Jørlunde - Sundbylille - Frederikssund

Midt i en periode med gråvejr, skiftevis regn, tøsne og tåge kom så lige en fredag med høj sol, let til frisk vind og nyfalden sne

 

Strandengen ved Græse Ås udløb i Roskilde Fjord. Som det ses er området meget svampet. Men til foråret tørt nok til at køer bliver lukket ud i området. Sigtbarheden er stor, man kan se helt til Frederiksværk uden problemer.

Alting ser bedre ud i solskin. Tilmed er solen begyndt at varme, så man næsten får lyst til at stoppe op, lukke øjnene og nyde solen i ansigtet. Hvis ikke det var så koldt. Og sneen er god til at dække over triste, "brændt-jords-taktik"-udseende marker og dæmpe lyden fra de stort set allestedsnærværende biler. Så gør det ikke noget at den lidt friske vind river lidt i kinderne. Fredagens rute fra Jørlunde over Sundbylille til Frederikssund bød på landbrugsland, landsbyliv, fugtige åområder og strandenge samt kik til Roskilde Fjord. Strækningen ikke en decideret vandresti, men bort set fra et par kilometer dog med tålelig trafik.

Gadegård ved Jørlunde er den første af mange fritliggende gårde på denne rute. Omgivet af kulturstepper hvor biodiversiteten bliver styret med hård hånd. Kun få afgrøder får lov til at gro her, og dyrelivet er derefter.

Tøvejret var sat ind, men dog ikke mere end at landskaberne stadig fremstod som sneklædte. Faktisk var det kun stierne som var fyldt med pytter og tøsne. Hvilket kan være temmelig vanskeligt at bevæge sig i.

Ved Påstrupgård på Sundbylillevej har man forsøgt at bevare eller genskabe noget med plads til andet end raps, hvede og byg tæt på gården. Der er en lille dam og høje træer. En lille flok fugle på træk blev det også til i dette område.

Kulturstepperne

De første seks kilometer af ruten går gennem landbrugsland. De bare marker ligger som enorme ismarker uden liv eller tegn på liv i form af fuglesang. Kun en flok grågæs havde slået sig ned på en mark tæt på Sundbylille, formentlig for at hvile sig. Ellers ligger der en del flotte gårde, regelmæssigt spredt i det meget åbne og bare landbrugslandskab hvor kun ganske få træer og kratbevoksninger bryder monotonien.

De hvide bygninger på Steensbjerggård gør sig ganske godt bag den hvidklædte kultursteppe. Kun alleen med træerne bryder med det hvide. Går man under træerne, er man under bombardement at nedsmeltede små isstykker. Ufarlige, naturligvis.

Sundbylille

Man skal ind i småbebyggelser som Sundbylille, eventuelt også i haveområder omkring gårdene, i parker og skove før man kan se og høre tegn på at fuglene forventer at foråret er på vej.

Man skal næsten helt til Sundbylille for at opleve noget levende, her den omtalte flok grågæs. Man bliver næsten helt oplivet af at høre andre lyde end vinden.

Landsbyen selv rummer en del godt vedligeholdte gårde, men ikke alle bliver brugt til landbrug. Bybjerggård er fx lavet om til B&B, kro, hotel og konferencecenter. Da jeg passerer, er der ikke tegn på liv, men skinnet bedrager måske. Besøger man kroens Facebookside, opdager man at den har over 1.600 synes godt om'ere, og der hver fredag serveres gourmetmiddag med eksotiske ingredienser som fx jordskokkesuppe, kammusling, barderet torsk, pommes duchesse, brændte løgskaller, choronsauce og en ny fortolkning af cheesecake m. vindruegranité.

Fra bakken vest for Sundbylille har man et godt overblik over den lille landsby som ligger omgivet i et kæmpeocean af snemarker. Byen ligger nærmest og putter sig lidt.

Grønlien Skov

Tæt på Frederikssund har man forsøgt at bryde det monotone landbrugsland ved skovrejsning, Grønlien Skov. Skoven er dog ikke særlig stor, 50 ha og blev plantet 1999-2000. Et kvarter, og man er igennem dem, hvis man giver sig god tid. Hele tre daginstitutioner holder til tæt på skovens sydvestlige hjørne.  Midt i skoven ligger et vandindvindingsområde, så der bliver ikke brugt pesticider. Hvilket er meget betryggende. På mine vandværksvandringer er jeg blevet noget bekymret over hvor tæt landmændene er på kildevandspladserne. Og spor af sprøjtemidler findes i mange boringer, nogle har helt måttet lukke pga for højt indhold. Her kommer statsskovene ind og får en til at være mere rolig.

En af hovedstierne gennem Grønlien Skov. En lille nåleskov er plantet cirka midt i. Langs vejen stabler af træ.

