Manhattan (5): Riverside Park

Så er Vandringløse Tidende nået til vejs ende i denne lille odysse udi det fremmede. Se de 4 andre indlæg de foregående indslag.

Den ældste del

Mens der er masser information at finde om Central Park og High Line Park, kniber det med Riverside Park. Selv Turen går til New York nævner den knap nok. Det er synd. Om end forståeligt. Arealmæssigt kan den slet ikke måle sig med Central Park, men til gengæld har den Hudson Floden. Desuden er den ældste del af parken lidt anonym. Men det ser ud til at i de seneste (par) år(tier) er der sket en masse. .

 Her et blik fra o. 89th St mod nord: Riverside Park er grøn og bred her. Det er den ældste del af parken. Til højre og uden for billedet kommer Henry Hudson Parkway og skubber fodgængere og cyklister næsten helt ud i floden. I baggrunden George Washington Bridge (1931) til New Jersey. 14 vejbaner og gang- og cykelbaner gør den til verdens mest voluminøse bro, 106 mio køretøjer om året.

Den ældste del af parken ligger mellem 72nd Street og 125th Street. Planlagt med boulevard og vejtræer og parker. I øvrigt af de samme landskabsarkitekter som stod bag Central Park. Nordpå er der senere yderligere kommet en afdeling fra 135th til 155th Street. Denne del besøgte vi dog ikke. Vi brugte nedgangen til parken ved 108th Street og gik sydpå.

På vej mod parken på 105th street kom vi forbi et buddhistisk tempel, som vi ikke umiddelbart bed mærke i udover det særprægede navn. Men det har en interessant historie. Bygningen har en statue af grundlæggeren af den buddhistiske Jodo-Shinsu-sekt. (1173-1262). Den havde vi nok kigget lidt nærmere på, hvis vi havde vidst hvor den var. Den stammer nemlig fra Hiroshima og overlevede på mystisk vis atombomben i august 1945. 10 år efter havnede den her, i et "lasting hope for world peace". Rygterne gik at statuen var radioaktiv, så børnene måtte holde vejret når de gik forbi den.

Riverside Park, ved de "originale" nordamerikanske træer og buske. Umiddelbart er det svært at se forskel. Men de oprindelige planter er åbenbart sjældne i New York, så botanikere og interesserede kan se dem i levendes live.

På den lille strækning 105th til 108th Street har frivillige forsøgt at dyrke 50 oprindelige planter: "Native plants to the North East" som der står på en lille plastificeret A4-siden. De fleste træer og buske i USA er åbenbart importeret fra Europa, i hvert fald i New York. Men her har man altså sikret en lille afdeling. Umiddelbart kunne vi nu ikke se forskel, og opdagede det først da vi var gået forbi. Kun det lille skilt gjorde opmærksom på det. Sådan går det når der ikke er ordentlige guides.

Riverside Park, en typisk trappe op til den ikke specielt befærdede boulevard ovenfor. Stien til højre fortsætter gennem parken.

At gå langs Hudson Floden er noget særligt. Men det kan være svært at vide hvor man skal gå. Der er såvel smalle som brede stier gennem hele den ældre afdeling. Og terrasser, legepladser (kun adgang med børn), bænke mm. Men langs floden løber en pænt befærdet vej. Så man kan enten vælge at gå langs floden - i larmen. Eller gå lidt fjernere fra floden, men så til gengæld mere fredeligt.

Denne båd er en udlejningsbåd, hvor man kan få sig en sejltur på Hudson-floden. Der er utrolig lidt af sådanne. I det hele taget sker der ikke ret meget på floden. I hvert fald ikke mens vi var der.

Den ældre del af parken har pragtfulde cykel- og fodgængerstier. Hyggelige og skyggefulde kroge. Terrasser med udsigt over floden.

Ved 79th Street kommer man ind i det mere bylignende del af parken. Her et interiør fra Boat Basin Cafe. Der er en stor udendørs servering og bagest er der en tribune eller arena med plads til orkester og til at danse og spise.

Cafe, båd og Trump

Fra omkring 72th St er det slut med freden. Så får parken følgeskab af i bogstaveligste forstand en Highway. Helt ned til 57th St larmer den sekssporede West Side Elevated Highway langs parken. Og det har den gjort siden 1930'erne. Dog ikke i syd hvor den i 1973 kollapsede ved 14th St. Parken fortsætter dog ufortrødent videre med dens forlængelse fra 2000 til 68th Street.

