Utterslev Mose Favoritter!

Utterslev Mose bruges til mange forskellige formål: Hundeluftning, motion, træning, familieture, vandreture ... Her er nogle af mine favoritter!

Store Hvededag med et fantastisk vejr som det i dag er perfekt til mosetur. Ruten nedenfor følger fjendesiden af Vestvolden fra Frederikssundsvej og mosens nordside helt op til Højmosen. Dernæst tilbage på sydsiden og vennesiden af volden til Frederikssundsvej. Alt i alt en 12-13 km. Uden afstikkere. Hvert afsnit i dette indslag repræsenterer nogenlunde en km, og der er i parentes efter hvert afsnit anført hvor langt man kan nå i et roligt og adstadigt tempo med flere pauser indlagt. (Afgang kl. 9:45).

Broen over Vestvolden fra Bystævneparken til Tingbjerg. I dette område foregår der en del skovning så man kan begynde at ane voldens konturer. De anonyme trådhegn er på en lille strækning blevet erstattet af nogle grenhegn. Gad vide om man har tænkt sig at gære det hele vejen.

Overfor Kagså Batteri, eller voldpunkt XVII som det hed i det gamle militærsprog, sker der en del for tiden. På fjendesiden er man ved at rydde de træ- og kratklædte skrænter flere steder så man bedre har indtryk af det gamle fæstningsanlæg. Ligeledes er der anlagt en legeplads i batteriet som i dag er meget velbesøgt. Desværre er det stadig tilladt for kirker at ringe, og jeg har valgt et uheldigt tidspunkt, hvor idyllen spoleres af den dumpe lyd. Men fuglelivet er intenst her. Fuglestemmer høres overalt. (1. kilometer, ca 10:05)

Det ene af stemmeværkerne under Åkandevej ud mod mosen. Skråningen er blevet ryddet og man kan rent faktisk nu se det. Det var her jeg i vinter gled ned af trappen og forstuvede håndleddet noget så nederdrægtigt, så jeg holder mig langt væk fra trappen i dag.

Jeg har godt lagt mærke til at der har været en omfattende rydning af området omkring Åkandevej i vinters, men nu opdager jeg at der også er anlagt stier så man kan gå det sidste stykke langs volden, efter stemmeværkerne, ud til broen. Det er her en kæmpekoloni af gæs slår sig ned hvert år, dette år ingen undtagelse. Men modsat de senere flokke er de heldigvis ikke blevet håndtamme. Gåsefar og -mor forsvarer tappert deres unger, der da også straks fjerner sig fra den truende fare. Trods dette område er et af de mest brugte af motionsløbere. Og Tingbjerg Grounds' lysmaster tårner sig op til venstre for vejen. (2. kilometer, ca 10:20).

Hvert år er området sydøst for Ruten-Åkandevej hjemsøgt af store flokke grågæs som yngler her. Heldigvis er de ikke helt håndtamme. Jeg foretrækker at der stadig er en naturlig skepsis blandt dem over for mennesker. De flytter sig lidt væk, og kommer bestemt ikke hen for at undersøge om jeg har brød med. Godkendt!

Hareskovvejen/Hillerødmotorvejen markerer grænsen mellem Vestmosen og Midtmosen. Trods sin infernalske larm kan den ikke ødelægge et af de mere interessante naturområder i mosen. Umiddelbart efter motorvejen er der et fint udsigtspunkt ved supercykelstien til Farum. Og ved træbroen længere nede går der stier ind i et af de få steder hvor man rent faktisk kan nå dybt ind i selve mosen med godt fodtøj på. Der er blevet ryddet så man ikke længere hænger fast i krattet. (3. kilometer, ca. 10:30).

Godt skjult fra mosestien (kun markeret af en frønnet pæl) gemmer sig denne trappe op til Moseskrænten. Halvvejs oppe er en afsats hvor man kan nyde udsigten over Midtmosen. Det højeste punkt umiddelbart nord for hvor trappen ender er på 40 m.

Hvis man kigger godt efter en pæl til venstre for vejen, vil man opdage en lille sti som går op mod højdedraget og Moseskrænten. Den syner ikke af meget, men den skjuler en stejl trappe op med flere afsatser og gode udsigtspunkter over Midtmosen. Denne dag er der en kraftig duft af tjørn som blomstrer langs stien. (4. kilometer, ca. 10:41).

Højmosen adskiller sig fra den øvrige mose ved ikke at være fyldt med vand, selvom terrænet mildest talt er sumpet. Stien går langs kanalen hele vejen uden om, og det er her jeg støder på denne and, som jeg ikke ved hvad er for en. Det overlader jeg til de fuglekyndige. (EDIT 18. maj: Det er en grønbenet rørhøne, har en læser gjort mig opmærksom på. Da Utterslev Mose er en af dens tre favoritsteder i Danmark, er det jo helt efter bogen).

Nord for Grønnemose Alle ligger Højmosen. Hvis ikke der var et kort, ville mange nok bare tro at det var en fodboldbane. Men det kan godt betale sig at følge kanalen nordpå. Stien er en af de mere skovagtige, og et enkelt sted er den stadig spærret af et træ efter orkanen Bodil i december 2013. Her kan man også være heldig at se nogle af de mere sjældne fugle. Hvis man er til det. (5. kilometer, ca 10:50).

Jeg når først for sent at feje den spontant opståede tanke væk at nu er kommunen åbenbart begyndt at ansætte lokale hejrer til at passe på pumperne ved Søborghusrenden. Denne latterlige tanke kan man naturligvis kun trække på skulderen af.

Højmosen (18 m) rummer også en lille specialitet, nemlig renden der fører til Emdrup Sø og Gentofte Sø. Det er det eneste sted langs mosen hvor man kan se vandløb der ikke ser regulerede ud. Og hvis man ikke vidste bedre måske endog kunne tro man var på landet. (Lad i givet fald være med at kigge på husene, vi er trods alt i en storby). (6. kilometer, ca. 11:10).

Dette her er en toppet lappedykker. Besynderligt sted den ruger, måske. Og dog. Den har været så snedig at anbringe rugepladsen langt uden for menneskets rækkevidde. Men til gengæld kan den også være sikker på at de mange forbipasserende mennesker skræmmer alle andre trusler langt væk. Og så er der masser af underholdning med alle de mennesker der passerer. Østmosens sydside synes som skræddersyet til det formål!

