Kalvebod Fælled - Statens Vildtreservat

Februar megen regn har i den grad sat sit præg på dette område som i forvejen er et udpræget vådområde - det er blevet endnu mere vådt.

Bemærk skiltet med koen: Her er der om sommeren fritgående køer. Den går ikke i dag. Området er som det ses helt oversvømmet, og bunden blød så man synker ned. Også der hvor der ikke er vand.

Det har i år knebet med at finde gode vandredage hvis man er for kræsen med vind og regn. Fredag den 28. februar var for denne måned ok: kun lidt formiddagsregn, stærk blæst og vekslende skydække, men tørt fra over middag. En gang imellem meldte solen sig sågar på banen. Et højst sjældent syn i år. Denne dag afprøvede jeg mit nye legetøj, vandrestave. Terrænet skulle være perfekt til det: Asfalt, grus, mudrede skovveje og græs i lange, lige stræk

Et typisk vy over Kalvebod Fælled: Udenfor vejen er terrænet stort set utilgængeligt hvis man ikke har gummistøvler eller vaders.

Turen gik fra Ørestad Station ad Kanonvej mod syd. Hvor man "normalt" kan gå ind på engene, kunne det ikke anbefales i dag. Der går normalt også køer derinde, men dem så jeg ingen af, og det med god grund. De ville nemlig soppe i vand. Jeg sprang fra tue til tue ind mod en af de få høje som findes langs Kanonvej, også for at finde en anelse læ bag den lave bakke.

Ellevehøjvej gennem Pinseskolen. Broen ser ganske mørnet ud, og jeg vovede mig ikke ud på den. Vandet står ganske højt i kanalen.. 

Det tog næsten hele turen ad Kanonvej at få stave, tøj og øvrige udstyr sat på den rigtige måde. Ikke kun beregne stavenes længde, dupper for/imod. Blæsten over det flade land var ubarmhjertig, og tilmed begyndte det også at regne. Ørerne var især hårdt udsatte, men heldigvis var det blot et spørgsmål om at pakke det rigtigt ind i hætte og halstørklæde.

Pumpestationen Vandet står en anelse højere. Godt ud af Pinseskoven mod pumpehuset er der stadig noget læ bag ved dæmningen, men snart venter turen ovenpå den. Og så er der frit slaw for blæsten..

Gennem Pinseskoven var det lidt læ, så det var tid til at puste ud. Vel forbi pumpehuset mod syd, startede blæsevejret igen da jeg besteg dæmningen og Dæmningsvej. Her plejer at være en jævn trafik at motionerende cyklister, men på hele turen mødte jeg højst en håndfuld, ligesom vandrere. Hundelufterne havde ikke vovet sig op på dæmningen.

Klydesø og Statens Vildtreservat umiddelbart før det østligste fugletårn ved pumpehuset.

Den smule læ for blæsten der var i starten af Klydesø, og også på Dæmningsvej efter Pumpehuset, varede kun ganske kort. Her kunne jeg godt begynde at mærke at der er vindmodstand. Også fuglene havde søgt læ bag dæmningen hvor vandet var nogenlunde roligt, undtagen svanerne og blishønsene der ikke er bange for lidt søgang. Dæmningen er omkring 7 kilometer lang, så det er lidt af en vandretur i strid modvind.

Det mest omsuste sted på Dæmningsvej. Her har man udsigt til Avedøreværket på Avedøre Holme. Bag sig kan man se mod Kongelunden - og windsurferne der vistnok godt kan lide denne slags vejr. Der var i hvert fald en del ude.

Jo længere mod vest på Dæmningsvej, des mere blæst og det strid modvind. Udsigten til bølgerne der brydes mod kampestenene neden for dæmningen er ganske betagende. Blæsten var nu så stærk at jeg havde problemer med at holde stavene ud fra kroppen mod luvard. Heldigvis er der tre fugletårne med 1 kilometers afstand - og jeg brugte dem alle til at puste ud. De to første noget utætte, det tredje uden vinduer mod blæsten. Så her havde jeg et kort øjeblik lyst til bare at blive hængende.

Igen Klydesø, denne gang ved det tredje fugletårn. Ørestad langt borte.

Først efter andet fugletårn på vej mod det tredje, begyndte jeg at få blæsten lidt mere skråt, og ikke direkte. Bølgerne var langt fra så flotte som længere sydpå. Men det var næsten en  lettelse at slippe for den konstante vinds pres. Helt godt blev det dog først da vejen gik stik nord. Jeg er flere gange før gået hele vejen ad dæmningen (bl.a. den 11. august 2014 og den 22. august 2018), og jeg mener - også ved at kigge på fotoerne fra de ture - at fælleden nu er ganske våd. Det er i øvrigt altså også min første vintervandring på dæmningen.

Reservatvej følger Statens Vildtreservats nordlige grænse. Reservatet ligger altså til højre for vejen.

