Værebro Å-dal, dag 4 & Damvad Å Classic

Afslutningen på udforskningen af Værebro Å og ådal i nærmest forårsagtigt vejr. Og en afstikker til Damvad Å

Det er lidt af et definitionsspørgsmål hvor Værebro Å starter. Strengt taget i Fedtmosen og Smørmosen.  Men der kender man den under navnet Tibberup Å helt til Søndersø. Der løber den så syd for søen og flyvepladsen under navnet Jonstrup Å gennem Jonstrup Vang. Det hele sumper til i Bringe Mose vest for flyvepladsen, og først ved Knardrup forløber åen under navnet Værebro Å helt ud til Roskilde Fjord.

Broen under Frederikssundsbanen, set fra Frederikssundsvej mod syd og mod udløbet i Roskilde Fjord. Solen stråler igennem og oplyser den lille tunnel. Et næsten magisk øjeblik.

Jeg har tidligere vandret gennem områderne øst for Knardrup. Så jeg har tilladt mig at udnævne denne 4 etape af Værebro Å-marcherne for den sidste. Altså strækningen mellem Frederikssundsvej og Knardrup. Strækningen er langt den mest vandrevenlige. Faktisk kan man vandre langs åen hele strækningen. Ikke de bedste stier, knoldet græs og muldvarpeskud en masse. Og man kan også se at der er store problemer med bjørneklo. De er ikke så synlige endnu. Men stokke står stadig i vandkanten og flere steder har man forsøgt at bekæmpe dem The Egedal kommune-way ved at overdække store områder med sort plastic. Åen er også mere reguleret end længere sydpå.

Som det ses er Værebro Å stærkt reguleret, og det hele vejen til Knardrup. Der er ingen snoninger, kun bløde kurver som på dette sted ca. 1 kilometer nord for Frederikssundsvej. Der er dog allerede her fuglefløjt og tegn på liv.

Langs åen kan man så at sige se ådalen i frøperspektiv. Bemærk at åen er så bred og dyb at man ikke bare sådan kan gå over på den anden side. Nord for Vindekilde er der en bro som er mere solid end sit udseende.

Lidt syd for hvor Damvad Å løber sammen med Værebro Å (bag fotografen) kan man krydse åen via denne bro. Den er mere solid end den umiddelbart syner. Den knager ikke engang og vipper kun ganske lidt. Der mangler dog et par planker.

Det kan også anbefales at se dalen i fugleperspektiv på den ca. 3 kilomenter lange tur langs Skovvangsvej-Sigersdalvej-Korshøjgårdvej. Især de to sidste veje er gode vandreveje. Her går man det meste af strækningen på et højdedrag og har storslåede udsigter til begge sider det meste af tiden. I godt vejr som i dag kan man tydeligt se de blå hangarer i Flyvestation Værløse.

Fra Sigerdalvej har man den vidunderligste udsigt ned mod ådalen. Her ved "albuen" kan man tydeligt se ådalen som løber tværs gennem billedet ca. 250 meter nede. Til venstre uden for billedet Vindekilde og i baggrunden Knardrup.

Damvad Å

I stedet for at følge en hele vejen til Smørmosen valgt jeg at vende om ved Knardrup og følge Damvad Å lidt nordpå. Damvad Å syner ved første øjekast ikke af så meget som Værebro Å. Man kan mageligt skridte over åen det meste af strækningen. Men Damvad Å er interessant derved at den i 2004 blev ført tilbage til sit oprindelige snoede forløb ud fra gamle herredskort.

Damvad Å er her ført tilbage til sit oprindelige snoede løb, og det gør omgivelserne så meget desto mere spændende for vandrere. Her en af de mere flade strækninger. Længere mod nord og tættere på Ganløse  forløber åen gennem stejlere løb. Uden dog at nå op på hvad man kan se fx ved Mølleåen eller Køge Å.

På det Kraks Kort jeg medbragte var disse snoninger ikke med, så det gjorde turen så meget længere. Det har været godt for ørrederne der gyder her, for villaejerne der nu undgik oversvømmelser, og for vandrefolket fordi åen snor sig i gennem et jævnt og pænt kuperet område med mange gode udsigter.

Lidt syd for Ganløse er en stejl bakke, som man ikke kan komme op på toppen af, da det er indhegnet til dyr der afgræsser området. Godt nok er der en klaplåge, men der advares om at det er på eget ansvar og at tyren er løs. Jeg tvivler dog på at den er det i dag. Men på den anden side løber jeg ikke risikoen. Jeg må lige først trinvis lære ikke at være bange for køer først. Til gengæld er der lavet en sti til ca. halvvejs oppe, hvor man har denne udsigt.