Det er svært at se andet end birketræer ved første øjekast, og skinnet bedrager! Det er bare fordi stammerne er camoufleret af sne og is. I virkeligheden er det eg, bøg, kirsebær, ask, lind og ægte kastanie. Og douglasgran og lærk. Om 30-40 år skoven måske mere end nu begynde at ligne en "rigtig" skov. I år har det været tyndingsår og stablerne ligger meterhøjt og langt langs stierne.

Øglekærgård ved J. F. Willumsensvej, lidt syd for Frederikssund Sygehus. Et par heste er blevet lukket ud. Men ikke af bondemanden, for stedet bruges som et aflastningssted for unge.

Roskilde Fjord

Jeg har tidligere vandret langs Græse Å og kommer også i dag langs dens nedre løb inden den udmunder i Roskilde Fjord. Strandengene er helt oversvømmet. Til foråret og sommeren vil de tørre noget ud og igen fungere som græsningsarealer for kvæg. Det er indledningen på den sidste del af vandringen langs Roskilde Fjord ad Fjordstien.

Græse Å. Der er temmelig meget vand i åen som følge af afsmeltningen. Og til tider løber den endda over sine bredder, ifølge nogle advarselsskilte hist og pist.

Denne gang vælger jeg at gå ovenpå klinten, modsat tidligere, hvor jeg har gået langs stranden. Det betyder at man ikke kan se de drabelige klinter, men til gengæld har en fantastisk udsigt over Roskilde Fjord. I det klare vejr kan man fra nordpynten ved Frederikssund se helt til Frederiksværk ca. 15 kilometer væk uden de store problemer og fotografere med et minimalt tab af skarphed på grund af den ringe dis.

Strandengen tager sig godt ud i sneen. Man får her også et indtryk af hvordan stierne var på denne bedårende vandring. Heldigvis var det intet problem for fodtøjet.

Skyllebakken

På vej ind til Frederikssund bør man tage et smut gennem det meget særprægede kvarter, Skyllebakken. Det er ikke særlig stort, og selve vejen igennem er meget smal. Historien går som bekendt tilbage til omkring år 1800. Da slog gifte karle, fiskere og andre jævne folk sig ned udenfor byportene. Lidt som et datidens svar på nutidens Christiania. De tider er for længst forbi. Husene er istandssat og andre beboere har overtaget stedet. Men kvarteret er bevaret som et minde om dette specielle hjørne af Frederikssunds historie.

Skyllebakken. En bil kan med nød og næppe klemme sig igennem gaden. Som det ses er husene alle fint istandsat og bærer ikke meget præg af fortiden.

Ruten

Jørlunde. Sundbylillevej. Påstrupvej. Sundbylillevej. Sundbylille. Ågade. Grønlien Skov. Græse Å. Fjordstien. Frederikssund Station. Ialt ca. 16 km.

Fjordstien: Selsø-Borrevejle

Næstsidste etape på Fjordstien omkring Roskilde Fjord

Idyl langs fjorden lidt syd for Gershøj. Muligvis er området dækket af høje siv om sommeren, så det kan være en fordel at foretage turen om vinteren. I dag var stierne også frosset, hvilket gjorde det lettere at passere de smattede området. Og dem er der ganske mange af.

Denne stræknings absolutte højdepunkt er området omkring Gershøj og ca 1½ km sydpå. Her går man tæt på fjorden. Startpunktet for dagens tur var Selsø Kirke og Møllekrogen. Herfra er herlighederne imidlertid slut. Jeg måtte ud på en ca. 7 kilometer omvej mod Skibby, hvoraf de 2 kilometer forgår langs den stærkt trafikerede Elverdamsvej. Eneste lyspunkt var at der er en cykelsti. Herefter ca. 2½ kilometer ad Krabbeholmsvej som også er en del befærdet - og uden cykelsti, så man må tage rabatten i brug tit.

Et gensyn med Selsø, nu i solskin. Sidst jeg passerede for ikke så længe siden var der tæt tåge. Men alting ser nu bedre ud i solskin.

Gershøj

Den lille havne- og landsby Gershøj er i sig selv et særpræget sted at bruge noget tid på. Stedets historie går meget langt tilbage, faktisk helt tilbage til stenalderen. Men noget ualmindeligt skete der såmænd ikke siden set i Danmarkshistoriens perspektiv. Vejføringen  er mange hundrede år gammel, omend husene er blevet udskiftet mange gange. Men til gengæld er der masser at kigge på som vandrer Ved kirken ligger en meget unik gård, Vissegård som er ualmindelig lang.

Fotoet yder ikke Vissegård fuld retfærdighed, men det er også svært at gengive den meget lange gårds charme. Bedste indtryk få man ved at gå en tur rundt om det. Fra kirkegården har man også et fint kig på den.

