Rønnede-Tappernøje.

"Der er lang, lang vej til Tappernøje", hedder det i fri oversættelse af en evergreen fra 1. verdenskrig: "It's a long, long way to Tipperary". Tipperary, Irland, minder efter fotoerne faktisk lidt om udsigten på dagens rute.

Denne tur fra Rønnede ad omveje til Tappernøje går gennem landbrugsarealer. Og nogle af dem var grønne, men lige så mange var brune pløjemarker. Der var tyst på store strækninger af ruten: Trafik var der næsten ingenting af, Dyreliv heller ikke, det trives ikke på de enorme, bare jordarealer. Fugleliv høres når man kommer til bebyggede områder med haver, buske og træer, eller de sparsomme områder med skov.

Rønnede Kro.

Rønnede og Kongsted havde 2.784 indbyggere (2023). Nok til liv i byen i form af supermarked (Rema1000) og forretninger. Men skynd dig kom, om føje år, en motorvej mellem Næstved og Rønnede på 15 km står. Bussen fra Tureby Station holder lige ved Rønnede Kro. Den fylder/fyldte 200 år i år. Den blev etableret i 1824. På sine besøg hos godsejeren på Gisselfeld kom H.C. Andersen fra Rønnede Kro, men der er ikke meget H. C. Andersen over stedet i dag. Jeg har passeret den flere gange, men aldrig - som nu - om formiddagen - og den gør sig med fuld sol på bygningerne. Den tunge trafik i lyskrydset oplevede Andersen ikke.

Et eksempel på kalkmalerierne i Kongsted Kirke.

Sammenvokset med Rønnede er Kongsted. Kirken er med rette berømt for sine kalkmalerier. Det mærker man allerede når man kommer ind i kirken. Et apparat kører for at holde fugt og temperatur bedst muligt. Kalkmalerier dækker næsten hele loftet (hvælvingerne). De fremstiller den kristne mytologi, sagnfiguren Jesus' historie, her i en middelalderlig fortolkning, bl. a. hvad angår klædedragt. Der siges at være over 3.000 guddomme. Kristendommen har udvalgt 1 (3 hvis sønnen og helligånden tæller med) og afvist andre som "overtro". Ateister og agnostikere tror på 1 (3) mindre end de kristne. I kirken er nogle bænkegavle som afspejler adelens dominans over bønderne. Vandhanerne udenfor er lukket, og dem er der heller ikke meget brug for, vinterens regn har vist skabt et lager til lang tid. Stier og græsarealer er bløde at gå i.

Ruten blev lavet gennem de mange små landsbyer øst for Vordingborgvej. Den første var Eskilstrup, et par kilometer syd for Kongsted. Der er et lille gadekær. Dernæst videre til Leestrup, en landsby med ca. 80 huse. Det lokale bylaug skal være meget aktivt – og arrangerer flere årlige sammenkomster, herunder fastelavn, høstfest og Mortens aften. Men det ser man ikke meget til en sådan klar februardag.

Udsigten fra ruten på det meste af denne lange strækning: Endeløse landbrugsarealer. Her fra Eskilstrupvej. 

Indslaget her burde egentlig være fyldt med sådanne fotoer hvis det skulle afspejle hovedparten af udsigterne fra landevejen, men det bliver nok for træls for læserne, så jeg bringer kun et par enkelte mere. Vejene er generelt heller ikke forsynede med gode rabatter i tilfælde af biler, men omvendt, så er trafikken stærkt begrænset, og bilerne kører meget langt over i den anden side for at tage hensyn. Dette var i øvrigt også en motionstur, ikke så meget lagt an på naturoplevelser.

Udsigten fra Saksholmvej.

Området har hidtil været ret fladt uden kuperinger, men det ændrer dig en kort strækning og skaber en anelse variation. Efter Leestrup går det mod Stavnstrup. Vejret er fint, og forventningerne til at der nu snart kommer noget natur, stiger i takt med trætheden af at se de endeløse og livløse landbrugsarealer.

Den Ø-mærkede gård Saksholm, lidt afsides fra Saksholmvej.

På vej mod Stavnstrup er et skilt ind mod gården Saksholm hvor der er et Ø-mærke, altså økologisk landbrug. Mange af gårdene er indrettet til stutterier. Men altså ikke Saksholm. Jeg har dog forgæves forsøgt at finde noget at skrive om denne gård.

Bart, livløst snor Hovskovvej ned mod Hovskov.

Fra Stavnstrup  går vejen stik syd ad Hovskovvej. Herfra skulle der være udsigt til fredningen længere syd på. Vejen slynger sig da godt nok også sydpå. Men altså - surprise - omgivet af bare landbrugsarealer (se foto). På nettet læste jeg at området omkring Hovskovvej veksler mellem dyrkede marker, skov og levende hegn, og en mindre sø. Jeg kan så tilføje at der skal lægges kraftigt tryk på det første, og de levende hegn ser ikke ud til at være i bedste stand: De fleste er sprøjtet eller pløjet i fragmenter.

Der er en malerisk udsigt i Hovskov. Ugledige-tunnelsalen. Den er til gengæld ret flot.

Turen gennem Hovskov er på under en kilometer, og så afgjort turens højdepunkt hvad angår natur (faktisk det eneste). Skoven ligner andre skove, men gennem den slynger sig Krobæk med dramatiske skrænter i en ådal. Vandet risler lystigt, og det er her jeg indtager frokosten. Her bliver jeg dog nødt til at advare vandrere der gerne vandrer i natur: Det er altså det eneste natur der er på denne rute. I den nordlige del af Hovskov ligger Lekkende Dyrehave. Et lysåbent areal med skovholme og gamle enkeltstående træer. Siden 1996 udlagt som urørt skov. Skoven ligger ud til den markante tunneldal, Ugledige-tunneldalen.  Skoven er privatejet og der er derfor kun adgang på veje og stier.

. 

Ved Bækkeskov Gods. De øvrige bygninger som kan ses fra vejen er ret forfaldne.

