Rundt om Lyngby Sø og Bagsværd Sø

Den 6. april var endelig solskin efter en periode hvor aprils regn allerede har oversteget gennemsnittet af månedens.

Jeg har før besøgt området den 29. november 2014 på en tur langs Mølleåen til Harreskoven. Jeg husker fra dengang at Lyngby Åmose var et "magisk" sted, og det var den så sandelig også i dag. Den smalle sti som leder gennem mosen, forekommer nærmest som en uvelkommen indtrængen på naturen, og ophold udenfor stien er ikke noget der kan anbefales. 

Oversvømmet sti i Lyngby Åmose. Et ikke usædvanligt syn på denne tur. Her kan man balancere på stammerne i kanten af stien. Andre steder må man forsøge at hoppe på trærødderne. Atter andre steder er det faktisk muligt at lave en lille omvej.

I dag var det dog nødvendigt. For stien er oversvømmet mange steder. Der er allerede lavet snoede omveje omkring de mest dybe pytter (mange af dem er dog ikke dybere end at man sagtens kan forcere dem med vandrestøvler - ellers kan man jo bruge gummistøvler). Enkelte steder går hængesækken helt ind til stien, og der er der nærmest bundløst. I en afværgehandling stak min ene stav over 80 cm ned i det rene ingenting uden at nå fast bund. (Den er indstillet på 115 cm, så jeg kan nogenlunde bedømme dybden).

Louisekilde i Spurveskjul Skov.

Den oversvømmede sti fortsætter også efter broen over til Nybro-Furå Kano og Kajakklub ved Nybro Kro, helt op til den lille kanal som går stik nord og som man et stykke oppe krydser ved en bro. Nu er man så inde i Spurveskjul Skov, og her er terrænet anderledes fremkommeligt, idet stien - Prinsessestien - går op i terrænet. Ved Louisekilde kan man se gendannelsen af Mølleåens oprindelige slyngede forløb efter at den i 1886-1888 var blevet rettet ud til en lige kanal pga levering af vand til Københavns Befæstning.

Spurveskjul Skov lidt øst for det sted hvor stien fører ned til broen over Mølleåen.

Jeg krydsede broen Kobro for at komme over på sydsiden af Mølleåen. Her er stien igen smattet, dog ikke i samme omfang som tidligere på turen. Herfra har man en udsigt til Møllehuset. Møllen blev nedlagt samtidig med at åen blev til en del af befæstningen. 

Mølleåen Møllehuset.

Vest for møllen har man opført et moderne hotel som man kan have sine meninger om passer ind i landskabet. Tidligere var Frederiksdal Kro i 1777 flyttet til denne beliggenhed, men nedbrændte i 1964 og kun rejsestalden på den anden side af vejen er bevaret. I stedet for kroen opførte man altså Hotel hvide Hus.

Ved Hjortholm og Frederiksdal Fribad,

I det fjerne kunne jeg skimte Frederiksdal Slot. Men drejede ikke af, og holdt frokost ved voldstedet Hjortholm - et fordums historisk sted. Halvdelen af borgen er dog endt i Furesøen, og kun en lille knold står tilbage, delvis omgivet af en voldgrav. En gravemaskine var i gang med et eller andet, og der er opdynget afskårne grene. Turen fortsatte herefter over på den sydlige søbred tilbage mod møllen og Den Gamle Have. Herfra drejede jeg mod syd af Kulhusevej for at komme ned til den vestligste ende af Bagsværd Sø.

Bagsværd Sø, Slotspavillonen Aldershvile

Aldershvile Slotspavillon hørte engang til Aldershvile Slot fra 1790erne. Det nedbrændte i 1909, og kun murene står tilbage. Efter branden opførtes i begyndelsen af 1920erne Slotspavillon af grosserer Carl Olesen fra København. Da han døde, købte Gladsaxe kommune Slotspavillon og park for i 1928 at åbne en restaurant for offentligheden. Den blev kendt for at blive brugt som kulisse til Matador.

Bagsværd Sø, Sophienholm

Det ville føre for vidt at angive alle de mange både-, kano-, kajakklubber som ligger langs med søbredder, ligesom bådfartens landingssteder. En del af dem er privat område og afspærret for offentlig adgang, mens andre er ganske åbne.

Bagsværd Sø

Østbredden af Bagsværd Sø fra Slotspavillonen er betydelig mere naturpræget end den vestlige sydbred som er domineret af rostadion, roaktiviterer og græsplæner.

Mølle Åen ved Kanoklubben.

Den østlige del af den sydlige bred af Lyngby Sø er præget af private bebyggelser, selv om en del for omkring 100 år siden blev opkøbt til en folkepark (mest en græsplæne med en statue og endnu en roklub).

Ruten

Lyngby Station. Lyngby Åmose langs søbredden. Mølleåens nordbred. Voldstedet. Retur ad Søbakken. Den gamle Have. Kulhusvej. Søvej. Skovalleen langs Bagsværd Sø - følge søbredden til Nybrovej. Herefter langs Lyngby Søs sydlige bred til Lyngby Station. På kortet blev ruten omkring 16 km. Med omveje nok noget længere.

Kagså-Dalen

Kagså-dalen mellem Gladsaxe og Herlev er de sidste årtier stille og roligt gået hen og blevet et rigtig godt rekreativt "bynatur-område"

Fra bakken nord for Klausdal får man indtryk af den udtørrede Tibberup Sø. I horisonten Hareskovene. Smørmosen midtfor og Fedtmosen til venstre.

Kagsåens eksistens skyldes Tipperup Sø. Det der i dag er Smørmosen og Fedtmosen. I oldtiden sejlede folk rundt i udhulede egestammer. Ca. 1300-1673 eksisterede landsbyen Tipperup. Men så forærede Chistian 5. den til Joachim Vincentz von Hahn der ganske enkelt nedlagde den - sådan gjorde man åbenbart under enevælden, Danmarks daværende svar på nutidens militærdiktaturer. Kongen overtog området igen 1738 og beholdt mosen til jagt og tørveskær. Et godt indtryk af den nu udtørrede sø får man på bakken nord for Klausdal der nu bruges af KFUM-spejderne.

Endnu et kik fra Klausdal, denne gang mere mod nordvest til Kildegården der nu er naturcenter. En vidunderlig blomstereng med masser af blomster, insekter og andet godt i forgrunden.

Bønder

Bønderne fik efter kronens overtagelse af området i 1738 Fedtmosen som blev udstykket. I dag er der kun enkelte reminiscenser tilbage, gårdene Kildegården og Klausdal der ikke er specielt gamle, men som formentlig ligger på steder hvor der har ligget gårde siden dengang. Som det fremgår af billederne drives der ikke længere landbrug på gårdene. Men formentlig har der været kornmarker omkring dem.

Kildeplads XIV (1897). Da den blev anlagt, var det ganske langt ude på landet. Ca. 10 kilometer fra København. Og inden for et par kilometers radius kun de små landsbyer Herlev og Gladsaxe. I baggrunden Kagsåkollegiet som blev bygget 1968.

