Bramsnæs. Ejby. Kirke Hyllinge - Hornsherred

En todelt tur: Første halvdel er en kystvandring på Bramsnæs, Bramsnæs vig til Ejby Ådal. Anden halvdel er en tværgående rute over Hornsherred i svinefoderdanmark. 

Det er en del år siden jeg sidst var i dette område, to gange i 2016 i forbindelse med Gudernes Stræde, dels i marts måned, dels i juni. Gudernes Stræde går ikke ud på Bramsnæs, det gør Fjordstien heller ikke. Men dele af dagens rute gik dog brudstykker af begge vandreruter. På forhånd havde jeg ikke kunnet finde ud af om Bramsnæs er åben for offentligheden. Derfor opdagede jeg også med glæde et lille skilt på Næsvej på vej mod Bramsnæs hvor man bliver budt velkommen, undtagen hvis man er i bil, så er man nødt til at lave en aftale. Det passer selvfølgelig en vandringsmand særdeles godt, og jeg stødte da også kun på en bil som åbenbart var en lokal. 

Næsvej Bramsnæs. Isefjorden ligger til venstre for vejen - Næsvej, mens Bramsnæs Vig ligger til højre.

Forventningerne fra velkommenskiltet ved indgangen blev bestemt opfyldt. Desuden er det kun muligt at køre med bil et ganske kort stykke ud på halvøen. Ellers er der kun smalle vandrestier. De eneste lyde man hører er en mangfoldighed af fugle. Jeg tog turen på solsiden som om formiddagen er østsiden, altså mod Bramsnæsvig. Her fører et ganske smalt spor ud til Dejlighedsspidsen. Det er freden, roen og de mange naturlyde som er det største attraktion her. Og på en dag som denne bølgernes dovne plasken mod den lavbundede kyst.

Solsiden, østsiden formiddag mod Ejby. Engang var der marsvin i vigen.

Tværs over vigen kan man ane middagens rute: Turen lands vigen mod Ejby. Mod land stiger landskabet ganske langsomt, og på toppen af bakken ser det ud til at der er landbrugsarealer. Så længere væk er de altså heller ikke. Alligevel giver det smalle bælte med natur åbenbart  gode betingelser for dyrelivet.

Dejlighedsspidsen. Egentlig ikke imponerende sådan rent visuelt. Men stemningen, freden og roen finder man ikke mange andre steder.

Dejighedsspidsen er et fint sted for en pause på turen. Herfra kan man se rundt i Isefjorden. En almindelig tirsdag i slutningen i maj er der ikke megen menneskelig aktivitet at se på fjorden. En enlig kajakroer under Ejby. Men ellers ikke noget. 

Vestsiden af Bramsnæs. Om eftermiddagen er den nok mere solbeskinnet.

Vestsiden - som om formiddagen er skyggesiden - er mod nord en lav, diskret klint som ligger inde mellem træerne. Kysten er her mere stenet, men der går et spor oppe under træerne hvis det bliver alt for anstrengende. Her er til gengæld en del gode badesteder. Jeg kan se sandbund lidt uden for den stenede strand, og vandet bliver ret hurtigt dybt til svømning. Helt inden ved den snævre landtange til Bramsnæs er der til gengæld en fin sandstrand. Kun en enkelt "badegæst" finder jeg her på en almindelig arbejdsdag. 

Bunden af Bramsnæs Vig. Et næs går langt ud i vigen.

Man kan godt gå langs stranden bunden af vigen. Men set i bakspejlet er det nok mere at foretrække vejen. Sporet bliver mere og mere utydeligt og ufremkommeligt især ved Krabbesholm, og en humoristisk sjæl har sat skilte op med cyklen forbudt! Det er ganske enkelt helt umuligt at cykle her. Omvendt så opmuntrer det mig også til at slutte at man kan godt må gå her. Til sidst er der ikke længere nogen sti, men et tætbevokset sivkrat som jeg må knase sig igennem. Vel ude af det kommer man så til et noget pløret område som dog gradvis bliver mere fremkommeligt når først man er kommet over på den anden side af vigens bund

Ejby Strand. Det godt sted til rast, tanke vand og besøge toilettet.

