Store Vejleå Albertslund-Ishøj

Vandringsløse har skrevet en del gange om Store Vejleå, bl. a. i forbindelse med de store oversvømmelser i september 2017. Det kastede et indslag i TV Lorry af sig. Denne gang har jeg lavet et par sidespring til tilgrænsende vandringsmål.

Nærmere på betegnet på strækningen mellem Albertslund og Ishøj, altså i det område hvor åen er mest synlig. Og i det område hvor man for alvor får et indtryk af at der er tale om en ådal idet man ikke skal ret langt væk fra stien før det hele begynder at blive dejligt sumpet og fyldt med dyreliv.

Boldbanen til fængslet. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvordan fangerne har fordrevet tiden her med atletik og boldspil. Her får man også indtryk af stjernene i fængselsfløjene. Og højden af mur og hegn. Nu holder Nordisk Film til mod højre.

Statsfængslet Vridsløselille

Det er ved at være sidste udkald for at få et gys ved at gå rundt - og visse steder endog ind på - det gamle statsfængsel Vridsløselille. Den centrale panoptikonbygning sker der ikke noget med, men de fire fængselsfløje med cellerne skal rives ned. Godt nok kommer der bygninger de samme steder som ligner de gamle cellefløje, og murstenene genanvendes. Planen blev godkendt i efteråret 2022. 

"Egon Olsen" - sidelæns. Den berømte port som blev vist i filmene set fra siden. Nu er Nordisk Film så rykket ind i området.

Den grønne port, inspektørboligen og kirken bevares. På udenomsarealerne bliver der opført seks boligkvarterer med etageboliger og rækkehuse. Tidligere indsatte vil måsle sukke over at der ikke blev brygget øl dengang de sad der. Men det gør der så nu, bryggeriet Slowburn Brewing Co-op er flyttet ind, og de leverer bl.a. til fire michelin-restauranter. Og sådan er der så meget i vente. Fængselsgrunden - selv om man ikke rigtig kan komme ind uden på de guidede ture - er stadig creepy at gå rundt i. De høje mure og hegn. Nordisk Film var ved at optage da jeg kom forbi, og så er der ingen adgang. Om føje år er der grønne områder og gårde og formentlig også barnelatter og lystig pludren, og så er den uhyggelige stemning vel væk - sikkert ikke mange vil savne den. Jeg fik i hvert fald rigeligt.

Store Vejleå. Hyldager Bakker Nord ligger lige ud for Vridsløselille. Ovenpå bakkerne hældes der pt jord af store maskiner.

Vridsløselille har stadig gadestrukturen fra landsbytiden intakt med et par gadenavne der peger mod den tid. Men ellers er der ikke meget landsbypræg over byen. Moderne tider har også her sat sit præg, selv over de gamle huse der er blevet moderniseret og kun stråtag eller gårde minder om den svundne tid, landbrugssamfundet. Ned mod Store Vejleå ligger den måske mest velbevarede bondegård der nu er fritidscenter. Og endnu tættere på åen kan man støde på heste. Der så noget forkomne ud i det plørede vejr.

Ved Toftagergård, Vridsløselille.

Hyldager Bakker

Siden Albertslund Kommune i 2018 vedtog en natur- og landskabsplan Hyldager Bakker er der sket en del, og der kommer til at ske mere, for der skal etableres et boligkvarter og byudviklingsprojekt som forventes færdigt i 2024. Det rekreative område syd for jernbanen ser ud til at være næsten færdigt med udsigtspunkt, aktivitetsområde - æblelunden og skovbrynet mangler dog stadig. Nord for jernbanen ser det straks noget mere ufærdigt ud. Buldozere og graner arbejder på at lave bakkerne. Her kommer der engang dyrefolde, ridestier mm. En noget smattet affære pt. 

Hyldager Bakker, syd. Her skal der være aktivitetetsområder, man kan se en legeplads under opbygning langs jernbanen.

Mens intentionen kan være god nok, kan man være noget ængstelig for den infernalske larm fra Holbækmotorvejen som er nærmeste nabo mod vest. Her er togtrafikken kun en mindre larmende problem. Faktisk er łarmen på denne dag så intens på toppen af bakkerne at man får indtryk af at sidde midt på motorvejen.

Store Vejleå. På dette sted var området helt oversvømmet  i 2017 og selv om det er tørt nu, så fornægter mosen sig ikke.

Som så meget på Vestegnen er det svært at se hvad der er skabt af naturen og hvad der er skabt af mennesker. Det 35 meter høje Høeghbjerg er menneskabt. Det er overskudsjord fra den voldsomme udbygning af Albertslund sidst i 1960'erne. Omvendt er åen netop på denne strækning blevet restaureret og ført tilbage til en mere naturlig tilstand med dyr og planter. 

Tueholm Sø. Ligeså kunstig som Høeghsbjerg, men det gør ikke noget for dyrelivet.

Også Tueholmsø for foden af Høeghsbjerg er menneskeskabt. Det ser svømmefuglene nu ikke ud til at lade sig gå på af. 

Store Vejleå. Dæmningen ses til højre, og stien gemmer sig nedenfor. Ved høj vandstand ligger vandspejlet højere end stien. Det rene Holland.

Store Vejleå er blevet renset op, og oprensningen ligger langs stien. Her kan man se at der sine steder er masser af muslinger i åen. Muslingerne stammer dog ikke fra nulevende dyr, men fra dengang området var en fjord og vandstanden var ca. 3 meter højere end i dag. Fjorden er senere blevet til mose og eng, men skallerne findes altså stadig.

At området er en tidligere fjord som senere gik i mose og endnu senere blev afvandet da man inddæmmede Store Vejleå, fremgår tydeligt af dette foto. Selv om det måske ser lidt kedeligt ud for den forbipasserende, er det et eldorado for fugle, insekter, frøer mm og en landskabstype som ikke er alt for udbredt.

