Nordfronten - forterne og oversvømmelserne

Københavns befæstnings Nordfront var ikke forbundet med vold og voldgrav som Vestvolden. Men bestod bl.a. af forter og batterier

Københavns befæstning var kun i funktion i et par årtier (ca. 1890-1920). Men der var et liv både før og efter. Denne frostklare søndag marcherer Vandringsmanden ud for at erobre Nordfronten: Garderhøj, Jægersborg Kaserne (opført 1733-1747, siden 2010 boliger), Fortunfortet (det mindste) og et par batterier. Mellem disse forter lå dels nogle oversvømmelsesanlæg, overløbsbasinet i Ermelunden og nogle batterier, Vestre Ordrup Krat, Mitrailleuse, Østre Ordrup Krat, Christiansholm Batteri og Hvidøre Batteri.

Visuelt kommer vi formentlig ikke tættere på hvordan Lyngby og omegn så ud da forterne blev anlagt: Dyrehavegård set fra Dyrehavegårdsvej. Gården er en af de større af slagsen. Jeg kan kun gisne om hvad der har været dyrket på markerne, men i dag går der heste.

Befæstningen anlagt på marker

Forterne lå indtil midten af forrige århundrede langt ude på landet. Fortunfortet blev bl.a. opført på en parcel erhvervet 1893 tilhørende Dyrehavegård (1865) som var en fusion af Tronegård og Fortunegård. Gårdens historie er på mange måder karakteristisk for hvad der ellers skete med områdets gårde: Ejeren udstykkede efter 1878 en del parceller til landsteder, som stadig kan ses på østsiden af Dyrehavegårdsvej og Trongårdsvej. Indtil 1916 var der traditionelt landbrug med kvæg, korn og mejeri (1895-1915). Københavns Kommune ejede gården 1930-1957, hvorefter Lyngby Kommune købte gården og siden har den haft forskellige forpagtere. Pt er der økologisk landbrug og hestepension.

Fotoer er taknemmelige: Stenhøjgård ser her ud til at ligge på landet. Men til højre drøner Helsingørmotorvejen forbi, og til venstre et under 100 m. bredt bælte med heste. Facaden ser også ud til at være ved at falde sammen. I hvert fald er der stillet en kraftig trækonstruktion op som modvægt mod væggen.

Udover Dyrehavegård ligger en række gårde som blev udskiftet efter 1778: Lindegård (den bedst bevarede og i dag kultursted ved Lyngby Lokalstation), Lyngbygård, Toftebæksgård, Hvidegård (hestehotel) og Stenrødgård (nu rideklub, se også afsnittet om H/F Skovmosen). Lokalkendte husker måske Stenrødgård fra tv-serien Matador: Mads fortæller sin bror Kresten Skjern at han vil anlægge en fabrik og kigger ud over en jernbane. Gården i baggrunden er Stenrødgård. I virkelighedens verden ligger der ikke en fabrik, men Helsingørmotorvejen.

Størst: Garderhøjfortet er Københavns Befæstnings største fort. Og imponerende ser det ud som det ligger der og gemmer sig. Der kommer røg ud fra en skorsten. For fortet er museum med eget formidlingscenter, og i dag og indtil jul er der julehygge på fortet.

Lyngby var formentlig som så mange andre steder et stærkt opdelt samfund med langt fra rige til fattige, og et ganske betragteligt antal af det sidste. Fx beretter Politivennen fra februar 1804 at:

Ved Lyngby fattigvæsen har vi om sommeren mellem 40 og 50, om vinteren mellem 70 og 80 som har behov for og nyder almisse. 

Mindst: Fortunfortet er befæstningens mindste fort, men størst hvad angår forfald. Værre end Bagsværd Fort. Fortet er det eneste med kun 1½ etage (jeg kunne ikke kigge ind for at se hvordan ½ etage ser ud). Det har været brugt til dyrkning af champignon, reservedelslager for motorcykler og opbevaring af Tivolis fyrværkeri. Under 2. verdenskrig blev der opbevaret fyrværkeri her, og på befrielsesdagen 5. maj 1945 døde 4 festglade da de ved en fejl fik det hele til at eksplodere. En tapper venneforening prøver at skaffe penge til at restaurere fortet, der kun nødtørftigt er sat i stand.

