Solskinstur i december langs Vestvolden og i Utterslev Mose

En af de sjældne weekender med høj himmel og sol indbyder til en slentretur i lokalområdet

Utterslev Mose i brun vinterbeklædning. Midtmosen. Hvad man ikke kan se på billedet er at vandstanden på den anden side af dæmningen op til husene er meget høj. 

For en gangs skyld var vi heldige med vejret i weekendet. To dage med flot himmel og sol. Selv om man skal have sort tøj på for at mærke at vintersolen også godt kan varme en lille smule. Det blev da til frokost i det fri, godt hjulpet af en kande varm chokolade.  Og der er masser at se på langs Vestvolden og i Utterslev Mose. Begge steder er blevet beriget med adskillige forbedringer på det seneste. Langs Vestvolden i Husumenceinten er stierne blevet ryddet og belagt med træflis. Det fungerer godt indtil videre, det føles nærmest som at gå på et blødt tæppe. Hvordan det ser ud om nogle år når træflisen begynder at kompostere, det gider jeg ikke tænke på. De må vel vide hvad de gør, de der holder anlægget. Både den tunge sne og den efterfølgende storm/orkan har gjort indhug på en masse træer, især tjørn og slåen. Grenene er dels knækket af den tunge tøsne, dels flået ned af stormen. Forståeligt nok har man endnu ikke nået at fjerne det hele.

Kagså Batteri ved Bystævneparken, nu legeplads med militære motiver. Men ganske fredelige.

I Kagså Batteri ved Bystævneparken er der ingen gæster, men man får helt lyst til at slå sig ned. Der er god plads ved den gamle kikkertstation som har fået et oversigtskort hvor de danske jenser kunne tage pejling af hvad det var de så. Det fremgår at det var bare marker det gårde, høje og kratbevoksninger. Det var det eneste man kunne pejle efter dengang. Så kan man sammenligne med hvordan det ser ud i dag. Den faldefærdige bro på toppen af volden er nu også endelig blevet restaureret. De gamle brædder ligger der endnu.

Forrest en af de glatbarberede holme. Før var de bevokset med høje træer, se et tidligere billede af samme. I baggrunden anes gravemaskinerne på modsat bred.

I Utterslev Mose er det især i Østmosen der er sket noget. De mange holme der har været bevokset med høje træer, er blevet rundbarberede. Alle træer og buske er fjernet, så de står nøgne tilbage. Formentlig kun til foråret, hvor mere moseagtig bevoksning vil brede sig på dem. Arbejdsmaskinerne holder hvile dag. I det hele taget forsøger man at få mosen til at ligne en mose.

Gravemaskinerne set tæt på i Østmosen. Udenfor billedet nogle pontoner og både.

Også i Højmosen der ellers bliver brugt som fodboldbaner, sker der ting og sager. I denne weekend stod banerne. Men man kan se høje stakke af fældede træer og buske langs Grønnemose Alle, og det er også meningen at mosen nu skal have lov til at være mose.

Højmosen. Man kan både se bunken med træaffald og hvor højt vandet står på området med fodboldbanerne.

I mange år har man forgæves forsøgt at rense mosen. Men uden ret meget held. Det viser desværre at hvis først ulykken er sket, kræver det et enormt arbejde at få naturen på fode igen. Selv om det kun tog et øjeblik, nogle få år at ødelægge. Løsningerne er ikke nemme, selv om de gode viljer til at gøre noget ved det sikkert er mange. I hvert fald arbejder en del frivillige i mosen for at vedligeholde området. Denne weekend er den også flittigt brugt som agilitybane for løbere, hundeluftere og familier som arm i arm nyder det gode vejr.

Billedet rummer byens dilemmaer: Mosen, motorvejen og Bellahøjhusene. Mosen som symbol på den grønne idyl de fleste drømmer om. Bellahøjhusene som symbol på drømmen om den pragtfulde udsigt, og motorvejen som den nemme og hurtige vej til vores drømmehus.Ingen af delene gik i opfyldelse. Mosen er amputeret, udsigten fra højhusene er blevet til udsigten til hustage og motorvejenes bilkøer på hverdagene ...

Utterslev Mose Favoritter!

Utterslev Mose bruges til mange forskellige formål: Hundeluftning, motion, træning, familieture, vandreture ... Her er nogle af mine favoritter!

Store Hvededag med et fantastisk vejr som det i dag er perfekt til mosetur. Ruten nedenfor følger fjendesiden af Vestvolden fra Frederikssundsvej og mosens nordside helt op til Højmosen. Dernæst tilbage på sydsiden og vennesiden af volden til Frederikssundsvej. Alt i alt en 12-13 km. Uden afstikkere. Hvert afsnit i dette indslag repræsenterer nogenlunde en km, og der er i parentes efter hvert afsnit anført hvor langt man kan nå i et roligt og adstadigt tempo med flere pauser indlagt. (Afgang kl. 9:45).

Broen over Vestvolden fra Bystævneparken til Tingbjerg. I dette område foregår der en del skovning så man kan begynde at ane voldens konturer. De anonyme trådhegn er på en lille strækning blevet erstattet af nogle grenhegn. Gad vide om man har tænkt sig at gære det hele vejen.

Overfor Kagså Batteri, eller voldpunkt XVII som det hed i det gamle militærsprog, sker der en del for tiden. På fjendesiden er man ved at rydde de træ- og kratklædte skrænter flere steder så man bedre har indtryk af det gamle fæstningsanlæg. Ligeledes er der anlagt en legeplads i batteriet som i dag er meget velbesøgt. Desværre er det stadig tilladt for kirker at ringe, og jeg har valgt et uheldigt tidspunkt, hvor idyllen spoleres af den dumpe lyd. Men fuglelivet er intenst her. Fuglestemmer høres overalt. (1. kilometer, ca 10:05)

Det ene af stemmeværkerne under Åkandevej ud mod mosen. Skråningen er blevet ryddet og man kan rent faktisk nu se det. Det var her jeg i vinter gled ned af trappen og forstuvede håndleddet noget så nederdrægtigt, så jeg holder mig langt væk fra trappen i dag.

Jeg har godt lagt mærke til at der har været en omfattende rydning af området omkring Åkandevej i vinters, men nu opdager jeg at der også er anlagt stier så man kan gå det sidste stykke langs volden, efter stemmeværkerne, ud til broen. Det er her en kæmpekoloni af gæs slår sig ned hvert år, dette år ingen undtagelse. Men modsat de senere flokke er de heldigvis ikke blevet håndtamme. Gåsefar og -mor forsvarer tappert deres unger, der da også straks fjerner sig fra den truende fare. Trods dette område er et af de mest brugte af motionsløbere. Og Tingbjerg Grounds' lysmaster tårner sig op til venstre for vejen. (2. kilometer, ca 10:20).

