Store Vejleå Albertslund-Ishøj

Vandringsløse har skrevet en del gange om Store Vejleå, bl. a. i forbindelse med de store oversvømmelser i september 2017. Det kastede et indslag i TV Lorry af sig. Denne gang har jeg lavet et par sidespring til tilgrænsende vandringsmål.

Nærmere på betegnet på strækningen mellem Albertslund og Ishøj, altså i det område hvor åen er mest synlig. Og i det område hvor man for alvor får et indtryk af at der er tale om en ådal idet man ikke skal ret langt væk fra stien før det hele begynder at blive dejligt sumpet og fyldt med dyreliv.

Boldbanen til fængslet. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvordan fangerne har fordrevet tiden her med atletik og boldspil. Her får man også indtryk af stjernene i fængselsfløjene. Og højden af mur og hegn. Nu holder Nordisk Film til mod højre.

Statsfængslet Vridsløselille

Det er ved at være sidste udkald for at få et gys ved at gå rundt - og visse steder endog ind på - det gamle statsfængsel Vridsløselille. Den centrale panoptikonbygning sker der ikke noget med, men de fire fængselsfløje med cellerne skal rives ned. Godt nok kommer der bygninger de samme steder som ligner de gamle cellefløje, og murstenene genanvendes. Planen blev godkendt i efteråret 2022. 

"Egon Olsen" - sidelæns. Den berømte port som blev vist i filmene set fra siden. Nu er Nordisk Film så rykket ind i området.

Den grønne port, inspektørboligen og kirken bevares. På udenomsarealerne bliver der opført seks boligkvarterer med etageboliger og rækkehuse. Tidligere indsatte vil måsle sukke over at der ikke blev brygget øl dengang de sad der. Men det gør der så nu, bryggeriet Slowburn Brewing Co-op er flyttet ind, og de leverer bl.a. til fire michelin-restauranter. Og sådan er der så meget i vente. Fængselsgrunden - selv om man ikke rigtig kan komme ind uden på de guidede ture - er stadig creepy at gå rundt i. De høje mure og hegn. Nordisk Film var ved at optage da jeg kom forbi, og så er der ingen adgang. Om føje år er der grønne områder og gårde og formentlig også barnelatter og lystig pludren, og så er den uhyggelige stemning vel væk - sikkert ikke mange vil savne den. Jeg fik i hvert fald rigeligt.

Store Vejleå. Hyldager Bakker Nord ligger lige ud for Vridsløselille. Ovenpå bakkerne hældes der pt jord af store maskiner.

Vridsløselille har stadig gadestrukturen fra landsbytiden intakt med et par gadenavne der peger mod den tid. Men ellers er der ikke meget landsbypræg over byen. Moderne tider har også her sat sit præg, selv over de gamle huse der er blevet moderniseret og kun stråtag eller gårde minder om den svundne tid, landbrugssamfundet. Ned mod Store Vejleå ligger den måske mest velbevarede bondegård der nu er fritidscenter. Og endnu tættere på åen kan man støde på heste. Der så noget forkomne ud i det plørede vejr.

Ved Toftagergård, Vridsløselille.

Hyldager Bakker

Siden Albertslund Kommune i 2018 vedtog en natur- og landskabsplan Hyldager Bakker er der sket en del, og der kommer til at ske mere, for der skal etableres et boligkvarter og byudviklingsprojekt som forventes færdigt i 2024. Det rekreative område syd for jernbanen ser ud til at være næsten færdigt med udsigtspunkt, aktivitetsområde - æblelunden og skovbrynet mangler dog stadig. Nord for jernbanen ser det straks noget mere ufærdigt ud. Buldozere og graner arbejder på at lave bakkerne. Her kommer der engang dyrefolde, ridestier mm. En noget smattet affære pt. 

Hyldager Bakker, syd. Her skal der være aktivitetetsområder, man kan se en legeplads under opbygning langs jernbanen.

Mens intentionen kan være god nok, kan man være noget ængstelig for den infernalske larm fra Holbækmotorvejen som er nærmeste nabo mod vest. Her er togtrafikken kun en mindre larmende problem. Faktisk er łarmen på denne dag så intens på toppen af bakkerne at man får indtryk af at sidde midt på motorvejen.

Store Vejleå. På dette sted var området helt oversvømmet  i 2017 og selv om det er tørt nu, så fornægter mosen sig ikke.

Som så meget på Vestegnen er det svært at se hvad der er skabt af naturen og hvad der er skabt af mennesker. Det 35 meter høje Høeghbjerg er menneskabt. Det er overskudsjord fra den voldsomme udbygning af Albertslund sidst i 1960'erne. Omvendt er åen netop på denne strækning blevet restaureret og ført tilbage til en mere naturlig tilstand med dyr og planter. 

Tueholm Sø. Ligeså kunstig som Høeghsbjerg, men det gør ikke noget for dyrelivet.

Også Tueholmsø for foden af Høeghsbjerg er menneskeskabt. Det ser svømmefuglene nu ikke ud til at lade sig gå på af. 

