Ørestad

Ørestad er historien om byudvikling der sker her og nu. Så hvis man vil følge med, må man besøge den med jævne mellemrum. 

Ørestad Boulevard, den nordlige ende, set fra under metroen. Her er der stadig en del gang i byggekranerne.

Det er ved at være 5 år siden denne blog sidst rapporterede fra Ørestad (1. januar 2015). Denne gang havde jeg afsat alle de lyse timer (ca. 5) til at gennemtrave "staden". Og det viste sig at være knapt nok. Hvis man skal gå i dybden, så må man nok afsætte mere tid. For der er i sandhed sket meget de sidste 5 år. Der er kommet liv i gaderne, forretninger, cafeer, mennesker og lys. Omvendt bliver det måske også for meget hvis det varer for længe.

Cabinn Apartments har sin egen fortælling i små kasser med forskellige farver, her set fra tagterrasse i Fields.

Inkarnerede hadere af nyere arkitektur kan godt stoppe læsningen her, hvis de forventer en sønderlemmende kritik af Ørestaden. Tværtimod er det en stor oplevelse at se en bydel der er vokset fra omkring 100 indbyggere i 2004 til de nuværende omkring 16.000 indbyggere (for stadig opadgående). Dvs den er på størrelse med Frederikssund, Åbenrå eller Nyborg. Der bygges stadig, men man kan sagtens få en fornemmelse af at livet for alvor har indtaget Staden.

Ferrings sorte tårn er et af de allerførst byggerier i området, tegnet af Henning Larsen Architects. Det er så højt at det gynger på toppen.

Der er noget nær et festfyrværkeri af farver, former, materialer (mursten, beton, glas, rustent jern), brede boulevarder og snævre gyder, svimlende høje "skyskrabere" og lavere beboelsesejendomme. Belægninger af asfalt, betonfliser, granitsten, afbrudt af lavvandede kanaler og højt gennem det hele metroen. Selv om den gennemgående højde nok er større end normalt, så brydes det af de mange forskellige kringlede måder som facaderne skyder i vejret på.

Ferring er blevet overgået af Crowne Plaza, Dissing og Weitling arkitekter. Der er indbygget solceller i facaden og den er CO2-neutral. Klimaforandringerne har også sat sit præg på Ørestad.

Sidste gang jeg var derude for 5 år siden, beskrev jeg nogle af de mange arkitekttegnede nyskabelser. Nu er der så kommet endnu mere til. Jeg har ikke undersøgt arkitekterne bag denne gang. I stedet blot nogle umiddelbare iagttagelser.

Lavt byggeri med udsigt til højt byggeri, i den sydlige ende af Ørestad ved Kalvebod Fælled Skole.

Hvis man ikke er til en heldagstur, så vil jeg anbefale følgende steder: Den centrale og tværgående park for at se lidt af "folkelivet", den udvendige balkon på Royal Arena giver et godt overblik i det område og man kommer i højden, Robert Jacobsens Vej som en næsten færdigt sidevej og endelig stien på østsiden af den kanal som løber nord-syd langs Ørestads østlige del for at se det hele lidt på afstand.

Kalvebod Fælled Skole er en af mine yndlings. Det tog lidt tid at finde ud af at det var en skole.

Ørestad er først og fremmest en anderledes oplevelse af alle de forestillinger om hvordan noget skal se ud: En skole, et hotel, et forretningscenter eller en beboelsesejendom. Kalvebod Fælled Skole er et godt eksempel: Jeg skulle helt hen til bygningen og læse hvad det var. Et stenkast fra den noget større Royal Arena med samme runde form. To bygninger som klæder hinanden rigtig godt, synes jeg. I det hele taget er byrummene et studie værd: Ofte i højden, på terrasser og skjulte kroge finder man beskyttede åndehuller.

Dette foto taget fra Kalvebod Fælled Skole viser lidt om variationerne i området: Grønt bælte, lave beboelsesejendomme, den imposante Royal Arena, højhusene i baggrunden.

Det fascinerende ved Ørestad er at der ikke er knyttet nogen historie til området. Det ligger på et inddæmmet område, på gammel havbund, så alt hvad man ser, er menneskets første berøring og påvirkning af et jomfrueligt stykke jord. Og man skal vist være meget konservativ hvis man ikke kan se at det sprudler med arkitektoniske ideer i Ørestad. Det kan måske næsten blive for meget for en hel dag at tage ind.

