Sjællands Odde: Færgehavnen til Lumsås.

Sjællands Odde fra færgehavnen og et par krydsninger tværs over halvøen til Lumsås er rigeligt til en dags vandring.

Jeg undlod bevidst at gå mod nordvest til Gniben, for det er militært område og efter sigende lukket 8-16. Gniben blev befæstet af tyskerne under 2. verdenskrig for at overvågne sejladsen gennem Storebælt. Så blev det skydeskole for Søværnet indtil 1953 hvor Søværnets Artilleriskole nu er dag, et undervisningssted for Søværnets personel. Området inden Gniben så også ud til at være sommerhusområde. Så turen gik i stedet straks mod sydvest. Odden Færgehavn åbnede i forbindelse med etableringen af Molslinien. Sejladsen startede den 18. maj 1966 mellem Ebeltoft og Sjællands Odde. Området omkring havnen er ikke just det mest spændende, men stranden starter umiddelbart øst for havnen.

Odden lidt øst for færgehavnen.

Selvom ligheden med Skagen og Skagens Rev ligger lige for, så har Sjællands Odde og Sjællands Rev en helt anden baggrund. Skagens rev vokser som bekendt mod Norge og er "ny". Det er Sjællands Odde ikke. Efter den oversøiske del som er 20 km lang, strækker et undersøisk stenrev sig 8 km nordvest. Og det er dannet af en gletcher, altså en morænedannelse, hvilket ses i klinterne. Så mens Skagen bare vokser, æder havet sig ind på Sjællands Odde og danner en flot naturkyst, undtagen de steder hvor lodsejeres kystsikring har ødelagt kysten.

Det først zig over odden mod Yderby og Havnebyen. Her Oddenvej.

Stranden på begge sider af odden er mestendels stenstrande som er lidt (læs ret) hårde at gå i. Så husk gode vandrestøvler. Især på strækninger hvor skråningerne ligger umiddelbart ud til kysten. På strækninger med fladere terræn er der som oftest lavet stier oppe på strandengen, og de er mere behagelige at gå på. Jeg havde lagt turen an på at skifte side tre gange og ville helst undgå to af de steder hvor jeg ikke synes der er så rart at gå: De to M'er: Motor(trafik)veje og marker med svinefoder. (Dvs. med byg og hvede som fortrinvis bruges til foder til svin og kvæg). Især fra august til maj er det som oftest trøsteløse syn, især da om vinteren! Motorveje fylder ikke så meget, men de larmer til gengæld i ½-1 kilometers afstand og forstyrrer min naturoplevelse. Fra 1980'erne husker jeg de pragtfuldt røde valmuemarker - og jeg blev ret overrasket over at se dem igen. De er åbenbart ikke blevet sprøjtet væk.

Stranden vest for Havnebyen med et kik ud mod Gniben. Som det ses er stenstrandene særdeles frodige.

Der er rigeligt med strand - næsten ikke andet. Vejret var så klart at man kunne se land i horisonten. Stedkendte ville nok have kunnet lokalisere Sejerø (10 km), Samsø (35 km) og Mols (35 km) til den ene side, og Nordsjællandske lokaliteter til den anden. Jeg er ret sikker på at sigtbarheden gjorde at man kunne se det hele. Jeg vil også tro at for botaknikkyndige ville det være muligt at overleve på at spise strandkål. Sjældent har jeg da set så rigelige mængder af den smukke blomst andre steder. Det første kryds over odden gik til Havnebyen

Havnebyen

Et par ældre skuder i den gamle havn. En lystbådehavn er kommet til lidt østligere.

Odden Fiskerihavn er fra 1907-09. Allerede 1921, 1922 og 1929 blev molen delvis ødelagt af stormflod. Odden Røgeri ligger mod vest oppe i terræn med udsigt fra toppen af en pragtfuld skrænt. Det er opført i 1943. Nogen skønhedsåbenbaring syntes jeg ikke at det var, men sørme om det ikke er tegnet af Arne Jacobsen! Inderhavnen ser ud til at være den gamle, og så er der bygget en lystbådehavn til. 

Et sidste kik ud over den gamle havn. Udenfor havnen stod det drabelige søslag i 1808 hvor Peter Willemoes kom så hurtigt af dage.

