Korsør Nor rundt

Korsør Nor er Danmarks største af slagsen, ca. 10 km2. Og temmelig lavvandet, højst 4 meter. Man kan ikke gå langs bredden på lange strækninger. Enkelte stier fører langs bredden.

Ruten på lange strækninger falder sammen med Lagunestien. Dog ikke på det første stykke fra stationen og mod øst ad Ørnumvej, med industrikvarter præg og længere ude landevej. Heldigvis løber der en parallel vandresti syd for landevejen, og her får jeg den første kontakt med noret. Granitblokke, cementblokke og sten er lagt ud for at forhindre vandet i at gnave af kysten. Der flyder lidt vammelt tang rundt i det lave vand. En fisker er ved at sætte bundgarn. I 2021 frarådede Slagelse Kommune vandaktiviteter i Korsør Nor hvor man kan komme i direkte kontakt med vand og bundsedimenter pga. PFOS-forurening. Bl.a. fik det konsekvenser for 300 personer som havde spist kød fra græssende køer (kogræsserforeningen). Så interesserede må hellere holde sig opdateret før de kaster sig i bølgerne.

Ved Ørnumvej. Der er flere levn fra noget som måske engang var et livligt område, bl.a. den halvsunkne båd på billedet.

Hvor Ørnumvej skifter navn til Halsebyvej, kommer jeg ind i et bebygget, lidt anonymt område. Jeg tror ikke det er Ørnum - det er nok snarere hærende til Svenstrrup? Vejen har en lille stigning op mod Ørnumbakke hvor der er en parkeringsplads og et udsigtspunkt. Bilisterne har valgt at parkere der hvor det bedste udsigtpunkt er. Bilerne er tomme, men de har en ganske smuk udsigt. 

Stien mellem Ørnumvej og Marsk Stigsvej.

Vel gennem bebyggelsen går der en smal sti ned mod noret, et skilt viser til Marsk Stigs Vej. Og her kommer jeg igennem rutens første naturområde. Lavbundede områder og bevoksninger af krat og træer. Vel gennem kratområdet er der en sti langs bredden. Det fortsætter mod Marsk Stigs Vej. Kikker lige op i bebyggelsen mod nord, og sætter ellers kursen mod kirken som er meget synlig over bakketoppen.

Udsigten over kirkegården ved Tårnborg Kirke mod noret. En flok køer er på vej til højre.

Området omkring voldstedet og kirken er turen absolutte kulturhistoriske højdepunkt. Kirken der ligger sådan lidt in the middle of nowhere, er imponerende stor. Da Marsk Stig fik den bygget engang i 1200-tallet var der imidlertid en del mennesker ved voldstedet. Men allerede efter nogle hundrede år blev fæstningen revet ned og flyttet til Korsør, efterladende kirken hvor den er nu. Af selve voldstedet er der udover højen ikke meget tilbage. En skitse fortæller om et central tårn, et centralvarmeanlæg (hypocaust) og en vej. Men det er svært at se gennem krattet hvor der dog ligger nogle kampesten som måske ved nærmere studium kan give mening. Ellers kan man tage til Esrum Kloster for at se en mere velbevaret hypocaust.

Udsigten fra voldstedet ved Tårnborg Kirke med Storebæltsbroen i horisonten.

Oprindelig var voldstedet omgivet dels af noret, dels af en bagvedliggende sø. Men søen er i mellemtiden udtørret. Som fæstningsværk havde det altså en meget kort levetid. Men man fik da bygget den enorme kirke som nu ligger temmelig langt fra alting.

Den nu næsten indtørrede sø bag voldstedet, som muligvis pga. den megen regn ser ud til at være opstået igen

Efter kirken og voldstedet kommer jeg igennem et langt, trøstesløst område af foderarealer. Bare jordstykker af en anselig størrelse afveksler kun med raps ("den gule pest")- og kornmarker. Der er dog en del lærker, hvilken måske skyldes at der faktisk er nogle enklaver af træer hist og her.

