Der er ingenting i verden så stille som sne

De fleste arbejdende mennesker har måske ikke opdaget det. Men vejret i dag er det sagnomspundne drømmevejr som er beskrevet i talrige romantiske noveller, fortællinger og romaner. Fra kirkesamfundenes julehæfter, over Peters Jul til Morten Korch.

Gyngemosen ved Tingbjerg. Her skinner solen gennem det tætte krat. Sneen ligger som et dunblødt tæppe henover det hele. Der er stille. Kun fuglene høres af og til.

Solen skinner og får det dunbløde snetæppe til at glitre som sølv og lyde som "sølverklokkeklang". Med andre ord: Vejret er netop nu som beskrevet i fx Helge Rodes: Der er ingenting i verden så stille som sne.

Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt på de stemmer,
som for højlydt taler.

Dog daler sneen ikke sagte gennem luften lige nu. Men det har den gjort hele natten. Så da vandringsmanden stævner ud, dæmper den skridtene. Ok, den knaser, frostsneen. Men højtalerlarmen fra motorvejen er betragteligt taget af, blidt tysset på.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Jeps, vandringsmandens vandresko har været mudret til efter weekendens ture. Men ved hjemkomsten har sneens himmelhvide renhed skuret dem som nye. Og som dette indlæg måske afspejler, så har sneen også fået de "Hvide tanker" frem. Eller er det solskinnet? Det er svært at afgøre.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.
Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang
inderst inde i dit hjerte ringer.

Jovist, men det kræver jo så at man har fridag. For faktum er, at vi  alle sammen hader sneen. I trafikradioen om morgenen hører vi radiospeakerens medfølende stemme, når hun snakker om at "I derude" har 50 minutters kørsel mellem Måløv og Ballerup på Frederikssundsvejen. Sneen er besværlig. Den kommer på et forkert tidspunkt. Det er ikke mere jul. Netto har pottemuld og stedmoderblomster på tilbud. Desuden er det midt i marts, så kalenderen siger forår.

Men det ser de tilstedeværende beboere i Tingbjerg nu ikke ud til at lade sig påvirke af. Der er masser af liv. Fredeligt liv. Skolegården emmer af dæmpet frikvarterlyd. Enlige, par og grupper går sindigt rundt. Køber ind. Holder pause, eller bare oser.

Fra Gyngemosens højeste sted, 37 m. er der en fin udsigt over det bakkede terræn. Og stierne er pænt ryddede og saltede.

For de der skal på arbejde i dag, er sneen sikkert krævende. For at nyde sne kræver at vi har fri. At vi giver os tid til den. For ellers stresser den os. Og det kræver også at vejret arter sig. Den sidste uges isnende kulde og blæst har ikke været rar. Måske er det også derfor at dagens vindstille, frostklare luft og solskin virker ekstra stærkt. I morgen er det arbejde igen. Og så er dagens oplevelse af sne måske glemt og erstattet af ærgrelser over langsom trafik, kulde, fugt og vind.

Cowboy i mosen! Og Brønshøjholm

Det er ganske vist. Nogle kælkere så en cowboy i Gyngemosen tæt på Høje Gladsaxe i dag! Det var i hvert fald umuligt at overbevise dem om at Vandringsmanden ikke er cowboy, så jeg måtte gå videre, overbevist om at drengene nu vil fortælle begejstret om deres oplevelse. Det virkede faktisk som det var 'større' end selve kælkningen. Folk ser det de gerne vil se, og indrømmet, sandheden kan nogen ganske være lidt trist set i forhold til hvad man kunne forestille sig den var. Børn kan tro på nisser og julemanden - og nu en cowboy i Høje Gladsaxe, voksne på engle, kosmiske kræfter eller at Noahs ark ligger på et bjerg i Tyrkiet.

De kælkende børn mente bestemt at Vandringsmanden måtte være en cowboy. Det var umuligt at overbevise dem om andet.

