Ruds Vedby - Tissø - Høng

Målet var Tissø. Jeg havde på forhånd ikke forventet ret meget natur, og det holdt også stik. Det meste af ruten gik gennem svinefoderarealer. Til gengæld var der en hel del kirker, små landsbyer med lidt bynatur samt naturligvis vildtreservatet langs Tissøs østside.

Noget af det første man støder på fra stationen i Ruds Vedby er en mindesten for Henrik Tauber, han var rigsdagsmedlem 1879-1892. Monumentet er rejst i 1897. Ikke i Ruds Vedby, men i Bredgade i Slagelse, og først da den blev udvidet i 1911, blev monumentet flyttet og genindviet på sin nuværende plads. Præstesønnen Johannes Henrik Georg Tauber (1872-1892) startede en journalistisk karriere ved Fædrelandet i 1849, senere Dagbladet, Dannevirke og Berlingske Tidende. Han købte 1871 Sorø Amtstidende. Han sad i Folketinget for Venstre (Hørup-fløjen) fra 1869 (først for Horsens, fra 1872 Slagelse, 1879 Rudsby Vedby). Ikke uden grund er denne periode også kaldet "kamptiden". Det skal forstås bogstavelige. Højres borgmester Rump deltog aktivt i pibekoncerter mod Tauber, pudsede som borgmester politiet mod hans møder, skrev smædeviser og fik arbejdere drukket fuld så voldsomheder nærmest blev uundgåelige. Det var under Estrup hvor alle odds blev sat til fordel for godsejerne.

Ruds Vedby Vedbygård. Området er privatejet og der er ikke adgang til ejendommen. Den kan dog beskues over hækken bak kirken.

Godset Vedbygård har rødder tilbage til i hvert fald 1312. De lokale bønder har her måttet leve (døje?) under skiftende adelige, kronen og andre som aktivt deltog i forskellige krigeriske begivenheder gennem danmarkshistorien. I midten af 1800-tallet bliver stedet betegnet som en "røverrede" på gårdens hjemmeside. Omsider overgik ejerskabet til en industrimagnat og bygningerne fik et kraftigt makeover. 1917-2018 blev  det et rekonvalescenshjem under Diakonissestiftelsen. Reelt dog først fra 1924. Beboerne var enker og døtre af præster, professorer og middelstandskvinder. Siden 2018 er stedet ejet af forretningsmanden og ejendomsinvestoren Dan Svenningsen som er ved at indrette boliger og gøre naturen tilgængelig. 

Udsigten fra Ruds Vedby mod nordvest, Ougtvedvej. På daværende tidspunkt tænkte jeg ikke på at jeg ville komme igennem området bag højdedragene. 

Mellem kirken og gården går der en sti mod Reerslev. Opad så man efterhånden kan overskue området lidt oppefra. Fotoet ovenfor viser et udsnit. Som det ses er vi i svineproduktionsland. Kun enkelte hegn bryder det gul-brune så langt øjet rækker. Og det er det generelle billede på stort set hele ruten. Fra Ruds Vedby til Reerslev er der kun ganske små pletter af natur - fx et tilsyneladende populært hundelufteområde i Ruds Vedbys nordligste del.

Reerslev. Udsigt fra Reerslevvej.

Efter at have krydset den trafikerede Jyderupvej er der en kort strækning mod Reerslev. Ikke at forveksle med andre byer af det navn, fx i Høje-Taastrup. Hvad man som vandringsmand ikke nødvendigvis er opmærksom på at at den de sidste 10 år har haft et landsbylav som afholder socialearrangementer, samt fungere som talerør overfor fx kommunen. Den udvirkede også at der kom fibernet til landbyen. 

Reerslev Smedje. Det lille museumsskilt hænger på hjørnet, og der er ganske lukket her på en kølig mandag i april.

Langs hovedgaden ligger Reerslev smedje som stammer fra 1700-tallet. Dog nok ikke i sin nuværende skikkelse. Taget er helt åbenbart en nyere foreteelse. På bygningen findes et museumsskilt. Lidt diskret. Måske kan man ane det på fotoet på hjørnet til højre. I smedjen skulle der findes værktøj som er over 100 år gammelt, og alt står urørt, som da den sidste smed stoppede i 2006. I sæsonen er der åbent i weekenderne. Og på visse dage arbejdes der med esse og ambolt.

Nøragervej (eller Ougtvedvej) mellem Reerslev og Ougtved. Et kik ned ad en sidevej til en gård med får.

Fra Reerslev fortsætter turen ad den ganske fine vandrevej, Nøragervej og Ougtvedvej. Trafikken er her ganske beskeden, man har vejen næsten for sig selv. Jeg overvejede at tage den "grønne rute" mod nord ad Nøragervej. Den skulle efter kort og Google Maps komme igennem nogle små naturområder med skov. Men dels ville det gøre min rute for lang (jeg tør ikke kaste mig ud i ruter på over 20 km), dels ville jeg ende ud med 2½ km på i den stærkt trafikerede Søbyvej (vej 219). Da jeg senere når 219, blev jeg bekræftet i at det var et godt valg, for naturreservatet Tissø er pt. aflukket, trafikken heftig og der er ikke gode vandremuligheder. Over 10 års træning i at læse kort har trods alt sat sine spor. Ougtved antyder at der engang har ligget en landsby. Nu må det vel snarere betegnes som en håndfuld bygninger langs landevejen.

Sæbygårdsalle. Omtrent ved Falkenhøj.