Store Vejleå. Dæmningen ses til højre, og stien gemmer sig nedenfor. Ved høj vandstand ligger vandspejlet højere end stien. Det rene Holland.

Store Vejleå er blevet renset op, og oprensningen ligger langs stien. Her kan man se at der sine steder er masser af muslinger i åen. Muslingerne stammer dog ikke fra nulevende dyr, men fra dengang området var en fjord og vandstanden var ca. 3 meter højere end i dag. Fjorden er senere blevet til mose og eng, men skallerne findes altså stadig.

At området er en tidligere fjord som senere gik i mose og endnu senere blev afvandet da man inddæmmede Store Vejleå, fremgår tydeligt af dette foto. Selv om det måske ser lidt kedeligt ud for den forbipasserende, er det et eldorado for fugle, insekter, frøer mm og en landskabstype som ikke er alt for udbredt.

Man lægger nok ikke meget mærke til det, men det område som ligger i det mest infernalsk larmende område mellem motorveje og motorvejsudfletninger, nemlig Vallensbæk Mose, det mest uberørte område lands ådalen. Nogen nydelse kan der dog ikke blive meget af. Larmen er her så stærk at man får lyst til øretelefoner eller høreværn. Men kan man abstrahere fra det, kan man godt ane det uberørte.

Tranegilde. Udkanten af den forhenværende landsby. Nu rummer landsbyen bl.a. Ishøj Teater.

Tranegilde landsby har ikke meget tilbage af den oprindelige landsby at gøre. Ikke kun fordi larmen fra motorvejene er ganske mærkbar her. Nyt er at Ishøj Dyrepark netop har gang i et projekt sydøst for Tranegilde, et område for helårsgræsning til dyrene til at live lidt op i området hvor der er store højspændingsledninger langs motorvejsstrækningen. Der skulle også komme en trampesti hele vejen rundt. Området ligger langs motorvejen.

Ruten

Albertslund Station. Det tidligere statsfængsel Vridsløselille. Vridsløselille. Store Vejleå Hyldager. Store Vejleå. Høeghsbjerg. Tueholm Sø. Vallensbæk Sø. Store Vejleå. Tranegilde. Ishøj Station.

Turen er omkring 15 km. Dagsformen er efter en grå vinter med megen regn ikke helt i top. Dagen var en af de få solskinsdage.

Måløv, Store Vejleådal, Taastrup

Tur på gang- og cykelstier gennem det bakkede landbrugsland og den fredelige Store Vejleådal er en afslappende efterårsvandring.

Jeg er ikke så meget ude på nye eventyr for tiden, så det bliver næsten kun til kendte stier, blot i forskellige retninger og på forskellige tider af året. Denne gik fra station til station. Jeg er tidligere gået i dette område den 25. april 2013, den 21. april 2014 hvor jeg studerede anlæggelsen af motorvejstilkørslen, og endelig oversvømmelserne 15. september 2017 (som også blev bragt i TV Lorry).

Kik fra Smørumnedre mod Smørumovre Kirke. Smørumnedre har enkelte spredte hus fra landsbytiden, men noget egentlig sammenhængende område er der ikke tale om.

Starten af turen gennem Mårum kan man vælge sådan lidt forskelligt. Ruterne byder på nogenlunde det samme, men man kan dog som jeg gjorde i dag lave en mindre omvej lidt vestpå for at opleve resterne af den gamle landsby, Smørumnedre. Der ligger enkelte bindingsværkshuse og gårde tilbage. Omend det ikke på nogen måde skal gøre det ud for et samlet billede af hvordan her har set ud i meget gamle dage. Modsat Smørumovre er Smørumnedre i den grad præget af moderne sovebysvillaer.

Stien fra Smørumnedre til Ledøje, snorlige. Her ved Loholmgård.

Ledøje

Syd for Smørumnedre starter så Risby Mosesti som leder ned mod Store Vejleådal. Men først dog forbi den velbevarede landsby, Ledøje. Velbevaret, forstået som at man nogenlunde har bevaret de ældre huse. Hvad der er væk, er selve landsbylivet og de funktioner som husene blev bygget til. I hvert fald de gange jeg har passeret byen. Der er ingen forretninger, og et bedragerisk skilt med "Cafe" kunne forlede til at man her kan få en kop kaffe. Men det kan man ikke, med mindre man lejer hele balladen til festlokale.

Ledøje Landsby. Mennesketom. Men stemning er der da, med denne flotte spejling af huse og kirke. Cafe er i virkeligheden et hus man kan leje til festlige lejligheder.

Byen samler sig om landsbykæret. Eller, husene gør. For beboerne er der ikke på denne lidt grå, men ellers udmærkede efterårsdag (og ved de andre lejligheder jeg har været her), ser jeg kun enkelte beboere som haster til eller fra deres biler. Kun ved kirken er der lidt liv i form af en rengøringsmand.

Kik fra kirkegården mod syd. Mere landsbyagtigt kan det vel næppe blive. Der mangler kun lugten af komøg og gylle.