Robert Jacobsens Vej er næsten fuldt ud færdigbygget, med brede fortorve og adskilt fra den motoriserede trafik med en lavvandet kanal omgivet af træer.

Nu ved jeg jo ikke hvordan det er at bo i Ørestad. Det må være en speciel oplevelse at være de første at flytte ind i et så stort område. Hvordan mon det føles at være de første? Hvordan er det at bo indeni husene og færdes i gaderne? Hvordan har de det med at komme fx til det gamle København, til middelalderbyen som er så radikal anderledes? Er lejlighederne behagelige at færdes i? Disse spørgsmål har jeg ingen bud på.

Kanalvejen mod øst giver mulighed for at se Ørestad lidt på afstand.

Hvis man har bygget højt, er der til gengæld ikke langt til lys og luft. Kun ganske få hundrede meter mod vest ligger Kalvebod Fælled, og mod øst en kanal med en fredelig gang- og cykelsti foran kolonihaver og villabyggeri. Og som en bred forbindelse mellem dem, den centrale park.

Farver, former og materialer ...

Da voldene faldt i midten af 1800-tallet, blev brokvartererne opført på ganske få årtier. Meget af det som i dag er blevet eftertragtet var engang trøsteløse lejekaserner med baggårde. Senere spredte villabebyggelserne sig i Brønshøj, Vanløse og andre steder. Arealmæssigt har København for længst nået en grænse, men har siden ved at indvinde vandområder, på Amager og Nordhavnen, fortsat sin vækst. Det er den historie som jeg gerne hermed vil reklamere lidt for.

Cityringen

Vandringsmanden måtte selvfølgelig også gøre det: Vandre Cityringen rundt, både over og under jorden.

For over seks år siden, i 2013 (22. august) da cityringen var gået i gang, gik jeg en tur på overfladen lang tid før tunnellerne var påbegyndt. Nu har jeg taget turen igen, hvor alle stationer er åbnet og næsten færdige. Selv om jeg denne gang har snydt lidt, for jeg har taget den i etaper. i 2013 beskrev jeg de forskellige kvarterer af København og Frederiksberg som Cityringen forener, så jeg har citeret fra hvad jeg dengang skrev, og opdelt ruten i Indre By, Østerbro, Frederiksberg og Vesterbro.

Indre By

2013: I den indre by er der tre byggepladser: Ved Gammel Strand over for Thorvaldsens Museum, Kongens Nytorv og Marmorkirken. Jeg husker Store Kongensgade i 1970'erne hvor det var en tætpakket udfaldsvej. Larmende og osende af benzin. Det var en gade som man bare hurtigt skulle igennem. Sådan er det ikke denne aften. Mange steder er der indrettet udendørs kafesteder. Og de bliver brugt. Jeg kommer også forbi Nyboder, fra 1600-tallet, og kommer til at tænke på forskellen mellem by og land. Endnu mere da jeg aner Østerport Station i det fjerne. For folk der kommer ind fra landet ligner det jo nærmest i størrelse en hovedbanegård.

2019: Jeg burde jo nok også have talt Rådhuspladsen med til Indre By. Det har jeg så rådet bod på nu!

Rådhuspladsen

Rådhuspladsen. Mon den nu snart endelig får fred for flere omlægninger? Der er stadig vejarbejde ved Vestergade. Men ellers har Rådhuspladsen fået et helt nyt udseende, med en lille lund bag fotografen. Forhadte bygninger som Busterminalen til 10 mio. kr. er der vel ingen der husker længere.

Rådhuspladsens sorte farve skal imitere nattelivet i København. Ikke for ingen ting, for Rådhuspladsen og Kongens Nytorv - de to stationer for enden af Strøget - skal være de mest uroplagede i weekenderne af fulde folk. Når først folk er nået videre udenfor byen, siger eksperter at der falder lidt mere ro over dem. Måske endda for meget ro.