Man lægger nok ikke meget mærke til det, men det område som ligger i det mest infernalsk larmende område mellem motorveje og motorvejsudfletninger, nemlig Vallensbæk Mose, det mest uberørte område lands ådalen. Nogen nydelse kan der dog ikke blive meget af. Larmen er her så stærk at man får lyst til øretelefoner eller høreværn. Men kan man abstrahere fra det, kan man godt ane det uberørte.

Tranegilde. Udkanten af den forhenværende landsby. Nu rummer landsbyen bl.a. Ishøj Teater.

Tranegilde landsby har ikke meget tilbage af den oprindelige landsby at gøre. Ikke kun fordi larmen fra motorvejene er ganske mærkbar her. Nyt er at Ishøj Dyrepark netop har gang i et projekt sydøst for Tranegilde, et område for helårsgræsning til dyrene til at live lidt op i området hvor der er store højspændingsledninger langs motorvejsstrækningen. Der skulle også komme en trampesti hele vejen rundt. Området ligger langs motorvejen.

Ruten

Albertslund Station. Det tidligere statsfængsel Vridsløselille. Vridsløselille. Store Vejleå Hyldager. Store Vejleå. Høeghsbjerg. Tueholm Sø. Vallensbæk Sø. Store Vejleå. Tranegilde. Ishøj Station.

Turen er omkring 15 km. Dagsformen er efter en grå vinter med megen regn ikke helt i top. Dagen var en af de få solskinsdage.

Forår?!

Efter en våd, blæsende og kold marts er det næsten ikke til at tro at det er forår. En forsigtig vandring viste dog at det er det - så længe det varer

Lille og Store Vejleå er efterhånden kendt terræn. Så weekendens tur var egentlig bare sat sammen således at den skulle bevæge sig på stier og landeveje som jeg endnu ikke har betrådt. Og så ellers bare nyde solen og varmen.

Udsigt fra Rævebakken. Dønnergård Bagved Køge Bugt Motorvejen oog det åbne landskab mod Strøby Huse og Kildebrønde Landsby.

Godt en kilometer stik nord for Greve station ligger der et bakkedrag, Rævebakken. Jeg har ikke kunnet finde ud af om det er naturlige bakker, men de minder umiskendelig om de affaldsbjerge som også findes i Vestskoven og ved Ejby. Altså anlagt over årtiers bygge- og husholdningsaffald og dernæst dækket af jord. Nu er de groet godt til. Udsigten er ikke overvældende flot. Det bedste kik er mod nordvest.

Jeg passerede Ringsted-Københavnbanen flere gange. Her er det ved Bag Kirken, lidt sydøst for Kildebrønde.

Grænseområdet mellem by- og landområder er skarpt trukket af Køge Bugt Motorvejen der nu er ved at få følgeskab af København-Ringstedbanen. Endnu kører der ikke tog på skinnerne så man kan stadig passere. Men jeg går ud fra at når togene engang kommer susende forbi med over 200 km/t ved det hele være indhegnet. Der er dog etableret broer eller viadukter over eller under banen.

Kappelev Landevej set fra markerne lidt nord for Kildebrønde. Området er gammelt landbrugsland.

Jeg har efterhånden besøgt de fleste landsbyer vest for motorvejen og jernbanen - og i dag endnu en, nemlig Kildebrønde. Det er muligvis meget hyggeligt at bo i Kildebrønde og for vandringsfolket er der da også en ganske nydelig kirke og gammel skole (lige overfor) at kigge på. Kirkens ældste dele er af frådsten, de yngre af munkesten og den er ikke blevet pudset over. Skolen er fra 1860 og lukkede i 1954. Herefter blev den indtil 1981 brugt til genhusning. Siden har den været brugt som menighedsgård.

Udsigt fra Ishøjen mod Issøen. Som Rævebakken er der udsigt over boligkvarterer næsten hele vejen rundt. Og motorvejen.

Eftersom jeg har været gennem Ishøj Landsby adskillige gange, tog jeg turen gennem haveforeningsområdet syd for. Og jeg skal da love for at det er fornemt af et haveforeningsområde at være. Det ligner nærmest noget helårsbebyggelse. Øst for kan man tage Ishøjstien. En fortrinlig vandresti uden de store oplevelser, med mindre man er interesseret i industrikvarter og motorvej. Ishøj har også sit eget "Rævebakken", Ishøjen og en tilhørende sø, Issøen. Igen kan man blive i tvivl om det er en naturlig bakke eller et affaldsbjerg. Nok det sidste.

Tranegilde er altid god for motiver. Her fra den forsvundne kirkehøj.

Ca en kilometer nordøst for Ishøjen ligger et lidt specielt boligkvarter omkring en lille dam, med gadenavne som Spindestræde, Tværstræde og Murergården. Så sandelig om der ikke også ligger en Elite Købmand midt i det hele. Hensigten har formentlig været at skabe noget landsbylignende omkring et gadekær. Igen er det svært at se om det er lykkes. Der stå kun en enlig fisker. Det hele er åbenlyst bygget af beton i en ubestemmelig grågul nuance. Min kollega Sune har begået en meget præcis og informativ artikel om stedet.

Vi kan ikke få for meget Tranegilde i sådan et flot vejr

Befolkningstætheden er betydelig højere end i Tranegilde som ligger spejlvendt af motorvejen. Størrelsesmæssigt er de lige store. Her er som bekendt masser af historie som man dog skal have stor fantasi for at forestille sig.

Den blev vist lidt irriteret på at jeg blev ved med at insistere på at tage et foto. I hvert fald gik der ikke mange sekunder før den lettede.

