Viser opslag med etiketten Dragør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dragør. Vis alle opslag

torsdag den 29. juni 2023

Amarminoen Dragør-Svenskeholmvej

I mange år har jeg gået Amarminoen uden at ane at jeg gik på den. Den blev nemlig først navngivet i 2020. Men nu skulle det altså være alvor!

Amarminoen går fra Dragør Fort langs sydkysten af Amager til DR-byen. Eller omvendt.(Amar + minoen =/ Caminoen). Den siges at være omkring 27 km. Så det skulle være overkommeligt for en dag. Naturpark Amager har lavet et oversigtskort over ruten. Dette indslag dækker nogenlunde strækningen fra Dragør til Naturcenter Amager (med visse svinkeærinder, se artiklen nedenfor).

Dragør Havn. I denne ende af Amarminoen kan man jo lige så godt kigge på en af Danmarks mest charmerende byer med en gammel bymidte. Og restaureret lodsbåd og tårn. Engang holdt de også til i Allinge på Bornholm. 

Allerede ved dagens start i Dragør Havn er det nødvendigt at gøre sig klart at skal man, så er det nu: der er flere toiletter ved og på Dragør Havn. Men næste stop er ved Kongelundsfortet, eventuelt i Kongelundskroen hvis den er åben (torsdag til søndag i sommersæsonen). Og så er der ellers dømt påholdenhed indtil enten Ørestad, eller den nye badeanstalt nord for Skrædderholmen. Den er så ny at den ikke er aftegnet på kortet.


Søvangsbugten. Mellem Dragør og Søvang er stranden urørt. Ingen kystsikring (læs kystødelæggelse), broer eller anlægssted for fiskeri.

I forhold til de tidligere vandringer i området har Amarminoens stier fået en gevaldig opfriskning. Så det har man da fået ud af at navngive den Amarmino. Stierne var der jo i forvejen, og formålet har da sikkert også været det meget prisværdige at få folk motiveret til at gå en tur og nyde det nærmeste som man kommer til natur i Danmark. Det meste på ruten er så menneskeskabt natur (hvis man kan kalde det sådan), men absolut noget af det mest heldige. Selv om formålet oprindelig var andre, fx militære, så er det faktisk lykkedes at tiltrække planter, insekter, dyr og fugle i et ganske betydeligt omfang.


Søvangsbugten. Ud i bugten rager broen til Søvang, det hele anlagt til de indviede. De gange jeg er passeret, har jeg ikke set nogen hverken på broen eller badeanstalten, så overrendt synes den ikke at være. 

I Søvangsbugten er der hele tre meget lange bade- og bådebroer. I bedste danske stil er de private og afspærret med en bom. Badevandet helt inde ved kysten er tæt pakket med lidt ulækkert tang så langt øjet rækker, så hvis man er til badning, kan man måske lave en aftale med nogle af ejerne til broerne. Hunde forbudt i naturpark og vildtreservat. Det er der så ca halvdelen af hundeejerne der respekterer, og stort tak til dem. Fritløbende hunde skræmmer fugle m.m. væk, men der står på et skilt: "Vis hensyn, vi skal alle være her". Dog henvendt til racende cyklister. 


Søvangsbugten ved Søvang. Skiltet påstår at broen er Danmarks længste badebro.

Ned mod Søvang kommer man op på diget der beskytter bebyggelsen. Pæle markerer hvor vandstanden kommer til at stå ved en 100 årskatastrofe, læs stormflod. Udsigterne til en sådan hændelse er med klimaændringerne ikke længere så usandsynlig, så det truer bl.a. luksusboligerne langs kysten i Søvang. Det ser godt nok ud til at boligerne ikke må lade hegn være højere end diget, men man kigger jo altså lige ind i folks private huse. Gad vide hvad der sker med udsigten når digerne forhøjes nogle meter. 


Udsigt mod nordøst fra Kongelundsfortets højeste tårn.

Syd for Søvang går stien ind i landet udenom naturparken og vildtreservatet. Mellem Søvang og Kongelundsfortet går den via Fasanstien gennem skoven. Den byder bl.a. på en af Thomas Dambos trolde som har gemt sig godt. Stien munder ud ved Kongelundsfortet. Et af de senest anlagte forsvarsværker som de sidste ca. 30 år har været ejet af Dragør Kommune og som nu bl.a. bruges til skoler. Der er fuld offentlig adgang til de udendørs områder. Til gengæld er de fleste af bygningerne aflåst, bortset fra et kikkerttårn som man ikke skal være klaustrofobisk for at gå ind i.

