Den ret gamle, Gammel Køgevej

Mellem 1786 og 1930'erne rejste de fleste fra København til Køge ad Roskildevejen og landevejen mellem Tåstrup og Køge. Det gjorde jeg dem efter

Milestenene er af de få overleverede rester fra de ca 150 år hvor "Køgevejen" var ensbetydende med landevejen mellem Tåstrup og Køge. Ikke som nu langs kysten.

Jeg har før beskrevet vejene mellem Køge og København, sidst i december 2018. Af dette og andre indslag fremgår at den foretrukne trafikvej til Køge 1786-1930'erne gik over Tåstrup. 23 kilometer, hvoraf denne tur omfatter de 17 fra Tåstrup og sydpå. Den næsten snorlige landevej bærer stadig enkelte minder fra dengang den var af meget større betydning for trafikken. Da vejen ender brat ved Cordozavej, startede turen fra Jersie Strand Station i Solrød Kommune.

Tåstrupvejen i Solrød. Med motorvejsoverføringen i baggrunden. Og bag den (skjult) den nye jernbane. Vejføringen er der da endnu. Men det er så det.

Undervejs skifter landevejen navn. Fra syd mod Tåstrup: Tåstrupvej, Karlslunde Landevej, Greve Landevej, Kildebrønde Landevej, Kappelev Landevej, Køgevej og Tåstrup Hovedgade. Men det er altsammen bare synonymer på den "køgevej" der er endnu gamlere end Gammel Køgevej langs kysten. Og den går forbi, men ikke igennem, en del landsbyer undervejs: Solrød, Karlslunde, Greve, Kildebrønde/Strøby Huse og Ishøj. 

Tremlestenen. Den ligner jo til forveksling firemilestenen. Så vidt jeg kan se er soklen af granit. Altså ingen marmor.

Milestenene

Dem er der bevaret adskillige af. De blev opsat under Christian VII og bærer alle hans signatur. Det var ellers Ole Rømer (1644-1710) der var startet med at opstille dem med en Miil afstand (7,538 meter) i 1690'erne og viste afstanden til nulpunktsten ved Københavns 4 byporte. De holdt sig i hvert fald til op i 1760'erne. Man kan se en på Frilandsmuseum. I 1764 gik man så i gang med at opsætte nye under Frederik 5. og Christian 7. De var udført i marmor og forvitrede med tiden. Hvorfor man fra 1842 brugte granit. Men indhuggede de gamle kongenavne i stenen. Det er sådan set lidt snyd, fordi det kunne forlede nogen til at tro at de er ældre end de er. Men nogle af dem har marmorsokler fra før.

Udsigten fra bakken syd for motorvejen. Det er landevejen man kan se strække sig snorlige gennem fotoet. Trylleskoven til højre (øst) for den.

Nogle af kvartmilepælene skal være sten fra Ole Rømers tid som man bare vendte bunden i vejret på. Der er et par stykker på ruten, men jeg er usikker på om det nu også er dem. til gengæld er der også kilometersten. De er alle fra efter 1907 og arkitekttegnede (P.V. Jensen Klint, 1853-1930). De var store rektangulære og af granit, med en skrifttype i Jugendstil og var ens for hele landet.

Lyksager. Jeg har selvfølgelig ikke illustreret denne artikel med mange fotoer af bare marker, men det er jo så det typiske syn man har fra landevejen, bortset fra når man kommer til byerne.

Længst syd: Solrød

De første kilometer går gennem Solrød Kommune. Her er der udover vejføringen ikke nogen andre efterladenskaber fra den gamle hovedvej. Turen går gennem et bag hegn og hæk skjult, lidt søvnigt villakvarter, sikkert opført midt i sidste århundrede. I krydset med Solrød Byvej er der godt nok nogle lidt ældre udseende bygninger, men de er fra slut-1930'erne. Syd for hvor Køge Bugt Motorvejen krydser er der lavet en ret stor bakke som man kan bestige for at få et godt overblik. 

Et kik fra landevejen ned gennem hovedgaden i Karlslunde. Typisk for "landsbykik".

Efter motorvejen og den nye Ringsted-Københavnbane kommer man til et af de mere spændende strækninger hvad angår landevejens historie: Langs Firemileskoven og Karlslunde Skov. Lidt nord for nogle pænt store villaer støder man på den fire milestenen. Den har ikke alene givet navn til skoven på den anden side af vejen, men også til gården. Og firemilestenen har fået sit eget lille sted med tilhørende B&B. Der er seværdigheder for vejstensentusiaster her, for kun få hundrede meter længere nordpå støder man ind i 30 km-stenen. Og herefter kommer e så for hver kilometer på vestsiden af landevejen. Så kan det ikke blive bedre!

Hvor engang kommunalpolitikere, skatterevisorer, lærere og andre kommunalt ansatte regerede, huserer en loge: Det gemle kommunekontor i Karlslunde.

Greve

Vel gennem dalen hvor Møllebækken flyder med Korporalskroen mm. kommer man til strækningens eneste sving, lidt syd for Karlslunde. Herfra har man en god udsigt til Karlslundegården (1837) der i dag fungerer som ridecenter. Men engang tilhørte Gjeddesdal. Fra landevejen kunne rejsende kigge ned gennem Hovedgaden i Karlslunde, og mon ikke nogen har benyttet sig af at få et lille hvil her?