Københavns Vandforsyning

Tibberup Sø blev afvandet dels af Tibberup Å - der senere bliver til Jonstrup Å og Værebro Å, dels af Kagsåen som via Harrestrup Å og Damhussøen ender ved Åmarken. Men udover bønderne havde København også siden 1500-tallet rumsteret i området - vandforsyning! I første omgang i form af overfladevandet fra søen. I 1672 var vandstanden i søen faldet så meget at vandet løb denmodsatte vej - altså tilbage i søen! I 1722 var der blevet forbrugt så meget at søen blev til mose. Ikke desto mindre blev man ved med at forsøge at udvinde vand. Først ved at oprense grøfterne i 1786, men uden held, mosens vandspejl var allerede sunket for meget. I 1815 forsøgte man sig så igen med at oprense Kagsåen. Et forsøg med at stoppe afløbet gennem Tibberup Å hjalp heller ikke og blev genåbnet i 1820. I 1861 afsagde Højesteret dom over at Københavns Vandforsyning ikke havde ret til at udnytte vandet. Så erkendte man at Kagsåen ikke kunne levere vand til København.

Københavns Vandforsyning har både betydet at området langs Kagsåen er blevet drænet så man har været nødt til at grave åen dybere og dybere, på den anden side sikret at området ikke blev offer for den eksplosionsagtige urbaninsering fra 1950'erne.

Kunne man ikke udnytte overfladevandet, gik det bedre med grundvandet. I 1897 anlagde Københavns Vand Kildeplads XIII og 1905 Kildeplads XIV. De lå dengang groft sagt 9 km ude på landet på en øde mark. Og de fungerer stadig væk, dog  er Kilde XIII delvis lukket pga industriforuerening. Kildepladserne betød på den ene side at området blev drænet for vand, på den anden side at naturen blev forskånet for urbaniseringen.

Moseområde mellem Motorring 3 og Kagsåen som løber langs trærækken bagest. Anlægget af Motorring 3 kom til at betyde at arealet dalede i betydning som landsbrugsområde.

Motorring 3

På forunderlig vis kom Motorring 3 lige som Københavns Vandforsyning til at spille rollen som tveægget sværd for Kagsådalen. Motorringen sætter i dag sit afgørende præg på lydbilledet langs Kagsåen. Som en kraftig emhætte suser den konstant og vedvarende. Det var formentlig ikke planen da den blev planlagt og projekteret under 2. verdenskrig. Stykket langs Kagsåen blev dog først færdigt i perioden 1968-1971. Og er i dag en af de mest - hvis ikke den mest - befærdede motorveje i Danmark.

Engarealet med sø, græs og markblomster. Det sydligste område -længere mod nord anes skovområdet. Og Motorring 3 med skiltet helt yderst til venstre.

Støjniveauet er den dårlige nyhed, den gode at ådalen ned til Kagsåen i dag rummer tre rigtig gode bynaturområder, fra nord til syd: Vildvoksende skov (fortrinsvis løn, vist nok), mose og eng. Syd for Herlev Ringvej kan man opleve den helt paradoksale stemning af larm fra motorvejen - og et fantastisk fugle-, insekt- og planteliv. Hvis man vil studere vilde planter og græsser, så er der rige muligheder. Og ornitologer vil formentlig også kunne få megen tid til at gå her. "Skovområdet" har fået lov til at gro til så det i dag fremstår ret uigennemtrængeligt, selv de få trampestier der er. Moseområdet er sumpet og gummistøvler kan anbefales. Engområdet har nogle gode vandrestier. Her er både en rig blomsterflora, samt et godt udvalg af Danmarks mange græsarter repræsenteret, ind i mellem også rester fra de gamle kornmarker (rug, vist nok).

Haveforeningen Nyvang i Herlev Kommune grænser helt ned til Kagsåen i forgrunden. I modsætning til haveforeningen Tornhøj på Gladsaxe-siden af Kagsåen, som ligger et pænt stykke fra åbredden med en græsrabat og sti mellem.

Haveforeninger

Indtil 2. verdenskrig havde Kagsådalen været overladt til landbrug, formentlig bare marker og åbent landskab. Men så begyndt urbaniseringen for alvor at røre på sig. I første omgang som udslag af den københavnske arbejderklassens ønske om lys og luft. Det betød at fra øst begyndte haveforeningerne siden 2. verdenskrig bredt sig ned mod Kagsådalen. Og det fortsatte på den anden side af Kagsåen mod vest med Nyvang ind i Herlev Kommune (1952) og Smørmose (1956). Fra samme periode (1948-50) stammer også Herlevhuse som tidligere er blevet beskrevet her på Vandringsløse Tidende. Herlevhuse kan ses som et forsøg på at realisere arbejderklassens drøm om at bo permanent "på landet" i små, billige huse.

Haveforeningen Tornhøj i Gladsaxe Kommune. Afstanden til åen er væsentlig større end i Herlev Kommune (til venstre i billedet). Som det bemærkes er åen lige blevet oprenset. Og på trods af de kraftige regnskyl er der ikke meget vand i den. Selv om den er blevet dybere. 

Kagsåkollegiet

Meget symptomatisk for 1960'ernes velstandsboom og en stigende søgning til de videregående uddannelser blev i 1968 Kagsåkollegiet færdigt. På initiativ af De Unges Boligaktion, Danske Studerendes Fællesråd og Studierådet ved Københavns Universitet. De to sidste blev dog senere udskiftet med repræsentanter for Lærerstuderendes Landsråd, Studierådet ved Danske Teknika samt Gladsaxe Kommune. Kollegiet var tegnet af arkitekt Aage Hartvig Petersen.

Nyttehaver nord for Klausdalsbrovej. Jeg ved ikke hvornår de er fra.

Kagsåens lidelseshistorie er således lang: Bønder, godsejere, vandvæsen, haveforeninger, beboelse, kollegier har alle krævet at få del i kagsådalens lyksaligheder. Således at den for ganske årtier siden lignende en parodi på sig selv. Men på forunderlig vis blev noget reddet af vandforsyningen, af motorringen - og endelig af at man de seneste årtier er blevet opmærksom på andre værdier end materielle og økonomiske.

Græs er ikke bare græs, det finder man hurtigt ud af når man nærkikker på engarealerne. Jeg vil vædde på at man kan finde et betydeligt udvalg af Danmarks mange græsarter her.  Og fugle, insekter og dyr elsker sådanne områder. Det summer bogstaveligt af sol over engen!

Området har påbegyndt en ny epoke hvor man har givet skov, mose og eng lov til at brede sig. Afregningen i form af et rigt dyreliv, fugleliv, insekter og planter har ikke ladet vente på sig. Og kagsåparken, som er det officielle navn, er undergået store forandringer hen i mod at blive et rekreativt område for nutidens fortravlede bymennesker. Faktisk har jeg set en større biodiversitet på dette forholdsvis lille område end ude "på landet" hvor kulturstepperne og monokulturen dominerer!