Udsigt mod syd fra tårnet i Kongelungsfortet. Voldgraven ses nederst i billedet.

Der er fyldige forklaringer på hvad bygningerne har været brugt til, eller skulle bruges til under en eventuel krig. Med fotoer. Men ellers er der to tårne man kan gå op i og få en fantastisk udsigt over vildtreservatet og vådområdet omkring fortet. Vådområdet gør sig mindre godt på fotoer, de ser lidt kedelige og flade ud, men i virkeligheden er de en stor sanseoplevelse for de øret og næsen.


Stien langs Hestefælleden er sine steder ret sandet, og i tørt vejr som dette noget besværligt at gå i, ikke for kørestole. Også her lader enkelte deres hunde gå uden snor.

Der er masse af insekter, hvilket betyder mange fugle og masser af vilde blomster som heller ikke ses på oversigtsfotoer. Men næsen tager ikke fejl. Pt er der meget tørt efter en måneds næsten uafbrudt tørke. Men det mærkes dog mest lidt inde i landet hvor vegetationen er ret afsvedet, dog nok til hestene i Hestefælleden syd for Kongelunden.


Hestefælleden med heste, se mod Kongelunden i baggrunden.

Jeg er på mine ældre dage begyndt at tage kontakt til heste, fordi nogle af dem tilsyneladende fatter interesse. Hvorfor, det ved jeg ikke rigtigt, og det er ikke fordi de vil have at jeg giver dem noget frisk græs eller lignende at spise. De kommer bare hen og vil "snakke". Jeg har endog været udsat for at et af de store dyr lænede sin store mule op ad min arm, ligesom for at give et lille knus, eller hvad nu sådan noget hedder. Det er sikkert noget jeg bilder mig selv ind (ja, det er det). Men er en dejlig tanke. Man går vist og bliver lidt sentimental med tiden.


Et sidste vy mod Hestefælleden og Aflandshage med sportsområdet. Hestefælleden mod Kongelundskroen.

Ud for Kongelundskroen er der et mindre søsportsområde midt i statens vildtreservat. Her er det tilladt at dyrke de former for sport som jeg ikke rigtig kender navnene på. En dag som denne er der ikke så mange. Men andre gange jeg har været her, har der været fuld gang i sejl og faldskærme, eller de navne som jeg ikke rigtig har fået lært.


Enghøj ved Pinseskoven. En af de mere anonyme høje i landskabet. De fleste er vist anlagt af militæret gennem tiderne. Nogle skal dog være små holme fra dengang området var et lavvandet farvand.

Jeg valgte en lidt anden rute gennem Pinseskoven end Amarminoen angav, og det skyldtes at jeg havde mistanke om at der kunne være mange myg. Jeg valgte en rute vest for kanalen, stadig gennem skoven, men ikke så kroget. Bortset fra det sidste stykke gennem Pinseskoven mod Granatvej. Her var græsset ret højt, og da jeg senere kom hjem, opdagede jeg noget rødt udslet. Det klør dog ikke så meget som myggestik, faktiske slet ikke. Et stykke op mod Ørestad forlod jeg så endeligt Amarminoen (der drejer ad Svenskeholmvej) og gik i stedet videre ad Granatvej mod Ørestad. Dels byder den nemlig på kaffe og forfriskninger og en masse spændende arkitektur (og ikke at forglemme masser af toiletmuligheder), dels har jeg gået den resterende del masser af gange. Især langs Dæmningsvej, ikke fordi det er det mest spændende stykke, men fordi det ligger bekvemt for mig at komme til. 

Velkendt kig fra Granatvej: Flat, flat flat. Med et lille vandhul. 

Det allerede beskrevne stykke, samt det resterende har jeg tidligere på bloggen beskrevet ruten ved forskellige lejligheder dengang den endnu ikke hed Amarminoen: 16. juni 2014 Naturpark Amager, den 11. august 2014 Statens Vildtreservat Vestamager, den 12. juli 2015 Store Magle og Amager Syd, den 12. juli 2015 fra Store Magleby og rundt om Sydamager, den 22. maj 2016 Kalvebod Fælled rundt, Vestamager, den 28. maj 2017, fjernvandrevej E6 og rundt om lufthavnen, og senest for to år siden den 29. februar 2020 Statens vildtreservat og Kalvebod. Så som det ses, så kan Amarminoen stykkes sammen af disse indslag, for heller ikke denne gang fulgt jeg ruten mere end ca. 15 km.


