Hedehusene-Solrød: Stationsby og Karlstrup Kalkgrav

Stationsbyer, kalkgrav og strand er højdepunkterne på dette socio-kulturelle tværsnit gennem hedeegnen

Gamle jernbanespor i det store industriområde sydøst for Hedehusene Station minder om forrige århundredes storindustri som Hedehus Teglværk (1896-1980) og Spæncom. I dag er alt revet ned og kun rester fra belægning, hegn og en frugtplantage vidner om at her lå Hedehusenes industrielle vugge.

Mange byer har stationer, uden at være en stationsby. Fx har s-toget til Køge en masse stationer. Men bydannelserne kaldes satellitbyer (som er en pænere betegnelse for sovebyer). Ældre mennesker vil forbinde en "stationsby" med noget stillestående og almindeligt kedeligt, måske trist og ligefrem grimt, Wild West-agtigt. Stationsbyerne fra 1800-tallet er produkt dels af at landbruget var ved at udspille sin rolle med at brødføde den danske befolkning, dels af anlæggelsen af et jernbanenet. Stationsbyen blev en ny form for bydannelse på linje med købstæder og landsbyer. Hvad der kom først - jernbanen eller stationsbyen - afhænger lidt af hvilken by der er tale om. Nogle blev anlagt på bar mark, andre udviklede sig fra en allerede eksisterende bebyggelse som fik tilført en station. Omvendt betød det ikke automatisk at en by blev en stationsby fordi den fik en station.

Hedehusene - stationsbyen

Hedehusene (knap 12.000 indbyggere) er et eksempel på en stationsby. Årsagen til at der kom en station var at de daværende damplokomotiver skulle have vand på tankene. Men fra århundredskiftet 1900 kom der gang i teglværker og grusgrave. Man kan finde gode eksempler fra den tid i stationsbygningerne (den 3. fra 1917), jernbanekroen Hedehusene Kro (1881), Kaffesurrogatfabrikken Danmark, der leverede kaffeerstatning under krigene, Industribyen, andelsmejeriet Hedelykke Mejeri, Rockwools tidligere produktionsanlæg, betonelementfabrikken Spæncom, der lukkede i 2008, og små selvbyggede arbejderboliger.

De flotte gamle bygninger fra kaffesurrogatfabrikken Danmark er fra 1933. Men produktionen startede allerede i 1902. Jeg har altid forbundet surrogatkaffe med 2. verdenskrig og Richs. Men fabrikken leverede surrogatkaffe både før, under og efter 1. og 2. verdenskrig. Siden 1970 har her været campingvognsudstilling.

Som med andre stationsbyer kom hovedparten af indbyggerne fra landet og søgte en anden beskæftigelse. Og for at slippe for at betale den høje ejendomsskat der blev beregnet af størrelsen på jord. stationsbyerne behøvede vand, el, gas, kloakering, skoler og andet vi i dag anser for selvfølgeligheder. Foreningslivet var et af stationsbyboernes svar på at klare de nyopståede problemer. Men foreningerne gik også videre end det, fx afholdsforeninger, religiøse foreninger, sportsforeninger - og kirker og frikirker.

Hedelykke Andelsmejeri (1888-1990) i vistnok nyklassicistisk arkitektur huser nu it-virksomheder. Heller ikke nogen lille virksomhed. Bestemt et besøg værd.

Set med disse briller er Hedehusene en stor seværdighed. Ikke en seværdighed som enevældens, kongernes og adelens overflodsbyggerier der skulle imponere og udstråle deres magt gennem pomp og pragt. Men som udtryk for noget der er langt mere værdifuldt: De hårdtarbejdende arbejdere som er forudsætningen for nutidens velfærds-Danmark. I hedehusene kan man se de beskedne boligforhold de havde, de store fabrikker hvor hundredvis af dem arbejdede, måske sled sig op. Her er det ikke store, men små størrelser som vækker Vandringsmandens eftertanker.

Syd for den ryddede teglværksgrund langs Industrivej ligger et småindustriområde fra perioden efter 2. verdenskrig. I alt ni små bygninger med hver deres charme. Bygningerne er meget forskellige, men alligevel er det som at gå gennem en lille landsbyenklave.

