Friheden - Roskilde ad Fjernvandrevej E6

Vandringsløse Tidendes første gæsteafsnit af Cykelmyggen som fører læseren på sporet af Danmarks internationale vandrerute E6

Cykelmyggens cykel ved Toftevænget, lidt nordvest for Ishøj Landsby. Vel sluppet igennem den nu næsten helt overgroede og forsvundne sti fra København-Ringstedbanen til Smågårdsrende.

Egentlig er Fjernvandrevej E6 ikke for cyklister. Den er en 5.200 km lang vej fra Alexandroupolis i Grækenland til Kilpisjärvi i Finland. Danmarks bidrag består i stykket fra Kruså til Kastrup. Dagens etape var på godt 40 km (45 med vildveje), hvilket altså er mindre end en 1/100 af hele vejen. Faktisk viste det sig at jeg tidligere har gennemtravet det meste af ruten tidligere - uden at vide det. For ruten er ikke særlig godt afmærket. Et kort er et must - og alligevel gik det galt flere steder.

Scenarie ved broen tæt på Arken Museum. Lidt atypisk scenarie. Det er nok derfor at svaneparret har udsøgt sig lige netop dette sted.

Så tæt på landets hovedstad er naturoplevelserne begrænsede og isoleret til meget små enklaver mede adskillige kilometers afstand.

Strandparkerne

Med mindre man bare godt kan lide at vandre uanset hvor, så kan manglen på naturoplevelser være en af grundene til at vælge cykel frem for vandrestøvler. Stykket langs Strandparkerne går langs de mere anonyme grusveje bag klitterne, og her har man hverken udsigt til vandet eller til indsøen. Det er mere en gennemfartsvej så man kan komme hurtigt fra sted til sted. Til gengæld er der gode vejforhold, især gennem Mågeparken i Hvidovre. Fra Ishøj Havn til Reerslev er stierne mest beregnet for mountainbikes.

Store Vejleå er klemt af marker og bebyggelse, men man aner dog dens pragt og vælde flere steder langs ruten. Her i Ishøj

Vejleåerne

Kultursteppen dækker omkring 2/3 af Danmark, og jeg gætter på at det tal er højere på denne del af E6. Rapsmarker lyser kunstiggult så blikket næsten automatisk trækkes hen mod de mere varierede grøn-blå-gule rabatter. Ruten byder ellers på strækninger langs to af de bedste åforløb på vestegnen, nemlig Store Vejleå og Lille Vejleå. Men netop på denne strækning er de temmelig klemt inde, og Lille Vejleå har ikke rigtig fået bredde og saft og kraft. Til tider minder den mest om en grøft. Her er cyklens tempo bestemt en fordel. Det går lidt kvikkere med at komme igennem.

København-Ringstedbanen hvor den krydser Motorring 4 vest for Tranegilde. Til højre ses grusvejen som har erstattet den forhenværende rute som forløb til venstre for banen. 

Til gengæld er stierne på denne del af ruten mest til vandring, og forholdsvis uegnet til cykling. Det bliver bestemt ikke bedre af at der er forsvundet næsten en kilometer af stien på grund af byggeriet af København Ringstedbanen. Men en ny sti er tilsyneladende ved at blive etableret. Hjulspor er støbt ned i leroverfladen, og turen her er nyrerystende på cykel.

Jo, det er E6. Det kan man bl.a. se på skiltet med ridning forbudt ca. midt i billedet. Men vejen er overbegroet, sandsynligvis fordi den har været spærret som følge af banearbejdet.

Kildepladserne

Hvis man er til fredfyldte og oplevelsesrige naturområder må man ty til HOFORs kildepladser. Men de er meget små i dette område. Her kan man tage sig en pause og indsnuse lugte, lytte til fuglestemmerne og i bedste fald se en ræv, et rådyr eller en hare. Nuvel, vi er tæt på Staden, så man skal ikke forvente for meget natur. Slet ikke når man bevæger sig ind på fx Benzonsdals endeløse kulturstepper med konventionelt landbrug og monokultur. I stedet kan man så fokusere på bare dette at gå eller cykle. Det hjælper på formen at motionere!

Egentlig hører Kildebrønde ikke til E6. Men ved Lille Vejleå og Ishøj Kildeplads forsvinder stien simpelthen og jeg cykler forvildet rundt indtil jeg igen kommer på rette vej ved Kildebrønde

På cykel kan man nemt komme til at køre galt eller ganske enkelt ikke bruge vandrestien. Det skete da også på et tidspunkt. Jeg kørte forkert og anede ikke hvor jeg var. Det viste sig så at være tæt på Kildebrønde. Så fik jeg også set det sted - og Strøby Huse. Som vist på fotoet er der en gammel kirke og en gul bygning, som er Kildebrønde Gamle Skole. Den er fra 1860. Hvis der går lidt Nøddebo Præstegård i det, så er det ikke helt forkert. En af pastorerne inspirerede til pastor Blicher.

På samme omvej ser jeg også Strøby Huse. Hvis det ikke lige var for den stærkt befærdede vej, kunne der da godt lugte lidt af landsbyidyl.

Tæt på Kildebrønde ligger Strøby Huse. Uden kirke og skole, men til gengæld med en vingeløs mølle. Hvis man farer vild, er området finmasket hvad angår veje, så det er rimeligt nemt at komme tilbage på sporet igen.

Lille Vejleå, umiddelbart vest for Thorslunde. Vi ser mod vest. Åen er stærkt rettet op som en snorlige rende og der er betonfliser for neden, ligesom med Harrestrup Å.

Stykket langs Lille Vejleå har jeg passeret i forbindelse med vandværksvandringerne den 12. februar 2014. Dengang var det altså stadig vinter. Men egentlig ser området omkring kildepladserne og Lille Vejleå ikke så forfærdelig meget anderledes ud på grund af de udstrakte landbrugsområder. 

