Rundt om Lyngby Sø og Bagsværd Sø

Den 6. april var endelig solskin efter en periode hvor aprils regn allerede har oversteget gennemsnittet af månedens.

Jeg har før besøgt området den 29. november 2014 på en tur langs Mølleåen til Harreskoven. Jeg husker fra dengang at Lyngby Åmose var et "magisk" sted, og det var den så sandelig også i dag. Den smalle sti som leder gennem mosen, forekommer nærmest som en uvelkommen indtrængen på naturen, og ophold udenfor stien er ikke noget der kan anbefales. 

Oversvømmet sti i Lyngby Åmose. Et ikke usædvanligt syn på denne tur. Her kan man balancere på stammerne i kanten af stien. Andre steder må man forsøge at hoppe på trærødderne. Atter andre steder er det faktisk muligt at lave en lille omvej.

I dag var det dog nødvendigt. For stien er oversvømmet mange steder. Der er allerede lavet snoede omveje omkring de mest dybe pytter (mange af dem er dog ikke dybere end at man sagtens kan forcere dem med vandrestøvler - ellers kan man jo bruge gummistøvler). Enkelte steder går hængesækken helt ind til stien, og der er der nærmest bundløst. I en afværgehandling stak min ene stav over 80 cm ned i det rene ingenting uden at nå fast bund. (Den er indstillet på 115 cm, så jeg kan nogenlunde bedømme dybden).

Louisekilde i Spurveskjul Skov.

Den oversvømmede sti fortsætter også efter broen over til Nybro-Furå Kano og Kajakklub ved Nybro Kro, helt op til den lille kanal som går stik nord og som man et stykke oppe krydser ved en bro. Nu er man så inde i Spurveskjul Skov, og her er terrænet anderledes fremkommeligt, idet stien - Prinsessestien - går op i terrænet. Ved Louisekilde kan man se gendannelsen af Mølleåens oprindelige slyngede forløb efter at den i 1886-1888 var blevet rettet ud til en lige kanal pga levering af vand til Københavns Befæstning.

Spurveskjul Skov lidt øst for det sted hvor stien fører ned til broen over Mølleåen.

Jeg krydsede broen Kobro for at komme over på sydsiden af Mølleåen. Her er stien igen smattet, dog ikke i samme omfang som tidligere på turen. Herfra har man en udsigt til Møllehuset. Møllen blev nedlagt samtidig med at åen blev til en del af befæstningen. 

Mølleåen Møllehuset.

Vest for møllen har man opført et moderne hotel som man kan have sine meninger om passer ind i landskabet. Tidligere var Frederiksdal Kro i 1777 flyttet til denne beliggenhed, men nedbrændte i 1964 og kun rejsestalden på den anden side af vejen er bevaret. I stedet for kroen opførte man altså Hotel hvide Hus.

Ved Hjortholm og Frederiksdal Fribad,

I det fjerne kunne jeg skimte Frederiksdal Slot. Men drejede ikke af, og holdt frokost ved voldstedet Hjortholm - et fordums historisk sted. Halvdelen af borgen er dog endt i Furesøen, og kun en lille knold står tilbage, delvis omgivet af en voldgrav. En gravemaskine var i gang med et eller andet, og der er opdynget afskårne grene. Turen fortsatte herefter over på den sydlige søbred tilbage mod møllen og Den Gamle Have. Herfra drejede jeg mod syd af Kulhusevej for at komme ned til den vestligste ende af Bagsværd Sø.

Bagsværd Sø, Slotspavillonen Aldershvile

Aldershvile Slotspavillon hørte engang til Aldershvile Slot fra 1790erne. Det nedbrændte i 1909, og kun murene står tilbage. Efter branden opførtes i begyndelsen af 1920erne Slotspavillon af grosserer Carl Olesen fra København. Da han døde, købte Gladsaxe kommune Slotspavillon og park for i 1928 at åbne en restaurant for offentligheden. Den blev kendt for at blive brugt som kulisse til Matador.