Jeg slog lige et smut forbi Store Vejleå for at se hvordan det var gået siden oversvømmelserne i september 2017. Det var som bekendt i den anledning at jeg var i TV Lorry, efter at have tippet dem om naturfænomenet. Nu var der så blevet tørt, kun et enkelt sted annoncerede Ishøj Kommune med at de var i gang med at rense åen op.

Så blev foråret formentlig indledt. Og længere vandreture til mere eksotiske steder forhåbentlig mulig.

Oversvømmelser: Store Vejleå

Ishøj - Måløv langs Store Vejleåstien og Vestegnstien er en over 20 kilometer motorkøretøjsfri vandre- og cykelsti. I denne tid med en ekstra attraktion: oversvømmelser

Tranegilde Mose. Et eldorado for fugle, insekter og anden god natur. Utilgængeligt for mennesker 

I denne tid kan man opleve det fascinerende syn det er at se naturen spille med musklerne, i dette tilfælde vandmasser som har oversvømmet de nedre 10 kilometer langs Store Vejleå. Værst er det ved broerne under Holbækmotorvejen mellem Vallensbæk Sø og Tueholmsøen. De er ganske enkelt ikke passable, men oversvømmet. Jeg måtte ud på en 2½ kilometer omvej til Vejlegårdsvej.

Oversvømmet mark ved Store Vejleå nord for s-banen. Køerne ser ud til at være ligeglade og nyde vejret.

Naturen kræver sin ret

Derudover er store dele af stien oversvømmet med vandhøjder op til midt på skinnebenet. Først nord for Motorring 4 er stierne helt tørre. Med al respekt for de mennesker som må lide under oversvømmelserne, så kan jeg ikke andet end at være imponeret over disse stille, men enorme kræfter som her er i gang. Udløst af den vedvarende regn der har været siden sommerferien.

Åen skal ikke stige meget mere før haverne bliver sat under vand. Her nord for s-banen. I forgrunden Store Vejleå

Store Vejleå er gennem århundreder er blevet bastet og bundet, langt i render, inddæmmet af dæmninger ja sågar i 1937 decideret flyttet. Tranegilde Mose var engang en fjord, siden en mose som først blev ryddet, siden 1856 forsøgt reguleret med højvandssluse. Alt sammen til ære for landbruget. Og alt sammen alvorlige indgreb i naturens orden som trods regnvandsbassinet Vallensbæk Sø nu viser sin bagside.

Vallensbæk Sø. Stien er sat under vand, og både bænk og planche står lidt uhjælpeligt akavet ude i søen. Det samme gælder de næsten oversvømmede skilte langs søen

Trods Vejle Å er blevet renset op, kan vandet ganske enkelt ikke komme hurtig nok væk. Og det bliver formentlig ikke bedre i fremtiden med klimaændringerne som betyder havstigninger, og altså endnu dårligere muligheder for åens afløb. På den lille kilometer nord og syd for s-banen der er bebygget med parcelhuse, står haverne under vand. Og dæmningen som skal holde Vejle Å væk fra mosen og vandet i åen som et andet Holland over vandstanden i mosen, er også sine steder ved at være oversvømmet. Vandet siler visse steder gennem dæmningen.

Stien, eller pt vandvejen langs østsiden af Tueholm Sø. I baggrunden kan man se teltene fra restauranten. De står nu ude i søen.

Den nordlige bygning af Vallensbæk Vandskiklub står i vand. Men hovedbygningen er dog bygget på en forhøjning, så den ser ikke umiddelbart ud til at være truet. Også haven til restauranten i det sydøstlige hjørne af Tueholmssøen er oversvømmet. Teltene i haven stod under vand, enkelte endog helt ude i søen. Både stien langs østsiden og vestsiden af denne sø er også totalt oversvømmede. Man kan først komme ned på stien igen syd og vest for Høghsbjerg. Herefter går man nogenlunde tørskoet indtil området nord og syd for Roskildevejen. Her er stien til gengæld oversvømmet ganske markant.

Oversvømmelsen ved stien til Vridsløselille er både lang og dyb. Her måtte Vandringsmanden af med skoene og på bare tæer soppe et langt stykke med vand op til midt på skinnebenene.

Men fuglene elsker det! Overalt er der store skarer af trækfugle for hvem Tranemose og selv nogle af markerne hvor der græsser kreaturer, er blevet et rent slaraffenland for frøer, insekter osv og dermed også et eldorado af madorgie for fuglene.

Får syd for Snubbekorsvej og et prægtigt syn med flotte skyer i baggrunden. Heller ikke fårene synes at tage sig særlig meget af de sumpede områder på dele af marken. Det er her iglerne var

"African Queen"

Mine vandrestøvler viste sig at være komplet uegnede til passage på de oversvømmede stier, så jeg måtte vade igennem på bare fødder. Et enkelt sted gik der endda lidt "African Queen" over det da jeg følte mig som Humphrey Bogart der blev overfaldet af igler. Øst for Motorring 4 var søerne på stien nemlig ganske fyldt med store sorte igler. Jeg var da også lige ved at vende om, men nysgerrighed efter flere oplevelser af oversvømmelserne overvandt den plan. Og nej, jeg blev ikke angrebet af iglerne.

Rekonstruktionerne af forskellige vejbelægninger af vikingetidens veje. I forgrunden nogle sten som formentlig skal lægges. 

Ved Risby ser det også ud til at man nu endelig har fået etableret en rekonstruktion af vikingestien til vikingelandsbyen.

Afsked med den bedste del af stien ved Risby Å. Længere nordpå kommer man ud i det sortladne landbrugsland. Et noget ensformigt og kedeligt terræn. 