Hedeland er et spændende område, og det er under konstant forandring. Dets forhenværende brug som grusgrav ses af smalsporsbanen med dens mange "stationer" eller trinbræt. Det meste er nu rekreativt område. Om sommeren kan man køre med toget.

Storlandbrug

Området syd for Thorslunde er domineret af industrilandbruget Benzonsdal. Dette område oplevede jeg første gang 21. juli 2016. Denne gang er jeg glad for at være på cykel: Kilometer efter kilometer langs trøstesløse marker uden særlig meget liv oplevede jeg dengang. Så det må gerne gå lidt stærkt med at komme gennem det. Og det er der ikke ændret ved i dag. Lyd- og livløst, kun vindens sagte susen høres.

Vindinge er et byområde som er ved at vokse sammen med Roskilde. Men den gamle brønd er dog blevet restaureret så man kan se hvordan det så ud da farfar var dreng og man mødtes ved landsbyens gadekær

Hedeland

Det er ironisk at et af de største naturområder på E6 er et gammelt industriområde, nemlig de nu for længst forladte grusgrave som man kender under navnet Hedeland. Engang et fladt hedeområde. Så krævede motorveje og husbyggerier enorme mængder grus som blev gravet op og efterlod området med gigantiske kratere der  i dag langsomt er ved at vokse til medsærpræget og varieret planteliv. Og har tiltrukket en masse dyr, fugle og insekter. Således opdagede jeg det den 25. februar 2014. Og siden er det bare vokset mere og mere til.

Og som nogen måske har gættet, har Vandringsmanden måttet ty til cyklen. Hælsporer har gjort at vandring er både pinefuld og ikke anbefalelsesværdig. Sådanne behandles nu med indlæg og forventes at være væk igen i løbet af 3 måneder.

Der er adskillige gode guider til fjernvandrevej E6. En af dem er på Friluftsguiden.

København-Ringstedbanen

Ikke uventet er der sket en masse siden denne weblog besøgte strækningen Vigerslev Station til Vallensbæk en frostklar snevejrsdag 26. december 2014.

Her går banen under jorden ved Vigerslev Station. Genbrugsstationens hegn anes yderst til højre. Og man aner Kulbaneparken som en tydelig forhøjning hele vejen gennem fotoet oven på jernbanetunnelen. Foto taget nogenlunde fra samme vinkel december 2014 viste nedgravningen.

København

Turen udgør 11 af de i alt 60 km jernbane. Og går gennem fire af de i alt 10 kommuner. Den del der ligger tættest på København. Først og fremmest er man nu færdig med at grave den underjordiske del. Den 700 m lange tunnel under Kulbaneparken er færdig og terrænnet er løftet adskillige meter. Dog endnu som en mudret "højslette", som formenlig om nogle år vil være beplantet som park hvor folk overhovedet ikke vil bemærke højhastighedstogene i underverdenen.

Starten på afspærringen af Holbækmotorvejen til højre, set mod København. Banen kommer buldrende ind under fødderne på fotografen som står på fodgængerbroen ved Næsborgvej og fortsætter derefter under jorden. Til venstre Vigerslev Alle.

Hvidovre

Ved Harrestrup Å og Vigerlevvejdukker banen op igen for en kort bemærkning for så igen at krybe under Holbækmotovejen, Hvidovretunnelen. Et par af sporen på denne har været spærret mens tunnelen blev gravet under dem, men nu ser det ud til at der igen er lagt asfalt og de er klar til at blive taget i brug langsVigerslev Alle og Allingvej. Hvor banen dykker under jordoverfladen igen er der en fodgængerbro mellem Næsborgvej og I. G. Smiths Alle.

Brøndbyøstervej-broen ses midt i fotoet der er taget fra Avedøre Havnevej. Til højre og næsten ikke til at få øje på Brøndbyskoven, til venstre Holbækmotorvejen. Cirka midt i billedet er der faktisk en sti der er ført under bane og motorvej, man kan svagt ane den som et brud i volden helt til højre.

Allingevejs ene vejbane har også været afspærret i lang tid, men er nu genåbnet og genetableret med cykelsti og det hele. Ved Hvidovrevej dukker banen igen op til overfladen og forløber nu i en grav uden overdækning mellem Holbækmotorvejen og Allingvej. Sådan fortsætter det helt til Avedøre Havnevej hvorefter banen og motorvejen forløber i nogenlunde samme niveau.

Tunnelen under Holbækmotorvejen. Bemærk den markante hældning på skinnerne. For passagerer i fuld fart vil dette næppe være noget man bemærker. Men hvis toget blev bragt til standsning, ville man opleve at kaffen løb over i den ene side - hvis koppen altså var fuld!

Brøndby

Umiddelbart efter Brøndbyøstervej dykker banen så igen under jordoverfladen under Holbækmotorvejen så den nu i stedet for at forløbe nord for motorvejen forløber syd for. Forløbet her er et af de mere dramatiske. Skinnerne er lagt betydeligt på skrå så de med høj hastighed i svingene under motorvejen ikke vil blive bragt til at ryge af sporet på grund af centrifugalkraften.

Banen slår et slag syd på i stedet for at følge Holbækmotorvejen for at undgå motorvejskrydset mellem Motorring 3 og Holbækmotorvejen. Men helt undgå broer har man altså ikke kunnet. De to forreste er Vestvolden, mens den fjerneste og tredje er Motorring 3. Desuden er der en fjerde for en af indfletningerne til Holbækmotorvejen.

