Hvalsø - Skjoldenæsholm - Borup

Landeveje og typisk Danmark med øde, ensformige kulturstepper præger denne rute. Vejene er fredelige, kun lidt trafik. Med et par highlights undervejs såsom Skjoldenæsholm og området omkring.

Den første lange tur (20+ km) i 2022. Et forsigtigt forsøg på at teste om formen er kommet godt igennem corona-perioden. Der var sikkerhedsstop undervejs, hvor jeg ville have kunnet tage bus til Roskilde eller Ringsted. Men dem fik jeg ikke brug for. Alt gik efter planen.  Også en af de første forårsdage i 2022 med tocifrede grader, høj himmel og næsten ingen vind. Lidt dis tog det værste af solen. Kort sagt, en noget nær perfekt tur i forhold målet om at teste om min form er i orden. Og det er den da heldigvis (spoiler) 

Elverdamsdalen syd for Hvalsø. Morgendisen ligger fint over området. Men er der mystik over det?

Syd for Hvalsø plejer jeg nu mest at tage igennem de kuperede skove, men denne gang valgte jeg altså turen udenom. Herfra har man udsigt over Elverdamsdalen. Sådan som den ligger der, stærkt omkranset af pløjemarker, er der nu ikke så meget elvermystik over det, disen burde ellers lige give det et pift. Men måske ser det bedre ud når det hele er blevet grønt.

Typisk udsigt syd for Hvalsø: En brakmark med en stor gård i baggrunden. Ingen levende hegn indenfor synsvidde.

De første mange kilometer er der ikke så megen afveksling i landskabet. Det er ret kuperet, dog ikke strabadserende, og kun afbrudt af enkelte spredte (og ret store) gårde. Ellers er der marker. Som på denne tid af året ligger fuldstændig bare, men som formentlig fra maj til juli/august vil være med hvede, byg eller raps.

Stavnsbjergvej. En af de spredte gårde som bryder monotonien. 

Men vejene er meget lidt trafikerede og som sådan gode vandreveje. Der er ingen cykelsti og rabatten til tider ret smal, men som sagt, da kun få biler kører her, gør det ikke så meget. Dyrelivet er som det er som oftest på sådanne strækninger: Kun ganske få fugle, dog således at når bevoksninger omkring vandhuller og gårde kommer der lidt liv.

Sidste (eller første) hus i Holbæk Kommune ved Stavnsbjergvej.

Turen går gennem hele fire kommuner: Lejre, Holbæk, Ringsted og Køge. Heldigvis er der skilte så man kan se hvornår man går fra den ene til den anden. På Holbæk-siden når man går ind i Ringsted, er der et bindingsværkshus - se foto.

Skjoldenæsholm

Ellers sker der ikke så meget før man kommer til Skjoldenæsholm. Da sporvejsmuseet først åbner i april er der dejlig fredeligt omkring Skjoldenæsholm. Jeg mødte ikke et menneske hele vejen rundt om søen. Og den tur vil jeg da godt kalde et must. Herfra kan man se herregården fra mange forskellige vinkler. Jeg var der så tidligt at solen fulgte med rundt. 

Skjoldenæsholm

Det ovenstående foto er taget nær en bænk som er et udmærket sted at indtage frokosten. Det er cirka halvvejs gennem ruten. Stedet er absolut turens (eneste) højdepunkt. Sporvognsmuseet i nærheden er lukket, men man kan ud fra parkeringspladser mm. gætte sig til hvordan her ser ud når sæsonen åbner.

Kalkmaleri i Jystrup Kirke.

Jeg gør det ikke så meget i at beskrive kirker på denne blog. Men på det seneste er jeg begyndt at gå ind i de kirker der er åbne, for at kigge på kalkmalerier Og der er nogle meget fine nogle i kirken. Fra kirkegården om kirken har man et godt (men af den grund dog ikke specielt flot) udsyn over Jystrup og de omkringliggende marker. 

Langelinje - det hedder vejen.

Gennem det noget ensformige Danmark som ruten for det meste består af, kan man jo altid fordrive tiden med at kigge på gårde, huse og andet. Og dem er der så heldigvis pænt af. Her er fx en lade ved en gård på vejen Langelinje. Men ellers former turen sig nu mest som en motionstur.

Del af Svenstrup Gods.

Kort før man kommer til Borup, ligger godset Svenstrup. Som er meget stort. Noget er privat og man kan ikke komme derind. Jeg har før gået lidt rundt, så denne gang fangede jeg godset fra en ny vinkel. 