Mosen ligger ellers stille hen en dag som denne. Der er ingen vind, sneen pynter gevaldigt op og giver de visnede blomsterstande et nyt (kunstigt) liv. Det er også blevet nemmere at bevæge sig rundt uden for stierne, fordi vandet mange steder er frosset til is, så man ikke synker i den bløde mosejord.

Idyllisk ser det ud, og idyllisk er det. Store sivskove med sne på. Sart og skrøbeligt lys. Og sneen synes også at lægge en dæmper på trafiklarmen.

Der er stadig meget liv i mosen, hvis ellers man kigger godt efter. Krager, skader, duer og gråspurve er der masser af. Men hvis man står lidt stille, vil man også kunne se rødhalse, musvitter og andet småkræ som jeg ikke kender navnene på. Igen fik jeg ingen billeder. De er ganske enkelt for hurtige til at smutte væk.

En duekoloni slapper af mellem strabadserne med at overleve kulden. I sikker afstand fra jordens farlige rovdyr

Der er også noget så ordinært som en sort kat. Men med en mærkelig opførsel. Den har lagt sig på en våge midt ude i en lille mosesø. Og den har ikke i sinde at flytte sig da jeg kommer nærmere.

Hva' katten laver den der? Den ligger på en lille våge. Måske er der lidt varmere der end på selve sneen, men alligevel. Det må da være hamrende koldt. Den ser nu også lidt trist ud, synes jeg.

Hist hvor vejen (Mosesvinget) i Utterslev Mose slår en bugt, og gemt væk bag Hareskovvejen og Brønshøjholm-bakken ligger der et lille stråtækt bindingsværkshus så smukt. Det fungerer i dag som gartnerkontor og toilet. Ifølge Vej og Parks folder om Utterslev mose, var den indtil 1932 den ene af længerne i gården Brønshøjholm. Holm fordi den dengang lå på en halvø (holm).

Den meget smukt istandsatte tiloversblevne længe af den tidligere flerlængede gård. Folderen fortæller at oprindeligt var her en holm (halvø). Dengang var der hverken gas eller elektricitet. På billedet i folderen (fra 1925) er der sågar en storkerede med to storke! Og de ser levende ud.

Pjecen oplyser desværre ikke om hvor gammel den er. Men den ser nyistandsat ud, med frisk stråtag og pænt malet. Sammen med  nabohuset, Restaurant Mosehuset, er området vel det i Utterslev Mose som kommer tættest på "masseturismens højborg". Om restauranten fortæller internettet at den er under tvangsopløsning. Så vidt masseturismen.

Terneøen kan lige skimtes ude i mosen til venstre, over halmballerne. Det er kun ca. en tredjedel af øen der kan anes. Den er ret stor, og når den først er etableret, kan publikum beskue fuglelivet fra fugleudkigstårnet, umiddelbart til højre uden for fotoet.

Ud for bistaderne og fugleudkigstårnet sker der ting og sager. Masser af halmballer og en gravko. Ballerne skal transporteres ud til Terneøen. En oplysningsseddel fra kommunen fortæller at øerne i mosen er ved at være eroderet væk af vind og vejr. Så nu er kommunen i gang med at fylde dem op med halmballer og egeflis. Det sker så at hættemågerne kan finde egnede ynglesteder. Hættemågerne, det er dem som i sin sted skrigende fulgte efter Storebæltsfærgerne. Hvis nogen ikke ved hvad en hættemåge er.

 I mosen er alt fredeligt, sneen lægger en dæmper på alting. Og alting emmer nærmest af fred. Set fra mosen ser selv byen og etagebyggeriet hyggelig ud, indpakket i sne på tagene.

Og så skylder jeg måske også lige at afsløre hvorfor de kære børn måske kunne opfatte Vandringsmanden som en cowboy.

Tinghøj Batteri ikke indtaget!

I fredags hed det Battery Exhausted. I dag kunne vel kaldes Battery Not Taken. Da vandringsmanden stævner ud denne årle morgen er der -5 grader. Så rimfrosten har smukkeseret de ellers visne blomsterstande og givet dem nye, smukke dimensioner.

