Saltrup-Esrum-Fredensborg

Østen om Esrum Sø. En ikke altid lige behagelig vandretur med højdepunkter omkring Esrum Kloster (kulturelt) og Esrum Sø nordøst. Og lavpunkter på stærkt trafikkerede landeveje. 

I udforskningen af det sjællandske er jeg nået til områder som ikke lige er det mest oplevelsesrige vandreterræn. Jeg har tidligere været i området, den 1. juli 2018 på ruten Nødebo-Græsted (som også omfattede Esrum Kloster), og den 10. april 2019 fra Saltrup Station til Hillerød. Begge på vestsiden af Esrum Sø. Denne gang gik turen så til østsiden af søen, med et gensyn af klosteret. 

Saltrup er en af de stationer på Hillerød-Gillelejebanen som man skal trykke på for at toget standser. Der var ikke mange mennesker i toget, så da en interviewperson fra Epinion steg på toget kunne jeg næsten forudse at jeg ville blive valgt. Hvilket også skete på turen gennem Gribskov. Internettet faldt ud i lange perioder gennem skoven, så interviewet tog ret langt tid (man svarer på nogle spørgsmål om præcis denne tur). I sidste øjeblik fik jeg dog trykket for stop. Hvilket ikke havde været nødvendigt, da der var to andre der skulle af. 

Et kik gennem Saltrup. 

Den nu nedrevne station var fra 1880, og personalet skulle udover at betjene stationen tage sig af godsvogne fra det nærliggende Gammelvang Brændeplads sidespor, i hvert fald indtil  omkring 1910, da godsmængden var så lille at Saltrup Station blev til en holdeplads med sidespor. Holdepladsen blev igen opgraderet til station i 1922. Gammelvang Brændeplads sidespor blev nedlagt 1950. I 1952 blev Saltrup Station så degraderet til trinbræt med sidespor. Sidesporet holdt til 1965, stationsbygningen forfaldt og blev nedrevet i 1988. Kun udhuset blev bevaret. Og er nu omdefineret til venterum. I 2019 da jeg stod af her sidst, var det temmelig forfaldent, men det ser ud til at det trods alt har fået en kærlig hånd siden sidst.

En af de bedre udsigter på det korte stræk mellem Saltrup og Esrum. Men ellers breder det industrielle landbrug sig på begge sider af vejen. 

Ca. en kilometer øst for Saltrup ligger Esbønderup. Med 1.295 indbyggere er byen bedre udrustet end de fleste af samme størrelse, bl.a. en Rema1000. Her findes en ældre bykerne fra 1800-tallet, et gadekær og en kirke. I min gymnasietid i 1970'erne blev vi plaget med et digt af Frank Jæger. Men jeg tænker at hverken digt eller digter er vel længere kendt. Ingen beklagelser herfra, i øvrigt, men her er verset:

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.

Højstemt intetsigen, huskede jeg det fra dengang, og ven vurdering har da holdt sig til i dag, må jeg registrere. Men jeg er heller i stor fan af højskolesangbogen. I den modsatte ende af kulturskalaen vil elskere af soldaterkammerater-filmene (som jeg heller ikke er fan af) måske genkende gadekæret. Byen byder også på Danmarks første sygehus (eller i hvert fald arvtagerne af det).

Esbønderup Kirke med gadekæret.

Mellem Saltrup og Esrum er landevejene ikke særlig trafikkerede. Sol og dejligt vejr kan rette op på meget, måske på en blæsende regnvejrsdag ikke så rar. Men cirka halvvejs er der en kort, men fin sti gennem skoven til Esrum Kloster til ene, Møllegården til den anden side. 

Kort efter krydset Østvej-Tingbakken og Gribskolen kan man skyde en kort genvej mod Møllegården og Klostret gennem skoven. 

Man kommer også over Esrum Å der er ret vandrig af en lille å at være. Mit nye koncept på vandringer er i modsætning til for nogle år siden at gøre længere ophold på udvalgte steder. Det betyder at de kedelige industrilandsstrækninger fylder mindre tidsmæssigt. Jo flere man har set af dem, desto kedeligere og deprimerende virker de. I stedet går jeg så i dybden med fx Esrum Kloster og Møllegården. Som i: Jeg prøver at undersøge et lille område i dybden. Udenfor og indeni. Og hvis der byder sig en kop kaffe, mad eller kage til, ja så er jeg heller ikke bleg for at slå mig ned med sådanne ting.

Esrum Å. Overraskende vandfyldt.

Mit tidligere besøg på Esrum Kloster i 2019 var bl.a. for at lokalisere hvor Esrum arrest lå, idet et indslag fra Politivennen fra 1831 havde beskrevet de rædselsfulde ("mærkværdige") forhold der. Klostret fungerede som amtsstue 1796-1878. Arresten lå i et lille rum i kælderen til højre for indgangen. Klosteret er blevet peppet gevaldigt op på formidlingsområdet siden 2019, bl.a. er der nu kommet et skilt op som viser hvor arresten lå. Jeg var på begge sider, og jeg må sige at bare beliggenheden halvvejs under jorden må vække et gys ved at skulle tilbringe 9 uger som skomagersvenden der er omtalt i Politivennen, gjorde. Det lille vindue havde ikke megen udsigt. 

Kælderhvælvinger under Esrum Kloster.

Det ville føre for vidt at bringe alle fotoerne fra Møllegården og Esrum Kloster, men et par smagsprøver kan det godt blive til. Jeg var gennem møllebygningen hvor man kan komme op på flere af etagerne og se den grejet indeni. Og klostret er også næsten fuldt tilgængeligt. Kælderen gjorde mest indtryk på mig med de store hvælvinger. De øvrige etager er indrettet til et museum for klosterlivet og den verdensopfattelse som lå bag hverdage i klostret. Så hvis man har smag for gregoriansk sang, tid og bønner, er det et godt sted at starte. Man kan også leje iPad til at høre og se rekonstruktioner. 

