Whiskey-bæltet

Nord for København er et bælte fortrinsvis beboet af velbeslåede danskere. Her en guide til nogle af dets grønne områder

Vandtårnet er et unikt byggeri som ikke ligner noget som helst andet på turen. Og fotoet er udtryk for billedmanipulation: Vandtårnet ligger midt i en trekant hvor tre stærkt trafikerede motorveje mødes. Man må håbe for beboerne at der er tænkt på lydisolerede vinduer.

Selv om det findes, er etagebyggeri ikke dominerende. i Whiskey-bæltet er der fortrinsvis store villaer ofte på størrelse med små lystslotte med tilhørende diskrete haver. Men selv folk her har brug for motion. Det ses denne søndag som denne hvor hundelufterne vist overgår alt hvad jeg ellers har oplevet i Hovedstadsområdets mindre velbeslåede dele. Der er masser af historie her, bl.a. fra godsejertiden og Københavns Befæstning.

På vej op på toppen af Lyngbyfortet. Man kan tydeligt se forsvindingstårnene. Desværre også kilden til fortets fugtproblemer. Og villaen er blevet fjernet.

Lyngby Fort

Lyngbyfortet er opført 1887-92. Og et af de mere interessante fra Nordfronten. Overraskende nok, for fortet måtte efter sin nedlæggelse i 1920 lide en kummerlig tilværelse. I 1940 blev der endda opført en villa på toppen af fortet! Den blev dog fjernet efter at kommunen m.fl. overtog fortet i 1979. Og tørgraven mod fjendesiden er stadig halvvejs privatejet, så man ikke kan gå på volden på ydersiden af fortet.

Modsat fx Bagsværd Fort og Fortunfortet fremstår Lyngbyfortet ganske velholdt på ydersiden. Som også Gladsaxefortet. Skinnet bedrager imidlertid. Vand trænger ind fra oven gennem tårnene og har skabt store fugtproblemer indeni.

Det kan man til gengæld på toppen. Og her kan man i modsætning til de fleste andre forter se rester af kanontårnene som forsvinder ned i fortet. Der er ikke nogen rester af den villa der lå her 1940-1979. Og udsigten er som sådan heller ikke til andet end villaerne.

Et kik ind i en af de omkring 40 små kirkegårde på kirkegården. Man fornemmer i baggrunden at der er langt flere høje træer end normalt.

Mariebjerg Kirkegård

En anden slags kanon, og med en helt anden betydning af ordet, kan man finde på Mariebjerg Kirkegård. Kirkegården er ikke så gammel, indviet 1936. Men den præsenterer sig selv som banebrydende for nyere tids kirkegårdstænkning: Skov- og parkkirkegårde. Og fornemmelsen af at gå i en skov er da også noget der adskiller den fra de fleste københavnske og nordsjællandske kirkegårde.

Den særprægede funktionalistiske kapelbygning med Vintappergården i baggrunden. Det er tegnet af Fritz Schlegel. Ham der også tegnede Husum Skole - som i 2013 blev besøgt af Vandringsløse Tidende.

Hertil kommer at kirkegården har nogle flotte bygninger, dels Vintappergården i den sydøstlige hjørne på hvis grund man opførte kirkegården. Dels kapellet ved siden af. Kirkegården har gjort den fortjent til at blive optaget i Kulturkanonen som en af de ti mest betydningsfulde arkitektoniske værker i Danmark.

Bernstorff Slot. Mere er der vel ikke at sige til det. Engang bosted for nogle af enevældens mægtigste mænd. Tyskere, forstås. Det var man dengang hvis man var noget ved musikken. Hofpsroget var tysk, militærsproget ligesådan.