Ved havnen ligger Odden Auktionshus (ombygget 2016). Den er nu multifunktionelt samlingssted for aktiviteter. Den gamle fiskeaution er fra 1967 og fungerede indtil 1998. Jeg ledte forgæves efter den mindestenen som beretter at at 300 m uden for stenen sank linieskibet Prins Christian Frederik i et slag mod englænderne  1808. Jeg havde nu heller ikke den med i ruten, for jeg gik videre mod Odden Kirke hvor krigsmonumentet er.

Odden Kirke - Krigsmonumentet. 

Monument over det forsmædelige nederlag hvor Prins Christian gik ned for englændernes kugler, og den store søhelt Peter Willemoes døde.

Odden Kirke i Overby - tidligere Odden Kirkeby - er fra 1300-tallet. Skibet hed helt korrekt "Prinds Christian Frederik". Det var blevet søsat i oktober 1804 og indgik i flåden 1806. Det var for øvrigt den berømte fabriksmester F. C. H. Hohlenberg som stod for det. Oprindelig blev det brugt som kadetskib, men efter bombardementet i 1807 blev det brugt til at patruljere dansk/norske farvande sammen med linjeskibet "Lovisa Augusta" - sidstnævnte blev dog i december 1807 oplagt på Holmen. 1. januar 1808-22. marts var det sat til at beskytte overførsel af udenlandske tropper i Storebælt. Et vanvittigt projekt da det var vinter. Desuden var 1/3 af besætningen ramt af tyfus. På sidstnævnte dato stødte det sammen med to engelske linje skibe "Stately" og "Nassau" samt tre fregatter. Det måtte naturligvis gå galt. Peter Willemoes døde som en af de første, hans lig drev i lang efter et par dage. Og da englænderne efter nogle timer havde sønderskudt skibet, blev det sat på grund. Jeg påtænker at publicere et indlæg på Politivennen Live Blogging om samtidens aviskilder.

Næste zag mod Østervangsvej mod syd. Blot for at vise at Sjællands Odde ikke er lutter natur.

Efter 2. tur tværs over halvøen gik turen så atter mod den sydlige side af odden. Her er stranden mere flad, og indlandet traditionelt svinefoderland: Store, vidtstrakte arealer med spredte bøndergårde. Blæsten synes dog at gøre sin indflydelse gældende, for mange af arealerne er afgrænset af ret kraftige levende hegn. I andre mere beskyttede dele af Sjælland har bønderne sprøjtet eller pløjet dem tynde eller helt fjernet dem. De er dog hurtigt overstået, og stranden åbner sig herefter så langt man kan se i begge retninger.

Strand ved Overby Lyng. Længst væk er Odden Færgehavn.

Stranden er her igen stenstrand, men modsat længere med vest er der her en fin lav strandeng med en god sti. Så kan man vælge terræn. Jeg må tilstå at jeg valgte den behagelige strandengsti da mine fødder var blevet ret ramponerede af marchen fra Odden Færgehavn. Efter ½ dags march afveg jeg fra min oprindelige ide med at gå til roden af odden for så at dreje af mod Lumsås. Det ville ganske enkelt være for langt for min aktuelle dagsform. Så i stedet gik jeg gennem sommerhusområdet på det tredje kryds af odden mod nord. Jeg anede ikke hvor jeg var, men det fandt jeg hurtigt ud af da jeg nåede nordsiden: Der hvor motortrafikvejen rammer nordkysten.

Mod Lumsås

Så er jeg zigget tilbage på nordkysten, her på Gl. Ebbeløkkevej.

Her går der heldigvis en snoet vej op i terrænet, Gl. Ebbeløkkevej. I krydset ligger der desuden et sted hvor man kan få kaffe, mad, is mm. Og kunst. En informationsivrig dame fortalte alt om kunstnerne og forsøgte vist at sælge et stort maleri, selv om hun godt kunne se at det nok ville blev besværligt at slæbe det 5 kilometer til Lumsås. Hun forsøgte sig i stedet med nogle mindre stykker. Så nu ved du det, kære læser hvis du er interesseret i lokal kunst. Således forsinket måtte jeg skrue farten op hvis ikke jeg skulle misse bussen i Lumsås. Den går kun en gang i timen, og jeg havde allerede misset en. 

Et kik fra Lumsås.