Der er låst til kirken ellers, så jeg får ikke genset det lidt særprægede indre. Må nøjes med udsigten fra den bakke hvor kirken ligger. Får også kikket lidt nærmere på forsamlingshuset. på vej tilbage til stien mod syd til Store Vejleådalen. I udkanten af Ledøje mod syd dukker der en enlig rytterske op. Her er en rideskole - en typisk anvendelse af de gamle gårde overalt på Sjælland.

Risby Mosevej forbinder Ledøje med Store Vejleåstien.

Risby Mosevej har jeg ikke gået på før. Den fører gennem et landbrugslandskab med spredte kreaturer, men ellers de sortladne pløjmarker. En gård hist og pist i det fjerne. Ikke så befolket med dyre- og fugleliv, men til gengæld heler ikke så plaget af motorvejslarmen længere sydpå.

Rekonstruktion af en bro fra ca. 980 ved Ravning Enge, Jelling. Vejen er også en rekonstruktion med eksempler på forskellige belægning.

Store Vejleådalstien

Et stykke mod syd løber stien sammen med Store Vejleåstien. Selve åen ser man ikke meget til, den ligger i behørig afstand fra stien. Men det er overvejende et godt vandreområde med varierede landskaber. Ud for Risby ligger en rekonstruktion af en vikingelandsby, og nyt er her en vikingebro med tilhørende vej. Det blev vist for nylig i fjernsynet da den blev åbnet. Her så man at frivillige, også børn, har bygget på den og lært en masse ting på denne måde. Det meste er lavet af "gamle" redskaber, med lidt hjælp af moderne.

Store Vejleådalen, ved Pometet. Et typisk vy mod åen som løber et eller andet sted mellem træerne.

Længere mod syd kommer jeg for første gang siden oversvømmelserne i 2017 gennem den del af stien som var godt og grundigt oversvømmet. Det er den så ikke længere, men dele af stien er faktisk stadig ret sumpet. Et enkelt stykke på en 5-10 er helt oversvømmet, og der er etableret en alternativ sti op i terrænet, med en nødtørftig gangsti af træstammer.

Nuttede og forventningsfulde (?) lam. De er alle øremærkede, og mæher forventningsfulde da jeg passerer. Jeg ved ikke lige hvad de forventer sig af mig, men det bliver i hvert fald ikke opfyldt, og med beklagende mæh'er haster jeg videre mod Taastrup.

Tæt på Taastrup kan man for alvor begynde at høre motorvejen som ellers kun har begrænset sig til en fjern susen. Man skal under den, og langs med den. Og larmen er ganske forfærdelig. Det er ellers ikke lige i myldretidstrafikken så gad vide hvordan det vil lyde om et par timer? Taastrup er sikkert et rart sted at bo, men måske ikke lige det første sted vandrefolket vil fouragere. Så det er hurtigt op på stationen, og hjem til Valby og den økologiske cafe på stationen. 

Forår?!

Efter en våd, blæsende og kold marts er det næsten ikke til at tro at det er forår. En forsigtig vandring viste dog at det er det - så længe det varer

Lille og Store Vejleå er efterhånden kendt terræn. Så weekendens tur var egentlig bare sat sammen således at den skulle bevæge sig på stier og landeveje som jeg endnu ikke har betrådt. Og så ellers bare nyde solen og varmen.

Udsigt fra Rævebakken. Dønnergård Bagved Køge Bugt Motorvejen oog det åbne landskab mod Strøby Huse og Kildebrønde Landsby.

Godt en kilometer stik nord for Greve station ligger der et bakkedrag, Rævebakken. Jeg har ikke kunnet finde ud af om det er naturlige bakker, men de minder umiskendelig om de affaldsbjerge som også findes i Vestskoven og ved Ejby. Altså anlagt over årtiers bygge- og husholdningsaffald og dernæst dækket af jord. Nu er de groet godt til. Udsigten er ikke overvældende flot. Det bedste kik er mod nordvest.

Jeg passerede Ringsted-Københavnbanen flere gange. Her er det ved Bag Kirken, lidt sydøst for Kildebrønde.

Grænseområdet mellem by- og landområder er skarpt trukket af Køge Bugt Motorvejen der nu er ved at få følgeskab af København-Ringstedbanen. Endnu kører der ikke tog på skinnerne så man kan stadig passere. Men jeg går ud fra at når togene engang kommer susende forbi med over 200 km/t ved det hele være indhegnet. Der er dog etableret broer eller viadukter over eller under banen.

Kappelev Landevej set fra markerne lidt nord for Kildebrønde. Området er gammelt landbrugsland.

Jeg har efterhånden besøgt de fleste landsbyer vest for motorvejen og jernbanen - og i dag endnu en, nemlig Kildebrønde. Det er muligvis meget hyggeligt at bo i Kildebrønde og for vandringsfolket er der da også en ganske nydelig kirke og gammel skole (lige overfor) at kigge på. Kirkens ældste dele er af frådsten, de yngre af munkesten og den er ikke blevet pudset over. Skolen er fra 1860 og lukkede i 1954. Herefter blev den indtil 1981 brugt til genhusning. Siden har den været brugt som menighedsgård.

