Roskilde-Svogerslev-Kattinge og retur

Vejret artede sig for en gangs skyld: Flot solskin, omend bidende koldt i åbent landskab

Trækfærgen over Kornerup Å ved Hesselbjerggård. Det går nemt at trække sig over åen.

I går så jeg en udsendelse om at gang, vandring er godt for at forsinke aldringsprocessen, både hvad angår det fysiske, men så sandelig også hvad angår hjernen. Og hvem er ikke interesseret i det? Ikke at jeg ønsker at leve, blot at have det godt og være ved mit fulde fem mens jeg stadig er i live. Selv om bloggen er inaktiv i lange perioder, så går jeg stadig. Langt. Og nyder det. Kan også fornemme den gode fornemmelse man har efter en lang vandretur. Dagens var på 5 timer og op imod 20 kilometer. En dejlig fornemmelse.

Den provinsielle Ringstedgade (nu stærkt trafikeret) fører ud til et gammelt industriområde med velbevarede fabriksbygninger.

Roskilde er altid et besøg værd. Den er fuld af historie, ikke bare de store ikoniske områder omkring domkirken og Skt. Jørgensbjerg, men også fra nyere tid, med særpræget offentligt byggeri som fx Politistationen og de gamle fabrikker i området sydvest for stationen, bl.a en gammel likørfabrik. Her er også gader som minder meget om købstæder og mindre provinsbyer.

Svogerslev Kro er en af de meget markante bygninger - ud af flere - i Svogerlev. De fleste lokaliseret omkring kirken.

Her om vinteren er det ret kedeligt at gå på på landet. Markerne ligger skalperede hen, sort og i bedste fald med små græstotter. Man skal kigge og lytte langt efter noget levende, og de rester af naturområder hvor livet er, kommer man rask igennem. Så egentlig er jeg begyndt at gå rundt i byen i stedet for. Jeg har oplevet mere fuglefløjt selv i København end ved at gå i timevis langs marker ude på landet. Desuden er der i det mindste også noget at se på: Arkitektur fx, eller andre mennesker. 

Svogerslev har en del af den gamle landsbykerne intakt, bl.a. den blinde gyde Strædet. Her er det dog gadekæret med nogle mindre husmandshuse. Kan man abstrahere fra biler og asfalt, så kan man jo drømme sig tilbage til "dengang".

Så dagens tur var lidt om kombi: Nogle byer/landsbyer som Svogerslev og Kattinge, samt nogle smalle strimler af natur som man ikke kan nå at gå igennem på under et kvarter. Og så i det mindste udsigt til nogle søer som Svogerslev Sø og Lille og Store Kattinge Sø. Vejene her er også civiliserede uden de store udfordringer. Den stejleste bakke var sådan set fra Roskilde Havn til Domkirken i strid modvind.

Kattinge Bygade. Ikke ligefrem et sted hvor det vrimler med mennesker. Men det er faktisk her at "livet" overlever: der er planter, fugle og givetvis også dyr og insekter som bare venter på at det skal blive lidt varmere.

Dejligt at få gået en rigtig lang tur igen. Solen gør sig trods alt ganske godt "derude". Og for vandrere er det vel bare om at sætte den ene fod foran den anden. Igen og igen, for at bevæge hovedeet hen der hvor det kan modtage en masse indtryk.

Gudernes Stræde Lejre - Karlslunde

Gudernes Stræde byder på denne strækning bl.a. på Ramsø-fredningen og adskillige smålandsbyer

I betragtning af at kulturstepper udgør omkring 2/3 af Danmark, så er Gudernes Stræde lagt på en rute med en langt større andel natur. Ruten svarer til mine tidligere vandringer gennem hele Gudernes Stræde den 3. april 2016 fra Lejre til Gadstrup og 26. februar 2016 fra Gadstrup til Mosede. Modsat disse altså senere på året og derfor også mere grønt.

Lejre

Jeg stødte til ruten lidt sydøst for Lejre, ved Højby som er sammenvokset med Lejre, men som dog synes at have en vis grad af landsbyliv omkring gadekæret tilbage. Højby ligger på Gudernes Strædes "ringrute" Lejre-Øm-Højby-Lejre. Ved Højby oplyser en af infopælene om at her gik Alfarvej mellem Øresund og Storebælt. Markeret med en markvej.

Højby, syd for Lejre. Omkring dette kær er der delvis bevaret noget af hvad der må være en gammel landsby. Her er også noget så exceptionelt som en postkasse.

Ringruten mener jeg må være ny, så jeg gik mod Kumlehusevej, og drejede så ned af denne for at komme tilbage til den "normale" rute.

Kumlehusvej. Indrømmet, ikke på Gudernes Stræde. Men til gengæld lidt hesteliv.

Ramsøstien

Ved åen støder man til Ramsøstien. En af de allerbedste naturstier jeg har gået på overhovedet. Den er lang og der er masser af liv. Insekter, fugle, planter og dyr. Selv her i det tidlige forår dufter der desuden. Eneste ulempe er måske stiens beskaffenhed. Lidt for meget natur måske, ikke noget for folk i rullestol, for at sige det på en anden måde. Fotoer kan kun dårligt gengive oplevelsen af lyde og dufte.

Ramsøstien. Dette er et af de oversvømmede områder som man dog har en mulighed for at gå udenom nogenlunde tørskoet.

Det værste stykke er ved fugleskjulet. Et stykke af vejen kan man kroge sig gennem tjørnekratten i siden af stien. Men så kommer man til en vandbrønd som løber over. Det har gennemblødt stien så meget at man synker 20-30 centimeter ned i mudder og okker. Heldigvis havde jeg reservestrømper med og støvlerne holdt nogenlunde tæt. Men et øjeblik greb jeg mig i at tænke: "Åh nej, kviksand". Så galt var det dog ikke. Stien ser i øvrigt ud til at være ved at blive ordnet, men er kun nået til Ramsøgård.

Ramsøstien. Det kan være svært at se stien på dette foto, men det er den grønne strimmel som kanter sig gennem billedet.

Dette skal dog ikke afholde nogen fra at gå denne fantastiske sti. Øst for fugleskjulet forsvindet stien næsten og bliver til en trampesti langs en mark.

Ramsø, altså søen. Søerne har engang været drænet som landbrugsområde, men er i nyere tid blevet retableret som vådområder på en 1½ kilometers længde og ½ kilometers bredde.