I stedet ventede dog en anden ret ubehagelig oplevelse. Intetanende begav jeg mig på en ca 3 km lang tur ad Sæbygårdsalle. Og det skulle blive en stinkende affære. En overgang fik jeg nærmest tårer i øjnene. Ikke for ingenting gik ruten gennem et af dansk svineproduktions områder, og 2 gylletanke i det fjerne (se foto) bekræftede det. Jeg måtte ganske enkelt sætte farten betydeligt op - heldigvis havde jeg stavene med. Jeg ved ikke om det var fordi der lige var kørt gylle på markerne eller om det var de mange gylletanke som ikke holder lugten tilbage. I hvert fald må de lokale have kendt til det, for jeg gik hele vejen uden at møde et eneste menneske, kun et par enkelte biler.

Sæbygårdsvej, Vand vælder op af jorden.

Først da jeg nærmede mig Tissø, i den østlige ende af Sæbygårdsvej holdt stanken op. Og her kan man pt opleve et udmærket eksempel på hvad der sker når man prøver at presse vandet sammen til at løbe i smalle å-løb, eller som her, endda har lagt det hele i rør. Det kan måske være lidt svært at se på fotoet, men den runde vandpyt til venstre på marken er i virkeligheden vand som bobler op gennem jorden. Vanden siver op af jorden, og som det ses til højre i fotoet i en sådan mængde at det er blevet til et helt fos der løber ned i den lille bæk. Trods det ser ud til at være en voldsom afstrømning er det dog ikke nok til at marken står under vand. 

Tissø. Fra vildtreservatets østside. Taget fra hegnet. Det er søens sydlige bred man kan se. Lyden er ikke til at tage fejl af: Her lever masser af fugle.

Den østlige del af Tissø er et aflukket vildtreservat i ynglesæsonen, altså fra 1. april til hen i juli. Her oplevede jeg så vej 219, fik bekræftet at det er en stærkt trafikeret trafikvej og absolut ikke god som vandrevej. Til gengæld er Sæby Kirke og kirkegård et dejligt sted at holde hvil. Fra kirkegården kan man nyde udsigten over søen, muren tager den værste billarm og ligger i det hele taget godt i læ med et fint toilet. Også kirken er velbevaret og ganske seværdig).

Tissø. Vildtreservatet set fra syd mod nord. Det er den nordlige bred man kan se længst væk.

Tissøs ca. 12,3 km2 gør den til Danmarks fjerde- eller sjettestørste sø. Alt efter hvilken kilde man henviser til. Jeg har ikke ulejliget mig med at undersøge hvorfor. Der er store vandstandssvingninger. Østsiden af Tissø, fra Lille Fuglede i nord til Sæby Kirke i syd, er en smal landbræmme mellem landevejen og søen fredet. Herfra fortsætter det fredede område langs søens sydside til Hallenslev. I Tissø skulle der leve toppet lappedykker, stor skallesluger, forskellige svømme- og dykænder, grågås, sædgås, canadagås, knopsvane, sangsvane, pibesvane og blishøne, klyde, dværgterne, hættemåge, rørspurv, rørsanger og rørhøg, rørdrum,

skægmejse, pungmejse og græshoppesanger. Jeg kunne nu kun øjne gæs og ænder. Desuden blev området spærret den 1. april og det varer indtil 15. juli. Der er kun en enkelt anden besøgende i reservatet. Han sidder i sin bil og kigger ud.

Stendyssen ved Tissø. Umiddelbart har jeg ikke kunnet finde mange oplysninger om den. Til højre ses Sæby Kirke og kirkegård.

Overfladevandet bruges til industrielle formål (3,5 mill kubikmeter hvert år) og skulle således spare grundvandet. Mængden skulle efter forlydende ikke sænke vandstanden væsentligt. Ruten byder på fire middelalderkirker: Ruds Vedby Kirke (1.696 indbyggere), Reerslev Kirke (503 indbyggere), Sæby Kirke (356 indbyggere) og Hallenslev Kirke (landsbyen har 242 indbyggere). Alle med gode toiletforhold og kirkegårde som nok kunne kaste en og anden historie af sig. Sæby Kirke ligger ret langt væk fra selve landsbyen og den kom ikke med på denne tur.

Hallenslevvej. Et vådområde ses i baggrunden. Om det er en oversvømmet mark eller vitterligt en mose, kan jeg ikke afgøre.

Selv om området er "plastret til" med svinefoderarealer, så skabte planer om en skovrejsning i Sæby sidste år (2022) betænkeligheder i Sæby Hallenslev beboerforening. Formandens indvending var at hvis nogen ville bygge en udestue over 50 kvadratmeter skulle der søges om dispenation. Formålet med skoven vil udover det rekreative være at opsamle CO2. Det er vel ok at gøre sig nogle tanker når man i timevis går på landeveje som dagens rute. Natur er der ikke meget af sådanne steder som her: dyr, fugle, insekter m.m. kan ikke leve på bare marker der bare venter på at blive sået til med hvede, byg eller raps. De rådyrflokke man af og til ser, er tydeligvis på vej fra et sted til et andet.

Hallenslevvej. Et typisk landskab langs ruten. Formentlig skal de brune arealer sås til med hvede, byg eller raps til brug i svineproduktionen.

På de sociale medier ser man ofte kommentarer imod solcelleanlæg og vindmølleparker hvor der bruges vendinger som at "plastre til " med disse. Det kan være noget svært for trænede vandrere at forstå, idet hvis ordet "plastre" passer på noget, må det vel være de enorme arealer der ligger hen i 8 af årets 12 måneder som vist på fotoerne. I de sidste 4 er tilgroet med hvede, byg eller raps. Med sprøjtespor så andet planteliv ikke breder sig. Altsammen til brug for svine- og kreaturproduktionen. Det kan måske også være lidt svært for en udenforstående at forstå at der ikke skulle være masser af plads til selv store vindmølle- eller solcelleparker uden at det på nogen måde går ud over helheden - hvis det da er den der er så stor opbakning til at bevare. Jeg har set sådanne parker hvor der endda er mere natur omkring dem end landbrugsarealerne. Men hvis fremtidige udestuer over 50 kvadratmeter skulle udgøre et problem mod skovrejsning, så kan jeg godt se at der er lang vej igen til at gøre Danmark til et klimavenligt land.

