Fjordstien: Selsø-Borrevejle

Næstsidste etape på Fjordstien omkring Roskilde Fjord

Idyl langs fjorden lidt syd for Gershøj. Muligvis er området dækket af høje siv om sommeren, så det kan være en fordel at foretage turen om vinteren. I dag var stierne også frosset, hvilket gjorde det lettere at passere de smattede området. Og dem er der ganske mange af.

Denne stræknings absolutte højdepunkt er området omkring Gershøj og ca 1½ km sydpå. Her går man tæt på fjorden. Startpunktet for dagens tur var Selsø Kirke og Møllekrogen. Herfra er herlighederne imidlertid slut. Jeg måtte ud på en ca. 7 kilometer omvej mod Skibby, hvoraf de 2 kilometer forgår langs den stærkt trafikerede Elverdamsvej. Eneste lyspunkt var at der er en cykelsti. Herefter ca. 2½ kilometer ad Krabbeholmsvej som også er en del befærdet - og uden cykelsti, så man må tage rabatten i brug tit.

Et gensyn med Selsø, nu i solskin. Sidst jeg passerede for ikke så længe siden var der tæt tåge. Men alting ser nu bedre ud i solskin.

Gershøj

Den lille havne- og landsby Gershøj er i sig selv et særpræget sted at bruge noget tid på. Stedets historie går meget langt tilbage, faktisk helt tilbage til stenalderen. Men noget ualmindeligt skete der såmænd ikke siden set i Danmarkshistoriens perspektiv. Vejføringen  er mange hundrede år gammel, omend husene er blevet udskiftet mange gange. Men til gengæld er der masser at kigge på som vandrer Ved kirken ligger en meget unik gård, Vissegård som er ualmindelig lang.

Fotoet yder ikke Vissegård fuld retfærdighed, men det er også svært at gengive den meget lange gårds charme. Bedste indtryk få man ved at gå en tur rundt om det. Fra kirkegården har man også et fint kig på den.

Ned mod fjorden ligger en kilde, Skt. Laurentius' kilde. Her var der indtil for ca. 200 år siden kildemarkeder, især omkring Sankt Hans. Kildemarkeder på det tidspunkt var ret almindelige. Man troede at ved at dyppe sig i vandet eller drikke af det, ville man blive helbredt. Protestanterne havde det ikke godt med den slags (katolske) overtro og forbød det 1747, men det tog folk sig ikke af. Så meget for vores kristne kulturarv! Kilden blev fredet så sent som 1998, og nej, trods skavanker drak jeg ikke af kilden.

Gershøj Kro ved havnen. Med en flot udsigtsterrasse. Men kroen er nu alligevel lukket september sidste år. Der var et borgermøde kort tid efter for at redde stedet, men der var nu ikke noget tegn på at det lykkedes.[EDIT: Kroen er genåbnet 1. august 2017 med ny ejer og forpagter].

Fiskerne kom først til senere og en egentlig havn blev der først behov for med dampskibenes fremkomst omkring 1850. Havnen er ikke særlig stor, det var kroen til gengæld. Når jeg skriver var, er det fordi den blev lukket i september sidste år. Den ser ellers hyggelig ud, men på den anden side må det også være svært at få en kro til at løbe rundt sådan et sted. [EDIT: Kroen er genåbnet 1. august 2017 med ny ejer og forpagter]

Der fiskes stadig fra havnen, og fiskerne hænger deres net til tørre. Om det er erhvervs- eller fritidsfiskeri skal jeg ikke kunne sige.

Byen ligger op ad en skråning, og vejen ned til havnen byder på en håndfuld fine gamle huse. Ok fine er måske ikke lige ordet, men så i hvert fald huse med atmosfære. Bl.a. et flot byhus (nr. 16) og en gård (nr. 4).

Gershøj Havn. Ikke den største man kan finde, men typisk for havnene langs Roskilde Fjord. Havnens centrum er den flydende Fjordbaren.dk (sitet virker ikke). En lille kiosk, så vidt jeg se også med pølser, et par borde og motor på. Så stævnes der ud på fjorden. I hvert fald om sommeren.

Syd for Gershøj er der som nævnt sivvejen. Stien går bag ved sivene, og man kan høre bølgerne skvulpe. Desuden er der er meget rigt fugleliv her. Der er store flokke ude i fjorden, men der flyver også opskræmte fugle op hvor man kommer frem. At de er vant til at have det hele for sig selv, fremgik af at en windsurfer (eller hvad det nu monne være) var nok til at skabe ravage og opstandelse på en meget lang strækning og få fuglene til at søge ud midt i fjorden.

Kig mod Gershøj fra stien langs fjorden. Der er mange afstikkere ud til vandkanten fra stien der ellers forløber bag ved sivene. Så man kan nyde syn som dette. 