Ved Svenstrup gods kan man opleve noget så sjældent som et levende hegn. Og et gammelt et af slagsen oven i købet. Det kan man se på at det gennem tiderne har dannet en lille forhøjning. De levende hegn spillede indtil det intensive landbrug sprøjtede og pløjede dem bort en stor rolle for biodiversiteten. Og dette hegn står stadig i sin fulde styrke: ikke noget med indpløjninger og huller. Da jeg går videre ind mod Borup, tænker jeg at det måske burde fredes. 

Ruten.

Hvalsø Station. Hvalsøvej. Stavnsbjergvej. Hoppeolden. Skjoldenæsvej. Skjoldenæsholm. Jystrup. Borupvej. Borup Station. Lidt over 20 km. med en del afstikkere, fx rundt om søen ved Skjoldenæsholm.

Svebølle-Skovene ved Skarresø-Jyderup

Med denne tur har Vandringsløse Tidende taget hul på Kalundborg Kommune, som den næstsidste på Sjælland (Odsherred mangler).

Svebølle er en stationsby uden så mange dikkedarer. Jernbanen til Kalundborg (Nordvestbanen) blev indviet 1875 og Svebølle var fra starten en station på linjen. Oprindelig ville man have lagt stationen i Viskinde, men en halsstarrig kammerråd ville ikke sælge jord til det støjende lokomotiv, og i stedet blev stationen placeret et øde sted uden andet end et ensomt beliggende bindingsværkshus som stationsbyen senere voksede op omkring. Øresø Savværk ved Øresø Mølle var en af de første virksomheder som trak folk til stedet. Men flere kom til. En skole kom til 1935 og en centralskole i 1954. På dette tidspunkt steg indbyggertallet til over 2.000 - og så begyndte den uddøen af butikker mm som er så kendt alle andre steder fra.

Udsigt fra bakken øst for Svebølle i Lille Hejrebjerg Skov. Kig mod øst. Nedenfor bakken går der et hjulspor stik vest mod Skarresø, og så er man definitivt væk fra trafikken.

På vej mod øst og Skarresø kan man ikke undgå at se de ganske store virksomheder som ligger i denne del af byen.

Ved Avnsøgård går en vej stik mod nord til Bjergsted Bakker. Jeg var fristet, men valgte dog at holde mig til ruten videre mod øst til Grydemøllevej.

Når man drejer ind på hjulsporet, ligger et stenbrud, Avnsøgårds. Herregården har ellers en flere hundrede års historie med adelige dit og dat, og fungerede også en overgang som kongelig jagtgård og enkesæde. Dronning Margrethes navnetræk står sågar i gavlen. Sidst i 1800-tallet blev der imidlertid også anlagt noget så dagligdags som et stenbrud hvorfra man kunne forsyne hovedstadens fæstningsanlæg. De gamle bindingsværkshuset er nu revet ned, og 1872 erstattet af en villa som også nedrevet. Lensafløsningen 1923 betød at Avnsøgaard blev solgt til forpagteren.

Ingen herregård uden respekt for sig selv uden en kirke, tænkte jeg. Det viste sig at være Aunsø Kirke som er bygget ad flere omgange mellem 1420 og 1550, og siden 1934 ikke har fungeret som kirke da man byggede en ny. 

Hvor er menigheden, spørger man sig selv når man ser Aunsø Kirke. Med dertil hørende kirkegård. Kirken var et privat kapel til den kongeligt ejede Avnsøgård - . Dog "kun" som anneks til Viskinde kirke. I 1930'erne lå kirken som nu afsides, og tilmed led den af fugt og ubekvemme begravelsesforhold. Kirkegården fra 1702 blev stadig brugt som det fremgår af gravstenene. 

Hus på Grydemøllevej 1. Det er fra starten af 1800-tallet. 

Umiddelbart efter møllen valgte jeg at gå mod nord ind i skoven. Her løb jeg dejlig vild og anede til sidst ikke hvor jeg var. Nok er at anføre Skovhave - men hvor præcis er jeg ikke i stand til at redegøre for. Udover at jeg til sidst må være landet i Delhoved Skov, og altså på rette spor igen. Det skyldtes at jeg kunne ane Skarresø, og orientere mig efter den.

Skovene er meget fine at gå i. 

Jeg havde glemt myggesprayen, men myggene brød jeg tilsyneladende om hverken blæsten eller kulden. I hvert fald lykkedes det mig kun at se en eneste myg som blev viftet væk inden den nåede at sætte sig. Det er jo august, så til vandrelivets fornøjelser hører også overflodet af brombær og mirabelleblommer i vejkanterne.

Et af de få steder man rent faktisk kan se Skarresø gennem skoven. Skoven gror helt ned og udover bredden. Ofte med siv om skygger for søen når man går derned. Så man skal finde et hul som det her.