Billedet fra Pier i, set mod nord. Helt bagest George Washington Bridge. Bådehavnen skyder sig ud i vandet, og umiddelbart på den anden side er Boat Basin Cafe ( billedet ovenfor). Hvis man kigger direkte mod land, er der Trump.

Ved 70th St stikker Pier I et pænt stykke ud i Hudsonfloden. Hvis man kigger mod land, kan man ikke undgå at beskue en mere skandaleramt del af parken. Med Donald Trump som hovedperson. Han "udvidede" parken (nu kaldet Trump Place) ned til 59th Street og indkapslede den med luksuslejligheder. Skru ned for lyden, hvis du ikke kan holde stemmen ud. Videoen giver et overblik over denne den af parken.

Videre ned mod Battery Park følger parken Highway'en. Der er ikke mange synlige rester tilbage af det gamle havnemiljø. På dette sted har man dog bevaret et ganske lille stykke af en mole. Der er også et lokomotiv. Men ellers er alt stort set fjernet. Til gengæld er der en del kunstværker af nyere dato sat op med jævne mellemrum.

Fra 59th Street må man konstatere at parken ebber ud. Først et par pakhuse, så området med museer og rundfarter. Og endnu længere mod syd Battery Park.

Manhattan (3): If you can make it there ...

Når jeg vandrer rundt i New York - og tænker tilbage på byen når jeg ser vores fotoer - har jeg to  modsatrettede melodier/stemninger kørende. Den ene er Frank Sinatras New York New York. Den anden er Tom Waits' album Franks Wild Years. De er modstykker. Sinatras tekst er fyldt med oneliners, og musikken er Las Vegas swing. Waits' plade er 17 numre fra et skuespil. Ingen nemme pointer eller punchlines. Teksterne er svært tilgængelig med dybt skjulte pointer, musikken kaotisk, amelodisk og skæv.
 

Chrysler Building peger mod himlen med sit enlige spir: Number One? I hvert fald i en måneds tid indtil Empire State Building var færdig. Mange synes dog at æstetisk er Chrysler number one. Til gengæld skulle der en protestbevægelse til for at redde Grand Central Station (i gaden bagest, men foran Chrysler Building). Den var ikke høj nok og ikke nok penge i jernbaner. Men Tom Waits var der, i filmen "Fisher King" fra 1991.

For mig vinder Waits på dybde, humor, selvironi og menneskeligheden. Sinatras melodi afspejler en brutal drøm, et glansbillede. Waits beskriver en virkelighed som kommer tæt på. Jeg har på fornemmelsen at Waits' Frank er et poke til Frank Sinatra og det han står for. Flere numre peger på det: "I'll Take New York" (total Sinatra, dér), "Straight to the Top" (Sinatra: "Top of the list") og "Please Wake me Up" (Sinatra: "Wake up in a city that never sleeps"). For ikke at snakke de skjulte hentydninger i teksterne.

Solen skinner ikke altid på Manhattan. Her står regnen ned i tove. Subway'en oversvømmes, og folk flygter væk fra gader og stræder, som her foran Macy's varehus. I baggrunden er nogen blevet number one til en taxa. Pølsemanden er the only one ved sin vogn, og flygter senere med den. "It's more than rain, that falls on our parade today", som Tom Waits kunne have kommenteret fra Franks Wild Years. "Nothing is going our way".

Frank Sinatra var "a number one". Waits' Frank bliver aldrig til noget. På det sidste nummer ender han med at konstatere at "Well, it was a train that took me away from here, but a train can't bring me home". Og der er mere Frelsens Hær end Las Vegas over musikken. Det tog som vi alle måske frygter kører fra os. Men på en eller anden måde gennemsyrer de to livssyn Manhattan mere end noget andet sted. For mig udtrykker Sinatra præcist de mange myter der er knyttet til byen. Waits et solidarisk kram til det kæmpeflertal som enten ikke spiller med Sinatra, eller ikke blev "a number one".

Rislende vandfald og forgyldte vægge. Overalt spejler rummene sig - og dig selv, forgyldt. Trump Tower. Trump, Trump, Trump. Milliardæren byder os indenfor i sin verden af luksus og sød musik. Alt er godt her. Ingen problemer. "Proper footwear required" står der på skiltet ved rulletrappen. Jo, verden skal ikke med ind, den eksisterer ikke, sålænge du har din pengepung i orden. You're a number one.... "I want to be a part of it" ... eller?

