Hagerup Sø - og Danmarks største byudviklingsområde

Hagerup Sø har gennem mange hundrede år været skueplads for interessekonflikter mellem natur, landbrug og offentlige myndigheder. Sådan ser slagmarken ud en strålende sommerdag.

Hagerup Sø, nu Hagerup Mose, har nogenlunde samme historie som Skenkelsø Sø: Allerede før 1864, nemlig i 1840 forsøgte man at tørlægge søen ved at grave en kanal fra Hagerup til Sillebro Å. Men matrikelkort fra 1854 viser at det ikke lykkes, søen blev ikke tørlagt. I stedet fik man et rodet område ligesom Skenkelsø Sø, der hverken var det ene (landbrug) eller det andet (sø). Det var dyr og planter formentligt ligeglade med, men især for at det ikke lykkedes med landbruget. Hjemmesiden Det Tabte Land fortæller mest om Skenkelsø Sø, men der også et afsnit om Hagerup Sø.

Skenkelsø landsby set fra øst. Midt i billedet længst væk ligger i en dal Hagerup Mose. Området er i den grad præget af marker, kun afbrudt af smalle levende hegn. Hvede, raps ... whatever. Der er kun ganske få enklaver af buske, træer og lunde. Ingen tilgængelige, da alt er privatejet.

Det mest afslørende for hvor søen engang lå, er den vestlige vej, Hagerup Søvej som slynger sig nord-syd, formentlig langs den gamle søbred. I dag er der meget spredte bebyggelser langs grusvejen og den sidste halve kilometer forbydes al færdsel for uvedkommende. Når man kommer fra Skenkelsø, er man heller ikke i tvivl om at der har ligget en sø engang. Fra den lille landsbys østlige udgang har man en fortrinlig udsigt over dalområdet. Landsbyen er ganske lille. Med få gårde, hvoraf et af husene, Skenkel Søhus huser Hytholm Keramik. Den er drevet af Allan Hytholm som er en af de mere kendte keramikere i Danmark.

I baggrunden går Dalvejen op til Skenkelsø. Her set fra Hagerup Mosevej får man fornemmelsen af at der har været en sø engang, og at man måske går langs den gamle søbred. Nu græsser hvide køer - her i blandt en rigtig tyr med ring i næsen - og får.

Man kan ikke skridte igennem området, men må tilbage til Dalvejen for at gå en kæmpeomvej for at prøve at se den forhenværende sø fra vestsiden. Bl.a. er det ikke muligt at komme over Jørlunde Å, som faktisk er en rigtig å som man ikke bare sådan kan springe over. Jeg har ikke ben til omvejen, men fortsætter i stedet til Fjordstien og Roskilde Fjord mod Frederikssund.

Området øst for Hagerup Mosevej er nok et af de mere spændende på denne tur. Ikke alene er udsigten er god. Der er også fuglekvidren, summen af insekter og susen i blade og siv. Lige som der dufter dejligt af sommerblomster.

Fra mose til eng, mose og søer

I nyere tid har der så været planer om at genskabe et 200 hektar stort område med enge, moser, rørskove og søer. Ifølge en nyhedsartikel fra Egedal Kommune, januar 2014. Den fortæller at der er givet 730.000 kr til forundersøgelse. Og processen med høringer af bl.a. borgerne er allerede i gang, med referat fra borgermøde den 10. april 2014. Denne skal ifølge tidsplan foregå indtil 2015.

Jørlunde Å/Ålebæksrenden løber midt gennem Hagerup Mose. Men det er absolut ikke muligt at bane sig vej langs kanten (måske til nød til kanten), som det fremgår her. Bredderne er beklædt med meterhøjt siv. Man kan heller ikke springe over åen/renden. Selve vådområdet er nu ikke så stort som nogle lodsejere frygter. Det er klemt fra alle sider af landbrugsarealer som visse steder næsten går helt ned til åen.

Det første møde synes allerede at kridte banen op: Kommunerne vil dialog med lodsejerne og interessegrupper. Alle lodsejere vil senere blive tilbudt samtaler. Flere af de fremmødte lodsejere ar ikke særlig begejstrede: Naturværdien er ikke god. Der er nok vådområder allerede, man må sikre landbrugsarealer. Det hele ender alligevel med at blive en sump. Naturfredningsfolk ønsker følgegruppe med interesserede, men det mener lodsejerne ikke der er grund til, det kan de udmærket godt selv klare. Men måske bliver det helt væltet over ende af en fjerde faktor: Byudviklingen.