Ruten

Ruds Vedby Station. Sti mod: Reerslevvej. Reerslev. Nøragervej. Ougtvejvej. Sæbygårdsall. Sæby Kirke. Søvej. Hallenslevvej. Høng Station

Slagelse - Sorø

8 minutter med toget, 16 km ad vestmotorvejen. Eller 21 km på 6 timer ad små landeveje gennem skov og åbne landskaber

Et af de bedre åbent landskabpanoramaer på turen: Lidt syd for hvor Valdemarskildevej krydser jernbanen.

Slagelse er en pænt stor provinsby. Jeg havde egentlig planlagt at prøve at finde nogle gode motiver i byen, men for lidt vild, nåede Torvet og fandt så Fruegade mod Slotsalleen. Så jeg fik ikke rigtig gået rundt som jeg ellers havde planlagt. Men jeg vidste at der lå mange kilometer forude, og kunne ikke tillade mig at bruge fødderne på byvandring da 21 km er sådan lige hvad jeg pt kan klare.

Skt Mikkelsgade med udsyn mod Slagelse Station i baggrunden.

Antvorskov Ruin

Antvorskov Ruin er en absolut K3'er. Der er ikke meget tilbage af det fordums gloromvundne magtcentrum i Norden fra 1200-tallet. Der er noget af muren tilbage på Hovedhuset. Og man ved ikke rigtig hvad det har været brugt til. Hospital, måske. Ellers skal man mere end bruge sin fantasi til at forestille sig Johannitterordenens bastion lidt uden for Slagelse. Gaderne i området med forstavelsen Slots... gør ellers alt for at minde om de tider. Nogen nydelse er det ikke at være i området. Nærheden af Vestmotorvejen er særdeles mærkbar. Der er en hensynsløs larm fra trafikken.

Antvorskov Ruin. Svært at forestille sig den originale bygning. Og så larmer det som at være til Roskildefestivalen fra Vestmotorvejen der drøner omtrent lige forbi.

Slagelse Lystskov

Langs Parcelgårdsvej kommer man derimod i direkte berøring med nutidens militære magter: Et stykke øst for ruinen kommer man ind på militært område. Man må godt gå igennem, men ikke bevæge sig ud ad sidevejene. Man advares mod krydsende bæltekøretøjer. Og opslæbt indtørret mudder flere steder vidner om at det ikke bare er verbalt.

Parcelgårdsvej. Ikke så mange dikkedarer. Bare et rart sted at gå igennem Slagelse Lystskov. Trafikken er minimal.

Der affyres også i et væk skudsalver et eller andet sted. Men dog ikke i nærheden af vejen. Halvvejs gennem Slagelse Lystskov er man ude igen af det militære område. Og kan ånde lettet op over at være sluppet helskindet igennem.

Vedbysøndervej. Et af de bedre panoramaer. Ellers er der ikke meget at kikke på eller lytte til i umiddelbar nærhed. Og så blæser det her ganske forskrækkeligt, uden at der er mulighed for at gå i læ.

Slagelse Lystskov er en dejlig skov. Og med den friske vind er der ikke skyggen af myg. Men det skal jeg selvfølgelig ikke garantere for ikke kan ske på en vindstille dag. Turen gennem skoven er en 3-4 kilometer lang og aldeles fredfyldt.

Borød-Flinterup. Stedet med det lange navn og de få huse og gårde. 

Det er høsttid. Og flere steder er der gang i landbrugskøretøjer og -maskiner. Det er også den tid på året hvor man langs vejen kan fouragere brombær, mirabeller, æbler mv. Generelt er der for mig overraskende megen skov på ruten. Men dog også Vedbysøndervej som er et noget kedeligt landbrugsområde. Her blæser det endda ret meget og der er ingen læ at finde. Lyden fra blæsten er den eneste man kan høre. Markerne ligger skalperede og øde hen.

På Rødengvej er turen kommet til Sorø Kommune. Her en af de mere uplejede og dejlige enge med køer og heste i det fjerne. De findes skam!

Landsbyer er der næsten ingen af. Med mindre man medtager stednavne som Vedbysønder, Borød-Flinterup som ikke er meget andet end et par huse. Førstnævnte er endda mest domineret af to meget store industrivirksomheder. Turen var min første i Slagelse Kommune og mit hidtil længste fremstød mod vest!

Sorø Station. Der egentlig ligger i Frederiksberg. Men det navn var vist allerede optaget da stationen skulle have navn. Jeg kan ikke nok så meget anbefale den lille cafe på stationen. Fx kardemommesnurre og andet hjemmebag. Og nej, jeg har ikke fået noget gratis for at reklamere for dem. 

Ruten

Slagelse Station. Antvorskov Ruin. Parcelgårdsvej. Valdemarskildevej. Vedbysønder. Vedbysøndervej. Grøftevej. Ellepindevej. Parnasvej. Smedevej. Sorø Station

Maglesø og Lillesø Fredningen

En af de mindre kendte fredninger nord for Sorø byder på ganske gode naturoplevelser, samt enkelte kulturhistoriske

Det bakkede terræn ved Krøjerupvej. Længst ved Maglesøhus og tættest på Elberlings Hus. Næppe den lærer som undervist os på Biblioteksskolen i 1970'erne.

Det drejer sig ikke om den samme Maglesø som jeg besøgte i foråret ved Brorfelde. Nok en mindre kendt fredning, og den er da også mindre egnet til vandreområde end den anden Maglesø, undtagen i udkanten, og fx er der kun meget få steder man kan få adgang til søerne, endsige se dem. Men det ændrer ikke ved at naturoplevelsen er stærk. Der høres masser af fugle- og dyreliv i de smalle bræmmer langs søbredderne.