Herfra fortsætter så en smal, men noget anstrengende sti mod Ejby Strand. Udsigten fejler imidlertid ikke noget. Der er toilet ved stranden. Og rasteplads hvis man trænger til det. Stranden ligger næsten ud for spidsen af Bramsnæs, så her kan jeg sidde og drømme om dengang jeg gik på den anden side. Også her er der fredeligt. Ingen badegæster - men jeg kan ikke garantere for om dette også er tilfældet i feriesæsonen. 

Ejby Havn. En gammel fiskerhavn som nu fortrinsvis er til lystbåde.

Ejby Havn er en noget anonym anløbsplads med rødmalede skure. Engang var det et fiskerleje hvor der blev fanget ål sild og blåmuslinger. De sidste er vist det eneste der er tilbage at fange. Måske ikke i de profitable mængder længere. For vandrere er stranden måske mere at foretrække. 

Nord for Fiskerhuse, kik mod ådalen

Fra Ejby Havn mod Ejby Ådal går man ad Fjordstien, og det er nok en af de mere krævende ruter på denne sti. Stenstranden er ganske anstrengende at gå på. Så selv om udsigten der ikke fejler noget, må man nyde ved at stoppe op. Når man går på stenene, er det en god ide at kigge ned hvor man går. Jeg som nævnt tidligere gået langs ådalen, så denne gang nøjedes jeg med at krydse åudløbet. Der i øvrigt var ganske lavvandet. Mange ugers tørke har åbenbart også sat sit præg på mængden af vand i åen. 

Kik mod syd, Munkholmbroen

Nord for der hvor Ejby Å udmunder i Isefjorden er der et højdedrag som man ikke bør lade sin næse gå forbi. Stigningen er godt nok ganske stejl, men det er al umagen værd. Fra toppen har man en fantastisk udsigt både mod nord og syd. I dagens klare vejr var det muligt at se helt mod syd til Munkholmbroen, mod nord anedes færgen til Orøs østside (altså ikke den til Holbæk). 

Kik mod Nord. Orø

Herefter lokker kystvandringen mod nord, men det må vente til en anden gang, for det kræver lidt planlægning at finde et sted hvor man kan støde på et offentligt transportmiddel. I stedet for drejede jeg ind over land langs ådalen mod kurs mod Lyndby for at nå bussen der.

Vest for Ejby. 

Nu starter så en helt anden form for vandring, nemlig turen over land gennem det typiske danske landskab: svinefoder til begge sider. Uendelige kulturstepper som står i stærk kontrast til naturen langs fjord og vig. Fuglestemmerne er nu helt forstummet, måske en enkelt lærke hist og pist, og den afvekslende duft fra planter og træer er afløst af sporadisk tung lugt af svin og køer.

Ved Kirke Hyllinge

Kirke Hyllinge er en pænt stor by. Sikkert et dejligt sted at bo, men for vandrere er der ikke meget at komme efter. Kirken har et toilet og forsyning af vand, men ellers er der ikke nogen forretninger, supermarkeder eller andet hvor man kan fouragere. Min tur gik gennem Kirkegade og Bygaden. Sidevejene er præget af villabyggerier.

Lille Karleby

Karlebyerne - Store og Lille (selv om det forekommer mig at lille var større end store) er moderne sovelandsbyer med lidt håndværk og industri. Ellers omgivet af store, livløse i bedste fald grønne marker. Trafikken er ikke så voldsom her. 

Mellem Karlebyerne og Lyndby.

Ved Lyndby er trafikken til gengæld taget ganske betydeligt til, og indbyder bestemt ikke til at fortsætte til fods mod Roskilde. Men nu er der heller ikke meget tilbage i benene. 20 km, måske i et noget vanskeligt terræn har sat sine spor, og heldigvis går bussen til Roskilde Station (230R) ganske tit.

Ruten

Langtvejkrydset busstop. Næsvej. Bramsnæs rundt. Standen langs Bramsnæs Vig til Ejby og Fiskerhuse. Ejby Ådal. Kirke Hyllinge. Karlebyvej gennem Store og Lille Karleby. Lyndby Kirke busstop. Ca. 20 km.

