Kagså-Dalen

Kagså-dalen mellem Gladsaxe og Herlev er de sidste årtier stille og roligt gået hen og blevet et rigtig godt rekreativt "bynatur-område"

Fra bakken nord for Klausdal får man indtryk af den udtørrede Tibberup Sø. I horisonten Hareskovene. Smørmosen midtfor og Fedtmosen til venstre.

Kagsåens eksistens skyldes Tipperup Sø. Det der i dag er Smørmosen og Fedtmosen. I oldtiden sejlede folk rundt i udhulede egestammer. Ca. 1300-1673 eksisterede landsbyen Tipperup. Men så forærede Chistian 5. den til Joachim Vincentz von Hahn der ganske enkelt nedlagde den - sådan gjorde man åbenbart under enevælden, Danmarks daværende svar på nutidens militærdiktaturer. Kongen overtog området igen 1738 og beholdt mosen til jagt og tørveskær. Et godt indtryk af den nu udtørrede sø får man på bakken nord for Klausdal der nu bruges af KFUM-spejderne.

Endnu et kik fra Klausdal, denne gang mere mod nordvest til Kildegården der nu er naturcenter. En vidunderlig blomstereng med masser af blomster, insekter og andet godt i forgrunden.

Bønder

Bønderne fik efter kronens overtagelse af området i 1738 Fedtmosen som blev udstykket. I dag er der kun enkelte reminiscenser tilbage, gårdene Kildegården og Klausdal der ikke er specielt gamle, men som formentlig ligger på steder hvor der har ligget gårde siden dengang. Som det fremgår af billederne drives der ikke længere landbrug på gårdene. Men formentlig har der været kornmarker omkring dem.

Kildeplads XIV (1897). Da den blev anlagt, var det ganske langt ude på landet. Ca. 10 kilometer fra København. Og inden for et par kilometers radius kun de små landsbyer Herlev og Gladsaxe. I baggrunden Kagsåkollegiet som blev bygget 1968.

Københavns Vandforsyning

Tibberup Sø blev afvandet dels af Tibberup Å - der senere bliver til Jonstrup Å og Værebro Å, dels af Kagsåen som via Harrestrup Å og Damhussøen ender ved Åmarken. Men udover bønderne havde København også siden 1500-tallet rumsteret i området - vandforsyning! I første omgang i form af overfladevandet fra søen. I 1672 var vandstanden i søen faldet så meget at vandet løb denmodsatte vej - altså tilbage i søen! I 1722 var der blevet forbrugt så meget at søen blev til mose. Ikke desto mindre blev man ved med at forsøge at udvinde vand. Først ved at oprense grøfterne i 1786, men uden held, mosens vandspejl var allerede sunket for meget. I 1815 forsøgte man sig så igen med at oprense Kagsåen. Et forsøg med at stoppe afløbet gennem Tibberup Å hjalp heller ikke og blev genåbnet i 1820. I 1861 afsagde Højesteret dom over at Københavns Vandforsyning ikke havde ret til at udnytte vandet. Så erkendte man at Kagsåen ikke kunne levere vand til København.

Københavns Vandforsyning har både betydet at området langs Kagsåen er blevet drænet så man har været nødt til at grave åen dybere og dybere, på den anden side sikret at området ikke blev offer for den eksplosionsagtige urbaninsering fra 1950'erne.

Kunne man ikke udnytte overfladevandet, gik det bedre med grundvandet. I 1897 anlagde Københavns Vand Kildeplads XIII og 1905 Kildeplads XIV. De lå dengang groft sagt 9 km ude på landet på en øde mark. Og de fungerer stadig væk, dog  er Kilde XIII delvis lukket pga industriforuerening. Kildepladserne betød på den ene side at området blev drænet for vand, på den anden side at naturen blev forskånet for urbaniseringen.

Moseområde mellem Motorring 3 og Kagsåen som løber langs trærækken bagest. Anlægget af Motorring 3 kom til at betyde at arealet dalede i betydning som landsbrugsområde.

Motorring 3

På forunderlig vis kom Motorring 3 lige som Københavns Vandforsyning til at spille rollen som tveægget sværd for Kagsådalen. Motorringen sætter i dag sit afgørende præg på lydbilledet langs Kagsåen. Som en kraftig emhætte suser den konstant og vedvarende. Det var formentlig ikke planen da den blev planlagt og projekteret under 2. verdenskrig. Stykket langs Kagsåen blev dog først færdigt i perioden 1968-1971. Og er i dag en af de mest - hvis ikke den mest - befærdede motorveje i Danmark.

Engarealet med sø, græs og markblomster. Det sydligste område -længere mod nord anes skovområdet. Og Motorring 3 med skiltet helt yderst til venstre.

