Skodsborg-Birkerød: Jægersborg Hegn og Rude Skov.

Gennem Jægersborg Hegn og Rude Skov på en af de første aprildage med sol, varme og næsten ingen vind.

April har været den vådeste så længe der er målt i Danmark. Så meget desto intensere virker det at gå skovtur. Og et perfekt tidspunkt inden myggen og andet småkræ går i gang med deres festmåltid på fortvivlede skovvandrere. Fra Skodsborg Station træder man bogstavelig talt direkte ind i Jægersborg Hegn, og så er man sådan set allerede i gang med skovturen. Jeg valgte cykelruten, med enkelte afstikkere forskellige steder - og en enkelt ufrivillig da jeg tog fejl af veje og skilte i Rude Skov.

Jægersborg Hegn tæt på Skodsborg Station. I dag får de fleste skove lov til at "vokse vildt" forstået på den måde at de gamle træstammer kommer til at blive levesteder for svampe, insekter og dermed grundlaget for føde til fugle og dyr.

Jægersborg Station ligger også tilpas langt fra trafikerede veje så man ikke hører lyde fra det. Til gengæld var der adskillige skoleklasser der havde gang i ghettoblaster. De skulle heldigvis en anden vej end jeg gik.

Anemonetæppe så langt øjet rækker i Jægersborg Hegn

Det viser sig at de mange unge bl.a. skulle til Bøllemosen for at fiske ting og sager i mosen. Jeg undlod derfor en tur rundt om og passere træbroen som går nogenlunde midt gennem mosen i nord-sydgående retning. Stierne er gode at gå på. 

Rundforbi Svømmehal.

Vel ude af Jægersborg Hegn gik jeg forbi Rundforbi Stadion. Det har rødder tilbage til 1931 hvor det tilhørte Søllerød Kommune. Idræts- og svømmehallen er af beton og fra 1970. Den blev tegnet af arkitekterne Ole Helweg (1916-2001) og Claus Bremer (1919-1983). Ole Helweg er ellers mest kendt for hoteller både i Danmark og i udlandet. Claus Bremer tegnede bl. a. Rødhus Klit Ferieby. Lokalt er bygningen et vartegn. 

Egebækgård

Egebækgård huser i dag edb-firmaer. Engang var der landbrug. Men i 1952 blev Egebækgårds jorde frivilligt fredet af ejeren. Det betød at landskabet blev bevaret mod byudvikling fra Nærum mod syd og Gammel Holte fra nord. Man kunne dog ikke forhindre Helsingørmotorvejen som lægger underlægning til lydscenariet i området.

Gl Holtegård, set gennem barokhaven.

Der foregår en del ting på Gl. Holtegaard- Der er en kunsthal, en restaurant og et museum. Haveanlægget på "bagsiden" af bygningen er tegnet af Lauritz de Thurah i 1756 i barokstil. Den er blevet genskabt efter at den som så mange andre barokhaver var en tur omkring den engelske mere vilde stil. Bygningen er arkitektens sidste - han købte ejendommen i 1755. Udover at skulle fungere som bolig for Thurah var den også som kongeligt privilegeret kro. Pengene kom bl. a. fra den transatlantiske slavehandel. Det hele er nogenlunde bevaret. Selv kom arkitekten aldrig til at bo der permanent. Han døde. Herfra gik turen gennem Gl. Holtegade som har den gamle landsbygades snoede forløb, men intet autentisk landsbymiljø tilbage, på trods af at der er flere stråtækte huse.

Jacobsens Eg syd for Rude Skov. Det er kaptajnen, J. C., ikke Carl den er opkaldt efter. 

Efter Gl. Holtegård gik turen mod Rygård Overdrev. Det første lange stræk går langs golfbanen. Mod nord monotone golfplæner, mod syd et snævert og kuperet bælte af træer og krat. Lige før Rude Skov gik jeg en smuttur ned til Jacobsens (IC) Eg og Aborredammen. Bænken (1978) foran egen ved siden af granitstenen har følgende inskription: ”Jørgen Sthyrs bænk/formanden for Ny Carlsbergfondets direktion/i aarene 1965 til 1974, kunsthistorikeren Jørgen/Sthyr gav i aaret 1964 impulsen til oprettelse af/ Fonden for bygnings- og landskabskultur/som i tilknytning til sin virksomhed skabte/Søllerød Naturpark”. Kunsthistorikeren Jørgen Valdemar Sthyr (1905-1978) var museumsinspektør ved Den kgl. kobberstiksamling 1931-1953 og formand for Ny Carlsbergfondet 1965-1974. Søllerød Naturpark er ca. 300 ha, og befolkes bl. a. af Kogræsser- og Naturplejeforening.  Brygger I.C.Jacobsen (1811-87) stiftede Carlsbergfondet i 1876, primært til støtte for forskning.

Rude Skov

Jeg har tidligere været en tur udelukkende i Rude Skov den 25. februar 2018. Dengang - som i dag - var jeg begejstret for skoven, og jeg havde valgt en rute så jeg kunne følge nogle andre stier. Endda nogle jeg ikke havde planlagt. Men skoven er så stor at der er rigeligt til flere ture.

Rude Skov.

Det er vist almindelig kendt at hvis man holdt helt op med at slå græs og hø og pløje og dyrke marker og enge, ville Danmark vokse til i skov i løbet af ganske få årtier. Den kraft som er i skoven, mærker man i Rude Skov der fortrinsvis er løvskov. Løvskov hører ikke naturligt til i vores klima når bortses fra enebær, skovfyr og taks. Andre nåletræer er menneskeskabt for at få tømmer og brændsel, og de vokser altså på steder hvor vores egne træarter blev fældet og fjernet. I Rude Skov har man enkelte steder skabt lysninger ved at fælde de træer som ikke "hører til" i oprindelig dansk skov. Egetræer er fx stærke og kan tåle meget ukrudt, eventuelt sat i gang af "ammetræer" som lærk og rødel, de vokser hurtigt og hjælper efter kort tid med at holde ukrudtet nede til glæde for de mere sårbare træarter som f.eks. bøg.