God forbi fuglereservatet var det nu muligt at gå over på læsiden af dæmningen, og selv om udsigten ikke er så god her - der er ikke havudsigt - havde jeg brug for et break fra den konstante susen om ørerne. Skibe, sejlbåde, kajakker var der ingen af. Først ved Hvidovre Strand og Valby Parken viste de første sig, godt i læ, og nu med fuld sol.

Svenskeholmene. Så er vi snart ved motorvejsbroen. Gik over denne, og resten af turen var i forholdsvis god læ af kysten ved Hvidovre og Valby.

Hjemturen foregik over motorvejsbroen, gennem Hvidovre og Valbyparken. Alt i alt langt over 20 kilometer. Stavene fungerede ganske fortrinligt, omend jeg foretrak at pakke dem sammen gennem Valbyparken, af frygt for at stikke dem ind i et cykelhjul.

Havneringen - med finesser!

Havneringen blev indviet i 2016, men store dele er stadig ikke helt færdig. Til gengæld er der masser af små skjulte finesser langs ruten.

Amagerfælled, stien langs Kalvebodløbet. Man kan i det fjerne, ca. 1 kilometer væk, i morgendisen ane højhusbyggerierne på Islands Brygge.

Da havneringen er - en ring - kan man "stå på" hvor som helst. Jeg bruger Havneringen, eller dele af den, som en træningsrute, bl.a. når jeg går på arbejde. Samlet er den vel i lige linje omkring 13 kilometer. Så man kan stå af eller på undervejs, eller foretage en del sidespring undervejs og få turen til at blive længere. Nu var det imidlertid "Den Store Havneringsdag". Dagens finesse-tur tog 8 timer, heri dog inkluderet 2 længere kaffe- og spisepauser undervejs.

Hele sluseområdet er et afslappet og fascinerende område at bevæge sig rundt i - så længe man ikke kommer ind i de mere indespiste området hvor man hurtigt som forbipasserende kan komme til at føle sig ubehagelig tilpas som om man var en uønsket gæst i et privat område.

Man kan godt cykle Havneringen - det gør de fleste vist. Men så snyder man sig for en masse undervejs. For den gående er der mange flere oplevelser end på cykel. Dels er der mange steder man ganske enkelt kun kan komme ind til fods, dels er især Islands Brygge-stykket præget af brosten, og det er som bekendt ikke en rar oplevelse for en cyklist. Så, hvis jeg skulle sætte nogle personlige ønsker op for en tur på Havneringen, så er det følgende:

• Jeg foretrækker at gå ruten for at få alle de små og store sidegevinster med.
• Jeg foretrækker at afvige fra ruten flere steder fordi den kommer forbi så mange spændende steder
• Jeg foretrækker at gå den mange gange. Vejr, dynamiske ændringer, retning og meget andet gør at hver tur altid bringer noget nyt med sig.

Denne tur stod jeg på Havneringen ved Slusen, altså helt sydpå. Og jeg har opdelt den i nogle etaper fordi Havneringen kommer igennem vidt forskellige dele af København.

På stien langs Amager Fælled har man flere steder nogle idylliske kik på tværs af Kalvebodløbet.

Slusen og Amager Fælled til Nokken

Heldigvis kan man gå over cykel- og gangbroen lidt nord for Sjællandsbroen, for den sidste er bestemt ikke nogen rar begyndelse. Til gengæld er det gamle sluseområde betagende. Oprindelig lå slusehuset på en lille holm midt i Kalvebodløbet. Men landvinding gjorde at den nu er blevet landfast med Amager Fælled. Den første kilometer nordpå fra slusen går gennem denne den mest naturområdelignende strækning på ruten. Resten er by. Men hvilket stykke! Her er et leben af fugle som man skal gå langt efter ude på landet i Landbrugsdanmark. Samt også en meget større variation af træer, buske og planter. Bakken ved motocross-banen er absolut værd at bestige. I klart vejr kan man se ganske langt.

Et kik mod Teglholmen, med et stykke af højhuset Metropolis. Kajakfolket har taget løbet til sig. Her tidligt om morgenen mest ældre mænd.

Efter ca. en kilometer når man Nokken som vist nok har fået lov til at bestå. Det er en landsbylignende bebyggelse med mere eller mindre opfindsomme, selvopfundne byggestile som mere ligner en haveby end beboelsesområde. Her bør man unde sig et lille sidespring ud mod kysten gennem "parken" ved Bådehusstien. Det er en vildtvoksende eng med betonstatuer hvis kunstnere vist ikke er iblandt de mest kendte. Man kan godt blive i godt humør over det vilde ved engen. Området byder også på den største kontrast mellem moderne betonbyggeri og Nokken. De er da i den grad blevet naboer. Måske mødes børnene fra begge de to former for bebyggelse i den ret store børneinstitution.

Parken ved Nokken. De to runde højhuse ligger klos op ad Nokkens særprægede huse.

Islands Brygge

Turen langs Islands Brygge er ca. 2 kilometer, og her er det at fodgængere absolut har en oplevelsesmæssig fordel. Man er ikke helt færdig med at bygge. Der er stadig gang i byggekranerne enkelte steder. Men allerede nu er det muligt ikke bare at forestille sig hvordan det kommer til at se ud, men også se hvordan livet allerede er ved at rodfæste sig. For hver gang jeg er gået igennem, opdager jeg nye forretninger, butikker og cafeer som er åbnet, og mere og mere liv mellem boligblokkene.

