Før regnen sætter ind ....

Fredag morgen er morgentrafikken i fuld gang mellem kl. 7 og 8 om morgenen. Kun et stenkast fra asfalten står tiden stille. Pensionisthaverne langs Vestvolden drypper stadig af nattens dug. Stierne langs Vestvolden er ved at gro til i græs. Måske bruges de ikke så meget mere som for 16 år siden. Da var stierne sorte af smat, og med aftryk af hundepoter, cykel- og barnevognshjul. Hvis du kan abstrahere fra lyden fra bilerne, kunne det jo faktisk være dybt inde i en skov.

Brombærbuskene er rippet for bær, så nogen må der være. Inde i vildnisset, hvor det er umuligt at skridte godt til, er der en lille rydning. Eller ..... rydning og rydning. Her er der efterladenskaber fra menneskeligt liv.

Nogen har tilsyneladende nydt dette afsondrede og stille sted. Et forelsket par? To bumser? Eller en person der bare ville nyde et par pilsnere i fred og ro? Nydeligt arrangeret på en engangskarklud. Det finder vi nok aldrig ud af. En lille episode i et eller flere menneskers liv som er så uendeligt uinteressant.

Længere nede af stien er det gået anderledes dramatisk til. Her vidner en bunke duefjer om at et rovdyr har fundet føde. Nu er alt tyst. Men et kort øjeblik har fuglen vel kaglet op, inden den blev forvandlet til et måltid mad. Måske har nogen villet sætte et mindesmærke ved den dramatiske begivenhed. En sort hundepose ligger og venter på at nogen skal fjerne den for hundeejeren. En for stedse i plastik indkapslet hundelort. Midt i naturen hvor den ville have været forvandlet til kompost overnight.

Skyerne trækker sammen. Snart er det begyndt at dryppe. Hjem til stempelkaffe og to stykker af Pågans det grove.