Stationsbyerne havde en glansperiode 1880 til mellemkrigstiden. Efter at købstæderne omkring 1870 ophørte med at opsluge landbefolkningen og mistede deres deres privilegier med næringsfrihedsloven omkring 1860. Fra omkring 1880 blev det stationsbyerne overtog dette. Store stationsbyer stod for industriforetagender og institutioner, mellemstore blev opland og de små levede af tilknytning til landbruget.

Jeg har før vandret gennem nogle af Sjællands stationsbyer: Borup (landsby udviklet til stationsby 4.500 indbyggere), Farum, Havdrup Stationsby (1870, knap 4.000 indbyggere), Lille Skensved "pektinfabrikken" (1.600 indbyggere). I moderne tid blev stationsbyerne udfordret af at togtrafikken blev udkonkurreret af bilerne. Men der opstår dog stadig hvad man kunne kalde moderne stationsbyer. Vinge ved Frederikssund er et sådant eksempel.

Tune

Tune er en by med ca. 5.000 indbyggere som tilsyneladende ligger i det rene ingenting med langt til motorveje, jernbaner og hovedveje. Den gamle landsbys 26 gårde lå omkring et fælles åbent areal (forten), og kan stadig ses i vejforløbet i Tunes vestlige del. Jeg gætter på at Tunes udvikling på en måde skulle have været en gentagelse af stationsbyernes, dog med den forskel at stationen skulle være en lufthavn. Desværre blev lufthavnen færdig i 1973 netop som oliekrisen satte en kraftig dæmper på lufttrafikken. Tune Lufthavn hedder nu Roskilde Lufthavn, eller helt korrekt Københavns Lufthavn, Roskilde. Helt forgæves var det ikke. Lufthavnen er den travleste efter Kastrup.

Tårnene fra Københavns Lufthavn, Roskilde kan anes på afstand lige når man kommer ud af Tune mod syd. Her kan man også få et typisk indtryk af hedelandets landskaber: Næste plane flader med lave bakker, vidtstrakte marker kun afbrudt af levende hegn og krat.

Vi kender lidt til en af Tunes beboere fra 1600-tallet fra en hjemmeside om Halshuggen på Tune Gade af Kurt Hartvig Petersen. Han har fundet dokumenter om en grumme historie - som også fortæller lidt om livet på det tidspunkt: Oluf Jørgensens henrettelse ved halshugget på Tune gade for at have slået den i dag ukendte Arvid Bÿrgesen ihjel. Formentlig var han gårdfæster i Karlstrup og hans tilfangetagelse formentlig i 1645 betød at fæstet overgik til Peder Olufsen som formentlig overtog hans kone Dorte, men døde o. 1655. To af hans kones børn på 11 og 3 år døde af pest blev begravet i 1657. Gården og konen Dorte bliver så overtaget af Oluf Nilausen og sammen står de faddere til adskillige gårdmandsbørn. Dorte overlever også Oluf og endnu 3 børn.

Karlstrup og Karlstrup Kalkgrav 

"Karlstrup Cementfabriks kalkgrav" udgravede en sø på op til 14 meter dyb. Faktisk helt ned til 18 meter under havets overflade eller ca. 28 meter under terræn. Hvis man er heldig, skal man kunne se 60 – 70 centimeter store fisk, men dem jeg så var nu ikke mere end 10 cm.

Karlstrup Kalkgrav set mod sydøst. Det fremgår at der er flere plateauer: Den oprindelige overflade,  et mellemplateau, plateauet langs vandlinjen.

Pumpehuset holdt graven tør dengang man gravede kalk. Den sørgede for at vandspejlet kom til at ligge 4 meter under havets overflade ved at pumpe det overskydende vand bort til udløb i Køge Bugt. I dag pumpes der årligt 600.000 kubikmeter vand bort for at forhindre at vandet stiger 5-8 meter.

Under broen kan man stadig hvis man kigger godt efter se de rustne pumper og op ad skråningen til højre i billedet et pumperør.