Støjniveauet er den dårlige nyhed, den gode at ådalen ned til Kagsåen i dag rummer tre rigtig gode bynaturområder, fra nord til syd: Vildvoksende skov (fortrinsvis løn, vist nok), mose og eng. Syd for Herlev Ringvej kan man opleve den helt paradoksale stemning af larm fra motorvejen - og et fantastisk fugle-, insekt- og planteliv. Hvis man vil studere vilde planter og græsser, så er der rige muligheder. Og ornitologer vil formentlig også kunne få megen tid til at gå her. "Skovområdet" har fået lov til at gro til så det i dag fremstår ret uigennemtrængeligt, selv de få trampestier der er. Moseområdet er sumpet og gummistøvler kan anbefales. Engområdet har nogle gode vandrestier. Her er både en rig blomsterflora, samt et godt udvalg af Danmarks mange græsarter repræsenteret, ind i mellem også rester fra de gamle kornmarker (rug, vist nok).

Haveforeningen Nyvang i Herlev Kommune grænser helt ned til Kagsåen i forgrunden. I modsætning til haveforeningen Tornhøj på Gladsaxe-siden af Kagsåen, som ligger et pænt stykke fra åbredden med en græsrabat og sti mellem.

Haveforeninger

Indtil 2. verdenskrig havde Kagsådalen været overladt til landbrug, formentlig bare marker og åbent landskab. Men så begyndt urbaniseringen for alvor at røre på sig. I første omgang som udslag af den københavnske arbejderklassens ønske om lys og luft. Det betød at fra øst begyndte haveforeningerne siden 2. verdenskrig bredt sig ned mod Kagsådalen. Og det fortsatte på den anden side af Kagsåen mod vest med Nyvang ind i Herlev Kommune (1952) og Smørmose (1956). Fra samme periode (1948-50) stammer også Herlevhuse som tidligere er blevet beskrevet her på Vandringsløse Tidende. Herlevhuse kan ses som et forsøg på at realisere arbejderklassens drøm om at bo permanent "på landet" i små, billige huse.

Haveforeningen Tornhøj i Gladsaxe Kommune. Afstanden til åen er væsentlig større end i Herlev Kommune (til venstre i billedet). Som det bemærkes er åen lige blevet oprenset. Og på trods af de kraftige regnskyl er der ikke meget vand i den. Selv om den er blevet dybere. 

Kagsåkollegiet

Meget symptomatisk for 1960'ernes velstandsboom og en stigende søgning til de videregående uddannelser blev i 1968 Kagsåkollegiet færdigt. På initiativ af De Unges Boligaktion, Danske Studerendes Fællesråd og Studierådet ved Københavns Universitet. De to sidste blev dog senere udskiftet med repræsentanter for Lærerstuderendes Landsråd, Studierådet ved Danske Teknika samt Gladsaxe Kommune. Kollegiet var tegnet af arkitekt Aage Hartvig Petersen.

Nyttehaver nord for Klausdalsbrovej. Jeg ved ikke hvornår de er fra.

Kagsåens lidelseshistorie er således lang: Bønder, godsejere, vandvæsen, haveforeninger, beboelse, kollegier har alle krævet at få del i kagsådalens lyksaligheder. Således at den for ganske årtier siden lignende en parodi på sig selv. Men på forunderlig vis blev noget reddet af vandforsyningen, af motorringen - og endelig af at man de seneste årtier er blevet opmærksom på andre værdier end materielle og økonomiske.

Græs er ikke bare græs, det finder man hurtigt ud af når man nærkikker på engarealerne. Jeg vil vædde på at man kan finde et betydeligt udvalg af Danmarks mange græsarter her.  Og fugle, insekter og dyr elsker sådanne områder. Det summer bogstaveligt af sol over engen!

Området har påbegyndt en ny epoke hvor man har givet skov, mose og eng lov til at brede sig. Afregningen i form af et rigt dyreliv, fugleliv, insekter og planter har ikke ladet vente på sig. Og kagsåparken, som er det officielle navn, er undergået store forandringer hen i mod at blive et rekreativt område for nutidens fortravlede bymennesker. Faktisk har jeg set en større biodiversitet på dette forholdsvis lille område end ude "på landet" hvor kulturstepperne og monokulturen dominerer!

Kagsåen

Bæk, grøft, rende .... alt sammen navne som passer på Kagsåen.

Kagsåen er en med lidt god vilje 6 km lang "å" som forbinder Smørmosen med Harrestrup Å. Intetsteds langs åen er det stort besvær at gå over åen efter vand. Det kan gøres med et langt skridt. Men som agility-bane i et område fattigt med natur er en tur frem og tilbage langs åen udmærket. Og kan med afstikkere gøres kortere eller længere efter behag. At åen historisk set har været et vigtigt landmærke, fremgår af at den i næsten hele sin udstrækning danner grænse mellem kommuner. Først Gladsaxe og Herlev, senere København og Rødovre. Og med alt hvad dertil hører af politisk "hvem skal nu betale" (underforstået vedligeholdelse af åen).

