Albertslund: Risby, Herstederne.

Kyndelmissetur. Og der var da også lidt frost i jorden. Dagens rute gik til de bittesmå områder i Albertslund Kommune der er bevaret fra hedebotiden: Små landsbyer m.m.

Albertslund er mest lavt byggeri fra sidste halvdel af forrige århundrede og masser af industri. Men også ganske godt bevarede landsbyer fra dengang det hele var hede. Det vil sige, det var det jo i ordets egentlig forstand ikke. Navnet hentyder til en tid for tusind år tilbage hvor egnen ikke længere havde mere skov, mens det meste af Danmark var skovklædt. Så man skal altså rigtig, rigtig langt tilbage i tiden, århundreder før 1800 hvor resten af Danmark i mellemtiden havde fulgt Hedeboegnens eksempel og fældet næsten al skov, så der nu næsten ikke længere var nogen skov tilbage i Danmark. En katastrofe for skibsindustrien som jo dengang fortrinsvis var afhængigt af træ til træsejlskibene.

Birkelundgård. Nu kulturhus. Arkitekttegnet af Ivar Bentsen 1916.

Et af de første steder der stammer fra før urbaniseringen, er proprietærgården Birkelundgaard. Oprindelig lå den i Herstedvester Landsby indtil 1916. Så blev  udflyttet hertil, tæt på Albertslund Station. Den lå tæt på Tune-stillingen, og under Den Store Krig (1914-1918) var der på den som så mange andre gårde indkvarteret soldater fra sikringsstyrken. De kokkererede i laden efter tidens skik over åben ild. Nogen som inspirerede nogle drenge på gården. De gjorde det samme, og kort efter var gården lagt i aske. Ejeren var godt brandforsikret, og resultatet er det som nu er kulturhus. Oven i købet arkitekttegnet, af Ivar Bentsen. (1876-1943). Han excellerede i Bedre Byggeskik, nyklassicisme og sågar senere funktionalisme. Dengang var han nu ikke særlig kendt, men det blev han senere. Og kendere vil også kunne identificere forskellige arkitektoniske finesser ved bygningerne. Både form og materialer. 

Herstedvester. Kirken med de i bogstaveligste forstand maleriske bygninger foran sig. Bag kirken er den moderne kirkegård med birketræer.

Fotoerne er fra de mere idylliske steder, og før læseren nu skulle forledes det at forestille sig landlige idyller, så vil jeg gerne lægge lidt lyd på. For Vestegnen er gennemskåret af brede motorveje, hvis buldrende lyd høres i flere kilometers afstand, hvis de da ikke overdøves af de større veje som Roskildevejen og andre. Og det kan være meget svært at drømme sig tilbage til hine tider hvor bygningerne opfyldte den funktion de var konstrueret til, da der holder biler alle vegne.

Det skæve hus i Herstedvester. Nu præstekontor.

Såvel i Herstedvester som -øster der der bevaret enkelte bindingsværkshuse og. Bedst måske i -vester ved kirken. Men ellers præges de to steder af huse fra forrige århundrede og nyere. Det er ikke desto mindre nok det bedste bud på et landsbymiljø så tæt på København. Og i modsætning til de landsbyer man støder på langt ude på landet, så er der forretningsliv og også levende liv i gaderne.  

Risbystudierne ved Ledøjevej, Risby.

Lidt syd for Risby støder man på en lokation hvor talrige danske film er optaget siden 1960: Risbystudierne, Nordisk Films filmstudier. Det ser næsten helt Morten Korchsk ud med græssende heste i forgrunden, var det ikke for de høje lader - glimrende egnet til filmoptagelser - i baggrunden. Faktisk kunne man godt blive forledt til at tro at det er en rideskole. De 17 tønder land der hører til gården, er bortforpagtet. Dem ville filminstruktørerne trods alt ikke tage sig af. Her har Ebbe Rode og Osvald Helmut vandret rundt mens de indspillede Harry og kammertjeneren (1961). Dirch Passer. Og skuespillerne i Far til Fire sammen med Ole Søltoft da han indspillede sexfilm i min grønne ungdom. Og mange andre. Nordisk Film overtog stedet i 1982. Fra Kampen om den røde ko til Dansen med Regitze, Fra Jydekompagniet til Krummerne. Meget passende er også tv-serien Landsbyen (og Bryggeren, Strisser på Samsø og Forsvar) optaget her.

Vestskoven

Vestskoven. Vandhuller, åbne græsningsarealer afveksler med skoven i baggrunden.

Området har/havde noget af den bedste landbrugsjord i hele Danmark. Som nævnt før har det siden stenalderen været opdyrket, og skovløst i flere tusinde år. I 1930'erne mente nogle imidlertid at det så lidt trist ud, og planer om en skov mellem Roskildevej og Frederikssundvejen begyndte at fremkomme. Landbrugskrisen og en verdenskrig kom i vejen for planerne. Efter krigen flyttede mange mennesker vestpå. Og de savnede et rekreativt område. 

Vestskoven. Nå ja, der er ikke kun skov. Tænk at der på Kyndelmisse kan gå fæ udenfor og græsse. Faktisk er 40 % af området stadig som det har været i de årtusinder efter at man i stenalderen fik fældet al skov i området.

I 1967 bevilgede Folketinget 16 millioner kroner til de første 433 hektar, opkøb af gårde, gartnerier m.m. Siden er der plantet over 3 millioner træer. Mest eg og bøg. Vestskoven er et lysende eksempel på at man ikke bare planter en skov og så er det retableret efter få årtier. Nu et halvt århundrede efter er der stadig 40% tilbage af det gamle landbrugsland med enge, sletter og overdrev.