Fredningen

Ellers er søerne omgivet af landbrug. De bedste områder at få et indtryk af hvordan de ser ud, er i den nordøstlige ende af Lillesø. Her er også en rastepladsmeden bænk. På østsiden af Lillesø findes en såkaldt vældmose. Fra toppen af den bakke hvor Bromme Kirke ligger, har man et vældigt udsyn over landskaberne vest og nordvest for. Men ikke over søen.

Udsigten fra kirkegården ved Bromme Kirke mod nordvest. Søen ligger bag fotografen og kan altså ikke se.

 Maglemosevej fra omkring Ålerendevej til den ca en kilometer efter drejer mod vest og væk fra søen er en strækning hvor man uden at kunne se selve søen, kan fornemme den rige natur, som stor i grel modsætning til landbrugsarealerne længere vest på. Egentlig burde jeg måske ikke forsøge at gengive stedets charme gennem fotoer og tekst, men snarere gennem lyde og dufte. For dem er der rigeligt af i bræmmen langs søerne.

Et forsøg på at gengive et af de korte glimt man kan få af søerne fra vejen. Her Maglesø set fra Maglesøvej

Enkelte steder på Krøjerupvej er der omkring Maglesøhus (midt på strækningen) også et lille kik til Maglesø, og her er det mere det bakkede terræn som bryder med landbrugslandskabets monotoni. Der er også et meget lille mosehul midt på en mark hvor der ikke desto mindre synes at være et særdeles livligt samfund af frøer. Der kvækkes i hvert fald på livet løs, og man kan undre sig over at der ikke skal mere til end straffesparksfeltet på en fodboldbane, samtidig med at man også kunne fundere over perspektiverne i hvis de fik endnu mere plads. Og hvor sårbart det hele er hvis noget skulle gå galt og vandhullet blev truet. Hele turen rundt om søerne er vel alt i alt omkring 7-8 kilometer.

Landbruget

Man slipper ikke ud til de små oaser af natur i Danmark uden at skulle igennem landbrugsland med vidstrakte raps-, hvede-, byg- eller brakmarker. På denne tur består denne del af ruten fra strækningen fra Haverup til et pænt stykke nord for Krøjerup, ialt ca 5 kilometer, eller ca. 10 kilometer hvis man som jeg, går samme vej tilbage igen. Man kommer igennem nogle enkelte små bebyggelser udenvejs og også nogle enkelte gårde.

Her et stykke af de mere interessante strækninger gennem landbrugslandet. Der er lidt træer og haver omkring gårdene i Krøjerup.

Sorø

Ellers er Sorø jo altid lidt mere end en kop kaffe værd. Især hvis den kan indtages på Skotte og Stentofts lille hyggelige kafe på Sorø Station. En af de få stationer som stadig har noget lækkert at byde på. I modsætning til stationsbyen Frederiksberg (hvor Sorø Station ligger), har Sorø en gammel velbevaret bymidte, langs Priorgade, Storgade og Alleen samt selvfølgelig kirken og akademiet.

Provinsbygader og -huse i Sorø tæt på kirken.

Hovedbygningen er et velbevaret minde fra den sene enevældes tid under Frederik 6. hvor kultureliten lavede sit velkendte nummer med at hylde enevældens glæder og fortrænge den knap så guldalderlige dagligdag for den danske befolkning i bred almindelighed. Her spankulerede kendte digtere, forfattere og kunstnere som B.S. Ingemann, Carsten Hauch, Peter Heise, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen rundt som ansatte eller på besøg.

Sorø Sø set fra Frederiksberg med Sorø Akademis hovedbygning på den anden side.

I 1849 var deres virkelighedsflugt imidlertid slut, og det samme var Frederik 6.'s tredje akademi. Men bygningerne overlevede og kan stadig beses. Man kan ved at gå en tur i den enorme akademihave sagtens forestille sig hvor vidunderlig Danmark og enevælden må have set ud, set fra stierne med udsigten til Sorø Sø, med kirken osv.

Akademiets hovedbygning fra 1827. Flankeret af bygninger fra de ældre akademier.

Da jeg bevandrede stierne langs søen var det nu galde skoleelever som festede, kærestede og sejlede i kano. Sorø er næsten vokset sammen med landsbyen Haverup hvor der stadig findes enkelte gamle huse tilbage.

Haverup gamle mejeri. 

Ruten

Sorø Station. Skælsørvej. Storgade. Alleen. Slagelsevej. Haverupvej. Anagervej. Lillesøvej. Maglesøvej. Krøjerupvej. Haverupvej. Slagelsevej. Stien langs østbredden af Sorø Sø. Sorø St. I alt ca. 22 km.

Suså via Ringsted- Sorø

Ådal-projektet Mellemste Suså er et af de få steder langs den over 80 km lange å for vandrefolket.

Der var den så, Suså! En del af ådalsprojektet. Stadig præget af århundreders tæmning fra landbruget. Men nu er den omsider ved at bryde fri af disse lænker. Det vil dog nok tage mange år endnu at genskabe åen.

Og man skal så uendeligt meget igennem for at nå til strækningen til fods: ca. 10 kilometer fra Ringsted og 15 kilometer fra Sorø. Jeg valgte at gå begge veje - indrømmet at på hjemturen var det mest for at spise kanelsnurrer og få en latte til toget på Sorø Station som trak. Dum som jeg var, havde jeg glemt at det var helligdag, men jeg nåede det en anelse efter lukketid.

Ringsted Å, Oplevelsesstien, umiddelbart syd for jernbanebroen.