Ned mod fjorden ligger en kilde, Skt. Laurentius' kilde. Her var der indtil for ca. 200 år siden kildemarkeder, især omkring Sankt Hans. Kildemarkeder på det tidspunkt var ret almindelige. Man troede at ved at dyppe sig i vandet eller drikke af det, ville man blive helbredt. Protestanterne havde det ikke godt med den slags (katolske) overtro og forbød det 1747, men det tog folk sig ikke af. Så meget for vores kristne kulturarv! Kilden blev fredet så sent som 1998, og nej, trods skavanker drak jeg ikke af kilden.

Gershøj Kro ved havnen. Med en flot udsigtsterrasse. Men kroen er nu alligevel lukket september sidste år. Der var et borgermøde kort tid efter for at redde stedet, men der var nu ikke noget tegn på at det lykkedes.[EDIT: Kroen er genåbnet 1. august 2017 med ny ejer og forpagter].

Fiskerne kom først til senere og en egentlig havn blev der først behov for med dampskibenes fremkomst omkring 1850. Havnen er ikke særlig stor, det var kroen til gengæld. Når jeg skriver var, er det fordi den blev lukket i september sidste år. Den ser ellers hyggelig ud, men på den anden side må det også være svært at få en kro til at løbe rundt sådan et sted. [EDIT: Kroen er genåbnet 1. august 2017 med ny ejer og forpagter]

Der fiskes stadig fra havnen, og fiskerne hænger deres net til tørre. Om det er erhvervs- eller fritidsfiskeri skal jeg ikke kunne sige.

Byen ligger op ad en skråning, og vejen ned til havnen byder på en håndfuld fine gamle huse. Ok fine er måske ikke lige ordet, men så i hvert fald huse med atmosfære. Bl.a. et flot byhus (nr. 16) og en gård (nr. 4).

Gershøj Havn. Ikke den største man kan finde, men typisk for havnene langs Roskilde Fjord. Havnens centrum er den flydende Fjordbaren.dk (sitet virker ikke). En lille kiosk, så vidt jeg se også med pølser, et par borde og motor på. Så stævnes der ud på fjorden. I hvert fald om sommeren.

Syd for Gershøj er der som nævnt sivvejen. Stien går bag ved sivene, og man kan høre bølgerne skvulpe. Desuden er der er meget rigt fugleliv her. Der er store flokke ude i fjorden, men der flyver også opskræmte fugle op hvor man kommer frem. At de er vant til at have det hele for sig selv, fremgik af at en windsurfer (eller hvad det nu monne være) var nok til at skabe ravage og opstandelse på en meget lang strækning og få fuglene til at søge ud midt i fjorden.

Kig mod Gershøj fra stien langs fjorden. Der er mange afstikkere ud til vandkanten fra stien der ellers forløber bag ved sivene. Så man kan nyde syn som dette. 

Men stien holder imidlertid op efter ca. 1½km. Man kan ikke komme til Strandlund, men må en tur rundt om Sæby. Igen en ærgerlig omvej på adskillige kilometer. Jeg  gik ned til Strandlund, men modsat Gershøj er der ikke meget at se for vandrere der. Eneste adgang til fjorden er en ultrakort sti på 100-200 meter, så tvinges man igen op i landet gennem noget kedelige sommerhusområder og ud på den stærkt trafikerede Hornsherredvej. Hverken sommerhusområdet Lyndby Strand eller  landsbyen Lyndby er særlig interessante for vandrere. Man kan ikke se fjorden ud over i glimt mellem husene.

Punktvise seværdigheder

Så summa summarum: Har man set Gershøj og gået på vandrestien syd for, så er vandreturen ikke just nogen nydelse. Med mindre man er til et godt underlag, men konstant drønen fra trafikken.

Krabbesholm. Hovedbygningen. Men det hele er meget større. Bag fotografen findes store industrilignende bygninger. Godset vil gerne have deres jorder for sig selv, og har modsat sig at Fjordstien går igennem.

Der er dog enkelte punktvise steder, som måske kunne interessere. Fx er der for herregårdsinteresserede Krabbesholm. Man må nøjes med at kigge på det hele fra vejen, for der er ikke offentlig adgang.

Et af de få steder man har adgang til fjorden, ved Lyndby Strand, mødes man med dette formanende skilt hvis intention formentlig er velment: ""Kun adgang for enhver der kan forstå pligten til at hindre beskadigelser på hus, badebro og tilsmudsning af stedet." Men min stemning kunne nu godt være foruden løftede pegefingre, når nu jeg gerne vil slippe for løftede pegefingre..

Lejre Vig er fredet, men man kan altså ikke komme ned til den. Med mindre man er så heldig at have et hus i området. Måske burde strækningen i stedet foretages med båd?

Ret meget tættere på fjorden kommer man ikke på denne strækning. Men her kan man dog i det mindste ane den i det fjerne. Syd for Lyndby.