Esrum Kloster set fra åen.

Klosteret og møllegården er som sagt blevet meget ændret siden sidst jeg var der. Møllegården har møllemuseum og museumsbutik, restaurant og cafe. Og denne torsdag i september er der - for mig - overraskende stor aktivitet. Alt er åbent, og der er gæster alle vegne. Gang i serveringen og besøg på klostret (noget er dog nok ældresagen?).

Esrum Møllegård.

Møllegården og dens omgivelser er bestemt et område som bringer mange smukke og kulturhistoriske oplevelser. 

Det arbejdende museum i Esrum Møllegård.

Indenfor er der en fint istandsat mølle med et stort "tandhjul".

Esrum Møllegård set over mølledammen. 

I 2018 blev der efter 10 år åbnet et desperat forsøg på at redde hvad der er tilbage af stumperne af dansk natur med projektet "Nationalpark Kongernes Nordsjælland". At Nordsjælland er det område i Danmark med mest biodiversitet viser lidt om hvor slemt det står til med naturen i Danmark. Og selv i dette naturen "eliteområde" har industrilandbruget stadig godt tag i udsigterne. Fx sætter Esromgård med sit kæmpelandbrug et helt afgørende præg på området. Industrilandbruget producerer bl. a svin. Det sætter sit præg ved enorme områder med svinefoder. Det er nu høstet og tilbage ligger flade, bare og livløse områder.

Et af de store komplekser som tilhører Esrumgård.

Intentionerne med naturparken  er sikkert fine, men vandrer man gennem området er det meget svært at se at det har haft nogen indflydelse på naturen og kulturen. Hvis man skulle benævne området som det der er mest af, burde det skifte navn til "Nationalområde Industrilandbrugets Nordsjælland". Det ville nok være lidt af en overdrivelse at kalde det en "park". Turen naturmæssigt smukkeste strækning indskrænker sig til en strækning på Esrum Søvej. Godt nok et ganske kort stræk på et par kilometer, men her får man det bedste indtryk af Danmarks vandrigeste, næststørste arealmæssigt sø, Esrum Sø. 

Esrum Sø set fra Esrum Søvej.

Jeg kunne ikke umiddelbart finde nogen sti som går langs med søbredden, så jeg holdt mig for ikke at turen skulle blive for lang pga. omveje på landevejen. Efter det korte stykke langs søbredden kan man i glimt se søen i det stadig længere væk fjerne. Og to steder er der endda muligt at trække lidt væk fra vejen på en marksti og en rasteplads. 

Et sidste ki(c)k over Esrum Sø før det for alvor sætter gang i trafikken.

Turen er ikke anbefalelsesværdig fra Fredensborgvej mod Fredensborg Station. De fem kilometer består mest i at træde ud i rabatten for bilerne. Og dem er der mange af. Også store køretøjer. Det er bestemt ikke noget som jeg vil gøre igen, og heller ikke råde andre vandrere til. Jeg har ikke mange fotoer fra denne del af turen da jeg havde nok at gøre med at passe på trafikken. Heldigvis nåede jeg et tog i Fredensborg og kunne endelig lade freden hvile på mig. Alt i alt en rask tur, mest for motionen og den friske lufts skyld. Og dem skal der også være plads til. Turbeskrivelsen er nr. 389 på denne blog. Og da der efterhånden er mange ture jeg ikke beskriver her, tænker jeg at jeg må være tæt ved eller endda højere end 500 ture. Da længden af hver tur ligger i snit på ca. 20 km, giver det så omkring 10.000 km.

Ruten

Saltrup Station. Esbønderup. Esrum. Esrum Kanal. Esrumvej. Harresøvej. Esrum Søvej. Fredensborgvej. Endrupvej. Fredensborg Station.

Grønholt-Humlebæk: Nordsjællandsk vintervandring

Det kan være svært at finde egnede vandreruter om vinteren, alting ser bedre ud i solskin. Denne udflugt gik dog an.

Lønholtvej lidt øst for Gl. Skæremølle. Et typisk landskab i Fredensborg Kommune med vidtstrakte marker og spredte gårde. 

Startpunktet Grønholt Station (1934) er et trinbræt på "Lille Nord" mellem Hillerød og Helsingør, hvor man skal trykke for at komme af. Der går tog en gang i timen, og statistikken viser at der er under 100 daglige passagerer, så jeg må have pyntet gevaldigt i den statistik. Trinbrættet var udgangspunkt for en skovtur i Gl. Grønholt Vang. Som mere end en vang er en mindre skov.

Typisk skovvej gennem Gl. Grønholt Vang. Spætter pikker og andre fuglestemmer høres.

Gl. Grønholt Vang

Min tur gennem skoven var på ca. 2 kilometer, formentlig en gennemsnitstur med afvekslende løv-, nål- og birkeskov og moser. Forbavsende meget liv hvis man skal gætte på fuglestemmerne. Her er man også i nogenlunde fred for store veje - Hillerødvejen ligger i behørig afstand på over en kilometer. Og ja, selvfølgelig lægger man mærke til at vandre i en kommune som bobler til top-10 over Danmarks rigeste.

Præstemosevej med Bakkely, Skovgård og Mosegård - privat område lidt reserveret?

Jeg forsøgte at ramme Præstemosevej, og det lykkedes da også ved lidt lokal vejledning fra en beboer i det ret øde område. Jeg var åbenbart ved at bevæge mig ind på privat område, og det er der en del af uden for skovene. Privat i bogstaveligste forstand - jeg ved ikke om det vil være for vidt at sige at man passer sit. Men det var måske bare vejret. Og området er måske heller ikke meget besøgt af andre end de lokale.

Asminderød stor kirke og kirkegård og en imponerende kro, selvfølgelig i et stenkasts afstand fra kirken.