Hvert år er området sydøst for Ruten-Åkandevej hjemsøgt af store flokke grågæs som yngler her. Heldigvis er de ikke helt håndtamme. Jeg foretrækker at der stadig er en naturlig skepsis blandt dem over for mennesker. De flytter sig lidt væk, og kommer bestemt ikke hen for at undersøge om jeg har brød med. Godkendt!

Hareskovvejen/Hillerødmotorvejen markerer grænsen mellem Vestmosen og Midtmosen. Trods sin infernalske larm kan den ikke ødelægge et af de mere interessante naturområder i mosen. Umiddelbart efter motorvejen er der et fint udsigtspunkt ved supercykelstien til Farum. Og ved træbroen længere nede går der stier ind i et af de få steder hvor man rent faktisk kan nå dybt ind i selve mosen med godt fodtøj på. Der er blevet ryddet så man ikke længere hænger fast i krattet. (3. kilometer, ca. 10:30).

Godt skjult fra mosestien (kun markeret af en frønnet pæl) gemmer sig denne trappe op til Moseskrænten. Halvvejs oppe er en afsats hvor man kan nyde udsigten over Midtmosen. Det højeste punkt umiddelbart nord for hvor trappen ender er på 40 m.

Hvis man kigger godt efter en pæl til venstre for vejen, vil man opdage en lille sti som går op mod højdedraget og Moseskrænten. Den syner ikke af meget, men den skjuler en stejl trappe op med flere afsatser og gode udsigtspunkter over Midtmosen. Denne dag er der en kraftig duft af tjørn som blomstrer langs stien. (4. kilometer, ca. 10:41).

Højmosen adskiller sig fra den øvrige mose ved ikke at være fyldt med vand, selvom terrænet mildest talt er sumpet. Stien går langs kanalen hele vejen uden om, og det er her jeg støder på denne and, som jeg ikke ved hvad er for en. Det overlader jeg til de fuglekyndige. (EDIT 18. maj: Det er en grønbenet rørhøne, har en læser gjort mig opmærksom på. Da Utterslev Mose er en af dens tre favoritsteder i Danmark, er det jo helt efter bogen).

Nord for Grønnemose Alle ligger Højmosen. Hvis ikke der var et kort, ville mange nok bare tro at det var en fodboldbane. Men det kan godt betale sig at følge kanalen nordpå. Stien er en af de mere skovagtige, og et enkelt sted er den stadig spærret af et træ efter orkanen Bodil i december 2013. Her kan man også være heldig at se nogle af de mere sjældne fugle. Hvis man er til det. (5. kilometer, ca 10:50).

Jeg når først for sent at feje den spontant opståede tanke væk at nu er kommunen åbenbart begyndt at ansætte lokale hejrer til at passe på pumperne ved Søborghusrenden. Denne latterlige tanke kan man naturligvis kun trække på skulderen af.

Højmosen (18 m) rummer også en lille specialitet, nemlig renden der fører til Emdrup Sø og Gentofte Sø. Det er det eneste sted langs mosen hvor man kan se vandløb der ikke ser regulerede ud. Og hvis man ikke vidste bedre måske endog kunne tro man var på landet. (Lad i givet fald være med at kigge på husene, vi er trods alt i en storby). (6. kilometer, ca. 11:10).

Dette her er en toppet lappedykker. Besynderligt sted den ruger, måske. Og dog. Den har været så snedig at anbringe rugepladsen langt uden for menneskets rækkevidde. Men til gengæld kan den også være sikker på at de mange forbipasserende mennesker skræmmer alle andre trusler langt væk. Og så er der masser af underholdning med alle de mennesker der passerer. Østmosens sydside synes som skræddersyet til det formål!

Tilbage til Østmosen er vi tilbage i det mere parkagtige. Faktisk kunne man næsten tro det var i Fælledparken. Det er her børnefamilierne holder til i massivt omfang. Og der er også masser af muligheder for dem her. Gæssene er håndtamme. Og det er tilladt at fodre med måde og i små portioner, men ikke at smide store portioner ud i mosen eller efterlade mængder af brød. Ved Grønnemose Alle er der et udmærket offentligt toilet med adgang til vand. Jeg benytter mig af det til en 10 minutters pause. På Østmosens sydside må det også være gået op for de fleste at årtiers forsøg på at rense mosen ikke er lykkes. Mosens vand er håbløst forurenet og mig bekendt er der ingen som har en plan for at få det renset op. I hvert fald ikke en der virker. Til gengæld er det lykkedes at fastholde en mågekoloni, hvad et sandt skrigeri ikke lader en i tvivl om.  (7. kilometer, ca 11:45).

Horsebakken markerer skellet mellem Øst- og Midtmosen, og igen er der et godt udsigtspunkt ved Brønshøjholm (23 m). Bakken bliver om vinteren flittigt brugt som kælkebakke. Et mylder af fjer afslører at gæssene er ved at afgræsse området. Men de er nu rykket højere op da jeg passerer. Nedenfor bakken er der en bro ud i mosen. (8. kilometer, ca. 11:55)

Den væltede pil sætter helt spontant og ufrivilligt en masse tanker igang. Et væltet træ. Der er næsten ingen rødder tilbage, men det nægter at give op, og skyder nye grene. Det samme gælder en lille lund af tilsvarede træer. Synet sender spontant lyntanker gennem mit hovede: Burde det ikke give op og give plads for nye vækster? Er det ikke patetisk? Jeg har ikke noget endegyldigt svar, og skynder mig med en gysen videre.

Under Hareskovvejen er der en fodgængertunnel, og den er at foretrække frem for at stå i billarmen ved lyskrydset længere mod syd. Denne del af Vestmosen har i de senere år fået et bilaug med egne bistader, en terneø og et fugletårn. Toilettet i den vestligste spids er ikke så pænt som  det andet. Området er et godt sted til endnu en pause. (9. kilometer, ca. 12:15) .

Jeg har aldrig set sjagger om sommeren. Så her har jeg gået og troet at det var en trækfugl. Men det er den ikke bare. Der er også nogen som yngler i Danmark. Sekundet efter fiskede den en orm op af jorden, en stor fed en. Jeg ærgrer mig over ikke at have tøvet blot lidt længere med at trykke af. Så lidt adskiller dette almindeligt foto fra et spændende.

Herefter er det sådan set bare med at finde Vestvolden igen og følge den tilbage til Frederikssundsvej. Denne gang på vennesiden. Hvis man er til belønninger, så sælger benzintanken Magnum is. Velbekomme! Og jeg har ikke fået en krone for at reklamere for det. (10.-13. kilometer, ca. 13:15).

Jól, yule, joulu, jul

Julen falder i en periode hvor vi trænger til lys. Såvel rent fysisk som psykisk. Det er et årtusindgammelt ønske som har overlevet mange anslag.