Overgangen mellem det mere naturprægede Amager og Islands Brygge starter på vandsiden ved kajakklubben. Der er lukket område og adgang forbudt for uvedkommende.

Og ikke bare ligger de tæt, enkelte steder bygges der også højt, op til 12 etager. Men byggerierne er også gennemskåret af kanaler og vandområder, og enkelte grønne områder.

Undgår man cykel-Havneringen og tager fodgængerturen langs vandet, støder man på denne gruppe skulpturer, som jeg ikke har researchet på.

Det gamle industrihavnemiljø kan stadig anes i de gamle pakhuse, siloer og jernbanespor hist og her. Især vil jeg anbefale plankebroen. Det er langs Islands Brygge at de fleste badefaciliteter findes. Også områder for sportsgrene med kajak.

Selvfølgelig skal man vælge plankebroen! Her fornemmer man bedst havnestemningen. Der er vist ved at blive stillet telte op til havnefest (research selv). I det fjerne Langebro.

Mellem de gamle broer. Christianshavnssiden

Efter Langebro kommer man til den ældre del af Christianshavn. Allerede efter Langebro bør man tage en lille afstikker til et noget skjult, gammelt byggeri overfor den forhenværende sukkerfabrik. Her ligger en bygning som så vidt jeg kan læse mig til på nettet må være vagthuset fra ca. 1900. Den varbolig for den underofficer der havde tilsyn med volden. Udover denne ligger også artilleriets magasinbygning fra 1800 og en smedje fra 1757. De fungerer i dag som kontorer.

Vagtbygning fra 1900. Der skulle også ligge en smedje fra 1757. I bastionen ligger et magasin fra 1800.

På Christianshavnssiden vil jeg også anbefale at man går væk fra havneruten og i stedet går fx ad Wildersgade eller Strandgade - eller frem og tilbage ad dem begge.

Her er mit bedste bud på Christianskirken. Det er umuligt at komme på afstand og yde den retfærdighed hvad angår størrelse.

Udover at her ligger noget af det mest spændende ældre byggeri i Staden, så er der også Christianskirken - som vist ingen endnu har formået at fange ordentligt på et foto. Kirken ligger tæt omkranset af høje bygninger, så man ikke kan komme langt nok væk for at yde bygningen retfærdighed. Men i virkelighedens verden er kirken meget mere imponerende stor end på alle de fotoer jeg har set, inklusive mine egne.

Wildersgade, med legendariske værtshuse som Eiffel og Fingerbøllet. Dog ikke her i den nordlige ende af gaden.

Knippelsbro-Inderhavsbroen

Her kan man passende fortsætte ad fx Wildersgade, også for at undgå den begyndende trafik der kan være ved turistfælden Nyhavn. Der er al mulig grund til at det er blevet et yndet turistmål. Nyhavn er og bliver et af Københavns flotteste steder. På trods af kæmpeparasollerne, restauranterne og pletvise stank af urin og fisk. Og de mange turister. På broen er der indrettet panoramasteder hvorfra man i ro og mag og i fred for cyklister kan nyde dette enestående sted. En dag som denne er trængslen stor. Selv om Nyhavn som sådan ikke hører til Havneringen, så må man da lige lidt derned.

Christianshavnersiden af Havneringen, med Inderhavnsbroen helt bagest. Der er mange både i havnen en solskinsdag som denne lørdag. Egentlig er denne del af rute pænest set fra københavnersiden.

I dag ligger ovenikøbet også skoleskibet "Eagle", et amerikansk skoleskib for kystvagten. Det var et skib som blev bygget i 1930'erne i Tyskland og hed dengang "Horst Wessel". Det blev så konfiskeret efter 2. verdenskrig. Det minder lidt om det mere kendte Gorch Fock - som det vist nok er et søsterskib til. Igen, jeg har ikke researchet det. Jeg har ferie!

Eagle. Engang hed det Horst Wessel og var tysk skoleskib. Så nappede amerikanerne det og omdøbte det til Eagle, med danske instruktører som uddannede kadetter.

Nyhavn-Knippelsbro

Nyhavn er så vendepunktet hvor man går tilbage, denne gang på Københavnssiden. Og kan kigge over på Amagersiden. Det første stykke er det forhenværende Gammelholm hvis bebyggelse er resultat af et gennemført byplanlægning. Her foretrækker jeg at tage turen langs kajen. I dag er der økologisk marked, med en masse boder, øko, veganer mm.

Havnegade med markedstelte. Denne strækning har en bred kaj.