Karlslunde Landevej. Her er strækningen ret plan. Men det er den nu ikke alle vegne. Man går på cykelstien hele vejen, og støjen fra landevejen er der, men ikke så generende, da der ikke er så meget trafik og heller ikke hurtig trafik.

På et særdeles kommunalt udseende hus står der Serapi NS-ordenen, og det er der en grund til. Det blev opført i 1952, og her holdt "kommunen" til sammen med lærere og pedellen. Det var der nemlig fint plads til dengang. Men ikke ret længe, for i midt-1960'erne eksploderede befolkningstilvæksten, og kun administrationen kunne nu være her. Med kommunesammenlægningerne i 1970 blev bygningen alt for lille, og i 1973 blev den købt af logen Pacome under Serapions-Ordenen som altså har holdt til der siden. 

Grevegård. Nu museum. Igen et typisk vy over en kedelig pløjemark. 2/3-dels Danmark kunne man vel kalde det, da det er sådan Danmark ser ud som mest.

Mellem Karlslunde og Greve kommer man for alvor ud på landet, især mod øst. Måske giver denne strækning et godt indtryk af hvordan området mest typisk har set ud. Det kommer dog ikke til at vare ved, for Greve Kommune er ved at opkøbe jord til at anlægge en skov: Greve Skov. Meget er der dog endnu ikke at se. Stierne er godt nok anlagt, men træerne er i buskstørrelse. Til gengæld er der nogle pæne gårde, se langt væk mod øst Lyksager, ved landevejen Vardegård og med øst Grevegård der nu er lokalmuseum. 

Kildebrønde. Man kan godt gå lidt på opdagelse her. Bag huset er der fx en mølle.

Husene i Greve Landsby langs landevejen er fra midten af 1900-tallet, og altså efter at kystvejen til Køge blev anlagt. Forsamlingshuset Godthaab er dog fra 1898, og altså fra før. Bygningen ligner noget fra en gammel gård. 

I det der engang må have været udkanten af Tåstrup, ligger dette hus på Nyhøjsvej 1 fra 1864. Det kunne sikkert fortælle mange historier om forbipasserende.

Bymæssigt kommer man nord for Greve i Kildebrønde/Strøby Huse til et af de mere interessante steder. Der er mange ældre og meget smukke provinshuse langs vejen. Og længst mod nord en lille mølle uden vinger. Midt mellem Strøby Huse og Ishøj Landsby har man mod vest udsigt til Ny Kappelevgård og Thorsbro Vandværk. Og krydser Lille Vejleå. 

Tåstrup Hovedgade. Engang den nordlige ende af landevejen til Køge. Det bærer husene da lidt præg af, eller hvad?

Ishøj og Tåstrup

Vel inde i Ishøj Kommune støder man på 2 3/4 milestenen lidt nord for Allevej., mens 2 1/2 milestenen står inde i Tåstrup lidt syd for Sydvestvej. Så er man ellers nået til dagens endestation, Tåstrup når man har gennemtravet de ca 2 km af Tåstrup Hovedgade. Stationen hed oprindelig Køgevejens Station, hvilket signalerer at Køgevejen var en hovedtrafikåre til Køge eller Vordingborg. Her lå posten, Taastrup Nykro, (Medborgerhuset) mm. På Politivennens tid ville en rejsende sikkert her benytte sig af at indlogere sig på Roskilde Kro i Tåstrup. Som dengang omtrent lå 500 meter øst for hvor Roskildevejen og Køgevejen mødtes. Så hvorfor ikke slutte denne beretning med en oplevelse fra dengang, dvs i 1800:

Spørgsmål: Kan man ikke med al rimelighed forlange af kroholdere på landet at de når for betaling forlanges, skal have senge til rejsendes tjeneste? Anledningen til dette spørgsmål er i forrige uge, en aften kl. 12, givet i Roskilde Kro hvor nogle personer som forlangte senge, fik af en slem vranten pige anvisning til bænkene i krostuen blandt en mængde støjende bønder. Og ikke før efter længe at have tigget, blev de lukket ind i et andet værelse hvor de måtte tage til takke med stole.

Bortset fra det, god tur, hvis du havde tænkt dig at gøre den efter. 

Den knap så gamle Gammel Køge Landevej

På jagt efter den direkte vej fra København til Køge før betonvejen gjorde strækningen sikker

Karlslunde Strand. Idyllisk ser det ud. Skoven er dog blevet plantet i nyere tid. Igennem den har der siden middelalderen være vejforbindelse mellem København og Køge, dog afbrudt 1856-1930.

Forleden faldt jeg over et kort i bogen "Københavns Vandværk 1859-1909". Det er bagest i bogen, og en digital udgave af den kan ses hos Københavns Biblioteker. Gamle kort er altid spændende at granske for hvordan landskaber og byer så ud dengang. Og i dette tilfælde, vejen langs kysten til Køge. Det går nogenlunde fint med at genkende strækningen fra Valby til Store Vejleå i Vallensbæk, men så begynder det at gå galt: Videre ned mod Køge bliver vejforløbet mere og mere sporadisk, afbrudt og sine steder endda parallelt med hinanden. Ikke så sært. For området bestod dengang af lave strandområder, moser, altsammen gennembrudt af åer og vandløb. Mon der virkelig kunne genfindes noget af dette uvejsomme i dag? Huse, terræn osv. Det var en udfordring!