Vestskoven. En af de typiske stier/veje gennem den del af Vestskoven som reelt også er skov (altså sådan et sted med træer).

Herstedhøje (af folkeviddet benævnt ”Dansktoppen”) er en kunstig høj bestående af 600.000 vognlæs udgravningsjord fra 1960'ernes mange nye bebyggelser i Københavns vestegn og murbrokker fra saneringer i Storkøbenhavn. Højen var med de oprindelige planer for Vestskoven. Men noget anderledes end den blev. Jo, den fik bløde, naturlige former beklædt med græs, der blev afgræsset af får og geder. Og ideen fik som alt nyt kritiske røster frem i pressen. 

Udsigt mod Herstedøster (sydøst) fra Herstedhøjes højeste punkt.

Men nu ligger de der altså, som et "skaldet bjerg" midt i Vestskoven. 67 m over havets overflade, og 35-45 m over det omkringliggende terræn. Det hele startede i 1968. Ca. 3.000.000 m³ jord, murbrokker og betonklodser senere kan man nu indtage en kop kaffe og kigge på naturting i naturcentret ved højenes fødder. .

Ruten:

Albertslund Station. Damgårdsvej. Risbystien. Risby. Langkærvej. Tjørnevej. Herstedhøje. Herstedøster. Albertslund Station. I alt omkring 18 kilometer.

Store Vejleå Albertslund-Ishøj

Vandringsløse har skrevet en del gange om Store Vejleå, bl. a. i forbindelse med de store oversvømmelser i september 2017. Det kastede et indslag i TV Lorry af sig. Denne gang har jeg lavet et par sidespring til tilgrænsende vandringsmål.

Nærmere på betegnet på strækningen mellem Albertslund og Ishøj, altså i det område hvor åen er mest synlig. Og i det område hvor man for alvor får et indtryk af at der er tale om en ådal idet man ikke skal ret langt væk fra stien før det hele begynder at blive dejligt sumpet og fyldt med dyreliv.

Boldbanen til fængslet. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvordan fangerne har fordrevet tiden her med atletik og boldspil. Her får man også indtryk af stjernene i fængselsfløjene. Og højden af mur og hegn. Nu holder Nordisk Film til mod højre.

Statsfængslet Vridsløselille

Det er ved at være sidste udkald for at få et gys ved at gå rundt - og visse steder endog ind på - det gamle statsfængsel Vridsløselille. Den centrale panoptikonbygning sker der ikke noget med, men de fire fængselsfløje med cellerne skal rives ned. Godt nok kommer der bygninger de samme steder som ligner de gamle cellefløje, og murstenene genanvendes. Planen blev godkendt i efteråret 2022. 

"Egon Olsen" - sidelæns. Den berømte port som blev vist i filmene set fra siden. Nu er Nordisk Film så rykket ind i området.

Den grønne port, inspektørboligen og kirken bevares. På udenomsarealerne bliver der opført seks boligkvarterer med etageboliger og rækkehuse. Tidligere indsatte vil måsle sukke over at der ikke blev brygget øl dengang de sad der. Men det gør der så nu, bryggeriet Slowburn Brewing Co-op er flyttet ind, og de leverer bl.a. til fire michelin-restauranter. Og sådan er der så meget i vente. Fængselsgrunden - selv om man ikke rigtig kan komme ind uden på de guidede ture - er stadig creepy at gå rundt i. De høje mure og hegn. Nordisk Film var ved at optage da jeg kom forbi, og så er der ingen adgang. Om føje år er der grønne områder og gårde og formentlig også barnelatter og lystig pludren, og så er den uhyggelige stemning vel væk - sikkert ikke mange vil savne den. Jeg fik i hvert fald rigeligt.

Store Vejleå. Hyldager Bakker Nord ligger lige ud for Vridsløselille. Ovenpå bakkerne hældes der pt jord af store maskiner.

Vridsløselille har stadig gadestrukturen fra landsbytiden intakt med et par gadenavne der peger mod den tid. Men ellers er der ikke meget landsbypræg over byen. Moderne tider har også her sat sit præg, selv over de gamle huse der er blevet moderniseret og kun stråtag eller gårde minder om den svundne tid, landbrugssamfundet. Ned mod Store Vejleå ligger den måske mest velbevarede bondegård der nu er fritidscenter. Og endnu tættere på åen kan man støde på heste. Der så noget forkomne ud i det plørede vejr.

Ved Toftagergård, Vridsløselille.

Hyldager Bakker

Siden Albertslund Kommune i 2018 vedtog en natur- og landskabsplan Hyldager Bakker er der sket en del, og der kommer til at ske mere, for der skal etableres et boligkvarter og byudviklingsprojekt som forventes færdigt i 2024. Det rekreative område syd for jernbanen ser ud til at være næsten færdigt med udsigtspunkt, aktivitetsområde - æblelunden og skovbrynet mangler dog stadig. Nord for jernbanen ser det straks noget mere ufærdigt ud. Buldozere og graner arbejder på at lave bakkerne. Her kommer der engang dyrefolde, ridestier mm. En noget smattet affære pt. 

Hyldager Bakker, syd. Her skal der være aktivitetetsområder, man kan se en legeplads under opbygning langs jernbanen.

Mens intentionen kan være god nok, kan man være noget ængstelig for den infernalske larm fra Holbækmotorvejen som er nærmeste nabo mod vest. Her er togtrafikken kun en mindre larmende problem. Faktisk er łarmen på denne dag så intens på toppen af bakkerne at man får indtryk af at sidde midt på motorvejen.