Farvel til 2015

Ikke så meget snak. Her er bare nogle fotoer med korte kommentarer om året der gik

I 2015 var der snevinter den 22. november. Der faldt masser af tøsne hvis vægt fik tykke grene til at knække. Især tjørn ser det ud til at være gået hårdt ud over. Hvad sneen ikke knækkede helt, ordnede den orkanende storm få dage efter. Dette træ mellem Kagsåen og Motorring 3 minder om at der stadig ikke er ryddet op.

På et hængende hår lykkedes det 2015 at få fremtryllet noget bidende kulde. På årets sidste dag bragte det endda noget is med sig, her ved Kildepladsen nedenfor Herlevhuse. Omend temperaturen på årets sidste dag holdt sig en grad over frysepunktet, så gjorde blæsten at det føltes bidende koldt.

Vand har der så til gengæld været masser af, så meget at DMI har spået at 2015 måske slår endnu en vejrrekord som rekordvådeste år. Kendere af Kagsåen (her ved Kagså Kollegiet) kan se at vandstanden nærmest svulmer i forhold til hvad man plejer at se her. Og støvlelyden når man går på det gennemvåde græs fortæller også om hvor fugtigt det er.

Idyllisk ser det ud, og hvorfor er der ingen mennesker i Smørmosen. Udover et par kondiløbere og en enkelt skiløber? Det er såmænd fordi fotoer ikke gengiver den stride blæst som giver en lyst til hurtigst muligt at komme ind i varmen igen. Kun opgaven med at få taget et billede fra bakken bag Klausdal motiverer Vandringsmanden til gysende at bestige bakken.

Grønnegården i Gladsaxe ligner dd en parodi på sit navn, kun græsplænen foran ser stadig helt grøn ud. Men industrikvarteret ligger øde hen. Selv Dyna Bubbers Grill er lukket denne dag, og de brede veje er menneske- og bilmtomme. Vimplerne står til gengæld lige ud i blæsten. Og der er travlhed omkring Netto syd for Gladsaxe Fort.

Jeg har tidligere lidt frisk kaldt stien mellem Oktobervej og Novembervej for Den Navnløse Sti, men måske er Kalenderstien et mere passende navn. Selv om man kun går fra oktober til november, så krydser man også april, juni, maj, september og august, med mulighed foren smutvej til juli. Mon der engang var afsat veje til december, januar februar og marts, eller havde man simpelt hen besluttet at afskaffe vintermånederne?

Boom! Nyåret er ved at blive skudt ind. Krudtrøgen ligger tyk over Novembervej ved Pilegårdsvej, og årsagen er dette sted hvor en flok - formentlig drenge - morer sig med at tage forskud på midnatsfyrværkeriet. Få kender vel egentlig grunden til det. Men for de som bekymrer sig om den slags, har Politivennen en kulturhistorisk forklaring på skyderiet. Bemærk at man endnu ikke har fået ryddet helt op efter snefaldet og det katastrofale grenfald i november.

Arbejderdrømme: Haveforeninger i og udenfor København

Frihed på landet, fællesskab, friske grøntsager, fred og ro - eller skure langs larmende motor- og ringveje, urbanisering og forurening?

Hvis det var gamle bondelandsbyer, åbne marker og frisk luft de gode arbejdere i 1940'erne sparede op til i flere år for at få en parcel i Hf Carl Nielsens Minde i Gladsaxe, så forstår man det godt: En lille landsby omkring kirken, enkelt gårde og vidt udsyn til alle sider. Ca. 20 år senere var det slut. Nu er der kun en håndfuld fredede bygninger tilbage, fx Gedebukkehuset (eller Gedebukkemandens Hus) ved indgangen til haveforeningen fra Gladsaxe Møllevej.

Virkeligheden for Københavns enorme arbejderklasse omkring år 1900 var elendige slumkvarterer på brokvartererne. Nogle søgte lykken ved at flytte til Søborg, som tidligere beskrevet i Vandringsløse Tidende. Andre blev boende, men forsøgte i stedet at udleve drømmen med en parcel i en haveforening. Som så meget andet er haveforeningerne præget af deres tid. Enevældens bud var fattigvæsnets fattighaver med et opdragende formål. Efter enevælden opstod ideen om at give fattige mennesker adgang til grønsager - og frisk luft. I 1884 blev den første uden tilknytning til fattigforsorgen oprettet med tilknytning til Venstre. Men arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet overtog hurtigt ideen i København i 1891 i Guldbergsgade (Arbejdernes Værn). Og så gik det stærkt, i 1906 var der således 6.000 haver i København.

Haveforeningerne i København

Haverne blev anlagt "på landet" uden for København i gå- eller cykelafstand, fx i Guldbergsgade og i Lersøparken fra omkring 1909-1921 og i Valby, Brønshøj og Vanløse. Men allerede i 1940'erne blev disse områder opslugt af hovedstaden. Nogle blev nedlagt. Andre flyttede ud på det der dengang var landet uden for Københavns Kommune, fx Klausdalsbrovej. Det skete for Hf Voldly (se nedenfor) og Hf af 4. juli 1917 som lå hvor Lersø Park Alle er nu, deraf årstallet. Den blev anlagt på Egegårds jorder omkring 1949. Og for Hf Fælles Eje der oprindelig lå i Guldbergsgade. Enkelte overlevede som små enklaver i kommunen København.

Egegård ligger i dag godt gemt i det sydvestlige hjørne af krydset Klausdalsbrovej og Gladsaxe Møllevej. Nu som kommunal institution. Men da kolonihaver som fx Hf af 4. juli 1917 flyttede herud i 1940'erne var det bl.a. på denne gårds jorder. Og der skulle gå yderligere nogle årtier før urbaniseringen for alvor slog igennem her.

To overlevere ligger ved Mørkhøjvej og omtaler sig selv som hhv andelsforening og andelsselskab. Birkevang er den største med 140 husstande, og praktisk talt alle grunde er beboet året rundt, hvilket den kommunale lokalplan fra 1992 også tillader. Andelsselskabet Rosenvang (1926) fyldte 80 år d. 10. marts 2006, samme år som overgangen til helårsstatus blev en realitet. Husene mod Vestvolden har et noget broget udseende og ved nybebyggelse skal de flyttes 2,5 meter væk fra skellet. Hække på mindst 1,80 m skal anlægges.

Hf Voldly er opkaldt efter at den oprindelig lå ved Vestvolden i Husum. Hvor nu Voldparken holder til. I modsætning til Rosenvang og Birkevang blev den flyttet hertil i Gladsaxe, hvad der dengang måske var et godt bytte, men i dag med sin beliggenhed ved Gladsaxe Ringvej og Hillerødmotorvejen nok må betegnes som et ringe bytte.