Hvalsø - Gevninge - Lejre

Vintervandring på landet, skoven og langs de vandrige åer, bl.a. gensyn med Gudernes Stræde og Skjoldungestien. (Vandring nr. 351)

Typisk landskab nordøst for Hvalsø. Der er ikke meget at se, høre eller lugte. Og det man kan lugte, vil man helst ikke kunne lugte.

På den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside hedder det om naturen i Lejre: "Kommer man fra hovedstadsområdet gennem det flade og tæt bebyggede Hedeland, åbner der sig lidt vest for Roskilde et helt andet landskab. Det er Lejre Kommune... Det indgår i en grøn ring uden om hovedstadsregionen." Det er rigtigt at der åbner sig et andet landskab, og også delvist rigtigt som foreningen beskriver dette landskab: "præget af dybe dale med enge og åer i bunden, af dødislandskaber med stejle bakker og store skove, af spredt bebyggelse med land- og skovbrug".

Porten til Bæsted Skov: Tueholthus - eller også er det huset lige overfor.

Når det er sagt, så bør man retfærdigvis dog nok tilføje at store dele af Lejre kommune er præget af enorme marker, særlig tydelige her ved vintertid hvor markerne i bedste fald har et grønligt skær men ellers strækker sig uendeligt i brune farver. Det havde jeg ellers prøvet at tage højde for. Jeg har vandret en del i Lejre, og forsøger derfor at lægge ruten gennem de smalle, grønne korridorer udenom landbrugslandskabet. For det er især noget vandrere lægger mærke til, sikkert mere end fx cyklister eller bilister som kan spurte hen til de områder hvor de naturskønne områder findes. 

Bæsted Skov. En udmærket kuperet skov med fine skovveje. Man skal dog lige passe på med jagt i skovene. Pt har Ledreborg sat skilte op at stier kan været spærret og man må regne med at tage alternative stier.

Skovene

Dagens tur gik gennem et par skove som jeg ikke har gået så meget igennem: Bæsted Skov og Slorup Skov, og det er udmærkede små skove. I størrelse kan de ikke måle sig med Bistrup Skovene syd for Hvalsø, men mindre kan også gøre det. Der er et forbavsende fugleliv, det må være det milde klima der har fået hormonerne frem i fuglene. Mellem de to skove ligger Helligrenden. Engang et ørredvandløb med tilløb til Roskilde Fjord. Her forsøger man at retablere nogle gydebanker

Kik over Helligrenden. Der skulle være et vandløb dybest nede, men det er ikke sådan lige at komme til ude i det åbne landbrugslandskab. Det er forbeholdt køerne på denne strækning.

Foreningen skriver endvidere: "Men det er ikke bare en fantastisk natur. Overalt i Lejre findes kulturspor helt tilbage til dengang da området første gang blev beboet. Der er køkkenmøddinger, kæmpehøje, vikingehaller, herregårde, landsbyer og gamle veje. Kun få steder i Danmark findes en lignende koncentration af natur og kulturminder, og så ligger hele herligheden så tæt ved storbyen, at dens indbyggere kan nå det på en endagstur." Fint, jeg kan fuldt ud forstå at foreningen gerne vil lokke storbyens beboere til Lejre. Og Sagnlandet Lejre er da også et fantastisk sted at komme om sommeren når der er åbent.

Slorup Skov. Her ad Gudernes Stræde går man oppe i terræn med udsigt til en langsø. Om sommeren kan man formentlig ikke se den for bare blade. Men her om vinteren går det fint.

Der findes såmænd også andet end gamle ting, tag fx den gamle ringovn, Skullerup Teglværk. Den er overgroet med træer og krat, om sommeren har jeg præsteret at gå forbi den uden at opdage den, men den skal ses om vinteren hvor bladene ikke dækker den. Den er ikke ret stor, men et minde om gammel teglværksindustri. Og man skal nok skynde sig, for ovnen er i lodret forfald. Den er i øvrigt lukket inde på et private område, så man skal ikke regne med at kunne komme helt hen til den.

Gevninge.Længst mod nord findes den gamle landsbykerne stadig, selvfølgelig alt sammen moderniseret til ukendelighed. 