Skår i idyllen

Som vandrer er jeg glad for at kunne bevæge mig ud i den danske natur uden at blive forskrækket og få hjertebanken af truende skilte med advarsler om politianmeldelser. Jeg mener at jeg opfører mig pænt, ødelægger ikke noget og vil gerne vise behørig respekt selv for de lodsejerboliger som ligger adskillige hundrede meter, måske kilometer væk. Derfor er stor tak til de afmærkede stier hvor nogle lodsejere har givet tilladelse til at gå igennem. Jeg skal hilse og sige at vi nok skal passe på jeres ejendom!

Og nu vi er ved skår i idyllen, så kan man ikke undlade at nævne Sørup Losseplads. Hvis trussel mod åen er omtalt i en artikel fra 2012. En tikkende miljøbombe i Måløv?

Men en nærmere inspektion afslører ganske frastødende elementer i landskabet. Kemikaliefyldte og stinkende vædsker siver ud i området i retning mod Engagerrenden, der igen fører til Værebro Å. Rustne, hullede tønder med giftiggult ukendt indhold ligger frit tilgængelige, og det er nærliggende at tænke sig, at en del måske stammer fra den nærliggende Cheminova-(Lyfa-)grund samt fra Løvens Kemiske Fabrik, hvorfra man tidligere har haft mistanke om deponeringer.

Sørup Losseplads, (1957-1974) er anlagt i en tidligere grusgrav. Den indeholder ca. 1 million tons usorteret industri-, bygge- og husholdningsaffald. Og der er sket udvaskning af pesticider, kemikalier, tungmetaller, lægemiddelstoffer, fenoler og mange andre modbydelige sager. Cheminova lå her indtil 1957. Læs eventuelt artikel fra Ingeniøren 14. september 2012.

Når verden af i dag ikke er som den af i går

Og så til lidt opdatering af kontroverserne mellem lodsejere, Naturfredningsforeningen, kommunerne, og andre interessenter. Ingen tvivl om at lodsejerne føler deres interesser gået mere end nær. Fx anklager Aksel V. Jørgensen (Hundested) i Frederiksborg Amts Avis (11.02.2015) Egedal kommune for at være skyld i oversvømmelser pga dårlig eller intet vedligehold.

Når jorden ligger hen som sump over længere tid, bliver græsset blandet med alskens bittert ukrudt og udvasket med ringe foderværdi, faktisk ikke bedre end rughalm. Ligeledes bliver sommergræsningens foderværdi stærkt forringet og fyldt med giftige insekter og igler, der går i dyrenes lever og lunger, så der efterfølgende sker en opformering.

Han ser altså områderne som værende til for landmændenes skyld: De skal levere foder og er grobund for dyr og insekter som skader husdyrene.

Landbruget har gennem århundreder sat sig præg på Danmarks udseende. Åer er blevet reguleret, moser drænet og omdannet til græsningsarealer for dyr, marker eller små lunde og skove. Nu ser det ud til at trenden ruller en anden vej, og det sker ikke uden gnidninger mellem holdninger til hvordan det danske landskab skal se ud. Værebro Å og ådal er i høj grad blevet en brik i dette spil.

Heroverfor står Egedal Kommune mm. som opfatter oversvømmelser som et naturligt fænomen. Måske tænker de her på fortilfældet Skjern Å, der i mange år var bastet og bundet af landbruget, men som nu er lagt tilbage i sit naturlige forløb. Men for nogen bliver dette altså opfattet som at

Det er ikke underligt, der er krig i verden, når dem, der har magten og flertallet, bruger den til at tryne et mindretal.

I Lokalavisen Egedal (24.02.2015) gør Søren Grønlund (Smørum) ophævelser over hvad han anser Egedal Kommunes forsømmelser af at oprense Værebro Å, at kommunerne ikke har erstattet oversvømmelserne af birkeskov, elleskov, landbrugsarealer m.v. Han beskylder kommuner, fredningsmyndigheder og naturklagenævn for at være løgnagtige. Herunder ironiseres også over længden af skolegang.

Biologen Thomas Oest Biolog og projektleder i Egedal Kommune svarer at Egedal Kommune har overholdt vedligeholdelsespligten for Værebro Å, hvad angår at oprense og sikre gennemstrømning i vandløbet tre gange om året. Men at der er flere oversvømmelser end for 20-30 år siden. Dels pga åen, dels pga. verden er forandret.

Markerne og de gamle dræn omkring åen er sunket sammen, og klimaforandringerne giver tydeligvis også mere vand i ådalen. Det nyeste eksempel på oversvømmelser så vi for et år siden, da vandet fra Roskilde Fjord blev presset tilbage i åen og ud i ådalen.

Egedal og Roskilde kommuner har sammen med Danmarks Naturfredningsforening anbefalet en fredning af den smukke og historiske ådal for at beskytte området. Men det er Fredningsnævnet og en særlig dommer med kompetence i fredningssager, der vurderer størrelsen på de erstatningerne som de berørte lodsejere bliver tildelt.