Men stien holder imidlertid op efter ca. 1½km. Man kan ikke komme til Strandlund, men må en tur rundt om Sæby. Igen en ærgerlig omvej på adskillige kilometer. Jeg  gik ned til Strandlund, men modsat Gershøj er der ikke meget at se for vandrere der. Eneste adgang til fjorden er en ultrakort sti på 100-200 meter, så tvinges man igen op i landet gennem noget kedelige sommerhusområder og ud på den stærkt trafikerede Hornsherredvej. Hverken sommerhusområdet Lyndby Strand eller  landsbyen Lyndby er særlig interessante for vandrere. Man kan ikke se fjorden ud over i glimt mellem husene.

Punktvise seværdigheder

Så summa summarum: Har man set Gershøj og gået på vandrestien syd for, så er vandreturen ikke just nogen nydelse. Med mindre man er til et godt underlag, men konstant drønen fra trafikken.

Krabbesholm. Hovedbygningen. Men det hele er meget større. Bag fotografen findes store industrilignende bygninger. Godset vil gerne have deres jorder for sig selv, og har modsat sig at Fjordstien går igennem.

Der er dog enkelte punktvise steder, som måske kunne interessere. Fx er der for herregårdsinteresserede Krabbesholm. Man må nøjes med at kigge på det hele fra vejen, for der er ikke offentlig adgang.

Et af de få steder man har adgang til fjorden, ved Lyndby Strand, mødes man med dette formanende skilt hvis intention formentlig er velment: ""Kun adgang for enhver der kan forstå pligten til at hindre beskadigelser på hus, badebro og tilsmudsning af stedet." Men min stemning kunne nu godt være foruden løftede pegefingre, når nu jeg gerne vil slippe for løftede pegefingre..

Lejre Vig er fredet, men man kan altså ikke komme ned til den. Med mindre man er så heldig at have et hus i området. Måske burde strækningen i stedet foretages med båd?

Ret meget tættere på fjorden kommer man ikke på denne strækning. Men her kan man dog i det mindste ane den i det fjerne. Syd for Lyndby.

Mine ben havde det egentlig udmærket efter de knap 20 km. Men støjniveauet fra Hornsherredvej var nok til at jage mig op i bussen ved Borrevejle. Nu orkede jeg ganske enkelt ikke at få hjertebanken af den konstante larm fra den tætte trafik og susen fra tunge køretøjer. Og også godt træt af at rende imod afspærrede områder langs fjorden. Jeg må ende ud i at fraråde vandrere denne strækning af Fjordstien. Måske er det bedre på cykel så man hurtigere kan komme væk fra biltrafikken. Men på cykel er det så ikke muligt at passere den meget flotte sti syd for Gershøj.

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag. 

Selsø

Tæt tåge hvilede fra morgenstunden over Sønderby og Selsø på Hornsherred, med temperatur lige over frysepunktet.

Velkommen til Hornsherred og Manderup! Mennesker var der ikke mange af. De der var, hilser nu høfligt, men ingen overgik den helt overstrømmende glæde som hestene viste.

Tåge betyder vindstille, men fugtigheden er høj og det er koldt, selv når tempoet ligger højt. Der er let is på Roskilde Fjord og rimfrost i vejrabatten. Til gengæld er der tyst og stille, helt højtideligt. For Hornsherred er et ret øde område med ringe billarm. Gårdene er store og velholdte. Og meget spredt rundt i landskabet.

Selsø neden for Selsø Kirke mens tågen endnu ligger tæt. Man kan ane den anden side med Manderup. Det er vist skarve som holder til i træerne. Dette sted er et af de få hvor der er direkte adgang til fuglereservatet.

Fra fjord til sø

Fjordstien går her. Eller rettere, den går ikke her. For nogen sti er der ikke tale om på Hornsherred. Det meste af Hornsherred er gammel landbrugsland, og her er det ikke kotyme at vandrere har adgang til stier langs fjorde og søer. Det er noget jeg oplevede på mine tidligere ture på Fjordstien. Derfor havde jeg med held lagt en anden strategi: Med base i Sønderby foretog jeg forskellige rundture til udvalgte mål. For hvis man da overhovedet kan tale om nogen sti, så ender den som regel blindt. Man må gå tilbage og fortsætte til en anden blind sti. Sønderby var et godt valg. Her var der både basis for udflugter til Selsø og Okseholme.

Møllekrogen er et beskyttet sted bag stejle klinter. Her holder store flokke af ænder og andre fugle til. Først troede jeg at der var et vandfald i nærheden, men lyden kom ganske enkelt fra de mange plask når en and dykker.

Ved Selsø-kanalen ved Møllekrog er det desuden muligt at lave en sydlig afstikker på lidt under en kilometer langs Selsø Klint. Dette er så absolut et af højdepunkterne. Tågen ligger endnu tæt da jeg er her, så jeg kan ikke se den anden side af vandet. Så meget desto mere fokuserer jeg på hvor jeg går.