Lekkende Dyrehave var tidligere klassisk dyrehave til godset Bækkeskov. Det stammer fra 1300-tallet. Så vidt jeg kunne skønne er der adgang forbudt. Men man kommer dog forbi nogle bygningerne langs vejen. Godsejere dengang var generelt ikke særlig vellidte, men en af de værste skal have holdt til her, bondeplageren Knud Becker. Bondeplageriet bestod i bl.a. prygl, og havde en skarpladt pistol i bæltet. Bønderne fik for meget og stak ham ihjel 1738. Det tolereredes selvfølgelig ikke: 11 blev halshugget og lagt på hjul og stejle, fire sendt i lænker til Bremerholm. I ligeberettigelsens navn (?) havnede fem kvinder  i tugthus. 

Højgaardsvej. Forfaldne gårde og huse er der påfaldende mange af på denne rute.

Endnu to landsbyer, Sølperup og Sjolte blev besøgt. Sjolte Hovedskole blev nedlagt i 1960 i forbindelse med den nye Korskildeskole i Brøderup. Det er svært at se at sådan en lille landsby engang har haft en skole. Her som mange andre steder på ruten ser man forfald: Store gårde, små huse. Ofte med fritvoksende haver. Opmagasineret - undskyld udtrykket - skrammel og byggematerialer der ser ud til at være leveret for år tilbage. Biler med punkterede dæk - svundne drømme som aldrig gik i opfyldelse?

Sjolte. Et fint lille hus med have.

Vel ankommen til hovedvejen Vordingborgvej, krydser jeg denne for at gå over i Brøderup, en bydel i nordlige Tappernøje. Vejen fører igennem et bolig- og industriområdet. Her ligger også  Tappernøjes eneste supermarked. Snesere Kirkes 52 meter skal være en af Danmarks længste landsbykirker. Men da den ligger langt fra Snesere Overdrev, så droppede jeg det, benene var efter over 20 km ikke til det. Jeg ville ellers godt have besøgt kirkegården fordi der ligger Svend Paludan-Müller begravet. Han var chef for Grænsegendarmeriet i Sønderjylland. Dræbt i ildkamp mod Gestapo i min barndoms naboby Gråsten under 2.verdenskrig.

Tappernøje Kro, nu dog kun med adressen med det prosaiske navn: Hovedvejen 81. Bygningen er fra 1927. Det er i dag beboelse. 

Tappernøje er mindre end Rønnede med sine 1.707 indbyggere (2023). Der er et Forsamlingshus, men ellers er det svært at få øje på et forretningsliv. I 1970'erne spiste jeg på Tappernøje Kro, men den lukkede 2004 og er ombygget til boliger (se foto). Og det er så mange år siden at jeg ærlig talt ikke kan huske hvad vi spiste og hvordan der så ud indeni. Ud over det afbildede hus har jeg svært ved at finde andet som ser spændende ud. Men rejsen er sådan set også slut. Den endte ved busstoppestedet ved en bilvask. Og biler er vist også det eneste som man kan få behandlet i Tappernøje. - Der "var lang, lang vej til Tappernøje" (fra Rønnede) og som visen fortæller: "Og den vej skulle jeg". Omtrent 23 kilometers omvej. Det gør jeg nok ikke igen lige med det første.

Ruten

Rønnede. Kongsted. Eskilstrup. Saksholmvej. Leestrup. Stavnstrupvej. Stavnstrup. Hovskov. Bakkeskov Gods. Sølperup. Sjolte. Brøderup. Tappernøje. I alt ca. 23 kilometer. Gå turen for motionens og fredens skyld!

Præstø - Faxe Ladeplads

To mindre byer med en kyststrækning mellem sig - den sydlige del inde i landet bag sivene ad landevej. Den nordlige del langs en dramatisk og storslået klint. 

Den første halvdel af ruten byder på gode motionsmuligheder, mens den anden halvdel også på krævende naturkystvandring.

Torvet i Præstø (forgrunden) samt Klosternakken som leder ud til Frederiksminde. Denne del af Torvet bliver ikke så meget benyttet som parkeringsplads.

Bussen landede ved den gamle station på privatbanen Præstø-Næstved. Banen var aktiv 1900-1961. Og efter stationen at dømme en ganske anselig størrelse. Centrum af Præstø synes at være en knap så gammel købstad og stationsby. Politivennen var i Præstø og gav følgende rejsebeskrivelse fra 1838, altså for godt 200 år siden:

"... tidlig på morgenstunden ankom vi til Præstø. En nedslående efterretning modtog vi her, nemlig den at der intet gæstgiveri var på aftrædelsesstedet. "Der var et gæstgiveri i den anden ende af byen, men der var nok ingen oppe og værelserne vist kolde." så vi følte ikke synderlig lyst til at begive os på opdagelsesrejse efter dette. I den lige over posthuset liggende kippe hvor postillonerne samledes, nød vi et koldt værelse, en kop kaffe, satte os derpå til vogns ..."

Mit ophold var en del længere, jeg skulle hverken spise eller overnatte. Men en rundtur i byen ville jeg dog ikke snyde mig selv for. Den gik gennem Adelgade til kirken og Frederiksminde, og  tilbage gennem Klosternakken og Torvet - der vist mest bruges som p-plads.

Frederiksminde, michelinstjernet restautant.

Michelinstjernede Frederiksminde er opkaldt efter en statue (!) af Frederik VII, med gentagelse af myten om "Grundlovens giver". Der er en mindesten om en væver Hans Hansen Mern som efter indskriften skal have været en banebryder for folkestyret og første repræsentant til folkets råd (1848). Samt en statue af en lokal snaphane - så fik vi også lige givet svenskerne en på nakken! Vi er i "Gøngeland" - hvem husker ikke Jungshoved fra Carit Etlars romaner om Gøngehøvdingen fra 1853 der i dansk nationalromantisk stil er blevet ophøjet til at være historieskrivning. Helt op til i dag hvor den i 1992 blev genoplivet i en tv-serie med komikerparret Pallesen & Pilmark i hovedrollerne. På grunden lå Danmarks eneste Antonitterkloster 1470-1563. Det er opført 1870 og blev opkaldt efter en buste af Frederik VII der stod der i forvejen. I 2016 fik restauranten en michelin-stjerne, og den har de vist stadig. Anlægget er åbent og såmænd ganske nydeligt.