En anden overlever der valgte at forblive en almindelig haveforening er Brønshøjholm Haveforening stiftet 30. oktober 1924. Området blev tidligere sporadisk brugt til losseplads. Oprindeligt lå en del på stien østligt bag om  havebyen og et areal langs Kirkemosens bred. Men det blev udvekslet for stien langs Boldklubben Fix' fodboldbaner. Modsat Rosenvang og Birkevang stemte medlemmerne i 1999 for at være en varig kolonihave.

Gladsaxe

I takt med at haveforeningerne forsvandt fra Københavns Kommune etablerede man fra 2. verdenskrig nye længere ude, fx langs (Gammel) Klausdalsbrovej i Gladsaxe og Herlev. Haveforeningerne i Gladsaxe blev til mellem 1942 og 1947, med undtagelse af Hf Smørmosen fra 1956 der er den eneste der er andelsejet, resten er kommunalt ejet. Det socialdemokratiske koncept fremgår af navnene Fælles Eje og Samvirke. Når bortset fra fælles flaghejsning på 1. maj er det nok hvad der er tilbage. Andre tog bare navn efter lokale stednavne.

Hvis man en sjælden gang finder den rigtige vinkel som her ud over Hf Mirabelle og Hf af 4. Juli 1907, kan man måske fornemme hvad der i 1940'erne tiltrak københavnerne. Men så skal man også finde en fotokile mellem motorveje, højhuse mm. Og larmen er øresønderivende, hvad et foto naturligvis ikke kan gengive.

De første blev anlagt nord for Gladsaxe kirkegård, Hf Carl Nielsens Minde på Toftegårds jorder i 1943. Dengang var Gladsaxe en ca 500 m lang landsby langs Gladsaxe Møllevej, afgrænset af Branddamsvej mod øst. Af den eksisterer kun få bygninger, fx Gedebukkehuset, eller Gedebukkemandens Hus fra 1700 tallet. Den fredede bygning ligger som indgang til haveforeningen, tæt på det nuværende marketenderi og pizzaria. Navnet hentyder til formand for Kolonihaveforbundet Carl Nielsen, altså ikke komponisten Carl Nielsen. Haveforeningen har både oplevet at blive udvidet og eksproprieret til Motorvej. Oprindeligt hørte også Hf Mirabelle (1942-1943) til denne haveforening, men blev afsnøret af Motorring 3. Mod nord ligger Signalhaverne der noget specielt, oprindeligt 22 haver tilhørende staten.

Dette vidunderlige sted forener mange af de elementer som forbindes med et kolonihavehus: Der er noget for børnene, bordet hvor familien samles, plænen hvor der kan spilles bold, grillen, terassen og naturligvis det hyggelige hus.

I 1947 udvidedes området vestpå med Hf Skrænten (eller i starten Lille Tornhøj da den var en del af Hf Tornhøj, den mindste, men har mange gamle huse bevaret og desuden en af de bedste udsigter), Hf Tornhøj, Hf Fælles Eje og Hf Samvirke. De blev anlagt ved den motorvej som tyskerne under 2. verdenskrig i 1943 begyndte at anlægge for at kunne rykke hurtigere rundt på de tyske tropper. De lå stadig i behagelig cykelafstand fra København, det har vel taget en times tid. Man kan fornemme den oprindelige idyl med at de er anlagt på en skråning ned mod Kagsådalen. Men idyllen varede kun et par årtier til bilerne fik håneretten over cyklisterne. Og resultatet er særdeles hørligt i dag: Støjen fra Motorring 3 og Hillerødmotorvejen er markant overalt, på trods af lydmure og bakker. Selv langs Kagsåen høres den tydeligt.

De fire haveforeninger vest for Hillerødmotorvejen ligger på en skrænt. Sine steder har man en god udsigt over Kagsådalen. Og en tæt beliggenhed til Smørmosen. Dannebrogsvimplen vejer fint i dag - ligeledes gør parabolantennen.

Det gælder også de to haveforeninger lidt længere sydpå, Hf Mosehøj med mange huse fra 1940'erne bevaret og Hf Voldly. Den sidste er et eksempel på en forening som blev flyttet. 1928-1948 lå den i Husum hvor Voldparken nu ligger. Da man flyttede, tog man klubhuset med og genopførte det sten for sten i Gladsaxe.

Indpakket i nyere træbarakker kan man finde dette klubhus opført i mursten og bindingsværk i Hf Voldly Klubhus. Det lå oprindeligt i Husum (nu Voldparken), men medlemmerne tog det ganske enkelt med til Gladsaxe hvor det blev genopført.

Herlev

Haveforeningerne bredte sig i 1950'erne videre langs KLausdalsbrovej ind i Herlev, med Hf Klausdalsbro, Hf Nyvang. (1952. Lejer af Københavns Kommune, administreres af Herlev Kommune). Hf eller Parcelforeningen Rytterhaven, Hf Syvendehus og Hf Hjortespring. En afstikker mod nord i Gadsaxe skete med  Hf Smørmose (Andelshaveforening opført på jorder til den tidligere Søgård. 1956-58). Som et eksempel på den nye øko-bølge er Slottet i Smørmosen. Men det er en anden historie som webloggen måske kan vende tilbage til en anden gang.

Haveforeningernes faciliteter

Alle haveforeninger har et område med fællesfaciliteter, et kontor, mødelokale, affaldssortering osv. Enkelte har fælles vand og toilet, 3 har sågar marketenderi og et enkelt pizzaria. Det er her fællesmeddelelserne hænger. I de fleste haveforeninger var det også her Pinden oprindelig var - altså området for drukmåse. Men de er ved at blive ildesete. Ved marketenderiet i Carl Nielsens Minde er der ligefrem et skilt der forbyder "drikkeri". Marketenderiet er ikke en erstatning for det lokale supermarked. Fra et tidligere besøg i det i Nyvang oplevede jeg at man ikke kunne få franskbrød. Det skulle bestilles senest dagen i forvejen. Og generelt er der kun få tilbage. I Hf af 4. juli 1917 hænger der i den lukkede butik et over 3 år gammelt skilt:

"Kære kunde. Da jeg ikke har vare nok til at holde butikken åben til den 15.08.2012,derfor butikken sidste dag er Søndag d. 12.08.2012. Her vil jeg takke alle For disse år. Mvh købmanden"

Og der ser ikke ud som om der har været rørt ved butikken senere. I Hf Tornhøj er der dog stadig en hvor der selv en sen efterårsdag som denne er kunder.

Hf Fælles Eje har et pænt stort marketenderi som også bruges til forskellige andre fællesskabsformål. Der er en udendørs overdækket terrasse hvor folk kan sidde. Om drikkeri er forbudt her som det er ved Hf Carl Nielsens Minde, skal jeg ikke kunne sige.

 Lovmæssighed med nyt koncept

Efter en langvarig og ophedet debat om folk kunne bo i kolonihaver hele året, foreslog Københavns Kommune at omdanne 13 haveforeninger til helårsbeboelse efter et have brugt Elmebo på Amager som forsøgskanin. Lovgivningsmæssigt blev der indtil 2001 forhandlet om haveforeningernes ret til at leje jord, typisk 20-30 år ud i fremtiden. Men siden da er tilladelserne gjort permanente.