Gudernes Stræde foreslår at man går sydpå ad Ramsømaglevej, men det er der for så vidt ingen grund til. Ramsøstien fortsætter øst for Brordrupvej langs de tre søer Ramsøen, Brordrup Mose og Ramsømagle Sø - hvor fugletårnet ligger. Mod nord går man langs de sænkningen og kan se bl.a. Brordrup nord for. Ruten fortsætter gennem stationsbyen Gadstrup med et stort industriområde øst for ad Salløvej mod Snoldelev

Snoldelev. Byen ligger langstrakt ca.1 kilometer langs ruten og byder på enkelte stråtæktshuse, dette hus som ligner en gammel købmandshandel og kirken.

Snoldelev, Hastrup og Karlstrup

Efter Snoldelev kommer man vest for og også øst for til de lortebrune kulturstepper hvor man dog i det fjerne kan se nogle grønne områder og enkelte gårde. Danmark er et land hvor man ikke kan vandre gennem naturområder, men må igennem det lortebrune landskab uden nogen former for liv, kulturstepperne. På denne årstid er de meget markante da byg, hvede og rasp endnu ikke er kommet op.

Hastrup er en del mindre end Snoldelev, men har til gengæld bevaret en del gamle huse og gårde.

Øst for Hastrup har man fra Bødkerhuset (der er sat til salg) mulighed for at passere en brakmark mod Bakkegårdsvej. Det giver mulighed for at kigge nærmere på Karlstrup Kirke og det gamle voldsted nordøst for. Sidste gang var jeg ved Karlstrup Kalkgrav som nok er at foretrække hvis man absolut skal vælge.

Korporalskroen, Møllebækkens Købmandsgård mm. Et børnevenligt sted hvor trætte vandrere kan forkæle sig selv med en is og kikke på gamle købmandsvarer.

Et af de mere spektakulære udflugtssteder og rastepladser er ved den stærkt trafikerede Tåstrupvej. Korporalskroen, Iskagehus og Møllebækkens Købmandsgård ligger her. Her har man forsøgt at genskabe en gammel købmandsbutik fra min barndom. Og der er mulighed for at spise en is ved Møllebækken. Det gjorde jeg sidst - ikke i dag da iskagehuset var lukket.

Vilhelms Plantage. Ruten her går delvis igennem skov og delvis åbent land. Det er gammel havbund, altså fladt.

Wilhelms Plantage

Den sidste del af ruten går gennem et bynærtnaturområde. Man har heldigvis fået åbnet stien under motorvejen igen så man kan komme til Wilhelms Plantage og videre mod Brødmosen.

Brødmosen, hængesækken. Mosen er ganske lille, men dog alligevel en intens oplevelse.

Gudernes Stræde er i et vejr som dette, frisk til jævn vind og cumulusskyer ideelt til vandring. Afvekslende og kun meget lidt lortebrune landskaber. Om en måned slipper man måske endda for dem når byggen, hveden og raspen står lidt højere. Turen var også en milepæl for mig da jeg efter næsten 4 år med Polymyalgi (og 4-6 år tilbage) nu er nået op på at kunne klare en ganske pæn strækning og i et ganske pænt tempo uden at gå ned.

Flere fotoer på Flickr fra Lejre, Roskilde, Solrød og Greve.

Ruten

Lejre Station. Højbyvej. Kumlehusvej. Ramsøstien. Gadstrup. Snoldelev. Hastrup. Karlstrup. Wilhelms Plantage. Karlslunde Station. I alt ca. 28 km

"Sortladne land": Lille Svensved - Roskilde

I "Kong Christian stod ved højen mast" er udtrykket "sortladne hav". Udtrykket passer imidlertid også på Danmarks land, i hvert fald fra nu af (august) til april

Typisk dansk landskab: kultursteppe. Frisk sortladent, her hjulpet på vej med afbrænding af vissent plantemateriale. Kilometerlangt strækker det sig så langt øjet rækker ud i horisonten, hvor man lige aner Maglegård mellem Havdrup og Gadstrup.

Efter knap 300 vandringer bliver det efterhånden svært at finde nye områder med natur. Selv hvis man planlægger et "naturhop" gennem det danske landskab, undgår man sjældent det mest karakteristiske danske landskab, kultursteppen - som dækker omkring 2/3 af Danmark. Den er karakteriseret ved få planter som byg, hvede og raps, ringe dyre- og fugleliv og sparsomt med indsekter. Det er ikke svært at finde en vandretur kun gennem dette landskab - og dagens tur fra Lille Skensved til Roskilde er et eksempel på en sådan. Af særlig interesse fordi den i disse uger gennemgår en radikal forandring.

Hovedgaden i Lille Skensved. Gaden rummer bl.a. Guldbageren, en slagter, et pizzeria og en genforeningssten. Det er mere end det "oprindelige" Skensved, Kirke Skensved. Øst for byen ligger et industriområde der fylder næsten lige så meget som byen selv.

Byer og landsbyer

På vejen kommer man gennem hele 3 byer, dvs større bebyggelser med et forretningsliv med supermarked, benzintank, frisør og andre livsnødvendige butikker: Lille Skensved, Havdrup og Gadstrup. Disse tre byer kan man vist godt kalde stationsbyer. De ligger på jernbanen Roskilde-Køge-Næstved som åbnede i 1870, og deres vækst hviler netop på adgangen til en station. Havdrup station hører til de oprindelige stationer fra 1870. Gadstrup stationsbygning er fra 1905. Lille Svenstrup er nok den mest fuldkomne idet den opstod som en satellit til Kirke Svenstrup og har siden udviklet sig langt hurtigere end denne. Stationsbygningen er fra 1908 (arkitekt Heinrich Wenck). Kirke Svenstrup er i dag en lille landsby, og hvis størrelsen skulle være afgørende, var det snarere den som fortjente betegnelsen "lille".

Havdrup er den største by på dagens rute med omkring 4.000 indbyggere. Her er der 3 supermarkeder og et butikscenter. Her et kig gennem Hovedgaden fra stationen Den røde bygning i forgrunden bærer skiltet "Ulvebørs". Meget aktuelt, kan man næsten sige. Området omkring stationen er i det hele taget værd at gå langsomt igennem fordi det er så velbevaret stationsby-agtigt.