Der skulle yngle havørne ude på holmen i søen. Jeg kiggede ihærdigt efter dem med min nye fuglekikkert, men dog uden held. Til gengæld var der en stor mængde agerhøns som sandbadede på en eng.

Vupti, en hel koloni af agerhøns sandbader.

I den anden ende af ruten ventede så Jyderup. Endnu en stationsby, og væsentlig større end Svebølle. Kirken ligger et par kilometer nordøst for stationen, så jeg tænkte at der måtte være en lille landsby, måske. Det er der ikke. Muligvis et gammel gadekær, præstegården og kirken er hvad der der tilbage.

Jyderup Præstegård.

Som det fremgår af skiltet er der gårdbutik med cafe mm. Om præsten stadig bor der, undersøgte jeg ikke. Ifølge Wikipedia er præstegården fra 1808 og opført efter at en gal mand havde brændt den ned - han var overbevist om at gården var forhekset. For bedre at kunne disponere over tiden (toget går kun en gang i timen) besluttede jeg at tage kaffen på stationen, Cafe Forsinket. Bedre kaffe er set andre steder, måske også i præstegården - "Kom kom kom til Frelsermøde, kom så skidefuld du er, du får kaffe, du får te, du får præstens *censur* at se".

Orø rundt

Orø rundt til fods langs kysten er godt og vel 20 kilometer. Det kan man sagtens nå på en dag. Og "indmaden" er mest marker og mere eller mindre trafikerede veje.

Der er en anden færgeforbindelse til Orø. Men for mit vedkommende startede og sluttede det her. Med Orø-færgen til Holbæk. 

Orø har længe stået på min liste over "must-go" ture. Og nu blev det så endelig gjort! Jeg havde hørt en del om øen i forvejen, bl.a. at den skulle være bilfri. Derfor fik jeg et chok over at opleve at hele den sydlige del af øen omkring Brøndevej, Bygaden m.fl. er stærkt trafikerede; ikke pga. færgetræk (så mange biler kan der trods alt heller ikke være med færgen), men formentlig pga. supermarkedet i Bybjerg. Trods de beskedne afstande på øen, foretrækker de fleste åbenbart at bile den. Trækker man en cirkel med centrum i supermarkedet  og slår en cirkel på 2½ km er øen på nær den nordlige del med Næsby ellers fuldstændig dækket ind. Men et par kilometer ligger åbenbart langt over gå-afstand for mange. Man skal et godt stykke udenfor Bybjerg for at støde ind i trampestierne hvor vandreren endelig kan få fred og ro uden at skulle tænke på at blive kørt ned.

Nord for Gamløse, på vej mod øst ned mod trampestien kan man finde dette lille hus hist hvor vejen slår en bugt.

De første par kilometer nord for Gamløse går gennem landbrugsområder, men når man kan skimte Østerløb i det fjerne, begynder trampestien for alvor. Den går gennem de vidtstrakte strandenge. Den første del af strækningen med marker mod vest. Til øst kan man ikke rigtig se fjorden gennem det tætte krat og sivskovene. Men freden og roen begynder nu at indfinde sig. Man kan endog høre lærken på markområderne - hvilket efterhånden er blevet et særsyn da selv denne sidste overlevende fugl på disse områder er ved at være væk. Udover den tiltager insektlivet og dermed også fuglelivet jo længere man kommer mod nord. 

Østerløb, køer og den brede strandeng med de mange blomster og insektlivet.

Der er advaret mod sumpede områder på visse strækninger af trampestierne, men efter en længere tørkeperiode går det fint. Jeg kan nu sagtens forestille mig at der kan været sumpet ved vedvarende regn. Cirka halvvejs mod Næsby kommer en herlig del af trampestien, den forsvinder nærmest i et vidunderligt flor af blomster. Og da terrænet samtidig stiger, får man i glimt nu også Østerløb at se. Især området omkring det såkaldte "Forklædet" er af stor vandringsværdi. Her står også en enlig jernskulptur, lavet af en af kunstnerne fra Næsby (se senere). Bl.a. har man udsigt mod Kundby Værket og den anden side af fjorden. 

Mere strandeng, Østerløb og Sjælland på den anden side.

Næsby er en lille landsby, med indbygget overraskelse: Der ligger i en kunstnerhave en kafe med servering af kager mm. Og flere jernskulpturer! Stedet ligger ca. midtvejs på turen, så det er et oplagt sted til at tage sig en ordentlig hvil før de foranliggende strabadser. Egentlig kan man også fortsætte mod næsset helt mod nord. Men jeg er ikke sikker på min form for tiden, så jeg sætter i stedet kursen mod syd ad landevejen Næsbyvej. Heldigvis ikke nær så trafikeret som vejene sydligere. Der er et enkelt stop undervejs ved Orøstenen - der er fra Bornholm. Ikke fordi stenen er så fantastisk, men fordi udsigten er ganske god. Man kan se ud over Salvig. Med de åbenbart obligatoriske marker i forgrunden. 