Gevninge

Gevninge er en pænt stor by med en lille modificeret bykerne af landsbyhuse og -gårde. Gevninge er stadig i besiddelse af et supermarked, et forsamlingshus OG et beboerhus, rytterskole og frisør. Men bageren har måttet lukke. I vinduet annonceres efter nye ejere. Men af butikkens tilstand ser det ud til at være et stykke tid siden. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde et sted hvor jeg kan købe en kop kaffe (undtagen i Wittenberg-automaten hos bageren i Lejre). Det lykkedes heller ikke i Gevninge, så kaffetørstige vandrere må medbringe det i bagagen.

Gevninge Åstien. Et meget skønt område at gå igennem. Men efter en regnfuld vinter også et meget vanskelligt terræn. Jeg har ikke gummistøvler med, så mine støvler var udfordret. heldigvis havde jeg imprægneret dem godt med voks hjemmefra, og sokkerne var tørre, trods vandmængderne. Fotoet viser en mere passabel del af stien. Længere sydpå skulle det blive meget værre.

Langs åerne

Skjoldungestien - netværket af stier, som har taget navn efter sagnenen om den første danske kongeslægt, og deres hjemsted i Lejre. Fra Gevninge til Gammel Lejre følger den åsystemet, og det er efter en regnfuld vinter ikke ideelt. Allerede nordpå ved Gevninge begynder vanskelighederne. Stien er gennemgående svært passabel på store strækninger pga. oversvømmelser, resten er ret smattet. Syd for motorvejen går det helt galt: Her måtte selv den smalle trægangbro givet op, og var bukket under for vandmasserne. Jeg måtte opgive at følge Skjoldungestien, og ty til kildepladsens arbejdsvej som fører op til landevejen - gennem marker.

Typisk landskab ved Gammel Lejre. Vidtstrakte, livløse marker, kuperet med rigeligt gravhøje. Gammel Lejre er en lille landsby med huse på begge sider af en gennemgående bygade.

Alting ser bedre ud i solskin, og det er der god brug for på denne tur hvor man gerne skal kunne se langt for at øjnene kan hvile på noget. Især de 3 kilometer langs åerne til sidst træk søm ud. Så på den måde var det dårlig planlægning fra min side. De ca. 20 km kom derfor til at føles en anelse hårdere end antallet af kilometer egentlig berettiger til. Det havde i bagklogskabens klarsyn nok været bedre at tage turen den modsatte vej.

Vinter i Lejre på Skjoldungestien

Solskin har der ikke været for meget af denne vinter. Så selv om det blæste, var det da bare med at nyde det - Skjoldungestien.

Jeg missede en af afviserne til Skjoldungestien, og fik i stedet set denne forblæste Baunehøj. 

Ruten var for en gang skyld ikke lagt - jeg er blevet pensionist! Jeg havde købt et nyt kort, Nationalpark Skjoldungernes Land (Calazo Förlag, 2019), og det skulle afprøves. I stedet for Kraks Kort som jeg ellers har brugt nu siden 2013. Derfor havde jeg også valgt et område som jeg nogenlunde kendte i forvejen - jeg skulle jo nødig risikere noget. Kortet fungerede udmærket, mest som en ny form for at vandre uden opmåling. Eneste ulempe er at manøvrere med et ca. 1 m2 stort kort i blæst. Den går ikke, man må finde et sted med læ.

Tvedhøje ved Allerslev med Lavringe Å forrest i billedet. Der burde være to, men den ene er eroderet væk med tiden.

Det første stræk af Skjoldungestien ender blindt. Det starter i Lejre, følger Lavringe Å sydpå forbi Allerslev, og ender lidt nord for Osted. Det går også igennem en af HOFORs kildepladser. Lavringe Å er også om vinteren et idyllisk sted, og modsat om sommeren er der virkelig strøm på. Masser af vand i åen.

Jamen, sådan ser der ud om vinteren i store dele af Danmark, her ved Lavringe Å og kildepladsens arbejdsvej. Brunt, gråt, mørkt. Men kik på himlen: Næsten helt blå og solen skinner.

Man kan så vælge at gå tilbage igen. Det gjorde jeg ikke, for går man et stykke ad landevejen, kan man gå ad kirkestien op til Osted Kirke, fortsætte vestpå og støde til en anden af Skjoldungestierne ved Særløse. Det lyder nemt, men i dag var det turens absolut mest anstrengende stykke, da der var frisk vind til kuling og absolut ingen læ for modvinden. Kun lidt mens jeg lavede en afstikker gennem den lille bebyggelse Skovledholm med en lille mølle. En far og hans formodede datter var også ude at cykle, og det gik ikke stort hurtigere end hvad jeg kunne gå. 

