Ganløse-Mølleåen-Værløse

Masser af dyre- og fugleliv, skov, stejle skrænter langs tunneldale, åbne landskaber og mystiske moser - og så da også lidt Mølleå - er hvad dagens tur byder på

Tunneldalen mellem Ganløse og Ganløse Eged skimtes over the hill og i baggrunden Ganløse Eged. 

Det er mere end 3 år siden (31. maj 2013) jeg sidst har gået denne smukke rute. Jeg valgt at gå nogle alternative veje denne gang for at se ruten fra andre synsvinkler. Bl.a. var stien fra Ganløse gennem tunneldalen til Ganløse Eged sidste gang godt mudret i bunden af dalen hvor der går en bro over en vandrende. Men flere ugers tørke har gjort at stien i dag er ganske tør og kun bærer præg af at det ikke skal regne alt for meget før man bør tage sine forholdsregler hvad angår fodtøjet.

Et kik den anden vej, fra Ganløse Eged mod syd fra højderne i Ganløse Eged.

For de tre kilometer fra Ganløse til Bastrup Sø går gennem et meget varieret, kuperet landskab. Der er to gode udsigtspunkter på vejen, og især opstigningen til Ganløse Eged er flot dramatisk. Man kan gå hele vejen til Bastrup Sø inde i skoven, blot man er opmærksom på den lille trampesti der fører op til Bastrupstien. I dag holder Stenløse Skovbørnehave pause mens jeg passerer, men ellers er området stille og fredeligt.

Bastrup Sø. En dag som denne summer det af sol over engen. Masser af insekter (ingen myg, heldigvis), som guldsmede.

Bastrupstien går langs Bastrup Søs nordside. Søudsigten opleves i glimt, der er Bastrup Ruin (som jeg dog hurtigt gik forbi denne gang da jeg var oppe på den sidste gang). I dag lægger jeg mere mærke til den halve kilometer langs moseområdet øst for søen. Her har fuglene gang i en helt fantastisk koncert. Og minder mig om at nu må jeg altså snart få alle de forskellige fuglestemmer lært. Visuelt er udsigten måske ikke den bedste, men for ørerne er det en fryd at gå gennem området. Måske skulle jeg overveje at lave lydoptagelser til webloggen

Ådalen omtrent ved Nyvangsvej. Man kan tydeligt se hvor åen forløber i bunden af dalen (uden dog at kunne se den). Smæklågen i højre hjørne leder ind til kvæget.

Der er ikke meget at se til Mølleåen på denne strækning. Egentlig heller ikke selve ådalen, området er relativt fladt. Men ved Ganløse Ore går man op på skråningen, og herfra har man en storslået udsigt over ådalen. Åen er stadig skjult af siv og anden bevoksning et eller andet sted i dybet.

Kotræning vest for Kledalshus. Køerne er noget af det mest flegmatiske jeg har oplevet. Og siden sidst (for 3 år siden) har jeg set frem til at bevæge mig tæt på dyrene med de drabelige horn efter at have læst og hørt at det nok er de bedste dyr at træne på af vænne sig af med ko-skræk.

Ko-træning

I dagens tur er også indlagt noget ko-træning. Forstået på den måde at jeg forsøger at overvinde min angst for køer, og de fredeligt langhornskvæg som går rundt i området er udmærket at træne på. De har godt nok lange horn, men til gengæld er de totalt ligeglade med ens tilstedeværelse, modsat de almindelig ko-racer. Denne gang går jeg faktisk helt hen til dem, og stiller mig op. Jeg vover dog ikke at gå gennem flokken, selv om de spærrer hele stien, men vælger at gå en kort rute forbi. Træningen kan anbefales andre med ko-skræk, så kan man jo gå videre til mere "nysgerrige" ko-racer senere. Kvæget er siden 2015 forment adgang til visse græsningsarealer om sommeren for at give sarte planter tid til at så frø

Ådalen lidt vest for Kledalshus. Området afgræsses af kvæget for at forhindre at det hele gror til i krat og skov.

Helt opstemt over den vellykkede ko-træning (men også lettet da jeg smækker smæklågen i på vej til Klevadshus, sker der et eller andet da jeg krydser åen ved Kalkværksvej. For der er noget galt med mit kort, stien der skulle gå ned mod åens nordlige side er der ikke, i stedet er der en afspærring, og mine overvejelser om at gå en omvej ad Hestetangshuse tager sig selv: Vejen fører ganske enkelt derhen.

Broen ved Kalkværksvej, næsten i midten af billedet. Et af mange flotte områder man kommer igennem ved at passere ådalen.

Hestetangshuse

Og det er bestemt ikke en dårlig ting. Hestetangshuse var engang arbejderboliger. Nu er det mre luksusvillaer. Men byggeriet giver stadig mindelser tilbage om dengang husene opfyldte deres oprindelige funktion.

Ved Kalkværksvej. Det er heromkring man skal være opmærksom på hvor stien fortsætter. Men det gør ikke så meget, finder man ikke den sydlige sti, kan man fortsætte til Hestetangshuse, og øst for passere åen for at komme på rette sti igen.

Der er et lille gadekær med ænder øst for Hestetangshuse, og her går der en lille bro over til stien igen. Formentlig skulle jeg have taget en anden rute ved Kalkværksvej, for jeg kan se at stien kommer derfra. Åen er blevet nået bredere på dette sted, og der er også ved at komme mere pondus over løbet.

Et af de mere idylliske huse med stråtag i Hestetangshuse. Der er mange forskellige slags huse, gule, med tegltag mm. Alle godt istandsat og formentlig ikke til at købe for almindelige mennesker.

Sortemose

Tæt på Farum Så havde jeg valgt at gå med syd fra Gedevase Bro langs Sortemoses vestside. Dvs. forlade Mølleådalen. Der går en blind vej langs mosen, og næsten for enden af vejen er der en stejl sti som leder op på skråningen. En ny skyggefuld oplevelse og masser af udsigt dels over bebyggelsen nedenfor, dels af den lyse bøgeskov. Ved Skovhave Hus igen østpå gennem Præsteskov og oldtidsstien.

Mølleådalen ved Gedevase Bro. Sortemose breder sig sydpå, og er bestemt værd at gå langs denne særprægede natur.