Udsigten fra Orøstenen (der er en stor granitsten). Vandet er Salvig. Og (selvfølgelig) de obligatoriske svinefodermarker i forgrunden.

Lidt syd for Langdalgård og efter 2-3 km på asfalt, kan man endelig igen dreje mod nordøst ad en trampesti, og denne sti hele vejen langs kysten til Møllebrovej i syd ved Bybjerg er generelt en rigtig god vandrerrute. Ikke engang cykler kommer her, for terrænet er for besværligt - selv for mountainbikes. Stien benyttes på denne smukke sommerdag af forbløffende få vandrere. Kun omkring sommerhusområderne synes det som om de lokale lige skal lufte hunde på en del af stien. 

Trampestierne langs vestsiden af Orø kommer lidt tættere på vandet end på østsiden. Her er man næsten dernede ved Salvig.

På den allerede beskrevne del af Orø er kysterne ikke umiddelbart tilgængelige. Man går langs sumpede strandenge, eventuelt afgræsset af køer, ofte et pænt stykke inde i landet. Men ved campingpladsen er der en lille strand - Orø Strand - som er en strand i "traditionel" forstand, altså med sand, mulighed for at bade osv. Det er nok derfor at campingpladsen er blevet placeret her. Vandet ser dog ikke ud til at være til at svømme i. De personer jeg så, stod langt fra kysten, men dårlig nok med knæene under vand. Med andre ord, en børnevenlig strand. 

Orø Strand med campingpladsen i baggrunden.

Helt mod vest ændrer stranden sig til noget mere dramatisk, med små klinter, og vestkysten er en kyststrækning med store mængder af sten som ligger langt ud i fjorden. Sejlbåde ville nok ikke vove sig for langt ind mod kysten her. Men der ligger dog nogle enkelte ro- og motorbåde for svaj hist og pist. 

Et typisk foto fra vestkysten langs Vesterløb. På en strækning af 2-3 kilometer. En strækning med en af de bedste udsigter på hele Orø.

Hele herligheden slutter ved Møllebrovej, og de sidste kilometer ind til færgen går ad en noget kedelig grusvej, Vestre Strandvej gennem et sommerhusområde hvor man kun i glimt kan ane Vesterløb mellem grundene. Nok se, men ikke berøre. 

Om vandrestiernes afmærkning er kun godt at sige: Der er pæle med små kort de fleste steder hvor man kan blive i tvivl om hvor man er, samt forklaringer på lokale seværdigheder. Stiernes beskaffenhed er meget svingende. Det frarådes at forsøge sig med cykling, og løb er heller ikke mulig mange steder. Gode solide støvler er nok et must. Men opfylder man det, er det rigtig godt vandreterræn på fladt område. Stigninger er der stort set ingen af med mindre man opsøger dem. 

Fjordstien Holbæk - Langtvedkrydset

Strand, skov og øde steder gør denne strækning på  Fjordstien til en af de bedste jeg hidtil har gået på

Munkholmbroen er kendt, ligesom Munkholmkiosken der anes midt i billedet. Også denne tirsdag eftermiddag er der en del kunder i butikken.

Sådan lidt opgjort i kilometer er der 4 kilometer strandvandring fra Holbæk og langs Strandmøllevej. Derefter er der 9-10 kilometer skovvandring gennem Dragerup Skov og Eriksholm Skov og til sidst 4 km i området på begge sider af Munkholmbroen. Ikke strikt til Fjordstien alt sammen. Men jeg er nu engang afhængig af tog og busser og hvor langt benene kan klare. Der er ikke de store udfordringer. Strækningen er mest på grus eller skovveje samt lidt asfalt til sidst (og skulle bare overstås).

Elefant Apotekets historie går tilbage til 1705 og fra 1720 på dette sted, Ahlgade 32. Ifølge OIS skulle bygningen stamme fra 1675. Men det har jeg nu svært ved at tro på! Det blev restaureret i 2017.

Holbæk

Holbæk er sådan en pænt stor provinsby med en fin, bred gade (Ahlgade), en nydelig havn og nogle interessante byggerier på vej mod Strandmøllevej. Bl.a. rækkehusene på Labæk. Jeg har før besøgt Holbæk og set andre dele af byen. Så det var ikke på programmet denne gang. Og der er trafikeret samt vejarbejde på Ahlgade. Så det blev kun til et par snapshots af de prægnante bygninger og så mod dagens egentlige rute: Fjordstien.