Nordlige Trylleskoven. Dette er måske noget af de tætteste man kan komme det uvejsomme terræn i strandengene på kystvejen mellem København og Køge.

Gammel Køgevej - ikke så gammel

Jeg har før været på sporet af Gammel Køge Landevej, altså kystvejen fra København til Køge. Landevejen har en noget broget historie. De middelalderlige hjulspor eksisterede op til omkring 1786 hvor der blev anlagt en vejforbindelse mellem Taastrup og Køge - dette vejforløb findes endnu. Da vejen langs kysten ikke var særlig farbar, brugte folk omvejen over Taastrup fordi den var mere sikker. Herefter forfaldt den til at være en fodsti. I Trylleskoven skal man dog kunne se flere hulveje som stammer helt tilbage til middelalderens hjulspor. Og vejen som fører ind i skoven sydfra hedder endda Hulvejen. I 1856 opgav amtet at vedligeholde den. Sandflugt og oversvømmelser gjorde det besværligt, og i 1867 fik bønderne endda tilladelse til at pløje vejen op. Indtil en betonvej blev anlagt i 1930'erne risikerede gående liv og lemmer hvis de vovede sig denne vej. Den vej som kortet jo viser.

Forbindelsen til Køge kom heller ikke i første omgang til at forløbe med tog. Det blev i stedet Røskilde-Køgebanen over Havdrup der blev anlagt 1870, som udfyldte den rolle. Efter betonvejen gennem de øde og uvejsomme sandstrækninger kom der nu villa ved villa. Togforbindelsen kom først til Vallensbæk (1972), Hundige (1976) og Køge (1983).

Men i 1935 åbnede så den betonvej som jeg oplevede den da jeg flyttede til København i 1974. Dengang hed den Gammel Køge Landevej. Men så gammel var den altså slet ikke. Og af den "gamle" vej findes nu kun et ganske kort forløb i Brøndby Strand, Kettehøjvej. Og det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det.

Tranegilde Strandvej

Tranegilde Strandvej slynger sig som kortet også viser, sydover fra Store Vejleå, parallelt med Ishøj Strandvej, ca. 1½ km. På denne strækning lå en af de tætliggende kroer, Jægerkroen. De lå tæt, for man kunne ikke nå langt på kort tid. Det kunne tage en dags tid at nå til Køge. Kortet angiver kroens beliggenhed og skriver udover det lakonisk "Strandenge". Gårdene ligger alle en del længere mod nord, inde i landet. Der er da heller ikke noget at se her udover vejforløbet. Kroen har efterladt nogle stednavne som Jægerkrogen, Jægersø og Jægerbro. Måske de flade strandenge minder lidt om disse tider, men længere ude i Sundet tooner Strandparken frem. Og den lå der i hvert fald ikke.

Aktivhuset Olsbækken. Bygningskomplekset rummer mange bygninger, og jeg skal ikke kunne sige om jeg har fanget nogle af dem fra kortets tid.

Olsbæk Strandvej

Jeg er ikke engang sikker på om denne vej forløber langs et af de mange parallelle veje til Køge. Aktivhuset Olsbækken, Olsbæk Strandvej 43. Af de i alt ni bygninger, er de ældste fra 1900, herefter 1942, 1956, 1970, 1979 og 1989. Jeg er ikke lokalhistorisk kendt, så jeg vil ikke kunne sige hvilke der er de ældste. Det er ikke aftegnet på kortet, men er let at lokalisere da Olsbækken er aftegnet, og den befinder sig sydøst for hvor "Kjöge Kro" er afmærket.

Greve Strandvej 27. Angiveligt helt tilbage fra 1717. Formentlig moderniseret adskillige gange. Men hvis det vitterligt er så gammelt, et vidne om et beskedent liv langs strandenengene. Nu omsust, tæt ved vejen.

Længere sydpå ser det ud til at den nuværende vej følger den gamle, for både nummer 26 og 27 angives i OIS ejendomsdatabasen til at være fra hhv 1900 og 1727 (!). Hvis især det sidste er rigtigt, så fortæller det lidt om hvor små husene helt "herude" var og hvor ensomt det må have været. Kortet viser en stump vej, men det er svært at se om huset også er aftegnet.

Lige over for nr. 27 ligger nummer 26 som angives fra 1900, og må altså havde ligget der før betonvejens tid.

Endnu længere sydpå angiver kortet at mosen nåede helt ud til vandet. Med Klintegaard mod nord. Ellers ender vejstumpen her. Og længere når kortet så ikke, desværre. En lille stump gammel vej er der stadig ved Oldermandsvej.

Hjørnet af Østre Strandvej og GammelKøgevej. Det ser grangiveligt gammelt ud!

Gammel Køgevej og Hulvejen

Min nysgerrighed var imidlertid vakt ved at der i Solrød findes en Gammel Køgevej. Om den skal være en af de utallige stumper af kystvejen, det skal jeg ikke kunne sige. Der ligger enkelte gammelt-udseende bygninger langs denne. Så lokalhistorisk kendte kan måske be- eller afkræfte om det engang skal have været endnu en stump vej.