Nu er de oprindelige formål for længst fortid. Enevælden, Venstre, Socialdemokratiet. De politiske kolonihaver er pist væk. Et helt andet indhold lagt ned over dem. Prydhaverne har overtaget, selv om der da enkelte steder stadig står et frugttræ og nogle enkelte køkkenbede. Fællesskabet er det formentlig også så som så med. I nyere tid bliver kolonihaverne brugt af unge som et midlertidigt nødvendigt bosted indtil de kan finde noget andet.

Haverne og indboet i husene er ofte et skrabsammen af alt muligt som ingen kunne drømme om at have i deres egne huse. Eller som engang har været der, men som er for umoderne, uden at man egentlig kan nænne at smide det ud. Mange skilte og standere som denne kan man så spekulere over hvor stammer fra. Nu fungerer den som cykelstativ.

Haveforeningerne, deres navne og placering afspejler således et stykke byhistorie. Lige som storbyens huse, placering, udseende osv. intet har at gøre med hvad de blev opført til. Men at de er der, givet os en mulighed for at fantasere os tilbage i den historie, hvoraf størstedelen formentlig er gået tabt for evigt, sammen med de mennesker der boede der og deres huse, møbler, haver, skure osv. Når jeg går rundt i haveforeningerne, synes jeg de er et minde om arbejdernes oprigtige drøm efter et bedre liv. Godt nok endte den som et monument over bristede drømme i et lydinferno på byggegrunde hvor ingen formentlig ville opføre et helårshus. Men beboerne knokler også denne efterårsferie løs på deres egne drømme. Måske mere individualistiske, men ikke mindre charmerende.

Det gennemgående træk i alle haveforeningerne er fælleshuset. Typisk med kontor, mødesal, toiletter, redskaber, vaskeri. Her fælleshuset i Hf Tornhøj. Rødtornen midt i billedet er skænket af Gladsaxe Byråd i 1995 i anledning af 50-året for foreningen.

Der er langt fra de tidlige haveforeningshuse af genbrugstømmer fra trækasser, sildekasser mm. til nutidens præfabrikerede og måske endda arkitekttegnede parcelhuslignende huse. Fra enevældens opdragende, over Venstres nyttehaveide og arbejderbevægelsens rekreative til nutidens økologiske trend. Fra dagshuse til helårshuse. De gamle ånder lever videre i husenes navne. Selvironiske navne som Slottet. Godset og Datja, ordspil som Kridthuset, Dukkehuset, Lykke, Kolonisten, Sparekassen, Godt Nok eller bare et skilt man har fundet, Reberbanen og Larsens Plads - sidstnævnte optræder forbløffende mange steder.

Skal man forsøge at sammenfatte hvad der i dag har erstattet fortidens huse, de små dukkeudgaver af slotte med spir, tårne osv., så er det en mere jordnær arkitektur, som ligger tæt op ad parcelhusets. Godt nok er mursten og tegl udskiftet med træ, eternit, aluminium og tagpap. Og selvfølgelig i miniudgave. Men enfamilievillaen med haven er modellen.

Læs mere

Man kan læse om haveforeningerne i Gladsaxe på internettet på Haveforeninger i Gladsaxe. Pdf af Gladsaxe Byarkiv. Også lidt om historie generelt. Desuden på to hjemmesider om Kolonihavernes historie og Kolonihavernes historie. Derudover lidt læsestof om den seneste store begivenhed, nemlig Naturstyrelsens rapport fra 2000 om kolonihavernes fremtid og Miljøministeriets notat om helårsbebyggelse. 2006.

Ruten

Man kan selv vælge hvor lang tid man vil bruge på ruten. Vælger man kolonihaverne langs Klausdalsbrovej er det rimelig nemt at komme fra den ene til den anden. Og så er det bare med at gå rundt i de mange gange. Umuligt at opgøre i kilometer, og man gør sikkert mange stop undervejs for at se på et specielt hus, have eller udsmykning.  Jeg brugte et par dage i efterårsferien, og cyklede til og fra, i forbindelse med mit genoptræningsprojekt.

Fra Pengeløse Overdrev over Søborg til Gladsaxe

Fra bar mark til tætbebygget forstad på 50 år

Ved århundredskiftet 1900 eksisterede der en kommune ved navn Gladsaxe-Herlev med to sogne på  2.500 indbyggere. Det er dem vi i dag kender som Gladsaxe Kommune med knap 67.000 og Herlev Komune med knap 28.000 indbyggere. Og for øvrigt løsrev Herlev sig i 1908 og blev selvstændig.

Just imponerende er bageriet måske ikke, men det er Søborgs ældste hus og ligger ca. midt på Søborg Hovedgade. Langt over 100 år er det.

Pionertiden

Forvarslet kom kort for århundredskiftet. Den indeklemte villa som nu er bageri på Søborg Hovedgade 75, er fra 1897 og Søborgs første og ældste hus. Det har huset butikker og bolig: En filial af Gentofte Bank, viktualieforretning, blikkenslager, tobaksforretning og nu altså bageri. Egentlig et ganske godt eksempel på hvordan Søborg Hovedgade fremstår i dag: Som en driftig forretningsgade. I 1901 begyndte et konsortium at udstykke Søborggård og Lauggård, 78 parceller som blev til Søborg Villaby i området mellem Frederiksborgvej og Gladsaxevej. Her ligger Gladsaxe Kommunes Vandværk.

De første udstykninger i Søborg (Søborg Vllaby) skete umiddelbart nord for Højmosen (Utterslev Mose) og senere vest for (Søborgmaglekvarteret). Tilsammen gav de ophav til betegnelsen "Pengeløse Overdrev". Dette billede af mosen forsøger at give et indtryk af hvilket øde sted det engang var.

1903 fulgte udstykning af området omkring Venusvej, Mars Alle og Marienborg Alle. Tilflytterne var fortrinsvis fra brokvartererne, og deres kolonihaver, skure og lysthuse blev kaldt for "Pengeløse Overdrev". Der er intet tilbage af disse skure. I dag er kvarteret mondænt, med store villaer og ejendomme. Søborgmaglekvarteret (Maglegård, Lauggard og Grønnemosegård) blev fra 1917 udstykket til villagrunde og har stort set samme skikkelse som dengang. Udover at ligge tæt på København og dens arbejdspladser, ligger området også selv i dag idyllisk ned til Utterslev Mose.

Der er ikke meget "Pengeløse Overdrev", snarere noget "Mangepenge Overflod"? over husene der ligger i det område hvor udflytterne fra Nørrebro slog sig ned for over 100 år siden. Et roligt kvarter tæt på Utterslev Mose i et bakket terræn.