Vest for Holbækmotorvejen har man lavet et meget nænsomt gennembrud af Vestvolden, samt umiddelbart derefter en bro under Motorring 3. Formentlig vil de mange passagerer betyde at passagerer vil opleve et kort swish hver gang. Men næppe få ret meget tid til at beundre Vestvolden. Til gengæld vel der være rigeligt med udsyn for gående langs Vestvolden til at opleve togene ovenfra.

Vallensbæk Torvevejbroen. I det fjerne skimtes broen ved Vejlegårdsvej. Banen er her ved at køre ind i det fredede område omkring Store Vejleå. Mellem de to broer er der en tunnel under banen for gående og cyklister.

Vallensbæk

Banen er efter Motorring 3 kommet ud i mere åbent terræn og forløber mere roligt og udramatisk me de sædvanlige og mere kendte broer indtil den kommer til Vallensbæk Torvevej. Her kører toget nemlig igennem området omkring Store Vejleå og Vallensbæk Sø. Noget større indgreb i naturen er banen ikke, for Holbækmotorvejen har allerede sat sit umiskendelige præg på landskabet med en infernalsk larm.

Vandskiklubbens klubhus blev reddet og ligger uden for billedet til venstre. Ellers ses her hvordan man har inddraget et stykke af søen til banen. en sti er anlagt mellem banen og søen. 

Langs nordsiden af Vallensbæk Sø har man inddraget et stykke af søen til banen. Der er allerede anlagt en sti. Fotoer fra området kan virke meget idylliske, men kort afslører hvilket område man her bevæger sig ind i: Udfletningerne mellem Holbækmotorvejen og Motorring 4! Med idylliske navne som fx Vallensbækgrenen, men tag ikke fejl. Måske er dette paradis for bilister, men for motionister og gående et inferno af motorvejslarm.

Den lille træbro til fodgængere syner af lidt i forhold til de betontunge broer til tog og biler.

Og netop ved vandskiklubben kan man ved at gå langs den kanal som forbinder Tueholmsøen med Vallensbæk Sø få et gyseligt indblik i hvordan bilismen i den grad dominerer.

Det nordvestlige hjørne af Vallensbæk Sø. Herfra kan man skue ud mod rædselsscenariet omkring Motorring 4. Men Vandringmanden vender næsen mod syd til mere fredelige områder.

Og her forlader Vandringsmanden så for nu banen for at berolige nerverne langs Store Vejlåstien til Ishøj Station. Det var de ca. 11 første kilometer af København-Ringstedbanen fra Vigerslev til Vallensbæk. En tur som med de nye højhastighedstog med op til 250 km/t vil kunne tilbagelægges på et par minutter, men som til fods varer flere timer. Hele balladen er planlagt til at blive taget i brug i december 2018, så der er stadig tid.

Vestvolden - Den Dækkede Vej

Den Dækkede Vej er den beskyttede vej som løber på "indersiden" af fjendesiden. En god vandresti som fotoer desværre vanskeligt kan yde retfærdighed

Oskarslyst? I dag hedder stedet Marinegården. Men på den oprindelige kort over volden lå præcis samme sted en gård der hed Oskarslyst med præcis samme tre længer, ved siden af Fattiggården. Voldpunkt VIII ved Parkvej. Ifølge ejendomsregistret er den ældste bygning på Sognevej 35 fra 1937.

Den dækkede vej er en vej eller sti som forløber i mandshøjde (2½ m) under toppen (glaciset) af fjendesiden af Vestvolden næsten hele vejen fra Utterslev Mose til Gl. Køge Landevej. ("Bedækket" er et gammelt udtryk om Københavns gamle vold, mens man om Vestvolden mest bruger "dækket"). Formålet var selvfølgelig at blive brugt af soldaterne. Men også at opsamle den jord som måtte blive flyttet når fjendtlige granater ramte volden, så jorden ikke havnede i voldgraven og fyldte den op. Dette kunne i værste fald betyde at vandet hhv skabte oversvømmelse og tørlægning af voldgraven.

Den dækkede vej starter meget brat ved Gammel Køge Landevej. På fotoet ses hvorfor: Til venstre er voldpunkt I med Køgevej til venstre uden for billedet. Midt i billedet gemmer der sig en kaponier og i det fjerne geværkaponieren i voldpunkt 0. Landområdet til højre i billedet eksisterede ikke da volden blev opført. Det var vand. Så fotoet er i virkeligheden snyd: Det er taget midt ude i det dder engang var vand.

Nogen fornøjelse kan det ikke have været at stå der, for man var udsat for ved et uheld at blive plaffet ned af egne styrker fra ryggen. Bortset fra enkelte meget små betonmagasiner er fjendesiden af volden udelukkende bygget af jord. Den byder således ikke som vennesiden på en mangfoldighed af voldanlæg, betonkonstruktioner, magasiner osv. Til gengæld er stien især om sommeren præget af masser af grønt, af fugle- og dyreliv så man næsten kunne fristes til at tro at man var i skoven - var dette ikke for den særdeles påtrængende larm fra Motorring 3. Der er stort set kun tre forskellige slags anlæg:

Et typisk billede af Den Dækkede Vej, her umiddelbart nord for Roskildevej. Til venstre uden for billedet voldgraven. Som det ses er vejen ret ensformig, næsten snorlige for at soldaterne hurtigt kunne rykke fra et sted til et andet. For hvert voldpunkt førte en kommunikationsbro over på vennesiden og til en kaponier.

Den Dækkede Vej

dækker stort set hele den nævnte strækning, når bortses fra en ca. 2 km lang strækning mellem dæmningsbroen ved Voldpunkt XVII syd for Slotsherrenvej og til Husum Station, voldpunkt XX. Her løber stien helt frit oven på dæmningen. sine steder faktisk næsten i niveau med vandet i voldgraven. Men man regnede åbenbart ikke med at fjenden ville angribe ind over Kagsmosen eller området syd for.