Navnløs bakke tæt på Ørestad, Koklapperne. Den ser ud til at være anlagt til militære formål. Grøften foran højen kunne være gravet for at få lavet bakken. I dag er det imidlertid et godt sted for fx frøer. 

De fleste af asfaltvejene er anlagt af militæret og er snorlige. Det gælder også for Granatvej der siden jeg gik her første gang fået lagt et nyt lagt asfalt, til stor glæde for cyklister der her godt nok ikke kan træne bakker, men så den ubarmhjertige vind som uhindret blæser over vejen. Apropos blæst, så hørte jeg tilfældigt på tv en undersøgelse af om kraftig blæst ikke kunne kompensere for højde. Det kan den så ikke. For bare nogenlunde at matche højder, skal der nærmest en orkan til. Dette var en servicemeddelelse til cyklisterne. 

Ruten 

Dragør, langs kysten i det omfang det kan lade sig gøre for naturreservater. Kongelundsfortet. Søndre Sluse. Pinseskoven. Granatvej. Ørestad. Turen var ca. 20 km. hvoraf ca de 15 var på Amarminoen.

lørdag den 16. juni 2018

Naturpark Amager

Inden for de sidste årtier er der vendt op og ned på forestillinger om by og land: På landet fortrænges natur af monokultur, mens den til gengæld rykker til storbyen, fx Naturpark Amager


Kalvebod Fælled. Dette vy fra det nordlige område som afgræsses af kreaturer, er vel hvad de fleste forbinder med stedet. Flat som en pandekage, gammel havbund der er blevet inddæmmet. Men lyd- og lugteindtrykkene er blevet voldsomt forstærket til det bedre siden sidst jeg var her. Og det bliver forhåbentlig kun bedre.

I Naturpark Amager ligger Amager Vildtreservat. Fællesbetegnelsen for tre landområder, langt det største er Kalvebod Fælled i København og Tårnby Kommuner, men også Kofoeds Enge og Aflandshage i Dragør hører med. Vandområdet er hele området fra Sjællandsbroen sønden om Amager til Dragør. København, Tårnby og Dragør samarbejder i disse år om at omdanne resten af området til Naturpark Amager. Siden 14. august 2013 har denne blog besøgt området adskillige gange. Og langsomt kan man nu begynde at se konturerne af hvordan det vil udvikle sig. For de som ikke var besøgt Naturpark Amager i de seneste år, så kan jeg godt anbefale turen igen. Der er sket en masse, især i skovområderne. De er groet godt til. Naturen er for alvor vil at holde sit indtog.

Kik til vest, der er en ... nå ja ikke en hest, men en ko. Kik til øst og se arkitektens trøst, dvs. bag fotografen hvor Ørestad er. Udsigt fra Kanonvej.

Københavns natur

Hvis nogen undrer sig over at bykommuner som København og Tårnby ligger over fx Struer i Danmarks Naturfredningsforenings kort over hvor godt det står til med naturen i Danmark, eller at København ligger på højde med Sorø, Ringsted og Køge (og Tårnby ligger sågar over disse tre kommuner), så tag en tur til Amager. Når jeg specielt nævner Sorø, Ringsted og Køge er det fordi jeg i de sidste mange år har gennemtrasket mange landkommuner og mener at have grundlag at argumentere ud fra. Kortet i højremenuen viser hen til de over 300 steder med i gennemsnit 20 kilometers vandring. Altså ca. 6.000 km på Sjælland. Det vil jeg mene er mere end et repræsentativt udsnit.

Grænsen mellem by og land - Ørestad og Fælles - er ganske skarp. I baggrunden det prisbelønnede 8-tallet og foran det, fælleden med køer. Det er især i dette område der afgræsses.

Vi lever endnu i en tid med en forestilling om at kultur er i byen, mens natur er på landet. Men siden jeg voksede op på landet 1954-1974 er der ved at blive vendt rundt på det. I hvert fald hvis man måler natur på rigdom af planter, dyr, insekter og fugle. Der er sket drastiske ting på landet siden jeg boede der 1954-1974. Naturområder er ved trængt sammen i enklaver, små oaser i et hav af monokultur af byg, hvede og rasp og intensivt drevet landbrug.

Området syd for Ørestad er i høj grad hesteland. Der er flere udendørs stalde og området er også let tilgængeligt via Ugandavej, Nøragersmindevej m. fl.