Store Vejleå. På dette sted var området helt oversvømmet  i 2017 og selv om det er tørt nu, så fornægter mosen sig ikke.

Som så meget på Vestegnen er det svært at se hvad der er skabt af naturen og hvad der er skabt af mennesker. Det 35 meter høje Høeghbjerg er menneskabt. Det er overskudsjord fra den voldsomme udbygning af Albertslund sidst i 1960'erne. Omvendt er åen netop på denne strækning blevet restaureret og ført tilbage til en mere naturlig tilstand med dyr og planter. 

Tueholm Sø. Ligeså kunstig som Høeghsbjerg, men det gør ikke noget for dyrelivet.

Også Tueholmsø for foden af Høeghsbjerg er menneskeskabt. Det ser svømmefuglene nu ikke ud til at lade sig gå på af. 

Store Vejleå. Dæmningen ses til højre, og stien gemmer sig nedenfor. Ved høj vandstand ligger vandspejlet højere end stien. Det rene Holland.

Store Vejleå er blevet renset op, og oprensningen ligger langs stien. Her kan man se at der sine steder er masser af muslinger i åen. Muslingerne stammer dog ikke fra nulevende dyr, men fra dengang området var en fjord og vandstanden var ca. 3 meter højere end i dag. Fjorden er senere blevet til mose og eng, men skallerne findes altså stadig.

At området er en tidligere fjord som senere gik i mose og endnu senere blev afvandet da man inddæmmede Store Vejleå, fremgår tydeligt af dette foto. Selv om det måske ser lidt kedeligt ud for den forbipasserende, er det et eldorado for fugle, insekter, frøer mm og en landskabstype som ikke er alt for udbredt.

Man lægger nok ikke meget mærke til det, men det område som ligger i det mest infernalsk larmende område mellem motorveje og motorvejsudfletninger, nemlig Vallensbæk Mose, det mest uberørte område lands ådalen. Nogen nydelse kan der dog ikke blive meget af. Larmen er her så stærk at man får lyst til øretelefoner eller høreværn. Men kan man abstrahere fra det, kan man godt ane det uberørte.

Tranegilde. Udkanten af den forhenværende landsby. Nu rummer landsbyen bl.a. Ishøj Teater.

Tranegilde landsby har ikke meget tilbage af den oprindelige landsby at gøre. Ikke kun fordi larmen fra motorvejene er ganske mærkbar her. Nyt er at Ishøj Dyrepark netop har gang i et projekt sydøst for Tranegilde, et område for helårsgræsning til dyrene til at live lidt op i området hvor der er store højspændingsledninger langs motorvejsstrækningen. Der skulle også komme en trampesti hele vejen rundt. Området ligger langs motorvejen.

Ruten

Albertslund Station. Det tidligere statsfængsel Vridsløselille. Vridsløselille. Store Vejleå Hyldager. Store Vejleå. Høeghsbjerg. Tueholm Sø. Vallensbæk Sø. Store Vejleå. Tranegilde. Ishøj Station.

Turen er omkring 15 km. Dagsformen er efter en grå vinter med megen regn ikke helt i top. Dagen var en af de få solskinsdage.

Oversvømmelser: Store Vejleå

Ishøj - Måløv langs Store Vejleåstien og Vestegnstien er en over 20 kilometer motorkøretøjsfri vandre- og cykelsti. I denne tid med en ekstra attraktion: oversvømmelser

Tranegilde Mose. Et eldorado for fugle, insekter og anden god natur. Utilgængeligt for mennesker 

I denne tid kan man opleve det fascinerende syn det er at se naturen spille med musklerne, i dette tilfælde vandmasser som har oversvømmet de nedre 10 kilometer langs Store Vejleå. Værst er det ved broerne under Holbækmotorvejen mellem Vallensbæk Sø og Tueholmsøen. De er ganske enkelt ikke passable, men oversvømmet. Jeg måtte ud på en 2½ kilometer omvej til Vejlegårdsvej.

Oversvømmet mark ved Store Vejleå nord for s-banen. Køerne ser ud til at være ligeglade og nyde vejret.

Naturen kræver sin ret

Derudover er store dele af stien oversvømmet med vandhøjder op til midt på skinnebenet. Først nord for Motorring 4 er stierne helt tørre. Med al respekt for de mennesker som må lide under oversvømmelserne, så kan jeg ikke andet end at være imponeret over disse stille, men enorme kræfter som her er i gang. Udløst af den vedvarende regn der har været siden sommerferien.

Åen skal ikke stige meget mere før haverne bliver sat under vand. Her nord for s-banen. I forgrunden Store Vejleå

Store Vejleå er gennem århundreder er blevet bastet og bundet, langt i render, inddæmmet af dæmninger ja sågar i 1937 decideret flyttet. Tranegilde Mose var engang en fjord, siden en mose som først blev ryddet, siden 1856 forsøgt reguleret med højvandssluse. Alt sammen til ære for landbruget. Og alt sammen alvorlige indgreb i naturens orden som trods regnvandsbassinet Vallensbæk Sø nu viser sin bagside.

Vallensbæk Sø. Stien er sat under vand, og både bænk og planche står lidt uhjælpeligt akavet ude i søen. Det samme gælder de næsten oversvømmede skilte langs søen

Trods Vejle Å er blevet renset op, kan vandet ganske enkelt ikke komme hurtig nok væk. Og det bliver formentlig ikke bedre i fremtiden med klimaændringerne som betyder havstigninger, og altså endnu dårligere muligheder for åens afløb. På den lille kilometer nord og syd for s-banen der er bebygget med parcelhuse, står haverne under vand. Og dæmningen som skal holde Vejle Å væk fra mosen og vandet i åen som et andet Holland over vandstanden i mosen, er også sine steder ved at være oversvømmet. Vandet siler visse steder gennem dæmningen.