Alting ser bedre ud i solskin, men selv i tåge er Selsø Klint og den rolige stemning i tågen noget særligt. Stien går langs vandet og er sine steder helt forsvundet.

Selsø Klint er meget stejl og med dramatiske indskæringer. Der er spredt træbevoksning og underbeplantning. Enkelte steder græsarealer. I dag var der lavvande. Men tang- og sivbræmmer afslører at vandet ofte når endog meget højt op på stranden og gør indhug i klinten. Vejen er helt forsvundet sine steder.

Her et vy ind i Møllekrogen set fra tangen.Stranden varierer fra sandstrand over stenstrand til kampesten. Klinten går stejlt op, kun afbrudt af dramatiske indskæringer. Tangbræmmerne indikerer at vandet har været væsentlig højere oppe end det er i dag.

Områdets navne er så gamle at Selsø egentligt betød Sels-ø, som hentydede til en bakkeknold øst for den nuværende sø. Her sejlede vikingerne deres skibe ind og der blev anlagt landsby i området hvor Selsø Kirke er i dag. Den blev nedlagt af herremanden på Selsø i 1600-tallet. Fra Selsø Kirke kan man godt forestille sig hvordan der har set ud. Terrænet er bakket, og fantasien kan fylde dalene op med vand.

Møllekrogen set fra Manderupgård. Kanalen går under vejen, udenfor fotoet til venstre.

Men så hævede landskabet sig, øen blev landfast og en fjord blev dannet. I 1600-tallet byggede mennesker en dæmning så fjorden blev afskåret fra Roskilde Fjord og blev til Selsø og Møllekrogen (Roskilde Fjord-delen). For nu skulle fjorden tørlægges og opdyrkes. Det lykkedes ikke, og i dag er Selsø en sø med en maximal vanddybde på 2 meter og fuglereservat. Hele søen og en bette strimmel langs søbredden. Dæmningen er nu ikke helt tæt, der siver saltvand ind i søen.

Den nordlige del af søen er først for nylig blevet naturoprettet. Her ses rester af noget der formenlig har været en dyrefold. Den ligger nu i vildtreservatet hvor der ikke er adgang. Det er afspærret. Og nogenlunde hertil er det muligt at gå. Herefter må man vende om.

Men området udenom er så blevet fredet. Dette område er dog udpræget marker og temmelig kedelige at se på om vinteren: Bar pløjemark, til nød med græs på. Vejene går i kanten af fredningen. Selv fredningen er det svært at komme ind i. Ofte på lodsejernes nåde og velvillighed som fx ved Okseholme.

Søen og søbredden er et eldorado for fugle, men der er såmænd også hjorte her. Jeg rendte ind i en flok på 4 dyr, der dog skyndsomt forsvandt ind i tågen.

Det er ikke tilladt at bevæge sig ind i selve fuglereservatet (det er formentlig også nærmest umuligt uden specialudstyr). Området langs bredden er præget af rørsumpe og bløde enge hvor der nogle steder går køer og får rundt. Men udsigten fra landevejen langs vestsiden af søen er såmænd fornuftig nok: Der er godt udsyn over søen. Og der er mange fugle på denne tid af året. Det er tydeligt at dette fristed har tiltrukket dem. Men det har holdt hårdt. Trods fredninger i 1948 fortsatte inddæmningen og tørlægningen. Først i 1994 satte en skrappere fredning en stopper for det, og man har siden forsøgt at genskabe søen.

Et kik over søen fra bakken ved Selsø Kirke. I solskin det måske bedste kik. Men vejen langs vestsiden af søen er nu også ganske god.

Kirke og herregård

Selsø Kirke og kirkegården ligger på Lars Tyndskids marker. Det menes at den oprindeligt også havde funktion som en borg. Kirken var på det tidspunkt en magtfaktor og blandede sig i hvem der skulle være konge. Kirken fremstår meget velholdt og området er indrettet til at modtage vandrere og turister, bl.a. også fordi man herfra har adgang til herregården.

Selsø Kirke i det bløde lys fra morgentågen. Nu ligger den fuldstændig øde med kilometer til nærmeste landsby (Manderup eller Sønderby). Men engang var der en landsby i nærheden.

Selsø Herregård er kun en anelse yngre. Fra 1200-tallet. Dog ikke bygningerne. Hovedbygning (renæssance) er fra 1570’erne. Den forfaldt mellem 1829 og 1972. Så blev den restaureret og indrettet som herregårdsmuseum med riddersal og det hele samt herregårdskøkken.

Selsø Herregård. Billetkontoret er lukket, så jeg listede gennem afspærringen, men blev stoppet ved broen af et skilt med en advarsel om at her måtte man ikke færdes uden billet. Et langdistancefoto mener jeg dog nu nok må være tilladt.