På denne 21. december, hvor lyset langt om længe vender tilbage, er det vel naturligt at tænke på lys og mørke. Og i anden række også på hvad disse fænomener ofte er forbundet med: Det gode og det onde. Mytologier og religioner har alle måttet forholde sig til, man fristes nærmest til at sige underkastet sig dette naturfænomen. Forn Siðr, katolicisme, protestantisme, ateisme. Intet har de kunnet stille op mod hvad disse naturkræfter sætter i gang, sådan rent almenmenneskeligt.

Julens traditioner fortaber sig som bekendt årtusinder tilbage i historien. Før man begyndte at fejre lysets tilbagekomst, var årstiden formentlig også rammen for Mørkets Fest. Lidt af det har vi genoplivet i nyere tid og flyttet til et andet tidspunkt med Halloween. Mørkets Fest blev formentlig afholdt i ærbødighed over for de døde, som ikke opfattedes som ligegyldige. De var stadig afgørende for pløjningen fx. Jul er uløseligt forbundet med mørke og lys.

Ikke for ingenting ligner Brønshøj Kirke, Københavns ældste bygning (1180'erne) en borg. Den skulle imponere og skræmme, dels ved siden af de lave middelalderhuse, dels ved sin synlighed fra toppen af Brønshøj Bakke. For kirkerne snyltede siden 1104 på bønderne, som skulle betale tiende, altså 1/10 af deres korn, kvæg mv. til kirke, præst og bisp helt op til år 1900.

Lyset vender tilbage

Fra Skandinavien til Rom iagttog man at ved midvinter havde mørket kulmineret, og det begyndte at blive lyst igen. Det fejrede man ved at spise og drikke godt. Tidspunktet kunne falde forskelligt. I Norden fejrede man det midt i januar, i Rom den 25. december med genfødslen af solguden Saturn. Man udvekslede bl.a. gaver til denne fest. Germanerne så det stedsegrønne træ som symbol på livet og frugtbarhed. Den stedsegrønne kristtjørn symboliserede himmeldronningen Dianas menstruationsblod, mens misteltenens bær var solgudens sæd. Begge ingredienser i den moderne jul.

Omkring år 1900 var det ved at være så som så med kirkens rolle som godsejere. I 1895 da Utterslev Mark var ved at blive befolket, og blev til Bispebjerg, eller Nordvest-kvarteret, måtte kirker som Kapernaumskirken affinde sig med at blive klemt inde mellem 5-6 etagers huse. Væk er fordums storhed og borglignende udseende.

Julen eller midvinter har sammen med midsommer gennem årtusinder været almindelige menneskers største fest. I middelalderen var bagning og brygning af stærkere øl en juleforeteelse. Der var en tolerance som viste sig ved at de kristnes engle deltog på lige fod med Odin, Thor, Frej og andre af de nordiske guder.

I 1920'erne og 1930'erne forsøgte kirken at slå igen. Dette ses to steder i provstiet: Ansgarskirken (1933). Opkaldt efter den katolske munk Ansgar som var på visit i Danmark i 800-tallet. Tilsyneladende et nostalgisk forsøg på at rulle tiden tilbage, helt grotesk udtrykt ved den katedralagtige Bispebjerg Kirke. Sidstnævnte er der skrevet rigeligt om, for mig ligner den et aparte kompromis med den socialdemokratiske boligbebyggelse som omkranser kirken.

I starten var dette forhold gensidigt. Den hellige Frans af Assisi (1182-1226) tog Moder Jord i ed:

Lovet være Du, Herre,
for vor søster moder jord,
som opholder og bærer os
og frembringer alskens frugter
og farvede blomster og græs.

Det var i den periode de første kirker blev bygget. Siden ophøjede magthavere den intolerante, afskrækkende og missionerende mellemøstlige ideologi til statsreligion. I 1600-tallet nedlagde man fx forbud mod de mange og vidt udbredte juleskikke. Og Christian 5.'s lov fra 1683 byggede i høj grad på Moseloven. Uden større succes. En af de få ting som kirken bibragte julen, nemlig kristmessen, måtte udfases.

Grundloven indvarslede demokratiet 1849. Men det tog tid. Kvinderne måtte vente til 1915. Overklassens Landstinget blev afskaffet 1953. Fra midten af 1800-tallet har vi spredte vidnesbyrd om "almindelige mennesker". Som et eksempel bruger jeg cand. mag og lærer Peter Becks bog "Dansk dreng i Sundeved" aka Ullerup (Historisk Samfund for Sønderjylland, 1973. 168 s.), som beskriver julen som bondesamfundets fejring af lysets tilbagevenden (s. 68-69). Herunder også kirkens juleaften omkring 1920 ved pastor Mahler. Det følgende citat (s 90) kunne lige så godt have været skrevet om min barndoms jul i kirken, 30-40 år senere:

...Paster Mahler prædikede. Jeg blev forskrækket, da han med tordenstemme fra prædikestolen læse juleevangeliet, men jeg var mest optaget af de store juletræer på hver side af alteret.

Husumvold Kirke er den første ud af i alt 5 kirker bygget i 1960'erne i provstiet (1960). Den ligger ved siden af haveforeningen Bellevue og idrætspladsen. Den ville formentlig uden de store problemer kunne omdannes til klubhus, omklædningsrum og cafeteria.

Den danske folkesjæl?

Den mørke vinter har gennem tiderne betydet meget for menneskets psyke og behov for at slippe igennem vinteren. Eliten og magthaverne har forsøgt at binde befolkningen på mund og hånd, men de kunne aldrig binde ånd. Men mon ikke mytologier har spillet en stor rolle, hvad enten det er Odin og Thor, Moses og Jesus? Om disse mytologier også har haft en ideologisk gennemslagskraft er derimod mere tvivlsomt. Peter Beck (1900-19?) illustrerer det i en enkelt sætning fra sin skolegang:

"Desværre kan jeg intet huske om det sjette bud, rimeligvis fordi det i forbindelse med storketroen var uforståeligt eller meningsløst"

Dengang lød det sjette bud "Du skal ikke bedrive hor" (i dag er det "Du må ikke bryde ægteskabet"). Citatet viser sammenstødet mellem den officielle og offentligt danske politik og den gedulgte som rimeligvis har været særdeles udbredt blandt befolkningen.

Dagens vandringssang

Vandrere går ekstra godt med sang. Og helst med en munter sang. Humor er en måde at omgå magthavere, og humor er hvad der er i en gammel engelsk sang, John Barleycorn (must die). Den klinger godt i ørerne på denne grå dag. Som julen fortaber dens oprindelse sig i fortiden. Måske er den gammel, måske ikke. Den findes i talrige versioner og udgaver (jeg har valgt Traffics). Men fælles er at der er tre mænd. Som alle gamle sange er de åbne for fortolkning, også min: De tre mænd er konge, adel og kirke, der forsøger at gøre anslag mod moder Jord, symboliseret ved naturens frugter, rugen.