Rimfrosten ser smuk ud på blomsterne i Gyngemosen.

Målet er Tinghøj Batteri i Gladsaxe. Og så hvad der ellers falder af undervejs igennem Gyngemosen. Mose er nu så meget sagt. Den ligner mest af alt en velfriseret park. Med nydelige stier uden de store overraskelser. Og Hillerødmotorvejen drønende igennem uden at støjniveauet dog er særlig højt. På vej mod batteriet er der i Tingbjerg en udmærket udsigt til de store kontraster i områdets arkitektur historie: I forgrunden er Tingbjerg Langhus tegnet af den vidtberømte Steen Ejler Rasmussen, og langt ude i horisonten tårner det knapt så arkitektonisk berømmede Høje Gladsaxe sig op.

Løbere og vandrere bør tage stien bag Langhuset i Tingbjerg. Den er betydeligt hyggeligere end fortorvet langs Langhus til venstre i billedet. I baggrunden tårner det ene af Høje Gladsaxes 7 højhuse sig op.

Imellem disse to meget iøjnefaldende arkitektoniske steder ligger Gyngemosen. Mest kendt for at Danmark Radios TV-Byen lå her 1963-2009. Med store bogstaver præsenteres de moderne tider med EY-Tower. Udsigten overalt i Gyngemosen er domineret af højhusene i baggrunden.

På den nydelige asfalterede vej gennem Gyngemosen mod Høje Gladsaxe kommer man igennem nogle temmelig intetsigende områder med krat og græs. Det er også dette som beboerne må have udsigt til.

At der er højt til Høje Gladsaxe erfarer man ved at tage stien vest om. En asfalteret og meget nydelig, veltrimmet sti. Senere må jeg nok konstatere nok også en af de få vandrevenlige stier i området.

 Stien vest om højhusene fører ikke for stejlt op på toppen af bakken og i pæn afstand fra de beboede områder. Indhegningen til venstre i billedet vogter over nogle industribygninger.

I det hele taget domineres området af tv. På nordsiden af Høje Gladsaxe ligger en 266 meter høje Fjernsynsmast i Gladsaxe.Den er solidt forankret med talrige stålwirer.

Den 266 meter høje mast er solidt forankret med betonforanstaltninger og stålwirer. På billedet ser man ikke helt op til toppen af masten.

Det ser ud til at man kan leve og dø i Høje Gladsaxe uden at have behov for at komme udenfor. Der er alt her: Skoler, butikker, boliger, skøjtehal, svømmehal, boldbaner .... Alt er timet og tilrettelagt som i en Olsen-bandefilm. Der er formentlig ikke et træ, ikke et blad, der ikke er kontrolleret og uden bagvedliggende formål. Langs den snorlige kastanjealle på sydsiden af de 7 højhuse ligger hvad der mest af alt ligner en golfbane mod syd, mens højhusene ser faretruende ud på nordsiden.

Kastanjealleen syd for højhusene. Til venstre græsplæner, til højre det lille krat mellem alleen og højhusene. Der er bl.a. legepladser.

Beboerne i højhusene må have en fantastisk udsigt. Men til hvad? Jeg prøver at få et indtryk fra kastanjealleen på sydsiden. Alleen er mere spændende end udsigten. Men det kan jo være anderledes helt oppe i toppen af byggeriet. Facaderne er helt plane. Så beboerne må læne sig ud for at verificere at de ikke befinder sig helt isolerede oppe i luften.

Tinghøj Batteri kan så vidt jeg kan se ikke indtages. Jeg finder det aldrig, men formoder, at det ligger på en indhegnet grund hvor der ikke er adgang. Jeg kunne i hvert fald ikke finde det. Jeg vandrede lidt forvildet rundt om Københavns Energis vandforsyning, i den tro at der måske kunne ligge noget der. Men nej. Jeg droppede derfor også den lille afstikker til Bagsværd Batteri.