En "number one" er fx Donald Trump. Indbegrebet af amerikansk succes: Bedstefar indvandret fra Tyskland, Donald selv født i Queens. Han blev stenrig på ejendomme, ejer selv mange, bl.a. omkring Central Park. Gift tre gange og børn med alle konerne. Hans navn står overalt og mange gange på hans ejendomme. Han blander sig i politik og religion på en højst påfaldende måde. Og mange vil vel mene at han har en smagløs kultur. På samme måde anses 5th Avenue og Madison Avenue for de riges kvarter.

I 2009 lukkede Virgin Records på Times Square. Vi havde set frem til at besøge den, fordi den rummede et slaraffenland for musikfreaks som os. Vi havde bare ikke læst om at den var lukket. Lukningen skyldes ikke nedgangen i salget af musik. Men, ifølge New York Times at "the chain’s owners, two big New York-based real estate development companies, saw greater potential in leasing the prime space to Forever 21". Der er også åbnet en Toys'R'Us. "King of the Hill".

Enhver kan beskue de nedre etager af Trumps hovedkvarter på 5th Avenue hvor han selv efter sigende bor. Ligesom man kan foran Trump International Hotel and Tower kan bese en globus ved  indgangen til Central Park, Columbus Circle. Den er en kopi af Unisphere, verdens største globus med en diameter på ca 37 meter. Den står i - Queens. Man kan, og bør, gøre sig tanker omkring hvad den form for arkitektur og opførsel står for.

"I want to be a part of it..." og det kan man blive på denne tribune i den ene ende af Times Square med en Coca Cola-reklame som kulisse. Så er det hele bogstavelig talt iscenesat. Foran tribunen myldrer det med folk der håber på at blive set og blive number one: Kunstnere, musikere, gøglere, gadehandlere, religiøse (Dommedag er nær....), reklamer. Du kan endog "be a part of it" ved at stille dig ind i linsen for de to kæmpestorskærme.

Det er vel menneskeligt at vi gerne vil være "som vi er". En anden ting er så om det er muligt at overleve på den måde, og om vi alle kan blive "a number one". Mange ønsker i hvert fald at blive det. Det udstilles måske i særlig grad på Broadway-Manhattan. Her kan man godt føle sig udsat for et forrventningspres om at være som du ikke er. Især i weekenderne.

 "Naked Cowboy" der sælger undertøj og forskellige dimser "Made it there". Chokoladebrune piger og denne pågående, lækre fyr tiltrak mere end opmærksomhed. Showet er i gang. Sammen med dommedagsprædikanten, Batman, Terminator og Alien, Disney-figurer, sangkor og alskens andre som kappes om at være the "number one", i hvert fald for en kort stund.

Rammen for alt dette blev udstukket for over 200 år siden. Alle gader (Streets) og avenyer på Manhattan fik numre inden de overhovedet var lavet. Kursen var lagt, kun Broadway skærer sig gennem avenyerne, og kun i den sydligste del er der hvad vi normalt forstår ved gadenavne. Eller. Kigger man på gadeskiltene, så finder man overalt at der alligevel har indsneget sig navne. 6th Aveny kaldes fx også The Americas. 46th Street kaldes mellem 7th og 8th Avenue også for Restaurant Row. På samme måder kan man finde Diamond Row, Korea Row, og andre. Et stille oprør mod at være reduceret til et identitetsløst tal?

Showet er forbi. Lysene går ud. Aktørerne væk. Er alle "Way down in the hole"? Diamanterne der om dagen blænder en overalt på Diamond Row, 47th Street ved Times Square, er som forsvundet som dug for solen. "In the city that never sleeps" starter et andet liv. Nogen ville kalde det bagsiden. Bunker af affald hober sig op. Foran rig som fattig. Hvad angår skidt og møg er alle number one.

Når man nu alligevel er anonym, så kan man vel ligeså godt svine det hele til? New York producerer i hvert fald enorme mængder affald. Alle vegne. Og så mange mennesker må nødvendigvis have mange efterladenskaber. Men er det rimeligt at restauranter, deli'er, cafeer og spisesteder i den grad bruger engangsbestik? Forretningerne uhyrlige mængder emballager. Og samtidig ikke genbruger? Affald er klasseløst. Selv på Diamond Row hvor ortodokse jøder siden 1941 har udbudt mængder af diamanter, ligger affaldet i meterhøje bunker når butikslysene slukkes og vinduerne tømt for kostbarheder. Flåder af skibe og lastbiler på vej med møget. Meget af det havner på Staten Island.

Måske er det med denne båd affaldet fra Diamond Row nu bliver fjernet. Transporteret til Staten Island og New Jersey. Frihedsgudinden kigger tavst på flåden og holder faklen højt. Gad vide hvad hun tænker, hvis hun da tænker overhovedet. Var det det som var hele ideen med friheden?