Fjordstien efter lystbådehavnen,med udsigt til Dragerup i det fjerne. Skyerne ser truende ud, men de holdt sig til det. Ingen regn.

Dragerup Skov

Jeg havde egentligt også overvejet en tur ud på Kirsebærholmen øst for Holbæk. Men vel ankommet dertil opdagede jeg at det var en del af golfbanen og godt fyldt op af golffolket. Som generelt er meget venlige, men jeg har det lidt dårligt med at skulle ende turen med en lille hård hvid bold i skallen. Så jeg vendte om på landtangen og stak i stedet sydpå. Skovenen er privatskov, så man må ikke bevæge sig udenfor stierne. Det går det lidt svært at manøvrere rundt, for man kan ikke gå langs kysten. Der er siv helt ud til strandkanten. Så man skal medbringe specialudstyr til at vandre i vand.

Ved molen ud for Torpedostationen har man et pragtfuldt vy både mod nord og syd. Og når der så oven i købet er to heste der skal have dyppet skoene, så bliver det ikke meget bedre. Skoven rejser sig op ad skrænten.

Men visse steder kan man lave afstikkere til stranden, fx ved den gamle søminestation. Eller torpedostation. Den er nemt genkendelig og man bør unde sig en tur ud på den lille mole ud for stationen. Her har man en dejlig udsigt over Isefjorden. Stien går oppe på skrænten som er meget stejl, absolut konkurrencedygtig med Furesøens. Udsigten er noget begrænset, men ret betagende selv om man næsten ikke kan se fjorden.

En lidt usædvanlig strækning: Nemlig ude af skoven mellem Dragerup Skov og Erikholmskov. Det er lidt svært at yde skovvejene retfærdighed. De er gode! Og på grund af blæsevejret holdt myggene sig hjemme. Jeg så ikke en eneste.

Ud for Tjebberup gjorde jeg en afstikker op til denne lille by og gik ad Munkholmvejen. Det kan absolut ikke anbefales. Den er meget befærdet, så ved Bredetved gik det ned igen til Fjordstien. Igen en god udsigt over fjorden på nedstigningen og mellem Dragerup Skov og Eriksholmskov kommer man ned til fjorden en kilometers penge. Her er bl.a. en skydebane med skyskraberstore mure der efterhånden vil være beklædt med efeu.

Udsigt til Erikholmskov. En af de få steder hvor man ikke går oppe på skrænten (der er nemlig ikke nogen!)

Erikholmskov

Syd for skydebanen går stien igen op på skrænten og ind i landet. Så man mister igen udsigten til fjorden, men går til gengæld gennem en flot skovstrækning. Fjordstien følger hjertestien. Og selv om der er ikke er skiltet, så er det sådan set bare at følge skrænten. Jeg tog en afstikker ad de overgroede stier ud på pynten nord for Munkholmkiosken. Her er absolut stille, og man har udsigt til Munkholmbroen. Stierne bruges vist mest af fiskere, og man er nødt til at tage samme vej tilbage igen.

Et stykke på vej mod Munkholmbroen er der en nedgang til en lille bitte strand med nogle både. Herfra har man denne udsigt mod broen. Og ishuset på den anden side.

Munkholmbroen og omegn

Munkholmvej sætter nu sit præg på turen. Og det absolut ikke på den gode måde. Man kan gøre et stop ved den legendariske Munkholmkiosken hvis man er til usund mad og drikke, samt temmelig dårlig kaffe. Men stemningen vil sikkert tiltrække det fleste. Og stemning har man brug for de sidste 4 kilometer derfra. For der er ikke tænkt på vandrefolket. Slet ikke fra kiosken til broen hvor man går på en smal stribe der vist er beregnet til cykler. Jeg har før prøvet at gå langs stranden. Det kan godt med nogen anstrengelse lade sig gøre på vestsiden. Men det var der ikke kræfter til i dag.

Øst for Munkholmbroen. Butikken har åben.

Heldigvis er der et pusterum på kiosken øst for Munkholmbroen. Her er kvaliteten på is skyhøj over Munkholmkioskens, så hvis man kan holde sig, bør man vælge denne kiosk i stedet. Den er næsten ikke besøgt. Og overfor er der til de kunsthåndværkinteresserede en butik i en gammel bindingsværkslade.

Marken er mejet, ved Langtvedkrydset. Og trafikken på vejen bag mig er mejet intens. Men om lidt kommer linje 219 og kører mig til Hvalsø. Den første strækning helt alene i bussen sammen med chaufføren.