Desuden nogle mindre landsbybebyggelser udelukkende med gårde og huse, men intet forretningsliv: Kirke Svenstrup, Brordrup, Kamstrup og Ramsølille. Ingen har bevaret det originale landsbypræg, men der er dog ganske fine gårde og huse i dem alle. Ligesom der også langs landevejen ligger ganske mange fine landejendomme og huse. Også trukket tilbage fra vejen med små alleer.

Degnegården lidt nord for Kirke Svenstrup er fra 1850 og set udefra et velbevaret stykke dansk landbrugshistorie.

Kultursteppen

Men nok om byerne og landsbyerne. De er af en størrelse så det ikke tager mange minutter at passere dem. Det meste af året (fra august til maj) henligger kultursteppen som et mørkt ørkenagtigt landskab, ofte bar jord, men ofte også dækket af et tyndt lag planterester fra strå og stængler fra korn og rasp. Kun afbrudt af områder med græs. Det breder sig karakteristisk kilometer efter kilometer ud i horisonten. Landevejene er generelt sådan rent teknisk gode og man kan sagtens finde nogle der ikke er så trafikerede. Herfra har man det bedste indtryk af landskabstypen.

Nord for Havdrupvej findes denne visne kultursteppe. Vegerationen er nyligt blevet klippet, delvis fjernet og tilbage ligger snorlige og sirlige rækker af biomateriale. I horisonten kan man lige ane en small bræmme af træer som markerer forløbet af Svenstrup Å og endnu længere væk striben af træer langs jernbanen. Men ellers breder steppen sig. Livløst og lydløst. Kun vindens susen og trafikkens hvislen bryder tavsheden.

Fra slutningen af august og indtil maj henligger kultursteppen først som brun, dernæst ofte som sort og bar jord. Personligt foretrækker jeg egentlig at gå gennem sådanne landskaber når sneen dækker det hele. Når man går time efter time, kommer man nemt i den stemning som jeg formoder deles med de soldater der vandrede gennem områder undergået "den brændte jords taktik".

Pilevejen-Kamstrupvejen. På korten er markeret et vandløb eller rende der krydser vejen, men det må være rørlagt eller helt kastet til. Her kan man se hvordan jorden titter frem og kun et tyndt lag planterester dækker jorden. Vejkant er der næsten ingen af og den er klippet så der næsten kun gror græs.

Vejene gennem kultursteppen på ruten er mest trafikeret med landbrugskøretøjer. Det er højsæson for bearbejdningen af steppen. Der hersker imidlertid en god trafikkultur. Der tages hensyn til vandrere: lav hastighed, passende afstand ved passage, ofte helt ovre i den anden side af vejen så man ikke generes af vindpust. Bilfolket er flinke, ofte vinkes der fra ruden eller over skulderen fra førerhusene. Cyklister ser man stort set ingen af, bortset fra tre tyske turister som forsøgte sig med et "hej" med tydelig tysk accent.

Endnu et karakteristisk kik ud over det mest udbredte danske landskab. Her er det gul-brune ikke blevet til sort endnu, men det er det om ganske få måneder når forrådnelsen er gået  gang.

Sommetider bliver kultursteppen dog afbrudt af en smal bræmme af lav kratbevoksning, eventuelt mellemstore, spredte træer. Disse bræmmer markerer som oftest en grøft eller å, en landevej eller et gammelt markskel i forfald. Man an også være så heldig at komme forbi små bede med vilde planter. Især hvis der er tidsler og andre biplanter, summer det pludselig af liv, og det lykkedes mig såmænd da også at få øje på en kålsommerfugl.

Denne kultursteppe syd for Kamstrup er karakteriseret ved en smal stribe træer. Der er formentlig tale om et gammelt hegn som efterhånden er gået i forfald, på grund af pløjning og efterfølgende giftsprøjtning. 

Markskellene er mestendels mærket af tidens (eller rettere: plovens og sprøjtens) tand. Der er blevet pløjet mere og mere af bræmmen, og bevoksningen er også påvirket af giftsprøjtning så buske, træer og krat ofte fremstår bladløst og med gulnede eller endog brunlige, medtagne planter som ikke hører til vegetationen på kultursteppen. Hvis denne udvikling fortsætter, vil de vel være helt forsvundet om nogle årtier.

Risbyholm. En gammel herregård med aner næsten 300 år bag i tiden. Også denne er omgivet af vidtstrakte kulturstepper, men dog også af en lille lund, eller skov øst for ejendommen.

Enkelte steder på kultursteppen finder man også gamle herregårde. Dagens rute gik forbi en lidt vest for Havdrup: Risbyholm. Godset stammer tilbage fra 1721. Som så mange andre har ejerne bidraget tiil danmarkshistorien fx ved at tjene på neutralitetspolitikken i slutningen af 1700-tallet. Skotten John Brown var endda så god til det at han blev udnævnt til guvernør i kolonien Trankebar.

Skensved Å. Åer er ikke længere omfattet af randzoneloven, så kultursteppen kan frit brede sig ned til åbrinken. Det er dog ikke helt sket her, idet der på den ene side er levnet et bælte med græs, på den anden en mark til græsning. Marken med dyr er i øvrigt en af de få undtagelser hvor man kan se dyreliv, her dog husdyr. Køer kan være farlige dyr og slår et par mennesker ihjel hvert år i Danmark, i maj måned blev en mand således trampet ihjel ved Broager.

På mit kort er der desuden også ofte afmærket grøfter eller render, men man kan ikke regne med disse da de enten er blevet kastet til eller rørlagt under kultursteppen.

Natur

Ingen vandretur uden natur. Og jeg kom da også forbi et enkelt eksempel på noget sådant, nemlig den skønne Ramsødal. Fristelsen var stor for at afbryde kultursteppe-vandringen. Men jeg har gået turen før og ved at turen kun er ca. 1½ kilometer gennem selve dalen. Bræmmen er her kun et par hundrede meter bred. Herefter fortsætter den langs HOFORs kildeplads og bræmmen indskrænkes til vel omkring 20 meter.

Fra Brordrup har man et godt udsyn over Ramsødalen, og man kan også se hvor lidt den i grunden fylder i landskabet: Kultursteppen omringer totalt det fredfyldte område med masser af dyre- og planteliv. Næsten lige som en lille atol i et stort Stillehav.