Rude Skov

Og så så jeg da også et sjældent syn i skoven: En snog, en lille en på 30-40 cm vil jeg tro. Jeg kan ikke huske hvornår jeg så sådan en krabat sidst. Den er fredet, men alligevel i tilbagegang, fordi dens naturlige habitater er forsvundet eller ødelagt. I Rude Skov burde snogen have ideelle livsbetingelser: masser af vådområder, men jeg har ikke overblik over om der også er store populationer af frøer som de kan spise. I de store vandhuller trues padderne af fisk og ænder.

Ruten

Skodsborg Station. Jægersborg Hegn: Bøllemosen. Rundforbi (Svømmehal). Egebækvej. Gl. Holtegård. Gl. Holte Gade. Rygård Overdrev, golfbanen. Østerlidevej. Kirsebærvej. Lollikhusvej. Grusgravsvej. Stubbesø. Skovrød Sø. Birkerød Kongevej. Birkerød Station.

Usserød Åstien, Sjælsø

Et gensyn og followup på to tidligere tur: dels i Usserød Å 13 august 2015, samt Sjælsø Sjælsø Rundt langs med bredden 12. februar 2016.

Denne gang startede turen fra Kokkedal Station, hvorfra der er ca. ½ km til Usserød Å. Stien var nemlig i 2015 spærret indtil 2016, så den tur fik jeg ikke med sidste gang. Landsbyen Usserød er der vist ikke noget tilbage af. Den skal ellers have været pænt stor. Den må være gået til da der i 1800-tallet opstod et mindre industrisamfund med bl.a. en militær klædefabrik (1791) med tilhørende arbejderboliger. Fabrikken lukkede i 1981, men de restaurerede fabriksbygninger findes stadig, ligesom en del af arbejderboligerne.

Usserød Mølle med Usserød Å slyngende sig i forgrunden.

Området præges som naturligt i et gammelt industriomåde fra 1800-tallet af opstemningssøerne. Vandkraft fra åer var den foretrukne energikilde. Der er ikke megen information om møllebygningen på internettet, og heller ikke folderen for Usserød Å nævner den. Derimod naboerne, Usserød Renseanlæg (som renser spildevand før det løber ud i åen) og Nordforbrænding (1965). Selvom disse spiller en stor rolle for nutidens beboere, så er de næppe noget som mange vandringsfolk vil stoppe op for at kigge nærmere på. Eller er det bare mig? 

Mølledam ved Usserød Mølle.

Derimod er der masser af litteratur om Den Militære Klædefabrik ved Fabriksvej ca. ½ km. syd for møllen. Her blev i 1790'erne anlagt klædefabrik, maskinspinderi og farveri. Staten overtog det hele i 1810 og lagde navn til. Produktionen blev flyttet hertil fra Rigensgade ("Guldhuset"). Under Englandskrigene var der gyldne tider for fabrikken som beskæftigede omkring 800 personer. Men så gik det nedad, undtagen når der var krig. I 1900-tallet blev fabrikken moderniseret og vandkraft udskiftet med dampturbine. Indtil den lukkede i 1950'erne og helt blev nedlagt 1981. 

Usserød Klædefabrik set tværs over mølledammen.

I starten af 1900-tallet havde soldaterne et ry som lidt naive af bøllerne i Københavns "White Chapel" (slumkvarter). I hvert fald blev i omtales de som ofre for bondefangeri af disse bøller fra det berygtede Brøndstrædekvarter. Unge rekrutter fra Usserød med mad i bylten og nogle kroner i pungen, blev som den lille gårdmand, lokket med ned på et billigt værtshus, hvor de med forskellige kneb blev afluret deres sparsomme penge, tøj eller andet gods

Mølledam ved klædefabrikken. 

I den anden ende af skalaen var den stenrige krigsminister Madsen. Han var i samtiden kendt for ikke at skelne så meget mellem sin egen og det offentliges pengekasse, dog på en mere "lovlig" og fordækt måde end hans kollega og partifælle, justitsminister Alberti. I forbindelse med rekylgeværaffæren i 1905 (se Politivennen Live Blogging) blev det nævnt at hans transaktioner med Usserød Klædefabrik et eksempel på noget sådant. Det er nu ikke just disse mere eller mindre lyssky personer som satte deres præg på det skønne vandremål, dammene.

Ussserød Åstien med udsigt mod vest.

Syd for det gamle (og forhenværende) industriområde der strækker sig ca. en kilometer, ligger så et meget landligt stykke sti på ca. 1½ km. Her er åbne mark- og engarealer med et par bondehuse som gemmer sig i noget bevoksning, i hvert fald hvis man kigger mod vest og undlader at kikke mod øst. Efter dette område bliver idyllen hårdt og brutalt afbrudt af Helsingørmotorvejen. For at komme under den, er man nødt til at finde Frederiksborgvej, og et stykke ad Isterødvejen, men så fortsætter stien ad Isterødvej (sti) ned mod Ravnsnæsvej. Langs åen som dog ikke er særlig synlig på dette ca 1 km lange stræk. 

Udsigten fra Sjælsøs nordøstligste hjørne mod sydvest. Her ligger et lille bådeleje for fiskere.

Så er man såmænd kommet til udspringet af Usserød Å i Sjælsø. Her er en god rasteplads med udsigt over søen og en lille både"havn". Broen på billedet ligger godt skjult fra den synlige del af broerne. Mit ophold denne gang var dog af relativt kort varighed på grund af myg som har ideelle forhold her i det fugtige miljø. Vandet driver nemlig så at sige ud af de stejle bakker langs søen og danner små pytter med stillestående vand. Et slaraffenland for myg.

Nebbegårds Plantage. Svær at indfange på kamera.

De næste 1½ km langs Sjælsø er (bortset fra myggene) turens måske smukkest vandrestykke. Især gennem Næbbegårds Plantage som minder lidt om stien mellem Hammerhavn og Hammershus på Bornholm. Turen kan sagtens gøres længere ved at bestige de mange stejle bakker. Men jeg holdt mig til "hovedstien" - hvis man kan kalde den sådan - som går halvvejs oppe i terræn. Dels pga. myggene, men også fordi det er særdeles krævende, og jeg var ikke sikkert på at benene kunne holde hele vejen til Birkerød. Herefter kan man vælge at gå gennem Ravnsnæs, eller følge vejen. Hvilket jeg gjorde, for at komme hurtigt til Sjælsøstien ned mod starten af "Slugten".