Omvendt er grundejerforeningen Engen nu ikke længere modstandere af en sti langs Roskilde Fjord og Værebro Å på deres arealer. Den er lovet lagt så langt væk fra grundejerne som muligt. Da strandretten eksisterer er der vel heller ikke noget at sige til at der også bliver en sti. Men denne eksisterer ikke for åens vedkommende, hvor grundejernes matrikler går til midt i åen. Et argument kan have været at grundejerne på den ene side gerne vil have det hele for sig selv, på den anden side også mener at andre skal bygge dæmninger mod oversvømmelserne.

Ruten

Kildedal Station. Sørup. Værebro Å. Knardrup. Damvad Å. Fluebjergvej. Skovvangsvej. Sigerdalsvej. Korshøjgårdvej. Kildedal Station. I alt i "lige" linje 15 km. Men der mulighed for mange afstikkere. Jeg har fået besked på ikke at overtræne, da det kan få muskelgigten til at bryde frem igen, så jeg er lidt varsom med kilometrene.

Værebro Å-dal, dag 3

I miniserien om forsøget på at trænge frem til Værebro Å, gælder det denne gang nordfra mellem Stenløse og Ølstykke

Der er den så, Værebro Å. Men det er også det eneste sted man på denne tur kan se den. Nemlig på Værebro Kildeplads. Man skal tilmed fortsætte hvor arbejdsvejen ophører gennem et sumpet område som jeg ikke er helt sikker på man kan gøre når der ikke er frost. Sivene antyder måske for kendere at dette ikke er vandreterræn.

Jeg har efterhånden lært lektien: Man kan ikke gå langs Værebro Å. Man må finde den tætteste parallelle vej, helst et højdedrag, og tage stikveje ned gennem ådalen. I dagens ekspedition Ll. Petersborgvej-Ågårdsvej-Kildebæksvej. Herfra går stikveje ad arbejdsvejen på Værebro kildeplads, Lindendalsvej og Damstensvej. Så vidt jeg kan se, er det på det nærmeste umuligt at undgå at måtte gå tilbage ad stikvejene. Med mindre man har waders, machete og gummibåd klar, eller er indstillet på at blive meldt til politiet for indtrængen på privat grund.

Budskabet er ikke til at tage fejl af. Og jeg er den sidste til at ødelægge den gode stemning, så der bliver resolut drejet om på hælene.

I forhold til de to andre forsøg var det yderst begrænset hvad man ser til åen, men til gengæld kommer man op på højdedrag, hvorfra man adskillige steder i et så klart vejr som i dag har en pragtfuld udsigt over selve ådalen. I gråvejr med ringe sigt tror jeg turen nok er lidt kedelig, for vejene passerer gennem dyrkede arealer, golfbaner, hestefolde o. lign.

Fra broen over åen ved kildepladsen kan man se ned gennem ådalen. Lidt misvisende for hvordan der generelt ser ud. Med et bredt bælte af sumpet siv på begge sider, ofte store moser og vandhuller. En forbandelse for vandringsfolket, men til gengæld et eldorado for fugle- og dyrelivet. Det kan vi så til gengæld nyde - på afstand.

Modsat alle andre kildepladser jeg har besøgt, er der ingen arbejdsvej gennem hele Værebro Kildeplads. I den østlige ende hvor den støder til Værebro Å, er der simpelthen så sumpet at jeg vil fraråde alle at forsøge at komme igennem området. Man kommer let til uforvarende at synke ½ m ned. En opgravet vold rækker kun et lille stykke, og så er terrænet igen ufremkommeligt. Forstå mig ret: Jeg synes det er helt i orden at det er sådan. Lad nu de dyr få fred, for vandrere, landmænd, vandværksfolk eller andre som måtte finde på at "erobre" området. Det er så sjældent man møder sådan et område i Københavnsområdet og Nordsjælland.

Fra Ågårdsvejs højdedrag kan man få et indtryk af hvor bred ådalen egentlig er. Det er ikke de dramatiske skrænter man kender fx fra Køge Å, men et fladt, vidt udstrakt vådområde.

For enden af Lindendalsvej har Egedal Kommune et lille indhegnet areal som bliver afgræsset for vildt. Længere nede bliver man så på et skilt truet med politiet hvis man vover sig længere mod syd. Det ser ellers fristende ud, men den gode stemning er ødelagt, og jeg drejer hårdt om på hælene og går tilbage.

Her et andet sted med en flot udsigt over ådalen. Man kan uden besvær se helt klart til Energitårnet i Roskilde, det er vist 10-15 kilometer væk (ikke med på dette billede, da forgrunden blev overbelyst pga det kraftige solskin).

Ad Damstensvej kan man heller ikke komme længere end til en lille samling huse for enden af vejen. Hvis man ikke er interesseret i dem, kan man nøjes med at nyde udsigten fra Værebro Golfcenter.

Her en udsigt væk fra ådalen mod nord, ved den over 5.000 år gamle langdysse ved Kildebækvej. Det er Ølstykke man kan se i horisonten.