Tilbage til Østmosen er vi tilbage i det mere parkagtige. Faktisk kunne man næsten tro det var i Fælledparken. Det er her børnefamilierne holder til i massivt omfang. Og der er også masser af muligheder for dem her. Gæssene er håndtamme. Og det er tilladt at fodre med måde og i små portioner, men ikke at smide store portioner ud i mosen eller efterlade mængder af brød. Ved Grønnemose Alle er der et udmærket offentligt toilet med adgang til vand. Jeg benytter mig af det til en 10 minutters pause. På Østmosens sydside må det også være gået op for de fleste at årtiers forsøg på at rense mosen ikke er lykkes. Mosens vand er håbløst forurenet og mig bekendt er der ingen som har en plan for at få det renset op. I hvert fald ikke en der virker. Til gengæld er det lykkedes at fastholde en mågekoloni, hvad et sandt skrigeri ikke lader en i tvivl om.  (7. kilometer, ca 11:45).

Horsebakken markerer skellet mellem Øst- og Midtmosen, og igen er der et godt udsigtspunkt ved Brønshøjholm (23 m). Bakken bliver om vinteren flittigt brugt som kælkebakke. Et mylder af fjer afslører at gæssene er ved at afgræsse området. Men de er nu rykket højere op da jeg passerer. Nedenfor bakken er der en bro ud i mosen. (8. kilometer, ca. 11:55)

Den væltede pil sætter helt spontant og ufrivilligt en masse tanker igang. Et væltet træ. Der er næsten ingen rødder tilbage, men det nægter at give op, og skyder nye grene. Det samme gælder en lille lund af tilsvarede træer. Synet sender spontant lyntanker gennem mit hovede: Burde det ikke give op og give plads for nye vækster? Er det ikke patetisk? Jeg har ikke noget endegyldigt svar, og skynder mig med en gysen videre.

Under Hareskovvejen er der en fodgængertunnel, og den er at foretrække frem for at stå i billarmen ved lyskrydset længere mod syd. Denne del af Vestmosen har i de senere år fået et bilaug med egne bistader, en terneø og et fugletårn. Toilettet i den vestligste spids er ikke så pænt som  det andet. Området er et godt sted til endnu en pause. (9. kilometer, ca. 12:15) .

Jeg har aldrig set sjagger om sommeren. Så her har jeg gået og troet at det var en trækfugl. Men det er den ikke bare. Der er også nogen som yngler i Danmark. Sekundet efter fiskede den en orm op af jorden, en stor fed en. Jeg ærgrer mig over ikke at have tøvet blot lidt længere med at trykke af. Så lidt adskiller dette almindeligt foto fra et spændende.

Herefter er det sådan set bare med at finde Vestvolden igen og følge den tilbage til Frederikssundsvej. Denne gang på vennesiden. Hvis man er til belønninger, så sælger benzintanken Magnum is. Velbekomme! Og jeg har ikke fået en krone for at reklamere for det. (10.-13. kilometer, ca. 13:15).

Jól, yule, joulu, jul

Julen falder i en periode hvor vi trænger til lys. Såvel rent fysisk som psykisk. Det er et årtusindgammelt ønske som har overlevet mange anslag.

På denne 21. december, hvor lyset langt om længe vender tilbage, er det vel naturligt at tænke på lys og mørke. Og i anden række også på hvad disse fænomener ofte er forbundet med: Det gode og det onde. Mytologier og religioner har alle måttet forholde sig til, man fristes nærmest til at sige underkastet sig dette naturfænomen. Forn Siðr, katolicisme, protestantisme, ateisme. Intet har de kunnet stille op mod hvad disse naturkræfter sætter i gang, sådan rent almenmenneskeligt.

Julens traditioner fortaber sig som bekendt årtusinder tilbage i historien. Før man begyndte at fejre lysets tilbagekomst, var årstiden formentlig også rammen for Mørkets Fest. Lidt af det har vi genoplivet i nyere tid og flyttet til et andet tidspunkt med Halloween. Mørkets Fest blev formentlig afholdt i ærbødighed over for de døde, som ikke opfattedes som ligegyldige. De var stadig afgørende for pløjningen fx. Jul er uløseligt forbundet med mørke og lys.

Ikke for ingenting ligner Brønshøj Kirke, Københavns ældste bygning (1180'erne) en borg. Den skulle imponere og skræmme, dels ved siden af de lave middelalderhuse, dels ved sin synlighed fra toppen af Brønshøj Bakke. For kirkerne snyltede siden 1104 på bønderne, som skulle betale tiende, altså 1/10 af deres korn, kvæg mv. til kirke, præst og bisp helt op til år 1900.

Lyset vender tilbage

Fra Skandinavien til Rom iagttog man at ved midvinter havde mørket kulmineret, og det begyndte at blive lyst igen. Det fejrede man ved at spise og drikke godt. Tidspunktet kunne falde forskelligt. I Norden fejrede man det midt i januar, i Rom den 25. december med genfødslen af solguden Saturn. Man udvekslede bl.a. gaver til denne fest. Germanerne så det stedsegrønne træ som symbol på livet og frugtbarhed. Den stedsegrønne kristtjørn symboliserede himmeldronningen Dianas menstruationsblod, mens misteltenens bær var solgudens sæd. Begge ingredienser i den moderne jul.

Omkring år 1900 var det ved at være så som så med kirkens rolle som godsejere. I 1895 da Utterslev Mark var ved at blive befolket, og blev til Bispebjerg, eller Nordvest-kvarteret, måtte kirker som Kapernaumskirken affinde sig med at blive klemt inde mellem 5-6 etagers huse. Væk er fordums storhed og borglignende udseende.

Julen eller midvinter har sammen med midsommer gennem årtusinder været almindelige menneskers største fest. I middelalderen var bagning og brygning af stærkere øl en juleforeteelse. Der var en tolerance som viste sig ved at de kristnes engle deltog på lige fod med Odin, Thor, Frej og andre af de nordiske guder.

I 1920'erne og 1930'erne forsøgte kirken at slå igen. Dette ses to steder i provstiet: Ansgarskirken (1933). Opkaldt efter den katolske munk Ansgar som var på visit i Danmark i 800-tallet. Tilsyneladende et nostalgisk forsøg på at rulle tiden tilbage, helt grotesk udtrykt ved den katedralagtige Bispebjerg Kirke. Sidstnævnte er der skrevet rigeligt om, for mig ligner den et aparte kompromis med den socialdemokratiske boligbebyggelse som omkranser kirken.

I starten var dette forhold gensidigt. Den hellige Frans af Assisi (1182-1226) tog Moder Jord i ed:

Lovet være Du, Herre,
for vor søster moder jord,
som opholder og bærer os
og frembringer alskens frugter
og farvede blomster og græs.