Graven indeholdt engang kalk fra Kridttiden for 100-60 mio. år siden og i Danien-tiden for 65-60 mio. år siden. Man kan efter sigende finde mange fossiler hvis ellers man har tæft for det. Fx søpindsvin, brachiopoder, muslinger, søliljer, brudstykker af koraller ja sågar hajtænder. Jeg har nu ikke tæft for noget sådant, ej heller udstyret i orden, så mine sporadiske blik ned i vandet giver ingen resultater.

Den vestlige del af kalkgraven. Set mod øst. Hvis man som jeg har det med at blive "suget" ned i vandet ved at komme for tæt på bredden og kigge ned i vandet hvor det går meget stejlt ned og hurtigt bliver helt sort, så holder man sig i ærbødig afstand fra bredden.

Kalkbrydningen startede i 1843, mest til jordbrugskalk og brændt kalk. I 1879-1957 gravede A/S Karlstrup Kalkværker her. Hvorefter Aalborg Portland Cementfabrikker indtil 1975 udnyttede kalken. Jeg læste mig også til at Nidogård Kalkværk udvandt kalk og forsøgte sig med en tipvognsbane til stranden 1912 til omkring 1. verdenskrig. Jeg ledte forgæves efter dæmningen ved Ved Volden og opgav at kigge efter kalkklumper i belægningen på Odinsvej.

Solrød Strand, broen ved Østre Strandvej. Stranden er blevet renset for tang. Man kan se et vandtårn i det fjerne, og kigger man den anden vej, kan man tydeligt se Avedøreværket tårne sig op. Ismanden har en dårlig dag, og bruger vist sine sidste byttepenge på at sælge Vandringsmanden en Magnum. Jeg har lidt ondt af ham.

Ruten

Hedehusene Station. Hedeland. Tune. Baldersvej. Allershøjvej. Hastrup. Brændmosevej. Karlstrup. Karlstrup Kalkgrav. Solrød Strand og Station. Ca 19 km. Tilsyneladende foregår turen på landeveje. Men der er minimal trafik, næsten intet, så man har vejen for sig selv det meste af vejen

Hedehusene - Sengeløse - Veksø

Vandringsløse Tidende har været ude for at se gennem fingre, nemlig de to fingre som går langs Frederikssundsvej og Holbækmotorvejen-Roskildevej

Man lavede andet under 2. verdenskrig end at slå hinanden ihjel. I hvert fald i Danmark. Befolkningen i København voksede, men planlægningen af hvor den skulle bo, hvordan og hvor trak ud. Det fik Dansk Byplanlaboratorium til at foreslå en byudvikling som senere er kendt under navnet Fingerplanen. Kort sagt gik den ud på at København skulle udvikle sig langs "fingre", betjent af kollektiv trafik såsom s-togslinjerne som vi kender dem i dag. Mellem disse skulle der så være plads til gartneri, landbrug og grønne områder.

Navnet slog an og er blevet en del af den danske kulturkanon. Og så sent som i 2007 opererede man stadig med begrebet. (Kortet på hjemmesiden viser nogenlunde hvordan det hele kom til at se ud). Hvordan det ser ud på praksis, finder man kun ud af ved at gå gennem området. Jeg tog turen fra Hedehusene over Sengeløse til Veksø for at få et tværsnit af i hvert fald et af mellemrummene mellem fingrene.

Så meget for gamle gårde ved Kallerup/Hedehusene. Møllehøj huser i dag Kirstens Quilt, nu mere en internetbutik for quilt og patchwork. Forhaven er omdannet til en slags udstilling af græsk kopikunst, dog er der også plads til et ældre landbrugsredskab. Besøgene skal køre gennem to stenløver for at komme ind til butikken. Jo, der er tænkt kreativt her.

Det gamle (og nye) Hedehusene

Kallerupvej fører fra Hedehusene over den øresønderrivende larm fra Holbækmotorvejen til det mest oprindelige Hedehusene, nemlig gårdene omkring Kallerupgade. Det er her de sparsomme rester af hedelandskabets gårde ligger. Men det meste er nu moderniseret til ukendelighed. Det gælder Kallerupgård (fra 1862) og især da Møllehøj. På grænsen mellem land og by finder man noget så usædvanligt som en hundevæddeløbsbane, Kallerupbanen, og det ser ud til at der er løb i morgen, lørdag.