Som sådan er dagens tur egentlig repræsentativ for hvordan Danmark ser ud. Nogen grund til at bevæge sig uden for vejene og nærstudere kultursteppen er der dog næppe de afgørende grunde til. De er ret ensartede, og har man blot bevæget sig et par meter ind på dem fra vejen, har man sådan set set hvad der er værd at se. Kulturstepperne er da heller ikke indhegnede eller forsynede med adgang forbudt skilte. Det er sjældent nødvendigt.

Ruten

Lille Skensved. Kirke Skensved. Havdrup. Ramsølille. Gadstrup. Brordrup. Kamstrup. Vor Frue. Roskilde Station. Hele turen er på ca. 20 km.

Boserup skov - Fjordstien

Bunden af Roskilde Fjord er tæt på toppen af Fjordstien. Samt et par kulturhistoriske områder

Roskilde Fjord, et typisk vy over fjorden nord for Boserup Skov.

Roskilde er meget andet end Domkirken selv om dette UNESCO verdensarv må stå på listen som et "must see" når man passerer langs Fjordstien. Et mere ubemærket sted er området omkring St. Jørgensbjerg Kirke. Området er ikke så stort, men fyldt med stemning: Bakket, gamle huse med smalle og stejle stræder og god udsigt. Det er svært at se nu, men for mange herrens år siden - og endnu ældre end de nuværende huse - lå Roskildes havneby her. Kirken selv er meget gammel, fra 1080 og dermed en af de ældste hertillands.

Voldstedet med den gule gård bag. I forgrunden skal det vist forestille at have været en voldgrav. Selv om det er svært at forestille sig. Men planchen har en tegning til at hjælpe fantasien på rette spor.

Sct Hans Hospital

Da jeg tidligere har vandret langs fjorden, lagde jeg denne gang ruten gennem de to store hospitalsområder, Sct. Hans som ligger med et grønt område på ca. ½ km. Det er som bekendt gammelt københavnsk område. Som tak for at de københavnske borgere reddede Danmark under svenskernes belejring af København 1658-60 gav enevoldskongen ganske enkelt området til dem. I 1996 solgte kommunen dog området til staten.  I dag er såvel hospitalet som de om omgivende områder fredet. Og der er åbent for offentligheden i parken. Hospitalets historie kan læses så mange andre steder, den korte historie er at det startede 1808-11 som fattighospital og dårekiste. Senere da Københavns indbyggerantal eksploderede, blev fattige og syge sendt hertil.

Den østlige del af Sct Hans Hospital har en nyere del til Psykiatrien i Roskilde, samt bl.a. disse lidt ældre bygninger.

Bygningerne mod øst fungerer stadig som behandlingssted, og jeg har det lidt dårligt med at optræde alt for meget som turist. Men ved Bistrup Bakke er der et gammelt voldsted. Man kan fornemme voldgraven (der dog nu er helt tør) foran den store gule bygning fra 1800-tallet ("slottet"). Det er er bispegården lå. Her lå også engang en landsby, kirke og kilde. Men efter reformationen blev kirken revet ned og der er intet tilbage af landsby og kirke. Midt i området er der også bibliotek og museum, men det har kun åbent om onsdagen.

Den vestlige del af Sct. Hans Hospital rummer bl.a. museum og bibliotek og denne idylliske sø med en cafe indrettet i huset på den anden side.

Boserup Skov

På turen nord og vest til Boserup Skov passerer man et område med udstrakte kulturstepper, pt med hvede omkring Bistrup Parcelgård. Det var på Bistrup Gård man indrettede "dårekisten", hvorfor man i 1809 opførte Bistrup Parcelgård øst for Boserup skov. Bygningen var erklæret bevaringsværdig, men blev alligevel revet ned i 2000. Parcelgården blev i 205 solgt for 45 millioner kroner.

Bistrup Parcelgård ligger stor og mægtig omgivet af udstrakte kulturstepper af hvede og andre kornsorter. 

Jeg er egentlig ikke så stor tilhænger af at gå rundt i skove længere. Men jeg kan godt lide at gå langs vandet i skove. Og det giver Boserup Skov god lejlighed til. På mange måder minder stien den langs Furesøen, blot mere fredelig og væk fra byområder. Der er  i øvrigt muligheder for at grille, overnatte og andre fritidsaktiviteter. Det var der også en del skoleelever der gjorde, så skoene genlød af frikvarter. Hvis man er til fred og ro, skal man nok tjekke om den slags foregår når man planlægger turen.

Et af de utallige smukke syn langs fjordstien. Ikke underligt at to både ligger for anker og skoleklasser har valgt at opholde sig her på denne skønne solskinsdag.

Kattinge Værk

I den vestlige ende af skoven skal man over den smalle bræmme som adskiller Roskilde Fjord med Store Kattinge Sø. Der er en smal kanal med et gammelt industriområde, Kattinge Værk der nu er koloni for børn, udflytterbørnehave og naturcenter for Københavns Kommune. Ikke så storslået som tilsvarende værker ved Mølleåen, men absolut seværdigt. Man kan ikke gå gennem værket, men umiddelbart før man kommer til det, er der en smal trampesti som leder op til Boserupvej. Værket var oprindeligt (1753-1884) stampemøller med vandhjul, men fik senere turbiner. Produkterne herfra (først militærtøj, senere gryn) blev eksporteret til København. Hvilket gav beskæftigelse til omkring 30 personer. 1884-1910 var her papirproduktion. 1914-1917 producerede det strøm til Sct. Hans Hospital.

Kattinge Værk. Der er ikke offentlig adgang til værket. Men man får et ganske godt indtryk af det fra landevejen. 

Modsat Sct Hans købte Københavns Kommune i 1917 værket igen med henblik på at bruge det til alkoholikere. Man har adgang til området omkring det gule slusehus hvor der er en malerisk fisketrappe for ørreder der gerne vil op i Kattinge Sø og til gydepladserne i Lavringe Å. Det hele ser idyllisk ud i dag, men det var det bestemt  ikke i værkets storhedstid. Affaldsprodukterne fra produktionen blev ledt ud i Kattinge Vig hvor det medførte totalt iltsvind og der må have været e frygtelig stank.

Slusehuset ved kanalen mellem fjord og sø. Samt fisketrappen til højre for. Bygget til ørrederne.

