som alle bor i skolebygningen, er tillige embedsmænd ved Helsingørs kirker, og som sådanne kan alle i byen have ærinde til dem. Man kan derfor ikke miskende almindelig dadel over denne indretning. Og en af lærerne fortalte mig at når nogen trådte ind i stuen til ham, skete det gerne med hånden for næsen, og dernæst det udråb: "Fy hvor her stinker!" (hvilket han antog for et repræsentativ for "God dag, hvorledes lever De?"). 
Nu har denne skole bestået henved 2 år, og endnu har man ikke sørget for at anbringe retiraderne på passende sted, skønt indretningen som den er nu fortjener almindelig kritik og synes tillige at have både skoleforordningen og politianordningerne mod sig.
Indsenderen ytrer derfor det almindelige ønske at vedkommende jo før jo hellere behageligst vil sørge for en forandring i føromtalte henseende som agtelse og omhu for lærere, børn og mange andre gør så nødvendig.


Søstræde 2-4, bygget til den engelske kirke i Helsingør, 1793. Danseboden hed "Babylon" - symbolet på synd og forfald, skøge mm. Efter Københavns Bombardement 1807 udlejedes den i 1809 til indkvartering af kanonbådenes søfolk. I 1833 lykkedes det for en præst at få kongelig anerkendelse, men han virkede kun til 1838. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

I Søstræde blev det en skribent i Politivennen 1839 for meget at en kirke (selv om den tilhørte rivalerne fra England) var blevet lavet om til en dansesal:

Man ved at efter øvelserne følger et lille bal, og når begyndelsen først er sket med et bal, så kommer der almindeligvis flere. Man behøver hverken at anse dans for noget ugudeligt eller letfærdigt, eller betragte et forhenværende bedehus som et sted hvor aldeles intet verdsligt bør foretages, for at erkende at der ligger noget højst anstødeligt i at et lokale som har været indviet til et så helligt brug som en kirke og der som sådan for ikke ret mange måneder siden endnu er blevet benyttet, skal overgives så ganske til lystighed, og det måske ikke altid den mest uskyldige. Har nu endog ejeren af det nævnte lokale ikke selv så megen takt for det sømmelige, så må man dog meget undres over at de ikke få engelske familier i Helsingør om hvis agtelse for det hellige der sikkert lige så lidt kan være spørgsmål som om deres kendelige gudsfrygt, ikke har været betænkelige på i det mindste for den første tid, at forebygge en sådan vanhelligelse der ligger noget vel nær skandalen.

En tur på havnen og Toldkammeret

Til en bytur hører naturligvis også en tur på havnen. Øresunds Toldkammer lå ved Sophie Brahes Gade for enden af Strandgade. Det samt tolddirektørboligen blev nedrevet efter øresundstoldens ophør i 1857, hhv 1859 og 1862. Det nuværende Toldkammeret overfor stationen er af langt nyere dato, 1891. Her kunne man i 1798 læse om livet på havnen: 

Den 20. november, atter en engelsk matroskombat på broen, som kom deraf at en engelsk matros begik den ubetydelige uskik at tage et halvanker brændevin der lå på broen, med i sin båd, på hvis most han, fordi det var så såre koldt, formodentlig ville varme sig, og var endog så uhøflig at opvarte købmandsbetjenten som - da han havde søgt efter det og fundet det på sit urette sted - steg i sin enfoldighed ned i båden for at hente det tilbage, med ufine næveslag i ansigtet, og ved denne uvenlige adfærd søgte at forhindre ankerets borttagelse. Uhøfligheden blev snart hævnet, og da der var mange matroser i land, blev alarmen snart større, som dog vagten ved færgefolkets hjælp fik stillet, og hvorved tre kophaner måtte tage logi i rådstuearresten. Det var ellers at ønske at vagten, når der på reden ligger så stor en engelsk flåde (her var over 300 foruden de armerede skibe), måtte forstærkes med mere mandskab, og derved sættes i stand til med kraft at holde styr på de urolige hoveder. Man vil håbe, at denne uorden vil for i år blive den sidste, og at anstalt vil blive føjet til bedre orden for de kommende år.