Trylleskoven. Måske ikke ligefrem hulvejen. Men den giver da et meget godt indtryk af hvordan det kan have været at skulle passere her til fods, til hest eller med hestevogn.

Den forlænges af Hulvejen, og "fortsætter" ind i Trylleskoven hvor der jo som før nævnt skal kunne ses hulveje. Trylleskoven er temmelig kuperet, så jeg skal ikke kunne sige om jeg ved et lykketræf skulle være kommet til at gå på en af dem. På et gammelt foto af Gl. Køgevej fra 1926 er det hele et morads af mudder og vandpytter. Længere sydpå præges landskaberne så af barrieresystemet som findes i hele Køge Bugt, men det er en anden historie som man kan læse her.

Gudernes Stræde Lejre - Karlslunde

Gudernes Stræde byder på denne strækning bl.a. på Ramsø-fredningen og adskillige smålandsbyer

I betragtning af at kulturstepper udgør omkring 2/3 af Danmark, så er Gudernes Stræde lagt på en rute med en langt større andel natur. Ruten svarer til mine tidligere vandringer gennem hele Gudernes Stræde den 3. april 2016 fra Lejre til Gadstrup og 26. februar 2016 fra Gadstrup til Mosede. Modsat disse altså senere på året og derfor også mere grønt.

Lejre

Jeg stødte til ruten lidt sydøst for Lejre, ved Højby som er sammenvokset med Lejre, men som dog synes at have en vis grad af landsbyliv omkring gadekæret tilbage. Højby ligger på Gudernes Strædes "ringrute" Lejre-Øm-Højby-Lejre. Ved Højby oplyser en af infopælene om at her gik Alfarvej mellem Øresund og Storebælt. Markeret med en markvej.

Højby, syd for Lejre. Omkring dette kær er der delvis bevaret noget af hvad der må være en gammel landsby. Her er også noget så exceptionelt som en postkasse.

Ringruten mener jeg må være ny, så jeg gik mod Kumlehusevej, og drejede så ned af denne for at komme tilbage til den "normale" rute.

Kumlehusvej. Indrømmet, ikke på Gudernes Stræde. Men til gengæld lidt hesteliv.

Ramsøstien

Ved åen støder man til Ramsøstien. En af de allerbedste naturstier jeg har gået på overhovedet. Den er lang og der er masser af liv. Insekter, fugle, planter og dyr. Selv her i det tidlige forår dufter der desuden. Eneste ulempe er måske stiens beskaffenhed. Lidt for meget natur måske, ikke noget for folk i rullestol, for at sige det på en anden måde. Fotoer kan kun dårligt gengive oplevelsen af lyde og dufte.

Ramsøstien. Dette er et af de oversvømmede områder som man dog har en mulighed for at gå udenom nogenlunde tørskoet.

Det værste stykke er ved fugleskjulet. Et stykke af vejen kan man kroge sig gennem tjørnekratten i siden af stien. Men så kommer man til en vandbrønd som løber over. Det har gennemblødt stien så meget at man synker 20-30 centimeter ned i mudder og okker. Heldigvis havde jeg reservestrømper med og støvlerne holdt nogenlunde tæt. Men et øjeblik greb jeg mig i at tænke: "Åh nej, kviksand". Så galt var det dog ikke. Stien ser i øvrigt ud til at være ved at blive ordnet, men er kun nået til Ramsøgård.

Ramsøstien. Det kan være svært at se stien på dette foto, men det er den grønne strimmel som kanter sig gennem billedet.

Dette skal dog ikke afholde nogen fra at gå denne fantastiske sti. Øst for fugleskjulet forsvindet stien næsten og bliver til en trampesti langs en mark.

Ramsø, altså søen. Søerne har engang været drænet som landbrugsområde, men er i nyere tid blevet retableret som vådområder på en 1½ kilometers længde og ½ kilometers bredde.

Gudernes Stræde foreslår at man går sydpå ad Ramsømaglevej, men det er der for så vidt ingen grund til. Ramsøstien fortsætter øst for Brordrupvej langs de tre søer Ramsøen, Brordrup Mose og Ramsømagle Sø - hvor fugletårnet ligger. Mod nord går man langs de sænkningen og kan se bl.a. Brordrup nord for. Ruten fortsætter gennem stationsbyen Gadstrup med et stort industriområde øst for ad Salløvej mod Snoldelev

Snoldelev. Byen ligger langstrakt ca.1 kilometer langs ruten og byder på enkelte stråtæktshuse, dette hus som ligner en gammel købmandshandel og kirken.

Snoldelev, Hastrup og Karlstrup

Efter Snoldelev kommer man vest for og også øst for til de lortebrune kulturstepper hvor man dog i det fjerne kan se nogle grønne områder og enkelte gårde. Danmark er et land hvor man ikke kan vandre gennem naturområder, men må igennem det lortebrune landskab uden nogen former for liv, kulturstepperne. På denne årstid er de meget markante da byg, hvede og rasp endnu ikke er kommet op.

Hastrup er en del mindre end Snoldelev, men har til gengæld bevaret en del gamle huse og gårde.