Slugten ved Birkerød med Sjælsø i baggrunden.

Slugten er beskrevet i de tidligere indslag. I dagens varme og høje sol var det en skyggefuld tur i det jævnt stigende terræn langs en bæk. Stien drejer på toppen så man på et lille stykke har den pragtfulde udsigt mod Sjælsø (se foto). Herefter stopper den ved Eskemosevej, og så er der dømt Birkerød By for resten af turen ned til Birkerød Station (ca. 2 km) på fortorv og asfalt. For en afveksling kan man pitstoppe på Hovedgaden ved Henrik Gerners Vej, hvor der syd for kirken findes adskillige gode cafeer og ingen biler. Fx Farumhus Bageri og Konditori.

Ruten

Kokkedal Station. Usserødstien. Sjælsø(stien). Birkerød Station. I den mest lige linje omkring 15 km. Men der er masser af muligheder for svinkeærinder (ikke beskrevet i dette indslag).

Rude Skov

Rude Skov vinder på alle forventningsparametre: Stor, smuk, brutal, kuperet, utrolig varieret terræn, kulturhistorie og meget mere

Der findes ikke et foto som sammenfatter den uhyre varierede natur i Rude Skov. Men her et som fortæller lidt om det kuperede terræn og den store variation af beplantning.

Det er isen som har været på spil for at skabe det fantastiske landskab som Rude Skov er i dag. Kolossale kosmiske kræfter har været på spil ad flere omgange og rodet godt rundt med jorden. Mange af istidens karakteristiske landskaber kan man finde her, hvis man er geologisk interesseret. Man kan også bare være vandringsmand og nyde det hele uden at tænke så meget over hvordan det blev skabt. Og vinteren er perfekt til at beskue resultaterne af alt dette. Om sommeren er det hele groet til og grønt. Et andet sceneri er sat i gang.

Vejrobservatoriet fra 1906. Udover boligen er der to grønne skure og en bunker. Den er åben og man kan se et par af de gamle instrumenter. Dog ikke særlig opsigtsvækkende.

Der er ikke mange spor af menneskets aktivitet her, bort set fra Naturskolen. Den var engang et vejrobservatorium. Indtil 1992 boede der her en opsynsmand, og der blev foretaget magnetiske målinger i perioden 1906-1968 i en lille bunker. Magnetiske målinger er meget følsomme, og Nordbanens elektrificering betød at det var slut med det. Men man har også aflæst vejrsatellitter herude. Observatoriet ligger også på Forskerruten.

Hvis man vælger at komme til Rude Skov ad Krudtdamsvej, skal man ikke langt ind i skoven før den udfolder sig i al sin magt og vælde.

Søer og damme

Terrænforskelle mm gør at der er langt mellem bund og top. Alle vegne. Og det betyder også at der er masser af små og store søer og damme. Den største er vist Ebberød Dam, med mosekanter mange steder. Man advares i øvrigt om de mosede områder. Godt nok er der ikke rapporteret om forsvundne mennesker, men for et årti siden en araberhest som forsvandt og aldrig er fundet - underforstået den er sunket ned i et bundløst dyb et eller andet sted. Så er mystikken vakt og advarslen sagt.

Del af Ebberød Dam. Søen er blevet brugt til fiskeopdræt og som sådan afvandet en gang i mellem. Men det sker vist ikke længere.

Fra Ebberød Dam til Skovrød Sø blev der engang håndgravet en kanal der skulle afvande dammen. Det foregår dog nu med rør, men kanalen kan stadig anes som en slugt. Kanalen er et eksempel på et meget tidligt dambrug fra 1600-tallet. Her opdrættede man yngel af karper og karusser for det finere hof og herskab i København. Hvis man afvandede dammen, kunne man lettere komme til at indfange fiskene.

Den håndgravede kanal som nu fremstår som en slugt, mellem Ebberød Dam og Skovrød Sø.

Jeg nåede slet ikke rundt til alle de mange søer i skoven, ikke engang alle de store. Men jeg fik dog ud over Ebberød Dam også set Agersø og Løjesø. Sidstnævnte er vist den dybeste, på 6 meter med tilhørende badested. Det var dog ved Agersø at Frederik 7 og Grevinde Danner efter sigende yndede at holde udflugter.

Mountainbike-sporet tværs henover Femsølyng ender mod øst i noget der ligner en gammel kampestensvej.

Ude midt i Rude Skov har jeg gemt en hule.
Hvis du tør må du få lov, at komme med derud.
Men så må du love mig at være musestille.
Så kan jeg fortælle dig hvordan du finder vej.

Genskabte kulturlandskaber

Selv om mennesket mest viser sig i skoven på stierne, så har de dog været der. Blegmandsmose i Ebberød Dams sydøstlige hjørne var engang et område hvor man blegede og tørrede lærred. Nu er mosen ved at blive genskabt og gør egentlig indtil videre ikke det store væsen af sig, men det kan være givtigt at holde øje med området. Femsølyng gammel tørvegrav, og den gør til gengæld væsen af sig. Stedet ligner lige nu mest en forladt græsningsmark med vandhuller og enkelte træer.

Maglebjerg spottes sikkert bedst netop nu hvor træerne er uden løv. Det skal lige nævnes at man allerede på dette sted har skullet gå opad i et godt stykke tid.

Bjerge

Nå ja, bjerge kaldes de altså her i Rude Skov, bakkerne. Og der er et par stykker som er ganske spektakulære og stejle. Intet under at deer går mountainbikespor over dem. Og adskillige af dem jeg så, måtte stå af på grund af stigningen undervejs. Det højeste er Maglebjerg på 91 meter. Ikke bare det højeste i skoven, men også i Nordsjælland. Skoven er ganske stor her, ikke noget med nationalsangens brede bøge. Det drejer sig om ranke, lige stammer der strækker sig næsten uendeligt opad.

