Efterårstur Borup-Hvalsø

Halvt landevej, halvt skovtur på en af efterårets vel nok sidste vandreture før bladene endeligt har mistet fæstet

Efterårslandskab i al sit pragt og ydmyghed: Overdrevet langs Mortenstrupvej i Ravnsholte Skov. Ikke noget under at der er indrettet shelter på den anden side.

Dagens tur var ikke forberedt, intet jeg satsede på at få set. Andet end at se på efterårsfarver. Helst i solskin, men endnu engang viste det sig at ligeså snart man kommer ind i Ringsted Kommune, så bliver der overskyet. Solen pippede lidt frem en gang imellem, men ikke det store. Vejret var imidlertid klart og næsten vindstille, så det gjorde ikke noget.

Møllelundgård. Nu sognegård og del af det kirkelige miljø omkring kirken, sammen med kirkegården og graverkontoret.

Man skal igennem Borup for at komme ud på landet. Og Borup er vel hvad man ville kalde en typisk dansk provinsby med hvad en sådan nu byder på af huse. På denne fredag formiddag er der ganske mennesketomt. End ikke de obligatoriske hundeluftere er på banen. Kirken, kirkegården, graverkontoret og Møllelundgård som nu fungerer som sognegård, er oplivende oplevelser. På kirkegården er der et par gravsten med lidt gammel historie, bl.a. en godsbestyrer fra slutningen af 1700-tallet.

Vy over den sydlige del af Lammestrupvej, og et nogenlunde typisk vy, med skov mod nordøst og spredte gårde og huse langs vejen. Ikke meget plads til vandrere, men trafikken er heller ikke overvældende.

Lammestrupvej

En af de store overraskelser var Lammestrupvej. Måske fordi jeg ikke havde forventet for meget af dette stykke. Selv om vejen er befærdet med trafik og der ikke er levnet plads til vandringsfolket, andet end i rabatten, så er der på de seks kilometer landevej en hel del gårde og huse spredt langs med vejkanten som er ret seværdige. Også Lammestrup har en del flotte gårde og huse, mens det lidt større Stubberup er mere anonym.

En af de bedre udsigter langs Lammestrupvej, her lidt nord for Lammestrup. Heldigvis ligger de nogenlunde tæt så man ikke når at blive alt for træt af at kigge på sortladne kulturstepper.

Det er afgjort husene som redder Lammestrupvej, for natur er der sparsomt med. Der er marker til mindst en side. Men til gengæld går man langs først Ryeskov, længere mod nord langs Magleskov. Der er så landligt at man støder på flere boder langs vejen, hvor der tilbydes kartofler, æbler ja sågar en specialforretning med marmelade og kryddereddiker. Min ryg kan dog ikke pt holde til at slæbe rundt med alt for meget, så jeg måtte modstå fristelsen til marmeladen. Den så ellers lækker ud.

Nord for Erupvej forløber Lammestrupvej langs Stubberup Skov, og her er udsigten ganske betagende, og igen med spredte huse og gårde. 

Man slipper ikke for en tur ud på den stærkt trafikerede Hovedvejen, men man kan dreje skarpt mod nord ad Atterupvej, og når først man er kommet på afstand af den øredøvende larm fra trafikken, slynger vejen sig gennem et stærkt kuperet landskab der bare bliver bedre og bedre, også efter man drejer ad Mortenstrupvej langs Atterup Skov. Midt på Atterupvej ligger Atterupgård som har slået sig på heste. Der er en kæmpestor hestestald med tilhørende ridebane.

Et sidste vy over efterårslandskabet ved Stubberup fra Lammestrupvej. Her kan man allerede begynde at høre larmen fra Hovedvejen. 

Ved Mortenstrup som mest består af en håndfuld gårde og nogle huse, kan man dreje mod nord til de næste mål, Bidstrupskovene.

Gården på overdrevet langs Mortenstrupvej. Så kan det da ikke blive mere idyllisk: Heste som fredeligt græsser og den efterårsklædte skov bagest.

Bidstrupskovene

Jeg havde denne gang omhyggeligt valgt en rute som ikke overlappede med mine tidligere ture i skovene, og jeg bliver mere og mere overbevist om at disse skove er klart de bedste hvis københavnerne vil unde sig en rigtig skovtur. Ikke alene er man dejlig fri for trafiklarm - noget der plager de fleste nordsjællandske skove. Terrænet er også stærkt kuperet, varieret og med masser af damme, bakker, søer osv. Stierne er fortrinlige selv i det aktuelt smattede vejr, vandresko er alt rigeligt hvis ikke man bevæger sig uden for stierne - og det er der kun grund til hvis man vil nærstudere bække, dale eller høje.

