Hvalsø - Skjoldenæsholm - Borup

Landeveje og typisk Danmark med øde, ensformige kulturstepper præger denne rute. Vejene er fredelige, kun lidt trafik. Med et par highlights undervejs såsom Skjoldenæsholm og området omkring.

Den første lange tur (20+ km) i 2022. Et forsigtigt forsøg på at teste om formen er kommet godt igennem corona-perioden. Der var sikkerhedsstop undervejs, hvor jeg ville have kunnet tage bus til Roskilde eller Ringsted. Men dem fik jeg ikke brug for. Alt gik efter planen.  Også en af de første forårsdage i 2022 med tocifrede grader, høj himmel og næsten ingen vind. Lidt dis tog det værste af solen. Kort sagt, en noget nær perfekt tur i forhold målet om at teste om min form er i orden. Og det er den da heldigvis (spoiler) 

Elverdamsdalen syd for Hvalsø. Morgendisen ligger fint over området. Men er der mystik over det?

Syd for Hvalsø plejer jeg nu mest at tage igennem de kuperede skove, men denne gang valgte jeg altså turen udenom. Herfra har man udsigt over Elverdamsdalen. Sådan som den ligger der, stærkt omkranset af pløjemarker, er der nu ikke så meget elvermystik over det, disen burde ellers lige give det et pift. Men måske ser det bedre ud når det hele er blevet grønt.

Typisk udsigt syd for Hvalsø: En brakmark med en stor gård i baggrunden. Ingen levende hegn indenfor synsvidde.

De første mange kilometer er der ikke så megen afveksling i landskabet. Det er ret kuperet, dog ikke strabadserende, og kun afbrudt af enkelte spredte (og ret store) gårde. Ellers er der marker. Som på denne tid af året ligger fuldstændig bare, men som formentlig fra maj til juli/august vil være med hvede, byg eller raps.

Stavnsbjergvej. En af de spredte gårde som bryder monotonien. 

Men vejene er meget lidt trafikerede og som sådan gode vandreveje. Der er ingen cykelsti og rabatten til tider ret smal, men som sagt, da kun få biler kører her, gør det ikke så meget. Dyrelivet er som det er som oftest på sådanne strækninger: Kun ganske få fugle, dog således at når bevoksninger omkring vandhuller og gårde kommer der lidt liv.

Sidste (eller første) hus i Holbæk Kommune ved Stavnsbjergvej.

Turen går gennem hele fire kommuner: Lejre, Holbæk, Ringsted og Køge. Heldigvis er der skilte så man kan se hvornår man går fra den ene til den anden. På Holbæk-siden når man går ind i Ringsted, er der et bindingsværkshus - se foto.

Skjoldenæsholm

Ellers sker der ikke så meget før man kommer til Skjoldenæsholm. Da sporvejsmuseet først åbner i april er der dejlig fredeligt omkring Skjoldenæsholm. Jeg mødte ikke et menneske hele vejen rundt om søen. Og den tur vil jeg da godt kalde et must. Herfra kan man se herregården fra mange forskellige vinkler. Jeg var der så tidligt at solen fulgte med rundt. 

Skjoldenæsholm

Det ovenstående foto er taget nær en bænk som er et udmærket sted at indtage frokosten. Det er cirka halvvejs gennem ruten. Stedet er absolut turens (eneste) højdepunkt. Sporvognsmuseet i nærheden er lukket, men man kan ud fra parkeringspladser mm. gætte sig til hvordan her ser ud når sæsonen åbner.

Kalkmaleri i Jystrup Kirke.

Jeg gør det ikke så meget i at beskrive kirker på denne blog. Men på det seneste er jeg begyndt at gå ind i de kirker der er åbne, for at kigge på kalkmalerier Og der er nogle meget fine nogle i kirken. Fra kirkegården om kirken har man et godt (men af den grund dog ikke specielt flot) udsyn over Jystrup og de omkringliggende marker. 

Langelinje - det hedder vejen.

Gennem det noget ensformige Danmark som ruten for det meste består af, kan man jo altid fordrive tiden med at kigge på gårde, huse og andet. Og dem er der så heldigvis pænt af. Her er fx en lade ved en gård på vejen Langelinje. Men ellers former turen sig nu mest som en motionstur.

Del af Svenstrup Gods.

Kort før man kommer til Borup, ligger godset Svenstrup. Som er meget stort. Noget er privat og man kan ikke komme derind. Jeg har før gået lidt rundt, så denne gang fangede jeg godset fra en ny vinkel. 

Ved Svenstrup gods kan man opleve noget så sjældent som et levende hegn. Og et gammelt et af slagsen oven i købet. Det kan man se på at det gennem tiderne har dannet en lille forhøjning. De levende hegn spillede indtil det intensive landbrug sprøjtede og pløjede dem bort en stor rolle for biodiversiteten. Og dette hegn står stadig i sin fulde styrke: ikke noget med indpløjninger og huller. Da jeg går videre ind mod Borup, tænker jeg at det måske burde fredes. 

Ruten.