Oplevelsesstien, Ringsted Å Syd

Så er selve strækningen langs Suså med lidt god vilje 1½-2 kilometer lang. Jeg havde derfor på denne lange strækning valgt også at lægge så mange naturstier ind som muligt. De første 3 kilometer langs Oplevelsesstien Ringsted Å Syd. Her har man et glimrende smalt bælte langs åen med masser af fugleliv mm. Vest for er der det jordfarvede Danmark. Oplevelsesstien har jeg tidligere gennemtravet mod nord til Haraldsted Sø. Denne sydlige del virker mere "civiliseret".

Øst for Vrangstrup Øvej støder man igen på Ringsted Å (tror jeg nok det er). Og den forløber meget idyllisk næsten hele vejen ned mod Suså.

Hvad sker der med vejret i Ringsted? De få gange jeg har været der, har vejrudsigten lovet skyfri himmel. Sidste gang jeg nærmede mig stationen, rullede der en tyk tåge ind hele formiddagen. Og her til morgen var der igen overskyet. Dog var vejret i modsætning til dengang klart og sigtbarheden stor. Ellers er stien en glimrende vandresti. Den ender nord for Høm hvor man så ikke slipper for at gå et par kilometer ad den stærkt trafikerede Næstvedvej. Men i Høm svinger man skarpt mod vest ad Englerupvej som er en landevej uden den helt store trafik. Man kommer igennem er par øde bondegårde og huse samt en å vest for jernbanebroen.

Længere syd på ad Vrangstrup Øvej. Heste græsser fredeligt, og det fløjter og summer om ørerne på vandreren. Her er der endeligt lidt natur.

Her holder man kursen vestpå ad Sigerstedvej, og når man drejer syd på ad Vrangstrup Øvej begynder man endelig at kunne se ådalen,dvs RingstedÅdal. Så har man altså også gået omkring 10 kilometer for at nå så langt. Efterhånden forsvinder landbrugslandet til fordel for stadig større naturområder. Og det kan straks mærkes på fuglesangen. Den noget monotone lyd af lærker suppleres nu af adskillige andre som må være noget for ornitologer (jeg nøjes nu bare med at lytte til det). På den anden side af ådalen kan man se den mærkværdige Vrangstrup Kirke. Tilsyneladende uden tårn. Men der er et som man ikke kan se nordfra, et bindingsværkstårn oven på våbenhuset.

Udsigt mod Vrangstrup Kirke. Man kan lige ane det underlige tårn stikke op midt på taget.

Suså - endelig!

Ved parkeringspladsen ved Suså er der informationstavler mm med de afmærkede stier. Og nu begynder balladen. For det hele er enten stadig i projektfasen eller også er det meningen at man ikke vil anlægge stier, men lade publikum selv trampe stierne. Og når man først er kommet igennem området langs Ringsted Å (og de farlige køer) til broen hvor Suså støder til, er der ikke længere nogen sti. Faktisk ser det nærmest ud til  at jeg er den eneste der er gået der i meget lang tid. Der er et område mellem det elektriske hegn (med flere farlige køer) og åbredden, men det er pt overgroet med en knæhøj bevoksning af græs, brændenælder, skvalderkål og en velsignelse af vilde blomster. Godt for øjet, men ikke helt nemt at gå igennem. To steder er der oven i købet så sumpet at man må springe fra græstot til græstot. Men det skal ikke lastes nogen. Man skal bare være forberedt på at der ikke engang er en trampesti.

Mere Suså. Der er sus over strømmen, og man kan måske også ane det noget krævende terræn. Lad os bare sige at dette ikke er for kørestole.

Udsigten til åen og dens slyngninger er ganske fin og samtidig også et skoleeksempel på hvor meget landbruget gennem århundreder har ændret på den danske natur - samt hvor lang tid det endnu vil tage før det kommer til at ligne natur igen. Det ændrer dog ikke ved at dyre- og plantelivet allerede har taget området i besiddelse. Så skidt med at det er svært for vandrere. Sidste forhindring er at finde hvor der i folderen står at stien drejer mod nord til Hagbards Høj. Der er ingen afmærkning. Ingen antydning af sti. Og hvis man heller ikke ved hvordan Hagbards Høj ser ud, så er man på den. Men et råd er at kigge efter en rød klaplåge hvor det elektriske hegn ophører. Så kan man gå langs det op til højen.

Udsigten fra Hagbards Høj over ådalen. Mod sydøst. Åen løber i det lavest liggende område.

Næsten som sædvanlig lykkedes det mig at gå for langt, men blev dog stoppet af Tuel Å, og en truende koflok på den anden siden af åen, som kom løbende i møde, givet vis for at trampe mig til døde hvis jeg skulle vove mig ind på deres territorium. Det er først når man kommer meget tæt på Hagbards Høj at man overhovedet opdager at det er en gravhøj. Fra åbrinken ligner den så mange andre knolde i det kuperede landskab. Udsigten fra toppen af højen er flot. Man kan se virkelig langt.

Ved Alsted Mølle. Jeg har set smukkere møllemiljøer andre steder, men på en ellers noget monoton strækning en kærkommen afbrydelse. 

Mod Sorø

Vest for hvor Alsted Å krydser Alstedvej, er der et mølleområde. Der er nu tilsyneladende ikke så meget tilbage af selve møllen, men med lidt god vilje kan man forestille sig mølleanlægget med dam osv. Herefter kommer man ud på den næsten snorlige Alstedvej, og en næsten 5 kilometer strækning i landbrugslandet. Kun afbrudt af en lille tur gennem landsbyen Alsted. Vest for har man fra en bakketop en fantastisk udsigt mod syd over ådalen.

Udvalget af fotoer i dette indslag er lidt misvisende. Det meste af turn går man gennem landbrugsland. Her er en af de bedre udsigter. De vidtsstrakte bare marker, eller spirerne til hvede, byg og raps må man tænke sig til. Ikke noget at skrive hjem om.