Sortladent, åbent land

De 12 kilometer fra Ishøj til omkring Risby bevæger man sig i en naturkorridor hvor man godt nok hele tiden kan høre motorvejene, men synet er grønt. Dette ændrer sig nord for Risby, ca 2 kilometer syd for Ledøje hvor man bevæger sig ud i landbrugslandet. Og det gælder hele resten af stien til Måløv. Stien er for så vidt ganske glimrende til vandring. Men den byder ikke på de store syns- eller lydoplevelser. Man går langs tyste og sortladne marker. Selv rabatten er ensformig og lidt kedelig at se på.

Ledøje er faktisk den eneste landsby som ruten går igennem. Og så Måløv helt mod nord.

Og så lykkedes det mig ved et tilfælde at finde svenskestenen som jeg siden april 2013 forgæves har spejdet efter. Den ligger på Skebjergvej ved Smørum Genbrugsplads. Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum Bønders hånd i 1659. De sidste to kilometer går så gennem byområder i Måløv. Jeg valgte stierne gennem det lave række- og etagebyggeri.

Ruten

Ishøj Station. Store Vejle Å Stien/Vestegnsruten. Ledøje. Måløv. I alt lidt over 20 kilometer.

Friheden - Roskilde ad Fjernvandrevej E6

Vandringsløse Tidendes første gæsteafsnit af Cykelmyggen som fører læseren på sporet af Danmarks internationale vandrerute E6

Cykelmyggens cykel ved Toftevænget, lidt nordvest for Ishøj Landsby. Vel sluppet igennem den nu næsten helt overgroede og forsvundne sti fra København-Ringstedbanen til Smågårdsrende.

Egentlig er Fjernvandrevej E6 ikke for cyklister. Den er en 5.200 km lang vej fra Alexandroupolis i Grækenland til Kilpisjärvi i Finland. Danmarks bidrag består i stykket fra Kruså til Kastrup. Dagens etape var på godt 40 km (45 med vildveje), hvilket altså er mindre end en 1/100 af hele vejen. Faktisk viste det sig at jeg tidligere har gennemtravet det meste af ruten tidligere - uden at vide det. For ruten er ikke særlig godt afmærket. Et kort er et must - og alligevel gik det galt flere steder.

Scenarie ved broen tæt på Arken Museum. Lidt atypisk scenarie. Det er nok derfor at svaneparret har udsøgt sig lige netop dette sted.

Så tæt på landets hovedstad er naturoplevelserne begrænsede og isoleret til meget små enklaver mede adskillige kilometers afstand.

Strandparkerne

Med mindre man bare godt kan lide at vandre uanset hvor, så kan manglen på naturoplevelser være en af grundene til at vælge cykel frem for vandrestøvler. Stykket langs Strandparkerne går langs de mere anonyme grusveje bag klitterne, og her har man hverken udsigt til vandet eller til indsøen. Det er mere en gennemfartsvej så man kan komme hurtigt fra sted til sted. Til gengæld er der gode vejforhold, især gennem Mågeparken i Hvidovre. Fra Ishøj Havn til Reerslev er stierne mest beregnet for mountainbikes.

Store Vejleå er klemt af marker og bebyggelse, men man aner dog dens pragt og vælde flere steder langs ruten. Her i Ishøj

Vejleåerne

Kultursteppen dækker omkring 2/3 af Danmark, og jeg gætter på at det tal er højere på denne del af E6. Rapsmarker lyser kunstiggult så blikket næsten automatisk trækkes hen mod de mere varierede grøn-blå-gule rabatter. Ruten byder ellers på strækninger langs to af de bedste åforløb på vestegnen, nemlig Store Vejleå og Lille Vejleå. Men netop på denne strækning er de temmelig klemt inde, og Lille Vejleå har ikke rigtig fået bredde og saft og kraft. Til tider minder den mest om en grøft. Her er cyklens tempo bestemt en fordel. Det går lidt kvikkere med at komme igennem.

København-Ringstedbanen hvor den krydser Motorring 4 vest for Tranegilde. Til højre ses grusvejen som har erstattet den forhenværende rute som forløb til venstre for banen. 

Til gengæld er stierne på denne del af ruten mest til vandring, og forholdsvis uegnet til cykling. Det bliver bestemt ikke bedre af at der er forsvundet næsten en kilometer af stien på grund af byggeriet af København Ringstedbanen. Men en ny sti er tilsyneladende ved at blive etableret. Hjulspor er støbt ned i leroverfladen, og turen her er nyrerystende på cykel.

Jo, det er E6. Det kan man bl.a. se på skiltet med ridning forbudt ca. midt i billedet. Men vejen er overbegroet, sandsynligvis fordi den har været spærret som følge af banearbejdet.

Kildepladserne

Hvis man er til fredfyldte og oplevelsesrige naturområder må man ty til HOFORs kildepladser. Men de er meget små i dette område. Her kan man tage sig en pause og indsnuse lugte, lytte til fuglestemmerne og i bedste fald se en ræv, et rådyr eller en hare. Nuvel, vi er tæt på Staden, så man skal ikke forvente for meget natur. Slet ikke når man bevæger sig ind på fx Benzonsdals endeløse kulturstepper med konventionelt landbrug og monokultur. I stedet kan man så fokusere på bare dette at gå eller cykle. Det hjælper på formen at motionere!

Egentlig hører Kildebrønde ikke til E6. Men ved Lille Vejleå og Ishøj Kildeplads forsvinder stien simpelthen og jeg cykler forvildet rundt indtil jeg igen kommer på rette vej ved Kildebrønde

På cykel kan man nemt komme til at køre galt eller ganske enkelt ikke bruge vandrestien. Det skete da også på et tidspunkt. Jeg kørte forkert og anede ikke hvor jeg var. Det viste sig så at være tæt på Kildebrønde. Så fik jeg også set det sted - og Strøby Huse. Som vist på fotoet er der en gammel kirke og en gul bygning, som er Kildebrønde Gamle Skole. Den er fra 1860. Hvis der går lidt Nøddebo Præstegård i det, så er det ikke helt forkert. En af pastorerne inspirerede til pastor Blicher.