Stengade 83 (1770). Denne bygning blev bygget til toldkommissær v. d. Osten i 1770. Og den lå bag den nu nedrevne toldbod fra Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

De mange søfolk var dog også et gode. Og mange helsingoranere synes at have set chancen for at tjene en ekstra skilling ved havnen (1803):

Det må vist være faldet uvedkommende fremmede i øjnene at se at næppe har en ilandkommen fremmed skipper sat fod på land, før han omringes af en menneskevrimmel, som man har tillagt navnet brokaprere, trækkes hid og did i ærmerne af disse, og overvældes af spørgsmål, som han ofte ikke kan, ofte ikke vil og af forbavselse ofte ikke ved at svare. Men endnu ubehageligere og stødende må det være for de ubekendte ankomne skippere, selv at se sig som et bytte, efter hvilket man griber heftigt og på engang. Undertiden gives også morsomme svar, således svarede i fjor en englænder på spørgsmålet: Hvor kommer De fra? Fra Helvede. Hos hvem klarerer de? Hos Satan.

Synderligt bedre stod det ikke til i 1830:

Når en skipper kommer i land i Helsingør, så bliver han så snart han har forladt Øresunds toldkammer efter at have meldt sig der til klarering, overhængt af en mængde slagtere og slagterkoner, grønthandlere og grønthandlersker, tiggere osv. Denne modtagelse må vist nok være højst ubehagelig for en fremmed mand. Og han kunne let derved foranlediges til at få dårlige tanker om vores politiorden i så henseende. Lige så ubehageligt er det for det menneske som ledsager skipperen fra Øresunds toldkammer til vedkommende handelshus, undertiden at blive tiltalt på en uhøflig måde når han ikke øjeblikkeligt vil føje de gode slagtere og grønthandlersker med at trække skipperen til en af dem, hvorved han dog også er udsat for ubehageligheder idet sådanne folk søger at tage brødet af munden på hinanden, hvilket som oftest giver anledning til slagsmål og rettergang mellem slagtere og grønthandlermadammerne.


Stengade 81 (1770). Sit nuværende indhold som Færgegård fik bygningen først i 1940. Bygningen brændte i 1992 og blev ført tilbage i sin oprindelige skikkelse i 2004. Den imponerende bygning vidner om toldområdets store betydning for Helsingør. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Som ved Nyhavn var det direkte livsfarligt at færdes ved havnen om aftenen på grund af den ringe belysning i 1803:


Da skippere som kommer i land og undertiden sent, ikke altid kan blive ekspederet straks eller forsynet med de mest nødvendige fornødenheder så hastigt at de kan benytte sig af dagslyset til igen at gå ombord, så udsættes de i mørke aftner når de er ubekendte og endnu mere om de efter en lang sørejse har kvæget sig lidt over nødtørst i glad vennelag, for den fare når de skal stige i deres både, at falde i vandet. Og da når ingen hjælp straks er for hånden, kan de omkomme. Eksemplet haves for nylig den 29. i forrige måned da en skipper Møller fra Lübeck på sådan måde satte livet til og skal efterlade sig kone med 5 børn. 

Det kristelige liv: St Olai Kirke og St. Maria

Men hvad så med de lærde kristelige? Højner de ikke standarden? Som måske 3. største by var Sct. Olai Kirke i 1819 blevet domkirke og eneste sognekirke, men september samme år deltes sognet i to, og Sct Mariæ Kirke blev sognets anden sognekirke. Problemet i 1819 var at der ikke var nogen præst, selvom der var hele to kirker:

Hvis man i Helsingør har glemt Gud og hans ord så kan man ikke undres over det. For ikke mange år tilbage i tiden havde denne stad fire præster. Nu er der aldeles ingen. Kronborgs Kirke er for en del år siden ganske nedlagt. Klosterkirken har siden kapellanens afskaffelse ved Skt. Olai menighed stået ganske ubrugt. Af mangel på anordnede gejstlige har hele staden i nogen tid måttet lade sig nøje med at høre Kristi evangelium forkynde af en såkaldt skolelærer indtil man senere traf den indretning at formå de derom boende sognepræster at prædike hver sin søndag i denne kirke.