Øst for Hastrup har man fra Bødkerhuset (der er sat til salg) mulighed for at passere en brakmark mod Bakkegårdsvej. Det giver mulighed for at kigge nærmere på Karlstrup Kirke og det gamle voldsted nordøst for. Sidste gang var jeg ved Karlstrup Kalkgrav som nok er at foretrække hvis man absolut skal vælge.

Korporalskroen, Møllebækkens Købmandsgård mm. Et børnevenligt sted hvor trætte vandrere kan forkæle sig selv med en is og kikke på gamle købmandsvarer.

Et af de mere spektakulære udflugtssteder og rastepladser er ved den stærkt trafikerede Tåstrupvej. Korporalskroen, Iskagehus og Møllebækkens Købmandsgård ligger her. Her har man forsøgt at genskabe en gammel købmandsbutik fra min barndom. Og der er mulighed for at spise en is ved Møllebækken. Det gjorde jeg sidst - ikke i dag da iskagehuset var lukket.

Vilhelms Plantage. Ruten her går delvis igennem skov og delvis åbent land. Det er gammel havbund, altså fladt.

Wilhelms Plantage

Den sidste del af ruten går gennem et bynærtnaturområde. Man har heldigvis fået åbnet stien under motorvejen igen så man kan komme til Wilhelms Plantage og videre mod Brødmosen.

Brødmosen, hængesækken. Mosen er ganske lille, men dog alligevel en intens oplevelse.

Gudernes Stræde er i et vejr som dette, frisk til jævn vind og cumulusskyer ideelt til vandring. Afvekslende og kun meget lidt lortebrune landskaber. Om en måned slipper man måske endda for dem når byggen, hveden og raspen står lidt højere. Turen var også en milepæl for mig da jeg efter næsten 4 år med Polymyalgi (og 4-6 år tilbage) nu er nået op på at kunne klare en ganske pæn strækning og i et ganske pænt tempo uden at gå ned.

Flere fotoer på Flickr fra Lejre, Roskilde, Solrød og Greve.

Ruten

Lejre Station. Højbyvej. Kumlehusvej. Ramsøstien. Gadstrup. Snoldelev. Hastrup. Karlstrup. Wilhelms Plantage. Karlslunde Station. I alt ca. 28 km

Jersie, Kirke Skensved, Gl. Havdrup, Solrød

Rester af bondesamfund, stationsbyer, urbanisering. Tre emner for dagens tur til Jersie, Kirke Svenstrup, Gl. Havdrup og Solrød

Engtoftegård øst for Jersie. Lad os bare starte med noget som i allerhøjeste grad lever op til den morten korchske nationalromantiske forestilling om en dansk bondegård.

Historien om Danmark indeholder fortællingen om landsbysamfundenes forvandling fra landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Dernæst at landbrugssamfundet bl.a. i Solrød Kommune blev marginaliseret fra slutningen af 1800-tallet af industrisamfundet, eksemplificeret ved en satellit knyttet til en station der udviklede sig til en stationsby der overtog landsbyens rolle som områdets kraftcenter. Efter 2. verdenskrig indhentede urbaniseringen såvel den ene som den anden type samfund. Dagens tur knytter an til disse tre aspekter af danmarkshistorien. Man kan læse mere om dette i artiklen af Kurt Hartvig Petersen: Landsbyerne sprænges.

Landbysamfundene

Mange af disse ting kan læses på hjemmesiden for den udmærkede lokalhistorisk forening i Solrød Kommune som har skrevet en del artikler netop om disse emner, baseret på gamle kilder. Som altid når man studerer lokalhistorie, er det et helt andet billede man får end hvis man læser om kongernes, kirkens og adelens.

Landsbyens gadekær har i senere nationalromantik fået et nærmest idyllisk og ikonisk status for indbegrebet af det fredsommelige landsbyliv. Idyllisk ser de da for det meste også ud nu om stunder. Især hvis det her som i Kirke Svenstrup er omgivet af stråtækte bindingsværkshuse. Men nok temmelig langt fra datidens alt mulig brug af kæret 

Under enevælden blev det i 1802 begyndte centraladministrationen at decentrale visse opgaver til lokalområdet, nemlig fattigkommissioner til at tage sig af de fattige. I 1814 blev tilsvarende oprettet skolekommissioner. Egentlige lokale magtorganer i form af sogneforstanderskaber opstod først i 1842 og blev i 1867 erstattet af sognerådene. Disse holdt sig indtil kommunalreformen i 1970. De første mange årtier var det udelukkende velbjergede mænd som sad der, fordi kvinder og tyende først fik valgret til sognerådene i 1908.

Gammel Havdrup, Kirkegade 2 A. Ejendomsregistret angiver ejendommen til at være fra 1807. Så byggestilen fortæller formentlig om hvordan en mindre gård eller større husmandssted så ud på det tidspunkt.

Denne del af Danmarkshistorien er næsten gået totalt tabt sådan rent fysisk. Med mindre man tager en tur på frilandsmuseet. Men med lidt god fantasi er Solrød Kommune dog et sted tæt på Staden at gøre sig nogle synsmæssige. Forbeholdene er dog enorme: Væk er køer, svin, får, geder, høns - og lugten fra alle disse. Væk er de levende hegn. Væk er de vilde blomster. Væk er lyde og lugte fra alt dette. Tilbage er enkelte huse og gårde - og de skriftlige beretninger fra dengang. Som i øvrigt ofte fortæller en helt anden historie end den man lærer i skolen. Tag nu fx det med traditionerne og den danske kultur. Beretningerne herom er af en ganske anden karakter end hvad nationalistiske politikere mm henviser til som en ren selvfølge.