Bernstorff Slot og Park

Det nyklassisistiske slot ("maison de plaisance") blev opført under enevælden 1759-65 og ejeren var udenrigsminister, J. H. E. Bernstorff. "Det er en tysker, Kvik." Dog knap et halvt årti, for han røg uklar med Struensee ("Det er en tysker, Kvik")  i 1770 og rejste hjem til Hannover. Struensee overlevede den affære i to år og nåede ikke tilbage til Tyskland. Han endte som bekendt i mange dele på Øster Fælled. Det er nu ikke J. H. E., men nevøen A. P. Bernstorff som der er rejst et mindesmærke for. For han overtog nemlig onklens udenrigsministerpost i 1773 Så kunne Struensee lære det, kunne han! Hvad mere interessant er at han interesserede sig for landbrug. Og bl.a. var med til at udtænke landboreformerne hvor storbønderne fik mere at bestemme, mens husmænd og landarbejdere fik en begmand.

Området omkring Avlsgården er særdeles idyllisk. På dette billede skimtes Avlsgården bag stråtaget midt i billedet (den gule bygning). Den er dog områdets klart største. Der serveres gløgg i dag i det lille hus i forgrunden.

Så begyndte slottet at forfalde indtil enevældskongen Christian 8. købte det i 1842. Kongefamilien brugte det indtil 1939 hvor det i stedet blev brugt af Civilforsvarets Befalingsmandsskole. Nu ejes det af staten og bruges som kursus- og konferencecenter. Hvor tidligere kongelige og adelige spankulerede rundt og formentlig kunne følge sig vigtige og betydningsfulde mens de studere grøntsager og sydfrugter, er der nu bl.a. skolehaver - Haver til Maver. Hvis man som jeg ikke bliver så imponeret af slotte, er området omkring Avlsgården (fra o. 1800) særdeles spændende. Både hvad angår bygninger, og et bakket landskab med forskellige haver, frugtplantager, damme osv.

Charlottenlund Slot ligner lidt Bernstorff Slot. Charlottenlund Slot er lidt ældre, men til gengæld bygget om senere. Fjern kuppel og sidefløje - og man har et indtryk af hvordan det engang så ud. Hvis man vender sig 180 grader, har man direkte udsigt til Øresund.

Charlottenlund Slot og Park

Kongernes sommerslot bærer ikke meget præg af at være det barokslot det oprindeligt var i 1733. For det blev i 1880-81 ombygget til fransk nyrenæssance. Bl.a. kom kuplen og sidefløjene til. Man kan ikke komme ind på slottet. Kun i haven. Næsten samtidig med Bernstorff Slot (1935) holdt de kongelige op med at bruge slottet, hvorefter det måtte lide den tort at blive overtaget af Danmarks Fiskeriundersøgelser, senere DTU. Og fra i år skulle der være åbnet op for at man kan leje slottet. Hvis ellers man har tegnebogen i orden. Den tilhørende skov er særdeles tæt og rummer bl.a. Forstbotanisk Have. Skovene var på Politivennens tid offentligt tilgængelige, hvilket fremgår af en klage fra 1828 over et særdeles stinkende lokum. Og at skovgæsterne også opførte sig som skovsvin, fremgår af en klage fra 1816. Bl.a. var der forlystelser i form af gynger.

Kasematten til venstre hører til den ældste del af Charlottenlund Fort, og der står1886-1887 på gavlen. Dengang var et et landfort. Bunkeren til højre bruges og der stiger lystig røg op fra skorstenen.

Charlottenlund Fort

Strandvejen var københavnske borgeres hovedfærdselsåret til Dyrehaven. Trafikken skal ifølge Politivennen fra 1816 ikke have ladet nutidens trængsel noget efter. Og modsat nu var det ikke kun velbeslåede mennesker der boede her. I 1824 klagede Politivennen fx over tiggerplagen på denne strækning. Selv om turismen unægteligt sætter sit præg på Charlottenlund Fort, fremstår dets oprindelige funktioner dog meget tydeligt. Ikke kun de 12 store haubitzere, men også højden og stillingerne ovenpå. Den ældste del, bl.a. Kasematten er fra 1883-86, mens senere tilbygninger kom til 1910-12.