Turen ad Gl. Ebbeløkkevej er ganske betagende. Man kommer højt op i terræn og har pragtfulde udsigter til alle sider, til skrænterne mod nord og langt ud mod odden. Der er sågar en enorm vinmark på skråningerne hvor klimaet åbenbart står godt til denne ellers mest sydligere form for kultur. Kort før (ca. 1½ km.) byen Lumsås slap kræfterne omsider op. Heldigvis var der et busstoppested ved den nu lukkede Åsløkke Kro. Og selv om jeg måske godt kunne have klaret den på tid til Lumsås, så gik jeg altså i stå her. Ved siden af motortrafikvejen med al dens djævelskab af larm. Men jeg vendte ryggen til og nød udsigten. Det er sjældent man kan se hele sin rute, men det kunne man altså vistnok herfra. Eller var det bare Jylland man kunne se?

Højby må vel anses for et trafikknudepunkt for den offentlige trafik, idet bussen fra Odden her støder på jernbanen.

Denne egns "trafikknudepunkt" er Højby. Det er her at Odden-bussen støder sammen med jernbanen til Holbæk. Der var lige et kvarter til at se på byen. Højby Kro med "Porten" og de omgivende stationsbylignende kvarterer. 

Jeg laver ikke en rutebeskrivelse denne gang. Mulighederne for at gå fejl eller finde på andre ruter er ret begrænset på en odde der vel er omkring 1½-2 kilometer bred. Der er sikkert også steder som jeg er gået glip af - fred være med det, der var rigeligt at fordøje med det som jeg fik set. Og med alle kringelkrogeture undervejs løb den såmænd nok også op i ca. 20 km.

Asnæs - Sejerø Bugt - Vig

Fint forårsvejr, fint kuperet terræn og gode udsigter: Min anden vandring i Odsherred Kommune.

I februar tog jeg hul på den sidste kommune på Sjælland som jeg har vandret i: Odsherred Kommune. Dagens tur var ikke kun på grund af vejret langt mere indbydende end den første. Turen startede i Asnæs - som udover "Huset i Asnæs" og parken - en gammel teglværksgrund - ikke byder på de helt store vandringsoplevelser. Turen ud af byen mod Esterhøj var den mindst vandringsvenlige idet Esterhøjvej er en pænt trafikeret vej uden at der er gode rabatter eller cykelstier at søge tilflugt i. På vejen ligger også Zoo. Og den var åben.

Bypark i Asnæs. På plancen stod der at der i Storegade også var en mindesten for en falden modstands mand. Parken er en gammel teglgrav. Teglværket er der ingen spor af.

Men Esterhøj er bestemt et rigtig godt mål. Højen er nogenlunde let at bestige. Lidt stejl men ikke strabadserende. Undervejs er der små afsatser hvorfra man kan nyde udsigten. Og der er virkelig meget at kigge på. Kigger man bagud, har man Høve med møllen tronende på en bakketop. Her kan man også se Højderygsstien - som man går på et stykke af på Esterhøj og de to andre høje.

Udsigt fra Esterhøj mod Odden over Jyderup Lyng m.m. Monumentet på toppen til venstre.

Helt øverst ved genforeningsstenen kan man på en nogenlunde klar dag som denne se hele Sjællands Odde udfolde sig mod nord. Den er ret umulig at give et indtryk af på fotoer, dertil er et filmkamera bedre. Det er mere end widescreen at få det hele med. Gennem hele turen er der store skilte med at tour de France vil passere. Det er på 2. etape Roskilde-Nyborg lørdag den 2. juli at det sker. Der er hele 3 kategori 4 stigninger i Veddinge Bakker: Côte d'Asnæs (61 m), Côte d-Hove (62 m) og Côte de Kårup Strandbakke (83 m). Uha uha. Herefter køres der sydpå til Storebæltsbroen. Den højde slog jeg dog med Esterhøj som er 89 m over havet ....

Udsigt fra Esterhøj mod vest. Det er Høvevej helt til venstre.

Mod vest og syd har man et flot panorama over det kuperede terræn med spredte gårde og en enkelt kirke. Om formiddagen har man desuden ikke solen i øjnene som jeg kan forestille mig kommer senere på dagen. Et godt frokoststed, selv når det blæser, for der er bænke rundt om så man altid kan finde et sted med læ. I dag var det med udsigt mod vest.