Stien, eller pt vandvejen langs østsiden af Tueholm Sø. I baggrunden kan man se teltene fra restauranten. De står nu ude i søen.

Den nordlige bygning af Vallensbæk Vandskiklub står i vand. Men hovedbygningen er dog bygget på en forhøjning, så den ser ikke umiddelbart ud til at være truet. Også haven til restauranten i det sydøstlige hjørne af Tueholmssøen er oversvømmet. Teltene i haven stod under vand, enkelte endog helt ude i søen. Både stien langs østsiden og vestsiden af denne sø er også totalt oversvømmede. Man kan først komme ned på stien igen syd og vest for Høghsbjerg. Herefter går man nogenlunde tørskoet indtil området nord og syd for Roskildevejen. Her er stien til gengæld oversvømmet ganske markant.

Oversvømmelsen ved stien til Vridsløselille er både lang og dyb. Her måtte Vandringsmanden af med skoene og på bare tæer soppe et langt stykke med vand op til midt på skinnebenene.

Men fuglene elsker det! Overalt er der store skarer af trækfugle for hvem Tranemose og selv nogle af markerne hvor der græsser kreaturer, er blevet et rent slaraffenland for frøer, insekter osv og dermed også et eldorado af madorgie for fuglene.

Får syd for Snubbekorsvej og et prægtigt syn med flotte skyer i baggrunden. Heller ikke fårene synes at tage sig særlig meget af de sumpede områder på dele af marken. Det er her iglerne var

"African Queen"

Mine vandrestøvler viste sig at være komplet uegnede til passage på de oversvømmede stier, så jeg måtte vade igennem på bare fødder. Et enkelt sted gik der endda lidt "African Queen" over det da jeg følte mig som Humphrey Bogart der blev overfaldet af igler. Øst for Motorring 4 var søerne på stien nemlig ganske fyldt med store sorte igler. Jeg var da også lige ved at vende om, men nysgerrighed efter flere oplevelser af oversvømmelserne overvandt den plan. Og nej, jeg blev ikke angrebet af iglerne.

Rekonstruktionerne af forskellige vejbelægninger af vikingetidens veje. I forgrunden nogle sten som formentlig skal lægges. 

Ved Risby ser det også ud til at man nu endelig har fået etableret en rekonstruktion af vikingestien til vikingelandsbyen.

Afsked med den bedste del af stien ved Risby Å. Længere nordpå kommer man ud i det sortladne landbrugsland. Et noget ensformigt og kedeligt terræn. 

Sortladent, åbent land

De 12 kilometer fra Ishøj til omkring Risby bevæger man sig i en naturkorridor hvor man godt nok hele tiden kan høre motorvejene, men synet er grønt. Dette ændrer sig nord for Risby, ca 2 kilometer syd for Ledøje hvor man bevæger sig ud i landbrugslandet. Og det gælder hele resten af stien til Måløv. Stien er for så vidt ganske glimrende til vandring. Men den byder ikke på de store syns- eller lydoplevelser. Man går langs tyste og sortladne marker. Selv rabatten er ensformig og lidt kedelig at se på.

Ledøje er faktisk den eneste landsby som ruten går igennem. Og så Måløv helt mod nord.

Og så lykkedes det mig ved et tilfælde at finde svenskestenen som jeg siden april 2013 forgæves har spejdet efter. Den ligger på Skebjergvej ved Smørum Genbrugsplads. Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum Bønders hånd i 1659. De sidste to kilometer går så gennem byområder i Måløv. Jeg valgte stierne gennem det lave række- og etagebyggeri.

Ruten

Ishøj Station. Store Vejle Å Stien/Vestegnsruten. Ledøje. Måløv. I alt lidt over 20 kilometer.

Risø - Risby

Naturkapitalindexet over biodiversiteten har skabt opstand i Struer. Det kunne jeg ikke undgå at påvirke dagens etape

Massey Ferguson 35. Det var egentlig et Ferguson-design og blev også udelukkende lanceret som sådan i USA i 1955. Den røde farve er vist original. Den blev produceret helt frem til 1964 og er en af de mest populære traktorer overhovedet gennem tiderne.

Jeg er vokset op på landet i 1950'erne og 1960'erne, dengang enhver dreng vidste hvad en Massey-Ferguson var. Det var en traktor som blev omtalt med samme respekt som visse bilentusiaster i dag omtaler fx Porsche. Massey-Ferguson var en fusion i 1953 af to store traktorvirksomheder med samme navne. Ferguson blev ikonisk for Marshall-hjælpen, mekaniseringen af det danske landbrug og i det hele taget Danmarks vej ud af den økonomiske krise efter 2. verdenskrig. I mange årtier havde jeg den opfattelse at sådan ser en traktor ud. Den vender vi tilbage til.

Gravhøj øst for Ågerup. Der ligger et par stykker i området, alle ret lave, men dog synlige i landskabet. Man skulle tro at den højt besungne danske kulturarv ville blive godt behandlet, og den bliver da også lige tolereret af ploven. Her kan man endda gå tæt forbi. Man skal ikke gennem en mark først.