Det var i den periode de første kirker blev bygget. Siden ophøjede magthavere den intolerante, afskrækkende og missionerende mellemøstlige ideologi til statsreligion. I 1600-tallet nedlagde man fx forbud mod de mange og vidt udbredte juleskikke. Og Christian 5.'s lov fra 1683 byggede i høj grad på Moseloven. Uden større succes. En af de få ting som kirken bibragte julen, nemlig kristmessen, måtte udfases.

Grundloven indvarslede demokratiet 1849. Men det tog tid. Kvinderne måtte vente til 1915. Overklassens Landstinget blev afskaffet 1953. Fra midten af 1800-tallet har vi spredte vidnesbyrd om "almindelige mennesker". Som et eksempel bruger jeg cand. mag og lærer Peter Becks bog "Dansk dreng i Sundeved" aka Ullerup (Historisk Samfund for Sønderjylland, 1973. 168 s.), som beskriver julen som bondesamfundets fejring af lysets tilbagevenden (s. 68-69). Herunder også kirkens juleaften omkring 1920 ved pastor Mahler. Det følgende citat (s 90) kunne lige så godt have været skrevet om min barndoms jul i kirken, 30-40 år senere:

...Paster Mahler prædikede. Jeg blev forskrækket, da han med tordenstemme fra prædikestolen læse juleevangeliet, men jeg var mest optaget af de store juletræer på hver side af alteret.

Husumvold Kirke er den første ud af i alt 5 kirker bygget i 1960'erne i provstiet (1960). Den ligger ved siden af haveforeningen Bellevue og idrætspladsen. Den ville formentlig uden de store problemer kunne omdannes til klubhus, omklædningsrum og cafeteria.

Den danske folkesjæl?

Den mørke vinter har gennem tiderne betydet meget for menneskets psyke og behov for at slippe igennem vinteren. Eliten og magthaverne har forsøgt at binde befolkningen på mund og hånd, men de kunne aldrig binde ånd. Men mon ikke mytologier har spillet en stor rolle, hvad enten det er Odin og Thor, Moses og Jesus? Om disse mytologier også har haft en ideologisk gennemslagskraft er derimod mere tvivlsomt. Peter Beck (1900-19?) illustrerer det i en enkelt sætning fra sin skolegang:

"Desværre kan jeg intet huske om det sjette bud, rimeligvis fordi det i forbindelse med storketroen var uforståeligt eller meningsløst"

Dengang lød det sjette bud "Du skal ikke bedrive hor" (i dag er det "Du må ikke bryde ægteskabet"). Citatet viser sammenstødet mellem den officielle og offentligt danske politik og den gedulgte som rimeligvis har været særdeles udbredt blandt befolkningen.

Dagens vandringssang

Vandrere går ekstra godt med sang. Og helst med en munter sang. Humor er en måde at omgå magthavere, og humor er hvad der er i en gammel engelsk sang, John Barleycorn (must die). Den klinger godt i ørerne på denne grå dag. Som julen fortaber dens oprindelse sig i fortiden. Måske er den gammel, måske ikke. Den findes i talrige versioner og udgaver (jeg har valgt Traffics). Men fælles er at der er tre mænd. Som alle gamle sange er de åbne for fortolkning, også min: De tre mænd er konge, adel og kirke, der forsøger at gøre anslag mod moder Jord, symboliseret ved naturens frugter, rugen.

There were three men came out of the west, their fortunes for to try
And these three men made a solemn vow
John Barleycorn must die
They've plowed, they've sown, they've harrowed him in
Threw clods upon his head
And these three men made a solemn vow
John Barleycorn was dead

At min fortolkning kan være lige så god som mange andre, bygger jeg på at i nogle versioner hedder de Kings. Konge, kirke og adel skummede fløden fra bønder, arbejdere mm i årtusinder. Og det på den mest bestialske måde:

They've let him lie for a very long time, 'til the rains from heaven did fall
And little Sir John sprung up his head and so amazed them all
They've let him stand 'til Midsummer's Day 'til he looked both pale and wan
And little Sir John's grown a long long beard and so become a man
They've hired men with their scythes so sharp to cut him off at the knee
They've rolled him and tied him by the way, serving him most barbarously
They've hired men with their sharp pitchforks who've pricked him to the heart
And the loader he has served him worse than that
For he's bound him to the cart

Midsummer's Day! Årets andet toppunkt, hvor John topper med livskraft, han er blevet Sir John. Nu venter de tre mænd bare på at Sir John svækkes af alderdommen, så alskens hyrede håndværkere kan udføre det beskidte arbejde. Igen i min frie fortolkning krigskarle, degne, præster og embedsmænd.

They've wheeled him around and around a field 'til they came onto a pond
And there they made a solemn oath on poor John Barleycorn
They've hired men with their crabtree sticks to cut him skin from bone
And the miller he has served him worse than that
For he's ground him between two stones

Nu skulle den ged være barberet eller hvad? John Barleycorn, Moder Jord, er knægtet, torteret med alskens forskellige redskaber af datidens håndværkere, myrdet og gået grusomme ting igennem. Men man har forregnet sig:

And little Sir John and the nut brown bowl and his brandy in the glass
And little Sir John and the nut brown bowl proved the strongest man at last
The huntsman he can't hunt the fox nor so loudly to blow his horn
And the tinker he can't mend kettle or pots without a little barleycorn

I andre versioner ender mølleren i øvrigt ynkeligt forkrøblet efter at være faldet af hesten, ramt af maltens kraft.

 

Emdrup Kirke ligger i et parcelhuskvarter, og bygningen minder også om et parcelhus. Tårnet synes at være noget meget almindeligt i 1960'erne. 

Reminiscenser

I dag er der 12 bygninger i Bispebjerg-Brønshøj Provsti. Som bibliotekar kan man blive helt misundelig. Til sammenligning ligger der kun 5 biblioteker i samme område, altså under halvt så mange. Utterslev Kirkes lukning bringer dog tallet ned på 11. Tagensbo Kirke og Ansgarkirken var oprindelig også på listen. Bondesamfundet klarede sig med en: Brønshøj Kirke fra 1180'erne, der er Københavns ældste bygning.

Bellahøj Kirke (1963) kunne meget vel være et forsamlingshus. Der er lavet en symbolsk "bakke", men ellers forsvinder den rent højdemæssigt fuldstændigt. Pastoratet Bellahøj overtager formentligt Utterslev Kirke, der som den eneste i provstiet lukkede i september.

Tre bygninger stammer fra denne tid, og er i traditionel stil, lettere tillempet murstensbyggerier og opkaldt efter hhv sted og person: Kapernaumskirken (1895) og Ansgarkirken (1933, restaureret 1979). Lokaliteten, bakketoppen har kun overlevet for Grundtvigs Kirkens (1921-1940) vedkommede.