Bagsværd Sø, Sophienholm

Det ville føre for vidt at angive alle de mange både-, kano-, kajakklubber som ligger langs med søbredder, ligesom bådfartens landingssteder. En del af dem er privat område og afspærret for offentlig adgang, mens andre er ganske åbne.

Bagsværd Sø

Østbredden af Bagsværd Sø fra Slotspavillonen er betydelig mere naturpræget end den vestlige sydbred som er domineret af rostadion, roaktiviterer og græsplæner.

Mølle Åen ved Kanoklubben.

Den østlige del af den sydlige bred af Lyngby Sø er præget af private bebyggelser, selv om en del for omkring 100 år siden blev opkøbt til en folkepark (mest en græsplæne med en statue og endnu en roklub).

Ruten

Lyngby Station. Lyngby Åmose langs søbredden. Mølleåens nordbred. Voldstedet. Retur ad Søbakken. Den gamle Have. Kulhusvej. Søvej. Skovalleen langs Bagsværd Sø - følge søbredden til Nybrovej. Herefter langs Lyngby Søs sydlige bred til Lyngby Station. På kortet blev ruten omkring 16 km. Med omveje nok noget længere.

Dyrehaven og Jægersborg Hegn

Sommerferien sidste vandring: Klassikeren med den stensikre oplevelses- og kvalitetsgaranti

Efter sommerens udforskning af Stevns og omegn afsluttede jeg sommerferien med en klassiker. På kendte stier, til kendte vandringsmål. Der er vist ikke ret mange i Hovedstadsområdet som ikke har været der på et eller andet tidspunkt, til en eller anden begivenhed. Og selv på en vejrmæssigt lidt tvivlsom fredag efter skolestart er stedet godt besøgt, lige fra morgenstunden. Så hvorfor ikke bare kaste sig ud i et orgie af fotoer fra turen, hvor fortællingen ligger i undeteksterne.

Naturstyrelsen samlede for nogle år siden de to foldere om Dyrehaven og Jægersborg Hegn i en, og det gør det unægteligt noget nemmere at bruge den. Der er aftagnet 4 kløverstier på kortet. Og jeg valgte naturligvis den længste på 16 km. Og da jeg ikke kan få det langt nok, tog jeg også en afstikker på noget af den 7,5 km lange Raadvad og Mølleåen.

Har man ikke været andre steder i Dyrehaven, så kender de fleste nok det sydøstligste hjørner der er proppet med legendariske lokaliteter: Dyrehavsbakken, Klampenborg Galopbane, Peter Liep's Hus, Kirsten Piils kilde. Lugten af hestepærer fra de mange hestevogne der dog ikke trækker mange kunder denne morgen. Ruten kommer også her forbi, faktisk går det første stræk af ruten fra Klampenborg Port til Fortun Port.

Fra Fortun Port går ruten ad Dronningvej mod Ulvedalene (se fotoet øverst). Et temmelig bakket terræn. Som man dog også ser mange andre steder i Dyrehaven. Fotoet ovenfor viser de imponerende høje træer der afveksler med lyse, åbne områder. Ikke mærkeligt at dette område er meget populært som udflugts- og picnicsted.

Eremitageslottet. Symbolet på enevældens bombastiske og voldelige regime. Kongehuset har vist aldrig givet den danske befolkning en undskyldning for den måde som denne periodes konger behandlede bønder, karle og andet godtfolk. Og de som det gik ud over, er jo også for længst døde, glemte og navnløse. Og til syvende og sidst har vi så allesammen fået adgang til området. Golffolket endda en bane.

Godt en kilometer nord for Eremitageslottet knoklede man i det lille industrisamfund Raadvad ved Mølleåen. I dag er der kun kunsthåndværkere som arbejder i de gamle fabriksbygninger og de gamle huse er pænt istandsat. Ruten nordpå fra Raadvad krydser grænsen mellem Dyrehaven og Jægersborg Hegn. Noget hegn er der dog ikke længere tale om, men en decideret tæt skov med træer der er en del yngre end de gamle kæmper i Dyrehaven. Her satte det ind med en længere byge, så ingen fotoer herfra

På tilbagevejen kommer man igen forbi sletteområdet, Hvidtjørnesletten med de mærkeligt krogede hvidtjørne. Og de gamle kæmper som for uvejret? er segnet og som får lov til at blive liggende til mulig gavn for en genudsætning af eghjortene. Som ikke længere kunne eksistere i Danmark på grund af skovvæsnet maniske trang til at rydde op og få det hele til at se pænt ud. Men mange insekter, svampe og andet kryb lever netop i sådanne gamle, hensygnende træer.