There were three men came out of the west, their fortunes for to try
And these three men made a solemn vow
John Barleycorn must die
They've plowed, they've sown, they've harrowed him in
Threw clods upon his head
And these three men made a solemn vow
John Barleycorn was dead

At min fortolkning kan være lige så god som mange andre, bygger jeg på at i nogle versioner hedder de Kings. Konge, kirke og adel skummede fløden fra bønder, arbejdere mm i årtusinder. Og det på den mest bestialske måde:

They've let him lie for a very long time, 'til the rains from heaven did fall
And little Sir John sprung up his head and so amazed them all
They've let him stand 'til Midsummer's Day 'til he looked both pale and wan
And little Sir John's grown a long long beard and so become a man
They've hired men with their scythes so sharp to cut him off at the knee
They've rolled him and tied him by the way, serving him most barbarously
They've hired men with their sharp pitchforks who've pricked him to the heart
And the loader he has served him worse than that
For he's bound him to the cart

Midsummer's Day! Årets andet toppunkt, hvor John topper med livskraft, han er blevet Sir John. Nu venter de tre mænd bare på at Sir John svækkes af alderdommen, så alskens hyrede håndværkere kan udføre det beskidte arbejde. Igen i min frie fortolkning krigskarle, degne, præster og embedsmænd.

They've wheeled him around and around a field 'til they came onto a pond
And there they made a solemn oath on poor John Barleycorn
They've hired men with their crabtree sticks to cut him skin from bone
And the miller he has served him worse than that
For he's ground him between two stones

Nu skulle den ged være barberet eller hvad? John Barleycorn, Moder Jord, er knægtet, torteret med alskens forskellige redskaber af datidens håndværkere, myrdet og gået grusomme ting igennem. Men man har forregnet sig:

And little Sir John and the nut brown bowl and his brandy in the glass
And little Sir John and the nut brown bowl proved the strongest man at last
The huntsman he can't hunt the fox nor so loudly to blow his horn
And the tinker he can't mend kettle or pots without a little barleycorn

I andre versioner ender mølleren i øvrigt ynkeligt forkrøblet efter at være faldet af hesten, ramt af maltens kraft.

 

Emdrup Kirke ligger i et parcelhuskvarter, og bygningen minder også om et parcelhus. Tårnet synes at være noget meget almindeligt i 1960'erne. 

Reminiscenser

I dag er der 12 bygninger i Bispebjerg-Brønshøj Provsti. Som bibliotekar kan man blive helt misundelig. Til sammenligning ligger der kun 5 biblioteker i samme område, altså under halvt så mange. Utterslev Kirkes lukning bringer dog tallet ned på 11. Tagensbo Kirke og Ansgarkirken var oprindelig også på listen. Bondesamfundet klarede sig med en: Brønshøj Kirke fra 1180'erne, der er Københavns ældste bygning.

Bellahøj Kirke (1963) kunne meget vel være et forsamlingshus. Der er lavet en symbolsk "bakke", men ellers forsvinder den rent højdemæssigt fuldstændigt. Pastoratet Bellahøj overtager formentligt Utterslev Kirke, der som den eneste i provstiet lukkede i september.

Tre bygninger stammer fra denne tid, og er i traditionel stil, lettere tillempet murstensbyggerier og opkaldt efter hhv sted og person: Kapernaumskirken (1895) og Ansgarkirken (1933, restaureret 1979). Lokaliteten, bakketoppen har kun overlevet for Grundtvigs Kirkens (1921-1940) vedkommede.

I slutningen af 1960'erne blev kirken bogstaveligt talt en del af boligbyggeriet. Tagensbo Kirke (nr. 3 fra venstre med tårnet) er fuldstændig integreret i boligblokken. Kirken var på listen over kirker som kulturministeriet mente kunne undværes. Som noget særligt skulle kirkerne imidlertid selv indvillige. tænk hvis biblioteker kun kunne lukkes hvis bibliotekerne selv gik med til det!

I 1960-1969 blev ikke mindre end 5 ud af de 11 kirker bygget. De 5 afspejler forskellige aspekter af hvordan en gammel mytologi forsøgte at indrette sig i et moderne samfund. Navne stammer ikke længere fra bibelen, men hvor de er placeret: Husumvold Kirke (1960), Emdrup Kirke (1961), Bellahøj Kirke (1963), Utterslev Kirke (1963) og Tagensbo Kirke (1966-69). Ingen er placeret på bakketoppe.

Kun korset signalerer hvad Husum Kirke er. Omend det ligner vandværket der ligger ca. 100 meter derfra på Frederikssundsvej.

Den ene af to nyeste kirker, Husum Kirke (1977) er bygget fordi Brønshøj Kirke ikke siden 1920'erne var stor nok juleaften. Hvorfor man så ikke i stedet benyttede Husumvold Kirke forlyder hjemmesiden ikke noget om. Med Tingbjerg Kirke (1983) er bygningerne endegyldigt faldet ind i det omgivende boligbyggeri af Steen Eiler Rasmussen.

Tingbjerg Kirke (1983) er den nyeste kirke i provstiet. Kun den gule farve adskiller den fra den øvrige bebyggelse. Tårnet er føjet til senere. Samfundsudviklingen slår også igennem: Ca. 70 år efter kvindernes valgret har halvdelen (2) af kirkens præster (4) været kvinder.

Lysets fest, julen, er også blevet en del af kirken. Der står tændte juletræer foran de fleste af dem. Det ældgamle frugtbarhedssymbol. Godt nok har kirken gennem tiderne forsøgt at gøre lysfesten til fødselsdag for en af de helt store stjerner: Jesus Kristus. Men kun de færreste tror vel på den slags røverhistorier nu om stunder. Gode historier har vi til gengæld til alle tider haft behov for at høre. Især dem hvor lyset vinder. Og det gør det jo. Fra i morgen.

Glædelig jul!

Ruten

Tingbjerg Kirke. Husumvold Kirke. Husum Kirke. Brønshøj Kirke. Bellahøj Kirke. Utterslev Kirke. Emdrup Kirke. Bispebjerg Kirke. Tagensbo Kirke. Kapernaumskirke. Ansgarkirke. Ialt 10-12 km.

Husum

Årstiden er til byvandring. Husum er på størrelse med en mindre provinsby. Og ind imellem er der nogle små seværdige perler. Ikke mange, men de er der.

 

Den 14. december beskæftigede Vandringsløse Tidende sig med de allertidligste bebyggelser af Brønshøj, altså begyndelsen til enden på at Brønshøj og Husum blot var små landsbyer. Her nævner jeg også at der blev anlagt over 100 nye veje i området 1900-1925, og så gik der gang i byggeriet langs disse veje. I det store og hele skete dette i første halvdel af forrige århundrede på kun ganske få årtier fra 1920 til slutningen af 1940'erne. Brønshøj blev bebygget et hestehår før Husum. Jeg starter ud i Husum.