Jeg var absolut ikke in the mood for at fotografere mellem Osted og Særløse fordi jeg havde nok med at stride mig op mod vinden. Men her i Særløse går det bedre i læ bag kirkebakken.

Jeg tog en afstikker fra stien til Særløse Kirke som ligger på en stejl høj. Her var absolut ingen læ, men udsigten er ganske god, og jeg havde nok opholdt mig her noget længere, havde det ikke været fordi jeg kunne forudse at vinden ville begynde at nedkøle mig mere end jeg havde lyst til. 

Det var lidt svært at bevare fodfæstet til at tage dette foto. Hvor man ikke kan mærke hvordan vinden lagde et konstant og vedvarende pres på fotografen. Men indtrykket af udsigten skulle med!

Skjoldungestien følger i øvrigt på store dele af strækningen Gudernes Stræde som er en fortræffelig vandrerute med mange små pudsige informationer undervejs. Den har jeg tidligere beskrevet her på bloggen. Der var mere læ og sidevind, især da jeg nåede ind i skovområdet Indelukket. Det følger en bakkeside i læ for vinden. Til gengæld havde regnen gennemblødt stierne temmelig meget i det noget lave terræn. 

Den højtliggende af bygningerne ved Hulegård. Mod højre går Skjoldungestien til Ledreborg.

Nord for Indelukket Bispegård missede jeg en afviser til Skjoldungestien, og pludselig igen befandt mig ude i den susende vind på vej mod Bavnehøj. Det er jeg ret god til, det med at misse pæle. Jeg kan ikke lige sige hvorfor. Jeg bilder mig selv ind at det er fordi de ikke er der. Så måtte jeg igen ud i modvinden vestpå mod Hulegård. Som om sommeren sikkert er et meget idyllisk område med smukke huse og bakket terræn. Herfra valgte jeg den sydlige rute af Skjoldungestien for at komme i læ af blæsten op mod Ledreborg. 

Skjoldungestien mellem Hulegård og Ledreborg. Her gik jeg i lå af bakken.

Der var jagt på Ledreborgs jorder, så stierne var adgang forbudt mange steder, hvilket begrænsede mulighederne for afstikkere langs hele vejen. Nordpå langs golfbanen var der godt gang i vinden igen, indtil Herthadalen. Her havde jeg håbet på at restauranten måske serverede en kop kaffe. Det gjorde den selvfølgelig ikke - den er lukket for vinteren. Herfra var der så medvind resten af vejen gennem Gammel Lejre, forbi vandværket og ind ad Blæsenborgvej der i dag mere end passede til navnet. 

Udsigt fra Skjoldungestien mod Gammel Lejre nede i ådalen, med Mysselhøj til venstre i billedet. Måske kan man lige ane Energitårnet helt ude i horisonten til venstre. Den ligger forbi Roskilde mod Trekroner. Sigtbarheden er ganske god.

Togene fra Lejre går kun en gang i timen om lørdagen, og det betød en del ventretid. Det er lidt af en træls affære, for det eneste sted jeg har fundet hvor man kan få en kop kaffe er hos den ellers udmærkede bager, fra en Wittenberg-automat. 

Og Lejre Station? Ingen kaffe. Det er lavet om til bibliotek. Jamen, så satte du dig vel over og læste i en bog? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er pensioneret.

Udover kortet har jeg også anskaffet en masse vandreudstyr, nu jeg forhåbentlig får tid til at vandre meget mere. Og alt bestod sin prøve, og mere til! Uldundertøjet, og ditto trøje, den vindtætte jakke, støvlerne. Det holdt alt sammen, og på trods af chillfaktor og strid blæst var jeg ikke på noget tidspunkt kold, heller ikke da jeg ventede i det forblæste skur på Lejre Station. Det tog 5-6 timer med det hele, og en hurtig opmåling derhjemme viste 23 kilometer. En lovende start på 2020.