Man kan diskutere om dette er en dækket vej: Syd og nord for Slotsherrensvej er volden så lav at vejen forløber på voldkronen næsten helt nede ved vandlinjen, eller til nød som her lidt syd for Slotsherrensvej, forsynet med en meget lav beskyttende vold hvor man da vist skal ligge ned for ikke at blive skudt.

Som nævnt forløber stien i en bestemt højde under toppen af volden, og da volden har varierende højde, betyder det at der er vekslende afstand ned til voldgraven. Strækningen i Rødovre er den højeste, mens den i Hvidovre og Brøndby forløber noget lavere. Det er en udmærket sti, når bortset fra strækningen syd for s-togslinjen til Køge. Her er terrænet noget uigennemtrængeligt.

Her har jeg forsøgt at indfange et voldanlæg: Til venstre forsvinder stien ned mod kommunikationsbroen, til højre den ydre ringvold, og i midten kernevolden. Jo, det er svært at se. Især om sommeren når det hele er tilgroet. Voldpunkt XII, overfor dobbeltkaponieren.

Voldanlæggene ved voldpunkterne

Ved hver af kaponierernes "åbne" ender er der anlagt halvmåneformede voldanlæg. Her er der stier ned til voldgraven og kommunikationsbroerne, altså de lave, midlertidige broer som hurtigt kunne sættes op og pilles ned igen i krigssituationer. Enkelte af disse kommunikationsbroer er blevet restaureret og forsynet med gitre. Men de fleste er forsvundet fuldstændigt. Et enkelte sted kan man dog stadig se rester af de betonfundamenter som broernes ender skulle fastgøres til. Ellers er der kun stierne som markerer hvor de skulle være. Som et kuriosum er jernbanebroen for København-Ringstedbanen anlagt præcis hvor der engang var en sådan bro.

Her ses den bedst bevarede af bunkerne umiddelbart overfor kommunikationsbroen. De findes ikke alle steder, og de resterende bunkere er begravet i jord, grene og byggeaffald. Voldpunkt VII lidt nord for Holbækmotorvejen..

Ud for hver kommunikationsbro var der enten anlagt et betonmagasin eller anlagt skyttegrave. Oppe i terræn altså så voldene med en kerne af vold. Det er meget svært at danne sig et indtryk af disse anlæg, for alle som en er de groet til med træer og buske. Intet steds har man som på vennesiden af volden ryddet et område så man kan se profilen af volden. De er derfor umulige at afbilde på fotoer. Man må selv tage en runde.

Hvad denne bunker har været brugt til, er uvist. Også om den er en oprindelig konstruktion. Det oprindelige kort over volden giver ingen forklaring. Bunkeren befinder sig sammen med en snes skyttegrave med platforme ved voldpunkt VIII nord for Parkvej. Der er et udluftningsrør øverst på volden. (EDIT 25. april 2017. Af Ole Jensen der har studeret Vestvolden i årtier, har jeg fået at vide at den er beregnet til beregnet til en acetylenprojektør.).

Forstærkninger ved strategiske punkter

Ind i volden er der enkelte steder på strategiske punkter gravet skyttegrave til troppeansamlinger. Det gælder ved de dengang kendte indfaldsveje: Frederikssundsvej, Jyllingevej, Roskildevej osv. Men et specielt anlæg findes nord for Parkvej. Her ser det ud som om der også er lavet platforme til tungere, måske endda rullende skyts.

Den viste bunker ligger i et område med en halv snes skyttegrave som den viste (hvis man ellers kan skimte den). Skyttegraven har en platform.

Endvidere må man vel retfærdigvis også nævne specielle anlæg som Harrestrup Ås underføring af Vestvolden. Overløbsristen i voldgraven angiver det sted hvor Harrestrup Å løber under Vestvolden.

Harrestrup Ås underføring under Vestvolden. Jeg ved ikke om anlægget er det oprindelige. Man kan tydeligt høre vandet fra voldgraven plaske ned i åen inde i tunnelen gennem overløbet. 

Turen var et led i udfærdigelse af et kort over Vestvolden. Med dagens optagelser skulle de sidste være i hus, og de vil blive sat ind på kortet ved førstgivne lejlighed.

Vestvolden - Københavns Befæstning

Kortlægning af Vestvolden: Voldgaden fra Husum til Avedøre

Ikke alle magasiner er sat lige så godt i stand som dette i Hvissinge Batteri i Rødovre. Men det gør egentlig heller ikke noget. De ligner hinanden til forveksling, så har man set et eksemplar, har man groft sagt set alle. Der er dog en halv snes typer som man kan finde.

Jeg er en stor ynder af Vestvolden: Det er et fantastisk område, både som et historisk sted og som et rekreativt område. Derfor har denne blog skrevet om den mange gange. For ikke at trætte læserne (og mig selv) med indlæg, har jeg i stedet udarbejdet et kort som der til stadighed vil blive bygget videre på. Det er der så mange andre der også gør, så mit går derfor også bare ud på at være en slags personlig registrering til eget brug. Og hvis andre så kan have glæde af det, fred være med det. Beskrivelserne vil blive lagt ind sammen med kortene, og over en årrække vil det altså være muligt både at se en dokumentation af befæstningsanlæggene og se hvordan den ændrer sig over tid.

På dagens tur fra Husum til Avedøre (Voldpunkt XXII til Voldpunkt 0 og Avedøre Batteri) lagde jeg specielt mærke til sanitetsområdet i Hvidovre. Her var åbenbart stedet hvor man havde tænkt sig at behandle alle de sårede soldater i stor stil. Turen tog sig dog kun af installationerne langs Voldgaden. For at kortlægge Vestvolden er ikke så nemt. Der er nemlig enkelte installationer på voldkronen og langs voldgrave, på begge sider. Så i princippet skal man gå turen 2-3 gange for at få det hele med. Helst om vinteren, for nu hvor det har været en kanonsommer, har bevoksningen bredt sig så man nemt kan overse noget.