Den lille kilometer til stoppestedet Langtvedkrydset er en plage. Der er ingen plads til vandrere. Det sidste stykke er der en stubmark. Og trafik er der rigeligt af.

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag. 

Hvalsø-Tølløse via Kirke Eskilstrup

Det ligger derude, det typiske danske landskab: 2/3 af vores land er dækket af det, øde 3/4 af året

Der ligger det så: Det typiske danske landskab. 3/4 af året skalperet for grønt. Måske ikke lige noget der lokker turister til, men sådan er det så i Danmark. Her er lidt grønt på venstre side af vejen, og et træ til højre - det er op ad jernbanen.

3/4 af året ligger det skalperet hen, for så at få en kort, grøn sæson 1/4 af året med byg, hvede, rasp og måske lidt havre, majs og andet. April måned markerer overgangen, og et af de rigtig gode steder at observere dette landskab, er mellem Hvalsø og Tølløse i Lejre og Holbæk Kommuner. Så snart man er ude af Hvalsø og det moderne bæredygtige bofællesskab Frikøbing, så er det der.

Kilometer efter kilometer, time efter time, oplever man dette syn så langt øjet rækker. En gang imellem brydes stilheden af en bil.

Vejene på dagens rute er ret fredelige hvad angår trafik. Også for andre lyde, for den sags skyld, ud over lidt lærkesang foroven og kragefuglekrårk. Der er ikke så mange landsbyer eller skov- og moseområder til at afveksle. Lidt uden for Hvalsø bliver jeg lidt i tvivl om retningen, idet Åsen nu går under en jernbanebro, og det er ikke meningen at jeg skal over på den nordlige side af jernbanen. Heldigvis fortæller en af de lokale mig at jernbanebroen ikke er den til Tølløse, men en nedlagt jernbane. Der må være tale om den legendarisk (eller berygtede) Sjællandske Midtbane fra Næstved gennem Hornsherred til Hillerød. Der blev bygget mange broer mm for at forberede den, men den kom aldrig i brug.

Bukkerup. Engang i 1500-tallet boede her en legendarisk ilter ballademager der hed Peter Smed, ifølge de lokalhistoriske årbøger. Men det er lang tid siden. Nu holder Vesti Olsen & Hansen A/S til her.

Tilbage på sporet og dagens landsbyer, Bukkerup, Sønderstrup og Nr. Eskilstrup, mens Kirke Eskilstrup er en lidt større bebyggelse med station og gammel landsbykirke. Lugten omkring fx Bukkerup er ganske stram. Der er adskillige svinefarme på begge sider af vejen, og det kan godt pirre næseborene en hel del. Det ser dog ud til at det kun er svineavlerne selv der har glæde af lugten, for anden bebyggelse findes ikke i pæn afstand.

Overgangen fra den mere moderne stationsby (bemærk jernbaneoverskæringen) til i det fjerne den lidt ældre bydel der længst mod vest rummer kirken.

I Kirke Elskilstrup flages der i hovedgaden. Det er fortrinsvis en boliggade uden forretninger. Som de fleste byer af den størrelse. Ligesom i Tølløse bliver der skærtorsdag flaget i gaderne. Så man skulle tro at der var byfest.

Tølløsevej i Tølløse. Der er åbent i centeret der ligger til venstre et stykke nede af gaden, og en enkelt af turens mange cykelryttere dukker også op.

Efter Kirke Eskildstrup er vi så tilbage i landbrugsdanmark igen. Det ligner til forveksling en gentagelse af ruten mellem Hvalsø og Kirke Elskilstrup, dog her ikke så megen lugt af svinefarme (hvilket jeg ikke skal beklage). På halvvejen kan man dreje ind over Nr. Eskilstrup, hvorfra der går en sti til Tølløse. 

Holbæk Fjord - Tuse Næs (Fjordstien)

Købstad, fjord og herregårdsland er hvad denne del af Fjordstien byder på

Holbæk er et godt udgangspunkt for vandreture: Der er en lille velbevaret gammel bykerne omkring det gamle Sortebrødrekloster, Bymuseet og Rådhuset, og en havn som har mange træskibe og stadig noget havnemiljø bevaret udøver lystbådehavn - bl.a. færgen til Orø. Hvis man er til QR-koder, er der forskellige standere hvor man kan læse forskellige anekdoter om havnens historie.

Klosterstræde ved Sortebrødreklostret byder på en håndfuld smukke bindingsværkshuse, det gamle rådhus og Bymuseet.