Udsigt fra Ishøjen mod Issøen. Som Rævebakken er der udsigt over boligkvarterer næsten hele vejen rundt. Og motorvejen.

Eftersom jeg har været gennem Ishøj Landsby adskillige gange, tog jeg turen gennem haveforeningsområdet syd for. Og jeg skal da love for at det er fornemt af et haveforeningsområde at være. Det ligner nærmest noget helårsbebyggelse. Øst for kan man tage Ishøjstien. En fortrinlig vandresti uden de store oplevelser, med mindre man er interesseret i industrikvarter og motorvej. Ishøj har også sit eget "Rævebakken", Ishøjen og en tilhørende sø, Issøen. Igen kan man blive i tvivl om det er en naturlig bakke eller et affaldsbjerg. Nok det sidste.

Tranegilde er altid god for motiver. Her fra den forsvundne kirkehøj.

Ca en kilometer nordøst for Ishøjen ligger et lidt specielt boligkvarter omkring en lille dam, med gadenavne som Spindestræde, Tværstræde og Murergården. Så sandelig om der ikke også ligger en Elite Købmand midt i det hele. Hensigten har formentlig været at skabe noget landsbylignende omkring et gadekær. Igen er det svært at se om det er lykkes. Der stå kun en enlig fisker. Det hele er åbenlyst bygget af beton i en ubestemmelig grågul nuance. Min kollega Sune har begået en meget præcis og informativ artikel om stedet.

Vi kan ikke få for meget Tranegilde i sådan et flot vejr

Befolkningstætheden er betydelig højere end i Tranegilde som ligger spejlvendt af motorvejen. Størrelsesmæssigt er de lige store. Her er som bekendt masser af historie som man dog skal have stor fantasi for at forestille sig.

Den blev vist lidt irriteret på at jeg blev ved med at insistere på at tage et foto. I hvert fald gik der ikke mange sekunder før den lettede.

Jeg slog lige et smut forbi Store Vejleå for at se hvordan det var gået siden oversvømmelserne i september 2017. Det var som bekendt i den anledning at jeg var i TV Lorry, efter at have tippet dem om naturfænomenet. Nu var der så blevet tørt, kun et enkelt sted annoncerede Ishøj Kommune med at de var i gang med at rense åen op.

Så blev foråret formentlig indledt. Og længere vandreture til mere eksotiske steder forhåbentlig mulig.

Oversvømmelser: Store Vejleå

Ishøj - Måløv langs Store Vejleåstien og Vestegnstien er en over 20 kilometer motorkøretøjsfri vandre- og cykelsti. I denne tid med en ekstra attraktion: oversvømmelser

Tranegilde Mose. Et eldorado for fugle, insekter og anden god natur. Utilgængeligt for mennesker 

I denne tid kan man opleve det fascinerende syn det er at se naturen spille med musklerne, i dette tilfælde vandmasser som har oversvømmet de nedre 10 kilometer langs Store Vejleå. Værst er det ved broerne under Holbækmotorvejen mellem Vallensbæk Sø og Tueholmsøen. De er ganske enkelt ikke passable, men oversvømmet. Jeg måtte ud på en 2½ kilometer omvej til Vejlegårdsvej.

Oversvømmet mark ved Store Vejleå nord for s-banen. Køerne ser ud til at være ligeglade og nyde vejret.

Naturen kræver sin ret

Derudover er store dele af stien oversvømmet med vandhøjder op til midt på skinnebenet. Først nord for Motorring 4 er stierne helt tørre. Med al respekt for de mennesker som må lide under oversvømmelserne, så kan jeg ikke andet end at være imponeret over disse stille, men enorme kræfter som her er i gang. Udløst af den vedvarende regn der har været siden sommerferien.

Åen skal ikke stige meget mere før haverne bliver sat under vand. Her nord for s-banen. I forgrunden Store Vejleå

Store Vejleå er gennem århundreder er blevet bastet og bundet, langt i render, inddæmmet af dæmninger ja sågar i 1937 decideret flyttet. Tranegilde Mose var engang en fjord, siden en mose som først blev ryddet, siden 1856 forsøgt reguleret med højvandssluse. Alt sammen til ære for landbruget. Og alt sammen alvorlige indgreb i naturens orden som trods regnvandsbassinet Vallensbæk Sø nu viser sin bagside.

Vallensbæk Sø. Stien er sat under vand, og både bænk og planche står lidt uhjælpeligt akavet ude i søen. Det samme gælder de næsten oversvømmede skilte langs søen

Trods Vejle Å er blevet renset op, kan vandet ganske enkelt ikke komme hurtig nok væk. Og det bliver formentlig ikke bedre i fremtiden med klimaændringerne som betyder havstigninger, og altså endnu dårligere muligheder for åens afløb. På den lille kilometer nord og syd for s-banen der er bebygget med parcelhuse, står haverne under vand. Og dæmningen som skal holde Vejle Å væk fra mosen og vandet i åen som et andet Holland over vandstanden i mosen, er også sine steder ved at være oversvømmet. Vandet siler visse steder gennem dæmningen.