Udsigten fra toppen af fortet mod nord ser sådan ud. Mod syd er den mindst lige så god. Man fristes nærmest til at blive plat og sige kanongod.

Fortet overgav sig som de fleste andre søforter lidt senere end selve Vestvolden og Nordfronten. Nemlig først i 1932. Selv på denne blæsende eftermiddag hvor vejret absolut ikke indbyder til et frisk havbad, er der masser af besøgende. Fortet var sat til at beskytte København ad søvejen. Og at det kunne være blodig alvor, fremgår af en artikel fra Politivennen fra 1801 som taler om ilanddrevne døde efter Slaget på Reden.

Mellem seværdigheder

Nu yder fotoerne og beskrivelserne ikke fuld retfærdighed af turen. For at nå frem til dem er man ofte nødt til at forcere stærkt trafikerede områder. Især ved Mariebjerg Kirkegård hvor tre motorveje mødes: Motorring 3, Lyngby Omfartsvej og Helsingørmotorvejen kan man godt gå hen og blive stresset. Dels af den øresønderivende larm fra trafikken, dels af den kringlede gang- og cykelsti man skal finde. Vel fremme øst for Jægersborg Station kommer man dog også forbi Jægersborg.

Jægergården.Området er privat og hermetisk skærmet af for "uvedkommende". Jægersborg er et af de mere behagelige områder man kommer igennem på denne tur mellem store seværdigheder.

Turen er på i alt ca. 13 kilometer. Fra Lyngby Station til Charlottenlund Station med en omvej til Charlottenlund Fort.

Nordfronten - forterne og oversvømmelserne

Københavns befæstnings Nordfront var ikke forbundet med vold og voldgrav som Vestvolden. Men bestod bl.a. af forter og batterier

Københavns befæstning var kun i funktion i et par årtier (ca. 1890-1920). Men der var et liv både før og efter. Denne frostklare søndag marcherer Vandringsmanden ud for at erobre Nordfronten: Garderhøj, Jægersborg Kaserne (opført 1733-1747, siden 2010 boliger), Fortunfortet (det mindste) og et par batterier. Mellem disse forter lå dels nogle oversvømmelsesanlæg, overløbsbasinet i Ermelunden og nogle batterier, Vestre Ordrup Krat, Mitrailleuse, Østre Ordrup Krat, Christiansholm Batteri og Hvidøre Batteri.

Visuelt kommer vi formentlig ikke tættere på hvordan Lyngby og omegn så ud da forterne blev anlagt: Dyrehavegård set fra Dyrehavegårdsvej. Gården er en af de større af slagsen. Jeg kan kun gisne om hvad der har været dyrket på markerne, men i dag går der heste.

Befæstningen anlagt på marker

Forterne lå indtil midten af forrige århundrede langt ude på landet. Fortunfortet blev bl.a. opført på en parcel erhvervet 1893 tilhørende Dyrehavegård (1865) som var en fusion af Tronegård og Fortunegård. Gårdens historie er på mange måder karakteristisk for hvad der ellers skete med områdets gårde: Ejeren udstykkede efter 1878 en del parceller til landsteder, som stadig kan ses på østsiden af Dyrehavegårdsvej og Trongårdsvej. Indtil 1916 var der traditionelt landbrug med kvæg, korn og mejeri (1895-1915). Københavns Kommune ejede gården 1930-1957, hvorefter Lyngby Kommune købte gården og siden har den haft forskellige forpagtere. Pt er der økologisk landbrug og hestepension.

Fotoer er taknemmelige: Stenhøjgård ser her ud til at ligge på landet. Men til højre drøner Helsingørmotorvejen forbi, og til venstre et under 100 m. bredt bælte med heste. Facaden ser også ud til at være ved at falde sammen. I hvert fald er der stillet en kraftig trækonstruktion op som modvægt mod væggen.