De sidste 7 kilometer til Sorø er præget af skovområder, først Alsted Skov, dernæst Sønderskov. Ganske dejlige skovveje og på denne torsdag heller ikke særlig trafikerede, om end jeg godt kan forestille mig at Næstvedvej kan være ganske larmende.

Ruten

Rigsted Station. Oplevelsesstien, Syd. Næstvedvej. Høm. Englerupvej. Vrangstrup Øvej. Suså. Sigerstedvej. Alstedvej. Alsted. Næstvejvej. Sorø Station.

Sorø - Tystrup Sø

Målet med denne etape var den nordlige del af Tystrup Sø. Så faldt der lidt godbidder af til og fra Sorø eller rettere Frederiksberg

Stationen hedder Sorø, men strengt taget er det egentlig Frederiksberg. Altså den stationsby som voksede op syd for Sorø efter at jernbanen kom hertil i 1856. Frederiksbergområdet udviklede sig herefter ret kraftigt efter at være blevet udstykket fra gården Lundsgård (mod nord) og Frederiksberg Mølle (mod syd). På Banevej kan man stadig se rester af den gamle stationsby, fx Hotel Sorø (1856?-1988), nu Netto, rejseladen og i det hele taget det gamle "Centrum" som man kan læse om i en lille fil om Frederiksbergs historie og del 2.

Et herligt landbrug ved Slettevej. Sikkert ikke særlig effektivt, men så meget desto mere emmer det af natur, selv køerne er ude og ser ud til at trives ved nogle halmballebjerge udenfor fotoet.

Men ellers ligner området omkring Frederiksbergvel og Skælskørvej enhver anden 1900-tals bebyggelse. Foråret er i øvrigt på vej, kan man høre af det mere end livlige liv i villakvartererne. Der pippes og synges på livet løs. Indtil man kommer ud i landbrugsdanmark på Skælsørvej mellem Frederiksberg og Lynge. Så bliver alting tyst og blæsten suser over de bare, øde marker.

"Julen har brækket sit ene ben, og puttet det andet i lommen" sang vi som glade børn ved juletid på melodi af "Julen har bragt velsignet bud". Det var ord som var forståelige, modsat fx "velsignet bud". Ordene kom til live på denne smukke præstegård.

Lynge

For kirkehistorisk interesserede er Lynge Kirke og præstegård syd for Sorø ikke helt uinteressant. Det var her Ingemann skrev "Julen har bragt velsignet bud" i 1742. Ingemann vender jeg tilbage til senere i indslaget. Men måske mere spændende er arealet, dvs. kirke, præstegård og øvrige bygninger. De udgør til sammen et sammenhængende og velbevaret stykke landsbykirkemiljø. Kirkens ældste dele stammer fra o. år 1200, senere udvidet i gotisk stil 1350-1400. Tårnet er fra o. 1500. Altså alt sammen fra den katolske tid. Prædikestolen er fra o. 1600 og ser ud som ny.

Interiøret, Lynge Kirke. Prædikestolen, og man kan lige til venstre ane et billede af Andreas Schytte med hustru, se teksten.

"ANDREAS Schytte Pastor Hujus Et BRAABYENSIS ECCLESIAR XXXX ANNOS, NATUS 1634, DENATO 1716 CIIM CONJUGE SVAVISS, ELIZABETH KNOPH HIC IN SPE GLORIOSÆ RESURRECTIONIS, OB SOLUM JESU CHRISTI MERITUM, MOLLITER QVIESCIT. UNUM ROCANS SUPERSTITES LABORUM PRÆMIUM, NE CINERES IN QVIETENT BEATE DEFUNCTI, DONECJESULUM SUUM ET ANIMAM REDUCEM FUERIT AMPLAXATUS + VENI DOMINE JESU VENI CITO AMEN"

Udsigt fra Løvegårdvej mod vådområdet i det nordøstlige hjørne af Tystrup Sø. Tvedegård anes for enden af vejen til venstre.

Fra Løvegårdsvej begynder man at se den dramatiske udsigt ned mod Tystrup Sø og det stærkt kuperede landskab som omgiver søen på denne strækning. Man har også en fin udsigt over vådområdet syd for Tvedegård ved Suserupvej. Jeg spejder også efter Susåen, men kan dog ikke umiddelbart lokalisere den i disen. Den må desværre vente til en anden gang. Turen ned til Tystrup Sø er ret lang.

Naturskoven Suserup Skov med et stendige.

Suserup og Frederikskilde Skove

Suserup Skov er en lille naturskov. Den vestlige del ligger på en stejl skrænt. Udover udsigten udspringer der en kilde øverst på toppen af bakken. Og det er ikke den eneste. Faktisk bliver stien på hele nordsiden af søen konstant overrislet med små bække. Hvorfor man også sine steder har lagt planker ud. Stien er blød og smattet, grene som folk har smidt afhjælper dog til dels dette. Men flere steder må man forlade stien for at finde tør grund at vandre på.

Typisk parti fra den pragtfulde, men også lidt krævende sti gennem skovene, her Frederikskilde. Jo, der er smattet på trods af de planker som er lagt ud. Vandet pipler ud af skrænterne og siler - sine steder fosser - ned mod søen.

Samme billede tegner sig i den måske endnu stejlere Frederikskilde Skov. Her går man på en sti der slynger sig på skrænten og man skal passe godt på ikke at fortabe sig alt for meget i udsigten da chancen for at glide ned er ret stor.  I slutningen af skoven kommer man til noget så eksotisk som en badestrand. Det er ikke en naturlig strand, men anlagt.  På dette tidspunkt dog ganske forladt med et meget blødt græsareal som længst mod vest ender i et decideret moseområde. Her går stien op forbi ruinerne af en langdysse hvis konturer er tydelig på sten der rager op, samt resterne af indgangen.