Mine ben havde det egentlig udmærket efter de knap 20 km. Men støjniveauet fra Hornsherredvej var nok til at jage mig op i bussen ved Borrevejle. Nu orkede jeg ganske enkelt ikke at få hjertebanken af den konstante larm fra den tætte trafik og susen fra tunge køretøjer. Og også godt træt af at rende imod afspærrede områder langs fjorden. Jeg må ende ud i at fraråde vandrere denne strækning af Fjordstien. Måske er det bedre på cykel så man hurtigere kan komme væk fra biltrafikken. Men på cykel er det så ikke muligt at passere den meget flotte sti syd for Gershøj.

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag. 

Selsø

Tæt tåge hvilede fra morgenstunden over Sønderby og Selsø på Hornsherred, med temperatur lige over frysepunktet.

Velkommen til Hornsherred og Manderup! Mennesker var der ikke mange af. De der var, hilser nu høfligt, men ingen overgik den helt overstrømmende glæde som hestene viste.

Tåge betyder vindstille, men fugtigheden er høj og det er koldt, selv når tempoet ligger højt. Der er let is på Roskilde Fjord og rimfrost i vejrabatten. Til gengæld er der tyst og stille, helt højtideligt. For Hornsherred er et ret øde område med ringe billarm. Gårdene er store og velholdte. Og meget spredt rundt i landskabet.

Selsø neden for Selsø Kirke mens tågen endnu ligger tæt. Man kan ane den anden side med Manderup. Det er vist skarve som holder til i træerne. Dette sted er et af de få hvor der er direkte adgang til fuglereservatet.

Fra fjord til sø

Fjordstien går her. Eller rettere, den går ikke her. For nogen sti er der ikke tale om på Hornsherred. Det meste af Hornsherred er gammel landbrugsland, og her er det ikke kotyme at vandrere har adgang til stier langs fjorde og søer. Det er noget jeg oplevede på mine tidligere ture på Fjordstien. Derfor havde jeg med held lagt en anden strategi: Med base i Sønderby foretog jeg forskellige rundture til udvalgte mål. For hvis man da overhovedet kan tale om nogen sti, så ender den som regel blindt. Man må gå tilbage og fortsætte til en anden blind sti. Sønderby var et godt valg. Her var der både basis for udflugter til Selsø og Okseholme.

Møllekrogen er et beskyttet sted bag stejle klinter. Her holder store flokke af ænder og andre fugle til. Først troede jeg at der var et vandfald i nærheden, men lyden kom ganske enkelt fra de mange plask når en and dykker.

Ved Selsø-kanalen ved Møllekrog er det desuden muligt at lave en sydlig afstikker på lidt under en kilometer langs Selsø Klint. Dette er så absolut et af højdepunkterne. Tågen ligger endnu tæt da jeg er her, så jeg kan ikke se den anden side af vandet. Så meget desto mere fokuserer jeg på hvor jeg går.

Alting ser bedre ud i solskin, men selv i tåge er Selsø Klint og den rolige stemning i tågen noget særligt. Stien går langs vandet og er sine steder helt forsvundet.

Selsø Klint er meget stejl og med dramatiske indskæringer. Der er spredt træbevoksning og underbeplantning. Enkelte steder græsarealer. I dag var der lavvande. Men tang- og sivbræmmer afslører at vandet ofte når endog meget højt op på stranden og gør indhug i klinten. Vejen er helt forsvundet sine steder.

Her et vy ind i Møllekrogen set fra tangen.Stranden varierer fra sandstrand over stenstrand til kampesten. Klinten går stejlt op, kun afbrudt af dramatiske indskæringer. Tangbræmmerne indikerer at vandet har været væsentlig højere oppe end det er i dag.

Områdets navne er så gamle at Selsø egentligt betød Sels-ø, som hentydede til en bakkeknold øst for den nuværende sø. Her sejlede vikingerne deres skibe ind og der blev anlagt landsby i området hvor Selsø Kirke er i dag. Den blev nedlagt af herremanden på Selsø i 1600-tallet. Fra Selsø Kirke kan man godt forestille sig hvordan der har set ud. Terrænet er bakket, og fantasien kan fylde dalene op med vand.

Møllekrogen set fra Manderupgård. Kanalen går under vejen, udenfor fotoet til venstre.

Men så hævede landskabet sig, øen blev landfast og en fjord blev dannet. I 1600-tallet byggede mennesker en dæmning så fjorden blev afskåret fra Roskilde Fjord og blev til Selsø og Møllekrogen (Roskilde Fjord-delen). For nu skulle fjorden tørlægges og opdyrkes. Det lykkedes ikke, og i dag er Selsø en sø med en maximal vanddybde på 2 meter og fuglereservat. Hele søen og en bette strimmel langs søbredden. Dæmningen er nu ikke helt tæt, der siver saltvand ind i søen.