En af Danmarks mest kendte embedsmænd, skarpretter Peter Schmidt (1801-1865), døde i Præstø; det var ham der tog livet af Balle-Lars. Du kan læse om Peter i Politivennen Live Blogging.  Han blev berømmet for sin præcision, ro og sikkerhed, men han fik altså hverken mindesten eller statue. Schmidts søn boede også i Præstø, han omkom ved et vådeskud. Om Peters rolle ved Balle Lars' henrettelse i Præstø kan man læse følgende:

"Henrettelse. Præstø, den 16de Oktbr. (Byens Av.) Imorges Kl. 7½ blev Dommen fuldbyrdet paa den berygtede Forbryder Lars Nielsen Bahl, eller Balle-Lars, som han kaldes i daglig Tale, og en Mængde Tilskuere havde indfundet sig til dette sørgelige Skuespil. Ligeindtil den sidste Dag troede han at det ikke var fuld Alvor med Dødsdommen, og ved Skafottet svoer han ved den evige Gud, at han døde uskyldig og at han aldrig godvillig vilde lægge sit Hoved paa Blokken. Han bevarede en stor Ro til det Sidste, og paa Veien sad han og nikkede og smilede til gamle Bekjendte, og selv da han passerede Gaarden, hvor han havde forøvet Mordet, betragtede han den med Ligegyldighed. Som en Mærkelighed kunne vi anføre, at han, efter sin Tilbagekomst fra Kjøbenhavn, ikke var modtagelig for Kirkens Trøst, ja frabad sig endog ethvert Besøg af Hr. Pastor Gjellebøl, hvorimod han før Kjøbenhavnsreisen med Begjærlighed lyttede til den daværende Sognepræst, Hr. Pastor Schaper, og læste med Iver det nye Testamente, som han fik til en Erindring, da Pastoren reiste. - Retteren udførte sin blodige Gjerning med særdeles Færdighed og Ro. (Sjællands-Posten (Ringsted) 18. oktober 1860).

I perioden 1909 til 1959 var desuden en afstikker til havnen der fungerede som havn for Næstved til omkring 1938. Der står endnu en håndfuld pakhuse ved havnen fra den tid. Da Næstved fik sin egen havn, afvikledes trafikken i Præstø ganske langsomt.

Et kig tilbage fra landevejen mod Præstø. Lidt til højre for midten ses pakhusene som blev til dengang Præstø havn benyttedes som udskibningshavn for Næstved.

Fra havnen går der en vandresti op mod landevejen. Allerede her støder man på kysten langs Præstø Fjord: Der er sivbevoksning langs store dele. Og det betyder at der ikke er en farbar strand. I stedet må man iagttage det meget rige fugleliv der findes i sådanne områder, lidt på afstand.

Men så støder man på landevejen som lige kræver et par ord med på vejen! Det er en enkeltsporet vej med to rødmarkerede vigespor på hver side af bredde som en cykelsti. Disse vigespor bruges af vandrere, cyklister og biler som må vige hvis der kommer modkørende. Og det gør der sådan set ret tit, for der er pæn trafik på hele strækningen.

Enkelte steder er der skåret stier ud til stranden gennem sivene hvor man kan tage en pause - sine steder endda med en lille interimistisk bro så man kan nyde fjorden til begge sider. Andre steder er der små flokke af køer. Så denne første halvdel af turen kan man jo fx bruge til at kigge på de forskellige bygninger man kommer forbi.

Det første er det pænt store Nysø Gods. Hovedbygningen var under reparation, men så vidt jeg kan se er der fri adgang til gårdspladsen. Istandsættelse af hovedbygning. Nysø Gods har bygninger tilbage til slutningen af 1600-tallet og har et lille museum for Bertel Thorvaldsen - det var lukket. Stampe-familien har en særlig afdeling på Præstø kirkegård. Hvis man nævner Jungshoved, så ringer der vist en klokke der siger Gøngehøvdingen. Og tæt på godset ligger der såmænd også et hus med påskriftet "Gjøngehuset"

Kort efter Nysø Gods er der et skarpt sving. De tre granitblokke viser sig at være en Genforeningssten. Det hele ligner lidt en undskyldning for sig selv. Det er vist den mest hengemte og beskedne jeg har set. Skriften er da synlig endnu, men ligger ved en ret trafikeret vej i et sving.

Udsigten ind mod land cirka ved Hulebæk med Broskovvej. Det ene af de tre bindingsværkshuse i skovkanten.

Bindingsværkshusene kunne måske lede tanken hen på hvordan forholdene var før i tiden. I 1836 boede her en husmand og væver Ole Nielsen (1793?-1836) og hans kone, Barbara Hansdatter (1777-1850) - sidstnævnte endte sine dage i tugthuset i København. Deres stedsøn, væversvend, tjenestekarl Jens Uldrichsen (1813-1837) endte sine dage uden hoved på  retterpladsen ved Ugledige, nogle kilometer sydvest for Præstø. Lad os kigge indenfor i husmandshjemmet: 

Under Præstøe Amt er for kort Tid siden begaaet en skrækkelig Misgjerning. En Huusmand er bleven mydet af sin Stedsøn i Forening med dennes Farbroder, tilskyndet dertil at sin Moder, den Myrdedes Hustru, en Kone på 62 Aar. Grunden dertil skal have været, at hun, som tredie Gang var gift, var forbittret paa Manden, fordi han kort i Forveien var bleven udlagt som Fader til et ugift Fruentimmers Barn. Hun havde siden den Tid bestandig tilskyndet Sønnen til at dræbe Stedfaderen og lovet ham, at han skulde faae deres af ny opbygte Huus, naar han slog ham ihjel. Stedsønnen og dennes Farbroder passede da Manden op en Aften sildig, da han kom tilbage fra sit Ærinde i en Naboby, og sloge ham i ihjel med Knipler, som de til den Ende havde forsynet sig med. Han blev funden med 12 større og mindre Saar i Hovedet og Ansigtet. Som et Beviis paa den Overtro som har parret sig med denne Ugjernig, fortjener at mærkes, at da Stedsønnen havde givet den Myrdede det sidste Slag, og derpaa gik efter Farbroderen, som allerede havde forladt Drabsstedet, sagde han til denne, at nu var Faderen dd, men han havde, efter sin Moders Raad, lagt sin Haand paa hans Legeme i Fandens Navn, og nu kunde Ingen gjøre dem Noget. (Kjøbenhavnsposten den 12. juli 1836)

Flere detaljer stod i "Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer", 17 juni 1837:

Den 12te Juni skulde i Høiesteret foretages Justitssagen: Auditeur Liedenberg som befalet Actor contra Arrestanterne Jens Ulriksen og Lars Jensen Hammer, samt Arrestantinden Barbara Hansdatter. I denne Sag tiltalte Førstnævnte for begaaet Mord, Sidstnævnte for at have kjøbt og tilskyndet ham dertil, og Lars Jensen Hammer for at have medfulgt Jens Ulriksen i den Tanke, at være ham behjælpelig med at afprygle den Ombragte. Overretten har idømt Hammer 6 Aars Fæstningsarbeide, samt iøvrigt stadfæstet Vordingborg nordre Birkedistricts Extrarets Dom, der har tilfundet de 2 Andre at have deres Liv forbrudt, samt at lægges paa Steile og Hjul. Da Mordet er begaaet under særdeles aggraverende Omstændigheder og i de nærmeste Familieforhold, idet Jens Ulriksen er en Søn af Barbara Hansdatter, som var gift med den Myrdede, og altsaa dennes Stedsøn, saa ville Forbryderne neppe blive indstillede til Benaadning. (Kbhvsp.) 

De bloddryppende detaljer i selve mordet kan du læse på Politivennen Live Blogging. Jens Ulriksens hovedløse legeme blev efter 3 gange 24 timers forløb nedtaget af stejlen. Så vidt de "gode gamle dage", kan man så meget desto mere nyde turen gennem Præstø Overdrev. I starten gennem Vordingborg Kommune, men fra Hulebæk går man (i øvrigt uden at noget ændrer sig) ind i Næstved Kommune. Langs landevejen er der udsigt ind i landet til Broskovvej og 3 bindingsværkshuse. Ud mod fjorden til strandenengen

"Gjøngehuset". Blot for at markere at vi er i Gøngehøvdingens land.

Det næste man kan besøge, er Bredeshave. Her ligger Marjatta som er en meget stor institution for psykisk udviklingshæmmede. Driver landbrug, gartneri mv. og har en gårdbutik. Og sørme om der ikke ude ved vejen ligger - Gjøngehuset.

Et vy mod forskellige steder som man kan besøge på vej nordpå. Kapellet Sankt Peder samt Fjordkroen helt yderst til højre. Som det ses stiger terrænet her en lille anelse, nok til at løfte sig op over sivene.

Langs landevejen ligger også Sankt Peders Kapel som blev opført i slutningen af 1800-tallet da nogle fandt at der var for langt til de andre kirker. Der er ingen kirkegård eller toiletfaciliteter der er åbne. Foran kirken er et stort monument for major Lassen, Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen. Den højst dekorerede dansker, Victoria-korset. Og en af de højst dekorerede fra 2. verdenskrig i det hele taget.

Landbybillede som mange vist godt kan lide at forbinde med de såkaldte gode gamle dage. Livet i huset er dog nok en hel del bedre end dengang.

Hidtil har terrænet været ret fladt, men på et tidspunkt stiger terrænet lidt, og det har Hotel Fjordkroen benyttet sig af. Der er en parkeringsplads til hotellet med en fin udsigt over det område som man lige har gået igennem. Men i øvrigt ingen bænke til at sætte sig, dog en sen man kan bruge.

Her er udsigten fra et af de ovenstående fotoer set dem modsatte vej, nemlig fra Fjordkroen ind mod Præstø. Vejen til højre angiver vandrevejen.

Længere nordpå bør man dreje af ved Strandholm - og nu er man i Faxe Kommune. Væk fra landevejen går man nu i et roligt område med idylliske huse. Ved en bebyggelse kan man komme ned til selve strandengen. Stedet er velegnet til en pause (fx frokost). Inden man igen kommer op på landevejen. Den forlader man først ved Egemosevej. Og herfra er der så dømt fed vandresti resten af turen helt op til Faxe Ladeplads. For enden af Egemosevej er der en natursti langs inderfjorden. Den går gennem sivene, så det er lidt småt med udsigten, men trampestien går gennem et fint naturområde. Helt inderst i fjorden går stien op på diget, og herfra er udsigten noget bedre. Man kan se det lave område bag diget ind i landet, og mod fjorden er der nu havudsigt. Samt udsigt til Feddet.

Udsigt fra diget ind i landet. Meget fladt, sikkert under havets overflade. Der er en pumpestation ved diget.

Stien går rundt om Feddet (tror jeg da nok). Men det var lige en for lang tur denne dag. Det kræver nok en helt selvstændig tur, måske i fremtiden. I stedet gik jeg gennem Campingpladserne (eller er der kun en?). Den viste sig at være ganske enorm! Den deles vejen ud på Feddet, og her er indgangen med et slaraffenland for børnefamilier af aktiviteter. Endog et game center i tilfælde af regnvejr. På den anden side (østsiden) ligger så Feddet Strand. Også her med masser af ferieaktivitetsting til børnefamilier. Stranden minder nu fuldstændig om sandstrandene langs Køge Bugt. Den er pænt bred og lang så der er plads til alle. Mod nord begynder så stenstranden.

På østsiden af Feddet: Feddet Strand og langt ude strækker sig den næste etape i kystvandringen. Den fortsætter efter pynten! Udenfor billedet til højre er der masser af strandresortaktiviteter for campingpladsens gæster og andre.

Der findes en sti oppe i terræn, Skansestien, men jeg valgte at tage hele turen langs kysten. En fin naturstrand. Jeg havde hele stranden for mig selv helt op til Faxe Ladeplads. Nogle dele af stranden kunne jeg endda se at jeg var den første til at gå siden sidste overskyl af vandet. Og det med god grund. På ingen steder er der sandstrande. Sten af vekslende størrelse, fra håndstore til kæmpe granitblokke er terrænet. Og særdeles mange steder ligger der store træer hen over stranden. For naturen får her lov til at være i fred. Det gør kyststrækningen utrolig flot. Også fordi høje klinter tårner sig næsten lodret op fra stranden. Det gør det dog noget vanskeligt, mange steder må man ud i vandet i knædybde for at komme forbi. Jeg har købt nye Teva vandresandaler der påstår at kunne tåle vand, så de fik deres debut her, og de bestod med glans!

Omkring pynten. Her er skrænten høj og træerne er ved at miste fodfæst.