Bygningen der rummede et bageri 1905-1934. Der skulle være et hul til en aksel der førte den til vandmøllen. Måske er det det firkantede hun i gavlen?

Kongs- og Frederikskilde

Kongskilde er et område med koncentreret kulturhistorie. En vandmølle, gården Frederikskilde, et bageri og Kongskilde Friluftsgård. Der har været mølle her siden 1200-tallet. Den eksisterende møllebygning er dog langt yngre, fra 1910. Den fungerede indtil 1959 og er nu indrettet til akvarium og mødelokale. Samt et udmærket toilet, der er åbent året rundt (dog ikke døgnet rundt). Jeg kunne ikke komme ind i bygningen, men der skulle være en turbine derinde. Den kunne nemlig mere end at male mel, den kunne også producere elektrisk strøm til Frederikskilde og omegn.

Forsiden af Kongskilde Friluftsgård. Gården er dog langt større end dette foto giver indtryk af

Ved siden af ligger et forhenværende bageri opført i 1905. Det fungerede indtil 1934. Æltemaskinen blev drevet af mølleværket, og folderen påstår at man kan se indføringen af akselledningen i gavlene. Men lidt god vilje kunne et lille firkantet hul i bageriet god tolkes i den retning. Men jeg kunne nu ikke se et tilsvarende i møllen.

Vandmøllen virker ikke imponerende. I baggrunden Frederikskilde. Som til gengæld er en gård i sværvægtsklasse. Møllebækken løber til højre for møllen. 

Frederikskilde blev i 1811 købt af Peter Nicolai Nyegaard (1779-1862) som havde været translatør og tolk på de Vestindiske Øer. Han var far til den kvindelige komponist Cora Nyegaard (1812-1891) - som nu mere eller mindre er helt glemt. Men bl.a. B. S. Ingemann kom her hos familien som tilsyneladende på grund af musikinteressen blev kendt som "Sangfuglene fra Frederikskilde”, bl.a. fordi de åbenbart yndede at synge mens de roede rundt på Tystrup Sø og gik skovture. Jeg kan også finde på at smånynne eller fløjte når jeg er ret sikker på at der ikke er nogen der hører på det. Men vil dog frabede mig tilnavn på grund af det. På den anden side af landevejen kommer man til den store firlængede hvide Kongskilde Møllegård (nu Friluftsgård). Den har ligget her siden 1850-erne. Og vejen var engang landevejen mod Storebælt.

Vejen ned mod Husmandsstedet. Som man kan se er den oversvømmet ca midtvejs. Selv her i "højderne" er det meget fugtigt.

Landbrugssletter

Herfra er man så i nogenlunde tørskoet terræn igen i højlandet. Udover en del vandløb er området mest åbent helt op forbi Hundesøen. Ca. 500 meter øst for denne kommer man temmelig højt op og har herfra en glimrende udsigt mod syd. Herfra er landskabet mere "almindeligt". Godt vandreterræn uden de storslåede udsigter som længere mod syd. Øst for Slettevej og golfbanen ligger nogle gamle grusgrave med tilhørende søer.

Et sidste blik fra nord mod syd. Parnasvej løber tværs gennem fotoet.

Ruten

Sorø Station. Lynge. Løvegårdsvej. Suserupvej. Suserup Skov. Frederikskilde Skov. Kongskilde. Hundesøen. Suserupvej. Slettevej. Skælskørvej. Sorø Station. I alt ca. 20 km

Sorø

Tour de force rundt om de tre søer omkring Sorø, og selvfølgelig et besøg i den historiske del af byen selv

Sorø Sø, den nordlige del hvor man har den bedste adgang til søen

Denne disede og lidt blæsende efterårsdag er en af de sidste hvor skoven endnu fremstår grøn. Bladene er allerede ved at tage farve. Kort sagt, perfekt vandrevejr hvor man kan gå frisk til den. Sorø er et historiske sted for konger, herremænd og magtfulde, krigeriske katolske biskopper. Her udfoldede de i middelalderen deres magt og vælde. Og her blev bygget smukke og ekstremt dyrt byggeri helt op til enevældens tid. Det er stedet hvor Hvide-slægten, Saxo, Ludvig Holberg, B. S. Ingemann og mange flere som fx H. C. Andersen vimsede rundt i fornemme omgivelser. Se i øvrigt album for Sorø på Flickr, her har jeg uploaded 20 fotoer fra dagens tur.

Enkelte åer bryder skovens monotoni på Søstien langs vestsiden af Sorø Sø. Og når solen bryder frem, ser alting meget bedre ud.

Sorø Sø

Og udenom det hele ligger tre søer af forskellig størrelse: Sorø Sø tættest på det historiske Sorø, mellemstation Pedersborg Sø og den dybe Tuelsø. Sorø Sø er med en omkreds på 8,2 kilometer den største af de tre søer ved Sorø. Turen langs vestbredden af Sorø Sø er nu trods stiens navn Søstien mest en skovtur. Søen ligger i behørig afstand og kan være svær at skimte gennem skoven, undtagen ved de ikke så få bådebroer. Især mod syd. Her har man udsigt tværs over søen til Sorø Akademi og Akademihaven.

Langs vestsiden kan man i glimt via nådebroerne se søen og den anden side, her Sorrø Akademi og Klosterkiens spir der stikker op bagved.