Mellem de gamle broer. Københavnssiden

Mellem Knippelsbro og Langebro kommer man til to af de i moderne tid mest forhadte og omdiskuterede byggerier, Den Sorte Diamant og BLOX. Begge er blevet kaldt de værste ting som jeg ikke skal dvæle ved her. Dog er det som om at efter BLOX blev bygget er kritikken af Den Sorte Diamant stilnet en anelse af, og flere synes at kunne lide det. I hvert fald har cafe-gængerne taget det til sig denne solrige dag. Der er masser af mennesker på stedet. Dog mindre ved BLOX, og i boghandlen under jorden til BLOX er der ganske dødt. Ekspedienten kigger fraværende rundt og gaber. Min største irritation som vandrer er imidlertid den meget dominerende plads som bilisterne har fået. Det larmer, stinker og gør anden transport på denne strækning til en særdeles anstrengende affære, ikke spor afslappet. Og det bliver bare værre og værre jo længere man kommer sydpå.

Green Island. Nå ja, egentlig burde man jo synes at det er noget pjat. Men efter en americano og vuggende gulv blev jeg alligevel overbevist om at det er et godt påfund. Jeg kom til at tænke på bådudlejningen ved Dronning Louises Bro, Søerne.

Badeområdet mellem Langebro og Cykelslangen ved Fisketorvet adskiller sig fra Amagersiden ved at der er flere spændende bademuligheder - og den lille lysegrønne ø, Green Island hvor man vuggende ude i havnen kan få alskens drikke. Her vugger man blidt til de mange speedbåde som da heldigvis holder sig til den lovlige fart. Men også enkelte som ikke kan holde foden fra speederen for at imponere damerne. En helikopter patruljerer i luften over havnen, og man kan da håbe at  den holder lidt øje med disse dilettant-"kaptajner" som ikke forstår at havet er noget man skal tage alvorligt. Bl.a. også for at undgå dødsulykker som den sidste år.

Langebro i det fjerne, Islands Brygge på den anden side. Egentlig er denne strækning også visuelt behagelig, men larmen fra den meget stærke trafik ødelægger meget af stemningen.

Cykelslangen-Slusen

Godt nok blev Havneringen indviet for 3 år siden. Men på dette stykke mærker man nu ikke så meget til det på denne ca. 2 kilometer lange strækning. Det første stykke langs Havneholmen går det i og for sig udmærket. Man kan zig-zagge sig vej med en ganske god udsigt mod Islands Brygge. Man har da også lavet en tilbagetrukket terrasse helt bagest i Tømmergraven hvor  man kan finde en ganske god udsigt. Men efter Skibbroen går det helt galt for Havneringen.

Skibbroen. Her er virkelig noget at kikke på for husbådeentusiaster. 

Fodgængere er lidt bedre stillet da man af og til kan tage nogle afstikkere langs kajen. Men også for disse kan denne del af turen være lidt af en prøvelse. Især på Engholmene, ad Tømmergravsgade. Syd for den nordligste holm, Tangholm, er der pt adgang via en vej som vist engang kommer til at hedde Jane Addams Vej, ned til Kærholm. Den udmunder ved Ørstedværket. Men man er nødt til at gå tilbage samme vej da hele området er indhegnet af byggeplads. Herefter må man gå ad Tømmergravsvejs stakitter, hegn og plankeværk langs det kommende Sivholm. Vejen til Myrholm og Lyngholm er navngivet, men ikke åben. Som kompensation er der på plankeværket mod byggepladsen lavet et flere hundrede meter langt skilderi af menneskets historie fra Big Bang til vore dage.

Foto taget fra byggeområdet som ikke just er fotogen. Men man har da i det mindste en god udsigt til Amager, foran højhusene er børneinsitutionen.

Syd for Alfred Nobels Bro kan man igen komme ud til vandet. Men også her bygges der stadig rækkehuse, Teglværkskajens Pier. Længere syd på virker det mere og mere beboeligt, der er endog enkelte cafeer, butikker og supermarkeder. Så er vi næsten tilbage ved udgangspunktet, Sluseholmen. Denne har jeg beskrevet før, så kun dette at stedet selv efter 10 år stadig er præget af byggepladser, støv og larm, selv på en solbeskinnet lørdag.

Teglholmen med Sluseholmens Metropolis i baggrunden. Jeg er tilbage ved udgangspunktet hvor jeg startede for 7-8 timer siden. 

Jo, der er meget byggerod for Havneringen. Men omvendt bliver man også glad i rødbeden når man ser det nye liv som begynder at udfolde sig her. Afslappede mennesker, banevogne, børn ... selv om infrastruktuen for beboerne langt fra er på plads og derfor ikke må føles som tilfredsstillende. Som københavner er der al mulig grund til at være glad og måske også en smule stolt af dette område. For Staden har skiftet ham fra en travl, beskidt og larmende industrihavneby til menneskeboliger langs selvsamme havn.

Store Magleby - Amager Syd

Lorteøen, det flade Amager har en sydlig del som adskiller sig radikalt fra nævnte beskrivelse af øen samt fra Vestamager

Amagerland som mange måske forestiller sig det findes i området syd for Store Magleby og vest og Dragør. Flat, flat flat med spredte gårde mellem kornmarker og grønsagsmarker. Men er man først kommet igennem det og længere mod syd, begynder landskabet at ændre sig.