Maglebjergs 9 meter lavere Fætter Højbjerg ligger ca 2 km syd for. Også her går et mountainbikespor og udsigten er måske en anelse bedre.

Det næststørste er Højbjerg med 82 meter. Også her er træerne imponerende. På toppen er en blandingsskov af eg og bøg der er 230 år gammel, hvorfor mange af træerne da også er faldet. Ikke på grund af uvejr, men fordi de har nået deres maksimale alder. Det var en tysk forstmand, Johan von Langen som i sin tid stod for at anlægge skoven. Noget mere ubemærket er Lerbakken. På alle bakker er mountainbikeruten, og i dag bliver den flittigt brugt, også af engelsktalende.

Jagtvej. En af de mere regulære veje uden de store højdeforskelle. Men med gode udsigter til begge sider. 

Fredninger

Sydvest for skoven ligger der et par fredninger, nemlig Dumpedalen og Vaserne. Den første er af nyere dato og fremstår ikke som ret meget andet end et forhenværende landbrugsland i forvandling. Vaserne er mere vildt og tilgroet.

Egemosevej. Endnu en skovvej med blandet skov på begge sider. Så kan der igen gås rask derudaf!

Ude midt i Rudeskov har jeg gemt mim hule
Med det er forbudt ved lov at sige hvor den er
Hvis du viser nogen vej, så sir’ jeg aldrig mere
Nogen hemmelighed til dig  for så er du fej.

Jeg røbede heller ikke hvor hulen er. For helt ærlig så har jeg ikke nogen hule, og det hele er også bare et børnerim. Det er skoven til gengæld ikke. Den ligger bare der, stor og hemmelig. Der er masser af den, og i modsætning til så megen anden natur i Danmark, så slipper den ikke sådan op på en hel dag. Der er masser at se, selv til flere dage.

Ruten

Birkerød Station. Dumpedalen. Krudtdamsvej. Vejrobservatoriet. Ebberød Dam. Slugten og Skovrød Sø. Blegmandsmose. Maglebjerg. Femsølyng. Vildtfogedvej. Agersø. Højbjerg. Løjesø. Vaserne. Bistrup Hegn. Birkerød Station.

Holte - Kikhanerenden - Skodsborg

Bidende kulde og strabadserende terræn: På skov- og ådalstur en kold februardag i det nordsjællandske

Udsigten fra Skodsborg Station mod Strandvejen og Strandparken giver måske et indtryk af betingelserne for torsdagens vandring: Hård blæst, temperatur tæt på 0 grader. Noget der giver farve i kinderne!

En af Nordsjællands mange ådale går temmelig diskret (vist nok) fra Holte til Skodsborg. Camoufleret som Søllerød Sø, Den Indre Sø og Kalvemose i Søllerød Kirkeskov, Kikhanerenden og vist nok også Bøllemosen. Vist nok fordi den sidste ligger en anelse syd for, men pga. vejrets beskaffenhed - kraftig vind og tæt på frysepunktet - valgte jeg at gå gennem Jægersborg Hegn. Så må jeg have resten af Kikhanerenden til gode til en anden god gang!

Frost i Geelskov.

Første del af turen går gennem Geelskov - der rent vandremæssigt er lidt fysisk krævende pga det meget kuperede terræn. Og det er også bl.a. hvad skoven bliver brugt til - agility træning, bl.a. med en omfattende moutainbike-rute. Godt gennem dette terræn må man finde sig i at Søllerød Sø er privat område. Det er kun en ganske lille del i det sydøstlige hjørne som der er offentlig adgang til. Resten er "adgang forbudt" for de der ikke kender nogen der har købt grund ned til søen. Og de passer godt på ikke at lukke uvedkommende ind.

Udsigten fra toppen af Hulvejen som man kan se kommer ind i fotoet nederst til højre. Man kan fornemme hvor stejlt der er. Til venstre bag træerne er kirkegården og Søllerød Sø. Ved den stråtækte gård er der en smal jordvej ud til et sø-kik.

Søllerød - det gamle

I stedet for at gå efter at nyde søen, kan man fx gå efter det gamle Søllerød. Det samler sig omkring kirken og kirkegården med naboerne - den 1-stjernede Michelin-restaurant Søllerød Kro, museet Mothsgården og den nyrestaurerede og meget dramatiske hulvej forbi kroen ned til Søllerød Sø. Mothsgården er en gammel lystejendom fra slutningen af 1600-tallet for gehejmeråd og sprogforsker Matthias Moth. Uden for museet er der forskellige genstande man kan kigge på, bl.a. en klokke fra Nærum Kostskole med de opmuntrende ord: "Glad barndom, dygtig mand" og årstallene 1903 og 1907. Kostskolen eksisterer ikke længere. Den blev sprængt i luften under 2. verdenskrig, 1943.

Den Indre Sø set fra dæmningen der deler mosen og søen. 

Søllerød Kro har ikke altid haft en michelin-stjerne. Dens beliggenhed kan forklares med at den blev  startet i 1677 af den lokale præst og var beregnet på sognebørn og gennemrejsende. De tvangskristnede bønder og deres ansatte var imidlertid ikke lige begejstrede for kirken dengang, men når man nu alligevel skulle møde op i kirken for ikke at skulle betale mulkt eller i værste fald ende i halsjern foran kirken pga manglende fremmøde, kunne man vel lige så godt udveksle nyheder og erfaringer med andre i sognet, og det foregik altså ofte over bordet på kroen. I den grad at livet på kroen i 1824 blev beskrevet således i tidsskriftet Politivennen, og her fremgik det at man til tider ikke engang nåede længere end til kroen når der var gudstjeneste:

"Blandt de om man tør sige ulykkelige byer der ejer et sådant drikkehus, er også Søllerød By på Københavns Amt indbefattet. Det er ikke sjældent at personer af byens og omegnens beboere kommer ud fra den, segner på næsen og styrer deres kurs i forskellige retninger. Ja man ser ofte om natten kl. 11 og derover hele flokke at vælte ud af nævnte drikkehus, og på gaden foretager berusede og den laveste menneskeklasse uforskammet støjen, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og lignende, så at man ofte med god grund må være bange for at passere de steder hvor disse gaste sværmer omkring. Dog, det er ikke alene lørdag og søndag såvel som de øvrige dages aftener der vanhelliges til dette brug. Ofte har der fundet drikkeselskaber sted på søn- og helligdage under gudstjenesten, så at man stundom ser dette sted prydet med flere af Bachi end det hellige tempel af religionens tilbedere. Oh, harmende uforskammethed!"