Slottet har medvirket i flere film, fx. Grev Axel (2001), Talenttyven (2012) og såmænd også i en julekalender, "Pyrus alletiders eventyr". Her forsøger man at genskabe forne tiders glans og storhed, fx i 2016 med koncerter, omvisninger, ølsmagning, arrangementer, og jeg skal komme efter dig! Som så meget anden dansk kulturarv har Selsø været truet af besparelser. Senest i 2016.

Strandengen ned mod Okseholme. Stemningen er helt forrygende denne tågede eftermiddag. Helt stille bortset fra fuglelyde.

Okseholme

Okseholme er værd at besøge. Stedet ligger på en bakke (formentlig en forhenværende ø) og for at komme derned, går man ca. 2 km langs et særpræget område med strandenge. Strandenge er meget kedelige at se på som fotoer. Men i det virkelige liv er de fascinerende. Det flade, våde område er fyldt med fugle og selv på denne råkolde januardag summer der af liv. Det er afslutningen på min tur, og solen titter frem for første gang bag skyerne og gør tidspunktet intenst.

Dagen er ved at være forbi. Tågen letter en smule og solen begynder at skinne igennem skydækket. Lidt for sent, så der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg når lige - kættersk - at tænke at det da er spild af en god gang skyfrit vejr. Men det går jo ikke.

Sønderby

Min base var som sagt Sønderby. Jeg kan ikke lade være med at føle en vis sympati med tilværelsen i nutidens landsbyer. Og Sønderby viser såvel forfald som opbygning. Jo, der er adskillige forfaldne steder, overgroede huse, video-forretningen ved gadekæret ser ud til at have været sat til salg i årtier. Især den gamle gade "Strædet" virker som et levn fra fortiden som kæmper for sit liv. Forretningsliv er der ikke noget af, selv kroen er lukket. Men der er også velholdte huse, håndværkervirksomheder, "Den Glade Slagter" ser fx ud til at have grund til at være glad, bygningen ligner nærmest et lille slot.

Gadekæret i Sønderby set fra Sønderby Kro.


Solen når lige at titte frem da den skal til at gå ned. Det kan jeg konstatere fra bussen.

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag.

Vælg selv rute. Dagens var på ca. 18 km.

Gudernes Stræde (5) Ejby-Vellerup. Og Skibby

Den nordlige ende af Gudernes Stræde faldet delvis sammen med Fjordstien og har højdepunkter som Ejby Ådal, Vellerup Vig og Møllehøj

To harer byder velkommen på engarealet mellem Ejby og Ejby Ådal. Dette areal er ikke fredet

Dette er sidste etape af Gudernes Stræde. Ud af bloggens fem etaper. Turen går mellem to lidt større bebyggelser, Ejby og Vellerup. Og er nu for alvor nået op i fritidshusområdet på Hornsherred. Ruten passerer også en enkelt landsby, Kyndeløse. Og den helt unikke fredning undervejs, Ejby Ådal.

Et kik fra fredningens start ved Troldbyvej mod vest ud mod fjorden. Åen forløber nede i dalen. Der er ikke nogen sti på denne side af åen. Hvilket også er en noget særpræget oplevelse.

Ejby Ådal

Gudernes Stræde går tværs gennem Ejby Ådal. Men man bør ikke snyde sig selv for en afstikker på langs af ådalen og eventuelt følge den lokale folder med vandretur på 1,6 km. Ikke uden grund er ca. 500 meter af ådalen og dens omgivelser fredet, ligesom lidt over 1 km af kyststrækningen nord og syd for. Og fredningen har båret frugt. Det vrimler med sommerfugle og insekter, fuglekoncerten er stærkt varieret og ikke kun den monotone lyd af lærker. Ådalen er et resultat af smeltevand fra istiden.

Ådalens udmunding i Isefjorden. På en strålende solskinsdag som denne har man en pragtfuld udsigt både mod nord og syd. Og mod ådalens højeste punkt på den anden side, til højre i billedet. Man kan sagtens krydse åen langs stranden.

Umiddelbart syd for det punkt hvor åen krydser Troldbyvej er der en overgang til den sydlige skrænt. Der er ikke nogen sti, men engarealet er ikke specielt udfordrende at gå igennem og udsigten og fornemmelsen af engen er speciel. Man kan gå langs skræntens fod og se ud på engen eller gå på sydskrænten som jeg gjorde. Det meste har været afgræsset mindst siden 1948. At opdyrke de stejle skråninger og de grusede knolde i bunden af ådalen har selv de mest ihærdige nok opgivet. Jeg gik så ca 500 meter langs de fredede kystskrænter med en flot udsigt over Isefjorden før jeg fandt tilbage til stien, bautastenen og de afmærkede stier.

Troldbystenen, eller Troldbykærlingen er en bautasten. Altså en sten som er sat som gravminde uden at der er nogen former for indskrifter på den. Man var ikke så mange dengang, så hvis der stod en sten der, vidste man godt hvem den var sat for.