Denne flere kilometer lange strækning på turen var efter min mening turens største oplevelse. Samtidig må jeg dog også advare mod at gøre turen om vinteren hvis man ikke er til koldt vand. For vand-vandring er uundgåeligt langs kysten. Der er ingen muligheder for at gå op i terrænet for at omgå de nedfaldne træer. Først tæt på Faxe Ladeplads ødelagt af kystsikring. Og kommunens sandstrand markerer at nu er man tilbage i civilisationen igen. Der er kommet gang i turismen, så hele turen langs stranden gik på promenaden for ikke at forstyrre de mange børnefamilier som havde taget ophold.

Ruten

Præstø busstation. Langs kysten så vidt det nu lod sig gøre. Faxe Ladeplads station. Med rundture regnede jeg det ud til at være i hvert fald over 22 km. Det var passende, idet den sidste del af kystvandringen ikke var for gangbesværede.

Næstved - Holme Olstrup - Holmegaard/Fensmark - Næstved

Et par grader over frysepunktet. Ingen vind. Høj himmel. En rute som ikke byder på de store seværdigheder, men er perfekt til at gå rask til på gode vandreveje. Sådan lidt som Danmark er mest: Uendelige svinefoderarealer med kik til spredte bevoksninger. 

Næstved er med over 44.000 indbyggere Danmarks 15. største by. Det afspejles på dagens rute som går gennem et enormt industriområde mod nordøst som ikke lader Ballerup og Københavns omegn noget efter. For andre indtryk fra byen har jeg før publiceret et par indslag. På udturen gik turen øst for jernbanen. Et noget anonymt beboelsesområde. Vel ude af byen så ad Kalbyrisvej mod Holme Olstrup.

Turens typiske udsigt. Som Danmark er mest. 8 måneder med bare marker, så afløst af byg, hvede og raps i 4 måneder. Kalbyrisvej kunne sagtens være et bud på stedet hvor man viste rundt for turister der ville se hvordan Danmark typisk ser ud. Ikke flere af den slags fotoer, nu har man det i baghovedet og kan gå rask til.

Kalbyrisvej er en fredelig landevej uden særlig megen trafik. Bortset fra den lille skov Kalbyris som man passerer, er det mest svinefoder-Danmark til begge sider. Lidt som på fotoet ovenfor. Trafikken er minimal og det giver ingen problemer at gå på kørebanen.

Den lille skov Kalbyris mellem Næstved og Holme Olstrup. Det ligner en lade som er til brug for folk der arbejder i skoven. Ved siden af ligger en gammel gård som nu er brugt af en psykoterapeut.

Som nævnt kommer man igennem en lille skov, Kalbyris. På denne tid af året venter livet på at det skal blive lidt varmere. Men at skoven åbenbart giver husrum til rovfugle, viser sig ved at øst for skoven er der et par musejægere der svæver rundt over markerne, på udkik efter uforsigtige gnavere. Jeg så dem dog ikke dykke, så de havde tilsyneladende ikke helt heldet med sig. 

Brushøj på Kalbyhusvej. Ingen spor af gravpladser eller festplads fra landevejen. Men til gengæld gården.

Vel kommet ud af Kalbyris skulle der i den østlige udkant af Kalby Ris skoven være fundet en gravplads fra romersk jernalder ved Brushøj. Med kostbare smykker og genstande fra Romerriget. Der skulle også ligge et marksystem fra oldtiden. Dem skal man vist være ekspert for at kunne spotte. Heller ikke en festplads som blev omtalt da man den 11. juli 1920 afslørede en genforeningssten i Holme Olstrup er til at øjne. Efter afsløringen berettes at forsamlingen drog til fest på Brushøj festplads ved Kalby Ris Skov. Og det med musikkorps, skolebørn, blomstersmykket landauer, hædergæster, en enkelt veteran og andre beboere fra sognet.

Holme Olstrup

Holme Olstrup Kirke. En typisk landsbykirke. På våbenhusets ydre væg ses to gamle sten hvoraf den ene sikkert har ligget på gulvet - det tyder sliddet af den i hvert fald på. Den har bevaret de runde romanske vinduer. 

Holme Olstrup er en landsby på 1.259 indbyggere. Den er kendt fra hele tre julekalendere. Dem er der selvfølgelig ikke længere spor af, Fiffig-Jørgensen og Co. er og bliver film. Og dog. Ved gadekæret er der en granitstatue af Lunte fra Nissebanden. Som de fleste landsbyer af den størrelse har beboerne måttet kæmpe for at bevare en købmand "Min købmand". Men det lykkedes ikke. Han drejede nøglen i 2016, så nu må beboerne tage til Toksværd i stedet for. Og så er der naturligvis Bonbon-land som jeg dog ikke kom omkring.

Et gammelt SEAS transformatortårn fra 1920. Tårnet ser velbevaret ud, selv om de på modsat side bruges til at ophænge postkasser.

I byen kan man også se noget så sjældent som et transformatortårn, oven i købet af de ældste fra 1920 hvor elektriciteten for alvor kom ud på landet. Det er ikke mere end 100 år siden at man altså klarede belysningen på andre måder. Tårnene transformerede spændingen ned inden strømmen blev distribueret ud til de mindre lokaliteter og slutbrugere. Deres funktion forsvandt da luftledningerne blev erstattet af jordkabler der kun behøver små stationer i containerstørrelse. Ældre mennesker vil måske huske dem fra deres barndom, den pirkede da i hvert fald i noget i mig. Jeg håber at den får lov til at blive stående som det stykke Danmarkshistorie de er. Det er første gang jeg har set et så velbevaret eksemplar.

Godset Holmegård - i hvert fald hvad man får lov til at se fra den offentligt tilgængelige vej, se adgang forbudt-skiltet til højre.

Holmegaard Gods' hovedbygning er fra 1635, men der er ingen adgang fra broen over voldgraven. Den har rødder tilbage til 1305 og som gård i 1387. Unikke bindingsværkskonstruktion. Den er trefløjet og med to-etages hovedfløj samt oprindeligt med et tårn – og opført på et voldsted med kampestenssokkel omkranset af en dyb og vandfyldt voldgrav. 1801 solgt til excellence lensgreve Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe på Gisselfeld, der ønskede at udnytte mosens tørv som råstofressource. Det var hans kone, grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe, der i 1825 grundlagde det senere så kendte Holmegaard Glasværk. Udenfor hovedgården mod landevejen findes nu hus til forsamlinger og konferencer.