Oldtidsstier.dk

Efter Sortemose går man ind i Præsteskoven og ad Oldtidsstier. Ved pæl nr. 15 er en langdysse hvorfra man kan se de forskellige oldtidsveje (hulveje) engang gik. Og selv nu flere tusinde år efter er de stadig synlige. Runddyssen lå ved et af de betydeligste vejkryds i oldtiden.

Sækken. Der gror elletræer mm i den. Men det er bedst at beundre den fra sikker grund. Det er ikke sikkert at bevæge sig ud i den.

Når man passerer pæl nr. 12 Runddysse i Ryget Skov er det første man tænker at her er der nogen der har forsøgt at efterligne en stenalderdusse. men den er god nok, omend den er stærkt restaureret. Gravkammer med overligger og nogle få randsten er originale. Længere mod øst ved pæl nr. 13 bør man lige gå et par meter væk fra stien for at kigge ud over det særpræde område Sækken, en lille tunneldalsarm fra Mølleåen og Farum Sø. Man bør dog afholde sig fra at vove sig ud i den. Man risikerer at dumpe ned i 25 m tørv. Og så måske fundet om flere tusind år som moselig.

Ruten

Ganløse Kro. Bastrup Sø, vestre side. Bastrupstien. Mølleåatieen til Gedevase Bro. Sortmosen. Skovhavevej. Præsteskovvej. Sækkedam Hus. Sækken. Værløse Station. Ialt 14 km

Mølleåen i hvidt

Mølleåen er skøn året rundt, også når der er nyfalden sne, giver det unikke oplevelser og motiver

Mølleåen nedenfor Sorgenfri Slot. Her genlyder ådalen af larm fra skoleklasser og førskolebørn som har benyttet lejligheden til endelig at få lidt frisk luft. Uartige drenge forsøger sig med isen, til pædagogernes store fortrydelse, mens pigerne hviner og spørger hvad drengene nu finder på.

Og det er der en del der har opdaget. Stierne er allerede hårdt trampet her på 1. dagen efter den nyfaldne sne. Men da der ikke har været tø, er de ikke nået at blive glatte. Og der er da også en del naturelskere, hundeejere, vintersportsfolk, skolebørn osv. spredt på stierne. Motiverne formelig hober sig op. Mølleåen er i forvejen et fantastisk område at vandre i. Tilsat den særlige oplevelse det er at se noget i nyfalden sne er det svært at holde fingeren fra knipseren - næsten 90 gange blev den motioneret. Og slet ikke nok plads til at vise dem alle på denne blog. Men heldigvis er der da mit Flickr-album. Kig ind på Lyngby og se flere flotte fotoer fra fredagens tur.

Lyngby. Vandmøllen ved Kongevejen. Et klassisk motiv, men bruset fra vandet, farverne og stemningen retfærdiggør det. Overfor ligger Frilandsmuseet, og på en dag som denne ville det være perfekt hvis det kunne holde åbent så man kunne få et indblik i hvor koldt det var på fortidens bondegårde.

Når bladene er faldet af træerne får man også helt andre mulighederr for at se hvad bladene gemte. Da moserne samtidig er frosset til er det muligt at bevæge sig tættere på åkanten så man får muligheder til at se området ud fra andre vinkler end man ellers kan komme til.

Bygningerne i Brede står blottet for træernes blade. Tagene er blevet hvide, det hele står i hvidt!

Der er skrevet mange bøger om Mølleåen og de industrien der opstod langs den på grund af vandkraften. Papir, knive, kobber, jern osv. Den danske industris vugge. Dengang hvor fabriksrøgen, skidt og møg lå over det hele var det sikkert ikke så idyllisk som det fremstår i dag. Med luksusbliger og dyre kontorer.

Ørholm ligner noget fra Ruder Konges tid, men på bygningerne står der 1944, så skinnet bedrager. Det går ikke området mindre attraktivt.

De fleste af bygningerne fra de gamle industrisamfund bruges nu til andre ting: Offentlige og private kontorer og arbejdspladser, boliger og institutioner. Sikker også bedre isolerede end oprindeligt. Selv om der næsten ingen vind er, bider kulden i kinder og øreflipper. Og man må holde sig i gang for at få varmen.

Et af de motiver der ikke er muligt om sommeren pga vegetation: Nymølle ved Kulsviervej.

Men egentlig behøver billederne vel ikke så meget tekst. Enhver kan hente de foldere der findes om Mølleåstien eller læse de talrige bøger. Og Vandringsløse Tidende har også den 15. august 2014 færdedes på samme strækning om sommeren, så læserne kan sammenligne.

Himlen er blå i Det Danske Schweiz ved Ansgars Kilde. Ansgar har intet med kilden at gøre, og Schweiz bliver nok fornærmet over sammenligningen. 

Med flot vintervejr som dette kan Mølleåen fuldt ud måle sig med sommerens vandreture. Stierne vedligeholdes fint. Der er fx fejet og saltet på asfaltstien af Mølleåstien så cykler vil også kunne begå sig her. Da der ikke er asfalt på hele strækningen, er et par solide vandrestøvler nok at foretrække. Jeg så flere cyklister som måtte stå af og trække eller ligefrem bære cyklen.

Lad os nu endelig ikke glemme åen selv. På begge sider er den synlig adskillige steder. Både når man tager den relativt højtliggende sti på nordsiden og den lavtliggende syd.

De fleste industrier langs Mølleåen er bevaret, undtaget et, nemlig Stampen. Fabrikken brændte og blev ikke genopbygget. Tilbage er mølledammen, Stampedammen, og anlægget ved det lille vandfald.

Rådvad hører sig til i enhver omtale af Mølleåen. Og når træerne løfter bladtæppet er der så meget desto mere at se.

Ballerup-Lyngby: Skovtur i maj

Skoven er smukkest i maj. Og en tur fra Ballerup til Lyngby går gennem nogle af de smukkeste skovområder tæt på hovedstaden

Jonstrupvang, Hareskovene og Mølleåen er altid garanti for gode vandreoplevelser. Men netop nu i maj hvor træerne er nyudsprungne og løvet endnu ikke blevet vejrbidt af blæst, regn og tørke er noget specielt. Og efter en lang vinter er de fleste vist - i hvert fald jeg - særlig modtagelige over for fuglesangen og skovens lyde og duftene. Når vejret arter sig som i dag, kan man vel næppe forlange mere.