Udover Dyrehavegård ligger en række gårde som blev udskiftet efter 1778: Lindegård (den bedst bevarede og i dag kultursted ved Lyngby Lokalstation), Lyngbygård, Toftebæksgård, Hvidegård (hestehotel) og Stenrødgård (nu rideklub, se også afsnittet om H/F Skovmosen). Lokalkendte husker måske Stenrødgård fra tv-serien Matador: Mads fortæller sin bror Kresten Skjern at han vil anlægge en fabrik og kigger ud over en jernbane. Gården i baggrunden er Stenrødgård. I virkelighedens verden ligger der ikke en fabrik, men Helsingørmotorvejen.

Størst: Garderhøjfortet er Københavns Befæstnings største fort. Og imponerende ser det ud som det ligger der og gemmer sig. Der kommer røg ud fra en skorsten. For fortet er museum med eget formidlingscenter, og i dag og indtil jul er der julehygge på fortet.

Lyngby var formentlig som så mange andre steder et stærkt opdelt samfund med langt fra rige til fattige, og et ganske betragteligt antal af det sidste. Fx beretter Politivennen fra februar 1804 at:

Ved Lyngby fattigvæsen har vi om sommeren mellem 40 og 50, om vinteren mellem 70 og 80 som har behov for og nyder almisse. 

Mindst: Fortunfortet er befæstningens mindste fort, men størst hvad angår forfald. Værre end Bagsværd Fort. Fortet er det eneste med kun 1½ etage (jeg kunne ikke kigge ind for at se hvordan ½ etage ser ud). Det har været brugt til dyrkning af champignon, reservedelslager for motorcykler og opbevaring af Tivolis fyrværkeri. Under 2. verdenskrig blev der opbevaret fyrværkeri her, og på befrielsesdagen 5. maj 1945 døde 4 festglade da de ved en fejl fik det hele til at eksplodere. En tapper venneforening prøver at skaffe penge til at restaurere fortet, der kun nødtørftigt er sat i stand.

Et ganske stort antal, set i betragtning af at Lyngby kun var en lille landsby med få hundrede indbyggere. Det er ikke på grund af de fattigt, at området tidligt kom i københavnernes søgelys. Dyrehavsbakken var allerede fra 1583 en markedsplads og yndet udflugtsmål for københavnere. Her kunne de om sommeren underholde sig med gøglerne og Pjerrot. Derudover var området et yndet udflugtsmål, Callisen (s.617) nævner i 1807 om området:

.... Københavns indbyggere besøger fjerntliggende behagelige steder, Charlottenlund, Dyrehaven, Sorgenfri, Friderichsdal, Dronninggård, Søllerød, Eenrum etc. Få steder i Europa er samlet så mange naturlige yndigheder i en så kort afstand, som her. Nogle drager ud af staden til deres egne lystgårde eller til lejede sommerværelser. Andre for at besøge deres venner og bekendte. Andre fylder gæstgivergårdene og værtshusene. Andre ser man lejrede omkring bordene og i græsset for glade at fortære deres medbragte føde, som de undertiden ufortrødent har medbragt i bylter og kurve fra lang afstand.

Noget særligt ved Nordfrontener oversvømmelsen. I stedet for befæstninger forestillede man sig at Furesøen skulle levere vand til at oversvømme et bælte som skulle forhindre fjenden i at storme København. Til højre ligger Ordrup Krat med sit godt skjulte Ordrup Krat Vest batteri, til venstre uden for billedet Posemandens Hus og Jægersborg Dyrehave.

Men om nogen permanent bebyggelse var der ikke tale og i givet fald kun for de rige københavnere. Det var meget langt "ude på landet", som berettet af Marcus Rubin: 1807-14 (1892):

Kun få var imidlertid landstederne derude. Man boede "på landet" ad Frederiksbergkanten ... Meget rige folk, eller folk, hvis virksomhed ikke nødte dem til at tage til byen, boede i Gentofte, Lyngby o.s.v....