I nyere tid er tragedien med World Trade Center 11. september 2001 så absolut number one begivenhed. Er det virkelig lykkes for New York at vende den til noget positivt? At komme op på hesten igen, livet går jo videre? Hvad betød den for New York? Fik byen til at stoppe op et sekund? Fik den øjnene op for at intet er for evigt, og man skal sætte pris på det nære? Det er jeg den sidste der vil udtale mig om, som en skide turist. Man kan tage det konstruktive i Sinatras "I'll make a brand new start of it". Det skulle nødigt udvikle sig til at "today is grey skies, tomorrow is tears, you'll have to wait till yesterday is here".

Spiret blev sat på World Trade Center mens vi var der. 1776 fod, ifølge Politiken året for USAs uafhængighedserklæring. Men tårnet er vokset op i en noget anden by end tvillingetårnene. Storbyer må nødvendigvis hele tiden forny sig selv. New York må. København må. Ellers går de til grunde. Spørgsmålet er bare hvordan.

Læs også de to andre indlæg fra 12. maj og 13. maj.

Manhattan (1): På jagt efter fortiden

Manhattan er en ø i USA, hvor der ligger en pænt stor by. Den ligger på højde med Rom. Og temperaturen i år er et par grader varmere end i København. Byen fylder nu hele øen. Men det har den ikke altid gjort. Ligesom København lå den i 1600-tallet bag en vold. Modsat Københavns vold skulle den imidlertid ikke beskytte den oprindelige befolkning (danskerne) mod fx svenskere, således som det skete under Københavns belejring 1658-1660 og Carlstad. Volden skulle beskytte hollændere mod den oprindelige befolkning, indianerne. De havde åbenbart ikke forstået at en hollænder havde købt hele øen af dem i 1626 for et latterligt beløb.

Wall Street skulle nogenlunde løbe der hvor der engang var en vold. Den indesluttede sydspidsen af Manhattan. Lidt ligesom voldene engang gjorde i København. Men mens volden stadig kan ses i København, er der intet tilbage andet end gadenavnet af hollændernes vold. Nu er stedet mere blevet synonym med verdens finanshovedkvarter, hvor bl.a. Deutsche Bank holder til.

Volden kunne holde indianerne ude, men ikke englænderne. De var mere effektive end svenskerne og erobrede byen i 1664. Derfor hedder byen i dag ikke Nieuw Amsterdam, men New York. Og af volden er der kun et gadenavn tilbage, Wall Street. Som vist nok løber nogenlunde hvor der engang var en vold, eller mur. Nieuw Amsterdam svarede i størrelse og befolkning nogenlunde til datidens København inden for voldene. I 1750 16.000 indbyggere.

På Manhattans sydspids ligger Battery Park, opkaldt efter batteriet Fort Clinton, der skulle forsvare byen mod englænderne. Det faldt aldrig for englænderne, men det gjorde det næsten helt op i vor tid. Man gik simpelt hen i gang med at rive det ned. Man nåede dog kun at fjerne taget, inden det blev reddet.

I små 100 år skete der ikke så meget med byen. Men så gik det stærkt efter at USA løsrev sig fra England 1774-1783. I 1820 var der 124.000 indbyggere. I 1811 var Manhattan allerede tegnet og tilrettelagt på tegnebrættet med 12 avenyer og 155 gader (Streets), selvom man kun var nået til 14. gade. I dag er der ikke meget andet end bykortet tilbage. Der er en lille snes officielle bygninger, et fort fra 1811 og nogle kirker. Og det er hvad man kan se af denne periodes New York.

Nogle af 1800-tallets mest imposante bygninger finder man besynderligt nok ikke på Manhatten, men på Staten island: Snug Harbour. Det drejer sig om et gods med snesevis af bygninger, opført 1833-1890, med et mylder af tilhørende specialhaver. Oprindeligt ment som et plejehjem for pensionerede søfolk. Det blev med nød og næppe fredet som Landmark i 1960erne, og senere erklæret for nationalt mindesmærke i 1965.

Mens helstaten gik i opløsning med krigen i 1864, gik det forrygende for New York, der hastigt nærmede sig 1 mio. indbyggere. Mange mener endda at åbningen af Brooklyn Bridge i 1883 markerer tidspunktet hvor Manhattan og ikke det daværende større Brooklyn overtog førertrøjen. 12 mio mennesker passerede gennem New York og Ellis Island 1892-1924. Det var de store skibes tid, tænk Titanic. Og over 100 havnemoler stak ud. Det ebbede langsomt ud indtil det var endeligt slut i 1950'erne. Havneområdet indledte et postindustrielt megaforfald så grundigt at der stort set intet er at se i dag, udover en håndfuld rustne skibe ved Pier 17, lidt syd for Brooklyn Bridge.