Dette billede er i øvrigt noget ganske almindeligt forekommende også andre steder end Søllerød. Så dette er ikke specielt for denne landsby.

Søllerød Kro. Hvem ville ikke gerne indtage et måltid på et så smukt sted? Og man behøver ikke længere at være opmærksom på kirketiden.

På denne bidende kolde dag er der dog ganske mennesketomt, bortset fra en brav gartner som er i gang på kirkegården. Vest for denne kan man gå ad den nyrestaurerede oldtidsvej, Hulvejen, afmærket med en sten øverst og en planche der fortæller om dens historie. Den er ganske dramatisk og skærer sig vej ned i dybet langs en stejl skrænt hvorfra man har en mageløs udsigt over et lille område i søens østlige ende.

Kikhanerenden se fra Motorvejen mod vest. Dette er et af de få steder hvor man kan få et indtryk af rendens størrelse i det fri. På lange strækninger er den rørlagt eller utilgængelig. 

Ådalen og Kikhanerenden

Herfra er man nået ned i ådalen der går mod øst. Der findes stier på begge sider af dalen. Jeg valgte den sydlige for at gå i læ for vinden. Ådalen er ganske flot og et dejligt vandreterræn - selv med de frosne knolde der sætter anklerne på arbejde. Godt en kilometer mod øst lige før Attemosevej støder man på Kikhanerendens udspring. Her er også en planche som fortæller om rendens kranke skæbne siden 1950'erne hvor den blev rettet ud og belagt med fliser for at fungere som "spildevandsteknisk anlæg". Med andre ord kloak. Fuldstændig lige som den skæbne der overgik Harrestrup Å. Men modsat denne har man kunnet genskabe noget af dens naturlige forløb igen, hvilket man kan nyde godt af øst for Helsingørmotorvejen. Godt nok er åen kun tilgængelig i glimt, men selve ådalen er usædvanlig smuk at gå igennem.

Kikhanerenden øst for Motorvejen. Om der har været fliser her, ved jeg ikke. Men hvis der har, så er de i hvert fald fjernet.

Sidste halvdel af vejen mellem motorvejen og Egebækvej blev fredet i 1951 under navnet Kikhaneengen. Det afgræsses nu af kvæg. I fredningens vestlige hjørne er der indrettet en højtliggende Eventyrskov for mindre børn hvor man kan komme rundt og læse forskellige eventyr om væsner fra skoven. Kæmpeedderkoppen, Fortællebøgen mm. Man kan sagtens tage mindre børn med, da der er meget kort afstand mellem posterne. Faktisk kan man se fra den ene til den anden på denne årstid hvor intet er sprunget ud endnu.

Jægersborg Hegn. Solen titter bleg frem gennem skyerne. Søen er frosset til. Særlig megen magt var solen nu ikke, den varmer ikke spor.

Jægersborg Hegn

Kikhanerenden fortsætter mod nordøst, men ifølge kortet kommer men her mere ud i åbent terræn, og med den stive blæst og temperaturen tæt på frysepunktet, valgte jeg i stedet at gå mod øst og søge læ i Jægersborg Hegn. Terrænet her er ikke så kuperet som i Geelskov, men til gengæld er der en del mere at se på. Der er oldtidshøje, endda samlet i grupper på op til tre. Og så ligger der en meget lille, men anbefalelsesværdige mose, Bøllemosen ½ km. nordvest for Skodsborg Station. Engang var den en stor hængesæk, men den blev ødelagt af tørvegravning, og først i nyere tid er den begyndt at blive genskabt. Der er en vist nok ret nyanlagt gangbro midt gennem mosen hvorfra man kan se hængesækken. Et mærkeligt og sjældent landskab med sin særegne karakter.

Bøllemosen. Hængesækken er ved at blive genskabt efter at være blevet gravet væk. Søen er omkring 3,2 meter dyb, og hængesækken vokser hen over det dybere vand.

Bøllemosen

Først kom planten mosebølle, så blev Bøllemosen opkaldt efter planten, og så kom der i 1885 en flok læredrenge der vakte opmærksomhed ved deres uvornhed og om søndagen opholdt sig i Bøllemosen, "Bøllesjakket". Herefter til ordet bølle alment kendt som en person, der overfalder sagesløse mennesker. Og det er ganske vist! Det står i Ordbog over det danske Sprog. Bøllemosen ser ikke ud af ret meget, men det gør specielle landskaber en gang imellem. Også selv om de ikke bare er specielle, men også værdifulde.

Skodsborg Station. Københavnere kan godt føle sig hjemme her. I stueetagen holder en af Københavns Skovbørnehaver til (indgangen er i gavleen), og på en dag som denne sætter børnene deres præg på de skovlige omgivelser.

Skodsborg

I 1980'erne kørte jeg forbi Skodsborg i kystbanetogene, men da jeg nu ser stationen slår det mig for første gang hvor stor den egentlig er. Den er fra 1897 og ikke overraskende tegnet af Heinrich Wenck. Frederik VII og Grevinde Danner til her i midten af 1800-tallet. Og snobberi tiltrak kongeglade villabyggere og (bade)hoteller ("Øresund" og "Skodsborg Søbad"). Den internationale turisme krævede naturligvis en fornem station. Og derfor ligger der nu denne statelige kæmpestation på et næsten mennesketomt område i udkanten af en skov. Ellers er der ikke meget at komme efter i Skodsborg som vandrer. Den diminuitive Skodsborg Strandpark er ikke ret meget større end et hundetoilet, og udsigten er ikke Øresundskystens bedste. Nedenfor stationen rinder en kilde. Skodsborg er bl.a. kendt for sit sanatorium, så jeg ved ikke om det engang skal have været særligt godt vand i den kilde. Men nu er der er advarselsskilt om ikke at drikke vandet.