Ellers er det sådan set bare at følge stranden langs fjorden. Der er en asfalteret gangsti de først 2½ kilometer mod vest. Mod nord har man så fjorden og udsigten til Tuse Næse, mod syd folks baghaver. Disse er ret åbne, og hvis man som mig lider lidt af generthed, så skal man nok dreje hovedet ud mod fjorden. 

Havnen byder på fine træskibe, forskellige bådelaug, Orø-færgen og hvad der nu ellers hører sig til i en mindre dansk købstadshavn.

Når bebyggelsen holder op, fortsætter stien som en smal grussti udenom Fjordgårdens område i det sydøstlige hjørne af fjorden. Her kommer man op til den befærdede Kalundborgvej, men det går dog snart igen mod nord langs fjordens østlige del. Denne inderste del er sivbevokset og man går et stykke fra fjorden langs dæmningen. Kun afbrudt af Tuse Å. 

Sydkysten af fjorden langs bebyggelsen. Øst- og nordkysten kan lige skimtes i horisonten.

Ved Tuse Næs Vej drejer man så mod øst ind på Tuse Næs. Jeg kunne ikke se nogen sti langs fjorden, og Fjordstien er markeret som en udmærket sti langs vejen. Hvor man dog er generet af trafikken. Der er stedet taget i betragtning temmelig meget af den. 

Turen langs dæmningen i inderfjorden. Længere mod nord ligger Lammefjorden der jo som bekendt også er et af 1800-tallets talrige inddæmningsprojekter.

Min ambition var at vende om i Hørby, men det rakte dagens form ikke til, så i stedet blev det til en lidt grundigere tur rundt på Hørbygård, en gammel herregård, og Hørby Kirke som ligger bagved. Og så gik turen ellers den samme vej tilbage. Der kører busser på Tuse Næs, men ikke ret tit. 

Hørbygård er historien om kirkens, kongens og adelens hensynsløse jerngreb over bønder, husmænd, karle og løsgængere gennem århundreder. Nu bruges herregården til kontorudlejning.

Man kan undre sig over at kirken ligger så langt fra byen, men det skyldes at den blev udstykket for mange år siden, og nu er der altså kun den temmelig imposante kirke tilbage.

Vy fra østenden af fjorden mod Holbæk

De helt store oplevelser af natur, kultur og andet byder denne tur vel ikke på. Det kommer i så fald mest i småbidder. Men til motion og en frisk tur i det blå med udsigt til en fjord er bestemt heller ikke at kimse af. Måske har sommerferiens storslåede ture til Skagen og Bornholm skruet ambitionsniveauet lidt i vejret?

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag. 

Gyrstinge Søsti - Ringsted til Store Merløse

Oktober 2017 indviedes en (trampe)sti hele vejen rundt om Gyrstinge Sø - omkring 10 kilometer

Det er faktisk trampestien som man lige kan ane gennem blomsterhavet lidt til højre for midten. På en glohed dag som denne tilgiver man gerne at den er svær at finde. Og at vegetationen når en til over knæene.

Gyrstinge Søsti

Det er Ringsted Kommune som har taget initiativ til stien og også lavet en folder om stien. Lad mig straks afsløre at jeg ikke tog hele vejen rundt fordi turen til søen var på omkring 17 kilometer. Men dog langt over halvvejen: Fra Store Bøgeskov Øst til Søtoftevej nord for Allindemagle Skov. Vel omkring 7-8 kilometer af strækningen over dæmningen mod øst. Søen indskriver sig således som den første sø på Sjælland som jeg har kunnet gå hele vejen rundt om langs bredden. Det kan man ikke med Arresø, Sjælsø, Furesøen, Haraldsted Sø, Tystrup-Bavelse Søerne og andre.

Gyrstinge Sø, østlige del. Gårdene på den anden side ligger ved Søtoftevej. Skoven til højre for er Allindemagle Skov.

Gennem Allindemagle Skov kan man da heller ikke se søen idet man vest for Københavns Vandforsynings nu nedlagte vandindtagsrør bliver ledt op på den stejle skrænt. På sydsiden af søen er der i næsten hele det østlige område beskyttede fugleområder som man kan se udover og desuden nyde den rige natur med masser af forskellige lyde, inklusive frøer i nogle af moseområderne.

Dette ikke bare ligner et eldorado for frøer. Efter lydene at dømme er det det også, og det er en meget sjælden oplevelse i Danmark.

Man kommer også igennem nogle fårefolde. Men på en gloende hed dag som denne med næsten 30 grader trækker de sig tilbage under de skyggefulde træer. Det samme gjaldt dog ikke en flok køer som havde lejret sig tværs over vejen på dæmningen mod øst. Jeg har gennem nogle år trænet mod koskræk. Men jeg må indrømme at jeg var ved at vende om. Men forskellige ting talte imod. Jeg måtte simpelt helt over dæmningen for ikke at skulle gå længere end mine ben kan klare. Desuden var der en smutvej nedenfor dæmningen med vand som man ville kunne løbe ud i ved en krisesituation.