Den nordlige del af søen er først for nylig blevet naturoprettet. Her ses rester af noget der formenlig har været en dyrefold. Den ligger nu i vildtreservatet hvor der ikke er adgang. Det er afspærret. Og nogenlunde hertil er det muligt at gå. Herefter må man vende om.

Men området udenom er så blevet fredet. Dette område er dog udpræget marker og temmelig kedelige at se på om vinteren: Bar pløjemark, til nød med græs på. Vejene går i kanten af fredningen. Selv fredningen er det svært at komme ind i. Ofte på lodsejernes nåde og velvillighed som fx ved Okseholme.

Søen og søbredden er et eldorado for fugle, men der er såmænd også hjorte her. Jeg rendte ind i en flok på 4 dyr, der dog skyndsomt forsvandt ind i tågen.

Det er ikke tilladt at bevæge sig ind i selve fuglereservatet (det er formentlig også nærmest umuligt uden specialudstyr). Området langs bredden er præget af rørsumpe og bløde enge hvor der nogle steder går køer og får rundt. Men udsigten fra landevejen langs vestsiden af søen er såmænd fornuftig nok: Der er godt udsyn over søen. Og der er mange fugle på denne tid af året. Det er tydeligt at dette fristed har tiltrukket dem. Men det har holdt hårdt. Trods fredninger i 1948 fortsatte inddæmningen og tørlægningen. Først i 1994 satte en skrappere fredning en stopper for det, og man har siden forsøgt at genskabe søen.

Et kik over søen fra bakken ved Selsø Kirke. I solskin det måske bedste kik. Men vejen langs vestsiden af søen er nu også ganske god.

Kirke og herregård

Selsø Kirke og kirkegården ligger på Lars Tyndskids marker. Det menes at den oprindeligt også havde funktion som en borg. Kirken var på det tidspunkt en magtfaktor og blandede sig i hvem der skulle være konge. Kirken fremstår meget velholdt og området er indrettet til at modtage vandrere og turister, bl.a. også fordi man herfra har adgang til herregården.

Selsø Kirke i det bløde lys fra morgentågen. Nu ligger den fuldstændig øde med kilometer til nærmeste landsby (Manderup eller Sønderby). Men engang var der en landsby i nærheden.

Selsø Herregård er kun en anelse yngre. Fra 1200-tallet. Dog ikke bygningerne. Hovedbygning (renæssance) er fra 1570’erne. Den forfaldt mellem 1829 og 1972. Så blev den restaureret og indrettet som herregårdsmuseum med riddersal og det hele samt herregårdskøkken.

Selsø Herregård. Billetkontoret er lukket, så jeg listede gennem afspærringen, men blev stoppet ved broen af et skilt med en advarsel om at her måtte man ikke færdes uden billet. Et langdistancefoto mener jeg dog nu nok må være tilladt.

Slottet har medvirket i flere film, fx. Grev Axel (2001), Talenttyven (2012) og såmænd også i en julekalender, "Pyrus alletiders eventyr". Her forsøger man at genskabe forne tiders glans og storhed, fx i 2016 med koncerter, omvisninger, ølsmagning, arrangementer, og jeg skal komme efter dig! Som så meget anden dansk kulturarv har Selsø været truet af besparelser. Senest i 2016.

Strandengen ned mod Okseholme. Stemningen er helt forrygende denne tågede eftermiddag. Helt stille bortset fra fuglelyde.

Okseholme

Okseholme er værd at besøge. Stedet ligger på en bakke (formentlig en forhenværende ø) og for at komme derned, går man ca. 2 km langs et særpræget område med strandenge. Strandenge er meget kedelige at se på som fotoer. Men i det virkelige liv er de fascinerende. Det flade, våde område er fyldt med fugle og selv på denne råkolde januardag summer der af liv. Det er afslutningen på min tur, og solen titter frem for første gang bag skyerne og gør tidspunktet intenst.

Dagen er ved at være forbi. Tågen letter en smule og solen begynder at skinne igennem skydækket. Lidt for sent, så der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg når lige - kættersk - at tænke at det da er spild af en god gang skyfrit vejr. Men det går jo ikke.

Sønderby

Min base var som sagt Sønderby. Jeg kan ikke lade være med at føle en vis sympati med tilværelsen i nutidens landsbyer. Og Sønderby viser såvel forfald som opbygning. Jo, der er adskillige forfaldne steder, overgroede huse, video-forretningen ved gadekæret ser ud til at have været sat til salg i årtier. Især den gamle gade "Strædet" virker som et levn fra fortiden som kæmper for sit liv. Forretningsliv er der ikke noget af, selv kroen er lukket. Men der er også velholdte huse, håndværkervirksomheder, "Den Glade Slagter" ser fx ud til at have grund til at være glad, bygningen ligner nærmest et lille slot.