Møllehøj

Fra stranden er der ca 1 km til et andet af etapens højdepunkter, Møllehøj ved Møllehøjvej. Den 4-5.000 år gamle høj er usædvanlig velbevaret. Ifølge informationstavlen er det en dobbeltjættestue, dvs der er to indgange og to kamre og der skulle kun være 60 af dem i Danmark. Men så vidt jeg kan bedømme er der tale om noget endnu sjældnere, nemlig en tvillingejættestue, jf jættestuespecialisten Svend Illum Hansens bog "Jættestuebyggerne" (2016). Dem er der kun 30 af og de findes alle i Østdanmark. Forskellen er at kamrene er bygget ud i et, ved siden af hinanden, og så vidt jeg kunne bedømme, kan man kigge fra det ene kammer til det andet mellem de store sten.

Det kan være lidt svært at gengive på foto. Men man kan mellem sprækkerne på stenen kigge ind i kammeret ved siden af, hvilket efter min fortolkning skulle gøre Møllehøj til en tvillingejættestue.

Man skal ned på alle fire for at kravle ind i kamrene som ser ud som da de blev forladt. Info-tavlen ved parkanlægget fortæller om skeletfundene i højen og hvordan man har rodet rundt i halvrådne lig for at få plads til endnu flere. Det nåede jeg heldigvis først at læse da jeg var kommet ud igen - fra begge kamre.

Indgangene set udefra. Som det fremgår lægger de næsten op til at de kun er adskilt af et par sted. Modsat dobbeltjættestuer som er placeret uden nogen fælles stenvæg mellem sig.

Livløse Kulturstepper

Når man anlægger en så lang rute som Gudernes Stræde mærker man for alvor at det typiske danske landskab er kultursteppen. Og det er der også masser af de 2-3 km nordpå gennem den lille landsby Kyndeløse.

Gadekæret i Kyndeløse. Der er nu ikke meget tilbage af dets fordums ry som Danmarks største. Kyndeløse er endnu en af disse små landsbyer som udelukkende bruges til beboelse og små virksomheder uden handelsliv mm.

Gadekæret skal have været Danmarks største. Men det er det bestemt ikke længere. Det er da ganske hyggeligt, som sådan et nu sig hør og bør. Nord på Kyndeløse breder de tyste, livløse og ensformige kulturstepper fortrinsvis af byg sig stort set så langt øjet rækker. Ikke engang vandhullerne på ruten fx omkring Herslev Grønvirke Eddikebryggeri ser ud til at kunne frembringe noget dyre-og insektliv af betydning. Der er dog nogle små arealer med blomster.

Det dominerende og typiske danske landskab, kultursteppen nord for Kundeløse. Det er karakteriseret ved kun en plante, i dette tilfælde byg (hordeum) med ringe insekt-, fugle- og dyreliv.

Økologiske gårde

Lejre bryster sig af at være økologisk kommune, og Gudernes Stræde passerer da også mindst to gårde. Den ene ligger ved Ejby Ådal, Aavang. Og har bl.a. køer som leverer mælk til Arla. Den er fra 1912 med 83 hektar jord. Den anden ligger i Kyndeløse, Stensbølgård. Her er der 120 økologiske malkekøer af racen Rød Dansk Malkerace, og cirka 150 kalve og kvier i forskellige størrelser og aldre. Mølken går bl.a. til det lille ismejeri Hansens Is 15 km fra Stensbølgård.

Vellerup Vig set fra syd mod nord. Med en gravhøj ca midt i billedet. Så kan det næsten ikke blive mere episk. Stien fortsætter mod vigen og drejer så skarpt til højre

Vellerup Vig

Belønningen kommer så når man kommer nord for Mølløvgård. Den ligger på en bakketop og man aner her de første udsigter til Isefjorden. Og jo længere nordpå man kommer, desto flottere bliver der. Nogle hundrede meter nord for Stensgård hvor stien slår et slag mod øst langs vigen er der en flot udsigt til Hemmingshage. Der skulle være en fredet magasinbro på den anden side af fjorden som i sin tid har været anvendt til udskibning af korn. Men det lykkes mig ikke at få øje på den. Afstanden er også over 700 meter, så man skal sikkert over på den anden side. Denne del af ruten er ren idyl og emmer af fred.

Bunden af Vellrup Vig set mod vest. Jeg er ikke sikker på at man altid kan passere her. Der er vist lavvande i dag. Så vandrere advares mod at gøre turen efter og i stedet holde sig til den afmærkede sti gennem Egholm Skov

Gudernes Stræde svinger nu mod øst igennem Egholm Slot. Men jeg fortsætter langs stranden ca 500 meter op til Vejlemølle Å og følger den til start-  eller slutpunktet på Strædet. Som er på broen over åen ved Vellerupvej. Denne etape er alt i alt kun 10 km. Så jeg har lavet min egen tillægsrute som intet har med strædet at gøre. Nemlig til Skibby gennem ....