Sct. Olai Kirke. Kirkegården lå til venstre for kirken, og en smal gyde fører stadig fra Stengade op til den daværende kirkegård. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Hvad værre var at denne præstemangel bl.a. gav sig udslag i at ligene måtte vente meget længe på at blive begravet i 1819:

Denne mangel forårsagede for nogle måneder siden den uorden at flere lig måtte vente nogle dage for derved at afvente en præsts ankomst. Denne sidste blev indkaldt fra landet for at følge en vis købmand til sit hvilested samt forrette den ceremonielle tjeneste, nemlig jordpåkastelsen. De andre fik da noget med.
Gamle, syge og sengeliggende både i og uden for byen, på klostret i fattighuset, samt på hospitalet sukker alle over savnet af en sjælesørger som i nød og død kunne trøste og opmuntre dem.
Stedets ungdom som trænger til vejledning og forberedelse til forestående pagtsfornyelse eller konfirmation må også vente til sådant kan meddeles dem ved en præst. Forældre som har spædbørn må tålmodigt afvente tiden at komme i kirken til dåben med samme, indtil lejlighed gives. For ikke at tale om den ulykkelige slave på Kronborg som tilbringer sine sidste dage der og som aldrig nyder de  lykke at høre en værdig talers røst eller komme i Guds hus, når han først er der i fængsel.
Blandt borgersamfundet findes vist mange som ønsker at høre gode foredrag til opbyggelse for sjælen, mens andre tilbringer søndagen ved skiveskydning eller forlystelser.
Næppe vil indsenderen heraf tro at der kunne bruges mere end en bøn til en kristelig øvrighed om præsters ansættelse ved kirken, hvor så stor mangel som her findes. 


Sct Mariæ Kirke. Oprindeligt et katolsk kloster. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Måske gjorde det heller ikke så meget, for i Dagen (1804) kunne man læse at folk ikke rigtig kom ret meget i kirken:

Man hører ofte klager over religiøsitetens forfald i hovedstaden. Hvis denne klage er begrudet, synes den at kunne fremføres endnu stærkere om Helsingør. Fra katolicismen som holdt sig der længere end i nogen anden kant af landet, synes helsingoranerne at være faldet til en fuldkommen indifferentisme. Hele familier og en stor mængde enkeltpersoner lever der aldeles uden dyrkelse, det vil sige, går aldrig i kirke, nyder aldrig sakramentet. En rejsende gik for nylig på en helligdag ind i den danske og siden denn tyske kirke under tjenesten. I den ene fandt han 8 til 10, i den anden 10 til 12 tilhørere, og dog har Helsingør 6 til 7.000 mennesker. Hvilke kulde, og hvor nedslående for præsterne der!

Kirken var blevet renoveret i perioden 1818-1825, men den må hurtigt være gået i forfald? Det klagede man i hvert fald over i 1836 i Politivennen: 

Orgelet nærmer sig vitterlig mere og mere ubrugeligt, en del vinduer er vitterlig så utætte og ellers mangelfulde at nødvendigvis andre sættes i deres sted, gulvet i koret er på nogle steder sunket, osv. Jo mere besøgt St. Olai Kirke bliver, og det har den vel i umindelige tider ikke været i den grad som i det sidste år, jo mere føler man manglerne, og jo mere påtrængende bliver ønsket om at få disse afhjulpet og tillige andre forbedringer og forskønnelser udførte. Som kirkens indvortes nu er, med fremspringende, uregelmæssig anlagte pulpiturer, med ligedan byggede stole, der mangler al smag og passende sirlighed, har den et højst uhyggeligt og skummelt udseende der stikker mærkeligt af mod flere øvrige antikke og skønne prydelser. Også det kolde stengulv kunne man rimeligvis ønske afløst af et lunere bræddegulv. Et sådant ønske tror man endog stemmer overens med hvad kirkens bestyrelse har indbefattet i planen for dens reparation.

Kirkebesøget var ikke steget i 1842 ifølge Politivennen, kun bryllupper syntes at have kunnet trække folk til, omend det var så som så med åndrigheden: 

På søn-og helligdage ser man som oftest kun meget få besøge kirken. Men er der en brudevielse, da styrter en masse af mennesker sammen, som om de ville bestorme det hellige hus. Dog er det længe siden man så en så talrig forsamling som i tirsdag aftes. Og som følge af trængslen var flere damer der måtte stå, nær ved at besvime, og en del børn stod i fare for at blive trådt ned. For ikke at tale om at mængden fik deres klæder spolerede såvel af smudsigt klædte personer som af den uhyre trængsel. Tillige hørtes banden og liderlige ord og det endog af personer der skulle være af det hellige samfund, og det var aldeles umuligt at kunne høre det mindste af vielsen for bar tjærnen og fnisen.