Det siger lidt om datidens forestilling om byudvikling at man højst måtte bygge i 1 etage og med 2 lejligheder. 1905 begyndte håndværksmestrene at flyttede i større og finere huse i Bagsværd: Højgårdens grund blev udstykket til Søvej, Aldershvilevej og Skovalleeen. Når man går ad Buddinge Hovedgade, forstå man hvorfor arbejderne ikke nåede så langt ud i første omgang: Der er adskillige kilometer. Dengang landeveje. I 1927 var Aldershvile Slotspark i Bagsværd næsten udstykket. Tre ”gullaschbaroner” eller ”ny-rige” opførte under 1. verdenskrig fornemme herskabsvillaer på Aldershvilevej. To af dem eksisterer nu som institutioner: Søholm”. Pragtvillaen ved Bagsværd Søpark huser nu shippingfirmaet BIMCO.

Gullaschbaroner var en slags yuppier som tjente bunker af penge på at sælge mere eller mindre (specielt mindre) spiselige kødvarer til tyskerne under 1. verdenskrig. Udover at de opførte sig radikalt anderledes end det traditionelle pænere borgerskab, gik der også rygter om at de anvendte rottekød og endog savsmuld i deres produkter. At de tjente mange penge, vidner dette hus om.

Bl.a. arkitekter var bestyrtede over den "rodede byggestil" og en forening til forskønnelse af Søborg forsøgte i perioden 1911-1920'erne at få opført arkitekttegnede boliger, fx det såkaldte "Mønsterhus" på Runebergs Alle 41, arkitekt K. T. Seest. Det er ham der også tegnede den mere kendte Nørrebro Station. Huset står endnu: Gulmalet. Huset vakte opsigt i hele København for "den gode smag", I 1913 en villa på Jyllands Alle (nu Dickens Alle) tegnet af arkitekt Gotenborg (1878-1964). Det slog aldrig igennem. Dels var de indbyrdes uenige, dels havde selvbyggerne, arbejdere fra brokvartererne, ikke råd. Selv om foreningen angiveligt lavede byggeri til fornuftige priser

Det byggeri der omgiver mønsterhuset, er et vidnesbyrd om at den slags huse forblev en drøm i nogle arkitekters huse. Trods berømmelsen ser man ikke mange af denne type huse i Søborg.

Foreningen stod også bag ”Indianerlandsbyen”. I april 1914 købte A/S Høje Søborg gården af samme navn med jorder. To af bagmændene, arkitekterne J.L. Meulengracht og Niels Gothenborg, er jeg stødt på før, dels i forbindelse med selvbyggerne, dels med Den Engelske Haveby i Brønshøj. De 73 ensartede gavlhuse med udnyttet tagetage og gavlene vendt ud mod vejen blev bygget 1924-25. Men det tog ti år, før alle husene var solgt. Som for selvbyggernes vedkommende satte købernes deres personlige præg på husene, der i dag da også er meget forskellige, trods den fælles grundplan.

I det meste af 1900-tallet havde folk ikke meget kendskab til andre end deres omgangskreds. Hvis noget var særlig fremmedartet, blev det nedsættende eller spydigt kaldt noget med "indianer" eller "neger". Det gjorde min far fx. I min ungdom kaldte man det noget med "araber" eller "beduiner". Racisme er noget der ligger dybt i dansk opdragelse. Måske som en reaktion har beboerne nærmest demonstrativt givet hvert hus sit særpræg.

Det øvrige Gladsaxe og Buddinge var forholdsvis uberørt af urbaniseringen. Mindre erhvervsvirksomheder etablerede sig langs Søborg Hovedgade. Selvom tilflytterne betød at Socialdemokratiet blev indvalgt for første gang i Sognerådet, havde det gamle landsbysamfunds repræsentanter dog stadig overtaget. Godt nok ernærede kun 1/3 af Gladsaxes indbyggere sig med landbrug i 1906, men kvinder og tyende fik først almindelig valgret i 1909. I 1940 var kun omkring 4% beskæftiget ved landbruget.

Urbaniseringseksplosionen

Udbryderen Herlev fik i 1905 fik eget vandværk. Gladsaxe klarede sig med brønde indtil 1910 hvor der kom et vandværk ved Søborg Mose. Moderniseringen foregik langsomt: I 1907 åbnede Bagsværd Skole. Søborg Skole indviedes med 350 elever. I 1909 kom der elektrisk lys til Søborg og Bagsværd og i 1911 i Mørkhøj og Gladsaxe. Udover Slangerupbanen blev der i 1915 fast rutebilkørsel mellem Bispebjerg og Søborg. Tilflytterne arbejdede nemlig fortrinsvis i fabrikker på Nørrebro. Men efter 1910 gik det stærkere. Indtil 1940 voksede Gladsaxes befolkning med over 20.000. I 1913 blev Socialdemokratiet for første gang det største parti i sognerådet. I 1917 fik partiet sit første kvindelige sognerådsmedlem, lærerinden Emilie Madsen. Hun blev ekskluderet pga en strid om Hjælpekassen.

For en vandværksfan er det svært at lade være med at fiksere på Gladsaxe Kommunes Vandværk. Formentlig det som blev opført 1910. Før den tid klarede man sig med brønde. Vandværket ligger i det område som først blev urbaniseret i Gladsaxe Kommune.

Under 1. Verdenskrig, i 1916 blev omkring 500 soldater indlogeret hos private. De bemandede Gladsaxe og Buddinge Forter, Buddinge og Tinghøj Batterier. Denne grå decembertorsdag fornemmer man intet af alt dette. Der ånder fred langs Husumenceinten på Vestvolden. Volden er ved at blive skovet fri så man reelt også kan få et indtryk af konturen af anlægget. Det har ikke skræmt sjaggerne væk. Deres sjæggen ledsager hele vejen ud til Utterslev Mose. I 1916 åbnede også Søborg Biografteater. Det blev moderniseret 1936. I 1916 indvarslede opførelsen af Gladsaxe Mejeri det senere Gladsaxe Industrikvarter. Det lukkede 1972 og blev revet ned i 1982.

Det lå ikke i kortene at Gladsaxe skulle fortsætte som selvstændig kommune, men indlemmes i København. Landsognene kunne ikke klare udgifterne til veje, kloakering, skoler, socialforsorg, vand, el, gas, trafik osv. Det var bl.a. baggrunden for Brønshøjs indlemmelse i København. Derfor ansøgte man om ”optagelse” i København, Bl.a. opkøbte Københavns Kommune ca. 1/8 af Gladsaxes areal. I 1933 krævede Gladsaxe af regeringen at kommunen bliver indlemmet i København. Disse planer blev dog forholdsvis hurtigt forpurret. Man begyndte allerede i 1937 at tvivle på projektet, i 1939 stod det klart at Gladsaxe ikke kunne kræve at blive indlemmet.