Ingen Dyrehavstur uden hjortene. De findes spredt rundt og synes at holde mest af at komme på den åbne slette tæt på skovområderne. De har vænnet sig så meget til menneskets nærværelse at de knap nok gider dreje hovedet. Er man så heldig at gætte deres kurs for græsningen, kan man sådan set bare blive stående og vente på at de kommer forbi, så er scenen sat for nærbilleder af de smukke dyr.

Stierne er gode grusveje, skovveje og asfalt. Så den skulle være lige til at gå til for alle. Og det hele er civiliseret med bænke, toiletter og sågar udskænkningssteder undervejs. Natur? Kultur? Det er vel lige meget hvad man foretrækker at kalde det. Dyrehaven og Jægersborg Hegn er bare et sted hvor man kommer tilbage. For mit vedkommende i hvert fald en gang hvert år. 

Whiskey-bæltet

Nord for København er et bælte fortrinsvis beboet af velbeslåede danskere. Her en guide til nogle af dets grønne områder

Vandtårnet er et unikt byggeri som ikke ligner noget som helst andet på turen. Og fotoet er udtryk for billedmanipulation: Vandtårnet ligger midt i en trekant hvor tre stærkt trafikerede motorveje mødes. Man må håbe for beboerne at der er tænkt på lydisolerede vinduer.

Selv om det findes, er etagebyggeri ikke dominerende. i Whiskey-bæltet er der fortrinsvis store villaer ofte på størrelse med små lystslotte med tilhørende diskrete haver. Men selv folk her har brug for motion. Det ses denne søndag som denne hvor hundelufterne vist overgår alt hvad jeg ellers har oplevet i Hovedstadsområdets mindre velbeslåede dele. Der er masser af historie her, bl.a. fra godsejertiden og Københavns Befæstning.

På vej op på toppen af Lyngbyfortet. Man kan tydeligt se forsvindingstårnene. Desværre også kilden til fortets fugtproblemer. Og villaen er blevet fjernet.

Lyngby Fort

Lyngbyfortet er opført 1887-92. Og et af de mere interessante fra Nordfronten. Overraskende nok, for fortet måtte efter sin nedlæggelse i 1920 lide en kummerlig tilværelse. I 1940 blev der endda opført en villa på toppen af fortet! Den blev dog fjernet efter at kommunen m.fl. overtog fortet i 1979. Og tørgraven mod fjendesiden er stadig halvvejs privatejet, så man ikke kan gå på volden på ydersiden af fortet.

Modsat fx Bagsværd Fort og Fortunfortet fremstår Lyngbyfortet ganske velholdt på ydersiden. Som også Gladsaxefortet. Skinnet bedrager imidlertid. Vand trænger ind fra oven gennem tårnene og har skabt store fugtproblemer indeni.

Det kan man til gengæld på toppen. Og her kan man i modsætning til de fleste andre forter se rester af kanontårnene som forsvinder ned i fortet. Der er ikke nogen rester af den villa der lå her 1940-1979. Og udsigten er som sådan heller ikke til andet end villaerne.

Et kik ind i en af de omkring 40 små kirkegårde på kirkegården. Man fornemmer i baggrunden at der er langt flere høje træer end normalt.

Mariebjerg Kirkegård

En anden slags kanon, og med en helt anden betydning af ordet, kan man finde på Mariebjerg Kirkegård. Kirkegården er ikke så gammel, indviet 1936. Men den præsenterer sig selv som banebrydende for nyere tids kirkegårdstænkning: Skov- og parkkirkegårde. Og fornemmelsen af at gå i en skov er da også noget der adskiller den fra de fleste københavnske og nordsjællandske kirkegårde.