Gravhøje

Ruten byder på nogle flotte gravhøje. Den største af dem er Hvedshøj ½ km sydvest for Hvedstrup. Ikke alene er den meget stor, den ligger også på en bakketop så man har en god udsigt til alle sider. Størrelsen peger på at den må være fra ca. 1800-1000 f.v.t. Mellem Ågerup og denne gravhøj ligger tre mindre nord for stien Østermarken. Disse er dog noget fladere og mindre imponerende. Ikke alle gravhøje har overlevet. Bavnehøj lidt vest for Vridsløsemagle står stadig, men det gør en engang nærliggende gravhøj ikke. For lidt over 100 år siden fandt en jordejer på at opfylde et vandhul med jorden fra gravhøjen. Som altså nu ikke længere eksisterer. Nationalmuseet nåede dog først at udgrave højen.

Lille Valby set fra vest mod øst. Landsbyen er ganske lille og har nogle gamle huse samt nyere større gårde.

Rutens eneste naturområde er 1 ½ kilometer langs Sengeløse Mose. Her er der dejlig læ for den friske vestenvind der ellers suser om ørerne på en når man går over de åbne kulturstepper hvor der intet steds er læ for vinden. Fornuftigt at jeg valgte at have den i ryggen, for ellers havde turen nok udviklet sig noget anderledes.

Man kan gå ca. 2 km langs Sengeløse Moses sydkant. Men det er ret svært at trænge ind i selve mosen. Det gør nu heller ikke noget. Der er god læ, og ved at liste sig frem, kan man høre fuglestemmerne derinde. Biodiversitet så det basker! Der er ikke meget at se, men alligevel er det balsam for sjælen efter at have vandret langs de åbne kulturstepper.

Landsbyer

Ruten forløber et par kilometer nord for Fjordkilen. Fortrinsvis ude på landbruget gennem små og store (lands)byer. Den største af disse er Ågerup. Indbyggertallet er knap 1.600 indbyggere. Og de holder til i den nybyggede del af byen. Til forskel fra de andre er der liv her. Ågerup har supermarked, bibliotek og meget andet. Det gamle Ågerup er næsten forsvundet, med undtagelse af en meget iøjnefaldende undtagelse, en stor gård helt mod øst inden man forlader byen. Faktisk er det en af de mest seværdige gårde jeg har oplevet på mine ture. Der går endog svin rundt på gårdspladsen - og høns, hvilket er et særsyn i dag.

Østpå i Ågerup finder man dette fascinerende gårdmiljø. Ikke at jeg tror at det kan være særlig rentabelt, for der er både svin og høns, måske endda flere forskellige dyr.

Mindre er Lille Valby, Store Valby, Hvedstrup,Vridsløsemagle og Risby. Alle har enkelte gamle landsbyhuse, men er ellers noget anonyme. De er desuden af en sådan størrelse at de fortrinsvis er sovebyer. Mange unge søger til byerne, hvilket man ikke kan undre sig for meget over. Indespærringen af landsbyerne af åbne landbrugsarealer må kunne fremkalde noget der minder om økuller hos personer med bare en smule udlængsel.

Hvedstrup set fra vest. Den ligger som en lille ø i et stort ocean af sortladne landbrugsarealer. Kirkens interiør minder om Ågerup Kirke, faktisk er der de samme dekorationer på prædikestolen.

Et enkelt gods ligger der såmænd også: Cathrineberg Gods. Nærmest industriaatig så noget af det herregårdsagtige er gået fløjten. Og med godset er vi tilbage til traktoren. Den fandt jeg på et museum. Sammen med de alt andet end gode gamle dage (tro mig, jeg har været der, de gode gamle dage er nu). I dag kører landmændene ikke længere rundt med små traktorer. De kører rundt på landbrugsmaskiner på størrelse med mindre parcelhuse og som mere ligner kørende fabrikker. Forudsætningen for store maskiner er monokultur og enorme ensartede marker. Og det er lige præcis sådan landbrugsdanmark ser ud på dagens rute.

Cathrineberg Gods ca. 1 km nord for Sengeløse og ca. 2 km øst for maskinstationen Birkelund ved Birkelundsvej. De to steder repræsenterer på hver sin måde hvordan landbruget er blevet tvunget ud i stadig større drifter (og rovdrifter) for at overleve.

Ude på landbruget

Vandring har visse fordele og giver indtryk som løbere, cyklister, bilister og andre går glip af: Lugte, lyde, afstande og størrelsesforhold, proportioner. Alt sammen på bekostning af at man ikke kommer så hurtigt frem. Til gengæld ophober der sig en række erfaringer som nu engang skal tage tid og som fart forhindrer en i at erfare. Der var især en nyhed som summede i baghovedet det meste af turen: Der var stor opstandelse blandt de lokale i Struer over at kommunen er havnet som nummer sjok på en liste over biodiversitet.

Skiltet lyver ikke: Der er ca. 1 km fra Lille til Store Valby, dvs husene i baggrunden. Og landbrugsskabet ser sådan ud. Man kan diskutere om det er natur eller ej. Landmændene vil måske sige at det er. Men man kan ikke diskutere den totale fravær af biodiversitet. En afgrøde, og de tre hvide prikker på marken er halvdelen af fuglelivet i området. I hvert fald den synlige. En lærke synger dog i det høje.

Men ruten i dag gav flere forklaringer på det. Tag et eksempel. Strækningen fra Lille Valby til Store Valby er ca. 1 km. På begge sider af vejen ligger der åbne marker næsten så langt man kan se, og i hvert fald i kilometers afstand. Nu giver jeg mig ikke ud for at være særlig videnskabelig, men på denne strækning noterede jeg 3 svaner, 2 krager og 2 grågæs. Sikkert på træk. Selv om det er midt i fuglenes parringstid, hørte jeg kun lærken. En lignende oplevelse kan man få på den ca. 4 km lange strækning på Birkelundsvej-Herringløsevej. Denne strækning er på det nærmeste et mønstereksempel på landbrugsområder og mangel på natur.