På Amagerland er der rideskoler næsten overalt. Heste ses i næsten lige så høj grad som korn og grønsager. Også nogen specialiserede som fx Østergårds Islændercenter ved Kongelundslejren. Ellers er der flat. Og flyvemaskinerne er en faktor man ikke kan undgå at lægge mærke til hvorend man går i området under den nord-sydvendte bane. Dvs i fugleflugtslinjen fra Viberup til Kongelundskroen. Flyene passerer med 2-3 minutters mellemrum og larmen stiger fra tåleligt ved kroen til altoverdøvende ved Viberup.

Insekter svirrer lystigt de fleste steder på ruten. Og tiltrækker mange fugle. I dag er det mest lærker og svaler man kan se og høre.

Men udover det byder ruten på et rigt dyreliv: Insekter og dermed også fugle. Ingen tvivl om at området er reservat for dette liv som efterhånden er ved at blive fortrængt af det intensive landbrug som man ser mange steder på det man for et halvt århundrede siden kunne kalde "ude på landet". Vendingen "der er så dejligt på landet" giver desværre efterhånden kun mening på de få steder som her hvor man har opgivet landbruget.

Der er heste overalt på ruten. Så der skulle være rigeligt til hesteglade (piger). Her ved Sønder Skovskanse lidt syd for Hestefælleden hvor hestene kan bolte sig i fuldt galop.

Store Magleby

Store Magleby er en forholdsvis stor landsby som bør være på enhver Amagervandrers liste. Og hvis tiden tillader også et besøg på Amagermuseet. Museet drevet af frivillige, og denne lørdag er der aktiviteter med børn. De bliver klædt i amagerdragter og får lov til at opleve hvordan det var at være barn i "gamle dage" (dvs sådan cirka på mine forældres tid), bl.a. skole, feje gulv og vaske tøj. Spise fedte- og sennepsmadder. Og i køkkenhave kan de få lov til at grave kartofler. De er dog lykkelig forskånet for fortidens møg og fluer. Og fedte- og sennepsmadderne på frisk rugbrød smager overraskende dejligt. Ikke så svære at tygge sig igennem som jeg husker det fra madpakkerne tilbage i 1960'erne.

Amagerkone fra 1800-tallet på Amagertorv med sine grøntsager. Hollænderne skulle ikke lave hoveriarbejde og kunne derfor sælge deres varer i København meget hyppigere end andre. (Nationalmuseet).

I dag er der ikke meget tilbage af byens fortid siden 1500-tallet som en hollandsk enklave (byen kaldes også Hollænderbyen) som leverede frugt og grøntsager til den bedre del af det københavnske borgerskab i århundreder og gav navn til Amagertorv. På tidsskriftet Politivennens tid i starten af 1800-tallet talte man i Store Magleby stadig nederlandsk. Først i 1811 blev det påbudt at tale dansk, hvor man nu ikke længere tolererede Danmark som en statsdannelse med flere sprog.

Amagermuseet består af 2 firelængede gårde med tilhørende køkkenhave og små marker til gæs, geder mm. Det drives af frivillige som især henvender sig børn. I baggrunden den gamle museumsgård med køkkenhaven og flere gamle sorter af kartofler, ærter mm.

Byen er brændt flere gange, Politivennen beskriver branden i 1809. Ilden opstod lørdag den 25. marts 1809 ildebrand i degnens hus. Vinden hjalp godt til med at sprede branden. Den bredte sig mod nord og det meste af byens vestlige side nedbrændte. På tre timer ødelagde ilden 30 gårde og 16 huse. 12 mennesker og 60-70 kreaturer døde. Brandslukningsarbejdet besværliggjordes desuden af at brønde og gadekær var frosset til. Brandvæsner andre steder fra nåede ikke frem i tide. Hjemmesiden fortæller også nogle beretninger fra branden.

Branden fremskyndede udflytningen af gårdene. Nogle gårde blev opført langs Kirkevej og Nordre Dragørvej: Aldershvile på Kirkevej, Lundegård ved Lundevej og Petersminde på Ndr. Dragørvej. Og igen ved endnu en brand i 1821. Denne gang blev endnu flere gårde udflyttet. I dag er det kun gårdene på den østlige del af Møllegade som afspejler byens oprindelige struktur. De gårde som blev liggende overlevede ikke endnu en brand i 1894.

Amagerkonerne beskrives i Politivennen som velrespekterede for deres salg af grønsager på Amagertorv.  Kun var de åbenbart lidt højrøstede når de solgte deres varer  og fyldte gaden op med deres kurve. I øvrigt blev mange af deres varer åbenbart opkøbt af lokale fattige som forsøgte at tjene en skilling på at sælge dem videre. Nu som knap så friske.

Lufthavnen sætter sit præg på denne del af Amager. Her kan man komme helt tæt på flyene, på godt og ondt: Dels det fascinerende ved at se de mange fly lette og lande med få minutters mellemrum, dels den øredøvende larm der gør det umuligt at tale sammen.