Et ganske stort antal, set i betragtning af at Lyngby kun var en lille landsby med få hundrede indbyggere. Det er ikke på grund af de fattigt, at området tidligt kom i københavnernes søgelys. Dyrehavsbakken var allerede fra 1583 en markedsplads og yndet udflugtsmål for københavnere. Her kunne de om sommeren underholde sig med gøglerne og Pjerrot. Derudover var området et yndet udflugtsmål, Callisen (s.617) nævner i 1807 om området:

.... Københavns indbyggere besøger fjerntliggende behagelige steder, Charlottenlund, Dyrehaven, Sorgenfri, Friderichsdal, Dronninggård, Søllerød, Eenrum etc. Få steder i Europa er samlet så mange naturlige yndigheder i en så kort afstand, som her. Nogle drager ud af staden til deres egne lystgårde eller til lejede sommerværelser. Andre for at besøge deres venner og bekendte. Andre fylder gæstgivergårdene og værtshusene. Andre ser man lejrede omkring bordene og i græsset for glade at fortære deres medbragte føde, som de undertiden ufortrødent har medbragt i bylter og kurve fra lang afstand.

Noget særligt ved Nordfrontener oversvømmelsen. I stedet for befæstninger forestillede man sig at Furesøen skulle levere vand til at oversvømme et bælte som skulle forhindre fjenden i at storme København. Til højre ligger Ordrup Krat med sit godt skjulte Ordrup Krat Vest batteri, til venstre uden for billedet Posemandens Hus og Jægersborg Dyrehave.

Men om nogen permanent bebyggelse var der ikke tale og i givet fald kun for de rige københavnere. Det var meget langt "ude på landet", som berettet af Marcus Rubin: 1807-14 (1892):

Kun få var imidlertid landstederne derude. Man boede "på landet" ad Frederiksbergkanten ... Meget rige folk, eller folk, hvis virksomhed ikke nødte dem til at tage til byen, boede i Gentofte, Lyngby o.s.v....

Ordrup Krat Batteri er åbent for publikum. Det er ikke ret stort, så man kan få et indtryk af hvor klaustrofobisk det må have virket på soldaterne. Men der er en ovn som jeg ikke har set andre steder. Til gengæld ingen rindende vand, bad eller toiletter. Mændene måtte - som jeg - stille sig udenfor bag et træ for at lade vandet.

Området var så tyndt befolket (først omkring år 1900 passerede indbyggertallet 2.500) at det blev anset for at være et udvidelsesområde for Københavns Kommune, ligesom fx Brønshøj. Derfor begyndte Københavns Magistrat at opkøbe gårdene, som nævnt ovenfor fx Dyrehavegård. Fra 1930 begyndte kommunen at udstykke og bebygge gårdene. Kommunen fik dog ikke fat i Carlshøj, der fungerede fint som gartneri.

Christiansholm Batteri burde egentlig kaldes et fort. Som det eneste oven i købet med en vandfyldt voldgrav. Den løb fra et pænt stykke bag fotografen og helt ud til Strandvejen som anes i baggrunden. Den er dog nu opfyldt og Hvidøvrevej anlagt ovenpå. Kanonerne i de to batterier på begge sider af Christiansholm Batteri blev købt for penge indsamlet af kvinder. Dette faldt karlene for brystet, hvorfor sagen ad finurlig vej blev en del af kvindebevægelsen i Danmark.

Under krigen blev planerne lagt for Helsingørmotorvejen "autostradaen", Danmarks første motorvej 1956. Dengang mente man at udgifterne delvis kunne finansieres via hospitalsbudgettet som følge af færre trafikulykker. Derimod blev en s-bane mellem Jægersborg til Gl. Holte aldrig til noget fordi ejeren af Carlshøj solgte byggegrunde til etageboliger. Helsingørmotorvejen støjer og larmer succesfuldt i en afstand af ½ km.

Jægersbog Alle. Den meget grønne hæk dækker for nummer 184, hvor modstandsmanden Citronen blev skudt. Der står en mindetavle i hækken, som anes umiddelbart før det mørke felt. Oprindelig stod den frit, men hækken er vokset udover i årenes løb. Længst væk kan man ane Jægersborg Kaserne, som nu næsten er solgt som beboelse.