I slutningen af 1960'erne blev kirken bogstaveligt talt en del af boligbyggeriet. Tagensbo Kirke (nr. 3 fra venstre med tårnet) er fuldstændig integreret i boligblokken. Kirken var på listen over kirker som kulturministeriet mente kunne undværes. Som noget særligt skulle kirkerne imidlertid selv indvillige. tænk hvis biblioteker kun kunne lukkes hvis bibliotekerne selv gik med til det!

I 1960-1969 blev ikke mindre end 5 ud af de 11 kirker bygget. De 5 afspejler forskellige aspekter af hvordan en gammel mytologi forsøgte at indrette sig i et moderne samfund. Navne stammer ikke længere fra bibelen, men hvor de er placeret: Husumvold Kirke (1960), Emdrup Kirke (1961), Bellahøj Kirke (1963), Utterslev Kirke (1963) og Tagensbo Kirke (1966-69). Ingen er placeret på bakketoppe.

Kun korset signalerer hvad Husum Kirke er. Omend det ligner vandværket der ligger ca. 100 meter derfra på Frederikssundsvej.

Den ene af to nyeste kirker, Husum Kirke (1977) er bygget fordi Brønshøj Kirke ikke siden 1920'erne var stor nok juleaften. Hvorfor man så ikke i stedet benyttede Husumvold Kirke forlyder hjemmesiden ikke noget om. Med Tingbjerg Kirke (1983) er bygningerne endegyldigt faldet ind i det omgivende boligbyggeri af Steen Eiler Rasmussen.

Tingbjerg Kirke (1983) er den nyeste kirke i provstiet. Kun den gule farve adskiller den fra den øvrige bebyggelse. Tårnet er føjet til senere. Samfundsudviklingen slår også igennem: Ca. 70 år efter kvindernes valgret har halvdelen (2) af kirkens præster (4) været kvinder.

Lysets fest, julen, er også blevet en del af kirken. Der står tændte juletræer foran de fleste af dem. Det ældgamle frugtbarhedssymbol. Godt nok har kirken gennem tiderne forsøgt at gøre lysfesten til fødselsdag for en af de helt store stjerner: Jesus Kristus. Men kun de færreste tror vel på den slags røverhistorier nu om stunder. Gode historier har vi til gengæld til alle tider haft behov for at høre. Især dem hvor lyset vinder. Og det gør det jo. Fra i morgen.

Glædelig jul!

Ruten

Tingbjerg Kirke. Husumvold Kirke. Husum Kirke. Brønshøj Kirke. Bellahøj Kirke. Utterslev Kirke. Emdrup Kirke. Bispebjerg Kirke. Tagensbo Kirke. Kapernaumskirke. Ansgarkirke. Ialt 10-12 km.

Brønshøj

Millioner af mennesker kender Brønshøj-Husum fra 4-5 km køretur ad Frederikssundsvej. Men bydelen er meget mere end det.

Som beboer i området opfatter jeg bydelen som et attraktivt og utroligt behageligt sted at bo og leve. For en turist stiller sagen sig nok anderledes. Selvom der historisk er foregået dramatiske ting her. Højdepunktet må være da svenske belejringsstyrker i perioden 1658-1660 havde opført en hel by, Carlstad, en by på størrelse eller måske større end København. (Se tidligere indslag på Vandringsløse Tidende, 29. november 2012). Populær har den nok ikke været blandt de daværende brønshøjere. Intet er tilbage af den. Brønshøj forsvandt  igen i anonymitet, og der skulle gå endnu 250 år (1901) før Brønshøj var moden til at blive ædt op af tsunamien København.

Bellahøj Skole ligger bagest til højre, og det havde bygherren af palæet forrest på Solkrogen 3 nok ikke regnet med da han opførte det i 1904. Blandt de tidligste byggerier efter at Brønshøj var blevet indlemmet i Københavns Kommune og samtidig med Håbets Alle og Enigheden.

Ofte nævnes Brønshøj og Husum ud i et. Brønshøj er mere kendt end Husum, som jeg skitserede en byvandring til den 31. oktober. Brønshøj har et Brønshøj BK (1919) som i midten af forrige århundrede spillede i bedste række. Det er her Bjarne Reuters Zappa og Når snerlen blomstrer udspiller sig og hvor Busters Verden er. De har meget til fælles og grænsen skal man være kender for at kunne se. De to små landsbyer omkring Brønshøj Torv og det nuværende Gadelandet er udraderede og de nuværende bebyggelser stammer fra første halvdel af forrige århundrede.

Kun "½ minuts gang fra sporvejsendestationen", i hvert fald i følge Martin Andersen Nexø i 1913 lå villaen til venstre, Holckenhus (1912), og dengang var det ude på landet (læs mere i teksten). Det eneste land der er tilbage, er diminuitiv lille Holcks Plads.

Turister vil kende Bellahøj Camping og vandrehjemmet Danhostel Copenhagen Bellahøj, næsten side om side. Men de fleste bruger dem nok som base til at bese København Centrum. Altså igen: Et stille og roligt kvarter for turister, der søger seværdigheder andre steder.

Bag den store gule villa på Lindholmsvej 16 (1914) gemmer sig en anden kæmpevilla (1917) der nu huser Den Lille Skole i København. Det er især fra 1910'erne at man finder disse meget store villaer, som moderne familier vist nærmest betragter som flerfamiliehuse. Jeg fandt i hvert fald ikke tilsvarende kæmpevillaer fra nyere tid.

Betegnende er det måske at det eneste jeg har kunnet kratte frem af hvad Brønshøj er bedst til, ifølge det nu hedengange Dansk Romkugleservice, er romkugler fra Kirstens Konditori på Frederikssundsvej 148 A. Da det blev kåret til dette i 2002, var de ikke engang klar over det! Jeg må da også indrømme at jeg er kørt forbi på vej til/fra arbejde i mange år uden at ane noget om det. En utrolig populær spise, romkugler, men ikke noget vi ligefrem serverer for at prøve at imponere vores gæster og turister.

Som i København blander stiftelserne sig også i boligbyggeriet. Her er det Gartnerstiftelsen på Præstegårds Alle 22 (opført 1922). Det er samtidigt med at arbejdernes organisationer bygger langs Frederikssundsvej og Den Engelske Haveby. Diskret gemt af vejen, og dog tæt på Brønshøj Torv.

