Naturparkens landsbyer

Fra for 200 år siden at være et bærende element i det danske hovederhverv landbruget har landsbyerne radikalt skiftet funktion

Dette indslag handler kun om landsbyer set fra et vandringssynspunkt: Som en oplevelse på den lille rejse som enhver vandring er. Er der noget interessant at kigge på før man begiver sig videre? Eller er der ingen steder at slå sig ned? Mange af os er opvokset på landet, og de som voksede op i 1950'erne og 1960'erne, eksempelvis i landsbyen Egernsund (1.200 indbyggere) nåede at opleve landsbyer med karakter af landbrugssamfundet. Landsbyer som små "øer": Egen identitet, en vis samhørighed og skæbnefællesskab, og uforsonlige fjendtligheder, gerne gennem generationer. Afstande på 3-5 kilometer kunne forekomme uoverskuelige. Denne type landsbyer er romantiseret og idylliseret i bøger af Morten Korch (vil du læse dem, så gå hjem og snork). Og de forsvandt i 1970'erne. Og med den røg forretningslivet, skoler, værtshuse og andre institutioner som dannede fælles mødesteder.

Som mange bilister oplever landsbyer: Huse langs en gennemkørselsvej. Hvad gemmer der sig bag facaderne bag hækkene? Her Måløvvej i Ganløse. Landsbyer er i dag mange ting. Ikke som jeg forestiller mig dem for 50-100 år siden hvor de lå som isolerede øer mellem de større byer.

Landsbyer før og nu

Landsbyer har helt andre og anderledes funktioner i dagens Danmark. De kan være mange ting. Hvis man vil opleve deres tidligere funktioner, må man vist forsøge sig på visse øer. Jo mindre en øbefolkning er, desto mere afhængig er man af hvem  der bor på øen og om disse er i stand til at sikre øsamfundets beståen. Med en større befolkning kan man tillade sig at sige fra og overlade opgaverne til andre. Sådan er det ikke mere i landsbyer, hvor man i dag bare interagerer med de nær- eller fjerntliggende byer.

Det er kun på overfladen at landsbyerne stadig ligger som små øer. Og kun arealmæssigt (hvis vi medregner omgivelserne) overgår landsbyer de store byer. Min artikelserie om Københavns vandforsyning har eksempler på at storbyen København gennem flere hundreder år har opfattet "landet" i 60 km afstand som vandforsyningsområder. Vandringsløse Tidende har med denne vandring det mål at se nærmere (uden dog at prætendere ligefrem at gå i dybden) med nogle af de landsbyer som ligger i (Farum) Naturpark. Der dog ikke kan opfattes som et landdistrikt, men som et byområde med mere eller mindre afstand til større byer.

Kirke Værløse set fra Bundsvej. Det er Bunds Å som slynger sig forbi landsbyen til højre for. Åen i sig selv er ikke noget særlig, højst en meter bred. Men ådalen er dramatisk og dele af den er også fredet. Ikke så langt borte ligger den nu nedlagte Flyvestation Værløse. Som en ø ligger landsbyen der, men med utallige "færgeforbindelser" ud i landet. 

Kirke Værløse

Kirke Værløses ca. 1.000 indbyggere svarer til noget lidt større end Orøs. Oprindeligt havde landsbyen kirken, så et andet Værløse hed Lille Værløse. Det ændrede sig da Lille Værløse fik en station, og voksede så meget at det ikke længere svarede til navnet. Så man strøg bare Lille. Nu er Kirke Værløse den lille, selv om den også voksede, men slet ikke i samme omfang. Og egen Netto. På den måde kom Kirke Værløse lidt til at minde om mange lignende landsbyers skæbne langs s-togslinjen til Køge.

Smedegade (tv) og Bybrøndstræde (th) i Kirke Værløse. Som den formentlig har set ud i hundrede år, i hvert fald hvad angår huse og gårde. 

Kirke Værløse er en blanding af gammel landsby omkring Smedegade. På Smedegade 19 lå der en Tatol, som mange på min alder vist husker. Selv i Egernsund var der en Tatol. Sammen med ca 130 andre steder i landet. Det var en slags forløber for minimarkeder, hvor man kunne alskens varer som Tatol-kaffe, dameundertøj i stor størrelse og netstrømper, 5 stks. cigaretpakker, Eifel og York, brun sæbe i løs vægt, dagens avis og måske en pilsner. (På et af mine Flickr-fotoer mener jeg at man lige kan ane den forhenværende Tatol-bygning i baggrunden efter det gule stråtæktshus).