Sådan en fætter har jeg ikke set før. Måske kan nogle fuglekyndige opklare hvad det er for en fugl? Den er set i Lyngby Åmose. Og på størrelse med en lille solsort. Den har en grævlingeagtig sort maske på fra næbbet, over øjnene og et godt stykke om i nakken. Mit bedste bud er en spætmejse, hvilket passer godt med at den klatrede nedad.

Skovene

Turen byder på mange variationer: Jonstrupvang og Hareskovene byder på kuperet terræn med afvekslende udsigter til moser, tætte tykninger og lyse bøgeskove. Jeg havde valgt de trimmede grusveje for ikke at udfordre mine ben for meget. Og løbe vild. Men terrænet kan i sig selv være strabadserende på den gode måde, fx gennem Bøndernes Hegn, og især over højderyggen mellem Bagsværd Sø og Mølleåen. Som man bør gøre endnu mere strabadserende ved at bestige Sneglebjerget.

Nord for Kildesvinget ved Ballerup Rideklub med udsigt over mod Jonstrupvang. Imellem ligger et moset område med masser af dyreliv.

Selv om skovene er godt vokset til, er der dog områder hvor man tilsyneladende møblerer om. Et af områderne er ved Ballerup hvor man har afskovet et område for træplejens skyld. Der er siden sidst jeg var der nu sat hegn omkring området for at beskytte det for råvildtet. Dette kan så åbenbart tilsyneladende ikke finde ud af at finde nye veje, hvorfor der er sat advarselsskilte op om at hvis man ser et råvildt hænge fast i hegnet, skal man kontakte myndigheder. Åbenbart en slags lemmingeadfærd hos hjorte.

Skovene er ikke bare træer. Der er talrige små og store mosehuller, bl.a. dette tæt på det store stikryds ved Hillerødmotorvejen.

Ligeledes er der blevet afskovet et stort område omkring stjernevejen (Femvejen) umiddelbart vest for Hillerødmotorvejen. Der er ingen information på stedet. Men det ser ud som om man har forsøgt at (gen)skabe moseområdet dér.

Bebyggelserne

Også et par enkelte bebyggelser der har med skov at gøre: Langehus Skovløberhus ved Ballerupvej med udsalg af finurlige skovprodukter, Bakkehus ved Fægyden som er ved at blive istandsat, Hareskovhus ved Frederiksborgvej fra 1897. Ved Den Gamle Have tæt på Mølleåens bådudlejning er der et traktørsted som i dagens anledning er åben. Her kan trætte vandrere spise de medbragte forfriskninger eller købe sig til dem. Drikkevarer skal man dog købe i kiosken. Umiddelbart nedenfor er der på en græsplæne med brosten aftegnet de ældste rester af Frederiksdal. Fra før den tid hvor militærdiktatoren Frederik 3.'s megalomani slog ud i lys lue efter at Danmark næsten var blevet udraderet ved Københavns Belejring 1658-1660. Heldigvis blev planerne op et dansk Versailles aldrig til noget. Det ville formentlig have lagt landets økonomi i ruiner. Sneglebjerget skulle indgå i dette gigantiske haveanlæg.

Danmarks første militærdiktator, Frederik 3. (1609-1670) havde megalomaniske fantasier om dette område. Det skulle være en slags dansk Versailles. Heldigvis for befolkningen blev det aldrig til noget. Sneglebjerget skulle indgå i haveanlægget, og herfra har man en pragtfuld udsigt over Frederiksdal og Furesøen, som lige anes til venstre i billedet.

Vandet

Vand er altid et velkomment afbræk i skovvandringer. Og dem er der rigeligt af. Udover skovmoserne som Djævlemosen/Gisselfeld Mose, Afrodites Øje og flere andre navnløse, er der Bagsværd Sø hvor der til min store overraskelse er gang i den på rostadion. Det er såmænd 3. World Cup i kano og kajak der bliver afholdt i weekenden. Læser man lidt i teksten, står der at der kommer 350 deltager fra 32 lande. Så meget går jeg dog ikke op i sporten så jeg har eftersporet hvad det var jeg overværede. Tilskuerantallet syner heller ikke af særlig meget. Men stemningsfuldt er det da.

World Cup i kano og kajak på Bagsværd rostadion. Løbet er kørt og deltagerne er i fred og ro på vej tilbage. Der kommenteres både på dansk og engelsk. Og en lille skare har forsamlet sig på tilskuerpladserne, uden for billedet til højre.

Lyngby Åmose besøgte jeg i vinter. Den bør også opleves om sommeren når alt er grønt. Den gang tog jeg turen langs søkanten. I dag skete det ad den over 2 kilomenter lange Prinsessestien som er en stor vandreoplevelse. Meget af tiden går man langs stejle skrænter eller med mystiske og utilgængelige moseområder.

Prinsessestien. På en lang strækning går man på en smal sti i et vidunderligt område med mose ti begge sider. Her har jeg forsøgt at fange noget af stemningen.

Flere billeder på Flickr-album for Ballerup, Furesø og Lyngby-Taarbæk Kommune.

Ruten: Jonstrup Vang. Hareskovene. Lyngby Åmose

Ballerup Station. Lundegårdsstien. Jonstrup Vang. Tre Hjortestien. Gl. Jagtvej. Søvej. Kulhusvej. Prinsessestien. Frilandsmuseet. Lyngby Station. Den lige rute er ca. 15 km. Men jeg undede mig nogle svipture, bl.a. til Frilandsmuseet hvor jeg gik rundt en times tid indtil jeg var mæt af at se på 2-300 gamle huse og inventar.

Mølleåen - Hareskov

Mere præcist: Fra Lyngby Sø og Åmose, Mølleåen, Hareskoven og Jonstrup Vang til Ballerup

Lyngby Sø er delt mellem Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner. Holder man sig på nordsiden, Lyngby Åmose er man i den sidste. Her et typisk forløb af stien gennem mosen. Man kan andre steder gå helt ned til søbredden.

Jeg missede solen efter middag og et par timer frem. Til gengæld slap jeg for den bidende friske vind. Og jeg var bestemt ikke den eneste: Skove, moser, søer og stier er denne lørdag formiddag tæt befolket med hundeluftere, vandrere, løbere, cyklister, kajak- og kanosejlere og andre. Vandreturen i dag går gennem bynære naturområder.