Hvalsø Station. Hvalsøvej. Stavnsbjergvej. Hoppeolden. Skjoldenæsvej. Skjoldenæsholm. Jystrup. Borupvej. Borup Station. Lidt over 20 km. med en del afstikkere, fx rundt om søen ved Skjoldenæsholm.

Gyrstinge Søsti - Ringsted til Store Merløse

Oktober 2017 indviedes en (trampe)sti hele vejen rundt om Gyrstinge Sø - omkring 10 kilometer

Det er faktisk trampestien som man lige kan ane gennem blomsterhavet lidt til højre for midten. På en glohed dag som denne tilgiver man gerne at den er svær at finde. Og at vegetationen når en til over knæene.

Gyrstinge Søsti

Det er Ringsted Kommune som har taget initiativ til stien og også lavet en folder om stien. Lad mig straks afsløre at jeg ikke tog hele vejen rundt fordi turen til søen var på omkring 17 kilometer. Men dog langt over halvvejen: Fra Store Bøgeskov Øst til Søtoftevej nord for Allindemagle Skov. Vel omkring 7-8 kilometer af strækningen over dæmningen mod øst. Søen indskriver sig således som den første sø på Sjælland som jeg har kunnet gå hele vejen rundt om langs bredden. Det kan man ikke med Arresø, Sjælsø, Furesøen, Haraldsted Sø, Tystrup-Bavelse Søerne og andre.

Gyrstinge Sø, østlige del. Gårdene på den anden side ligger ved Søtoftevej. Skoven til højre for er Allindemagle Skov.

Gennem Allindemagle Skov kan man da heller ikke se søen idet man vest for Københavns Vandforsynings nu nedlagte vandindtagsrør bliver ledt op på den stejle skrænt. På sydsiden af søen er der i næsten hele det østlige område beskyttede fugleområder som man kan se udover og desuden nyde den rige natur med masser af forskellige lyde, inklusive frøer i nogle af moseområderne.

Dette ikke bare ligner et eldorado for frøer. Efter lydene at dømme er det det også, og det er en meget sjælden oplevelse i Danmark.

Man kommer også igennem nogle fårefolde. Men på en gloende hed dag som denne med næsten 30 grader trækker de sig tilbage under de skyggefulde træer. Det samme gjaldt dog ikke en flok køer som havde lejret sig tværs over vejen på dæmningen mod øst. Jeg har gennem nogle år trænet mod koskræk. Men jeg må indrømme at jeg var ved at vende om. Men forskellige ting talte imod. Jeg måtte simpelt helt over dæmningen for ikke at skulle gå længere end mine ben kan klare. Desuden var der en smutvej nedenfor dæmningen med vand som man ville kunne løbe ud i ved en krisesituation.

Et skelsættende øjeblik i Vandringsmandens liv: Køer er næst efter hunde det dyr som slår flest mennesker ihjel i Danmark. Skal jeg vende om? Bruge nødbremsen til venstre nedenfor dæmningen, eller hvad jeg gjorde kigge stift frem og gå venstre om flokken. Ingen af køerne så ud til at have ork tilbage til overhovedet at ville flytte sig, så jeg nærmest løb hen til den befriende klaplåge som anes på den anden side af flokken.

Men det afgørende var nok at varmen ganske enkelt var for meget for køerne. De havde lagt sig fladt ned og så ikke ud til at have ork til overhovedet at rejse sig op. Heldigvis var der heller ikke tilskuere, for de må have troet jeg var lidt halvskør, da jeg snakkede beroligende til mig selv (og håber jeg: køerne) mens jeg passerede i ilmarch mens jeg kiggede den anden vej. Så det lykkedes mig faktisk at nå frelst gennem flokken og til klaplågen. En helt utrolig præstation, syntes jeg selv bagefter, uden dog at dvæle for meget, for godt beskyttet bag lågen, havde de overraskede køer nu rejst sig og så ganske gnubbelystne ud.

Da Københavns Vandforsyning indvandt overfladevand her, var vandstanden på højde med platformen yderst, og røret under træbroen lå altså under overfladen. Herfra begyndte vandet sin lange vej mod de tørstige københavnere.

Københavns Vandforsyning

Dæmningen er et levn fra dengang Københavns Vandforsyning udvandt overfladevand af søen 1966-2009. Dæmningen hævede vandstanden med 2 meter, og ca 1 kilometer vest for dæmningen på nordsiden kan man se det rør hvorfra man startede pumpningen. Man har efterfølgende i 2011-14 sænket vandstanden med 2 meter så røret nu ligger over vandoverfladen og i stedet indrettet en badebro med en  lille forhøjning med bænke og bord. Røret ligger nu under broen og over vandoverfladen.

Udsigt mod den vestlige del af Gyrstinge sø nord for Allindemagle Skov. Dette er den bredeste del af søen.