Den særprægede funktionalistiske kapelbygning med Vintappergården i baggrunden. Det er tegnet af Fritz Schlegel. Ham der også tegnede Husum Skole - som i 2013 blev besøgt af Vandringsløse Tidende.

Hertil kommer at kirkegården har nogle flotte bygninger, dels Vintappergården i den sydøstlige hjørne på hvis grund man opførte kirkegården. Dels kapellet ved siden af. Kirkegården har gjort den fortjent til at blive optaget i Kulturkanonen som en af de ti mest betydningsfulde arkitektoniske værker i Danmark.

Bernstorff Slot. Mere er der vel ikke at sige til det. Engang bosted for nogle af enevældens mægtigste mænd. Tyskere, forstås. Det var man dengang hvis man var noget ved musikken. Hofpsroget var tysk, militærsproget ligesådan.

Bernstorff Slot og Park

Det nyklassisistiske slot ("maison de plaisance") blev opført under enevælden 1759-65 og ejeren var udenrigsminister, J. H. E. Bernstorff. "Det er en tysker, Kvik." Dog knap et halvt årti, for han røg uklar med Struensee ("Det er en tysker, Kvik")  i 1770 og rejste hjem til Hannover. Struensee overlevede den affære i to år og nåede ikke tilbage til Tyskland. Han endte som bekendt i mange dele på Øster Fælled. Det er nu ikke J. H. E., men nevøen A. P. Bernstorff som der er rejst et mindesmærke for. For han overtog nemlig onklens udenrigsministerpost i 1773 Så kunne Struensee lære det, kunne han! Hvad mere interessant er at han interesserede sig for landbrug. Og bl.a. var med til at udtænke landboreformerne hvor storbønderne fik mere at bestemme, mens husmænd og landarbejdere fik en begmand.

Området omkring Avlsgården er særdeles idyllisk. På dette billede skimtes Avlsgården bag stråtaget midt i billedet (den gule bygning). Den er dog områdets klart største. Der serveres gløgg i dag i det lille hus i forgrunden.

Så begyndte slottet at forfalde indtil enevældskongen Christian 8. købte det i 1842. Kongefamilien brugte det indtil 1939 hvor det i stedet blev brugt af Civilforsvarets Befalingsmandsskole. Nu ejes det af staten og bruges som kursus- og konferencecenter. Hvor tidligere kongelige og adelige spankulerede rundt og formentlig kunne følge sig vigtige og betydningsfulde mens de studere grøntsager og sydfrugter, er der nu bl.a. skolehaver - Haver til Maver. Hvis man som jeg ikke bliver så imponeret af slotte, er området omkring Avlsgården (fra o. 1800) særdeles spændende. Både hvad angår bygninger, og et bakket landskab med forskellige haver, frugtplantager, damme osv.

Charlottenlund Slot ligner lidt Bernstorff Slot. Charlottenlund Slot er lidt ældre, men til gengæld bygget om senere. Fjern kuppel og sidefløje - og man har et indtryk af hvordan det engang så ud. Hvis man vender sig 180 grader, har man direkte udsigt til Øresund.

Charlottenlund Slot og Park

Kongernes sommerslot bærer ikke meget præg af at være det barokslot det oprindeligt var i 1733. For det blev i 1880-81 ombygget til fransk nyrenæssance. Bl.a. kom kuplen og sidefløjene til. Man kan ikke komme ind på slottet. Kun i haven. Næsten samtidig med Bernstorff Slot (1935) holdt de kongelige op med at bruge slottet, hvorefter det måtte lide den tort at blive overtaget af Danmarks Fiskeriundersøgelser, senere DTU. Og fra i år skulle der være åbnet op for at man kan leje slottet. Hvis ellers man har tegnebogen i orden. Den tilhørende skov er særdeles tæt og rummer bl.a. Forstbotanisk Have. Skovene var på Politivennens tid offentligt tilgængelige, hvilket fremgår af en klage fra 1828 over et særdeles stinkende lokum. Og at skovgæsterne også opførte sig som skovsvin, fremgår af en klage fra 1816. Bl.a. var der forlystelser i form af gynger.