Ordrup Krat Batteri er åbent for publikum. Det er ikke ret stort, så man kan få et indtryk af hvor klaustrofobisk det må have virket på soldaterne. Men der er en ovn som jeg ikke har set andre steder. Til gengæld ingen rindende vand, bad eller toiletter. Mændene måtte - som jeg - stille sig udenfor bag et træ for at lade vandet.

Området var så tyndt befolket (først omkring år 1900 passerede indbyggertallet 2.500) at det blev anset for at være et udvidelsesområde for Københavns Kommune, ligesom fx Brønshøj. Derfor begyndte Københavns Magistrat at opkøbe gårdene, som nævnt ovenfor fx Dyrehavegård. Fra 1930 begyndte kommunen at udstykke og bebygge gårdene. Kommunen fik dog ikke fat i Carlshøj, der fungerede fint som gartneri.

Christiansholm Batteri burde egentlig kaldes et fort. Som det eneste oven i købet med en vandfyldt voldgrav. Den løb fra et pænt stykke bag fotografen og helt ud til Strandvejen som anes i baggrunden. Den er dog nu opfyldt og Hvidøvrevej anlagt ovenpå. Kanonerne i de to batterier på begge sider af Christiansholm Batteri blev købt for penge indsamlet af kvinder. Dette faldt karlene for brystet, hvorfor sagen ad finurlig vej blev en del af kvindebevægelsen i Danmark.

Under krigen blev planerne lagt for Helsingørmotorvejen "autostradaen", Danmarks første motorvej 1956. Dengang mente man at udgifterne delvis kunne finansieres via hospitalsbudgettet som følge af færre trafikulykker. Derimod blev en s-bane mellem Jægersborg til Gl. Holte aldrig til noget fordi ejeren af Carlshøj solgte byggegrunde til etageboliger. Helsingørmotorvejen støjer og larmer succesfuldt i en afstand af ½ km.

Jægersbog Alle. Den meget grønne hæk dækker for nummer 184, hvor modstandsmanden Citronen blev skudt. Der står en mindetavle i hækken, som anes umiddelbart før det mørke felt. Oprindelig stod den frit, men hækken er vokset udover i årenes løb. Længst væk kan man ane Jægersborg Kaserne, som nu næsten er solgt som beboelse.

Efter anlægget af Polyteknisk Læreanstalt udstykkede man 1960 byggegrunde til det der i dag er Hvidegårsparken, Trongårdsparken og Fortunparken. Ind flyttede akademikere, ingeniører mv. Annette Hartung har skrevet en kort historie om Fortunvænget.

Fortunparken markerer startskuddet til urbaniseringen i området. I dag adskiller den sig markant fra det senere opførte byggeri. Brede veje og meget lave huse, ofte med flade tage. Husene næsten skutter sig bag hækkene. I baggrunden Dyrehaven. Dengang må det have været et storslået sted: Det ligger højt og der er en pragtfuld udsigt mod vest.

H/F Skovmosen.

I 1940'erne begyndte der så at komme haveforeninger i området ved Jægersborgvej 53B. Læreren Folke Jacobsen (1890-1971)  havde allerede i 1921 etableret ”Den unge mands kolonihaveanlæg” i Kastrup og i 1925 omkring Stengaarden i Gladsaxe. Skovmosen blev bygget efter samme model formentlig under 2. verdenskrig: Rødmalede huse, redskabsskure, som blev delt af 4 elever der blev undervist i havebrug ud fra den tids "tankpasser"-pædagogik: Integreret med matematik og Dansk, udfærdigelse af regnskaber og haveplaner, og viden tilegnet ved diktat.

Skovmosens små redskabsskure omkranser haverne. Ved indgangen ligger det grønne velkomsthus med meddelelser. Man fornemmer næsten den lidt kaserneagtige kæft-trit-og-retning som var den måde man underviste unge i havebrug. Heldigvis kan den slags arkitektur også sagtens rumme hygge og glæden ved at dyrke jord.