Alting ser lidt ramponeret og rustent ud på Kallerupbanen. Her ved hundenes startbokse. Den er også Danmarks ældste, hvilket vil sige fra 1968. Men banen er fin, og man kan bestille klubtrøjer på banens hjemmeside.

Først ca. 3 km ude af Hedehusene finder man de første spor af "mellemrum", Søgård Frugtplantage hvor en halv snes selvplukkere er i gang vist nok med jordbærplukning. Endnu et eksempel på at man i Hedehusområdet synes at have en anden tilgang til hvad man gør med fx gamle landbrug, modsat gårdene nord for Frederikssundbanen, hvor heste dominerer. Jeg kigger på det fra afstand, og køber i stedet i Dagli Brugsen i Sengeløse en stor bakke fantastisk lækre jordbær til kun 20 kr.

Sengeløse

Midtvejs mellem de to fingre ligger byen Sengeløse med ca. 1.500 indbyggere. Det er en regulær by med selvstændigt liv: Industrikvarter med små håndværksvirksomheder, en stor skole, forretningsliv og andet. At man forsøger at bevare bylivet fremgår af, at man har en månedsavis, Sengeløse Nyt. Heri fremgår det at der også eksisterer et lokalt foreningsliv, kirkeliv, arrangementer til fastelavn, byfest mm.

Sengeløse Skole er en meget stor skole (det er kun en af mange bygninger man kan se her). Den ligger ned mod Spangådal hvor også idrætsanlæggene er. Den er velholdt og tyder på at der er mange børn i området.

Sengeløse Nyt indeholder også enkelte artikler om landsbyens liv og historie gennem tiderne. Avisen (juni 2014) skriver at Morten Korch boede i Sengeløse 1909-1912, hvor han prøvede at drive Hakkemose Teglværk som keramiksted selv om selve lergraven allerede var tømt. Det gik ikke, og så blev han forfatter. Se også Politivennen fra 1. august 1834 om en batalje mellem bønder fra Sengeløse og proprietæren på Frederiksholm. Hakkemose Teglværk var før det Danmarks største og bidrog bl.a. til byudviklingen dengang. På et tidspunkt bl.a. med udenlandsk arbejdskraft og ned til 10-årige børn som arbejdere. I modsætning til Sengeløse er Nybølle og Smørumovre små landsbyer. En (hjerte)skærende kontrast til indtrykket af Sengeløse som en by der trives, er det enorme område af forfaldne gartnerier umiddelbart nord for Nybølle, over for Grønsødalen.

Nord for Nybølle minder et kæmpeområde med gartnerier i stærkt forfald om en måske svunden tid hvor Fingerplanens ideer om gartneribrug florerede. Drivhusene bærer stadig præg af at de engang må have haft en ganske høj kvalitet. Forfald kan være smukt, deprimerende, man savner ord. Vemod, måske.

Det meste af turen på landet går gennem endeløse korn- og rapsmarker. De meget få lunde, moser og enge står som små isolerede øer i de bølgende kornmarker. Går man kilometer efter kilometer langs disse marker går det op for en, hvad det vil sige, at Danmarks natur er blandt Europas mest forurenede, kun overgået af Luxembourg og Holland, bl.a. ifølge en artikel i Ingeniøren:

Lille Danmark er så fyldt med landbrug, industri og biler, at vores følsomme naturområder har svært ved at klare den konstante tilførsel af kvælstof ... I 2010 var grænsen for økosystemernes tolerance for næringsstoffer overskredet på alle naturområder i hele Danmark ... fremskrivninger viser, at i 2020 og 2030 vil 99 procent af det samlede danske areal stadig overskride grænsen ...Over halvdelen af det samlede areal [er så påvirket af næringsstoffer fra luften, at naturens grænse var overskredet], helt præcist 63 procent, og fremskrivninger viser, at den andel kun falder til 54 procent i 2020 og 51 procent i 2030. Blandt de lande, som har markant fremgang i naturtilstanden, er blandt andre Ungarn, Frankrig, Østrig, Sverige, Storbritannien, Slovenien og Bulgarien.