Ganløse

Ganløse er med sine ca. 2.900 indbyggere på grænsen af boligministeriets definition af en by, nemlig 3000. Og i øvrigt nogenlunde svarende til hvad der bor på Fanø der i modsætning til Ganløse betegnes som et landdistrikt og befolkningen spredt ud på knap 60 km2. Så alt efter behag kan man kalde Ganløse en by eller en landsby.

Bygaden i Ganløse med Ganløse Kro. Kroens historie rækker århundreder tilbage i tiden og var engang kongelig privilegeret. Den nuværende bygning er vist fra omkring år 1900. Bemærk at der også står postgård. For landsbybeboerne måtte indtil 1912 kun komme på kroen efter post. Så blev kroen et vigtigt samlingspunkt, og aktuelt spiller Ganløse Revyen her med bl.a. Anne Herdorf.

Ganløse må vel siges at have hvad der hører sig til en by: Rytterskole, kro, bibliotek (omend selvbetjent), supermarked (Kiwi, åbent 8-22), bager, gadekær medtilhørende park, mølle (uden vinger), snedker/tømrer og adskillige andre småvirksomheder og forretninger. På denne onsdag formiddag er det mest supermarkedet der trækker. Biblioteket er helt tomt på trods af at der er selvbetjent åbningstid. Og byen synes mest befolket af håndværkere. Der er både meget at kigge på og steder at slå sig ned. Ganløse ligger halvvejs på ruten.

Ganløse City: Rytterskolen til venstre, i midten bageriet (det gule hus) og helt bagest biblioteket i en gammel gård med lokalarkivet. Til højre en lukket købmandsbutik, men uden for billedet til højre er der et spritnyt Kiwi-supermarked.

Slagslunde

Slagslunde er med ca. 1.000 indbyggere en del mindre end Ganløse. Befolkningstallet er på størrelse med Orøs. Her er der godt nok forsamlingshus, skole og institutioner, men udover en frisør ikke meget forretningsliv. Det er heller ikke hvad Slagslunderne ser byen som. På hjemmesiden præsenterer den sig som "den ideelle by for familien som gerne vil bo tæt på naturen og ikke have for langt til arbejde" - sagt i samme sætning som at der er 30 km til Københavns Rådhusplads. Det er også det indtryk man får ved at gå gennem landsbyen, og indtrykket af Slagslunde som en rar by at bo i.

Slagslunde har sit eget gadekær. I baggrunden præstegården fra 1860. Gadekæret er for længst holdt op med at være det daglige samlingspunkt. Og i det hele taget er der ikke mange daglige samlingspunkter. Til gengæld ser der ud til at være en hel del lejlighedsvise samlingssteder.
 
Her er der meldt klart ud. Landsbyen har sin egen musikfestival. I år den 8. august. At ungdommen trives, fremgår måske af at U14-holdet for Slagslunde-Ganløse blev Sjællandsmestre i 2015. Allerede i 1934 blev de to idrætsforeninger i Slagslunde og Ganløse enige om at de var for små og slog sig sammen. Idrætsforeningen var også foreningsballer på Ganløse Kro, dilletantforestillinger og andespil. Der er heller ikke meget landbrug tilbage, snarere i bedste storbystil et kogræsningslaug. For vandreren er der ikke meget liv, men til gengæld en rar og hyggelig atmosfære.

 

Sperrestrup, eller marken umiddelbart nordøst for landsbyen set fra Naturstien Buresøstien.

Sperrestrup

Med Sperrestrups ca. 25 indbyggere er vi nok ved at nå grænsen for noget man overhovedet kan kalde en landsby. Det svarer til en befolkning på størrelse med Nekseløs (20). Den består af fire gårde: Damgård, Bakkegård, Vanggård og Bygård samt fem huse. Så der er ikke så meget at opleve for vandreren i selve landsbyen før man er ude af den igen. Her er det derimod omgivelserne der trækker. Sperrestrup har fået opkaldt en skov efter sig og er udgangspunkt for en af de allerbedste vandrestier jeg har vandret på, nemlig Buresøstien.