Kattinge

Turen fra slusen til Kattinge går gennem intensivt landbrugsområde uden adgang til søbredden. I dag var der høstarbejde, og hele turen ad Boserupvej foregik i støv der blev blæst ind over vejen og helt over til modsatte side af vejen. Kattinge fremstår i dag som en gammel bondeby, og den har en lang historie tilbage til jernalderen måske. Landsbyen hørte også med til det som Københavns Magistrat fik som belønning for at redde Danmark under Københavns belejring. Den oprindelige landsby er dog nu erstattet af småhuse til husmænd og småhåndværkere som smede og skomager.

Kattinge må vel nærmest siges at være indbegrebet af hvad man kalder bondeidyl. Men man skal nu ikke lade sig narre. Landsbyboere har gennem tiderne haft travlt med at slås indbyrdes om alskens ting og sager. Det håber jeg dog er holdt op i vore tider.

Gadekæret har en stengruppe som markerer hvor bylauget for bønderne holdt møder (husmændene var sat udenfor). Læs i øvrigt søndagens indslag på Politivennes Facebookside hvor jeg netop beskriver landsbylivet i 1800-tallet og de talrige indbyrdes stridigheder der var mellem en landsbys beboere dengang.

Store Kattinge Sø set fra Kongemarken. Nok se, men ikke røre! Dette er nok det tætteste man kan komme denne sø.

Strækningen fra Kattinge til golfbanen ser på kortet ud til at nå ned til Store Kattinge Sø. Men som nævnt er det forbudt område at bevæge sig ind på. Man må nøjes med de sporadiske udsigter fra Kongemarksvej og Kongemarken. Begge udmærkede vandreveje. Men altså også uden de gode udsigter. Kornerup Å kan man risikere at passere uden at lægge mærke til den. Heldigvis er der et skilt. Og så kan man prøve at ane Lille Kattinge Sø mod syd. Store Kattinge Sø ses bedst fra Kongemarken.

Med lidt god vilje kan man se ned mod Gedevadsrenden tværs gennem billedet. Den forbandt for mange hundrede år siden søen med bispegården.

På turen gennem golfbanen kan man prøve at ane Gedevadsrenden som er en lille grøft i bunden af dalen. Man skal forestille sig at for mange hundrede år siden løb renden helt til Sct. Hans Hospitals bispegård og drev en mølle. Dog uden at komme i karambolage med stampemøllerne, for de blev først opført århundreder senere.

Ruten

Roskilde Station. Sct. Hans Hospital. Parcelgårdsvej. Boserup Skov langs kysten. Kattinge. Kongemarksvej. Kongemarken. Vestergade. Roskilde Station.

Viby Sjælland

På jagt efter hvad mennesket eftertragter i det ganske, danske land.

I 2007 var området omkring Viby genstand for et 231 sider langt speciale fra Københavns Universitet "Oplevelser i landskabet" (2007). Den rummer nogle ganske interessante betragtninger over hvad det egentlig er vi gerne vil opleve, især på landet. Det kan derfor være interessant at gå i disse studerendes fodspor for at gentænke hvad og hvorfor vi "nyder" forskellige ting. De havde nemlig udvalgt nogle forskellige steder - og det er dem jeg har forsøgt at genfinde. Og så har jeg også puttet nogle flere indtryk på vejen mellem punkterne. For det skal jo helst ikke blive for "studentikost" at vandre rundt. Men tankerne - de vandrer for det meste frit, og tak for det.

Viby Sjælland. Tidlig lørdag morgen er der kun enkelte hundeluftere som er ude. Vejen ligger øde hen, ingen trafik.

Viby Sjælland

Denne by er en egentlig by, med lidt under 4.700 indbyggere. Nok til at holde hotel, kro, mindst to supermarkeder og en ikke ubetydelig mængde småforretninger kørende. Jernbanen har delt byen i Gl. Viby og ... bare Viby. Sidstnævnte er det sted hvor forretningslivet er mest livligt. Uden der dog er tale om et egentligt centrum i byen. Uden at fornærme nogen kan vi vist godt kalde Viby for en stationsby. Ikke at der ikke var by før jernbanen. Men udviklingen hænger klart sammen med at der blev anlagt en station så tidligt som i 1856, altså kun 9 år efter den første jernbane åbnede mellem København og Roskilde. Den største befolkningstilvækst fandt dog først sted fra 1970'erne.

Jeg skynder mig at bringe dette billede, fordi det nok er helt karakteristisk for området omkring Viby: Store marker, kun afbrudt af lidt træer omkring bebyggelserne. Her er det vist en bygmark. Men det kunne for så vidt lige så godt have været en hvede- eller rapsmark. Nu har I så set det, og det bliver det eneste i dette indslag.

Generelt er området omkring Viby præget af en masse små bebyggelser, et par landsbyer og spredte gårde hist og pist i landskabet der fortrinsvis består af landbrug med hvede, raps og byg. Kun enkelte steder også havre og sågar en enkelt rugmark. Egentlig natur er der ikke ret meget på dagens etape. Men vandringsmæssigt er det udmærket terræn hvis man er ligeglad med udsigten. Godt nok asfaltveje overalt, men til gengæld er trafik stort set ikke eksisterende. Man kan også opleve en lærke synge her og der, ligesom der langs grøftekanten og i bebyggelserne er et vældigt liv af sommerfugle og andre insekter.

Skovfølelse: Birkede Skov

Første stop i hælene på de studerende var Birkede Skov. Navnet dækker dels over en lille skov, dels over et langstrakt område med spredte huse. Det er nu mest skoven jeg kom for. Formålet var at undersøge om man fik en "større sammenhængende skove, hvor skovens egne lyde, lys og dufte dominerer. Her kan man få en følelse af at træde ind i en anden verden. Det er muligt at komme væk fra hverdagen, stresse af og nyde naturen i fred og ro. I skoven kan det være muligt at udfordre sig selv fysisk eller mentalt. Det kan for eksempel være ved at gå en lang tur, cykle, løbe, eller plukke svampe." Men det er ikke en hvilken som helst skov, det skal være en ældre skov på 40 og 50 år for henholdsvis løv- og nåletræer, den skal have en vis størrelse og der skal helst ikke være for mange forstyrrelser for eksempel fra højspændingsledninger og støj fra trafik.

Billedet er lidt uretfærdigt ved oplevelsen i skoven. Man får faktisk mellem toglydene en ganske rar fornemmelse af at være inde i en skov. Hvis ellers man går meget langsomt. For gør man ikke det, er man hurtigt ude af den igen. Måske endda før man overhovedet når at vænne sig til skoven.