Her et typisk landbrugsskab mellem Ågerup og Hvedstrup, nord for Østermarken. Kildemose Å løber et sted dernede. Men mon ikke den som så mange andre åer i Danmark er blevet til en afrettet grøft? Efter afskaffelsen af randzoner bliver der igen pløjet helt ned til åkanterne de fleste steder, og såmænd da også ud til asfalten.

Modsætningen til dette scenarie er den lille kildeplads, Brokilde Kildeplads i Store Valby langs Maglemose Å. Kildepladsen er ganske smal, måske 20-40 meter, og under 1 km lang. Men naturen har her fået nogenlunde frit spil, hvilket også afspejler sig i dyrelivet. Biodiversiteten synes nærmest omvendt proportional med markerne: Selv om kildepladsen måske kan være 30 gange på markarealet, oplevede jeg mindst 30 gange mere natur. Både synlig og hørbar.

Og her en anden udsigt mod nord fra Østermarken. Der er sandelig højt til himlen. Skal vi gætte på at der til sommer vil være hvede, byg eller raps i området?

Og det er her proportionen kommer ind: Betyder det så at Roskilde har en stor biodiversitet? Så afgjort ikke på grund af en smal strimmel jord omkring en kildeplads. Roskilde er naturfattig, og pladsen som nr. 82 ud af 98 er fortjent. Det samme gælder i øvrigt Høje Tåstrup med en placering som nr. 90. Jeg kender ikke til Struer, men hvis det passer at landbruget optager så meget som det blev sagt, så er sidstepladsen formentlig fortjent.

Landevejen gennem Hvedstrup. Ikke ligefrem vandrevenlig. Men på den anden side set er der næsten ingen biltrafik, så man går nogenlunde i fred på asfalten.

København ligger på en 14. plads. Og som københavner er jeg ikke overrasket. København har Utterslev Mose, Kagsmosen, Fællederne og så en masse villakvarterer. Alt sammen noget som de fleste måske ikke opfatter som naturområder. Men det går fugle, dyr og insekter til gengæld. Jeg har set mere liv i Kagsmosen på den halve time det tager at gå rundt, end mange timer i landbrugsdanmark hvor dyrelivet indskrænker sig til markmus, harer, lærker og hvis man er heldig agerhøns og en enkelt fasan. Og hvor plantelivet indskrænker sig til hvede, raps og byg.

En kåd hest gnubber ryggen ved gården Baunely vest for Vridsløsemagle. Den vrider sig lystigt fra side til side. Med hestedækken og det hele. Der må være noget der klør. Af mudderet på de andre heste kan jeg slutte at de allesammen har været den tur igennem.

Det siger en del om hvordan den moderne dansker umærkeligt over tid har ændret opfattelse af hvad natur er. Det er en udbredt opfattelse at marker er natur. Denne udvikling var vist allerede i gang før Massey-Ferguson gjorde sit indtog i landbruget. Men den må have accelereret ganske betydeligt siden jeg i 20 år boede på landet. Der er sket noget siden 1960'erne, og ikke til det bedste for naturen. Jeg kunne fylde endnu flere fotoer på, men dette må være nok for denne gang. Jeg har lagt flere fotoer på Flickr. Alting ser bedre ud i solskin. Og solskin var der masser af i dag, og nærmest forårsagtigt. Så hvad man ser, er landbruget når det er bedst.

Ruten 

Risø. Lille Valby. Store Valby. Ågerup. Hvedstrup. Vridsløsemagle. Risby. I alt ca. 20 km

Harrestrup Å og Mose

Denne tur er et fast indslag på webloggen. Så nyd bare billederne og klik eventuelt på de tidligere indslag om åen og mosen

Mose og motorveje

Harrestrup Å udspringer her fra Harrestrup Mose, ca 1 km vest for landsbyen Harrestrup. Engang et flot naturområde. Nu lydmæssigt domineret af en konstant støj fra Frederikssundmotorvejen. Man har nemlig lavet en hoj støjvold mod kolonihaverne mod nord. Men ikke mod syd.

På sin vej østpå strømmer åen de første 1-1½ km under to stærkt trafikerede motorveje. Udover Frederiksundmotorvejen også Motorring 4. Der er dog etableret en fodgængersti under, som her under Motorring 4 hvor man skuer mod øst udover Harrestrup Ådal. Til venstre efter tunnelen ligger Svanesøen og til højre Ådalen. Herfra er der ca ½ km med flotte naturområder.

Harrestrup Ådal og Svanesøen

Den østlige ende af ådalen før Harrestrupvej er et yndet område for fugle. Her er det flokke af gråænder syd for åen. Mon ikke de er på vej sydpå? Noget af området er lukket af, men man kan se ind over det. Svanesøen befinder sig bag træerne og endnu længere nordpå Ballerups sportsområde med Super Arena, idrætspart, stadion, svømmehal, boldbaner mm

Kolonihaver

Øst for Harrestrupvej forløber åen gennem et kolonihaveområde, Kildegården. Hele 1½ km. Og bestemt ikke den mest interessante del af turen. Åen har her mest karakter af en dyb grøft som det kan være svært at se. Undtagen her ved Harrestrup Bro hvor åen slår et lille knæk mod nord.

Yndlingstykket

Et par hundrede meter vest for Smedebæk Bro støder Bymose Rende til Harrestrup Å som derved får en kraftig forstærkning. Åen fortsætter som Harrestrup Å. Og dette sted er mit yndlingssted fordi der også er et lille vandfald. Bymose Rende kommer bagest fra venstre. Harrestrup Å fra højre. I dag er det endda muligt at bruge den lille hjemmelavede bro til at passere åen. Den afhuggede fod der hænger i snoren, må være noget fra Halloween.