Efter anlægget af Polyteknisk Læreanstalt udstykkede man 1960 byggegrunde til det der i dag er Hvidegårsparken, Trongårdsparken og Fortunparken. Ind flyttede akademikere, ingeniører mv. Annette Hartung har skrevet en kort historie om Fortunvænget.

Fortunparken markerer startskuddet til urbaniseringen i området. I dag adskiller den sig markant fra det senere opførte byggeri. Brede veje og meget lave huse, ofte med flade tage. Husene næsten skutter sig bag hækkene. I baggrunden Dyrehaven. Dengang må det have været et storslået sted: Det ligger højt og der er en pragtfuld udsigt mod vest.

H/F Skovmosen.

I 1940'erne begyndte der så at komme haveforeninger i området ved Jægersborgvej 53B. Læreren Folke Jacobsen (1890-1971)  havde allerede i 1921 etableret ”Den unge mands kolonihaveanlæg” i Kastrup og i 1925 omkring Stengaarden i Gladsaxe. Skovmosen blev bygget efter samme model formentlig under 2. verdenskrig: Rødmalede huse, redskabsskure, som blev delt af 4 elever der blev undervist i havebrug ud fra den tids "tankpasser"-pædagogik: Integreret med matematik og Dansk, udfærdigelse af regnskaber og haveplaner, og viden tilegnet ved diktat.

Skovmosens små redskabsskure omkranser haverne. Ved indgangen ligger det grønne velkomsthus med meddelelser. Man fornemmer næsten den lidt kaserneagtige kæft-trit-og-retning som var den måde man underviste unge i havebrug. Heldigvis kan den slags arkitektur også sagtens rumme hygge og glæden ved at dyrke jord.

Skovmosens areal hørte oprindelig til Stenrødgaard (som i dag huser Lyngby-Taarbæk rideklub). I dag skiller ligger de to på hver sin side af Helsingørmotorvejen, men ellers skulle området stå som det var i 1954. Siden 1998 dog ikke som skolehaver, men som selvstændig nyttehaveforening.

Men alt det ovenstående er mest historiske steder. Gennemgående går turen gennem fornemme villakvarterer og trimmede naturområder. Vi er så afgjort blandt de mere velbjergede af den danske befolkning. Meget er sket med dette område de sidste 100 år. Og hvem ved hvad vandringsfolk om 50 år vil skrive om nutiden.

Ruten

Lyngby Station. Jægersborgvej. Skovmosen (frem og tilbage). Garderhøjfortet (frem og tilbage). Ermelundsvej. Fortunparken. Fortunfortet. Tilbage til Drehavegårdvej og mod Ordrup Krat. Hvidørevej. Strandvejen. Klampenborg Station. I alt knap 20 km.

Gladsaxe og Bagsværd Forter

En gang om året på Københavns Befæstningsdag - i år i dag - er Vestvoldens og Nordfrontens forter åbne. To af dem ligger i Gladsaxe

 

Forbindingspladsen anno 1914 bagved Gladsaxe Fort. I dag befolket med ambulancefolk og sygeplejersker fra 11. Bataillon. Røgen bag teltene stammer fra bandager som er ved at blive kogt og hængt til tørre. Men ellers er det Hjemmeværnet der præger.

Jeg har før besøgt både Gladsaxe Fort og Bagsværd Fort, endda op til flere gange. I dag var de åbne så man kan komme inden i og se hvad der gemmer sig bag de tykke betonmure. I dag ligger forterne akavet i fredelige villakvarterer, og Motorring 3 kører forbi. Men da de blev opført for over 100 år siden da 1. verdenskrig brød ud, var her marker. Samt et par små landsbyer som Gladsaxe og Bagsværd. Man forestillede sig at fjenden ville ankomme til fods eller til hest, fx fra hvor Herlev Hospital ligger i dag, marchere ned ad bakken gennem Herlevhuse over Kagsåen (der dengang var en del mere vandfyldt end i dag) og fortsætte op ad bakken, gennem Kagsåkollegiet. Herefter ville de måske ikke engang bemærke en underlig bakke på toppen af bakken.