Gammel Strand

Skovserkonen tilbage fra Sydhavnen Station. Stationen er blevet afspærret for turistbusser. Og området forekommer derfor ganske fredeligt langs havnen med udsigt til Christiansborg - der også var arbejdstitlen på stationen. Jeg synes det er fint den er kommet til at hedde Gammelstrand.

Der er blevet snakket meget om at stationerne adskiller sig fra hinanden. Det kan diskuteres hvor meget det er gennemført. Men ikke med Gammelstrand. Den er ganske enkel unik. Både hvad farverne angår, men også med dybden. Der er virkelig langt ned til stationen.

Kongens Nytorv

Kongens Nytorv er den anden af Strøget-stationerne. Og altså også en af de mere urolige i weekenderne. Med opstigen til Det Kongelige Teater, Charlottenborg, Magasin, Erichsens Palæ og andre ikoniske bygninger er den vel den mest celebre af stationerne.

Under jorden gør stationen sig dog ikke af ret meget. Her mødes i øvrigt Cityringen med den anden af metroens linjer. Omstigningen mellem linjerne er dog ikke klar og der er midlertidige foranstaltninger. Væggen er marmoreret?

Marmorkirken

Pompøs opstigning. En avis kaldte den vist den flotteste opstigning. For mig virker kvarteret (og det har det altid gjort) alt for pompøst, indeklemt og dystert. Og overrendt af turister. De alvorlige kirkens mænd der formanende skuer ned på de syndefulde forbipasserende afspejler vel datidens sidste spræl fra kirken hvor "heltene" er opstillet rundt om kirken. Den flotteste opstigen? Næh, jeg stemmer nu på Nørrebros Runddel på Assistenskirkegården.

Marmorkirken er den eneste station hvor tunnellerne ligger ovenpå hinanden, i stedet for ved siden af. Da skakten samtidig er meget smal, giver det et væld af rulletrappeskift undervejs. Og væggene? De er selvfølgelig marmor.

Østerbro

2013: På Østerbro er folk ved at omstille sig fra arbejde til hyggeliv på fortovet. De venter på bussen, cykler, kører på rulleski, slæber indkøbsposer, snakker mobil eller "hænger ud". Jeg har ikke været på Østerbro i lang tid, men det er forbløffende så mange pladser med kafeer der er kommet. På Østerbro ligger fem byggepladser: Ved Østerport Station, tunnelbyggepladsen i Sortedamssøen, Poul Henningsens Plads, Trianglen og Vibenshus Runddel.

2019: Tunnelbyggepladsen er nu for længst fjernet og Søerne ligner sig selv igen.

Østerport

Ikke bare metrostationen er kommet til, Østerport Station selv har fået en tiltrængt og vellykket renovering, samt en måske ikke helt så heldig ny tilbygning. Og der bygges stadig ved Østerport Station, så det er ikke lige til at forestille sig området omkring metronedgangen. Men her er den altså. Som "rød" station med adgang til s-tog lider den pt samme skæbne som København H. Gennemgangen mellem de to linjer er slet ikke færdig.

Også Østerport har adgang til s-togene. Omend tunnellen heller ikke her er klar. Den røde farve indikerer det. Og man skal vist køre meget med metro for at kunne skelne denne røde station fra de andre røde stationer.

Trianglen

Flot, flot plads er der blevet ved Trianglen. Hvor der før var en lidt kedelig plads, er der nu kommet liv, og de historiske bygninger som Posthuset og Elektricitetsværket i baggrunden kommer til deres ret: Trianglen Metrostation.

Trianglen underground. Hvad farven her skal pege på, er jeg ikke klar over.

Poul Henningsens Plads

Godt nok er dette ikke Poul Henningsen Plads, men den navnløse plads ved siden af Jagtvejens Bibliotek. Pouls plads ligger et stykke derfra.

Vibenhus Runddel

Vibenhus Runddel. I betragtning af at pladsen tidligere var et virvar af biler, forekommer den faktisk vellykket stille nu. Den har også fået Fælledklubhuset som nabo, og skal nok blive benyttet. Tilmed er det den eneste station med et toilet!

En af de mere anonyme stationer under jorden.