I 1827 var kirkegården om domkirken blevet sløjfet og flyttet udenfor byen, men der var stadig gravsteder på den gamle kirkegård i 1830, gravene blev dog stadig fornyet:

... kirkegården er åben, altså tilgængelig for alle og enhver, bruges til at tilhugge tømmer på. Man forefinder flere møgbunker hvorpå hønsene diverterer sig, og det hele ligner en sand kloak og er snarere en væmmelse end en prydelse for kirken der sikkert med megen bekostning for nogle få år siden er blevet restaureret.

Begravelser og kirkegårde

I 1821 kunne man læse om en noget makaber begravelse gennem Helsingørs gader:

En rejsende der et par dage opholdt sig i Helsingør, så tilfældigvis en ligfærd der, og blev med stor fornøjelse vidne til den højtidelighed som herskede, idet han fandt alle gaderne, hvorigennem liget skulle passere, bestrøet med sand og grønt, samt at denne by har anskaffet sig en ligvogn der virkelig er meget smuk og smagfuld. Kort  sagt, det frydede ham, at man i denne købstad har betænkt at hædre den værdige, endog efter hans død.
Men hvor forundret blev han da han af flere hørte det udråb: "Se figuren", og idet han kastede øjnene hen på ligvognen for at se hvilken figur talen var om, opdagede han at Døden der er anbragt oven på himlen af vognen, vendte sine posteriora til ligfølget.


Kirkegården udenfor bymurene var blevet anlagt 1827 og rummer endnu i dag ganske mange gamle grave. Den har også en anselig størrelse i et kuperet terræn. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Posteriora kan vel oversættes til pænt dansk med bagdelen. Før kirkegården blev flyttet udenfor byen, stod det i 1820 skralt til på dem inden for voldene:

Skt. Olai Kirkegård er en skandale for det menneskelige øje og trænger i allerhøjeste grad til den forbedring som den da først bør savne når der i 20 år intet lig er blevet begravet. Anmelderen heraf kan ikke nægte at de mangler den jo har og disses følger fortjener at nævnes offentlig her. Den første og fornemste mangel er stakittet på nordre og østre side af kirken, samt jernstænger mellem sammes firkantede mure som står ud på kirkegården. Dernæst fornøden tilsyn med og vedligeholdelse af grave, hvilke nu er blevet ganske usynlige og hvoraf følger at enhver kan gå langs og tværs over alle begravelser uden engang at tænke på at man der betræder levninger af fordums venner eller pårørende. Dertil kommer at kirken har udvendig mangfoldige vinkler, hvilket just ikke altid er blevet brugt til de anstændigste handlinger. Så findes også overalt i disse vinkler en del menneskeekskrementer, hvilket især ved dagens lys afgiver et væmmeligt og forargeligt skue. Disse gør endog passagen over kirkegården farlig eller i det mindste rædsom da man skønt uforvarende meget let kan komme til at forstyrre nogen i deres forretninger, og når man går i mørket der forbi, geråde i ubehageligheder med vedkommende, ifald man understod til at tale dem til.


Indmuret gravsten i Sct. Olai Kirke som minder om at der engang var gravplads her. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Artiklen slutter dog med et lysegrønt håb:

Men da nu Helsingør by har fået gode og hæderværdige præster og indbyggerne er blevet fordelt til begge kirker, altså i to sogne, hvorved det er kommet bedre forhold mellem først og sidstnævnte, så har man rimelig grund til at tro at menighederne ville, i forening med deres lærere og sjælesørgere, stræbe at forskønne byen også i denne henseende, nemlig ved at oprejse Skt. Olai kirkegårds stakit, hvor samme er faldet ned, da de derved forskaffer deres henslumrende venners hvilesteder det hegn og fred som i flere år har været dem berøvet, og som de bør nyde indtil fulde 20 år er gået efter at sidste lig der er begravet.