De ikke så glade 20'ere

De glade tyvere var måske ikke så glade i Gladsaxe, for 1922-1924 blev der opført 2 husvildebarakker i træ og lysthuse bruges ofte som helårsbeboelse. Sognerådet accepterede de nuværende beboere, men forsøgte at begrænse fremtidigt ulovligt byggeri. Man gav rådgivning til nye parcelhusejere og tegninger til 3 typer huse som kunne opføres med små midler. Især i Stengårdskvarteret flyttede folk ind. Som i et tidligere indlæg om selvbyggere var det især private som stod for det. I 1917 blev Maglegården udstykket. Søborgmagle. Grundejerforeningen har beskrevet historien. I 1920 Grønnegården. Det gik for alvor i gang 1923. Men i starten var det mest lysthuse uden kloakering. Den var først på plads i 1936. Lysthuse er et kendt fænomen i den tidlige urbanisering af Københavns omegnskommuner, fx Hvidovre.

Biblioteksvæsnet startede i 1923 på Søborg Skole med udlånsfilialer på skolerne i Gladsaxe og Bagsværd. I 1940 blev Gladsaxe Kommunebibliotek indviet på hjørnet af Gladsaxevej og Uranienborg Alle (arkitekt Vilhelm Lauritzen). I 1924 kørte en sporvogn ad Søborg Hovedgade. Bagsværd Bio åbnede.

Depressionen i 30'erne

I 1930'erne kunne grønne omgivelser i Gladsaxes endnu tiltrække tilflyttere. Men de sociale forhold bød på arbejdsløshed og fejlernæring. I 1936 blev fx indført gratis skolebespisning pga fejlernærede børn. For de ældre blev 1932 det første alderdomshjem indviet: De Gamles Hjem på Søborg Hovedgade. Bygningen er stadig i brug. Børnehaver kom til fra 1933 med samt flere skoler.

Mørkhøj havde indtil da ligget indeklemt mellem Husum, Herlev og Gladsaxe med dårlige trafikforbindelser, men i denne periode blev Mørkhøjs gårdes jorde at blive udstykket. Monberg Thorsen og Dyrup & Co. flyttede til Gladsaxe Industrikvarter i 1934. I 1935 kom et bygningsreglement: Der skal være 50 meter fra fabrikker til nærmeste beboelse, i industrikvarterne dog kun 10 meter.

Søborg Hovedgade er en livlig forretningsgade og egentlig ganske underholdende at trave op eller ned ad. Nogle vil måske kalde byggeriet langs vejen for rodet. Det er den også, opbygget som den er igennem 100 år. Man kan se at alle stilarter, boligtyper osv. blander sig i bybilledet. Trafikken ser voldsom ud, men egentlig ikke overvældende. Vejen ligger tilpas fra Hillerødmotorvejen og Helsingørmotorvejen.

I perioden 1935-1940 fordobledes antallet af lejligheder i kommunen, og områderne langs Søborg Hovedgade blev næsten helt udbygget. Det arkitektonisk mindre interessante Pileparken blev opført 1946-1950'erne. I villaen Højgårds Vænge 17 "Kisum Bakke" boede forfatteren Karen Lydia Aabye (1904-1982), tegnet af Elliot Hjuler og opført i 1943. Den 22. december 1944 blev den sprængt i luften af Gestapo, fordi hun var medlem af Holger Danske. Men dog ikke hjemme. Den blev genopført 1945 og udvidet 1956.

Søndergård Park er næsten som en pænt stor landsby med eget butikstorv og snoede gader i et let kuperet terræn. Husene er holdt i gule mursten og ser ens ud.

Slut med byggeriet

Efter 1945 gik det kommunale byggeri for alvor i gang og overtog det private byggeris rolle. Markante milepæle var Søgård (1950), Søndergård Park - ingen haver, men grønne arealer (1947-1958) og kollektivhuset Høje Søborg (1949-1951, arkitekter Povl Ernst Hoff og Bennett Windinge). 1950'erne kom Bagsværd Industrikvarter til, Gladsaxe Trafikplads (1952), Gladsaxe Friluftsbad (1958), Privat skøjtebane (1960), Mørkhøj Industrikvarter (1961), Høje Gladsaxe (1963-), Gladsaxe Teater, TV-byen (1964). Så var det ved at være slut. Der var ikke flere ledige byggegrunde.

 Slut ... og dog. Der opføres stadig boliger på Søborg Hovedgade. Her er det Realdania som opfører Danmarks "reelt første energineutrale" boligbyggeri.

Læsestof

Fra klondyke til moderne velfærdskommune. Gladsaxes historie 1900-2000. Karen Jull Sørensen og Per Boje. 2001
På Sporet af Søborgs seværdigheder. Vandretursforslag.
Fra Husum til Mørkhøj

Ruten

Utterslev Mose. Søborg Hovedgade. Buddinge Hovedgade. Bagsværd Hovedgade. Aldershvilevej. Bagsværd Station.

Mørkhøj og Gladsaxe Erhvervskvarterer

Erhvervskvarterer er opholdssted for mange mennesker i mere end halvdelen af deres vågne tilværelse

Langs Ring 3 fra Lyngby til Avedøre Holme ligger Hovedstadsområdets ”ring” af erhvervskvarterer. Fra nord til syd: Bagsværd (dele er nu ved at blive boligkvarter). Gladsaxe og Mørkhøj (målet for torsdagens vandring), Mileparken (Herlev), Ejby, Hersted Industripark, det kæmpestore område nord for Holbækmotorvejen i Brøndby og endelig Avedøre Holme. Foruden mindre klatter rundt omkring.

Udsigt fra Sneglehøj. Det eneste offentlige sted man kan komme i højden og få et fugleperspektivistisk indtryk af en typisk vej i ringvejens erhvervskvarterer: Brede, bilvenlige veje, p-pladser. Smalle ofte tilgroede fortove og erhvervspræget byggeri i utallige variationer.

Langs Ring 4 (der sydpå løber sammen med Motorring 4) ligger desuden et – godt nok et meget stort et – område, nemlig Lautrup. Disse områder markerer Danmarks overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund i sidste halvdel af 1900-tallet. Arkitektonisk måske ikke noget der trækker de store turistbusser til. Men uden dem, intet Danmark som vi kender det i dag.

En lidt atypisk fabriksbygning, Beck & Jørgensen på Sydmarken. Den rummer aspekter af fabriksbyggeri af ældre dato med et vist historisk skær over sig. Virksomheden stammer da også tilbage fra 1892 og laver lak og maling ”som vi tænker på som de gode gamle dage”.

Mørkhøj, Gladsaxe og Bagsværd er blandt de ældste. Her kan man stadig findes små enklaver med små (håndværks)virksomheder. Men udviklingen går mod stadig større byggeri. Flere steder er gravemaskinere i gang med at fjerne forfaldne småvirksomheder: Mon ikke de bliver erstattet af  større. Hver virksomhed, stor eller lille, rummer et stykke koncentreret erhvervshistorie, som jeg slet ikke fyldestgørende kan skrive om her.

Dyna Bubber's Grill er tydeligt præget af sin beliggenhed i et erhvervskvarter. Især åbningstiderne. Da jeg passerede, så det mest ud til at være personer med ærinde i området som brugte grillen.