Skoven er ikke ret stor. Det tager ikke mere end et kvarter til tyve minutter at gå igennem. Så måske skulle jeg være gået et par gange rundt i den. Den er ca. 20 ha. Hvert kvarter kan man høre toget køre igennem området mellem  Birkede skov og den noget større Klosterskoven (ca. 230 ha) mod syd. Skoven er privatskov og har præg af ikke at være plejet, hvilket ses ved, at der er underskov flere steder. Jeg kiggede efter langdyssen med kisteformet kammer (fredlyst 1887), men fandt den ikke. En smuk langdysse blev sløjfet af jernbanevæsnet i 1887. Det skal nævnes fordi det blev stødet til vigtige fredningsbestemmelser af fortidens mindesmærker for jernbane- og vejvæsnets område.

Landsbyen Birkede Skov ligger så vidt jeg kan se langs landevejen. Udover beboelseshuse er der ikke noget. Skolen er nedlagt.

Landsbyen Birkede Skov

Selvom Birkede Skov er en lille landsby, fortæller lokalavisen at sammenholdet stort. Det kan man selvfølgelig ikke mærke når man bare passerer hurtigt forbi. Men det skulle være sangen, som er den sociale lim. Birkede Skov Sangforening blev stiftet 1980, og fejrer både sankthans, høstfest, julefest og fastelavn sammen. Foruden en månedlig kaffedrikning med udveksling af sladder. Her lå også engang en skole, men den er nu privatbolig. Af hensyn til beboerne holdt jeg kameraet for mig selv.

Søster Svenstrup. Landsbyen ligger omkring et T-kryds. Gårdene er som de er flest i området, dog har nogle stråtag.

Søster Svenstrup

Er en ganske lille landsby, og det har den tilsyneladende altid været. Der ligger en 4-5 gårde og et par husmandssteder.Navnet søster hentyder til Clara Kloster som ejede det hele. Sådan var det med landsbyer og bønder dengang: Uanset om det var kirken, godsejeren eller kronen, så ejede de bønderne. Med til landevejene i området hører også at man stadig enkelte steder kan finde disse stader hvorfra der sælges hindbær, æg, kartofler og andre afgrøder fra folks køkkenhaver. Man lægger bare pengene i en boks og snupper en bakke eller pose. Fin service!

Urørte og eventyrlige naturmiljøer: Nord for Søster Svenstrup 

Det er områder hvor omgivelserne bærer præg af at være gamle og urørte. "Oplevelsen af et oprindeligt, urørt, og vildt miljø, og der er generelt god mulighed for at opleve mystik og stilhed. Det kan fx være naturskove, gamle skovbeplantninger og skovmoser. Med detaljer som væltede, døende, knudrede og gamle træer. Det hele skal helst ikke forstyrres af trafikstøj, mange mennesker samt følelsen af at være tæt på større bebyggelse, trafikerede veje og højspændingsledninger. Men også stier og bålpladser."

Det eneste område jeg kunne finde som passede på rapportens beskrivelse, var dette langs vejen Sortland. Set i tværsnit. 

Som da specialet blev lavet, var området meget svært tilgængelig. Og der lå stadig en del byggeaffald. Men det var ret ufremkommeligt naturområde og sandsynligvis uden menneskelige spor. Det består primært af skovmose. Jorden er sumpet og vegetationen er meget tæt. Området er ca. 700 m gange 10-20 m. Det er mest til at beskue udefra. Igen må jeg sige at områdets størrelse gjorde at jeg ikke rigtig kunne fornemme nogen mystik. Stilhed måske.

Assendløse hovedgade. Der er et enkelt par ude og der bliver klippet hæk og nusset om haverne inde bag hækkene. 

Landsbyen Assendløse

Assendløse var oprindelig den største landsby i sognet Dåstrup. I 1899 var der 8 gårde i Assendløse samt en del husmandsbrug. Og den fremstår da også ganske stor. Men dog ikke stor nok til et egentlig forretningsliv. I en artikel i Familiejournal 34/2011 beskrives et honningkagehus med skov og marker. Det er Trines hus hvor der er konditori. Jeg kiggede dog forgæves efter det. Men det kan stadig være at jeg ikke kiggede grundig nok. Hvis det stadig findes.

Kjærs Kager. Forretningen har holdt sig siden 2008. Så den må jo være god. Denne gård og området med åbent landskab, udsigt, mergelgrav mm. på den anden side af broen udgør et andet af de studerendes udpegede mål. 

Kulturhistorie: Ved Birkevad Bro 

Definitionen på et sådant sted var: "Der skal her være kulturhistoriske spor som for eksempel en gravhøj, et stendige eller en historisk driftstype. Men de kan sjældent stå alene, de kræver formidling. At knytte menneskelige historier og fortællinger til et område gør, at det bliver mere interessant og levende, og besøgende kan bedre relatere til stedets historie". Det er sådan set det jeg ofte gør her på bloggen. Men jeg henter så sandelig stof mange forskellige steder fra. Det kan være lokale plancher eller stof på internettet. Jeg tror nu nok at her ville en guide have været passende, idet jeg havde noget svært ved at opdage mergelgraven, og gravhøje, kirken ved Kirke Syv og herregården Vibygård var noget nordligere.

Kirke Syv hentyder til de syv gravhøje som ligger omkring kirken. 

Kirke Syv og Øster Syv

Omkring Kirke Syv markante oldtidshøje. Nordvest for kirken to rundhøje. Et bud på stedets oldtidshistorie er givet i Lejre Historiske Forenings blad, Lethrica, nr. 15, 2013.  Syv Kirke ligger på en 49 m høj banke. Kirken ligger tæt på gravhøje fra bronzealder eller Vikingetid. Stednavnet Syv hentyder netop til de syv høje, der må have været et markant træk ved området. Forhenværende isenkræmmer Poul Christensen har lagt sine Erindringer om området fra 1920'erne til 2007 på nettet. At Kirke Syv engang var et magtcentrum, fremgår dels af kirken, dels af kirkegården med dens mange monumenter over forgangne tiders godsejere. Bl.a. et halvunderjordisk mausoleum.