Stien, eller pt vandvejen langs østsiden af Tueholm Sø. I baggrunden kan man se teltene fra restauranten. De står nu ude i søen.

Den nordlige bygning af Vallensbæk Vandskiklub står i vand. Men hovedbygningen er dog bygget på en forhøjning, så den ser ikke umiddelbart ud til at være truet. Også haven til restauranten i det sydøstlige hjørne af Tueholmssøen er oversvømmet. Teltene i haven stod under vand, enkelte endog helt ude i søen. Både stien langs østsiden og vestsiden af denne sø er også totalt oversvømmede. Man kan først komme ned på stien igen syd og vest for Høghsbjerg. Herefter går man nogenlunde tørskoet indtil området nord og syd for Roskildevejen. Her er stien til gengæld oversvømmet ganske markant.

Oversvømmelsen ved stien til Vridsløselille er både lang og dyb. Her måtte Vandringsmanden af med skoene og på bare tæer soppe et langt stykke med vand op til midt på skinnebenene.

Men fuglene elsker det! Overalt er der store skarer af trækfugle for hvem Tranemose og selv nogle af markerne hvor der græsser kreaturer, er blevet et rent slaraffenland for frøer, insekter osv og dermed også et eldorado af madorgie for fuglene.

Får syd for Snubbekorsvej og et prægtigt syn med flotte skyer i baggrunden. Heller ikke fårene synes at tage sig særlig meget af de sumpede områder på dele af marken. Det er her iglerne var

"African Queen"

Mine vandrestøvler viste sig at være komplet uegnede til passage på de oversvømmede stier, så jeg måtte vade igennem på bare fødder. Et enkelt sted gik der endda lidt "African Queen" over det da jeg følte mig som Humphrey Bogart der blev overfaldet af igler. Øst for Motorring 4 var søerne på stien nemlig ganske fyldt med store sorte igler. Jeg var da også lige ved at vende om, men nysgerrighed efter flere oplevelser af oversvømmelserne overvandt den plan. Og nej, jeg blev ikke angrebet af iglerne.

Rekonstruktionerne af forskellige vejbelægninger af vikingetidens veje. I forgrunden nogle sten som formentlig skal lægges. 

Ved Risby ser det også ud til at man nu endelig har fået etableret en rekonstruktion af vikingestien til vikingelandsbyen.

Afsked med den bedste del af stien ved Risby Å. Længere nordpå kommer man ud i det sortladne landbrugsland. Et noget ensformigt og kedeligt terræn. 

Sortladent, åbent land

De 12 kilometer fra Ishøj til omkring Risby bevæger man sig i en naturkorridor hvor man godt nok hele tiden kan høre motorvejene, men synet er grønt. Dette ændrer sig nord for Risby, ca 2 kilometer syd for Ledøje hvor man bevæger sig ud i landbrugslandet. Og det gælder hele resten af stien til Måløv. Stien er for så vidt ganske glimrende til vandring. Men den byder ikke på de store syns- eller lydoplevelser. Man går langs tyste og sortladne marker. Selv rabatten er ensformig og lidt kedelig at se på.

Ledøje er faktisk den eneste landsby som ruten går igennem. Og så Måløv helt mod nord.

Og så lykkedes det mig ved et tilfælde at finde svenskestenen som jeg siden april 2013 forgæves har spejdet efter. Den ligger på Skebjergvej ved Smørum Genbrugsplads. Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum Bønders hånd i 1659. De sidste to kilometer går så gennem byområder i Måløv. Jeg valgte stierne gennem det lave række- og etagebyggeri.

Ruten

Ishøj Station. Store Vejle Å Stien/Vestegnsruten. Ledøje. Måløv. I alt lidt over 20 kilometer.

Friheden - Roskilde ad Fjernvandrevej E6

Vandringsløse Tidendes første gæsteafsnit af Cykelmyggen som fører læseren på sporet af Danmarks internationale vandrerute E6

Cykelmyggens cykel ved Toftevænget, lidt nordvest for Ishøj Landsby. Vel sluppet igennem den nu næsten helt overgroede og forsvundne sti fra København-Ringstedbanen til Smågårdsrende.

Egentlig er Fjernvandrevej E6 ikke for cyklister. Den er en 5.200 km lang vej fra Alexandroupolis i Grækenland til Kilpisjärvi i Finland. Danmarks bidrag består i stykket fra Kruså til Kastrup. Dagens etape var på godt 40 km (45 med vildveje), hvilket altså er mindre end en 1/100 af hele vejen. Faktisk viste det sig at jeg tidligere har gennemtravet det meste af ruten tidligere - uden at vide det. For ruten er ikke særlig godt afmærket. Et kort er et must - og alligevel gik det galt flere steder.