Bevares, der ligger et par historiske huse ved Brønshøj Torv, fx kirken og rytterskolen. Det arkitekturhistorisk interessante Bellahøj. Mit bud har imidlertid været at sammenstykke en rute ud fra Københavns Kommunes liste over bevaringsværdige huse. Med uddrag af husene i Brønshøj og Husum. Brønshøj er noteret for næsten dobbelt så mange som Husum, omkring 100. Men antallet dækker over rækkehuse og etagebyggerier. Reelt er der omkring halvdelen. Jeg har ikke taget de med som jeg skrevet om den 12. december 2012. Interesserede kan bruge den lokalhistoriske forenings hjemmeside til at finde link.

Umiddelbart syd for vandtårnet (se bagest til venstre) ligger et omfattende etagebyggeri fra 1928 omkring Annebjergvej, Sandbygårdsvej mm. Endnu er der lidt Geschwung over hjørner og kanter, og man har indrettet det efter det skrånende terræn. Der er plads til en terrasse på hjørnet. Men snart er det slut med den slags byggeri.

Omkring Torvet

Omkring Brønshøj Torv ligger historiske bygninger. Men der er også andre: I Reuters romaner boede Bjørns ven Claus (Når snerlen blomster) på Præstekærvej, og Buster cyklede rundt med købmandsvarer her. På Præstegårds Alle mødte han bøllen Stig Ole. Måske er det betegnende for Reuters bøger at hovedpersonerne søger uden for Brønshøj for at få lidt gang i den.

Andre forfattere bevægede sig rundt i det område længe før Reuter, mens Brønshøj kun var i sin vorden. I et brev den 2. juli 1913 til Henrik Pontoppidan fortæller Martin Andersen Nexø at

Jeg har nu, sammen med min gamle Mor og en Kvinde der staar mig meget nær, dannet et Hjem i Brønshøj – en lille hyggelig Rede med frisk Luft til alle Sider. Stedet hedder Holckenhus og ligger i Kløveralle; 1½ Minuts Gang fra Sporvejs-Endestationen er her kun, saa jeg har nem Forbindelse med Byen.  

Dengang hed vejen åbenbart Kløver Alle. Nu Holcks Plads. Men huset hedder stadig Holckenhus (1912), og i dag er der også frisk luft, om end ikke til alle sider (se foto ovenover).

Højenhald (1930-33) indvarsler 1930'erne og samtidig måske også at Brønshøj ikke vil blive noget Strandvejskvarter. Først holder de mindre villaer sit indtog, så de små rækkehuse, og nu helt klart etagebyggeri a la brokvartererne. Lejekaserner er det vel ikke, og man har lært ikke at bygge for højt og for tæt. Reuter beskriver ikke dette kvarter, der formentlig har været beboet af de mindre velstillede.

Offentlige bygninger

Jeg har i tidligere indslag om Brønshøj omtalt at pga Bellahøjs relativt høje beligggenhed er der en del bygninger tilknyttet vandforsyningen. På Fuglsang Alle 89 (opført 1943) ligger DONG. Ud over de mange kommunale skoler ligger Den Lille Skole i København på Lindholmsvej 18. Skolen er dog ikke så gammel (1968) som bygningen (1917). Ved siden af skolen (i nr. 16) ligger en imposant gul villa (1914) der mere lige noget der hører til langs Strandvejen, og minder om en tid hvor Brønshøj stadig havde ansatser til et rigmandskvarter.

På Nebbegårdsbakken 42 ligger denne særprægede, lidt alpeinspirede vinkelbygning fra 1928.

Etagebyggerier

Det meste af Brønshøjs etagebyggerier ligger langs Frederikssundsvej, så med mindre gæster bevæger sig ned ad sidegaderne, kunne de godt få det fejlagtige indtryk at sådan ser Brønshøj altså ud. Der ligger dog også nogle etagebyggerier spredt rundt. Og her kan man studere hvordan etagebyggeri har udviklet sig fra 1920'erne til 1940'erne.  Repræsentanter for 1920erne er fx Gartnerstiftelsen (1922) på Præstegårdsalle 22. Andre er Mellemvangen 30 (1920) der nu ligger ved den stærkt trafikerede Hareskovvej. Slut-1920'erne kan ses i det omfattende byggeri omkring Sandbygårdsvej (1928). En særpræget lille perle er Nebbegårdsbakken 42.

På Gudenåvej 35 (opført 1937) ligger denne rødstensbygning som vist kan repræsentere meget etagebyggeri fra dengang og årtier frem. Praktisk byggeri med små altaner. Dødkedeligt at se på, men meget af det gode lejligheder (efter tidens målestok).

Hvis man vil se noget fra 1930'erne ligger der noget vest for Godthåbsvej til Limfjordsvej. Gudenåvej 35 er fra 1937. Højenhald 1-5 er bygget 1930-33. Det bringer mere mindelser om Nørrebro og Vesterbro, omend dog stadig kun i 4 etager og med en græsbeklædt midterrabat.

Den Engelske Haveby

Gader der ender på -vangen dækker over 154 lejemål i rækkehuskvarteret Den Engelske Haveby. Opført 1922-1923. Den ret ukendte arkitekt Niels Gotenborg skal have lagt Det Gyldne Snit ind i byggeriet. Jeg er før uden at vide det stødt på Niels Gotenborg. Han designede Grevinden af Bagsværds Ispalads. En kilde fortæller at dette var en af hovedattraktioner ved en speciel fest i januar 1912 hvis hensigt var at trække folk fra Dyrehaven til Hareskovene. Ingredienser var desuden Slangerupbanen, der tilsyneladende kun transporterede folk fra Nørrebro Station til Bagsværd, hvor de så strandede. Man kan konkludere at Niels klarede sig bedre end grevinden, hvis slot i dag er en ruin, og Slangerupbanen, der blev lukket. Igen: Et rigtig godt byggeri for beboerne, men både arkitekt og bydel er ikke ligefrem noget der trækker det store besøgstal.

På Bavnevangen og alle dens sidegader mellem Højlandsvangen og Frederikssundsvej putter Den Engelske Haveby sig. Den fremstår velrenoveret og som et samlet hele.

Enkeltstående villaer

På Tølleløsevej 48 boede Jørgen Ryg (1927-1981) fra ca. 1973 til sin død. Hans rødstensvilla står ikke på listen. Han personaliserer på en eller anden måde noget af Brønshøj og af sin samtid: Hans kone Birgitte (som i øvrigt var ham utro fra o. 1974) udgav den eneste og lidet kendte bog om ham (Tellus Forlag 1991). Han ville være jazzmusiker (spillede bl.a. hos jazzlegenden Leo Mathiesen), men blev komiker der skulle overtage Dirch Passers plads sammen med Preben Kaas, med hvem han indspillede et nummer som ældre måske kan huske, "Hvad skal vi med kvinder?". En helt for og indbegreb af det introverte, anonyme, almindelige og tilbagetrukne menneske. Småborgerlig, forsigtig og "forkælet". Dertil alkoholiker - som det hørte tiden til.Jørgen er sikkert glemt af de fleste i dag. Sangen fremstår lidt underligt fimset, anakronistisk. Men huset står der endnu, og er sikkert dejligt at bo i.