Damgården er en af de fire gårde i Sperrestrup. Og sådan er det med Sperrestrup. Man kan næsten ikke andet end bare at gå igennem og nyde landsbyen så længe det varer.

Jørlunde

Min aktuelle helbredstilstand tillod ikke at besøge Jørlunde. Hvis ca 300 indbyggere svarer til befolkningen på Sejerø (366). Mens jeg har levet (dog uden at have været der og oplevet det), er der lukket en række virksomheder i landsbyen: Krauses Bageri, cykelværksted, købmandshandel, kommunekontor, alderdomshjem, bibliotek, frysehus, brugsforening, smedje, stålfabrik og kurvemageri. Tilbage er Jørlunde Forsamlingshus, præstegården og forsamlingshuset. Og delvis skolen. Jørlunde Skole fungerede som sådan 1939-1991, ca. 2 km fra Jørlunde. Siden 2001 som 10. klassecenter. I dag ligger virksomhederne koncentreret lands landsbyens vestgrænse, Roskildevej. Og her åbnede i 2014 et pølsemageri, så forretningsliv har måske en fremtid.

Mellem landsbyerne

Og det er måske det væsentlige: Turen til landsbyerne. Den byder på særdeles attraktive vandrestier, se Ruten nedenfor. I særklasse er ruten mellem Sperrestrup og Ganløse. Ved gården Granhøj i Slagslunde Skovs sydvestlige hjørne skal man være opmærksom på at man et stykke af vejen går på en privat grund der kun er åben for passage mellem solopgang og solnedgang. Kratvej vest for Slagslunde byder på nogle helt enestående panoramaer mod syd og denne klare dag kan man se helt klart til Energitårnet ved Roskilde, 20 km væk. Bundsvej er trafikeret, men til gengæld har man en enestående panoramaudsigt mod syd hele vejen. Desuden tæt på Ganløse også Damvad Ådal. Selve åen slet ikke synlig her, men ådalen er dramatisk set med danske forhold.

Ruten

Jørlunde Skole. Langdyssevej. Sperrrestrup. Naturstien Buresøstien. Kollensøvej. Kratvej. Slagslunde. Slagslunde Skolesti. Ganløse. Bundsvej. Kirke Værløse. Værløse Station. Ca. 20 km

Mølleåen: Bastrup Sø til Farum Sø

Mølleåen udspringer øst for Buresø. De 30-36 km er lige i overkanten at gå på en dag. så hvorfor ikke starte med stykket mellem Bastrup Sø og Farum Sø. Det hedder også Hestetangsåen. Der er vandre- og cykelstier den ganske lange vej! Tidligere besøgte jeg vandskellet mellem Buresø og Bastrup Sø. Jan Gintberg ville måske kalde denne del af Mølleåen for udkant-Mølleåen. Der findes kort og folder om Bastrup-stien, og langs hele Mølleåen. Lad det være sagt med det samme: Denne del af strækningen er det ikke åen i sig selv, men hele Mølleådalen som rigtig flot og spændende, især på en solskinsdag som i dag.

Melchiors enkesæde fra 1802. Planchen foran bygningen gør meget ud af at fortælle, at man har hvidmalet det hele, også bindingsværket. Dette med at tjære var ekstra omkostninger, og det var mest på Fyn og i Jylland man gjorde den slags.

Landsfader Stauning mente at den brede befolkning fra byområderne skulle komme ud og nyde de grønne områder. At bagtanken skulle være at forhindre arbejdere i at blive sendt til Tyskland under 2. verdenskrig, forekommer lidt underligt, da Staunings "Betænkningen om Storkøbenhavns Grønne Områder" udkom 1936. På den anden side gik projektet i stå efter krigen. Det blev først genoplivet i 2003. Så hvorfor ikke benytte sig af det?

Stenløse og Slagslunde

Man kan komme til Mølleåen ved at gå de godt 8 km fra Stenløse til Buresø. Stenløse har ét fredet hus: Landstedet Melchiors Enkesæde, formentlig fra 1802. Planchen foran huset fortæller at det er noget helt enestående i ældreomsorgens historie at skolelærer og degn Albert Melchior (1732-?) fik opført dette hus til præsteenker og deres børn. Siden reformationen har præster lov til at gifte sig, men enkerne måtte ikke gifte sig igen. Til gengæld skulle den nye præst så forsørge enken med samt børn. Den økonomisk bedste løsning blev ofte at præsten indgik et ægteskab med enken.