Asminderød

Præstemosevej fører efter et par kilometer mod nord til landsbyen Asminderød. Med en ganske imponerende kirke og kirkegård. Asminderød Kro. Kroen er kendt fra Politivennen, som i juni 1838 beklagede sig over det store antal kroer i området:

Med kromanden Hammers enkes død ophørte privilegiet til at holde kro i Asminderød. Men siden dette dødsfald som indtraf første påskedag, er der bestandig krohold på stedet. Er forordningen om landsbykroers nedlæggelse ikke ophævet, så ville det være meget passende om denne kro straks efter dødsfaldet var blevet nedlagt da ingen ville tabe, men manges moral og arbejdsomhed vinde ved det. Hvor overflødig denne kro er, vil ses deraf at den er den 13. i en omkreds af 2 mil, og næppe findes der i Danmark en egn der er således forsynet eller rettere overfyldt med kroer. Den omhandlede kro ligger således kun 1/4 mil fra Fredensborg hvor der er to kroer, en halv mil fra Tikøb, en mil fra Esrum som hver har sin kro. Desuden er der i en afstand af omtrent 2 mil fra samme kroer i Harrebæk, Gilleleje, Snekkersten, Humlebæk, Nivå, Sletten, Nøddebo samt på landevejen Nye Kro og Amsterdam. At kroer i landsbyer hvorigennem ingen landeveje går, er skadelige idet de giver lejlighed til lediggang og svir, er en gammel erfaring der også har foranlediget emanation af forordningen af 30. april 1734. Men da der i disse kroer også konstant sælges alle slags fornødenheder, skader de tillige købstadsindbyggernes handel, hvorfor det er ønskeligt at de overflødige kroer nedlægges ved ejerens død og in specie at den her omhandlede straks må nedlægges i overensstemmelse med nys nævnte forordning.

Det er der rettet op på: Det er svært, for ikke at sige umuligt at opdrive en kop kaffe i området. Og skribentens klage var i øvrigt forgæves. Asminderød Kro blev ikke lukket. Kroen kan føre sin historie tilbage til 1678-79 hvor den også drev landbrug og købmandshandel. Kromanden på Politivennens tid Johannes Chr. Hammer, havde en søn, Fritz Hammer som blev kendt under Københavns Bombardement 1807. Han ramte den engelske general Baird. Som blev så imponeret at han ønskede at hilse på Fritz, og som belønning gav ham en pung med guldstykker og to meget smukke, sølvindlagte pistoler. De skulle stadig findes, og Steen Steensen Blicher skrev et digt om begivenheden. Fritz arvede kroen i 1839.

Fra Asminderød til Knurrenborg Vang er der en kilometers penge ad den stærkt trafikerede Kongevejen, før man kan dreje modøst. Gentagelse af Gl. Grønholt Vang.

Asminderød mener man stammer fra middelalderen – 1100-tallet. Her ryddede Asmund og hans huskarle så meget jord, at den kunne ernære seks bønder og præsten. Fra omtrent samme tid stammer kirken. Landsbyen var ganske vigtig, idet der var herregårde: Ebbekøbsgård og Rolands Gårde, og især efter Fredensborg Slot blev bygget 1719-23. Håndværkere og professionalister bosatte sig og byggede. Nu er den smeltet sammen med Fredensborg. Da skovene næsten var fældet for tømmer og brænde, blev Knurrenborg Vang etableret i 1805. Nu er det en smuk skov. Følger man cykelrute 36, også kaldet Den Ungarske Ringvej, kommer man mod syd til Grønholtåen der pt er temmelig vandrig og brusende. Her går man også et stykke af Langstrupstien.

Særlig megen strøm er der ved broen der fører Rolandsvejen over åen, tæt på Gl. Skæremølle. Hvor der stadig skæres. Så kommer man ud på Lønholtvej med kurs mod Langstrup som har givet navn til Langstrupstien.

Her skulle man i 1826 ifølge Politivennen passe på en farlig tyr: 
Søndag den 10. i denne måned gik to værgeløse fruentimmer på vejen mellem Frederiksborg og Asminderød. Lidt før den gård der tilhører hr. kaptajn Soelberg, kom en uvan tyr dem i møde. Og den havde vist nok gennemboret begge de vandrende hvis de ikke i største skynding havde retireret ind på den tilgrænsende mark og reddet livet ved at krybe op i en høstak. Her ville de dog kun have været sikre i en kort tid, hvis ikke to karle med knipler i hånden ved deres skrig var kommet dem til hjælp med at fordrive nævnte glubende tyr der havde skaffet sig adgang til den omgærdede mark ved med hornene at gennembore gærdet ...

Langstrupvej gennem Langstrup. Den mere idylliske del af vejen.

Langstrupstien

Langstrupstien fører over en meget gammel granitbro (Gl. Skæremølle Bro) ved Rolandsvej og skæremøllen. Mens møllen er nyere, er broen en af landets ældste, fra 1600-tallet. Cykelrute 36 fører nu mod syd, men jeg gik mod nord for at komme over Helsingørmotorvejen. Den sætter sit lydlige spor en kilometer til hver side, en strækning som bare skal overstås i en fart.

Dageløkke. Enkelte gårde, men ellers præget af istandsatte idylliske huse der må koste en bondegård.

Fra Dageløkke gik turen ned til stranden, og Sletten - Sletten af i dag har ikke ret meget med Sletten af i går. Der har været fiskere på stedet i hvert fald tilbage til 1560. Havnens nuværende størrelse fik den omkring 1879. Rejsende til Helsingør kom gennem fiskerlejet indtil 1924 hvor Humlebæk Strandvej blev anlagt. er et idyllisk fiskerleje i den sydlige del af Humlebæk, hvor havnen er det naturlige centrum. 

Gl. Strandvej gennem Sletten. Engang måtte rejsende bruge den. Men nu er den parkeringsplads for de lokale beboere, med meget begrænset trafik.