Siden 2014 løber vandet nu igen gennem Ringsted Å til Haraldsted Sø mod øst. Allindemagle Skov lider tilsyneladende ikke under tørken. Der er fugtige stier og ideelt til myg. Turen fra vandindtaget og til Søtoftevej måtte da også foretages i ilmarch. Myggene var så mange at man kunne høre en konstant svirren, og jeg måtte fægte med armene for ikke at blive totalt gennemstukket. Heldigvis var der nok skygge så jeg ikke blev overophedet, men var dog lykkelig da jeg nåede ud i det fri ved den lille bebyggelse nord for skoven.

Søtoftevej går højt oppe i landskabet og man har en pragtfuld udsigt, især mod Gyrstinge Sø og vest i det hele taget.

Til og fra søen

Fra Søtoftevej har man i øvrigt flere steder en ganske vidunderlig udsigt både mod søen og over landskabet vest for. Vejen fører også gennem den lille skov Ordrup Skov hvor der belejligt var dejlig skygge.

Indgangen til Ordrup Skov fra syd flankeres af denne lille idyl

I det hele taget er ruten til og fra søen også værd at tage med. Jeg har allerede flere gange omtalt Oplevelsesstien som udgjorde de første ca. 5 kilometer af ruten. Den er altid god for oplevelser.

Gyrstingevej. En alle med ikke særlig meget trafik. Så gør det heller ikke så meget at der hverken er cykelsti eller nogen særlig rabat.

Gyrstingevej er en alle (vist nok popler) som fører til den lille landsby Gyrstinge hvor der er skole, kirke og landbyhus. Til min store overraskelse var der ikke noget toilet på kirkegården. Det er første gang jeg har været ude for det. (Redaktionel tilføjelse 10. juni: Se kommentaren til dette indslag: "Hej alle der kommer til Gyrstinge Kirke og ikke kan finde toilettet så kan jeg oplyse at toilettet findes i Præstegården lige ved siden af." Jeg takker for denne oplysning)

Ruten

Ringsted Station. Oplevelsesstien. Holbækvej. Gyrstingevej. Gyrstinge. Store Bøgeskovvej. Gyrstinge Søsti. Allindemagle Skov. Søftoftevej. Stibjærgvej. Store Merløse Station. I alt vel ca. 23 kilometer.

Ringsted - Hvalsø ad Oplevelsesstien mm

Festfyrværkeri ad en smal korridor af fin natur i form af sø, skov, øde landeveje og adskillige kulturhistoriske oplevelser

Oplevelsesstien langs Torpet Mose. Man kan se over mosen det meste af denne strækning til landbrugsområder på modsat side af Ringsted Å.

Vejret har været helt forrygende i maj. Og denne fredag var det perfekt vandrevejr. Bortset fra enkelte ret trafikkerede område og landbrug byder strækningen på et godt mix af virkelig gode udsigter, skov, sø og kulturhistorie. Terrænet er let til moderat kuperet og foregår af fine grusstier, eller øde asfalterede landeveje.

Ringsted - Oplevelsesstien

Oplevelsesstien Ringsted til Haraldsted var revanche fra sidste gang hvor tåge eller mosebryg i et så stort omfang gjorde at jeg dårligt kunne se åen før Haraldsted Sø. Det var den 28. august 2017 umiddelbart før indvielsen, hvor der også var en del gravearbejde. Det er slut nu og grusstierne er fine og velegnede til vandring. Der er kun en lille trampesti tilbage at komme grus på, på begge sider af Holbækvej. Og udsyn så langt øjet kan se på grund af klar himmel og sol.

Sandvejen vest for Haraldsted, med søen til styrbord. Efter bakken går det nedad mod Haraldsted.

Den østlige ende af Haraldsted Sø hvor Oplevelsesstien er, er en nogenlunde bred korridor i et naturområde med masser af liv, insekter, fugle, frøer mm som måske ikke kan ses, men så sandelig høres. Udsigten til den vestlige side hvor det ser mest ud som landbrug.

Her ses udsigten til styrbord fra Sandvejen.

Da jeg kendte Oplevelsesstien fra sidste gang, valgte jeg i stedet at bestige skrænten for at komme op til Fjernvandresti E6 (Sandvejen) på skrænten langs Haraldsted Sø i stedet for langs bredden. Her har man et meget bedre udsyn over søen. Vejen er to hjulspor der ganske vist er ret sandede. Men udsigten fejler ikke noget, faktisk bedre end at gå på selve Oplevelsesstien langs søen. Haraldsted en landsby uden forretninger og andre offentlige ting udover kirkegården, skolen og et foreningsliv som dog mest er for sovebyens beboere.

Gården ved Knus Lavards kors har en Maria-statue udstillet. Korset var ved at blive tjæret, så der stod en stige op til kobbertaget.

Knud Lavardsvej - Haraldsted Skov

Det kan synes mærkeligt at den 7 kilometer næsten lige landevej skulle være scenen for dramatiske begivenheder i danmarkshistorien, nemlig mordet på den hertug Knud Lavard 1131 og den efterfølgende krig mellem forskellige kandidater til kronen. Men dengang gik Sjællands gamle hovedlandevej (Valdemarvejen) her, og der lå en kongsgård i Haraldsted. Mens hans rival Magnus næppe er kendt af mange i dag, så blev der bygget et kapel for Knud Lavard i 1146. Fundamentet kan stadig ses, og lidt tættere på skoven er der et højt kors som er opsat 1902 på det sted som "nogen" mener han blev myrdet. Det skal man dog nok ikke tage for gode varer.