Der er ammunitionsmagasiner, fredskrudtmagasiner, 6 madsenske fredskrudtmagasiner og sanitetsmagasiner. Desuden findes der enkelte dynamomagasiner. Herudover er der på voldkronerne kikkertstationer og lysstationer. I voldgraven findes der batterier, såkaldte enkelt- og dobbeltkaponierer. De sidste er tilgængelige gennem en gang gennem volden, en poterne som kan være smal eller bred. Disse kan være yderligere befæstet med geværstillinger halvt oppe på volden. Og der findes sågar et enkelt rekylgeværbatteri.

Til at regulere vandet har man opdæmmet voldgraven med batardeauer, dæmninger som ofte ligger beskyttet af kaponierer. Enkelte steder har man dog også anlagt dæmninger, i fald fjenden skulle finde på at sprænge batardeauerne i luften og således tørlægge voldgraven. Der er enkelte steder også lave forbindelsesbroer, kommunikationsbroer som hurtigt kunne sættes op og fjernes for at komme over voldgraven.

Soldaterne er for længst hjemsendt. Men der findes to betonfundamentanlæg som er resterne af Ejbylejren og Paradislejren. Ved Ejbylejren er der desuden et fundament for latrinet. Derimod er der intet tilbage af trækonstruktionerne. Man har rekonstrueret et artillerimagasin og batteritogsmagasinet i Rødovre, ligesom man er ved at rekonstruere et gammelt latrin som man fandt ved et tilfælde.

Men gå selv på jagt på kortet. Klik i afmærkningerne og kik på fotoerne. Der kan være flere ... god tur!

Avedørelejren

9-0-niner startede operation "Indtag Avedørlejren". Efter en tre timers march og efterfølgende overraskelsesangreb, afsluttedes operationen i god ro og orden ved opsamlingssted Hvidovre Hospitals Kollegium, Kodenavn Arriva 200S

En karakteristisk militærbro med stormgitteret som med rette er blevet Vestvoldens logo. Dissebroer er der blevet etableret en håndfuld af i de senere år.

Dagens militariske march forløb i to etaper: Et fremstød varende ca. 3 timer fra Vestvoldens voldpunkt XXI (Husum Station) til voldpunkt IV (Avedøre Tværvej i Hvidovre). Herfra blev der foretaget en afstikker som indledte et ca. 1 times flankeangreb på Avedørelejren. Kun et par ventende buspassagerer bed vist mærke i operationen der i øvrigt forløb efter planen.

 Et af de mange batardeauer, her et som ligger syd for jernbanen. Man får et godt indtryk af hvordan terrænet falder stille og roligt fra Utterslev Mose til Øresund.

Turen til Avedørelejren foregik stort set på den Bedækkede Vej, altså den vej som forløber langs voldgraven på "fjendesiden". Man gør i øvrigt klogt i at gøre dette om sommeren. For om vinteren kan den sine steder være temmelig ufremkommelig og smattet. Men på en dag som denne er den fint tør og hård. Volden er efterhånden vokset godt til med træer og buskads så det kan være vanskeligt at se selve voldgraven. Men der er i de senere år lavet flere militærbroer foruden de almindelige vejbroer, ligesom der enkelte steder er indrettet små parkanlæg og tyndet ud mellem træerne så man kan få et godt indtryk af det imponerende fæstningsanlæg.

Endnu et batardeau-billede, malerisk ser det ud. Man får et godt indtryk af hvor tæt beplantningen er på begge sider af volden. Det er næsten for meget, måske kunne man godt rydde nogle flere strimler så man fik et bedre indtryk af voldens kontur.

Den bedækkede vej havde to formål: Dels at fungere som værn for forsvarsstyrkerne - det må have været en nervepirrende affære at ligge der, godt nok beskyttet af en vold, men samtidig med ens venners skyts fløjtende over hovedet. Dels at forhindre at jord som blev flyttet fremad af fjendens skyts faldt ned i voldgraven. Det er nu ikke muligt at gå hele vejen langs denne vej. Mellem Roskildevejen og jernbanen må man gå en lille omvej på en kilometers penge.Det samme gælder for stykket mellem Holbækmotorvejen og den endnu ikke åbnede København-Ringsted-bane.

Vestvolden er kendt for sine hejrekolonier som ses året rundt. Her var jeg så heldig at fange en hejre lige før landing på grenen til venstre i billedet. Flot ser det ud, synes jeg!

Man må også vænne sig til bilernes tilstedeværelse. Ud over den konstante drønen fra Motorring 3 krydser man adskillige stærkt trafikerede veje; Slotsherrensvej, Jyllingevej, i særdeleshed Roskildevej, Parkvej, Holbækmotorvejen m.fl. Der er ikke gjort meget for at hjælpe vold-vandreren. Hvis man vil være helt sikker, må man gå en stor omvej til nærmest fodgængerovergang, hvis man da ikke tager chancen og bruger midterrabatterne til at krydse vejen, ofte i løb fordi der er så få ophold i trafikken.

Lidt nord for Holbækmotorvejen har man tyndet godt ud i underskoven og her får man da også et ganske glimrende indtryk af det imponerende voldanlæg. Måske koster det kommunerne for meget at pleje de stejle skrænter på denne måde, men tak fordi de gør det enkelte steder!

På cykel- og gangbroen over Holbækmotorvejen har man et godt vy over hvor langt den nye jernbane er kommet. Der er lavet en nænsom overgang over Vestvolden med en lav bro samt gennemskæring af volden på begge sider. Et nærmest kirurgisk snit som mindst mulig piller ved helhedsindtrykket af Vestvolden.