Den Ny Kirkegård uden for byporten er stadig et skønt syn. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Mange af disse problemer blev løst med den nye kirkegård udenfor byporten. Eller, i hvert fald de flest, dog ikke alle, hvis man skal tro en artikel:

Man kan ikke andet end inderligt harmes i sindet ved at se al den uorden, som hersker der ved de i mængden tilstimlede mennesker, når et lig af mere end lav klasse og med mere end sædvanlig ceremoni begraves der, og som indtraf den 20 september ved major Claesens ligfærd. Folket sprang allevegne over gærdet. Dette blev adskillige steder revet ned, gravene nedtrådte, træerne proppet fulde af mennesker, hvorved grene blev brækket af, og selv mennesker drattede ned. Desuden er det ikke noget smukt syn at se byens skønneste urtegård omgivet af et stengærde, over hvilket enhver som vil kan krybe eller stige, og kun til lille sikkerhed for de der med tiden kommende mindesmærker. En grundmur ville både pryde, nytte og sikre langt mere, og bekostningen kunne i det hele taget ikke være så betydelig, da begge kirker  burde deltage deri.


Marienlyst og Lappen

Således grundigt introduceret til byens liv, bevæger vi os endelig ud i naturen igen, mod nord til Hellebæk. Det er ikke nogen god ide at følge stranden ved Grønne Have, ifølge denne artikel fra 1802:.

Til Forpagteren af grønne Have glaciet eller det til Fæstningen Kronborg liggende Jorder i Helsingør. Det har skabt forundring hos mange at De så nær byen, lige før Stengade og i nabolaget til de der boende respektable mænd, har anlagt et reservoir, eller en gødningsbeholder med stinkende urenligheder. Når vinden står mod byen forpester det luften, og til alle tider må de spadserende ækles. Den ene grøfts magasin er godt tildækket, men en mængde andet ligger udækket.


Marienlyst Slot og Have. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Så lad os hellere forsøge at gå gennem Marienlyst have, 1805. Den have som selveste H. C. Andersen lovpriste i 1826. Hvis vi altså kan komme igennem:

Det er beklageligt at den port til Kongens Have (Marienlyst) ved Helsingør, som vender ud mod Hammermøllevej, skal være lukket for mange skikkelige personer, der uden at være udmærkede ved høj rang eller post, dog er kongens tro undersåtter, og altså tror sig berettigede til den kongelige gunst at bruge den frie spadseregang. For folk hvis forretninger ikke tillader dem at blive længe ude, er den anden vej ad Lappen alt for lang, og for gamle svagelige folk og børn alt for møjsommelig, da denne vej, som fører til den eneste behagelige spadseretur ved Helsingør, dels går på en ujævn stenbro, dels igennem sand.
Hvis den anden port blev åbnet, ville haven derimod vinde flere spadserende, og gærderne omkring den da ganske sikkert også opfylde deres bestemmelse, i stedet for som nu hvor  mange for ikke at gå vejen ad Lappen, kryber over det. Da der ikke mere går kreaturer løse på marken, og porten desuden let kan lukkes på samme måde som den ved Lappen, så kan man næsten ikke andet end være overbevist om, at dette for Helsingørs spadserende så vigtige ønske vil blive opfyldt.


Lappen set ind mod Helsingør. I det fjerne kan man se spiret på Sct. Olai Kirke. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Nedenfor Marienlyst lå en lille bebyggelse for småfiskere som hurtigt ville ud til de mange konvojer som passerede i Øresund. Men det var ikke uden problemer, i 1802:

Det er velkendt at mange svenske både ankommer til og afsejler fra det sted som kaldes Lappen ved Helsingør. Så det er da besynderligt at der ingen vagtposter er ansat til at kunne påse om de mange ankommende rejsende er forsynet med pas, anholde og opbringe løsgængere, tiggere og alle mistænkelige personer. Nogle kommer måske udelukkende for at stjæle og efter at have udøvet deres håndværk, vender de uhindret samme vej tilbage. Disse burde også anholde alle mistænkelige personer som uden pas forsøger ad denne vej at snige sig ud af landet.
Ingen egn er så fyldt med skåninger og skånske fruentimmer som Helsingør og egnen deromkring. Og disse forleder mange til rømning, for hvem som kun ønsker dette, vil ved at gøre bekendtskab med disse fremmede, finde vejen til at bortsnige sig ganske mageligt. De der ansatte toldbetjente kunne vel påse at konsumption og told bliver betalt af de dertil bragte svenske varer. Men de er ikke ansatte til at kræve pas eller til at anholde og opbringe hertilkommende eller herfra sig bortsnigende mistænkelige personer. Det ville derfor være meget nyttigt og det mere end i en henseende, om 2 vagtposter blev ansat der, forsynet med behørig ordre til at anholde sådanne personer, og påse at ikke tiggere, som let bliver tyve, indsniger sig her, men straks blev tilbagevist.