Valsølille Kirke. Kirken er bemærkelsesværdig enkel (efter sigende også indeni)

Kun den imponerende store kirke minder om forne tiders adelige magtvælde. Haraldsted ligner næsten enhver anden landsby med kirke, skole og et foreningsliv, og soveby for resten. Nordøst for ligger Haraldsted Skov, Valsømagle Skov som begge er meget fine skove, tætte og næsten ingen trafik. Det åbne land mellem skovene og Skjoldenæsholm er lidt af en landbrugsørkenvandring at kæmpe sig igennem. Indtil man når Valsølille. Det er værd at lave en lille afstikker til kirken der udover at være charmerende enkel også har en god udsigt, og desuden kommer man forbi Valsølille gård.

Valsølille er i dag en andelsboligforening. Hvilket for mig lyder mere sympatisk end hjemsted for adelen.

Skjoldenæsholm, Valsølille

Godset Skjoldenæsholm er i dag hotel og kongrescenter. Den store parkeringsplads foran den nyklassicistiske bygning er fyldt med biler, hvilket i nogen grad spolerer indtrykket. I stedet kan man vælge at kigge nærmere på de andre bygninger i tilknytning til Skjoldenæsholm. Også de som ligger på begge sider af vejen nord og syd for. Sporvejsmuseet har på denne tid af året kun åbent i weekender. Man skal ind i sommerferien før der også er åbent på hverdage.

Blandet landskab ved Skjoldenæsholm. Godset har en lang højadelig historie, og der er stadig ar efter denne periode, bl.a. et familiegravsted på Valsølille kirkegård.

Langs Bistrup Skovene

I kanten af Bistrupskovene ligger Sjællands højst placerede kro, Kudskehuset på Skjoldenæsvej. Det ligger ved foden af Sjællands højestepunkt, Gyldenløves høj. Her kan man ud over at spise også få kaffe og æblekage. Rigeligt endda. Der er udendørsservering såvel i sol som skygge (jeg valgte det sidste). Og det var svært efter at være blevet dejlig afkølet at sætte i gang og ud i solen igen.

Gård nord for Skjoldenæsholm. Længere inde i skoven ligger Kudskehuset næsten helt skjult, kig efter skiltet.

Det sidste stykke ad Hoppeolden og Stavnsbjergvej er mest landbrug og spredt bebyggelse, indtil man ganske kort må udholde den stærkt trafikerede Ny Ringstedvej for at nå stationen i Hvalsø.

Kudskehuset. Tæt på Gyldenløves Høj

Ruten

Ringsted Station. Oplevelsesstien. Haraldsted. Knud Lavardsvej. Skjoldnæsvej. Hoppeolden. Stavnsbjergvej. Hvalsø Station. I alt ca. 25 km.

Suså via Ringsted- Sorø

Ådal-projektet Mellemste Suså er et af de få steder langs den over 80 km lange å for vandrefolket.

Der var den så, Suså! En del af ådalsprojektet. Stadig præget af århundreders tæmning fra landbruget. Men nu er den omsider ved at bryde fri af disse lænker. Det vil dog nok tage mange år endnu at genskabe åen.

Og man skal så uendeligt meget igennem for at nå til strækningen til fods: ca. 10 kilometer fra Ringsted og 15 kilometer fra Sorø. Jeg valgte at gå begge veje - indrømmet at på hjemturen var det mest for at spise kanelsnurrer og få en latte til toget på Sorø Station som trak. Dum som jeg var, havde jeg glemt at det var helligdag, men jeg nåede det en anelse efter lukketid.

Ringsted Å, Oplevelsesstien, umiddelbart syd for jernbanebroen.

Oplevelsesstien, Ringsted Å Syd

Så er selve strækningen langs Suså med lidt god vilje 1½-2 kilometer lang. Jeg havde derfor på denne lange strækning valgt også at lægge så mange naturstier ind som muligt. De første 3 kilometer langs Oplevelsesstien Ringsted Å Syd. Her har man et glimrende smalt bælte langs åen med masser af fugleliv mm. Vest for er der det jordfarvede Danmark. Oplevelsesstien har jeg tidligere gennemtravet mod nord til Haraldsted Sø. Denne sydlige del virker mere "civiliseret".

Øst for Vrangstrup Øvej støder man igen på Ringsted Å (tror jeg nok det er). Og den forløber meget idyllisk næsten hele vejen ned mod Suså.