Helvedeskedlen. Fotoet yder ikke hullet fuld retfærdighed, det er vanskeligt at fange dramatikken.

Hvis jeg skal fremhæve noget specielt ved dagens tur, må det vel blive overdrevsstykket langs Mortenstrupvej, Helvedeskedlen og Dårehulen. Overdrevet er cirka ½ km på den lange led, og man kan se over det. At der så også er en trefløjet gård, gør den ikke mindre idyllisk.

Grusgravsvej. Et af de mere udramatiske stræk på stien. Det er nemlig umuligt for kameralinsen at gengive de dybe dale.

Umiddelbart nord for kan man tage en lille afstikker på ca. 1 km til Helvedeskedlen. Turen ad Kedelvvej er nu heller ikke at kimse af. Den går langs en dyb dal - som man kunne forveksle med kedlen. Men når man først er der, er man ikke i tvivl om at det er den. Og for de tungnemme er der lavet en stor stendynge i bunden af kedlen.

Et lille kik fra Dårehulen.

Det bakkede terræn fortsætter nordpå langs Skovvej, og faktisk er det netop nu landskabet udfolder sig bedre end om sommeren, hvor dalene ikke kan ses for beplantningen. De er så dybe at man næsten kan se henover trætoppene længst nede. Af en eller anden grund har jeg på mine tidligere ture misset at finde Dårehulen, men i dag er den ganske nem at finde. Måske igen fordi bladene er faldet af træerne. Også dette er en helt enestående oplevelse, næsten et mini-Grand Canyon med en lille bæk der gennem tiden ser ud tid at have skåret en stejl kløft ud af landskabet.

Ruten

Borup Station. Lammestrupvej. Hovedvejen. Atterupvej. Mortenstrupvej. Kedelvej. Skovvej. Grusgravsvej. Den gule vandrerute til Elverdamsdalen. Hvalsø Station. Alt i alt lidt over 20km.

Bidstrup Skovene Nord

Efterårsferie er ideel til skovture. Jeg har oplevet skovens forvandling i mere end 6 årtier, men de betager stadig. Især i solskin

Farimagsvej i Heide Overdrev (statsskov), lidt nordøst for Avnstrup

Som jeg har nævnt tidligere, anser jeg Bidstrupskovene for det bedste bud når københavnere skal til et større skovområde der ikke er plaget af motorveje eller jernbaner. Dette er tredje gang jeg besøger skovene. Denne gang for at se nogle områder jeg ikke havde gået i før. Men så store er skovene altså heller ikke. Man kommer til at gense steder fra før. Hvilket ikke er ment som et problem.

Det klassiske vy fra Hastrupvejmod øst, lige efter man er kommet ud af Storskoven (statsskov). Markerne ligger nu sortladne hen efter maskinernes hærgen. 

Særløse Overdrev

Målet for dagens vandring var den nordøstlige del af skovene, samt et del af den centrale del. Jeg havde glemt at der var efterårsferie, og en skole havde åbenbart fået den for dem glimrende ide at sende samtlige klasser på gå- og løbetur i den del af Storskoven, som jeg skulle igennem. Vel ude af Storskoven havde jeg dog skoven stort set for mig selv hele resten af vejen, på nær et par andre vandrere. 

Særløse Bæk, i den sydlige del af Særløse Overdrev (privatskov). Ådalen er er flot dallandskab, hvor bækken malerisk snor sig gennem bakkerne. Et lignende foto i helt afløvet tilstand kan ses i et tidligere indslag.

Det var et glædeligt gensyn med den sydlige del af Særløse Overdrev, hvis navn er misvisende. Det er ikke noget overdrev, men en privatejet skov. Den nordlige del er præget af (spejder)hytter, men der er dog også en offentlig plads med sheltere, hytte - og et veludstyret lokum til de værdigt trængende. Her får at "træde af naturens vegne" en ny dimension. Den sydlige del af skoven går igennem det meget flotte område hvor Særløse Bæk krydser vejen.