Scenarie ved broen tæt på Arken Museum. Lidt atypisk scenarie. Det er nok derfor at svaneparret har udsøgt sig lige netop dette sted.

Så tæt på landets hovedstad er naturoplevelserne begrænsede og isoleret til meget små enklaver mede adskillige kilometers afstand.

Strandparkerne

Med mindre man bare godt kan lide at vandre uanset hvor, så kan manglen på naturoplevelser være en af grundene til at vælge cykel frem for vandrestøvler. Stykket langs Strandparkerne går langs de mere anonyme grusveje bag klitterne, og her har man hverken udsigt til vandet eller til indsøen. Det er mere en gennemfartsvej så man kan komme hurtigt fra sted til sted. Til gengæld er der gode vejforhold, især gennem Mågeparken i Hvidovre. Fra Ishøj Havn til Reerslev er stierne mest beregnet for mountainbikes.

Store Vejleå er klemt af marker og bebyggelse, men man aner dog dens pragt og vælde flere steder langs ruten. Her i Ishøj

Vejleåerne

Kultursteppen dækker omkring 2/3 af Danmark, og jeg gætter på at det tal er højere på denne del af E6. Rapsmarker lyser kunstiggult så blikket næsten automatisk trækkes hen mod de mere varierede grøn-blå-gule rabatter. Ruten byder ellers på strækninger langs to af de bedste åforløb på vestegnen, nemlig Store Vejleå og Lille Vejleå. Men netop på denne strækning er de temmelig klemt inde, og Lille Vejleå har ikke rigtig fået bredde og saft og kraft. Til tider minder den mest om en grøft. Her er cyklens tempo bestemt en fordel. Det går lidt kvikkere med at komme igennem.

København-Ringstedbanen hvor den krydser Motorring 4 vest for Tranegilde. Til højre ses grusvejen som har erstattet den forhenværende rute som forløb til venstre for banen. 

Til gengæld er stierne på denne del af ruten mest til vandring, og forholdsvis uegnet til cykling. Det bliver bestemt ikke bedre af at der er forsvundet næsten en kilometer af stien på grund af byggeriet af København Ringstedbanen. Men en ny sti er tilsyneladende ved at blive etableret. Hjulspor er støbt ned i leroverfladen, og turen her er nyrerystende på cykel.

Jo, det er E6. Det kan man bl.a. se på skiltet med ridning forbudt ca. midt i billedet. Men vejen er overbegroet, sandsynligvis fordi den har været spærret som følge af banearbejdet.

Kildepladserne

Hvis man er til fredfyldte og oplevelsesrige naturområder må man ty til HOFORs kildepladser. Men de er meget små i dette område. Her kan man tage sig en pause og indsnuse lugte, lytte til fuglestemmerne og i bedste fald se en ræv, et rådyr eller en hare. Nuvel, vi er tæt på Staden, så man skal ikke forvente for meget natur. Slet ikke når man bevæger sig ind på fx Benzonsdals endeløse kulturstepper med konventionelt landbrug og monokultur. I stedet kan man så fokusere på bare dette at gå eller cykle. Det hjælper på formen at motionere!

Egentlig hører Kildebrønde ikke til E6. Men ved Lille Vejleå og Ishøj Kildeplads forsvinder stien simpelthen og jeg cykler forvildet rundt indtil jeg igen kommer på rette vej ved Kildebrønde

På cykel kan man nemt komme til at køre galt eller ganske enkelt ikke bruge vandrestien. Det skete da også på et tidspunkt. Jeg kørte forkert og anede ikke hvor jeg var. Det viste sig så at være tæt på Kildebrønde. Så fik jeg også set det sted - og Strøby Huse. Som vist på fotoet er der en gammel kirke og en gul bygning, som er Kildebrønde Gamle Skole. Den er fra 1860. Hvis der går lidt Nøddebo Præstegård i det, så er det ikke helt forkert. En af pastorerne inspirerede til pastor Blicher.

På samme omvej ser jeg også Strøby Huse. Hvis det ikke lige var for den stærkt befærdede vej, kunne der da godt lugte lidt af landsbyidyl.

Tæt på Kildebrønde ligger Strøby Huse. Uden kirke og skole, men til gengæld med en vingeløs mølle. Hvis man farer vild, er området finmasket hvad angår veje, så det er rimeligt nemt at komme tilbage på sporet igen.

Lille Vejleå, umiddelbart vest for Thorslunde. Vi ser mod vest. Åen er stærkt rettet op som en snorlige rende og der er betonfliser for neden, ligesom med Harrestrup Å.

Stykket langs Lille Vejleå har jeg passeret i forbindelse med vandværksvandringerne den 12. februar 2014. Dengang var det altså stadig vinter. Men egentlig ser området omkring kildepladserne og Lille Vejleå ikke så forfærdelig meget anderledes ud på grund af de udstrakte landbrugsområder. 

Hedeland er et spændende område, og det er under konstant forandring. Dets forhenværende brug som grusgrav ses af smalsporsbanen med dens mange "stationer" eller trinbræt. Det meste er nu rekreativt område. Om sommeren kan man køre med toget.