Hvad sker der med vejret i Ringsted? De få gange jeg har været der, har vejrudsigten lovet skyfri himmel. Sidste gang jeg nærmede mig stationen, rullede der en tyk tåge ind hele formiddagen. Og her til morgen var der igen overskyet. Dog var vejret i modsætning til dengang klart og sigtbarheden stor. Ellers er stien en glimrende vandresti. Den ender nord for Høm hvor man så ikke slipper for at gå et par kilometer ad den stærkt trafikerede Næstvedvej. Men i Høm svinger man skarpt mod vest ad Englerupvej som er en landevej uden den helt store trafik. Man kommer igennem er par øde bondegårde og huse samt en å vest for jernbanebroen.

Længere syd på ad Vrangstrup Øvej. Heste græsser fredeligt, og det fløjter og summer om ørerne på vandreren. Her er der endeligt lidt natur.

Her holder man kursen vestpå ad Sigerstedvej, og når man drejer syd på ad Vrangstrup Øvej begynder man endelig at kunne se ådalen,dvs RingstedÅdal. Så har man altså også gået omkring 10 kilometer for at nå så langt. Efterhånden forsvinder landbrugslandet til fordel for stadig større naturområder. Og det kan straks mærkes på fuglesangen. Den noget monotone lyd af lærker suppleres nu af adskillige andre som må være noget for ornitologer (jeg nøjes nu bare med at lytte til det). På den anden side af ådalen kan man se den mærkværdige Vrangstrup Kirke. Tilsyneladende uden tårn. Men der er et som man ikke kan se nordfra, et bindingsværkstårn oven på våbenhuset.

Udsigt mod Vrangstrup Kirke. Man kan lige ane det underlige tårn stikke op midt på taget.

Suså - endelig!

Ved parkeringspladsen ved Suså er der informationstavler mm med de afmærkede stier. Og nu begynder balladen. For det hele er enten stadig i projektfasen eller også er det meningen at man ikke vil anlægge stier, men lade publikum selv trampe stierne. Og når man først er kommet igennem området langs Ringsted Å (og de farlige køer) til broen hvor Suså støder til, er der ikke længere nogen sti. Faktisk ser det nærmest ud til  at jeg er den eneste der er gået der i meget lang tid. Der er et område mellem det elektriske hegn (med flere farlige køer) og åbredden, men det er pt overgroet med en knæhøj bevoksning af græs, brændenælder, skvalderkål og en velsignelse af vilde blomster. Godt for øjet, men ikke helt nemt at gå igennem. To steder er der oven i købet så sumpet at man må springe fra græstot til græstot. Men det skal ikke lastes nogen. Man skal bare være forberedt på at der ikke engang er en trampesti.

Mere Suså. Der er sus over strømmen, og man kan måske også ane det noget krævende terræn. Lad os bare sige at dette ikke er for kørestole.

Udsigten til åen og dens slyngninger er ganske fin og samtidig også et skoleeksempel på hvor meget landbruget gennem århundreder har ændret på den danske natur - samt hvor lang tid det endnu vil tage før det kommer til at ligne natur igen. Det ændrer dog ikke ved at dyre- og plantelivet allerede har taget området i besiddelse. Så skidt med at det er svært for vandrere. Sidste forhindring er at finde hvor der i folderen står at stien drejer mod nord til Hagbards Høj. Der er ingen afmærkning. Ingen antydning af sti. Og hvis man heller ikke ved hvordan Hagbards Høj ser ud, så er man på den. Men et råd er at kigge efter en rød klaplåge hvor det elektriske hegn ophører. Så kan man gå langs det op til højen.

Udsigten fra Hagbards Høj over ådalen. Mod sydøst. Åen løber i det lavest liggende område.

Næsten som sædvanlig lykkedes det mig at gå for langt, men blev dog stoppet af Tuel Å, og en truende koflok på den anden siden af åen, som kom løbende i møde, givet vis for at trampe mig til døde hvis jeg skulle vove mig ind på deres territorium. Det er først når man kommer meget tæt på Hagbards Høj at man overhovedet opdager at det er en gravhøj. Fra åbrinken ligner den så mange andre knolde i det kuperede landskab. Udsigten fra toppen af højen er flot. Man kan se virkelig langt.

Ved Alsted Mølle. Jeg har set smukkere møllemiljøer andre steder, men på en ellers noget monoton strækning en kærkommen afbrydelse. 

Mod Sorø

Vest for hvor Alsted Å krydser Alstedvej, er der et mølleområde. Der er nu tilsyneladende ikke så meget tilbage af selve møllen, men med lidt god vilje kan man forestille sig mølleanlægget med dam osv. Herefter kommer man ud på den næsten snorlige Alstedvej, og en næsten 5 kilometer strækning i landbrugslandet. Kun afbrudt af en lille tur gennem landsbyen Alsted. Vest for har man fra en bakketop en fantastisk udsigt mod syd over ådalen.

Udvalget af fotoer i dette indslag er lidt misvisende. Det meste af turn går man gennem landbrugsland. Her er en af de bedre udsigter. De vidtsstrakte bare marker, eller spirerne til hvede, byg og raps må man tænke sig til. Ikke noget at skrive hjem om.