Ole Olsens gravkammer i Ole Olsens høj. Gravkammeret er ikke tilgængeligt, og om der er ødelagt arkæologiske fund derinde kan man kun gisne om.

Der er faktisk 3 høje, to udover Estershøj - og den midterste er opkaldt efter filmlegenden Ole Olsen. Han levede nemlig i en tid hvor man ikke tog det så tungt med skænding af gravhøje mm. Oldtidsgraven (der i øvrigt ikke er udgravet) blev indrettet som gravkammer for ham. Det er ikke tilgængeligt, og omgærdet med et jernstakit og advarsler. Det pynter efter min mening ikke bakketoppen. Uanset jeg er filmentusiast.

Nedenfor Esterhøj på vej mod stranden.

Fra den nordligste høj er der en stejl sti ned mod stranden. Her går turen også gennem Høve Skov. Kun på et lille stykke vej er man nødt til at gå på en stærkt trafikeret vej. Ellers er der mest udsigt til skoven og landbrug. Men også heste.

Høve Strand. Jeg mener ikke at man kan se Sejerø herfra. Whatever, øen har altså givet navn til bugten.

Og så er der dømt kilometer efter kilometer med sandstrand ud mod Lumsås og Sjællands Odde. I dag var der strid modvind. Og den ellers ret varme forårsdag var det faktisk en anelse koldt så jeg måtte fortrække op i klitterne. Stranden er med rette berømmet. Ikke så brede som dem ved Vesterhavet, men absolut på højde med hvad man finder på Nordsjælland. Og så er der ingen såkaldt "kystsikring" (læs: lodsejersikring) så langt øjet rækker. Ingen høfder, ingen granitblokke at brække benene på, ingen kunstige arrangementer, kun naturlig kyst.

Jyderup Skov. Turen herigennem er ikke ret lang, men ganske afvekslende efter en tur med åbent landskab og flotte sandstrande.

Ved Lyngvej er der en god rasteplads/parkeringsplads med turens eneste toilet. Her er også en strandbar, Fatamorgana. Den er dog lukket. Og et ganske glimrende toilet. Der er ikke rigtig nogle kirkegårde undervejs, så det er bare med at benytte lejligheden. Her kan man også tanke vand fra hanen. 

Østre Skovvej ved Jyderup.

Fra skoven valgte jeg at lave en omvej over Jyderup til Vig. Jeg kunne også have valgt en mere direkte vej. Den var nok ikke så meget anderledes. Omkring Jyderup er der store arealer med heste. Som åbenbart havde folet, for der var en lille flok føl.

Vig Hovedgade.

Vig er vist nok en hovedby på de kanter, med mange indkøbsmuligheder mm. Men for vandringsfolket er det dog - måske især på denne tid af året - ikke så meget at komme efter. Hvis altså det er en god kop kaffe der frister. Til gengæld en del fastfood, hvis man er til den slags. Men der kører tog hver halve time mod Holbæk. Og ventetiden gik med at kikke på kirken der har en ganske anselig størrelse.

Ruten:

Asnæs Station. Esterhøjvej. Esterhøj. Høve Strand. Jyderup Lyng. Lyngvej. Jyderup Skov. Østre Skovvej. Jyderup. Vig. Alt i alt måske ikke særlig imponerende omkring 16 km. Med sand og kuperet terræn.

Odsherred: Området omkring Hørve - Lammefjorden

Så blev der taget hul på Odsherred - den sidste kommune på Sjælland hvor jeg indtil denne dag ikke havde foretaget en længere vandring.

I udgangspunktet var det Friluftsrådet folder over kløverstier som dannede grundlaget for denne vandring. I grunden har jeg været i området en snes gange, mest i bil. Så jeg var på forhånd blevet adviceret om at de utvivlsomt mange naturskønne områder ligger som oaser midt i landbrugsområder. Ruten er generelt en fin motionsrute uden for meget motortrafik fortrinsvis langs marker.

Lammefjordskroen.Tidligere Hørve Hotel, Nørregade 13 ligger flere hundrede meter fra stationen. Så gæster har måttet gå lidt. Det blev opført 1921 som afholdshotel og havde plads til ca. 20 gæster. Under besættelsen var det beslaglagt af tyskerne. I 1962 fik hotellet spiritusbevilling og skiftede i 1970 navn til Lammefjordskroen. Rejsestalden ses til højre.