Landsbyerne

De andre og mindre landsbyer Ullerup, Viberup og Tømmerup med lige så meget historie, ser ud til at forsøge at overleve den konstante larm fra fly hver 2-3. minut. Derimod er Søvang fra søsiden et eksklusivt byggeri lige op til dæmningen. Man tør kun tænke på hvad der ville ske hvis vandet brød igennem. Søvang Badebro er Danmarks længste på 297,1 m. og har aner tilbage til 1927. Engang bød området på et rigt badeliv.

Fra Søvang har man i godt vejr udsigt mod Øresundsbroen. Her ånder alt idyl: Bølgerne slår sagte ind på bredden og fuglene synger nå ja så det er en lyst.

Kongelunden og Aflandshage

Kongelundskroen ved Kongelundsfortet, Kongelundshallen og Kongelundslejren byder på denne lørdag på damn fine cuppa coffee (har altid husket det som good, men det er altså fine) og chokoladekage med is. Kroen ligger tilpas midtvejs på ruten, og er et besøg værd. Især hvis der som i dag er godt vejr. Eftermiddagskaffe indtaget under en sval pergola med naturlyde fra strand og lund og periodevise overflyvninger giver ny energi!

Kongelundskroen er en moderne kro med idylliske omgivelser: Til venstre den skyggefulde pergola. Vi holder her en velfortjent pause med dejlig chokoladekage, fortrinlig kaffe og smuk udsigt.

Vildtreservatet Aflandshage er afspærret for offentligheden. Men man kan gå langs kanten af det et pænt stykke og se ind over det. Der skulle være en offentlig sti fra enden af Skydebanevej/Fælledvej. Men den prøvede vi ikke. Formentlig er den mest for fugleinteresserede.

Aflandshage vildtreservat set mod øst fra Søvang. Det er indhegnet og der er adgang forbudt. Man vil gerne give dyre- og fuglelivet lidt fred for nysgerrige mennesker. Det ser måske lidt kedeligt ud med de flade strandenge, men stemningen kan heller ikke gengives på foto (dufte, lyde osv).

Sønder og Nordre Skovskanse med Hestefælleden mellem Sønder Pumpe og Kongelunds kroen er nok denne turs absolutte højdepunkt. Helt uden motoriseret trafik (bortset fra flyene) og selv cyklisterne har besvær med at komme frem på de sandede, bulede og ujævne stier. Jeg har ved andre lejligheder også oplevet en masse vindsurfere her, men vinden er formentlig ikke kraftig nok i dag.

Gaddagung gaddagung gaddagung. Heste i fuldt firspring i kåd leg med hinanden. Eller skal de måske imponere den forbipasserende rytter? Hestefælleden med Kongelundsskoven som kulisse i baggrunden.

Ruten

Fasanstien er en gang- og cykelsti som fører gennem de smukkeste områder: Strand, skov, åbne vidder. Landevejene: Tømmerupvej en 3 kilometer befærdet vej uden gangsti. Fælledvej god cykel- og gangsti. Turens absolutte højdepunkt er de ca. 2 kilometer langs Kongelunden fra Kongelundskroen til Søndre Pumpe. I alt ca 18 km

Statens Vildtreservat Vestamager

Efter en hed sommer er det dejligt at blive blæst godt igennem på dæmningen langs det lukkede fuglereservat på Sydvestamager

Der skal ikke sjældne fugle til at få det til at hoppe i mig. Et par skarve er godt nok. Der er bundgarn mindst to steder på dagens rute. Og fuglene indfinder sig troligt, siddende på bundgarnspælene og poserer for fotografen. De mere fuglekræsne skal imidlertid kigge den modsatte vej, over dæmningen og ind i fuglereservatet.

Mange af Vandringsløse Tidendes gåture handler om at gå på steder hvor vores forgængere har gået i hundreder, måske tusinder af år. Men på Vestamager kan man gøre det, som vores bedsteforældre og måske også forældre (alt efter hvor gamle vi er) ikke kunne: Gå rundt tørskoet på havbunden af farvandet mellem Amager og Sjælland! Der fik de den, de gode gamle dage. Ha!

Dæmningen er 7 km. Men kun de ca 5 går langs reservatet. Den er blevet udbygget og forhøjet ad flere omgange. Til højre er reservatet, til venstre havet og den asfalterede Dæmningsvejen. På den allersydligste del af den nye dæmning er det tilladt at gå ovenpå den. Men ikke her. Billedet er taget fra et af de tre fugletårne langs dæmningen.

Hele balladen blev først inddæmmet under 2. verdenskrig, herefter okkuperet af militæret. Nu er det kun Staten som forhindrer os i at gå ind i vildtreservatet. Men der er særdeles gode grunde til at gå den 10-11 kilometer lange tur rundt om reservatet, hvoraf ca 5 km af turen foregår på dæmningen. På en dag som denne, sol og blæst, en pragtfuld oplevelse af hav når det gnider tænder.

Solen forsølver havet på den mest betagende vis. Bølgerne bruser højt. Nyttesløst at snakke sammen pga lyden (og godt det samme). Smag af saltvand. Hud der bliver strammet op af havgusen. Lungerne blæses igennem af den friske vind. Så enkelt kan det være!