Alting ser bedre ud i solskin, og specielt sådanne landskaber som disse. Og på fotoer ser det egentlig mere trist ud end det er i virkeligheden. Man skal dog ikke lade sig narre af fotoerne. Det er en ganske dejlig tur, selv i strid blæst og bidende koldt. Dele af ruten falder sammen med Rudersdalruten.

Ruten

Holte Station. Geels Skov. Søllerød gamle by. Rævebakkevej/Søllerød Kirkeskov. Kikhanerenden. Egebækvej. Jægersborg Hegn. Bøllemosen. Skodsborg Station.

Furesøen - Nord og Vaserne

Nordkysten af Furesø er meget anderledes end sydkysten. Tricket er at smutte ind i landet ved Stavnsholt og Vaserne

Ordet vase i Vaserne har intet med blomstervaser at gøre. Det betød oprindeligt en sti lavet af grene gennem et sumpet område. Som det ses er det en meget præcis beskrivelse, bortset fra det med grenene. Her tæt på Dumpedalsrenden.

Jeg havde egentlig forestillet mig at følge vandringen fra 11. november langs sydkysten af Furesø op med en tilsvarende langs nordbredden ugen efter. Men det tog så knap en måned. Man skal ikke have kigget længe på et kort for at forudse at denne tur er radikalt anderledes. Nordkysten af  Furesø er stort set bebygget hele vejen fra Farum til Vaserne. Selv om man på visse af de beboede strækninger kan gå langs søen eller tage en stikvej ned til den. Jeg havde derfor skruet forventningerne en del ned i forhold til hvad angik oplevelser fra min tidligere tur. Og det holdt for så vidt også stik.

Skrænterne kan i stejlhed sagtens måle sig med sydkystens. Dog er der ingen kløfter, så man går nogenlunde i samme niveau over søen hele vejen. Holmen i søen ligger ud for badestranden neden for Høje Klint.

Beboelse og fritidsliv

Kysten er nogenlunde lige så stejl som sydkysten, men modsat denne har nordkysten stort set ingen kløfter, så man går nogenlunde jævnt langs hele strækningen. Kort sagt, mere "civiliseret". Det er måske derfor beboelserne netop har bredt sig her. Tilmed er der en håndfuld fritidsklubber for fiskeri, kajak, roning - og en en enkelt badestrand neden for Høje Klint, og badevandet skulle være udmærket. Der er dog ingen badegæster på nuværende tidspunkt, skulle jeg hilse og sige. Til gengæld ophører nu endeligt den infernalske støj vest fra motorvejen, og resten af turen mod øst foregår med naturens egne lyde. Som i dag er ret høje da det blæser kraftigt fra vest.

Badestranden neden for Høje Klint.Om der om sommeren er sandstrand, skal jeg ikke kunne sige. Nu er den i hvert fald dækket med blade. En lang, sej trappe fører ned til stranden hvis vand skulle være af bedste kvalitet. Det ser dog ikke ud som om nogen har benyttet sig af det for nyligt.

Den ret nyligt fredede Stavnsholtkilen ender ved Furesøen. Jeg har tidligere passeret Stavnsholtkilen nordfra. Her længst med syd er den vestlige del ret kedelig med græsmarker, men den østlige har en lille (ca. 400 m) sti gennem Enghaven, nord for pragtboligen Vigen. Stien går gennem et kuperet terræn, og trods sin lidenhed er der et forbavsende rigt fugleliv her. Jeg opdager en del fugle som igen minder mig om at nu må jeg snart se at få lært disse skabninger bedre at kende. Formentlig en gransanger, eller også en isfugl, jeg ærgrer mig over min uvidenhed. Fuglen er god til at gemme sig på den anden side af en tyk stamme, men er dog nysgerrig nok til at lade mig få flere glimt af den da jeg går forbi. Fotografering stiller den og kæresten dog ikke op til.

Stavnsholtkilen med et kig ned mod en gård der i følge en sten skulle hedde Pynten. Stedet er en del af den fredede Stavnsholtkilen (den er tidligere beskrevet her på bloggen).

Vaserne

Efter en kort og kedelig tur gennem et villakvarter når jeg endelig hen til turens plan B-mål, Vaserne. For lidt naturoplevelser ville jeg da gerne have med. Jeg havde afsat adskillige kilometer til turen gennem dette område. Området er sumpet og det er ikke muligt at gå langs Furesøs bred her. Dog er der mod vest bygget et handicapvenligt Vasetårnet, i to etager. Herfra har man udsigt over sivskovene og kan se ind i det træbevoksede Vaserne. Men det gør nu heller ikke så meget, for Vaserne er selv på denne årstid særpræget og speciel.

Udsigten fra Vasetårnet.  Måske tager det sig bedre ud om sommeren i solskin. Men udsigten har også sin egen stille skønhed på denne mørke decemberdag med blæst. Vinden får sivskovene til at bølge.

Det bedste overblik over Vaserne som jeg kunne finde på denne tur, var i den nordligste spids ved Fyrrebakken. Herfra er der en bakke hvorfra man mod syd kan skue ud over Vaserne, og mod nord i retning af Dumpedalen som vitterligt fremstår som en dal set fra dette punkt. Nord for Vaserne er der igen bebyggelser op ad skråningen. Og igen får man et godt indtryk af hvor dyb og stejl dalen er.

Det er vanskeligt at finde et typisk foto af Vaserne. For selv om det hele minder lidt om en stor ellesump, så varierer det alligevel i en uendelighed. Og egentlig er dette foto heller ikke særlig repræsentativt. Så meget vand er der trods alt kun enkelte steder.

Jeg fortrød absolut ikke at have planlagt dette sidespring. Det er absolut nordkystens højdepunkt. Jeg blev endda fristet til at tage en lille afstikker til Dumpedalen som ligger nord for Vaserne, og kun benene fik mig til at vende om. Dette område synes absolut også interessant for et gensyn. Dumpedalen er en del af en nord-sydgående dal hvori Vaserne også indgår.