Midt i gyldenriskrattet løber der en række dunhammere, og de markerer hvor åløbet er. Træerne står i Smørmosen. Man kan kæmpe sig vej hen langs åkanalen til træerne, men så skal man vist have specialudstyr og en machete med. Strengt taget har jeg altså ikke set selve udspringet, men formoder at det må være en ca. 10 m inde i træerne.

I modsætning til en "rigtig" å, hvor mange bække gør en stor å, er Kagsåens udspring ret markant. Det kan stedfæstes inden for 10 m. omkring Smørmosen. Eller rettere, det kunne det indtil mosens vandstand blev sænket, for i dag løber åen den "forkerte" vej tilbage i mosen, og udspringet bliver sådan noget underligt noget omkring Klausdalsbrovej. Men jeg forsikrer at der stadig findes en kanal med de karakteristiske fortovsfliser der peger direkte ud i Smørmosen.

Haveforeningsfolket er på plads denne søndag. Dannebrog er hejst overalt. Men de syner kun små i sammenligning med Amtssygehus Herlev. Et markant pejlemærke som næsten kan ses på hele strækningen langs Kagsåen. Bemærk opgravet dynd langs bredden.

Den første del af åen vil de fleste nok opfatte som en rende. Faktisk er der slet ingen vand på denne septembersøndag - selv om vi ellers har haft regn. Til gengæld har man fjernet sivbevoksningen så man nu rent faktisk kan se selve åen. Det må være sket for nyligt, for der ligger stadig klumper af opgravet bundslam langs åen gennem haveforeningerne syd for Klausdalsbrovej. I det hele taget er der gjort en del på denne strækning for at blotlægge åen så den ikke blot fremstår som en sivbevoksning.

De første par kilometer er der stort set intet vand i åen for tiden. Som her ved nordenden af kildepladserne ved Kagsåkollegiet.

Der er flere grundvandsboringer og kildepladser langs åen efter Kagsåkollegiet. Her hentes stadig grundvand til vandforsyningen. Og det er strengt forbudt at kaste affald. Kildepladserne fungerer dog som affaldsdepot for hundelorte der ligger tæt og med få meters afstand langs grusvejene. Færdsel i græsset med riflede såler må stærkt frarådes, med mindre man har lyst til at gå med den friske duft i næseborene.

 På strækningen syd for fodboldbanen har åen fået lov til at slynge sig uden fortorvsfliser mv. Men der er heller ikke særlig meget gang i vandet. Faktisk forekommer det mig at der er mere vand end der plejer at være. Til højre ligger Kagsåparken. På dette sted er den noget urskovsagtig og uigennemtrængelig. Slet ikke en dårlig ting.

Det er kun åens østlige bred som er offentligt tilgængelig. Private grunde ligger ned til den vestlige bred, bl.a. Herlevhuse. Til gengæld er der kun få steder hvor der ingen vej er udenom, eller rettere: Der er en vej udenom, for man kan ikke følge åløbet. Det gælder under motorring 3 og dens afkørsel mod Pilebro. Man kan faktisk godt soppe med gummistøvler under Motorring 3, men man kan ikke gå oprejst, og det er bestemt ikke en oplevelse for klaustrofobe. Til gengæld ser det ud til at man har tænkt sig at åbne strækningen fra Frederikssundsvej til Kagsmosen efter at have lavet det nye oversvømmelsesbasin mm. Vejarbejdet tværs over Frederikssundsvej er tilendebragt, og der er nu kun et nødtørftigt gitter langs vejen. Forhåbentlig bliver det fjernet så publikum kan gå det lille stykke langs åen.

Et par hundrede meter nord for hvor åen krydser under Motorring 3 går stien et pænt stykke fra åen. Egentlig synd at man ikke har lavet en trampesti langs åen her. For det er det mest dramatiske stykke: En meterhøj skrænt fører ned til åen, og den gamle bro - har den været brugt i en Indiana Jones-film?

Kanterne langs åen fra Frederikssundsvej til Kagsmosen er blevet moderniseret og bunden belagt med sten. Det var tiltrængt. På resten af åforløbet er kanterne af åen ligesom i øvrigt Harrestrup Å belagt med de mest grimme fortovsfliser, planker, trådnet og hegn. Muligvis har de en funktion med at de forhindrer skred. Men pænt ser det ikke ud, og især ved underløbet til Motorring 3 er fortovsfliserne braset ned og ligget hulter til pulter på bunden.

Stykket mellem Frederikssundsvej og Sonatevej (hvorfra fotoet er taget). Dette er blevet helt nygravet og bunden belagt med sten. Nu er kanterne groet til igen. Det er gået stærkt. Og der er åbent i Sonatevejsenden. Til gengæld er der afspærring fra Frederikssundsvej. Den håber jeg bliver fjernet!

Åen har vist ikke nogen naturlig forbindelse til Kagsmosen. Det er ligesom om at når den ser ud til at strømme ind i Kagsmosen, slår den et sving og begiver sig mod Harrestrup Å. Der er dog nogle rør ud ti mosen. På denne strækning er der nu blevet ryddet på Københavnssiden så man føler sig faktisk hensat til den fri natur, var det ikke fordi støjen for motorvejen er på sit højeste her.