Sletten Havn

Strandvejen går igennem fiskerlejet, og indtil 1924 var det den eneste hovedfærdselsåre mod Helsingør. Dette år blev Ny Strandvej (nu Humlebæk Strandvej) etableret som aflastning. Ca. 1.000 jøder skal være reddet til Sverige herfra. På det tidspunkt var stedet begyndt at blive invaderet af forfattere, tegnere mm. Og de mere end 100 fiskerhuse mm. er nu alle privatboliger. Der er som det ses på fotoet såvel et par fiskerbåde som en fiskehandler på havnen.

Sletten Havn. Vejret arter sig helt gevaldigt.

Alt i alt sneg turen sig vel op på en 18 km. Terrænet ikke specielt vanskeligt, omend nogle af skovstierne sine steder var mildest talt smattede.

Høvelte-Sandholm-Sjælsmark Øvelsesplads - og FLD 531

I fodsporene på det danske miltær fra 1. verdenskrig, over den kolde krig til moderne raketkrigsførelse

Øvelsespladsens flotteste udsigt er efter min mening Søbakke ca. ½ km øst for Sandholm. Herfra kan man mod øst skue ud over Sjælsø og mod nord (som fotoet viser) over det kuperede landskab af slette og overdrev. Vejene er også bedre for vandrere her (se fotoer senere i indslaget).

Vest for Sjælsø ligger et 533 ha stort militært område. Heraf er 67,9 ha skov. Og man er velkommen til at færdes i det overalt på visse dage som man kan få oplyst hos Forsvaret. Der er også en udmærket folder med et detaljeret kort. Området bruges primært af Den Kongelige Livgarde, sekundært bl.a. Hjemmeværnet og Politiet. I hele juli måned er der åbent for publikum i dagtimerne.

Historisk kort over området fra før militæret rykkede ind. Heraf fremgår vejsystemet, højdeforskelle, hvilke naturområder, marker mv. der var i området.

Visse områder er der dog ikke adgang til, det er Garderkasernen, Sandholmlejren, samt skydebaner, løbebane, motorgårde. Men naturområderne er frit tilgængelige. Området består mest af slette, eng og overdrev, men der er klatter med krat, skov, små søer og mose. Af dyr er der bl.a. råvildt og ræv, samt enkelte egern og grævling. Dertil kommer 75-80 forskellige ynglende fuglearter, padder og krybdyr (grøn frø, snoge mm), Ligesom mange interessante insekter og biller. De 3 mindre skove er Høvelte Fredskov, Ellebæklund og Frimærkeskoven. Man har beplantet hist og pist. Og store arealer er tilgroet med krat, på de tørre overdrev tjørn, slåen og eg, på de fugtige lokaliteter pil og birk. Hertil kommer vandløb med tilløb til Sjælsø (Degnebækken, Ellebækken, Drabækken, Marens Rende og Kajerød Å) samt mindre søer og vandhuller.

Udsigt mod øst fra Søbakke. Her toner Sjælsøs nordlige bred frem, og man ser ud over engarealet nedenfor bakken.

Militærets indrykning for over 100 år siden betød på sæt og vis at området på den ene side blev "fastfrosset" som landskaber nu så ud dengang, på den anden side fik lov til at udvikle sig hvis ikke landbrug, byer mv. havde forandret landskabet. Området har siden fungeret som spredningsområde for dyr og planter til den omkringliggende, mere intensivt benyttede natur. Efter militærets overtagelse fik  arealerne lov til at udvikle sig mere "naturligt" og fungerede altså som et eksperimentarium for hvordan landskaber i Danmark kan have udviklet sig uden landbrugets indflydelse. Det ældste endnu eksisterende landskab er Høvelte Fredskov som ses på det gamle kort. Her har været skov siden 1500-tallet, måske længere tilbage.

Isen smelter

I istiden under "Vendsyssel-Gribskov fasen," for ca. 16.-15.000 år stod isranden umiddelbart nord for øvelsespladsen. I takt med isfrontens tilbagerykning og afsmeltning over Sjælland, efterlod den næsten nordsydgående isfront et jævnt kuperet morænelandskab. Efter isen rykkede så fortidsmennesker ind. Men fortidsminderne er for længst jævnet med jorden da man anlagde kaserner og veje.

Et tredje vy fra Søbakke, denne gang mod sydvest fra toppen af bakken. Og ud over overdrevsområdet.

Landbrug

Efter fortidsmenneskene blev der indtil 1910 drevet landbrug på arealet. I den ekstensive driftsform som var den måde man drev landbrug indtil 1950'erne. Rester fra det ses i form af sten- og jorddiger i det sydøstlige hjørne. Sandholm var 1663-1749 en noget tarvelig gård, indtil Thurah i 1763 bragte det op på et betydeligt niveau. På gamle kort kan man endvidere se at Høvelte hed Luserød formentlig opkaldt efter Lucius eller Lucia. Navneskiftet skete i 1923 efter adskillige håne-angreb Digteren P. Sørensen-Fugholms vise Oh Luserød. Og i forbindelse med et kvindemøde i 1895 nævnes i en mandschauvinistisk sang:

Danmarks Kvinde - o, hvor er Du sød.
Fra Nymindegab til Luserød!

Navnet blev nu kun spøgefuldt holdt i hævd af Danske Livregiments Løjtnantforening gennem deres blad Luserød Tidende, som udkom  fra ca. 1959 og i hvert fald til 1988. Som Luserup var der kun ganske små landsbysamfund, fx Slutterup. Nord for øvelsesområdet ligger ejendommen ”Lille Slutterup”. Den har været fredet siden 1973. Ejeren ejeren, urmagermester Ole Mathisen ville frede uden nogen form for erstatning. Jeg kunne nu ikke se ret meget fra landevejssiden.