Ved mistanke om et fjendtligt angreb kunne en af de 100 forsvarere af Bagsværd Fort blive hejst op i denne lille elevator, løfte sig ½ meter over bakketoppen og herfra i klart vejr observere alt hvad der rørte sig i mange kilometers afstand. Herefter kunne kanoner på samme vis blive hævet op og beskyde fremtrængende soldater. Se mekanikken nederst i indslaget.

Kun en årvågen fjendtlig spejder ville få et kort glimt af en udkig der stak hovedet op for at orientere sig, eller endnu værre for fjenden: En kanon som beskød dem. Nu afslører gadenavne vest for Gladsaxe Fort om fortets nærhed: Bag Fortet, Lavetten, Patronvej og Fortvej. Men man kan slet ikke se fortet for Motorring 3.

Det kan meget vel tænkes at en eventuel angriber ville gå nord om Fedt- og Smørmosen og nærme sig København over markerne under Vibevænget. Fredelig ser det ud nu, og fredeligt har det også set ud dengang. Men i baggrunden, ved træerne, har fjenden kunnet observere en lille bakke, måske et kort øjeblik set en udkik stikke hovedet op ad bakken. Eller pludselig set en kanon skyde op af bakkens top og åbne ild. Bagsværd Fort!

Et bedre billede af ideen med fortet får man ved at nærme sig Bagsværd Fort ad Vibevænget. Her bemærker man den jævne stigning i terrænnet. Forterne var fremskudte fæstninger. Bag ved lå batterier, og den danske hær lå så klar bag ved til at storme frem når forterne havde skabt ødelæggelse og kaos i fjendens rækker.

Der er ikke mange sårede at behandle i dag, men personalet arbejder fortrøstningsfuldt på at forberede sig på et eventuelt blodbad. Der koges bandager og til venstre hænger de til tørre. Der udskænkes dog også kaffe til de mange besøgende. Alt imens Hærhjemmeværnets Tambourkorps trutter løs.

Gladsaxe Fort

Fortet blev aldrig indtaget af fjenden, men det er tydeligt at det i dag er indtaget af Hjemmeværnet. Ud over Forbindingspladsen er det nu mest grej fra 2. verdenskrig der dominerer fortet. Det fremgår også af messingsuppen. Godt nok spiller man Fanemarchen fra 1808 (i folkemunde Her kommer Jens med Fanen), men ellers er det mere sådan lidt Soldaterkammerater-lystige melodier som Liva Weels "Kammerat vær en mand" og Four Jacks "Åh Maria, jeg vil hjem til dig".

Militærmusik var vigtig dengang forterne blev bygget, ifølge folderen "Da Gladsaxe var befæstningskommune". Så meget Rigsdagen i 1911 måtte trække en beslutning fra 1909 om afskedige alle fra de 10 regimentsmusikkorps (hver på 20 mand) tilbage.

Det indvendige af fortet er blevet betydeligt ændret og tilpasset moderne forhold. Jeg snupper i forbifarten en folder fra Hjemmeværnet om forskellige formationer. Men bliver enig med mig selv om at det må jeg nok overlade til værnets medlemmer om at gå i dybden med.

Tørgraven på fjendesiden af Bagsværd Fort. Tjørn og brombær skulle besværliggøre fjendens passage. Bagest kaponieret som skulle beskyde de fjender det var lykkes at komme frem til fortet. På betonmuren stormgitteret, som er det eneste der er tilbage. På de andre forter mangler det. 1½ meter er blevet malet og restaureret. Men ellers ser det ikke ud til at der er sket noget med betonen siden sidst jeg var her. Til gengæld er beplantningen blevet ryddet, så man nu meget bedre kan se fortet.

Bagsværd Fort

Mens Bagsværd Fort stadig er slemt medtaget hvad angår afskalning af beton, så fremstår det indvendige af fortet mere autentisk end Gladsaxe Fort. Det skyldes måske at Det Danske Filminstitut indtil for nyligt brugte rummene til opbevaring af såvel "Brandfri" som "Brandfarlig Film", som der står på de mange døre. Bort set fra administrationsfløjen med spolerum, laboratorium og kontor. Her har man også bevaret en original hånddrevet elevator - den udkig jeg omtalte i begyndelsen af artiklen.