Kasematten til venstre hører til den ældste del af Charlottenlund Fort, og der står1886-1887 på gavlen. Dengang var et et landfort. Bunkeren til højre bruges og der stiger lystig røg op fra skorstenen.

Charlottenlund Fort

Strandvejen var københavnske borgeres hovedfærdselsåret til Dyrehaven. Trafikken skal ifølge Politivennen fra 1816 ikke have ladet nutidens trængsel noget efter. Og modsat nu var det ikke kun velbeslåede mennesker der boede her. I 1824 klagede Politivennen fx over tiggerplagen på denne strækning. Selv om turismen unægteligt sætter sit præg på Charlottenlund Fort, fremstår dets oprindelige funktioner dog meget tydeligt. Ikke kun de 12 store haubitzere, men også højden og stillingerne ovenpå. Den ældste del, bl.a. Kasematten er fra 1883-86, mens senere tilbygninger kom til 1910-12.

Udsigten fra toppen af fortet mod nord ser sådan ud. Mod syd er den mindst lige så god. Man fristes nærmest til at blive plat og sige kanongod.

Fortet overgav sig som de fleste andre søforter lidt senere end selve Vestvolden og Nordfronten. Nemlig først i 1932. Selv på denne blæsende eftermiddag hvor vejret absolut ikke indbyder til et frisk havbad, er der masser af besøgende. Fortet var sat til at beskytte København ad søvejen. Og at det kunne være blodig alvor, fremgår af en artikel fra Politivennen fra 1801 som taler om ilanddrevne døde efter Slaget på Reden.

Mellem seværdigheder

Nu yder fotoerne og beskrivelserne ikke fuld retfærdighed af turen. For at nå frem til dem er man ofte nødt til at forcere stærkt trafikerede områder. Især ved Mariebjerg Kirkegård hvor tre motorveje mødes: Motorring 3, Lyngby Omfartsvej og Helsingørmotorvejen kan man godt gå hen og blive stresset. Dels af den øresønderivende larm fra trafikken, dels af den kringlede gang- og cykelsti man skal finde. Vel fremme øst for Jægersborg Station kommer man dog også forbi Jægersborg.

Jægergården.Området er privat og hermetisk skærmet af for "uvedkommende". Jægersborg er et af de mere behagelige områder man kommer igennem på denne tur mellem store seværdigheder.

Turen er på i alt ca. 13 kilometer. Fra Lyngby Station til Charlottenlund Station med en omvej til Charlottenlund Fort.

Furesøen

Når træerne har tabt bladene, får man for alvor det storslåede indtryk af Furesøen langs sydbredden

Udsigt fra Cap Elking mod Cap Drevon. Forvirret? Forklaring følger i teksten. I mellemtiden kan du bare nyde udsigterne på billederne.

Sidste gang jeg var på disse kanter var i forbindelse med Mølleåstien midt om sommeren, 11. juli 2013. Alting ser bedre ud i solskin og om sommeren. Men en bagdel er at træernes blade skygger for udsigten til søen. Og langs sydsiden er man tvunget op i højderne af de stejle skråninger så man kun enkelte steder har frit udsyn over Furesøen. Og de er noget specielt for Furesøen. Både Esrum Sø og Arresø er arealmæssigt større end Furesøen, men ikke hvad angår vanddybden. Ej heller hvad angår de stejle klinter.

Et af de sjældne steder hvorfra man kan se langs hele søbredden højt oppefra er ud for Von Langens Plantage. Her kan man måske også fornemme de bratte stigninger. Og den uvejsomme sti, nu dækket af fint brune blade.

Imponerende skrænter

Og det største indtryk af denne tur var de både skræmmende og flotte stejle klinter ned mod søen. Dem havde jeg kun i glimt set på min tidligere sommertur. Nu var de der, blotlagt i al deres magt og vælde. Dem får man altså ikke det fulde indtryk af før bladene er væk. Det er ikke sjældent at man står højt oppe, og det så går lodret ned. Ikke noget for folk med højdeskræk, tror jeg. Men ellers kan man godt blive bjergtaget. Og lad det være sagt med det samme: Jeg har slet ikke kunnet yde udsigterne fuld retfærdighed på fotoerne. Jeg prøvede ellers, men man kan nu engang ikke svæve ude i den fri luft, hvilket ville have været en gunstig udgangsposition.