Ruten

Som beskrevet i teksten. At terrænet kan forekomme vanskeligt til tider fremgår af at det tog 3½ time at gennemtrave de 14 km.

Værebro Å og Ådal, dag 2

Værebro Ådals mest vilde område bliver formentlig - og forhåbentlig - aldrig overrendt. Det er ganske enkelt for vildt!

 

Den trafikerede Holmevej er ikke nogen god vandrevej, men til gengæld den nemmeste måde at finde de veje og stier som nordpå fører ind i det sumpede vildnis.

Og det skal man man slet ikke være ked af: Jeg var overrasket - på den positive måde - over at der overhovedet stadig er noget der lignede et større område med bare lidt vild natur i Nordsjælland. Man er ellers i store områder vant til at kante sig i smalle korridorer gennem enorme, ensartede områder med intensivt landbrug. Det som især er interessant ved åen er, at den ikke løber i en rende, men breder sig ud i området (ådalen) og til tider flyder sammen med de talrige vandhuller, søer og damme. Et terræn som er meget ufremkommeligt for mennesker, med mindre man har en båd. Men netop pga det et eldorado for dyr og fugle.

Ådalen er et vådområde, så ofte kan man ikke komme længere end stien tillader. Man skal regne med at "gå forgæves" og tage turen tilbage mange gange. Men det er ikke forgæves. Lavlandet byder alligevel på et varieret planteliv: Siv, nåle- og løvtræer, buske i mærkværdige sammenstillinger som fx her.

Jeg skrev allerede i fredags om det første forsøg på at udforske åen og ådalen. Den høje sol, svage vind og nysne overalt, alt det kan man altså ikke bare lade stå helt ubrugt derude. Denne gang området mellem Veksø og Jyllinge. Lad mig repetere: Man kan ikke gå langs med åen. Dels er der store sumpområder, dels er det meste privat, og man skal respektere at der er kun adgang hvis ejerne giver lov til det.

 Alle er ikke lige velkomne langs åen. Denne "besøgende" er hængt op, formentlig til skræk og advarsel, i det ene ben. Jeg tænker ved mig selv at jeg håber den i det mindste var død da den fik dette noget utraditionelle eftermæle.

Metoden er at finde en parallelt løbende vej, og så bruge de offentlige veje og stier som fører ned til åen. Jeg valgt Holmevej syd for. Altså Roskilde Kommune. Der går adskillige veje nordpå hvor man kan få et godt indtryk af ådalen. Desuden er der HOFORs kildeplads, hvor der er en offentlig sti. For vestenden af den går en sti syd på langs Falkærrenden søndenom en dam. Herefter fører stien nordpå igen. Og så kan man sejle på åen hele vejen til Jyllinge. Hvor der ligger en kanoklub ved Værebrovej.

En rovfugl på jagt over sivene. En ornitolog eller fugleinteresseret kan måske fortælle hvad det er for en? Mit sikkert helt forkerte bud er en spurvehøg. Jeg kan bare godt lide at kigge på jagten. Uanset hvad for en fugl det nu er.

På en sådan flot vinterdag er der et utroligt liv i hele dalen. Overalt er der masser af rovfugle, kragefugle, ænder, fasaner, hejrer og småfugle. Foruden råvildt. Fra nordsiden af åen brager jagtgeværer flere steder fra, så der må være flere jagtsteder, ud over det jeg fandt i fredags.

 

Det er ikke lige her man skal opføre et sommerhus. Terrænet på begge sider af åen er meget fladt, og oversvømmes nemt. Jo mere vestpå man kommer, desto mere tæmmet er åen dog.  Sine steder er der dæmninger og den er reguleret på forskellige vis, primært for at beskytte markarealer fra de mange gårde i området.

Selv om åen i sig selv ikke er længere end at man ville kunne gøre turen på en dag - hvis ellers det var muligt, så omfatter disse to indslag om ådalen kun en meget begrænset del. Jeg kan forestille mig at man også kan bruge jernbanestien på samme måde som Holmevej til at foretage små ekspeditioner mod åen og ådalen.

Ruten

Som i fredags ubeskrivelig. Man må ganske enkelt improvisere efter hvad underlaget og lodsejerne tillader. Et skøn er at turen var på 15 km, og det tog 4½ time. Altså under 4 km/t. Alligevel er jeg mere træt end efter en 20+ tur.

Værebro Å - og storken er kommet!