Jeg er ikke ynder af selfier, og har heller ikke nogen mobiltelefon. Men øjeblikket kalder på højtidelighed. På dette sted er start- eller slutpunktet på Gudernes Stræde. Ved broen over Vejlemølle Å. Det er her Strædet første informationspæl er sat op.

Egholm Skov og Slot

... Egholm Skov. Og det viser sig at være et fornuftigt valg. For stien (Skovgårsvej) følger de første par kilometer toppen af en meget stejl skrænt ned mod nord. Vellerup Vig er en gammel tunneldal, og den fortsætter så at sige på landjorden flere kilometer mod øst. Hvilket man får en ganske godt indtryk af på Skovgårdsvej. De første par kilometer mod øst går man ovenpå skrænten, herefter nede i den gamle tunneldal og kort før Egholm op igen. Skrænterne er mest imponerende mod vest, mens de mod øst flader noget ud.

En hjortemor og hendes kid opdager slet ikke at jeg åndeløst følger deres færd gennem Egholm Skov. Jeg befinder mig på skrænten, og de dybt nede.

Egholm Museum er vist lukket i dag, selv om døren er åben til deres samling af gamle, antikke og historiske skydevåben fra 1600 -tallet op til og med 2. Verdenskrig. Jeg overvejer et kort øjeblik at omkalfatre til fotograf for Politivennen, men ombestemmer mig i sidste øjeblik. Der er ikke noget personale at se nogen steder.

En bette del af Egholm Slot. Det er dog ikke ikke selve slottet. Det ligger forskanset bag en voldgrav og der er ikke adgang for uvedkommende.

Selve Egholm Slot ligger på en holm. Egholm hovedgård ser præcis ud som det som det var, nemlig et stort betydningsfuldt gods, der har været ejet og beboet af nogle af rigets mest betydelige mænd, næsten alle nært tilknyttet kongemagten, især enevoldskongerne. General Haffner var indenrigsminister i Estrup-regeringen. Bestemt en kulisse for danske film som "Pigen fra Egborg" (1969) med Dirch Passer som skibskok, Karl Stegger som godsbestyrer, Birgit Sadolin som kokkepige, Claus Ryskjær som cykelbud og Ove Sprogøe som advokat. Den bliver sikkert genudsendt for gud ved hvilken gang på TV Charlie. Og desuden kulisse i tv-serien "Livvagterne" (2009-2010)

Afslutning

Det var så Gudernes Stræde. Som bekendt er der meget få steder man frit kan gå rundt i Danmark, så ikke så underligt at vandrestierne ofte falder sammen. Fjordstiens koncept er at følge Isefjorden og Roskilde Fjord. Skjoldungestien at føre vandreren rundt i området ved Lejre. Gudernes Stræde at vise nogle af de mange oldtidshøje og andre fund. Og ofte falder de så sammen. I betragtning af at den dominerende danske landskabstype, kultursteppen som udgør over 60% af Danmark, og oven i den motorveje, veje, byer og landsbyer hugger yderligere ind på de små naturområdet hist og pist, så må man generelt rose Gudernes Stræde og andre stiførere for at sno vandreren hen til de naturskønne områder.

 

De 5 etaper kan ses nederst i indslaget om Mosede Gadstrup. Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

 

Ruten

Ejby-Vellerup ses af folderen Vellerup-KrSaaby. Egholm Skov. Egholm Slot. Egholmmarken. Hovedgaden. Skibby

Gudernes Stræde (4) - Vester Såby - Ejby

19 kilometer fortrinsvis på øde landeveje med to flotte udsigtspunkter og to skovture undervejs

Der er masser af gravhøje på denne etape af Gudernes Stræde, så det er svært at vælge hvad jeg skal vise. Her er det Sakshøje lidt vest for Ryegård Gods.

Denne 4. etape på Gudernes Stræde er det 3. indslag om samme i Vandringsløse Tidendes serie om ruten. Seks dage efter er jeg tilbage i Vester Såby, nu uden gyllelugt. Denne gang går turen nordpå. Men den første del af ruten er lagt vest på gennem Åstrup Skov som engang skal have tilhørt Åstrup Kloster. På vej derud passerer man en lille klynge bindingsværkshuse.

Træerne er endnu ikke sprunget ud, så man har dette flotte vy næsten hele vejen gennem Åstrup Skov. Læg dertil de let genkendelige, store gravhøje og hvis man har øje for det oldtidsagrene. Når alting er grønt, kan jeg forestille mig at det ser ret anderledes ud. Og udsigten er formentlig spærret.

Omvejen skyldes at der i dette område er et særligt velbevaret oldtidslandskab (ifølge informationspælen). Der er to markante gravhøje: Kighøj og Sneglehøj. Men der skulle også være nogle agre som man kan identificere som terrasser, skålgrubesten, vejspor mm. Jeg er nu mere optaget af udsigten. Fra Sneglehøj er der gennem skoven en fremragende udsigt som kulminerer på rutens vestligste vejstykke hvor man går langs en slugt.