I virkeligheden burde jeg måske have fyldt dette indslag med fotoer som dette. For det er hvad mellemrummet mellem fingrene groft sagt bruges til: Kornmarker og raps. I baggrunden aner man lige lidt af en finger: Veksø som er en station på Frederikssundbanen. De enkelte klatter som har overlevet landbruget, er hovedsagelig lavtliggende moseområder som ikke rigtig kunne bruges til hverken korn eller kvæg.

Det som er særpræget ved markerne er, at de er fuldstændig monokultur. Der er kun en slags afgrøde på disse oceaner af korn. Intet græs, ingen valmue, ingen blåblomst har sneget sig ind. Selv om der kun få centimeter fra marken langs landevejen i grøftekanten er en righoldig flora af græsarter, margueritter, valmuer, vild gulerod, burre, kløver, vejbred, tidsler og talrige andre arter som jeg ikke kender navnene på. Og vi ved allesammen godt hvorfor: De danske landmænd er effektive, de gør hvad de er gode til, og hvad de skal for at overleve: De driver intensivt landbrug med udbredt brug af "ukrudts"midler. Som med tiden siver ud i  vandløb og ned i grundvandet.

Hvor planterne får lov til at vokse (og det gør de på meget sparsomme arealer hist og pist), kommer det til at se sådan ud. Modsat monokulturens ensformighed er her masser af farver. Og tilmed summer det af insektliv, fuglekvidder mm. Modsat kornmarkernes sterile udseende og lyde, som må gøre enhver landmand glad i disse dage.

Morten Korch er død. Filmene over hans bøger lever videre som idylliske fantasiverdener. Fingerplanen kunne tilsyneladende heller ikke forestille sig privatbilismens nærmest totale sejrsgang. I stedet for kort afstand mellem bolig, arbejdspladser og grønne områder, kollektiv trafik, lokale indkøbscentre og s-togsnettet som grundlæggende struktur, fik man lange afstande og hastigt voksende biltrafik. Men området er stadig værd at vandre rundt i! Især på en sommerdag som denne.

Ruten

Hedehusene St. Kallerupvej. Ågesholmvej. Sengeløse. Cathrinebergvej. Frederiksholmsvej. Nybølle. Edelgavevej. Smørum. Vandrestien til Veksø St. Ialt ca. 19 km. Mest på landeveje, en del på grusveje, og ganske korte strækninger på irriterende trafikerede veje.

Turen går til Hedeland - Hedehusene

13 minutter fra Valby Station med afgang hver halve time til Hedehusene ligger det 15 km2 store Hedeland.

Med et vandrerepertoir på ca. 20 km er det urealistisk at se Hedeland på en dag, Men det rækker til en tur nord-syd uden alt for lange afstikkere øst og vest. Hedeland ved Hedehusene mellem Vindinge og Tune er et kuperet "kunstigt" skabt landskab. Oprindeligt var her fladt som en pandekage, men det tynde jordlag blev solgt, og derefter gik man i gang med en omfattende udvinding af ler, kalk, sten, grus og sand. Det har fundet sted gennem 100 år, men hovedparten er sket ved den store byggeaktivitet i hovedstadsområdet i 1960'erne. Storbyen krævede huse, veje, institutioner mm. Råstofferne til alt dette lå dels lige under mulden, dels meget tæt på hvor de skulle bruges. Og der graves stadig.

Hedehusene station er nummer 3 i rækken og bygget i 1917. Den gamle var fra 1873. Man kan finde billeder af den gamle station. Den er ganske imponerende, synes jeg, og man fornemmer at da den blev bygget, var Hedehusene et vigtigt trafiksted. Man bør tage den lille tur ad Godsbanegade-Reerslevvej-Mejerivej til Hedeland for at få fornemmelse af arbejderboligerne i det gamle Hedehusene.

Allerede når man stiger af toget i Hedehusene fornemmer man den særlige stemning. Foran stationen står en sten for P. Madsen, som i 1892 startede en af de ældste grusgrave i Hedeland ved Hedehusgård. Det er også her smalsporsbanen sydpå starter. I 1897 opførte F. L. Smith det første teglværk i området.

Hedegård Station. Nu er det udgangspunkt for veteranjernbanen, men 1903-1973 var det en vigtig endestation for industribanen sydpå. Fotoet viser kun et lille uddrag af hele stationsområdet. Bag fotografen er en stor remise. Fra 1980 kørte toget med passagerer, men i dag kører det kun med turister i sommermånederne.