Til gengæld er naturen ved at indtage Naturpark Amager. Man vil kunne opleve at der er store områder hvor kreaturer afgræsser arealerne. Et eksempel er fx Lærkestien, her kan man få et rigtig godt indtryk af de udstrakte flade sletter med kreaturer og lærkesang. Men der er en meget stor forskel til agrarlandet: Man har ladet vandhuller og vådområder være. Desuden har man uden for afgræsningsområderne ladet det hele gro til. Derfor vil man opleve en rigdom af insekter og vilde planter som man ikke vil se og høre ved i dagevis at traske langs endeløse, tavse (og til dels trøstesløse) hvede-, rasp- og bygmarker i fx Ringsted, Sorø og Køge kommuner. Formentlig også på det engang så højtbesungne Fyn. Flere insekter betyder rigt fugleliv, som igen avler rigt dyreliv osv. Det ikke bare ses, det høres også. Selv når man går langs de snorlige gamle militære asfaltveje som Kanalvej og Granatvej.

Heste afgræsser området øst for Pinseskoven i baggrunden. Skoven har på ganske få årtier vokset sig til en "rigtig" skov.

Indrømmet, der er visuelt ikke de store landskabsmæssige oplevelser for vandrere. Men hvad der ikke er for øjet, er der for ørerne og næsen. Totaloplevelsen er en helt anden end "på landet". Ikke for ingenting er der naturskoler på Amager. For der er meget at komme efter, både for plante- og dyreinteresserede. Hvis man skal opleve nogle af de mange naturligt forekommende planter og dyr der findes i Danmark, så kan man opleve dem kun få minutter fra Københavns Centrum. Selvfølgelig skal man vide hvor man skal lede. Men man skal ikke lede længe.

Hejresøen. En af de mindre søer mellem Kongelunden og det store vildtreservat. Dæmningen nederst i billedet.

Jeg er endnu ikke blevet så særligt inspireret til at studere fuglefløjt. Jeg har hidtil klaret mig fint med at spotte en lærke, en solsort og krager som er de fugle man som oftest ser på landet. Og ret mange andre bliver det så heller ikke til. Men på denne tur var der masser af forskellige jeg aldrig havde hørt før, og ved Kongelundskroen var der sågar en vibe på stien. Vestamager ligger nemlig på Naturstyrelsens liste over de 25 vigtigste steder hvor man kan se engfugle. Det vel og mærke på en liste hvor de øvrige 24 lokaliteter ligger meget langt fra bebyggede områder. Viben var engang nærmest indbegrebet af dansk engfugl. Men dræning, sprøjtning med pesticider og intensiv udnyttelse af græsarealer har siden 1975 reduceret bestanden til 25 % af hvad den var dengang. Antallet af viber er også faldet andre steder i Europa, men Danmark ligger i en trist førerposition. Naturpark Amager adskiller sig også fra mange andre små naturenklaver på landet ved sin imponerende størrelse. På den lange led er der omkring 10 km, på den korte led mellem 2 og 5 kilometer. Størrelsesmæssigt er vi her oppe i klassen hvor også fx Bidstrupskovene og Gribskov befinder sig. Ikke et område man lige gennemvandrer på et par timer, eller for den sags skyld på en dag.

De vidtstrakte strandenge syd for Kongelunden, set fra Kongelundsfortet (man kan ane bastionen nederst til venstre i fotoet.

Bynær natur

Alt er ikke lutter idyl. Området slås med sin nærhed til byen, og larmen fra bilerne. Især mod nord er støjniveauet fra trafikken ganske betydelig. I mindre grad også jernbanen. Man venter sjældent forgæves på nogle af de lange godstog eller Øresundstogene. Man skal et pænt stykke syd for Ørestad før man slipper for det. Og helt mod syd ved Kongelunden overdøves det hele af fly fra Copenhagen Airport. Flyene drøner forbi - og ganske tæt på - hvert eller hvert andet minut. Dette er i allerhøjeste grad ødelæggende for lydoplevelsen. Men til gengæld synes fx viben at trives udmærket på trods af drønene fra flyene.

Kongelundsfortet, se fra foden af Radartårnet. Til venstre er kasematten hvor krudtet blev opbevaret (forrest) og længst væk i samme bygning projektørgaragen. De enorme projektører skulle køres indog ud.

Fra Kongelundsfort til Ørestad

Hvis man er til kulturelle oplevelser, kan man slå et smut forbi Kongelundsfortet. Ikke det mest velholdte af forterne i Københavns Befæstning. Men der er dog en serie spændende bygninger: Radartårn, kasemat (til ammunition), køkken, projektørgarage, kikkertstation, afstandsmåler (til fjendtlige skibe) og afsatser til 15 cm kanoner som kunne skyde op til 16 km. Der er ikke åbent nogen steder, men dørene er så forfaldne at man ofte kan smugkigge ind. Hvad fortet måske mangler lidt, er der til gengæld rigeligt af i form af udsigter fra fortet. Man kan få nogle pragtfulde kik over vandet og og vådområder langs kysten.