Fensmark: Holmegård Mose - Holmegård Værk

Holmegård Mose. 

Holmegård Mose er Sjællands største højmose, med flere tusind års vækst af sphagnum. Der skulle være store botaniske seværdigheder og et meget rigt og enestående dyreliv, arkæologiske rester fra den tidlige stenalder og maglemosetiden. Det er dog nu udenfor sæsonen for at se store mængder trækfugle. Området er dog delvis præget af mange års tørvegravning, kvælstofforurening fra især svinebestande, systematisk dræning, ande- og fasanopdræt til jagt og skovbrug og landbrug. Nogle af skaderne er uoprettelige. Og det er ikke slut endnu: kvælstofforureningen truer fortsat mosens eksistens. Områderne er privatejet af Holmegårds Gods, Gisselfeld Kloster, Broksø Gods og af en række store og små lodsejere.

Holmegård Værk

Før i tiden kunne man også finde Holmegaard Glasværk fra 1825 og 150 år frem. Værket skabte udvikling i hele egnen i form af arbejdspladser og for nytænkning indenfor håndværk, kunstnerisk udvikling, erhverv og teknologi. Det blev udvidet af flere omgange, og omkring glasindustrien opstod en by med sit eget liv. Fensmark by har i dag 5.110 indbyggere, altså en ganske pænt stor mindre by. 

Holmegård Værk. I bygningen til højre er der restaurant.

Som nævnt startede Holmegaard Glasværk A/S 1825, og er et af Danmarks ældste glasværker. Produkterne blev solgt i Nyhavn 12 i København. Det gik helt efter bogen indtil slutningen af 1900-tallet: Den ene redningsplan efter den anden gik i vasken. Først blev det fusioneret med Royal Copenhagen. Emballagedelen blev solgt til Ardagh (Ardagh Glass Holmegaard) som er det første man ser når man kommer ind i området. Så blev Holmegaard-mærket 2008-2010 brugt af Rosendahl A/S. Fabriksanlægget fra 1972 var tegnet af Svenn Eske Kristensen. Siden 2020 hedder stedet Holmegaard Værk. Nu som museum med 40.000 Holmegaard-produkter.

Næstvedvej syd for Fensmark

Hvis ikke man vil gå en lang omvej, er der ingen stille veje fra Fensmark til Næstved. Til gengæld gode cykelstier i pæn afstand fra vejen. Men altså med en buldrende trafik hele vejen, næsten helt ind til Næstved Station. 

Stavgang - Nordic Walking ...

hvis man gerne vil være international - har jeg dyrket gennem 3½ år nu. Det skulle være godt for stofskiftet, konditionen, knogler, aflaste belastende stød og regulere appetitten. Man "skubber" sig frem, og det er godt for ryg og mavemuskler. Siger eksperterne. Jeg kan bare tilføje at skridtene bliver længere og jeg går markant hurtigere. Denne rute er perfekt til stave!

Ruten.

Næstved Station. Kalbyrisvej. Skovvej. Holme Olstrup. Holmegårdsvej. Fensmark/Holmegård Værk. Næstvejvej. Fensmarksvej. Øverud vej. Næstved Station. I alt et pænt stykke over 20 km

Enø - Karrebæksminde

Enø er et meget populært turistmål, og jeg har ventet til 1. september for at opleve stedet uden alt for mange turister, samt tilpas kort efter højsæsonen så alt ikke var blevet lukket ned.

For mange år siden (omkring 1990) var jeg i bil på Enø, nærmere bestemt feriekolonien. Den ligger der stadigvæk, men jeg må indrømme at jeg ikke kunne genkende den. Dengang var den meget primitiv, og jeg har ikke de bedste minder fra opholdet indendørs. Heller ikke husker jeg meget af omgivelserne. Og det kan måske skyldes at der også her er sket en del, så sent som i år ifølge nogle af de lokale fra området. 

Den gamle feriekoloni. Den tidligere feriekoloni hedder nu Enø-lejren og ejes af Næstved Kommune. Den er blevet renoveret og indrettet med toilet, bænke og teltplads mm. 

Jeg tog bussen til endestationen og gik ad kystvejen ned mod kysten. Området er bebygget, mest med sommerhuse ad en ret trafikeret vej. Jeg tænker det må være værre i højsæsonen. Der er som sådan ikke så meget spændende at kigge på som vandrer. Først når man kommer ud til hvor asfaltvejen slutter, åbenbarer Enøs herligheder sig. Som så meget andet i Danmark er det kysten som er det fascinerende.

Et kik mod nordvest lidt sydøst for det område hvor asfaltvejen slutter og den private grusvej fortsætter.

Grusvejen som fortsætter ud til feriekolonien, er vist nok tilgængelig for offentligheden. Men jeg foretrak at tage stranden. Ud over en enkelt område med kystsikring og granitbloksspringing er stranden ok fin at gå på. Der er godt nok en del sten, men ikke af den værste slags der skrider under ens fødder. Og så er der ellers udsigt over vandet for alle pengene.

På det fredede område græsser heste.

Allerede ved skellet til den fredede del ved feriekolonien åbner den vilde natur sig for alvor. Her er kun havets, vindens og dyrelivets lyde. Og det er der masser af. Der er ikke åbent for publikum i ynglesæsonen, så hvis man planlægger at gå turen, bør man lige tjekke om der overhovedet er åbent. Men ulig fx Ølsemagle Rev ser det dog ud til at man faktisk godt må gå langs sydkysten ud til pynten af Enø. Der er indhegnet for kreaturerne. Jeg så kun heste, men andre omtalte at der også var køer.

Kyst med rester af kystødelæggelsesmoler.

Der findes fuglekikkerter og andet grej på rastepladen ved feriekolonien så man kan studere fuglelivet. Et par gæster fortalte at der ikke var så meget at se for øjeblikket. De ville forøvrigt hellere tale om sig selv, den ene var Benny Bonnesen som havde været ansat på Holmegaard Glasværk, og vist en kendt person der. Efter nogen tid på rastepladsen begyndte der at ankomme en del andre gæster, og jeg begav mig ud mod pynten.

Tæt på Karrebæksminde bliver klinten ganske stejl. 