Kunstig dysse ved Langdyssevej i Orup Skov (statsejet). Bag dyssen er en dyb dal hvor man kan skimte trætoppene mod Ebberup Skov (privatejet)

Orup Skov

Det første nye mål var Orup Skov. Den nordlige del er en ganske fin skovvej uden de store dikkedarer. Det kunne være i næsten en hvilken som helst god skov. Den sydligste del langs Langdyssevej er den flotteste. Her er terrænet mere kuperet, med en bæk og slyngninger på vejen.

Langs den sydligste del af Langdyssevej løber denne bæk. Man skal nu godt ned i krattet for at få øje på den.

Dette terræn fortsætter også på Farimagsvejen. I gamle dage var man sikkert nødt til at "fare i mag", for terrænet er ret kuperet og vejen slynger sig langs bakker og dale. Mod øst er der stengærder langs den nordlige del af stien som ser ud til at fortsætte langs skovbrynet. De er nu ret overgroede og gennemvokset af store træer.

Helvigstrup Skov (privatejet) i krydset mellem Helvigstrupvej-Avnserupvej og Skrædderhusvej

Helvigstrup Skov

Denne gang ilede jeg forbi Avnstrup og Nordre Sanatorievej. Den strækning har jeg gennemtravet flere gange efterhånden. Nord-sydetapen gennem privatskoven Helvigstrup Skov er ikke beskrevet i folderen, men den kan absolut anbefales, og ikke noget under har Skjoldungestien valgt netop at gå gennem her. Ikke alene er der flot skov, der er også den skovstemning som man ikke finder mange steder: Der er på en vindstille dag som denne ro. Der er midt i skoven ved vejkydset en shelterplads.

Grusgraven ved Skovvej mellem skovene og Hvalsø.

Forventningsfuld passerede jeg Valborup, denne gang ad Hastrupvej for at lede efter mindepladen for nedkastningerne under 2. verdenskrig. Men det lykkedes heller ikke denne gang at finde det. Resten af turen langs skovvej var - skovtur!

Ruten

Hvalsø Station. P. Olsensvej. Østrevej. Hastrupvej. Særløse Overdrev (Skjoldungestien). Wernersmindevej. Orup Skov. Farimagsvej. Avnstrup. Nordre Sanatorievej. Avnserupvej. Helvigstrupvej. Skovvej. Hvalsø Station. I alt ca. 20 km.

Bidstrup-skovene genbesøgt

Årets formentlig sidste efterårsdag før bladene endeligt er faldet. Og hvilken dag: Frostklart med sol!

 

Hvor skoven dog er .... måske ikke frisk, men så i hvert fald stor. Her i Helvigstrup Skov, sådan omtrent midt i Bidstrup Skovene.

Det var kærlighed ved første tur den 1. september 2016, og dengang følte jeg at jeg måtte tilbage for at gense skovene, denne gang den nordøstlige del. Og det på en frostklar novemberdag med høj sol. Vinterstøvler, uld over det hele, terrænbukser og så var det afsted på den 18 km planlagte rute (der blev lidt længere da jeg for vild).

Udsigten fra bakken ved Hastrupvej mod nordøst. Vel ude af Storskoven. Skjoldungestien støder man på ½ km nede i dalen og Særløse Overdrev skimtes dybt nede til højre i billedet.

Den nordøstlige del af skovene er fortrinsvis statsejet, modsat den sydvestlige, men man mærker ikke så meget forskel. Dog er der i denne del af skoven en del mere trafiklarm. Og måske også lidt mere befolket. I forhold til den første tur trækker det måske en halv vandrehat ned, men det er stadig topklasse vandreterræn. Kuperet, varieret osv.

Den nordlige del af den meget lille privatejede skov Særløse Overdrev domineres af spejderhytter. Men i den sydlige findes denne lille perle af en ådal.

Om sommeren er der muligvis endnu mere leben i Særløse Overdrev (der i virkeligheden er en skov). For her ligger der en håndfuld spejderhytter. Egegården (Tårnby FDF), Særløse-lejren og andre. Dagens rute kom også forbi en slags landsby, Avnstrup der domineres af et Røde Kors Asylcenter. Oven i købet med buslinje 215 til døren. I tilknytning til lejren er der børneinstitutioner. og det er dem velundt, man skal bare være opmærksom på det når man ønsker skovensomhed - det er ikke på de kanter.

Avnsø genbesøgt. Den ser faktisk endnu bedre ud om efteråret. Her nedenfor det område hvor der er skovgræsning markeret med stengærder.