Nordre Bygade 7 i Jersie. Ejendomsregisteret angiver huset til at være fra 1825.

Fra 1800-tallet findes fx en beretning om begravelse som afspejler den tids tro og verdensopfattelse: En gårdejer fortæller om begravelser på gårdene i gamle dage. Stor vægt på tilberedningen af bespisningen, grise og høns. Ringerne rigelig forsynet med øl, brændevin og tobak. Skolelæreren holdt en tale. Herefter den kirkelige handling. Varsler af hvordan karlenes skovle og spader faldt ned på gravhøjen. Var det sidste en spade, blev næste begravelse en mand, en skovl en kvinde. Folk der ikke var gårdmænd, fik dog en mere skrabet begravelse.

Sådanne bygninger emmer af stationsby, jernbaner og århundredstkiftet 1900. Bagsiden af Ulvebørs ved Havdrup Station. Man finder dem næsten overalt i stationsbyer opført i sidste halvdel af 1800-tallet. 

De første jernbaner - stationsbyerne

Det første større anslag mod landsbysamfundene kom med jernbanen. For Solrøds vedkommende i 1870erne med stationerne Havdrup og Lille Skensved. Det hedder de nu, men dengang havde bebyggelsen ved nuværende Havdrup Station det skumle navn Ulvemose Huse. To ildevarslende ord i bondesamfundets ordbog: Ulv og mose. Om dette har smittet af på synet på de mennesker som flyttede ind i bebyggelsen som senere skulle blive Havdrup, ved jeg ikke. Havdrup havde 10 gårde, en præstegård og 33 huse. Og sådan er det vel stort set stadig. Men Ulvemose Huse kom til at hedde Havdrup, og Havdrup til at hedde Gammel Havdrup. For sidstnævnte gik i stå, lige som Kirke Svenstrup gjorde det, faktisk er den kun halvt så stor som den var dengang. Og Lille Skensved er i dag langt større end Kirke Skensved. Kirke Skensved havde ellers  23 gårde og lige så mange huse.

Hovedgaden 22, Havdrup (1899). Stationsbyernes huse er sjældent prangende eller fyldt med krummelurer og tingeltangel. Dette er måske en undtagelse. Havdrup er stadig et område i stor vækst. Byen har en center, station og stadig masser af liv. Den mangler til gengæld den gamle kirke, gadekæret og de stråtækte bindingsværkshuse.

Med stationsbyerne flyttede også en ny type mennesker til. Folk som ikke levede af landbrug, men af håndværk, industri, handel og andet. I Havdrup vidner de røde bygninger ved stationen med skiltet Ulvebørsen om hvad der foregik i Ulvemose Huse.

Havdrup Skole, 1920. Med de mange tilflyttere blev behovet for skoler væsentlig større. Jersie Skole er fra 1916, Havdrup Skole et par år yngre. 

Overlevelse mellem jernbaner

Både Jersie og Solrød lå dog så langt væk fra jernbanerne, at de stadig kunne udvikle små landsbysamfund på trods af deres forholdsvis lave indbyggerantal på omkring 500 personer. Motorvejen kom til i 1970, S-banen til Jersie kom i 1978, og dermed også den urbanisering langs Køge Bugt som præger kysten fra København til Køge. Formentlig af denne grund oplevede de ikke som Gammel Havdrup og Kirke Skensved en stor tilbagegang og nærmest udslettelse af stationsbyerne. Mange af dem fik blot tilføjet Strand til deres daværende nærmeste landsby.

Solrød Bygade. Det stråtækte hus angives at være fra år 1900, så man vedblev altså med at bygge i den gammelkendte landsbymåde

Jersie og Solrød overlevede dog bedre end Kirke Skensved og Gammel Havdrup. Måske fordi de begge ligger for langt væk fra jernbanerne. Foreningsliv var der også. I Jersie oprettede man en af landets allerførste håndboldklubber, Jersie Håndboldklub 1898/99. Det første Amtsmesterskab blev vundet 1943. Jersie HK fungerer stadig som selvstændig håndboldklub. Den holder stadig til ved idrætsanlægget, men banen ligner noget der er løgn.

Solrød Byvej 17. Angivet til opført 1880. Landsbyen ser ud tilat have lært af stationsbbyernes arkitektur. 

Anlæggelsen af Sydmotorvejen og S-banen i 1970-erne forvandlede området til et byområde og en slags forstad til København. Nogenlunde samtidig med motorvej og s-tog skabtes ved kommunalreformen i 1970 den nuværende Solrød kommune af kommunerne Jersie-Kr. Skensved, Havdrup-Solrød kommune og Karlstrup sogn. Så meget tilbage af fortidens forskellige og foranderlige samfund er der ikke. Kun hvis man kigger godt efter. Bortset fra området omkring s-banen og i Havdrup fungerer landsbyerne først og fremmest som sovebyer.

København-Ringstedbanen set fra Solrød byvej mod nord. Banen slynger sig yndefuldt langs den 8-sporede motorvej. Larmen er ganske forfærdelig. I midten rager symbolet for moderne tiders fart og tempo, McDonald op. Hurtigt ind, hurtigt ud. Vi ved hvad vi får, det smager ens. 