Nørrebro

2013: Da jeg når til Nørrebro er mørket ved at falde på. Her boede jeg 1984-1996. Og genkender Det Ydre Nørrebro minder tilbage fra dengang Nørrebro var et af Københavns største slumområder i 1980'erne. På metrostrækningen er der ikke mange kafepladser. Indslaget af personer med udenlandske aner er til gengæld markant. Arabisk musik trænger op fra enkelte kældre. Først omkring Nørrebroparken summer det af kafeliv, fodbold. Der er byggepladser mellem Nørrebro og Nordvest, Skjolds Plads ved Hamletsgade, Nørrebroparken, Nørrebros Runddel på Assistens Kirkegård og ved Nuuks Plads (Landsarkivet).

2019: Der er sket meget på Nørrebro siden 2013. Byggepladserne der var opstillet udover dem til metroen, er fx pillet ned. Selv om man sikkert godt kan genkende stemningen.

Skjolds Plads

Skjolds Plads ligger i det fjerne, midt i billedet. Dette er indgangen fra Tagensvej, men der er også en anden indgang fra pladsen.

Skjolds Plads. Endnu en af de mere anonyme grå-hvide stationer. 

Nørrebro

Den ikoniske højbanestation, Nørrebro Station som kulisse. Så kan det ikke blive mere jernbanehistorisk!

Rødt for s-tog.

Nørrebros Runddel

Smag og behag - dette er min favoritopstigning. Metrostationen har indtaget et hjørne af Assistenskirkegården, og de der begravede har fået en mindesten tæt på. Ligeledes er graverboligen flyttet noget tilbage. Den er stadig indhyllet i stilladser. Men når de fjernes, vil stationen for alvor komme til sin ret.

Som Enghave Plads skal farven vel indikere murstensfarverne på brokvarteret.

Nuuks Plads

Stationen ligger ved den vinduesløse bygning hvor Rigsarkivet engang holdt. til. I et tætbebygget beboelseskvarter. Nogen stor plads er det ikke.

Nuuks Plads, underground. Her burde man finde noget grønlandsk, så med mindre den gråhvide farve skulle henvise til den smeltende indlandsis, kan jeg ikke lige se nogen sammenhæng.

Frederiksberg

2013: På Frederiksberg bemærker jeg for første gang hvordan metroen vil gøre det muligt at komme udenom de trafikale myldretids-katastrofer som Jagtvej/Falkoner Alle. Nogen der kender line 18? Man kan tænke på Østerbrogade, Borups Alle ved samme lejlighed. På Frederiksberg bygges der ved Aksel Møllers Have, Frederiksberg Centeret og ved Frederiksberg Allé på grænsen til Vesterbro. Nu er det blevet ganske mørkt.

2019: Linje 18 har i øvrigt fået en ny rute siden da.

Aksel Møllers Have

Pladsen med den dramatiske historie og det prisbelønnede højhusbyggeri, mm. Her lå engang det classenske fideikommis boliger for fattige. Senere kom der noget arkitekturhistorisk højhusbyggeri til. Taget på stationen er særligt for de frederiksbergske stationer. Fra denne vinkel ligner det lidt en stor papirsflyver.

Murstensvæg? Det ligner i hvert fald højhusbyggeriet omkring pladsen.

Frederiksberg

Frederiksberg-stationerne har alle et metallisk tag. Der er flere nedgange at vælge imellem.

Frederiksberg Station, underground.

Frederiksberg Alle

Stationen ligger i modsætning til alle andre stationer i tilknytning til et større hus, som engang skal rumme bl.a. Madkulturhuset. Så vidt jeg kunne se er det ikke åbnet endnu.

Grøn som lindetræerne. Jeg undrede mig over at der ikke er elevator til det niveau hvor billetautomat og cykelparkering er. Men hvis man kigger godt efter, kan man se at der faktisk er to døre til elevatorerne på dette niveau. De fører bare ind til de aflåste områder med vindkanaler og teknik! Hvis nogle af de metroansatte skulle finde på at åbne disse to døre, ville de risikere at styrte direkte ned i elevatorskakten.

Vesterbro

2013: På Vesterbro slipper min energi op. Der er ellers et par byggepladser tilbage. Men den ved Enghave Plads er indhyllet i mørke. Måske har det været for hårdt at gå bygang, eller at jeg er gået lige fra arbejde. I hvert fald snupper jeg s-toget fra Enghave Station, og misser derfor de sidste 4 byggepladser.

