Smørmosen og Fedtmosen

Smørmosen og Fedtmosen i Herlev og Gladsaxe er blevet et sammenhængende område og man kan begynde at ane et enestående stykke bynært naturområde

Herlev og Gladsaxe Kommuner har gjort en masse i Smørmosen og Fedtmosen siden jeg var der sidste for ca. 2½ år siden.

Med Klausdal i ryggen og et udblik over Smørmosen tættest på og i det fjerne Fedtmosen. Et af de gode, måske det bedste sted at få et overblik over området.

Historisk set - dvs gennem hundreder af år - har moserne været udnyttet til jagt, græsning og tørvegravning og bearbejdet med gennemgravning af grøfter og afvandingskanaler. Således at området i 1940erne endte med at være raseret for alt hvad mennesket kunne tænke sig. Området bestod af nogle store fritliggende gårde med tilhørende landbrugsjord og småsøer som årtier senere blev opfyldt og drænet.

Moserne er fredet ad flere omgange: 1944 blev 70 ha fredet og 2003 60 ha mere. Og så begyndte de at blive tilgroet. Tilgroningen viser sig på smukkeste vis. Hvis den fortsætter uforstyrret, vil der engang være skov over det hele. Stadierne mod det kan man se i form af rørmose, kratmose og skovmose.

De tre dominerende landskabstyper i mosen: Rørmose, kratmose og skovmose. Her ved Valnæs Mose som er en af de flotteste af de retablerede småsøer.

Det er især i Herlevs del (den sydlige) der er sket en masse de seneste år. De mange småsøer er blevet retableret. Moserne er nået til det punkt hvor der er er søer, mosehuller, krat, økologisk landbrug, kreaturgræsning og enge. Det er jo ikke uberørt natur, det her. Det er et eksempel på at man forsøger at respektere at mennesket har behov for at opleve træer, planter, vand, dyr, fugle ... og at sådanne foreteelser nødvendigvis må have rum og plads.

Valnæs Mose. En af de flotteste søer/moser i området. Her poserer også et svanepar med unger for Vandringsmanden. De hvæser dog lidt: Kom ikke for tæt, eller vi snapper efter dig!

Vi snakker et område som er ca. 1½ gange 1½ kilometer, så ikke noget med bare at vandre lige ud ad landevejen. Men der er rigeligt med stier så man sagtens kan komme op på en 10-20 km lang rute. Fedtmosen og Smørmosen har gennem mange årtier haft gode stier. Disse er nu blevet suppleret med endnu flere i området syd og sydvest for den asfalterede sti. Altså området omkring Kildegården med Træbanken. Her er der anlagt græsstier og det er også her at de mange vandhuller er blevet retableret. Og først og fremmest er der nu adgang for offentligheden.

Kildegården er nu naturskole. Som det fremgår af deres hjemmeside foregår der en masse aktiviteter for børn året rundt. (Tilføjet april 2016: Ny hjemmeside).

Hvis man gerne vil se det hele lidt fra oven er der nogle højdedrag. Især et nord for gården Klausdal i det sydøstlige hjørne giver et meget fint udblik mod nord over markerne, mod vandområderne og skoven i baggrunden. Ellers er der den ca. 40 år gamle Træbanken hvor det dog kan være vanskeligt at se udsigten for - nå ja bare træer, og fugletårnet som mest giver et næroverblik over vandområdet i Smørmosen.

Nu er det bynært det hele. Så man skal ikke sætte næsen op efter de store vidder. Det er et forsøg på at skabe en lille enklave med forskellige typer landskaber: Træbanken. Den bedste oversigt over denne har man i øvrigt på en folder nord for Kildegården. Den halve snes små vandhuller i den østlige del med fantasifulde navne som Krebsekloen, Nattergalesøen og Tibberup Sø. Især vil jeg anbefale en tur om det ufremkommelige område nordøst for Tibberup Sø, her lader der til at være en meget rigt dyreliv. Fuglene synger, der er mange usædvanlige fugle og jeg så såmænd også en lille ræv forsvinde over Tibberup Å. Den sydvestlige del er præget af åbne marker i et let kuperet terræn.