På samme omvej ser jeg også Strøby Huse. Hvis det ikke lige var for den stærkt befærdede vej, kunne der da godt lugte lidt af landsbyidyl.

Tæt på Kildebrønde ligger Strøby Huse. Uden kirke og skole, men til gengæld med en vingeløs mølle. Hvis man farer vild, er området finmasket hvad angår veje, så det er rimeligt nemt at komme tilbage på sporet igen.

Lille Vejleå, umiddelbart vest for Thorslunde. Vi ser mod vest. Åen er stærkt rettet op som en snorlige rende og der er betonfliser for neden, ligesom med Harrestrup Å.

Stykket langs Lille Vejleå har jeg passeret i forbindelse med vandværksvandringerne den 12. februar 2014. Dengang var det altså stadig vinter. Men egentlig ser området omkring kildepladserne og Lille Vejleå ikke så forfærdelig meget anderledes ud på grund af de udstrakte landbrugsområder. 

Hedeland er et spændende område, og det er under konstant forandring. Dets forhenværende brug som grusgrav ses af smalsporsbanen med dens mange "stationer" eller trinbræt. Det meste er nu rekreativt område. Om sommeren kan man køre med toget.

Storlandbrug

Området syd for Thorslunde er domineret af industrilandbruget Benzonsdal. Dette område oplevede jeg første gang 21. juli 2016. Denne gang er jeg glad for at være på cykel: Kilometer efter kilometer langs trøstesløse marker uden særlig meget liv oplevede jeg dengang. Så det må gerne gå lidt stærkt med at komme gennem det. Og det er der ikke ændret ved i dag. Lyd- og livløst, kun vindens sagte susen høres.

Vindinge er et byområde som er ved at vokse sammen med Roskilde. Men den gamle brønd er dog blevet restaureret så man kan se hvordan det så ud da farfar var dreng og man mødtes ved landsbyens gadekær

Hedeland

Det er ironisk at et af de største naturområder på E6 er et gammelt industriområde, nemlig de nu for længst forladte grusgrave som man kender under navnet Hedeland. Engang et fladt hedeområde. Så krævede motorveje og husbyggerier enorme mængder grus som blev gravet op og efterlod området med gigantiske kratere der  i dag langsomt er ved at vokse til medsærpræget og varieret planteliv. Og har tiltrukket en masse dyr, fugle og insekter. Således opdagede jeg det den 25. februar 2014. Og siden er det bare vokset mere og mere til.

Og som nogen måske har gættet, har Vandringsmanden måttet ty til cyklen. Hælsporer har gjort at vandring er både pinefuld og ikke anbefalelsesværdig. Sådanne behandles nu med indlæg og forventes at være væk igen i løbet af 3 måneder.

Der er adskillige gode guider til fjernvandrevej E6. En af dem er på Friluftsguiden.

København-Ringstedbanen

Ikke uventet er der sket en masse siden denne weblog besøgte strækningen Vigerslev Station til Vallensbæk en frostklar snevejrsdag 26. december 2014.

Her går banen under jorden ved Vigerslev Station. Genbrugsstationens hegn anes yderst til højre. Og man aner Kulbaneparken som en tydelig forhøjning hele vejen gennem fotoet oven på jernbanetunnelen. Foto taget nogenlunde fra samme vinkel december 2014 viste nedgravningen.

København

Turen udgør 11 af de i alt 60 km jernbane. Og går gennem fire af de i alt 10 kommuner. Den del der ligger tættest på København. Først og fremmest er man nu færdig med at grave den underjordiske del. Den 700 m lange tunnel under Kulbaneparken er færdig og terrænnet er løftet adskillige meter. Dog endnu som en mudret "højslette", som formenlig om nogle år vil være beplantet som park hvor folk overhovedet ikke vil bemærke højhastighedstogene i underverdenen.

Starten på afspærringen af Holbækmotorvejen til højre, set mod København. Banen kommer buldrende ind under fødderne på fotografen som står på fodgængerbroen ved Næsborgvej og fortsætter derefter under jorden. Til venstre Vigerslev Alle.

Hvidovre

Ved Harrestrup Å og Vigerlevvejdukker banen op igen for en kort bemærkning for så igen at krybe under Holbækmotovejen, Hvidovretunnelen. Et par af sporen på denne har været spærret mens tunnelen blev gravet under dem, men nu ser det ud til at der igen er lagt asfalt og de er klar til at blive taget i brug langsVigerslev Alle og Allingvej. Hvor banen dykker under jordoverfladen igen er der en fodgængerbro mellem Næsborgvej og I. G. Smiths Alle.

Brøndbyøstervej-broen ses midt i fotoet der er taget fra Avedøre Havnevej. Til højre og næsten ikke til at få øje på Brøndbyskoven, til venstre Holbækmotorvejen. Cirka midt i billedet er der faktisk en sti der er ført under bane og motorvej, man kan svagt ane den som et brud i volden helt til højre.

Allingevejs ene vejbane har også været afspærret i lang tid, men er nu genåbnet og genetableret med cykelsti og det hele. Ved Hvidovrevej dukker banen igen op til overfladen og forløber nu i en grav uden overdækning mellem Holbækmotorvejen og Allingvej. Sådan fortsætter det helt til Avedøre Havnevej hvorefter banen og motorvejen forløber i nogenlunde samme niveau.