Avedørelejrens hovedindgang med vagtbygningerne. Den store bygning til venstre bag porten er indrettet til Cirkusmuseum, tidligere husede den kommandantskabet. Museet er lukket på fredage (og det er det i dag - det nåede jeg ikke at tjekke).

Avedørelejren

Endelig, efter 3 timers march når jeg til Avedøre Tværvej hvorfra der er en lille kilometer til Avedørelejren. Nord for vejen har man i øvrigt et ganske betagende syn af Avedøresletten der strækker sig langt mod nord. Flere kilometer væk kan man se byggearbejderne på København-Ringstedbanen. Men på trods af jeg nu er i åbent terræn, lykkedes det mig alligevel at slippe ubemærket og uantastet til lejren.

Fægtesalen. Avedørelejren blev opført i en tid hvor nærkamp stadig væk var den dominerende krigsmetode. Tanks, fly, maskingeværer, gasangreb osv. kom dog til ganske få år efter.

For de uindviede, så var Avedørelejren en kaserne som blev bygget umiddelbart før 1. verdenskrrig 1911.13 (arkitekten var Helge Boisen-Møller der var søn af noget så fredsommeligt som en præst og en kvindesagsforkæmper). Hvis nogen synes det ligner Kastellet arkitekturmæssigt, så er det ikke helt galt.

Fægtesalen med et kompagniområde til venstre. Pladsen befinder sig umiddelbart bag Cirkusmuseet.

Jeg sniger mig hastigt gennem lejrens snorlige, gitterformede gader og konstaterer at den nu bliver brugt til langt fredeligere formål, fx af Filmbyen og Forstadsmuseet. Avedørelejren skulle afløse de mere primitive teltlejre og blev opført på Paradislejrens areal (opkaldt af en gård ved navn Paradisgården). Der er en enkelt rest fra disse lejre, nemlig en officerspavillon som er blevet restaureret. Jeg kaster et hurtigt blik indenfor og konstaterer at nu står der haveting. Måske fordi Avedørelejrens militære funktioner sluttede i 1999 hvor den blev købt af Zentropa og Hvidovre Kommune. I dag rummer den omkring 320 andels- og ejerboliger, daginstitution, vandrehjem, et cirkusmuseum, filmselskaber, en restauration samt som nævnt Forstadsmuseet.

Officersmessen i Avedrelejren. Der er nu ikke mange officerer tilbage.

Avedørelejren bestod af 15 bygninger, øvelsesplads (der senere blev til Avedøre Flyveplads) og skydebaner. Hver af de 4 belægningsbygninger kunne rumme 112 menige og 8 befalingsmænd. Den havde messe, badeanstalt og toiletter. Under 1. Verdenskrig blev Københavns Befæstning bemandet med 64.000 mand, og Avedørelejren blev overfyldt med militær. Under 2. verdenskrig besatte tyskerne lejren. Men selv om danskerne igen overtog lejren efter krigen, blev det i begyndelsen af 1960’erne besluttet at rømme lejren. Det skete så ca. 30 år senere.

Kommandantskabet. Nu kommanderes der ikke så meget mere herfra. Der er indrettet Cirkusmuseum i bygningen. 

Som sagt mislykkedes mit angreb på kommandantskabet, idet jeg fandt døren lukket og bygningen uindtagelig. Om der altid har været klovner i bygninger, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men det er der så nu. Ved et listigt skinangreb, lykkedes det mig at indlede retræten i retning af Avedøre Landsby og Kettevej, hvor jeg ved Hospitalskollegiet mødes med opsamlingsholdet fra Arriva 200S. Der var ingen faldne, og der blev ikke taget fanger.

Den Sydlige Riviera: Greve - Hundige - Vallensbæk - Brøndby Strand

Bag Strandparkerne florerede i nogle få årtier drømmen om det idylliske strand- og campingliv i den frie natur

Et typisk vy af strandene syd for Hundige. Her Greve Strand mod Mosede Havn: Et pænt stykke med sand, strandbevoksning, og bag det villaer. Det var formentlig sådanne strande som københavnerne i større stil begyndte at cykle ud til i weekenderne fra 1920'erne.

Fritidslivet som massefænomen og som vi kender det fra strandparkerne fra Brøndby til Køge er under 100 år gammelt. Og meget forskelligt fra sit udgangspunkt. Næsten symbolsk er Gl. Køge Landevej i virkeligheden ikke særlig gammel. Den erstattede i 1934 den "oprindelige" landevej, to ufremkommelige hjulspor der lå længere inde i landet. Gl. Køge Landevej blev anlagt med cement. Grundene langs stranden var værdiløse set med landbrugsøjne. Og fra Store Vejleå til Køge var der nærmest øde. Undtagelser er fx huset på Gammel Køge Landevej 710b (1885).

Dette hus skulle være en af undtagelser til at der var totalt øde i området før 1950'erne. Nu er residerer Manolo i bygningen fra 1885. Og det ser nu også ud til at den har gennemgået adskillige renoveringer siden dengang.

Tidligere har Vandringsløse Tidende gennemtravet kyststrækningen fra Køge til Mosede Fort, og fra Vallensbæk til Dybbølsbro. Det følgende lukker hullet mellem disse.

Store Vejleås udløb er pakken ind bag Strandparken ved Ishøj Havn, men til gengæld har Olsbæk bevaret sit gamle udløb, så måske her det også set sådan ud ved Store Vejleå engang. Olsbæk er et af pejlepunkterne hvor man kan se hvor på stranden man er. Broerne er et andet godt pejlemærke.