2019: Og så fik jeg da for en ordens skyld også fat i København H og Rådhuspladsen. Nu er man så i gang med yderligere metrobyggeri, bl.a. i mit nabolag, i Valby og Sydhavnen. Så nu er det så på tide med en ny rute. Men det må vente til en anden god gang.

Enghave Plads

Hvis Nørrebros runddel er min favorit, så kommer Enghave Plads så afgjort ind som en sikker nummer to: Pladsen er blevet utrolig vellykket. Med masser af grønt, bænke, anlæg og gemmesteder. I enden ned mod Enghave Plads ligner den sig selv.

Gult og rødt som gulstensbyggeriet.

København H

Den mere ubemærkede adgang til København H

Rød indikerer at der også er s-togsstation. Gennemgangen er dog ikke klar endnu

Ruten
2013: Cityringen er 15,5 km. 17 underjordiske stationer, placeret i ned til 35 meter under jorden. Samt 4 midlertidige pladser. Men ruten på jorden er anderledes. Jeg gik ca. 12 km og nåede ikke samtlige byggepladser.  Tunnelbyggepladserne forekommer mig at være størst. Jeg opgav Otto Busses Vej, den eneste skaktbyggeplads ved Sønder Boulevard, Københavns Hovedbanegård og Rådhuspladsen.

2019: I år fik jeg så gået hele strækningen, men altså ikke på en dag. Det er ganske rigtig god træning at tage turen, for der er ikke rulletrapper det sidste stykke op, men almindelige trapper. Så turen stiller lidt krav til form og kondition. 

Muret etagebyggeri 1940-1959

Mangel på jern skabte en særlig arkitektonisk (funktionalistisk) stil som blev bestemmende for velfærdssamfundets byggeri 1940-1959

Murstensbyggeri i funktionalistisk stil tilrettet lokale danske traditioner er temaet for denne artikel. Her et eksempel fra Stefansgade hvor stueetagen er indrettet til forretninger. Såvel murværk som de buede vinduer gør byggeriet til toneangivende for perioden og typen.

I mellemkrigstiden vandt funktionalismen frem inden for boligbyggeri. Omend i en modereret dansk version, tilpasset "dansk tradition". Og mangel på jern som var en vigtig del af funktionalismens byggeri, gjorde at man i stedet brugte tegl og træ. Man ville skabe luft og grønne arealer, altaner og solvendte opholdsrum - altankarnap noget nyt, lokale butikstorv mv. Man "arkitekttegnede" ligefrem omgivelser, fx landskabsarkitektern C. Th. Sørensen (1893-1979) og G.N. Brandt (1878-1945), kendt fra Mariebjerg Kirkegård der er med i den danske kulturkanon. Ganske få arkitekter stod bag, fx Kay Fisker (1893-1965), Arne Jacobsen og Steen Eiler Rasmussen. Det sociale boligbyggeri blev til fordi private ikke kunne løfte opgaven, kommuner og staten måtte træde til. Og det blev til en del, faktisk et af de største planlægningsprojekter i dansk boligbygger. Det udgør 6,6 % af alle boliger i Danmark med ca. 280.000 beboere, eller 9,5% af etageboligbygninger. Fortrinsvis almene, men også en del private, typisk i 3 etager. I Hovedstadsområdet er de jævnt fordelt.

For de som ikke har oplevet Istedgade som forslummet, med mørke og uhumske baggårde med lokum i gården kan det være svært at forestille sig at det netop var på grund af sådanne miljøer man ønskede at bygge gode boliger for arbejdere. I dag er det hele blevet gårdsaneret og moderniseret så Vesterbro er blevet et af de mest hippe områder i København.

Forløbere

I mellemkrigstiden skete der et opgør med de lige, parallelle stokbebyggelser. Man opfattede dem som militaristiske med forblæste udearealer. I Tyskland havde man allerede gennem flere årtier forsøgt at udvikle en byggestil med "socialt ansvar", dvs. med sol og luft som erstatning for de gængse lejekaserner, baggårde og trange rum. Ofte med socialdemokrater som murbrækkere. Internationalt fik disse parkbebyggelser et international et gennembrud ved den internationale kongres "Für neues Bauen" i Bruxelles i 1930. I Danmark skabte to park- og stokbebyggelser modeller for senere byggeri:

Ryparken. Sammenlignet med det tætte og høje etagebyggeri i brokvartererne må dette have været noget nær et paradis. De forholdsvis korte "stokke" er omgivet af grønne områder i et regelmæssigt mønster.