Skoemager Kroen. Ældst eller ej,  denne skærtorsdag ser den af bilerne ud til at være særdeles velbesøgt.

Stykket fra Åstrup Skov til Dyvelslyst er en lige strækning med en langstrakt bakke. Her ligger Skoemager Kroen ca. 1 km vest for Dyvelslyst. Kroen har en uvis historie. Godt nok påstår kroens hjemmeside at det er Danmarks ældste post- og diligencekro med et bevaret kampestensgulv gemt under plankegulvet. Men det stemmer ikke med informationspælen som fortæller at godt nok blev det bestemt at der skulle være en kongelig privilegeret kro her. Men om der også kom en, ved man ikke. Kun at der på et tidspunkt var var hele tre kroer i nærheden. Denne skærtorsdag er parkeringspladsen helt fyldt op ved den eneste tilbageblevne.

Ca. 60% af Danmark ejes af landmændene, og de sætter deres umiskendelige præg på landskabet. Der bliver pløjet helt ud til grænsen af hvor der må pløjes - og formentlig lidt til. Markerne overvåges nidkært for om blomster, planter og andet stads formaster sig ind på landmandens enemærker, og der slås hårdt ned med gift og andre effektive sager mod enhver der blander sig i afgrøderne.

I dette område minder den øredøvende larm fra motorvejen om at naturen i Danmark er samlet i små bitte klatter mellem enorme og golde landbrugsarealer, motorveje og byer. Så der skal ikke lyde nogen kritik fra min side over Gudernes Stræde. Faktisk skal Strædet roses for at have fundet de mindst slemme forbindelseslinjer mellem klatterne. Når man planlægger en så lang rute som Gudernes Stræde i et lige stræk, er det et vilkår at man kommer til at gå langt mellem de udsøgte naturområder.

Dyvelslyst er mere forretninger end beboelse. Helt atypisk. Her er det Ewa's Specialiteter der tilbyder røget ål. I baggrunden Auto Service.

Skoemager Kroen er måske ikke det eneste tegn på at området tilsyneladende har en speciel evne til at kreere forretningsliv  For den lille bebyggelse Dyvelslyst ½ km syd for motorvejen har modsat alle andre landsbyer jeg har været igennem, et blomstrende forretningsliv: Shelltanken er leveringsdygtig i alskens minisupermarkedsvarer og take-away. Der er et autoværksted, en slagter og sågar en rullende fiskebutik, Ewa's Specialiteter som i dagens anledning har tilbud på røget ål. Den har åbent da jeg passerer (dog lukket da jeg timer senere passerer med bussen).

Heldigvis er der ikke lyd på dette foto. For så ville den markante udsigt over Kirke Sonnerup være blevet noget mindre idyllisk. Under fotografens fødder er der en øredøvende larm fra motorvejen.

Og bortset fra drønet fra motorvejen, så har man en god udsigt fra broen over motorvejen. Her følger man også Fjordstien - som åbenbart også har set sig nødsaget til at passere her. Lidt nord for motorvejen er der en informationspæl om Trudsholm Gods og Truntehøj på 72 meter ca 1 km øst for pælen. Godset blev brugt til DRs juleshow "Mens vi venter" og er ejet af Ryegaard gods. Men det er livsfarligt at krydse vejen her, så jeg vil anbefale at man lader være og i stedet går videre på den dobbeltrettede cykelsti mod Kirke Sonnerup. Man kan alligevel ikke se så meget.

Dette foto opsummerer måske bedst denne etape af Gudernes Stræde: Udsigten er der ikke noget i vejen med. Men Sonnerupvej er ikke den bedste vandrevej: Tosporet landevej uden særlig god rabat at vandre i. Til gengæld er trafikken minimal denne skærtorsdag. Jeg kan ikke garantere for hvordan den er på andre tidspunkter.

Strædet kommer forbi Kirke Sonnerups gamle bydel, bl.a kirken for de som interesserer sig for den slags. Byen er ikke bare soveby, men har vandværk, børnehave, fodboldhold, galleri, Vestervang rideklub og en købmand. Folkeskolen er dog siden 2012 special skole for børn med ADHD. Måske husker nogen at byen i  2013 vandt byen P3's konkurrence 'Byg Amok' og fik en skaterpark. Dejligt at se en by med liv, Facebookside og Jeg er fra Kirke Sonnerup.

Den udsigt fortjener en gentagelse. Denne gang fra den ødelagt gravhøj. De forstod at give deres afdøde et flot eftermæle, de gamle oldtidsmennesker. 