Tunnelen under Holbækmotorvejen. Bemærk den markante hældning på skinnerne. For passagerer i fuld fart vil dette næppe være noget man bemærker. Men hvis toget blev bragt til standsning, ville man opleve at kaffen løb over i den ene side - hvis koppen altså var fuld!

Brøndby

Umiddelbart efter Brøndbyøstervej dykker banen så igen under jordoverfladen under Holbækmotorvejen så den nu i stedet for at forløbe nord for motorvejen forløber syd for. Forløbet her er et af de mere dramatiske. Skinnerne er lagt betydeligt på skrå så de med høj hastighed i svingene under motorvejen ikke vil blive bragt til at ryge af sporet på grund af centrifugalkraften.

Banen slår et slag syd på i stedet for at følge Holbækmotorvejen for at undgå motorvejskrydset mellem Motorring 3 og Holbækmotorvejen. Men helt undgå broer har man altså ikke kunnet. De to forreste er Vestvolden, mens den fjerneste og tredje er Motorring 3. Desuden er der en fjerde for en af indfletningerne til Holbækmotorvejen.

Vest for Holbækmotorvejen har man lavet et meget nænsomt gennembrud af Vestvolden, samt umiddelbart derefter en bro under Motorring 3. Formentlig vil de mange passagerer betyde at passagerer vil opleve et kort swish hver gang. Men næppe få ret meget tid til at beundre Vestvolden. Til gengæld vel der være rigeligt med udsyn for gående langs Vestvolden til at opleve togene ovenfra.

Vallensbæk Torvevejbroen. I det fjerne skimtes broen ved Vejlegårdsvej. Banen er her ved at køre ind i det fredede område omkring Store Vejleå. Mellem de to broer er der en tunnel under banen for gående og cyklister.

Vallensbæk

Banen er efter Motorring 3 kommet ud i mere åbent terræn og forløber mere roligt og udramatisk me de sædvanlige og mere kendte broer indtil den kommer til Vallensbæk Torvevej. Her kører toget nemlig igennem området omkring Store Vejleå og Vallensbæk Sø. Noget større indgreb i naturen er banen ikke, for Holbækmotorvejen har allerede sat sit umiskendelige præg på landskabet med en infernalsk larm.

Vandskiklubbens klubhus blev reddet og ligger uden for billedet til venstre. Ellers ses her hvordan man har inddraget et stykke af søen til banen. en sti er anlagt mellem banen og søen. 

Langs nordsiden af Vallensbæk Sø har man inddraget et stykke af søen til banen. Der er allerede anlagt en sti. Fotoer fra området kan virke meget idylliske, men kort afslører hvilket område man her bevæger sig ind i: Udfletningerne mellem Holbækmotorvejen og Motorring 4! Med idylliske navne som fx Vallensbækgrenen, men tag ikke fejl. Måske er dette paradis for bilister, men for motionister og gående et inferno af motorvejslarm.

Den lille træbro til fodgængere syner af lidt i forhold til de betontunge broer til tog og biler.

Og netop ved vandskiklubben kan man ved at gå langs den kanal som forbinder Tueholmsøen med Vallensbæk Sø få et gyseligt indblik i hvordan bilismen i den grad dominerer.

Det nordvestlige hjørne af Vallensbæk Sø. Herfra kan man skue ud mod rædselsscenariet omkring Motorring 4. Men Vandringmanden vender næsen mod syd til mere fredelige områder.

Og her forlader Vandringsmanden så for nu banen for at berolige nerverne langs Store Vejlåstien til Ishøj Station. Det var de ca. 11 første kilometer af København-Ringstedbanen fra Vigerslev til Vallensbæk. En tur som med de nye højhastighedstog med op til 250 km/t vil kunne tilbagelægges på et par minutter, men som til fods varer flere timer. Hele balladen er planlagt til at blive taget i brug i december 2018, så der er stadig tid.

Den Sydlige Riviera: Greve - Hundige - Vallensbæk - Brøndby Strand

Bag Strandparkerne florerede i nogle få årtier drømmen om det idylliske strand- og campingliv i den frie natur

Et typisk vy af strandene syd for Hundige. Her Greve Strand mod Mosede Havn: Et pænt stykke med sand, strandbevoksning, og bag det villaer. Det var formentlig sådanne strande som københavnerne i større stil begyndte at cykle ud til i weekenderne fra 1920'erne.

Fritidslivet som massefænomen og som vi kender det fra strandparkerne fra Brøndby til Køge er under 100 år gammelt. Og meget forskelligt fra sit udgangspunkt. Næsten symbolsk er Gl. Køge Landevej i virkeligheden ikke særlig gammel. Den erstattede i 1934 den "oprindelige" landevej, to ufremkommelige hjulspor der lå længere inde i landet. Gl. Køge Landevej blev anlagt med cement. Grundene langs stranden var værdiløse set med landbrugsøjne. Og fra Store Vejleå til Køge var der nærmest øde. Undtagelser er fx huset på Gammel Køge Landevej 710b (1885).

Dette hus skulle være en af undtagelser til at der var totalt øde i området før 1950'erne. Nu er residerer Manolo i bygningen fra 1885. Og det ser nu også ud til at den har gennemgået adskillige renoveringer siden dengang.

Tidligere har Vandringsløse Tidende gennemtravet kyststrækningen fra Køge til Mosede Fort, og fra Vallensbæk til Dybbølsbro. Det følgende lukker hullet mellem disse.

Store Vejleås udløb er pakken ind bag Strandparken ved Ishøj Havn, men til gengæld har Olsbæk bevaret sit gamle udløb, så måske her det også set sådan ud ved Store Vejleå engang. Olsbæk er et af pejlepunkterne hvor man kan se hvor på stranden man er. Broerne er et andet godt pejlemærke.