De næste ca 1½ km indtil Vestforbrænding er så absolut mit yndlingsstykke. Her er man ikke bare dejlig fri for at høre den øredøvende larm fra motorveje og andre trafikerede veje, åen er også her omgivet af grønne områder til begge sider. Skovlunde Naturpark bl.a. Fotoet viser pumpestationen på en af de ældste kildepladser, nr. VI som siden 1859 har leveret frisk grundvand til Københavns indbyggere. Den ligger ved Smedebæk Bro.

Omtrent her med Ejby Mose til venstre udenfor billedet slutter så åen med at være nogenlunde fritløbende. På højre side af åen ligger haveforeninger. Fårene er taget ind for vinteren. Og åen er godt renset for siv og andre gevækster. I baggrunden aner man at åen her - som det eneste sted - løber igennem et lettere kuperet område.

Spildevandsteknisk Anlæg

Fra Vestforbrænding og hele resten af vejen ud i havet skifter Harrestrup Å fuldstændig karakter. Den bærer stadig præg af den tid hvor den ikke var en å, men blev betegnet et "spildevandsteknisk anlæg". Det samme gælder Sømose Å som løber sammen med Harrestrup Å netop her, ca i billedet ved Ballerup Boulevard. Undskyld jeg skriver det, men det ser utrolig grimt ud med fortovsfliserne langs åen. Men det fortsætter altså de resterende ca. 10 km hele vejen ud i havet, også hvor åen skifter navn til Damhusåen, Langvadså eller hvad andre navne den nu måtte have haft gennem tiderne. Nedenfor ses fliserne tydeligt (ved Viemosebro).

Om åen nogensinde vil blive biologisk levende igen med fisk, padder og andre gode sager, vil tiden vise. Tiden som spildevandsteknisk anlæg har formentlig spoleret mulighederne lang tid ud i fremtiden. Det er så nemt at ødelægge en ås biologiske liv, det er så forbandet svært at genoprette det. Men som man kan se er der altså stadig masser af vand som udgangspunkt. Helt anderledes end fx Ladegårdsåen som der blev postet mange penge i at undersøge om man kunne give kunstigt åndedræt. Tænk engang om man kunne sejle op ad åen, eller drive lystfiskeri i den!

Vestskoven Rundt

Det er et par år siden jeg sidst var i Vestskoven. Der er sket en del siden dengang

Store Vejleå-dal er efter min mening et af de smukkeste områder i Vestskoven. Der er fredfyldt og meget varieret. Her set fra Risby Mosevej mod åen (vest)

Denne blog har flere gange været på tur til denne skov på Vestegnen. Her beskæftigede jeg mig også med sevædighederne og skovens historie, så interesserede læsere henvises til de indslag. Denne gang havde jeg sat mig for at gå rundt om skoven: Fra Ejby Bunkeren, langs sydsiden til Kroppedal og så tilbage langs nordsiden. Som det vil fremgå, kom det ikke til at gå helt regelret for sig. Vestskoven er et område hvor der er foregået en masse gennem tiderne, siden vikingetiden. Men alt dette er væk. Også det landbrug som foregik gennem århundreder er der kun få spor tilbage af. Til gengæld har den moderne tid skrevet historie her.

Dette er hvad man har valgt at bringe af den fortid som man ved festlige lejligheder ynder at være stolte af. Hvad markeringerne står for, må man læse på informationsstanderen i forgrunden.

Når man færdes i Vestskoven, kan man vælge at opfatte den som historien om bilismens sejr over landbrug og natur. Historien om hvordan drømmen om den landlige idyl i form af nemme adgange med bil til disse - netop spolerede den selvsamme. Beretningen om hvordan man i det 21. århundrede forsøgte at redde hvad reddes kan. Og forhåbentligt vil de kommende generationer sætte pris på det. Det er en måde at anskue Vestskoven på. Man kan også se den som en agilitybane for storbymennesket, for fritidsinteresser som hesteridning, cykelridning, hundeluftning, snobrødsture og hvad der ellers hører til.

Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Men dette her er Vestskoven, tro det eller ej. Set fra Nordre Ringvej mod nord - Herlev Sygehus rager op i baggrunden. Til venstre, udenfor billedet ligger Pæreplantagen, og til højre Oxbjerget. "Hvor skoven dog er frisk og stor, dyt dyt dyt dyt fallera".

Rundturen gav mig det indtryk at Vestskoven består af lapper. Snittet af tre Motorveje (Motorringen, Motorring 3 og Frederikssundmotorvejen), en næsten lige så stærkt befærdet Nordre Ringvej samt tre mindre, men stadig stærkt trafikerede gennemfartsvej: Ledøjevej, Herstedøstervej og Oxbjergvej. Det er ikke alene selve arealet, men også lydniveauet som præger skoven, fra stærkt larmende til en lyd der svarer til en kraftigt kørende emhætte. Vestskoven består af 5 større lapper: Fra øst mod vest: Oxbjerg-Hvissingelappen, Stenslettelappen, Herstedhøjelappen, Risbylappen og Kroppedallappen. Men hver af disse kan yderligere inddeles i nogle mindre lapper.

Hvissingesten (det er den i baggrunden). Som den har ligget siden istiden. 

Oxbjerg-Hvissingelappen

Dette er den mest støjende og mindst naturprægede lap. Det er blevet værre siden sidst jeg var der, da Frederiksundmotorvejen har taget en god bid af nordsiden. Man kan vel af den grund heller ikke indvende at næsten hele østenden er præget af den store rideskole. Her er der opvisning, ser det ud til, med musik og højttalere. Oxbjerget ligger her. Men jeg har været der før og går udenom for at spare kræfter til resten af turen. Hvissingestenen ligger også i dette område, hvis man er til den slags.