Kun lidt mere tiltrækkende end at være i en ubåd. Men sikkert et bedre sted at være i krigstid. Mandskabs- og ammunitionsrummene ligger på begge sider af denne gang. Og bærer stadig præg af at have huset Danmarks filmarv indtil for ganske nyligt. Men omvendt har det også betydet at fortets indre stadig har bevaret den krigs-alvorlige dysterhed nogenlunde intakt. Fugtigt, dyster akustik. Ingen vinduer. Mørke gange.

Fortets hovedattraktion er nok stormgitteret fordi det er det eneste der er bevaret. Området omkring fortet er ved at blive afskovet så fortets omgivelser står mere klart. Guiden fortalte også at institutionen bag fortet fraflytter så dette areal mere kommer til at ligne hvad det var en gang. I forhold til mit tidligere besøg ses tørgraven og volden meget tydeligere.

Elevatormekanik. Se elevatorstolen øverst i indslaget. Vægtstangen med vægtlodderne kan presses i bund og låses med en simpel mekanisme. En udkiksmand eller en kanon kan hejses op, alt efter formålet.

Alt i alt en fin lille tur. På Gladsaxe Fort et indtryk af verdenskrigenes uden for fortet. På Bagsværd Fort et indtryk af før-1. verdenskrigsbunkere indvendig i Fortet. Hvis læseren får lyst til næste år at se forterne indeni, synes jeg Bagsværd Fort vinder på autenciteten. Selv om man skal til Mosede Fort for at se et flot restaureret fort. Men generelt er der oplevelser overalt langs Vestfronten, Nordfronten og Tune-stillingen. Det kan ikke ses på en dag. Dertil er anlæggene alt for store og alt for spredte.

Ruten

Kagsåen. Angreb på Gladsaxe Fort over Kagsåkollegiet. Herefter ad Klausdalsbrovej og Vibevænget til Bagsværd Fort. Indtaget under anførelse af Gladsaxe Lokalhistoriske Forening. Retræte via Gladsaxe Trafikplads. I alt ca. 12 km.

Københavns Befæstningdag

Annonce: Om en uge, søndag den 28. september er det Københavns Befæstningsdag. Jeg kvitterer med at skridte fronten af fra voldpunkt  20 til 12 og tilbage igen!

Regndisen hænger over voldgraven. Man aner overfaldsristen ned til Harrestrup Å og broen ved Kagsmosen helt i baggrunden. Voldgraven er ekstra bred her, og volden selv putter sig bag Kagsmosens dynd. Idyllisk ser det ud med de store træer - men de var der ikke for 100 år siden!

Garderhøjfortet tyvstarter den 21. september, men ellers er der i den anledning en række arrangementer langs Vestvolden, i forterne mm. Generelt er der åbent 10/11-16. Og folk kan blive vist rundt på forterne, endog komme ind i dem. Der er også arrangeret cykeltur til Nordre Oversvømmelse.

Sikkerhedsdæmningen "Den Røde Bro" skulle muliggøre en oversvømmelse af Kagsmosen. Tæt på et af de få steder der kom i kamp. Ikke i 1. verdenskrig, men i 2. verdenskrig. Tyskerne havde opført en støjsender her, så modstandsbevægelsen ikke kunne høre de kodede meddelelser fra BBC. Kort før jul 1944 lykkedes det imidlertid sabotører at sprænge den i luften, så man igen støjfrit kunne høre de vigtige beskeder.

De fleste håber vel på godt vejr, solskin og let vind. For Fronten anno 2014 er et rekreativt område, som det kan være vanskeligt at forbinde med krig, skyttegravsfødder, granatchok, millioner af døde. Men for 100 år siden ved 1. verdenskrigs udbrud var det i bogstaveligste forstand blodig alvor, og absolut intet rekreativt ved området. Her var op imod 50.000 danske jenser sat til at bevogte København i en stilling som allerede var så forældet, at man i al hast opførte Tune-stillingen.

Dynamorum som fremstillede elektricitet til mobile projektører. Først med dampmaskine, senere med benzinmotorer. Det lille rum forrest var et brændstofrum. Mellem Jyllingevej og Ejbybunkeren er man begyndt at fjerne underbeplantningen. Hvis man kan abstrahere fra træerne, synes jeg at den mørke vold kan genfremkalde noget af den dystre stemning. Den man kender så godt fra sorthvide fotoer fra skyttegrave i 1. verdenskrig.