Gadekæret i Sønderby set fra Sønderby Kro.


Solen når lige at titte frem da den skal til at gå ned. Det kan jeg konstatere fra bussen.

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag.

Vælg selv rute. Dagens var på ca. 18 km.

Fjordstien: Risø-Roskilde-Boserup Skov

Vandringsløse Tiden har nået bunden ... af Roskilde Fjord: Området omkring et af de ældste kultursteder i Danmark

Roskilde var Danmarks vigtigste by da domkirken blev bygget 1170-1280. Byen var dengang beskyttet bag en vold, som stadig kan anes ved at følge Sankt Mortensvej, Byvolden, Borgediget, Jernbanegade og så i en blød bue tilbage til Sankt Mortensvej. Domkirken lå midt i denne by, og som det ses på fotoet på toppen. Set fra Sankt Hansgade ved Sankt Mortensvej

Bløden og Veddelev

Vandringsløse Tidende genoptager gennemvandringen af Fjordstien: Området mellem Risø og Veddelev er et afspærret naturreservat. Ved Dyskærgård kan man dog dreje mod vest hvor der ½ km fra landevejen er opstillet et fugletårn. Her har man udsigt over vigen Bløden. Det er et vigtigt fuglereservat for vadefugle, også set i europæisk sammenhæng. Så området er spærret af med et højt elektrisk hegn. Men fra fugletårnet har man endda en god udsigt, og forbavsende nok kan man ikke høre den ellers så befærdede Frederiksborgvej. Ellers må man tilbage på hovedvejen og dreje mod Veddelev. En hyggelig lystbådhavn med campingplads og hvad dertil hører af små "steder".

Udsigten fra fugletårnet over Bløden. Kun køerne og de ansatte på Risø har tilsyneladende adgang til dette paradis for vadefugle. Infotavlen fortæller at 1% af dem holder til her.

Strækningen fra Veddelev til Roskilde er præget af at være en større provinsbys udflugtsområde. På Vigen Strandpark holder Veddelev Kolaug kreaturer. Kolauget opfordrer folk til at gøre sig bekendte med husdyrene og der er indrettet klaplåger så man kan komme ind i området. Køerne holder sig heldigvis meget på afstand denne søndag hvor man kan gå i fred for dem langs stranden. Man har en fin udsigt ned mod bunden af fjorden, dvs. Roskilde.

Udsigt mod "bunden" af Roskilde Fjord: Domkirken tårner sig op, og under det Museumsøen og Vikingeskibsmuseet. Denne udsigt er den gennemgående på denne del af Fjordstien.

Roskilde

De ca. 2 kilometer ned til Roskilde må vel nærmest betegnes som Roskildes Strandvejskvarter. Store luksusvillaer i to lag ligger op ad skråningen mellem fjorden og hovedvejen. Publikum har dog fået lov til at passere på Strandpassagen som er etableret som en kystsikring. Mod at man opfører sig som om man er på privat grund. Hvis man gør det, har ejerne ikke lov til at spærre vejen for en! En infotavle omkring Baldersvej forklarer at skråningerne engang husede et voldsted, Haraldsborg (efter Erik Ejegods uægte søn Harald Kesja). Den var en del af den evindelig kævl der var om tronen dengang hvor familier bestemt ikke holdt sammen, men tværtimod myrdede hinanden for at komme til tronen. Infotavlen fortæller at borgen tilsyneladende indeholdt et mobilt tårn og har den tvivlsomme ære af at være den første borg i Danmark som blev beskudt med blider.

Roskilde gør meget ud af at fortælle om byens fordums store betydning som Danmarks vigtigste by i middelalderen og vikingetiden. Ikke bare ved at udstille ting, men også ved arkæologiske værksteder hvor man producerer skibe a la vikingerne. Havhingsten er et eksempel, her et andet, med Bistrup Parcelgård som baggrund.

Vandrere bør unde sig en rast i Roskilde. Museerne, domkirken og byen kan i sig selv være en heldagsvandring. Men da bloggens mål er at følge Fjordstien, nøjes Vandringsmanden med en trekuglers paradisis ved en midlertidig opslået bod ved Museumsøen.

Udsigt fra Kællingehaven mod Sankt Hans Hospital Vest. Kurhusene ligger idyllisk og dækker over en dramatisk historie.

Kællingehaven og Sankt Hans Hospital

Øst for Roskilde fortsætter Fjordstien i Kællingehaven, og ikke for ingenting har adskillige vandreruter slået ind på denne sti: Munkeruten, Fjordstien, Pilgrimsruten, Fjernvandrestien E6 og Skjoldungestien. De ca. 2 km langs bunden af Roskilde Fjord er mættet af oplevelser både hvad angår natur og kultur. Området er præget af Skt Hans Hospital emmer af Danmarkshistorie. Kigger man nærmere på bygningerne, vil man opdage at der flere steder findes Københavns byvåben, den med de tre tårne.