Langs den stærkt befærdede Slagelse Landevej. Her er det meget trættende at vandre. Der er ikke nogen egentlig cykel- eller gangsti. Kun en optrukken linje med ca. 40 cm asfalt. Bilerne er dog flinke til at køre i en stor bue udenom - undtagen når der er modgående trafik.

De trøstesløse landbrugsarealer bliver tilføjet en heftig trafik da jeg drejer ind på Slagelse Landevej. Kun i glimt kan jeg se fjorden langt væk, men ellers er der nok at gøre med at vige for forbisusende biler. Og det er en lettelse endelig at nå til Norvej, som fører ned til noret. Her går en sti som måske er turens bedste hvad angår udsigt, selv om der er marker til landsiden. 

Fra Slagelse Landevej går Norvej ned mod noret igen. Og her er turens måske smukkeste sti. Så længe den varer.

Udsigten er måske ikke ligefrem storslået. Men stemningen er til gengæld fin. Der er nogenlunde fredeligt i god afstand til landevejen. Efterhånden som jeg nærmer mig Korsør, tætner bevoksningen ud mod noret, og til sidst taber jeg helt synet af det. 

Storebæltsbroen set fra stien

Det ændrer sig dog da jeg atter kommer ind i bebygget område, hvor husene er i behørig afstand fra vandet. Men stien ændrer her karakter til at være mere parkagtig jo tættere man kommer til Korsør. 

Inde i Korsør er stien blevet bredere og mere parkagtig.

Flådestationen optager kystarealet helt inde ved Korsør, så her bliver det hele til (endnu en) byvandring i Korsør. Jeg forsøger trods dårlige erfaringer fra mine andre besøg at se om der skulle være et sted hvor der serveres kaffe. Men også denne gang går jeg forgæves. Så jeg beslutter mig for at tage cykel- og gangstien tilbage mod stationen. Modstår fristelsen til at besøge McCafe (så skal man virkelig være meget kaffetrængende). Og snupper den i stedet hos Emmery i Valby.

Jeg har tidligere vandret både nord og syd for Korsør, i juli 2022 op til Tude Å og tilbage igen, samt fra Skælskør til Korsør juli 2022. Korsør har jeg endvidere gennemvandret på kryds og tværs i forbindelse med en længere serie på Politivennen Live Blogging om Korsør Arbejdsanstalt.

Ruten

Korsør Station. Ørnumvej. Halsebyvej. (Sti mod) Marsk Stigs Vej. Slagelse Landevej. Norvej. Rundt i Korsør (ingen kaffe). Gang- og cykelstien til Korsør Station. Alt i alt ved 20 km.

Enø - Karrebæksminde

Enø er et meget populært turistmål, og jeg har ventet til 1. september for at opleve stedet uden alt for mange turister, samt tilpas kort efter højsæsonen så alt ikke var blevet lukket ned.

For mange år siden (omkring 1990) var jeg i bil på Enø, nærmere bestemt feriekolonien. Den ligger der stadigvæk, men jeg må indrømme at jeg ikke kunne genkende den. Dengang var den meget primitiv, og jeg har ikke de bedste minder fra opholdet indendørs. Heller ikke husker jeg meget af omgivelserne. Og det kan måske skyldes at der også her er sket en del, så sent som i år ifølge nogle af de lokale fra området. 

Den gamle feriekoloni. Den tidligere feriekoloni hedder nu Enø-lejren og ejes af Næstved Kommune. Den er blevet renoveret og indrettet med toilet, bænke og teltplads mm. 

Jeg tog bussen til endestationen og gik ad kystvejen ned mod kysten. Området er bebygget, mest med sommerhuse ad en ret trafikeret vej. Jeg tænker det må være værre i højsæsonen. Der er som sådan ikke så meget spændende at kigge på som vandrer. Først når man kommer ud til hvor asfaltvejen slutter, åbenbarer Enøs herligheder sig. Som så meget andet i Danmark er det kysten som er det fascinerende.