Skoven har man hele vejen mod syd. Den lave novembersol ved middagstid kaster lange skygger. Og de bliver bare længere og længere. Allerede ved 15-tiden kniber det med at få det rette lys til kameraet.

Og ikke at forglemme, så er der naturligvis skoven mod syd. På denne novemberdag er der skyfrit, men ikke høj sol, blot så høj som solen nu engang kommer i november. Og selv kl. 12 er det ikke særlig højt. Faktisk burde en kasket være på sin plads for ikke at blive blændet. Desuden efterlader det også skrænten i skygge.

Tættest på Farum ligger to moseområder: Den mystiske Fandens Mose og lidt sydøst for den langstrukne Vådehængsmosen (fotoet). Her kan man som et af de få steder langs ruten gå langs søbredden.

Vælg den "rigtige" sti

Man kan vælge forskellige stier. Den helt nede langs vandet er den mest upålidelige. Ofte bliver man her tvunget i højderne fordi der ganske enkelt ikke er plads nok til nogen sti. Fordelen ved at gå langs bredden er at man kan gå ud på de forskellige broer som er langs bredden. Det forekommer mig dog at de fleste er i en temmelig porøs tilstand. Selv landgangsbroen for bådfarten ved Kollekolle. Flere af brædderne er ganske enkelt brækket, og andre ser ud til at kunne bryde sammen under fødderne på en. Så jeg tog turen langs sømrækker i håb om at der var en underliggende støttebjælke. Broerne var desuden ret glatte.

Området nedenfor Kollekollesletten. Her er der muligheder for at afprøve stierne i de forskellige højder. Men man må træffe et valg. Er man først startet på en, er det mere end vanskeligt at ændre bane og skifte til en højere eller lavere liggende sti. 

Den halvvejs oppe er ligeledes på denne tid af året halvfarlig på sine steder. Om end også den flotteste fordi man her får et godt indtryk af skrænterne. Men allerede nu, dækket af blade og fedtet er den altså lidt halvfarlig visse steder. Og er man først begyndt at skride, så skal man være hurtig. En enkelt gang blev jeg overrasket, men det lykkedes at gribe fat i en trærod som håndtag. Og heldigvis for mig holdt den! Ellers var jeg endt i vandet dybt nede.

Området lidt vest for Mølleåen og Frederiksdal, neden for Skovfogedboligen. Her er indrettet et specielt og særpræget område ude i mosen. Og derfra har man bl.a. denne udsigt.

Den sikreste sti er den øverst. Og heldigvis er der flere steder hvor den kommer helt ned til vandet. Også den kan være knudret og glat. Og nogen lige sti er der slet ikke tale om. Det går både op og ned og ud og ind. Bort set fra området nord for Kollekollesletten som ligger relativt lavt. (Vejen mellem Kollekolle og Farum blev beskrevet i Politivennen, 5. oktober 1816.)

Mølleåen ved Frederiksdal. Bred og bare til at nyde. Der går en bro over helt ude ved Furesøen. Det er lidt stejl og i et vejr som dette også isglat. 

Mølleåen

Mølleåen var målet for min tidligere vandring. Og den støder man på to steder: Dels indløbet fra Farum Sø ved Fiskebæk og dels udløbet i det sydøstlige hjørne ved Frederiksdal. Her ligger fortidsmindet Hjortholm Voldsted hvor man stadig kan ane voldgraven og forhøjningen. Og Frederiksdal Fribad. Der er i øvrigt en håndfuld badesteder rundt om søen, foruden nogle badebroer. Fribadet er det mest civiliserede med omklædningsrum, græsarealer mm. Badebroen er dog taget ind for vinteren, ser det ud til.

Stien langs vestsiden af Luknam. På strækningen efter sumpområdet. Man går nu langs en moderat stejl skrænt med de herligste udsigter. Mærkelige udvækster ud i søen dannet af træer ses mange steder.