Kroer langs kysten

At rejse til Køge kunne være en langsommelig affære, faktisk en hel dag. Derfor var der undervejs en del kroer. To af dem eksisterer stadig, omend forandret. Køge Bugt Kro var oprindeligt startet som afholdskro i 1921, men allerede i 1924 fik grundlæggeren (Lars Pedersen, hvis efterkommere stadig ejer kroen) alkoholbevilling. Her kunne man også få sig en is fremstillet på kroen, senere fra Solbjerg Mejeri. Kroen ser i dag noget anderledes ud, den er både blevet ombygget og udbygget af flere omgang i 1950, 1962 og 1966.

Greve Strandkro - Strandhotellet - er stadig en statelig bygning som den ligger der ved Greve Strandvej med en lang kile med græs og sti direkte ned til stranden. Der er børnevenligt - man skal ca. 100 meter ud for at nå en dybde på over 1 meter, og hvis man foretrækker 2 meters dybde, må man 150 meter ud. Vandkvaliteten er ikke helt i top, men dog "god".

I 1926 - startede Greve Strand Kro, eller Strandhotellet på en grund udstykket fra Pilegård. Allerede 3 år efter måtte den udbygges til dobbelt størrelse med restaurant og krostue. Og en anlægsbro blev anlagt til de lokale turistfærger. Med cementbelægningen på Gl. Køge Landevej kom er for alvor gang i omsætningen. Ikke kun af endagsturister, men også pensionsgæster, fester og arangementer, generalforsamlinger, bl.a. i den Kinesiske Sal fra 1935. I 1937 kom der sågar en biograf. Denne blev dog udskilt fra hotellet i 1948. Under besættelsen blev hotellet desuden et yndet sted for københavnerne, der led under mørklægningen af hovedstaden, samt for tyskere, der var gået under jorden. I 1950'erne underholdt bl.a. Dirch Passer på kroen. Men så skiftede kroen som så mange andre af slagsen karakter. I 1973 blev den solgt til kommunen, hvis forpagter senere købte den fra kommunen og i 1987 blev omdøbt til Greve Strand-pavillon. Indtil 1994 hvor en ny ejer fik den istandsat og ført den tilbage til sit gamle udseende. Og igen skiftede navn, denne gang til Greve Strandkro. Samt skiftede hyppigt ejer, den nuværende overtog kroen i 2013.

På mit kort stod der Hundige Kro på denne adresse ved indgangen til Hundige Strand Familiecamping. Men alle tegn på det er forsvundet, og nu står der kinesisk restaurant Jin Jiang. BBR-registeret siger 1935, så mon ikke der engang har været liv og glade dage med gæster fra campingpladsen?

For andre kroer blev anlægget af Køgevej fatalt. Fedtekroen i Vallensbæk (nuværende Gl. Køge Landevej 794). Den oprindelige ejendom nedbrændte i sidste halvdel af 1800-tallet. Den var dog ikke kro i samtlige år, men fungerede som gård, gartneri og købmandsforretning. Desuden var ejerne i campingturismens spæde barndom indremissionske. En senere ejer var aktiv modstandsmand og blev ved en fejltagelse skudt på befrielsesdagen 5. maj 1945 (mindesmærke ved Park Alle 55 og på hjørnet af Skolevang og Strandskolevej ved forsamlingshuset, samt Brøndbyøstervej 101). På adressen ligger nu en snedkerforretning, og der står Nygaarden anno 2002 på gavlen. Der er noget rod med vejnumrene som skifter fra Brøndby til Vallensbæk, og jeg har ikke kunnet finde den BBR-registret.

Gammel Køge Landevej, på dette stræk nu omdøbt til Hundige Strandvej er i dag en stærkt trafikeret 4-sporet vej. Taget lidt nord for Hundige Familiecamping. Til venstre ligger "Barney's" og i det Køge Bugt Kro.

Det samme gælder Jægerkroen (1834 brændte genopført 1905) i Ishøj. Her var der skydebane, grundlovsmøder, dans. Den kom til at ligge uhensigtsmæssigt for den nye vej. Landevejen blev rettet ud, og kroen fik ryggen til vejen. En overgang klarede en kreativ kroejer sig med adskillige iøjnefaldende blikfang, men den brændte 1975 og blev aldrig genopført. En overgang var der 8 hytter til campister. Andre hedengangne kroer var Lopholms Kro, Nissekroen og Skillingskroen.

Camping opstår

Det er vel meget naturligt at her tæt på hovedstaden blev anlagt Danmarks ældste stadig eksisterende campingplads. Ferie er et fænomen som opstod i starten af forrige århundrede. I årene 1919 til 1934 steg andelen af organiserede arbejdere der holdt ferie fra ca. 20% til 47%. Den betalte de selv. Det var først i 1938 med Ferieloven at de fik ret til først ni dages ferie med løn, fra 1940 tolv dage. Det var altså "fattigrøvsferie" for "proletariatet". Det ry havde camping såmænd også i 1960'erne hvor jeg voksede op. Sådan er det så ikke længere i takt med at der er gået penge i foretagendet og det er blevet en kæmpeindustri.

Indgangen til Hundige Strand Familiecamping. Det kan godt være den er hyggelig, men meget er der vist ikke tilbage fra pionertidens ry som "utugtsanstalt". Bortset fra en plade der er skruet fast på receptionen hvor der bl.a. står "Lejrklubben for Danmark 1926-2003"

Det er helt i modsætning til starten. I 1920'erne var der stadig masser af natur hvor man på sin cykel med sit hjemmelavede campingudstyr kunne tage hen og overnatte i et primitive telt. Eventuelt på græsmarker eller små lysninger i skoven, som i princippet blev drevet af en landmand eller campisterne selv. Sådan foregik det i starten på Hundige Strand Familiecamping fra 1926 som ifølge deres hjemmeside om campingpladsen er Danmarks ældste eksisterende campingplads. Det var starten på det som i dag kendes som Dansk Camping Union. Først i 1928 fik den dog sin nuværende placering. Der er mindst 3 restauranter ved pladsen i dag, samt flere (fx Barney's) i kort gåafstand.