Hjemturen gik ad samme vej indtil parkeringspladsen. Herefter tog jeg imidlertid langs kysten. Det burde jeg måske nok også have gjort på udturen, for her vokser klinterne højere op. Man kan både gå oppe og nede, og heldigvis er der adskillige steder hvor der er trapper. Så man behøver ikke at tænke på at vælge det rigtige. Der er fortrydelsesret. Jeg valgte klinten, og brugte så trapperne til nogle afstikkere ned til stranden. Flere steder skal man nok passe lidt på - kanten rager ud.

Enø Strand.

Ind mod Karrebæksminde flader klinterne igen ud, før man ankommer til den pænt store strand hvor man kan skimte turistområdet. Og lad det være sagt med det samme: Det er enormt! Restauranter, cafeer, fiskespisesteder, røgerier m.m. findes i rå mængder. Hermed er stranddelen af vandreturen slut. En af de absolut bedste. Og den bekræfter endnu engang at Danmarks kyster er det bedste vi har. Altså de steder hvor man kan komme til at vandre og hvor kysten ikke er ødelagt af kystsikring. Enøs lyksaligheder i den henseende er altså på sydkysten fra Enø Strand til den østlige pynt.

Vippebroen mellem Sjælland og Enø.

Med indmarchen i byområdet ophører så også den del af turen som handlede om fred, ro og natur. Til gengæld er området omkring Karrebæksminde på denne varme første efterårsdag et slaraffenland at slappe af og samle kræfter til resten af vandringen. Der er rigeligt at se på samt muligheder for at indtage alskens forfriskninger, både vådt og tørt.

Karrebæksminde havn.

Fra Karrebæksminde havn sejler en båd til Næstved. M/S Friheden sejler ifølge hjemmesiden 2-7 dage om ugen og man kan bestille lette anretninger ombord. Jeg fik oplyst at prisen var 160 kr. Da hjemmesiden ikke virker, må interesserede google det.   

Karrebæksminde.

Broen mellem Sjælland og Enø går tilsyneladende op hver hele time. Uanset om der er både der skal igennem eller ej. Og så igen når der kommer nogle både som skal igennem. Det hele kan man beskue fra første række på begge sider. Hvis ellers man køber en kop kaffe, mad eller andet på de serveringssteder som flankerer begge sider.

Karrebæksminde Havn.

På Enøsiden er der udover stranden ikke så meget mere at se. Går man ud af bebyggelsen mod nord, kommer man hurtigt ind i sommerhusområderne, og det er mere besværligt at gå langs kysten end sydsiden. Sommerhusområder er vel som de er. Fine for sommerhusbeboerne, men som vandreområder knap så spændende.

Enøsiden set fra Karrebæksminde.

Karrebæksminde er derimod værd at vandre lidt rundt i. Vippeboen skal man da lige se. Der er den underlige søminelignende kugle ved havnen (som ikke er en sømine), det skæve pandekagehus, museet, samt en række meget fine bygninger pakhusbygninger som minder om en tid som ikke længere er. Dvs. de 150 år som oplagshavn for Næstved fra omkring 1801 og frem til at Næstved fik sin egen havn i 1938. Og så de nuttede fiskerhuse.

Strandengen mellem Karrebæksminde og Karrebæk.

Når man fortsætter ud af Karrebæksminde mod Næstved ophører idyllen imidlertid hurtigt. Indtil Karrebæk går det endda. Her er der en gangsti, samt cykelsti hvorfra man i ro og fred for den ret heftige trafik kan nyde udsigterne. Men så er det også slut. Lagunestien er herefter ikke vandrevenlig. På cykel går det nok. Sine steder er der knap en rabat at gå i. Ifølge de lokales oplysninger skulle det dog være muligt at lave afstikkere frem og tilbage ned til kysten. Men derved forlænges gåturen væsentligt. Efter 10 års erfaring og omkring 500 længere gåture på Sjælland langs svinefoder samt biler rasende forbi, har jeg dog fået nok, og tager bussen.

Næstved.

Bussen er let. På hverdage to gange i timen. Under en halv time bringer den vandreren til Næstved. Som også er en rundtur værd. Her kan man vælge en tur langs Suså. Eller gå op i den ældre del af byen. Der findes både et par smukke og særprægede bindingsværkshuse og provinsbyhuse. Samt hvis man er til det, to kirker.

Ruten.

Næstved Station. Bus 603 til Enø, endestationen. Kystvejen til kysten. Pynten længst mod sydøst. Tilbage langs kysten til Karrebæksminde. Karrebæk Kirke. Bus 603 tilbage til Næstved. Rutens længde er omkring 15 km. med mange sidespring og en til tider ret vanskelig stenstrand.

Glumsø, Tystrup Sø og Susåen

Såvel Tystrup Sø som sjællands længste vandløb Susåen (83 km) er ret utilgængelige for vandrere. Her forsøgte jeg mig at tilnærme mig begge fra øst.

Den længste sammenhængende del, nemlig 6 km af dagens rute, forløb gennem Næsbyholm Storskov som jeg her har forsøgt at gengive: Nåletræer, bøgeskov og skovhugst. Og udmærkede skovveje.

Jeg var advaret af diverse hjemmesider på forhånd om at såvel Suså som Tystrup Sø er lidt af en udfordring at gå langs. Faktisk er en kano langt at foretrække. Men oplandet til både søer og å er såmænd også godt vandreterræn, med masser af forskelligartede oplevelser. Jeg havde lagt en rute som gik gennem skov, åbent land med håb om udsigt til Susåen og så prøvet at gøre adgangsvejene dertil så korte som muligt. Det lykkedes stort set, se bemærkningerne i slutningen af indslaget.

Glumsø Sø, kik mod nord til Glumsø og kirken. Fotoet viser ganske godt den smalle strimmel på 5-10 meter som går langs bredderne. En motions- og agilityrute for Glumsø-boerne.

Søerne

Glumsø Sø er en bysø sådan lidt som man også kender det fra fx Uttterslev Mose eller Damhussøen. Der er en sti hele vejen rundt om søen hvor naturen lige har fået lov til at få 5-10 meter før landbruget sætter en stopper for oplevelserne. Hele turen er 3,8 km lang. Men jeg gik kun ad østbredden og ned til fugleskjulet, for så at dreje af mod Bavelse Sø. Der er livligt i strimlen mellem søen og stien. Særligt om morgenen hvor jeg passerede.