Pæreplantagen er stadig et særpræget området selvom den har fået skåret en ordentlig luns af med anlæggelsen af en tilkørselsvej til motorvejen. Pæretræer har en begrænset levetid, og der ser ikke ud til at blive plantet nye. I mellemtiden er det historien om hvad der sker når en plantage bliver forladt og får lov til at gro.

Det falder også i øjnene at der her syd for har været et stort vikingeområde hvoraf der intet, absolut intet er tilbage. Hvis vi er stolte af vores historie og de ikoniske vikinger, så er det i hvert ikke noget som giver sig udslag i at vi respekterer deres efterladenskaber. Kun en informationstavle ved Skyttestien og nogle sten og pæle skal angive hvad der engang fandtes her. Måske passer billedet af vikingen som landmand ikke rigtig ind i forestillingerne om skibe, hjelme og store sejl.

Der er masser af landsbymotiver i Herstedøster. Her et af de mere diskrete ved Herstedøstergade.

Stenslettelappen

Denne lap er i virkeligheden blevet kraftigt beskåret mod syd til fordel for et stort industriområde. Mod syd kan man i stedet for at se levende træer købe træfældningsudstyr i Silvan og planker i trælasten. Derudover er der busser, Rivval og Next>. Mod nord er larmen fra Frederikssundmotorvejen dominerende, så hvis man er til fred og ro bør man vælge en sydlig rute. Her er også Pæreplantagen hvor får afgræsser området. Man er vist velkommen til at plukke pærerne hvis man kan få fat i dem. Enten ved at klatre op i de høje træer, medbringe en høj stige eller en lang frugtplukker. 

Stensøen og området omkring er et af de mere idylliske i Vestskoven. Og så er her også fredfyldt.

Landsbyen Herstedøster er absolut et besøg værd. Den ligger der, underligt afsides og oser stadig af gamle dage kombineret med nutiden. Der er også gang i byggeaktiviteten denne lørdag hvor håndværkernes radio er indstillet på en kanal hvor de så vidt jeg kan høre snakker et østeuropæisk sprog.

Herstedhøjlappen

I den sydlige del er man endelig nået tilstrækkeligt langt væk fra motorvejene til at kunne begynde at føle det som om man er i en "rigtig" skov. Her er nogle flotte områder omkring Stensø. Og lidt syd for den ved Gamle Landevej fortæller en informationstavle at her havde Smørum Herred  (nogenlunde svarende til nutidens Vestegnen) sit rettersted, en galge fra 1500-tallet til 1791. Jeg forsøger også at læse om de to henrettelser i hhv 1757 og 1765 på den stærkt beskadige tavle.

Vandrere bør undgå Vestskovvej der løber et par hundrede meter inde i skoven. Den er trafikeret og ikke rigtig nogen gode forhold. I stedet bør man gå udenfor skoven fx langs Gamle Landevej. Som for øvrigt er et af de få steder man stadig kan se vejforløbet af den gamle Roskildevej. Den nordlige del er vel det område i Vestskoven hvor motorvejene mest sætter deres præg. I forhold til for 10 år siden har skoven overtaget nogle af husene som lå her, bl.a. Harrestruphus og bygningerne ved Gartnervangen.

Heste græsser langs Risby Mosevej ned til Store Vejleå.

Kroppedallappen

Må siges at være Vestskovens kronjuvel-lap. Gennem området løber Store Vejleå og ådalen er ganske smuk. Fra Dyssekildevej er man ved at prøve at rekonstruere en vikingevej til Vikingelandsbyen i Risby. Men mens der gives milliarder ud på motorveje i Jylland, ser det ud til at være mere vanskeligt her. Man har været i gang siden 2010 og der er da også markeret en trampesti. Målet er at få lavet nogle forskellige typer af vikingeveje: sten/grus, stenbro, sveller, pælebro og hulvej. Men foreløbig er der dog kun græs og enkelte steder overgroede planker, det er tæt på Store Vejleå.

Kik fra Risby Mosevej mod Kroppedal. Store Vejleå løber gennem billedet ved trærækken.

Der er hele to åer på spil i dette område. Store Vejleå som man ikke rigtig kan se, men hvis ådal er meget naturskøn, og Risby Å som man godt kan se, og oven i købet også på nordsiden af denne lap gå langs med. Men som ikke ligner meget andet end en vandfyldt grøft. Uden nogen ådal.

Dyssekildevej, set mod nord. Langt ude ligger Dyssekilde. Store Vejleå forløber til højre uden for billedet, og stien mod Vikingelandsbyen i Risby går mod højre.
Kroppedal er et sted hvor man formoder at der har ligget en høvdingegård. Men heller ikke her er der bevaret noget. Museet har lukket, så jeg får ikke tjekket om der er noget derinde.

Tinghøjvej, lidt øst for Tinghøj der i øvrigt er groet helt til. Ikke at forveksle med de store affaldsbjerge der også ligger i området.

Risbylappen

Er som Kroppedallappen et fint naturområde mod syd, mens nordområdet nu har fået en larmende nabo, nemlig Frederiksundmotorvejens forlængelse. Jeg husker at lavede en tur hertil i februar i år, så jeg tager en sydligere rute. Den folder jeg har med er fra 2007, og der er fjernet adskillige huse siden da. Visse steder kan man stadig se gamle hække og tomter, men de er ved at gro til. Det gælder bl.a. Egehus og Damhus.