Husum Skole er bygget 1930, og farven adskiller den fra alt andet i området. Her er den set fra syd gennem Husumparken. Selv om Husum Skole ligger nogenlunde midt i Husum, tror jeg nok de fleste opfatter Husum Torv som bydelens (handels)centrum.

Husum er præget af parcelhuse og lave etagebyggerier. Før dem var der marker, enge og moser. Nu bor vi 40.000 mennesker. Det er i nærheden af store provinskøbstæder som fx Herning eller Helsingør. Det er klar at når det går så stærkt, er alt ikke lige arkitektonisk bevaringsværdigt. På Københavns Kommunes liste over bevaringsværdige huse er der ca. 150 huse nævnt i Brønshøj-Husum. De fredede er ikke med på listen. Men listen bedrager lidt, for fx er byggeriet syd for Husum Skole noteret for hvert husnummer. I virkeligheden er det et massivt rækkehusbyggeri. Trækker man disse fra, kommer man et pænt stykke under 100.  Hvad adskiller så disse 150 bygninger fra de tusindvis, hvis ikke titusindvis af andre boliger i området? Groft sagt er der tre forskellige slags:

Hjørnet af Smørumvej og Veksøvej rummer rækkehuskvarterets ejendomskontor. I baggrunden ses de karakteristiske rækker, hvis princip minder lidt om den indre bys kartoffelrækkehuse eller byggeforeningshuse: Toetagers lejligheder med en lille forhave samt en mere privat baghave.

Husum Skole - Husums "hjerte"?

Den første slags består af en bygning, Husum Skole fra 1930. Skolen ligger lidt teatralsk sagt "i hjertet af Husum", altså i midten, omgivet af to parker, Husum Vænge mod nord og Husumparken mod syd.

Stenmaglevej mellem Veksøvej Korsager Alle og Tersløsevej er rækkehuse, bygget i samme periode som syd for Husum Skole, nemlig i 1942. Knap så massivt som dette, og det ligger få minutters gang derfra.

Rækkehuse

Den anden slags ligger umiddelbart syd for Husum Skole og er et rækkehuskvarter opført under 2. verdenskrig (1942). Det ligger i firkanten Veksøvej-Smørumvej, Bjernedevej og Vallekildevej. Egentligt ret enestående at mens murstenene blev bombet ned om ørerne stort set i resten af Europa, byggede vi i Danmark sådanne langtidsholdbare boliger. En anden klump af denne type byggerier - dog en etage højere - ligger i Voldparken. Fra næsten samme periode, nemlig 1949.

Af en eller anden grund er Voldparken (1949) også kommet med i kommunes liste over bevaringsværdige bygninger. Måske som et eksempel på et tidligt "højhus"-byggeri i området? Enhver kan tænke sit. Voldparken ligger i det etagehøjere Bystævnet

Særprægede villaer

Den tredje type er spredte villaer som på en eller anden måde skiller sig ud fra mængden. Nogle af dem er måske blevet bygget før resten af parcelhusene i området. Eller har en særpræget arkitektur. Det gælder fx Bogenæsvej 3 (1929) og Kattingevej 2 (1923) tæt på Vestvolden. Også Stenløsevej 56 (1927) og 74 (1930) samt Stenmaglevej 24 (1929) og 39 (1942) ser ud til at være frontløbere. Det gælder måske også Gråbynkevej 18 og 22 samt Løvetandsvej 50 ved Utterslev Mose. De to sidste er pt under reparation og pakket ind i stilladser.

Privatlivets fred

Det er altid et problem at fotografere i byområder. For man skal selvfølgelig respektere privatlivets fred. Journalistforbundet har udgivet nogle regler for fotografering af huse, og her er begrebet "frit tilgængeligt" været afgørende. Hus, haver og lejligheder er defineret som ikke frit tilgængelige, så jeg har valgt ikke at  bringe fotoer af disse. Også selv om man sagtens kan fotografere dem fra frit tilgængelige steder. Skulle nogle af ejerne læse dette, og give samtykke til at jeg alligevel godt må komme og fotografere, så ville det være dejligt. Men jeg har ikke tænkt mig at ringe på og spørge om lov. Så hellere bare lade være.

Ruten

Islevholm 13 (bungalowstil, 1939. Kagsmosen). Forbi Husum Station, Marbjergvej. Bogenæsvej 3 (særpræget todelt tag og en indgang med maleri). Kattingevej 2, flot hvid palæ (1923). Ågerupvej. Tersløsevej 35, Korsager Skole. Stenmaglevej 39 (rækkehuse, 1942). Nr. 24 flot hvid villa (1924). Stenløsevej 56 (1927) og 74 (1930) er solide villaer. Fra Nordrupvej er der udsigt mod nord til Husum Skole, syd til rækkehusmassivet. Solrødvej 15, pudset villa. Veksøvej 175 (1932) har lidt alpint udseende tag og nr 22 (1930) er en stor toetagers rødstensvilla. Gråbynkevej 18 og 22 er imposante villaer. Klintevej. Gadelandet. Voldparken. Vejene er stille villaveje.

Liste over bevaringsværdige huse i Brønshøj-Husum.

Jeg vil løbende tilføje oplysninger til listen, efterhånden som jeg får besøgt stederne.

Utterslev Mose lige nu

En oplevelsestur rundt om Utterslev Mose. Det gælder om at udnytte dage som disse, hvor temperaturen er god, solen står højt og dagene stadig har noget lys at byde på.

Det er rigtig godt tørrevejr i dag: Sol, pæn temperatur over 10 grader og tør vind. Også perfekt til at vandre i. Selvom det måske blæser lige lovlig meget på åbne strækninger, kan man jo altid vælge at gå lidt i læ, fx i Utterslev Mose hvor krat og høje træer sørger for susende musik, der på denne dag helt overdøver billarmen. Mosen ligger tæt på hvor jeg bor, og jeg skal bare gå langs Vestvolden et stykke vej.

Legepladsen i Kagså Batteri er færdig. Den er lavet i bedste voldstil med jernbanespor, kanon osv. Pavillonerne i baggrunden er ikke af stof, men af metal. Jeg prøvede om jeg kunne få vognen til at køre, men den gik ikke. Det er for øvrigt en sandkasse.

Man kan næsten høre på blæstens susen i træerne at det er ved at blive efterår - for alvor. Men når efteråret ter sig som i dag, er det ideelt til at vandre, hvis ellers man hører til de der sveder meget og tit er gennemblødte af sved i højsommeren. Vejret nærmest appellerer til at gå rask til, og luften føles helt anderledes frisk og let at indånde.