Men udover beboelse, så bød turen også på et gensyn med Avnsø som efterårsiklædt så afgjort pyntede på det i forvejen idylliske sted. At træerne har mistet løvet, betyder fx at man kan se søen fra bakkedragene rundt om søen. Flere gange går man ad skjoldungestierne, bl.a. nord for Særløse Overdrev og ved for Avnsø.

Vernersmindevej sydøst for Særløse Overdrev forløber i åbent terræn, og der er spredt bebyggelse langs vejen, såsom her. I dag var der også en del trafik her - relativt.

Jeg valgte ruten i forlængelse af Kvandrupvej i Storskoven mod øst til Særløse Overdrev, og umiddelbart når man kommer ud af skoven står man på en bakke ved en gård hvor man har et fantastisk udsigt mod Skov Hastrup. Fra vejen går der Skjoldungestierne mod syd til Særløse Overdrev. Denne lille skovs absolut flotteste attraktion er en ådal som et ganske lille vandløb har gravet helt mod syd, der hvor vejen drejer stik øst mod Vernersmindevej. Ved denne vej kommer man igennem en lille gruppe huse hvor der bl.a. er et flot gammel hus der nu huser Vævestuen Oppfeldt.

Avnstup Asylcenter. Eller en lille del af det. Omgivet af skov til alle sider.

Stik syd ad Nordre Sanatorievej fører til Avnstrup med det allerede omtalte asylcenter. Det største asylcenter på Sjælland. Murstensbyggeriet ser solidt og godt ud, nærmest lidt fabriksagtigt - men det er oprindeligt bygget som tuberkulosesanatorium 1940. 1963-1992 var det en plejeafdeling under Skt. Hans Hospital. Og siden 1992 altså som modtagecenter for flygtninge. Langs vejen er senere opført nogle barakker. De ser nu kun delvis ud til at være brugt.

I den lave efterårssol tager Hejede Sø sig sådan ud. Bag fotografen er der et leben af børn og voksne.

Hvis det er natur og frisk luft beboerne på asylcentret trænger til, så er der masser af det, bl.a. Hejede Sø som på en frostklar solskinsdag som denne ser flot ud. Umiddelbart ved den ligger børneinstitutioner. Jeg nåede hjem inden det bebudede snevejr. Og har stadig den helt østligste del af skovene til gode: Orup Skov, Ebberup Skov og Lindeskov.

Bidstrup Skovene - Gyldenløves Høj

Ca. ½ times kørsel med tog fra Københavns Hovedbanegård ligger Københavnernes tidligere besiddelser (1661-1995).

Modsat de nordsjællandske skove hvor man får det indtryk at naturen kun har overlevet på menneskets nåde, så indgyder Bidstrup Skovene en fornemmelsen af at mennesket er her på tålt ophold. Og det er positivt ment! Som fx her ved Hjortesø - et område kun de færreste mennesker ville kaste sig ud i at passere. Og det er kun godt.

I dag er skovene dels statslige (Naturstyrelsen), dels private. Og mon de fleste københavnere anede at de som skatteydere var medejere af disse skove? Jeg vidste det i hvert fald ikke. Skovene er ikke blandt Danmarks største, men i modsætning til fx Gribskov er de ikke generet af krydsende bilveje eller jernbaner, så de byder på støjfri natur, kuperet terræn og et rigt dyreliv.

Skolestien langs skovdiget og gennem en kornmark må være en af de få gamle stier som har overlevet fra det ekstensive landbrugs dage og ikke er blevet pløjet op. Herfra har man en pragtfuld udsigt over Elverdamsdalen.

Er skovene ikke blandt de største, så byder den sydlige del til gengæld på Sjællands højeste punkt, 125,5 meter over havets overflade. Det er medregnet den høj, som Ulrik Gyldenløve lod opføre i slutningen af 1600-tallet. Uden den ville højden kun være 121,3 meter, og bringe den ned på en andenplads efter Kobanke syd for Rønnede. Som vist ikke ret mange kender, så den gemmer vi til jeg engang bestiger Kobanke. Den er med 122,9 meter det højeste naturlige terrænpunkt på Sjælland. (Geodatastyrelsen).

Vandretursfolderen afslører ikke noget om hvor de mange damme der findes i skoven er. Men man kan jo lade sig overraske, som her ved Skovvej.

Jeg fandt hurtigt ud af at det er for stor en mundfuld at se det hele på en dag. Selv med dagens rute på omkring 20 km. Så jeg koncentrerede mig om at nå ned til Gyldenløves Høj, altså skovenes vestlige del: Storskoven, Valborup Skov, Ravnsholte Skov og Mortenstrup Skov. Resten må vente til en anden god gang.