De sidste 7 kilometer til Sorø er præget af skovområder, først Alsted Skov, dernæst Sønderskov. Ganske dejlige skovveje og på denne torsdag heller ikke særlig trafikerede, om end jeg godt kan forestille mig at Næstvedvej kan være ganske larmende.

Ruten

Rigsted Station. Oplevelsesstien, Syd. Næstvedvej. Høm. Englerupvej. Vrangstrup Øvej. Suså. Sigerstedvej. Alstedvej. Alsted. Næstvejvej. Sorø Station.

Efterårstur Borup-Hvalsø

Halvt landevej, halvt skovtur på en af efterårets vel nok sidste vandreture før bladene endeligt har mistet fæstet

Efterårslandskab i al sit pragt og ydmyghed: Overdrevet langs Mortenstrupvej i Ravnsholte Skov. Ikke noget under at der er indrettet shelter på den anden side.

Dagens tur var ikke forberedt, intet jeg satsede på at få set. Andet end at se på efterårsfarver. Helst i solskin, men endnu engang viste det sig at ligeså snart man kommer ind i Ringsted Kommune, så bliver der overskyet. Solen pippede lidt frem en gang imellem, men ikke det store. Vejret var imidlertid klart og næsten vindstille, så det gjorde ikke noget.

Møllelundgård. Nu sognegård og del af det kirkelige miljø omkring kirken, sammen med kirkegården og graverkontoret.

Man skal igennem Borup for at komme ud på landet. Og Borup er vel hvad man ville kalde en typisk dansk provinsby med hvad en sådan nu byder på af huse. På denne fredag formiddag er der ganske mennesketomt. End ikke de obligatoriske hundeluftere er på banen. Kirken, kirkegården, graverkontoret og Møllelundgård som nu fungerer som sognegård, er oplivende oplevelser. På kirkegården er der et par gravsten med lidt gammel historie, bl.a. en godsbestyrer fra slutningen af 1700-tallet.

Vy over den sydlige del af Lammestrupvej, og et nogenlunde typisk vy, med skov mod nordøst og spredte gårde og huse langs vejen. Ikke meget plads til vandrere, men trafikken er heller ikke overvældende.

Lammestrupvej

En af de store overraskelser var Lammestrupvej. Måske fordi jeg ikke havde forventet for meget af dette stykke. Selv om vejen er befærdet med trafik og der ikke er levnet plads til vandringsfolket, andet end i rabatten, så er der på de seks kilometer landevej en hel del gårde og huse spredt langs med vejkanten som er ret seværdige. Også Lammestrup har en del flotte gårde og huse, mens det lidt større Stubberup er mere anonym.

En af de bedre udsigter langs Lammestrupvej, her lidt nord for Lammestrup. Heldigvis ligger de nogenlunde tæt så man ikke når at blive alt for træt af at kigge på sortladne kulturstepper.

Det er afgjort husene som redder Lammestrupvej, for natur er der sparsomt med. Der er marker til mindst en side. Men til gengæld går man langs først Ryeskov, længere mod nord langs Magleskov. Der er så landligt at man støder på flere boder langs vejen, hvor der tilbydes kartofler, æbler ja sågar en specialforretning med marmelade og kryddereddiker. Min ryg kan dog ikke pt holde til at slæbe rundt med alt for meget, så jeg måtte modstå fristelsen til marmeladen. Den så ellers lækker ud.

Nord for Erupvej forløber Lammestrupvej langs Stubberup Skov, og her er udsigten ganske betagende, og igen med spredte huse og gårde. 

Man slipper ikke for en tur ud på den stærkt trafikerede Hovedvejen, men man kan dreje skarpt mod nord ad Atterupvej, og når først man er kommet på afstand af den øredøvende larm fra trafikken, slynger vejen sig gennem et stærkt kuperet landskab der bare bliver bedre og bedre, også efter man drejer ad Mortenstrupvej langs Atterup Skov. Midt på Atterupvej ligger Atterupgård som har slået sig på heste. Der er en kæmpestor hestestald med tilhørende ridebane.

Et sidste vy over efterårslandskabet ved Stubberup fra Lammestrupvej. Her kan man allerede begynde at høre larmen fra Hovedvejen. 

Ved Mortenstrup som mest består af en håndfuld gårde og nogle huse, kan man dreje mod nord til de næste mål, Bidstrupskovene.

Gården på overdrevet langs Mortenstrupvej. Så kan det da ikke blive mere idyllisk: Heste som fredeligt græsser og den efterårsklædte skov bagest.

Bidstrupskovene

Jeg havde denne gang omhyggeligt valgt en rute som ikke overlappede med mine tidligere ture i skovene, og jeg bliver mere og mere overbevist om at disse skove er klart de bedste hvis københavnerne vil unde sig en rigtig skovtur. Ikke alene er man dejlig fri for trafiklarm - noget der plager de fleste nordsjællandske skove. Terrænet er også stærkt kuperet, varieret og med masser af damme, bakker, søer osv. Stierne er fortrinlige selv i det aktuelt smattede vejr, vandresko er alt rigeligt hvis ikke man bevæger sig uden for stierne - og det er der kun grund til hvis man vil nærstudere bække, dale eller høje.