Blæsten går frisk over Midtmosens vande. Sivene lægger sig efter vinden. Specielt poplerne har musik i løvet en sådan dag. Endnu står de fleste træer grønne. Men de gule nuancer er da ved at brede sig.

Desuden er det også nu mange af frugterne ser bedst ud. De er ikke overmodne eller ramt overvældende af råd og svamp, de nærmest strutter af sundhed, farverne er vidunderlige og giver humøret en ekstra tand opad. Måske vækker det urmenneskets instinkt for at blanke og skinnende bær med dybe farver er tidspunktet hvor de skal indsamles?

 Bær. Naturens overflod, og hvilke farver!

Ikke lige noget storbymennesker er afhængige af, men måske vækker de vores trang til at indsamle og gemme til vinteren. I hvert fald mærkede jeg et slåenkrat som jeg da fik helt lyst til at frekventere når de engang har fået frost. Jeg siger ikke hvor, jeg vil have dem for mig selv!

Det er nu de ser bedst ud, bærrene. Om en måned er de mærket af frost, råd, svamp og sneglebid. Hvis ikke det var sådan, var de jo lige til at hænge på juletræet om et par måneder.

Terneøen i mosen ser ud til at have det godt. Den er tilgroet i den ene ende med siv. Resten af øen ligner lidt en hønsegård. Men det er vel egentlig også det den skal være: Et sted hvor mågerne kan finde fred og ro. Ellers er der ikke så meget nyt fra mosen. Jeg må igen forundres over de kæmpestore græsplæner der er mange steder. Mon ikke man bare kunne lade dem gro til? Eller er der en årsag til at det skal se sådan ud? Nå, det bestemmer jeg ikke, og måske er der nogen der synes at det ser plænt ud.

Læsere af Vandringsløse Tidende har måske bemærket min fascination af svampe. Så jeg er en glad mand når jeg ser et syn som dette. Svampene er mærkelige væsner, hverken dyr eller planter. De fører et ubemærket liv under jorden, altså undtagen et par måneder om året hvor de stikker deres frugtlegemer op, lidt lige som at gøre opmærksom på at de er der. Farver, former, lugt .... der er ikke mange der er ens. Alligevel er man ikke i tvivl om at det er en svamp.

Ruten

Man finder bare et sted hvor man kan støde til mosen, og begynder at gå derudaf. Grusveje hele vejen. Græs, hvis man kigger sig godt for for hundelorte. Hele turen er ca. 10 km. Plus til/fra mosen.

Kagså Batteri (Voldstykke 21-22)

Siden jeg startede Vandringsløse Tidende er der kommet en fantastisk bog om Vestvolden: Jesper Asmussen: Vestvolden og Nordfronten (2013). Den gennemgår hele fronten batteri for batteri, fort for fort. Det beriger ens oplevelser når man en solrig lørdag morgen bevæger sig ud på volden, hvor der arbejdes meget for øjeblikket. Afsnittet nord for Frederikssundsbanen hedder Husumenceinten, og jeg besøgte det i marts i år.

Så idyllisk fremstår dobbeltkaponieren ved Kagså Batteri i dag. Og tak for det! Man er begyndt at restaurere den. Bevoksningen er fjernet på toppen. Broen ud til den kan ikke ses på billedet, men den løber ud mod højre, skjult bag buskadset. Herfra går så den svagt opadgående gang, eller poterne, tværs gennem volden. Også den kan man gå ad. Jeg kender en der påstår at have cyklet igennem. Hold tungen lige i munden hvis du vil prøve, der er ikke meget plads på begge sider af cykelstyret.

Kagså Batteri (1888-1890) ligger her og er det sidste faste batteri af 10. Ifølge bogen kunne kanonerne skyde helt ud til Ballerup, Bagsværd og Lundtofte. Det lidt nordligere beliggende Gynge Batteri var et bevægeligt battteri, hvor det var meningen at man kunne flytte rundt på kanoner, mandskab mv efter behov.

Et kig nogenlunde fra indgangen og "bagud". Fra det store rum er der adgang til siderum hvorfra soldaterne gennem skydehuller kunne skyde dels på langs af voldgraven, dels "bagud" mod de fjender som måtte have forceret voldgraven og nu var på vej op ad indersiden af volden. Der er ikke højt til loftet. Men gennemsnithøjden var vel også mindre dengang.

For tiden er man ved at restaurere dobbeltkaponieren på dette stykke, og døre og vinduer er derfor fjernet. Samtidig er betonen blevet pudset op og er endnu ikke skamferet af graffiti i væsentlig grad. Derfor kan det godt betale sig at tage et smut forbi og fornemme stemningen i de kolde beskyttelses- og magasinrum. Adgangen til dobbeltkaponieren foregik gennem en smal gang tværs gennem volden (poterne), og udmundingen ligger beskyttet bag kaponieren. Herfra skulle man så løbe over en bro og ind i selve bunkeren.

Skydehullerne er nu muret til så det er ikke muligt at se hvor de er rettet henimod. Man må udenfor. Jeg ved ikke om det er meningen at de skal åbnes igen. Men som det ses ligger de ret lavt, sådan i hoftehøjde.

Fra de lavtloftede rum var det meningen at soldater som sild i en tønde (eller kalkuner i bur, heraf navnet på fransk) skulle gøre det af med eventuelle fjender som det var lykkes at komme over voldgraven og som nu forsøgte at storme Københavnersiden. Skydehullerne vender altså modsat og på langs af hvor fjenden kom fra.

På dette foto ser man skydehullerne udefra. Købehavnersiden ligger til højre, fjendesiden til venstre. Broen i baggrunden er Mørkhøjvej. Bemærk at der også åbningerne i muren til venstre.

Også et af krudtmagasinerne på Kagså Batteri er midlertidigt åbent, så man kan kigge ind i de hvælvede rum hvor krudtet lå beskyttet bag dobbeltmure. Her er også anvendt mursten. Rummene ligner krypter under kirker og ligger graven ned under volden, godt beskyttet af mange tons jord og sten.

Kig ind i et snævert fredskrudtsmagasin. Der er forskellige rum til krudtet, og til højre er den hvælvede dobbeltmur, som skulle beskytte mod bombardementer. Den går hele vejen om det indre rum. Lidt som i en termokande. Virkningen er også derefter. Der er køligt, og måske kunne man bruge det til opbevaring af oste eller kolde pilsnere. Det første har jeg da set Mønsted Kalkminer i Jylland blive brugt til. Væggene er endnu ikke ødelagt af tags og graffiti. Gid det må vedblive at være sådan!

I skarp kontrast til de kolde, lidt uhyggelige rum i det grå og triste beton står selve voldanlægget. Modsat dengang er det nu bevokset og man kan godt føle sig som hensat til en skov. Fuglene synger og det dufter grønt og godt. Desuden er der mange muligheder for at gå langs volden. Der er en asfalteret sti, grusstier, græsstier og uvejsomme stier, alt efter smag og behag.