Gudernes Stræde Lejre - Karlslunde

Gudernes Stræde byder på denne strækning bl.a. på Ramsø-fredningen og adskillige smålandsbyer

I betragtning af at kulturstepper udgør omkring 2/3 af Danmark, så er Gudernes Stræde lagt på en rute med en langt større andel natur. Ruten svarer til mine tidligere vandringer gennem hele Gudernes Stræde den 3. april 2016 fra Lejre til Gadstrup og 26. februar 2016 fra Gadstrup til Mosede. Modsat disse altså senere på året og derfor også mere grønt.

Lejre

Jeg stødte til ruten lidt sydøst for Lejre, ved Højby som er sammenvokset med Lejre, men som dog synes at have en vis grad af landsbyliv omkring gadekæret tilbage. Højby ligger på Gudernes Strædes "ringrute" Lejre-Øm-Højby-Lejre. Ved Højby oplyser en af infopælene om at her gik Alfarvej mellem Øresund og Storebælt. Markeret med en markvej.

Højby, syd for Lejre. Omkring dette kær er der delvis bevaret noget af hvad der må være en gammel landsby. Her er også noget så exceptionelt som en postkasse.

Ringruten mener jeg må være ny, så jeg gik mod Kumlehusevej, og drejede så ned af denne for at komme tilbage til den "normale" rute.

Kumlehusvej. Indrømmet, ikke på Gudernes Stræde. Men til gengæld lidt hesteliv.

Ramsøstien

Ved åen støder man til Ramsøstien. En af de allerbedste naturstier jeg har gået på overhovedet. Den er lang og der er masser af liv. Insekter, fugle, planter og dyr. Selv her i det tidlige forår dufter der desuden. Eneste ulempe er måske stiens beskaffenhed. Lidt for meget natur måske, ikke noget for folk i rullestol, for at sige det på en anden måde. Fotoer kan kun dårligt gengive oplevelsen af lyde og dufte.

Ramsøstien. Dette er et af de oversvømmede områder som man dog har en mulighed for at gå udenom nogenlunde tørskoet.

Det værste stykke er ved fugleskjulet. Et stykke af vejen kan man kroge sig gennem tjørnekratten i siden af stien. Men så kommer man til en vandbrønd som løber over. Det har gennemblødt stien så meget at man synker 20-30 centimeter ned i mudder og okker. Heldigvis havde jeg reservestrømper med og støvlerne holdt nogenlunde tæt. Men et øjeblik greb jeg mig i at tænke: "Åh nej, kviksand". Så galt var det dog ikke. Stien ser i øvrigt ud til at være ved at blive ordnet, men er kun nået til Ramsøgård.

Ramsøstien. Det kan være svært at se stien på dette foto, men det er den grønne strimmel som kanter sig gennem billedet.

Dette skal dog ikke afholde nogen fra at gå denne fantastiske sti. Øst for fugleskjulet forsvindet stien næsten og bliver til en trampesti langs en mark.

Ramsø, altså søen. Søerne har engang været drænet som landbrugsområde, men er i nyere tid blevet retableret som vådområder på en 1½ kilometers længde og ½ kilometers bredde.

Gudernes Stræde foreslår at man går sydpå ad Ramsømaglevej, men det er der for så vidt ingen grund til. Ramsøstien fortsætter øst for Brordrupvej langs de tre søer Ramsøen, Brordrup Mose og Ramsømagle Sø - hvor fugletårnet ligger. Mod nord går man langs de sænkningen og kan se bl.a. Brordrup nord for. Ruten fortsætter gennem stationsbyen Gadstrup med et stort industriområde øst for ad Salløvej mod Snoldelev

Snoldelev. Byen ligger langstrakt ca.1 kilometer langs ruten og byder på enkelte stråtæktshuse, dette hus som ligner en gammel købmandshandel og kirken.

Snoldelev, Hastrup og Karlstrup

Efter Snoldelev kommer man vest for og også øst for til de lortebrune kulturstepper hvor man dog i det fjerne kan se nogle grønne områder og enkelte gårde. Danmark er et land hvor man ikke kan vandre gennem naturområder, men må igennem det lortebrune landskab uden nogen former for liv, kulturstepperne. På denne årstid er de meget markante da byg, hvede og rasp endnu ikke er kommet op.

Hastrup er en del mindre end Snoldelev, men har til gengæld bevaret en del gamle huse og gårde.