Det er bl.a. om dette område at en lodsejer angiveligt skal have sagt at man må sikre landbrugsområderne. For en udenforstående vandringsmand ser det dog ud til at det da i dag i den grad er sket: Området er fuldstændig præget af landbrugsarealer. Stakittet midt i billedet markerer Ålebæksrenden. De mosearealer som man vil omdanne til sø, har med mit ringe kendskab til marker vel ikke ligefrem bevist at egner sig til landbrug? Men det er måske en ligegyldig diskussion. Helt for enden af vejen på toppen af bakken kan man lige ane et skilt. Det proklamerer, at her skal byen Vinge opføres.

Har du været i Vinge?

På toppen af Dalvejen ved den nu øde Damgård står der nemlig et skilt om at her skal opføres et kæmpebyggeri, byen Vinge tegnet af Henning Larsens Tegnestue, med plads til 10.000 indbyggere og 4.000 arbejdspladser. 350 ha og ifølge tegnestuen dermed det største byudviklingsområde i Danmark. Kik eventuelt på hjemmesidens 3½ minut lange film. Her fremgår det at Vinge vil være en helt ny by som strækker sig på begge sider af s-togsbanen, ca. 1 km sydpå og ca. 1½ km nordpå, afgrænset af Frederikssundsvej mod vest og .... jeps, Hagerup Mose/Sø mod øst. Om beboerne i den kommende by (og her er altså  tale om en veritabel by) får noget af skulle have sagt i den forbindelse, har jeg ikke kunnet hitte ud af. Pt står det dog på standby da arkæologer graver i området.

Jernbanestien mellem Måløv og Frederikssund er nu helt færdig. Der mangler vist kun en bro hist og pist. Jeg har tidligere gået denne tur, se 4. august 2013, og må da snart ud at afprøve stien igen. Her få kilometer øst for Frederikssund.

Ruten

Ølstykke St. Skenkelsø. Hagerup Mosevej (tur/retur). Dalvejen.Jernbanestien. Bjergvejen. Roskilde Fjord. Frederikssund St. Ialt ca. 15 km

Hyldestmarch til Frederikssundbanen

Når jeg udvælger mål til mine vandreture er transport afgørende. Bus og s-tog: På et kvarter er jeg på Kildedal Station. En halv time, og jeg kan stige af i Frederikssund. Det synes jeg fortjener en hyldestmarch ad jernbanesstierne fra Måløv til Frederikssund. 

Jernbanestien omkring Kildedal Station er en bred grus/stenvej med masser af variation i landskabet. Modsat banen bugter den sig i bakke-dal, som det står i nationalsangen.

Jernbanernes betydning historisk

Tilbagetoget fra Dannevirke 1864, foregik ved at man trak kanoner og grej hele vejen til Dybbøl (der var vist noget med en jernbane der lige var anlagt). For jernbanernes historie i Danmark startede omkring 1868. På Sjælland med Sjællandske Jernbaneselskab. Det gik ikke for hurtigt. Langt ind i 1900-tallet domineredes trafikken i byerne af hestevogne og datidens hyrevogne, droscherne. Ingen biler. På Frederiksundbanen var jernbanen mest til transport af landbrugsvarer.

Mellem Måløv og Kildedal løber jernbanen i en dal, og jernbanestien er langt over køreledningsniveau. Her løber banen under Kongebakken.

Da jernbanerne var på sit højeste, var der ca. 4.000 km spor. Meget blev senere nedlagt, i dag er der omkring 2.650 km. Men hvor det før 1868 kunne tage næsten tre dage at rejse fra København til Frederikshavn, afkortede jernbanen turen til ca. 17 timer i 1913. Broer mellem landsdelene var fortrinsvis bygget til tog. I dag tager turen knap 6 timer. Jernbanen mellem Frederikssund og København blev indviet 17. juni 1879. Rejsetiden var 1½ time med 3 tog om dagen. Nu kører der mindst 3 tog i timen og rejsetiden er under en time.