Der var landbrug i århundreder før der var militært øvelsesområdet. Længst mod nord ligger Bakkegården. Helt tydeligt forladt. Jeg får denne fornemmelse af "endelig fred", en sær frygt blandet med vemod over de familier som gennem tiderne har boet og arbejdet der. Med alt hvad det indebærer af håb, skuffelser, lykke, desperation og andre af livets fundamentale følelser.

Miltæret rykker ind ...

I 1910 købte staten købte 320 tdl. af Høveltegårds jorder og anlagde 1910-1912 Høveltelejren (Høvelte Kaserne) med øvelsesterræn og skydebane. Resten blev udlejet til græsning. Kasernen var sommerlejr for en rekrutbataljon. Omkring 1946 blev øvelsesarealet udvidet mod nord til Sjælsmarkvej. Ligeledes opkøbte staten 1910-1912 jord fra Sandholmgård og opførte Sandholmlejren. Den var 1919-1985 for Den Kgl. Livgarde (bortset fra da tyskerne overtog lejren under 2. Verdenskrig).

Garderkasernen er den eneste kaserne som stadig fungerer som sådan. Sandholmlejren og Sjælsmark Kaserne er begge solgt og anvendes nu til andre formål.

Høveltegård (Center for Forvaltning) har siden 1946 haft militær anvendelse. Det bebyggede areal blev dengang forøget væsentligt i form at et stort antal barakbygninger. I 1948 blev Sandholmgård opkøbt af Forsvarsministeriet, som indrettede den til brug for Den Kgl. Livgarde i forbindelse med en sanering af Sandholmlejren i 1952-55.

Bæltekøretøjerne har sat deres tydelige spor, og flere steder er det ikke sådan lige til at passere vejen. Heldigvis har der været tørt i flere uger. Ellers havde det nok været endnu værre. Vejen øst for Frederiks Sund der fører ned til Ulerne.

Sidste udvidelse af øvelsesarealet skete i 1950 med arealerne nord for Sjælsmarksvej hvor man også opførte Sjælsmark Kaserne, hjemsted 1952-2005 for Kronens Artilleriregiment, fra 1982 Kongens Artilleriregiment.

Enkelte af lokaliteterne har fået militære navne. Eller, jeg går da ud fra at PMW-søen må være noget som militæret har fundet på. Her skulle også Visneegen være. Den havde jeg så lidt vanskeligere ved at finde.

... og ud igen

I 1985 flyttede Livgarden til Høvelte Kaserne, og Sandholmlejren blev solgt til Indenrigsministeriet, der oprettede det nu velkendte asylcenter. I dag er det modtagecenter for alle nye asylansøgere. De bliver registreret af politiet. Bortset fra børn og unge under 18 år, der er flygtet alene. De ender i Center Gribskov. Røde Kors tager sig af en række basale, humanitære opgaver. Efter måneder på flugt er det typisk et måltid mad, et bad, en dyne og en seng at sove i, asylansøgerne har brug for.

Sandholmsøerne umiddelbart syd for Sandholm.

Sjælsmark Kaserne blev nedlagt 2005. Og Kongens Artilleriregiment, nu sammenlagt med Dronningens Artilleriregiment flyttede til Varde. I stedet blev der indrettet et udrejsecenter for asylansøgere. I folderen står der at naturtyperne er de naturligt forekommende i et nordsjællandsk landskab. Nu har jeg ikke været i hele Nordsjælland, men det typiske danske landskab er hvede-, raps-og bygstepperne. Dem er der også rigeligt af på dagens tur uden for øvelsesterrænet. Heldigvis er øvelsesområdet helt atypisk for dette ensformige landskab.

Udsigten ved Slutterup er med sine 63 meter et af de højeste punkter. Der er nu ikke så meget at se, men det bliver måske bedre. En kratrydningsmaskine var i gang med at fjerne bevoksningen. I det fjerne kan man gætte sig til, men ikke se Sjælsø.

Gunderød Raketbatteri (FLD531)

Til militærhistorien hører også landsbyen Gunderød 3 km nord for øvelsesområdet. Gunderød er egentlig en lidt anonym landsby som sådanne så ud før udskiftningen, det blev den nemlig ikke. Også et traditionel råstofudvindingsområde. I 2012 blev der ansøgt om tilladelse til lergravning vest for Gunderød. I området har der før været gravet ler, og de to småsøer vest for Gunderød er et resultat af det. Arkæologer fandt nogle få kogestensgruber og spredte stolpehuller, men de gav ikke anledning til videre udgravninger.

Raketbatteriet er stadig militært område, og kan ses på land afstand når man komme syd fra Gunderød ad Gunderødvej. Raketterne er vist for længst væk. Men der ser ud til stadig at være militær aktivitet i området og der er adgang forbudt.

I dette landområde var der under den kolde krig og frem til 1981/83 der installeret 4 dødbringende raketbatterier rundt om København. Hver udstyret med 12 skudklare NIKE Hercules luftværnsmissiler. De kunne udrustes med nukleare sprænghoveder på 12 Kt. Foruden i Gunderød var de opstillet i Sigerslev på Stevns, i Tune ved Roskilde og i Kongelunden på Amager. Det i Gunderød fungerede fra 1960 med det kryptiske navn FLD531 (FLD=Flyver Detachment). Mandskabet var indkvarteret i Sjælsmark. Batteriet bestod af et kontrolområde og nedgravede affyringssektiooner med Nike Hercules raketter og Ajax-raketter. Resterne af raketbatteriet ligger der stadig, se et billede af det.

Donse og Fredtoften

På vej til bussen gik jeg ad den ca. 2½ km lange Donsevej forbi Donse Avlsgård. Det er et meget smukt område, ligesom gården også er ret særpræget. Ganske imponerende størrelse. Der avles heste der. Se nedenstående link til Fredensborg Kommune for flere fotoer fra det sted. Desuden kan man også hvis man har lyst og kræfter gå en lille omvej gennem området Fredtoften, syd for Fredtoftevej lidt vest for Helsingørmotorvejen. Det er et stærkt kuperet område med en enkelt udsigt.