Ryparken (1934) var tiltænkt arbejderne fra indre København, der skulle have frisk luft og masser af lys. På brokvartererne var det gaden der var afgørende for hvordan opholdsstuerne vendte, nemlig mod gaden, mens soveværelser og køkkener vendte ud mod en mørk gård. Men i Ryparken er lejlighederne meget lyse med altaner beliggende i et parklignende område. Boligblokkene - stokkene - ligger i 10 rækker, hver er delt på midten af en gennemgående vej eller alle (se foto). Hovedparten af indflytterne var arbejdere og underordnede funktionærer. Og der skulle stadig leve efterkommere af de første indflyttere i byggeriet. Byggeriet var designet af arkitekterne Karl Larsen & Edvard Heiberg. De korte stokke ligger forskudt fra hinanden for at give længere lysafstand for en del af lejlighederne. Næsten fra samme tid blev Blidah Park (1934-35, se artikel) opført i Hellerup. Her er de tyve husblokke forskudt for hinanden og med gavlene stik nord-syd. Mange af lejlighederne var store og havde plads til tjenestefolk, og ikke som Ryparken entydigt designet for mindrebemidlede.

Tidlige bebyggelser: Besættelsen

Varemanglen under besættelsen betød som nævnt at der kom gang i murstensbyggeriet. Parkbebyggelser blev opført i gule mursten, undtagen i bynære områder hvor man ofte brugte røde for tilpasse dem til det allerede eksisterende. I det første krigsår fx det toneangivende byggeri Bispeparken, (1940-1941). Designet af "Kooperative Arkitekter" (landskabsarkitekt C. Th. Sørensen og arkitekterne Ivar Bendtsen, Kaare Klint, Valdemar Jørgensen, Knud Thorball, Magnus L. Stephensen, Harald Petersen, Frederik Wagner, Knud Hansen og Vagn Kaastrup). Håndværkerhaven (1940, arkitekt Henning Hansen) blev opført til håndværkere, mens Kantorparken, (1940) for  børnefamilier. Håndværkerhaven har åbne karreer af 3-etages rødstensbygninger. Kantorparken lave, gule rækkehuslænger og 3-etages stok- og vinkelbebyggelse.

Sjællandshuse. Arealerne mellem boligblokkene er i modsætning til flere andre nævnt i denne artikel ikke blevet til parkeringspladser. Bagest kan man ane træerne fra Vestre Kirkegård.

Tæt på Sydhavnen Station er der flere eksempler: Det ældste og største er Sjællandshuse (1941) på Natalie Zahles Vej og H. V. Rolsteds Vej. Det er Dominia der stod bag, og er en af SAB's ældste boligafdelinger. Boligerne i stueetagen har egen have, højere oppe er der enkelte altaner. Området er i dag afspærret for uvedkommende med et højt hegn og aflåste indgange. Fotoet ovenfor er således taget ind over trådhegnet.

Dybbølhus. Boligblokken er altaner mod øst og stationen. Den anden side af blokken er afspærret og rummer et smalt græsbælte som deles med næste boligblok.

Dybbølhus (1945) ved Sydhavnen Station på Ernst Kapers Vej består af en enkelt blok. Mellem Sjællandshuse og Dybbølshus er der siden blevet proppet godt med boligblokke ind. Dybbølhus er i dag beboet af børnefamilier, unge og ældre og folk med anden etnisk baggrund. Ifølge hjemmesiden findes der en undersøgelse, der viser at Dybbølhus er et af de steder i Sydhavnen, hvor folk er allermest trygge og glade for at bo. Indtil metroen ved Gammelstrand er færdig, har man endog fået besøg af Fiskerkonen, granitstatuen der fremstiller de legendariske handlende. Tæt på ligger endvidere Engholmen Nord (1942) på P. Knudsens Gade og Borgmester Christiansens Gade. Bebyggelsen er tidligere kommunale pensionistboliger, der er ombygget til almene ældreboliger. Fra perioden findes endvidere Ibstrupparken (1941, 1948) i Gentofte af Arne Jacobsen

Toggangen i Herlev har jeg tidligere beskrevet i et indlæg om Herlev - og antyder at denne slags bebyggelser blev opført overalt i hovedstadsområdet, ja i hele Danmark.