 Mellemvangen 30 lå i 1920 sikkert nærmest ude på landet og få minutter fra Utterslev Mose. Huset er fint istandssat. Men, men, men. I forgrunden Hareskovvej ved en drønende myldretidstrafik, så man forstår at det hele nu bruges til forretning.

Selv om stort set ingen villaer i Brønshøj er ens, så er der dog rundt omkring nogle som skiller sig ud fra andre. Solkrogen 3 (1904) er nærmest et palæ i Strandvejsstørrelse. Broksøvej 3 (1928) ser lidt orientalsk ud. Åløkkevej 3A er bygget i funkis-stil (1934).

Brønshøj - antiheltenes by?

Hvis man skulle finde noget fælles for Kirstens Konditori, Bjarne Reuter som forfatter og hans personer, Jørgen Ryg som person og hans forskellige showbiz-roller og arkitekten Niels Gotenborg, er det måske antihelten. Deler de denne med Brønshøjs befolkning nu som før, og er dette i virkeligheden Brønshøjs sjæl? Det er ikke denne weblogs mål at besvare sådanne filosofiske spørgsmål. Det må være op til de enkelte vandrere at afgøre. Hermed er ruten og ideen i hvert fald givet videre.

Det er umuligt at gengive alle husene på listen. Der er faktisk mange rigtig spændende, hvis man er interesseret i enfamiliehuse og også lavere etagebyggerier. Dette på Broksøvej 3 fra 1928 er blot et af en snes som vitterligt burde fortjene at blive set og inspireret af. Man skal lede efter dem, men jeg synes det var umagen værd.

Den liste jeg er gået ud fra, beskriver kun et halvt hundrede steder. Men det er faktisk også en vis fornøjelse at bevæge sig rundt i villakvartererne i Brønshøj. Man får meget svært ved at finde to huse der er ens. Imponerende i betragtning af at der må være adskillige tusinder villaer og etagehuse. Visse steder som langs Utterslev Mose og Bellahøj har man endda nogle udsigtspunkter, hvorfra man kan skue ud over bydelen.

Ruten

Min rute startede ved 350'erens stoppested ved Veksøvej og endte ved Vanløse Station, ialt ca. 15 km. Som det ses af listen er der mange stop undervej, så i hovedtræk: Tølløsevej. Fuglsang Alle. Brønshøjvej og området omkring torvet. Gåseurtvej. Haveforeningen. Nebbegårdsvej. Den Engelske Haveby. Degnemose Alle. Området omkring Primuavej. Godthåbsvej. Sidegaderne til Grøndals Parkvej. Vanløse Alle.

Utterslev Mose lige nu

En oplevelsestur rundt om Utterslev Mose. Det gælder om at udnytte dage som disse, hvor temperaturen er god, solen står højt og dagene stadig har noget lys at byde på.

Det er rigtig godt tørrevejr i dag: Sol, pæn temperatur over 10 grader og tør vind. Også perfekt til at vandre i. Selvom det måske blæser lige lovlig meget på åbne strækninger, kan man jo altid vælge at gå lidt i læ, fx i Utterslev Mose hvor krat og høje træer sørger for susende musik, der på denne dag helt overdøver billarmen. Mosen ligger tæt på hvor jeg bor, og jeg skal bare gå langs Vestvolden et stykke vej.

Legepladsen i Kagså Batteri er færdig. Den er lavet i bedste voldstil med jernbanespor, kanon osv. Pavillonerne i baggrunden er ikke af stof, men af metal. Jeg prøvede om jeg kunne få vognen til at køre, men den gik ikke. Det er for øvrigt en sandkasse.

Man kan næsten høre på blæstens susen i træerne at det er ved at blive efterår - for alvor. Men når efteråret ter sig som i dag, er det ideelt til at vandre, hvis ellers man hører til de der sveder meget og tit er gennemblødte af sved i højsommeren. Vejret nærmest appellerer til at gå rask til, og luften føles helt anderledes frisk og let at indånde.

Blæsten går frisk over Midtmosens vande. Sivene lægger sig efter vinden. Specielt poplerne har musik i løvet en sådan dag. Endnu står de fleste træer grønne. Men de gule nuancer er da ved at brede sig.

Desuden er det også nu mange af frugterne ser bedst ud. De er ikke overmodne eller ramt overvældende af råd og svamp, de nærmest strutter af sundhed, farverne er vidunderlige og giver humøret en ekstra tand opad. Måske vækker det urmenneskets instinkt for at blanke og skinnende bær med dybe farver er tidspunktet hvor de skal indsamles?

 Bær. Naturens overflod, og hvilke farver!

Ikke lige noget storbymennesker er afhængige af, men måske vækker de vores trang til at indsamle og gemme til vinteren. I hvert fald mærkede jeg et slåenkrat som jeg da fik helt lyst til at frekventere når de engang har fået frost. Jeg siger ikke hvor, jeg vil have dem for mig selv!

Det er nu de ser bedst ud, bærrene. Om en måned er de mærket af frost, råd, svamp og sneglebid. Hvis ikke det var sådan, var de jo lige til at hænge på juletræet om et par måneder.

Terneøen i mosen ser ud til at have det godt. Den er tilgroet i den ene ende med siv. Resten af øen ligner lidt en hønsegård. Men det er vel egentlig også det den skal være: Et sted hvor mågerne kan finde fred og ro. Ellers er der ikke så meget nyt fra mosen. Jeg må igen forundres over de kæmpestore græsplæner der er mange steder. Mon ikke man bare kunne lade dem gro til? Eller er der en årsag til at det skal se sådan ud? Nå, det bestemmer jeg ikke, og måske er der nogen der synes at det ser plænt ud.

Læsere af Vandringsløse Tidende har måske bemærket min fascination af svampe. Så jeg er en glad mand når jeg ser et syn som dette. Svampene er mærkelige væsner, hverken dyr eller planter. De fører et ubemærket liv under jorden, altså undtagen et par måneder om året hvor de stikker deres frugtlegemer op, lidt lige som at gøre opmærksom på at de er der. Farver, former, lugt .... der er ikke mange der er ens. Alligevel er man ikke i tvivl om at det er en svamp.