Sådan skal en biograf fra 1959 se ud! Markant ligger den der ved hovedvejen og emmer af atmosfære fra før fjernsynets tid. Moderne for sin tid. Og særpræget endnu i dag. Hvad kan en sådan bygning bruges til? Det ser ikke ud til at det er lykkes at genåbne den efter lukningen i 2011.

Nu synes jeg dog at jeg har vist rigeligt med gamle huse, så som modvægt vil jeg vise Stenløse Bio (1959-2011) som jeg tilfældigt rendte i og som påkalder sig opmærksomhed. Den nærmest emmer af 1960'er atmosfære. Man kan forestille ungdommen vælte stimle sammen før og efter forestillingerne, hormonerne formelig florerer.

Først efter Slagslunde og helt til Buresø er der en kombineret gang- og cykelsti. Ellers må man forsøge at holde sig fri af de få, men alligevel hasarderet kørende lokalbilister.

Landevejen er ikke nogen god vandresti. Når den er bedst, har man et stykke rabat. Og der er ikke meget at se. Maglehøje i udkanten af Stenløse ligner andre oldtidshøje, og selvfølgelig adgang forbudt. Vejen går gennem Stenlille. Den er lille, men har så sandelig mindst to mandshøje kampesten! Slagslunde længere nordpå er en nydelig lille landsby. Tilsyneladende helt uden forretningsliv.

Det kan være svært at få øje på åen på denne del af strækningen langs Ganløse Eged. Men den sætter alligevel indirekte sit præg på landskabet. Til højre for stien tårner skoven sig op ad en skråning, og ca. midtvejs oppe er der stengærder gennem hele skoven.

Så omsider kommer man til Småsøerne og Hettings Mose. Det område hvor Mølleåens kilder menes at have ligget/ligger. I middelalderen blev passagen mellem Buresø og Bastrup Sø benyttet til at komme på tværs af ådalene mellem Roskilde og Helsingør. Nu er det slet ikke passabelt, måske med machete. På hele stykket til Bastrup kan det være svært at få øje på åen. Men til gengæld har man skråningerne op til Ganløse Eged. En prægtig skov hvor der løber stengærder enten langs stien eller et stykke op i skoven. Nogen påstår at middelalderkirkerne var Danmarks største byggeprojekt, men når man går langs stengærderne, så bliver man i tvivl. I hvert fald finder jeg stengærder flotte, mere nyttige og af større betydning for befolkningens ve og vel.

Når man går langs med disse stengærder kilometer efter kilometer og tænker på hvor få hjælpemidler de er lavet med, så bliver i hvert fald jeg ret imponeret. Jeg får den tanke at anlægsmæssigt er de uden sidestykke.

Bastrup Sø og ruin

Bastrup Sø (32 ha) er omkring halvt så stor som Buresø (76 ha). 1,1 mio m3 vand mod Buresøs 5,1. Vandkvaliteten er god, når bortses fra udløb fra ukloakerede ejendomme langs søen og fra landbrug. Hvert år arrangeres et motionscykelløb rundt om søen, i år den 8. september. Det er fra 16 til 136 km langt.

Udsigt havde borgherren på Bastruptårnet i hvert fald når han skulle plukke vejfarende for told og skat. Nu er der dog indrettet et shelter til overnattende nede i buskadset til højre.

Middelalderruinen Bastruptårnet (Bastrup Stenhus, Bastrup Ruin)  stammer formentlig fra første halvdel af 1100-tallet. Tårnet var i sin tid beboet af en trehovedet trold, som holdt en prinsesse indespærret her. Men heldigvis blev prinsessen befriet af en prins, som huggede de tre hoveder af trolden, men desværre ved samme lejlighed lagde tårnet i ruiner. Sådanne historier er der flere af langs Mølleåen, også Kong Volmers Vej ved Farum Sø. Mine forældre (og sandsynligvis også deres forældre) elskede sådanne historier. Som kulturelt fænomen er det interessant at generationer yndede sådanne fortællinger. Jeg syntes de var lidt underlige. Og jeg har på fornemmelsen at de ikke rigtig bider på de unge?