Kogræsserforening. "Rentacow". Der er mening med galskaben. Køerne holder vegetationen nede, så de sjældne strandenge kan fortsætte med at eksistere. I deres gødning lever gødningsfluer og gødningsbiller - de æder løs af fluelarver - og skarnbasser. Vadefugle og ænder har vidt udsyn til deres fjender.


Pludselig fik bønderne øje på en ekstra indtægtskilde fra de ellers værdiløse strandgrunde: De kunne opkræve campinggebyr mod at der blev gjort ren, adgang til vand, fjernelse af affald, osv. Hvad de så ikke havde regnet med var at campisterne var der for at slå sig løs. Bønderne var magtesløse mod horderne af fulde folk og hvad der var værre (usædelighed). Ikke nok med at de holdt sig for sig selv på pladserne, de dukkede også op i badetøj hos de lokale købmænd, dinglende fulde på cykler osv. Ikke underligt at en militærperson, ritmester Lemcke prøvede at få styr på det. Det var ham der lejede strandgrunden ved Karlstrup Strand (nu Karlstrup Strandpark). Han fik afspærret området og opkrævede entre. Lejrklub Danmark lejede sig ind hos Landmand Jens Peter Hansen i Hundige i en sandgrav mod betaling for ophold og overnatninger. Til gengæld hjalp han med dagsrenovationen der blev brændt på pladsen.

Lidt syd for Hundige Havn går strandene fra at være naturlige strande over til at være kunstigt anlagte strandparksstrande. Det forekommer mig at der er endnu mere lavvandet her end længere sydpå. Måske boltrede sælhunde sig her på bankerne for 200 år siden, i hvert fald hvis man skal tro tidsskriftet Politivennen fra 1808.

I mellemtiden havde man døbt klubben om til Lejrklubben for Danmark med det udtrykkelige formål at skabe en virkelig landsdækkende organisation. Slogan: ”En lejrsportsmand er altid en Naturfredningsmand”. Vi lader dette stå et øjeblik, lukker øjnene og sender tankerne i retning af hvordan lejrlivet senere har udviklet sig, og undlader at kommentere.

Badeanstalter

Strandbeklædning var noget det finere borgerskab gik med fra 1890'erne. Men i 1930'erne opfandt man badebukserne - og en todelte badedragt for kvinder. Fra at være et helsefænomen blev badning hurtigt et forlystelsesfænomen. Hvilket også smittede af på badeanstalterne som havde deres glansperiode i 1940'erne og 1950'erne: Før 1947 have man anlagt “Badeetablissementet Neptun”. I 1950’erne var den blevet samlingspunkt for sommergæsterne ved Brøndby Strand. Allerede omkring 1960 blev den lukket af sundhedsmyndighederne.

Efter hvad jeg kan regne ud må det være i dette område øst for Grønnesti at badeanstalten Mandalay lå. I baggrunden Grønnetangen. Området ligger nu bag ved strandparken og har formentlig engang lignet sandstrandene på fotoerne ovenfor. 

Lidt længere levetid havde Mandalay fra 1949 øst for Grønnesti på Gammel Køge Landevej 775. Den holdt indtil slutningen af 1960’erne. Her gik en lang bro næsten en halv kilometer ud. På hver side var der kiosker til henholdsvis billetter og slik. Mandalay blev ikke bare brugt til badning i fritiden, men også til skolernes svømmeundervisning. Bedre gik det med Strandkiosken Mandalay opført 1947 som et lille Premier ishus, med toiletter, telefonboks og omklædningsrum. Den ligger der stadig, omend ikke i sin originale udformning. Stadig med Premier Is. Endelig eksisterede Sølyst en kort periode fra sidst i 1930'erne og har givet ophav til vejen Sølyst Alle.

Strandkiosken Mandalay er vist det eneste som  minder en om at der engang var en badeanstalt med samme navn her. til gengæld er der velbesøgt på denne dag hvor temperaturen nærmer sig de 30 grader.

Strandparken

Så noget er der dog tilbage som minder om perioden hvor arbejderne i Københavns brokvarterer fandt et åndehul med frisk luft og natur i nogle årtier omkring 2. verdenskrig. Den massive udbygning af byerne medførte imidlertid at forurening, rotter og råddent tang ødelagde strandene, og Strandparkerne blev anlagt fra 1979. Strandparkerne blev samtidig et kystværn for bebyggelserne på de lavtliggende gamle strandenge. Og nogenlunde samtidig anlagde man de tre havne, Hundige Havn, Ishøj Havn og Vallensbæk Havn.

Hundige Havn ligner enhver af de andre havne på turen. Med alle de faciliteter som ikke blot sejlsportsfolk, men også vandringsfolket kan drage nytte af hvad angår såvel påfyldning som aflæsning. 

Der er ingen tvivl om at såvel naturstrandene som strandparkerne spiller en meget stor rolle for lokalbefolkningens rekreativitet. Og modsat fluepapirerne nord for København er der meget at komme efter for naturelskere og vandrere. En af de helt store overraskelser var fx naturstien langs Jægersøen syd for Arken. Der er masser af plads. Masser af forskellige landskabstyper. Og lidt overraskelser undervejs, som fx noget der vist er en nudistbadestrand (dog ikke skiltet, så måske bare de facto indtaget) nord for Hundige Havn.

Ruten

Greve Station. Strandene. Brøndby Station. I alt 15 kilometer.