Jeg tog metroen derud, men man kan også komme til vildtreservatet ad Kalvebod Bro (der er færdsel for cykler og fodgængere), Kongelunden og andre steder. De omtrent 3 km Granatvej fører bl.a forbi Sundby Kogræsserforenings (af 2005) 20 herefordkvier som ligger mageligt henslængt og tygger drøv. Om ikke så længe ligger de formentligt knap så mageligt henslængt på et noget koldere sted, nemlig fryserne på de ca. 100 familier som holder køerne.

Bag Dæmningen ligger Klydesø. Der er adgang forbudt, og området er indhegnet. Kun køerne får lov til at afgræsse området.

Da området er fladt, fladt, fladt, kan det anbefales at bestige nogle af de såkaldte høje for at få et overblik. Fx Granathøj og Sydmøllehøj. Nogle er vist forhenværende holme i det tidligere hav, mens andre er nogle som militæret lavede. Militærets mangeårige tilstedeværelse på stedet er på det nærmeste næsten helt fjernet. Man skal kigge godt efter betonrester hist og pist og håbe ikke at løbe på en af de mere ubehagelige overraskelser, landminer. Men det er vist kun når man graver i jorden man risikerer det.

Højen Sydmølle er vist det eneste sted man kan gå ind på selve reservatet. Der er to høje, hvoraf det ene har dette underlige tårn. Det ligner noget fra militærets tid, og det ser ud som om nogen har skudt til måls efter det engang. Måske nogle danske jenser, hvem ved? Herfra kan man se de lange dæmning strække sig bagest gennem hele billedet og strandengen derimellem.

Turen rundt om reservatet falder nogenlunde i to dele: Landdelen og havdelen. Landdelen følger Reservatvej med udsigt fortrinsvis over engene, mens Sydmøllevej fører til den lukkede Klydesø og et lille fugleskjul stik syd for Sydmøllevej. Ellevehøjvej går gennem birkesumpe, som en dag som denne efter et kraftigt regnvejr er sumpagtig fugtig med tung luft og masser af guldsmede. Ingen myg! De høje træer skærmer for vinden, som desto mere føles når man helt mod syd bestiger dæmningen ved Søndre Pumpe.

Søndre Pumpe ligger og skutter sig i læ bag dæmningen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad der vil ske hvis pumpen holdt op med at virke. Området ligger op til 2 meter under havets overflade. Svalerne svirrer omkring stedet på jagt efter insekter. Til venstre letter et fly fra lufthavnen. Men det hele overdøves af havet på en blæsende dag som denne.

De tre kilometer mellem Søndre Pumpe og fugletårnet kan man gå oven på den nye dæmning. Men på resten af den nordlige strækning er der adgang forbudt ovenpå, og man må følge den udmærkede Dæmningsvej, uden andre udsigter til vildreservatet end fugletårnene der er opstillet med jævne mellemrum. Til gengæld har man en solskinsdag som denne en fantastisk udsigt over havet. Kun de allerkraftigste fly fra lufthavnen er i stand til at brage igennem bølgerne som knuses mod stenene et godt stykke nede. Men som sender våde sprøjt helt op på vejen og op ad lårene på de forbipasserende.

På den lille forbindelsessti mellem Reservatvej og Svenskehomvej er der op til flere efterladenskaber fra militærets dage. De er lidt af en sjældenhed. Militæret ryddede godt op inden det forlod stedet. En lille bunker samt disse nu helt ubestemmelige betonklodser. I baggrunden Ørestadens sydligste del med byggeriet Ottetallet i centrum.

Fugle ser jeg ikke så mange af. Og jeg er heller ikke nogen speciel ørn til at se efter fugle. Jo, jeg kan se at der er måger, vipstjerter og skarv, samt en masse svaler. Hvis man kigger godt efter, kan man sikkert se mange af de mere diskrete og sjældne fuglearter også. Fugletårnene er højt placeret, og man kan skubbe vinduerne op for at få gode fotoer. Jeg så nu kun en person med fuglefotograferingsudstyr, så det er sikkert ikke sæson. Jeg forestiller mig det er bedre i forårs- og efterårsmånederne, når trækfugle søger nord eller syd.

Ud for Kongelunden holder windsurferne til. Der er mange! Hav og himmel går næsten i et i horisonten.

Ruten

Vestamager Metro Station. Granatvej. Sydmøllevej. Ellevehøjvej. Dæmningsvej. Reservatvej. Sneppestien. Kalvebod Sti. Vestamager Metro Station. Med smutveje til fuglskjul mm. omkring 20 km.

Vestamager

Ældre nulevende amagerkanere vil huske da Vestamager eller Kalvebod Fælled blev til. Under 2. verdenskrig 1939-45 inddæmmede og drænede man det 25 km2 store område. Området ligger stadig ned til 2 meter under vandoverfladen. Gamle kort viser at den daværende kystlinje gik så nogenlunde der hvor Kanalvej er i dag. Og udenfor ligger små holme, Svenskeholm, Koklapperne og Nordre Klapper. Der var flere grunde til inddæmningen. Militæret ville have bedre skydeterræn, dæmningen kunne beskytte Amager der ofte er plaget af stormflod og endelig at man kunne bruge et beskæftigelsesprojekt for at forhindre arbejdere i at blive deporteret til Tyskland.