Skovmosens areal hørte oprindelig til Stenrødgaard (som i dag huser Lyngby-Taarbæk rideklub). I dag skiller ligger de to på hver sin side af Helsingørmotorvejen, men ellers skulle området stå som det var i 1954. Siden 1998 dog ikke som skolehaver, men som selvstændig nyttehaveforening.

Men alt det ovenstående er mest historiske steder. Gennemgående går turen gennem fornemme villakvarterer og trimmede naturområder. Vi er så afgjort blandt de mere velbjergede af den danske befolkning. Meget er sket med dette område de sidste 100 år. Og hvem ved hvad vandringsfolk om 50 år vil skrive om nutiden.

Ruten

Lyngby Station. Jægersborgvej. Skovmosen (frem og tilbage). Garderhøjfortet (frem og tilbage). Ermelundsvej. Fortunparken. Fortunfortet. Tilbage til Drehavegårdvej og mod Ordrup Krat. Hvidørevej. Strandvejen. Klampenborg Station. I alt knap 20 km.

Gentofte Sø og Brobæk Mose

En frisk nordenvind bider godt i kinderne her hvor frosten er vendt tilbage. DMI har lovet at der også skulle komme noget sol. I bogen "Vild natur i Danmark" optræder der 4 steder tæt på Storkøbenhavn. En af dem er 1,2 ha stort og ligger ved Gentofte Søs nordvestlige hjørne: Brobæk Mose. Mosen er siden 1981 blevet "naturgenoprettet". Og ifølge bogen er der indvandret en række meget sjældne arter, bl.a. orkideer. Dyrelivet er det dog så som så med. Mosen ligger i Gentofte Søs nordvestlige hjørne, men der er så smattet at jeg hurtigt opgiver at studere området meget nærmere.

Gentofte Sø er lidt over en kilometer på den lange led og et par hundrede meter på den korte. Cirka midt på dens østlige bred lå Gentofte Landsby, men den er der stort set intet tilbage af. De gule huse mellem kirken og plænen er resterne af noget industri, og markerer hvor landsbyen omtrent lå.

Til gengæld er der rigeligt med materiale på internettet om Gentofte, så jeg øser gavmildt ud: Brobækken var engang den vigtigste kilde til hovedstadens vandforsyning. Den løb fra Hulsø til Gentofte Sø indtil 1900. Så blev Hulsø omdannet til Vangedes losseplads ved Nybrovej, og er nu bebygget med bl.a.Ikea. Vandet strømmer stadig lystigt, godt blandet op med affaldsstoffer fra lossepladsen, og der er ingen som kan finde ud af hvor vandet kommer fra.

Naturområdet ved Gentofte sø ligger på vestbredden, mens østbredden er beboet og der er kun en smal sti langs søen. Svanerne er bestemt ikke håndtamme. Her letter en da jeg åbenbart er kommet for tæt på.

Gentofte Sø er nok mere kendt end Brobæk Mose. Her lå engang landsbyen Gentofte. Den er der ikke meget tilbage af. Gentofte Kirke, der er opført omkring 1176. Det største af husene er fra 1728, og de gule huse nærmest søen var 1795-1884 en strømpefabrik for skotske Alexander Mitchell, som strædet er opkaldt efter. Engang hed gaden Nebrogade, eller Skvaldergyden. Nu er strædet ret dødt, og det er svært at forestille sig nogen sladre dér.

Som sædvanligt er almuens huse ikke bevaret. På basis af de tre gule huse, som alle ligger på Mitchellstræde, har man forsøgt at genskabe noget af det gamle Gentofte. Strædet er nydeligt brostensbelagt, men på skorstenen af strømpefabrikken er der nu en parabolantenne. Træerne i forgrunden markerer hvad området ellers blev brugt til: Private haver for rigmænd. Træerne markerer en alle som gik fra landstedet ned til søen.