Den sydlige del af den fredede Dumpedalen. Stierne er ikke aftegnet på mit kort, men det ser ud til at der nu er et velordnet stisystem her. Jeg har noteret at dalen må indgå i en senere vandring.

Tilbage til Vaserne. Navnet har ikke noget med blomstervaser, men et nu slet ikke mere brugt ord, vase, for en vej bygget af grene gennem et sumpet område. Og bortset fra det med grenene (de er erstattet af solidt jord) så passer det meget godt. Abstraherer man fra stien går man kun ganske få centimeter over et magisk, mystisk sumpområde. Det emmer af stemning, lyde, fred og ro. Jeg opdager endnu et par fugle som jeg aldrig har set før.

Blæsten går frisk over Furesøens vande. Og som det ses slår bølgerne ind over broen. Dette er så sandelig et pittoresk skue og sælsom oplevelse midt i det civiliserede Nordsjælland. Der går jo næsten helt Vesterhav i det. Midt i billedet roklubben.

De sidste 4-500 meter inden man når roklubben ved Holte går ad en nyopført gangbro ude i selve søen. På en blæsende dag som denne er der lidt hav over at gå her. Bølgerne slår ind over broen og søen viser tænder. Heldigvis har man forudset det, og broen er overhovedet ikke glat. På intet tidspunkt må jeg sætte farten ned på grund af smat på træbroen. Kun den gyngende bro ved Roklubben tør jeg ikke gå ud på. Bølgerne slår op gennem brædderne og den ser meget glat ud.

Ikke Furesø, men den meget mindre Vejlesø der dog har forbindelse til Furesø, har sin egen lille havn, Holte Havn. Bådfartens bro ses i forgrunden sammen med huset yderst til højre.

Som en lille blindtarm til Furesø ligger Vejlesø ved Holte, og her ligger såmænd da også en havn, Holte Havn. Hvor Bådfarten også holder til. De åbner dog først igen til april. Et symbol på den tilstand af melankoli man ofte kommer i her i december, med mørke og kulde, fandt jeg på en af de meget private og afspærrede bådebroer langs Frederikslund Skov:

Her havde en hejre besluttet sig for at ride stormen af og afvente bedre tider. Den ser næsten helt melankolsk ud, synes jeg. Og her gik der da helt menneskeliggørelse i det. Jeg synes den kiggede i sympati og solidaritet mod det december-melankolske menneske

Ruten

Den kan nemt findes på et kort. Der er gode stier gennem Vaserne, selv på et tidspunkt som dette hvor der er meget fugtigt. Enkelte smattede steder er det eneste. I alt ca. 16 km.

Furesøen

Når træerne har tabt bladene, får man for alvor det storslåede indtryk af Furesøen langs sydbredden

Udsigt fra Cap Elking mod Cap Drevon. Forvirret? Forklaring følger i teksten. I mellemtiden kan du bare nyde udsigterne på billederne.

Sidste gang jeg var på disse kanter var i forbindelse med Mølleåstien midt om sommeren, 11. juli 2013. Alting ser bedre ud i solskin og om sommeren. Men en bagdel er at træernes blade skygger for udsigten til søen. Og langs sydsiden er man tvunget op i højderne af de stejle skråninger så man kun enkelte steder har frit udsyn over Furesøen. Og de er noget specielt for Furesøen. Både Esrum Sø og Arresø er arealmæssigt større end Furesøen, men ikke hvad angår vanddybden. Ej heller hvad angår de stejle klinter.

Et af de sjældne steder hvorfra man kan se langs hele søbredden højt oppefra er ud for Von Langens Plantage. Her kan man måske også fornemme de bratte stigninger. Og den uvejsomme sti, nu dækket af fint brune blade.

Imponerende skrænter

Og det største indtryk af denne tur var de både skræmmende og flotte stejle klinter ned mod søen. Dem havde jeg kun i glimt set på min tidligere sommertur. Nu var de der, blotlagt i al deres magt og vælde. Dem får man altså ikke det fulde indtryk af før bladene er væk. Det er ikke sjældent at man står højt oppe, og det så går lodret ned. Ikke noget for folk med højdeskræk, tror jeg. Men ellers kan man godt blive bjergtaget. Og lad det være sagt med det samme: Jeg har slet ikke kunnet yde udsigterne fuld retfærdighed på fotoerne. Jeg prøvede ellers, men man kan nu engang ikke svæve ude i den fri luft, hvilket ville have været en gunstig udgangsposition.

Skoven har man hele vejen mod syd. Den lave novembersol ved middagstid kaster lange skygger. Og de bliver bare længere og længere. Allerede ved 15-tiden kniber det med at få det rette lys til kameraet.

Og ikke at forglemme, så er der naturligvis skoven mod syd. På denne novemberdag er der skyfrit, men ikke høj sol, blot så høj som solen nu engang kommer i november. Og selv kl. 12 er det ikke særlig højt. Faktisk burde en kasket være på sin plads for ikke at blive blændet. Desuden efterlader det også skrænten i skygge.

Tættest på Farum ligger to moseområder: Den mystiske Fandens Mose og lidt sydøst for den langstrukne Vådehængsmosen (fotoet). Her kan man som et af de få steder langs ruten gå langs søbredden.

Vælg den "rigtige" sti

Man kan vælge forskellige stier. Den helt nede langs vandet er den mest upålidelige. Ofte bliver man her tvunget i højderne fordi der ganske enkelt ikke er plads nok til nogen sti. Fordelen ved at gå langs bredden er at man kan gå ud på de forskellige broer som er langs bredden. Det forekommer mig dog at de fleste er i en temmelig porøs tilstand. Selv landgangsbroen for bådfarten ved Kollekolle. Flere af brædderne er ganske enkelt brækket, og andre ser ud til at kunne bryde sammen under fødderne på en. Så jeg tog turen langs sømrækker i håb om at der var en underliggende støttebjælke. Broerne var desuden ret glatte.