Helt i funktionalistisk stil er Toggangen (1943) i Herlev (tidligere Herløv Stationspark) mellem stationen og Herlev Bygade. De oprindelige lejeboliger blev i 1974 andelsboliger. Det er tidligere beskrevet på denne blog, se indslag fra 21. december 2016. Toggangen er et eksempel på hvordan ideen med byggeriet senere blev ødelagt af bilismen. Husene på Toggangen (dengang Stationsvej) var ikke gearet til den tunge trafik. I dag er vejen lukket af samme grund da husene ikke kunne tåle det. Et senere eksempel tæt på er Herlev Vænge (1948), Herlev Bygade og Herlev Vænge.

Nørrebro Vænges blokke ligger i forlængelse af hinanden med denne "midterrabat" med græsplæne, fællesskure og haveanlæg. Kun den viste blok har altaner.

Andre grupper end håndværkere og børnefamilier fik opført specielle byggerier. Nørrebro Vænge (1943) var oprindeligt tænkt som aldersrente-boliger. Arkitekterne bag var Poul Holsøe (1873-1966) og Charles I. Schou  (1884-1873). Holsøe var dengang stadsarkitekt i København og var ellers oprindelig præget af nyklassicisme og dansk byggeskik. I 1992 overtog AKB, København ejendommen fra Københavns Kommune, og ejendommen gennemgik en renovering, der indebar lejlighedssammenlægninger og en total indvendig renovering. Ejendommen har nu 350 ældreegnede boliger. Nørrebro Vænge har ud over at være nabo til Nørrebroparken et grønt anlæg mellem bygningerne.

Stefansgården har buede vinduer ud mod vejene, mens gårdvinduerne er helt firkantede, man kan lige ane hvordan mellem de to boligblokke. Desuden er der forretninger i stuen i Stefansgade. Gårdrummet er uregelmæssigt omkranset af blokken.

Stefansgården (1944) langs Hellebækgade, Humlebækgade og Stefansgade er et af de meget markante og toneangivende af slagsen. Det var arkitekterne Kay Fisker og Svenn Eske Kristensen (1905-2000) som tegnede de 4 fritliggende blokke i 6 etager med grønne arealer. Her er bl.a. vaskeri, klublokaler og legeplads. Byggeriet ligger ligesom Nørrebro Vænge desuden lige ud til Nørrebroparken. Hvis man er til mere, findes der andre lignende bebyggelser som Hulgårds Plads (1945), Husum Vold (1944) mellem Abildhøj, Frederikssundsvej og Humlebjerg, det toneangivende Fogedgården (1945) af Kay Fisker,  C. F. Møller, Munkevangen (1944) ved Frederikssundsvej, Borups Alle og Hulgårdsvej eller Rolandsgården (1945) ved Frederikssundsvej og Løvetandsvej

Dronningegården ved Adelgade. Byggeriet er helt og holdent opført i mursten og har krævet meget af de håndværkere der byggede det. Det fremgår af alle de små detaljer som er i facaderne. Samtidig er byggeriet også et eksempel på hvordan bilismen har påvirket København. Pladsen midt i byggeriet fungerer mest som gennemkørselsvej og parkeringsplads. 

Efterkrigstiden

Et af de byggerier som mange sikkert har set uden at tænke det ind i denne kontekst, er det toneangivende Dronningegården (1943-1958). I virkeligheden er der tale om 4 blokke omkring en plads hvoraf kun den ene hedder Dronningegården, men den har som oftest stået for dem alle. Byggeriet ligger ved Dronningens Tværgade og Adelgade, og blev designet af arkitekterne Kay Fisker og Svenn Eske Kristensen

Lønstruphuse er et lavere byggeri end de øvrige i indslaget. Dominia stod også bag Sjællandshuse.