Værebro Å og ådal slynger sig gennem et vandremæssigt set krævende, sumpet og utroligt naturskønt område

Storken sidder ikke på bondens tag, men på denne mark, lidt sydøst for Veksø. En bilist gjorde mig med stor begejstring opmærksom på det, også fordi ved siden af var der to styk græssende råvildt. Desværre havde jeg kun en 135 mm zoomlinse. Men det må da vist være lidt af en sensation, her i januar. Jeg vil overlade det til ornitologerne at komme med kloge bemærkninger, og blot bevare fornemmelsen af noget sensationelt. [25. januar. For Storkene.dk er det ikke noget mysterium: "Storken ... har overvintret i Veksø i tre år. Han kommer i oktober og trækker tilbage til Skåne, hvor han yngler med en hun på Karups Nygård, når det bliver marts. I Veksø bor han på en rede, der stort set har besøg af storke året rundt. Værebro Ådal er et rigtig godt fouragereingssted for storke." Jeg bukker og takker for svaret.]

Det som gør Værebro Å interessant for vandrere i forhold til fx Mølleåen og Harrestrup Å, er at på trods af landbrugets ihærdige anstrengelser for at tæmme den, har åen formået at bevare en vis rest af vildskab. Ikke at man skal gøre sig illusioner om et ur-landskab, snarere af en å som bare flyder - og formentlig til landmændenes ærgrelse: flyder over - sine bredder og p.t. danner et sumpet område med masser af dyre- og fugleliv. Åen er mange steder ikke bare en velafrettet rende med fast bred.

Set fra jernbanestien hvor åen krydser Frederikssundsvej ser åen meget tæmmet og tilforladelig ud. Men man skal ikke langt ned, før så begynder jordbunden at svuppe moseagtigt under ens fødder. Man fortrænges længere og længere væk fra bredden, og et storslået ådalslandskab åbner sig i i stedet.

Jeg havde optimistisk satset på at frosten ville gøre turen nemmere, men det var nok snarere gummibåd og gummistøvler jeg skulle have haft med, hvis jeg ville have fulgt åen. Det blev så ikke til noget, men en tur på kryds og tværs, frem og tilbage, giver så til gengæld en masse nye vinkler på et mindre område, nemlig mellem Kildedal og Veksø Station. Et godt råd er at man må vælge side. Åen er så dyb og så bred at hvis man skal over, må man svømme.

Som udenforstående vandrer kan jeg måske godt forstå landmændenes råben vagt i gevær over for at området forsumper, træerne dør, osv. På den anden side er der ikke så meget af den slags landskaber i Nordsjælland. Meget ligner en (og undskyld udtrykket: kedelig) kornmark. Og dyre- og fuglelivet er intenst på denne frostklare januardag. Man må håbe der kan komme en tilfredsstillende løsning for alle parter.

Det gjorde jeg så, og valgte nordsiden af åen, trekanten mellem åen, jernbanen og Hovedvej. Og her er rigeligt at gå rundt i. Lavtliggende sumpede områder langs åen. Jagthytter og jagtområde. Højdepunkter omkring Skelhøjgård og Vaselund med rigtig gode udsigter. Stien til Smørum går igennem her, men den var fuldstændig oversvømmet ved broen over åen. Det var lidt en streg i regningen.

Hvis man er til åbne landskaber, så er ådalen lige stedet. Her set fra vandrestien mellem Smørum og Veksø. Som ikke kan anbefales nok, selvom den p.t. er oversvømmet broen over Værebro Å. Husk gummistøvler! (Det gjorde jeg ikke, og måtte vende om).

Værebro Å omtales i Store Danske prosaisk som en stærkt reguleret 30 km lang å med udspring i Fedtmosen og Smørmosen og udløb i Roskilde Fjord. Det meste af dens 152 km2 store opland udgøres af de korte, dybe tunneldale mellem Bagsværd, Slangerup og Stenløse. 609 ha af Værebro Ådal blev fredet i 2014 dels for at undgå en uønsket bevoksning, dels for at sikre bedre tilgængelighed for offentligheden, bl.a. ved anlæg af 11 km nye stier. I oktober 2014 åbnede et nyt udkigssted, et såkaldt panoptikon, ved Kongebakken i Smørum.

Området må være et eldorado for ornitologer for tiden. Der er masser af liv i vådområder, og disse grågæs passerer gang på gang i store flokke tæt over ens hoved. Mange af dem holder netop til i de oversvømmede områder. Udover det er der masser af råvildt og jeg så også en enkelt hare.

I 1130'erne kæmpede man om hvem der skulle være konge i Danmark, og det kulminerede i Slaget om Værebro Å. Også i vore dage foregår der slag med mere fredelige midler. Jeg har nævnt den ved en tidligere lejlighed for ca. et år.Siden da er der sket en del nyt. De vigtigste spillere med reel magt er lodsejerne (som ejer arealerne), Danmarks Naturfredningsforening, staten (Folketinget) og kommunerne, mens interesseorganisationer som sportsfiskerne blander sig fra på sidelinjen.

Udsigt fra bakkedraget ved Skelhøj. Hovevej til højre. Ikke bare er udsigten er god. Lyden af liv fra dyr og fugle må gøre enhver vandrer glad og mæt af oplevelser.