Området nedenfor Kollekollesletten. Her er der muligheder for at afprøve stierne i de forskellige højder. Men man må træffe et valg. Er man først startet på en, er det mere end vanskeligt at ændre bane og skifte til en højere eller lavere liggende sti. 

Den halvvejs oppe er ligeledes på denne tid af året halvfarlig på sine steder. Om end også den flotteste fordi man her får et godt indtryk af skrænterne. Men allerede nu, dækket af blade og fedtet er den altså lidt halvfarlig visse steder. Og er man først begyndt at skride, så skal man være hurtig. En enkelt gang blev jeg overrasket, men det lykkedes at gribe fat i en trærod som håndtag. Og heldigvis for mig holdt den! Ellers var jeg endt i vandet dybt nede.

Området lidt vest for Mølleåen og Frederiksdal, neden for Skovfogedboligen. Her er indrettet et specielt og særpræget område ude i mosen. Og derfra har man bl.a. denne udsigt.

Den sikreste sti er den øverst. Og heldigvis er der flere steder hvor den kommer helt ned til vandet. Også den kan være knudret og glat. Og nogen lige sti er der slet ikke tale om. Det går både op og ned og ud og ind. Bort set fra området nord for Kollekollesletten som ligger relativt lavt. (Vejen mellem Kollekolle og Farum blev beskrevet i Politivennen, 5. oktober 1816.)

Mølleåen ved Frederiksdal. Bred og bare til at nyde. Der går en bro over helt ude ved Furesøen. Det er lidt stejl og i et vejr som dette også isglat. 

Mølleåen

Mølleåen var målet for min tidligere vandring. Og den støder man på to steder: Dels indløbet fra Farum Sø ved Fiskebæk og dels udløbet i det sydøstlige hjørne ved Frederiksdal. Her ligger fortidsmindet Hjortholm Voldsted hvor man stadig kan ane voldgraven og forhøjningen. Og Frederiksdal Fribad. Der er i øvrigt en håndfuld badesteder rundt om søen, foruden nogle badebroer. Fribadet er det mest civiliserede med omklædningsrum, græsarealer mm. Badebroen er dog taget ind for vinteren, ser det ud til.

Stien langs vestsiden af Luknam. På strækningen efter sumpområdet. Man går nu langs en moderat stejl skrænt med de herligste udsigter. Mærkelige udvækster ud i søen dannet af træer ses mange steder.

Desværre har man ikke ladet bredden være allemandseje. Allerede langs østkysten er man tvunget til at gå 1½ km igennem et ret kedeligt villakvarterer ad Furesøvej. Sydfra skal man op ad en stejl bakke, og så er det slut med udsigten til søen. Og der er ingen pardon: Grundejerne har spærret gennemgangen så man kun to (tre) steder kan gå ned til søen og tilbage igen: Ved Furesøparken, for enden af Niels Skrivers Vej (selv om de sidste 10 meter er uden sti) og parken for enden af Snekketoften.

Jo, Næsseslottet stinker langt væk af enevældens magtarrogance. Men flot ser det ud i dag. Og man behøver ikke længere være bange for at blive pålagt mulkt eller lagt i jern når man passerer bygningen.

"Ulvesnuden"

De to næs som rager ud i søen østfra, Luknam og Næsset med Næsseslottet er specielle oplevelser, hver for sig. Det underlige navn kommer af at det er opkaldt efter et engelsk herresæde, Lucknam Grove. På et kort ligner de lidt en ulvesnude med åben mund (Lille Kalv). Den sydlige del af Luknam ("underkæben" i ulvesnuden) er lidt af en sump. Man går nærmest på en dæmning mellem denne og søen. Den nordlige del er der igen halvstejle skrænter, altså et meget varieret landskab med en god udsigt over søen.

Nå ja, gartnerne skulle selvfølgelig også bo ordentligt. Det var jo en stor have de skulle se efter.

Begge næs var under enevælden okkuperet af familien de Coninck. De købte slottet og området i 1780erne og opførte 1782-83 Næsseslottet som er opført på "overkæben". Mod syd opkøbte de 1798 Kaningården (se Flickr-album) og i 1802 Frederikslund. Og så fik de ellers kunstnere som maleren Erik Pauelsen (se hans værker på Statens Museum for Kunst), Wiedewelt, arkitekter, havearkitekter mm. til at indrette deres tilværelse i sus og dus.

Ulvehovedet "øje" er denne sø med Eremittens Farvel. Jeg var så heldig at fange dette episke motiv med genspejling af husene i den spejlblanke vandoverflade. I det hele taget er dette område betagende.

En rundtur om Næsseslottet fører således også til gartnerboligerne tæt på slottet (der i sig selv fremstår som slotte), to pavilloner der mageligt kunne huse et flygtningecenter, Jægerhuset, Eremittens Farvel (ved indkørslen over broen), obelisk, søjle, monument, karpedam mm. Næssene har fået eksotiske navne som Cape Drevon (parkens arkitekt), Cape Elking, Chevalierøen. Selve slottet og store dele af haven er privat. Og der er ingen adgang for sådan nogen som mig.

Dronningestien forløber i et grønt bælte langs nogle søer. Den forbinder Næsset med Vejlesø. Og kan anbefales i stedet for at tage den 1½ km langs endnu et villakvarter. Fra stien er man i behørig afstand til bebyggelsen. Desværre også fra udsigten til Furesøen.

Området umiddelbart før Holte er spækket med små huse for fritidsaktiviteter: Kinabugtens Badeanlæg med vinterbadernes hovedkvarter, Vandskiklubben, bådehavn, bådfarten og meget mere. Men alt ligger øde hen denne kolde novemberfredag. Vest for Næsseslottet er der igen privat bebyggelse. Og jeg vælger en rute inde i landet, Dronningestien til Vejlesø for derefter at stige på toget i Holte. 16 kilometer i luftlinje. Men i det kuperede terræn er det vanskeligt at måle afstande. Desuden er de bløde og knoldede skovveje medium besværlige på denne tid af året. Og det bliver sikkert værre til vinter hvis der kommer is og sne.