Storlandbrug

Området syd for Thorslunde er domineret af industrilandbruget Benzonsdal. Dette område oplevede jeg første gang 21. juli 2016. Denne gang er jeg glad for at være på cykel: Kilometer efter kilometer langs trøstesløse marker uden særlig meget liv oplevede jeg dengang. Så det må gerne gå lidt stærkt med at komme gennem det. Og det er der ikke ændret ved i dag. Lyd- og livløst, kun vindens sagte susen høres.

Vindinge er et byområde som er ved at vokse sammen med Roskilde. Men den gamle brønd er dog blevet restaureret så man kan se hvordan det så ud da farfar var dreng og man mødtes ved landsbyens gadekær

Hedeland

Det er ironisk at et af de største naturområder på E6 er et gammelt industriområde, nemlig de nu for længst forladte grusgrave som man kender under navnet Hedeland. Engang et fladt hedeområde. Så krævede motorveje og husbyggerier enorme mængder grus som blev gravet op og efterlod området med gigantiske kratere der  i dag langsomt er ved at vokse til medsærpræget og varieret planteliv. Og har tiltrukket en masse dyr, fugle og insekter. Således opdagede jeg det den 25. februar 2014. Og siden er det bare vokset mere og mere til.

Og som nogen måske har gættet, har Vandringsmanden måttet ty til cyklen. Hælsporer har gjort at vandring er både pinefuld og ikke anbefalelsesværdig. Sådanne behandles nu med indlæg og forventes at være væk igen i løbet af 3 måneder.

Der er adskillige gode guider til fjernvandrevej E6. En af dem er på Friluftsguiden.

Store Vejleå

Jeg blev først opmærksom i år på at ude i Københavns vestegn løber den lidt over 11 km lange Store Vejleådal som en smuk, grøn kile fra Vestskoven til Vallensbæk Strand. 

Vejleådalen blev af Friluftsrådet vejet og fundet for let til at være et naturområde af national og international betydning. I stedet mente man at den er en grøn rekreativ kile mellem Vestskoven og Køge Bugt Strandpark. Det er slet ikke så ringe endda!

Vi støder til Vejleå ca. 3/4 km. fra dens udspring. Nogenlunde ved Vikingelandsbyen i Risby. Man kan nemlig slet ikke komme ind på selve udspringsområdet. Og i øvrigt er der heller ikke meget at se. Åen løber et eller andet sted som en lille rende midt i markerne. Den kan på dette stykke sagtens forveksles med en grøft.

Store Vejleå udspringer i Porsemosen. Vandskellet ligger i den sydlige del, nordvest for Risby. Nybølle Å løber mod Roskilde Fjord, mens Store Vejle Å løber den modsatte vej. I hundredvis, måske tusindvis af år, og i hvert fald indtil 2. verdenskrig løb åen i det åbne landskab. Den passerede inden for 1 kilometers afstand de fordums landsbyer Risby, Herstedvester, Vridsløselille, Tranegilde og Vallensbæk. Alle højst en snes gårde samt mindre huse.

Når vi nu alligevel ikke kan blive nationalpark, kan vi vel stadig drive landbrug! Og det er der masser af langs Store Vejleå. Her ved Toftegård. Egelundparken efter Motorring 3 og til Roskildevej er blandt de smukkeste strækninger langs åen. Desværre generer højspændingsmasterne noget.

Ole Rømer

At der engang var øde, fremgår af at der blev anlagt et observatorium her, fjernt fra storbyens påvirkning. Af Ole Rømer (1644-1710) som siden er blevet en internationalt kendt dansk astronom. Berømt ved i 1676 at måle "lysets nølen", som vi fik at vide på Sønderborg Statsskole. Lysets hastighed.

Den nærmeste landsby til Rømers observatorium var Vridsløsemagle. Her er det Vridsløselille. Gården fungerer som et sted hvor mest børn, men også voksne kan opleve bondegårdsliv på tæt hold. Bl.a. høns. Man kan også for en plovmand blive kørt rundt i hestevogn, hvis man er fra kommunen. Udenbys må af med en hundredmand ekstra.

Det kunne man ikke leve af i Danmark under enevælden, så Rømer ernærede sig ved at planlægge veje (indførte bl.a. milepæle), ændre kalenderen fra den julianske til nutidens gregorianske, han var kongeligt udnævnt borgmester og politidirektør i København og stod som sådan for indførelse af så forskellige ting som gadebelysning, kloakker og fokus på tiggere. Hans observatorium i Vridsløsemagle 1704-1715 forfaldt og gik i glemmebogen indtil 1978 hvor det blev fundet.

 "Vi vil ikke være våde!". En flok får har klumpet sig sammen for at undgå regnen ved Bredekærgård, Tranegilde.