Fredtoften med amfiteatret. En lille park med en sti langs Donse Å. I Fredtoften kan man desuden finde en udsigt over Stasevang..

Ruten

Jeg fulgte nogenlunde en rute midt gennem øvelsesområdet fra syd til nord. Med mange afstikkere ud i terrænet. Dernæst til Slutterup, Gunderød og Fredtofte. Vejene her er perfekte til vandring med minimal trafik. Alt i alt vel 16 km.

Sjælsø og Usserød Å

Mens Sjælsø har bevaret natur, er Usserød Å mærket af landbrugets udretning af åen, industriens udnyttelse af vandkraften og urbaniseringen

På min sidste tur til Nivå opdagede jeg at der findes en sti langs Usserød Å. Den er omtrent 9 kilometer lang og hedder logisk nok Usserød Åstien, 9 km lang. Se også folder. Ved at kombinere den med en tur langs sydbredden af Sjælsø hvor åen starter, kan man få en ganske frisk og god tur ud af det. Det meste af turen går ad fredfyldte grusstier langs smukke landskaber eller byområder. Og udover naturen kan man også opleve Birkerød og Hørsholms diskret charmerende villakvarterer

Udsigt over Sjælsøs vestlige del fra Plejecenter Sjælsø. Sjælsøstien fortsætter til højre ud af billedet mod Eskemose Skov. Og indtil man når dertil, har man god udsigt til søen. Et andet godt vy over området får man fra bakken syd for idrætspladsen ved Byagervej. Flot udsigt over Sjælsøs vestlige del. Men ellers er stort set hele Sjælsøstien en lang udsigt.

Sjælsø

Sjælsøstien går cirka midtvejs oppe på det sydlige bakkedrag. Stien er tillige den nordlige del af  den 42 km lange Rudersdalruten, altså godt en marathon - hvis man er til det. Undervejs passerer man Eskemose Skov hvor vand pibler ud næsten alle vegne i skråningen. Et enkelt sted er der indrettet en kilde og et lille springvand. Søen må være ganske ren, for der er indrettet en badebro hvorfra der er en enkelt badegæst denne formiddag. Øst for skoven ligger en slugt, Slugten med et stort afgræsningsområde for gallowaykvæg, udlejet af Naturkvæg. Viber skulle være vendt tilbage til området. Man kommer ned til Usserød Å via Nebbegårds Alle som er en ca 300 meter flot kastanjealle.

Udsigt fra enden af Nebbegårds Alle tæt på hvor Usserød Å udspringer. Udsigt mod Ravnsnæs. Der er en cykelsti som fører et stykke nordover langs Sjælsø. Men hvis man vil forfølge Usserød Å er det herfra og næsten stik nord.

Ussserød Å

Området ved udspringet i Sjælsø dækket af siv, men meget seværdigt. Det er til gengæld ikke de første kilometer når man kommer op fra Nebbegårds Alle. Det er nærmest en prøvelse gennem Isterød langs stærkt befærdede bilveje. Man kan nemlig ikke gå langs åen, og i følge Danmarks Naturfredningsforening skulle der for øvrigt heller ikke være så meget at se, da åen her mest hårdhændet har været udsat for udretning. Det forekommer derfor som en stor lettelse når man efter motorvejen kan dreje af til området syd for Mortenstrupvej og til freden og idyllen som vandrefolket holder så meget af. Herfra bliver det ellers bare bedre og bedre jo længere nordpå man kommer.

Mortenstrup. Ifølge folderen er dette område det eneste hvor det gamle landbrugslandskab endnu er nogenlunde bevaret. Så det er her man kan visualisere historie nogle hundrede år tilbage.

Omkring gården Mortenstrup er bevaret lidt af atmosfæren fra før urbaniseringen. Og hvis man tager skyklapperne på og abstraherer fra bebyggelserne, ligner det noget fra en Morten Korch film. Udover et område med endnu et ko-udlejningsfirma, Rent a Cow, græsser Usserød Ådals kogræsserforenings kvier langs åen op til Mortenstrup. Måske ser man her endelig resultaterne af det EU-støttede Usserød Åprojektet, hvis aktiviteter kan læses i foreløbig 3 nyhedsbreve. Formålet med dette er dels at begrænse risikoen for oversvømmelser, dels at "bevare åens værdi som naturressource og rekreativ ressource".
.

Den midterste og mest tilgængelig af de tre damme, Fabriksdammen er den eneste man denne dag kan gå langs. Mølledammen er pt spærret og åbner først igen i 2016. Bortset fra det lugtgener fra menneskets bedste ven går stien gennem et skyggefuldt og fredfyldt område.

Efter Mortenstrup går man gennem et ca. 1 km langt område med boliger indtil lidt nord for Kokkedal station. Åen er nu meget synlig. Og det er tydeligt at åen ikke bare bliver bredere og bredere, men strømmen tager også til. 

Usserød Å ved industrikvarteret. Åen har i dette område en ganske betydelig bredde og er også dybere end ved Sjælsø. Der ser ud til at være lavvande.

Nord for dammene skulle det være muligt at tage en vandresti mellem Ullerødvej og Nivå Kirke. Den var godt nok svær at finde. Jeg fik forvildet mig ud blandt køer, og måtte skyndsomt fortrække op mod en tennisklub. Hvor jeg så fandt en anden slags sti som vist ikke er Usserød Åstien. Men endte dog alligevel ved skovområdet syd for Nivå Kirke hvor der var et meget gammelt, næsten ulæseligt skilt ved en ikke-eksisterede sti midt ude på en mark om at man var i gang med at flytte Usserød. En sti, eller måske snarere noget som dyrene har gået ad fører dog op gennem skoven syd for kirken. Og så er man tæt på Nivå Mølle hvor Usserød Å løber sammen med Nivå.