Et kik mod nordvest lidt sydøst for det område hvor asfaltvejen slutter og den private grusvej fortsætter.

Grusvejen som fortsætter ud til feriekolonien, er vist nok tilgængelig for offentligheden. Men jeg foretrak at tage stranden. Ud over en enkelt område med kystsikring og granitbloksspringing er stranden ok fin at gå på. Der er godt nok en del sten, men ikke af den værste slags der skrider under ens fødder. Og så er der ellers udsigt over vandet for alle pengene.

På det fredede område græsser heste.

Allerede ved skellet til den fredede del ved feriekolonien åbner den vilde natur sig for alvor. Her er kun havets, vindens og dyrelivets lyde. Og det er der masser af. Der er ikke åbent for publikum i ynglesæsonen, så hvis man planlægger at gå turen, bør man lige tjekke om der overhovedet er åbent. Men ulig fx Ølsemagle Rev ser det dog ud til at man faktisk godt må gå langs sydkysten ud til pynten af Enø. Der er indhegnet for kreaturerne. Jeg så kun heste, men andre omtalte at der også var køer.

Kyst med rester af kystødelæggelsesmoler.

Der findes fuglekikkerter og andet grej på rastepladen ved feriekolonien så man kan studere fuglelivet. Et par gæster fortalte at der ikke var så meget at se for øjeblikket. De ville forøvrigt hellere tale om sig selv, den ene var Benny Bonnesen som havde været ansat på Holmegaard Glasværk, og vist en kendt person der. Efter nogen tid på rastepladsen begyndte der at ankomme en del andre gæster, og jeg begav mig ud mod pynten.

Tæt på Karrebæksminde bliver klinten ganske stejl. 

Hjemturen gik ad samme vej indtil parkeringspladsen. Herefter tog jeg imidlertid langs kysten. Det burde jeg måske nok også have gjort på udturen, for her vokser klinterne højere op. Man kan både gå oppe og nede, og heldigvis er der adskillige steder hvor der er trapper. Så man behøver ikke at tænke på at vælge det rigtige. Der er fortrydelsesret. Jeg valgte klinten, og brugte så trapperne til nogle afstikkere ned til stranden. Flere steder skal man nok passe lidt på - kanten rager ud.

Enø Strand.

Ind mod Karrebæksminde flader klinterne igen ud, før man ankommer til den pænt store strand hvor man kan skimte turistområdet. Og lad det være sagt med det samme: Det er enormt! Restauranter, cafeer, fiskespisesteder, røgerier m.m. findes i rå mængder. Hermed er stranddelen af vandreturen slut. En af de absolut bedste. Og den bekræfter endnu engang at Danmarks kyster er det bedste vi har. Altså de steder hvor man kan komme til at vandre og hvor kysten ikke er ødelagt af kystsikring. Enøs lyksaligheder i den henseende er altså på sydkysten fra Enø Strand til den østlige pynt.

Vippebroen mellem Sjælland og Enø.

Med indmarchen i byområdet ophører så også den del af turen som handlede om fred, ro og natur. Til gengæld er området omkring Karrebæksminde på denne varme første efterårsdag et slaraffenland at slappe af og samle kræfter til resten af vandringen. Der er rigeligt at se på samt muligheder for at indtage alskens forfriskninger, både vådt og tørt.

Karrebæksminde havn.

Fra Karrebæksminde havn sejler en båd til Næstved. M/S Friheden sejler ifølge hjemmesiden 2-7 dage om ugen og man kan bestille lette anretninger ombord. Jeg fik oplyst at prisen var 160 kr. Da hjemmesiden ikke virker, må interesserede google det.   

Karrebæksminde.

Broen mellem Sjælland og Enø går tilsyneladende op hver hele time. Uanset om der er både der skal igennem eller ej. Og så igen når der kommer nogle både som skal igennem. Det hele kan man beskue fra første række på begge sider. Hvis ellers man køber en kop kaffe, mad eller andet på de serveringssteder som flankerer begge sider.