Lyngby Åmose

På nordsiden af Lyngby Sø ligger en stribe mose. Man kommer til den ad en promenade langs østsiden af søen. Engang var det et fredeligt sted som Lyngby kommune havde fået anlagt for en billig penge. Men selv en lørdag som denne er der nu omstunder et inferno af larm fra Lyngby Omfartsvej. Udsigten står i grel modsætning til larmen. På den ene side drages man af den pragfulde udsigt over søen, på den anden side stresses man af støjen, som faktisk først dæmpes 1½ km væk når man når Mølleåen. Åmosen er ellers et godt sted at vandre. Man kan i modsætning til så mange moser gå helt nede ved søbredden, hvor der er anlagt en sti. Herfra har man også udsigt over selve søen og de små holme som "deler" søen i to dele.

Møllefloden mellem to søer. Kajakkernes motorvej? Hvor broen går fra Spurveskjul nord for åen (til højre) ti Nybroskov syd for (til venstre).

Mølleåen

De ca. 3 km Mølleåen mellem Furesø og Lyngby Sø er en af de bedre strækninger af Mølleåen. Der er dramatiske skrænter og åen selv er ret bred, faktisk nærmest en flod. Allerede Danmarks militærdiktator, kong Frederik 3. havde fået øje på områdets skønhed. Frederik 3. var den konge som kastede Danmark ud i den ulyksalige krig med Karl 10. Gustav af Sverige, og var ved at udradere Danmark af verdenskortet, hvis ikke fordi det havde været fordi hollænderne kom til hjælp og slog svenskernes storm på København tilbage i 1659  Frederik 3. havde - lidt lige som Hitlers arkitektoniske drømme om Germania - en drøm om en kolossal sommerresidens med Mølleåen som midterakse i Frederiksdal. Han nåede dog at dø forinden (ligesom Hitler) og planerne blev aldrig til noget. I stedet tilfaldt resterne af sommerresidensen en senere dansk militærdiktator, kong Christian den 6's udenrigsminister Schulin hvis efterkommere stadig ejer slottet Frederiksdal.

Der løber ikke megen vand fra Louisekilde længere. Men stedet er stadig idyllisk. Indskriften er blevet ophugget i nyere tid, men er igen ved at forvitre. Teksten står på tavlen.

Fra 1791 stammer Louisekilden som ligger ca. midtvejs mellem de to søer. Den blev meget belejligt opdaget på hendes 50 års dag. Men hele området emmer i den grad af at være et meget attraktivt udflugtsmål for københavnere. Selv på en bidende kold dag som i dag hvor alle restauranter og kafeer er lukkede, er der masser af mennesker. Hvis man har tid og ork er der adskillige afstikkere undervejs, fx til Jægerhuset, Sneglebjerget, Den Gamle Have, Frederiksdal og Hjortholm. Jeg besøgte dog kun den sidste.

Det fremgår af plancen at Winther skrev et digt heromkring i 1828: Flyv fugl flyv over Furesøens vove. Men man behøver nu ikke en finkulturel, forældet digter til at fornemme landskabets storslåethed.

Store Hulsø

Skoven syd for Furesøen hedder Frederiksdal Storskov. Forlader man Furesøen og går mod syd mod Hareskoven passerer man et noget kedeligt udseende åbent område, Ladegårdsmarken. Men synet bedrager. Ladegårdsmarken er en rasteplads for trækfugle, bl.a. sjældne arter som hvepse- og fjeldvåger og fiskeørne. Man bør absolut unde sig vandreturen omkring Store Hulsø. Søen er for så vidt ikke så imponerende. Man kan selv nu hvor alle bladene er væk, dårlig få et overblik over søen. Men området omkring søen er et besøg værd.

Stemningsbillede fra Store Hulsø. Man aner hvor svært det er at se selve søen, men det gør heller ikke så meget. I baggrunden de høje bakker som omkranser hele søen.

Søen er et dødishul fra istiden med meget stejle skrænter. Og man kan stort set gå omkring hele søen, både oppe og nede. Under militærdiktaturets værste tid i Danmark, enevælden i perioden 1668-1739 var det forbeholdt kongen at færdes her. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg tog turen syd om søen. Turen går gennem urørt skov med birk, el, skovfyr og andre træer.

Hareskovene

Endnu længere mod syd ligger så Hareskoven. Dem har jeg allerede anbefalet på tidligere vandringer. Og det skal så bare gentages her. Denne gang tog jeg turen ad en af de snorlige veje, Gl. Jagtvej, som løber hele vejen fra Femvejsstjernen til Langehus Skovløberhus, hvor der i anledning af årstiden sælges juletræer og hjemmelavet og industrielt fremstillet julepynt af alskens slag.

At julen nærmer sig, fremgår af denne billede fra Langehus Skovløberhus, hvor en familie bringer årets juletræ sikkert i havn. Fra den gule bygning i baggrunden er der udsalg af diverse julepynt mm.

Hareskovene rummer også mindre skovstier, men jeg valgte de brede, befærdede stier denne dag hvor det handlede om at kunne gå rask til for at holde varmen. Hareskovene er på alle måder et godt sted at vandre. Terrænet er kuperet, mange bakker og man kan selv vælge hvor udfordrende man vil have det ved at vælge mellem de behagelige brede skovstier eller de mudrede og glatte.

Solen er endelig tittet frem da jeg passerer det unavngivne vandhul syd for Gedderygmose i Hareskoven. Men det blæser så til gengæld frisk til. Og det er blevet hundekoldt.

Ruten

Lyngby Station. Mølleåen. Gl. Jagtvej. Ballerup Station. I alt ca. 20 km.

Mølleåen Classic

Mølleåen fra Furesø til Øresund er vist den "klassiske" strækning. Berømmet i sang og litteratur

På det meste af ruten går man ikke langs selve åen som her vest for Ravnholt. Faktisk kan man slet ikke se åen på det meste af turen. Men der er talrige broer hvor man kan få et indtryk af vandområdet. Det gør nu ikke så meget. Det er selve ådalen der imponerer.