Ørestad. Mig bekendt ikke prisbelønnet arkitektur. Men ret meget af det nybyggede ser ud som dette. Forskalningsvægge der skal imitere mursten.

Er man ikke til gamle kulturminder, så er Ørestad i modsat ende urbaniseringshistorie for fuld skrue. Der er allerede opført prisbelønnede bygninger her, og kraner, bulldozere og gravemaskiner arbejder på livet løs med nye boliger, erhvervsbyggerier og andet.

Jernbanen set fra broen, Kanonvej. Der kommer jævnligt tog forbi, bl.a. meget lange godstog. Hvis man er til den slags.

I disse år føres der en heftig debat om det danske landbrug. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvor hårdt det er at være landmænd og udskrige dem til de store syndere. I debatten indgår også at mange landmænd føler sig som ofre for skrivebordsbiologer og storbymenneskers hetz. Dette indslag er ikke ment som et angreb på landmænd. Det skal blot ses som et synspunkt fra en aldrende vandringsmand som har oplevet en udvikling der er foregået i en god portion længere tid end et halvt århundrede. Tag det for hvad det er, og ikke mere.

Se flere fotoer på Flickr album for København, Tårnby og Dragør Kommuner


Ruten.

4As stoppested ved Trekantsøen. Kanonvej. Lærkestien. Kanalvej. Kongelunden. Kongelundsfortet. Sydvestpynten og stranden til slusehuset. Ellevehøjvej. Granatvej.

søndag den 28. maj 2017

Fjernvandrevej E6 (R.I.P.) og rundt om Lufthavnen

I hvilket Cykelmyggen fremsætter den teori at Fjernvandrevej E6 slet ikke eksisterer! Og at man lige så godt kan tage Lufthavnen rundt


Vrrrrooommm. Man har fornemmelsen af at man bare skal strække armen i vejret for at nå flyet ved Kystvejen.

Hvis Fjernvandrevej E6 eksisterer (og det påstår Friluftsguiden og adskillige andre kilder at den gør), så er den i bedste fald ikke afmærket særlig godt med skilte, i værste fald med misvisende skilte på strækningen over Amager. Det måtte Cykelmyggen konstatere på dagens tur fra Avedøre Holme til Lufthavnen. Vildveje er dog ok. Så længe man er på cykel og ikke skal gå de mange kilometer uden for ruten.

Fra Kalvebod Strand kan man se ned mod den forjættende E6. Til venstre fugleø, til højre langs kysten kan man skimte først Mørtelhavnen, så Hvidovre Havn. Og i det fjerne Kalvebod Bro med Skrædderholmen.

Allerede vel kommet over den maleriske Skrædderholmen i Kalvebodløbet gik det galt. Vel ankommet til Amager viser skiltet et ca. 300 graders sving tilbage, så vidt så godt. Det viser kortet også, Men nu havde jeg så forventet at der ville være et skilt som viste mod sydøst, men i stedet viste skiltene klart mod nord, langs dæmningen og Kalvebodsløbet. "Nuvel. Der sker så mange ting på Amager, og ruten er måske lavet om, så ... " Og flere steder langs dæmningen bekræftes man i at man nu er på rette vej: E6.

Fra Skrædderholmen har man et godt udsyn over det inddæmmede område. Nu er vi igang, vi er på E6. Hvem kunne vide at det var en af de længere strækningen. For vel kommet over Kalvebodløbet starter forvirringerne.

Knap fire kilometer længere nordpå opdager man så at det er gruelig forkert. Nu hedder det ikke længere E6, men E94 (var det vist nok) og pegede direkte ind mod centrum af København. Det er en dejlig tur, men ikke i dag. Nu var det så at Cykelmyggen tog sagen i egen hånd og forsøgte at sætte kursen mod Ørestaden. Ad Selinevej.

Ørestaden er et godt pejlemærke for hvor man skal hen. Det er så bare med at finde den rigtige rute der fører derhen. Og med Kalvebod Fælleds våde terræn, skal man passe på med ikke at havne i sumpen. For enden af Selinevej fører denne sti imidlertid tilbage på sporet. For broen er Kanonvej. Så er det bare med at dreje til højre og tilbage til E6

Igen en meget fin tur med en pæn asfalteret vej hvor man kommer igennem en del af Amagers friluftsliv. Skytteklubber bl.a. Indtil man havner i et krat for enden af en P-plads. Men, heldigvis er der trampet en sti gennem krattet langs Øresundsmotorvejen, som støder i Kanonvej som kører det rigtige sted hen.