Gennembruddet i volden til broen ved Tingbjerg. Den forbandt oprindeligt Husum med Mørkhøj. Formentlig er det ikke den oprindelige bro fra 1890. Men det er tingbjergboerne sikkert også ligeglade med i dag. På dele af denne strækning er man begyndt at fælde bevoksningen på volden, så man kan ane konturerne af den.

Afsatserne på volden kunne godt fortolkes som stier at patruljere på. Men de havde også den funktion at forhindre jord fra toppen af volden i at falde ned i voldgraven og fylde den op i tilfælde af bombardement. Jo, de havde tænkt på alt, de gamle krigskarle. Måske har en og anden tænkt at det var synd at man aldrig fik det hele afprøvet. Men det gjorde man altså ikke. Ikke engang i Frankrig i 1940, hvor tyskerne var så uforskammede at gå uden om en fransk pendant, Maginotlinjen. Tag den, Vestvold!

Vintervolden - I vinterens vold

DMIs profetier om at det skulle blive en dejlig dag, set indefra og ud gennem vinduet, holder kun til dels stik. Jo, det blæser da. Men temperaturen er lige omkring frysepunktet, så vindafkølingen er så heller ikke værre. Det er til gengæld mine ben, så det bliver til detaljernes tur. Og vinteren lægger vel også op til at kigge lidt nærmere på alle de detaljer som bliver skjult af sommerens bevoksning.

Kagsåen mellem Kagsmosen og Frederikssundsvej, der lige anes i baggrunden. Ser det ikke ud til at de er ved at rørlægge åen her og overdække den?

Nyt og gammelt byggeri må der nødvendigvis være i en storby, der konstant skal forny sig selv for at tilpasse sig moderne tider. Det gælder i krig og fred. Kagsåens betydning er fx radikalt anderledes nu. Den er et rekreativt område. Hvor det før i tiden var et område for udvinding af vand til de stadig tørstigere københavnere. Og før det måske bare et vandløb for græssende kreaturer. Og før det ...

Klimaændringerne har sat gang i dette aflastningsbassin for beboere i Herlev. Hullet i siden peger ud mod det rør der er ført langs stien til Kagsåen. Så mon der skal etableres en forbindelse her?

Nu er den så ved Kagsmosen ved at få en ny betydning i forbindelse med klimaændringerne. Aflastningsbassinet ved Kagsmosen har også fået betydning for Kagsåen op til Frederikssundsvej. Det ser ud til at den nu skal til at være rørlagt på i hvert fald et stykke. Hvis ellers jeg tolker billedet ovenfor rigtigt.

Her er jernbanebroen over Kagsåen tæt på Husum Station. Hvis man sammenligner broen med den lignende bro ved Stenkelsø Sø, vil man se at de ligner hinanden: Kampesten med murstenshvælvinger. Så mon ikke de stammer fra samme periode? De fleste andre er betonbroer og ser nyere ud.

Få meter herfra ligger et meget lille stykke jernbanehistorie. Og vist det eneste i Husum. I slutningen af 1800-tallet holdt togene deres indtog. 1876-1879 byggede man den jernbane vi i dag kender som s-togslinjerne C og H til Frederikssund. Beslutningen om at lade jernbanen få netop den linjeføring fik katastrofale følger for Slangerup, der ellers havde regnet med at den ville få et nordligere forløb igennem denne by. Enhver der har set den enorme kirke i Slangerup, der nærmest har katedralstørrelse, kan skrive under på at ambitionerne ikke var ubegrundede. Et forsøg på at privatfinansiere en privatbane holdt kun i perioden 1906-54.

Frederikssundsvejs gennembrud af Vestvolden. Sådan har det altid været. Vejen har gennemskåret volden i et blødt sving. Der nu ikke længere kan anes. Her suser biltrafikken over broen med gartnerboligen i baggrunden. I det hele taget præges Vestvolden af betonbyggeri.

Dengang var Husum en lille snes bøndergårde. Og først mod midten af 1900-tallet udviklede sig til en bydel på størrelse med en større provinskøbstad. Togene standsede i Frederiksberg, Vanløse, Herlev og Ballerup. Først i 1949 blev der lavet station i Husum. Jernbanen var enkeltsporet, og jeg kan huske det kaos det skabte da man i slutningen af 1990'erne udbyggede banen til at være i to spor fra Ballerup.

Her er en karakteristisk bro (Islevbrovej) over Vestvolden. Som så mange andre. Og som det ses, i beton. Ikke noget med kampesten her.

Jeg går ud fra at jernbanebroerne er bygget før 1880. Dengang brugte man altså kampesten. Få år efter blev Vestvolden anlagt, og da var det slut med kampesten og ind med beton. Hvis man sammenligner alle broer der går over volden, er de bygget af beton. Jovist, der kan være kampesten langs soklerne. Men det er så det. Så, detaljerne fortæller deres egen tyste historie. Det forekommer mig at kampestenene blot er blevet pænere med tidens patina, mens betonen er blevet grimmere.

Husumenceinten - Vestvolden/Vestfronten

Der sker en masse på Vestvolden for tiden, også i den del som  blev kaldt for Husumenceinten. Et godt sted at starte er Plejeplanen for hele Vestvolden. Her står at Husumenceinten rummer 4 af voldens i alt 23 batterier, startende fra Utterslev Mose og ned mod Harrestrup Å: Gynge Batteri (opkaldt efter Gyngemosen), Kagså Batteri, Nordvestbane Batteri (mellem Frederikssundsvej og Husum Station) og Harrestrup Batteri (nord for Harrestrup Å). Kagså Batteri er ved at blive frilagt for bevoksning, og man kan nu for alvor se hvad det har været brugt til. Batteriet går nærmest i et med det noget mere beskedne Gynge Batteri. Harrestrup Batteri ligger i læ bag Kagsmosen, og volden er ikke særlig høj her. Men et (syge)magasin er ved at blive sat i stand.

Kagså Batteri ligger i det første "knæk" efter Utterslev Mose. I dag er det lejeplads og er ved at blive klippet fri, så voldanlægget er meget mere synligt. Til højre ligger en lysstation på toppen som kunne oplyse forterrænnet og afsløre en snigende fjende.

Oprindeligt fik graven sit vand fra Utterslev Mose. På begge sider af Åkandevej er der stemmeværker på begge sider af Åkandevej. Og nær Bystævnebroen er der et omløbsbygværk for spildevand fra Gladsaxe. Det er man ikke i tvivl om hvis man går derned: Der lugter fælt af slam og kloak. Voldgraven falder kraftigt mellem Frederikssundsvej og Husumbanen. Derfor anlagde man de tre tætstillede batardeauer som nu er ved at blive restaureret. Men nu pumpes der lettere forurenet vand fra Harrestrup Å op i voldgraven, op over de tre batardeauer og ud i Utterslev Mose. 