Det opgravede materiale fra oversvømmelsesbassinnet ved Kagsmosen er blevet brugt til dels en generel forhøjning af området, dels til at lave en "runddysse" med tilhørende sten på toppen. Bakken er pt afspærret, formentlig for at undgå ulykker. Jorden må stadig være meget blød. Men som det ses er der allerede kommet godt med bevoksning.

Jeg har aldrig set levende større dyr som fisk, frøer eller lignende i åen. Heller ikke ved Kagsmosen, hvor der dog af og til svømmer nogle ænder rundt. Livet langs bredden af åen emmer heller ikke ligefrem af dyreliv. Der er en del planter, men ingen udover dem man kunne forvente. Om kommunerne har tænkt sig at gøre noget ved det, ved jeg ikke. Formentlig ikke.

Langs Kagsmosen er det eneste stykke hvor man kan fornemme at åen har et naturligt udseende. Bortset fra at man jo også her har træværk langs siderne af åen. Det kunne jeg personligt godt tænke mig fjernet til fordel for noget lignende det man har lavet syd for Frederikssundvej.

Kun omkring Kagsmosen er der sket en del. Stenene på bunden af åen skulle være med til at rense vandet op, og måske vil der engang, ad åre, komme et naturlignende åliv (igen). Men det vil i givet fald være på et meget lille stykke. på nuværende tidspunkt ser der meget uoverskueligt ud at skulle genetablere et eller andet på strækningen mellem Brunevang og motorvejen. Det område er formentligt fortabt i en uoverskuelig årrække.

Med Motorring 3s udvidelse med et ekstra spor i begge retninger blev der gjort yderligere indhug i Kagsåens bredder, så motorvejen nu nærmest danner åens ene bred. Til den anden side er der etagebyggerier, og det vil være lidt af en opgave for en landskabsarkitekt at få det gjort publikumsvenligt. I det fjerne kan man lige ane Harrestrup Å, som samtidig markerer Kagsåens endeligt.

Ruten

Kagsåen er med lidt god vilje 6 km. lang. Men man kan jo tage strækningen frem og tilbage. Derudover er det oplagt at lave afstikkere til Smørmosen, Haveforeningerne, Herlevhuse, Kagsmosen og Harrestrup Å. Min rute i dag var frem og tilbage ca. 12 km.

Overløbsbassinnet ved Kagsmosen

Siden 16. september 2012 har Vandringsmanden regelmæssigt passeret anlægget af overløbsbassinet i Kagsmosen. Ifølge anlægsplanen er formålet et første skridt i retning af at Kagsåen skal belastes mindre af opspædet spildevand når der er kraftige regnskyl. Overløbsbassinet er 4.000 m3. Der har været aktivitet når jeg har været der på hverdage, uanset vejret.

16. september 2012. Gravearbejdet har været i gang i nogen tid. Det øverste jordlag er skrabet af. Der er også installeret en larmende pumpe. En informationstavle oplyste at dette var NCCs byggeplads, og at de var ved at opføre et "Nyt underjordisk bassin". Senere kom der dog meget bedre information med mange flere detaljer, formål osv.

Byggearbejdet har ikke haft megen mediebevågenhed. Selv blev jeg først opmærksom på det den 16. september 2012, da jeg tilfældigt passerede området. Omkring slutningen af september var hullet færdigudgravet, og i begyndelsen af oktober blev bunden belagt med småsten til at forberede støbningen af bunden.

24. september 2012. Bunden er nået i en del af området. Jorden ligger som en stor, ny bakke. At det ikke har været helt uproblematisk, fremgår af en samling kampesten langs Kagsåen. Den største i mandshøjde. Gravemaskinen til venstre skal have gravet endnu et anelse ned. Maskinen i forgrunden er en pumpe.

Bunden blev belagt med småsten, på nær den fjerneste kortside, hvor der blev støbt en rende. På samme tid ankom de to kæmpekraner som først blev pillet ned kort før sommerferien 2013. Til at holde hullet tørt, var der på modsat side af udgravningen lavet en kunstig dam. Da vinteren var på sit strengeste, var det et ganske kønt syn at se den isfri dam med masser af kæmpeistapper. Næsten som stalagmitter. Den er nu igen fyldt op med jord.

20. oktober 2012. Jerndragere stikker op fra bunden af det kommende bassin. En række tætsiddende jernarmeringer angiver hvor de fremtidige sider kommer til at være. Stigerne giver et indtryk af at det er et ganske betydeligt hul, man her har fået lavet.

Omkring 11. november var jernarmeringen i bunden klar til at bunden kunne støbes. Herefter begyndte man at støbe siderne af bassinet. Den første side var kortsiden ud mod Kagsmosen. Den var færdigstøbt omkring nytår. Og i slutningen af januar blev endnu en side færdig. I februar kunne man så se selve kassen samt nedgangen.