Danmarkshistorien er fyldt med mere eller mindre drabelige slag og sammenstød. Ikke bare mellem herboende landsmænd og svenskere, tyskere, englændere og andet godtfolk som har passeret gennem tiderne. Men også mellem landsmænd selv. En af dem fandt sted på Kongevejen ved Lyngby, således som den står refereret i Politivennen Nr. 253, 26. februar 1803 under overskriften Kulsvieruskik:

På hvad bedst mulig måde kunne man gøre passagen på Kongevejen i nærheden af København mere sikker for overfald af bønder eller såkaldte kulsviere? Disse menneskers uforskammethed er noksom bekendt, samt hvor vanskelig den er at undgå, når man møder dem. Udover ulejligheder og strid, som jeg selv har haft adskillige gange, var jeg vidne til følgende optrin. Mellem Lyngby og Rudersdal var en aksel brækket på en vogn, der kom fra København. En mand og kone var steget ud af vognen da en række kulsviere kom fra byen. Selv om vejen var bred nok, kørte den forreste lige ind i kusken, som stod og var i færd med at binde akslen sammen. Følgen af det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften. Konen som var højgravid, blev meget forskrækket, og de måtte fortsætte deres rejse til fods, da jeg var ridende og ingen hjælp med befordring kunne tilbyde dem. Det var ønskeligt, om noget middel kunne findes til at forebygge slig usikkerhed og overfald, som desværre så ofte sker.

Fælles danske traditioner? "Kulsvier" var åbenbart det københavnske finere borgerskabs betegnelse for hvad de anså for voldelige og ubehøvlede dele af befolkningen. Og det stikker længer tilbage, fx til Gøngehøvdingen med den velkendte kvindelige kulsvier, Kulsoen. Mere om det senere.

I dette område som åbenbart har ledt nogle romantiske sjæle til at tænke på Schweiz, huserede bl.a. kulsvierne i flere århundreder. Kongevejen ligger få kilometer væk, så Politivennen-skribentens kulsviere kan udmærket have holdt til i dette område. Dengang har det dog nok set radikalt anderledes ud.

Mølleåen romantisk idyl

Jeg har tidligere gået på den "øvre" del af Mølleåstien fra åens udspring. Det er næppe denne strækning der er tænkt på i sangen af Peter Sørensen og Leon Duminskys orkester. En Giro 413-ørehænger - engang. Det er nok snarere den "nedre" del af åen ud mod Øresund. Her er barndom, fred og ældgammel i omkvædet:

Barndommens sollyse dage svandt hen nede ved ved mølleåen
Ofte i drømme jeg leger igen nede ved mølleåen
Og når jeg står på den ældgamle bro
fyldes mit sind med en lindrende ro
Tanker og minder får fred til at gro nede ved mølleåen
 

Og sangen hører formentlig også til i et andet århundrede. I dag drøner Helsingør Motorvejen tværs over Mølleåen så man på strækningen mellem Raadvad og Ravnholm stort set ikke kan høre fuglestemmer eller andre mere afdæmpede beboere. Måske bort set fra enkelte lodsejeres bidske hunde. 

Mathildebroen er opkaldt efter den dronning som havde en affære med Struensee. Om de tog herop for at få fred og dyrke elskov, det vil jeg overlade til historikerne. Hvis de gjorde, så forstår jeg godt hvorfor de valgte lige netop dette område.

Møller og industri

Fra Lyngby til Øresund falder åen 19 meter over en 9 km lang strækning. Og det var nok til at holde gang i 8 vandmøller som gav energi nok til at området noget bombastisk blev "industriens vugge" i Danmark. Med rette er der skrevet talrige bøger om dette emne. Blandt dem adskillige fotobøger. En af dem kan man læse online: "Mølleåen et nationalt industriminde". Jeg vil ikke gå (eller vandre) denne og andre værker i bedene. Blot bekræfte at området ganske enkelt er noget enestående.

 

Man må næsten ærgre sig over at de store seværdigheder nærmest står i kø langs den 9 km lange strækning. Der er slet ikke tid til at dvæle ved dem allesammen. Som her Raadvad. Jeg valgte i stedet at se på området i sin helhed. Og det bliver man i sig selv mæt af. Afvekslingen mellem natur og den tætte koncentration af små, gamle industrisamfund findes vist ikke tilsvarende andre steder i Danmark.

Raadvad er en hel lille by med tilhørende arbejderboliger, skoler mm (1643-1972) med jernvarer. I 1643 blev opført en lille kornmølle. Den blev ødelagt af svenskerne 1658-60, men genopført som krudtværk. Fra 1759 var der et "fileværk" hvor der blev fremstillet værktøj og husholdningsredskaber. Der skulle en russisk revolution (1918-1920'erne) til at stoppe produktionen. Men så fik fabrikken eneret på at fremstille rustfrit stål, indtil hele balladen flyttede til Jylland i 1973. Folk på min alder kan vel stadig huske bestik med Raadvads mærke på. Og brødmaskinerne har de fleste vel set hos marskandiserne.

Gang- og cykelstien gennem Brede går gennem denne række huse. Det er så vidt jeg kunne fornemme i dag privatboliger.

Brede Kobberværk. Brede (1370), krudtværk fra 1628. Senere kobber, 1832 klæde indtil 1956. Strandmøllen papirproduktion 1599 og 300 år frem er stadig i brug. Og rækken fortsætter ad  libitum: Lyngby Hovedgade med Nordre Mølle (1846) og Søndre Mølle (1903) med korn, senere våben, papir mm. Fuglevad Mølle (1832, korn og messingvarer). I 1370 kendes "Molendium Ørewaz", kornmøllen Ørholm, som lavede krudt fra 1500-tallet. Endnu senere kobber, jern og papir. Indtil den i perioden 1933-77 producerede krøluld og madrasser. Nymølle (1600-tallet kobbermølle). Stampen (1200-tallet kornmøller). Ellers er her blevet produceret krudt, mønter, papir, klæde, søm, knive, værktøj, hestesko, kunstlæder, kobberplader og messingvarer.

Natur

Åvandet skulle efterhånden være ret rent, men der sker stadig udslip af spildevand, så sent som i foråret. Man bør unde sig selv en tur frem og tilbage på begge åbredder. Den sydlige sti går lavt, mens den nordlige fortrinsvis går ovenpå de meget stejle skrænter ned mod ådalen. Fotoerne i dette indslag yder ikke fuld retfærdighed til turen, for meget af ruten er det umuligt at indfange stemningen og udsigterne. Det drejer sig fx om ellesumpene mellem Raadvad og Strandmøllen. Dog ikke selve Strandmølleområdet. Det er pt under stærk ombygning. Så vidt jeg kan se er man ved at grave et nyt løb, og de fleste af bygningerne er pakket ind i plastik. Mølleåens udløb i Øresund er da også alt andet end noget man kan kalde et kønt syn.