Foto fra broen for enden af Byengen, Kokkedal. Her slynger åen sig gennem et åbent landskab. Guldmede svirrer om ørerne på en og alt ånder fred.

 

Vandkraftbaseret Industri

Tilbage til industriområder og dammene. Nord for Mortenstrup ligger der tre damme som alle har haft industrielle formål. Den sydligste (Stampedammen) ser man ikke meget til. Den midterste (Fabriksdammen) meget flot, og ved nordbredden ligger Kongelig Militær Klædefabrik fra 1860 med et tilhørende farveri fra 1889. Der har dog været endnu ældre bygninger helt tilbage til 1791. Fx omtaler Politivennen 22. november 1800 at en skorstensfejer fra Nørrebro har været tilkaldt til Usserød Fabrik. Det må næsten være den. Energien til valkemøllen kom fra en vandmølle. Produktionen varede helt op til 1970erne da Forsvaret flyttede klædeproduktionen til Ryvangens Kaserne. Bygningerne er med rette blevet fredet og huser i dag andre virksomheder.

Den Kongelige Militære Klædefabrik. Disse bygninger er fra 1860, men der skal have været fabrikker langt tidligere, tilbage til 1761. Bygningerne huser i dag en del private virksomheder og fremstår meget flot renoveret og klinisk rene. Det er svært at forestille sig at langt tilbage i tiden arbejdede der 700 her, halvdelen fattige og børn.

Som nævnt er stien til den nordligste dam spærret indtil 2016. Men man kan se denne nordlige dam (Mølledammen) fra Usserød Mølle. Den får ikke megen omtale på internettet. Men området langs åen er et besøg værd. Langs åen kan man tydeligt se at der er fald på åen her. Vandet bruser så man kan høre det langt væk.

Usserød Å ved Usserød Mølle, set fra nord. Ved den gule bygning kommer Usserød Å brusende og har forventligt trukket et vandmøllehjul her. Der er dog ikke noget spor af hjulet.

Minusser og plusser

Jeg bliver nødt til at advare vandrere om at man desværre er nødt til at passere nogle kedelige vandrestrækninger: Ravnsnæsvej og Frederiksborgvej, hvor man går ca. 2 km på en dobbeltsporet cykelsti. Det eneste plus ved denne vej er et bakkedrag et par hundrede meter syd for Nebbegårds Alle på Ravnsnæsvej hvorfra man har udsigt over Sjælsøs østlige del.

Usserød Ås vandkvalitet

Åens vandkvalitet skulle være for opadgående, men med lejlighedsviss blågrønalger fra Sjælsø. Fiskedød er ikke et ukendt fænomen, især efter kraftig regn som skyller opspædet spildevand og urent overfladevand fra afløbssystemet ud i åen. Sportsfiskeren beretter om en katastrofe i form af fiskedød i åen, oktober 2014. Forureningen skyldes en strømafbrydelse på rensningsanlægget i Hørsholm natten mellem fredag den 3. oktober og lørdag den 4. oktober 2014.

Ruten

Birkerød St. Kajerødvej. Sti til Sjælsø. Sjælsøstien (del af Rudersdalruten). Ravnsnæsvej. Nebbegårds Alle. Frderiksborgvej. Mariehøj Alle. Usserød Å-stien. Nivå St. I alt ca. 20 km

Nivå, Nive Å og Nivå Adal

Nivå er en kystbaneby (7.800 indbyggere), en å (Nive Å) og en ådal. Og et oplagt vandremål på denne flotte sensommerdag

Engang et travlt område hvor der blev gravet ler. Nu pænt store søområder nord for det gamle teglværk.

Jeg har som vist mange andre oplevet Nivå som et irriterende stop på Kystbanen på vej til eller fra København. Og dermed som (endnu et) kedeligt eksempel på en stationsby. Og så hørt omtale af kunstmuseet Nivågård. Men nu er jeg ikke så særlig kunstinteresseret, og i øvrigt ser man intet fra toget. Opfattelsen er dybt uretfærdigt mod et område som rummer talrige natur- og industrikulturoplevelser: Teglværk, mølle og meget andet. Området er nu fredet og kaldes Nivå-fredningen

Nivaagaard Teglværk med ringovnen

Nivaagaard nu nedlagte teglværk er omdannet til et museum for den eneste bevarede cirkelrunde eksemplar af Hoffmanns berømte ringovne i Danmark. Og nogle af tørreskurene er såmænd også bevaret, så man kan få et lille indtryk af livet på værker. Ringovnen var i funktion i næsten 100 år 1870-1967. Det er der vist ikke mange industrianlæg af den størrelse der kan hamle op med. På sit højeste producerede den 30.000 mursten mv om dagen, eller næsten 1 mia tegl i hele sin levetid. Og de blev brugt bl.a. til Københavns brokvarterer, ligesom Hakkemose Teglværk, og Sydsverige.

Nivaagaard Teglværks med rette berømte ringovn. Bag ringovnen har man bevaret noget af det gamle teglværksområde. Og ved indkørslen (til højre uden for billedet) bekendtgør teksten på en bygning hvor man er.

Udskibningsmolen (anlagt 1856) gik fra ringovnen til molen ad et smalsporsbane (fra 1884). Engang har den sikkert været præget af travlhed og støv fra transporterne ud til skibene, men nu er molen et naturskønt området. Spidsen er godt nok afspærret, men der er et fugletårn.

Fra Nivaagaard Teglværks udskibningsmole har man et pragtfuldt udblik både mod syd og nord. Mod syd bl.a. til en skarvkoloni. Mod nord udmunder Nivå et eller andet sted i sivområdet til venstre i billedet. Længere væk kan man ane Sølyst Teglværks udskibningsmæle, der dog blev kraftigt reduceret af isen i 1922, og bag den Nivå Havn.