Englandskrigene 1801-1814

Såvel slaget på Reden (1801) som Københavns Bombardement (1807) og Englandskrigene havde vist at Kronborg Fæstning ikke var så meget bevendt til at forhindre fjender i at sejle gennem danske forvande, endsige forhindre angreb. Det betød at Helsingørs betydning faldt en del. Og udover København mærkede Helsingør en del til den engelske flåde, allerede i 1801:

Af frygt for det tilfælde at Kronborg fæstning skulle blive bombarderet af den engelske flåde, og man tillige kunne frygte at Helsingør kunne blive sat i brand flere steder og indbyggernes huse og ejendomme blive et rov for luerne, har allerede mange familier søgt at bringe deres betydeligste effekter i sikkerhed. Men vognlejen, endog ved bønder, er for de, som ikke selv ejer heste og vogn, overmåde dyr. Som ikke kan være andet når mange på engang iler med at flytte. Kunne man derfor ikke håbe, at de nærmeste herredsbønder blev pålagt at møde visse dage i Helsingør og hjælpe at flytte indbyggernes gods mod en bestemt betaling, dog ikke over vognmandstakst.
Helsingør den 21. marts.
Hans Jeger
Skolelærer og klokker.


Kronborg med Øresund og Sverige i horisonten. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018. 

En artikel fra 1802 berettede om at Helsingør var blevet beskudt da den engelske flåde sejlede mod København: 

Da den engelske flåde sejlede gennem sundet den 30. marts sidste år, faldt 3 ildkugler ned i Helsingør uden at sprænges. En i St. Mariæ Kirke, en i St. Olai og en gennem et baghus tilhørende kæmmerer hr. Assensfor Schow i Stjernegade. Til minde om dagens fare og himlens varetægt over byen, er den ene indsat i kirkens hvælving på det sted hvorigennem den faldt. Den anden er opstillet på en fodstøtte i assessorens have, og af den fremvokser et rosentræ i skøn blomstring. Nu kunne man ønske, at den 3. også måtte få en mindeværdig og mere påfaldende plads, end dens nærværende i rådstuegårdens rendesten.


I Sct. Olai Kirke hænger denne fane og en forklaring: Denne Fane er bekostet af andet Borger Compagnie her i Helsingöer til Erindring af den for samme Bye mærkværdige dag dn 30. martuis 1801, og nu afleveret for at blive St. Olai Kirke til Prydelse af bemelte Compagnies sidste Capitain Joachim Mathias Gædeksen. Helsingöer dn. 12. martius 1804.

Efter Københavns Bombardement 1807 ankom der ganske vist nogle kaperskibe som skabte lidt liv i havnen, fx i 1808:

Blandt de mange varer som blev udlosset først i oktober forrige år af briggen The Sprightly (et af de skibe der ved skud fra Kronborg måtte stryge og blev opbragt) var også en mængde fade bladtobak. Disse fade blev alle indlagte i Toldbodgården hvor de nu har ligget på femte måned under åben himmel, udsat for regn og fugtighed og følgelig for fordærvelse. Her spørges derfor hvorfor de ansvarlige (hvem de egentlig er ved man ikke) ikke har sørget for enten at lade dem bringe under tag, eller bortsælge efter så lang tids forløb og forinden de bliver ganske fordærvede. Sådanne varer som udsættes for fordærvelse skulle helst sælges straks. Og jo længere nu disse tobakkers salg udsættes, desto mere taber de i værdi, og desto større tab bliver det for alle de danske mænd hvem varernes pengebeløb måtte tilfalde, som prispenge. Ingen vil nægte at der jo snarere bør virkes til sådanne mænds fordel end tab. Tiden vil vise udfaldet.

Dagen kunne også melde om tilfangetagne engelske krigsfanger i oktober 1808, og udveksling af krigsfanger i oktober 1809. Men fædrelandskærligheden var det så som så med, der var også desertører, kunne Den Kongelige privilegerede Viborger Samler berette om 28. august 1809. Men kaperdagene varede kun kort: Snart kunne man i Helsingør se magtesløse til at store engelske konvojer sejlede forbi Kronborg, helt uantastet. Byen havde mistet sin stilling som indgangsport til Østersøen.