Vest for Hillerødmotorvejen

I denne del af erhvervsområdet ligger de mindre virksomheder i randen af området. Der er en del bilrelaterede virksomheder som fx Lygtens Karosseri (1987) med speciale i Taxi Mercedes Benz og brugtbilbutikken Drago Auto. Men også butikker som Malmberg Proff Butik (elektronik), Bygma og Kano & Kajak (af alle!). LIC, Lærernes Indkøbs Central, er sat til salg. Den gik konkurs i sommers. Der er også specialvirksomheder som Carometec, ældre- og handicapcentret Sovi og elkomponentfirmaet Thiim. Helt mod vest holder Gladsaxe og Herlev Kommuner til. I modsat ende Center for Døve. De større virksomheder ligger i midten. Bilvirksomheder dominerer: Audi, WV og Skoda mm. Foruden SIF Group (off shore), Ironpump, reklamefirmaet Art Design, Bording og ”we enable science”-VWR.

Lygten Karosseri. Med speciale i taxi. Samt i baggrunden andre lignende småvirksomheder. 

I dette område ligger det nærmeste man kommer til naturområder: Sneglehøj som man nemt kan komme til at overse, og Grønnegård hvor der sågar går heste. Her ligger det ene af to madsteder, Dyna Bubber's Grill som har åbningstider rettet ind efter arbejdstiderne: 7-15. Der er en del aktivitet allerede denne torsdag formiddag. Andre madsteder ligger ved Gladsaxe Trafikplads. Begge steder ikke just steder hvor man serverer mad der lever op til de anbefalede kostråd.

CTR groups imposante strygejernsbygning ved indkørslen til nogle af de virkelig tunge drenge i området, fra Gladsaxe Møllevej.

”Trekanten”

Det kunne man godt kalde området mellem Gladsaxe Møllevej, Hillerødmotorvejen og Ringvejen. Allerede ved indgangen til området tårner strygejernsbygningen CTR Group sig op, mørkegrå og tillukket. Men det er ikke det eneste center for nogle af de virkelig store nationale og internationale kanoner: Fusionen af to næsten 100 gamle virksomheder (2001) MTHøjgaard, Canon, det Novo Nordisk ejede NNIT (1994), NCC (1988), SPX energi og Eniro fylder godt op i området.

Svenske Eniros bygninger er lidt af en befrielse af beskue i forhold til Canon, MTHøjgaard, NNIT, NCC m.fl. i området. Arkitekturen er præget af streng effektivisme uden kringelurer og overflødigt pjank. Et klart signal til de ansatte om at nu er de altså på arbejde? Eller til besøgende?

Sidstnævnte adskiller sig fra de andre rent arkitektonisk og liver op i området med de imposante bygninger. Mellem mastodonterne finder man dog også laguner af små håndværksvirksomheder og sågar en trælast, Søborg Tømmer. Som andre steder hvor man støder på disse, er de tit præget af forfald, med gammelt affald og nødtørftigt tilskoddede vinduer. Det eneste mere kulturelle indslag finder man over for Silvan: Eventyr Teatret, oprettet 1991, dog først fra 2007 bosiddende her.

Tobaksvejen. Til venstre ser man Business Park udleje lokaler. Til venstre er betonbilen i gang. Og uden for billedet til venstre en byggeplads. Længst væk kan man lige ane taget af Gladsaxe Company House.

Tobaksvejen

Dette område er under stærk ombygning. Vejen lægger ellers traditionelt ud med det 150 år gamle Berendsen Textil og det 30 år gamle stålwirefirma Denwire. Men længere nede rives ned, graves og bygges nyt op. Business Park averterer med salg/leje af lokaler. Midt i det hele ligger Gladsaxe Skoles (1921) flotte bygning. Men i skolegården er uret gået i stå på kl. 12, der ligger blade overalt og cykelstativerne er tomme. For skolen blev 2012 slået sammen med Egegård Skole, som nu hedder – Gladsaxe Skole! Til gengæld har Gladsaxe Company House for nyligt holdt rejsegilde på prisbelønnede 15.400 m2 tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter som nabo til det ellers idyllisk udseende parcelhuskvarter Ærtemarken-Græsmarken. Og mere er i vente.

Gladsaxe Company House, et af de nyeste byggerier i kvarteret. Mørkt, højt, tungt og tillukket. Men prisbelønnet for det indvendige. Er det inspirerende at arbejde her? Skal det være inspirerende? Og i hvilken retning? 

Syd for Ringvejen

Området syd for ringvejen er domineret af HOFORs enorme vandhøjdebeholder, Danmarks største. På de idyllisk klingende veje, Rosenkæret og Sydmarken ligger nogle ikke særlig idylliske (bygge)markeder (type Harald Nyborg). Det sydlige kuperede areal af en uens mængde virksomheder: Fra Ferrosan over Living Art (1987) til Søborg-”if it ain't got flames, it aint't shit”-Autoophug. Living Art der laver gardiner, markiser mm., holder til i hvad jeg måske finder som områdets arkitektonisk flotteste bygning. Den er i øvrigt til leje. Der er mange håndværksvirksomheder og små fabrikker som fx det uanseligt udseende Danslib, underleverandør til 1.500 kunder i Norden, Beck & Jørgensen farve og lakfabrik, Ejers Plast, den legendariske fodboldspiller Harald Nielsen & Rudi og Alarmer.nu

Søborg Autoophug ligner ikke just en strømlinet moderne virksomhed. Til gengæld prikker den til min humoristiske sans. Den ligger i et område med andre lignende virksomheder, MC Parts og værksteder.

Men jeg har kun nævnt en brøkdel af de hundredvis af små og store virksomheder i området. Man kan sagtens finde andre. Titusinder tilbringer det meste af deres aktive tid her, formentlig 8 timer på alle hverdage. Vejene er indrettet til at de hurtigt kan parkere deres biler. Mellem fortovene (der sine steder ikke bærer præg af at blive brugt ret meget, de er nærmest groet til) og vejbanen er der parkeringspladser, foruden virksomhedernes egne parkeringspladser. Ud for Weidingerglas på Generatorvej fandt jeg områdets eneste skulptur, en oprejst isbjørn med tilhørende unge. Den var ret groet til med mos. Dette er arbejdspladser! Godt nok er der enkelte steder udendørs plæner og træer med siddepladser. Men kun indrettet til kortere varende ophold. Og det er formentlig heller ikke her man ”hænger ud” efter arbejde til en efter-snak med sine kolleger. Snarere går det hurtigt ud til bilen, eventuelt til busstoppestedet, og så hjem.

En formentlig lidt ældre erhvervsbygning. Som nu huser Living Art. 

Ruten

Turen kan næppe gøres kortere end 12 km. Min rute: Generatorvej. Turbinevej. Transformervej. Knud Højgaardsvej. Sydmarken. Tobaksvejen (med afstikkere). Græsmarken. Rosenkæret. Sydmarken (med afstikkere). I alt ca. 15 km.