Mellem udskibningsmolen og teglværket blev Strandvejen anlagt i 1940'erne på en dæmning. Dermed blev hele området vest for ind til Gammel Strandvej afskåret fra de oversvømmelser som skete med jævne mellemrum langs Nivåen. Som det eneste sted i Danmark kan man nu opleve Nivåbugten under udvikling til en barrierekyst med barriereøer. Hvis man kommer i bil forkommer denne del af Strandvejen som en 2 km flad og kedelig strækning. Men for vandreren er der masser af udsigter.

Nivå Mølle ligger hvor Usserød Å støder til Nivå. Det var åbenbart nok til at drive den flotte og velbevarede mølle. Den må indtil 1940'erne have ligget meget naturskønt ud til de oversvømmede engområder øst for Gammel Standvej.

Ved Gammel Strandvej ligger en bygning, hvorpå der står Dronning Louises Kro 1704. Huset hed oprindelig Lille Nivågård og blev bygget 1754 som embedsbolig for proviantforvalter ved Galejhavnen, overkrigskommissær Würtzen. Titlen skyldes at man ved Nivå 1753-1767 byggede galejhavn for den danske flåde som modvægt mod svenskernes i Landskrona. Den blev dog opgivet, men resterne af den indgik senere i udskibningsmolen. I starten af 1800-tallet blev den opkøbt af ejeren af Nivaagaard. Teksten på huset henviser til at der en kort overgang fra 1976 var kro og at dronning Louise i 1704 gav den første krobevilling i Nivå. Den oprindelige kro lå på den anden side af Nive Å. Ejeren af teglværket syntes åbenbart at teglværksarbejderne havde behov for et Gudshus, så han indrettede i slutningen af 1800-tallet et kapel i tilknytningen til Lille Nivågård. Fra 1960 blev det dog indrettet som snedkerværksted. Men ornamenteringen skulle eksistere indeni endnu.

Lille Nivågård, eller Dronning Louises Kro 1704 med det tilbyggede kapel forrest i billedet. Den kirkelige arkitektur er ikke til at gå fejl af. Det kunne have været en god historie at kro og kirke var sammenbygget, men det er altså ikke tilfældet.

Nivå - Nive Å og ådal

Nivå Ådal kan man bedst få et indtryk af fra nogle udsigtspunkter ved Vejenbrød og Fredensborg Kongevej, ca. 1 km syd for Hesselrød. Så man behøver ikke slavisk at følge stierne langs åen. Der er 2-3 km stier langs Nivåens nedre løb mellem Strandvejen og Vejenbrødvej.

Et af de bedste steder at få et indtryk af åen er på begge sider af jernbanen. Her ved jernbanebroen. Som minder om andre jernbanebroer over fx Kagsåen og Værebro Å: Granit. Ellers er der kun få steder kan man gå langs selve bredden af åen.

Åen passerer under flere broer, hvoraf Jellebro under Brønsholm Kongevej fra 1787 er den mest interessante. Over buen står Christian VIIs navnetræk. Undersiden synes at være belagt med beton. Hvis det er tilfældet, må det være smurt på senere.

Jellebro under Brønsholm Kongevej. Åens ældste bro. Og formentlig en af de ældst bevarede broer i den tilstand overhovedet.

Mellem Vejenbrødvej og Fredensborg Kongevej er der ikke deciderede stier. Så der er lidt ufarbart langs sydsiden af åen langs rapsmarkerne. Nordsiden er helt utilgængelig. Til gengæld har man ca 3 km med fred og ro, fugle, insekter, sommerfugle og dejligt afvekslende landskab. I dag er der dampende hedt, så hedt at brillerne var ved at dugge, på trods af det klare, tørre solskinsvejr syd for Lønholt Mose.

Langs den mere "vilde" del af Nivå er det vanskeligt på foto at gengive stemningen. Her dog et forsøg tæt på Lønholt Mose.

Ådalen er fortrinsvis præget af marker, især rapsmarker. Men med jævne mellemrum støder man dog på blomstrende flora. På denne tid af året bl.a. lilla gederams, hvide rølliker, gule rejnfan og blå tidsler. Jeg så to rådyr ved Lønholt Mose. Og en flyopvisning nord for åen, så vidt jeg kan bedømme på den flade græsmark ½ km nord for åen lidtd vest for Vejenbrødvej. Vest for Fredensborg Kongevej fortsætter åen et par kilometer videre mod Grønholt hegn. Men dette tillod benene ikke i dag.

Vejenbrød og Hesselrød: Oppe og nede

De to små landsbyer repræsenterer to yderpunkter: Oppe på ådalskammen og nede i ådalen. Derfor er det værd at forlade vandringen langs selve åen og gå op på højdepunkterne omkring den. I Hesselrød er der en mindre seværdighed, Andelsmejeri Toft som var i drift 1892-1979. Nu serveres der helt andre drikke, idet Erik Sørensen Grand Vin har laget her. Fra Vejenbrød flere gode udsigter mod nord over ådalen. Hesselrød ligger i bunden af ådalen tæt på åen.

Lidt syd for Hesselrød har man et godt udsyn over ådalen.

Ellers er Vejenbrød en lidt anonym landsby med et særpræget nyt parcelhuskvarter sydvest for. Hesselrød mindre og flere ældre gårde. De mest seværdige gårde er Kildegården i Vejenbrød og Lysthøjgård i krydset Vejenbrødvej-Fredensborg Kongevej.

Ruten

Nivå Station. Ringovnen og udskibningsmolen. Langstrupstien. Vejenbrød(svej). Fredensborg Kongevel. Hesselrød. Sydsiden af Nivå (smukt, men vanskelig farbar). Vejenbrød. Løvbjerggådsvej-Kirkesti. Nivå Mølle. Nivå Station. Ialt ca. 20 km.