Vestamager som det strækker sig nærmest uendeligt ud i horisonten umiddelbart syd for Vestamager metrostation og ud mod Pinseskoven. Kun afbrudt af de mange snorlige drænkanaler. Efter sommerens tørke er de næsten tørret ud. Køer anes som små pletter i pæn afstand fra de asfalterede veje.

Digerne blev 2009-2011 forhøjet med ca. 1½ m. Bl.a. for at forebygge konsekvenserne af havstigninger som følge af klimaændringer. Men debatten om længde og højde er ikke slut. Amager er fladt, det ved enhver københavner. Oversvømmelser og stormflod er noget amagerkanerne kender til. Så meget at der ofte er hede debatter i byrådene om hvor, hvor lange og hvor høje kystsikringsdigerne skal være. Kommuner betyder også kommunalpolitik. Og den gennemsyrer også holdningerne.

Sneppestien gennemløber den nordvestlige del af Vestamager og kommer gennem marker, Fasanskoven og små klynger af krat. Disse birketræer bærer tydelige præg af vestenvinden som ubarmhjertig blæser gennem det åbne landskab. mit mål på nuværende tidspunkt er at nå fri af Fasanskoven så jeg kan få set en rigtig solnedgang. I dag ved kvart i ni-tiden.

Området blev besat af militæret. Da jeg flyttede til København i 1974, var Amager Fælled nord for Vejlandsalle blevet åbnet, men sydfor (det nuværende Vestamager) var militært skydeområde og adgang strengt forbudt, undtagen på Kristi Himmelfartsdag. Den dag var det strengt forbudt at gå uden for stierne. Historier verserede om uskyldige køer som var blevet sprængt til hakket oksekød. Det lød både tillokkende og afskrækkende. Militærbesættelsen varede til 1984. Derefter skulle området sikres før området blev offentligt for publikum. Det blev fredet i 1990.

Villahøj breder sig fra højre side ind mod midten i billedet. Fasanskoven i baggrunden. Og bag det er solen ved at gå ned. Villahøj, Svenskehøj. Granathøj og flere af de andre høje er kunstige bakker. Ensformigheden blev åbenbart for meget for militærets skydepersonel.

Vestamager er fladt. Når det blæser en frisk vind som denne aften er der ingen læ nogen steder. Landskabet er fuldstændig åbent, og det lave krat uden for Fasanskoven og Pinseskoven bærer også præg af det. Klydesøen mod syd som er et lukket fuglereservat der dog kan beses fra forskellige fugletårne. Pinseskoven består af selvsået pil og birk, som kom fra Sverige i 1950'erne. Senere har Naturstyrelsen har tilføjet eg, ask og lind. Den er navngivet af en opsynsmand hvis familie spiste pinsefrokost i skoven.

Så er der solnedgang. Set med ryggen mod Pinseskoven ved Enghøj. Nu er resten af turen et kapløb om at komme hjem inden det bliver alt for mørkt.

Mennesket har sluppet 400 får, Aberdeen-Angus kvæg og islandske heste løs i folde. Bl.a. Maja og Birgit Frederiksens Isheste. Og så skulle der være et livligt fugleliv, sommerfugle, sjældne planter og insekter. For så vidt er der først begyndt at blive planlagt hvad der skal ske med området for et par år siden. Man mener åbenbart at området ikke er kendt nok selv om det kun ligger få kilometer fra Københavns centrum. Siden 2012 har kommunerne omkring Vestamager derfor arbejdet på at gøre området mere kendt. I stil med fx den kun halvt så store Dyrehaven.

Solen er gået ned for ½ time siden. Og i begyndelsen syntes jeg at det var meget mørkt. Jeg har boet så længe i byen at jeg helt havde glemt at det tager øjet 10-15 minutter at indstille sig på mørke. Når først det er sket, kan man faktisk se temmelig meget. Heldigvis kan kameraet gengive det med langsom lukkehastighed. Her midt inde i Pinseskoven på Snogevej.

Friluftshuset i Naturcenter Vestamager (nordlige ende) blev indviet i 2013.Det var dog lukket (det forstår jeg godt) da jeg passerede henad 22-tiden.

Civilisationen ved Vestamager metrostation anes ca. 2½ kilometer væk. Her græsser heste fredeligt og upåvirkede. Nu er det blevet mørkt, og jeg holder mig til de letgenkendelige som Granatvej.

Ruten

Naturstyrelsen har lavet en folder om Vestamager hvor der er indtegnet 3 forskellige ruter. Jeg tog 2 af dem. Den grønne og den lilla. Ialt 14.4 km. Jeg for dog vild adskillige gange. (Googl folderen med denne søgning: Vestamager filetype:pdf). Metroen til Vestamager fra Nørreport tager ca. 15 minutter.