De fire kilometer mellem Kirke Sonnerup og Ryegård foregår på en øde landevej i et kuperet terræn. Lidt over en kilometer øst for Kirke Sonnerup er der en ødelagt gravhøj nord for vejen. Herfra har man en fantastisk udsigt mod nordvest helt ud til Isefjorden. Mellem Bullevad Bakke og  Bullevadhus passerer man en lille lidt anonym ådal. Bullevadhus ligger i udkanten af en lille skov hvor der ligger en del mindre gravhøje langs vejen.

Selvom det måske ser spektakulært ud med træbevoksning på gravhøje, så er det ikke særligt hensigtsmæssigt. Rødderne ødelægger stensætningerne, og hvis en storm vælter et træ, risikerer man at rødderne samtidig flår stensætningen fra hinanden. Her er nogen i gang med at rydde kratbevoksningen.

Denne etapes absolutte højdepunkt er området mellem Ryegård og Ejby. Vest for Ryegård går man ca. 1 km på en stærk trafikeret vej. Men udsigten kompenserer, bl.a  fordi man på det højeste punkt kan se Sakshøje, tre træbevoksede gravhøje. Vader man gennem markerne, kan man også undgå at blive kørt ned. Ikke for ingenting er der lavet en speciel folder og sti for Vandretur Ryegård Dyrehave og Strandskoven. Den er på 6 kilometer. Gudernes Stræde overlapper denne vandretur med ca. en kilometer i Ryegård Dyrehave. Dyrehaven er ikke så stor, men til gengæld er intensiteten af naturoplevelser stor. Der er høje stejle bakker, og det må være et must at bestige Julianehøj. Nedenfor bakken ligger Teglhus og så kommer man til etapens i dobbelt forstand højdepunkt, Dyrehave Bakke (ikke Dyrehavsbakken). Ikke for ingenting finder jeg her adskillige selskaber. Udsigten er storslået.

Det er umuligt at indfange storslåetheden i udsigten fra Julianehøj, men bedre går det med udsigten fra Dyrehave Bakke. Isefjorden, Bramsnæs Bugt ses tydeligt og endnu mindre diset end fotoet antyder.

Også nedstigningen af Dyrehave Bakke er fremragende og dramatisk kuperet. Næsten ude af Dyrehaven støder man på noget der ligner to fugletårne 6 meter over jorden. Men det er dels Ryegårds udlejningsmødelokaler med plads til 12-20 personer, dels et hus for to i særprægede omgivelser. Blot to af de i alt 30 udlejningshuse som Ryegård ejer spredt rundt på godset. Resten af nedstigningen mod Bramsnæs Bugt foregår med en fremragende udsigt over samme.

Bramsnæs stikker tydeligt ud i Isefjorden/Bramsnæs Bugt bag gården. Set lige når man kommer ud fra Dyrehaven ved Agersø Skovbørnehave. Som i sig selv er en idyllisk gård.

Egentlig ville jeg have gemt Ejby til den 5. etape, men det er en pænt stor by med knap 2.000 indbyggere. Så jeg besluttede at forlænge etapen med en tur ned på havnen, Ejby Havn. Den ligger ikke på Gudernes Stræde, men det er en anbefalelsesværdig afviger. Ikke så stor, men med et par gamle skure og fiskerhuse. Fiskeri ser der ikke ud til at være det store af. Men der er heller ingen stor marina for lystsejlere som ofte ødelægger fiskeristemningen.

Ejby Havn. Med Bramsnæs Bugt og Isefjorden. Fiskerhuse, bådhuse, redskabshuse og stejleplads samt et nedlagt østersbrug.Der er stejle skrænter langs hele kysten, og længere nordpå er de fredet, ligesom Ejby Ådal. Det må imidlertid vente til næste etape af Gudernes Stræde.

Ejby Havn kaldtes også Ejby Bro (se fredning). Fiskerbådene i havnen er fritidsfiskernes. Erhvervsfiskeriet sluttede sidst i 1960’erne. Fra 1903 og ca. 20 år frem anløb dampskibet ”Ourø” på ruten fra Holbæk over Egholm Bro til Orø også Ejby Bro. Fra 1500-tallet til 1800-tallet blev der hvert forår drevet en intensiv fangst af marsvin. Det foregik lidt ligesom nutidens grindedrab på Færøerne i Bramsnæsvig. Af sælerne blev der kogt tran til Københavns gadebelysning.

Et sidste kig fra Ejby Havn ned i Bramsnæs Bugt. Her foregik der hvert forår drab af marsvin i de såkaldt gode gamle dage. Så er det op til bus 219 til Hvalsø Station og tilbage til Byen.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ruten

Ruten er en del af folderen om Vellerup-KrSaaby. Man kan følge med i hvor langt jeg er nået i mine 5 etaper nederst i indslaget om Mosede Gadstrup. 19 km med afstikkere, hvoraf ca. 4 km er skovstier, 3 km stærk trafikerede veje og resten øde asfaltlandeveje med meget lidt trafik.