Øst for Hastrup har man fra Bødkerhuset (der er sat til salg) mulighed for at passere en brakmark mod Bakkegårdsvej. Det giver mulighed for at kigge nærmere på Karlstrup Kirke og det gamle voldsted nordøst for. Sidste gang var jeg ved Karlstrup Kalkgrav som nok er at foretrække hvis man absolut skal vælge.

Korporalskroen, Møllebækkens Købmandsgård mm. Et børnevenligt sted hvor trætte vandrere kan forkæle sig selv med en is og kikke på gamle købmandsvarer.

Et af de mere spektakulære udflugtssteder og rastepladser er ved den stærkt trafikerede Tåstrupvej. Korporalskroen, Iskagehus og Møllebækkens Købmandsgård ligger her. Her har man forsøgt at genskabe en gammel købmandsbutik fra min barndom. Og der er mulighed for at spise en is ved Møllebækken. Det gjorde jeg sidst - ikke i dag da iskagehuset var lukket.

Vilhelms Plantage. Ruten her går delvis igennem skov og delvis åbent land. Det er gammel havbund, altså fladt.

Wilhelms Plantage

Den sidste del af ruten går gennem et bynærtnaturområde. Man har heldigvis fået åbnet stien under motorvejen igen så man kan komme til Wilhelms Plantage og videre mod Brødmosen.

Brødmosen, hængesækken. Mosen er ganske lille, men dog alligevel en intens oplevelse.

Gudernes Stræde er i et vejr som dette, frisk til jævn vind og cumulusskyer ideelt til vandring. Afvekslende og kun meget lidt lortebrune landskaber. Om en måned slipper man måske endda for dem når byggen, hveden og raspen står lidt højere. Turen var også en milepæl for mig da jeg efter næsten 4 år med Polymyalgi (og 4-6 år tilbage) nu er nået op på at kunne klare en ganske pæn strækning og i et ganske pænt tempo uden at gå ned.

Flere fotoer på Flickr fra Lejre, Roskilde, Solrød og Greve.

Ruten

Lejre Station. Højbyvej. Kumlehusvej. Ramsøstien. Gadstrup. Snoldelev. Hastrup. Karlstrup. Wilhelms Plantage. Karlslunde Station. I alt ca. 28 km

Karlslunde

Strand. Skov. Mose. Gudernes Stræde. Gode bynære naturområder til en dagtur omkring Karlslunde

Det her kan man da bare ikke få for meget af. Og der er hele 3 kilometer i denne genre. Abstraherer man fra broerne, kan man forestille sig et landskab som selv stenaldermenneskene må være fortrolige med.

Jeg har tidligere passeret områderne omkring Karlslunde i forskellige andre sammenhænge og dagens tur var netop rettet på at se mere grundigt på disse områder. Og der er masser at komme efter til en dagstur. Eneste minus er Køge Bugt Motorvejen som  især op til 500 meter øst for sætter et larmende præg på turen.

Trappen ved Mosede Fort. Her har man dette udsyn mod Køge. I forhold til mine tidligere besøg var der højvande.

Stranden

De første tre kilometer går ad nogle af de bedste strande i hovedstadsområdet: Fra Mosede Fort til enden af Trylleskoven. Karlslunde Strand og Karlstrup Strand. Den sidste kilometer er særpræget: her er der ikke bebygget ned til stranden. Man kan altså se et nogenlunde uspoleret strandområde med tilhørende enge og bagvedliggende krat og skov, et særsyn. Det er ganske enkelt at vide hvornår man er i dette område. I den sydlige del går det til Karlstrup Mosebæk og mod nord til et vandløb med det anonyme navn Kanalen. Ellers er der ikke så mange pejlemærker når man går helt nede ved vandkanten. Stranden skulle være et fluepapir i sæsonen, men bestemt ikke i dag hvor der kun går ganske få mennesker rundt. Måske vejret. Godt vandrevejr, mindre godt bade- og strandvejr.

Trylleskoven set fra den sydlige ende mod nord. Man kan se den brede strandeng bag selve stranden og ane skoven helt til venstre. Bevoksningen varierer meget. Hvilket ikke helt fremgår af fotoet.