Helvedeskedlen. Fotoet yder ikke hullet fuld retfærdighed, det er vanskeligt at fange dramatikken.

Hvis jeg skal fremhæve noget specielt ved dagens tur, må det vel blive overdrevsstykket langs Mortenstrupvej, Helvedeskedlen og Dårehulen. Overdrevet er cirka ½ km på den lange led, og man kan se over det. At der så også er en trefløjet gård, gør den ikke mindre idyllisk.

Grusgravsvej. Et af de mere udramatiske stræk på stien. Det er nemlig umuligt for kameralinsen at gengive de dybe dale.

Umiddelbart nord for kan man tage en lille afstikker på ca. 1 km til Helvedeskedlen. Turen ad Kedelvvej er nu heller ikke at kimse af. Den går langs en dyb dal - som man kunne forveksle med kedlen. Men når man først er der, er man ikke i tvivl om at det er den. Og for de tungnemme er der lavet en stor stendynge i bunden af kedlen.

Et lille kik fra Dårehulen.

Det bakkede terræn fortsætter nordpå langs Skovvej, og faktisk er det netop nu landskabet udfolder sig bedre end om sommeren, hvor dalene ikke kan ses for beplantningen. De er så dybe at man næsten kan se henover trætoppene længst nede. Af en eller anden grund har jeg på mine tidligere ture misset at finde Dårehulen, men i dag er den ganske nem at finde. Måske igen fordi bladene er faldet af træerne. Også dette er en helt enestående oplevelse, næsten et mini-Grand Canyon med en lille bæk der gennem tiden ser ud tid at have skåret en stejl kløft ud af landskabet.

Ruten

Borup Station. Lammestrupvej. Hovedvejen. Atterupvej. Mortenstrupvej. Kedelvej. Skovvej. Grusgravsvej. Den gule vandrerute til Elverdamsdalen. Hvalsø Station. Alt i alt lidt over 20km.

Oplevelsesstien - Haraldsted Sø, Ringsted

Der er kræset for vandrefolket på den endnu ikke indviede Oplevelsesstien i Ringsted Kommune

Ringsted Å og Haraldsted sø er et festfyrrværkeri af naturoplevelser. Ikke bare udsigter som dette vy fra når stien bevæger sig lidt oppe i terrænet med frit udsyn til søen. Ofte er udsigten dog dækket af store træer. Men af planter, insekter, fugle, planter og andet som hører naturen til.

Den 10. september åbner Oplevelsesstien i Ringsted. Og vandrefolket kan glæde sig! Selv om der endnu arbejdes såvel ved Ringsted Å nær Ringsted og i Vrangeskov, så kan vandrere allerede nu uden hindringer begive sig på på vej. Det er lykkedes at skabe en sti gennem en korridor af natur på fra ca. 20 meter helt op til en kilometer gennem kulturstepperne og uden at skulle bevæge sig ud på stærkt trafikerede veje. Det er en sti fortrinsvis for fodfolket, eventuelt cyklister om end det nok på visse strækninger vil volde problemer for dem. Som sædvanligt kan man gå ombord i flere fotoer, denne gang fra Ringsted Kommune.

Et kort øjeblik så det ud som om tågen ville lette. Men så tyknede det til igen. Jeg nåede dog lige at få dette indtryk af Ringsted Å gennem Torpet Mose. Så læserne kan få indtryk af området. Men alting ser nu engang bedre ud i solskin!

Ringsted Å og Torpet Mose

Dagen startede ud i København i strålende solskin, så forhåbningerne var høje. De blev dog dæmpet ganske drastisk ca. 5 minutter fra Ringsted Station da toget kørte ind i en meget tæt tåge. Faktisk kunne jeg slet ikke se til enden af parkeringspladsen for bar tåge da jeg steg af toget. Jeg slentrede derfor langsomt ned mod Ringsted Å i det håb at solen ville brænde igennem. Det gav en særlig stemning at gå i moseområdet vest for Ringsted, Torpet Mose. Men det var ikke meget jeg kunne se. Og tåge er fotografens skræk, så jeg fik kun taget nogle nærbilleder af spindelvæv og deslige. Meget uretfærdigt, i øvrigt. For området lover ganske meget. Fuglelivet var rigt, især svaler. Og antallet af spindevæv tyder på at det er et eldorado for de insektædende edderkopper.

Enkelte steder langs Ringsted Å græsser der køer. Men ellers er det mest får. De bruges til af afgræsse områderne. Her går kultursteppen også ganske tæt på stien.

Mine fotoer og beskrivelse tror jeg slet ikke kan yde Ringsted Å og Torpet Mose fuld retfærdighed. Tågen var en ting, en anden at der var gravearbejde på stien. Som her bliver ganske bred, som en landevej. Desuden er området lydmæssigt også plaget af Vestmotorvejen som kan høres ganske tydeligt fra Lille Svenstrup Gods et godt stykke ned i mosen. Også Holbækvejen nord for motorvejen giver god lyd fra sig. Men resten af turen er stort set fri for den gene.