Hørve er en lille by på godt 2.500 indbyggere, med et trafikmuseum ved stationen som unægteligt så meget lukket ud. Byen har ifølge Friluftsrådets folder seværdigheder  som en gammel skole, et mejeri, en mølle samt jernbanen til Værslev. Dem nåede jeg ikke at se da mit mål denne gang var Lammefjorden. 

Lillevangen. Udsigten fra højdraget uden for Hørve med udsigt over Lammefjordens inderste. Som man dog ikke kan se, men hvorfra man får et godt indtryk af højdedraget på den dengang modsatte side af fjorden.

Friluftsrådet folder har forskellige ruter hvoraf jeg valgt den længste på 10 km. Den forløber i øvrigt fra Bjergsø til Hørve sammen med kulturruten. Den første del når man kommer fra Hørve indbefatter en stigning hvorfra man har udsigt mod nord, nordvest over den inderste del af Lammefjorden. Herfra kan man se den modsatte fjordbred. 

Lillevangen. Udsigt over lammefjorden.

Lillevangen snor sig gennem det landbrugsområde som ligger på højdedraget over Lammefjordens sydlige bred. Det er ikke en decideret vandresti, snarere en asfalteret landevej. Men trafikken er meget sparsom. Under hele turen kom der kun en håndfuld biler.

Lillevangen. Der er kun et enkelte område med en meget lille skov. Her ligger denne gård som formentlig stammer fra tiden omkring tørlægningen.  

Hvor Lillevang slutter, kommer man ned til kanalvejen. Kanalen forløber langs den gamle kystlinje og er en næsten snorlige kanal. Dens funktion er at opsamle det vand som kommer fra landsiden - regnvand - og forhindre at det løber ud i fjorden. Man går i det område hvor der tidligere var fjordvand. Flere steder er kysten stadig svagt synlig som en mere eller mindre høj skrænt. Området omkring kanalen er et fint område til fugle. Det snor sig som en meget smal strimmel på 20-50 meter mellem det gamle landbrugsland og det nye som er anlagt på havbunden. Kun sporadisk afbrudt af forskellige bygninger.

Lillevangen.

Lammefjorden stammer fra den periode i den såkaldte landindvinding hvor der foregik mest af den slags, nemlig 1860-1880. Landindvindingen var sat i værk på foranledning af godsejere, bankfolk, spekulanter og industrifolk. For Lammefjordens blev det dog lidt af en sejpiner, idet den først blev helt tørlagt i 1943. Da havde man også sænket vandstanden 7½ meter under daglig vande. Det var lensbaron C. F. Zytphen Adeler på Dragsholm som fik kongens tilladelse til at eje det land der blev indvundet. Og kapitalen? Den kom såmænd fra Tyskland. Det angivelige slogan "hvad udad tabtes, skal indad vindes" gav ingen skrupler hvad penge angik.

Hørve Kanalvej. Dette foto giver et godt billede af hvordan Lammefjorden ser ud: Et stort, fladt område med landbrug. På den modsatte side kan man se landskabet rejse sig - det er vist nok Fårevejle Kirke som man kan ane.  På denne tid af året goldt og livløst. Formentlig det området kun grønt maj til august.

Jeg har ikke helt styr på biodiversiteten i Lammefjorden før og efter tørlægningen. Men generelt i Danmark skete der sideløbende med tørlægningen på foranledning af de samme kræfter som nævnt ovenfor, som oftest en intensiv jagt på de dyre- og fuglearter som man anså for skadelige for vildtet (hjorte, fasaner og deslige). Det var ganske mange arter, fx ræv, grævling, odder, krage, ravne, ørne (kongeørnen udryddet 1880, slangeørn 1881 og havørn 1911, fiskeørn 1916), glenter (udryddet 1927), musvåger, høge, falke, skarv (udryddet 1875) og ugler (hornuglen udryddet 1884). Til gengæld for det fik man jo så gulerødder, kartofler, porrer og løg. Og formentlig også svinefoder. Man kan så håbe at inddæmningen kom landmænd og den lokale befolkning i området til gode, og ikke blot lensbaroner og godsejere som nød godt af det. Fjordfiskerne blev formentlig ikke spurgt.