Fra broen over motorvejen til Lufthavnen har man et fint udsyn over Kalvebod Fælled. Det har bare ikke rigtig noget med E6 at gøre. I det fjerne kan man måske skimte Store Høj som markerer den sydligste del af Ørestaden. Området til højre er i øvrigt repræsentativt for udsigten på Fælleden.

Bortset fra at der ingen skiltning er. Jeg har imidlertid klogeligt derhjemmefra indtegnet ruten på et kort, og efter at have opgivet at finde nogen skilte, følger jeg bare ruten. En lidt kedelig rute gennem stærkt trafikerede parcelhuskvarter i Tårnby. Nu havde jeg så opgivet håbet om at blive modtaget med dannebrog og hurraråb over at have fundet ud til togstationen. Og i stedet udstukket en rute rundt om Lufthavnen. Kastrup Digevej så meget attraktiv ud. På kortet. Men ikke i virkeligheden, for allerede ved lystbådehavnen i Kastrup stod det klart at vejen er afspærret. I stedet må man køre ad Kystvejen. For de som er interesseret i lufthavne og luftfart er denne vej et rent Slaraffenland. Man kommer forbi den ene seværdighed efter den anden på begge sider af vejen. Dog vil jeg fraråde at tjekke vindretningen i forvejen. Selv i dag hvor det kun blæser en jævn vind, suser det godt om ørerne og man mærker her for alvor at det er fladt på Amager.

De ca. 500 meter hvor Kystvejen svinger mod vest er noget af turens flotteste. Og mest bllæsende. Her har man udsigt til Dragør og fortet (til venstre).

Læg især mærke til det sted hvor landingslysene er placeret. Her kan man blive stående et par minutter (længere tid er der ikke mellem flyene) og komme særdeles tæt på dem (Se det indledende foto). Landingen skal ske kun ganske få hundrede meter fra hvor man står og det føles som man bare behøver at strække armene i vejret for at mærke bugen af flyene.

Udsigten fra Fælledvej mod Søvang. Flotte enge med markblomstrer og fuglekoncert. Stadig fladt, men perfekt på cykel.

Efter Store Magleby er man nødt til at tage en gevaldig omvej hvor man er langt fra Lufthavnens område. Ad Fælledvej-Kalvebodvej. Nogle lidt anonyme veje hvor man bliver mindet lidt for kraftigt om at der er fladt på Amager (igen). Mere variation kommer der når man kører nordpå gennem Ullerup. I den sydlige del ligger der nogle gårde som efter årstallet på gavlene at dømme skal være meget gamle: Petergård (1855) og Dortheasminde (1838). Det ser endda ud til at Dortheasminde har været model for adskillige andre gårde længere nordpå. Nu havde Cykelmyggen set Lufthavn nok for i dag og forcerer Nøragersmindevej. Endnu en af disse uendeligt fortsættende veje som er så karakteristisk for Amagers landeveje. Gode cykelstier, og tak for det! For hvis dette havde været en vandretur, ville det nok ikke have været en af de mest spændende. Nøragersmindevej har den fordel at den (næsten) styrer direkte mod Svenskeholmsvej - som igen fører mod E6. Selv om det ikke er skiltet.

Udsigten fra Villahøj. Så kan man ikke komme ret meget højere på Amager! Men det gør heller ikke så meget. Vådområdet på begge sider af højen er fortryllende. Her er det et godt sted at spise madpakken.

Med på ruten hører Villahøj, og det er en af de mere spektakulære stop på ruten. Fra bænken midt på højdedraget (vi snakket vel 2-3 meter over terræn) har man et godt udsyn over to vådområder. Vådområder er sikkert landmandens skræk: Man kan ikke dyrke noget på dem, og køerne vil ikke stå i vand til knæene. Men for fugle, dyr og insekter er det et eldorado. Og man bør unde sig en pause på turen til at indånde stemningen. Lytte til de mangfoldig lyde og se de mere specielle vadefugle. Da man sidder godt skjult i krattet, kan man faktisk komme temmelig tæt på. En kikkert ville have været god her.