Karrebæksminde Havn.

På Enøsiden er der udover stranden ikke så meget mere at se. Går man ud af bebyggelsen mod nord, kommer man hurtigt ind i sommerhusområderne, og det er mere besværligt at gå langs kysten end sydsiden. Sommerhusområder er vel som de er. Fine for sommerhusbeboerne, men som vandreområder knap så spændende.

Enøsiden set fra Karrebæksminde.

Karrebæksminde er derimod værd at vandre lidt rundt i. Vippeboen skal man da lige se. Der er den underlige søminelignende kugle ved havnen (som ikke er en sømine), det skæve pandekagehus, museet, samt en række meget fine bygninger pakhusbygninger som minder om en tid som ikke længere er. Dvs. de 150 år som oplagshavn for Næstved fra omkring 1801 og frem til at Næstved fik sin egen havn i 1938. Og så de nuttede fiskerhuse.

Strandengen mellem Karrebæksminde og Karrebæk.

Når man fortsætter ud af Karrebæksminde mod Næstved ophører idyllen imidlertid hurtigt. Indtil Karrebæk går det endda. Her er der en gangsti, samt cykelsti hvorfra man i ro og fred for den ret heftige trafik kan nyde udsigterne. Men så er det også slut. Lagunestien er herefter ikke vandrevenlig. På cykel går det nok. Sine steder er der knap en rabat at gå i. Ifølge de lokales oplysninger skulle det dog være muligt at lave afstikkere frem og tilbage ned til kysten. Men derved forlænges gåturen væsentligt. Efter 10 års erfaring og omkring 500 længere gåture på Sjælland langs svinefoder samt biler rasende forbi, har jeg dog fået nok, og tager bussen.

Næstved.

Bussen er let. På hverdage to gange i timen. Under en halv time bringer den vandreren til Næstved. Som også er en rundtur værd. Her kan man vælge en tur langs Suså. Eller gå op i den ældre del af byen. Der findes både et par smukke og særprægede bindingsværkshuse og provinsbyhuse. Samt hvis man er til det, to kirker.

Ruten.

Næstved Station. Bus 603 til Enø, endestationen. Kystvejen til kysten. Pynten længst mod sydøst. Tilbage langs kysten til Karrebæksminde. Karrebæk Kirke. Bus 603 tilbage til Næstved. Rutens længde er omkring 15 km. med mange sidespring og en til tider ret vanskelig stenstrand.

Lagunestien Skælskør til Korsør langs kysten

Lagunestien går fra Næstved til Korsør. Den er selvsagt for lang for en dagstur, så jeg nøjedes med strækningen fra Kobæk Strand og Skælskør til Korsør. 

Jeg fulgte dog ikke ruten slavisk. På et tidspunkt går den ind i landet, af forståelige grunde - stranden er ikke just for svagt gående. Dette valgte jeg at ignorere og i stedet følge kysten. Det kom jeg ikke til at fortryde, om end turen var strabadserende, og måske ikke på alle årstider er lige fremkommelig, forstået som passabel tørskoet.

Skælskør Havn med St. Nicolai Kirke stikkende op bag det hele. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lagunestiens hjemmeside fortæller at den er etableret i 1997 af DVL, og tilsyneladende er gået lidt i glemmebogen. For at reklamere lidt for den, er de to kommuner den passerer, ved at gøre noget ved det. Jeg mødte da heller ingen som helst andre Lagunesti-vandrere på min vej, kun badegæster og sommerhusbeboere. Måske lidt synd, for kysten kan fuldt ud måle sig med de nordsjællandske, og er tilmed ikke så skændede af kystsikring

Et kik med kirke og domhus i baggrunden ned mod Vestergade som fører til havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg startede Lagunestien i Skælskør. Man kan stå af på busterminalen hvis man gerne lige vil gå en tur gennem den obligatoriske Algade som hører enhver god provinsby til. Her kan man fornemme stemningen, fx gennem den gamle købmandsgård. Havnen er en lystbådehavn hvor kun en lille del omkring den gamle dampmølle endnu minder om dens historiske fortid som industrihavn. Fra havnen kan man slingre ned (eller op) ad Vestergade til den imposante kirke og domhuset på Gammelgade.