Moderne veje

Og veje er netop hvad der præger området i dag. Området vest for Store Vejleå huser Vallensbækgrenen, Holbækmotorvejen og Køge Bugtmotorvejen, der blev anlagt i 1970'ernes ensidige fokus på at løse trafikproblemer. Ved sammenfletningen har byggeriet skabt sit eget landskab: De to søer,  Tueholm Sø og Vallensbæk Sø blev udgravet i 1971. Og højen Høghsbjerg er bygget af overskudsjord fra byggeri og anlægsarbejde. Traktørstedet Bakkehuset var ikke sen til at udnytte situationen i 1973. Selv om de annoncerer med at have åbent 12-16 er der dog lukket i dag. Traktørstedet holder til i et 100 år gammelt statshusmandsbrug.

Højen Høghsbjerg og søerne Tueholmsø og Vallensbæk Sø omkring motorvejsinfernoet Holbækmotorvejen-Vallensbækgrenen er tegnet og tilrettelagt af den vist meget omdiskuterede landskabsarkitekt Ole Nørgård. Man må dog sige til mandens ros at han ikke har haft meget at arbejde med. Nogle udgravninger til motorveje og overskydende jord fra byggeriet af Albertslund.

I dag er politikken skiftet. Nu er der mange planer om at gøre noget ved området omkring Store Vejleå. Selv om det er for sent at fortryde motorvejsbyggeriet. Nu står der punkter som naturgenopretning og -nyindretning, skybrudssikring, fritid, landbrug, økologi osv på dagsordenen.

Vallensbæk Sø. Som Tueholm Sø på den anden side af motorvejen er den kunstig. Den fungerer som et regnvandsbassin. Men det gør den dog ikke mindre idyllisk. Hvad der skæmmer begge områder er den infernalske larm fra motorvejene.

Landsbyerne

Landsbyen Tranegilde umiddelbart nord for Køge Bugtmotorvejen er den mindste og ældste i Ishøjområdet. Der er en 7,5 km lang natursti rundt om landsbyen og Ishøj Naturpark. På Bredekærgård drives der stadig landbrug som 1930-50. Landsbyen er for øjeblikket ved at blive sikret mod skybrud, som ramte bl.a. Bygaden. Når man sammenligner åens niveau med husenes, er det ikke underligt. Området var i jernalderen en fjord, senere omdannet til mose. I sidste århundrede blev området kunstigt tørlagt og drænet. Der er bygget dæmninger til åen og visse steder går stien under vandoverfladen. Græsarealerne ligger op til 1,5 meter under havoverfladen.

Bredekærgård i Tranegilde. Der står en gammel hestevogn foran den røde port. Men vi så nu ikke så meget til hvordan landbruget ellers blev drevet i 1930'erne. Det var selvfølgelig også søndag.

I Tranegilde har man altså en mulighed for at se hvordan landsbyer og bondesamfund fungerede før de blev erstattet af intensivt landbrug og EUs landbrugspolitik. Men Europas vej er næppe "den eneste vej", ejheller i moderne sprogbrug "den nødvendige vej". Trenden globalt går også i andre retninger. La Via Campesina er en international bevægelse som forsøger at følge en anden vej end den vestlige vækstideologi.

Et kik ud over markerne syd for Tranegilde. Det sorte er en ridesti. Nu græsser der mest heste på markerne. Landskabet her er hvad jeg mest forbinder med min barndoms marker: Åbne strækninger afbrudt af levende hegn. Og enkelte lunde som den til højre i billedet. I det hele taget er det ikke fjernt at gøre sig den illusion at man går rundt på landet. Her midt i storbyen.

Europas landbrugspolitik løste fødevaremanglen i Europa. La Via Campesina fokuserer på magt og kontrol. Altså retten til at producere sunde og kulturelt fornuftige fødevarer på økologisk vis med bæredygtige metoder. Og retten til selv at bestemme hvordan landbruget skal se ud. Den er med andre ord producent-, ikke markedsorienteret. Flere lande har optaget dette i deres forfatninger, og FN har erklæret 2014 for familiebrugsår. Om dette vil slå igennem i Danmark, hvor landbruget har alvorlige generationsproblemer, vil kun tiden vise.

Fra Vridsløselille og sydpå opdager man endelig at der rent faktisk løber en å. Ellers er den skjult i krat, marker og bevokset med siv og dunhammere. Den svulmer dog hurtigt op til at have et ganske imponerede omfang, især syd for motorvejene. Mest mod syd løber den bogstavelig i baghaver til østsiden. Disse huse ligger næppe en meter over åens niveau, og flere er bygget på forhøjninger, pæle og andet. Uden kælder.

Ruten

Stierne langs åen er ca. 12 km. Men man bør unde sig nogle afstikkere: Kroppedal/Ole Rømer Museet (+. 1 km) og Tranegilde (alt efter hvor meget man vil tage: +1-5 km). Derudover kan man overveje Risby (+ 1 km), Herstedvester (+ 2½ km), Vridsløselille (+1 km) og Bakkehuset/Høghsbjerg (+1 km). Stierne er mest grus. Men også asfalt, hvor man dog kan løbe i græs, på ridestier eller trampestier ved siden af.