1. januar 2013. Den ene kortside tættest på Kagsmosen var den første som blev støbt og den var færdig omkring nytår 2012/13 op til jordniveau. Man kan også skimte den færdigstøbte bassinbund.

20. januar 2013. Mens pumperne stadig kørte på højtryk. Ænderne nød godt af det lidt varmere vand. Dammen var stort set isfri hele vinteren: Springvand i aflastningsbassinet.

På trods af vinterkulden blev der støbt videre. Hele kassen blev færdigstøbt på ca en måned, fra slutningen af januar til slutningen af februar. Herefter manglede kun 'taget' af bassinkassen.

8. februar 2013. I starten af februar blev den anden langside færdigstøbt. Her ses den ene af kranerne. Der var ialt to.

Den 24. februar 2013. Alle fire sider er færdige. Hullet i langsiden fører vist nok ud til stikledningen ned mod Kagsåen. Denne var allerede færdiglagt på strækningen fra Kagsåen til Kagsmosen. 

Der blev også arbejdet på Kagsåen mellem Frederikssundsvej og jernbanen. Her blev åbreddens gamle træafstivning fjernet, skråningerne gjort mere skrå og sten lagt i bunden af åløbet. Det blev gjort på en lidt særpræget måde: Først blev åen lagt i et midlertidigt rør. Så blev hele åen på strækningen fyldt op med grus. Og til slut blev det hele gravet ud helt ned til åløbet. Jeg er ikke helt klar over hvorfor, men der er vel en mening med det? Siderne blev belagt med stof, som vegetationen groede op igennem og nu ser frodig og "naturlig" ud.

12. april 2013. Kagsåen set fra Frederikssundsvej. Det blå rør ligger på venstre bred. Kun stykket tættest på Frderikssundsvej er endnu som det så ud. Resten er fyldt op. Senere blev åen så gravet ud igen. 

16. maj 2013. Her er åen så gravet ud igen. Der er så småt ved at komme gang i bevoksningen igen. Og i dag kan man slet ikke se hvordan det hele er gået til. Åen flyder igen som før, nu blot med en helt ny bund.

8. juni 2013. Efter at bassinnet er færdigstøbt, blev kranerne fjernet og jorden kastet ned langs siderne. Bemærk hvordan kranen er helt 'klappet sammen' til venstre i billedet. I dag kan man slet ikke se basinnet. Kun den halve snes 'kasser' som stikker op af bassinnets tag samt det lille hus.

Meningen med dette er at lede mere spildevand uden om Kagsåen. I den forbindelse blev Frederikssundsvej halvvejs spærret den 13. maj 2013 og Novembervej helt lukket af mellem Kagsbro og Frederikssundsvej. Der var nogen forvirring. Først onsdag den 15. maj var der kommet styr på afblænding af lyskrydsene, så fodgængere ikke risikerede at blive kørt over

8. juni 2013. Frederikssundsvej. Man kan lige ane Kagsåen lidt til venstre for midten ned mod jernbanen. Mandshøje betonrør er lagt ind under vejen.


Spærringen foregik uden varsling, og kun Trafikradioen oplyste at

"Frederikssundsvej:Herlev Hovedgade,  kun 1 spor i hver retning ml Novembervej og Klokkedybet - i perioden ikke muligt at komme fra Novembervej ud på Herlev Hovedgade. Fra 14.maj til og med 1.juni.".

Herlev Kommunes hjemmeside oplyste at

"På Herlev Hovedgade ved Novembervej skal der graves nye kloakrør på tværs af vejen. Fra den 13. maj bliver vejen gjort smallere, således at det kun er muligt for bilerne at passere arbejdsstedet i én kørebane i hver retning. Cyklister og fodgængere kan passere forbi arbejdsstedet. Samme dag lukkes Novembervej for al trafik. Bilister til og fra afkørsel 21 på Motorring 3 nordgående henvises til at bruge Mørkhøjvej/Novembervej. Arbejdet forventes at være færdigt i juli."

Der er vi så nu. Asfalten er ved at blive lagt på igen. Og det ser ud til at byggearbejderne er ved at forlade Frederikssundsvej.

TILFØJELSE, 12. juli 2013. Herlev Bladet fra 10. juli havde en artikel (se side 18) med to billeder af et besøg i det færdige bassin under jorden.  Billederne er lidt unikke, idet de viser bassinet for sidste gang. Når først det begynder at virke, vil det være sundhedsfarligt at gå derned.

Vintervolden - I vinterens vold

DMIs profetier om at det skulle blive en dejlig dag, set indefra og ud gennem vinduet, holder kun til dels stik. Jo, det blæser da. Men temperaturen er lige omkring frysepunktet, så vindafkølingen er så heller ikke værre. Det er til gengæld mine ben, så det bliver til detaljernes tur. Og vinteren lægger vel også op til at kigge lidt nærmere på alle de detaljer som bliver skjult af sommerens bevoksning.

Kagsåen mellem Kagsmosen og Frederikssundsvej, der lige anes i baggrunden. Ser det ikke ud til at de er ved at rørlægge åen her og overdække den?