Endnu en af mange af de forskelligartede bygninger på Sankt Hans Hospital. Her øst ved Boserupvej. I gavlen kan man måske ane løver som præsenterer Københavns byvåben med de tre tårne.

Det skyldes at Skt. Hans Hospital har en meget lang historie med tilknytning til København. 1620-1651 lå det i København under navnet Pesthuset. 1651-1808 flyttede det uden for Københavns volde til Ladegården (tæt på nutidens Forum) hvor hospitalet husede "afsindige, pestsyge samt Folk, der lider af andre smitsomme sygdomme". Allerede efter svenskekrigene 1658-60 havde kongen foræret København Boserup Skov mm. som kvittering for byens indsats for at redde Danmark fra at blive svensk. Så Københavns Fattigvæsen købte Bistrup hovedbygning for at bruge den til en bekvem måde at skaffe sig af med sindssyge, invalider og fattige. Under navn af skytshelgenen for de sindssyge, Sankt Johannes. Siden gik det slaw i slaw med udvidelserne, hvor kendte arkitekter som bl.a. Gottlieb Bindesbøll var inde over 1854-59.

I baggrunden alleen som førte mod kapellet. I forgrunden eksempler på de enkle grave som præger næsten hele kirkegården, kun afbrudt af spredte monumenter over overlæger.

Hospitalets kirkegård er en stemningsfyldt oplevelse. Man skal lede længe efter store gravmonumenter, og finder man endelig nogle som stikker lidt af fra de meget beskedne betonplader er det som oftest overlæger der er begravet her. Hospitalet findes i en øst- og vestudgave. Med kirkegården imellem, og fungerer stadig delvis som hospital, så noget egentligt vandringsmål er der ikke tale om. Men området, kirkegården og omfanget af byggeriet må absolut opleves for kropsligt at erkende dette kapitel af Danmarkshistorien.

I stilleskoven forenes vandrere med mountainbikere og en håndfuld vandrestier. Ikke uden grund. Det er et fint skovområde.

Boserup Skov

Nordvest for hospitalet ligger Boserup Skov som er en af de flotteste skove jeg har oplevet i så kort afstand fra hovedstaden. Den østlige del af skoven er stilleskov, men den er absolut ikke stille: Fuglene kvidrer på denne solskinsdag så man bliver i godt humør. Skoven er som nævnt en gave til københavnerne, men kommunen solgte den dog til staten i 1995, så ingen ejerfornemmelser herfra. Udover det idylliske fugleliv er der også den stråtækte idyl Kimmerhus

Ude af Rørmosen - som i virkeligheden  er en skov - har man denne udsigt over et kuperet terræn vest for Roskilde.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ruten

Risø. Veddelev. Stranden langs Frederiksborgvej. Roskilde. Kællingehaven. Boserup Skov. Sortesti. Sankt Hans Hospital. Roskilde Station

Bognæs - Fjordstien

Skov, endda måske oprindelig. Masser af dyr - inklusiv havørn. Planter. Øde og fjernt fra civilisationen

Fasan i Storskov på Bognæs. Denne her falder da egentlig trods de flotte farver meget godt ind i omgivelserne. Dem er der mange af. Sammen med kronvildtet, rådyrene og alle de andre.

Efter nogle ture rundt i de 60% af Danmarks overflade der er marker, trængte jeg til noget der smager bare lidt af naturlig natur. Og her tilbyder Bognæs sig. Halvøen er privat ejet, men man føler sig ikke uvelkommen: Det er tilladt at gå og cykle på stierne. Og dem er der rigeligt af, så man behøver ikke andet. Fjordstien forløber tæt på Bognæs, men da ikke alle stier er til at cykle på, ligger den lidt uden for ruten. Det tætteste man kan komme med offentlig transport er bussen til Herslev, der er et kig værd, med en gammel bygade og et bryggeri.

Udsigt fra foden af åsen på den nordligste pynt. På den anden side af fjorden er Sæby, med kirken der rager op. Åsen er er aflægger af Skuldelev Ås. Den kan tydeligst ses lidt nord for Bognæsgård.

Bognæs berømmes adskillige steder, fx i beskrivelserne på Skjoldungelandets hjemmeside. Så forventningerne var store. Og lad det være sagt med det samme, de blev også indfriet. Bognæs er en vandretur værd. Mindst en. Og der er glimrende vandrestier (fra grusveje til hjulspor) i skovbrynet med udsigt til strandengene og fjorden. Derudover nogle tværgående stier.

Mange af de flotte, stille strandenge ligger en anelse væk fra grusvejen. Men der er med jævne mellemrum lavet stier ned så man kan komme til udsigter som denne.