Ruten

Man finder bare et sted hvor man kan støde til mosen, og begynder at gå derudaf. Grusveje hele vejen. Græs, hvis man kigger sig godt for for hundelorte. Hele turen er ca. 10 km. Plus til/fra mosen.

Farvel til 2012!

Vejrudsigten gav ikke mange muligheder hvis den sidste tur i 2012 skulle afslutte året med maner. Søndag formiddag mellem 9 og 12 profeterede DMIs satellitprognose. Og det kom også til at holde stik. Vandringsmanden stævnede ud i halvtrist vejr som så bare blev bedre og bedre mens fødderne nærmede sig Utterslev Mose.

Næsten en kliche: Spejlbilledet. Men det gør jo ikke motivet mindre smukt. Solen får så afgjort det hele til at se mere idyllisk ud

Målet var at gå hele mosen rundt hvis vejret ellers holdt. Det gjorde det, det blev bare bedre og bedre, indtil Tingbjerg igen kunne anes. Så startede den første byge og så var det slut med det solskinsvejr. Men det gjorde nu heller ikke så meget. Det meste af turen havde Vandringsmanden som så mange andre på denne formiddag fået en helt enestående oplevelse af mosen fra sin bedste side.

På landjorden har en flok grågæs blandet sig med ænderne. De er absolut ikke glade for Vandringsmandens nære tilstedeværelse og skræpper alarmerede op.

Hvis man vil se dyreliv (aka fugleliv) så må man holde sig til den nordøstlige del af mosen. Der har alle fuglene samlet sig. Og jeg ved ikke om det bare var mig, men jeg synes nu at der også var lunere i denne del af mosen. Her er der så til gengæld rigeligt af dem: Ænder af mange slags, svaner, grågæs, hejrer og alskens småfugle.

I vandet dominerer svanerne. Men de kommer ikke drønende længere som i gamle dage når de ser mennesker. For at få franskbrød. Det synes jeg egentlig er en ganske god udvikling!

De fleste af dem er ikke håndtamme, og forne tiders franskbrødsfodring af fuglene er heller ikke længere på mode. Hvilket vist nok er til fuglenes eget bedste. Og mosens. Alting ser bedre ud i solskin, og motiverne hober sig op.

Endnu en klassiker. En lille ø ude i mosen. I det stille vejr, med spejlbilledet, det blå vand og den blå himmel - det er noget der liver op i denne ellers så mørke tid.

Fra toppen af Brønshøjholmbakken er der en flot udsigt over mosen. Men så er det også ved at være slut med det gode vejr.

Et sidste kik over mosen. Som Saurons mørke tårn i Mordor forsøger den indesluttede og dystre Bispebjerg Kirke i horisonten forgæves at kaste en mørk skygge, eller en løftet pegefinger om man vil, hen over mosen. Men denne flotte dag er det let at ignorere det.

Vandringsmanden får for første gang brug for regnslaget til rygsækken da en byge vælter ned. Så det er bare med at komme hjem i tørvejr. Der skulle være udsigt til endnu mere sol mellem regnbygerne i eftermiddag, så det er bare med at benytte lejligheden. Nytårsaften og -dag lover vejrudsigten regn og byger med blæst.

Brønshøj for 100 år siden

Ved århundredskiftet 1900 var København groft sagt vokset ud til brokvartererne og Nørrebro Station (Lygten). Gik man videre ud af landevejen (Frederikssundsvej) var man på landet, bortset fra lidt spredte bebyggelser som fx Brandstationen og Apoteket (begge opført omkring 1907). Indtil man kom ud til Utterslev, Brønshøj, Husum og Herlev landsbyer. Der alle bestod af en halv snes gårde.

Nogenlunde sådan må Brønshøj have taget sig ud for omkring 100 år siden (bortset fra bilerne): Billedet er taget fra Håbets Alle. Til højre kan lige skimtes de hvide dobbelthuse nr. 11-17. Frederikssundsvej gennemskærer billedet i lavningen før det gule hus og bag det byggeforeningshusene langs Enigheds Alle.

Så begyndte der at ske noget: Umidddelbart før Brønshøj begyndte det at blive bebygget og veje anlagt: Før århundredskiftet 1900 Håbets Allé og Arnesvej mod syd, Enigheds Allé og Risvangen mod nord. Og infrastruktur: Veje, kloakering, belysning, sporvogn.

Samme billede, men set fra Enighedens side. Det store røde hus markerer indgangen til Håbets Alle. Mens de små dobbelthuse skulle huse trængende arbejdere fra brokvartererne, var det mest håndværkere som boede på den anden side af  Frederikssundsvej. I dag er ingen af boligerne til at købe for trængende personer, priserne er skyhøje.

Vejene blev anlagt før de blev navngivet efter 1908. De første huse blev opført og beboet af håndværkere som øjnede beskæftigelse. Det bærer de også præg af. De der er tilbage. Her havde de også deres værksteder.

Det ser ikke ud til at skillelinien mellem de finere og de fattige var helt så entydig i 1901 hvor disse to dobbelthuse (Håbets Alle 11-17) stammer fra. Men ellers synes jeg at der er ret stor forskel på boligerne.

Arnesvej og Håbets Alle er stadig villakvarterer med pænt store huse, dog ikke i Standvejsklassen. Der er adgang til grønne områder som fx Degnemosen. Det er meget svært at fornemme det landlige. Men for hundrede år siden lå vejen altså ude i den fri natur, dvs. blandt marker, korn og køer.

 I modsætning til de små arbejderboliger ser der ud til at være anderledes Lebensraum i de boliger som håndværkerne opførte. Der er både en første sal og plads til krummelurer og figurer på facaden.

I 1906 blev Villa Blidahl og Villa Lindholm opført et pænt stykke væk fra landevejen ned mod Degnemosen. Brønshøjholms Alle og Degnemose Allé var også godt med. Dette område må have været mere naturskønt. Det ligger lidt højere end det omgivende kvarter.

Længere nede af Håbets Alle, godt væk fra landevejen, ligger denne røde villa, Villa Blidahl, Sammen med Villa Lindholm og andre blev de opført 1906, i behørig afstand fra arbejderboligerne på den anden side af Frederikssundsvej.

På den anden side af Frederikssundsvej var der også gang i byggeriet. Byggeforeningen Enigheden opførte 50 dobbelthuse. Og pludselig vrimlede det med børn i området. Skolen fra 1901 havde 200 børn og 3 lærere, men allerede i 1924 måtte der opføres en ny skole med 36 klasseværelser.

Et typisk vy af boligerne i Enigheden, omkring Enigheds Alle og Risvangen. Husene er små og haverne ikke ligefrem parker. Men for arbejdere der flyttede ud fra det tætbefolkede Nørrebro må dette have været et paradis at komme ud til.