Området nordvest for Tibberup Sø er et flot vildnis hvor man ikke kan gå rundt, men hvor man kan stå og nyde fugle, dyr og duften af alskens planter. Det er områdets måske allerfredeligste plet. Og det var også her jeg så en ræv.

Og så er der afgræsningsområdet øst for træbanken hvor Hjortespring Naturplejeforening i år holder fire kalve af Simmertaler og Herford. Lone og Inge melder at der i dag

luftede ... rigtig godt, men dejligt. Dyrene virkede veltilfredse og glade. De ville gerne snakkes med. Vand og strøm var i orden. der er virkelig mad nok til dem denne sommer, men også en del tidsler.

Det kan jeg kun bekræfte, dog forsøgte jeg ikke at snakke med dem, men forsøgte i stedet at hjælpe en hundeejer med at finde hundeskoven på den anden side af vejen ud fra mit kort. Han var kommet bilende for at lufte sin hund uden snor.

Geder der har fået menneskenavne. Så kan det ikke være mere bynært. I zoo er man vist holdt op med at menneskeliggøre dyr. Gederne hører til Herlev Kommunes naturskole, Naturcenter Kildegården.

Gårdliv er der såmænd også, nemlig på Kildegården, som ligger inde i selve det fredede område. Klausdal er ikke med i fredningen. På Kildegården kan man se gederne Cirkeline, Emma og Bianca, og når dyr får navne, så ved vi at vi er i byen! Der står også en tyr, men den er så fredelig at selv jeg ikke har nogen betænkeligheder ved at passere den i mindre en en meters afstand. Den gider knap nok vende hovedet efter mig. Og det er betryggende.

Mod sydvest er der mest åbne marker og udsigt mod vandtårnet på Klausdalsbrovej.
At området er bynært fremgår også af at støjen fra især Hillerødmotorvejen er markant i ½ kilometers afstand samt at man i horisonten kan se høje bygninger som fx vandtårnet, sine steder også Herlev By. Men man skal nu ikke være for beskedne. Jeg har travet en del gennem Nordsjælland og oplevet at være "ude på landet", og jeg har oplevet mere dyre-, fugle- og insektliv på dette lille område i Herlev og Gladsaxe end på kæmpearealer på landet. Det er synd at sige det, og landmændene har sikkert en og anden bemærkning at tilføje til det. Men det forekommer mig tankevækkende at Smør- og Fedtmosen fremstår som en slags reservat for hvad der er tilbage af Danmarks natur. Og at mine iagttagelser ikke bare er grebet ud af den blå luft, fremgår af denne artikel i Ingeniøren.

Udsigt fra fugletårnet ved Smørmosen.

Ruten

Brug den brochure som Gladsaxe og Herlev har lavet om området. Jeg fandt en i en boks. Stierne er afmærket som asfalt, grus og græs. Og så er det sådan set bare at vandre løs derudaf.

Gladsaxe Fort indtaget uden kamp

Angrebet blev sat ind via smugruten, den Navnløse Sti. Den farefulde vej gik ad den sneglatte sti. Her sneg Vandringsmanden sig nærmest uset op til Fortet. Grønnegården kort før fortet forsøgte godt nok at aflede offensiven. Gården lå blottet, idet træerne nu ikke skygger for den, og Vandringsmanden blev et kort øjeblik afledt, distraheret.

Jeg synes at denne staldbygning på Grønnegården er flottere end stuebygningen. Her holder Gladsaxe Pigegarde i øvrigt til. Jeg husker Helsingør Pigegarde. Jeg forbinder garder med noget militært, så jeg har aldrig rigtig forstået hvad meningen var med disse pigegarder, ud over at de måske kunne give husarerne noget at kigge på? Nuvel, er bygningen ikke bare flot?

Det skulle lige undersøges hvor gammel gården egentlig er. 1884 står der på stuehuset. Men det ser nu ud som stuehuse normalt gør. I stedet er det faktisk staldbygningerne som imponerer, og et kort øjeblik så det ud som om at offensiven mod fortet ville gå i stå. Staldbygningen rummer en af Danmarks skrappeste bygarder, Gladsaxe Pigegarde, der har vundet adskillige Danmarksmesterskaber i bygarder, og også sølv.

Gladsaxe Fort strækker våben. Her har forsvarerne forskanset sig bag tilskoddede vinduer. Om det er fordi det er for koldt, eller de simpelt hen skammer sig over at blive overrumplede, er ikke til at afgøre.