 Også ved Veksø kører jernbanen i en dal. Fra jernbanestien har man flere flotte udsigter ud over landskabet alle retninger.

Stationer og linjeføring

Der var ikke så mange stationer som nu: Frederiksberg, Herlev, Ballerup, Måløv, Veksø, Ølstykke og Frederikssund. Stenløse fra 1909. Da Hovedbanen blev flyttet i 1911, skiftede linjen fra Frederiksberg til Valby-Vanløse. Stationerne var tegnet af arkitekt: S. P. C. Bendtsen (1842-1912) i klassicistisk stil. Derudover var der 21 banehuse (tjenesteboliger for baneansatte og ledvogtere). De fleste stationsbygninger er der stadig, men bruges nu af andre og ligger afsides de mere moderne perroner.

Stenløse stations godsbygning med stationen i baggrunden til venstre. De fleste stationer på Frederikssundbanen havde "godsbanegårde", dvs. bygninger som denne og sidespor, hvor godsvognene kunne udrangeres. Nu bruges bygningerne til andre formål.

Helt op til 2. verdenskrig så det område som Frederikssundbanen betjente nogenlunde sådan ud: København var lige begyndt at vokse ud over brokvarterne. Husum, Herlev, Ballerup, Måløv, Veksø, Stenløse og Ølstykke var små landsbyer med 10-20 gårde og nogle huse. Med marker for resten. På størrelse med Lille Rørbæk. Det var dem togene fortrinsvis betjente: De kørte landbrugsvarer, og på de fleste stationer var der godssidespor og -bygninger.

Veksø Station (den gamle) tilhører den ældste generation af stationsbygninger. Den er gået noget i forfald, men vidner dog om en svunden tid, hvor man kunne købe billet, sidde i ventesalen, og formentlig også forsyne sig i forskellige butikker til rejsen. Nu er der ikke længere behov for det. Højst et læskur og en billetautomat, for togene kommer hele tiden med 10 eller 20 minutters mellemrum.

Jernbaner danner deres eget landskab. De skal helst køre plant og i lige linje, så de skærer sig gennem bakker, på forhøjninger over dale. Det gør jernbanestierne ikke. De følger landskabet. Så snart befinder man sig med fødderne over køreledningerne, snart med hovedet under skinneniveau. En sjælden gang følger de banens niveau. Dette gør jernbanestierne til noget helt særligt.

Før Veksø går stien i plan med eller under jernbanens niveau. Rejnfan blomstrer overalt langs sporene.

Konkurrence

Allerede i 1920'erne fik togene konkurrence fra bilerne. Danmark blev et af de lande der var flest biler i forhold til befolkningen. Frederikssund St. blev flyttet 1928-1989 for at betjene Midtbanen mellem Helsingør og Karrebæksminde ved Næstved. Men den blev opgivet i 1936 og stationen kom aldrig i brug.

Mellem Ølstykke og Skenkelsø Sø går jernbanestien fortrinsvis højt hævet over jernbanesporene. Og det giver frit udsyn mod Snostrup, Skenkelsø landsby og Store Rørbæk.

I starten kørte togene med damp, og togene måtte vende, indtil man fra 1906 fik lokomotiver der kunne køre i begge retninger, litra-O. Damplokomotiverne blev udrangeret i 1950'erne, bl.a. af MO-motorvogne fra 1930'erne og fra 1978 MX-lokomotiver. Saboteret 9 gange under 2. verdenskrig (Flyvestation Værløse). Strækningen Valby-Vanløse blev elektrificeret 1941, og Vanløse-Ballerup 1949. I 1989 gik s-toget helt til Frederikssund. Og man behøvede ikke længere at skifte i Ballerup.

Modernisering

Frederikssundbanen er blevet moderniseret ad flere omgange. Den var enkeltsporet fra Ballerup til Veksø indtil 2000, til Frederikssund indtil 2002. Det betød at togene skulle krydse i Veksø (senere Ølstykke og Stenløse). De fleste jernbanebroer er (gen)opført 1999 og 2000. Så meget har ændret sig siden 1868. Nogle enkelte originale granitbroer er dog bevaret over åerne Kagsåen, Værebro Å og Ålebæksrenden ved Skenkelsø Sø.