Et skelsættende øjeblik i Vandringsmandens liv: Køer er næst efter hunde det dyr som slår flest mennesker ihjel i Danmark. Skal jeg vende om? Bruge nødbremsen til venstre nedenfor dæmningen, eller hvad jeg gjorde kigge stift frem og gå venstre om flokken. Ingen af køerne så ud til at have ork tilbage til overhovedet at ville flytte sig, så jeg nærmest løb hen til den befriende klaplåge som anes på den anden side af flokken.

Men det afgørende var nok at varmen ganske enkelt var for meget for køerne. De havde lagt sig fladt ned og så ikke ud til at have ork til overhovedet at rejse sig op. Heldigvis var der heller ikke tilskuere, for de må have troet jeg var lidt halvskør, da jeg snakkede beroligende til mig selv (og håber jeg: køerne) mens jeg passerede i ilmarch mens jeg kiggede den anden vej. Så det lykkedes mig faktisk at nå frelst gennem flokken og til klaplågen. En helt utrolig præstation, syntes jeg selv bagefter, uden dog at dvæle for meget, for godt beskyttet bag lågen, havde de overraskede køer nu rejst sig og så ganske gnubbelystne ud.

Da Københavns Vandforsyning indvandt overfladevand her, var vandstanden på højde med platformen yderst, og røret under træbroen lå altså under overfladen. Herfra begyndte vandet sin lange vej mod de tørstige københavnere.

Københavns Vandforsyning

Dæmningen er et levn fra dengang Københavns Vandforsyning udvandt overfladevand af søen 1966-2009. Dæmningen hævede vandstanden med 2 meter, og ca 1 kilometer vest for dæmningen på nordsiden kan man se det rør hvorfra man startede pumpningen. Man har efterfølgende i 2011-14 sænket vandstanden med 2 meter så røret nu ligger over vandoverfladen og i stedet indrettet en badebro med en  lille forhøjning med bænke og bord. Røret ligger nu under broen og over vandoverfladen.

Udsigt mod den vestlige del af Gyrstinge sø nord for Allindemagle Skov. Dette er den bredeste del af søen.

Siden 2014 løber vandet nu igen gennem Ringsted Å til Haraldsted Sø mod øst. Allindemagle Skov lider tilsyneladende ikke under tørken. Der er fugtige stier og ideelt til myg. Turen fra vandindtaget og til Søtoftevej måtte da også foretages i ilmarch. Myggene var så mange at man kunne høre en konstant svirren, og jeg måtte fægte med armene for ikke at blive totalt gennemstukket. Heldigvis var der nok skygge så jeg ikke blev overophedet, men var dog lykkelig da jeg nåede ud i det fri ved den lille bebyggelse nord for skoven.

Søtoftevej går højt oppe i landskabet og man har en pragtfuld udsigt, især mod Gyrstinge Sø og vest i det hele taget.

Til og fra søen

Fra Søtoftevej har man i øvrigt flere steder en ganske vidunderlig udsigt både mod søen og over landskabet vest for. Vejen fører også gennem den lille skov Ordrup Skov hvor der belejligt var dejlig skygge.

Indgangen til Ordrup Skov fra syd flankeres af denne lille idyl

I det hele taget er ruten til og fra søen også værd at tage med. Jeg har allerede flere gange omtalt Oplevelsesstien som udgjorde de første ca. 5 kilometer af ruten. Den er altid god for oplevelser.

Gyrstingevej. En alle med ikke særlig meget trafik. Så gør det heller ikke så meget at der hverken er cykelsti eller nogen særlig rabat.

Gyrstingevej er en alle (vist nok popler) som fører til den lille landsby Gyrstinge hvor der er skole, kirke og landbyhus. Til min store overraskelse var der ikke noget toilet på kirkegården. Det er første gang jeg har været ude for det. (Redaktionel tilføjelse 10. juni: Se kommentaren til dette indslag: "Hej alle der kommer til Gyrstinge Kirke og ikke kan finde toilettet så kan jeg oplyse at toilettet findes i Præstegården lige ved siden af." Jeg takker for denne oplysning)

Ruten

Ringsted Station. Oplevelsesstien. Holbækvej. Gyrstingevej. Gyrstinge. Store Bøgeskovvej. Gyrstinge Søsti. Allindemagle Skov. Søftoftevej. Stibjærgvej. Store Merløse Station. I alt vel ca. 23 kilometer.