På sit højeste beskæftigede grusgraven 40 mand der producerede 6.000 vognladninger om året. Gården er nu ridecenter. Om søndagen maj-september kan man komme med den 5 km lange Veteranbane (smalspor) som n1903-1973 kørte rundt med råstofferne. At der vitterligt er tale om enorme mængder sand og grus, beretter en håndskreven beretning fra 1970 om. Her er tale om en veritabel sandstorm:

Jeg kan huske den 01.04.1970, det var stormvejr, og vinden var i øst. Der var åbne marker med sandjord helt ud til Reerslev. Der var en lille vej som gik op forbi Lillemarksgården og Flintebjerghuset, det røg og føg med sand, så Øster Vindingevej var føget til, man kunne kun komme lidt derudaf, så kørte man fast i sandet, og man kunne intet se. Poul Larsens gård blev helt fyldt med sand, det lå helt op til vinduerne, så han kørte sand væk i flere dage med maskiner. Familien havde lejet 7 støvsugere, der var sand alle steder indendørs også. Sandet kom også indover ”Klubhuset”, så der gik jeg og skovlede sand. Sandstormen drev også mod Roskilde, så vi sagde ”vi kommer med jord og sand til sammenlægningsdagen den 01.04.1970”. (Gerner Jørgensen, vejmand i Reerslev – Vindinge Kommune og Roskilde 1966 – 1991).

I slutningen af 1970'erne var området så godt og grundigt gennemgravet at det lignede et månelandskab. Det har man siden forsøgt forvandlet til et naturområde, eller en naturpark. Nogle steder lod man gravene stå - jordlagene kan fx stadig ses i stejle skrænter. Andre steder lod man områder gro til af sig selv, eller plantede til.

I Hedelands sydøstlige hjørne ligger resterne af en enorm grusgrav. Her set nogenlunde vest for Villershøjgård. Her så jeg også 3 hjorte i det fjerne. Måse på jagt efter raps og andet som bønderne dyrker i området.

Hedeland er i dag en blanding af søer, bakker og en særpræget og varieret flora. Området er nærmest nyreformet. Mere kantet kan det beskrives som en trekant hvorfra man har udskåret landsbyen Vindinge: 5½ km, 4½ km, 5 km. Det er nemt at komme rundt i området på det omfattende net af stier. Intereresserede kan finde link til Hedelands historie. Her er vinbønder. Jordlag kan ses i skrænterne. Og de første gæslinger jeg har set i år, var i det nordlige område syd for dopperne og langs knallertbanen!

Fantasien fejler ikke noget, hvad angår kreative udnyttelser af de gamle grave. Mit i billedet ses amfiteatret fra 1996, hvor der har været afholdt opera, koncerter og ballet. Og til højre den enorme skibakke. Efter at have set en cykelrytter i medvind nærmest stå stille på vej op mod toppen, og med 15 km i benene, opgiver jeg at bestige skibakken i denne omgang. Udsigten må vente til en anden god gang.

Tune-stillingen

Der er rester af den forsvarsvold som gik fra Roskilde til Køge over Tune i Hedeland. For historieinteresserede findes en pdf-fil af Michael H. Clemmensen. Den eksisterede i et par år under 1. verdenskrig og skulle være en slags fremskudt bastion der mest bestod af skyttegrave og pigtrådsafspærringer langs en ca. 22 km lang linje. Samt ca. 5.000 underjordiske "flankeringshuler".Der er ligeledes en hjemmeside fra Vindinge der fortæller lidt om livet langs fronten, med et par tusind soldater der skulle have mad, skyttegrave og huler der rodede op i lodsejeres marker, militærøvelser og andet.

 I samtiden var der megen kritik af Tunestillingens værd som forsvarsværk, og når man kigger på denne flankeringshule, "Grusgrav Nord" ved Tokhøjvej, så bliver man vel ikke ligefrem imponeret. Det var meningen at man fra hulen skulle kunne skyde langs en pigtrådsafspærring. Der er to skydehuller og et lyshul. Dertil et periskophul og en pumpe, hvis hullet skulle blive oversvømmet.