Nyt og gammelt byggeri må der nødvendigvis være i en storby, der konstant skal forny sig selv for at tilpasse sig moderne tider. Det gælder i krig og fred. Kagsåens betydning er fx radikalt anderledes nu. Den er et rekreativt område. Hvor det før i tiden var et område for udvinding af vand til de stadig tørstigere københavnere. Og før det måske bare et vandløb for græssende kreaturer. Og før det ...

Klimaændringerne har sat gang i dette aflastningsbassin for beboere i Herlev. Hullet i siden peger ud mod det rør der er ført langs stien til Kagsåen. Så mon der skal etableres en forbindelse her?

Nu er den så ved Kagsmosen ved at få en ny betydning i forbindelse med klimaændringerne. Aflastningsbassinet ved Kagsmosen har også fået betydning for Kagsåen op til Frederikssundsvej. Det ser ud til at den nu skal til at være rørlagt på i hvert fald et stykke. Hvis ellers jeg tolker billedet ovenfor rigtigt.

Her er jernbanebroen over Kagsåen tæt på Husum Station. Hvis man sammenligner broen med den lignende bro ved Stenkelsø Sø, vil man se at de ligner hinanden: Kampesten med murstenshvælvinger. Så mon ikke de stammer fra samme periode? De fleste andre er betonbroer og ser nyere ud.

Få meter herfra ligger et meget lille stykke jernbanehistorie. Og vist det eneste i Husum. I slutningen af 1800-tallet holdt togene deres indtog. 1876-1879 byggede man den jernbane vi i dag kender som s-togslinjerne C og H til Frederikssund. Beslutningen om at lade jernbanen få netop den linjeføring fik katastrofale følger for Slangerup, der ellers havde regnet med at den ville få et nordligere forløb igennem denne by. Enhver der har set den enorme kirke i Slangerup, der nærmest har katedralstørrelse, kan skrive under på at ambitionerne ikke var ubegrundede. Et forsøg på at privatfinansiere en privatbane holdt kun i perioden 1906-54.

Frederikssundsvejs gennembrud af Vestvolden. Sådan har det altid været. Vejen har gennemskåret volden i et blødt sving. Der nu ikke længere kan anes. Her suser biltrafikken over broen med gartnerboligen i baggrunden. I det hele taget præges Vestvolden af betonbyggeri.

Dengang var Husum en lille snes bøndergårde. Og først mod midten af 1900-tallet udviklede sig til en bydel på størrelse med en større provinskøbstad. Togene standsede i Frederiksberg, Vanløse, Herlev og Ballerup. Først i 1949 blev der lavet station i Husum. Jernbanen var enkeltsporet, og jeg kan huske det kaos det skabte da man i slutningen af 1990'erne udbyggede banen til at være i to spor fra Ballerup.

Her er en karakteristisk bro (Islevbrovej) over Vestvolden. Som så mange andre. Og som det ses, i beton. Ikke noget med kampesten her.

Jeg går ud fra at jernbanebroerne er bygget før 1880. Dengang brugte man altså kampesten. Få år efter blev Vestvolden anlagt, og da var det slut med kampesten og ind med beton. Hvis man sammenligner alle broer der går over volden, er de bygget af beton. Jovist, der kan være kampesten langs soklerne. Men det er så det. Så, detaljerne fortæller deres egen tyste historie. Det forekommer mig at kampestenene blot er blevet pænere med tidens patina, mens betonen er blevet grimmere.

Forår?

1. marts er officiel forårsmåned, men det betyder som bekendt ikke at alting spirer og gror, i hvert fald over jorden. Der har været frost om natten, og det lægger en dæmper på aktiviteterne over jorden. Noget sker der dog derude. Fårene er kommet ud igen ved Harrestrup Å nær Ejby Mose.

Dette stemningsfulde sted med modlysmotiv af stien ved Kagsåen beskriver vist meget godt stemningen i naturen lige for øjeblikket. Lyset er ved at vende tilbage, men træerne står stadig mørke og bare. Erantisserne i bunden hist og pist sætter måske bare stemningen endnu mere i relief. Græsset har den farve som det stivnede med i efteråret 2012.

Vinteren igennem har der været meget graveri: Aflastningsbassinet i Kagsmosen følger jeg løbende (eller: gående). Nu er de også ved at grave en forbindelse til Kagsåen. Der er ikke meget plads for gravemaskinerne.

Der er ikke meget plads for gravemaskinerne ved Sonatevej. Men der er stadig passabelt for fodgængere. Der er lagt et rør ud langs den højre bred.

Også langs Harrestrup Å ved Kildegården Haveforening er der gang i benzinafbrændingen. For godt en måned siden var jeg derude i et heftigt snevejr. De graver stadig derude, og det er ikke tilrådeligt at vandre langs åen i haveforeningen. Der kører store gravemaskiner rundt og flytter jord. Og stierne er opkørt.