Bastrupstien fører norden om Bastrup Sø. Udsigten er fortryllende, og ca. midtvejs er der Tårnet på en bakke med storslået udsigt over hele søen.

Arkæologer hævder at den måske er bygget af Ebbe Skjalmsen (Hvide-slægten). Dets formål var formentlig for at kongen og de rige kunne opkræve skatter, afgifter, told og beslaglægge gods. I hver fald indtil dronning Margrethe den 1. blev sensitiv for at private adelige fik for megen magt og fik borgen revet ned. I stedet blev stenene anvendt til den knap så kongetruende kirke i Lynge.

Bastrup Stenhus var imponerende i sin samtid. Diameteren er 21 m, fraregnet mure er der 8,5 m tilbage til at bebo. Borgen har ligget uden bebyggelse, muligvis med en vold/voldgrav. Her har borgherren så kunnet stå i sit tårn og overvåge en vejfred der snart blev ligegyldig, da man flyttede hovedvejen over Slangerup.

Landarbejdere og velhavere

Fra Bastrup Sø til Farum Sø kaldes Mølleåen også for Hestetang Å. Møller var her kun to  af. Det eneste der er tilbage gemmer sig i navnet Terkelskov, opkaldt efter mølleren Terkel Jensen fra 1690'erne. Der er til gengæld køer. Mellem Ledvadshus og Nyvangsvej går man gennem en kvægflok. Det fortalte vandretursfolderen ikke noget om, og jeg bliver lidt bange for at se de store dyr. Vil de mon angribe?

Jeg har det ikke godt med store dyr og spidse horn. Jeg forbander at vandretursfolderen ikke gør opmærksom på at denne den af stien går tværs gennem en kvægflok. Men omvejen er for lang. Jeg har ikke så meget i benene, så jeg beslutter at tage den store bue om dyrene, og de glor bare: Hvorfor går han rundt derude i solen? Vi gider da ikke komme ud fra skyggen.

Navnet har ikke noget med heste at gøre, men stammer antageligt fra hassel og tang eller trang, og altså betyder Hasseltangen eller Hasselnæsset. Nu ligger der rigmandsvillaerne Hestetangshuse. Men engang var der landarbejderboliger for kalkværker.

Ved Hestetangshuse fosser åen en lille smule. Før i tiden nok til at man kunne drive to møller her. Der var også kalkværker, arbejderboliger mm. Men det er væk. Alt sammen. Og det er meget svært at forestille sig hvordan det har set ud. Nu er der bare idyl. Og rigmandsvillaer.

Kalkværkerne llukkede 1885, men leverede da kalk til Christiansborg.På denne strækning kan man også høre Mølleåen. Det kan man ellers ikke andre steder. Det må skyldes at terrænnet falder, for selve åens bredde er til at overse.

Fra rastepladsen overfor Nymøllevej har man udsigt over mølleådalen. Den kommer rigtig til sin ret her, og fotoet kan slet ikke få det hele med. Til højre skråner det opad.

Mareridt

Den sidste del af stien, oldtidsvejen Kong Volmers Sti, er opkaldt efter Kong Valdemar Atterdag. Han tillod sig at spotte Gud ved at udtale at han elskede Gurre mere end Paradiset. Derfor blev han som en anden Sisyfos sat til at ride ruten dertil hver nat fra Vordingborg. En del af vejen går ad Kong Volmers Sti. Det er ganske vist, for således skriver B. S. Ingemann i "På Sjølunds fagre sletter" skriver:

I muld for længe siden
kong Valdemar er lagt,
men sælsomt gennem tiden
går sagnet om hans jagt.
Tit korser arme bonde
sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde
ham suse vildt forbi.

Men bortset fra det er Farum Sø meget motionsvenlig. Der går en skyggefuld sti kun få meter fra bredden. Der er flere oldtidsstier langs Farum Sø. Jeg ved ikke rigtigt. Jo, det giver da lidt at vide at man går på stier hvor mennesker siden oldtiden har færdes. Gad vide hvad de mon tænkte, osv. Den sidste del langs Farum Sø går gennem Farumgård, som er privat. Og her må man absolut kun færdes gående. Selv kondiløb er forbudt.