En af de bedre udsigter fra Kobækvej. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ruten ville være blevet lidt for lang hvis jeg havde taget turen langs Skælskør Fjord. I stedet var det planen at støde til stien igen for enden af Lodshusvej. Denne vej går langs et nyetableret skovområde, Kobæk Skov. Skoven er næsten dobbelt så stor som Københavns Vestre Kirkegård. I stedet valgte jeg Kobækvej, fordi jeg ikke var sikker på hvor mange kræfter strandene nordpå ville tappe. Det viste sig at være et klogt valg. Men for toptrænede vandrere burde den anden plan ikke være noget problem. Kobækvej er en trafikeret landevej som fører ud til Kobæk Strand.  

Den børnevenlige Kobæk Strand. Med udsigt til Agersø. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kobæk Strand ligger foran et diskret sommerhusområde med et konferencecenter (og så vidt jeg kunne se områdets eneste iskiosk), med tilhørende gode toiletforhold, rasteplads og en 90 meter lang badebro. Som det ses på fotoet er der halvvejs ude en trappenedgang til begge sider. For enden af  broen er vanddybden er ca. 1,2 meter. Herfra kunne jeg i det klare vejr ane Storebæltsbroen i det fjerne. Dagens slutmål. 

Så er ruten lagt: Længst væk i horisonten ses Storebæltsbroen. Mod højre bag pynten Egerup Strand.  Man kan gå hele vejen, fandt jeg ud af senere. Men det vidste jeg ikke da fotoet blev taget, og kikkertafsøgning af stranden gav ingen afklaring pga. de mange pynter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bag første pynt efter Kobæk Strand ligger Egerup Strand. Jeg havde ikke researchet stranden i forvejen, men jeg fandt dog hurtigt ud af at det er en nøgenbadestrand. Som strækker sig et godt stykke mod nord. Det hele foregår afslappet, og jeg må hver gang forbande min barndoms opvækst og nøgen-forskrækkethed som kommer op i mig hver gang jeg passerer nøgne mennesker. Det var mest ældre. Strandene tilhører Egerup Gods der ikke har sat bekvemligheder op.

Engang passeret de mere "almindelige" strandområder begynder de flotte klinter og den smalle forstrand at melde sig. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Egerup Strand markerer også det sidste stykke kyst som er nogenlunde fladt med en bred strand hvor man endnu kan gå i det våde sand ved vandkanten. Men det hører op. Klinterne begynder at blive højere og højere og forstranden så meget smallere, dog stadig passabel med vekslende størrelse sten. Stadig er det dog overvejende naturstrand, ikke noget med kystsikring og den slags. Gode vandrestøvler og stave klarer glimrende et sådant terræn.

Ved Egerup Strand er strand bred og sandet. Men man kan næsten se at længere mod nord er klinterne højere. Storebæltsbroen begynder snart at forsvinde bag pynten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Herefter mistede jeg mere og mere orientering af hvor langt jeg var gået og nået. Men udsigten både til vands og til lands blev da også bare mere og mere imponerende alt imens sandklinter i afvekslende højde passerede revy. Heldigvis er det meste af stranden urørt kyst. Dvs. den har fået lov til at udvikle sig naturligt, med de skred som nu engang er naturens luner underlagt.  