Haveforeningen er opkaldt efter Kildegården, som ligger næsten midt i og er en slags centrum sammen med den lokale købmand. Gården fremstår fint istandsat.

På den tur blev vejret bare for meget, og jeg opgav jeg at følge åen efter Svanesøen og Motorring 4. Altså stykket langs Hedegårdens Bypark og videre ud mod åens udspring ved Harrestrup Mose.

Området øst for Svanesøen har en lille lund af træer som står i vand. Bagved løber åen. Og til højre for træerne er så søen.

Men der er nu heller ikke så mange oplevelser langs denne del af Harrestrup Å for tiden. Man kan bestige nogle bakker (er det igen igen affaldsbjerge?) og få sig nogle udsigter. På den i Hedegårdens Bypark er der oven i købet en stor trædrage, der dog ser ud til at være begyndt at rådne. Stierne er for så vidt udmærkede at gå på. De er ikke længere glatte, men stadig frosne så man ikke glider rundt - eller ned - i smatten.

Her lidt over 500 meter fra sit udspring slynger Harrestrup Å sig gennem landskabet. Set fra toppen af dragebakken i Hedegårdens Byparks vestlige ende. Byparken ligger til venstre. Helt i baggrunden skimtes Motorring 4.

Svanesøen lever fuldt ud op til sit navn. Der er mange svaner der, og i det hele taget ser det ud til at være et godt fuglested, hvis man er til noget sådant. Jeg oplever bl.a. fire ænder, som jeg senere i en fuglebog derhjemme idenficerer som taffelænder. Hvilket svarer meget vel til hvad Naturstyrelsen fortæller om fuglen.

Årets korteste dag

Når solen skinner på årets korteste dag, fornemmes den ikke så kort endda. Men det gælder selvfølgelig om at være fremme i vandrestøvlerne mens det stadig er lyst. Det er de flittige arbejdsfolk i Kagsmosen. De har gang i deres hul, og de er nået langt. Du kan jo sammenligne med fotoerne fra indslagene fra 16. september,  29. september og 8. november.

Hvad mon det hele skal gøre godt for? Jo, det skal være et bassin for at afhjælpe oversvømmelser, men det er stadig svært at forestille sig slutproduktet.

Vejret er koldt, temperaturen omkring frysepunktet. Stierne er næsten frosne, hvilket er en fordel fordi det så ikke føles som at gå rundt i en mose. Kagsmosen er frosset til stadigvæk, men det rindende vand i Kagsåen har forhindret frosten at gå i åen.

Kagsåen er meget vandrig for tiden. Afsmeltning, nedbør mv. har for en gangs skyld fået gang i strækningen langs Kagsmosen (som ligger på den anden side af stien). Den er til gengæld helt frossen stadigvæk.

De er svære at få øje på. Jeg er selv flere gange kørt forbi uden at bemærke nogen. Jo, jeg har da selv dem, rækkehusene. Men det er først efter at have undersøgt det, at jeg ved at der på vej ud mod Ejbybunkeren ligger noget byggeri af Arne Jacobsen (1902-71). Det ligger på begge sider af Tårnvej, ved tværveje som Fortvej.

Ud mod Vestvolden ligger den gule udgave af Arne Jacobsens rækkehuse. Men der ligger også nogle røde udgaver.

Arne Jacobsen er ellers mest er kendt for rigmandsvillaer i Whiskybæltet, Klampenborg, Ordrup, Charlottenlund, Hellerup og Gentofte. Men han tegnede altså rækkehusbebyggelsen Islev Vænge, 1949-52. Det er knap 200 rækkehuse, hver med egen have, ca. 80 kvadratmeter og rimelig husleje. Han har også tegnet kommunale bygninger i Rødovre.

Forfaldet er til at føle på ved Vestvolden. Betonen er forvitret, døren rusten. Slåen er simpelt hen rustet fast, og brombærgrenene rager ind over nedgangen. Salpeteren trækker hvide striber over døren. Jovist, der er nok til at gøde vinterdepressionen her. Helt Gothic!

På årets korteste dag kan man let forfalde til vinterdepression. I hvert fald er det mest forfaldet der lige denne dag spontant fanger min interesse. Og den lavtstående,  blege sol. Hvor jeg uvilkårligt kommer til at tænke: Nå, det var så hvad vi fik af sol for den 25-øre.

På et dødt træ har lav bredt sig over det hele. Jo, det er jo levende. Det ved vi godt. Og det er meget specielt. Smukt ser det ud. Men vemodigt minder det om et stort, stolt træs endeligt. Helt Gothic. endnu engang.

Det bedste ved denne dag er at nu går det kun fremad med længden af dagene. Vi skal så bare have overstået den periode på 1½-2 måneder hvor det bliver stadig lysere, men også stadig koldere.

Ret meget højere kommer solen ikke på denne årets korteste dag. Alligevel er det dejligt at den i det hele taget lader sig se. Vejrudsigten lover blæst, kulde, isslag og i det hele taget vintervejr af den værste skuffe hen over weekenden. Hvor det jo så er jul. Uha uha. Hvid jul, måske. Men hvilken jul.