Naturen som kampplads

Uden at være part i sagen, kan man vist godt konstatere, at dialogen ikke har været alt for god. Gensidige beskyldninger, bitterhed og andet gennemsyrer de møder som man kan se referater af på nettet samt artikler i aviserne. Det kan også være svært at se hvordan holdninger om at området er ved at forsumpe og ødelægge trævæksten kan forenes med holdninger om at det er en rigtig god ide at det sker for at etablere et vådområde.

Å-laugets holdninger fremgår af en video hvor formanden fortæller på YouTube om åens problemer, forsumpning og trædød. Desuden referatet fra et borgermøde på Egedal Rådhus 10. april indkaldt af å-lauget med egne indkaldte eksperter. Ålaugets medlemmer mødte talstærkt op, mens kommunens folk kun mødte fåtalligt op. Det anspændte forhold mellem parterne skulle dog være under opblødning, og der nu kan holdes møder mellem formanden for miljøudvalget og å-lauget. Ligesom både DN og lauget er enige om at dobbeltprofilvandløb og miniådale er en god ting. Naturfredningsforeningen har udarbejdet sit eget fredningsforslag 2012, mellem Veksø og Stenløse.

Som nævnt fortolker parterne å-relaterede fænomener forskelligt. Det gælder også når naturen er voldsom som oversvømmelsen 6. december 2013. Lokalavisen Egedal skrev om den vindstyrke 18 m/s fra Nordvest som pressede vandet fra Roskilde Fjord - mod strømmen - tilbage gennem Værebro Å. Værst var truslen i den sydlige del af landsbyen Tangbjerg og erhvervsområdet Værebro, mens der på resten af strækningen var tale om naturområder, hvor landmændene skal holde deres kreaturer væk.

Privat - adgang forbudt

Vis hensyn! Hvis Danmark er danskernes land, så betyder det ikke nødvendigvis at alle danskere har adgang til det. Som Egedal Kommune skriver i Regulativ for Værebro Å, (u. å) er sejlads godt nok tilladt, men ikke at betræde andres ejendom. De to meter brede banketter langs vandløbets øverste kant må ikke dyrkes, ikke foretages jordbehandling, plantes, foretages terrænændring, eller opføres bygværker. Desuden må bygninger, bygværker, faste hegn, beplantninger, udgravninger og lignende anlæg af blivende art, må ikke anbringes nærmere end 8 meter fra vandløbets øverste kant uden vandløbsmyndighedens tilladelse.

Ruten

Er ubeskrivelig, i bogstaveligste forstand.  Der er få stier, slet ingen veje, og man må bare forsøge at gå - med fuld respekt for den private ejendomsret - hvor man nu kan komme til.

Stridsmarker: Nybølle Vandværk

Året 1923 bød på to nye vandværker for københavnerne: Nybølle og Islevbro

Dagens rute bød på et behageligt gensyn fra en tur i september sidste år. Dengang var målet Edelgave og jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvad jeg nu vil beskrive nedenfor. Det viser jo blot at et landskab og landsbyer kan ses igen og igen, med nye øjne og synsvinkler. Turen byder på mange små overraskelser ind i mellem.

Kik over Værebro Ådal fra bakken ved pumpestationen på Værebro Kildeplads. Godt nok hører panoramaet til i slutningen af turen, men det viser meget godt det let kuperede landskab med blanding af marker, moser og spredt skovbevoksning, som turen fører igennem.

Da Thorsbro Vandværk blev opført, indlemmede København Brønshøj. Sundbyerne og andre omkringliggende kommuner. Førhen lokale vandværker skulle nu indgå i en større sammenhæng. For Brønshøj Vandværk (Frederiksborgvej 79) kom det til at betyde kort levetid 1896-1913. Hvorefter belysningsvæsnet overtog bygningen. På Væggen er et billede af værket. Af Valby Vandværk (1896) er kun en mindre byging tilbage langs Roskildevejen. Også Sundby Vandværk (1900), ikke at forveksle med andelsværket fra 1941, eksisterer ikke længere. Men man kan se en oversigt over bygningerne i Trap Danmark.

Og her et kik fra Ledøje mod syd og Tysmoseområdet. Der er da en del marker, men der er nu også ret mange rideskoler i området. På denne tid af året er der ikke landlige lugte fra bøndergårdene. Men det skyldes måske at der blæser en frisk kuling.

Nybølle Vandværk (1923)

For Københavns Magistrat kiggede langt ud over kommunes grænser. I perioden 1914-16 købte Københavns Kommune Holmagergård og omliggende arealer ved landsbyen Nybølle. Gården er i dag rideskole. Og i 1922 stod Nybølle Vandværk klar. Set på et kort ligger værket i lige linje indtil Kildepladserne langs Harrestrup Å med det tilhørende Kildevandsløb. Og for at håndtere de omfattende vandmængder afsatte kommunen i 1918 afsatte penge til filteranlæg og pumpestation for Nybølle ved Islevbro. Dette vandværk åbnede i 1923 og burde være med i denne rute. Men det må vente til et opsamlingsheat.