Kroer langs kysten

At rejse til Køge kunne være en langsommelig affære, faktisk en hel dag. Derfor var der undervejs en del kroer. To af dem eksisterer stadig, omend forandret. Køge Bugt Kro var oprindeligt startet som afholdskro i 1921, men allerede i 1924 fik grundlæggeren (Lars Pedersen, hvis efterkommere stadig ejer kroen) alkoholbevilling. Her kunne man også få sig en is fremstillet på kroen, senere fra Solbjerg Mejeri. Kroen ser i dag noget anderledes ud, den er både blevet ombygget og udbygget af flere omgang i 1950, 1962 og 1966.

Greve Strandkro - Strandhotellet - er stadig en statelig bygning som den ligger der ved Greve Strandvej med en lang kile med græs og sti direkte ned til stranden. Der er børnevenligt - man skal ca. 100 meter ud for at nå en dybde på over 1 meter, og hvis man foretrækker 2 meters dybde, må man 150 meter ud. Vandkvaliteten er ikke helt i top, men dog "god".

I 1926 - startede Greve Strand Kro, eller Strandhotellet på en grund udstykket fra Pilegård. Allerede 3 år efter måtte den udbygges til dobbelt størrelse med restaurant og krostue. Og en anlægsbro blev anlagt til de lokale turistfærger. Med cementbelægningen på Gl. Køge Landevej kom er for alvor gang i omsætningen. Ikke kun af endagsturister, men også pensionsgæster, fester og arangementer, generalforsamlinger, bl.a. i den Kinesiske Sal fra 1935. I 1937 kom der sågar en biograf. Denne blev dog udskilt fra hotellet i 1948. Under besættelsen blev hotellet desuden et yndet sted for københavnerne, der led under mørklægningen af hovedstaden, samt for tyskere, der var gået under jorden. I 1950'erne underholdt bl.a. Dirch Passer på kroen. Men så skiftede kroen som så mange andre af slagsen karakter. I 1973 blev den solgt til kommunen, hvis forpagter senere købte den fra kommunen og i 1987 blev omdøbt til Greve Strand-pavillon. Indtil 1994 hvor en ny ejer fik den istandsat og ført den tilbage til sit gamle udseende. Og igen skiftede navn, denne gang til Greve Strandkro. Samt skiftede hyppigt ejer, den nuværende overtog kroen i 2013.

På mit kort stod der Hundige Kro på denne adresse ved indgangen til Hundige Strand Familiecamping. Men alle tegn på det er forsvundet, og nu står der kinesisk restaurant Jin Jiang. BBR-registeret siger 1935, så mon ikke der engang har været liv og glade dage med gæster fra campingpladsen?

For andre kroer blev anlægget af Køgevej fatalt. Fedtekroen i Vallensbæk (nuværende Gl. Køge Landevej 794). Den oprindelige ejendom nedbrændte i sidste halvdel af 1800-tallet. Den var dog ikke kro i samtlige år, men fungerede som gård, gartneri og købmandsforretning. Desuden var ejerne i campingturismens spæde barndom indremissionske. En senere ejer var aktiv modstandsmand og blev ved en fejltagelse skudt på befrielsesdagen 5. maj 1945 (mindesmærke ved Park Alle 55 og på hjørnet af Skolevang og Strandskolevej ved forsamlingshuset, samt Brøndbyøstervej 101). På adressen ligger nu en snedkerforretning, og der står Nygaarden anno 2002 på gavlen. Der er noget rod med vejnumrene som skifter fra Brøndby til Vallensbæk, og jeg har ikke kunnet finde den BBR-registret.

Gammel Køge Landevej, på dette stræk nu omdøbt til Hundige Strandvej er i dag en stærkt trafikeret 4-sporet vej. Taget lidt nord for Hundige Familiecamping. Til venstre ligger "Barney's" og i det Køge Bugt Kro.

Det samme gælder Jægerkroen (1834 brændte genopført 1905) i Ishøj. Her var der skydebane, grundlovsmøder, dans. Den kom til at ligge uhensigtsmæssigt for den nye vej. Landevejen blev rettet ud, og kroen fik ryggen til vejen. En overgang klarede en kreativ kroejer sig med adskillige iøjnefaldende blikfang, men den brændte 1975 og blev aldrig genopført. En overgang var der 8 hytter til campister. Andre hedengangne kroer var Lopholms Kro, Nissekroen og Skillingskroen.

Camping opstår

Det er vel meget naturligt at her tæt på hovedstaden blev anlagt Danmarks ældste stadig eksisterende campingplads. Ferie er et fænomen som opstod i starten af forrige århundrede. I årene 1919 til 1934 steg andelen af organiserede arbejdere der holdt ferie fra ca. 20% til 47%. Den betalte de selv. Det var først i 1938 med Ferieloven at de fik ret til først ni dages ferie med løn, fra 1940 tolv dage. Det var altså "fattigrøvsferie" for "proletariatet". Det ry havde camping såmænd også i 1960'erne hvor jeg voksede op. Sådan er det så ikke længere i takt med at der er gået penge i foretagendet og det er blevet en kæmpeindustri.

Indgangen til Hundige Strand Familiecamping. Det kan godt være den er hyggelig, men meget er der vist ikke tilbage fra pionertidens ry som "utugtsanstalt". Bortset fra en plade der er skruet fast på receptionen hvor der bl.a. står "Lejrklubben for Danmark 1926-2003"

Det er helt i modsætning til starten. I 1920'erne var der stadig masser af natur hvor man på sin cykel med sit hjemmelavede campingudstyr kunne tage hen og overnatte i et primitive telt. Eventuelt på græsmarker eller små lysninger i skoven, som i princippet blev drevet af en landmand eller campisterne selv. Sådan foregik det i starten på Hundige Strand Familiecamping fra 1926 som ifølge deres hjemmeside om campingpladsen er Danmarks ældste eksisterende campingplads. Det var starten på det som i dag kendes som Dansk Camping Union. Først i 1928 fik den dog sin nuværende placering. Der er mindst 3 restauranter ved pladsen i dag, samt flere (fx Barney's) i kort gåafstand.