Der er skrevet rigeligt om alt dette. Der er bøger, hjemmesider mm. Vandringsløse Tidende har også bidraget med mere end 20 ture, og besøgt Gladsaxe Fort, Bagsværd Fort og Mosede Fort. Dette og meget mere vil man sikkert på Befæstningsdagen kunne få gentaget. Vandringsløse Tidende vil gerne reklamere for denne dag med en march, men med en undertone af tristesse, og regnvejret her til morgen burde vel kunne skabe den stemning.

Det er gitre som disse som har lagt ryg til symbolet på Vestvolden. De skulle spærre vejen for fjendtlige soldater ikke bare over broer som disse (ved Ejbybunkeren), men også dæmningerne (batardeauerne) som forhindrede at vandet i graven bare løb ud i Øresund.

Jeg ved ikke hvor drikkevisen "Her i lejren" stammer fra. Kan kun huske Buster Larsen sang den i Giro 413. Men sikkert ikke om denne lejr, Ejby-lejren midt i billedet. Her var plads til 300 soldater. Barakkerne er for længst væk, tilbage er kun betonfundamenter og gulve. De blev dog ikke smidt på lossepladsen, men genbrugt til først husvilde, senere til pigespejderne og Geodætisk Institut.

Fra Ejbybunkeren og ned til Roskildevej er der gjort en masse for at få volden til at fremstå som den engang var beregnet til. Men græsarealerne, den idylliske alle med træer, de fredelige får, fugle- og dyrelivet, træerne - alt sammen er med til at mildne området. Og måske er det godt det samme: Vestvolden kan minde os på ufredelige tider. Krigen 1864 som baggrund. 1. Verdenskrig hvor det var lige ved at blive alvor med slagmarker i Danmark. Men også om moderne tiders økonomiske vækst og storbyens vækst. Så anlægget nu kan bruges af ganske fredelige mennesker.

Afsnitskommando lidt syd for vandtårnet. Kameraet har indfanget den tågede stemning her til morgen. Her kunne de øverstkommanderende under interimistiske forhold udklække planer. I sikkerhed for fjendtlig beskydning (i dag i sikkerhed for den infernalske larm fra Motorring 3). Fugtigt og om vinteren koldt må det have været. I dag er betonen er våd, vandet driver ned ad væggene.

Regnen er små småt ved at holde op, men vejen ligger stadig våd. Her ved batteritogsmagasinet. Det er rekonstrueret efter originale tegninger. Toget var et mobilt batteri der kunne forstærke forsvaret hvor det nu måtte være nødvendigt.

En af de mange kaponierer (dobbelte og enkelte), hvis formål var at beskyde fjender det var lykkedes at komme over voldgraven. Dette syn er hvad der ville møde en fjendtlig soldat, når han steg i land på den anden side af volden. Fra skudhullet midt i billedet ville forsvarerne kunne bestryge området. Nedgangen er skjult umiddelbart for enden af trappen til venstre. Derudover var der også maskingeværstillinger som skulle beskytte kaponiererne. Den ligger oppe, til venstre og uden for billedet. Soldaten ville altså være kommet i krydsild. Jo, der var tænkt på alt.

Ruten

Afstanden mellem de to voldpunkter er ca. 5 km. Frem og tilbage er dobbelt så langt. Det lyder måske ikke af så meget, men  på regnvejrsdage kan stierne på volden være en udsøgt prøvelse. Rigtig godt hvis man er til andet end lige ud ad landevejen!

Uopladelige batterier - overdimensioneret vandbeholder

Uopladelige batterierne og overdimensioneret vandbeholder? Kryptisk overskrift, men vi er også på et af Danmarks ældste kultsteder: Tinghøj

Ifølge Jesper Asmussen "Vestvolden og Nordfronten" (2013) har området omkring Tinghøj (Høje Gladsaxe) en ældgammel historie. Tæt på Tinghøj (51, 5 m) lå en gravhøj omtrent ved fjernsynsmasten. Herfra kunne man se helt til Roskilde Domkirke. Navnet hentyder til at det var et tingsted, midtpunkt for Sokkelund Herredsting indtil 1682. Forbrydere blev dømt her og henrettet ved Høje Gladsaxe.