Smørmosen - og en overraskelse!

Der er ikke meget der tyder på vinter i dag. Solen skinner, og temperaturen opfordrer til behageligt marchtempo. De mange nedfaldne blade og svampene taler deres eget, stille sprog og er endnu ikke blevet grimme.

Her huser en gammel træstub en svamp. Aner ikke hvad den hedder. Men smuk og fascinerende er den.

Svampe bebuder efterår. Der er rigeligt af dem i de sumpede områder langs Kagsåen. Målet for Vandringsmanden er Smørmosen og fugletårnet dér. Men eventyrlysten fører til en overraskelse. Mere om det senere. Langs Kagsåen er der idyllisk denne søndag morgen. Og jeg snyder ikke mig selv for oplevelsen af at følge åen i stedet for den asfalterede sti.

Langs de forskellige kilder ca. midtvejs tager Kagsåen sig bedst ud. Der er pænt med vand i Kagsåen for tiden og det strømmer stille og roligt mod Kagsmosen. Men det kræver at du forlader den asfalterede sti.

Hvor Kagsåen udspringer fra Smørmosen, er der et område som stikker ud i Smørmosen. Her har kommunen anlagt en plads med mange bænke og ryddet for bevoksning. Dette område er mere idyllisk end udsigten fra Fugletårnet. Tårnet selv er helt nyt og af stål. Det skyldes at nogen stak ild til det gamle trætårn for nogle år siden.

På rastepladsen ved Kagsåens udspring kan du få et idyllisk vy over mosen. Der er også fugle som jeg ikke har set før, og en enkelt lappedykker. Fuglekendere ville sikkert få øje på flere arter, men jeg er ikke så god til det der med fugle.

Der er udmærkede asfalterede stier langs vestkanten af Smørmosen, og man har et smukt udsyn over engområdet vest for. Det kan være fristende at tage nogle afstikkere ind ad de små gangstier. De fører som regel direkte ud i sumpede områder, hvorfra du så må vende om og gå samme vej tilbage.

Det er steder som disse de lidt fristende stier ud i vildnisset som oftest fører til. Der er ikke andet at gøre end at vende næsen den anden vej og vende om.

Midtvejs kan det godt betale sig at gå ad grusstien ud mod Hillerødmotorvejen. Det er et ikke for kuperet terræn, og flere steder kæmper mose og sti om at få overmagt. Denne del af mosen er vist anset for at være den mest bevaringsværdige. Og samtidig også den mest utilgængelige.

På grusstien tværs gennem Smørmosen tager mosen sig ud når den er bedst. Der er ingen larm fra Motorvejen, kun mosens egne lyde. Og området er ikke overrendt. Vandstanden er her så høj at dele af stien nærmest går i et med mosen.

Godt ned mod Hillerødmotorvejen kan det betale sig at tage ørepropper på (jeg har ikke nogen), men jeg prøver i stedet at ignorere den infernalske larm, som end ikke lydmurene formår at gøre noget ved. Gad vide om bilisterne egentlig ved hvad de går glip af, kun et stenkast fra hvor de suser forbi i deres blikkasser. Langs motorvejen ned mod Gladsaxe Fort er der dels en grussti til fodgængerne, dels en asfalteret cykelsti.

Fra den kunstige høj umiddelbart nord for sammenfletningen af Hillerød Motorvejen og Motorring 3 (vestsiden) ser man storby-naturens paradoks: Til venstre Smørmosens Haveforening, dernæst den hyggelige cykelsti lands mosekanten, og til højre drøner trafikken på motorvejen.

Umiddelbart efter Tornehøj Gård og før udfletningerne mellem Hillerødmotorvejen og Motorring 3 er dagens overraskelse: Der er lavet en kunstig høj med en 'trekkingsti' op til toppen. Og bakken er umiddelbart større end den syner fra stien. Herfra har man et godt udsyn til alle sider.

En del af panoramaet fra den kunstige høj. I det fjerne stikker vandtårnet ved Klausdalsbrovej op. Til højre dominerer Tornehøj Gård.

Sidst jeg var på Gladsaxe Fort (21. september ad den navnløse sti) blev jeg ikke opmærksom på at der faktisk findes en smutvej i fortets nordligste spids. Herfra kan man støde til gang- og cyketstien.

Det er ikke lige til at se det, men dette foto er taget fra stien langs motorvejen, og bevidner at der faktisk er en smutvej til/fra Gladsaxe Fort. Bygningen bagest markerer spidsen af fortet. Fortet selv ligger for enden af stien og til venstre. Det er godt at vide til en anden gang, hvis nogen vil hurtigt ud i Smørmosen.

Vel ankommet til fortet kender jeg vejen hjem ad den Navnløse Sti. Den ser uvægerligt mere tiltalende ud nu end i september hvor der var gråvejr.

Den Navnløse Sti i modlys.