Bognæs tilbyder to dybe skove, strandenge samt et par gamle huse. To tredjedele af skovarealet er løvskov (mest eg og bøg). Nåleskoven er blandet gran, fyr og pyntegrønt. Jeg ledte efter de omtalte  300-500-årige storkronede ege på Egehoved og de gamle skovlind, der formentlig er rester af den oprindelige skov. Men jeg har nok ikke kigget godt nok efter. Der var også rigeligt andet at se på. Midt i skovene er dog også områder med nyskov og åbne arealer der er blevet skovet for nyligt.

Enkelte steder som her er der en decideret strand med sten, sand, muslingeskaller og tang. Der emmer af fred her, med de sagte bølgeskvulp mod stranden og fuglene der synger i skovene bag ved. Der dufter af vand.

Man er ikke i tvivl om at der er et rigt dyreliv her. Det kan man ikke undgå at høre. Fuglene synger så det er en fornøjelse. På tangen over til halvøen er en flok kronhjorte. De putter sig lidt bag en bakketop, men ser meget opmærksomme ud på forbipasserende. Man skal nok ikke komme for tæt på de imponerende gevir. Et skilt advarer om at der går løse tyre rundt på strandengene. De var dog ikke lukket ud så tidligt på året. En specialitet er et afspærret området mod øst hvor der siden 1995 har ynglet havørne. Området er spærret 1. februar til 1. august, men der er en observationspost. Hvor jeg dog ikke kunne se nogen havørne i dag.

Havørneland. Hele østsiden er adgang forbudt pga havørnene. Men der er et observationssted hvorfra man har mulighed for at få et glimt af havørnene. Og der er nogle sedler med fotoer som viser hvor man skal kigge, bl.a. på denne del af skoven hvor de tidligere har bygget reder. Jeg havde nu ikke held til at se de flotte fugle.

At der har været liv i mange tusind år kan man se allerede ved halvøen der fører over til Bognæs. Her ligger på toppen af en stejl bakke Kongehøj. Som man godt må gå op på (modsat Dronningehøj) og hvorfra man har udsigt til alle sider. Der er yderligere 5 gravhøje. Der er fundet bopladser fra jægerstenalderen (11.000 – 4.000 f.v.t.).

Udsigten fra Kongehøj mod det lave område der adskiller Vesterskov med Storskov. Landarbejderboligerne ligger en anelse til venstre for midten og kan lige skimtes under skovlinjen.

Bognæsgård 

Det er meget sparsomt med huse på Bognæs. Enestegården Bognæsgård er fra 1984 som den kan ses nu. Men den har aner tilbage til 1730. Selv om gården er brændt adskillige gange, er den foreviget på film. De ældre udgaver er brændt flere gange. Men man kan se dem i danske film.  Dog ikke den første, Øgård (brændt 1701 og igen 1793). Gården fra 1816 er med i filmoptagelserne til "De røde heste", "Det gamle guld", "Flintsønnerne" og "Mosekongen". Den 5. januar 1962 om aftenen brændte stuehus, kostald, svinestald, hestestald samt den særprægede lade. Den 5. august 1962 brændte den næstsidste bygning, og tilbage stod en lille svinestald.

Udsigt fra skoven over strandengenee umiddelbart nord for Bognæsgård. I det fjerrne kan man ane energitårnet ved Roskilde.

Gården er blevet brugt i hele 9 danske film i perioden 1950 til 1962. Morten Korch-film som De røde heste (1950), Det gamle guld (1951), Flintesønnerne (1956) og Vagabonderne paa Bakkegaarden (1958). Derudover to Far til fire-film På landet (1955) og På Bornholm (1959). Den sidste film, Der brænder en ild (1962) brugte oven i købet den nedbrændte gård tilsat halmmåtter. Lynet slår ned i Klintegården, hvor Ib Mossin og Poul Reichardt redder dyr ud af stalden.

Tangen mellem de to skove er samtidig den del som der er huse på. I forgrunden skovarbejder- og landarbejderboliger (engang). Nu privat ejede. Set fra øst (Storskov). I baggrunden kan man ane hvor de andre gårde er. Bognæsgård ligger bag den længst væk til venstre.

Derudover er der skovfogedboligen. De små gamle bindingsværkshuse var land- og skovarbejderboliger. I det sydøstlige hjørne af Storskoven ligger en gård som ser meget forladt ud.

En lille mose i skovene. Og karakteristisk bevoksning. Nåletræer, gamle løvtræer.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ruten

Herslev (nærmest for offentlig transport). Bognæsvej. Vesterskov. Storskoven. Bognæsvej. Herslev. Der er ikke nogen lige linje. 18-20 km. Hvis det er for meget, kan man eventuelt vælge kun at besøge den ene af skovene.