Desværre har man ikke ladet bredden være allemandseje. Allerede langs østkysten er man tvunget til at gå 1½ km igennem et ret kedeligt villakvarterer ad Furesøvej. Sydfra skal man op ad en stejl bakke, og så er det slut med udsigten til søen. Og der er ingen pardon: Grundejerne har spærret gennemgangen så man kun to (tre) steder kan gå ned til søen og tilbage igen: Ved Furesøparken, for enden af Niels Skrivers Vej (selv om de sidste 10 meter er uden sti) og parken for enden af Snekketoften.

Jo, Næsseslottet stinker langt væk af enevældens magtarrogance. Men flot ser det ud i dag. Og man behøver ikke længere være bange for at blive pålagt mulkt eller lagt i jern når man passerer bygningen.

"Ulvesnuden"

De to næs som rager ud i søen østfra, Luknam og Næsset med Næsseslottet er specielle oplevelser, hver for sig. Det underlige navn kommer af at det er opkaldt efter et engelsk herresæde, Lucknam Grove. På et kort ligner de lidt en ulvesnude med åben mund (Lille Kalv). Den sydlige del af Luknam ("underkæben" i ulvesnuden) er lidt af en sump. Man går nærmest på en dæmning mellem denne og søen. Den nordlige del er der igen halvstejle skrænter, altså et meget varieret landskab med en god udsigt over søen.

Nå ja, gartnerne skulle selvfølgelig også bo ordentligt. Det var jo en stor have de skulle se efter.

Begge næs var under enevælden okkuperet af familien de Coninck. De købte slottet og området i 1780erne og opførte 1782-83 Næsseslottet som er opført på "overkæben". Mod syd opkøbte de 1798 Kaningården (se Flickr-album) og i 1802 Frederikslund. Og så fik de ellers kunstnere som maleren Erik Pauelsen (se hans værker på Statens Museum for Kunst), Wiedewelt, arkitekter, havearkitekter mm. til at indrette deres tilværelse i sus og dus.

Ulvehovedet "øje" er denne sø med Eremittens Farvel. Jeg var så heldig at fange dette episke motiv med genspejling af husene i den spejlblanke vandoverflade. I det hele taget er dette område betagende.

En rundtur om Næsseslottet fører således også til gartnerboligerne tæt på slottet (der i sig selv fremstår som slotte), to pavilloner der mageligt kunne huse et flygtningecenter, Jægerhuset, Eremittens Farvel (ved indkørslen over broen), obelisk, søjle, monument, karpedam mm. Næssene har fået eksotiske navne som Cape Drevon (parkens arkitekt), Cape Elking, Chevalierøen. Selve slottet og store dele af haven er privat. Og der er ingen adgang for sådan nogen som mig.

Dronningestien forløber i et grønt bælte langs nogle søer. Den forbinder Næsset med Vejlesø. Og kan anbefales i stedet for at tage den 1½ km langs endnu et villakvarter. Fra stien er man i behørig afstand til bebyggelsen. Desværre også fra udsigten til Furesøen.

Området umiddelbart før Holte er spækket med små huse for fritidsaktiviteter: Kinabugtens Badeanlæg med vinterbadernes hovedkvarter, Vandskiklubben, bådehavn, bådfarten og meget mere. Men alt ligger øde hen denne kolde novemberfredag. Vest for Næsseslottet er der igen privat bebyggelse. Og jeg vælger en rute inde i landet, Dronningestien til Vejlesø for derefter at stige på toget i Holte. 16 kilometer i luftlinje. Men i det kuperede terræn er det vanskeligt at måle afstande. Desuden er de bløde og knoldede skovveje medium besværlige på denne tid af året. Og det bliver sikkert værre til vinter hvis der kommer is og sne.

Mølleåen i hvidt

Mølleåen er skøn året rundt, også når der er nyfalden sne, giver det unikke oplevelser og motiver

Mølleåen nedenfor Sorgenfri Slot. Her genlyder ådalen af larm fra skoleklasser og førskolebørn som har benyttet lejligheden til endelig at få lidt frisk luft. Uartige drenge forsøger sig med isen, til pædagogernes store fortrydelse, mens pigerne hviner og spørger hvad drengene nu finder på.