Udsigten fra Tinghøj umiddelbart syd for Høje Gladsaxe mod Gyngemosen. Terrænet falder brat
 
Når man nærmer sig Tinghøj fra Gyngemosen, kan man mærke stigningen, se den i landskabet, selvom bebyggelsen har gjort alt for at skjule det. I de sidste 50 år er stedet blevet genetableret som et kultsted med en enorm udstrækning: Til kropskulturen er der enorme haller og udendørsarealer reserveret dyrkelse af kroppens forskellige discipliner, svømning ishockey, fodbold og andet. Og ikke mindst symboliserer den enorme tv-mast kulten over dem alle: fjernsynet. Pilgrimmene er indkvarteret i 16 etagers høje bygninger der som en mur er opført på Tinghøjs sydlige skråning.

Tinghøj Batteri

Tidligere har jeg forsøgt at indtage de højtliggende batterier på Nordfronten, Tinghøj og Buddinge, men måtte opgive at finde dem. En opmuntrende anonym kommentar på indlægget fra 28. oktober 2012 gør, at jeg nu forsøger igen. Og finder begge! Tinghøj Batteri var i funktion 1889-1920. Et pænt stort batteri, 300 meter langt med tørgrav. Batteriet var bemandet under 1. verdenskrig. Det lå dengang ude på landet. Hvor Høje Gladsaxe nu ligger, lå en gård, Hyllegård. Men ellers var der marker. Gladsaxevej og Vandtårnsvej var markveje, og indgangen til batteriet forløb nogenlunde langs boldbanerne op mod fjernsynsmasten.

Bryder man gennem krattet fra Isbanevej umiddelbart syd for Vandtårnsvej mod vandtårnene, kan man gennem et hegn ane Tinghøj Batteri. Det se ud til at være i nogenlunde stand, men der er låst. Længere sydpå kan man se nogle volde langs fodboldbanerne. Det må vej være den sydlige del af batteriet?

Buddinge Batteri

Buddinge Batteri (aktivt 1889-1920) ligger kun 500 m. fra Tinghøj Batteri og er en del mindre. Fortet har været brugt af Kort- og Matrikelstyrelsen og senere udstykket til parcelhusgrunde. Det blev bemandet i 1914 under 1. verdenskrig. De to løjtnanter udførte for egen regning nogle tilbygninger til batteriet for 168 kroner (det var mange penge dengang og rakte til kommandostation af beton, "med telefon, lys, varme, ly og læ samt bordplads til ildledelsen" (Jesper Asmussen). Desværre var det ulovligt ifølge forsvarsforliget af 1894. Men indgangen med kongens monogram findes endnu. Det kan man nu ikke se. Indgangene fra såvel nord som syd er aflåste og endog sikret med tommetykke stikkende brombærgrene.

Modsat Tinghøj Batteri ser Buddinge Batteri noget sørgeligt ud. I hvert fald det man kan se af batteriet gennem afspærringen. Døren til dette rum er faldet af, og skiltet med "Rygning forbudt" forekommer noget malplaceret. I forgrunden kan man ane det kraftige brombærkrat der nok skal afholde visse (bl.a. mig) fra at forsøge at entre fortet over hegnet.


Fra batteriet skulle mandskabet beskyde fjenden over hovedet på de stakkels indbyggere i Buddinge, som der dengang var knap 700 af. Sammen med Vangede Batteri var det frontens højeste punkter. Batterierne lå bag de større forter i Lyngby, Gladsaxe og Bagsværd og skulle forhindre fjenden i at trænge ind i disse bagfra eller fra siden.

Tinghøj Højdebeholder

I rækken af vand(rings)værker er det kronologisk set passende at indføje Tinghøj Vandreservoir nu. Det blev opført ad flere omgange, 1933 (tre beholdere), 1940 og 1959. Arkitekt Ib Lunding (1895-1983). Han tegnede også Brønshøj Vandtårn. Dele af området er fredet, dog ikke de nyere tilbygninger. Højdebeholderen blev anlagt efter at man opgav at bruge Skt. Jørgens Sø som vandreservoir. Man kan ikke rigtig komme ind på området, da det er omgivet af stakit og vold, men der kan findes adskillige fotoer fra området, bl.a. på Kulturarv.dk. Beholderne er med visse van(d)skeligheder blevet tætnet 2009-2011.