I perioden 1900-1925 blev der anlagt over 100 nye veje i området. Resten er historie: De næste årtier eksploderede Brønshøj til det den er i dag. Fra årtusindskiftet til 2. verdenskrig voksede befolkningen her i området fra 2.000 til 42.000.

Brønshøj blev hurtigt så befolket at den fik sin egen telefoncentral: Bella. Den lå her, i Håbets Alle nr. 4. Over døren kan man stadig se KTAS (Københavns Telefon A/S) og nedenunder: Bella. Om de to lamper på begge sider af døren stammer fra den tid, ved jeg ikke. Men de ser meget originale ud.

Der skulle altså gå 250 år fra svenskerne forlod Carlsstad til nogen igen flyttede massivt herud. Carlstad er totalt forsvundet. Og i modsætning til svenskerne blev de altså boende 'derude'. Og deres boliger var langt mere resistente over for tidens tand end svenskernes. Selv nu 100 år efter.

Området er også i dag præget af de pænt store huse som her på Degnemose Alle. Villaer er måske så meget sagt. Disse er dog af nyere dato. Området er meget kuperet og visse steder er der pæne udsigter og Degnemosen.

For bibliotekarer knytter der sig en særlig historie til Frederikssundsvej  133. Her lå Villa Augusta (1894). I den befandt sig en bogsamling på formentlig 50.000 bind, Maximillian Bruhns bogsamling. Villaen blev revet ned i min tid. Så vidt jeg husker ved årtusindskiftet. Den så forfærdelig ud, vi snakkede tit om at det hus dog skulle rives ned. Men vi vidste altså heller intet om dens glorværdige fortid. 

Link
Haabets Alle.
Jubilæumshæfte for Enigheden. Med et væld af gamle billeder og oplysninger.
De fleste af oplysninger er hentet fra museumsleder Lars Cramer-Pedersen.

Cowboy i mosen! Og Brønshøjholm

Det er ganske vist. Nogle kælkere så en cowboy i Gyngemosen tæt på Høje Gladsaxe i dag! Det var i hvert fald umuligt at overbevise dem om at Vandringsmanden ikke er cowboy, så jeg måtte gå videre, overbevist om at drengene nu vil fortælle begejstret om deres oplevelse. Det virkede faktisk som det var 'større' end selve kælkningen. Folk ser det de gerne vil se, og indrømmet, sandheden kan nogen ganske være lidt trist set i forhold til hvad man kunne forestille sig den var. Børn kan tro på nisser og julemanden - og nu en cowboy i Høje Gladsaxe, voksne på engle, kosmiske kræfter eller at Noahs ark ligger på et bjerg i Tyrkiet.

De kælkende børn mente bestemt at Vandringsmanden måtte være en cowboy. Det var umuligt at overbevise dem om andet.

Mosen ligger ellers stille hen en dag som denne. Der er ingen vind, sneen pynter gevaldigt op og giver de visnede blomsterstande et nyt (kunstigt) liv. Det er også blevet nemmere at bevæge sig rundt uden for stierne, fordi vandet mange steder er frosset til is, så man ikke synker i den bløde mosejord.

Idyllisk ser det ud, og idyllisk er det. Store sivskove med sne på. Sart og skrøbeligt lys. Og sneen synes også at lægge en dæmper på trafiklarmen.

Der er stadig meget liv i mosen, hvis ellers man kigger godt efter. Krager, skader, duer og gråspurve er der masser af. Men hvis man står lidt stille, vil man også kunne se rødhalse, musvitter og andet småkræ som jeg ikke kender navnene på. Igen fik jeg ingen billeder. De er ganske enkelt for hurtige til at smutte væk.

En duekoloni slapper af mellem strabadserne med at overleve kulden. I sikker afstand fra jordens farlige rovdyr

Der er også noget så ordinært som en sort kat. Men med en mærkelig opførsel. Den har lagt sig på en våge midt ude i en lille mosesø. Og den har ikke i sinde at flytte sig da jeg kommer nærmere.

Hva' katten laver den der? Den ligger på en lille våge. Måske er der lidt varmere der end på selve sneen, men alligevel. Det må da være hamrende koldt. Den ser nu også lidt trist ud, synes jeg.

Hist hvor vejen (Mosesvinget) i Utterslev Mose slår en bugt, og gemt væk bag Hareskovvejen og Brønshøjholm-bakken ligger der et lille stråtækt bindingsværkshus så smukt. Det fungerer i dag som gartnerkontor og toilet. Ifølge Vej og Parks folder om Utterslev mose, var den indtil 1932 den ene af længerne i gården Brønshøjholm. Holm fordi den dengang lå på en halvø (holm).

Den meget smukt istandsatte tiloversblevne længe af den tidligere flerlængede gård. Folderen fortæller at oprindeligt var her en holm (halvø). Dengang var der hverken gas eller elektricitet. På billedet i folderen (fra 1925) er der sågar en storkerede med to storke! Og de ser levende ud.

Pjecen oplyser desværre ikke om hvor gammel den er. Men den ser nyistandsat ud, med frisk stråtag og pænt malet. Sammen med  nabohuset, Restaurant Mosehuset, er området vel det i Utterslev Mose som kommer tættest på "masseturismens højborg". Om restauranten fortæller internettet at den er under tvangsopløsning. Så vidt masseturismen.

Terneøen kan lige skimtes ude i mosen til venstre, over halmballerne. Det er kun ca. en tredjedel af øen der kan anes. Den er ret stor, og når den først er etableret, kan publikum beskue fuglelivet fra fugleudkigstårnet, umiddelbart til højre uden for fotoet.

Ud for bistaderne og fugleudkigstårnet sker der ting og sager. Masser af halmballer og en gravko. Ballerne skal transporteres ud til Terneøen. En oplysningsseddel fra kommunen fortæller at øerne i mosen er ved at være eroderet væk af vind og vejr. Så nu er kommunen i gang med at fylde dem op med halmballer og egeflis. Det sker så at hættemågerne kan finde egnede ynglesteder. Hættemågerne, det er dem som i sin sted skrigende fulgte efter Storebæltsfærgerne. Hvis nogen ikke ved hvad en hættemåge er.

 I mosen er alt fredeligt, sneen lægger en dæmper på alting. Og alting emmer nærmest af fred. Set fra mosen ser selv byen og etagebyggeriet hyggelig ud, indpakket i sne på tagene.

Og så skylder jeg måske også lige at afsløre hvorfor de kære børn måske kunne opfatte Vandringsmanden som en cowboy.