The 69th Street Transfer Bridge ligner noget der er løgn. Der er sågar mærker efter en ildspåsættelse. En metalplade konstaterer at anlægget nu er optaget i The National Register of Historic Places. Dette billede giver et indtryk af hvordan den så ud. I baggrunden er en befærdet highway.

Samme historie gentager sig for jernbanernes vedkommende. De mange tilrejsende skulle vestpå. Så kæmpestationer skød op, Penn Station (1904/10), The 69th Street Transfer Bridge (1911) og  Grand Central Station (1913). Penn Station blev revet ned i 1963. Kun ørnen har overlevet og befinder sig nu på Grand Central. 69th Street ligner idag en ruin. Det var planen at Grand Central skulle gå samme vej. En god ting kom der dog ud af det, nemlig Landmark Protection Law i 1965. Den forhindrede i 1978 at Grand Central blev nedrevet. Og i stedet ført tilbage til fortidens glans. Og hvilken glans!

Grand Centrals enorme centralhal. Til alle sider er der mindre haller, kiosker, butiksarkader, og selvfølgelig perronerne. De står i skærende kontrast til resten af Grand Central. De stinker af diesel og ligner Nørreport Station fra dengang den blev kaldt for "badeværelset". Togene ligner i øvrigt også noget fra dengang.

Ikke alle tog toget til Vesten. Ved århundredskiftet 1900 havde New York 3 mio. indbyggere. Og for at få plads til dem, begyndte man at bygge i højden. Fuller Building, eller Flat Iron-bygningen opført 1902 er den første, og synes lille i dag. For skyskaberne satte i de næste årtier den ene højderekord efter den anden, kulminerende med Empire State Building i 1931. Beliggenheden markerer også at 42. gade en overgang var ved at overtage Sydmanhattans rolle som centrum.

Fra dette sted kan man se begyndelsen og kulminationen af skyskraberperioden 1900-1930. Her er det Flat Iron, men drejer man sig ca. 90 grader til venstre, kan man se Empire State Building. På en eller anden måde har skyskraberne, der omgiver Flat Iron ikke formået at tiltrække sig opmærksomhed.

En række vigtige bygninger skød op i nærheden af 42. gade. Verdens stadig største supermarked Macy (1905), Met Life (1909), Chrysler Tower og New York Public Library (1911). Men byen havde fart på og var allerede på vej endnu længere nordpå. Times Tower (1904) kom til at være vartegn på det mange betragter som New Yorks centrum, Times Square. Og helt oppe ved Central Park The Plaza Hotel (1907). Resultatet er at ingen af stederne blev et egentligt city centrum.

Bryant Park bag ved New York Public Library er en meget kulturel park. Struktureret med plæne, bede, flotte cafeer og tunge jerngitre omkring. Der bliver sågar arrangeret fugleture i parken, se det grønne skilt på stien til venstre. Den har også en tyk folder som fortæller om alle de kulturelle arrangementer der foregår i sommerhalvåret. Til venstre uden for billedet ligger endvidere University of New York.

Denne lille odyssé for at finde Manhattans fortid har så endelig fundet nogle fysiske bygninger som kan vise hvordan Manhattan og New York så ud engang. Men de er altså ikke mere end 100 år gamle. Resten kan kun beses i fotoer og malerier. Fredningslovgivningen kom for sent. Riv-ned-og-byg-nyt og højt-filosofien er hvad der præger Manhatten. Det er dog som om Manhattan er faldet lidt til ro, og befolkningstilvæksten flyttet over East River til The Bronx, Queens og i mindre grad Brooklyn. Øen, dens indbyggere og miljøet betalte en meget høj pris i form af et ekstremt bymiljø. Overalt er New York ved at træde ind i endnu en ny epoke. Herom i næste afsnit.

 

I en af de få overlevende pakhuse ved New Yorks havn, Pier 17, er der nu indrettet et butikcenter, som vel repræsenterer den svulstige, pralende New York-kultur i fuldt flor: Overdrevet, masser af mad, glimmer og glans. Hvor andre steder finder man en gigantisk butik for julepynt? Dette er en af tre gange med formentlig 24 juletræer med hver sit tema. Jeg husker bla. træet med coca cola-julepynt. Kig selv efter hvad der er på disse.