Lige så enormt højdebeholderens område er, lige så utilgængeligt er det. Omgivet af dels volde, dels stakitter. Dette kik er nok det nærmeste man kan komme uden at skulle søge om tilladelse til at komme ind i anlægget. I baggrunden mellem bygningerne kan man lige ane et af de mange underlige rumskibsagtige tårne. De er det eneste man kan se fra vejen.

Tinghøj Højdebeholders enorme omfang (det er vist Danmarks største) kan ses som et udtryk for datidens enorme vandforbrug. Vandforbruget er siden faldet, og beholderen er i dag større end det nutidige behov. Jeg er så gammel at jeg kan huske at man før i tiden uden at tænke over det skyllede 10 liter vand ved hvert toiletbesøg. Vand var bare noget man forbrugte! Så blev man klar over at vand ikke er en ubegrænset tilgængelig ressource, og så blev det anbefalet at anbringe en mursten i vandbeholderen. Senere kom nutidens meget mindre vandkrævende toiletter.

Vand er der nok af på Tinghøj. Selv om man går højt, mærker man at græsset er meget vådt. Så fugtigt er det, at man er ved at være færdig med en oversvømmelsessø i Gyngemosen neden for Høje Gladsaxe. Og flere steder lægger man dræn om bygningerne. Ekstremregn, hedder det vist. Ok, jeg vil i dagens anledning tillade mig at omdøbe motorveje til ekstremveje og myldretrafik til ekstrembilisme. Der fik i den, bilister!

Ruten

Kagså Batteri. Tingbjerg. Høje Gladsaxe (Gyngemosen). Isbanevej - Tinghøj Batteri og Højdebeholderen. Buddinge Batteri. Retur samme vej. Ialt ca. 12 km.

Gladsaxe Fort via Den Navnløse Sti

Jeg forestiller mig at for mange årtier siden stod der nogle (sikkert mænd) og udtænkte en plan: Der skulle anlægges en sti fra midt på Novembervej til Gladsaxe Fort. Jeg kan ikke lige se årsagen, men der er sikkert en. "Javel", er der så en der har sagt, lagt en lineal på kortet, og trukket en streg, "Sådan!" Om det lige er sådan det er gået til, det ved jeg ikke. Men i dag finder man stadig denne snorlige mere end 3 km lange sti. Den er svær at finde. Den gemmer sig bag buske, hegn, parkeringspladser.

Augustvej. Jeg kan ikke lige huske om alle årets 12 måneder er repræsenteret. Slå selv efter på et kort over Gladsaxe.

Den skærer sig igennem parcelhuskvarteret med månedsnavne i Gladsaxe, gennem det enorme Mørkhøj Industrikvarter og så igen gennem et parcelhuskvarter hvor kun vejnavne som Kanonvej og Nordfrontsvej adviserer om at nu er du altså snart ved Gladsaxe Fort.

Et ganske kort stykke af stien er belagt med knækfliser, langs dette ganske hyggeligt udseende rækkehusbyggeri. Bagved er en legeplads.

Før du når så langt som selve fortet, dukker der en gård op midt i det hele, Grønnegård. En gård som sikkert rummer mange lokale minder, fordi den åbenbart i årtier har fungeret som rideskole.

Grønnegården - hvis du søger på Google - er ensbetydende med rideskole. Men statelig ser den ud, som den dukker op der bag træerne. Nu er dens jorde mere udlagt til ringveje, industri og .... græsplæner.

Bedst som motorvejslarmen fra Hillerødmotorvejen og Motorring 3 nærmest er infernalsk, dukker det så op, Gladsaxe Fort. Fortet skulle beskytte vores hus (hvis det altså havde ligget der dengang) fra Tysken. I dag ville tyskerne nok bare have taget motorvejen, og måske ikke engang lægge mærke til at der lå et fort nede i lavningen.

Her dukker Gladsaxe Fort så op i det tågede vejr. Desværre eller heldigvis er der ikke lyd på billeder. Men motorvejslarmen er ganske forfærdelig.

Måske bør jeg lige nævne, at terrænet stiger jævnt hele vejen. Og falder tilsvarende når du går den anden vej. Alt i alt en pæn morgentur på mindst 6 kilometer, som er nok i dette regntunge vejr.