Halvvejs kommer man til badestedet Parnas. En planche fortæller at her opvartede Trolde Margrethe med te i 1700-tallet, og i 1832 hyggede H. C. Andersen og B. S. Ingemann sig her. Parnas er navnet på digterguden Apollons og musernes bjerg i Grækenland. Og det antyder at der er tale om personer hvor tidens herskende trends sættes. Da stedet blev folkeeje, blev der indrettet et traktørsted med blomstringstid 1938-1970. Her satte en lynbrand et brat ende på idyllen og nu er der kun stranden tilbage. Lille og nuttet med tilhørende græsarealer og bænke.

Stranden ved Parnas. Nå ja, særlig stor ser den nu ikke ud. Men guldalderens kunstnere kunne sikkert sagtens få den til at tåle sammenligning med rivieraen. I hvert fald H. C. Andersen og B. S. Ingemann udvekslede sikkert dybsindede tanker her.

Pedersborg Sø og Kirke

Søen er den mindste af de tre søer med en omkreds på 2,5 kilometer Stien minder meget om Utterslev Mose. Med udsigt til bl.a. Ankerhus Seminarium og Sorø Camping. Ved nordsiden af søen tårner Pedersborg Kirke sig op på en ca. 15 meter høj bakke. Uindtagelig ser den ud fra søbredden, og det var engang netop hensigten. For kirken var ikke så meget et Guds hus som en fæstning. Kirken selv er fra 1300-tallet, men tæt på kirken kan man se ruinerne af en gammel rundkirke fra tiden før. Det var en del af Skjalm Hvides svigersøn Peder Thorstensøns store privatborg fra 1100-tallet. Også en granitsøjle ved kirken minder om tiden før den nuværende kirke. Ligesom den nuværende kirke har genbrugt sten fra den gamle borg.

Kirken som også var en fæstning. Højt ser det ud, og højt er der. Et perfekt sted for at forsvare sig mod fjender, hvad enten det så var indtrængende udlændinge, men mere sandsynligt oprørske bønder

Derimod lod man volden fra borgen stå. Og den kan man stadig gå på. Den var 300 meter lang, 4 meter høj og indtil 20 meter bred halvkredsvold. Ved præstegården står adskillige nyere mindesten, bl.a for Sønderjylland 1920.

I glimt kan turen langs Tuel Søs nordbred give idylliske scenarier som dette. Men det er nu undtagelserne.

Tuel Sø 

Tuel Sø er den dybeste af de tre søer med en omkreds på 6 kilometer. Fra stien mod nord er det svært at få øje på søen gennem det tætte krat, selv om søen egentlig er ganske tæt på stien. Mod land går man langs kulturstepper. Dog er der i den lille vig i den østlige ende en slags fuglereservat hvor får afgræsser området.

Den østlige vig i Tuel sø byder på et lille indhegnet fuglereservat.

Her ligger også Krebsehuset, en meget flot restaurant fra 1924. Umiddelbart vest for Tuel Å som man lige kan ane fra landevejen. Desværre brager Ringstedvej forbi, og vandrere anbefales at søge tilflugt en den fortrinlige lille skov langs sydsiden af søen. Man slipper dog ikke for Ringstedvejen. Men kan dreje skarpt mod syd ved Flommen.

Krebsehuset set ganske idyllisk ud. Det gør larmen fra Ringstedvej til gengæld ikke.

Flommen

I dag fremstår Flommen som en høj skov. Men oprindeligt var det et engareal med forbindelse til Sorø Sø. Dvs. at Sorø altså var næsten omgivet af vand. Som så mange andre steder drænede man imidlertid i 1700-tallet og 1800-tallet så nutidens Flommen kunne opstå. Fægangen er et levn fra den tid hvor bønderne allernådigst fik lov til at føre deres kreaturer (fæ) over mosen, når nu de havde fået frataget deres græsningsrettigheder andre steder. Skovområdet har fået lov til at henligge som en slags naturskov i mange år, og skoven rummer mange forskellige slags træer.

Sorø By

Der er en del gamle bygninger i Sorø, fx langs Storgade. Jo nyere jo længere man kommer væk fra klostret. Sorø Borgerskole. Håndværkerforeningens Skole, og endelig når man når ind i den gamle by, Postgården og den kro som Christian IV befalede bygget i 1624 og som nu huser Sorø Museum. Men intet besøg i Sorø bør undlade at besøge klosterkirken og akademiet. Man kommer gennem Klosterporten med "Saxos celle". Det kan godt være at københavnerne påberåber sig at Absalon grundlagde København (i øvrigt ikke rigtigt, men skidt nu med det). Men han ligger altså begravet i denne kirke. Han tilhørte de føromtalte Hvider, og kirken er en af Danmarks største fra middelalderen. Kirken blev færdig i 1201 og som magtcentrum blev den bare større og større op gennem middelalderen. Christoffer II er begravet i kirken.

Klosterkirken er med rette berømmet. Og et besøg i det må være et must for alle der kommer forbi. Ikke bare det ydre, men især det indre byder på tankevækkende oplevelser.

Efter reformationen snuppede kongen klosteret. I Christian IV´s tid fik kirken barokinventar, bl.a. orglet. Sorø Akademi stammer tilbage fra biskop Absalons cistercienserkloster. Den gamle klosterbrønd, Fraterbrønden, midt i Fratergården mellem Sorø Akademis Skole og Sorø Kirke blev i 1912 overdækket af et brøndhus tegnet af Martin Nyrop som også tegnede Københavns Rådhus. Derudover ligger der en mængde smukke bygninger som Peder Mallings bygning med Sorø Akademis Skole, Sorø kirke, Rektorgården, Alumnaterne og Biblioteksbygningen.

Man kan også følge Politivennen på Instagram, her er der yderligere smånotitser og historier.

Ruten

Sorø Station. Vestsiden af søstien, Sorø Sø. Østsiden af Pedersborg Sø. Pedersborg Kirke. Nordsiden af Tuel Sø. Flommen. Sorø By. Klosterkirken. Sorø Station. Omtrent 20 km.