Og det er der en del der har opdaget. Stierne er allerede hårdt trampet her på 1. dagen efter den nyfaldne sne. Men da der ikke har været tø, er de ikke nået at blive glatte. Og der er da også en del naturelskere, hundeejere, vintersportsfolk, skolebørn osv. spredt på stierne. Motiverne formelig hober sig op. Mølleåen er i forvejen et fantastisk område at vandre i. Tilsat den særlige oplevelse det er at se noget i nyfalden sne er det svært at holde fingeren fra knipseren - næsten 90 gange blev den motioneret. Og slet ikke nok plads til at vise dem alle på denne blog. Men heldigvis er der da mit Flickr-album. Kig ind på Lyngby og se flere flotte fotoer fra fredagens tur.

Lyngby. Vandmøllen ved Kongevejen. Et klassisk motiv, men bruset fra vandet, farverne og stemningen retfærdiggør det. Overfor ligger Frilandsmuseet, og på en dag som denne ville det være perfekt hvis det kunne holde åbent så man kunne få et indblik i hvor koldt det var på fortidens bondegårde.

Når bladene er faldet af træerne får man også helt andre mulighederr for at se hvad bladene gemte. Da moserne samtidig er frosset til er det muligt at bevæge sig tættere på åkanten så man får muligheder til at se området ud fra andre vinkler end man ellers kan komme til.

Bygningerne i Brede står blottet for træernes blade. Tagene er blevet hvide, det hele står i hvidt!

Der er skrevet mange bøger om Mølleåen og de industrien der opstod langs den på grund af vandkraften. Papir, knive, kobber, jern osv. Den danske industris vugge. Dengang hvor fabriksrøgen, skidt og møg lå over det hele var det sikkert ikke så idyllisk som det fremstår i dag. Med luksusbliger og dyre kontorer.

Ørholm ligner noget fra Ruder Konges tid, men på bygningerne står der 1944, så skinnet bedrager. Det går ikke området mindre attraktivt.

De fleste af bygningerne fra de gamle industrisamfund bruges nu til andre ting: Offentlige og private kontorer og arbejdspladser, boliger og institutioner. Sikker også bedre isolerede end oprindeligt. Selv om der næsten ingen vind er, bider kulden i kinder og øreflipper. Og man må holde sig i gang for at få varmen.

Et af de motiver der ikke er muligt om sommeren pga vegetation: Nymølle ved Kulsviervej.

Men egentlig behøver billederne vel ikke så meget tekst. Enhver kan hente de foldere der findes om Mølleåstien eller læse de talrige bøger. Og Vandringsløse Tidende har også den 15. august 2014 færdedes på samme strækning om sommeren, så læserne kan sammenligne.

Himlen er blå i Det Danske Schweiz ved Ansgars Kilde. Ansgar har intet med kilden at gøre, og Schweiz bliver nok fornærmet over sammenligningen. 

Med flot vintervejr som dette kan Mølleåen fuldt ud måle sig med sommerens vandreture. Stierne vedligeholdes fint. Der er fx fejet og saltet på asfaltstien af Mølleåstien så cykler vil også kunne begå sig her. Da der ikke er asfalt på hele strækningen, er et par solide vandrestøvler nok at foretrække. Jeg så flere cyklister som måtte stå af og trække eller ligefrem bære cyklen.

Lad os nu endelig ikke glemme åen selv. På begge sider er den synlig adskillige steder. Både når man tager den relativt højtliggende sti på nordsiden og den lavtliggende syd.

De fleste industrier langs Mølleåen er bevaret, undtaget et, nemlig Stampen. Fabrikken brændte og blev ikke genopbygget. Tilbage er mølledammen, Stampedammen, og anlægget ved det lille vandfald.

Rådvad hører sig til i enhver omtale af Mølleåen. Og når træerne løfter bladtæppet er der så meget desto mere at se.