De betagende ellesumpe mellem Raadvad og Strandmøllen. Her går stien helt nede. Selve en kan man ikke se, og jeg var bestemt ikke til sinds at træde ud i det sumpede område for at konstatere om den er der eller ej.

Området mellem Stampedammen og Raadvad blev nok et af mine favoritter. På begge sider af åen. Sydøst for Raadvad udvider Dyrehaven, så Stampeskoven kommer til at høre ind under. Man vil her forsøge at udsætte de blandt biologer så yndede eghjorte. Europas største bille. Området er ved at blive hegnet ind, så stiforløbet på dit kort kan være forældet.

Som man kan se fra nogle af broerne er det ikke tilrådeligt at tage en travetur tæt på bredden af Mølleåen. Tætte sivskove, sumpe og ufremkommeligt krat er vilkårene.

Mathildebroen opkaldt efter Caroline Mathilde og Struensee). Ravnholm Skov, eller "Det danske Schweiz" med bronzealderhøje og hulveje består at stejle bakker, navnet må vel høre ind under kategorien "overdrivelse fremmer forståelsen". Hertil hører også Kulsviervej hvorpå kulsvierne bragte trækul til København. Og så er vi ....

Kulsviere

.... tilbage til kulsvierne. De var berygtede i 1800-tallet, i hvert fald hvis man skal tro Politivennen. Det ikke kun fordi de formentlig har været kulsorte i hovedet af at fremstille trækul. Her er et lille udvalg af omtaler af dem:

...På torvedagene ... bønderne forlader hovedstaden er landevejene overmåde usikre, især hvor beskænkede kulsviere befarer den. Jeg for min del anser det for et sandt uheld at komme i følge med disse mennesker. De er ualmindelig ondskabsfulde, i særdeleshed når de er beskænkede og det er som oftest tilfældet, når de rejser fra byen. (1798, s. 257-260)

St. Ansgars Kilde løber skam endnu! Næsten sikkert at den intet har med St. Ansgar at gøre. Men måske har kulsvierne læsket sig her og fyldt vanddunkene, før de drog mod København for at afsætte deres trækul til indbyggerne der og skabe røre blandt det pæne borgerskab. Når de så drog hvem fra byen igen, "beskænkede", var der anderledes stærke sager i deres maver.

Herefter følger så en detaljeret beskrivelse af hvordan skribenten selv er blevet chikaneret på det groveste. I nr. 165, 20. juni 1801, (s.2625-2626) omtales en episode fra Karlebo:

I Karlebo og flere steder har nogle mennesker sat sig for, imod lovene, at holde værtshus og udskænkning. De svarer de som påtaler denne uorden, at de som landeværnsmænd skulle have tilladelse til det. Det går endog så vidt, at nogle af disse militære kroholdere triller hjulbøre fulde af drikkevarer op ved kirken og sælger ud af det, uden at lade sig bortvise enten af formaninger eller skam. Hvor skadelige følgerne heraf kunne blive, helst imellem en så fordærvet og umoralsk slægt, som vores kulsvierbønder gemenlig er, er gyseligt at tænke på.

I dag er der ingen kulsviere, og de eneste københavnere jeg snakkede med, var to flinke cyklister som holdt hvil nord for Ravnholm Station. De så bestemt ikke ud til at høre til 1800-tallets fisefornemme spidsborgerskab. Så, måske er der alligevel sket noget. Måske klarer vi os udmærket uden Mølleå-sangens sukrede omkvæd ...

Efter artiklens publicering har en kollega gjort mig opmærksom på denne meget interessante artikel om kulsvierne gennem århundreder, som føjer en hel del til ovenstående historie.

Ruten

Ravnholm Station-Strandmøllen langs den sydlige bred. Strandmøllen-Lyngby langs den nordlige bred. I alt ca. 20 med talrige svipture.

Furesøen

Som bekendt prøver jeg at gennemtrave Mølleåen fra dens udspring til Øresund. Og har foreløbig gjort turen fra udspringet til Farum Sø. Og i virkeligheden fortsatte jeg ruten den anden retning, fra Bagsværd til Farum. Men for overblikkets skyld: Lad os starte i Farum! Så følger det bedre tråden op fra sidst.

Så er der dømt idyl. I hvert fald for synet. Fiskebækken, eller Mølleåen strømmer roligt mod Furesøen fra Farum Sø. Åkanderne blomster gult. For ørerne er det knap så idyllisk. Larmen fra adskillige trafikveje er svær at abstrahere fra.

Mellem Farum Sø og Furesøen hedder Mølleåen som bekendt Fiskebækken. Og der er ikke mere end en strimmel land mellem de to søer. Åen er til gengæld ret bred, og det er egentlig beskæmmende at man har presset store færdselsåret igennem her: Jernbane, motorvej og en hovedvej. Der er vel trafikale grunde til det, men specielt kønt ser det ikke ud. Jeg husker et besøg i København hvor jeg som ungt menneske arbejdede med listelofter og tog turen  mellem Frederiksberg og Farum i en uges tid. Det var kort efter at Fiskebækbroen var styrtet sammen den 8. februar 1972.

Nej, det er ikke mig der holdt kameraet skævt. Hvis man kigger godt efter, kan man se at kameraet ligger vandret. Det er skråningen og træernes hældning der skaber et lille synsbedrag. Søen ligger til højre. Dramatiske  udsigter som denne er ikke sjældne her. Og det oven i købet på en strækning hvor skrænterne ikke er så stejle. Det meste af strækningen falder de nærmest lodret ned.

Den vestlige ende af Furesøen er civiliseret. Her finder man Furesøbadet og Naturskolen. Her er en sandstrand og strandstemning. Men ellers er strækningen langs sydbredden af søen en storslået naturoplevelse. Menneskets indgriben er synlig, men langt fra dominerende. Strækningen fra Furesøbadet til på højde med Bagsværd Sø er præget af høje og nærmest lodrette skrænter ned mod søen.

Et typisk parti af stien gennem skoven. Her går den halvvejs nede af skrænten.

Sine steder er det muligt at spadsere langs søbredden, andre steder er det bedst at fortrække op på skrænten, og tættest på Farum bevæger man sig en del op og ned. Trærødder fungerer som trapper. Og det er bestemt ikke handicapvenligt. Til gengæld er det et glimrende og udfordrende terræn for vandrere. Og den ene storslåede udsigt følger den anden, hvad enten man går oppe, nede eller midt imellem.