Stemmeværket på østsiden af Åkandevej mod Utterslev Mose. Der er et tilsvarende på den anden side af vejen. Oprindeligt skulle det regulere vandtilførslen fra Mosen til volden. Men nu går vandet den modsatte vej, ifølge Plejeplanen.

På et kort fra omkring år 1900 kan forestille sig hvordan området må have set ud: Gemt bag volden ind mod København dominerer Husum landsby. Ud fra den stråler 17 udstykninger, og man kan se at volden brutalt skar igennem 7 af dem (2a-8a). Og man kan forestille sig den dramatiske indgriben i landsbyens liv dette må have været. Landbruget var Danmarks altdominerende hovederhverv, og landskabet uden for Københavns brokvarterer stort set marker. Der er intet tilbage af de gamle landbrugsarealer foran eller bagved Husumenceinten. Kun Kagsmosen ligger som den gjorde dengang volden blev anlagt. Af de stikkende tjørn og brombær er der heller ikke meget tilbage. Med mindre de spredte kratte langs pensionisthaverne er efterkommere.

 Også ydervolden over for Kagså Batteri (ved Tingbjerg) er ved at blive ryddet for bevoksning, så den nu mere fremstår som da den blev bygget.

Husum var udset til at huse befæstningstropperne i tilfælde af krig, hvorfor der ikke blev anlagt en decideret militærlejr, modsat sydligere i Ejby, Glostrup og Hvidovre. Uden for Husumenceinten lå Herlev landsby tæt på. Men ellers var der marker og nogle spredte gårde: Mørkhøjs Torvegård og Lillegård, Kagsgården ved den nuværende motorvejstilkørsel og lidt fjernere Islevgård. Samt jernbanen mellem Husum Station og Herlev Station. På kortet fremgår også at såvel Frederikssundsvej som Mørkhøjvej havde et snoet forløb gennem volden. Der er endnu rester af de ekstra forsvarsværker som skulle forsvare åbningerne i volden.

Mange af de gamle magasiner (bunkere) er blevet restaureret. Her ved Kagså Batteri. Det er formentligt et sygemagasin. Væggene er blevet pudset og istandsat. Rummene har en meget smal (og uhyggelig) gang omkring sig. Formentligt en buffer for at forhindre at de styrtede sammen ved et bombardement.

Batterierne og voldanlægget generelt er nu ganske fredeligt og smukt. Overalt støder man på en mængde bygningsværker: Betonkonstruktioner, voldanlæg, frie bygninger, osv. Der er ikke sat forklaringer op endnu, så hvad blev de egentlig brugt til? Til at belyse forterrænnet og afsløre snigende fjender, anlagde man lysstationer ved Frederikssundsvej og Harrestrup Å.

 Dette anlæg passer til placering og beskrivelse af lysstationen. Men jeg er ikke sikker. Den er også helt overgroet.

For at kunne iagttage en angribende fjende, var der anlagt 14 kikkertstationer, hvoraf de fleste er bevaret. I Husumenceinten er de på kortet aftegnet som små cirkler ved Svogerslevvej, Frederikssundsvej og i knækket ved Kagså Batteri. Kikkertstationerne er halvcirkelformede indsnit i voldkronen med en støttemur og gulv af beton. Midt i halvcirklen findes en meterhøj betonsøjle, der har båret en kikkert. Der fører en støbt betontrappe op til stationen. Den eneste af de tre som endnu har bevaret betonsøjlen, er den ved Frederikssundsvej.

Kikkertstationen ved Frederikssundsvej. Den ligger også mest afsides, så måske derfor er det den bedst bevarede af de tre. I hvert fald har de to andre ikke søjlen i midten længere. Her var det meningen at der skulle anbringes en kikkert, så man kunne spejde mod Herlev.

Desuden knap en halv snes ammunitions-, krudt- og sygemagasiner. Men størsteparten af magasinerne er anlagt en del år senere end selve volden: Umiddelbart op til og under 1. verdenskrig (1914-1918) opførte man 18 betonforede sygerum med fire køjepladser (sanitetsrum) og 28 betonmagasiner til opbevaring af ammunition og sprængstoffer. Altså over 20 år efter volden (1888/92). Disse sanitetsrum, ammunitions- og ingeniørammunitionsrum fremstår som betonstøbte dørafsnit, indfældet i volden med jerndøre. Formentlig er kikket ovenfor ned i et sådant sygemagasin. Den danske regering ville gerne holde sig neutral, og ønskede ikke at forstærke voldanlægget med decideret krigeriske tilbygninger.

Mellem Frederikssundsvej og Mørkhøjvej befinder sig som bekendt den enestående "ø" midt i voldgraven, hvorfra man fra indersiden kunne beskyde fjenden hvis denne dristede sig til at krydse voldgraven. For at komme til og fra øen, måtte soldaterne gennem denne meget trange gang (poterne) der går tværs gennem volden. Gangen er nu restaureret og åbnet for publikum. Ikke for sarte og klaustrofobiske sjæle!

 

Fra den smalle gang kunne forsvarerne løbe over den lave bro lidt til venstre i billedet og ud på "øen". Til højre ligger ydervolden mod Herlev. Som det ses, vender skydehullerne på langs af volden, og herfra kunne en krydsende fjende beskydes. Anlægget er godt polstret mod fjendtlige bombardementer (anlægget er som det ses helt begravet i jord til højre).

I Plejeplanen er også omtalt nogle kommandostationer fra 1910. Der står at der på facaden er en række jerndragere, der har båret et halvtag over en dør og to vinduer. Indvendig har de tre hvælvede rum med to skorstene og telefonstik. Nord for Husum Station er den eneste jeg kunne finde som passer på den beskrivelse. Så det er altså her man formentlig havde tænkt sig at generalerne og krigskarlene skulle dirigere deres mænd til tapper dåd. Så kunne de jo altid hurtigt selv stikke af med jernbanen til København.

Det er lidt svært at se, men det første anlæg har faktisk de i Plejeplanen nævnte jerndragere stikkende ud. Jeg har valgt at vise dette mere oversigtlige billede ved Husum Station for at give indtryk af Nordvestbane Batteri. Modsat Harrestrup Batteri hæver det sig ganske betragteligt.

Der var også anlagt artillerimagasinger ved 9 af batterierne, men de er alle væk. Der er en rekonstruktion ved Hvissingebatteri, som jeg tidligere har afbildet her på bloggen.

Gammelt kort over Vestvolden. Rummer mange samtidige henvisninger.
Pleje- og anlægsplan for Vestvolden 2011-2015. Skov- og Naturstyrelsen 2010.