Udviklingen er langt fra færdig i Solrød Kommune. Senest har København-Ringstedbanen sat sit præg på området langs motorvejen. Den vil dog formentlig ikke ændre ret meget på strukturen, men blot i mindre grad snitte endnu flere skiver af landområder langs motorvejen.

Ruten

Jersie Station. Åsvej. Jersie. Toftegårdsvej. Kirke Skensved. Havdrup. Skolevej. Gammel Havdrup. Roskildevej (fordærdelig vandrevej). Solrød. Solrød Station. I alt over 20 kilometer med afstikkere til de mange gårde mm.

"Sortladne land": Lille Svensved - Roskilde

I "Kong Christian stod ved højen mast" er udtrykket "sortladne hav". Udtrykket passer imidlertid også på Danmarks land, i hvert fald fra nu af (august) til april

Typisk dansk landskab: kultursteppe. Frisk sortladent, her hjulpet på vej med afbrænding af vissent plantemateriale. Kilometerlangt strækker det sig så langt øjet rækker ud i horisonten, hvor man lige aner Maglegård mellem Havdrup og Gadstrup.

Efter knap 300 vandringer bliver det efterhånden svært at finde nye områder med natur. Selv hvis man planlægger et "naturhop" gennem det danske landskab, undgår man sjældent det mest karakteristiske danske landskab, kultursteppen - som dækker omkring 2/3 af Danmark. Den er karakteriseret ved få planter som byg, hvede og raps, ringe dyre- og fugleliv og sparsomt med indsekter. Det er ikke svært at finde en vandretur kun gennem dette landskab - og dagens tur fra Lille Skensved til Roskilde er et eksempel på en sådan. Af særlig interesse fordi den i disse uger gennemgår en radikal forandring.

Hovedgaden i Lille Skensved. Gaden rummer bl.a. Guldbageren, en slagter, et pizzeria og en genforeningssten. Det er mere end det "oprindelige" Skensved, Kirke Skensved. Øst for byen ligger et industriområde der fylder næsten lige så meget som byen selv.

Byer og landsbyer

På vejen kommer man gennem hele 3 byer, dvs større bebyggelser med et forretningsliv med supermarked, benzintank, frisør og andre livsnødvendige butikker: Lille Skensved, Havdrup og Gadstrup. Disse tre byer kan man vist godt kalde stationsbyer. De ligger på jernbanen Roskilde-Køge-Næstved som åbnede i 1870, og deres vækst hviler netop på adgangen til en station. Havdrup station hører til de oprindelige stationer fra 1870. Gadstrup stationsbygning er fra 1905. Lille Svenstrup er nok den mest fuldkomne idet den opstod som en satellit til Kirke Svenstrup og har siden udviklet sig langt hurtigere end denne. Stationsbygningen er fra 1908 (arkitekt Heinrich Wenck). Kirke Svenstrup er i dag en lille landsby, og hvis størrelsen skulle være afgørende, var det snarere den som fortjente betegnelsen "lille".

Havdrup er den største by på dagens rute med omkring 4.000 indbyggere. Her er der 3 supermarkeder og et butikscenter. Her et kig gennem Hovedgaden fra stationen Den røde bygning i forgrunden bærer skiltet "Ulvebørs". Meget aktuelt, kan man næsten sige. Området omkring stationen er i det hele taget værd at gå langsomt igennem fordi det er så velbevaret stationsby-agtigt.

Desuden nogle mindre landsbybebyggelser udelukkende med gårde og huse, men intet forretningsliv: Kirke Svenstrup, Brordrup, Kamstrup og Ramsølille. Ingen har bevaret det originale landsbypræg, men der er dog ganske fine gårde og huse i dem alle. Ligesom der også langs landevejen ligger ganske mange fine landejendomme og huse. Også trukket tilbage fra vejen med små alleer.

Degnegården lidt nord for Kirke Svenstrup er fra 1850 og set udefra et velbevaret stykke dansk landbrugshistorie.

Kultursteppen

Men nok om byerne og landsbyerne. De er af en størrelse så det ikke tager mange minutter at passere dem. Det meste af året (fra august til maj) henligger kultursteppen som et mørkt ørkenagtigt landskab, ofte bar jord, men ofte også dækket af et tyndt lag planterester fra strå og stængler fra korn og rasp. Kun afbrudt af områder med græs. Det breder sig karakteristisk kilometer efter kilometer ud i horisonten. Landevejene er generelt sådan rent teknisk gode og man kan sagtens finde nogle der ikke er så trafikerede. Herfra har man det bedste indtryk af landskabstypen.

Nord for Havdrupvej findes denne visne kultursteppe. Vegerationen er nyligt blevet klippet, delvis fjernet og tilbage ligger snorlige og sirlige rækker af biomateriale. I horisonten kan man lige ane en small bræmme af træer som markerer forløbet af Svenstrup Å og endnu længere væk striben af træer langs jernbanen. Men ellers breder steppen sig. Livløst og lydløst. Kun vindens susen og trafikkens hvislen bryder tavsheden.