Et typisk billede af Mølleåstien mellem Farum Sø og Hestetangshuse. Kukkere kukker. Fugle sjunge og alt ånder idyl. Selve åen ser man ikke meget til. Men det gør egentlig heller ikke så meget, når nu der er så meget andet at kigge på.

Turen på 20 km er min hidtil længste, og jeg var så letsindig at tro at mine sommervandrestøvler var gået til. Det var de så ikke, og hasevablen kom igen efter ca. 10 km. Det kan være et kunststykke at gå med en vabel så længe. Men det gik. Mølleåstien falder på stykket Bastrup Sø-Farum Sø sammen med Nordsjællandsruten.

Buresø, Slagslunde Skov

New York ligger langt væk. Tættere ligger Naturparken. Den hurtigste - og længste - vej fra mit hjem er Frederikssundsbanen til Ølstykke. Undervejs til søen kommer man gennem Sperrestrup Skov. En ret ny skov (1997), rejst på 3.000 årig landbrugsjord. Og fyldt med smattede ridestier. Der ligger en flot gravhøj, Troldhøj. Som der dog ikke er offentlig adgang til.

Hertil og ikke længere. Troldhøj i Sperrestrup Skov er ikke offentlig for publikum. Til gengæld står der en række højspændingsmaster tæt på og ødelægger idyllen en anelse.

Landsbyen Sperrestrup har 5 gårde. Herfra fører en 3 km. natursti til Buresø. Vel sluppet af med Sperrestrups naturlugte (stald), går stien gennem afvekslende terræn: Skov, mark, krat og meget kuperet. Flere af bakkerne er bestemt ikke for gangbesværede. Sanserne bombarderes med natur. Ingen lyde fra biler, og jeg møder hverken løbere, cyklister eller beboere i det hele taget. Jeg hører til gengæld kukkeren før jeg begiver mig ind i den del af Slagslunde Skov som hedder Indelukket.

Landskabet langs naturstien er meget afvekslende. Her et kuperet terræn med marker, krat og Slagslunde Skov i horisonten. Fuglene kvidrer, køerne muher og der er ingen lyde fra civilisationen.

Buresø ligger i den vestlige del af en tunneldal fra istiden hvori også Bastrup Sø, Furesø og Mølleåen indgår. Vanddybden er op til 10,8 meter. Jeg går et stykke op ad vestsiden til Skovløberstedet. Her kommer man bl.a. forbi to badesteder: Karlenes Badested og Pigernes Badested. Hvis man vil læse om området i forrige århundrede, findes der en beretning af en lokal, Hans Reckweg (1942-). I det hele taget skulle vandkvaliteten i søen være udmærket og ingen sundhedsrisiko for at bade i den. Det er vandet dog nok for koldt til nu.

Her spotter jeg for første gang Buresø. Det er den vestlige ende, som ligner en blindtarm på kortet. Der er en offentlig sti hele vejen langs vestsiden. Og man kan lave talrige afstikkere ud til søen. Men ellers er det slut forbudt langs det meste af bredden.

Langs nordsiden er der landbrug, bl.a. det økologiske landbrug Mørdrupgård som ejer Buresø. Så belært af pigtråd, elektrisk hegn og truende skilte fra lodsejere langs Skenkelsø Sø, holder jeg mig til søens syd- og østside som er statsskove. Dog ikke i sommerhusområdet. Det har de sidste 20 år været indblandet i en hidsig sommerdebat. Ejerne må som bekendt ikke bo i deres sommerhus i vinterhalvåret, med mindre man er pensionist og har ejet huset i mere end 8 år. Det gjorde mange alligevel, og også fra lovgivningsmagtens side grebet ind over for siden 1990'erne med dagbøder og engangsbøder. EU-klausulen om at udlændinge ikke må købe sommerhuse i Danmark er tilsyneladende kun en biting i debatten. Der gik mudder i det.

Bare fra Skovstien kan man se en halv snes af denne type "sommerhuse"? Dette ligner nu mere en gammel gård, den ene længe rager på det nærmeste ud på selve vejen. 