Fra kirkegården i Bavelse har man et ganske godt udsyn over Bavelse Sø

Bavelse Sø har navn efter en herregård som siden 1711 har haft fælles ejer med Næsbyholm. Før den tid promenerede her Corfitz Ulfeldt (1648-1661). Man kan lige ane hovedbygningen fra vejen, fra 1845. Bavelse by er ganske lille, så den skulle dog ikke være til at overse. Bavelse Sø og Tystrup Sø er næsten sammenhængende. Der er en smal bræmme med moset område som adskiller dem. De bedste udsigter over søerne fandt jeg vest for Bavelse før vejen knækker mod nord. Her står man vest for kirken på en bakketop med en prægtig udsigt, også til landtangen mellem søerne. 

Landtangen som adskiller BavelseSø (til venstre) med Tystrup Sø (i det fjerne til højre). Man kan tilsyneladende ikke passere ad tangen.

Et godt udsigtspunkt over Tystrup Sø er fra Skovridervej. Her ligger Tystrup Sø dog betydeligt længere væk. Og på en diset dag vil man muligvis ikke kunne se ret meget af søen. Udsigten har man en god kilometer på Skovridervej indtil man kommer ind i Næsbyholm Storskov hvor træerne dækker for udsigten. 

Nord for Skovridervej er der inden skoven en god portion lortebrunt landskab. Her passerer hjorteflokke forbi. Jeg nåede at se hele to. Formentlig på vej mod områder hvor de søgerføde.

Herefter kan man muligvis finde stikveje ned til søen, men det ville gøre ruten for lang, så jeg marcherende hele vejen op til Susåen hvorfra man igen har en betagende udsigt over hele den nordlige del af Tystrup Sø. Man kan ikke komme over åen. Der er ingen broer nogen steder

Næsbyholm Storskov, bøgeskov. Det er altidsvært at gengive skoves storslåethed på foto. Men dette giver en appetitvækker, tror jeg.

Næsbyholm Storskov

Skoven er på grund af sin afsides beliggenhed fuldt på højde med fx Bidstrup-Skovene hvad angår terræn og skovensomhed. Foråret er lydligt den bedste tid i skoven, synes jeg. Fuglene afspiller den ene symfoni efter den anden, og orkestret har utallige instrumenter med. Jeg er ikke fugleinteresseret så jeg kan fortælle hvilke fugle der er. Men det forhindrer mig ikke i at nyde deres tilstedeværelse. Der sjældent er visuel - de gemmer sig - men til gengæld hørbar.

Skoven er meget kuperet. Hvad der er svært at gengive, måske undtagen i lysninger som denne.

Den østlige del af skoven er præget af nåletræer i lige rækker. Mens den østlige del som også leder ned til Susåen, mest er løvtræer, jeg tror det er bøgeskov. Som netop nu, udsprunget er et fantastisk skue med de lysegrønne og friske blade. Det er forholdsvis nemt at finde rundt i skoven. Jeg gik ad Skovridervej hele turen. Men der er også stier som kommer nærmere på Tystrup Sø. 

Tystrup Sø med udsigt til Tystrup på vestsiden af søen.

Man kan dog som sådan ikke gå langs kysten af søen, men foretage stikture frem og tilbage fra stierne. Udsigten fra fiskerhuset er ganske bedårende. Og i dag med næsten ingen vind, var der havblik. På den anden side er der udsigt til bl.a. Tystrup og Vinstrup på den anden side af søen.

Næsbyholm Slot. Udover selve slottet er der nærmest en lille landsby landsalleen samt en stor have med monumenter over afdøde rigmænd der tjente tykt på slaveriet i Vestindien. 

Næsbyholm Slot

Undervejs støder man ind i Næsbyholm Slot der i dag laver fødselsdags-, bryllups-, konference og meget mere events. Der er da også en livlig aktivitet omkring sluttet denne lørdag. Men engang foregik her ganske andre ting. Slottet har rødder tilbage til 1500-tallet. Og en overgang var det et af de rigmandslotte som var ejet (fra 1836) af en af de handelsfolk som blev stinkende rige på slaveriet på de Vestindiske Øer, nemlig Christian Rønnenkamp (1785-1867). Ham er jeg tidligere stødt på da jeg genudgav Politivennen. Han havde nemlig lavet et sukker-og saltraffinaderi ved Sankt Annæ Plads, som i følge Politivennen fra 1831 skal have udviklet en ganske uudholdelig røg og stank så folk ikke kunne opholde sig i deres haver om sommeren og selv om vinteren var plaget af det. 

Den nordlige del af Tystrup Sø

Susåen

Som nævnt er det særdeles svært at komme til Susåen. I hvert fald på denne strækning. Og jeg har læst mig til at det skal være ret generelt. Derimod er den fortrinlig til kanosejlads, og jeg stødte netop på 2 kanoer ved et af de steder hvor man rent faktisk næstenkan komme ned til den. Og i hvert fald har en flot udsigt til ådalen, nemlig umiddelbart øst for Næsby. Her er en meget høj bakke hvor der går en grusvej ned mod åen. Fra denne vej har man en storslået udsigt over ådalen både mod vest og øst. Åen slynger sig - hvad den vist ikke altid har gjort da landbruget kun bryder sig om rette linjer.

Udsigt lidt øst for Næsby over Susådalen. Man kan lige ane åen slynge sig ca. midt i billedet.

Et par ord om ruten

Bortset fra strækningen fra Glumsø Sø til Næsbyholm Storskov og områder omkring Næsby undgår man at skulle gå for langt gennem det lortebrune Danmark. Der i øvrigt er gået ind i de 3-4 måneder hvor der er raps, hvede og byg på vej. Men andet end lærker, et par harer og hjorte skal man ikke forvente at se her. Desuden foregår ruten på knap en kilometer langs en stærkt trafikeret vej. Men alt i alt er der masser af natur. Samt nogle meget små landsbyer som Bavelse, Næsby og Vrå.

Ruten

Glumsø Station. Nødholmsvej. Glumsø Sø. Skovridervej. Næsbyholm Storskov. Fiskerihuset. Tilbage til Næsbyholm. Næsby. Næsbyvej. Sorøvej. Glumsø Station. I alt ca. 22 km.