Udsigt og åbent landbrugslandskab. Ryebakke 

Det ensformige landbrugslandskab kan godt tage pippet lidt fra en vandrer. Og egentlig havde jeg planlagt også at kigge på Ryebakke. Formålet skulle være "at nyde udsigten og få følelsen af rum og frihed. Mennesker har altid været draget af steder, hvor det er muligt at se langt og få et overblik over det omkringliggende landskab. Disse områder har derudover en positiv effekt på menneskers velbefindende. I åbne landskaber og over vandoverflader er mulighederne for at få en udsigtsoplevelse generelt gode". Punktet lå på Ryebakke ligger 59 m over havets overflade. Men jeg opgav at nå dertil.

I mangel af punktet udsigter her i stedet et fra syd for Kirke Syv.

Naturrigdom og landskabsformer: Ramsødalen 

Endnu en destination havde jeg allerede inden turens start droppet, for den har jeg allerede besøgt flere gange: Ramsøfredningen. Set i bakspejlet må jeg nok sige at hvis jeg skulle råde vandrere der ønsker naturoplevelser, så var det nok denne tur de skulle have valgt.

Jeg ved for øvrigt ikke om det bare er mig, eller der er noget om det. Jeg mener at huske at når man i min ungdom (jo, det er en del år siden) kørte med bil rundt på landet om sommeren, så var ens kølerhjelm og forrude oversplattet med insekter. Fra bladlus over myg til fluer. Nu kan det selvfølgelig stadig være at det er tilfældet. Men jeg så nu ikke en eneste bil med bare en enkelt lille bladlus nogen steder. Hvis denne iagttagelse er rigtig, så tyder det jo på at der er gjort kål på en masse insekter. Hvilket bilejerne måske ikke begræder. Men det betyder så også at der er gjort kål på fuglene som lever af dem. Fugle er der nemlig heller ikke ret mange af langs landeveje med marker på begge sider længere. Nå, det skal nu ikke ødelægge nogens gode humør. God sommer!

Risø - Risby

Naturkapitalindexet over biodiversiteten har skabt opstand i Struer. Det kunne jeg ikke undgå at påvirke dagens etape

Massey Ferguson 35. Det var egentlig et Ferguson-design og blev også udelukkende lanceret som sådan i USA i 1955. Den røde farve er vist original. Den blev produceret helt frem til 1964 og er en af de mest populære traktorer overhovedet gennem tiderne.

Jeg er vokset op på landet i 1950'erne og 1960'erne, dengang enhver dreng vidste hvad en Massey-Ferguson var. Det var en traktor som blev omtalt med samme respekt som visse bilentusiaster i dag omtaler fx Porsche. Massey-Ferguson var en fusion i 1953 af to store traktorvirksomheder med samme navne. Ferguson blev ikonisk for Marshall-hjælpen, mekaniseringen af det danske landbrug og i det hele taget Danmarks vej ud af den økonomiske krise efter 2. verdenskrig. I mange årtier havde jeg den opfattelse at sådan ser en traktor ud. Den vender vi tilbage til.

Gravhøj øst for Ågerup. Der ligger et par stykker i området, alle ret lave, men dog synlige i landskabet. Man skulle tro at den højt besungne danske kulturarv ville blive godt behandlet, og den bliver da også lige tolereret af ploven. Her kan man endda gå tæt forbi. Man skal ikke gennem en mark først.

Gravhøje

Ruten byder på nogle flotte gravhøje. Den største af dem er Hvedshøj ½ km sydvest for Hvedstrup. Ikke alene er den meget stor, den ligger også på en bakketop så man har en god udsigt til alle sider. Størrelsen peger på at den må være fra ca. 1800-1000 f.v.t. Mellem Ågerup og denne gravhøj ligger tre mindre nord for stien Østermarken. Disse er dog noget fladere og mindre imponerende. Ikke alle gravhøje har overlevet. Bavnehøj lidt vest for Vridsløsemagle står stadig, men det gør en engang nærliggende gravhøj ikke. For lidt over 100 år siden fandt en jordejer på at opfylde et vandhul med jorden fra gravhøjen. Som altså nu ikke længere eksisterer. Nationalmuseet nåede dog først at udgrave højen.

Lille Valby set fra vest mod øst. Landsbyen er ganske lille og har nogle gamle huse samt nyere større gårde.

Rutens eneste naturområde er 1 ½ kilometer langs Sengeløse Mose. Her er der dejlig læ for den friske vestenvind der ellers suser om ørerne på en når man går over de åbne kulturstepper hvor der intet steds er læ for vinden. Fornuftigt at jeg valgte at have den i ryggen, for ellers havde turen nok udviklet sig noget anderledes.

Man kan gå ca. 2 km langs Sengeløse Moses sydkant. Men det er ret svært at trænge ind i selve mosen. Det gør nu heller ikke noget. Der er god læ, og ved at liste sig frem, kan man høre fuglestemmerne derinde. Biodiversitet så det basker! Der er ikke meget at se, men alligevel er det balsam for sjælen efter at have vandret langs de åbne kulturstepper.

Landsbyer

Ruten forløber et par kilometer nord for Fjordkilen. Fortrinsvis ude på landbruget gennem små og store (lands)byer. Den største af disse er Ågerup. Indbyggertallet er knap 1.600 indbyggere. Og de holder til i den nybyggede del af byen. Til forskel fra de andre er der liv her. Ågerup har supermarked, bibliotek og meget andet. Det gamle Ågerup er næsten forsvundet, med undtagelse af en meget iøjnefaldende undtagelse, en stor gård helt mod øst inden man forlader byen. Faktisk er det en af de mest seværdige gårde jeg har oplevet på mine ture. Der går endog svin rundt på gårdspladsen - og høns, hvilket er et særsyn i dag.

Østpå i Ågerup finder man dette fascinerende gårdmiljø. Ikke at jeg tror at det kan være særlig rentabelt, for der er både svin og høns, måske endda flere forskellige dyr.

Mindre er Lille Valby, Store Valby, Hvedstrup,Vridsløsemagle og Risby. Alle har enkelte gamle landsbyhuse, men er ellers noget anonyme. De er desuden af en sådan størrelse at de fortrinsvis er sovebyer. Mange unge søger til byerne, hvilket man ikke kan undre sig for meget over. Indespærringen af landsbyerne af åbne landbrugsarealer må kunne fremkalde noget der minder om økuller hos personer med bare en smule udlængsel.