De uspurgtes historie er sjældent kendt, og måske for evigt glemt. Så vi kender dem mest kun af  omtale fra eliten. Fx giver digteren Oehlenschläger  (tidsskrift Prometheus fra 1833) et romantisk glimt af Gentofte på en "himmelblå sommerdag", hvor kirken "speile sig i den lille dam" og man kan høre "høstfolkenes le klinge i det gyldne korn" og vi besøger høstgildet med de "dansende bønder". Jo, det var tider. Alt var dog ikke idyl i præstegården. I Kirkehistoriske Samlinger, 1942-44, s. 109-114, fortælles om sognepræst Johannes Siverod, som kom til Gentofte 1762, ragede uklar med degnen og forfaldt til druk. Han blev endda observeret i København med "opstølpede og af gadeskarn besølede præstekjole". Forargeligt! Ifølge ODS betyder opstølpe (opstylpe) opsmøget. Han kom heldigvis senere på ret kurs.

Dette er det andet sparsomme levn fra den gamle Gentofte Landsby. Og ligger på Fiskebakken. Nydeligt ser det ud.

Dengang kunne kongen overlade hele landsbyer som Gentofte, Ordrup og Vangede til fx Grev Bernstorff,  i 1764 og overdrage dem til deres lystgård/landsteder. De 40 familier omtaltes som fattige, nogle endda "forarmede". En anden Bernstorff var en af de første i Danmark som fandt ud af at frie bønder arbejdede og producerede mere end slaver, dvs. fæstebønder og hoveri. Så måske dansede Oehlenschlägers bønder virkelig?

Landstederne ser ud til at være springbræt for de næste 150-200 års konsolidering af Gentofte som de riges bydel. De fattige isoleredes i Vangede, som Dan Turell er kommet til at stå som eksponent for. Det er ikke nyt. I Kongelige rescripter, resolutioner og collegialbreve nævnes i 1785 (s. 321) at sognepræsten Høegh har opfordret grev Bernstorff om at der oprettedes i en skole i Vangede, fordi der var en fierdingvei  (1/4 mil = 1883 km) til Gentofte, men de 14 gårde i Vangede er ikke nok til at finansiere den for de mangfoldige huse.

Visse lokaliteter i verden synes at blive omgærdet med mystik og dragende vemod. En sådan synes Capri at være. En rigmand skulle være blevet inspireret af huler på Capri til at lave dette ejendommelige anlæg i sit have. Som nu er i Gentofte Park. Om man kan lide det eller ej, er vist en smagssag. Og om han ville have brudt sig om at forbipasserende - løbere, hundeejere eller bare Vandringsmanden - sådan bare gloede på hans kreation, det kan man tvivle på.

Parken er gamle haver tilhørende tidligere landsteder. Bl.a. den eksotiske grotte ned mod søen. Her skal efter sigende en for længst glemt landstedsindehaver have lavet den efter forbillede fra Capri, som han havde besøgt under en rejse. Jeg husker Capri fra barndommens Giro 413, Four Jacks (1960)... du-bi du-ah. Nu kan den høres i en moderne version med Jesper Asholt, Jesper Lohmann, Stig Rossen og Keld Heick. Akja. Tiden går ...

På vej hjem gennem Utterslev Mose fanger jeg et motiv som viser vejret denne vinterdag: Det er klart, og man kan se rigtig langt. Her står Bellahøjhusene to kilometer væk klart i horisonten. God weekend til alle.

Hareskovvejen med Bellahøjhusene i baggrunden. I al sin grimme gråhed skærer motorvejen sig skånselsløst gennem Utterslev Mose.

Miljøministeriets plan for Brobæk Mose og Gentofte Sø. 2009
Fugleobservationer ved Gentofte Sø og i Brobæk Mose 2007. Detaljeret oversigt.
PDF-fil om Gentofte og Vangedes historie (7 sider), 
Gotfredsen: Gentoftes historie, uddrag om Middelalderen.
Cykelruter i Gentofte. PDF, 53 sider.