Nybølle Vandværk er adgang forbudt for publikum. Kun en ret stor funktionærbolig ligger tilgængelig ved vejen. Kildepladsen ligger foran vandværket og Nybølle Å løber til venstre bag træerne. Lidt skuffende efter at have gået så langt, så vær forberedt på at dette nok er det tætteste man kan komme til  værket.

De første kildepladser var Nybølle, Nybølle Øst og Vest, Katrinebjerg, Hove og Tyskemose. Værebro er vist kommet til senere. Nybølle Vest og Tyskemose er forurenede. Nybølle kildepladser blev tilplantet med træer, hvor der før var et barsk og skovløst areal. Disse blev i øvrigt brugt som tømmer til senere anlægsarbejder. Pga. orkanen i december er kildepladserne ret ufremkommelige for væltede træer. I dag ligger pladsene i to kommuner, Egedal og Høje-Tåstrup.

 Tysmose Å. Turen langs Tysmose Å og Nybølle Å er på denne dag lidt strabadserende. Der er ingen stier og selv om vejret er tørt, er jorden gennemblødt. Støvlerne synker godt i og flere steder må der gås omveje om helt oversvømmede områder. Dog ikke her. I stedet kan man se de store arealer med bjørneklo, som her ser ud til at være blevet fældet.

Jeg nåede ikke ned til kildepladsen ved Kathrinebjerg. Det er ellers er et af de områder hvor energiselskaberne begyndte at være opmærksom på omkostningerne ved vandindvinding, og nu afprøver en  "grundvandsvenlig drift", dvs. at lodsejerne får penge for at undgå at bruge pesticider og bruge mindre gødning.

Tysmose Kildeplads. Det er ikke anbefalelsesværdigt at tage den anden bred, selv om store dele af markerne på denne strækning er oversvømmet. Her er det endnu mere ufremkommeligt og desuden er der private fritidshuse bagest i billedet. Her så jeg for øvrigt en ræv som lå på lur efter nogle gæs. Formentlig var den sur over at jeg skræmte dem væk. Gæssene derimod var måske tilfredse nok.

Nybølle Landsby

Nybølle er i dag som dengang en temmelig anonym landsby. Den ret sparsomme hjemmeside for landsbyen meddeler kækt at "I Nybølle har vi alt, på nær det vi mangler". Der er 5 gårde, hvoraf Nybøllegård og Tangkærgård er de ældste, og der skulle være et missionshus fra 1880'erne. Ellers er alt på mediefronten roligt i Nybølle. En rask søgning i Infomedia viser ikke nogen opsigtsvækkende begivenheder.

Nybølle Kildeplads umiddelbart øst for selve vandværket. Åen løber ude til venstre. Arealet er let kuperet, og nogenlunde fri for væltede træer.

Fredning af Værebro Å

Værebro Å og alle dens åforbindelser med lokale navne og tilknyttede sideåer er en vigtig faktor i vandværkets lokalområde. Den ellers fredelige Værebro Å er genstand for et rivegilde mellem biologer, lodsejere, ålaug, kommunalbestyrelser og Naturfredningsforeningen. Om snart sagt alt: Om Værebro Å overhovedet er en å, hvem der forurener og hvor meget, hvad den skal være i fremtiden mm. Det ligger i åers natur at  de har det med at stige og falde efter vandmængden, især efter ekstremregn. Og Værebro Å er flere gange gået over sine bredder og har oversvømmet marker og bebyggelser, endog forårsaget druknedød af får og andre dyr. Sagen fik nogle RUC-studerende til at lave speciale om Værebro Å (2010).

Værebro Å er ret utilgængelig, så i stedet viser jeg et billede fra Nybølle/Hove Å. Åerne løber i et område sammen og oversvømmer områder som her. Meget idyllisk, og det er også på en flad sten med denne udsigt jeg indtager den varme chokolade med müsslibarer til. Hårdt tiltrængt, kan jeg mærke på fødderne. Og det er ikke slut endnu. Forude venter jord der nærmest kan sammenlignes med gennemvædet spagnum.

Nordsjællands Landboforening mente i 2011 fx at Værebro Å ikke er et naturligt vandløb, men en afvandingskanal. Baggrunden var oversvømmede kornmarker, kældre mm. Naturlige vandløb er EU-beskyttede og skal derfor sikres god økologisk tilstand i vandløbet. I april 2011 var en 95-årig mand fra plejecenter Damgårdsparken i Stenløse nær druknet i åen, da hans rollator fra en smal sti gled ned i åen. Det lykkedes dog for to piger at redde manden ved at tilkalde brandvæsnet.