Et skud fra bredden af Furesøen. Set mod Farum. Enkelte steder er der ryddet langs bredden og indrettet pladser. Men andre steder ligger træer hen over stien. Ligesom hældningen på stien gør at man risikerer at skride ud i vandet.

Jeg har måttet opgive at prøve at indfange de stejle skrænter på et foto. Bevoksningen og de vinkler jeg kunne komme til, yder slet ikke det dramatiske fald nogen retfærdighed. Godt nok er det ikke Stevns eller Møns Klinter. Men mindre kan da også gøre det. Og hvis ikke man lige vidste at Furesø var en sø, kan man en blæsende dag som denne godt opfatte den som en fjord eller et lille hav. Der er rigtige bølger på søen.

Skoven oven over søen byder også på mange idylliske scener, som denne hvor en grøft flyder mod søen.

Hvis ellers man har tid, kan man slå et slaw forbi Bagsværd Sø. Søen i sig selv er ikke den store naturoplevelse. Den er da ganske nydelig. Men der er nogle historiske steder som Bagsværd Rostadion, Aldershvile Slotsruin mv. Rostadion ser noget forældet ud. Tilskuerpladserne og det tilhørende udkikstårn kunne godt trænge til en kærlig hånd, hvis ellers der skulle afholdes internationale arrangementer her.

Ok, på utallige opfordringer: Aldershvile slotruin. Grevinden fra Bagsværd ... der er rigeligt med gode historier. Her nøjes jeg med et foto af stedet.

Der er vist skrevet adskilligt om Furesøen. Så jeg skal ikke gøre mig klog. Der skulle være masser af læsestof på biblioteket og internettet.

Mølleåen: Bastrup Sø til Farum Sø

Mølleåen udspringer øst for Buresø. De 30-36 km er lige i overkanten at gå på en dag. så hvorfor ikke starte med stykket mellem Bastrup Sø og Farum Sø. Det hedder også Hestetangsåen. Der er vandre- og cykelstier den ganske lange vej! Tidligere besøgte jeg vandskellet mellem Buresø og Bastrup Sø. Jan Gintberg ville måske kalde denne del af Mølleåen for udkant-Mølleåen. Der findes kort og folder om Bastrup-stien, og langs hele Mølleåen. Lad det være sagt med det samme: Denne del af strækningen er det ikke åen i sig selv, men hele Mølleådalen som rigtig flot og spændende, især på en solskinsdag som i dag.

Melchiors enkesæde fra 1802. Planchen foran bygningen gør meget ud af at fortælle, at man har hvidmalet det hele, også bindingsværket. Dette med at tjære var ekstra omkostninger, og det var mest på Fyn og i Jylland man gjorde den slags.

Landsfader Stauning mente at den brede befolkning fra byområderne skulle komme ud og nyde de grønne områder. At bagtanken skulle være at forhindre arbejdere i at blive sendt til Tyskland under 2. verdenskrig, forekommer lidt underligt, da Staunings "Betænkningen om Storkøbenhavns Grønne Områder" udkom 1936. På den anden side gik projektet i stå efter krigen. Det blev først genoplivet i 2003. Så hvorfor ikke benytte sig af det?

Stenløse og Slagslunde

Man kan komme til Mølleåen ved at gå de godt 8 km fra Stenløse til Buresø. Stenløse har ét fredet hus: Landstedet Melchiors Enkesæde, formentlig fra 1802. Planchen foran huset fortæller at det er noget helt enestående i ældreomsorgens historie at skolelærer og degn Albert Melchior (1732-?) fik opført dette hus til præsteenker og deres børn. Siden reformationen har præster lov til at gifte sig, men enkerne måtte ikke gifte sig igen. Til gengæld skulle den nye præst så forsørge enken med samt børn. Den økonomisk bedste løsning blev ofte at præsten indgik et ægteskab med enken.

Sådan skal en biograf fra 1959 se ud! Markant ligger den der ved hovedvejen og emmer af atmosfære fra før fjernsynets tid. Moderne for sin tid. Og særpræget endnu i dag. Hvad kan en sådan bygning bruges til? Det ser ikke ud til at det er lykkes at genåbne den efter lukningen i 2011.

Nu synes jeg dog at jeg har vist rigeligt med gamle huse, så som modvægt vil jeg vise Stenløse Bio (1959-2011) som jeg tilfældigt rendte i og som påkalder sig opmærksomhed. Den nærmest emmer af 1960'er atmosfære. Man kan forestille ungdommen vælte stimle sammen før og efter forestillingerne, hormonerne formelig florerer.

Først efter Slagslunde og helt til Buresø er der en kombineret gang- og cykelsti. Ellers må man forsøge at holde sig fri af de få, men alligevel hasarderet kørende lokalbilister.

Landevejen er ikke nogen god vandresti. Når den er bedst, har man et stykke rabat. Og der er ikke meget at se. Maglehøje i udkanten af Stenløse ligner andre oldtidshøje, og selvfølgelig adgang forbudt. Vejen går gennem Stenlille. Den er lille, men har så sandelig mindst to mandshøje kampesten! Slagslunde længere nordpå er en nydelig lille landsby. Tilsyneladende helt uden forretningsliv.

Det kan være svært at få øje på åen på denne del af strækningen langs Ganløse Eged. Men den sætter alligevel indirekte sit præg på landskabet. Til højre for stien tårner skoven sig op ad en skråning, og ca. midtvejs oppe er der stengærder gennem hele skoven.

Så omsider kommer man til Småsøerne og Hettings Mose. Det område hvor Mølleåens kilder menes at have ligget/ligger. I middelalderen blev passagen mellem Buresø og Bastrup Sø benyttet til at komme på tværs af ådalene mellem Roskilde og Helsingør. Nu er det slet ikke passabelt, måske med machete. På hele stykket til Bastrup kan det være svært at få øje på åen. Men til gengæld har man skråningerne op til Ganløse Eged. En prægtig skov hvor der løber stengærder enten langs stien eller et stykke op i skoven. Nogen påstår at middelalderkirkerne var Danmarks største byggeprojekt, men når man går langs stengærderne, så bliver man i tvivl. I hvert fald finder jeg stengærder flotte, mere nyttige og af større betydning for befolkningens ve og vel.