Lønstruphuse (1946), Hanstholmvej og Stadilvej er som Sjællandshuse i Sydhavnen tegnet af Dominia A/S. Det var oprindeligt (1931) et datterselskab af boligselskabet KAB og tog sig af arkitekt- og ingeniørrådgivning, bygherrefunktion, udlejning og ejendomsadministration. Siden 1988 er det dog et selvstændigt rådgivende ingeniørfirma. Selskabsformen et medarbejderejet aktieselskab. Fra samme tid er Enghavevej (1946)

Aksel Møllers Have er det højeste af eksempler. Byggeriet blev opført på et areal hvor der lå boliger for fattige. Det sidste af disse blev revet ned i 1959.

At man ikke bare byggede få etager, fremgår af Aksel Møllers Have (1946). Byggeriet blev opført på en grund hvor man havde fået nedrevet noget meget tidligt boligbyggeri for fattige der efterhånden havde udviklet sig til slum. I dag er der intet tilbage af dette, og området er nu udlagt som park - dog som så mange andre steder delvist præget af bilismen. Legepladserne i midten er omgivet af omend langsomtkørende trafik.

Selv om de mange blokke i Voldparken alle ligner hinanden, er der dog små finesser som fx denne forbindelse mellem to blokke.

Til slut noget inspiration til selv at gå på jagt: Voldparken i Husum (1951), Bredalsparken i Hvidovre (1949-1959), et toneangivendebyggeri og endnu engang med Svenn Eske Kristensen som dirigent sammen med landskabsarkitekter: Axel Andersen, Ingwar Ingwersen, Jørn Palle Schmidterst. Allehusene (1949-1953) på Jægersborg Alle i Gentofte af Arne Jacobsen, Høje Søborg på Søborg Hovedgade 119 (1951 og 1958) af Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge, Fortunbyen (1951) i Lyngby, Brøndbyparken (1954) ved Brøndbyøster Torv af Kay Fisker, Schweitzervænget (1955) ved Dominia A/S og landskabsarkitekt George Boye, Tingbjerg (1958) tegnet af Steen Eiler Rasmussen.

Sene bebyggelser

Sidst i halvtredserne og i starten af tresserne blev der opført lignende murstensbyggerierr. Men det blev efterhånden afløst af betonbyggeriet. Det var trods alt en meget arbejdskrævende byggeritype. Men til ind i 1960'erne er der eksempler som fx Nærumvænge (1961) ved arkitekt Palle Suenson.

Fra Ålekistevej ses fem blokke meget tydeligt. Her "butikstorvet" med daginstitutionen til højre.

Også i Vanløse er der et eksempel, nemlig Grøndalslund (1964) Buskager, Ålekistevej. De grønne arealer er ikke helt forsvundet til fordel for parkeringspladsen, der er fx grillpladser som siges at blive flittigt benyttet om sommeren. Men af fotoet fremgår at bilen er et meget dominerende element. Manglen på håndværkere betød at man i stigende grad at satse på elementhuse som kun krævede 15 % murerarbejdskraft i forhold til tidligere. En epoke sluttede således for noget byggeri som måske ikke gør så meget stads af sig, men som fik Danmark sat på det arkitektoniske landkort. Jeg måtte have bogen "1940'erne og 1950'ernes murede boligbebyggelser. Bygningskultur og bevaringsværdier" (2017) til hjælp med de nøjagtige adresser for at kunne udpege dem. Men nu skulle det så være muligt for andre at kaste sig ud i en målrettet vandring til stederne.

Betonbyggeri har tilsyneladende haft meget svært ved at finde sine tilhængere hvad angår udseende. Etagebyggeri i mursten taler åbenbart mere til de fleste danskeres æstetik. Betonbyggeri blev årtier efter ophøret af det rene murstensbyggeri ofte forskallet med en tyndmurstensfacade så det ligner murstensbyggeri. Ofte afslører de sig dog ved de lige linjer fra de bagvedliggende betonflader og de meget ensartede mursten. Man kan læse betonbyggeriets dominans over murstensbyggeri i bloggens to artikler herom, dels i Herlev og Gladsaxe, dels i Hvidovre og Rødovre,