En af de mere svært passable strækninger af ruten. Det ser nu sværere ud end det egentlig var. Men hvilket dramatisk skue: En fortælling om naturens gang med de nedstyrtede træer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Klinterne på ruten har alle mere eller mindre gamle forstrande, dvs. skreddene er så gamle at der er nået at blive etableret en strand gennem længere tid og vegetationen har nået at slå rødder de steder hvor det nu kan lade sig gøre. Her får man en oplevelser af "stivnet tid" hvor det ikke er svært at forestille sig at storme vil brække yderligere stykker af klinten efterhånden som bølgerne får vasket sig ind under dem. Her står landskabet hvor der ikke behøves geologi-undervisning: det hele må stå lysende klart for normalt tænkende uden at ord er nødvendige. Alle faser er aftegnet i al sin pragt og maleriskhed

Det eneste sted på ruten som man ikke kan passere tørskoet, i hvert fald i dag. Ved højere vandstand er der flere. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Og jo mere man bevæger sig nordpå, desto flere kapitler af naturens egen fortælling lukkes der op for. Også for kapitlet om mennesket forsøg på at stoppe naturen: Kystsikringen. Det er de mere golde og monotone afsnit. Men det hører med og må unægtelig stille spørgsmålet om hvorfor? Ofte er kystsikrede områder de mest anstrengende at passere, også her hvor der på den sydlige side er afvasket materiale, der så til gengæld har ophobet sig på den nordlige side. Kystsikring er vel også noget der fortrinsvis kommer enkelte lodsejere til gode. For strandvandrere giver det ingen mening: Strandene skal nok være der.

Her går der vel sådan lidt guldalder i det. Lidt kystsikring anes, men de er tilsyneladende opgivet. Og se: Stranden er ikke forsvundet! Tværtimod. Efter denne pynt begynder kystsikringen for alvor, og jeg gik op i Lystskoven. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra stranden nedenfor Korsør Lystskov bliver kystsikringen meget systematisk med regelmæssigt opførte høfder, og passagen tilsvarende vanskelig. På dette sted fortrak jeg fra stranden og bevægende mig op på klinten gennem skoven. Det var i øvrigt også blevet ganske hedt på stranden - den lå i læ, og den kølende skygge i skoven var mere behagelig at gå i. Til gengæld så ikke så meget udsigt. Man passerer som eneste afveksling FDF Korsørs flotte røde bygninger med stråtag. Vel ude af skoven er man så igen i "civiliserede" egne.

Mod Korsør flader klinterne lidt ud og "kystsikringen" sætter nu kraftigt og systematisk ind. Det er badegæsternes område. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter Korsør Lystskov når man så til badeområdet syd for Korsør. Her ligger høfde ved høfde hele vejen op til Storebæltsbroen. Det er måske godt badeområde, men meget strabadserende at vandre i. Så resten af turen foregik på stien lidt inden i landet.

Korsør Strand. Byen kommer nu til syne i det fjerne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg fulgte stien næsten til strandens nordlige ende, og da jeg på en tidligere vandring har været i dette område, drejede jeg i stedet ad Grønningen og Kjærsvej ned gennem byen til havnen. For de som måske ikke kender Politivennen Live Blogging, kan jeg oplyse at jeg tidligere var i Korsør for at researche lokaliteter til en hårrejsende beretning i 9 dele om Korsør Tvangsarbejdsanstalt som lå tæt på den nuværende kirkegård. Og hvoraf nu kun en inspektørbolig står tilbage. For lokalt interesserede vil jeg gerne anbefale artiklerne. Historien ser ikke ud til at være særlig kendt.

Korsør. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I forbindelse med dette besøg i Korsør lavede jeg ikke noget indslag her på bloggen. Men jeg genbesøgte stederne fra i vinters og havde forestillet mig at der nu var kommet lidt mere liv i byen. Det viste sig ikke helt at holde stik. Men det kan jo skyldes at det var en almindelig tirsdag og at strandene måske tiltrak flere end byen. I hvert fald lykkedes det mig ikke at opdrive en god kop kaffe. Men på havnen ved broen var der en iskiosk til at fordrive tiden inden bussen til Korsør Station.

Ruten

Skælskør Rutebilterminal. Skælskør. Kobækvej. Kobæk Strand. Langs kysten til Korsør. I alt vel omkring 20 kilometer, om end det er svært at udmåle idet ruten er meget slingrende.