Broerne over åerne er anlagt fra før man for alvor begyndte at anvende beton. Her er det den gamle smukke granitbro over Værebro Å. Jeg har tidligere vist tilsvarende broer over Kagsåen og Ålebæksrenden ved Skenkelsø Sø. Over broen er der opført en nyere bro. Den er af beton.

Jernbanestierne er også blevet moderniseret flere steder. Generelt er det tiptop stier af varierende slags: Grus, sten, asfalt, tosporet, ensporet, græs. Motoriserede køretøjer er forbudt. Så man har det hele for sig selv.

Langs Skenkelsø Sø kører sporene højt over hovedet på en. Men til gengæld har man udsyn over søen som nu langsomt er ved at blive genoprettet som sø efter at man forsøgte at tørlægge den ad flere omgange.

Dagens rute

Måløv-Stenløse knap 10 km. Ølstykke-Frederikssund 8 km.Tog fra Stenløse til Ølstykke. Ialt et pænt stykke over 18 km. Med undtagelse af strækningen Egedal Gård til Stenløse er stien på sydsiden af jernbanen.

Skenkelsø Sø

Skenkelsø Sø ved Ølstykke er (endnu) en af de søer som siden landboreformerne 1790'erne ad flere omgange indtil 1950'erne blev forsøgt afvandet og opdyrket som landbrugsjord. Oprindeligt var den ca. 65 hektar med en normaldybde på 3-4 meter. Stor nok til at lokalbefolkningen kunne fiske og jage i og ved søen. Men landbrugets interesser stod højst, og sidste forsøg på at tørlægge søen skete i 1950'erne med udgravningen af Ålebæksrenden.

Søens nordlige ende, syd for jernbanen, er åbenbart den bedst tilgængelige, selvom det første stykke af vejen går gennem mudder. Der er faktisk kun to brede traktorspor som angiver vejen. Det viser sig imidlertid at være langt bedre end længere sydpå. Her ophører stien nemlig brat i en majsmark. Fra stien er der en fin udsigt over søen og til Snostrup med kirketårnets formanende pegefinger ragende op.

Men intet lykkedes. Søen bed fra sig, og blev aldrig til landbrugsjord, højst til græsningsområder. I 1996 blev der udarbejdet et forslag til at genskabe søen, med tilhørende fredning. Efter mange bryderier begyndte genskabelsen i 2009. Helt genskabt bliver den dog ikke. Søen blev på 45 hektar (ca ½ km2). Et sommerhusområde i sydenden bliver inddæmmet.

Den nordlige ende af Skenkelsø Sø, syd for jernbanen, giver et meget godt indtryk af hvorfor det aldrig lykkedes at tæmme søen. Området er stadig helt moseagtigt og engagtig, selv stien er sine steder helt blød.

Lad det være sagt med det samme: Godt nok blev søen indviet for 2 år siden, men lodsejerne holder publikum væk fra søområderne. Hjemmesidernes oplysninger om at lodsejerne ved skiltning gør opmærksom på hvor andre gerne må gå, er ensbetydende med: Adgang forbudt. Det lykkedes i hvert fald ikke for Vandringsmanden at få øje på andet end adgang forbudtskilte. Det er måske godt for dyrelivet. Men ikke for håbefulde naturvandrere. Vestsiden af søen lykkedes det mig aldrig at komme inden for ½ kilometers afstand af.

Ok, senere finder jeg - for sent - ud af at denne stendynge også markerer slut på stien. Jeg noterer ellers områdets ro og fred. En enkelt hare, og lyden af mangfoldige fugle. Dyrelivet ser ud til at trives, og fuglekendere vil sikkert kunne genkende adskillige sjældne fugle.

Det betød også at den planlagte tur søen rundt kom til at ende med en kæmpebue søndenom gennem Ølstykke (Drosselvej-Søholmvej-Udlejrevej), Store Rørbæk (Store Rørbækvej) og Snostrup (Snostrupvej), og det i vidt omfang på asfalterede landeveje uden fortov med bilerne susende forbi

Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt. Og vejene bugter sig hele tiden, så der er smukke huse som dette at kigge på det meste af vejen. Her ved Søholmvej. Om det er gammelt eller ej, ved jeg ikke. Men idyllisk ser det ud.