Når man går langs med disse stengærder kilometer efter kilometer og tænker på hvor få hjælpemidler de er lavet med, så bliver i hvert fald jeg ret imponeret. Jeg får den tanke at anlægsmæssigt er de uden sidestykke.

Bastrup Sø og ruin

Bastrup Sø (32 ha) er omkring halvt så stor som Buresø (76 ha). 1,1 mio m3 vand mod Buresøs 5,1. Vandkvaliteten er god, når bortses fra udløb fra ukloakerede ejendomme langs søen og fra landbrug. Hvert år arrangeres et motionscykelløb rundt om søen, i år den 8. september. Det er fra 16 til 136 km langt.

Udsigt havde borgherren på Bastruptårnet i hvert fald når han skulle plukke vejfarende for told og skat. Nu er der dog indrettet et shelter til overnattende nede i buskadset til højre.

Middelalderruinen Bastruptårnet (Bastrup Stenhus, Bastrup Ruin)  stammer formentlig fra første halvdel af 1100-tallet. Tårnet var i sin tid beboet af en trehovedet trold, som holdt en prinsesse indespærret her. Men heldigvis blev prinsessen befriet af en prins, som huggede de tre hoveder af trolden, men desværre ved samme lejlighed lagde tårnet i ruiner. Sådanne historier er der flere af langs Mølleåen, også Kong Volmers Vej ved Farum Sø. Mine forældre (og sandsynligvis også deres forældre) elskede sådanne historier. Som kulturelt fænomen er det interessant at generationer yndede sådanne fortællinger. Jeg syntes de var lidt underlige. Og jeg har på fornemmelsen at de ikke rigtig bider på de unge?

Bastrupstien fører norden om Bastrup Sø. Udsigten er fortryllende, og ca. midtvejs er der Tårnet på en bakke med storslået udsigt over hele søen.

Arkæologer hævder at den måske er bygget af Ebbe Skjalmsen (Hvide-slægten). Dets formål var formentlig for at kongen og de rige kunne opkræve skatter, afgifter, told og beslaglægge gods. I hver fald indtil dronning Margrethe den 1. blev sensitiv for at private adelige fik for megen magt og fik borgen revet ned. I stedet blev stenene anvendt til den knap så kongetruende kirke i Lynge.

Bastrup Stenhus var imponerende i sin samtid. Diameteren er 21 m, fraregnet mure er der 8,5 m tilbage til at bebo. Borgen har ligget uden bebyggelse, muligvis med en vold/voldgrav. Her har borgherren så kunnet stå i sit tårn og overvåge en vejfred der snart blev ligegyldig, da man flyttede hovedvejen over Slangerup.

Landarbejdere og velhavere

Fra Bastrup Sø til Farum Sø kaldes Mølleåen også for Hestetang Å. Møller var her kun to  af. Det eneste der er tilbage gemmer sig i navnet Terkelskov, opkaldt efter mølleren Terkel Jensen fra 1690'erne. Der er til gengæld køer. Mellem Ledvadshus og Nyvangsvej går man gennem en kvægflok. Det fortalte vandretursfolderen ikke noget om, og jeg bliver lidt bange for at se de store dyr. Vil de mon angribe?

Jeg har det ikke godt med store dyr og spidse horn. Jeg forbander at vandretursfolderen ikke gør opmærksom på at denne den af stien går tværs gennem en kvægflok. Men omvejen er for lang. Jeg har ikke så meget i benene, så jeg beslutter at tage den store bue om dyrene, og de glor bare: Hvorfor går han rundt derude i solen? Vi gider da ikke komme ud fra skyggen.

Navnet har ikke noget med heste at gøre, men stammer antageligt fra hassel og tang eller trang, og altså betyder Hasseltangen eller Hasselnæsset. Nu ligger der rigmandsvillaerne Hestetangshuse. Men engang var der landarbejderboliger for kalkværker.

Ved Hestetangshuse fosser åen en lille smule. Før i tiden nok til at man kunne drive to møller her. Der var også kalkværker, arbejderboliger mm. Men det er væk. Alt sammen. Og det er meget svært at forestille sig hvordan det har set ud. Nu er der bare idyl. Og rigmandsvillaer.

Kalkværkerne llukkede 1885, men leverede da kalk til Christiansborg.På denne strækning kan man også høre Mølleåen. Det kan man ellers ikke andre steder. Det må skyldes at terrænnet falder, for selve åens bredde er til at overse.

Fra rastepladsen overfor Nymøllevej har man udsigt over mølleådalen. Den kommer rigtig til sin ret her, og fotoet kan slet ikke få det hele med. Til højre skråner det opad.

Mareridt

Den sidste del af stien, oldtidsvejen Kong Volmers Sti, er opkaldt efter Kong Valdemar Atterdag. Han tillod sig at spotte Gud ved at udtale at han elskede Gurre mere end Paradiset. Derfor blev han som en anden Sisyfos sat til at ride ruten dertil hver nat fra Vordingborg. En del af vejen går ad Kong Volmers Sti. Det er ganske vist, for således skriver B. S. Ingemann i "På Sjølunds fagre sletter" skriver:

I muld for længe siden
kong Valdemar er lagt,
men sælsomt gennem tiden
går sagnet om hans jagt.
Tit korser arme bonde
sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde
ham suse vildt forbi.

Men bortset fra det er Farum Sø meget motionsvenlig. Der går en skyggefuld sti kun få meter fra bredden. Der er flere oldtidsstier langs Farum Sø. Jeg ved ikke rigtigt. Jo, det giver da lidt at vide at man går på stier hvor mennesker siden oldtiden har færdes. Gad vide hvad de mon tænkte, osv. Den sidste del langs Farum Sø går gennem Farumgård, som er privat. Og her må man absolut kun færdes gående. Selv kondiløb er forbudt.

Et typisk billede af Mølleåstien mellem Farum Sø og Hestetangshuse. Kukkere kukker. Fugle sjunge og alt ånder idyl. Selve åen ser man ikke meget til. Men det gør egentlig heller ikke så meget, når nu der er så meget andet at kigge på.

Turen på 20 km er min hidtil længste, og jeg var så letsindig at tro at mine sommervandrestøvler var gået til. Det var de så ikke, og hasevablen kom igen efter ca. 10 km. Det kan være et kunststykke at gå med en vabel så længe. Men det gik. Mølleåstien falder på stykket Bastrup Sø-Farum Sø sammen med Nordsjællandsruten.