Fra slutningen af august og indtil maj henligger kultursteppen først som brun, dernæst ofte som sort og bar jord. Personligt foretrækker jeg egentlig at gå gennem sådanne landskaber når sneen dækker det hele. Når man går time efter time, kommer man nemt i den stemning som jeg formoder deles med de soldater der vandrede gennem områder undergået "den brændte jords taktik".

Pilevejen-Kamstrupvejen. På korten er markeret et vandløb eller rende der krydser vejen, men det må være rørlagt eller helt kastet til. Her kan man se hvordan jorden titter frem og kun et tyndt lag planterester dækker jorden. Vejkant er der næsten ingen af og den er klippet så der næsten kun gror græs.

Vejene gennem kultursteppen på ruten er mest trafikeret med landbrugskøretøjer. Det er højsæson for bearbejdningen af steppen. Der hersker imidlertid en god trafikkultur. Der tages hensyn til vandrere: lav hastighed, passende afstand ved passage, ofte helt ovre i den anden side af vejen så man ikke generes af vindpust. Bilfolket er flinke, ofte vinkes der fra ruden eller over skulderen fra førerhusene. Cyklister ser man stort set ingen af, bortset fra tre tyske turister som forsøgte sig med et "hej" med tydelig tysk accent.

Endnu et karakteristisk kik ud over det mest udbredte danske landskab. Her er det gul-brune ikke blevet til sort endnu, men det er det om ganske få måneder når forrådnelsen er gået  gang.

Sommetider bliver kultursteppen dog afbrudt af en smal bræmme af lav kratbevoksning, eventuelt mellemstore, spredte træer. Disse bræmmer markerer som oftest en grøft eller å, en landevej eller et gammelt markskel i forfald. Man an også være så heldig at komme forbi små bede med vilde planter. Især hvis der er tidsler og andre biplanter, summer det pludselig af liv, og det lykkedes mig såmænd da også at få øje på en kålsommerfugl.

Denne kultursteppe syd for Kamstrup er karakteriseret ved en smal stribe træer. Der er formentlig tale om et gammelt hegn som efterhånden er gået i forfald, på grund af pløjning og efterfølgende giftsprøjtning. 

Markskellene er mestendels mærket af tidens (eller rettere: plovens og sprøjtens) tand. Der er blevet pløjet mere og mere af bræmmen, og bevoksningen er også påvirket af giftsprøjtning så buske, træer og krat ofte fremstår bladløst og med gulnede eller endog brunlige, medtagne planter som ikke hører til vegetationen på kultursteppen. Hvis denne udvikling fortsætter, vil de vel være helt forsvundet om nogle årtier.

Risbyholm. En gammel herregård med aner næsten 300 år bag i tiden. Også denne er omgivet af vidtstrakte kulturstepper, men dog også af en lille lund, eller skov øst for ejendommen.

Enkelte steder på kultursteppen finder man også gamle herregårde. Dagens rute gik forbi en lidt vest for Havdrup: Risbyholm. Godset stammer tilbage fra 1721. Som så mange andre har ejerne bidraget tiil danmarkshistorien fx ved at tjene på neutralitetspolitikken i slutningen af 1700-tallet. Skotten John Brown var endda så god til det at han blev udnævnt til guvernør i kolonien Trankebar.

Skensved Å. Åer er ikke længere omfattet af randzoneloven, så kultursteppen kan frit brede sig ned til åbrinken. Det er dog ikke helt sket her, idet der på den ene side er levnet et bælte med græs, på den anden en mark til græsning. Marken med dyr er i øvrigt en af de få undtagelser hvor man kan se dyreliv, her dog husdyr. Køer kan være farlige dyr og slår et par mennesker ihjel hvert år i Danmark, i maj måned blev en mand således trampet ihjel ved Broager.

På mit kort er der desuden også ofte afmærket grøfter eller render, men man kan ikke regne med disse da de enten er blevet kastet til eller rørlagt under kultursteppen.

Natur

Ingen vandretur uden natur. Og jeg kom da også forbi et enkelt eksempel på noget sådant, nemlig den skønne Ramsødal. Fristelsen var stor for at afbryde kultursteppe-vandringen. Men jeg har gået turen før og ved at turen kun er ca. 1½ kilometer gennem selve dalen. Bræmmen er her kun et par hundrede meter bred. Herefter fortsætter den langs HOFORs kildeplads og bræmmen indskrænkes til vel omkring 20 meter.

Fra Brordrup har man et godt udsyn over Ramsødalen, og man kan også se hvor lidt den i grunden fylder i landskabet: Kultursteppen omringer totalt det fredfyldte område med masser af dyre- og planteliv. Næsten lige som en lille atol i et stort Stillehav.

Som sådan er dagens tur egentlig repræsentativ for hvordan Danmark ser ud. Nogen grund til at bevæge sig uden for vejene og nærstudere kultursteppen er der dog næppe de afgørende grunde til. De er ret ensartede, og har man blot bevæget sig et par meter ind på dem fra vejen, har man sådan set set hvad der er værd at se. Kulturstepperne er da heller ikke indhegnede eller forsynede med adgang forbudt skilte. Det er sjældent nødvendigt.

Ruten

Lille Skensved. Kirke Skensved. Havdrup. Ramsølille. Gadstrup. Brordrup. Kamstrup. Vor Frue. Roskilde Station. Hele turen er på ca. 20 km.