Så er det tilbage over Skrædderholmen. Og hjem igen. Glad over at dette ikke var en vandretur, men en cykeltur. For udenlandske håbefulde, men intetanende vandrere er E6 på denne strækning en fælde, som hvis man er til fods godt kan komme til at koste adskillige omveje. Bevares, man kommer da igennem flotte områder som langs dæmningen ved Kalvebodløbet. Og måske også en tur gennem Ørestad. Men et kort, afmærket med ruten er ganske enkelt et must. Ellers er man lost. Og hvis ikke jeg havde haft et indgående lokalkendskab til Amager så jeg hele tiden kunne spotte sigtemål i det fjerne, ved jeg ikke rigtig hvordan denne tur ville have forløbet.

søndag den 12. juli 2015

Store Magleby - Amager Syd

Lorteøen, det flade Amager har en sydlig del som adskiller sig radikalt fra nævnte beskrivelse af øen samt fra Vestamager


Amagerland som mange måske forestiller sig det findes i området syd for Store Magleby og vest og Dragør. Flat, flat flat med spredte gårde mellem kornmarker og grønsagsmarker. Men er man først kommet igennem det og længere mod syd, begynder landskabet at ændre sig.

På Amagerland er der rideskoler næsten overalt. Heste ses i næsten lige så høj grad som korn og grønsager. Også nogen specialiserede som fx Østergårds Islændercenter ved Kongelundslejren. Ellers er der flat. Og flyvemaskinerne er en faktor man ikke kan undgå at lægge mærke til hvorend man går i området under den nord-sydvendte bane. Dvs i fugleflugtslinjen fra Viberup til Kongelundskroen. Flyene passerer med 2-3 minutters mellemrum og larmen stiger fra tåleligt ved kroen til altoverdøvende ved Viberup.

Insekter svirrer lystigt de fleste steder på ruten. Og tiltrækker mange fugle. I dag er det mest lærker og svaler man kan se og høre.

Men udover det byder ruten på et rigt dyreliv: Insekter og dermed også fugle. Ingen tvivl om at området er reservat for dette liv som efterhånden er ved at blive fortrængt af det intensive landbrug som man ser mange steder på det man for et halvt århundrede siden kunne kalde "ude på landet". Vendingen "der er så dejligt på landet" giver desværre efterhånden kun mening på de få steder som her hvor man har opgivet landbruget.

Der er heste overalt på ruten. Så der skulle være rigeligt til hesteglade (piger). Her ved Sønder Skovskanse lidt syd for Hestefælleden hvor hestene kan bolte sig i fuldt galop.

Store Magleby

Store Magleby er en forholdsvis stor landsby som bør være på enhver Amagervandrers liste. Og hvis tiden tillader også et besøg på Amagermuseet. Museet drevet af frivillige, og denne lørdag er der aktiviteter med børn. De bliver klædt i amagerdragter og får lov til at opleve hvordan det var at være barn i "gamle dage" (dvs sådan cirka på mine forældres tid), bl.a. skole, feje gulv og vaske tøj. Spise fedte- og sennepsmadder. Og i køkkenhave kan de få lov til at grave kartofler. De er dog lykkelig forskånet for fortidens møg og fluer. Og fedte- og sennepsmadderne på frisk rugbrød smager overraskende dejligt. Ikke så svære at tygge sig igennem som jeg husker det fra madpakkerne tilbage i 1960'erne.

Amagerkone fra 1800-tallet på Amagertorv med sine grøntsager. Hollænderne skulle ikke lave hoveriarbejde og kunne derfor sælge deres varer i København meget hyppigere end andre. (Nationalmuseet).

I dag er der ikke meget tilbage af byens fortid siden 1500-tallet som en hollandsk enklave (byen kaldes også Hollænderbyen) som leverede frugt og grøntsager til den bedre del af det københavnske borgerskab i århundreder og gav navn til Amagertorv. På tidsskriftet Politivennens tid i starten af 1800-tallet talte man i Store Magleby stadig nederlandsk. Først i 1811 blev det påbudt at tale dansk, hvor man nu ikke længere tolererede Danmark som en statsdannelse med flere sprog.

Amagermuseet består af 2 firelængede gårde med tilhørende køkkenhave og små marker til gæs, geder mm. Det drives af frivillige som især henvender sig børn. I baggrunden den gamle museumsgård med køkkenhaven og flere gamle sorter af kartofler, ærter mm.

Byen er brændt flere gange, Politivennen beskriver branden i 1809. Ilden opstod lørdag den 25. marts 1809 ildebrand i degnens hus. Vinden hjalp godt til med at sprede branden. Den bredte sig mod nord og det meste af byens vestlige side nedbrændte. På tre timer ødelagde ilden 30 gårde og 16 huse. 12 mennesker og 60-70 kreaturer døde. Brandslukningsarbejdet besværliggjordes desuden af at brønde og gadekær var frosset til. Brandvæsner andre steder fra nåede ikke frem i tide. Hjemmesiden fortæller også nogle beretninger fra branden.