Denne flotte admiral må stå som repræsentant for alle de mange insekter, og som følge heraf mange fugle, som boltrer sig i arealerne langs Ringsted Å. Og også Haraldsted Sø. Skudt på en kompostbunke med rådnende blommer.

Først kort før Haraldsted Sø lettede tågen ganske langsomt. Og så blev det bare bedre og bedre, indtil solen stod højt på himlen med drivende skyer. Sådan som rigtigt vandrevejr er i min bog.

Vestdæmningen

Oplevelsesstien fører over Vestdæmningen. Hvor der også er et WC (medbring papir!). Her bør man dvæle lidt og kikke lidt rundt i området. Udsigten mod øst til Haraldsted Sø og mod vest til den lille del af søen hvor der også er en badeanstalt. Der er en lille havn til ro- og kajakklubber.

Haraldsted Sø vest for Vestdæmningen. Altså den lille runde del af søen. Der skulle være en badeanstalt helt mod øst. Den er det nu svært at få øje på fra Vestdæmningen.

Turen langs nordbredden af Haraldsted Sø er omkring 6 kilometer i fugleflugt. Men stien bugter sig i et så kuperet terræn at man vist skal have skridttæller på for at beregne den rigtige længde. Der er nogle halvhøje skrænter. Mod vest går man nedenfor dem. I Vrangeskov er den behageligste sti oppe på skrænten - hvor man ikke kan se så meget af søen, men oplever så til gengæld skovens stilhed. Der går også en trampesti langs bredden. Men den er noget mere krævende. Sumpet terræn og træstammer der ligger på tværs af stien gør til til noget af et forhindringsløb (eller -gang).

Jo, efter at have gået i tåge i mere end en time er det et storslået syn at se skyerne spejle sig i Haraldsted Sø. Man kan sagtens kikke over på den sydlige bred af søen. Den ser dog ud til at være en hel del mere præget af kulturstepper end den nordlige.

Stierne varierer fra landevejsstørrelse til ganske smalle trampestier. Den gennemgående tendens er tilsyneladende en ca. 1 meter bred grussti som er ved at blive gravet pt med en lille gummiged. Stien snor sig langs skrænten, ofte på plankebroer og helt mod øst også et stykke ud i et moselignende område langs kysten. Alt i alt en dejlig afvekslende vandresti. Som sagt i indledningen, der er kræset for vandrefolket!

Her et eksempel på hvordan der bliver kræset for vandrefolket. Stien er slet ikke færdig endnu, forude arbejder en gravemaskine sig gennem terrænet. Men som man kan se, er der lavet en terrasse, skåret ind i skrænten, med afskærmning. Bag fotografen er der allerede lagt grus på. Mon de bliver færdig til indvielsen?

I den østlige ende af søen går den "på land", bliver til en eng for til sidst at møde Roskildevejen. Herefter er det meningen at man skal kunne fortsætte mod Humleore. Men kortet på parkeringspladesen ved Roskildevejen beretter (modsat hjemmesiden) at stien endnu ikke er færdig. Langs ruten findes også enkelte kulturminder, som dog nok er i fjervægtsklassen. Den ene er en fredet flodemålssten fra ca. 1790 (se Flickr) hvor Have Mølle engang lå. Den anden noget større, nemlig reminiscenserne af et gammelt voldanlæg, Valsøgård med tilhørende ridebane. mellem Vrangeskov og Roskildevej. Hvis ikke tegning og forklaring var opsat på stedet, kunne man dog passere den i den tro at det bare var nogle naturlige bakker.

Et kik over engen mod Haralsted Sø. Cyklisterne er på vej fra Roskildevejen til søen. Mange mødte jeg ikke i dag. Højst en halv snes stykker. Det bliver der forhåbentlig lavet om på når stien for alvor er færdig.

Mod Humleore

Når jeg i indledningen skrev at at det er en sti kun gennem naturområdet, så er det med et lille forbehold. Stien er projekteret til at fortsætte øst for Roskildevej. Men jeg ledte forgæves efter der hvor man på koret har afmærket at den fortsætter mod Dyndet og Køge Kommune. Men hjemmesiden påstod at den nu skulle indvies i hele sin længde. Så jeg traskede nordøst på ad Roskildevejen indtil jeg blev træt af at kigge efter hvor stien  fortsatte, og tog bussen til Roskilde Station. Så vidt jeg kan se på kortet over stien overlapper den også med den tur jeg gik den 10. juli 2017 i Humleore Skov. Og hvor jeg i hvert fald så skiltning. Men der er altså et "missing link" som dagens tur ikke fik med.

Fristende ser det så ud, som åen fortsætter øst for Roskildevej. Men den planlagte sti skulle fortsætte noget nordlige. Den fandt jeg dog ikke. Så det må blive ved dette kik ind i det forjættede land

Ruten

Ringsted Station - Ringsted Å - Nordbredden af Haraldsted Sø - Roskildevej - Busstop 240 mod Roskilde Station