Hove Kildeplads, umiddelbart op ad Hove Å, illustrerer måske meget godt hvorfor turen kan blive lidt anstrengende. Området er tydeligt mærket af væltede tråer, og jordbunden er nærmest sort. Udsigten fejler dog ikke noget. Og i modsætningen til så mange andre åer, er der rigeligt med vand og strøm i Hove Å. Eneste minus er måske at den er rettet meget ud, så der ikke er levnet meget råderum for fisk.

I juni 2012 kom Danmarks Naturfredningsforenings Fredningsforslag, 2012. En af lodsejerne, Jan Hansen (Veksø) startede en underskriftindsamling imod fredningsforslaget. Han ville miste ejendomsretten til 52% af sin jord. I oktober gik Ålauget mod Egedal Kommune, og henvendte sig direkte til Folketinget fordi de mente kommunen gjorde for lidt ved byforureningen af åen. Heller ikke et besøg hos daværende miljøminister Pia Auken gav noget resultat. Ålauget har flere artikler i lokalavisen samt åbenbart bombarderet kommunen med så mange emails at borgmester Willy Eliasen i lokalavisen 7. november 2013 meddelte at han nu havde besluttet ikke længere at svare på dem. Fredningsplanen blev godkendt marts 2013 i Roskilde og Egedal kommuner.

Hove Å tæt på Hove Mølle. Fotoet yder ikke hverken bredde, dybde, strøm eller rislen fuld retfærdighed. Men når man står derude, er det ikke svært at forestille sig at åen her har kunnet drive en vandmølle. Faldet er ganske betydeligt, og strømmen ser ud til at være meget stærk.

Bag diskussionen anes også en vurdering af om forureningen af byerne eller landbruget er værst. Ifølge Lokalavisen Egedal, 12. februar 2013 er dagen til behandling i de involverede kommuner. Orkanen Bodil i december 2013 fik åen til at løbe den forkerte vej og løbe over sine bredder, men ellers har der været tavst om sagen.

Værebro Kildeplads er for mig lidt af en skuffelse. Jeg havde troet at man her kunne se Værebro Å, men arbejdsvejene løber for det første ikke hele kildepladsen igennem, for det andet løber de langt væk fra åen med marker imellem. I baggrunden ses pumpehuset. Værebro Å krydser under broen i forgrunden - bemærk advarselsskiltet. Kildepladsen går mod vest bag fotografen og mod øst fra pumpehuset.

Islevbro (1923)

Som nævnt burde Islevbro Vandværk være en del af denne tur. Det blev opført som filteranlæg og pumpestation for Nybølle, Søndersø og kilderne de "gamle" kilder. Men værket ligger for langt væk fra Nybølle. Jeg har på tidligere ture været forbi vandværket. Jeg har af Sune fået en henvisning til filterstationens barndom, da den lå på en bar mark og før værket blev opført. Billedet afslører også det dengang åbne Kildeløbet, altså den kanal hvor vandet fra Kilderne løb ved siden af Harrestrup Å. Nu foregår det i rør, og selv vandværksansatte jeg har snakket med fra Islevbro var slet ikke kendt med Kildeløbets eksistens. Billedet er taget fra dæmningen mellem løbet og åen. Hvis man sammenligner det med mit nyere billede, taget i den modsatte retning (fra volden mod vandværket), vil man se at Kildeløbet og dæmningen nu er væk. Interesserede kan læse mere om vandets fascinerende udvinding i Naturstyrelsens "Værket ved Islevbro" (2011). Med til historien hører også Brønshøj vandtårn. (1928).

Og lad mig slutte af med lidt landsbyidyl fra Hove. Gadekærsvej. Nu kan det næsten ikke blive mere landligt. Kun plasticskraldespandene bryder lidt af fornemmelsen af tidslomme. Området vrimler med den slags udsigter, også Hoved Overdrev. Men mange af gårdene ser ud til at skrante ganske gevaldigt. Det er nok ikke det nemmeste sted at bo for moderne mennesker.

Vandværkspause

Lidt over halvvejs gennem vandværkerne holder jeg en pause i denne serie. Jeg trænger til andre vandremål. Generelt har jeg erfaret at kildepladserne er gode, smalle vandrestier (arbejdsveje), og det er fuldt ud tilladt at gå på arbejdsvejene. HOFOR har små kort ved indgangene over kildepladsen. Naturen veksler fra flade marker til skovlignende områder. Ofte i å-dale.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Ruten

Ledøje. Sti sydpå til Tysmose Å og Nybølle Å (Kildepladserne Tyskemose og Nybølle Øst). Nybølle Vandværk. Nybølle. Sti forbi Olehøj til Nybølle Å (Hove Kildeplads). Overdrevsvej. Hove Møllevej. Hove Å. Østrup Holme. Brohaven. Værebro Kildeplads. Blæsenborgvej. Stenløse Station. Ialt ca. 16 km. Dagens tur er måske ikke så lang, men især første del langs Tysmose og Nybølle åer er ret strabadserende: Bløde, ofte oversvømmede områder uden egentlige stier.