Opholdet er dog ikke nok til at miste overraskelsesmomentet. Fortet bliver overrumplet som ventet. Indtaget uden kamp som det vist hedder i militærsproget. Successen opmuntrede til at fortsætte offensiven ud mod Smør- og Fedtmosen. Det kan dog ikke udelukkes at det gode vejr her havde en finger med i spillet. Velkendt bevægede Vandringsmanden sig langs Hilerødmotorvejen ud mod Værebrovej for at omringe Fedt-  og Smørmoserne nordenom.

Jo, den er god nok. Midt ude i ødemarken, på grusstien langs Hillerødmotervejen dukker en kæmpemæssig sneplov op, og rydder stien for Vandringsmanden. Den efterlader dog et 3-5 cm lag af knagende frostsne. Men der er ikke glat, blot lidt tungt at gå i.

Sneen gjorde sit til, men det viste sig at  Gladsaxe Kommune faktisk har en sneplov kørende til at rydde grusstierne. Og selv om den efterlader ca 3 cm sne på stierne, så er det immervæk bedre end at vade gennem driverne. Utroligt at vi i Danmark har overskud til at snerydde stier i et så forholdsvis øde område.

Disse store dyr går såmænd og .... ja, hvad kalder man det når de spiser af .. sneen? Man kan vel dårligt kalde det at græsse? Der må jo være et eller andet de kan spise. For der er ikke noget foderbræt eller neg at se nogen steder.

Øde og øde. Helt øde er det trods alt ikke. Midt i Fedtmosen holder en flok heste til. De stikker mulerne ned i sneen og spider tilsyneladende et eller andet. Det må være en særlig hårdfør type. De har heller ikke hestedækkener på, sådan som jeg har set det på hestene ved Harrestrup.

Jamen dog. Her i Fedtmosens nordvestlige hjørne ligger der nogle gammelt udseende huse. De står ikke omtalt nogen steder, men idyllisk ser det ud.

Snelandskabet tager sig - nåja - fantastisk ud i solskinsvejret, selv om det faktisk blæser temmelig kraftigt. Hvis man bevæger sig uden for de sneplovene stier, må man være indstillet på at gå efter pælene der markerer hvor stien er.

 Et typisk parti fra Fedtmosen en klingende frostdag i marts 2013. Alt er dækket af temmelig meget sne. Fin og ren ser det ud, og fint og rent er det. Det er langs Værebrovej, og der er masser af steder at gøre ophold og drikke varm chokolade. Og nyde til flotte solskin. Hvis der ellers er læ.

Og det bliver nødvendigt. Vandringsskoene synker dybt ned i sneen og gør det vanskeligt at komme frem. Tibberup Å og shelteret i Træbanken midt i moserne er de eneste pejlemærker. Stierne fyger ganske enkelt til, så de lokalkendtes trådte stier forsvinder i snedriverne.

Tipperup Å danner grænsen mellem bl.a. kommunerne Gladsaxe, Herlev og Furesø. Her er et parti  ud foor Rødpilevænget.

Godt 5 kilometers gang i sne kan godt mærkes, så Vandringsmanden beslutter at tage den ryddede asfaltsti langs Kagsåen hjem. Med solglimt i øjnene.

Her en arkitektonisk klassiker: I forgrunden nogle af Danmarks første elementbyggede huse, Herlevhuse, og i baggrunden tårner Danmarks højeste bygning, Herlev Hospital på 120 meter sig op.

Glædelig Jul, kære læsere

Jeg ved at der er en håndfuld kolleger, venner og bekendte der følger lidt med på vejen. Til jer og alle andre der måtte slå et smut forbi webloggen: Rigtig glædelig jul! Jeg har fået endnu mere udstyr til længere ture .... rygsæk, termokande og forskelligt guf. Det lover godt for det nye år!

Fedtmosen er ikke gået helt i dvale. Men næsten. Farverne er der ikke noget i vejen med.

Til de som ikke kommer ud i den friske luft, her to fotoer som viser lidt om hvad der sker på land og i by. Der er overraskende mange 'derude'.

 

Udsigt over Herlevhuses fællesareal. Der ligger kun en rest af en snedrive til venstre i billedet.