Branden fremskyndede udflytningen af gårdene. Nogle gårde blev opført langs Kirkevej og Nordre Dragørvej: Aldershvile på Kirkevej, Lundegård ved Lundevej og Petersminde på Ndr. Dragørvej. Og igen ved endnu en brand i 1821. Denne gang blev endnu flere gårde udflyttet. I dag er det kun gårdene på den østlige del af Møllegade som afspejler byens oprindelige struktur. De gårde som blev liggende overlevede ikke endnu en brand i 1894.

Amagerkonerne beskrives i Politivennen som velrespekterede for deres salg af grønsager på Amagertorv.  Kun var de åbenbart lidt højrøstede når de solgte deres varer  og fyldte gaden op med deres kurve. I øvrigt blev mange af deres varer åbenbart opkøbt af lokale fattige som forsøgte at tjene en skilling på at sælge dem videre. Nu som knap så friske.

Lufthavnen sætter sit præg på denne del af Amager. Her kan man komme helt tæt på flyene, på godt og ondt: Dels det fascinerende ved at se de mange fly lette og lande med få minutters mellemrum, dels den øredøvende larm der gør det umuligt at tale sammen.



Landsbyerne

De andre og mindre landsbyer Ullerup, Viberup og Tømmerup med lige så meget historie, ser ud til at forsøge at overleve den konstante larm fra fly hver 2-3. minut. Derimod er Søvang fra søsiden et eksklusivt byggeri lige op til dæmningen. Man tør kun tænke på hvad der ville ske hvis vandet brød igennem. Søvang Badebro er Danmarks længste på 297,1 m. og har aner tilbage til 1927. Engang bød området på et rigt badeliv.

Fra Søvang har man i godt vejr udsigt mod Øresundsbroen. Her ånder alt idyl: Bølgerne slår sagte ind på bredden og fuglene synger nå ja så det er en lyst.


Kongelunden og Aflandshage

Kongelundskroen ved Kongelundsfortet, Kongelundshallen og Kongelundslejren byder på denne lørdag på damn fine cuppa coffee (har altid husket det som good, men det er altså fine) og chokoladekage med is. Kroen ligger tilpas midtvejs på ruten, og er et besøg værd. Især hvis der som i dag er godt vejr. Eftermiddagskaffe indtaget under en sval pergola med naturlyde fra strand og lund og periodevise overflyvninger giver ny energi!

Kongelundskroen er en moderne kro med idylliske omgivelser: Til venstre den skyggefulde pergola. Vi holder her en velfortjent pause med dejlig chokoladekage, fortrinlig kaffe og smuk udsigt.

Vildtreservatet Aflandshage er afspærret for offentligheden. Men man kan gå langs kanten af det et pænt stykke og se ind over det. Der skulle være en offentlig sti fra enden af Skydebanevej/Fælledvej. Men den prøvede vi ikke. Formentlig er den mest for fugleinteresserede.

Aflandshage vildtreservat set mod øst fra Søvang. Det er indhegnet og der er adgang forbudt. Man vil gerne give dyre- og fuglelivet lidt fred for nysgerrige mennesker. Det ser måske lidt kedeligt ud med de flade strandenge, men stemningen kan heller ikke gengives på foto (dufte, lyde osv).

Sønder og Nordre Skovskanse med Hestefælleden mellem Sønder Pumpe og Kongelunds kroen er nok denne turs absolutte højdepunkt. Helt uden motoriseret trafik (bortset fra flyene) og selv cyklisterne har besvær med at komme frem på de sandede, bulede og ujævne stier. Jeg har ved andre lejligheder også oplevet en masse vindsurfere her, men vinden er formentlig ikke kraftig nok i dag.

Gaddagung gaddagung gaddagung. Heste i fuldt firspring i kåd leg med hinanden. Eller skal de måske imponere den forbipasserende rytter? Hestefælleden med Kongelundsskoven som kulisse i baggrunden.

Ruten

Fasanstien er en gang- og cykelsti som fører gennem de smukkeste områder: Strand, skov, åbne vidder. Landevejene: Tømmerupvej en 3 kilometer befærdet vej uden gangsti. Fælledvej god cykel- og gangsti. Turens absolutte højdepunkt er de ca. 2 kilometer langs Kongelunden fra Kongelundskroen til Søndre Pumpe. I alt ca 18 km