Hvis man kigger ind bag hækkene fra Skovvej er der ikke meget der tyder på at det er sommerhuse. Og priserne er også hidsige. Fx udbydes et hus fra 1850 med 2.428 m2 grund til knap 3 mio. kr. Og den slags huse er ikke sjældenheder på disse kanter. Her ligger også Buresøreden som udefra ligner et sommerhotel, men det skulle vist have været et plejehjem engang. Øst for reden ligger den eneste lille strimmel jord hvor publikum har adgang til Buresø.

Jeg har aldrig set så mange, og velholdte, stengærder i hele mit liv som i dette område. De ses overalt lagt skovkanten ved Skovstien. Og også andre steder, fx ved Kollensøvej. Her er det et parti fra naturstien gennem Indelukket.

Kommunens krav i 1990'erne om at beboerne betalte for kloakering blev brugt som argument for at gøre området til helårsbebyggelse - når nu bebyggelsen alligevel havde helårsinfrastruktur. Miljøminister Svend Auken ønske om afklaring på landsplan i 1998 resulterede i dispensationer til 2009. Sommerhusejerne stiftede BOFAST, som vist mønstrede en snes medlemmer i Slagslunde. Man ønskede området anerkendt til helårsbeboelse, men samtidig bevaret som grønt sommerhusområde. Senest i 2011 er situationen stadig ikke afklaret. Debatten blusser såmænd stadig op. Fx da en minister foreslog at man i udkantsområder går den anden vej, nemlig lader de mange usælgelige helårsboliger omdanne til sommerhuse, så de kan sælges som sådanne. Dette har formentlig ikke virket befordrende på det i forvejen hårdt pressede sommerhussalg.

Buresø Badested. Alt ånder af fred og idyl på denne fredag eftermiddag. To kvinder snakker på mælkebøttegule klattede græsplæner med deres heste. En cyklist sidder/ligger henslængt på bænken. Her kigger han mod vandet, som løber mod vest. Bag os ligger det område hvor Mølleåen starter med at flyde i modsat retning. Kort sat. Dette er et vandskel.

Vendepunktet for dagens tur var Buresø Badested i den østlige søende. Området er Natura2000 fredet. Der er noget højtideligt ved at stå her. Her skilles vandene. Vest for løber vandet mod Roskilde Fjord, øst for ad Mølleåen. Så her er det altså at Mølleåen starter sin lange vandring ud mod Øresund!

Sådan skulle altså en "naturlig" bøgeskov se ud. Ifølge vandrefolderen har bøgene fået lov til at så sig selv. Og skovvæsnet griber ikke ind i naturens gang. I virkeligheden synes jeg godt jeg kan se forskel. Jeg ved ikke om det kan fornemmes på dette foto.

Slagslunde Skov emmer lidt af "rigtig" skov. Jeg ser en hjort to steder (aner ikke om det er den samme). Men det er faktisk kun i en begrænset del af skoven bøgetræer har fået lov til at brede til på naturlig vis. Smuk er også Gulbjerg Mose, en forhenværende tørvemose. Skoven er også hjemsted for Slagslunde Musikfestival.

Guldbjerg Mose. Motiverne hober sig op her. Træer der spejler sin top i bølgen blå. Og drivende skyer. Jo, der er dømt dansk sommer her! Det stemmer jeg på.

Hvorfor det hedder Slagslunde, er der lidt usikkerhed om. Slagslunde omtales ca. 1370 som Slarslunde. Navnets forled er muligvis et personnavn, men det kan også være udviklet fra det ældre danske ord slarfuren, der betyder "iturevet". Det svenske ord slarv betyder en "pjaltet person". -lunde betyder "lille skov" og ligesom i Jørlunde er der tryk på forstavelsen. Jeg undgår nu Slagslunde by. Byen er måske kendt for at huse sognepræsten Katrine Lilleør.

Så skidt da. Vi slutter alligevel af med de obligatoriske køer. Men hov. Hvor blev den røde ko af? Og den sortbrogede? Dem må vi kigge i Morten Korch-film efter. Borte har taget dem! Og de er heller ikke med i denne oversigt over danske kvægracer. Er der mon virkelig tale om indvandrere? Eller er det kødracer, ikke malkekvæg? Svaret blæser i vinden. Hvad ved bibliotekarer om kvæg?