Sine steder hvor Vandringsmanden prøvede at trodse stisystemet, endte det i majsmarker, ankeldybt mudder og private baghaver. Men vejret var fint, humøret højt, og det lykkedes at få en masse andre indtryk end selve søen. Den kunne mest kun svagt anes langt borte. Der er fx jættestuer. Den mest imponerende ved Ølstykke, Stuehøj. To andre, Dødningerne, ligger ved Store Rørbæk.

Tæt på s-togsstationen Ølstykke ligger Stuehøj. En jættestue som ser ganske velbevaret ud. Man kan desværre ikke komme ind i den. Men der er en lille oplysende tavle hvor man kan få et indtryk af hvor stor den er.

De to små byer, Store Rørbæk (der ikke er særlig stor) og Snostrup (der er endnu mindre, men har en kirke) er hurtigt overset. Jeg nedgraderer mine forventninger om at købe en smoothie i Store Rørbæk da der ikke er til at få øje på nogen forretninger. Alternativet til smoothien er nemlig - af alle steder i Danmark - at købe en jaguar i Jaguar House, jovist. Jeg gloede en omgang. Masser af dem oven i købet. Og i følge hjemmesiden har de ligget der i mere end 40 år!

Store Rørbæks gadekær (isbelagt) når man bogstavelig talt fra bar mark (bemærk hesten til venstre). Og fra bakken er der en pragtfuld udsigt over landskaberne.

For en gammel sønderjyde som Vandringsmanden med udsigt til Dybbøl Mølle på skolevejen, er Skinkelsø Mølle absolut et must. Den er stor, flot og fra 1891. Der er indrettet museum i selve møllegården, men det er nu lukket på denne kolde decemberdag. Forståeligt nok. Men udefra er møllen velbevaret og imponerende syn som den ligger der på en lille bakke.

Skenkelsø Mølle ligger på toppen af en bakke og kan ses på lang afstand når man nærmer sig ad Maglemosevej. Møllen er museum, men man skal træffe aftale med de ansatte for at kunne kom ind.

Kort sagt. Mit råd til Skenkelsø Sø-vandrere/løbere vil absolut være at holde sig til nordenden, planlægge en tur på de etablerede veje søndenom og bide i det sure æble og benytte landevejene på syd- og vestsiden af søen. Eller ikke forvente at kunne gå rundt om, men komme til søen hvor det nu er muligt på østsiden. Fx ved Engvej i Ølstykke.

Ålebæksrenden er ført meget smukt ind under jernbanen. Plankebroen inde i tunnellen ser dog ikke ud til at være brugt meget. Stien ved siden af (ikke på billedet) fører ifølge kortet til Skenkelsø, men endnu engang støder man på Adgang Forbudt-skilte. Det er privat vej, og slut forbudt! Det er jo lige så håbløst at diskutere med et skilt som en automatisk telefonsvarer. Så jeg tager den lange vej udenom.

Landskabet er smukt kuperet, og der er flere gode udsigtspunkter. Det ene er ved jernbanestien umiddelbart før søen. Et andet er bakken ved Store Rørbæk, syd for Bakkegården (1904). Skuffende er imidlertid udsigten fra Snostrup Kirke. Som også ligger på en bakke. Her er udsigten stort set kun en roemark.

Hvis man ikke ligefrem bor i Snostrup, men er besøgende, er den største attraktion måske nok kirken fra o. 1100. Eller hvis man (som jeg) er træt af middelalderkirker, udsigten fra denne. Her mod Skenkelsø Sø og Skenkelsø landsby i baggrunden. Bemærk ca. i midten af billedet hullet hvorigennem Ålebæksrenden er ført under jernbanen.

Med knap 4 timer som fodtusse, og i hvert fald 14 km i luftlinje (sikkert mere med alle svinkeærinderne) er dette så absolut Vandringsmanden største bedrift indtil videre, sådan rent talmæssigt. Oplevelsesmæssigt en noget blandet tur. Men vi er jo også i årets lysfattigste uge.

Forskellige interessante link om Skenkelsø Sø
Frederikssund Kommune.
Egedal Kommune.
Folder om søens historie.
Lokalavisen Frederikssund om indvielsen 13. august 2010.
Lokalavisen Egedal.
Kort over Skenkelsø Sø.
Photogallery.