Hørve Kanalvej. Kanalens vandniveau ligger efter min bedømmelse over kanalvejens. Eller i hvert fald meget tæt på 

Fiskeriet i Lammefjorden gik selvsagt fallit - der var ikke nogen fisk tilbage. At fjorden havde været rig på liv, fremgår af at det først i 1960'erne stoppede udnyttelsen af de såkaldte skallebanker (muslinger, østersskaller mm). Det havde ellers været en lukrativ forretning som kalktilskud til fx høns. Selv om landindvindingen skete så tidligt, var det dog først efter 1945 man for alvor gik i gang med naturødelæggelserne. I dag har stort set kun fasaner og rådyr overlevet. I andre områder af Danmark blev der faktisk skabt gode naturområder - især de steder hvor det mislykkedes at få etableret landbrug. Områder af Lammefjorden viste sig også umulige at opdyrke, så her fik nogle områder der kunne bruges til jagt, lov til at ligge hen til det formål.

Friluftsrådets folder fortæller at "landkanalen omkranser hele den tørlagte Lammefjord, skaber et smuk og spændende miljø med gode muligheder for naturoplevelser. Her står fiskehejren ofte mellem sivene på den modsatte bred, mens blishønen svømmer rundt i sine karakteristiske små ryk. Kanalen adskiller i dag den gamle fredelige fjordbred med den opdyrkede Lammefjord, hvor gårde og huse ligger tæt langs kanalens anden bred". Der mangler dog oplysning om bredden af dette kanalområde.

Hørve Kanalvej. Stedet hvor den mødes med en anden stor kanal, Dragskanalen.

Hvor stien krydser Dragsmøllevej, løber Hørve Kanal sammen med Dragskanalen. Herfra drejede jeg mod vest og tog en gevaldig lang omvej omkring Dragsholm Slot. Slottet har en meget lang historie tilbage i tiden med grever, baroner og andre fornemme folk. Først i det tyvende århundrede (1932) overtog Statens Jordlovsudvalg slottet. Herefter blev slottet bortforpagtet til hotelvirksomhed, mens forpagteren selv drev landbrug. Det er Bøttger-familien som siden har ejet slottet. Park og voldgrav er restaureret i nyere tid. 

Dragsholm Slot. Jeg blev kontaktet af en af de lokale som gav mig det indtryk af at det ikke var velset at fotografere slottet. Der står ellers et velkommen-skilt ved indgangen. Men udsigten kan det vel ikke være noget galt i at præsentere: Her mod vandet hvor man kan se de hvide bølgetoppe. 

Efter at være vendt tilbage til den oprindelige rute, Bjergesøvej så jeg i forventning frem mod det som Friluftsrådet fortæller om i folderen: "den store morænebakke, som tidligere var en halvø ud i Lammefjorden med udsigt fra Bjergesø til Dragsholm og Vejrhøj, et landskabsbillede forherliget af en af vores mest kendte malere fra guldalderen." Vejen til Bjergsø er som i Lillevang en asfalteret landevej og noget mere trafikeret - om end dog ikke noget der kan ødelægge en god vandretur. Til gengæld skal man dog ikke forvente noget guldalderlignende her. Man går det meste af turen langs golde landbrugsarealer så vidt øjet rækker. Efter Bjergesø går man ad en smal vandresti til Hørve. En ganske stille og lige vej som formentlig er et markskel mellem vidtstrakte landbrugsarealer.

Bjergesøvej. Jeg spejdede efter hvor det guldalderlandskab kunne ligge som omtalt i folderen, og dette er mit nærmeste bud. 

Jeg prøvede at søge på Statens Museum for Kunsts Samling, men fandt dog kun et bille af Karl Bovin: Landskab fra Odsherred fra 1931. Det har nok det til fælles med et fuldaldermaleri at højdedraget er noget dramatiseret set i forhold til de faktiske. For det kan vel næppe være guldaldermaleren Johan Thomas Lundbyes lige så dramatiserede udsigt fra Vejrhøj fra 1846? Den bevoksning findes ikke i dag.

Således blev  der altså taget hul på den sidste kommune på Sjælland: Odsherred. Næste gang går det længere nordpå.

Ruten

Hørve Station. Lillevangen. Hørve Kanalvej. Dragsholm tur/retur. Bjergsøvej. Sti Bjergesø-Hørve Station. I alt ca. 15 km.