Kogræsserforening. "Rentacow". Der er mening med galskaben. Køerne holder vegetationen nede, så de sjældne strandenge kan fortsætte med at eksistere. I deres gødning lever gødningsfluer og gødningsbiller - de æder løs af fluelarver - og skarnbasser. Vadefugle og ænder har vidt udsyn til deres fjender.


Pludselig fik bønderne øje på en ekstra indtægtskilde fra de ellers værdiløse strandgrunde: De kunne opkræve campinggebyr mod at der blev gjort ren, adgang til vand, fjernelse af affald, osv. Hvad de så ikke havde regnet med var at campisterne var der for at slå sig løs. Bønderne var magtesløse mod horderne af fulde folk og hvad der var værre (usædelighed). Ikke nok med at de holdt sig for sig selv på pladserne, de dukkede også op i badetøj hos de lokale købmænd, dinglende fulde på cykler osv. Ikke underligt at en militærperson, ritmester Lemcke prøvede at få styr på det. Det var ham der lejede strandgrunden ved Karlstrup Strand (nu Karlstrup Strandpark). Han fik afspærret området og opkrævede entre. Lejrklub Danmark lejede sig ind hos Landmand Jens Peter Hansen i Hundige i en sandgrav mod betaling for ophold og overnatninger. Til gengæld hjalp han med dagsrenovationen der blev brændt på pladsen.

Lidt syd for Hundige Havn går strandene fra at være naturlige strande over til at være kunstigt anlagte strandparksstrande. Det forekommer mig at der er endnu mere lavvandet her end længere sydpå. Måske boltrede sælhunde sig her på bankerne for 200 år siden, i hvert fald hvis man skal tro tidsskriftet Politivennen fra 1808.

I mellemtiden havde man døbt klubben om til Lejrklubben for Danmark med det udtrykkelige formål at skabe en virkelig landsdækkende organisation. Slogan: ”En lejrsportsmand er altid en Naturfredningsmand”. Vi lader dette stå et øjeblik, lukker øjnene og sender tankerne i retning af hvordan lejrlivet senere har udviklet sig, og undlader at kommentere.

Badeanstalter

Strandbeklædning var noget det finere borgerskab gik med fra 1890'erne. Men i 1930'erne opfandt man badebukserne - og en todelte badedragt for kvinder. Fra at være et helsefænomen blev badning hurtigt et forlystelsesfænomen. Hvilket også smittede af på badeanstalterne som havde deres glansperiode i 1940'erne og 1950'erne: Før 1947 have man anlagt “Badeetablissementet Neptun”. I 1950’erne var den blevet samlingspunkt for sommergæsterne ved Brøndby Strand. Allerede omkring 1960 blev den lukket af sundhedsmyndighederne.

Efter hvad jeg kan regne ud må det være i dette område øst for Grønnesti at badeanstalten Mandalay lå. I baggrunden Grønnetangen. Området ligger nu bag ved strandparken og har formentlig engang lignet sandstrandene på fotoerne ovenfor. 

Lidt længere levetid havde Mandalay fra 1949 øst for Grønnesti på Gammel Køge Landevej 775. Den holdt indtil slutningen af 1960’erne. Her gik en lang bro næsten en halv kilometer ud. På hver side var der kiosker til henholdsvis billetter og slik. Mandalay blev ikke bare brugt til badning i fritiden, men også til skolernes svømmeundervisning. Bedre gik det med Strandkiosken Mandalay opført 1947 som et lille Premier ishus, med toiletter, telefonboks og omklædningsrum. Den ligger der stadig, omend ikke i sin originale udformning. Stadig med Premier Is. Endelig eksisterede Sølyst en kort periode fra sidst i 1930'erne og har givet ophav til vejen Sølyst Alle.

Strandkiosken Mandalay er vist det eneste som  minder en om at der engang var en badeanstalt med samme navn her. til gengæld er der velbesøgt på denne dag hvor temperaturen nærmer sig de 30 grader.

Strandparken

Så noget er der dog tilbage som minder om perioden hvor arbejderne i Københavns brokvarterer fandt et åndehul med frisk luft og natur i nogle årtier omkring 2. verdenskrig. Den massive udbygning af byerne medførte imidlertid at forurening, rotter og råddent tang ødelagde strandene, og Strandparkerne blev anlagt fra 1979. Strandparkerne blev samtidig et kystværn for bebyggelserne på de lavtliggende gamle strandenge. Og nogenlunde samtidig anlagde man de tre havne, Hundige Havn, Ishøj Havn og Vallensbæk Havn.

Hundige Havn ligner enhver af de andre havne på turen. Med alle de faciliteter som ikke blot sejlsportsfolk, men også vandringsfolket kan drage nytte af hvad angår såvel påfyldning som aflæsning. 

Der er ingen tvivl om at såvel naturstrandene som strandparkerne spiller en meget stor rolle for lokalbefolkningens rekreativitet. Og modsat fluepapirerne nord for København er der meget at komme efter for naturelskere og vandrere. En af de helt store overraskelser var fx naturstien langs Jægersøen syd for Arken. Der er masser af plads. Masser af forskellige landskabstyper. Og lidt overraskelser undervejs, som fx noget der vist er en nudistbadestrand (dog ikke skiltet, så måske bare de facto indtaget) nord for Hundige Havn.

Ruten

Greve Station. Strandene. Brøndby Station. I alt 15 kilometer.