Skoven veksler meget. Her et nåletræsparti ved Valdemarsvej nord for golfbanen.

Der er en del ruter afmærket i skoven, man skal holde øje med gule, blå og røde prikker på træerne for at følge dem. Og det var jeg åbenbart ikke særlig god til, for det lykkedes mig at gå vild en enkelt gang. Heldigvis er der info-tavler mange steder ved korsvejene hvor det er afmærket hvor man er.

Endnu et eksempel på hvor afvekslende stierne er i skovene. Her lidt øst for Gyldenløves Høj hvor terrænnet er meget kuperet.

Få kilometer syd for Hvalsø er der et storslået landskab: Elverdamsdalen som man kan se hvis man vælger Skolestien langs skovgærdet. Grusgravsvej og Skovvej er dejlige skovstier med varieret skov, kuperet terræn og afvekslende bevoksning. Et enkelt sted kan man se Teletårnet mellem træerne. Derudover er der rigeligt med damme, små søer, bregneskove under bøgene. Og masser af småkravl, mus, frøer og andet som pusler rundt om fødderne på en. Stierne er generelt fortrinlige vandrestier, undtagen  øst for restauranten ved Gyldenløves Høj som pt er pløjet op af bæltekøretøjer der laver skovarbejde.

Laurentziuslund. En tidligere birkedommerbolig fra starten af 1800-tallet.

Gårde

I skovene er der også enkelte gårde. En af dem er Laurentziuslund lidt nord for golfbanen øst for Gyldenløves Høj. Den er fra begyndelsen af 1800-tallet og var bolig for birkedommeren. Længst mod nord ligger Valborup. Det er den forhenværende skovriderbolig for Bidstrupskovene. Omkring den ligger stadig de 30 tønder land som hørte under gården. Stuehuset er genopført fordi det blev sprængt i luften i 1944 af tyskerne. Stedet blev brugt til våbennedkastning og der skulle være en mindeplade på et egetræ som måtte fældes fordi en faldskærm havde sat sig fast i toppen.

Valborup. Idyllisk dukker den frem midt i mellem Storskoven og Valborup Skov. En kort årrække under 2. verdenskrig var den genstand for våbennedkastninger.

Gyldenløves Høj

Mindesmærke for modstandsfolk fra 2. verdenskrig er der også på toppen af Gyldenløves høj. Hvis menneskeskabte top blev beordret opført for at sikre at stedet forblev Sjællands højeste. Der er i og for sig ikke den store udsigt fra toppen fordi der er høje træer. Men stien til og fra toppen går langs en dramatisk stejl skrænt som forsvinder i dybet. Så turen derop er absolut et besøg værd. Desværre er det vanskeligt at gengive på foto.

Her kan man se at det er snyd: Der er anbragt en høj ovenpå Gyldenløves høj så den lige overhaler Kobanke som Sjællands højeste punkt. Der er forbud mod at bevæge sig udenfor stierne, for bakken har været ved at blive nedslidt. Mindestenen på toppen er for faldne modstandsfolk fra 2. verdenskrig.

Ellers skal man ikke gå i Bidstrup Skovene for at se højdepunkter og seværdigheder. Skovene er i sig selv oplevelsen. Størrelsen, autenciteten, freden og roen. Og fornemmelsen af uforstyrrethed. Jeg stødte kun på mennesker ganske få steder, fx ved Avnsø, et par mountainbikere på Gyldenløves Høj, og enkelte andre. Og turen varede altså i alt næsten 5 timer. Alligevel er skovene ikke af en sådan karakter at man føler sig som i de svenske skove.

Endnu et vy fra skoven, tæt på Kedelvej.

Indrømmet, jeg ville gerne opdage en meget sjælden dyreart i Danmark. Men generelt er jeg begejstret bare jeg ser nogle af de helt almindelige. Og selv om jeg ikke har kunnet artsbestemme denne, så er jeg ret sikker på at det må være en af de sidste. Alligevel - det er da en kær lille en, den her tudse.

Ruten

Hvalsø Station. Skolestien. Svellevej. Grusgravsvej. Skovvej. Gyldenløves Høj. Retur ad Vestre Sanatorievej. Hundemosevej. Avnsø. Skovvej. Hvalsø Station. I alt 20 km på gode skovstier. Stærkt kuperet terræn visse steder.