Hvedstrup set fra vest. Den ligger som en lille ø i et stort ocean af sortladne landbrugsarealer. Kirkens interiør minder om Ågerup Kirke, faktisk er der de samme dekorationer på prædikestolen.

Et enkelt gods ligger der såmænd også: Cathrineberg Gods. Nærmest industriaatig så noget af det herregårdsagtige er gået fløjten. Og med godset er vi tilbage til traktoren. Den fandt jeg på et museum. Sammen med de alt andet end gode gamle dage (tro mig, jeg har været der, de gode gamle dage er nu). I dag kører landmændene ikke længere rundt med små traktorer. De kører rundt på landbrugsmaskiner på størrelse med mindre parcelhuse og som mere ligner kørende fabrikker. Forudsætningen for store maskiner er monokultur og enorme ensartede marker. Og det er lige præcis sådan landbrugsdanmark ser ud på dagens rute.

Cathrineberg Gods ca. 1 km nord for Sengeløse og ca. 2 km øst for maskinstationen Birkelund ved Birkelundsvej. De to steder repræsenterer på hver sin måde hvordan landbruget er blevet tvunget ud i stadig større drifter (og rovdrifter) for at overleve.

Ude på landbruget

Vandring har visse fordele og giver indtryk som løbere, cyklister, bilister og andre går glip af: Lugte, lyde, afstande og størrelsesforhold, proportioner. Alt sammen på bekostning af at man ikke kommer så hurtigt frem. Til gengæld ophober der sig en række erfaringer som nu engang skal tage tid og som fart forhindrer en i at erfare. Der var især en nyhed som summede i baghovedet det meste af turen: Der var stor opstandelse blandt de lokale i Struer over at kommunen er havnet som nummer sjok på en liste over biodiversitet.

Skiltet lyver ikke: Der er ca. 1 km fra Lille til Store Valby, dvs husene i baggrunden. Og landbrugsskabet ser sådan ud. Man kan diskutere om det er natur eller ej. Landmændene vil måske sige at det er. Men man kan ikke diskutere den totale fravær af biodiversitet. En afgrøde, og de tre hvide prikker på marken er halvdelen af fuglelivet i området. I hvert fald den synlige. En lærke synger dog i det høje.

Men ruten i dag gav flere forklaringer på det. Tag et eksempel. Strækningen fra Lille Valby til Store Valby er ca. 1 km. På begge sider af vejen ligger der åbne marker næsten så langt man kan se, og i hvert fald i kilometers afstand. Nu giver jeg mig ikke ud for at være særlig videnskabelig, men på denne strækning noterede jeg 3 svaner, 2 krager og 2 grågæs. Sikkert på træk. Selv om det er midt i fuglenes parringstid, hørte jeg kun lærken. En lignende oplevelse kan man få på den ca. 4 km lange strækning på Birkelundsvej-Herringløsevej. Denne strækning er på det nærmeste et mønstereksempel på landbrugsområder og mangel på natur.

Her et typisk landbrugsskab mellem Ågerup og Hvedstrup, nord for Østermarken. Kildemose Å løber et sted dernede. Men mon ikke den som så mange andre åer i Danmark er blevet til en afrettet grøft? Efter afskaffelsen af randzoner bliver der igen pløjet helt ned til åkanterne de fleste steder, og såmænd da også ud til asfalten.

Modsætningen til dette scenarie er den lille kildeplads, Brokilde Kildeplads i Store Valby langs Maglemose Å. Kildepladsen er ganske smal, måske 20-40 meter, og under 1 km lang. Men naturen har her fået nogenlunde frit spil, hvilket også afspejler sig i dyrelivet. Biodiversiteten synes nærmest omvendt proportional med markerne: Selv om kildepladsen måske kan være 30 gange på markarealet, oplevede jeg mindst 30 gange mere natur. Både synlig og hørbar.

Og her en anden udsigt mod nord fra Østermarken. Der er sandelig højt til himlen. Skal vi gætte på at der til sommer vil være hvede, byg eller raps i området?

Og det er her proportionen kommer ind: Betyder det så at Roskilde har en stor biodiversitet? Så afgjort ikke på grund af en smal strimmel jord omkring en kildeplads. Roskilde er naturfattig, og pladsen som nr. 82 ud af 98 er fortjent. Det samme gælder i øvrigt Høje Tåstrup med en placering som nr. 90. Jeg kender ikke til Struer, men hvis det passer at landbruget optager så meget som det blev sagt, så er sidstepladsen formentlig fortjent.

Landevejen gennem Hvedstrup. Ikke ligefrem vandrevenlig. Men på den anden side set er der næsten ingen biltrafik, så man går nogenlunde i fred på asfalten.

København ligger på en 14. plads. Og som københavner er jeg ikke overrasket. København har Utterslev Mose, Kagsmosen, Fællederne og så en masse villakvarterer. Alt sammen noget som de fleste måske ikke opfatter som naturområder. Men det går fugle, dyr og insekter til gengæld. Jeg har set mere liv i Kagsmosen på den halve time det tager at gå rundt, end mange timer i landbrugsdanmark hvor dyrelivet indskrænker sig til markmus, harer, lærker og hvis man er heldig agerhøns og en enkelt fasan. Og hvor plantelivet indskrænker sig til hvede, raps og byg.

En kåd hest gnubber ryggen ved gården Baunely vest for Vridsløsemagle. Den vrider sig lystigt fra side til side. Med hestedækken og det hele. Der må være noget der klør. Af mudderet på de andre heste kan jeg slutte at de allesammen har været den tur igennem.

Det siger en del om hvordan den moderne dansker umærkeligt over tid har ændret opfattelse af hvad natur er. Det er en udbredt opfattelse at marker er natur. Denne udvikling var vist allerede i gang før Massey-Ferguson gjorde sit indtog i landbruget. Men den må have accelereret ganske betydeligt siden jeg i 20 år boede på landet. Der er sket noget siden 1960'erne, og ikke til det bedste for naturen. Jeg kunne fylde endnu flere fotoer på, men dette må være nok for denne gang. Jeg har lagt flere fotoer på Flickr. Alting ser bedre ud i solskin. Og solskin var der masser af i dag, og nærmest forårsagtigt. Så hvad man ser, er landbruget når det er bedst.

Ruten 

Risø. Lille Valby. Store Valby. Ågerup. Hvedstrup. Vridsløsemagle. Risby. I alt ca. 20 km