Reeerslev

Mens Hedehusene emmer arbejdere, så emmer Reerslev af landbrug. Og ikke bare rideskolen. Man bør unde sig en tur gennem byen på Tingstedvej med afstikkere i de små sidesmøger. Og så ligger der en lille historisk klenodie ved Lundhøjgård, omend temmelig medtaget af tidens tand. Forhåbentligt bliver det da reddet af en eller anden museumsmand. Som nævnt i indlægget om Thorsbro Vandværk var det i Reerslev at bondemanden på Lundhøjgård et par kilometer vest for godset Gjeddesdal byggede et lille mejeri, og var med i andelsmejeriet Hedelykke fra 1880'ern. Det lile mejeri ligger der stadig som et lille granithus.

Beskedent ser det ud, dette gamle mejeri, formentlig fra 1870'erne eller 1880'erne ved Lundhøjgård i Reeerslev. Men tag ikke fejl: Meget begynder i det små. Det var her at kimen til det moderne mejeribrug bl.a. blev lagt. I dag ligger det idyllisk ved et lille kær og en frønnet bænk.

Tankerne vandrer ...

Som vandrer får jeg nogle gevaldige overvejelser om hvad natur egentlig er for noget. Og hvad der er naturligt og ikke er. Hvis vi kigger på naturen sådan rent geologisk, er Danmarks overflade ret ung. Et par titusind år og formet af istider. Hedeland blev således dannet af materialer fra Sverige ført til Hedehusene under istiderne. Det er også isen som nydeligt sorterede materialet i fint sand, grus, sten og kampesten. Dem har gravemaskiner fjernet igen og gravet sig dybere ned i materialer som er ført hertil af isen endnu før. Kigger vi på naturen, så var der før gravemaskinerne tog fat intet naturligt ved den. Bønderne havde gennem hundreder af år fældet den naturlige bevoksning og lavet marker på jorden. I dag er det ved at vokse til igen med beplantning som mere eller mindre er tilfældigt styret af "naturen" eller af mennesker.

Vinterterrasserne mellem Tune Landevej og Roskildevej (her set fra vest mod øst fra Løkkevej) er endnu et eksempel på en kreativ udnyttelse af de gamle grave. Man har her formået at skabe et velegnet udflugtsmål, og så vidt jeg kunne se, også lystfiskeri.

Man kan også bare glemme alt om hvordan det hele er blevet skabt, og lade sig styre af sanserne: Ser det smukt ud? Hører vi glade fuglestemmer, eller infernalsk larm fra motorveje? Lugter her af slam eller af frisk hø? Mærker fødderne stenbro eller dejlig blødt underlag? Hedeland er et dejligt sted for mennesker, og denne søndag med masser af sol (og blæst) er der masser af dem i Hedeland, Og de fleste ser glade ud.

En forladt grusgrav. Et dramatisk landskab som venter på at blive formet af mennesker og natur. Det er ikke svært at forestille sig hvad der er foregået af udgravninger her.

Hedeland er ikke ren idyl, så meget kan vi slå fast. Der har ifølge Roskilde Avis, 29.6.2009, været problemer med hærværk, affald og især hundeejere (som endog har truet vagter). Men aviser er dårlige til at gengive hvordan ting ser ud. Jo, de løsgående hunde findes da sikkert, gale hundeejere osv. Men på denne dag er livet i Hedeland som det er mest i Danmark. Flinke, eller i hvert fald høflige mennesker der ikke virker særlig truende.

På mange måder er Hedeland et overlegent alternativ til fx Vestskoven og Kalvebod Fælled: Kun 15 minutter med tog fra København H, meget større, meget mindre larm (faktisk kun fra Tune Landevej, men slet ikke i samme målestok som de to nævnte vandringsmål), afvekslende landskaber, masser af historie og aktiviteter.

Der graves stadig i Hedeland. Her sydvest for Dopperne i den nordlige ende. Langs vejen sydligere kan man stadig finde rustne maskiner hist og pist som vidner om forne tiders udgravninger.

Ruten

Hedehusene Station. Herfra er det med at tage kortet i hånden og gå hvorhen man nu ønsker. Min rute blev ca. 20 km.