Trylleskoven

Fra stranden kan man gå en kilometers penge tilbage inden i Trylleskoven. Den er fredet og ganske spændende. Udover skoven er der små lyngbakker, strandoverdrev og en gammel fyrretræsplantage. Skoven har navn efter krogede fyrretræer, men dem er der nu ikke så mange af. Området var i starten af 1900-tallet noget overrendt af badegæster og landliggerliv. Men det er der nu ikke så meget tilbage bag. Dog kan Tryllevælde Badehotel stadig ses. Den lykkedes det mig dog ikke at lokalisere.

Et af de scenarier man kan se i Trylleskoven. De krogede og "fortryllede" fyrretræer er ikke sådan lige til at se hvor de er henne.

Karlslunde Mose

Fra Trylleskoven er der kun at gå over Karlslunde Strandvej, så er man i Karlslunde Mose. Et meget fladt område som er en tidligere lagune, der langsomt er blevet til land. I beskrivelsen af fredningen står der at man stadig kan finde muslingeskaller som er rodet op af mosegrise og muldvarpe. Jeg kiggede, men det er åbenbart ikke såsom for muldvarpeskud.

Kanalen nord for Trylleskoven. Det er jo næsten en hel lille canyon! Bækken har skåret sig gennem hvad der tidligere var havbund, og det kan man godt se på siderne af canyon'en.

Karlslunde Mose egner sig egentlig ikke til at blive fotograferet. Det kan virke noget fladt og ensformigt. Men det visuelle kan bedrage. For med duften af kaprifol, et fortryllende fugleliv og ditto insektliv - bl.a. en masse sommerfugle - er det en lise for sjælen at passere gennem mosen. Landskabet varierer kun blidt med vandløb, vandhuller, fugtige enge og moser med pilekrat og rørskov. Hvis man er til fugle (og det er jeg ikke, indrømmet), så er der ved kommunegrænsen til Solrød et fugletårn.

Fra stien nord for Wilhelms Plantage set mod øst er man ikke i tvivl om at Karlslunde Mose engang var en lagune. Og dette var havbund. 

KarlstrupMose

På vej mod syd kommer man til Karlstrup Mose. Selv om man er nødt til at kigge på kortet for at se om man nu er det ene eller andet moseområde. Jeg tror det har noget med kommunegrænsen at gøre. I Greve kalder man det Karlslunde Mose, i Solrød Karlstrup Mose. Naturen er nok ligeglad. Begge var engang lagune. Møllebækken er også ligeglad med kommunegrænser. Den passerer igennem mosen i begge kommuner. Bækken er et andet af de meget attraktive vandresteder. Ikke for ingenting går Gudernes Stræde langs bækken. Bemærk i øvrigt at Gudernes Stræde igen er åbnet under motorvejen, Sidst jeg var her, måtte jeg ud på en omvej på flere kilometer. Jeg tog strækningen fra Korporalskroen ved den gamle Tåstrupvej til Karlslunde Mosevej.

Karlslunde Mose skal man ikke bare sådan lige vove sig ud i udenfor stieernee. Ellers risikerer man at ende i et vandhul!

Brødmosen

Brødmosen er en ganske lille mose. Den syner ikke af meget på et kort, ligner nærmest en slags afsnøring nord for Karlslunde Mose. Heller ikke særlig stor, men den byder til gengæld på 2 områder med hængesække. Og i øvrigt nogle af de skønneste moseområder i området. Desværre skal man gå virkelig langsomt for ikke at være ude af mosen igen. Og pt kan det ikke lige anbefales at sætte sig da myggene er begyndt at sværme.

Brødmosen. Hvis man dvæler lidt midt i mosen, kan man trække oplevelsen lidt ud.

Firemileskoven

Firemileskoven er resultatet af en skovrejsning startet i 1982. I dag er den blevet delt i to af den nye København-Ringstedbane. Men den vestlige del er dog stadig fin. Jeg går ud fra at når banen bliver indviet så vil man ikke længere kunne komme ind på striben mellem banen og motorvejen.

Her fra Engstrupsti-broen over Køge Bugt Motorvejen ser man dramaet om Firemileskoven: Den er blevet delt af København-Ringstedbanen. Til venstre et område man nok ikke sådan lige vil kunne komme til når banen åbner.